Om Assistence-Kirkegaard.

Min kære, gode Politiven!

Deres nærværelse var måske ikke så ganske unødvendig, eller rettere sagt, se dog endelig engang ud til Assistenskirkegårdeen. For der vil være meget at betragte, efterse og påse for at forhindre at den uorden der hersker der, ikke skal blive alt for overhåndtagende og til slut blive almindelig så at man næsten må blive bange for at komme derud.

Hvorledes de betjente der er ansat der - jeg mener graverne - hver dag kan se på denne vederstyggelighed, er ikke til at begribe, og da de desuden er godt betalt for deres umage, så var det vist nok ikke et urimeligt ønske om de tog sig lidt mere af den ting som de egentlig uden opfordring burde påse på det nøjagtigste. For de kan og må ikke være uvidende om at der nu for tiden kræves lidt mere til at passe en tjeneste - og som føder sin mand - end at æde og sove og så at tage imod penge. Der kræves af mange et uophørligt arbejde såvel tidligt som sent, og de må om de også bliver gamle, blive ved til graven forunder dem hvile, hvis de ikke vil tage til takke med en lille pension, som ikke er tilstrækkelig til deres underholdning i alderens og nødens tid. Se, det er en lykke graveren har frem for mange andre: at han ikke er nødsaget til at leve af en understøttelse når han bliver gammel.

Det er klart for alle og enhver at der ofte bortkommer - jeg siger ikke stjæles - urtepotter, blomsterstokke og plukkes og oprykkes blomster. Dette bør sandelig ikke være sådan. Det er ugudeligt og ligner et kirkeran. Bør ikke graverne se til at sådan noget ikke sker - og at alt der er ordentlig - bør de ikke være opmærksomme på at ingen bruger eller gør andre veje til eller fra kirkegården end de som er de rette? Bør de ikke melde til deres foresatte når de ser at der laves andre veje end de lovlige, og anholde eller formane den som træffes på, ved en sådan vildfarelse, til at lade det være. Og er indhegningen forfalden, da på behørig sted melde det til vedkommende. Ligeledes var det vist nok godt om de grave som var forladte af de dødes venner eller familie, de da blev jævnet lige med jorden, eller på en eller anden måde sørget for at disse forladte grave blev holdt i en slags orden for de levendes skyld. For det er bedrøveligt at et sted er så højst forfængeligt udstyret, og ved siden af et andet sted  så frygtelig forladt. Døden går dog alle lige og det anstændige burde der, ligesom andet steds, iagttages.

Den graver der her gjorde lidt mere end sin absolutte pligt, dog den bør han nødes til at gøre hvis han ikke gør det, vil vist blive omtalt som en hæderværdig mand og om ikke belønnet her, med tiden. Dog hos sig selv finder en store beroligelse - og et hæderligt eftermæle.

Jeg vil nu ønske fred over gravene og håbe at de kærlighedsminder som venner hensæter på deres elskedes grave, må blive betragtet som minder om den fredens og gudsfrygtens ånd som bør besjæle enhver kristen der her lever for evigheden, og at de som mangler denne ånd, må af ham som ser alt, blive benådede med følelse for det som er pligt og ret. For gravens fred bør være hellig og uforstyrret.

Jeg har her fremsat mine tanker i enfoldighed og ønsker og venter at de brave mænd hvis pligt det er at tage vare på den ting som ikke hører til denne verden, ville med ord og virken tage sig med kraft af denne sag og ikke ophøre før de afdødes aske ikke vanhellige eller deres hvilestedmishandles ved gerningen som ikke sømmer sig for kristne. 

Fred med de døde, og helliget være deres hvilested.

Gid deres opmærksomhed som er rede til at forskønne byen, især må blive henvendt på denne sag.

(Politivennen nr. 1430. Løverdagen, den 25 Mai 1843. Side 322-326). 

Om Mangel af Hegn for en Deel af Assistents-Kirkegaarden.

Det betydelige jordstykke der allerede for en del år siden er indtaget til udvidelse af den såkaldte Assistenskirkegård det er stadens hovedkirkegård, og hvor nu i reglen alle lig hvis familier ikke har ejendoms gravsteder på de to ældre afdelinger af kirkegården, begraves er endnu ikke blevet omgivet med nogen ringmur, heller ikke vides noget om at sådant er påtænkt, uagtet den allersimpleste landsbykirkegård ikke savner dette værn om de dødes hvilested. Dan denne del af kirkegården ligger tæt ved landevejen og ud til denne kun er omgivet med en tør grøft og en ubeplantet grøftevold, er det endog omtrent det samme som om den var aldeles uden hegn. Vi vil ikke tale om de begrebet almuen endnu har om en begravelse udenfor kirkegårdenes ringmur, heller ikke om at mange er af den opfattelse at denne begravelsesplads er fattigkirkegård. Men spørge ligefrem om det ikke må anses for usømmeligt at lade den uden hegn, åben for markens vilde dyr som ingen hindring kan finde for at tage bopæl hos den skrinlagte eller stille sin hunger med hans levninger, åben for løsgående kreaturer som vi ikke tvivler på undertiden må finde vej derud. Og til enhver tid tilgængelig for den frække der vil udrække sin hånd for at røve eller ødelægge hvad en taknemmelig efterslægt med kærlig hånd henplantede på en elsket hedenfarens gravhøj? Klager over sådan skammelig færd endog på de ældre dele af kirkegården som er hegnede med en forsvarlig ringmur, og hvortil adgangen kun er åben til visse tider om dagen, hører jo ikke til sjældenheder. Ved at kaste et blik på denne nyere del af kirkegården og sammenligne den med de ældre dele, vil man også finde at forholdsvis kun få anvender nogen særdeles flid eller bekostning for at pryde de derværende grave hvortil grunden rimeligvis ikke alene ligger i de københavnske borgeres aftagne velstand, men sandsynligvis også med rette må søges i den ringe udsigt man her har til at se gravene fredede.

Man kan ikke vide hvad der har været årsag til at den omtalte del af stadens almindelige begravelsesplads ikke som dens andre dele fik et forsvarligt hegn før man begyndte at nedsætte lig i den hvilket ellers overalt plejer at være tilfældet. Men det er dog uden for al tvivl at den bør have det, og det er at ønske at nu ikke længere nogen udsættelse i denne henseende må finde sted.

Er den almindelige anløbssten for vore foretagender - pengemangel - årsag til den her påankede mangel, da synes der dog allerede nu at måtte være indkommet en ikke ubetydelig sum for de på denne del af kirkegården nedsatte lig, og stadens kasse er jo i alt fald i stand til at gøre forskud som vil kunne refunderes af de for sådan anvendelse bestemte indtægter. Og skulle der end ikke, hvad vi dog ikke kan formode, være udsigt hertil, da ville det visseligt være en meget passende anvendelse for en del af stadens midler når de brugtes for at frede om dens borgeres grave. - Gravens hellighed anerkendes jo endog hos de mest rå nationer og har hidtil heller ikke hos os savnet vedbørlig anerkendelse.

(Politivennen nr. 1361, Løverdagen, den 29de Januar 1842. Side 73-75). 

Anmodning til Kjøbenhavns Politie samt Politiet i Kjøbenhavns Amts søndre Birk.

Anmelderen som ofte i indeværende sommer har passeret Falkoner Alle, tillader sig at henlede det ansvarlige politis opmærksomhed på at der i nævnte alle især i den del af samme som hører under Københavns politi, nemlig fra Assistenskirkegården til Ladegårdsåen, næsten altid fra om formiddagen til om aftenen såvel i selve alleen som indenfor grøfterne opholder sig adskillige af den laveste art offentlige fruentimmer som der driver deres uvæsen, dels betler, dels tilbyder lysthavende deres tjeneste, fornærmer og forskrækker forbigående anstændige kvinder mm. At disse væsner der ofte ses i selskab med ladegårdslemmer og deslige folk, når lejlighed gives til det, bestjæler de omkringboende er vel mere end rimeligt. I hvert fald er de en vederstyggelighed for enhver rolig og anstændig promenerende, ligesom de aldeles henhører under klassen af betlere og løsgængere, og der vil derfor næppe behøves mere end at gøre politiet opmærksom på det for at vejen omsider kan blive renset for dette utøj. Hvilket vil være så meget mere ønskeligt som de tilstundende mørkere aftener gør sådanne selskabers nærværelse endnu mere ubehageligt.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 580-581) 

En Landmands Klage over en Uorden paa Landeveien.

Da jeg onsdag den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården og værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et omtrent 20 alen langt mastetræ eller noget lignende. De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste der kom dem i møde, og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge alletræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det lange svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs- og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind imellem de unge alletræer op på en jordbunke der var opkastet ved samme. Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det svære mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.

Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.

Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.

Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)

Københavns Museum har ovenstående foto af et gæstgiveri "Hvide Svane" på Nørrebrogade 169-171, formentlig på hjørnet til Heinesgade. Det er det lave hus til venstre. Men om det har set sådan ud i 1837, er mere end usikkert, og de øvrige huse har med garanti ikke været der. Der har formentlig blot været landevej. Stedet passer med at jordbrugeren var på vej hjem til Pederstrup, mens militæret var på vej ind mod enten Fælleden eller byen med tømmeret.

Redacteurens Anmærkning

Samme landmand havde en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1835 i anledning af kongens "nådesbevisning" af 15. maj 1834 om stænderforsamlinger (i uddrag):

"Og ligesom Jesus Christus ved sit guddommelige Ord talte til Mennesket og sagde: "Kommer til mig alle I, som ere besværede, jeg vil trøste og vederqvæge Eder", saaledes er dette en Lignelse, ved hvilken Kongen ligesom vilde sige til alle os Undersaatter: "Ved disse af Eder selv udnævnte gode Mænd, nemlig Repræsentanterne i Raadsforsamlingen, kan Enhver af Eder i sit District uden Persons Anseelse meddele Eders Trængsler og Besværinger, som da af denne igjen, ved herpaa følgende første Raadsforsamling, vil blev fremført ..."

Artiklen slutter med en overdådighed af roser, lovprisninger og hyldest af kongen. 

Et Vink til Assistenskirkegaardens Tilsynsmænd.

For stiftsamtmand Lauritz Andreas Thodal er opsat et kostbart gravminde i året 1808 i den nordre mur på Assistenskirkegården ud til landevejen, og pladsen er efter indskriften købt i 50 år. Monumentet skulle altså beholde sin plads i det mindste i endnu 22 år. Dog vil det næppe stå så længe da det allerede er så forfaldent at det er en mispryd for stedet. I det ind til kirkegården en stor marmortavle er aldeles borte, i hvis sted nu noget hel mådelig murværk er kommet til syne. Men endnu vigtigere er det at monumentets beklædning ud til landevejen begynder at falde ned. Og da den består af meget svære sten, er de der går forbi på fodstien tæt udenfor kirkegårdsmuren udsat for livsfare. 

Det er at formode at den afdøde ikke har slægtninge her til lands. Disse ville vel ellers ikke ligegyldig se på den daglig fremadskridende ødelæggelse af det skønne og kostbare monument for en mand om hvem dets ruiner endnu siger os: "Med stor livsfare, uafbrudt flid og moden klogskab bestemmede hans Norges Grændse fra Hisøen til Istemo." Men i ethvert tilfælde tør man håbe at kirkegårdens tilsynsmænd drager omsorg for at fodstien udenfor kirkegården kan passeres uden fare for liv og lemmer. Måske kunne der være anledning til en fremtidig bestemmelse for hvor højt et monument der anbringes i kirkegårdsmuren, tør nå opover denne.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 539-540)

Ifølge Stadsarkivets kildevejviser skulle Thodal være begravet i afdeling L, altså området bag Scholtens kapel (fotoet). Den ligger imidlertid ikke op til Jagtvej (det gør afdeling N). Den nuværende mur langs Jagtvej er meget høj, og det er svært at forestille sig et så højt monument at det kunne falde ud over den mur. (Eget foto, 2015)
 

Redacteurens Anmærkning

Lauritz Andreas Andersen Thodal (1719-1808) var i 1752 sekretær i kommissionen der efter traktat af 1751 skulle opmåle den 1500 km grænsen mellem Norge og Sverige. Dansk Biografisk Leksikon beskriver hans karriereforløb således: 1756 kancelliråd, 1767 justitsråd, 1768 stiftamtsskriver i Bergen, 1770 stiftamtmand over Island og Færøerne indtil 1785. Gift 1770 med Anna Helene Klov, f. Valentinsen. Mens Amtmandbogen s. 164 skriver: 1768 stiftsbefalingsmand på Island, amtmand på Færøerne. Fik ordre til at virke på Island som amtmand i Sønder- og Vesteramt 1770. 

Stadsarkivet har digitaliseret begravelsesprotokoller fra Assistenskirkegård, hvoraf det fremgår at han skulle være begravet her.
 
I 1785 holdt han op med at arbejde, Dansk Biografisk Leksikon angiver sygdom og orlov 1785, mens Amtmandsbogen angiver at Færøerne blev lagt under Sjællands Stift. Begge nævner retræteposter i ledelsen af rentekammerets islandske, færøske og grønlandske kontor. Bombardementet 1801 ødelagde det hus han logerede, han mistede alt sit indbo og flyttede til Christianshavn. Her tilbragte han syg et ensomt liv til sin død. Som artiklen antyder, er der næppe nogen der har taget sig af hans gravplads. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den på Assistenskirkegården.

Erklæring til Klokkeren ved Frue Kirke, hrr' Kammerraad Hansen.

I et stykke i Politivennen nr. 1041 for forrige år med titlen "Klokker-Forsømmelse" ankes over forsømmelse i en gravs gravning på Assistenskirkegården. En forsømmelse der i nævnte stykke er tilskrevet klokkeren ved Frue Kirke, hr. kammerråd Hansen. Da jeg imidlertid senere er kommet til kundskab om at nævnte hr. kammerråd Hansen er uskyldig med hensyn til det påankede, idet han til det pågældende ligs begravelse har truffet de sædvanlige foranstaltninger, så har jeg troet til berigtigelse af det stykke, for så vidt som den påankede forsømmelse deri er tilskrevet hr. kammerråden at burde offentliggøre sådant. 

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1054, Løverdagen, den 12e Marts 1836. Side 172)

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klokkeren svarede i nr. 1042, den 19 december 1835, s. 841-844). Klagerens gensvar kom i nr. 1043, den 26 december 1835, s. 853-855.

Et Par Ord i Anledning af Klokker Hansens Retfærdiggjørelse.

I sidste Politivennen har hr. kammerråd og klokker Hansen fralagt sig skylden for at graven til et lig som skulle jordes den 3. december på Assistenskirkegården ikke var gravet ved ligtogets ankomst der. Hvis skylden end måtte være, kan man dog ikke fortænke vedkommende i at de har ytret rimelig fortrydelse over det tilfælde. For når der til den bedemand der er beskikket af øvrigheden til klokker og graver er blevet lagt vedbørlig betaling for en forretnings udførelse, kan ingen komme på at sådant til sidst beror på et ubekendt fruentimmer, af hvem man med hensyn til hendes meget ringe aflønning, 2 rigsbankdaler årligt, ikke har grund til at forvente nogen synderlig dygtighed til eller iver i forretningernes udførelse. Det var heller ikke første gang sådan forsømmelse fandt sted. 

Men for at sådant ikke skal ske tiere, var det hensigtsmæssigt om det blev pålagt bedemændene selv at bestille jorden hos graverne. Man er jo tvunget til at bruge og betale den forretningsmand og da hans bestilling gør det til pligt for ham at indfinde sig hos præst, klokker og hos ligbærernes formand, kunne han også bestille jorden hos graveren. Ulejligheden var ikke stor, især da han kører karet. Mens den stakkels Maren Elisabeth Sandstød daglig må gå omtrent ½ mil for at tjene 2 rigsbankdaler årligt. Kunne denne kone beregne hvad hun nødvendigvis må slide på fodtøjet, hvis hun ikke gå barfodet, ville hun vist frasige sig denne bestilling. 

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 853-855).

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klokkeren svarede i nr. 1042, den 19 december 1835, s. 841-844). Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172. 

Nogle Ord, anseete fornødne, i Anledning af den i dette Blads foregaaende Nr. 1041 indrykkede Annonce, betitlet: "Klokker Forsømmelse."

Til at oplyse det urigtige og usandfærdige som finder sted i den under ovenmeldte annonce i dette blad anførte beretning og anke mod mig, må jeg allerførst herved meddele følgende tilståelse:

Undertegnede tilstår herved at have den 2. december dette år på Frue Kirkes klokkerkontor modtaget til Frue Assistenskirkegårds graver 3 gravsedler på lig hvori blandt den ene navnlig på afdøde madame Meyers lig, hvorefter jeg ufortøvet bragte disse gravsedler med deri indsvøbt betaling hen og lagde dem selv i den kasse hos hr. klokker Petersen til Trinitatis Kirke, som han har tilstedt Assistenskirkegårdens gravere der at hensætte til at samle alle de gravsedler i, som bemeldte gravere hver dag her fra byen mager lade afhente og modtage. 
København den 16. december 1835
Maren Elisabeth Sandstød
født Olsen
Til vitterlighed underskriver:
C. A. Meyn C. B. Wederfinch
Cand. theologiæ   Institutbestyrer.

Da nu denne kone der har givet foranstående tilståelse, er den samme som i mange år på graverens vegne hvem det påligger hver dag hos klokkeren at forhøre eller lades forhøre om de lig som er bestilt og derpå at afhente gravseddel, daglig har mødt på klokkerkontoret og afhentet gravsedler på de bestilte lig, og som således ligesom tilståelsen udviser også har mødt her på kontoret den 22. december og modtaget gravseddel, med deri indsvøbt betaling for det i ommeldte annonce til den 3. december bestilte lig, så må jeg vel vente det uden for al tvivl at enhver som læser dette, vil anse mig derved fuldkommen retfærdiggjort. For da det ikke er klokkerens pligt at besørge gravsedlerne enten til kirkegården eller andetsteds hen, men derimod påhviler graveren at besørge samme afhentet, så kan jo ikke heller noget videre ansvar i mindste måde tilregnes eller hvile på mig, så snart den der på graverens vegne er mødt og har modtaget gravseddel på liget, dermed er gået ud af min dør, hvad enten så gravsedlen derefter forvildes eller nogen forsømmelse eller forglemmelse i henseende til gravsedlen ellers dens indhold finder sted. 

Idet jeg nu tror således til fulde at have dokumenteret at jeg hverken fortjener bebrejdelse for forsømmelse eller påmindelse om at varetage mine pligter som jeg nu snart i 12 år i henseende til mit embede har varetaget således at man ikke med ret skal kunne påsige mig at jeg nogensinde i den tid har forsømt eller efterladt noget af hvad der har påligget mig at iagttage, overlader jeg for øvrigt til enhver vel- og retsindet at dømme om sådan adfærd som ved den oven nævnte annonce: Klokker-Forsømmelse er udvist mod mig, idet man uden at kende min skyld eller først at søge nøjere oplysning derom, deri har udtrykt sig endog således som at man ville at jeg skulle anses for forsætlig at ville efterlade mine pligter, hvilken beskyldning er så meget mere krænkende jo mere den er uretfærdig og uforskyldt. Endnu må jeg dertil bemærke at det omhandlede lig var en enke og at konen Marie Elisabeth Sandstød årlig er blevet lønnet med 2 rigsbankdaler af graveren for på sammes vegne at afhente anmeldelsen om de bestilte lig.

Hansen
Kammerråd og klokker til Frue Kirke.

(Politivennen nr. 1042, Løverdagen den 19de December 1835, s. 841-844). 

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klagerens gensvar kom i nr. 1043, den 26 december 1835, s. 853-855 og Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172.  

Klokker-Forkommelse.

En mand der havde haft den sorg at blive berøvet sin elskede hustru ved døden, lod af vedkommende bedemand hos klokkeren til Frue Kirke, kammerråd Hansen, bestille begravelse på Assistenskirkegården den 3. i denne måned. Da ligtoget ankom på stedet, erfarede man til alle tilstedeværendes største mishag, at der ikke var gravet nogen grav på grund af klokkerens forsømmelse, idet denne ikke havde gjort den fornødne anmeldelse til vedkommende graver. I stedet for at se den kære afdøde nedsat i hendes sidste hvilested, måtte man da lade sig nøje med at se samme indtil videre båret hen i lighuset hvor jordpålæggelsen fandt sted, for siden efter når graven var blevet gravet, hvilket måske først kunne ske henad aften, at blive uden følge og ikke ganske ulig en misdæders begravelse, af graverkarlene i deres arbejdskostume båret hen til graven som bedst kunne ske.

Når man har udredt de i sandhed meget drøje omkostninger der anordningsmæssigt er forbundet med at give en afdød en efter tidens tone anstændig begravelse, er det dog virkelig meget hårdt ved den embedsmands uefterrettelighed som man selv har måttet lønne rigeligt for en ubetydelig lejlighed at se sig så aldeles skuffet i sin forventning at den egentlige handling - hvorfor så mange penge er givet ud og hvorfor man har haft så megen uro og flere mennesker en ikke ubetydelig tidsspilde - den højtidelige begravelse slet ikke finder sted og man er i sandhed berettiget til at vente at vedkommende ville give hr. klokkeren en alvorlig påmindelse om fremtidig bedre at varetage sine pligter.
At vedkommende bedemand og graver ingen skyld har i den her påklagede skammelige efterladenhed, men tværtimod viste al beredvillighed for snarest muligt at besørge det forsømte udført, tror man at burde tilføje.

Hansen
Skolelærer. 

(Politivennen nr. 1041, Løverdagen den 12te December 1835, s. 824-826).

Redakteurens Anmærkning.

Klokkeren svarede i nr. 1042, den 19 december 1835, s. 841-844). Klagerens gensvar kom i nr. 1043, den 26 december 1835, s. 853-855. og Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172.