Kostalde i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I 1867 blev der sat hårdere ind overfor kostalde i den indre by i København:

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Lørdagen den 6te Juli.

Frøknerne E. og I. Gustmeyer modtog den 14de November 1866 et tilhold fra Sundhedskommisfionen om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre tre i deres Ejendom i Vognmagergade Nr 3 værende Kostalde efter Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte sørge for, at Lofterne bleve gibsede, da der var Beboelsesleiligheder ovenover Staldene. Dette Tilhold er ikke blevet efterkommet af Ejerinderne, som derfor ogsaa afgjorde Sagen ved i Mindelighed at bøde 5 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 7. juli 1867. Uddrag)

Overtrædelse af et Tilhold. Efter en af Sundhedspolitiets Betjente i forrige Efteraar foretagen Undersøgelse af de forskjellige Brænderiers Kostalde her i Staden blev der af Sundhedskommissionen under 14de November f. A. givet Frøkenerne C. og I. Gustmeier som Eierinder af Ejendommen Nr. 3 i Vognmagergade Tilhold om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre de i deres Eiendom værende tre Kostalde overeensstemmende med Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte drage Omsorg for, at Lofterne i Kostaldene blev gibsede, da Leilighederne ovenover Staldene blev benyttede til Beboelse. Dette Tilhold have Eierinderne ikke efterkommet, og som Grund hertil have de angivet, at de afventede Svaret paa en af flere Brændeviinsbrændere her i Staden til Justitsministeriet indgiven Ansøgning om, at dette og flere lignende Tilhold fra Sundhedskommtssionen maatte blive ophævede eller idetmindste modificerede. Da Sagen i Lørdags foretoges til Behandling ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, erklærede Dommeren, at han ikke kunde antage den fremførte Undskyldningsgrund for fyldestgjørende, og de Tiltalte afgjorde derfor Sagen med en i Mindelighed til Rettens Fattigkasse erlagt Mulkt af 5 Rdl

(Dagbladet (København) 9. juli 1867)

Kostalde i Kjøbenhavn. Sundhedskommissionen i Kjøbenhavn udviser, jf. "Fs. St.", en travl Virksomhed i denne Tid, og navnlig maa nu de Brændeviinsbrændere, som ere Eiere af ældre Kostalde her i Byen holde for. Kommissionen ønsker nemlig af Sundhedshensyn saameget som muligt at fordrive alle de ældre Kostalde ud af Byen, og der er derfor givet Eierne Tilhold om inden en vis bestemt Tid enten at nedlægge deres Kostalde eller at ombygge Kostaldene overeensstemmende med Byggelovens Forskrifter. Da nu mange af Kostaldene umulig kunne ombygges efter de nyere Forskrifter, og da Eierne nødig ville nedlægge deres Kohold, som i Reglen svarer god Regning, have de efter Forlydende antaget Høiesteretsadvokat Liebe for at for deres Sag mod Sundhedkommissionen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 19. juli 1867).

Kjøbenhavns Politi: Sundhedstilstanden.

... En nøjagtigere Control med de for Sundheden skadelige Næringsbrug er gjennemført, hvilket, forsaavidt Kohold og Svinehold angaaer, deels allerede har bevirket og fremdeles vil bevirke en ikke ringe Formindskelse af disse Creaturers Antal i Staden og paa sammes mere bebyggede Grund. Ligesom Sundhedscomississionen allerede tidligere har givet nøiagtige Bestemmelser angaaende Indretningen af Slagterier og Svinestier, saaledes har Samme i Kraft af den Myndighed, der ifølge Sundhedsvedtægtens § 21 er den givet til at føre Control med alt Creaturhold, under 17de November f. A. udstedt et Reglement angaaende Indretningen af Kostalde, ved hvilken det, foruden at forebygge de umiddelbare skadelige Følger af deslige Stalde for Beboernes Sundhed, tillige er tilsigtet at forhindre den Mangel paa forsvarlig Røgt og Pleie af bemeldte Creaturer, der, især som en Følge af Staldenes Overfyldning og Mangel af Lys og Luft, i saa høi Grad finder Sted i flere kjøbenhavnske Stalde, og hvorved baade Dyrenes Sundhedstilstand og den producerede Mælks Beskaffenhed i en meget væsentlig Grad forringes. Ligeledes har Sundhedscommissionen under samme Dato udgivet et Reglement angaaende Anlæg og Drift af Frictionssvovlstikke- Fabriker, sigtende til deels at forhindre tilfældige Forgiftninger, og deels at forebygge Skade for Arbejdernes Sundhed og Ulemper for de Omboende fra disse Fabriker.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1867. Uddrag af en beretning)

Cuhr mod Koldfeber. (Efterskrift til Politivennen)

Hvilke Hestekure, Almuesmanden endnu bruger imod Koldfeberen, der grasserer stærkt i Thisted Amt, og hvorledes man ogsaa kan "blive Kolden kvit", viser følgende Kurmethode, der desværre har mangfoldige Sidestykker: En Husmand i Flade paa Morsø, der havde stærk Andendagsfeber, tog da Rystelsen begyndte 3 Pægle stærk Brændevin paa een Gang, for "at sætte den". Mælet forlod ham strax, Pandeaarene svulmede frygteligt og inden 3 Timer var han død. Alligevel trøstede Familien sig ved, "at det var Guds Villie", og at "nu var han da fri for Feberen". En Anden tog i eet Drag 3 Pægle varm Vinædike og vilde være gaaet samme Vei, som den Forrige, hvis Lægen ikke betids var kommen. (Thist. A.)

(Ribe Stifts-Tidende 13. juni 1854).

Koldfeber er malaria.

Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten Tirsdagen den 1ste Februar. 

Justitssag. (Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel.) Procurator Baastrup Actor, contra Arrestantinden Johanne Marie Jachariasen (Procurator Beyer Defensor). Af Sagens Acter og Dommen udhæve vi: Efterat en i Fiolstræde boende Brændeviinsbrænder den 16de September f. A. om Formiddagen havde anmeldt for Politiet, at der uden Tvivl var foregaaet en Barnefødsel paa et Locum i hans Gaard blev der anstillet Undersøgelse, hvorved Liget af et nyfødt Drengebarn fandtes i Locumskassen sammesteds. Da Mistanken for at have født dette Barn mest faldt paa Arrestantinden, der tjente hos Brændeviinsbrænderen, blev hun i den Anledning underkastet Forhør, og herunder erklærede hun da strax til den af vedkommende Politiassistent optagne Raport, at saafremt nogen Fødsel var foregaaet paa det nævnte Locum, maatte det være hende, der havde født, hvorhos hun yderligere forklarede, at hun lige til den sidste Tid havde været i Uvished om, hvorvidt hun var frugtsommelig, hvorimod hun havde tænkt paa saafremt det skulde vise sig, at hun virkelig var der, da at komme i et Logis, indtil hun skulde føde, i hvilken Henseende hun dog ikke havde foretaget noget Skridt, da hun, som stedse havde hørt, at Fødselen først foregik efter et Svangerskab af 10 Maaneder, antog, at hun i alt Fald havde en Maanedstid tilbage. Ligesaalidt havde hun anskaffet Børnetøi, idet hun havde tænkt at ville faa Tid nok hertil, naar hun først var kommet i Logis. Natten mellem den 15de og 16de September var hun vaagnet op og havde følt heftige Smerter i Maven, hvorefter hun, der endnu ikke anede, at hun skulde føde, var gaaet ned paa Locumet, hvor hun havde tilbragt en halv Times Tid, og medens hun sidder, havde hun pludselig født et Barn, som var faldet ned i Locumet. Lige til det Øieblik, da hun fødte, havde hun været uvidende om, hvad der var paa Færde, og skjøndt hun vel i selve Fødselsøieblikket begreb Sammenhængen, havde hun dog ikke haft Besindelse nok til at gribe Barnet, idet hun desuden havde tænkt, at det var dødt, da det ikke gav nogen Lyd fra sig. Hun var derefter bleven siddende i nogle Minutter, hvorpaa hun havde begivet sig til Sengs, idet hun havde bestemt at lade Barnet ligge til op ad Dagen, da hun vilde see at faae Nogen til at tage det op, for ar det kunde blive begravet. Denne Forklaring blev af Arrestantinden, der strax var bleven udlagt paa Almindeligt Hospital, ratihaberet i det paafølgende ved Retten optagne Forhør, dog saaledes, at hun nu erklærede, at hun vel ved den omhandlede Leilighed havde antaget, at en Fødsel var foregaaet, men hun havde dog ikke været fuldkommen vis derpaa, da hun altid havde troet, at en saadan ikke kunde overstaaes saa let, hvorhos hun, idet hun benegtede at have tænkt paa at føde hemmeligt, tilføiede, at den Omstændighed, at hun lige indtil det Sidste havde følt sig saa særdeles vel og været istand til at udføre enhver hende paahvilende Gjerning (hun havde nemlig været brugt til at malke Brændeviinsbrænderens Køer og bære Mælk ud i Byen, hvilket hun ogsaa havde gjort livligt om Morgenen efter Fødselen, da hun havde baaret 40 Potter Melk hen til en Bager i Skindergade og 12 Potter til en anden paa Nørregade) havde gjort hende uvis om, hvorvidt hun virkelig var frugtsommelig, samt at hun, der havde modtaget en Indbydelse til den 19de Septbr. at besøge sin i Holte boende Stedmoder, havde besluttet at tale om sin Tilstand til denne, hvis Raad hun da vilde have fulgt. I de senere Forhører forklarede hun yderligere, at først da hendes Huusbonde om Formiddagen efter Fødselen havde spurgt hende, hvorledes det var fat med hende, og yttrede, at man sagde, at hun havde født et Barn om Natten, var hun kommet til nogen Vished herom, hvorimod hun tidligere ikke havde vidst eller tilfulde indseet dette, skjøndt hun vel i Fødselens Øieblik havde antaget saadant for rimeligt, ligesom hun ogsaa først efterat disse Yttringer vare faldne, havde tænkt paa at faae Barnet optaget og begravet, hvori hun imidlertid ved Politiets Ankomst var bleven forhindret. Tillige erklærede hun nu, at hun ikke med sin Forklaring til Rapporten havde forbundet nogen anden Mening end den der laae i hendes for Retten afgivne Forklaringer. En af Overmedicus ved almindelig Hospital meddeelt og af det kongelige Sundhedscollegium tiltraadt Erklæring gik ud paa, at Arrestantinden havde født nogle Timer, førend hendes Indlæggelse i Hospitalet, og den af Stadsphysicus i Forening med en Amtschirurg over det paagjældende Liig afholdte Obductions-Forretning, i hvis Conclusioner Sundhedscollegiet ligeledes var enigt, ledte til det Resultat, at Barnet havde været fuldbaaret og aandet efter Fødselen, samt at den sandsynlige Aarsag til dets Død I havde været Suffocation. Skjøndt nu Arrestantinden vel ikke kunde ansees overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal, idet de fremkomne Omstændigheder gjorde det antageligt, at hun, der som anført benægtede at have havt til Hensigt at føde hemmeligt, var bleven overrasket af Fødselen, saa maatte dog antages at have udviist et strafbart Forhold derved, at hun ikke, uagtet den hos hende strax efter Fødselen opstaaede Formodning om at have født, havde draget Omsorg for, at Foranstaltninger bleve føiede, ved hvilke Barnet, saafremt hendes Formodning maatte stadfæste sig, kunde blive frelst. For dette Forhold ansaaes Arrestantinden, der var 23 Aar gl. og ei førhen straffet, med en arbitrair Straf af 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Actor og Defensor tillagdes hver 8 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1848, 2. udgave)

Ulykke i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Dage siden tildrog sig i Helsingör den Ulykke, at to af Hr. Balfours Svende i hans Brænderi omkom i et af de store i Jorden staaende Brændevinskar. Den ene var först gaaet ned ad en Stige for at strense Karret, men da han kom paa det nederste Trin af Stigen, blev han kvalt af Dunsterne og faldt om död. Den anden, som gik ned for at komme ham til Hjelp, havde samme Skæbne. Kun denne sidste kom ved den duelige Kirurgs Hjelp til Live, men levede dog ikkun nogle faa Timer.

(Dagen, 9. september 1803)

Der er formentlig tale om skibsklarerer- og handelsfirmaet Balfour, Ellah og Reynes. Det var bl.a. ledet af den amerikanske konsul i Helsingør, Thomas Ellah (1764-1831)

Ønske ang. Melk.

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer eller ved venskab får overladt mælk af honette ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Størstedelen af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, spækhøkere, brændevinsbrændere og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næringsrighed og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd rigelig forfalsker det malkede med vand, og som man ikke sjælden nødes til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydelig angiver tilstedeværelsen af koskarn, og altså at formode at det endnu tiere er for hånden, men i en mindre grad, så at det ikke så tydelig kan skelnes at den slette smag kommer af denne væmmelige artikel.

Ved man nu tillige at de køer hvis mælk således forvansket vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe (for som mælken, så fløden), dels nyder en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår tre kvart af året, ja nogle endog hele året i væmmelige skidne, stinkende og lumre stalde, nogle endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene, og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørllig strøelse til godt leje; ved man at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og at sluttelig den også efter koens føde, sundhed og øvrige hele tilstand let kan antage forskellige egenskaber, så tør man vel påstå at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage den grovere ovennævnte forfalskning.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne at det vel endog tør kaldes en umulighed at erindre at skarn under malkningen må skade i mælken. Hvor mange brændevinsbrænderes piger giver sig vel endog den møje at vaske yveret før de malker.

At slet fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, ja må igen have indflydelse på alle de nydendes helbreds tilstand, vil vel ingen nægte.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske at vores sundhedspoliti i forening med sundhedspolitiet ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde al kohold i stalden selv? Er et antal af flere hundrede kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke afskyelige kostalde eller kokældre ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?

Vel tabtes noget for vores brændevinsbrændere, men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dig ikke lide for at både dem. Følgen blev jo blot at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab blev derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølforede, men ikke i den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Med et ord, Københavns blev af med mange hundrede stankfabrikker, og fik mælk som i det mindste fra yveret var bedre og dermed var allerede meget vundet. 

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne rettere forhindret når kroholdet var uden for porten og al mælk føres ind derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i accisseboden, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret.

(Politivennen Nr. 1530, Fredagen den 11 April 1845, s. 229-232)

Gade-Uorden paa Gl. Mønt.

Det er naturligvis glædeligt når man ser en mand med dristighed og kraft udvide sin næringsvej. Dog bør dette ikke ske på hans andre medborgeres bekostning eller være dem til gene. Hr. destillatør Lassen på Gammel Mønt har således efter forrige flyttedag anlagt et damp-brændevinsbrænderi i samme gade. I egenskab som brænderi kan dette vel ikke synes at genere gadens andre beboere, derimod foranlediger det et andet onde på hvilket vi tror med føje at burde henlede politiets opmærksomhed. Næsten hver formiddag er det smalle terræn udenfor brænderiet og hele gaden spærret af en mængde, ofte indtil 30 vogne af hvilke en del er fyldt med kartofler, en anden del henter bærme. Herved opstår en stor uorden da vognene holder i to rækker i gaden, ja endog i de tilstødende gader. Den ene vogn der kører ind i gården, støder på den anden der kører ud. Kuskene, bønder og amagere bander og støjer, kommer i håndgemæng hvilket hører til den daglige orden. Og andre hr. Lassens affærer uvedkommende vogne, ja endog postvogne, formår ikke at trænge igennem dette virvar af køretøjer.

At gaden således hver formiddag udelukkende er overladt til hr. Lassens frie rådighed, kan dens andre beboere imidlertid ikke være tjent med. For en sådan støj og uorden bortskrækker fredelige folk fra at bebo dette larmfulde terræn hvorved ejendommens besiddere lider tab. Rimeligheden synes således at tale for at det ikke blev tilladt entreprenørerne af sådanne anlæg at oprette disse i sådanne smalle gader som Gammel Mønt da det ikke kan forlanges at en stor del borgere skal fortrædiges fordi en enkelt sådan kan berige sig. Må imidlertid den hver formiddag stedfindende tummel, støj og slagsmål vedblive for remtiden, så kan dog gadespærringen forhindres ved at det indskærpes hr. Lassen at sørge for at vognene holder blot i en række og på en side af Gammel Mønt og de tilstødende gader.

(Politivennen nr. 1423. Løverdagen, den 7de April 1843. Side 220-221). 

Redacteurens Anmærkning.

Destillatør C. F. Lassen boede ifølge vejviseren i Gammel Mønt 252. Adressen blev 1906 dels indbefattet i komplekset 2008 Gammel Mønt 2-4/Grønnegade 1/Store Regnegade 2, dels udlagt til offentlig gade. Huset er altså for længst nedrevet.

Man kan ikke have Fred længer end Naboen vil.

Hr. redaktør!

I Lille Brøndstræde nr. 122 bor en brændevinsbrænder hvis gård og brænderi vender ud til bagsiden af et hus i Gothersgade hvori jeg og 11 andre partier bor. Da manden brænder hver dag, lidet vi alle meget af røgen fra brænderiet, og uagtet vi ikke åbner et vindue, trænger dog røgen ind så at kulstøvet dækker karmene, møbler, ja selv spoisevarer. Ingen af beboerne forbliver boende der længere end et halvt år, og når rygtet om denne ulempe for beboerne bliver mere udbredt, vil ejeren have vanskelighed ved at få sine værelser udlejede. Han har vel beklaget sig herover for brændevinsbrænderen, men denne har ikke gjort noget for at bøde på denne ulempe, skønt den vist med ikke betydelig udgift kunne afhjælpes, fx ved et jernrør over skorstenen. Man tillader sig derfor, hr. redaktør, at fremsætte i Deres blad det spørgsmål at når en borger ved sin næringsdrift forulemper sine medborgere, og grunden til denne ulempe kan forebygges, kan han da ikke ad rettens vej tvinges til at forebygge den? Det spørgsmål ønsker man besvaret.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at gøre opmærksom på at huset nr. 110 i samme gade, nemlig Lille Brøndstræde, har en skorsten som hælder meget til siden, og synes at true med at falde ned. Hvis dette ulykkeligvis skulle indtræffe, ville det være til stort tab for naboens hus og til uberegnelig skade for dettes beboere, hvorfor man ikke kan undlade at bede den ansvarlige sørge for at sådanne ulykker forebygges i tide.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 423-424). 

Anmodning til Hr. Capitain og Brændeviinsbrænder Marcussen.

Man antager at hensigten med hr. kaptajn og brændevinsbrænder Marcussens nyt anlagte brænderi ikke har været at ryge såvel sine egne som naboernes lejere ud med kuldamp af egne boliger, ligeså lidt som formindske værternes retmæssige leje, eller forringe deres ejendommes værd i nærheden af nævnte brænderi. Som sagerne står nu, vil det uundgåeligt blive tilfældet idet at man nu ikke alene ikke kan lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp der ligeså lidt er god for et svagere bryst som for ejeres og lejeres værelser og møbler i det hele taget, men langt mindre som hidtil tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne. Men derimod har hr. kaptajn Marcussen sikkert haft til hensigt at forøge sin drifts produktion og som følge heraf også sine indtægter, om ikke for øjeblikket så dog fremtiden. 

I betragtning af det og med bevidstheden om at hr. Marcussen som en rettænkende mand indser og deler den herved pålagte store byrde med sine naboer og genboer, er det man håber og ret inderlig ønsker at man snarest muligt vil træffe de fornødne foranstaltninger med nævnte brænderis skorsten der i det mindste vil gøre det nogenlunde tåleligt i den tilstundende vinter indtil foråret melder sig. Det mest hensigtsmæssige middel vil sikkert være at sætte brænderiets bygning omtrent i højde med de andre bygninger der er i nærheden. På denne måde fik denne ufordragelige kulrøg den mest ønskelige befordring over alle bygningerne, i stedet for som nu hvor den først tager kvarter i naboernes gårde og værelser inden den begiver sig på sin forestående luftrejse.

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 711-712)

"Man kan nu ikke alene ikke lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp, men langt mindre tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne." (Fiolstræde overfor den nævnte ejendom. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837 boede kaptajn og brændevinsbrænder H. Marcussen på Store Fiolstræde 206. I 1819 var 206 blevet sammenlagt med 207 A, til: 206 & 207 A. I 1859 fik den husnummeret Store Fiolstræde 7, fra 1862 Fiolstræde 7. Huset er fra 1819.

Anmodning til Hrr' Brændeviinsbrænder C. Hansen.

Sidste lørdag den 13. august gik indsenderen i selskab med en anden person gennem Pustervig, og da de kom udenfor brænderiet, som hører til hjørnestedet af Kultorvet, troede de at blive overfaldet af en stærk regn da en tæt masse af store dråber syntes at fordunkle luften. Ved nærmere undersøgelse så de sig imidlertid tilsølet fra øverst til nederst med en sort tilberedt malt eller deslige. Og da det er temmelig usandsynligt at der (som i fordums dage "mannaen") skulle falde malt fra himlen, søgte de efter hvorfra sådant kom og overbeviste sig da om at det kom fra nævnte brænderi. Og det formodes at stamme derfra at den svaleindretning drejer rundt over karret som berørte den masse som var i karret og derefter oversprøjtede de forbigående. Efter at være gået ind i den nærmeste port for at aftørre det værste, måtte de lade det øvrige tørre af sig selv. Og da viste det sig på klæderne som en fastklistende masse der var meget vanskelig at få af og især efterlod kendelige spor på hattene. Indsenderen beder derfor ejeren af nævnte brænderi at ville sørge for at sådant i fremtiden bliver afværget eller at han i det mindste ligesom man ser hos hr. brændevinsbrænder R. Hansen i Pilestræde og flere sætter afvisere på fortovet udenfor stedet når sådan svaling finder sted.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 543-545) 

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1836  er anført en brændevinsbrænder Claus Hansen, Kultorvet 202. Matrikel 202 angiver jævnførelsesregistret som Lille Fiolstræde 201. Pustervig 4 er fra  1810, men er ikke hjørnehuset. Hjørnehuset mod Købmagergade er fra 1906/1907.

Om Brændevinsbrænden paa Landet.

Da der ved kongelig resolution af 19. august d. å. er givet håb om at ejere af større gårde på landet under visse betingelser kan vente at få tilladelse til at brænde brændevin, og da denne sag har en almindelig interesse, vil det måske ikke være mange ukært at læse en afhandling om denne materie, selvom talen deri er om en friere eller mere almindelig tilladelse til at brænde. Den har været fremsat i dette blads nr. 466 og lyder således:

*   *   *  

For henved 440 (nu 50) år siden ønskede man ivrigt at brændevin måtte være en mindre almindelig drik såvel i stæderne som på landet. Man mente at dens umådelige nydelse svækkede folket, især de ringere klasser, og fortærede deres formue, ligesom også meget kort blev forbrugt, hvorved kornpriserne måtte stige. At standse denne driks nydelse ved aldeles at forbyde sammes fabrikation ville have haft sine vanskeligheder da gammel vane gjorde nydelsen nødvendig, og man altså ville til større skade for staten have søgt at forskaffe sig udenlandsk fra, hvad man selv kunne producere. 

En klog regering som ikke mener at kunne hæmme et onde, søger at drage det størst mulige gode deraf. En forordning om brændevinsbrænden udkom hvori det blev forbudt landmanden at brænde, og at det blot i stæderne blev tilladt at producere og sælge denne drik mod en bestemt afgift eller accise *)

Forandrede omstændigheder plejer som oftest at fremvirke et forandret resultat. Nu produceres langt mere korn i Danmark end for 30 til 40 år siden. Men da nogle nationer har et forspring i agerdyrkningen for os, og da de som før trængte til vores kornvarer, nu selv avler det meste de bruger, så mangler vi afsætning på vores overflødighed og priserne er flaue. Det er derfor naturligt at det ønske måtte opstå at bonden måtte gives lejlighed til ved selv at forædle sit produkt, at ophjælpe eller bøde på de dybt sunkne kornpriser. Nogle har troet at det ville opnås når det blev tilladt landmanden at brænde brændevin, og da en kongelig kommission er sammentrådt for at give sine betænkninger over denne sag, tror forfatteren heraf det ikke ugavnligt at fremsætte nogle før ytrede meninger, såvel for som imod tilladelsen til at brænde brændevin på landet.

De som er for tilladelsen, holder for

1) At når bonden selv brændte, havde han sit brændevin for lettere køb, end når han skal købe samme i staden.

2) Han kunne bruge bærmen til sine kreaturers føde og feden.

3) Mere korn ville blive forbrugt hvorved prisen ville stige.

4) En mindre mængde stenkul ville medgå da de fleste egne ikke mangler brænde eller tørv.

Modpartiet mener derimod:

1) At når det blev bonden tilladt at brænde, ville det have en højst skadelig indflydelse for standen i almindelighed, idet brændevinsdrikken ville blive endnu mere udbredt end den allerede er. Enhver der kender bonden, ved at han tager rundeligt til det han har i huset, og således ville han ikke nægte sine børn og tjenestefolk det han selv anser for et gode, hvorved disse tidligt ville vænnes til en drik, hvis misbrug kunne have højst ulykkelige følger for dem. Men skal bonden ud med penge, så trykker han sig ved enhver ikke nødvendig udgift. Selv om han selv drikker en snaps engang imellem, så nænner han dog ikke at give børn eller tyende noget med, fordi det koster ham penge. Ser man undertiden en og anden bonde der hjemme aldrig drikker brændevin, komme beruset fra købstaden, så skønner man let hvad lejligheden til at få brændevin bevirker. Landsbykroerne blev nedlagt fordi man fandt dem skadelige da bønderne der drak deres formue op og gjordes uskikkede til deres dont, men hvad ville ske når bonden selv tilberedte denne drik og havde den i overflødighed i sit hus?

Brændevinbrænding er desuden en kemisk operation som har modtaget og kan modtage megenøkonomisk forbedring. De som i købstæderne får tilladelse til at foretage dem, må i forvejen aflægge prøve på at de kender omgangsmåden dermed. Man ved også at destillationen i det store er mere fordelagtig og medtager ikke så meget brændsel og menneskearbejde som når den foretages i det mindre. Bonden med sin ukyndighed,med sit mindre og måske mådeligt konstruerede apparat, ville ikke bringe det ud af kornet som man under andre omstændigheder kunne få. Meget korn ville derved bortødsles og udbyttet dog blive en sveden drank, der efter rigtig beregning kom ham lige så dyrt som om han købte godt og drikkeligt brændevin i købstæderne hvor det sælges for 14 skilling potten.

2) Brændte bonden til sin egen fornødenhed, så ville det lille kvantum bærme han derved fik, ikke bidrage til at han fødede eller fedede et eneste kreatur mere. Nu derimod fødes og fedes mange kreaturer ved de brænderier som er i uafbrudt virksomhed. Ejerne af købstadsbrænderier har forsikret at de under nærværende konjunkturer, aldeles ingen anden fordel har af deres brændinger end bærmen. Men når de jævnligt kan brænde, er de i stand til at holde 20-25 kvægshøveder hvoraf en del giver mælk, og nogle fedes for at sælges til slagtere. Så snart et eller flere høveder er solgt, køber de igen magre i disses sted, og de føder således bestandigt det ovenfor nævnte antal. Regner man det antal af kreaturer som således fødes og fedes ved samtlige brænderier i alle købstæder, så vil man vist ikke finde det ubetydeligt, og næppe ville det blive så stort når det kvantum korn som nu forbrændes i købstæderne, blev forbrændt på landet i mindre portioner.

3) Det er indlysende at når bonden brændte sit brændevin selv, måtte købstadsbrænderne aftage og til sidst standse af mangel på afsætning, og om da en større mængde korn ville forbruges end nu, da et enkelt brænderi forbruger nogle tusinde tønder årligt, er vist nok et spørgsmål man har grund til at fremsætte. At imidlertid en stor del korn ville opsvides, og på grund af ukendskab med den rigtige omgangsmåde bortødsles, er der vist ingen tvivl om. Men at kornet af den grund skulle stige i pris, var næppe ønskeligt. Enhver, det være sig embedsmand eller borger, ønsker vist at bonden må få noget mere for hans produkt, de ville ikke finde det trykkende om de måtte betale kornet 1 til 2 ribs. dyrere når prisens stigning stammede fra vore produkters udførsel til fremmede, så at derfor kom penge i landet til gavn for det almindelige, men at betale kornet dyrere for at bonden skulle drikke sig fuld i brændevin, skøtter næppe nogen om.

4) Det er bevisligt og før omtalt at brænding i det mindste medtager mere brændsel end når den foretages i det større. Vore skove er så vel medtagne at de trænger til fredning, og med tørven bør der heller ikke ødsles. Det kvantum stenkul som brænderierne forbruger, er desuden ikke så betydeligt som man muligvis forestiller sig. Københavns og nogle købstæders brænderier brænder ved stenkul, men de købstæder som ligger fjernt fra stranden, og hvor landtransporten gør kullene dyrere, bruger tørv til deres brændinger, fx Frederiksborg, ringsted, Slagelse med flere.

Således søger modparten at modsige de grunde som anføres af dem der ønsker tilladelse for landmanden at brænde brændevin. Hertil kan endnu føjes:

1) Ildebrand kan let forekomme når brændingen foretages af ukyndige, skødesløse eller drukne personer.

2) Afgiften som svares af brænderierrnee, vil lettere og sikrere kunne ses betalt når der alene brændes i stæderne.

3) Når det blev tilladt bonden at brænde, ville købstadsbrænderierne gå ned, og da det er ene og alene disse der holder hovedet oppe på vores skrantne især sjællandske købstæder, så ville brænderiernes undergang have købstædernes ruin til følge.

For nærværende tid er talen vel ikke om en almindelig tilladelse for landmanden til at brænde. Men at der muligvis måtte oprettes kommune- eller sognebrænderier. Om disse ville føre de samme ulemper med sig som ville flyde af en almindelig tilladelse til at brænde, vover forfatteren heraf ikke at bestemme. Men det synes klart for ham at anlæg af sognebrænderierne mindst ville have samme indflydelse på bondens levemåde, velfærd og morral som de skadelige landsbykroer der før fandt sted, men blev nedlagt i de byer hvorigennem ingen landevej fører. Så ønskeligt det kunne være om afgiften for brænderierne blev noget forringet, så skadeligt menes det at ville være om denne forringelse skulle bevirkes ved sognebrænderiernes anlæg. For disse ville aldeles svække købstadsbrænderierne og sætte ejerne ude af stand til at betale nogen som helst afgift. Sagen fortjener derfor den alvorligste og varsomste undersøgelse. 

At de mænd hans majestæt allernådigst har betroet dette vigtige hverv vil med kyndighed og nøjagtighed behandle det og ikke beslutte noget der kunne synes at gavne enkelte, men ville skade mange eller det hele, derfor borger deres kald og fædrelandssind. 

*) At man har ment det alvorligt med at standse brændevinens alt for hyppige brug, ses af den under 2. august 1786 udkomne strenge forordning angående brændevinsbrænden og krohold på landet, hvoraf slutningen lyder således: For resten vil kongen med besynderligt velbehag anse at øvrigheden og jordgordsejerne på landet lader dem ære angelegent at se al overflødig brug af brændevin så meget muligt indskrænket og afskaffet ved bøndernes bryllupper, barsler og andre værtsskabet og gilder, hvor indenlandsk brændevin må bruges alene til tarvelighed, og når det forhandles fra købstæderne.

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 643-653).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 1032, 10. oktober 1835, s. 669-678 bragtes et brev som var vedlagt artiklen.

Nogle Bemærkninger i Anledning af den af Herr' Brændeviinsbrænder Thomsen foretagne overordentlige Svømmetour, den 18de f. M.

Det fortjener mere alvorlig opmærksomhed end den synes at have vakt, at hr. brændevinsbrænder N. Thomsen foretog en veludførte svømmetur den 18. i forrige måned mod vind og vejr fra det første tøndemærke ved Kongens Enghave til omtrent 1/4 mil udenfor toldbodbommen - en strækning på omtrent 5/4 mil, uagtet den overordentlige svømmer er en høj svær mand henimod 40 år gammel. Hertil henregner anmelderen ikke at en stor mængde tilskuere overværede samme og indrømmede den sejrende svømmers færdighed og udholdenhed fortjent erkendelse, så at selv danske søofficerer skal have ytret "at intet individ i søetaten formåede at svømme en sådan strækning under lignende omstændigheder."

Denne ytring gav anmelderen anledning til at tænke over hvilken overordentlig nytte det ville være for sømanden og andre når de i ulykkelige tilfælde formåede at svømme en sådan strækning eller endnu længere selv mod vind og strøm. Hvor mange menneskeliv ville ikke på den måde blive udrevet af dødens arme, mens svømningen som den nu i almindelighed læres og øves, kun tjener til ved sådan lejlighed at forlænge dødens kvaler. Vi har således for ikke længe siden oplevet det sørgelige tilfælde at 3 dygtige officerer fra marinen satte livet til på vores kyster ved at kuldsejle med en båd. Og den ene af dem havde dog i sammenligning med andre af hans jævnlige, en særdeles god færdighed i svømning.

Ville det da ikke være hensigtsmæssigt årligt i sommermånederne at foranstalte væddesvømninger for udsatte præmier? Udholdenheden, navnlig længdesvømning mod vind og strøm burde især tages hensyn til. Og anmelderen mener at hensigtsmæssige ordnede væddesvømninger ville være til langt større gavn end hestevæddeløbene, og at de ville blive efterlignet på andre steder. Lad os danske også begynde noget gavnlig nyt! I en tid hvor man lægger så megen vind på gymnastik, synes dette forslag ikke at være upassende. 

Hr. brændevinsbrænder Thomsen gør sin svømmelærer der står ved garden til fods, ære. Og han fortjener opmuntring for at have statueret et sjældent eksempel på hvad mennesket formår at udføre i svømning. Hvilket vil give dem mod og kraft der kender det og  i skibbruddets nødstund må søge at frelse livet ved svømning.
 
(Politivennen nr. 1027, Løverdagen den 5te September 1835, s. 592-594).

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1835 (og 1833) optræder en N. Thomsen, brdvbr, Slippen 155. Slippen er nu Landemærket, stykket mellem Vognmagergade og Gothersgade. 1 mil svarer til ca. 7,5 km, han svømmede altså knap 10 km. Svømmeturen blev også omtalt i Kjøbenhavnsposten, 18. august 1835. Her anføres endvidere præmien på 200 Rbd. Thomsen angaves til at være omtrent 50 år, høj og korpulent, og at han talte med folk i bådene undervejs. Egentlig skulle han være svømmet til Trekroner, men strømmen var imod,og stoppede ved den røde pæl udenfor Toldboden.

Bøn for Jydlands Handel.

Det ville vist nok være sand fordel og nytte for landet hvis der kunne findes kraftige midler for at forebygge eller forhindre to fordærvelige uskikke der går i svang i Jylland, især på Vestkysten, nemlig:

1) Den ulovlige brændevinsbrænden i landsbyerne der er fordærvelig såvel for kongen som for landet. Landmanden selv forsømmer derved ofte sine nødvendige forretninger, og gives ikke sjældent anledning til svir og deraf følgende dårligheder. Der siges af mange landmænd at de uden at brænde brændevin ikke ser sig i stand til at svare de påbudte skatter og afgifter. Men denne påstand mener man at være ubegrundet. For på andre steder i Danmark hvor sådan ulovlig brænden ikke finder sted, ser man dog at landmanden slår sig hel vel igennem og kan svare det han bør. Vel er det sandt at Jyllands årvågne toldvæsen og øvrighed har stræbt at hæmme denne uskik. Men endnu har det vist nok langt fra lykkedes dem at afskaffe den da den har fæstet så dybe rødder som det vil være vanskeligt at udrydde, hvis ikke dertil anvendes en endnu større kraft.

2) Den så almindelige og næsten overalt drevne landprang og ulovlig kræmmerhandel, hvormed næsten hele Jylland er opfyldt. Mange borgerlige og lovlige handlende i købstæderne underkues og nedtrykkes for sådanne kræmmere og landprangere der endog drager ind i købstæderne og sælger deres varer, omrejser og handler i hele landet, ja vil måske i tiden danne sig til en fri korporation. Det vil vist nok være vanskeligt ganske for forebygge sådan ulovlig handel der allerede har fået stærk fremgang og har så mange deltager og beskyttere, dog vil den venteligt ved ufortrøden opmærksomhed for en stor del kunne standses og derved var dog meget vundet, hvor iblandt at mange som nu hengiver sig til leddiggang, ville nødes til arbejde og passe det kald hvortil de engang var bestemt, og overlade handlen til de borgere der har opofret deres ungdomsår på at lære den, og som nu derved skal ernære sig selv og familie. Måtte disse par bemærkninger vække højere vedkommendes opmærksomhed for at der kan findes midler til at forebygge ovennævte  uskikke, ville det glæde enhver rettænkende landmand, men især indsenderen.

En jysk handelsbetjent.

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 388-390)

Spørgsmaal og Ønsker.

(Fra en militær-og borgerven).

Af hvilken grund lader marketenderne i de militære kaserner sig betale 2 mark for potten af dansk brændevin da man hos stadens brændevinsbrændere kun betaler 24 skilling? - Det kan vel antages at marketenderne i tøndevis heller ikke giver mere end 24 skilling potten, godt og vel om så meget. Og 8 skilling i ren avance for at tappe en pot brændevin - er dog virkelig enenorm fortjeneste. Det er 11 rigsbankdaler 2 mark pr. tønden. Og da nogle marketendere ugentlig sælger 7 til 13 tønder, så er det så nemt som ugentligt at vinde en terne i lotteriet på 80 indtil 150 rigsbankdaler. - Tjener brændevinsbrænderne lige så klækkeligt, så var det artigt nok at vide hvorfor årligt af dette laug en halv snes stykker går bag af dansen.

I Stokhuset for eksempel bestemmer en kommission marketendernes arbejdsløn for at måle eller udskænke en pot brændevin til 4 skilling, hvilken også synes passende for et så let arbejde. Og denne kommissionsbestemmelse sker hver måned. - Hvorfor sættes der ikke  lignende kommissioner og bestemmelser for marketenderne i kasernerne og i Kastellet?

Endeligt var det at ønske om det blev en almindelig vedtægt hos de herrer brændevinsbrændere ligesom det er sket på Store Kongensgade og nogle andre steder, af og til offentligt at bekendtgøre priserne på deres varer, da disse efter priserne på sæden falder og stiger ligesom kursen. Almenheden vidste da prisen og man havde ingen grund til at mistænke sit bud når det snart giver 2 mark, snart 28 skilling, og snart kun 24 skilling for potten af brændevin af lige kvalitet, alt efter de forskellige sælgeres afvigende priser.

(Politivennen nr. 818, Løverdagen den 3die September 1831, s. 619-620)

Ferskvands-Posten i Springgaden.

Som en følge af den store virksomhed i hr. Brøndums etablissement og at nu flere dannede familier bebor de efterhånden i Pilestræde bedre indrettede bygninger, er vognfærdslen meget større end før, og det er højst rimeligt at den vil endnu forøges efterhånden som de øvrige ejendomsbesiddere af de givne eksempler lærer at indse at det svarer bedre regning at indrette deres steder bekvemme og sirlige ind- og udvendigt og have dannede beboere, som giver en forholdsmæssig højere leje, end at lade bygningerne se ud som forfaldne og gamle arresthuse, klostre eller kaserner, udpyntede med uhyggelige skilte og at have beboere som svarer dertil.

Den færdsel som allerede er i gaden, generes imidlertid meget af den uden for Trinitatis kirkemur ind i gaden stående post, og de mange til dels børn som henter vand fra posten, er ikke sjældent udsat for at komme til skade når som ofte er tilfældet, flere vogne møder hinanden eller gaden spærres af vogne som kører ud eller ind til hr. Brøndoms etablissement, eller må holde udenfor den lige overfor boende brændevinsbrænder for af- og pålæsning osv.

Da nu denne færdsel som meldt kan ventes at blive endnu større, henstiller indsenderen til høje ansvarlige om det ikke måtte være passende i tide og medens sommeren er for hånden, at gennembryde kirkemuren og ligesom i Landemærket anbringe posten i en forhugning i samme.

Til slut bemærker indsenderen at selv ved den sidste ildebrand i Landemærket, viste det sig at posten endog står ubekvemt for slufferne da når en henter vand, en anden vanskeligt kan komme forbi.

(Politivennen nr. 806, Løverdagen den 11te juni 1831, s. 419-421)

Om overdreven Brændeviinsdrik og Maadeholds-foreninger.

I en tid da så mange statslige (politiske) omvæltninger fremkaldt til dels ved dårlige eller svage fyrster og deres dumme, egennyttige og herskesyge rådgivere, finder sted i hele det øvrige Europa, er det en lige så mærkeligt som glædeligt kendsgerning at man i Sverige har begyndt på en forbedring af sædeligheden da dette lands borgere af egen drift nu sammentræder i mådeholdsforeninger som har til hensigt at afskaffe især brændevinsdrikkeri. Det sker ikke på få, men mange steder i dette rige og ikke af små vennekredse, men af hele det store borgersamfund, og disse højst gavnlige foreninger begunstiges og understøttes af al magt af regeringen.

Kun et eneste af vores tidsblade, men netop det hvor man mindst skulle vente det på grund af den ringe anseelse som dets udgiver har pådraget det ved sit beundringsværdige avisskryderi, sine optog af førhen alt for tit allerede opkogte oldsager og sine navnkyndige polemiske finheder, hvorved han har fordunklet sin, som grækerven (ikke som udgiver af det mådelige tidsblad, Grækervennen) erhvervede ære, en fordunkelse som han nu har formindsket en lille smule ved sin iver for mådeholdsforeninger hos os. Siger og skriver kun et eneste tidsblad har udførligt omtalt dette emne. Og skønt på nogle steder langtrukken og kraftløs, så dog i det store og hele i en egentlig ikke dårlig skrevet opfordring forsøgt at vække modbydelighed for brændevinsdrik og sans for de foreninger blandt danske borgere. Det er skade at sådanne gode artikler indsniger sig som kontrabande i middelmådige tidsblade, og indsenderen anså det af den grund for gavnligt at gøre vedkommende opmærksomme på disse artikler som findes i bladet "Allehaande" for februar og marts *).

At brændevin som drik brugt med måde kan være gavnlig i medicinsk henseende, er lige så alment kendt som at dens overdrevne brug er højst skadelig både i legemlig, åndig og sædelig henseende, da den svækker legeme og sjæl og meget ofte er moder til de mest fordærvelige lidenskaber, til usædelighed, utugt og alskens laster og forbrydelser. Men indsenderens uforgribelig mening er at mådeholdsforeningerne kun kan stifte den tilsigtede nytte når regeringen understøtter sådanne samfund ved foranstaltninger der går ud på successiv indskrænkning i kornets forbrug til denne giftart og i dens salg hos alskens værtshusholdere.

Ved denne lejlighed kan indsenderen ikke undlade at henvende læserens opmærksomhed på et andet tidsblad, "Tilskueren" som kun skal tælle få abonnenter, og måske også tæller få læsere, mens om indeholder adskillige læseværdige og frimodige små afhandlinger (ligesom tidsbladet "Argus"), foranledigede ved hans majestæt kongens løfte om konstitutionen for Danmark og hertugdømmerne. Det var at ønske at begge disse tidsblade, der udmærker sig ved selvtænkning, frimodighed og fædrelandskærlighed, måtte få mange abonenenter og læsere!

(Politivennen nr. 797, Løverdagen den 9de April 1831, s. 246-249)

Redacteurens Anmærkninger

Afholdsforeningernes oprindelse henregnes til USA til starten af 1800-tallet. Og blev dengang kaldt mådeholdsselskaber. Ganske store, på Politivennens tid flere millioner (1835). Dette uddybes i artiklen "Om ædruelighedsforeninger" i nr. 802, 14. maj 1831, s. 331-339. I Danmark gik der derimod lang tid før de slog igennem, nemlig 1879.

Argus: Et Tidsblad var et tidsskrift udgivet af Joh. Chr. Lange (der også afløste på Politivennen), Det udkom med 26 numre i 1831. 

Tilskueren er titlen på adskillige tidsskrifter gennem tiden. Den omtalte må være det som blev udgivet af Jørgensen Jomtou 1831-39.Tidligere havde Knud Lyhne Rahbek udgivet et tidsskrift med samme navn.

Jørgensen Jomtou skrev artiklen "Om det nye danske Atlas" om et historisk-statistisk værk han påtænkte at udgive, Politivennen nr. 1180, lørdag den 11. august 1838, side 512-516: "Det ny danske Atlas, der bestaaer i Danmarks Historie, Geographi Statistik, Naturhistorie &c., med naturtro Afbildninger af Fødelandets berømte Mand og de Konger, hvoraf haves Portraiter, samt af Staderne Slotte, Borge, Naturgienstande og Oldsager : Første Afdeling Fødelandets Historie" (1838)

Ubehagelig Stank i adskillige Huse, hvor man holder Heste.

Det er væmmeligt for enhver som må passere en gade hvor en brændevinsbrænder lader udføre kogødning. Især når den som det oftest er tilfældet, er blandet med menneskeekskrementer. Men lige så stygt er det for enhver som er bosiddende i et hus, hvis ejer er besidder af en eller flere heste og som lader disses gødning, sammenblandet med menneskeditto udføres med bønder om dagen. Disse ingredienser udbreder en pestilentialsk stank som fordeler sig overalt i huset så at man må forføje sig ud af huset hvis man ikke holder sig for næsen. Man spørger derfor de ansvarlige om disse uhumskheder ikke kunne udføres om natten eller på en anden måde hvorved lugtorganerne ikke blev fornærmet så eftertrykkeligt.

(Politivennen nr. 715, Løverdagen den 12te September 1829, s. 595-596)

Advarsel mod to tølperagtige Brændevinskarle i lille Grønnegade Nr. 328.

Den 20. august mellem kl. 9 og 10 om formiddagen gik indsenderen gennem Lille Grønnegade. Ved at passere forbi nævnte sted hvor to karle bar komøg ud, kastede en af dem en stor klump af det på indsenderens kjole, formodentlig af kådhed da indsenderen ikke er sig bevidst om mindste brøde mod før nævnte karle. Da kjolen til lykke var kort, gik det temmelig let af ved at blive børstet efter at det var tørret. Men da det muligvis kunne falde dem ind oftere at forsøge sådant, har man troet at burde offentliggøre samme for at enhver og især fruentimmer hvis tøj måske ville lide mest ved det, kan vide at tage sig i agt for nævnte karle.

(Politivennen nr. 713, Løverdagen den 29de August 1829, s. 570-571)

Redacteurens Anmærkning

Lille Grønnegade 328 var hjørnehuset til Ny Adelgade. Fra 1859 identisk med Ny Adelgade 12 og i 1876 sammenlagt med 2 andre matrikler. Bygningen har stået der siden 1680.

Anmodning til Herr' Brændeviinsbrænder og Danebrogsmand Brøndum.

Idet man fuldstændig erkender det hensigtsmæssige og nyttige i de forelæsninger som hr. brændevinsbrænder og dannebrogsmand Brøndum holder over måden, hvorpå brændevin mest rigtigt tilberedes, må man beklage at disse forelæsninger holdes dels privatim, dels med hensyn til deres oprindelige øjemed kun for et indskrænket personale, nemlig sådanne som selv agter at lære og drive denne næringsvej. Da det imidlertid er sandsynligt at en nøjere kundskab om den måde hvorpå landets vigtigste produkter lettest kunne forædles vil interessere et større publikum, tager man sig herved den frihed at anmode hr. Brøndum om at holde offentlige forelæsninger over samme genstand. 

Indsenderen mener ikke med det at de skal holdes gratis, men mod en vis moderat betaling, således at der for et helt kvartal eller semester blev udstedt et vist antal adgangskort uden hvilke ingen kunne overvære forelæsningerne. Ikke blot eksemplet af andre offentlige læreres adfærd i denne henseende, men også sagens interesse i og for sig smigrer mig med det håb at hr. Brøndum godhedsfuld vil opfylde denne anmodning såfremt uforudsete hindringer ikke måtte gøre det muligt.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 69-71)

Anmodninger til Kromanden i Bagsværd.

Vil du for brækning ej stå fare,

Da er der bedst, det må du tro,

Du finkeldrikken lader fare

I Bagsværds ellers gode kro.

Onsdag den 4. i denne måned rejste anmelderen sammen med 3 af sine bekendte til Bagsværd hvor man begav sig til kroen for at tage nogle forfriskninger. På det ellers smagfuldt serverede bord blev efter de rejsendes ønske og forlangende hensat en flaske med dansk brændevin. Denne drik var af en så dårlig kvalitet at anmelderen ved blot at tage en halv snaps i munden uden at synke en dråbe deraf var nær ved at kaste op. Og bedre gik det ikke heller en af hans medfølgere. På vores gentagen forespørgsler gav opvarteren det svar at hun var uvidende om hvor hendes husbond købte denne så yderst dårlige drik. Og vi måtte da skønt ugerne tage vores tilflugt til en anden udansk drik, der var lige så velsmagende som det os leverede vel afproppede øl.

Da anmelderen senere har fået kundskab om at kromanden, herr Schauch, selv har tilladelse til at brænde brændevin, så er det at formode at han selv brænder hvad han bruger i kroen, og man kan derfor ikke såvel for de rejsendes som hans egens skyld tilbageholde det ønske at han ville antage en person i sin tjeneste som besad større færdighed i kunsten at brænde brændevin end han selv eller den person der nu forestår brænderiet.

Ved denne lejlighed kan anmelderen ikke lade ubemærket at kørebroen udenfor kroen fra stalden lige hen til haven er i en yderst slet forfatning, og tør han holde sig forvisset om at herr Schauch ved at anvende nogle dalere på dens omlægning ikke alene ville havne sig selv, men endog fortjene de vejfarendes skønsomme og forbindtligste tak.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 371-372)

Redacteurens Anmærkning

Selvom Bagsværd Kro lå ved en kongevej, var den ikke en kongelig privilegeret kro. Den blev oprettet i 1668 og blev ejet af Frederiksdal Gods. Kroforpagterne havde lov til at brygge og brænde brændevin og sælge spækhøkervarer mod at forsyne de rejsende med kost og logi. Den fungerede altså på samme tid som handelsbod for sognets beboere. Kroen fra Politivennens tid brændte i 1856 og blev siden ombygget flere gange. Den sidste udgave af kroen blev revet ned i 1975 og der blev anlagt parkeringspladser til S-togsstationen.