Da den dræbte Værtshusholder Thomsen fra Mikkelbryggersgade blev begravet i Tirsdags fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard, holdt Stiftsprovst Rothe en skøn Ligtale, efter Længden og Drøjden at dømme vistnok en af dem til 20 Kr. Stykket. Boet var jo velhavende nok til at den Afdødes Familie kunde undgaa Bunkebegravelse med Trøstens Ord til 66 Øre.
Provst Rothe skildrede først Mordets Rædsler og den salig Hedengangnes Bestræbelser for at samle sig Penge - mange Penge, sagde Præsten, og det fandt han prisværdigt. For Mammon, som Møl og Rust fortærer, er alligevel en god Ting paa Ens gamle Dage, skønt det hedder: Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden. Men paa den anden Side var det dog disse Penge, der var bleven Aarsag til Thomsens Død. Kilden til Forbrydelsen laa i, at Morderen var rovgærrig; han var smittet af Tidens Gudløshed, han havde opgivet sin Barnetro og valgt Vantroen, og han havde hengivet sig til den Sky for Arbejdsomhed og Higen efter Forlystelser, som breder sig i vort Samfund. Hvor sligt skete, der skete ogsaa Forbrydelser som denne. Sandeligen!
Men græder ikke Børn, det turde være Løgn altsammen! Først er der nu til Eksempel Paastanden om, at Mord særlig trives i vantro Samfund; herimod kan man nøjes med at stille den uforvanskede Kendsgærning, at der aldrig er bleven myrdet værre end i Middelalderen, da den kristne Kirke stod stærkest. Præster har selv gaaet i Spidsen for det rene Menneskeslagteri, hvorunder man dræbte sin Næste, blot fordi han ikke troede paa en Splint as den Skov, som man har hugget om til Splinter af Jesu Kors, eller fordi han tvivlede paa Ægtheden af et af de mange Hoveder, som alle udgives for at have tilhørt en og samme Apostel. Om man havde paa et Sted det Blod, som Præster har udgydt l Religionens Navn, kunde man drukne alle Danmarks Kirker i det. Men Broer August Petersen, den sølle Fyr, som Stiftsprovst Rothe maaske selv har baade døbt og konfirmeret, han skal hænges som en Møllesten om Vantroens Hals! Fik den bare aldrig andet paa Samvittigheden.
Dernæst maner Præsten Staklen frem som et Bevis paa, hvortil Sky for Arbejdsomhed og Higen efter Forlystelser fører. Men hvem driver mere end Præsterne? Skal vi være ærlige, er det nok den Samfundsklasse, der bestiller mindst. Og hvem morer sig mere end Præsterne? Selv Forfatteren Pastor Hostrup, der selv er Præst, skildrer dem altid som et fedt Tilbehør til et L'hombrebord med Toddyer og lange Piber, og Pastor Henningsen skrev i sin Debat med Pastor Krag: vi har det nok som Blommen i et Æg. Men hvis Hr. Rothe nu havde Ret i, at Lediggang og Vellevnet er en god Jordbund for Mordlyster, saa maatte altsaa forholdsvis de fleste Mord blive udøvet af Præster? Nej, hans Ræsonnement er naturligvis ikke andet end en løsreven Ende af Kirkens Vadmel.
Sandheden er, naar den gaar ned af Prædikestolen, simpelt hen, at den Dræbte var en gærrig Mand, og Morderen en Stymper, hvem man har ladet løbe med en Daabs- og Konfirmationsattest i Lommen men ellers saa temmelig for Lud og koldt Vand. Nu synes det oven i Købet, som vi skrev i Gaar, at han er - sindsforvirret". Og det samme skulde man fristes til at tro om den Præst, der bruger saadanne Vaaben som de her omtalte imod anderledestroende.
(Social-Demokraten 18. november 1886).
Peter Conrad Rothe, stiftsprovst, dr. theol, * 17 juni 1811 + 13 december 1902 og hustru Vilhelmine Rothe, f. Kolderup-Rosenvinge, * 15 juni 1823, + 14 februar . Så bliver tro, håb og kærlighed, disse tre. Anna Rothe * 27 januar 1858, + 27 august 1939. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Peter Conrad Rothe (1811-1902) blev begravet på Vestre Kirkegård). 1843-1864 var han kapellan ved Vor Frue kirke, 1865–1892 sognepræst og stiftsprovst. Han tilhørte skaren omkring J. P. Mynster og H. Martensen og tog afstand fra grundtvigianismen.
