Husassistenternes Fagskole. (Efterskrift til Politivennen)

Husassistenternes Fagskole lå i Rosengården indtil den flyttede til Fensmarksgade 65, hvor den 23. september 1927 blev indviet ved en stor højtidelighed. Skolen i Fensmarksgade var tegnet af arkitekt Ingrid Møller-Dyggve. Indvielsen skete ved borgmester Petersen, og der blev afsunget en kantate af A. C. Meyer. Blandt talerne var overpræsident Jens Jensen, handelsminister Slebsager, forstanderinde Marie Christensen. Dansk Kvindesamfund var desuden repræsenteret.

Før skolen flyttede til Fensmarksgade. Lærerinde Marie Christensen med x. Aftenbladet (København) 13. oktober 1922.

Husassistenternes egen Højskole.

Hvor unge Piger opdrages i huslig Gerning. - Fremtidens Husmødre maa vide Besked om Penge, Vitaminer og Kalorier.

Husassistenternes Fagskole, der har Lokale i sin egen store og smukke Bygning i Fensmarksgade paa Nørrebro i København, afslutter i disse Dage sit halvaarlige Kursus for Begyndere. Et nyt Kursus begynder 1. August.

Det er 15 unge Piger, der nu forlader Skolen efter at have gennemgaaet et alsidigt Kursus i det Arbejde, der forefalder i en almindelig Husholdning, og som Afslutning afholdes Prøver i de forskellige Fag. Vor Korrespondent aflagde i Gaar efter Indbydelse Besøg paa Skolen og traf Husmoderforeningens Formand, Fru Carla Meyer, fuldt optaget af at bedømme Vask og Strygning, Rengøring, Bagning og Madlavning.

Der dufter renligt og appetitligt overalt i den store Bygning, og de unge Piger, man møder i Køkken og Vaskelokale, Gange og Spisestue, er sirlige, fornøjede og fixt klædt paa. De befinder sig aabenbart i deres Es her paa Skolen, hvor der hersker Orden Disciplin og Arbejdsflid, men hvor der er lyst, venligt og lærerigt at være.

Husassistenternes Fagskole er opført efter Frk. Marie Christensens Initiativ. Husassistenternes Forbund drev i adskillige Aar en Fagskole for Husassistenterne i lejede Lokaler i Rosengaarden. Der var kun Plads til en halv Snes Elever, og der var stadig forgæves Efterspørgsel efter Optagelse. Selv for det lille Antal Elever var Pladsforholdene smaa. Den ny Bygning, der indviedes i Fjor, har Plads til 70 Elever, der bor paa Skolen, og alle Plader er stadig optaget.

Fagskolen i Rosengaarden havde opsparet en Kapital paa godt 100,000 Kr. som Byggefond. KøbenhavnsKommune gav Grunden, der vurderedes til 70,000 Kr., og Staten ydede et rentefrit Laan paa samme Beløb. Gennem Prioriteter skaffedes Resten af de ca. 600,000 Kr., som Bygningen kostede.

Til Forskel fra andre Husholdningsskoler, hvis Udgifter maa bestrides i det væsentlige af Elevernes Skolepenge, driver Husassistenternes Fagskole en betydelig Virksomhed som Pensionat og Restaurant, hvorved adskillige Penge indvindes, og Husholdningsarbejdet bliver mere alsidigt, end det ellers kunde blive. Desuden modtages Vasketøj ude fra Byen, hvilket ogsaa giver Indtægter. Som Følge heraf og et Tilskud fra Stat og Kommuner har Skolen kunnet sætte Betalingen for Ophold, Kost, Bolig og Vask saa forholdsvis lavt som 40 Kr. pr. Maaned pr. Elev for det halvaarlige Begynderkursus.

Dette omfatter flere Afdelinger, Stueafdelingen med Undervisning i Borddækning m. v.. Syning, Reparation og Rengøring af Værelser, Køkkenafdelingen med al Slags Madlavning og Bagning, Ernæringslære, Husholdningsregnskab m. v., Vaskeafdelingen med alt til dette Fag henhørende og endelig Bageafdelingen, hvor der undervises i al finere Bagning, selv de lækreste Konditorkager.

De Prøver, som Køkkenafdelingen ved Afslutningen af det 6 Maaneders Kursus giver paa Mad, er i enhver Henseende fortrinlige, og den Mand, der faar en Kone med Uddannelse fra denne Skole, er aabenbart sikker paa, at i hvert Fald denne Side af Ægteskabets Dagligliv ikke vil give Grund til Klage.

(Horsens Social-Demokrat 26. juli 1928).

Minder fra det gamle Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen).

 

Rester af Kavalerboligen af Blaagaard.

Det gamle Nørrebrostræde er ved at forsvinde mere og mere - end er der en lille Rest igen, men om 4-5 Aar er ogsaa den borte, og vi har da en Færdsels forbindelse Elmegade-Stengade, som vil aflaste Blaagaardsgade-Trafiken en Del. De gamle, forfaldne Værksteder paa begge Sider, Skure og mystiske Kroge er borte, og man ser nu paa højre Side fra Nørrebrogade en Række lave 2 Etagers Bindingsværksbygninger kigge frem. De smaa Huse er Rester at Kavalerboligerne fra det gamle Blaagaard, og ud mod Nørrebrogade ses en af de til Nedrivning dødsdømte Bygninger gennemskaaret.

Huset paa Hjørnet af Nørrebrogade, som er skaaret midt igennem for at skaffe nødvendig Gadebredde.

Om nogen Tid rejses et Plankeværk foran de gamle Huse, og, som sagt, om 4-5 Aar er baade de og de tilstødende Fabriksbygninger jævnede med Jorden, - de gamle Minder maa vige, og paa deres Valplads skrider det nye og moderne sejrrigt frem, men mangen gammel Nørrebroaner vil sende det gamle Stræde med de morsomme gamle Huse en vemodig Tanke.

(Aftenbladet (København) 3. april 1928).

Vidunderfabriken i Haraldsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Elektrik og Radio mødes.

I den fra Byens Centrum fjerntliggende Haraldsgade ses Laur. Knudsens Kæmpefabrik, hvori ca. 700 Arbejdere - deraf de ca. 400 kvindelige - udretter et Stykke Arbejde, som i alle Henseender staar paa Højde med det bedste udenlandske. Indenfor de vældige Mure, i store, lyse Lokaler, tilvirkes den fine Mekanik, som anvendes i elektriske Artikler og til Radioapparater.

Vi aflagde i Gaar efter Indbydelse et Besøg i den fire Etager høje Bygning og flk et levende Indtryk al dansk Snille og danske Arbejderes fremragende Præstationer.

I et Utal af Lokaler sad eller stod her kvindelige og mandlige Arbejdere og fremstillede de Tusinder af Detailler, som fordres for at f. Eks. et elektrisk Maaleapparat kan virke præcist og følsomt, og interessant var det at betragte den omfattende mekaniske Proces et Radioapparat gennemgaar fra den første Plade lægges, til det moderne Vidunder stod fuldfærdigt til at gengive Æterens Toner.

Radioen har revolutioneret den mekaniske Fabriksvirksomhed, der maatte tilføres nye Maskiner, nyt Materiale og hidtil ukendt Værktøj til Frembringelse af Lav- og Højfrekvenstransformatorer, Drejckoadensatorer, Mikroskalaer, Støjkompensatorer og Kegle- og andre Højttalere

Her findes i denne Fabrik blandt mange andre mærkelige Laboratorier et Rum, hvor Tonen i Højttalere afstemmes og prøves pr. Elektricitet. Hele Skalaen fra det dybeste Brum til den højeste Råben aflæses paa en Tonegenerator samtidig med, at Øret opdager Tonens Renhed og Styrke. I andre og større Lokaler sidder unge Damer og samler Radioapparaternes Hundreder af mærkelige Detailer. Her er Sliberier og Lokaler for

elektrisk Nitning,

der ganske lader den gammeldags Form med Hul, Nitte og Slag ude af Betragtning, og i Drejebænkværkstedet staar store Revolverbænke, hvoraf Halvdelen ganske paa egen Haand og uden fjerneste Hjælp af Menneskehænder leverer flere Tusind smaa Møtrikker i Timen.

Fabrikationen af Maaleapparater, der viser Hjemmenes Forbrug af Elektricitet, er et Vidunder af teknisk Behændighed, et fuldkommen mekanisk Eventyr. Inde i Maaleren cirkulerer et Hjul, hvis Tænder driver Tallene, der viser Forbruget. Dette Hjul gaar i 

kunstige Diamanter,

der er indkapslede i en Tap, hvis yderste Spids, der er fln som en Synaal, glider i en Skaal, der er lille som et udhulet Knappenaalshoved og denne Spids og denne Skaal er lavet I af lilla Safirer, de kunstige Diamanter, der ikke kan sildes.

Overordentlig lærerigt er et Besøg l denne højmoderne Fabrik for Elektricitet og Lydmaskiner, og som et sidste Eksempel paa Fabrikens sælsomme Liv ser vi en Spændingsprøve paa en mægtig Porcelæns-Isolator, der ved en Ledning er sat i Forbindelse med en diabolsk stærk Akkumulator.

Vi bliver lukket lod i et bælgmørkt Rum og Prøvemesteren slipper alle Akkumulatorens fantastisk mange Hestekræfter løs. Det syder, rasler og hyler, og lidt efter lidt oplyses Rummet af et gulligt Lys, der kommer fra Isolatoren og som i Løbet af et Minut bliver til et kunstigt Uvejr med rasende Zig-zag-Lyn i sælsomt Nordlysskær.

- Hvor mange Volt er vi oppe paa? raaber vor Cicerone.

- 130,000! svarer Prøvemesteren gennem Lynildens Knitren.

Oehlenschlæger og Aladdin kan gaa hjem og lægge sig! 

Ave

(Social-Demokraten 14. oktober 1927).

Krig i Rantzausgade. (Efterskrift til Politivennen)

Politiets 4. Afdeling, hvis Chef er Inspektor Buch og hvis Arbe|de, som ligeledes bekendt, væsentlig er Bil-, Paternitets-, Skilsmisse og andre "indvendige" Affærer, har i disse Dage faaet en Sag af en ganske ekstraodinær og usædvanlig Natur til Behandling.

Forskellige Næringsdrivende ude i Rantzausgade paa Nørrebro, saaledes Indehaveren af Kafeen i Nr. 8, Restauratør I. C. Andersen, Mejeriejer J. Thomsen i Nr. 43 og Indehaveren Af Varehuset paa Hjørnet af Brohusgade, er bleven indklarede for Øvrigheden, fordi de som Navnebetegnelse for og Skilt over deres Forretninger har benyttet Navnet "Rantzau": "Kafé Rantzau", "Mejeriet Rantzau" osv.

Klageren er, som man kan tænke sig, ikke den for mange Aarhundreder siden afdøde berømte Feltherre Daniel Rantzau der vandt sit Ry og en fremtrædende Plads i Fædrelandshistorien ved sine bloddryppende Sejre over Svenskerne, efter hvem Gaden blev kaldt op, da man i sin Tid kasserede dens gamle, romantiske men maaske nok lidt for meget om Rhabarberkvarterets Bøller mindende Navn, Nordvestvej.

Nej - Klageren i Sagen er en Ætling, en af de sidste, efter Daniel, nemlig Oberstløjtnant O. Rantzau fra Sølvgadens Kaserne, der forleden, efter endt Ridetur ude ved Ladegaardsaaens Kilder Nordvest for København, kom travende gennem Rantzausgade da gjorde den forfærdende Opdagelse, at hans Navn, hans, hans højadelige Slægts Navn prangede i grelt skrigende Farver, ikke alene over et Manufakturbutik og en Mælkeforretning, men - o, Himmel! - ogsaa over en Beværtning, ved hvis umalede Egetræsbord, der serveredes Øl, Whisky og "smaa Sorte" for al Kvarterets jævne Borgerskab.

OberstIøjtnanten holdt sin Hest an, kaldte paa sin Oppasser og beordrede ham til at trænge ind selve Fjenden Lejr, sondere Terrænet, d. v. s. Beværtningen med det Maal for Øje at skaffe oplyst, hvem der var Fæstningens Øverstkommanderende.

Ikke fordi Oberstløjtnanten noget Øjeblik troede paa den Mulighed, at Beværteren virkelig skulde hedde Rantzau - dertil kender han sin Slægts Historie og dens Stamtavle alt for godt - men han vilde som klog Feltherre vide, hvem og hvordan hans Modstander var, for ret at kunne vurdere ham under den forestaaende Kamp.

"Melder Hr. Oberstløjtnanten" kom Oppasseren lidt efter hæsblæsende tilbage og traadte an med Ølskummet hængende endnu i Skægget: Melder Hr. Oberstløjnanten, at Øverstkommanderende, Beværterens Navn er J. C Andersen, slet og ret og lige ud! Han sidder i øjeblikket og spiller "Idiotseksogtres" med en Bryggerknægt fra Carlsberg om to Sorte. Og han er lige ved at vinde, saa ethvert Barn kan gaa til ham! - Befaler Oberstløjtnanten, at jeg afhører ham og fritter ham ud?

- Nej, nej, svarede Oberstløjtnanten. Dette vilde han dog ikke. En kamp mellem ham og en hel københavner-Bataillon paa den ene Side og en arm Værtshusholder med to smaa Sorte og en Bryggerknægt paa den anden forekom ham dog for ulige og upassende. Han løftede sin Sabel mod Himlen ligervis som Stamfader Daniel før Slaget ved Svarteaa (1569), svingede den i en Hvirvel over sit Hoved, hvorefter han med sin Oppaser i Ilmarscb drog hjem til den gamle Kaserne ved Østervold og satte sig til at udarbejde Klageskrivelsen til Politiet over det formentligt ulovlige Misbrug af Navnet Rantzau.

Og i Gaar fik Rantzausgade Besøg af to Opdagere, der aflagde Visit baade i Varemagasinet, i Mejeriet og - i Synderlighed - i "Kafé Rantzau" i Gadens Nr. 8, hvor de rettede  den direkte Forespørgsel til Værten, Hr. J. C. Andersen, om han, saafremt han fik en Anmodning derom fra Oberstløjtnanten, maatte være villig til fredeligt og uden Protest at aflægge Navnet Rantzau og omdøbe sin Beværtning.

-Gu' vil jeg nikke Nej, lød Værtshusholderen djærve Svar: Jeg viger kun for Bajonetterne! - Enten for hele Sølvgadens Kaserne med Faner og fuld Musik eller ogsaa for en Dom af den allerhøjeste Ret, vi har her i Kongens Riger og Lande!

Med denne Besked maatte Politimændene gaa igen. Og herpaa staar Sagen nu, uden at det i Øjeblikket er muligt at forudse dens videre Udvikling, endsige dens endelige Udfald.

Et synes imidlertid givet. Oberstløjtnant Rantzau vil søge at føre sin Krig igennem, om ikke med Militærmagt saa med Loven i Haand og Politiet ved Haanden!

Svip

(Aftenbladet (København 23. februar 1927).

Om det var denne sag, eller noget andet, der rystede oberstløjtnant så meget at han døde, er uvist. Han afgik ved døden i november 1929. Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.

Rantzausgade hvor oberstløjtnanten førte et forgæves felttog mod butikker der bar Rantzaus navn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kvindehjemmet i Læssøesgade jubilerer. (Efterskrift til Politivennen)

Vuggestuens mindste. I Forgrunden Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen (x).

Det kendte Kvindehjem i Læssøesgade Nr. 8 har paa Tirsdag d. 1. Februar bestaaet i 25 Aar.

Det har jo faaet adskilligt mere ind under sin Virksomhed end den Gang, Fru Vibeke Salicath og "Hjemmet"s Redaktør, Frk. Valborg Andersen første Gang aabnede "Herberget for hjemløse Kvinder" i en gammel Bindingsværksbygning paa Graabrødretorv.

Lokalerne her viste sig hurtigt at være for smaa, og allerede Aaret efter flyttede man til Ejendommen i Læssøesgade og forandrede samtidig Navnet til "Kvindehjemmet".

Senere har det med Støtte baade fra Stat og Kommune udviklet sig til en stor Institution, der foruden det oprindelige "Herberg" omfatter Vuggestue, Folkekøkken, Systue og Optagelseshjem.

Sidste Aar fik henved 700 Kvinder her billigt Nattelogi, og Vuggestuen har Plads til 66 Børn i Alderen fra 14 Dage til 7 Aar. Naar Forældrene gaar paa Arbejde, kan de aflevere deres Børn her og vide dem under et godt og aarvaagent Opsyn. De mindste Tuller under 2 Aar kravler paa Gulv og i Senge, de lidt større samles i en stor Legestue med lave Stole og Borde, og de ældste endelig beskæftiges i en nydelig indrettet Børnehave Samtidig faar Børnene Maaltider Mad om Dagen, og for det hele betales kun 70 Øre pr. Dag. Er der flere Børn fra samme Hjem, gaar Prisen ned til 55 Øre pr. Barn

Endvidere kan der paa et særligt Optagelseshjem modtages yderligere 12 Børn, hvis Mødre er syge. Maaske kan der endda knibes Plads til et Par Stykker til, thi Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen har et stort Hjerte, og saa véd man jo, hvordan det gaar med Husrummet.

Det havde ogsaa Stifterinden, Fru Salicath, der utrætteligt arbejdede for Kvindehjemmet. Hendes Efterfølgerske som Hovedleder og Formand, Fru Nyrop, følger energisk i hendes Fodspor.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1927).

Vibeke Salicath. Foto Julie Laurberg & Gad, Dagbladet (København) 23. januar 1927.

En betyden Side af Kvindehjemmets Virksomhed. Her afleveres Barnet, mens Moderen gaar paa Arbejde. Foto fra Dagbladet (København) 23. januar 1927.

Mellem Bølgebliksskure og Præstegaardshaver. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Ladegaards Idyl afløses af Storbyens Cementørken.

Hos Kineseren, som taler Kinesersprog og har gode, gamle kinesiske Arbejdsteorier.

Der er Ting helt uden for Baedekers stjernebesaaede Vej gennem København, som Turisterne lægger Mærke til - de røde Postbude, Cyklehærene f. Eks. I gamle Dag var det Indkørselen til Byen først og fremmest - ikke som ellers ved Indkørselen til Storbyer en Grav af høje, graa Huse, der lukkede sig mere og mere over Taget, - men stille, smukke Provinshaver, gamle rødtagede Huse, Syrener og blomstrende Æbletræer, et Par blinkende Søer til begge Sider - og saa var man der, i selve Storbyens Hjerte. Ikke noget Sted tumlede fremmede Tilrejsende saa overraskede og forbavsede ud af Toget som paa den gamle Hovedbanegaard.

Underligt nok blev den liggende i Aarevis langs Jernbanen, denne gammeldags Stribe Provins, den nye Tid susede med Jernbanen ind i Byen, men Idyllen skulde den igennem først.

Saa valgte Jernbanen andre Veje ind i Storbyen, - og Idyllen derude ved de gamle Jernbanespor har efterhaanden maatte give op. Brede Asfaltboulevarder maser sig Vej hen over den, og det allermest moderne Stykke By ligger nu, hvor den var.

- - - Tilbage ligger kun den gamle Ladegaard og forsvarer sig haardnakket. Store Millionpaladser, Kæmpehallen, Fagforbundenes Bygning, Handelsskolen, rejser deres kvælende Mur omkring den, og Fremskridtets letbenede Pionerer er allerede dybt inde paa dens Enemærker - lange Rækker af firkantede Cementgarager, Automobilværksteder, som har flyttet hele deres hvæsende Mekanik ind i de gamle, stille Huse og saa Rædslernes Rædsel, Bølgebliksskurene, som altid myldrer frem paa den Slags Terræn, hvor man skal være klar til at komme væk igen i en Fart.

Inde bag Rædslerne gror stille, fredelige Haver med Stenhøje og Søer, det ene Styke Præstegaardsidyl ved Siden af det andet - midt i Byens Cementørken.

- - - Men den varer nok ikke længe - den gamle Ladegaards Kamp for Livet. De gamle Bygninger har været brugt til alt - Pesthus, Sindssygehospital, straffeanstalt og Fattiggaard - til alt, blot aldrig til noget anstændigt er der blevet sagt om dem. Men nu er de snart ude af Brug.

Allerede i denne Vinter skærer Kloakarbejderne deres dybe Render tværs geimem Terrænet til et lille Forvarsel om, hvad der skal ske.

- Det er et stort Kloakarbejde, siger Arbejderformanden til mig. Men der skal jo ogsaa ligge en hel lille By her.

God Jord for Resten at grave i. Opfyldningen, som næppe har set Spade i 4-500 Aar. Men nu kommer det. Det maa jo da snart ryddes alt det gamle derovre - og saa peger den Rydningens og Fremskridtets Mand med en overlegen Haandbevægelse det gamle og faldefærdige ud.

Inde i en af de skumleste gamle Ronner bor Kineseren. Han har lige netop saa stort et Vindue, at der kan falde Lys over hans Kurvebinderarbejde, men ellers ruger Mørket over Værkstedet med dets Kurve af Duer, og Høns og Hunde - jeg elsker Dyr, siger han.

Mørkemand er han ellers ikke. I Sommeraftenerne lyder der tit Spektakel og Lattersalver fra de gamle Rønner - det er Kineseren, der "laver Sjau", som han kalder det.

Vi lister ind i Mørket og forsøger en Samtale, men det kniber. Han taler "Kinesersprog", netop saadan som enhver Provinsskuespiller kan det paa Fingrene - med Sløjfning af alle andre Ord end netop Substantiver og Verber og med ophøjet Foragt for svære Konsonanter.

Men det værste er, at han kan ikke finde 2/3 af de Ord, han skal bruge, og vi kan ikke forstaa 2/3 af de Ord, han finder. Og ind imellem blander han engelske og fantastiske Kineser-Gloser.

Først da han faar Lov at sludre løs, gaar det - Fingrene løber paa ham under Kurvebindingen, han raaber og ler, og af og til slipper han Kurvene, lægger sig helt tilbage mod Væggen og slaar sig paa Laarene af Henrykkelse over det, han fortæller.

- Jag nu været her tyve Or, Ikke først her, England. Tyskland, Olland, sidst her. Tyve Or her.

Nu jag garmel. Men i Ungdom, Sjau, Ballade, hele Nat, kiss, danse, De ved, hele Nat. Aah, Sjau. Nu jag garmel, to hal tres Or, maj garmel. Ungdom - by - by. 

- Tjener De noget ved Kurvebindingen?

- Nej, dolig Tid, men før, jaj Mester selv. Hos Mester, jeg lærte, tysk Svend sige. Du Lærling, gi Øl, tjene mere end maj. 

- Naj, jeg sa. Jaj bli Mester, det du aldri bli, - du drik Øl. Jaj før, fire Sven, Heste, Vagn. Jaj lav 14 Kurv paa Dagen en Sven lav 7. Han drik Øl.

Da vi igen dukker ud i Dagens Lys og friske Luft, er Taget blevet helt snavset, men saa kommer Kineseren farende med en Børste. Selv er han ren og pæn, og helt fortvivlet raaber han: Snavs, fy, pæn Frak, paa Gade, aldrig.

- - Hvordan han egentlig er skyllet op her, og hvorfor - det maatte jeg ikke faa at vide. Men han hører nu til det Stykke Idyl, som vil overleve Rydningen. Hans Teorier om Arbejde og Øldrikning er stabile nok!

(Nationaltidende, 4. januar 1927, 2. udgave).

Fra den gamle Ladegaards Enemærker. Udviklingen har taget Fart ude paa Terrænet omkring den gamle Ladegaard. Der rejser sig store Komplekser og brydes nye Færdselsaarer igennem, og det meste er allerede ukendeligt nu. Men Kærnen i det hele, selve Ladegaards-Komplekset og en Rest af Inspektor Hosts gamle Have, er endnu i Behold med al den Skummelhed, der er Tradition herude. Der er installeret mange mærkelige Smaavirksomheder herude. Her møder man blandt andet den gamle Kineser Gom-Wai-Ban, der med en uudgrundelig Mine sidder lavs og verdensfjern over sit Kurvefletter-Arbejde i el gammelt forhenværende Hønsehus.

Øverst: Ejendommen paa Hjørnet af Blaagaardsgade (x), som skal nedrives. Nederst: Retningslinien for den nye Gade ved ladegaardsterrænet, set fra Aaboulevarden. Foto fra Aftenbladet (København) 27. januar 1926.

Man havde dengang planer om at føre Sct. Marcus Alle fra Rosenørns Alle over det gamle Ladegårdsterræn til Blågårdsgade og regnede med stor trafik. Her havde Beck-Olsen engang et cirkus. 

I 1926-1927 blev der langs Ladegården anlagt en kloak fra den nyanlagte Rosenørns Alle over Ladegårdsgrunden. Det var på dette sted Bech Olsen havde sit cirkus. Herfra fortsattes ud til boulevarden mod Blågårdsgade. 

Foto fra Aftenbladet (København), 8. februar 1927 som viser kloakarbejdet.

Kæmpen, der faldt. (Efterskrift til Politivennen)

En Sørgefest paa St. Hans Torv.

Vor alvise Magistrat, der som alle andre længe har været klar over de vanskelige Trafikforhold, der hersker paa St. Hans Torv paa Grund af de mange sammenstødende Kørselslinier, resolverede forleden, at der ved Udløbet af Elmegade og Guldbergsgade i Torvet skulde rejses en Lysmast, fru hvis Top der skulde udkastes saa stærkt et Lys, at hele dette Hjørne af Torvet fra Mørkets Frembrud vilde være belyst som af den klareste Dag.

Evnerne indenfor vor kommunale Administration staar imidlertid som bekendt ikke altid paa Højde med den gode Vilje. Ordren til Teknikerne lød paa. at der skulde rejses en høj, "en mægtig Mast". Og en skønne Dag - eller rettere en skønne Aften - rejstes der vel den højeste Lysmast, der fandtes i Byen, paa det udpegede Sted en Mast, hvis Lys tillod Beboerne af 4 og 5. Sals Lejlighederne i omliggende Huse at Iæse om Aftenen og den hele Nat, uden at bruge deres egen Elektricitetsmaaler, medens hele Gadekrydset nedenunder, der var det, der skulde belyses, fortsat henlaa i et ægyptisk Mørke, i hvis Midte Masten stod som en undersøisk Klippe til den største Fare for Trafiken og til største Rædsel for Bilkørere og andre kørende Folk.

Nu staar Masten der imidlertid ikke mere. Den blev nedlagt i Aftes.

Ved 18-Tiden kom Taxadroske K 1304 godtronde og intetanende jollende fra Guldbergsgade ind paa Torvet for at hugge sig en af Stadepladserne dér. Og midt I Gadekrydsets Mørke stod Masten høj og fræk og spærrede Kørebanen, saa det var Bilen plat umuligt at slippe udenom.

Den brasede lige løs paa Fodstykket. Og med et Brag, der hørtes over det ganske St. Hans Torv,  væltede Kæmpen og lagde sig til Hvile i hele sin mægtige Længde, medens Bilen, der havde faaet Køleren og hele Forpartiet shinet fladt, stillede sig til Hvile ved Siden af, som en dybtsørgende Paarørende. 

Politiet kom i stort Tal. Man forsøgte at løfte paa den faldne Kæmpe. Men han var urokkelig. Han blev liggende, hvor han Iaa, og Politiet maatte gaa hjem med uforrettet Sag efter, af Hensyn til Nattens kommende Trafik, at have afmærket Pladsen med Lygter og Tovværk og Stakit.

I Morges tidligt, da Politiassistent Vindinge paa sin Inspektionsrunde kom forbi den faldne Kæmpe, standsede han brat ved Synet af en mægtig Halmkrans, der i Nattens Løb var henlagt paa Graven. Og ved Kransen var hæftet et stort Stykke hvidt Karton, paa hvilket der med 4-Tommers Bogstaver var skrevet følgende lidt ubehjælpsomme men uhyre velment

Gravskrift.

Ingen havde paa Dig kaldt,
derfor din Levetid blev kort
Du skal have Tak for alt,
hvad Du gjorde, før Du gik bort.

En, der lykkeligt undgik Dig.

Gravskriften samlede i Løbet af ganske kort Tid en mægtig Sørgeskare omkring Stedet. Og da Trafiken truede med at gaa rent Staa, maatte Politiassistenten til sidst give Ordre til at fjerne Kransen og Plakaten, der foreløbig er bleven taget i Forvaring paa Fælledvejens Station.

Hvornaar Kæmpens Begravelse finder Sted, er endnu ikke bestemt.

Den laa paa Valen endnu i Formiddags ved Redaktionens Slutning.

Svip.

(Aftenbladet (København), 16. december 1926).

Allerede dagen efter blev masten imidlertid rejst igen, så Aftenbladet kunne den 17. december 1926 bringe ovenstående foto af den. Og digteren - bladet antog det var en chauffør eller bilist - var på spil igen: Velkommen tilbage, Du kære Ven. Lad os haabe Du snart bliver væltet igen. Men skulde det ske Du igen vil opstaa. Da vil vi ej køre, langt heller gaa.

En lille Mindefest i "Alderstrøst". (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Tilhørerne i Gaarden. Nederst: Bestyrelsen lytter til Musiken

Den Mand, der egentlig gav Stødet til Oprettelse af den store Haandværkerstiftelse "Alderstrøst", var forlængst afdøde Murermester og Borgerrepræsentant Carl Ette, som fødtes i Gaar for 100 Aar siden.

I den Anledning var hans Buste i "Alderstrøst"s Gaard paa Nørrebrogade smykket med Kranse og Blomstrer, medens et lille Hornorkester fra 2 til 3 glædede Stiftelsens Beboere med kendte Melodier.

Koncerten, der havde lokket mange af Beboerne ned i Gaarden, medens andre nød den i de aabne Vinduer, overværedes af hele Bestyrelsen.

I Møllegade var der ogsaa musikalsk Underholdning, der ligesom paa Nørrebrogade skyldtes Ettes Søn, Forfatteren Henry Ette, men her var den lille Fest henlagt til om Aftenen og afholdtes i Festsalen.

Her talte Tømrermester P. Petersen som den sidste af dem, der havde siddet i Bestyrelsen sammen med Ette, om ham og hans Gerning, hvorefter Sangeren Poul Knudsen og Operasangerinden Fru Benedicte Knudsen glædede de Gamle med deres smukke Sang.

(Aftenbladet (København 2. september 1926).

Murermeter Carl Ette døde 76 år gammel 30. august 1902. Han stod bag en el byggevirksomhed og havde flere tillidshverv, bl.a. medlem af Haanværkerforeningens bestyrelse og Borgerrepræsentationen for Højre. På sine ældre dage administrerede han "Aldertrøst"

Blaakilde Mølle. (Efterskrift til Politivennen).

Aktieselskabet Blaakilde Mølles Fabriker var indtil 1870 en kornmølle. Herefter begyndte den at fabrikere dampet og gæret benmel, 1901 overtog den Levins Fabrik på Dortheavej 2, der 1929 gik over til lerjordsblegning og i 1936 fik den første tørsmelte. 

22. april 1912 nedlagde arbejderne arbejdet på Dortheavej pga. afskedigelser uden opsigelse. Ved den lejlighed konstaterede man den ulidelige stank og myriader af maddiker som arbejderne skulle arbejde i. På trods af sundhedsmyndighedernes påbud om straks at destruere affaldet, lå titusindvis af kilo affald opstablet. 

Sundhedskommissionen mente på et møde den 19. juli at den ikke kunne kræve virksomheden nedlagt eller flyttet, da dette så også ville gælde en halv snes andre fabrikker i området. Der blev dog stillet "meget vidtgående" krav til reformer mm. og henstillede til fabrikken at den skulle gøre så vidt muligt for at fjerne generne, og dette blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen september 1926. 

Utterslev forpestes af gamle Ben.

10,000 Beboere protesterer mod Blaakilde Mølle paa Dortheavej. - Blandt Klagerne er Overlægerne paa Bispebjerg Hospital og Inspektører for de kommunale Skole.

En Benmelsfabrik, der forpester kvarteret omkring Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj.

Social-Demokraten har nu med en omfattende Kampagne faaet fjernet den Benmelsfabrik, der forpestede Kvarteret omkring det yderste Istedgade. Vi aabner i Dag en ny Kampagne med det Formaal at skaffe frisk Luft for Tusinder af Familier. Det drejer sig her om Fabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej. Denne Fabrik ligger i en tætbefolket Bydel, der omfatter Havebyen "Præstevangen", Lygtekvarterets Boligselskab og Frederikssundsvej.

Fra Beboerne, 10,000 i Tallet, er der til Sundhedskommissionen indsendt en Klage, i hvilken det bl.a. hedder:

- - - Blaakilde Mølle forpester Luften i hele vor Bydel, omfattende det yderste Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj. Vi Beboere, der er flyttet herud i Byens Ydeeikvarter for at hente Sundhed og Styrke i den friske Luft, maa i Stedet finde os i at indsaade den forpestede Luft fra raadne og halvopløste Kadaverrester, der undergraver vort Helbred og bringer os til at opholde os indeni Døre, men selv her har vi ingen Fred, idet vore Stoler fyldes med Fluer, der tilgriser vor Mad- og vore Hjem og spreder deres Bakterier, opsamlet i Kadaverfabriken Raaddenskab.

- - - Fabriken maa lukkes. Der er jo ingen Tvivl om, at dersom denne Aadselfabrik havde ligget i Strandvejens Villakvarter, var den forlængst blevet flyttet, Vi vægrer os bestemt ved at tro, at fordi det hovedsagelig er Arbejdere, der bor i dette Kvarter, kan Fabriken godt blive liggende.

Det er i denne Forbindelse a! Vægt, at Overlæge, Dr. med. E Meulengracht, Bispebjerg Hospital, har afgivet en Erklæring, i hvilken det hedder:

For ca. 14 Dage aiden har jeg indsendt en Klage til Politiet, fordi sunken fra bemeldte Fabrik er l høj Grad til Gene for Patienter og Beboere paa Bispebjerg Hospital. Forholdet er det, at med en bestemt Vindretning er Luften her paa Hospitalet forpestet med en hæslig Stank, der særlig gør sig gældende om Aftenen. Den trænger gennem de aabentstaaende Vinduer ind paa Sygestuerne og ind i vore private RUm, og selv om den næppe kan siges at være direkte  sundhedsfarlig, er den dog i høj Grad til Gene for Patienterne, der, skulde man synes, har et rimeligt Krav paa, naar de er indlade paa et iøvrigt godt og moderne Hospital, da ikke at være generede af raadden, slet brændt Lugt fra Virksomheder 1 Nærheden.

For Fuldstændighedens Skyld aftrykker vi endnu en af de mange Klager, der lyder i Anledning af Benmelsfabriken :

I Tilslutning til Beboernes Klage fra Kvarteret i Nærheden af "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej ønsker undertegnede et udtale, at vi paa Bispebjerg, Frederikssundsvej og Grøndalsvænge Skole af og til er stærkt generede af Stanken fra denne Fabrik.

K. Bonde,

Inspektør ved Bispebjerg Skole

K. Svane,

Inspektør ved Skolen i Grøndalsvænge.

J. Rasmussen,

Inspektør ved Frederikssundsvejens Skole.

Naar dertil kommer, at Dr. E. Verning erklærer, at Fabriken fylder Kvarteret med Spyfluer, som frembyder en alvorlig Smittefare vil det forstaas, at Sundhedskommissionen ikke kan sidde Klagen overhørig.

Fabriken skal flyttes. Der staar meget paa Spil. De Udgifter, Fabriken indirekte paafører Kommunen ved at fremelske Sygdom, er underordnede i Sammenligning med den Fare for Menneskeliv, der aabenbart er tilstede.

(Social-Demokraten, 7. juli 1926).

Fabriken, der forpester Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg.

Benmelsfabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej

Vor Meddelelse om, at ca. 10,000 Beboere i Kvarteret ved Dortheavej agter at klage til Sundhedsavtoriteterne over den Stank, der udbredes fra Benmelfabriken "Blaakilde Mølle" har allerede sat Spor.

Fabrikens Bestyrer, Hr. Simonsen, erklærer saaledes, at der vil blive gjort energiske Forsøg paa at bøde paa Miseren. Stanken stammer fra Skorstenen, der er for lav. Det maa i denne Forbindelse erindres, at Fabriken anlagdes for Utterslevs Indlemmelse i København. Der var landlige Omgivelser, hvor der nu, siden 1900 har rejst sig en mægtig Bydel med Hospitaler og Skoler. Fabrikens Ledelse haaber at en ny og meget høj Skorsten, bygget efter de mest moderne Udblæsningsprinciper, vil vise sig tilstrækkelig til at befri Kvarteret for Stank. Desuden vil Adgangen til og fra Fabriken fremtidig ske gennem lukkede Passager, og i det hele vil der blive ofret store Beløb paa at bedre Forholdene.

Om disse Forbedringer vil tilfredsstille Beboerne og Avtoriteterne er naturligvis en anden Sag. Politiinspektør Schepelern-Larsen udtrykker Betænkelighed ved ligefrem at kræve Fabriken fjernet. Han har forhandlet med Lederne, og mener, at de paatænkte Reformer maa prøves inden man gaar saa vidt som til at forlange Benmøllen flyttet udenfor Hovedstadens Grænser. Ogsaa Hensynet til de Arbejdere, der er beskæftigede paa Fabriken spiller naturligvis ind.

Imidlertid fortsættes Kampagnen mod "Kadaverfabriken". I Morgen eller Overmorgen indgives den af 10,000 Beboere underskrevne Adresse til Sundhedsstyrelse og Sundhedskommission.

Der vil samtidig ske personlig Henvendelse til Indenrigsministeriet og Magistratens 4. Afdeling. Principielt fordres Fabriken fjernet, men det er jo muligt, at Kravet vil blive stillet i Bero indtil det haar vist sig om de lovede Reformer svarer til Forventningerne eller ej.

Besøg hos Stadslægen

Overtilskærer A. Johansen, H. C. Jensensvej 100, er en af de mange Beboere, der føler sig haardt ramt af Naboskabet med Fabriken. Han har været virksom for at skaffe Underskrifter paa Protestadressen, og har opsøgt forskellige Autoriteter. Sidst har han været hos Stadslæge J. P. Chrom, der erkendte Klagens Berettigelse og lovede at gøre, hvad der staar i hans Magt.

Overfor Stadslægen udtalte Hr. Johansen paa Beboernes Vegne en Beklagelse over de Forsøg, der nu gøres paa at reformere. 

Enhver Reform vil vise sig utilstrækkelig, hævder Hr. Johansen. Fabriken maa flyttes, og helst over paa Saltholm. Hvilke Foranstaltninger til Forbedringer, der end træffes, vil det ikke kunne hindres, at Skyer af Spyfluer letter fra Aadslerne paa Benmelsfabriken og trænger ind i Beboernes Spisekamre. Af Hensyn til denne Fabrik kan man ikke lade tætbefolkede Kvarterer som Utterslev, Præstevangen, Brønshøj, Bispebjerg og Borups Allé forpeste og forgifte.

Fabriken maa væk, siger Hr. Johansen, og ham følger altsaa 10,000 Mennesker, hvoriblandt Læger og Skoleautoriteter.

(Social-Demokraten, 10. juli 1926).

Sundhedsministeriet besluttede dog at inddrage tilladelsen til at drive en sådan virksomhed i et beboet kvarter, og at den skulle nedlægges senest 1. juli 1928. Fabrikken formåede dog ved en investering på 80.000 kr til fjernelse af generne at fortsætte. Hvorfor sagen atter rejstes i september 1934. Her ofrede fabrikken så 100.000 kr. Året efter var der igen protestmøder. Et rensningsanlæg blev opført, og i 1937 synes det som om man endelig nåede tålelige forhold. Fabrikken lå der endnu i 1970'erne.

I Sct. Johannes Gæstehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de Hjemløses nye Hjem i Ryesgade. - En smuk betydningsfuld social Virksomhed.

Spisesalen. Til hejre Viceforstander Sørensen.

Ude i en smukt beliggende Ejendom i Ryesgade, med Udsigt til Dosseringens Søidyl, er der i disse Dage paabegyndt en ny filantropisk Virksomhed, som fortjener Offentlighedens Interesse. Del er et Hjem for enlige, fattige Mænd, oprettet af en Kreds af socialt-interesserede Mennesker, som delvis tidligere har staaet bagved "Herberget for Hjemløse" i Dronningen Tværgade og dettes senere Fortsættelse i nogle af Militæret laante Barakker paa Kærre Fælled.

Det nye Hjem for enlige Mænd, som Livet paa forskellig Maade er gaaet imod, og som trues med at blive slaaet helt ud, hedder "Sct. Johannes Gæstehjem" og er installeret i en til Formaalet særdeles egnet, velholdt Ejendom i Ryesgade, hvor der tidligere har været Børnehjem.

Initiativet til Hjemmets Oprettelse er taget af den tidligere Forstander for "Herberg for Hjemløse" Hr. .V. Aagaard, som i sit store fortjenstfulde Arbejde i denne Sag er bleven støttet af Kontorchef i Bygningskommissionen E. Sivertsen, der er Komitéens Formand, cand. polyt. E. Bierring-Sørensen, Overretssagfører C. Staffeldt, Telegrafingeniør C. E. Walsøe og Sognepræst E. Ege, og det er lykkedes at faa indrettet et særdeles tiltalende Hjem for fattige enlige Mennesker med gode luftige Sovelokaler til 90 Gæster

Vi havde igaar Lejlighed til at bese Hjemmet, der ikke har ret meget fælles med Begrebet "Herberg".

Værelserne er malet med smukke friske Farver og Sengene forsynet med gode tykke, varme Tæpper og hvide Lagner, saa det hele nærmere minder om et Højskole Indkvarteringssted e! ler lignende.

Der findes en rummelig Dagligstue, hvor Gæsterne om Aftenen kan samles til Samtaler og Diskussionsmøder med Indledning af Talere som Hjemmet Bestyrelse skaffer til Veje. og i Kælderen er der indrettet et Par Spisestuer ved Siden af Køkkenet, hvor Gæsterne kan købe en Kop Kaffe med to Stykker Brød for en Pris af 24 Øre To store Portioner Middagsmad koster 1 Kr., en Portion Eftermad alene 65 Øre og en Forret alene 35 Øre.

Ud til Gaden er der indrettet et af det øvrige Hjem uafhængig offentligt Spiselokale med Folkekøkken priser, og hvortil enhver har Adgang.

I det høje, smukt malede Lokale sker Serveringen af almindelige Spisevarer, alkoholfrie Drikkevarer og Kaffe ved almindelige Restaurationsborde med skinnende hvide Duge, og i det hele laget finder man en Hygge, som Folkekøkkenerne ikke kan byde.

Ved Radioen.

Forøvrigt er hele Hjemmet præget af en velgørende Orden og Sans for Hygge, som kun kan virke heldigt paa Gæsterne.

Der betales 65 Øre for Nattelogis i fælles Sovesal og 1 Kr. for et Eneværelse. som ogsaa kan faas.

Alle Hjemløse maa naturligvis betale for Opholdet, men man haaber med Tiden ogsaa at kunne faa indrettet Arbejdslokaler i Kælderen, saaledes at man kan modtage Gæster, der er ude af Stand tii at betale, men som vil yde Arbejde for Opholdet.

(B. T. 10. marts 1926).

Sct. Johannes Gæstehjem overtog bygningen i Ryesgade 28 hvor Københavns Børne- og Tjenestepigehjem lå oktober 1873 til ca. 1925. Gæstehjemmet lukkede i 1938. Det blev nedrevet, og i dag ligger Plejehjemmet Sølund på stedet.

Et Møde. Da Gaardsangeren gensaa sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

For fire-fem Aar siden blev en den Gang ret velkendt Mand, der under Krigen havde tjent sig en Formue, men atter mistet den, skilt fra sin Hustru, der efter et Par Aars Forløb indgik nyt Ægteskab, og nu bor i en af de større Sidegader paa Nørrebro.

Hendes første Mand gik det efter Skilsmissen meget hurtigt ned ad Bakke for. Han, der ganske havde mistet Lysten til at tage fat igen, kom bestandig i daarligere og daarligere Selskab og blev straffet ved Tvangsarbejde for Betleri.

I disse mellemliggende Aar havde havde han og lians tidligere Hustru aldrig set hinanden. 

Men forleden skete det.

Han der nu 5 nogen Tid har drevet om som Gaardsanger, kom forleden ind i den Ejendom paa Nørrebro, hvor hans forhenværende Hustru bor, og begyndte at synge. Men saa med et, da han saa op fil Vinduerne, fik han Øje paa hende, der stod og stirrede ned paa ham. Han genkendte hende i samme Nu, som hun blev klar over, at det var hendes tidligere Mand, der stod der og sang, og skyndte sig at smække Vinduet i.

Han brød af midt i Sangen, stormede op ad Trapperne og ringede paa.

Der blev lukket op af en Mand der spurgte hvad han vilde. 

- Jeg vil tale med min Kone det var min Kone, der stod ved Vinduet.

- Den Dame. De har set Vinduet, er min Hustru - vil De være saa venlig at gaa.

- Nej, nej, jeg vil se hende, vil tale med hende.

- Jamen hun vil ikke tale Dem. Gaa nu!

Da han imidlertid værgedo sig derved og trængte paa for at komme ind, blev Politiet tilkaldt og Gaardsangeren anholdt.

I Gaar fremstilledes han i Byretten, hvor han paa Grund af den tidligere idømte Straf idømtes 90 Dages Tvangsarbejde for Betleri.

(Folkets Avis - København, 10. oktober 1925).

Hvor Børnehavens Smaa kan tumle sig. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Legepladsen i Guldbergsgade. Inspektør Hedemark og Bestyrerinden Fru Ledemark omgivet af de Smaa.

Den kommunale Børnehave i Sjællandsgade, der ellers er særdeles godt indrettet, har i de 5 Aar, den har eksisteret, savnet en god Legeplads for de godt 100 Smaabørn, der under Fru Ledemarks og hendes Assistenters kyndige Ledelse tilbringer Dagen her fra 7 Morgen til 5 Eftermiddag.

Imidlertid - Almindelig Hospitals Inspektør Hedemark, under hvem de kommunale Børnehaver sorterer, er ikke den Mand, der giver op, naar han vil noget. En ordentlig Legeplads vilde han have, og han fandt den endelig 10 Minutter fra Børnehaven, nemlig i Guldbergsgade. Kommunen bevilgede 6000 Kr. til at indrette den for, og dér ligger nu - skjult bag Plankeværk, delvis omgivet af Kolonihaver og uden høje Kaserner op ad - den herligste Legeplads med Vippe og Sandkasse og hvad Smaabørn mellem 3 og 7 Aar ellers morer sig med.

Og det kan nok være, de morer sig her, naar de tumler rundt eller danser og leger paa den gruslagte Plads, men Glæden stiger dog nogle Grader, naar den børneelskende Inspektør viser sig. Han er baade deres Legekammerat og deres Fader.

(Aftenbladet (København) 1. maj 1925).

Sjællandsgade 15 var indrettet med børnehave i stuen og spædbørnsafdeling på 1. sal. Legepladsen var i gården, men ejendommen blev benyttet af husvilde med mange børn. Disse fortrængte børnehavens børn, og Magistraten fandt derefter legeplads i haveforeningen "Fælleseje" i Guldbergsgade. 

Vibekevang. (Efterskrift til Politivennen)

I slutningen af 1923 dannedes et interessentskab ("Vibekevang") som havde sikret sig et trekantet areal begrænset af Haraldsgade, Mygindsgade og Parkalle med henblik på at opføre en lav bebyggelse. Hjørneejendommen mod Vermundsgade, Lersø Park Alle og Haraldsgade rummede forretninger. Den 22. marts 1925 annonceredes at nu var havebyen næsten fuldendt. Ved udgangen af 1925 var kun ca. halvdelen udlejet. 

Den 18. maj 1926 blev Dirch Passer født i Vibekevang: Vibekegade 10.

Vibekevang

Et Stykke typisk københavnsk Storbyggeri

En af de Følger, de senere Aars økonomisk vanskelige Byggeforhold og Bolignøden har skabt, er et Storbyggeri af meget betydelige Dimensioner. Mægtige Husblokke med flere Hundrede Lejligheder og hele Kvarterer er blevet bygget under et, og selv om der mod dette Storbyggeri kan rejses visse Indvendinger, maa det erkendes, at det ogsaa paa nogle Omraader byder paa store Fordele. Det er let forstaaeligt, at opfører man et helt Kvarter, og gennemfører man med Hustyperne en teknisk Standardisering, vil det faa en betydelig Indflydelse paa Byggeomkostningerne og samtidig byde paa gode Betingelser for at opnaa en kunstnerisk Helhed.

Et af de største samlede Byggearbejder, der endnu er gennemført, er en Bebyggelse af et Areal ved Haraldsgade, som har faaet det poetiske Navn "Vibekevang". Her er nu opført ialt 94 Huse, nemlig 32 Enkelthuse med 3 Lejligheder i hvert Hus og 62 Dobbelthuse med 6 Lejligheder i hvert Hus, ialt altsaa 468 Lejligheder foruden en Del Butiker.

Disse Huse er opført med Salg for Øje, og der er her Mulighed for med en forholdsvis ringe Udbetaling at erhverve eget Hus og gennem Udlejning af Husets øvrige Lejligheder selv at komme til al sidde for en rimelig Husleje,

Forskellige Forhold har imidlertid medført, at man nu med Københavns Kommunes Tilladelse ogsaa vil kunne leje Lejligheder mod Indskud, for hvilket der udstedes Partialobligationer, som forrentes efter nærmere fastsatte Regler.

Som det fremgaar af ovenstaaende Billede, har Bebyggelsen en venlig, ja næsten provinsiel-hyggelig Karakter med smaa Forhaver langs Husrækkerne og sluttede og stilfærdige Gadebilleder. Bygningerne er tegnet af Arkitekt Henning Hansen, og hele dette storstilede Foretagende, der staar umiddelbart foran sin Fuldendelse, er udført af A/S. Silvan, der har haft alle Arbejderne i Hovedentreprise.

(København 9. april 1925).

I marts 1926 var ca. 400 ud af 562 lejligheder udlejet. Det var for dyrt for de fleste arbejdere. På det tidspunkt havde dele af komplekset ("Noahs Ark") kældre der var fyldt med vand, og fugtigt alle vegne. Haverne bestod af murbrokker og dagrenovationsaffald fra nedlagte lossepladser. Væggene var tynde, fyldningerne faldt ud.

Foran det store Opgør i Vibekevang-Kvarteret.

Et Besøg i det omtumlede "Vibekevang". - 250 Fogedforretninger paa et Aar. - Lejernes Formand fortæller.

Lejerne indkalder til Protestmøde.

Kommer man ud Jagtvej, skimter man ovre paa den ellers ubebyggede Del, der strækker sig fra Lyngbyvejen og ind efter Runddelen, nogle smaa, venlige, hvide Huse med grønne Vinduer og Skodder. Paa Afstand er det hele en tilsyneladende Idyl, en Oase midt paa Markerne.

Det er Byggeforetagendet "Vibekevang" - og det er kun paa Afstand, det er Idyl. Gang paa Gang har der været Konflikter mellem Lejerne og Indehaverne af Komplekset. Situationen er nu blevet saa tilspidset, at Lejerforeningen i Vibekevang har set sig nødsaget til paa Tirsdag Aften at Indkalde til Protestmøde i Sass Selskabslokaler.

En Samtale med Lejerforeningens Formand.

"Klokken 5" har aflagt et Besøg ude i det stærkt omtalte Kompleks, og vi træffer Formanden for Lejerforeningen, Hr. Chr. Eriksen, og lader ham fortælle os lidt angaaende den megen Utilfredshed.

- Ja, vi har ikke saa ganske lidt at beklage os over, siger Hr. Eriksen, og da vi indtil nu er blevet holdt hen med Snak og Udflugter, har vi fundet det nødvendlgt at indkalde til et Protestmøde, hvor vi har Indbudt Parterne i Sagen, Ejerne og Lejerne, og saa den samlede Presse.

- Men hvad er den egentlige Klagegrund? Er det det rent økonomlske?

- Baade det og saa meget andet. Lejen herude er jo Ikke helt billig, ser, hvordan Husene er opført Bekvemmelighederne i Betragtning og saa, hvordan Husene er opført. Betingelserne, da vi flyttede ind, var disse, at at for en 2 Værelsers Lejlighed skulde betale 750 Kr. det første Aar og de efterfølgende Aar 650 Kr. For en 3 Værelsers Lejlighed var Forholdet 1260 Kr. og 1080 Kr. Vi skulde saa indskyde 700 Kr., som i Følge Kontrakten skulde forrentes. De blev imidlertid Ikke forrentede. Det havde man ikke Midler til, fortaltes der. Desuden skulde man skrive under paa, at man vilde blive boende i 5 Aar. Naa, de 700 Kr.s Indskud maatte man gaa bort fra, og man lejede saa Lejlighederne ud uden Indskud, men stadigvæk med den 5-aarige Bestemmelse. Nu maa man ikke tro, at det var et Andelsselskab, som der jo eksisterer saa mange af. Nej, vi Indskydere havde Ikke Spor at sige. De 700 Kr. var et rent og skært Laan til Selskabet, og altsaa et rentefrit Laan.

250 Fogedforretninger paa 1 Aar.

- Til din almindelige Husleje kommer saa dette, at vi Lejere ogsaa skal betale Afgift af W. C.,  Trappevask og Trappebelysnlng, der for Øjeblikket beløber sig til 3 Kr. 25 Øre pr. Lejlighed. Det er ogsaa et Forhold, som man ikke kender andre Steder, fortsætter Hr. Eriksen.

- lngen Ting bliver der gjort og alt faar Lov til at forfalde. At Folk snart bliver lede og kede af disse Forhold ses bedst af, at der paa et enkelt Aar er foretaget 250 Fogedforretninger i Komplekset, der tæller 560 Lejligheder. Og man giver ikke Slip paa Folk; man forfølger dem stadig og kan gøre det, grundet paa denne famøse Bestemmelse om de 5 Aar.

- Hvem ejer i Grunden Vibekevang?

- Det var Tømmerhandler Erik Kjær, der lod det bygge. Men senere har Haandværkeme og Leverandørerne maattet overtage det for at faa noget for deres Arbejde og udlagte Penge. Det ejes nu af et Aktieselskab med Direktør Christiansen, Silvan, og Murermester Møller-Sørensen i Spidsen og med Overretssagfører Richard Møller som Administrator.

Da det kneb med at faa lejlighederne udlejede, engagerede man sig med en vis Hr. Randfeldt, der overtog dette Hverv. Og man man sige, at denne Hr. Randfeldt var i Besiddelse af Smartness. Han gaar ikke af Vejen for noget som helst, naar han blot faar Ledighederne udlejede. Han lover baade Guld og grønne Skove og faar Folk til at underskrive Kontrakten som en Mis, og naar de saa klager over Manglerne, skal han nok sno sig ud af Forlegenheden.

Og tro ikke, han arbejder gratis. For f Eks. at udfylde en almindelig Huslejekontrakt, som man saa inderlig godt selv kunde gøre, beregner den samme Hr. Randfeldt sig et Gebyr af 12 Kr. og skriver det saa fiffigt oppe under Stempeltaksten, at man maa gaa ud fra, at det er Stempelpenge.

Jo, jeg kunde nævne Dem Masser af Eksempler paa, hvordan vi bliver narret og taget paa forskellig Maade, men det kommer altsammen frem paa Mødet paa Tirsdag Aften, slutter Hr. Eriksen.

(Klokken 5 (København) 29. april 1927).

Uro i "Den hvide By" ved Jagtvejen.

"Vibekevang"s Lejere protesterede i Aftes mod Administrationen. - Er Husene noget Bras?

Den store Sal hos Sass i Linnésgade var i Aftes mere end fuld af misfornøjede Lejere fra "Vibeke-Vang", det saa meget omtalte Bygningskompleks ude ved Jagtvejen bag Aldersrokvarteret. Det var Lejerforeningen, der havde indbudt, og Hensigten var at faa Repræsentanterne for Kvarterets 540 Familier til at lette deres Hjerter for de mange Sorger, der trykkede, saaledes, at det ejende Konsortiums Repræsentant, ORSagf. Richard Møller, der var til Stede, og de kommunale Autoriteter, der skal have Referat af Mødet sammen med den vedtagne Protestresolution, kan blive fuldt ud bekendt med Grunden til Misfornøjelsen.

Og det kan nok være, der blev givet Luft for Klagerne. Skulde Hr. Richard Møller have besvaret dem alle, stod han endnu i Dag og talte i Linnésgade. 

Lejerforeningens Formand, Hr. Eriksen, gennemgik "Vibeke-Vang"s Lidelseshistorie i de sidste 2 Aar. Den var baade lang og trist, Uorden alle Vegne, ingen Reparationer, kun tomme Løfter og ingen Hensyntagen fra Ejernes Side. Det eneste Lyspunkt var, at Hr. Richard Møller var en elskværdig Mand at forhandle med og en dannet Mand, hvilket desværre ikke kunde siges om Hr. Raufeldt, der optraadte paa Ejernes Vegne ude i Ejendommene.

Cand. mag. Hafstrøm talte om de mange smaa "Naalestik" fra det daglige Liv i "Vibekevang". Kunde Aktieselskabet ikke foretage de store Ting, kunde det befri Beboerne for de mange daglige smaa Plager. Hvem var for Resten de virkelige Ejere?

Hr. Helbro beklagede sig over, at man udlejede Lejligheder til Folk, man burde vide ikke kunde betale den høje Leje - 93 Kr. om Maaneden for en 3 Værelsers Lejlighed. Disse Folk kom fattige ind, men fattigere ud under Fogdens Ledsagelse, og de 200 Udsættelser, der havde været det sidste Aar, ødelagde Kvarteret.

Hr. Eriksen: - Aktieselskabet siger, at "Silvan" og Murermester Mikkelsen-Sørensen er Ejerne. Af Haandværkere har jeg hørt, at Husene derude er noget forfærdeligt Bras. Mit Loft falder ned. (Stemmer: Ligesaa hos os.)

Af andre Talere klages der over utætte Tage, som man har ladet en Skomager understryge, over Vinduer, som det regner og sner igennem, skønt alle Krogene er paasatte. Ja en Lejer har endog kunnet trykke hele Snebolde af sin Vindueskarm.

Hr. Sørensen paastaar, at Konsortiet fører Keglebaneregnskab og at Folk er rykket indtil 9 Gange for Husleje, der er indbetalt rettidigt.

Derefter samlede Klagerne sig om Hr. Raufeldts Optræden: Han tager ikke Hatten af, naar Lejerne siger God Morgen. Han er kort sagt uhøflig til det yderste, og han skærer Snorene over, saa Husmødrenes nyvaskede Tøj falder i Snavset. Egentlig burde en saadan Mand have "Flade" o. s. v.

Endelig faar ORSagf. Richard Møller Ordet. Han taler roligt og hensynsfuldt og gør sig Umage for at svare paa saa mange Klager, som muligt, idet han siger: Lejen er for høj i "Vibekevang". Den burde nedsættes; men den kan ikke være mindre, dersom det hele skal gaa rundt. Mikkelsen-Sørensen er en anset Haandværker, og hans Arbejde er godkendt af Magistratens Sagkyndige. Lejen er sanktioneret af Magistraten, som har faaet alle Regnskaber med fornøden Dokumentation. Det er Boligtilskud lovens Paragraf 5, vi skal have bragt i Anvendelse, og jeg vil gerne efter Evne bistaa Lejerne i deres Bestræbelser herfor. Tak fordi De har indbudt mig.

Til Slut vedtoges Protestresolutionen, som nu gaar til Magistraten.

(Aftenbladet (Købnenhavn) 4.maj 1927).

I september 1928 vedtog Borgerrepræsentationen at ændre Vibekevangs gadenavne: Vibekevej og Annekevej kom til at hedde Vibekegade og Annekegade, Bennekevej, Dyvekevej og Svanekevej kom til at hedde Gyrithesgade, Hildursgade og Gunhildsgade. Mygindsgade til Vermundsgade. 

Vibekevang gik på tvangsauktion, hvorefter Statsboligfondet overtog det og overdrog Direktoratet at administrere ejendommen. Dette formåede ikke at skabe ro i byggeriet, helt op i 1930'erne.