Julepakkerne sendes afsted. (Efterskrift til Politivennen).

Julepakkerne indlades ved Central Postgaarden.

Hvilke uanede Herligheder rummer ikke Togenes Pakvogne i disse Dage! Hvor megen Glæde vil disse Vognes Indhold ikke sprede, naar Julelysene tændes Onsdag Aften. Hovedstaden er det Kildevæld, hvorfra Gaverne strømmer ud over hele Landet, og det er vel nok i Bevidstheden herom, at den overvældende Travlhed, der nu hersker Døgnet igennem nede paa Godsbaneterrænet ved Centralpostgaarden, tages med godt Humør af Personalet, der maa slide i det som Ingen anden Tid paa Aaret. Og alt Banernes Godsvognsmateriel er i Brug. Selv de fornemme Kølevogne, over hvis Benyttelse der ellers vaages med den største Omhyggelighed, maa gaa i Julens Tjeneste som almindelige Pakvogne.

Og naturligvis! Alle Hensyn maa vige, naar det gælder at faa Julegaverne ud i rette Tid.

(Aftenbladet (København) 20. december 1924).

Foto fra Aftenbladet (København) 22. december 1924 som viser hvordan pakker fra provinsen ankommer til København og postvæsnet må indkalde flyttevogne til hjælp.

Marie Sophie Amalie Korup 1839-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Marie Korup var ældste datter af brevsamler og traktør Korup som drev det kendte traktørsted Korups Have ved Søndermarken i Valby. At post og gæstgiveri var samme sted, var ganske almindeligt i Danmark på det tidspunkt. Korups Have lå op til Søndermarken hvor vejen Bag Søndermarken er i dag. Der er opført et gult murstensbyggeri på matriklen.

I 1872 var der dagligt et landpostbud fra Valby til Vigerslev, Hvidovre, Damhusbommen, Rødovre og Vanløse og retur. I 1874 afgik der 2 gange daglig et gående bud mellem postkontoret på banegården og Valby Brevsamlingssted. I 1875 distribueredes brede to gange dagligt fra jernvejspostkontoret ved et landpostbud. Man kunne dog også afhente breve mellem kl. 8 og 9 morgen og aften hos brevsamler og traktør Korup. Han tog 2 sk til betaling for et bud der kunne bringe brevet ud. Brevsamlingsstedet havde efter sigende en "ikke ubetydelig korrespondance" (Dagstelegrafen 13. juli 1874). I 1876 var der for postvæsnet regning begyndt en ombæring af postsager fra Valby Brevsamlingssted.

Valby postekspedition blev oprettet 1. juli 1878 som ikke-regnskabsførende ekspedition underlagt overpostmesterembedet. Marie Sophie Amalie Korup blev postekspeditør og senere postmester. 1. oktober 1889 blev postekspeditionen indlemmet i overpostmesterembedet.

I slutningen af 1898 bebudes at der ville ske en omfattende ændring af lokaler om omdelingsforhold, bl.a. i Valby.  Marie Korup var 60 år da hun tog sin afsked med pension den 1. november 1899 af helbredsårsager. Hun efterfulgtes af Christian Emil Victor Emanuel Andersen 1. januar 1900. Den 15. oktober 1906 flyttede Valby Postkontor til Valby Langgade nr. 6. Denne ejendom står opført i OIS i 1908. I Kraks 1906 angives Langgade 2, Frk. M. Korup, postkontor og telegrafstation! Postkontoret i aviser angives at ligge i nr. 6 i hvert fald op til 1914. Posthusbygningen i Valby Langgade 79 er opført år 1900.

I 1897 var der i postvæsnet ansat 5.342 personer, heraf 1.444 statsansatte. I 1921 havde der været i alt 3 kvindelige postmestre i Danmark. Udover Marie Korup også fr. Schaeffer i Esrom (afsked 1916) og frk. Sigrid Marckmann (afsked 1921). Sidstnævnte startede knap 15 år gammel i postvæsnet 1. maj 1867 på Allinge Posthus, hvor hun ligesom Marie Korup blev medhjælp for sin far.

En kvindelig Postmester

En Embedsfratrædelse af ikke sædvanlig Karakter finder Sted fra 1. November, idet hidtilværende Postmesterske og Telegrafbestyrerske i Valby, Frk. Marie Korup, paa Grund af Svagelighed trækker sig tilbage. - Navnet Korup har altid været knyttet til den postale Virksomhed heroppe, idet her for en Menneskealder siden blev oprettet et Brevsamlingssted under Bestyrelse af Frk. Korups Fader med Datteren som Assistent. Den Gang var Valby en lille Bondeby med rigtige Bønder og Bøndergaarde, og den stod for enhver Københavner med K som et Sted, hvor man kun kom ud Pinsemorgen for at se Solen danse. Men efterhaanden forandredes Byens Fysiognomi, den udvidedes betydeligt, Bønderne trængtes ud, Villaer og høje Huse opstod i Bøndergaardenes Sted, og nu er den nærmest at betragte som en Forstad til København. Postvæsenet holdt Skridt med Byens Udvikling; der oprettedes et selvstændigt Postmesterembede med Frk. Korup som Chef, og for 10 Aar siden modtog hun kgl. Udnævnelse som saadan, for Tiden den eneste Udnævnelse af den Art i Danmark. Frk. Korups selvstændige Styrelse af Postvæsenet herude omfatter et Tidsrum af 24 Aar, og at det er en stor og opslidende Virksomhed, vil forstaas, naar man ved, at Postdistriktet omspænder ca. 8000 Mennesker, der til Betjening har foruden Chefen to kvindelige Fuldmægtige og syv Postbude.

Det er værd at notere, at i Postetaten er praktisk gennemført den retfærdige Fordring: „Det samme Arbejde giver den samme Løn” (for Femininum og Maskulinum), en Rekord, der som bekendt ej endnu er naaet i noget andet Embedsforhold. -

Da jeg første Gang kom ind paa Posthuset i Valby, overraskedes jeg ved at se Kvinder ved Ekspeditionen, samt at denne foregik med Høflighed og Stilfærdighed. Fra den Omstændighed ved Postforholdene i min lille Fødeby, at baade den afgaaede og den nyankomne Postmester havde eet Ben, samt den Skælden og Paakalden af Satan og alle hans Engle, naar Udførelsen af postale Pligter foregik, havde jeg halvt ubevidst bevaret den Forestilling, at sligt, hørte til ved et Postembedes forsvarlige Forvaltning, intet Under da, at den grelle Modsætning virkede behageligt paa mig.

Om Valbyerne betragter det som en Ære at være Foregangsfolk paa det postale Omraade, derom forlyder intet; det skulde ikke undre mig, om de stiver sig af med den sædvanlige Forargelse over Kvindens Indtrængen i Mandens Rettigheder, eller den traditionelle Indbildning, at saadant Arbejde dog bedst udføres af en Mand. Det være nu, som det vil, med Anerkendelsen udefra, en Livsgerning ført med Alvor og Samvittighedsfuld hed har jo Glæde nok i sig selv. Men vi Kvinder, der kæmper for begge Køns sociale og menneskeretlige Ligestilling, vil bringe Frk. Korup en varm Tak for det Plus, hun ved sin lange og trofaste Virksomhed har tilført den gode Sag.

Emerita.

I Begyndelsen af dette Aar er der bleven ansat en Dame, Frk. Baagøe, paa Københavns Avispostkontor, foreløbig kun som et Forsøg. Hendes Kontortid er fra Kl. 10 til Kl. 4 à 5 daglig. Red.

(Kvinden og Samfundet nr. 15, 1899).

Når man tog i skoven i gamle dage. I Korups Have og Søndermarken.

Fhv. postmesterske Frøken Marie Korup fortæller.

Det er Sommer, og Københavnerne vil i Skoven! Men ak! Krigen! Ogsaa for Byboboernes bedste og sundeste Rekreation: Skørterene har Krigen lagt Hindringer i Vejen. Vi er jo saa forvænte allesammen. Tog og Sporvogne har i aarevis ført os let og direkte ud i den skønne, danske Natur; og nu, da Trafikken er Indskrænket, synes vi, at det altsammen er som langt borte og næsten uoverkommeligt.

Og saa er det jo i Virkeligbeden ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at der slet ikke var noget, som hed "Skovtog"! Og Folk kom sandelig alligevel i Skoven og morede sig - langt bedre end nu, kan man vist trygt tilføje.

Hvor tog man da hen? Ja, man havde selvfølgelig dengang som nu mange yndede Udflugtssteder. De var blot noget forskellige fra Nutidens - mange af dem ligger nu omtrent mldtvejs inde i Byen, f. Eks. Korups Have og Søndermarken.

Ude i Valby bor en gammel Dame, der ved Besked om de Steder. Det er fhv. Postmesterske Frk. Marie Korup, Datteren af Korups Haves taxie Indehaver.

Hendes Fader var kgl. Løber hos Frederik den Sjette, og han fik, da han tog sin Afsked, Bevilling af Majestæten til at oprette Traktørstedet ude ved Søndermarken.

Nu er hans Datter en gammel Dame, og hun sidder ude i sin lille Have i en magelig Lænestol og slikker Solskin, da vi aflægger hende et Besøg for at bede hende om, hvorledes Folk tog paa Skovtur for 60-70 Aar siden.

Valby var en Landsby

"Ja, dengang var Valby jo en Landsby med straatækte Huse og gaarde og Gadekær og slet ingen Lygter og forfærdelige, plørede Veje,", siger Frk. Korup og smiler helt vemodigt ved Minderne.

"Men, jeg synes alligevel, der var meget dejligere dengang end nu! Skønt det var besværligt nok, navnlig for en lille Skolepige, som jeg jo var. For tænk, jeg gik i Skole helt inde i Admiralgade! Den lange Vej travede jeg hver eneste Dag, og det var drøjt! Der gik ganske vist en lille Overgang mellem Valby og det gamle "Halmtorv" en pudsig, kuglerund Omnibus, hvori der kun var Plads til ganske faa Personer. Men den kunde naturligvis ikke betale sig, og saa blev den indstillet.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor afdøde Brygger Carl Jacobsen ærgrede og drillede os Pigebørn paa de Ture. Han var jo en lang Skoledreng den Gang, og det var hans største Fornøjelse at hoppe op bag paa den runde Omnibus og hamre på den lille Rude, der sad i Døren! Vi gjorde Vrøvl og skældte, men han lo blot af os og hamrede videre!

Nas, men den Herlighed varede altsaa Ikke længe. Saa maatte vi til at gaa igen! Baade i Sol og Hede, i Kulde og Regn, Dag ud og Dag ind, hele Aaret rundt!

Sommeren var alligevel den allerbedste Tid! Ikke alene fordi der var saa smukt derude, som der var, men ogsaa fordi der saa kom saa mange Mennesker paa Besøg i "Korups Have"

Søndermarken var som en Skov.

De var paa Skovtur! Og det var ikke saa underligt, at en Udflugt til Valby den Gang blev betragtet som en Skovtur. Thi Søndermarken var jo lige blevet aabnet for Publikum!

Ja, De synes naturligvis nok at Søndermarken endnu er smuk! Men det er fordi De ikke har set den, som den var for 69 Aar siden, da den, lige efter at Grundloven var givet, blev lukket op for Offentligheden!

De skulde have set den den Gang! Den var en dejlig, uberørt Skov og samtidig en bugnende Frugthave! Der voksede Kirsebærtræer og Æbletræer i Overflod, og der var de dejligste Nøddekrat, som nok var værd at plyndre om Efteraaretl Jeg tilbragte mine allerbedste Timer derinde! Der var saa meget at se paa, saa meget at opdage og saa meget at spise! Og saa var der den herligste Skovbund! Om Foraaret var den som et hvidt og blaat Tæppe af Anemoner, og Syrer og Bregner stod tæt under Træerne!

Ja, det var den Gang! Men snart blev den jo opdaget som Udflugtssted - Fars Traktørsted laa jo ogaaa saa rart lige ved Slden af - og saa var Idyllen brudt! Det - varede Ikke mange Aar, før hele Herligheden var forsvunden! Hverken Frugt eller Blomster kunde staa for de drabelige Angreb.

Det kinesiske Lysthus.

De kender jo nok det kinesiske Lysthus, der ligger paa en af Skænterne ud mod Vest? Nu er det jo kun et almindeligt Brændeskur, hvor ikke alt for hyggelige Eksistenser med samt deres Brændevinsflaske til daglig har deres Tilhold. Men den Gang var det et smukt og sirligt Lysthus i kinesisk Stil med Drager paa Taget og smukke Paafugledekorationerl

Den Gang, som nu, holdt Folk af at ridse og skrive deres Navn eller Citater rundt om paa Vægge og Træer, naar de var paa Udflugt. Og derinde paa Væggen til venstre var der med en smuk, karakteristisk Haandskrift skrevet et lille Vers, som gjorde et dybt Indtryk paa mig Pigebarn. Ja, jeg kan næsten sige, at det blev bestemmende for mit hele, lange Liv. Det lød:

Tiden vandrer med sikre Fjed
Hen over Slægter og Generationer,
Nogle den træder i Støvet ned,
Andre den hæver paa gyldne Troner,
Ej vi kender dens Maal derved,
Een Ting ved vi, dog bringer den med:
Frihed for Alle! om tusinde Aar
Kvinden ej mere i Lænker gaar!

Det lille Vers grundede jeg meget over! Jeg vilde saa gerne være selvstændig! Og det har jeg jo ogsaa opnaaet. Jeg er den første danske Kvinde, der har faaet kgl. Udnævnelse som Embedsmand!

Datidens Berømtheder med Madkurv i Korups Have

Men hjemme i Haven tilbragte jeg ogsaa mange fornøjelige Stunder. Der laa ud mod Vejen - den, der nu er Valbylanggade, og hvor de elektriske Sporvogne suser og klemter forbi - et stort, rundt Lysthus, og der har mange af Datidens store Mænd og Kvinder siddet.

Min største Fornøjelse var det, naar jeg kunde se mit Snit til at skjule mig bag en Busk i Nærheden og høre paa alt, hvad de havde at tale om, paa deres Spøg og Sang og Diskussioner. Den Gang var det jo moderne at æstetisere.

Her saa jeg den husmoderlige Fru Sødring i hendes aparte Klædedragt med det uundgaaelige højrøde Langshawl dække Bord og pakke Madkurven op og lave Kaffe paa Maskinen, som de fik i vort Køkken. Hun havde en ejendommelig Stemme. Man var aldrig i Tvivl om, at det var hendes, der talte, selv paa temmelig lang Afstand.

Og saa var der Fru Heiberg med hendes tre Plejebørn. Smuk og indbilsk. Det var da i det mindste den Dom, jeg Barn afsagde over hende.

Og Christian Winther kom der. Men han var meget gammel og sveg, og jeg syntes helt uhyggelig at se paa med den store, slet lavede Paryk og den mægtige Kikkert, uden hvilken han ikke kunde se. - Han lignede et Genfærd, syntes jeg.

Og Høedt og hele Familien Price havde vi ogsaa Besøg af ret Jævnligt.

Høedt gjorde et mægtigt Indtryk paa mig ved den uhyre dramatiske Maade, han altid talte og gestikulerede paa Han raabte op og slog ud med Armene og agerede, saa der ikke var Ørenlyd for andre end ham selv.

Pricerne var derimod saa uhyre stilfærdige. Navnlig erindrer jeg bogstaveligt talt aldrig at have hørt Juliette Price møde et Ord.

Men det aller, aller morsomste var dog, naar Erik Bøgh og hans Venner var paa Skovtur i Søndermarken og endte inde hos os.

Der sad saa Visedigteren i den lyttende Venneskare, og med en lille usynlig Tilhører i mig, og sang sine sidste nye Viser.

Det var morsomt. Aa, hvor tydeligt husker jeg ikke, da jeg for første Gang hørte: "Hr. Madsen, Hr. Madsen!" Bøghs egen Stemme klinger endnu i mit Øre.

Og saa var der Digteren, Professor Hauch, der havde Fribolig oppe paa Frederiksberg Slot. Han vandrede lange Ture i Søndermarken, og saa hændte det jo ogsaa af og til, at han faldt ind i Korups Have og nød en Forfriskning.

Oehlenschläger var for Resten ogsaa tit paa Tur til Valby.

Han kom en Del hos fhv. Guvernør i Vestindien Holten, der boede nede paa Valdal! Fruen gik altid helt hvidklædt og med ganske korte Kjoler - lige saa korte som Damerne bruger dem nu til Dags, og saa havde hun Sko med Korsbaand-

Naar de Kongelige kørte Tur i i Søndermarken.

Men det var ikke alene Datidens Skønaander, der holdt af at tage paa Udflugt til Søndermarken. Ogsaa de kongelige kom der nu og da. Den gamle Enkedronning kørte saaledes ofte rundt derinde i Timevis, men saa var Haven lukket for Publikum!

Arveprinserne Caroline spadserede ogsaa tit derinde, dog uden at der blev lukket af!

Med hende havde jeg en Gang en lille Oplevelse, som jeg var optaget af lange Tider efter:

Hun havde en Dag tabt et Slør derinde. De ved maaske ikke rigtig, hvorledes et Slør var arrangeret i de Tider. Det var Ikke som nu, hvor man blot binder sit Slør om Hatten! Ne!l det var fastgjort paa en Bøjle, der var til at sætte fast paa Kysehattens forreste Rand.

Nu havde Prinssessen mistet sit Slør! Hun var meget vred over det, og hun blev ivrig og snakkede op, og den ulykkelige Hofdame, der var med hende, var ganske ulykkelige!

Saa fandt jeg Sløret! For Resten et saare tarveligt og almindeligt blaat Slør! Men stolt og glad var jeg jo og bragte Prinsessen det og fik mange Taksigelser og et Klap paa Kinden! Den Oplevelse levede jeg som sagt paa i lange Tider I

Nu er Valby jo en Del af Storstaden København, og jeg maa med et Smil mindes min vilde Begejstring, da der for første Gang blev oplyst med Tranlygter paa Vejen op til Stationen. Allerede den Gang syntes jeg, at nu boede jeg næsten i en Storstad!

Ja, der var dejligt derude den Gang. Og Søndermarken! Ja, den er og bliver mit tabte Paradis"

(Nationaltidende 17. juni 1917).

Artiklen indeholde endnu et foto der imidlertid er af så ringe kvalitet at jeg har valgt ikke at bringe det.

Hendes beskrivelse af det kinesiske lysthus tyder på at hun blander Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have sammen med den kinesiske pavillon i Søndermarken. Det er tegnet af Abildgaard. Sidstnævntes lokation er på en skrænt mod vest, men hendes beskrivelse pege mere på lysthuset Frederiksberg Have. Det var i givet fald den anden eller tredje kinesiske pavillon Marie Korup oplevede i Søndermarken. Den første blev bygget 1787, men nedrevet i 1802. Et forsøg på at rekonstruere pavillonen blev til virkelighed i 2013. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Postmesterske Marie Korups adresse i 1914 angives i Kraks 1914 til (Valby) Langgade 2. Det er her hvor Bjælkehuset har adresse i dag.

Fru Sødring er formentlig skuespilleren Julie Weber Sødring (1823-1894). Høedt er formentlig skuespilleren Frederik Ludvig Høedt (1820-1885). Han og J. L. var uvenner. Den tavse Juliette Price (1831-1906) var vant til ikke at sige noget. Hun var balletdanser.

Ganske få uger efter artiklens offentliggørelse døde Marie Korup.

Nationaltidende 6. august 1917.

Den første kvindelige Embedsmand.

Sagfører Korup, Ringsted, har haft den Sorg at miste sin Søster, Frk. Marie Korup, tidligere Postmester i Valby. Begravelsen foregaar fra Kapellet paa Holmens Kirkegaard paa Torsdag.

I Anledning af Dødsfaldet skriver "Nltd":

Den gamle Dame, der var den første Kvinde, som modtog kongelig Udnævnelse som dansk Embedsmand, var i en lang Aarrække Postmesterske i Valby. Dette Hverv var hun saa at sige født til at overtage, idet hendes Fader, den tidligere kongelige Løber hos Frederik den 6 og daværende Indehaver af Traktørstedet Korups Have, tillige var Postholder og havde Brevsamlingssted i Valby. Denne Del af »in Faders Arbejde overtog Frk Korup allerede som ganske ung, og da Valby nogle Aar senere skulde være selvstændigt Poststed, ansøgte hun om Embede! som Postmester, og fik det. Og dette sit Hverv har Frk. Korup røgtet gennem mange Aar, lige til hun, den 1. November 1899, tog sin Afsked, i l de sidste Aar levede Frk. Korup stille og tilbagetrukkent, men sad man overfor hende i hendes lille Have, saa maatte man sande, at hun var et Menneske, som Tiden ikke var løbet fra. Ikke blot kunde hun livligt og interessant fortælle om gamle Dage og alle de kendte Personligheder, hun havde set i sin Barndom ude i det den Gang landlige Valby og Korups Have, men hun var ogsaa interesseret i alle Dugens og Tidens Spørgsmaal og Emner. Begavet og kultiveret, som hun var, havde hun ligeledes gennem sit lange Liv fulgt de skiftende Tiders aandelige Strømninger og altid vidst med sin klare og sunde Forstand at vælge og vrage, prøve og vurdere.

Og nu er hun død, stille og blidt, som gamle Mennesker, der har levet et harmonisk Liv. Lige til det sidste troede hun selv, at hun blot skulde samle lidt Kræfter for helt at komme sig efter en Sygdom i Vinter, men hun top fejl. En Aften sov hun ind for ikke at vaagne mere.

(Ringsted Folketidende 8. august 1917).

Jordefærd.

Fhv. Postmester, Frk. Marie Korup.

Fhv. Postmester i Valby, Frøken Marie Korup jordedes i Eftermiddags paa Holmens Kirkegaard.

Ved Højtideligheden i Kapellet bad Pastor em. Thygesen en Bøn.

til Kisten var bl.a. sendt Kranse fra Overpostmesterembedet, og i Følget saas Postmestrene, Kaptajn Andersen (Valby), Frost (Vesterbro) og Lund (Sundbyerne).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. august 1917).

Senere flyttede postkontoret ind i denne ejendom på Valby Langgade 79. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sigrid Camilla Amalie Marckmann (1852-?). (Efterskrift til Politivennen)

Sigrid Marckman blev født 13. september 1852. Hun var datter af den i Allinge navnkundige Otto Vilhelm Alexander Marckmann (1820-1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909). Hendes bror blev ansat som postmester i Herning 1913. Han havde været i postvæsnet siden 1879, 1893-1900 i Odense, 1900-1902 Aalborg, 1902-1908 Nykøbing F. og fra 1908 i Odense. Sigrid Marckmann arbejdede fra 1867 i faderens postekspedition i Allinge, hvor hun pga. hans mange erhverv vel varetog det meste.

Rønne, 22. Februar.

Den kvindelige Postmester.

Vor Hovedstadskorrespondent skriver til os:

Som det vil erindres, fortalte vi for nogen Tid siden, at Frk. Sigrid Marckmann, der siden 1867 har været ansat hos sin Fader paa Allinge Postkontor og efter sin Faders Tilbagetræden for et Aar siden har haft Konstitution i Embedet, havde ansøgt om at blive hans Efterfølger, forøvrigt ikke mindst af den Grund, at hun gerne vilde bevare det gamle Hjem for sine endnu levende Forældre. Dette Haab er imidlertid glippet, idet Postmester Schou i Svaneke har faaet overdraget Embedet i Allinge; men et Forlydende, der antagelig vil blive bekræftet i den nærmeste Fremtid, vil vide, at Frk. Marckmann skal være Hr. Schous Efterfølger i Svaneke, og der er saaledes Udsigt til, at Danmark alligevel vil faa en kvindelig Postmester.

(Bornholms Avis og Amtstidende 22. februar 1905).

I marts 1905 fik hun overdraget bestyrelsen af Svaneke posthus midlertidigt. I april 1905 udnævnt til postmesterske.

16. august 1908 fejrede hendes forældre, fhv. borgmester Otto Wilhelm Alexander Marckmann ((27. februar 1820-15. oktober 1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909) diamantbryllup i Svaneke. Han var farver, kæmner og forligsmægler i Rønne, senere borgmester, postekspedient og telegrafbestyrer i Allinge. De flyttede 1904 fra Allinge til Svaneke. Han var toldoppebørselskontrollør 1860-1901, borgmester 1870-90, postmester og telegrafbestyrer 1866-1904. Ridder af dannebrog 1878, dannebrogsmand 1904. Parret havde 11 børn.

Som et kuriosum varetog postmesteren i Svaneke også postforbindelsen til Christiansø. I det meste af 1800-tallet var denne uregelmæssig og afhængig af bådførere der også fiskede. I 1868 var der blevet oprettet et brevsamlingssted på Christiansø, hørende under Rønne 1868-1879, under Svaneke 1879-1981, herefter igen under Rønne. Schau havde overtaget hvervet i 1894, og havde et meget anstrengt forhold til postbådførerne. Han var 1902 forfremmet fra postekspeditør til postmester, uden at forholdet bedredes synderligt. Men under frk. Marckmann synes de to postbåde at fungere uden problemer. (Poul Sonne: Postsejlads i 150 år. In: Bornholmske Samlinger 1994, III, bind 8., s. 7-70)

Postmester Frk. Marckmann.

Postmester, Frk. Sigrid Marckmann i Svaneke fejrer Tirsdag den 13. ds. sin 69-aarige Fødselsdag, og fra 1 Oktober forlader Frk. M. Svaneke og Bornholm for at bosætte sig i København, paa Grund af, at hun nu har taget sin Afsked fra postvæsenet.

Det maa være med vemodige Følelser, at Frk. M. nu drager fra Bornholm, hvor hun har boet al sin Tid, og det maa sikkert ogsaa bedrøve hende at tage Afsked med den Gerning hun nu har røgtet saa nidkært i over 34 Aar, men da Loven jo nu til Dags fætter en Aldersgrænse paa 70 Aar for Embedsmænd, forstaar man jo, at der ikke havde været ret lang Tid endnu at virke i førend ""det skulde være", og vi tvivler ikke om, at Frk. M. fortjener at nyde Hvilen ovenpaa de mange Aars Virken.

Frk. M. var den ældste af Børnene i det Marckmannske Hjem i Allinge, hvor hendes Fader var To!dkontrollør, postmester og Borgmester Marckmann, ja, han havde endnu flere Bestillinger end disse at passe og udførte et stort Arbejde for Allinge By, det var derfor intet Under, at han havde Brug for sin ældste Datter til at hjælpe sig paa Kontoret, og dette gjorde hun saa godt, at det efterhaanden var hende, der passede post- og Telegrafforretningerne.

Det var den 1. Maj 1867, at Frk. M. begyndte paa Allinge postkontor, og hun var i mange Aar kun privat ansat hos sin Fader. Det fortjener at nævnes nu ved hendes Afsked fra postvæsenet, at hun var besjælet af en saadan Trofasthed mod sit Hjem og sine Forældre, at hun ikke kunde tænke sig at forlade dem og selv opnaa bedre Stilling andetsteds. Først i 1902 kom der en saadan Lønningslov for postvæsenet, at Frk. M. blev statsansat, og da hendes Fader 84 Aar gl. tog sin Afsked i 1904, haabede han tillige med mange, at hun kunde blive hans Efterfølger. I denne Henseende led dog Frk. M. og hendes Forældre en Skuffelse; thi det blev en anden der fik Embedet, men Frk. M blev i Stedet for udnævnt til Postmester i Svaneke fra f. Maj 1903, og Hendes Forældre fulgte med dertil og levede deres sidste Aar der. Det gamle Hjem har Frk. M. opretholdt, og man har hos hende mødt den samme Gæstfrihed og venlighed, som hendes Forældre var bekendt for. Mange venner har Familien baade paa Bornholm og "ovre", disse vil sikkert føle Savnet, naar Frk. M. nu tager bort og opløser Hjemmet. personalet paa posthuset vil sikkert komme til at savne deres elskværdige Chef, og Byens Borgere, der nu i  16 Aar har haft Frk. M. til postmester og altid hos hende har modt Velvilje og Forstaaelse, vil ogsaa sikkert savne hende, der altid er rede til at hjælpe andre og altid har et venligt Ord tilovers til dem, hun møder paa sin vej.

Maatte hendes Fremtid netop forme sig saa lys og lykkelig for hende selv, som hun altid har ønsket den for andre.

(Bornholms Tidende 8. september 1921).

Danmark eneste kvindelige Postmester.

Tirsdag den 13. Septbr. fejrer postmester i Svaneke, Frøken S. Marckmann, sin 69 aarige Fødselsdag, den sidste i Svaneke, eftersom Frk. M. har taget sin Afsked fra postvæsenet med Udgangen af denne Maaned og flytter straks efter 1. Oktober til København, hvor hun bosætter sig sammen med sin Søster, Fru Maria Schrøder (gift med fhv. Købmand i Rønne Aug. Schrøder).

Frk. M. er for Øjeblikket den eneste kvindelige postmester i Danmark. Der har tidligere været 2 foruden, nemlig Frk. Korup i Valby, som imidlertid tog sin Afsked i 1899 og nu er død, samt Frk. Schaeffer i Esrom, som tog Afsked i 1916, og naar nu ogsaa Frk. M. gaar ud af postvæsenet, er der altsaa foreløbig ingen kvindelige postmestre mere. 

Frk. M. kan se tilbage paa en usædvanlig lang virksomhed i postvæsenets Tjeneste. (Hun fejrede for nogle Aar siden 50 Aars jubilæum) Det var nemlig den 1. Maj 1857, at F k. Al., knap 15 Aar gl., traadte ind i postvæsenet som privat Medhjælp far sin Fader paa Allinge Postkontor (eller rettere "Postekspedition", som det hed den Gang). Hendes Fader, afdøde Borgmester Marckmann i Allinge, havde nemlig flere Bestillinger at passe, han var som bekendt baade Toldkontrollør og postmester (samt Telegrafbestyrer), og som Borgmester i Allinge-Sandvig, Branddirektør og Forligsmægler gennem mange Aar havde han et stort Arbejde at udrette. Det har derfor været ham til stor hjælp, at hans ældste Datter kunde træde til og gøre sin Nytte paa postkontoret; i Særdeleshed, da de forskellige Embeder, alt som Aarene gik, gav mere og mere at bestille. Det gik ogsaa saaledes, at det efterhaanden var Frk. M, der "stod for" post- og Telegraf- væsenet, medens hendes Fader nærmest holdt sig til Toldvæsenet og de andre mere kommunale hverv. Men Frk. M. var dog stadig kun sin Faders private Fuldmægtig, fordi hun blev hjemme i Allinge og passede sine Ting der. Allinge postkontor var ikke stort not til at være normeret med statsansat personale, men det vilde have været Frk. M. en let Sag at faa en Ekspedientplads andetsteds. Det vilde dog have lignet Frk. M. daarligt at tænke paa egen Fordel og søge bort! Først ved Lønningsloven af 1902 blev hun statsansat, og nu haabede hun og hendes gamle Forældre inderligt, at hun kunde faa Embedet efter sin Fader, da han 84 Aar gl. tog sin Afsked 1. Oktober 1904. Frk. M. blev konstitueret i det ledige Embede, men den daværende postmester i Svaneke var Ansøger til Allinge og fik det. Frk. M. blev saa 1. Marts 1905, konstitueret som postmester i Svaneke og fik sin Udnævnelse dertil 2 Mdr. efter, nemlig den 1. Maj 1905. hendes lange trofaste Arbejde, som den egentlige Leder af postkontoret i Allinge, fik altsaa alligevel sin Anerkendelse, trods det, at hun ikke opnaaede netop det, hun ønskede; men det var jo, forstaaeligt nok, med stor Sorg, at Frk. M. og hendes gamle Forældre forlod Allinge, hvor de alle havde levet i saa mange Aar.

Hendes gamle Forældre flyttede altsaa med til Svaneke og henlevede deres sidste Aar der. Frk. M. har efter deres Død opretholdt det gamle hjem, der jo for Familien og vennerne rummer saa mange Minder, og hun har fortsat det i de gamle Traditioner med en Gæstfrihed og hjertelighed, der sikkert søger sin Lige. Om hendes Fader blev der skrevet, "at et mere godhjertet Menneske skal man søge længe efter og at hjælpe var for ham en inderlig Glæde", og disse Ord passer i lige Maade paa hans Datter, thi hun har altid haft noget tilovers for andre og tænker altid sidst paa sig selv.

Nu har Frk. M. altsaa virket i over 16 Aar som postmester i Svaneke, og Byen har sikkert ikke været utilfreds med, at dens postmester var en Dame, thi Frk. M.s medfødte Elskværdighed og hendes mangeaarige Erfaringer i postvæsenet har i Forening gjort hende til en saa behagelig og dygtig postmester, som man kan ønske sig.

Det bliver sikkert med vemod, at Frk. M. nu siger Farvel, dels til Bornholm og dels til det Arbejde, der nu i 5 Aar har haft hendes fulde Interesse; men omend Aarene syne, at være gledne hende umærkeligt forbi - saa at mange forbavses ved at høre, at hun er saa nær ved de 70 - saa kommer der jo en Tid, hvor der maa siges Stop, enten frivilligt eller ufrivilligt, thi 70 Aar er efter nugældende Lov Aldersgrænsen for Embedsmænd, og Frk. Al. har da valgt at trække sig frivilligt tilbage.

Der vil sikkert følge hende mange gode Ønsker om en lys og lykkefyldt Hviletid ovenpaa den lange "Arbejdsdag".

Hun vil blive savnet ikke alene af sine Undergivne paa Kontoret - de vil næppe nogensinde faa en mere hensynsfuld Chef - men ogsaa blandt de mange venner, hun har vundet sig i Svaneke, vil Savnet af hende blive stort, naar hun nu flytter bort fra Byen, - og ikke mindst vil hun savnes af sin trofaste Husholderske, Frk. Karoline Mikkelsen, hun har nu i 23 Aar været i det Marckmannske hus, men skal flytte tilbage til Allinge og forlade sin kære Frøken - For Frk. Marckmanns Familie og venner, der stadig hos hende har fundet det gamle Hjems Gæstfrihed uforandret, naar de Sommer efter Sommer har gæstet Bornholm, vil der ved hendes Bortrejse blive et hul, som ikke kan udfyldes. - Frk. M's elskværdige og venlige person vil forhaabentlig endnu i mange Aar kunne træffes i København, men det gamle gæstfri, saa mindefyldte Marckmannske Hjem paa Bornholm er ikke mere.

V-T.

(Bornholms Avis og Amtstidende 10. september 1921).

SVANEKE

Afskedsfest.

I Anledning af at Postmester, Frk. S. Marckmann har taget sin Afsked fra Postvæsenets Tjeneste den 1. Oktober d. A. og nu fraflytter Byen for at tage Ophold i København hos en Søster, afholdt Byens Beboere i Forgaars Aftes paa Hotel "Østersøen" en lille Festlighed, hvortil som særlig indbudte var Frk. S. Marckmann, hendes Søster Fru Schrøder, København, og Frk. Marckmanns Husbestyrerinde Frk. Mikkelsen. Endvidere var ogsaa den nye Postmester Hr. Nordentoft med Frue indbudt.

Ved Kaffebordet bød Borgmester Klausen de tilstedeværende velkommen.

Overlærer Schrøder talte derefter for Frk. Marckmann og overrakte hende fra Beboere i Svaneke et Maleri (Motiv fra Svaneke med Kirken i Baggrunden malet af Kunstmaler Iversen), og udtalte, at han haabede Frk. M altid vilde mindes Svaneke med Velvilje og udtalte sin Tak til Frk. M. for den udviste Villighed og Flinkhed, hun altid havde udvist mod Beboerne i sin Tjeneste som Postmester, og ønskede hende on god og lykkelig Livsaften. (De tilstedeværende rejser sig).

Postfuldmægtig Rasmussen overbragte derefter fra Postbude og Postfunktionærerne en Æske indeholdende on Guldbrosche og udtalte sin Tak for den Velvilje, der altid fra Frk. M.s Side var udviste mod disse.

Konsul Smidt talte for den nye Postmester Nordentoft og haabede at denne maatte finde sig godt tilpas hernede med sin Familie. Det var vel nu til Vinteren noget kedeligt, men naar Sommeren kom, vilde de nok synes om at være her. Vilde som kommunal Mand ogsaa udtale, at Postmesteren vilde være med til at virke til Byens bedste.

Postmester Nordentoft takkede for Velkomsten og skulde gøre sit bedste for at man kunde blive tilfreds; men det var ikke saa godt at Tilfredsstille Folk, naar man kom efter en Postmester som Frk. Marckmann, der altid havde haft det bedste Lov hos Beboerne.

Postbud Munk takkede Frk. M. for den Velvilje og Overbærenhed hun altid havde udvist mod ham.

Købmand P. Holst talte derefter om Frk. Marckmanns Slægt, og mindes særlig her gamle Postmester Marckmann, som den Kæmpeskikkelse han var.

Derefter blev Ordet givet frit.

Kontrollør Jørgensen talte om den Tid, han var kommet j Frk. Marckmanns Hjem, medens hun var ansat i Allinge.

Efter at Kaffebordet var hævet tilbragte Gæsterne endnu nogle Timer sammen i festligt Samvær med Musik, Oplæsning og senere en lille Dans i Hotellets store sal.

(Bornholms Tidende 7. oktober 1921).

Postvogn foraarsager Ulykke. (Efterskrift til Politivennen)

- I Tirsdags Aftes Kl. mellem 10 og 11 indtraf den sørgelige Begivenhed paa Veien mellem Hørbylunde og Paarup Kro, et Par Miil herfra, at en Pige fra Rind Sogn i Hammerum Herred, der tilligemed sin Kjæreste sammesteds fra havde været heri Byen for at gjøre Indkjøb til deres forestaaende Bryllup, kom af dage derved, at Hestene for Vognen, hvorpaa hun kjørte, bleve bange for Lysene paa den forbikjørende Postvogn fra Herning og løbe løbsk, hvorved de væltede Vognen, hvis Indhold, der meest bestod af Brædder, faldt ovenpaa Pigen, saa hun blev kvalt i det i Veigrøften værende Vand. Hendes Kjæreste, som kjørte Vognen, blev først reven af og faldt ned mellem Hestene, hvorpaa han, indviklet i Tømmen, blev slæbt et langt Stykke henad Veien indtil del lykkedes ham at skjære Linerne over med sin Kniv og lade Hestene løbe. Disse standsede af sig selv i Paarup Kro, uden at have taget nogen Skade, hvorimod Karlen, der er meget utrøstelig, selvfølgelig fik flere betydelige Kontusioner; igen forhaabentlig vil der ikke være Fare for hans Viv. Vognen skiltes ad i store Dele og blev tildeels knuust mod de paa Veien staaende Bomme.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 18. marts 1868).

Brevhemmeligheden i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Den tyske oppositions N. Fr- Z. skriver: De tyske organer har gennem længere tid hævdet at den danske spionage, især i Slesvig, også rettede sig om ankommende og afsendte breve fra fremtrædende personligheder i Slesvig, ligesom breve, hvis adresser eller brudte segl til breve fra fra politisk upopulære personer i landet, giver anledning til mistanke om at de blev åbnet på posthusene, den danske presse var meget indigneret over denne anklage. Denne beskyldning har vakt stor harme i den danske presse. Det er derfor nødvendigt fra tid til anden at tage fat i de beviser, der ender i det offentlige domæne i denne henseende. For et par måneder siden berettede Itzehoer News om tre tilfælde, der var indtruffet alene på det lille Gottorp postkontor, hvor der skal være sket en krænkelse af brevhemmeligheden på posthuset i Slesvig By, idet åbningen skete ud fra, at i de pågældende breve indeholdt papirpenge, uden at dette indhold var medtaget i adressen. Nu gør Rendsburger Wochenblatt offentligheden opmærksom på en sag, hvor det faktum, at brevet var åbnet, ikke engang kunne bestrides af Rendsburgs postkontor. En borger dér kendt i bredere kredse på grund af sine tyske følelser, havde modtaget et brev fra Tønder, hvis segl tilsyneladende var blevet brudt. Rendsburgs postkontor noterede udtrykkeligt på brevet, at brevet var modtaget med et brudt segl. I de fleste tilfælde bruger postvæsenet i Slesvig det påskud når de åbner breve, at de har mistanke om at det pågældende brev indeholder papirpenge hvis værdi ikke er opgivet.

- Der N. Fr. Z. schreibt man: Als vor längerer Zeit in deutschen Organen die Behauptung auftauchte, dass die dänische Spionage in den Herzogthümern, namentlich im Schleswigschen, sich auch auf die ankommenden und abgehenden Briefschaften erstrecte, und dass die Briefe an hervorragende Persönlichkeiten der deutschen Opposition im Schleswigschen, ebenso wie die Briefe, deren Adressen oder Siegel irgend der Vermuthung Raum geben, dass sie von politisch missliebigen Personen im Lande herrühren, auf den Postämtern erbrochen würden, that die dänische Presse über diese Anschuldigung sehr entrüstet. Es ist deshalb geboten, ab und zu von den Beweisen, die in dieser Beziehung hier in die Oeffentlichkeit gelanden, Act zu nehmen. Vor einigen Montaen berichteten die Itzehoer Nachr. über drei Fälle, die allein auf der kleinen Poststation Gottorp vorgekommen waren, in denen offenbar auf dem Postamte der Stadt Schleswig eine Verletzung des Briefgeheimnisse vorgekommen sein musste, indem von dort aus die Denunciation erfolgte, dass in den betreffenden Briefen Papiergeld enthalten sei, ohne dass dieser Inhalt auf der Adresse beerkt war. Jetzt bringt das Rendsburger Wochenblatt einen Fall zur öffentlichen Kenntniss, in welchem die geschehene Erbrechung des Briefes selbst von dem Rendsburger Postamte nicht bestritten werden konnte. Einem dortigen, wegen seiner deutschen Gesinnung auch in weiteren Kreisen bekannten Bürger war nämlich aus Tondern ein Brief zugegangen, dessen Siegel offenbar verletzt war. Von dem Rendsburger Postcomptoir war auf dem Briefe ausdrücklich vermerkt, dass der Brief mit verletztem Siegel eingegangen sei. Meistentheils bedienen sich die Postbeamten im Schleswigschen bei Erbrechung der Briefe des Vorwands, sie hätten die Vermuthung gehegt, dass sich in dem betreffenden Briefe Papiergeld, dessen Wrth nicht declarirt wäre, fände.

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt 23. maj 1863)

Embedsmændsforbrydelser i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen).

- Ved Postmester Hoffgaards Embedsførelse i Viborg og Toldforvalter Holsteins i Frederikshavn skal der - ifølge en Artikel i "Dagbladet" - have fundet Misligheder Sted af en saa grov og iøjnefaldende Natur, at de formentlig kunde have været forebyggede, dersom vedkommende overordnede Myndigheder ved Siden af almindelig Nøjagtighed og Samvittighedsfuldhed havde udviist noget af det Omløb, som man dog hos en hos Embedsmand maa være berettiget til at vente. Hvad angaar den arresterede Postmester Hoffgaard, da skal der have været al mulig Anledning til at se ham skarpt paa Fingrene. Det var bekjendt for Gud og Hvermand i Viborg, at han havde paadraget sig en betydelig Privatgjæld og i det Hele levede under fortvivlede Pengeforhold, medens han desuden vedblev at føre et Hus, hvortil hans Gage umuligt kunde strække til, og det kan ikke have været Postinspektøren uvitterligt, at der allerede for et Par Aar siden blev sammenskudt et Par Tusinde Daler, for at dække hans daværende Kassemangel. Den sidste graverende Handling, hvorfor han blev arresteret, var, at han havde brudt et Pengebrev og deraf udtaget 100 Rd. Blandt flere saadanne Misligheder ville vi blot nævne et Par. En Mand havde i længere Tid ventet et Pengebrev fra Fyen og flere Gange gjort Forespørgsler derom paa Postkontoret, men altid forgjæves. Da besluttede Manden endelig at vandre paa sin Fod til Fyen, og erfarede der af den ham foreviste Postkvittering, at Pengene vare for flere Uger siden afsendte til Viborg. Nu bleve Pengene ham udbetalte, men det var aldeles kjendeligt, at Konvoluten havde været aabnet. Heller ikke Privatbreve gik fri for Misbrug; der er bl. A. stor Sandsynlighed for, at et Brev fra Justitsministeriet til en Mand deri Byen har været aabnet og forseglet igjen, og det med en saadan Skjødesløshed, at Hoffgaards Segl fandtes trykket udenpaa Ministerens. Flere lignende Misligheder ere nu opdagede. Men endnu langt værre er dog, hvad der fortælles om Toldforvalter Holstein. Dennes fornemste Trafik skal navnlig have bestaaet deri, at han ved falske Angivelser og Attester gav det Udseende af, at der henlaa et betydeligt større Kvantum ufortoldede Varer paa Kreditoplag, end Tilfældet virkelig var, idet han saaledes besveg Statskassen for de Toldindtægter, som han selv forlængst havde hævet hos vedkommende Kjøbmand. Og ved disse Attester og Angivelser hedder det, at han ikke blot har efterskrevet de nuværende Handlendes Haandskrift og Navne efter en stor Maalestok, men at han endog har holdt det gaaende med Underskrifter fra Kjøbmænd, der for flere Aar tilbage ere døde eller fallerede. At et saa plumpt Falsum ikke strax kom for Dagen Lys maa tilregnes en ligefrem Forsømmelse, idet Defisor og Revisorer have undladt at konferere Attesterne med den Liste over de daværende Kjøbmænd, som jo maatte staa til deres Raadighed.

(Jyllands-Posten 7. november 1862)

Parti fra Frederikshavn. Tegnet af J. Hellesen. Illustreret Tidende nr. 326, 24. december 1865.

Postmester Ludvig Martin Hoffgaard var blevet postmester i 1851 efter Willer Hansen.

Kammerjunker Frode Hjalmar Holstein (1808-1878), fhv. løjtnant i Prins Christian Frederiks Regiment, konsumtionsforvalter i Nykøbing M. 1835, tillige toldforvalter 1841-1850. Toldforvalter i Frederikshavn 1851-1866. Holstein tilsatte sine mange penge ved at føre stort hus og afholde de store middage, bl.a. fik gæsterne forskellige servicedele i sølv. Oveni det spenderede han penge på at udtørre Store Vildmose og var kommet i forbindelse med nogle engelske pengemænd. Han udgav 1859 en trykt plan for den nævnte udtørring gennem et kanalsystem med sluser og pumper. Han blev 1862 suspenderet og 1866 afskediget fra sit embede på grund af kassemangel. Han efterfølgende have levet at arbejde på en højskole.

Fodposten. (Efterskrift til Politivennen)

Fodposten. Allerede i 1805 indrettedes der af Postvæsenet en Fodpost i Kjøbenhavn; men da man fandt, at den ikke svarede Regning, blev der i 1809 meddeelt den hidtilværende Bestyrer Privilegium paa den som privat Foretagende først for en Tid af 3 Aar og kort efter paa hins egen og Enkes Livstid. Efter Enkens Død blev Privilegiet tilstaaet hendes ældste Datter paa 5 Aar, og da det udløb i 1840, men Postvæsenet dengang endnu ikke selv kunde overtage Fodposten, overlod man hende fremdeles at foreslaae den og oppebære Indtægten af den, hvorhos man tilsagde hende en billig Erstatning, naar hun senere maatte fratræde, hvilket skete i 1849 Den 14de Juni begyndte Postvæsenet at omdele Bybreve mod en Porto af 2 Skilling for et Brev i den egentlige By og 4 Skilling for et Brev mellem Byen og Forstæderne (inkl. Frederiksberg) og mellem disse indbyrdes. I Tiden fra 14de Juni 1849 til 31te Marts 1850 udgjorde Antallet af Fodpostbreve kun noget over 39,000, medens det i 1859-60 var steget til 375,000, hvoraf 298,000 kom paa den egentlige By, medens Resten udvexledes mellem Byen og Forstæderne samt disse indbyrdes. Indtil 1861 var der kun oprettet Fodposter, foruden Kjøbenhavn, i Slesvig og Aalborg, men fra dette Aars Begyndelse oprettedes Byposter i de Byer, som havde over 6000 Indvaanere: Altona, Flensborg, Kiel, Odense, Aarhuus, Rendsborg, Randers, Horsens, Helsingør, Haderslev, Itzehoe, Neumünster, Elmshorn, Heide og Fredericia. Bybrevene omdeles der samtidig med de ankomne Breve, dog mindst 3 Gange daglig

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1862)

Initiativet i 1806 blev gjort af en fhv. told- og konsumptionsinspektør i Maribo, Henrik F. Riegels som boede i København. Napoleonskrigene betød et voldsomt tilbageskridt for fodposten. Efter 1810 overtog enken privilegiet. En datter af Riegel fra et tidligere ægteskab, Emilie Petersen overtog 1833 bestyrelsen og fik gang i foretagendet. Efter enken Riegels død i 1841 overgik priviligiet til datteren, madam Due. Postvæsnet overtog fodposten 1849. I begyndelsen udgik de oftere end de almindelige postbude. Ofte gik de samme rute, og i 1876 havde fodposten mistet så meget af sin eksistensberettigelse at det blev nedlagt.

Iis paa Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposterne fra Onsdag og Torsdag ankom endelig i Fredags Aftes til Odense. Onsdagsposten havde liggel 48 Timer over paa Sprogø og Torsdagsposten 24 Timer. Overfarten fra Korsor til Sprogø har hidtil ikke været forbunden med Vanskelighed, Farvandet er aabent og selv Korsørs Havn er næsten ganske fri for Is. Aarsagen til, at den vestlige Rende er saa ufremkommelig, er den stærke Søndenstrøm, som har sat al Isen ind imod den fyenske Kyst. I Torsdags havde Posten og de Reisende godt Haab om at naa Fyen, men da de vare en Fjerdingvei fra Knudshoved, bleve de standsede af Isen, som drev dem nordpaa op imod Kjerteminde. Tilsidst bleve de sex Baade helt indesluttede af Isen, og der behøvedes hele den Aandsnærværelse og Dygtighed, hvorved vore Isbaadsmatroser udmærke sig, for at skaffe dem fri. Alle Søfolkene gik frem i den forreste Baad, de andre bleve fortøiede til denne, og nu stod man tilbage til Sprogø. Her vare i Torsdags Aftes omtrent 40 Rejsende samlede, som efter at have indtaget et fortræffeligt Maaltid fik Whistbordene frem og sloge Tiden ihjel paa den gemytligste Maade. Fra Søfolkene, hvem de Rejsende havde sendt tre Boller Punsch, fik de senere paa Aftenen en Indbydelse til ar komme ned og tage Del i Lystigheden. Opholdet paa Sprogø skildres som billigt og komfortabelt; navnlig i Billighed staaer det langt over "Postgaarden" i Nyborg. Paa Øen findes en Mængde Harer, som de Rejfende morede sig med at jage efter, men at skyde dem er forbudt, da de skulle tjene til Reserve, dersom Kjøkkenforraadet skulde slippe op. I den strænge Vinter 1855 skal der kun have været 5 Harer tilbage paa Øen. - Overfarten i Fredags fra Sprogø til Knudshoved gik for sig paa 4 Timer; omtrent Kl. 12 ½ stege Isbaadpassagererne iland paa fyensk Grund. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. marts 1858).

Forbryder med Postvæsnet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. ds. om Aftenen afgik fra Nakskov en Arrestant med Diligensen til Kjøbenhavn, naturligvis under den nødvendige Bedækning; men i den Anledning var det dog værd at vide, om der i Almindelighed kan tillades, at slige Personer besørges paa denne Maade til deres Bestemmelsessted. Man søger jo dog i det daglige Liv saameget som muligt at undgaa Samkvem med saadanne Subjekter, og der synes derfor billigt, at Postvæsenet ikke indlader sig paa at transportere overbeviste Tyveknægte samtidig med ærlige Folk, saalænge der ikke haves er særskilt Aflukke for begge Klasser. Dette om Sagen i sin Almindelighed. Med Hensyn til hint specielle Tilfælde, synes ovenstaaende Forlangende endnu billigere, da bemældte Forbryder har været straffet 4 Gange som Tyv og nu er idømt 6 Aars Tugthusarbeide, fordi, som han selv har erklæret, det er ham umuligt at lade være at stjæle, naar han ser Leilighed dertil. Men sæt nu, at en saadan Person i Nattens Mørke plyndrer sin Medrejsende, vil da Generalpostdirektionen erstatte et saadant Tab, der maaske kan sætte en Reisende i en øieblikkelig meget betydelig Forlegenhed? Hvad bemældte Perlon angaar, da kommer desuden dette til, at han for ganske kort siden led af en ækel Hudsygdom, som vel ifølge Stadslægens Attest, maatte ansees for hævet, men dog vilde have indgiver alle Medrejsende en Modbydelighed for at sidde sammen med en saadan Rekonvalescent. (Loll.-Falst.-Stifst )

(Ribe Stifts-Tidende 18. februar 1858).

Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen).

- Den sjællandske Post og den igaar udeblevne Hamborger Post af 3die over Kiel ankom i Formiddags Kl. 11. Derimod vedvarede endnu til idag Middag Postafbrydelsen imellem Syd og Nord af Liimfjorden og først over Middag modtoge vi Nordpost siden i Søndags, der ialtfald kunde og burde have været her igaar, men hvis Standsning i Nørresundby ligesom Sydpostens Overliggen her vil finde sin Forklaring i følgende os tilstillede Skrivelse:

Hr. Redacteurl

"Af hvad Beskaffenhed Færgevæsenet er imellem Nørresundby og Aalborg, er desværre altfor bekjendt; men det vil dog maaskee endnu forbause noget at erfare, paa hvilken modvillig Maade man i Nørresundby nægter Overfærgning naar den er udførbar og udføres af Andre. Saaledes er en Mængde Reisende, en Commando Soldater, andre fra Orlov mødte Soldater, Skoleelever, Poster m m., i een a to Dage blevne opholdte i Nørresundby af Færgelauget, som uagtet Overfærgning meget vel kunde finde Sted, gjentagne Gange nægtede at føre over. Færgevæsenet blev imidlertid ikke staaende herved, men selv paa Begjæring om, blot at faae Kaag overladt, som man da selv vilde bemande, blev ogsaa dette nægtet, og da jeg tilsidst endog tillige tilbød, at ville indestaae for Kaagen, naar man blot vilde udlaane eller udleie den, blev ogsaa dette bestemt uagtet og det uagtet Nørresundby Fiskere, som allerede havde ført enkelte Reisende til Aalborg og vare retournerede med Andre og med Forsikkring om, at der ingensomhelst Fare var for Overfærgningen, stod rede og erklærede at ville sørge over, naar man blot vilde laane dem Baade nok. Hvor ubeføiet og uforsvarlig Færgevæsenets Vægring saaledes er, vil hermed være fuldeligen godtgjort, og maa man haabe, at den, i det Offentliges Interesse hare maattet møisommelig jolle over i smaa Fiskerbaade, ligger endnu et større Antal i Nørresundby opholdt af Færgelauget, og det Samme gælder og et Par kongelige Poster paa begge Sider.

Aalborg, den 5te Januar 1857.

L. C. Petersen.
Rigsdagsmand.

Os forbavser det Meddeelte dog ikke: "vi er vant dertil", vante til, at det slette Nørresundby Færgevæsen meer er en Hindring for Færdselen end et Forbindelsesmiddel, og det uden at der spores nogen kraftig stedlig administrativ Foranstaltning til at hæve denne Tilstand eller Publicum heri gjør noget virksomt Skridt. Thi den Enkeltes offentlige Klage ved enkelt Lejlighed hjælper intet. Der maa klages offentligt under Navn hvergang man føler sig forulempet ved Færgevæsenet. Vi for vor Deel skulle være villige til at befordre Klagerne. Man har i denne Tid anmodet os om at henlede Opmærksomheden paa, at der oprettes en Tilsynspost ved Færgevæsenet. Vi see heri imidlertid intet Virksomt til at raade Bod paa den beklagelige Færgetilstand. En saadan Tilsynshavende, som en mindre lønnet Bestillingsmand, bliver ogsaa let afhængig af Færgevæsenet og drages med ind i dets Interesse. Nei det rette og eneste virkende Tilsyn er det samlede Publicum. Det maa paa begge Sider Fjorden danne en sluttet Tilsyns-Forening og overhovedet træde sammen i en virksom Anti-Nørresundby-Færgelaugs- Forening til aldeles at faae dette for al Færdsel, Samqvem og Handel skadelige Institut fjernet. Efter at Færgelauget nu ogsaa trodser Regjeringens Paabud om, overeensst. med dets Statuters klare Forpligtelser at anskaffe de Færgereqvisiter, Postbestyrelsen anseer fornødent, og som saadant en Dampfærge; efter at Færgelauget ved sin Vægring viser sig blind for sine egne Interesser ved at gaae villigen ind paa Regjeringens Fordring og der endog er stillet det Laanemidler i Udsigt; og efter at Færgelauget sætter det Offentlige i Contribution med en Proces til sine lovforeskrevne Pligters Opfyldelse og derved tillige forhaler Opfyldelsen af der Offentliges Retskrav og af et saa nødvendigt og uundværligt Forbindelsesmiddel som en Dampfærge; maa Publicum idetmindste understøtte Regjeringens og sin egen vigtige Sag ved selv at tage virksom Deel heri. Men det kan kun skee ved at danne en saadan Forening, der nøie controlerer og fremdrager hele Færgeræsenets og Færgeforholdets Beskaffenhed og ved at den Ene heri yder den Anden sin Bistand, samt tillige virker til uopholdelig Anskaffelse af en Dampfærge. Man behøver jo saaledes blot at samle en lille Fond sammen for foreløbig at have ikke een, men flere antagne Tilsynsmænd paa begge Sider Fjorden til at vaage over, at Alt paa det Strængeste iagttages og at der i hvert manglende Tilfælde fremkommer offentlig Klage; altsaa for det Første en "Vigilantscommittee til at paasee, at Hver ved Færgevæsenet gjør sin Pligt imod de Reisende med villigste, hurtigste og beqvemmeste Befordring.

Ved samme Leilighed maatte ogsaa paasees, at Færgefolkene ikke ved Drikkepenge besvære de Reisendes Overfart, uden at disse ellers skulle have nogen Ulempe. Herover fremkomme idelige og hyppige Klager. Vi fremhæve dette mindre paa Færgefolkenes Vegne; disse ere maaskee ringe nok stillede og aflagte, men det er Færgelaugets Pligt selv at lønne sine Folk, da det oppebærer sin Betaling af Reisende, og at lønne sine Folk saaledes, at de staae de Reisende bi ved Overfærgning af Vogne, Gods og øvrig Befordring paa hver Maade, uden at der paa Grund af Færgelaugets ufuldstændige Lønning, skal afnødes Publicum Bidrag hertil i Drikkepenge, og Bidrag, der ofte ere meget bebyrdende for Overfærgningen. Et Foreningstilsyn kan altsaa ogsaa heri gjøre sin store Gavn.

Dog det endnu virksommere Formaal en Forening, som den omhandlede, maatte stille sig for Øie, er at virke til uopholdelig Bestilling og Anskaffelse af en Dampfærge til at sætte i Fart saasnart den her kan haves. Man har her i den sidste Tid gjort Færgelauget Tilbud om at afkjøbe det sin Rettighed og endog tilbudt et ret anseeligt og vistnok større Beløb, end det, selv ved en Expropriation fra det OffentIiges Side, ligeoverfor Fartens Netto-Provenue og de statutmæssige Forpligtelser til nye Anskaffelser, der paahvile det, vilde efter al Rimelighed kunne opnaae. Færgelauget har dog ogsaa tilbageviist dette. Men det forekommer os ogsaa, at der var en meget heldigere og virksommere Vei at betræde til at naae en Dampfærge, trods Færgelaugets Stritten herimod, og det er den: istedetfor at udkjøbe Færgelauget, som jo slet ikke behøves, herfor at anskaffe selve Dampfærgen og sætte den i Fart saasnart skee kan. Vi skulle forklare os nærmere:

Ministeriet havde oprindelig paalagt Færgelauget at anskaffe Dampfærge, overeensst. med dets Bevillings Forpligtelse til at efterkomme et saadant Krav, eller tilkjendegivet, at det Offentlige ellers vilde sætte en Dampfærge igang. At dette dog ikke traadte umiddelbart i Kraft, var en Følge af at man omsider havde faaet Fælledsindenrigsmin. Bang gjort kjed af at være ved Styrelsen og han som Fratrædende ikke vilde efterlade sin Efterfølger noget muligt Pengeansvar ved en forudgribende Foranstaltning saa længe ikke en formelig Dom bekræftede hvad der efter Sagens Natur ellers er utvivlsomt nok. Udfaldet af en saadan Dom kan jo nu i alle Fald ikke blive noget andet, end at Færgelauget dømmes til at anskaffe Dampfærge eller i gunstigste Tilfælde fritages herfor. Dømmes det til at anskaffe Dampfærge, vil det jo ikke kunne faae nogen Erstatning fordi Andre etablere en saadan i den Tid, det har undladt at efterkomme sin Pligt, men vil vel endog for denne Forsømmelse kunne ifalde en Bøde. Skulde der derimod kunne vinde Frifindelse for at anskaffe Dampfærge, saa er dermed ved Dom godtgjort, at dets Enebevilling slet ikke angaaer Dampfærgenæring, men kun Kaag- og Seilfærgenæringen, og at jo altsaa Dampfartnæringen imellem Aalborg og Nørresundby, da der i Danmark ikke udfordres Bevillinger til Dampfart, alt har været og er fri og Nørresundby Færgelaugs Pligter som selvfølgelig ogsaa dets ellers for andre Baade præcluderende Færgerettigheder aldeles uvedkommende; thi naar Færgelaugsstatuterne ikke skulde ansees at betragte en Dampfærge som et "Færgereqvisit", hvortil Lauget er forpligtet, og da Lauget saaledes kun har en til Roe- og Seilfærger begrændset Ret til Færgeløbets Benyttelse, men ellers ingen anden Høihed over Farvandene, og heller ikke ellers har erhvervet nogen Adkomst til at forhindre Liimfjordens Bredder imellem Aalborg og Nørresundby i at forbindes med Dampkraft; saa er det jo klart nok, at det ikke kan vente sig noget gunstigere Udfald, end i det Højeste at blive fri for at anskaffe Dampfærge, og at denne Næring altsaa er en Ret for Enhver, ligesom al anden Dampfart med Reisende og Gods. Det Samme er jo ogsaa administrativt udført ved Aarhuus-Callundborg Færgelaug; den Eskildsenske Færgeret i sin Tid imellem Kjøbenhavn og Malmø blev jo ogsaa ved Dom frakjendt Eneret (eller Pligt) til at anskaffe Dampfærge og Dampfærgefarten etableret aldeles ved fri Concurrence.

Heraf synes os saaledes simpelt at udgaae, at imedens Regjeringen, meer af formelle eller, om man vil, et ministerielt Etikettehensyn, har undladt, selv strax at anskaffe Dampfærge; saa er den naturlige Vei, at en privat Forening tager dette nominelle Ansvar paa sig og hurtigst muligt anskaffer en Dampfærge, efter at jo ogsaa selve Færgelauget har ved sin notoriske Vægring anerkjendt ikke at see sig Pligtig til en saadan Anskaffelse og altsaa heller ikke at have meer Ret hertil, end hver Anden.

Naar nu en privat Entrepreneur eller Forening, istedetfor at udkjøbe Færgelauget af en Ret, som dette, ved Nægtelse af en tilsvarende Pligt, selv anerkjender ikke at have, vilde anvende det samme Beløb til Anskaffelse og Hidskaffelse af en Dampfærge, eller der blot foranstaltet foreløbigt leiet en saadan, saa var Alt herved et stort Forspring vundet og Sagen saagodt som igang. Lad saa kun Færgelauget demonstrere og decretere under sit Ansvar; det kunde man ganske roligt see an og tage alt Ansvar fra sin Side paa sig igjen. For at bringe det Hele i fuldstændig Værk, vil imidlertid en Forening bedst kunne virke hertil og til ogsaa at forsyne sig ved frivillige Bidrag med alle fornødne Fonds enten til at stylte en privat Entrepreneur eller selv være en saadan. Behøves nogen Bemyndigelse for Dampfærgeentreprife fra det Offentliges Side, hvad vi ikke skjønne, da vil denne jo let kunne erhverves.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. januar 1857).

L. C. Petersen sad i Folketinget.

Se også sagen om færgelauget og dampfærgen, her er også et referat af dommen i den konkrete sag med færgelaugets ansvar for at anskaffe en dampfærge - det blev afvist at færgelauget havde en sådan forpligtelse.

Postgangen over Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

Postgangen. Herom indeholder "Fyens Avis" en Artikel, hvoraf vi optage Følgende:

Med Hensyn til Hamborgerpostens Hurtighed er der ogsaa skeet nogen Forbedring, om det end er frappant, at man i Kjøbenhavn kan have Hamborgerposten fra forrige Eftermiddag Kl. 5, fem Timer tidligere end i Odense, og i Aarhuus faaer den næsten lige saa tidligt som her. Generalpostdirectoratet har for et Par Maaneder siden været saa heldigt at træffe Overeenskomst med Bestyrelsen for den sydslesvigske Jernbane om Postens Besørgelse, og har som Følge deraf etableret en ny Diligence, der henimod Midnat (vi vide ikke bestemt Klokkeslettet) afgaaer fra Flensborg, er i Haderslev titligt om Morgenen og pleier at ankomme til Odense imellem Kl. 1 og 1½ om Middagen. Det er Bestemmelsen, at denne Post skal være i Kjøbenhavn med Aftentoget Kl. 10½, men for at kunne dette maa den være i Odense for Kl. 1, thi Dampskibet afgaaer fra Nyborg Kl. 4. I den sidste Tid, medens "Ceres" har besørget Overfarten over Lillebelt, er det i Reglen lykkedes at komme til Odense i rette Tid til Diligencens Afgang, men naar det gamle Dampskib "Maagen" efter fuldendt Reparation igjen overtager Farten, bliver det ligesaa galt som før. Det er dog virkelig for slemt, at paa samme Tid som Diligencen til Kjøbenhavn kjører ud ad den ene Port, kjører Diligencen fra Assens og Slesvig ind ad den anden Port i Odense, og de stakkels Passagerer, som havde glædet sig til at gjøre den beqvemme Reise paa en Dag til Kjøbenhavn, maae nu ligge 10 3/4 Timer over i Odense og komme 12 Timer senere til Hovedstaden. Efter Alt hvad vi have hørt, udvise samtlige Postcontoirer og Befordringsentrepreneurer mellem Flensborg og Odense den største Iver for at fremskynde Postens Expedition. Man maa derfor henvende sig til Generalpostdircctoratet selv for at faae Forandring heri. Entrepreneurerne for Færgefarten over Lillebelt havde med deres sædvanlige Omhu for Tjenestens Tarv foreslaaet Generalpostdirectoratet, at dette paa visse Betingelser skulde overtage "Maagens" Reparation og indrette dette Dampskib, der fra næste October skal gaae for Postvæsenets Regning, som Directoratet fandt for godt. Dette Forslag har Directoratet imidlertid afslaaet og maa vel have havt sine Grunde derfor. Men siden nu dette langsomtseilende Dampskib igjen skal overtage Færgefarten, maa Directoratet vel have betænkt, paa anden Maade at vinde den halve Time, som nu igjen vil spildes paa Lillebelt. Dette kan enten skee ved at kjøre hurtigere igjennem Slesvig og Fyen, eller maaskee bedst ved at beordre Dampskibet i Nyborg til, om Dagen (ikke om Natten) at vente noget længere paa Diligencen fra Odense, f. Ex. indtil Kl. 5; saa behøver denne ikke at gaae fra Odense før Kl. 1 3/4. Naar der er et ordentligt Dampskib i Fart paa Storebelt, er en Tid af 2 1/4 Timer tilstrækkelig til Overfarten samt Opholdet i Korsør ("Gerda" brugte kun 1 1/4 til 1½ Time). Der kan ogsaa spares Tid ved at opsætte Dampskibets Vending i Korsør Havn, indtil Passagererne ere komne iland; dertil medgaaer nemlig saavel ti Minutter. Disse Tidsrum, som kunne spares, ere kun korte, men det er ogsaa en kort Tid, der skal vindes. - En Reform i denne Henseende er virkelig en Velfærdssag for alle Stationer imellem Odense og Flensborg, altsaa for det sydvestlige Fyen og det danske Slesvig. Vi ere derfor overbeviste om, at det ærede Generalpostdirectorat paa en eller anden Maade vil gjøre det muligt for denne Diligence, at komme til Kjøbenhavn samme Aften.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1856)

Postgangen. Med Hensyn til en fra "Fyens Avis" i den "Berlingske Tidende" for sidstafvigte Mandag optagen Artikel om Postgangen, hvori der ankes over, at Hamborgerposten oftere ankommer til Odense for sildig til efter Bestemmelsen at være i Kiøbenhavn med Aftentoget Kl. 10½, turde der Nem Anledning tit nærmere at belyse de i Artiklen paapegede Midler til at hæve den omhandlede Ulempe. Naar der saaledes henvises til et Forslag fra Entrepreneurerne for Færgefarten over Lillebelt, hvorefter Postvæsenet paa visse Betingelser skulde overtage Dampskibet "Maagens" Reparation, da maa dette Raisonnement formeentligen beroe paa en Misforstaaelse; thi det indsees ikke, hvorledes et saadant Forslag skulde kunne bringes i Harmoni med det for Tiden contractmæssig stedfindende Forhold, ifølge hvilket de nævnte Entrepreneurer i Henhold til en fra Aaret 1837 stammende Contract, for en Betaling af 10,000 Rd. besørge Posttransporten over Lillebelt med det Postvæsenet tilhørende og for dets Regning anskaffede Dampskib "Maagen", imod at afholde alle Driftsomkostningerne, og derunder selvfølgelig ogsaa alle nødvendige Reparationer paa Dampskibet. Ligesaalidt som der under disse Omstændigheder nemlig kunde være Spørgsmaal om, at Postvæsenet skulde, til den vistnok rundelige Betaling for Posttransporten, føie et yderligere Offer ved at fritage Entrepreneurerne for en dem paahvilende Reparations-Udgift, ligesaalidt kan det skjønnes, at der derved vilde være vundet Noget med Hensyn til Opnaaelsen af en større Hurtighed ved Posttransporten over Lillebelt.

Derimod er den med de nævnte Entrepreneurer i sin Tid afsluttede Contract om Posttransporten paa Lillebelt med det fastsatte Varsel af et Aar opsagt til 1ste Octbr. 1857, og der er allerede truffet Foranstaltning til Bygningen af et bedre indrettet og mere hurtigseilende Dampskib paa den omhandlede Route.

Naar Artiklen dernæst, som Middel til Opnaaelsen af en tidligere Ankomsttid af Posten til Odense, nævner en hurtigere Kiørsel gjennem Slesvig og Fyen, da synes dette at staae i Modstrid med den samme Artikels Ord, hvorefter "samtlige Postcontoirer og Befordringsentrepreneurer mellem Flensborg og Odense udvise den største Iver for at fremskynde Postens Expedition"; heller ikke vil en større Hurtighed i Befordrings Tiden paa den nævnte Strækning med Billighed kunne forlanges, allermindst i den nuværende Aarstid. - Som sidste Middel henvises endelig til en sildigere Afgang af Dampskibet fra Nyborg; men hertil maa bemærkes, at en saadan senere Afgang fra Nyborg, efter samtlige foreliggende Oplysninger fra rette Vedkommende, vilde have til Følge, at Dampskibet hyppigt ankom forsildigt til Korsør, og den foreslaaede Foranstaltning vilde saaledes medføre, at en stor Deel fra andre Router samlede Reisende i mange Tilfælde vilde paaføres en væsentlig Ulempe, uden at dog den tilsigtede Vinding for det forholdsviis ubetydelige Antal af i Giennemsnit 3 a 4 Passagerer fra Nordslesvig og Assens vilde opnaaes. De factiske Forhold have derfor ogsaa medført Nødvendigheden af i nærværende Aarstid at hæve den tidligere givne Bestemmelse om, at Afgangstiden af Dagposten fra Odense skulde udsættes fra Kl. 1 til Kl. 1 1/4 for at afvente Assens Posten. Væsentligt vilde derimod være vundet, saafremt Postvæsenet tildeeltes nogen større Indflydelse end hidtil paa Bestemmelsen af Driftsplanerne, eller saafremt en større Regelmæssighed end hidtil har været Tilfældet i al Fald kunde bevirkes med Hensyn til den ved Driftsplanerne bestemte Ankomsttid for Jernbanetogene. Ikkun paa denne Maade vil en fuldkommen forsvarlig Postgang kunne indrettes.

Forsaavidt der i een samme Artikel fremhæves som "frappant", at man i Kiøbenhavn kan have Hamborgerposten fem Timer (skal være 2 a 3) tidligere end i Odense, synes den Bemærkning at ligge nær, at der egentlig ikke er noget Frappant i, at af tvende Poster, som afgaae samtidig, den som befordres med Dampskib og Jernbane, maa komme adskilligt hurtigere frem, end den, som befordres kjørende; og naar der, som selve den heromhandlede Artikel indrømmer, udvises den største Iver for at fremskynde Expeditionen mellem Flensborg, hvortil Posten uden Ophold befordres med Jernbane, og Odense, saa synes der i saa Henseende ikke at kunne være Noget tilbage at ønske.

Naar det sluttelig hedder, at en Reform i den omhandlede Postgang er en Velfærdssag for det vestlige Fyen og det nordlige Slesvig, da skal det for Fyens Vedkommende bemærkes, at det ialfald kun er Assens og nærmeste Omegn, som paa Grund af de i Artiklen berørte Forhold ere noget uheldig situerede, medens det, hvad det nordlige Slesvig, altsaa nærmest Aabenraa og Haderslev, angaaer, ikke maa lades ude af Betragtningen, at disse Stæder endnu have en anden daglig Postforbindelse med Kiøbenhavn over Kolding og Snoghøi, hvorved den Correspondence og de Aviser, som indleveres i en af de nævnte Byer den ene Aften , regelmæssigt indtræffe i Kiøbenhavn den næste Dags Aften.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1856).

Postgården i Assens. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Posten Ringsted-Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

Postbefordring. "Nestved Avis" af 28de ds. meddeler Følgende :

Igaar Efterm. Kl. 2½, havde man her den Fornøielje for første Gang at see den nye gjennemgaaende Post til de sydligere sjællandske Stæder og Lolland-Falster. Dens lange Udeblivelse fra Ringsted (2 Timer over Tiden) begyndte at ængste, da man formodede et Uheld; men endelig arriverede Fortravet, to Fjedervogne og en ussel Fjellevogn, hvorpaa Pakkepost-Godset, blandt hvilket en stor Mængde Smaapakker emballerede i Papir, saas henslængt og uden at være forsynet med Dæksel til Beskytteise mod Regn, hvilket, mildest talt. er en høist uforsvarlig Maade at behandle Folks Tøi paa; thi havde der kommet en god Regn vilde Størstedelen af Godset ufejlbarlig være bleven ødelagt. - Af de Reisende erfaredes da Aarsagen til Forsinkelsen: den laae ikke i Jernbanetogets Udeblivelse, thi dette ankom til Ringsted Kl. 9, men i, at Postvæsenet dersteds ikke havde sørget for Vogne, og afgik derfor Posten hertil først Kl. 12, efter 3 Timers Ophold. Det er at vente, at Generalpostdirecteuren vil drage Omsorg for, at Postexpediltonen i Ringsted for Fremtiden besørges hurtig og godt, saaledes som den altid har fundet Sted her i Nestved, og hvorpaa vi igaar atter havde Beviis, thi uagtet sex ankommende og afgaaende Poster stødte sammen her fra Kl. 2½ til 3, bleve dog disse, ialt 11 Vogne, hvoraf 7 lukkede, besørgede og afgik føden Kl. 4 til deres Bestemmelsessteder, hvorfor man navnlig kan takke den nidkjære Postembedsmand, Hr. Justitsraad Witte, som og Hr. Postholder Lundstein, der ikke lod vente paa sig med gode Befordringer, tillige sørgede for Postgodsets gode Pakning og Forvaring mod Regn, hvilket sidste stele til Tid og Sted, thi 1½ Time efter Postens Afgang havdes vedvarende Regn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1856).

Breve med "Schleswigholstein" returneres. (Efterskrift til Politivennen)

Som vi erfare - hedder det i Freja - have de kgl Postkontorer erholdt Ordre til ufortøvet at remittere til Afsendelsesstedet de ankommende Breve, hvis Adresse bærer Paaskriften "Schleswigholstein". Denne Foranstaltning, der allerede har havt til Følge at ikke saa Breve har maattet vandre tilbage til Udlandet hvorfra de kom, maa høiligen billiges. Vor Regering har udvist og viser den største Humanitet og Forsonlighed imod Tilhængerne af Læren om Fantasistaten "Schleswigholstein", man har banlyst selve Læren, der er grundfalsk og har afstedkommet saa megen Ulykke og Fortræd, og tillige ophævet den unaturlige særlige Forbindelse imellem det tydske Forbundsland Holsten og det danske Land Slesvig, der afgav Skingrunden for den falske og fordærvelige Statslære. Ikke desmindre vedbliver man paa flere Steder i Udlandei, især i Tydskland, al holde fast paa den indbildte Stat, hvis Virkelighed og Retmæssighed endnu er stadig i Omtale i Skrifter og Blade, og for hvilken man søger at holde Sympathierne levende ved de usandfærdigste Fremstillinger og Paastande. Derimod lader sig nu Intet gjøre, da de vedkommende Regeringer taale dette Uvæsen. Men naar de fremmede, eller indenlandske i fremmede Lande sig opholdende Statsmagere ville sparke ad vor Regerings Bestemmelse, og drillende tilvende sig en, om ogsaa aldeles intetbetydende faktisk Anerkiendelse af deres opdigtede Stat, saa er det fuldkommen i sin Orden, at man kaster dem deres Indlæg for Schleswigholstein tilbage. De ville da nok omsider komme ud at den slemme Vane at tro at de kunne byde Danmark Alt hvad de ville, og dernæst beflitte sig paa at lære den virkelige Geografi. Forsonlighed imod Personer, men uskaansom Strenghed imod fordærvelige Principer og deres Manifestationer har altid været Særkjende for et sundt og kraftigt Regeringssystem. - Det er forresten ikke alene Tydskerne der tale om "Schleswigholstein"; vi have havt Lejlighed til at see et ifjor i Sverrig udfærdiget Øvrighedsdokument, hvori denne Benævnelse blev anvendt!

(Ribe Stifts-Tidende 1. april 1856).

Vejarbejde. (Efterskrift til Politivennen)

- Det senest nyaabnede Chausseestykke mellem Vebbestrup og Ellitshøi paa Hobroveien er ikke synderligt heldigere beskaffent for Færdselen end Tilfældet var med de, almindeligt paaklagede Stykke, som aabnedes for et Par Aar siden paa samme Route. Thi vel er den daværende Feil med Paalægning af stort Steengruus omhyggeligt undgaaet dennegang, det erkjende og paaskjønne vi; men paa det nye Stykke mangler desuagtet ganske den fornødne Tromling, saa at Heste og Vogne kun med yderste Besvær arbeide sig igjennem og Posten ideligt sinkes herved, uden at der er Udsigt til, at en bedre Tilstand skal indtræde ved Kjørselens og Færdselens Hjælp alene, naar ikke en foregaaende Udjævning ved Tromle finder Sted. At en saadan Fremgangsmaade udkræves til et Veianlæg for det overleveres til Færdselen, sees ogsaa af den nylig ved en ny Veiofficeer berammede Licitation til Arbejder paa det nye Veistykke mellem Ellitshøi og Aalborg, som skal paabegyndes til Foraaret, idet man der, hvad der ikke tidligere er skeet, særskilt bortliciterer Veiens Tromling eller "Valsningen til Veibanen" for hvert Stykke især, hvilket har maattet glæde og vll erhverve alle tilkommende Veifarendes Tak. Vi bede derfor ogsaa, al der ved samme ærede Authoritet maatte foranlediges en lignende Foranstaltning snarest udført ved det ovenfor omhandlede Veistykke, men hvortil vistnok ogsaa vil udkræves større Tromleapparat end der temmelig lille og utilstrækkelige, som fortiden befinder sig ved Hobroarbeidet. Henvendelsen til Veiauthoritelerne i disse Anliggender er ikke blot paa Reisendes og, vi kunne tilføie, paa Hestes og alle Befordringsmidlers Vegne, men den er det i ikke mindre Grad tillige paa det store Publikums, der har sin udbredte Interesse i hurtig Postbefordring. Vi maae i den Henseende rette vor Begjæring saa meget indstændigere til Veibefordrings-Myndighederne, saasom Postbefordringens Authoritet endnu bestandigt lader Posterne herop ligge over i Assens og i Aarhuus og hver Vejforsinkelse derfor endnu mere vil forøge de hyppige Postsavn.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1856).