(Indsendt)
Så vidt vi erindrer findes der en politianordning som forbyder enhver at udhænge eller udstille skilte der kan forårsage forargelse eller ved sit bizarderi foranledige sammenstimlen af mennesker. Det synes derfor at være et spørgsmål om den figur hos modehandlerren i Vimmelskaftet som drejer om sig selv, ikke bør regnes til denne kategori. Man ser nemlig bestandig udenfor denne butik en masse mennesker forsamlet som ikke alene spærrer passagen, men også ved deres sarkasmer og vittigheder hvortil figuren giver dem anledning, sårer de forbipasserendes sædelighedsfølelse eller kyske ører. Vittigheder som: "Der skal du se en jomfru som lader sig dreje!" - "Det er en skræddersvend (øgenavn på en sypige)? - "Det er en skeløjet tøs," osv vil vi ikke tage nogen notits af, men plumpe, uanstændige, udtryk som forråder den dybeste fordærvelse, lyder almindeligt om aftenen, når figuren ses ved belysning, fra de første af den laveste almue bestående rækker der står her, klinet op ad vinduerne for at more sig og kammeraterne.
Hensigten med denne figur, at vise hovedstadens damer de nyeste parisermoder, opnås derved ikke. For hvilken dame ville vove at komme i berøring med pøbelen. Vi kunne derfor ikke andet end undre os over at den Berlingske Tidende kan nedlade sig til at omtale denne figurs fremstilling som noget fortrinligt, da øjemedet med dens opstilling blot har været at vække opsigt. Hvorfor har den Berlingske Tidende ikke i sin tid rost den schleisnerske modehandel på Amagertorv der vel i enhver henseende kan tåle sammenligning med den rasmussenske. Skulle ikke lidt nepotisme være med i spillet her, man mumler i det mindste om det. For ellers er jo den Berlingske så kostbar med sin ros, og det om ting som anderledes fortjener at omtales.
Vor mening om denne drejende jomfru er derfor at enten sørger dens ejerinde for at holde fortovet ryddeligt ved en betjent og forhindre almuens plumpe vittigheder, eller også helt tage den væk. For ve den fra hvem forargelsen kommer! Det var bedre der var hængt en møllesten om hans hals og han var sænket i havets dybhed. Vi mener naturligvis ikke den franske modehandlerske med det ægte danske navn, men blot dem som giver de små (de uskyldige) forargelse.
C. Nielsen
Fuldmægtig.
(Politievennen Nr. 1511, Fredagen den 13 December 1844, s. 789-791)
Vimmelskaftet. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.
Denne bro har haft mange genvordigheder før den kom til nogen bestemmelse. Der blev bygget en bro da storfyrsten kom på vor grund for få år siden. Den nye som nu skal bygges, skulle koste over 80.000 Ridsbankdaler. Da enhver har frihed til at sige sin mening om alt opfindeligt, skal jeg tillade mig at fremsætte et nyt forslag. Når man byggede eller lod slå en 5 til 6 alen bred bro fra krumningen på Langelinje straks indenfor Jernporten, ud til Rødepæl og lod gå to arme eller 2 halvmåner så at 2 dampskibe kunne lægge til på en gang, eller også måtte man da bygge et hus lig karantænehuset så at når der kom et dampskib, kunne 2 toldbetjente gå derhen og en passkriver. Der har man alt. Inde kunne en skildvagt være nok. Ved en kejsers eller konges ankomst bruger man kun 2 a 3 det øjeblik.
Broen behøver ikke at være af pommersk træ, for storm med svær is fra østen har vi ikke, og storm fra vesten gør dem ingen skade. De herrer kommunemænd og høje vedkommende kunne allerbedst lade den slå og opføre ved offentlig licitation Jeg har set en lang bro i Jylland hvor Vesterhavet bruser op. Dens piller var af bøgetræ, ligesom det var vokset i skoven. På de runde pæle kan de jernbånd som vi kalder dem, ikke få fat, og de piller kunne let fås i Frederiksdals Skov eller i Dyrehaven. Jeg har som landmand købt sådanne træer i Frederiksdal og Ordrup Skov på roden for 5, 6 a 7 Ridsdaler hvor jeg fik mange favne brænde af stammen. Man kunne også bruge bøgeplanker i stedet for fyr, ligesom i Jylland. Der er ikke så mange favne fra krumningen på Langelinje ud til Rødepæl - så når vi brugte det træ der vokser her til lands, fik man en god bro for 10 til 20.000 rigsdaler. Det blev en selvfølge at dampskibene med heste, vogne, stude og alt kom frem ad denne bro. Man skulle kun engang begynde at tænke på at føde og klæde os, og bruge hvad landets jorde kan frembringe, når dette skete som vel vil vare længe før det danske follk elsker denne herlige mode, og får den først begyndt ligesom vores naborige Sverige eller England, da skulle vi se, hvor vi danske ville blive stolte af det, og de ville kalde os, som vi nu har levet, for uoplyste folk.
NB. Vore efterkommere, når man skriver det 19de århundrede.
En mand af økonomien.
Anmærkning. Broen i Jylland ved Vesterhavet kørte vor højsalige kong Frederik 6. over, året efter at den var bygget, og da stod han af og tog den i øjesyn, og var vel tilfreds med den. Broen var bygget af landets egne skove og frembringelser.
(Politievennen nr. 1508, Fredagen den 22 November 1844, s. 751-753)
Det er omtrent her skribenten gerne ville have anlagt en landgangsbro. På daværende tidspunkt gik der en bro tværs over havneindløbet (Bomløbet) til Nyhavns Hovedvagt. En bom kunne åbnes for ind- og udgående skibe, men altså ikke dampskibe, som måtte liigge på reden og have passagerer og fragtgods sejlet ud i små både.
(Indsendt)
Lørdag
den 31. august var en mærkværdig, men tillige omineus dag for det skønne
Tivoli og dets entreprenør. Man kunne her anvende det gamle ordsprog:
aftenen er ikke morgenen lig. Inden solen kastede sine stråler over
Tivoli blev agenten forgudet af sit tro folk. Man bragte ham kl. 2
formiddag en matinette (det modsatte af en serenade). Det var hans
fødselsdag og hyldesten var storartet. Det lumbyeske og det
braunsteinske musikkorps vækkede ham af den slummer hvori han nylig var
faldet, træt af den foregående dags møje. Men overraskelsen var
behagelig, agenten følte at man erkendte hans værd, hans fortjeneste.
Han følte sig stolt som en konge. "Og er du ikke Tivolis fyrste og
regent!" råbte han, men glemte at Kyhl forrige år havde vist ham at det
var under konstitutionel regeringsform.
På dagens horisont viste sig
allerede skæbnesvangre skyer. Politiforbuddet mod at spille længere end
til kl. 11 ankom. Tivolis presse kom i bevægelse, om aftenen sås de
betydningsfulde brandgule plakater opslået. Folket strømmende ind,
Tivoli var et ildhav, tilfredshed og glæde herskede overalt, djævelens
kastel afbrændtes. Teatrets præstationer var endt, alle ilede til
koncertsalen. Hvad betyder det! Programmets musiknumre er ikke
udspillede, og de herrer musici stikker piben i sæk og begiver sig bort?
Tydelige tegn på oprørs sind viser sig blandt det folk der ellers er
tivolifyrsten så hengiven. Et bulder, som når havet bruser stiger op
til koncertsalens af våbenskjolde omgivne loft.
Agenten iler hid for at
berolige det opbragte folk. Det vil ikke høre ham! Ham, hvis higen og
tragten går ud på at more det! Han vil trænge sig frem for at tiltale det. Men massen vil ikke åbne sine rækker for at tilstede ham gennemgang. En af hans venner vil stå ham bi, han rækker sin krykkestok over mod ham, og vil venskabelig banke lidt på hans hat, for at gøre ham opmærksom på det. Oh, salige ven, du vidste ikke hvad du gjorde! Flere af det oprørske folk griber om stokken. Agentens hoved, det hoved som har udklækket ideen om Tivoli, bearbejdes af vanhellige hænder. Utaknemmelige folk, I er blinde i eders vrede! Politiet bemægtiger sig den som fastholder enden af stokken. Han falder som et offer for sit venskab. Tunge skæbne!
Agenten må trække sig tilbage. To krigere hvis navne burde optegnes af saga i gardens årbøger, tiltalte det opbragte folk: "Vis nu den nordiske kraft, kække skandinaver, ryk frem!" Folket omringer Tivolis regent. Hans ytringer at en af hans ansvarlige ministre, kammerråd Friis, mod hans vilje har givet ordre til musikkens ophør, kan ikke høres under larmen og våbenbulderet. Agenten søger nu at trække sig tilbage bag kontorets hellige dør. Fama fortæller at her forefaldt atter en kamp. Agenten nåede det hellige Palladium, Bazaren. Hans venner slår en standse om det. Folket vil gerne erklære det i belejringstilstand, men det må ophæve blokaden, for Tivolis klokke har lydt tre gange. Lukkedes Tivolis porte, kunne dets blodhunde rykke frem som reserve og ve da heltene fra koncertsalen. Tavse sniger oprørerne sig bort og klokken slår tolv.
Politivennen nr. 1497. Fredagen, den 6 September 1844. Side 561-564).
Traps kort over Indre By, omkring 1870. Kortet viser Tivoli midt til venstre, den dominerende tømmerplads sydøst for samt Kalvebodløbet før det hele begyndte at blive opfyldt og jernbanen anlagt. Ligeledes Amagersiden.
Redacteurens Anmærkning
Trods den sarkastiske tone får Tivoli året efter en omtale hvor man kan læse om hvad Tivoli tilbyder, i artiklen "Tivoliet i Aar." i Politivennen nr. 1549, onsdag den 21 juni 1845, side 377-380.
Der er tale om Georg Carstensens fødselsdag, d. 31. august, hvor han fyldte 32 år. Tumulter ved offentligt afholdte fødselsdage var ikke noget usædvanlige. Fx var der ofte tumult ved Frederik 6.s fødselsdag. Det første nummer af Politivennen 1798 handlede om politivold ved den lejlighed. Forposten den 1.september 1844 berettede om episoden:
- Det er igaar Aftes kommet til Scener i Tivoli, hvorved i det mindste Glarmesterne om ikke Saarlægerne have faaet Fortjeneste. Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfornøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtrædelse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, man han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog. Og anledningen dertil skal dog ikke have været hans Skyld. Hr. Carstensen havde i Adresseavisen ladet annoncere, at Forlystelserne, og navnlig Musikken i Consertsalen, iaftes skulde vare til Midnat; men om Aftenen blev det ved Contraplacater bekjendtgjort, at Politiet havde forbudt denne Forlængelse og at Musikken derfor vilde ophøre Kl. 11. - Da nu denne Tid kom og der af de averterede 36 Musiknummere endnu resterede nogle, hvoriblandt en Telegraph-Gallopade, som man nu slet ikke syntes at kunne undvære, fordrede Publicum Fortsættelsen, medens Musikanterne stak Piben ind for Politiet. Da Tumulten tiltag, da man med Trusler kaldte paa Hr. Agenten, da var det, at han ilede til for at berolige Gemytterne. Men man lod ham ikke komme til orde; og medens Concertsalens Ruder klirrede, maatte Entrepreneuren og de ham ledsagende Politibetjente trække sig tilbage. Rørende skal det have været at høre, hvorledes Hr. Carstensen, da Politiet vilde bruge Stokkende, med selvopofrende Mod raabte: Holder inde! Holder inde! Før vil jeg selv undgjelde, end see den danske Nation faae Prygl paa mit Tivoli! - Og Politiet, holdt det da virkelig inde? - Vi vide det ikke bestemt. - Men naar vi sige, at Agent Carstensen var uskyldig, saa mene vi, at Forbudet, der opbragte Publikum, ene maa hidrøre fra at Politiet allerede har antaget at burde handle i Overensstemmelse med det nye Udkast til en Anordning om Søn- og Heligdages Overholdelse ifølge hvilket det tilsigtes strengt at forhindre allehaande Forlystelser at gaae over fra Løverdag Aften til Søndag Morgen. Politiet har saaledes baaret sig ad paa samme Maade som Gjennemsynet, der beslaglægger i den Forestilling, at Udkastet til den nye Trykke-Anordning allerede er blevet Lov. - Det er Følgen af at Politiet læser Standertidenden - men at Politiets religiøse Strenghed derved er tiltagen - det kunde Hr. Carstensen jo ikke vide. - Iøvrigt viste der sig iaftes ogsaa udenfor Tivoli en meget urolig Aand, især paa Volden og ved Vesterport, hvilket foranledigede endeel Arrestationer.
I Fædrelandet den 11. september 1844 blev affæren kaldet "Tivoli-Tumulten". Til forklaring af politiets handlemåde hører at Tivolis fødselsdag kun 2 uger forinden, den 17. august var blevet fejret behørigt med et imponerende fyrværkeri ved midnat, hvorunder en raket skal være faldet ned gennem en skorsten på Amalienborg. Politiet blev i den anledning beskyldt for at sove. Se Dannevirke 24. august 1844. En artikel fra Forposten 8. september 1844 må stå som et eksempel på hvor langt den trykte presse vovede at omgå censuren på dette tidspunkt:
I den Erklæring, Hr. Carstensen har udstedt i Anledning af "Tivoli-Oprøret" næstsidste Løverdag, hedder det, at det maa beklages, at man eet Øieblik har kunnet antage, at der er foretaget noget vilkaarligt Skridt fra Politiets Side. Hr. Carstensen vindicerer her paa en ligesaa smuk som veltalende Maade de kjøbenhavnske Polities velbekjendte humane Fremgangsmaade, der ikke tillader det at gaae vilkaarligt tilværks ved nogensomhelst Leilighed. Det maa kun bemærkes, at Ordet vilkaarligt maa ene og alene tages og opfattes fra et reent dansk Standpunkt, altsaa noget forskjelligt fra den Maade hvorpaa det til exempel forstaaes i England og Frankrig; det gaaer nemlig med bemeldte Ords Betydning ligesom med Varmelinien, der synker betydeligt jo længere den kommer fra Vest til Øst. Vi kunne forøvrigt vel forstaae, at Hr. Carstensen har havt de tidligere offentliggjorte tilfælde for Øie, hvor det kunde synes at være paalagt Politiet, med Grund, at det havde handlet vilkaarligt; men det er altid senere tilfulde oplyst, at der ingen Grund har været til saadan Beskyldning, og at Politiet med Etatsraad Bræstrup i Spidsen stedse har viist den Humanitet, som det er bekjendt for. Hvis Politiet nogensinde imod Formodning skulde handle vilkaarligt, stod det jo desuden til Vedkommende at klage til Cancelliet, der vel vilde vide at hævde dets Rettigheder og Værdighed; thi fordi Stænderne have sagt, at Collegiet handler vilkaarligt, derfor er jo intet Beviis tilveiebragt for, at det vil tillade Politiet at handle saaledes, tilmed da den kgl. Commisssarius har tilstrækkeligt godtgjort, at en saadan Beskyldning er hentet lige ud af Oppositionsbladene eller fra en aldeles upaalidelig Kilde. Disse Bemærkninger have vi ikke troet at være overflødige med Hensyn til, at vi kunde blive mistænkte for ikke at dele Hr. Carstensen Anskuelser om politiet, naar vi ikke erklærede os beredvillige til at istemme hans indirecte Lovtale, som der staaer i Vægterverset, "men Haand og Mund, af Hjertens grund" - et Citat, vi uvilkaarligt mindedes derved, at Tanken henlededes paa Tivoli-Avisen, Vægteren for Tivolis Hæder.
