Kvinden og valget. Af Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen)

Af Olga Eggers.

Ellen Key har kaldt det tyvende århundrede for barnets århundrede. Det kunne egentlig med lige så megen ret være kaldt kvindens århundrede.

Alt, hvad der kommer ind under begrebet "kvindesag" er først rigtig kommet til udfoldelse i løbet af de sidste nogle og tredive år, og ordentlig fart kom der selvfølgelig først i den, da vi i 1915 fik både valgret og valgbarhed. Og efter den tid blev de arbejdsfelter, hvor kvindernes evner ikke toges i brug, ret begrænsede, - dog passede man og passer den dag i dag omhyggeligt på, at mændene beholder de overordnede stillinger og kvinderne sættes til de mindre ansvarsfulde.

Dette forhold er hyppigt og hårdt blevet bebrejdet mændene fra mange sider, og uden at jeg på nogen måde vil undskylde eller undervurdere den selviskhed, der dikterer mændenes holdning overfor de kvinder, der tillader sig at konkurrere med dem om de fedeste embeder, så kan jeg alligevel ikke andet end søge en del af skylden herfor hos kvinderne selv.

De fleste kvinder synes nemlig at ligge under for en trang til at undervurdere sig selv. Ikke som kønsvæsner, men som menneskevæsner, - og denne undervurderen har i virkeligheden langt mere vidtrækkende og farlige følger, end man i reglen tænker over.

Det er overordentlig almindeligt at høre kvinder sige: "Jura og politik. - det forstår jeg mig ikke på, og hvorfor skulle jeg også det? Jeg har såmænd nok i alt mit mas med hus og børn for ikke at tale om mand. Skulle jeg så oven i købet plages med alt det vrøvl. Nej, lad mændene om det."

Men når kvinderne selv erklærer at de er inkompetente til at beskæftige sig med det alvorligste og betydningsfuldeste af alt - samfundshusholdningen, - hvorledes i alverden skulle de så kunne forlange, at mændene skulle tiltro dem særlige evner i denne henseende? Det er forøvrigt mærkeligt nok at kvinder går rundt og tror, at politik er "kedeligt". Der er dog utallige kvinder, som er fantastisk dygtige til at styre deres egen lille menage. Og mange gange kan man ærlig talt ikke lade være at tænke, at hvis politikerne, der jo skal lede statens husholdning, var lige så omsorgsfulde med hver lille ting, følte deres ansvar så overordentlig stærkt, som mangen en utrættelig og omhyggelig husmoder gør, så så det måske på mange måder bedre ud med statens økonomi.

Jeg tænker ofte på, hvad der fortaltes -og kommenteres - om Nina Bangs kamp mod sløseri og samvittighedsløshed i de såkaldte "småting". Særlig er den historie kendt, hvorledes hun en gang tilfældigt overværede, at nogle rengøringskoner pjaskede vand hen over et parketgulv i en eller anden sal. Der blev skrevet lange spalter om denne "smålighed" hos den kvindelige minister. Jeg husker, at et blad hoverende bemærkede, at der kunne man se, hvad der kom ud at sætte en kvinde på en sådan post. Dette træk alene var nok tid at bevise, i hvilken grad hun manglede udsyn og forståelse af, hvad der var væsentligt og hvad uvæsentligt, siden hun kunne spilde tid og kræfter på den slags bagateller.

Dersom forfatterne til disse artikler havde set deres egne hustruer være ligeglade med, hvor meget der blev ødet i deres eget hjem, havde de sikkert ikke talt sådan. Efter min mening beviste denne lille tildragelse netop, at fru Nina Bang havde øjnene med sig, og det at have blik for småting udelukker sandelig ikke, at sansen for de store ting er vågen, tværtimod. Dette gulv havde måske kostet statens husholdningskasse nogle hundrede kroner, mon hvem ved, hvor mange andre gulve der er blevet ødelagt og hvor meget andet end netop gulve, der er gået samme vej?

I en eller anden statistik stod der en gang anført, hvor mange tons koks, ubrændt eller halvbrændt, der daglig kastedes ud på lossepladserne fra Københavns skarnkasser. Jeg husker ikke tallet, men det var forfærdende. De fattige mennesker, der holder kulden fra døren ved at samle det op, kan tale med derom. Og det er dem såvist vel undt, men dersom statens husholdning blev så retfærdigt og økonomisk administreret, at kullene ikke behøvede at vandre den omvej for at fylde disse staklers kakkelovne, var det så alligevel ikke bedre?

Det er en ulykke for landet, når dets kvinder ikke gider beskæftige sig med politik og frakender sig selv evnen til at forstå den.

En politiker er en administrator af landets indtægter og udgifter, - til en vis grad altså bestemmes af den enkeltes økonomi. Ville de store skatter, som vi alle lider under, være så tyngende, dersom finanserne blev styrede af mænd, der kun havde det heles vel for øje og ikke lod sig lede af overklassehensyn. Vi ved alle at skatterne er stigende i forhold til indtægternes størrelse, men mon nogen for alvor tror, at det ikke ville have været tilfældet, dersom de konservative havde siddet enerådende ved roret?

Dersom kvinder blot ville forstå hvor overordentlig betydningfuldt det er for deres egen lille husholdning, deres egen pengepung, hvem det er, der bestemmer skatternes fordeling, så ville de nemlig ikke sige de ord, man alt for ofte hører, når man går på trapperne: Hvad kommer det mig ved - jeg har ikke tid til politik.

Hvor megen tid tror man egentlig at beregningerne for at få de alt for knappe husholdningspenge til at slå til har kostet? Hvis en brøkdel af de timer, kvinderne anvender til daglig og natlig spekuleren over, hvor man køber billigst, og hvorledes hver krone kan komme til at gøre nytte for to, blev brugt til at sætte sig ind i, hvad politik egentlig er og af hvilke politikere og fra hvilket parti de dårligst stillede kan vente hjælp, så ville meget i vort land se anderledes ud.

Nu har de konservative politikere på deres program kronenedskæring. Det er så partipolitisk set, viser en sådan ligegyldighed for det heles vel, at selv nogle af deres egne tilhængere vender sig åbenlyst imod tanken. Danmark er en i sammenligning med andre lande endda overordentlig heldigt stillet lille nation. Vi har de bedste muligheder for at komme gennem krisen og op over den, men - kvinderne må være med!

Kvinderne skal blande sig i politik, - det var disse ord, der for nogle år siden, blev brugt som et etasende hånsslagord: "Kvinderne skal ikke blande sig i politik!" 

Men det er netop det, de skal. Op imod de træede hjerners vrissen og snerren, mod den gammeldags forbenethed, der vil skubbe kvinderne tilbage til køkkenkrogen, stiller vi de friske krav om en udviklet, selvstændigt dømmende kvinde, der blander sig op i tingene, fordi hun ved, at hendes hoved sidder lige så godt på halsen som en mands, hendes hjerne kan både stave og lægge sammen og dømme om, hvilke synspunkter hun ønsker anlagt, når det gælder om hendes daglige brøds administration.

Kvinder - synes I ikke, I bør blande jer i politik? 

De mænd og kvinder skal til roret, der slås for en redelig fordeling af landets udbytte, for at vore børn skal få en uddannelse, der giver deres evner lov til at nå så vidt, som de formår. Der lader de beklagelsesværdigste af alle skabninger - de fattige syge - få ordentlig pleje. Der sikrer nationens gamle en tålelig alderdom. Der prøver på at bibringe hvert individ den forståelse af hans pligt som samfundsborger, så han eller hun ikke sætter sig blødt til rette på sin silkepude og siger: Det er naturligvis kedeligt for de arbejdsløse, at de skal gå om natten og fryse på gaderne, men jeg har i hvert tilfælde ret til at beholde min silkepude udelt.

Kvinde, bland jer i politik. Spørg ikke, om gulvet bliver vasket valgdagen. Det er fuldkommen ligegyldigt. Tænk kun på, at vi må og skal fremad. Vi skal drive det sociale hovmod en knytnæve i synet.

En kvindes stemmeseddel gælder nøjagtigt så meget som en mands. Tænk på det! Tænk på, at om jeres hænder er svage eller ru eller forslidte, - det spiller ingen rolle

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 5. november 1932).

Find andre artikler om Olge Eggers her på bloggen ved at følge dette tag. 

Mødrene, Krigen og - Fredens Mænd. Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Soc. Demokr. kronik d. 10.-11.-32

Af Olga Eggers.

Det er ejendommeligt og maner til eftertanke at se, i hvor høj grad medlemsantallet i fredsforeningerne og lignende organisationer udgøres af kvinder. 

Ved møder, hvor krigen og freden og hvad dermed står i forbindelse er sat på programmet, er højt regnet en fjerde-femtedel af tilhørerne mænd.

Efter dette måtte man have grund at formode, at disse spørgsmål bekæftigede kvindernes sind i langt højere grad end det var tilfældet med det andet køn. Og dette ville jo være en meget stor kompliment til "rokkehovederne", som vor kære fader Holberg så smigrende benævner os, et strålende bevis på, det kvindelige sind og den kvindelige hjerne var i langt bedre kontakt med udviklingen og civilisationens fremdrift end den mandlige.

Det bliver da virkelig også ofte regnet kvinderne til gode, at de er så villige til at høre, og selv om denne villighed også har andre årsager end blot saglig interesse, således som trang til at komme ud og se mennesker, lidt afveksling fra det huslige trummerum, så er den dog påskønnelsesværdig. 

Men der er en revers ved denne fint polerede medalje, og denne revers bliver særligt iøjnefaldende den sidste tid inden valgene. For det lader sig ikke nægte, og enhver, der har prøvet blot i nogen grad "at gå på trapperne" i agitationens tjeneste vil bevide det at man ofte støder på langt større ligegyldighed overfor politiske spørgsmål hos kvinderne end hos mændene.

Og denne kendsgerning forsyner mændene med våben, som det er såre vanskeligt at slå dem af hænderne.

På vore beskyldninger for med vilje at udelukke kvinderne så meget som muligt fra de ledende politiske stillinger, kan de med en vis berettigelse svare: Ja, hvad er der at gøre. I render jo nok til nogle møder, er medlemmer af nogle foreninger, men hvor ser vi i det daglige liv virkelig dybtrådte spor af jeres politiske interesse? I laver kvindelige fredsforeninger, for blot at tage dette ene eksempel, men hvor sætter I ind, når det gælder dagligt arbejde og daglig påvirkning? Og endnu en ting - næsten den vigtigste - hvordan har det sig med deres ansvarsfølelse overfor valgkandidaterne? I ved, at spørgsmålene krig eller fred, afrustning og nedrustning eller forøgede militærudgifter, det er altsammen noget som de kandidater I vælger, skal tage stilling til. Al den snak om de svage kvinder, som mændene lukker ude fra ledelsen, og som derfor ikke kan øve indflydelse, er bare løgn øg vrøvl. I kvinder er de fleste i tal. Den fattigste kvindes stemme gælder nøjagtig så meget som en ministers, når den kastes i valgurnen. Hvis kvinderne ville og var enige, havde de altså, ifølge deres talmæssige overlegenhed, magt til at sætte mændene ud af spillet. Og mere end det. Kvinderne ejer den indflydelse, som ligger i at være de opdragende. Hvad der i ungdommen nemmes, ej i alderdommen glemmes, siger det gamle ord. Få jeres ungdom til at følge i jeres spor. Se så resultaterne og kom ikke her og tal om magt- og kraftløshed.

Se, således kan mændene tale og det med rette.

Og hvad skal vi svare? Hvor mange af os kan lægge hånden på hjertet og sige: Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg ved, at krig er det mest barbariske, det mest ødelæggende, det mest forrående af alt. En levning fra fortidens barbari. I ved, at fra en krig kommer kun de få tilbage, og blandt dem er det største antal blinde, krøblinge eller således mærket af det helvede, hvis fanger de har været, at de aldrig bliver sig selv Igen. Og det er dem, I skulle blive gamle sammen med, dem I har elsket og ofret jer for.

I siger måske: Det kan ikke være stort værre, end det daglige liv nu er. Vi sulter, vi fryser, vi ser dem, vi holder mest af, lider nød og savn.

Ja, det gør I, mange af jer. Og hvorfor? Tænker I over hvorfor? Fordi de djævelske rustninger, de forbandede morderinstrumenter skal betales af de penge, jeres børn skulle have brød for.

Hvor er så skammen og skylden for den elendighed, verden sukker under? Hos jer, der ikke huskede på valgets betydning. Hos jer, der lod dag efter dag gå. År efter år gå, det ene valg komme efter det andet, uden at I brugte jeres indflydelse og sørgede for at få netop de mænd valgt, der havde svoret had til krigen og alt dens væsen

Der er et parti i hvis parole "broderskab" findes. Lad være som det ofte foreholdes dets medlemmer, at de ikke praktiserer begrebet til den yderste konsekvens. Vi er alle ufuldkomne, og selv om ånden er redebon, kan kødet være skrøbeligt, men retningen og vejen er angivet.

Der er et dumt ord som siger: Man skal ikke begære stjernerne. Meningen er vel denne, at man skal ikke sætte sig alt for fjerne og vanskeligt opnåelige idealer.

Derfor bliver de, som forkynder fredstankens evangelium, hånet. Der har været krig alle dage. Der vil være krig til dagenes ende forsikrer man. Som om det Ikke var noget, menneskeviljen bestemte. Som om noget andet i verden end menneskene selv tvang dem ud i den opgave at slå hverandre ihjel. Som om nogen i verden uden de selv udsatte kors og stjerner som belønning for de flest mulige mord.

Hvis de mænd, der ønsker pengene givet ud til giftgas i stedet for til brød tii de fattigste, kommer til roret, så har de kvinder, der ikke stemte, der ikke talte og virkede for at få andre til at tænke, skylden. 

Hvis børn i tusindtal skal fryse og høste, fordi der trods de dårlige tider bliver bevilget så og så mange millioner til geværer og patroner i stedet for til koks, så har de kvinder, der ikke så det som deres opgave og forpligtelse at stemme på Socialdemokratiets kandidater, skylden.

Hvis de ministre, der har bragt balance i forholdet mellem import og eksport, og som har slidt over evne for at finde udveje til at hjælpe de hjemløse, ikke igen kommer til roret, så er det de kvinder, der ligeglade, egoistiske og dovne løb fra ansvaret, som bærer skylden.

Den uskyldigt udseende papirlap man på valgdagen giver vælger i hånden, er i virkeligheden mere magtfuld end en tusindkroners pengeseddel.

Penge kan tabes, soldes bort og ødes på mange måder. Men den lille stemmeseddel er en røst, der bliver adlydt, og som lader befaling udgå til frelse eller til fordærv for landene.

Du blandede din stemme i det store kor. Den var kun en eneste tone, men sammen med millioner af andre toner blev den et orkester, der fik højene til at skælve.

Ville kvinderne verden over freden, og kun freden, så standsede med et slag al rustningsindustri. Menneskene ville ånde op i henrevet taknemmelighed over ikke længere at måtte frygte for deres børns og deres eget liv. Fortællingerne om brændte byer og blodige marker ville være som de grufulde eventyr, en syg fantasi har opfundet, og som man gyser ved at høre. Skattebyrderne, der nu ligger som en tyngsel over enhver, der blot har noget at betale med, ville lettes fra borgernes skuldre. Broer kunne bygges, moderne huse med de bekvemmeligheder der kunne hjælpe den forslidte husmoder ved arbejdet, kunne opføres.

Menneskeheden ville kunne afbetale på den skyld, den har pådraget sig overfor den generation, der måtte lide under krigen, og stå med god samvittighed overfor den nye slægt.

Den sekstende november er der valg igen. Hvis den danske kvindes fredsvilje gik som en sejrende magt over landet, dragende alle med sig i sin uimodståelige styrke, ville kvinder verden over tage budskabet om lysets sejr over mørket, fredens triumf over krigens onde ånd som den første forjættelse om den nye dag, hvor broderskabstanken skal sejre.

Olga Eggers.

(Social-Demokraten, 10. november 1932).

Find andre artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag. 

Hitler og jøderne. Af Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers skrev for Social-Demokraten indtil omkring 1933. Nedenstående artikel er et eksempel på en sådan artikel. Senere, i 1934 meldte hun sig ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Herefter begyndte hun at skrive stærkt antisemitiske artikler. Eksempler på sådanne kan findes på denne blog ved at følge dette tag.

I sin bog "Ene Hvid gennem Liberias Urskove" (1931) skrev hun: "Jeg gaar aldrig med til at indrømme, at den sorte Mand og Kvinde er mere slet af Natur end den hvide, gule eller brune. Enhver Race har sine Ejendommeligheder, sin specielle Indstilling. (...) Den sorte Mands Psyke er ikke som den Hvides. Den kan aldrig blive det. Men det er ikke tilfældigt, at Jorden blev befolket med mere end én Slags Mennesker."

Det håb, som blev stillet til ægtheden af den tyske folkesjæls socialdemokratiske indstilling, synes at skulle beskæmmes i samme grad som Hitlerbevægelsen vokser i styrke.

Den gamle Hindenburg er ved at trættes, og det kan ikke forundre. Måske ser han med det klarsyn- alderdommen undertiden har, at reaktionens mørke tætner sig over Tyskland i en grad, som han i hvert fald ikke tiltror sig kræfter og leveår nok til at tage kampen op med. Ingen aner i virkeligheden, hvor tæt det er. Optimisterne tilkender det kun en kort virketid. Da ingen ved noget sikkert om fremtiden, kan den ene opfattelse være lige så gyldig som den anden.

De som troede, at med kejserdømmets fald sprængte også den spændetrøje, der hidtil havde hindret verden i at se den tyske nations sande ansigt, er blevet akuffet. Der var nogle, der gik så vidt at påstå at Tysklands sjæl, den oprindelige, den i dybet endnu levende og kraftige folkeånd, var ånden fra Weimar, var Goethes frie verdensomfattende humanisme. De tog fejl! Den arrogante militarisme og det spytslikkende adels- og hofkryberi var trængt dybere ned, end lysseerne ville tro.

Der fortælles i Wien en meget gouteret historie om den gamle kejser Franz Josef. For ikke at gøre herskeren nervøs, havde man i flere år ikke sagt ham, at der var krig i Europa, og da man endelig langt om længe kom til det resultat, at nu var det dog vist bedst, han fik det at vide, svarede han "Hvad - hvad siger I? Er der krig I Europa? Det synes jeg ikke om - gå ud og sig til dem, at de skal holde op".

Hvis denne anekdote havde haft sit udspring i Berlin, ville den utvivlsomt have formet sig på modsat måde. Man indterper ikke gennem hundrede år historien om militarismens magt som det eneste saliggørende, uden at en nation tager skade på sin sjæl. Man forsøger ikke systematisk at dræbe forståelsen af den socialistiske idés skønne humanisme og verdenssamlende retfærdighed hos et folk, uden at det spores.

Når man ser det kaos, hvori det ulykkelige Tyskland for øjeblikket befinder sig, kan man ikke andet end føle dyb glæde over at tilhøre den danske nation, lad så ubehagelighederne ved landets lidenhed være nok så iøjnefaldende.

Jeg siger det ikke for at hovmode mig, men vort skolevæsen, vort sundhedsvæsen, vort voksende antimilitaristiske sindelag, det viser dog alt sammen, at vi er blandt de førende på vejen frem mod den sande kultur.

Og den nedadstigen mod mørket, som Hitlerbevægelsen profeterer om, vil give sig frygtelige udslag også på steder, som ikke er lige iøjnefaldende for alle.

Jeg tænker her på jøderne.

En jøde, der bor i Berlin, et af de fineste, et af de mest intelligente og storsindede mennesker, jeg har truffet, fortalte mig fornylig, at allerede nu kunne det spores, at Tyskland var ved at glide tilbage mod de middelalderlige fordomme.

Det var en daglig tilbagevendende oplevelse for hans to sønner, at de på vej til og fra skole blev bombarderet med snavs eller bananskaller af andre drenge, der samtidig morede sig overdådigt ved at råbe smæde- og øgenavne efter dem.

Jeg svarede, at det havde jeg dog Ikke ventet. Vi levede vel trods alt i 1932, og vi kaldte selv vort århundrede for oplysningens og fremskridtets tid. Forøvrigt naturligvis en betegnelse, der ikke er fri for at være temmelig humoristisk, selv om humoren er besk. Et århundrede, der føder en europaomspændende krig - humant! - Men jeg troede dog, at jødeforfølgelser, i hvert fald på enkelte undtagelser nær, måtte betragtes som et overstået stadium af nationalistisk snæversind.

"Men Hitler har jo sagt, at den dag, han får magten, begynder en systematisk jagt på jøder. Af sted skal de, bort fra hus og hjem, og hvad en ophidset folkeskare, der med lovens billigelse slippes løs på værgeløse individer, tør tillade sig, er det vist bedst ikke at tale om," sagde min jødiske ven.

Denne mand er fra Rusland; han ved, hvad han taler om.

I en lille by, hvor en slægtning af ham boede, i Sydrusland, begyndte en dag bønderne en udryddelseskampagne imod de der boende jøder. Fem og tyve unge mænd samlede sig for at forsvare kvinderne og børnene. Nitten af dem dræbtes og resten såredes så hårdt, at forfølgerne anså dem for at være døde. Medens husene omkring stod i flammer og de lemlæstede og voldtagne kvinders skrig endnu skar igennem luften, blev de alle fem og tyve smidt op på en arbejdsvogn, og en skare drukne og hujende bønder drog af sted med deres ofre for at kaste dem i et vandhul udenfor byen.

Da der imidlertid fandtes en kro ved vejkanten, standsede toget, for at bønderne kunne komme ind og fortsætte drikkeriet, og vognen med de døde og halvdøde jøder blev stående udenfor. Tilfældigt kom en læge, der boede I nærheden, kørende forbi, og han standsede for at se nærmere på vognens underlige læs. Han opdagede, at en hånd, som stak frem, bevægede sig, og han skubbende da de oven over liggende lig til side og fik håndens ejermand gravet ud. Det viste sig at den unge mand var en god bekendt af ham, og uden at blive opdaget af de fulde og skrålende bønder inde i værtshuset, tog han den sårede med i sin vogn, kørte ham til det nærmeste hospital og fik ham indlagt.

Efter et halvt års forløb var knivstikkene i hans legeme lægt. Det ene ben, som var aldeles gennemhullet af sår, var blevet sat af, og manden havde fået et kunstigt ben. Legemligt var han helbredet så godt, som det kunne lade sig gøre; sjælellgt vil han altid lide under en vis deprimeret skyhed, en uro, som stod han altid tæt foran en ny rædsel.

Han er kun en af mange. Hitlers voksende magt er en trussel, et sværd, ophængt i en tynd tråd. rede til at falde ved det første signal over tusinde uskyldige nakker.

Det er rigtigt nok, at Tyskland er ikke Gammel-Rusland. Vist ikke! Tyskerne er et oplyst folk, men et folk, der netop l de sidste dage ved slagsmål i Rigsdagen af folk som det selv for få år siden ville have betragtet som en umulighed, har bevist sin skæbnesvangre mangel på balance.

Nød, håbløshed og ledere, der kun kender een Gud, Hitler, kun een nation, som er jorden værdig - Tyskland - skal nok være i stand til at udføre underværker i retning af tilbagegang.

Den socialistiske idé er ret for alt, hvad der lever! Samarbejde mellem Modsætningerne! Forståelse af det nye! En sjæl, der redebont modtager verdens brogede mangfoldighed i sig. som vanddråben genspejler alle solens forskellige farver.

Millioner af mennesker har kæmpet for at lade deres eget væsen med dets medfødte snæverhed, goldhed og selviskhed genopstå forklaret af broderskabsfølelsens rene lys. Det første og sidste af alle humanisters evige bud har gennem alle tider været dette, at "vær imod andre, som du ønsker at de skal være imod dig."

Og n

Europa skulle være kulturens centrum, og hvad er kultur andet end udryddelse af råhed,

[timudø], fordummethed, uforståelse? Kan det så virkelig være muligt, at et helt folk, fredeligt, men uden fædreland, der trods alle dets fejl og mangler - men hvilket folk har ikke mangler - dog har tilført verden så store værdier, skal ansessom skadelige dyr? I så fald er det i sandhed militarismens ånd, der her fejrer en sejr, der burde få menneskeheden til at skjule sit ansigt i skam over at være mennesker - og samtidig så lidet menneskelige i den høje betydning, hvori ordet bruges.

Retten i spydstagen - det er krigens løsen! Den forbenede nationalisme er dens ægtefødte barn! Dertil - og så til, at kampråbet: "Alt for os - intet for andre", skal gjalde mod de dødsskræmte ofres øren, er der kun en såre kort vej.

Ulykkelige Tyskland, dersom dets historieskrivere om hundrede år også skal indskrive ordet "jødeforfølgelse" på dets elendigheders liste!

Olga Eggers,

(Nordjyllands Social-Demokrat, 14. juli 1932)

Olga Eggers Foredrag. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Efter 1. verdenskrig fik hun tillidsposter i Freds- og Folkeforbundet og var næstformand i Fredsforeningen af 1916. Hendes noveller, interviews og artikler blev flittigt bragt i mange aviser rundt om i landet:

Dansk Kvindesamfund havde i aftes indbudt til møde på Højskolehjemmet.

Fru dommer Esmann bød på Kvindesamfundets vegne forsamlingen velkommen, hvorefter forfatterinden fru Olga Eggers talte om sine indtryk fra en rejse i England og Frankrig i 1918.

Forfatterinden begyndte med at tale om London eller rettere det mørke London, og skildrede Frelsens Hærs arbejde i fattigkvartererne i London og gik derefter over til at skildre den praktiske engelske kvinde, der under krigen i de trange tider lærte at simplificere husholdningen i hjemmene.

Men selv om krigen satte sine dybe spor i England, forandredes forholdene dog ikke i den grad som i Frankrig, hvor alt var forandret. Paris i 1918 var tom og død, og langt grellere var forandringen, når man så de hærgede egne.

Taleren skildrede sin tur over Reims med dens ødelagte domkirke til Nyon med de gennemskudte huse og kirker og de 20-30 Mennesker, der er tilbage af byens befolkning, og videre gennem det triste, mindetunge land der først og sidst tvinger det ønske frem at der aldrig mere må komme krig igen. Var freden tung for Tyskland, så må den være endnu tungere for Frankrig. Tyskland står urørt af selve krigen, mens Frankrig ligger gennemskudt, gennempløjet, forhugget og ødelagt. Intet under at hadet lever i franskmændenes hjerter og freden, den rigtige fred, kommer jo først, når hadet er borte fra verden.

Forfatterinden berørte derpå den franske kvindebevægelse, som ikke menes at have så stor fremtid dernede som i andre lande. Den franske kvinde er i første række hustru og husmoder, og vil ikke distraheres her. Mændene synes måske dette er ideelt; men det er dog muligt, at visse love var bedre, om kvinderne var med. Men der er ikke megen jordbund for kvindesagen i Frankrig. Enkelte franske kvinder har dog begyndt at forstå, at de må være med, og at de dog måske kunne overbevise mændene om, at de har menneskeforstand. 

Forfatterinden fremførte enkelte eksempler herpå og nævnede herunder en udtalelse af en sådan fransk kvinde, gående ud på at kvinderne fremmer sin sag ved at imponere mændene med at kvinderne er mere elskværdlge end mændene.

Efter foredraget fremvistes en række fortræffelige lysbilleder i tilslutning til foredraget.

(Vestkysten. Esbjerg Avis, 13. november 1920).

Olga Antoinette von Eggers (1875-1945). Fotograf Max (Albert) Schou jun. (1878-1944). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Olga Eggers død. (Efterskrift ill Politivennen)

Forfatterinden fru Olga Eggers er natten til torsdag død i Vestre Fængsels sygeafdeling hvor hun om aftenen forud var indlagt.

Dødsårsagen var et hjerteslag. Fru Eggers der blev 69 år gammel, var i sin tid redaktør af det berygtede antisemitiske blad, "Kamptegnet".

(Social-Demokraten, søndag 20. maj 1945).

Se alle artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag. 

Se fx John T. Lauridsen: Over stregen - under besættelsen. 2007. 

Olga Eggers: "Kamptegnet" vs Daell. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er en del af en artikelserie om Olga Eggers som kan findes ved at følge dette tag. 

Olga Eggers var redaktør på det racistiske og antijødiske blad "Kamptegnet", og opgav offentligt navne på personer der var "hel-, halv- eller kvartjøder". Bladets erklærede formål var bl.a. at skabe “et nyt og bedre racebevidst Danmark”. Kamptegnet hængte P. M. Daells jødiske sekretær Ella Wassermann ud som en der styrede Daells Varehus, og ført en kampagne imod hende. Bl.a. uddelte hun løbesedler. Herfor blev hun dømt for bagvaskelse, fik 1942 fjernet sin forfatterstøtte på finansloven og fjernet fra Kraks Blå Bog, dog nåede hun at komme med i 1942-udgaven.

Dommen ved Østre Landsret maj 1942 lød på 2 gange 60 dages hæfte og 2 gange 40 dages fængsel for bagvaskelse, og til en erstatning til grosserer Daell 4.000 kr. og frk. Wassermann 2.000, endelig 1.700 i sagsomkostninger. Efter straffelovens paragraffer 267 og 268:

 

 Sagsanlæg i dag mod antijødisk blad.

Fru Olga Eggers, redaktør af "Kamptegnet", sagsøges af grosserer P. M. Daell og hans sekretær.

For LANDSRETTENS 4. afdeling indbringes i dag, efter hvad "Jyllandsposten" meddeler, en sag, der af grosserer P. M. Daell og sekretær i firmaet Daells Varehus frk. Ella Wassermann er anlagt imod den ansvarshavende redaktør af ugebladet "Kamptegnet" fru Olga von Eggers, som har bragt en artikel, der efter sagsøgernes mening er ærerørig. Der vil blive nedlagt påstand om dom for bagvaskelse, mortifikation af de fremsatte udtalelser samt idømmelse af en erstatning efter rettens skøn til hver af sagsøgerne.

Den pågældende artikel er optaget i bladet for den 15. januar under overskriften "Flere og flere går om ad Nørregade for at se jødelakajen P. M. Daell".

I artiklen rettes der angreb mod  grossereren for hans stilling til Finlandshjælpen, og det antydes, at han har ændret opfattelse under indflydelse af sin privatsekretær, frk. Wassermann, der er jøde. Det hævdes, at hun skalter og valter med personalet, som hun lyster, og at der ikke er plads for andre meninger end dem, hun dikterer.

I dagene efter udsendelsen blev der foran Daells Varehus uddelt løbesedler med teksten: "Læs om jødinden Wassermann i "Kamptegnet", og der blev uddelt såvel blade som løbesedler til personalet i selve varehuset. Det blev grosserer P. M. Daell for meget, og han gik til højesteretssagfører Bondo Svane, som udtog stævning mod fru Eggers. Også frk. Wassermann følte sig brøstholden, og hun henvendte sig til højesteretssagfører Steglich Petersen, der ligeledes udtog stævning mod fruen.

I sagsfremstillingen hedder det, at grosserer Daell af hensyn til sin familie, sin forretning og for sit personale på ca. 700 fastansatte og hele sin offentlige position, mener, at artiklen ikke kan passere upåtalt. Angrebet betegnes som værende af særdeles grov karakter og fuldstændig grundløst.

I begge de udtagne stævninger nedlægges påstand om dom for bagvaskelse, og at straffen bliver sat til fængsel eller hæfte.

Med hensyn til grosserer Daells erstatningsspørgsmål gøres gældende, at det af artiklens indhold fremgår, at det bl. a. har været bladets hensigt at afholde læserne fra at handle i varehuset. Det tilføjes, at det er sagsøgerens agt at skænke det erstatningsbeløb, der vil blive ham tilkendt, til hjælpen for finske børn.

(Horsens Social-Demokrat, 19. februar 1942):

Formålet med omtalen af Daells Varehus var kun at angribe jøderne.

Sagen mod Olga Eggers og Aage H. Andersen for Landsretten i går.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skriver på en særlig måde, men i en politisk, ideologisk kamp er tonen friere end ellers.

Der var stor tilstrømning til landsretten da man i går i 4. afdeling påbegyndte behandlingen af sagen mod "Kamptegnet". Grosserer P. M. Daell var repræsenteret ved højesteretssagfører Bondo Svane, mens hans sekretær, jødinden Ellen Wassermann var repræsenteret ved højesteretssagfører Steglich-Petersen. For fru Olga Eggers mødte landsretssagfører W. Waltenburg og for Aage H. Andersen sekretær Reinholdt Jacobsen. Dommersædet beklædtes af retsformand Rosendahl samt landsdommerne Spang Hansen og Preisler Knudsen.

HRS Bondo Svane krævede de to sagsøgte dømt for bagvaskelse efter straffelovens paragraffer 267 og 268 samt til in solidum at udrede en erstatning efter rettens skøn, ikke over 10.000 kr. Sigtelserne kræves kendt ubeføjede og endelig forlanges det at de to tiltalte skal betale sagens omkostninger og offentliggørelse af dommen. 

LRS Waltenburg nedlagde for fru Eggers påstand om lovens mildeste straf, og med hensyn til erstatning et mindre beløb eller frifindelse. Landsretssagføreren fremhævede, at han på sin klients vegne havde fremsat forligsforslag, der imidlertid var blevet afslået, fordi det var fremsat for sent.

Også for Aage H. Andersen blev der nedlagt påstand om frifindelse. 

Proceduren.

HRS Bondo Svane indledte sin procedure med en præsentation af sagens parter, idet han bl.a. oplyste at fru Eggers nyder en forfatterunderstøttelse fra staten, og at hun var redaktør af "Kamptegnet" da sagen blev rejst. Om Aage H. Andersen oplyste højesteretssagføreren at han er leder af "Dansk Anti-jødisk Liga" og at han betegnes som "Jødernes Fjende nr. 1". Desuden fremhævedes det at grosserer Daell har gjort en meget stor indsats for det sønderjyske arbejde og hjælpen til Finland under den forrige krig. Han er en mand med et uplettet navn. Angrebene i "Kamptegnet" karakteriserede højesteretssagføreren som "et skoleeksempe på bagvaskelse". Hvis man nu kommer med en undskyldning, så siger vi afgjort Nej, udtalte han. Der er også det at hvis sagen blev afgjort med en undskyldning, så ville der uden tvivl opstå rygter om at der nok alligevel var noget om det. Dette v er grunden ti at man har afslået forligstilbuddene.

Højesteretssagføreren dokumenterede de påstande, der er fremkommet i "Kamptegnet", og han gjorde gældende, at begge de sagsøgte har ansvaret for sigtelsen for intimt forhold mellem sagsøgerne de sagsøgte har ansvaret for sigtel // være det mest graverende i angrebet.

Endvidere gjordes det gældende, at det værste for grosserer Daell havde været de værste beskyldninger, der var rettet imod ham i forbindelse med Finlandshjælpen. Hans kærlighed til Finland er uforandret, men forholdene er ændrede. I den første krig stod Finland alene - i den anden har Finland store stærke magter ved sin side.

Endelig mindede højesteretssagføreren om, at bladets løbesedler var blevet uddelt i Daells egen forretning. Kampagnen havde skadet firmaet økonomisk. Et katalog, der var sendt til Aarhus, kom tilbage med påskriften: "Iæs Kamptegnet".

Højesteretssagfører Steglich Petersen, der som nævnt mødte for jødinden Ellen Wassermann, henholdt sig i hovedsagen til sin kollegas procedure, men fremhævede det ærekrænkende i at blive kaldt "chefens private godte". Endvidere udtalte højesteretssagføreren, at der ikke var nogen undskyldning for sigtelser, der provokerer til gadeoptøjer.

Landsretssagfører Waltenburg meddelte, at fru Olga Eggers havde ønsket, at denne sag der ikke havde politisk grundlag, skulle behandles ganske sagligt af en uhildet sagfører, og han mente, at han opfyldte denne betingelse, da han aldrig havde tilhørt noget parti. Landsretssagføreren omtalte forligsforhandlingerne for at få sagen ud af verden på sædvanlig vis, men det blev afvist.

Landsretssagføreren gjorde gældende, at fru Eggers ikke kendte de pågældende artikler, før de var fremkommet i bladet. Bladets tendens var ikke at skrive ondsindet om den enkelte, men at angribe jøderne. Han erkendte, at udtrykkene havde været stærke, så han ville frafalde en principiel påstand om frifindelse Men af hensyn til fru Eggers vandel og alder indstillede han hende til mildeste straf. Hvis det blev en frihedsstraf, henstilledes det, at den blev gjort betinget.

Landsretssagføreren tilføjede med hensyn til løbesedlerne, at de ikke var udsendt af bladet, så dem havde fru Eggers ikke ansvaret for. Til erstatningen erklæredes, al der ikke forelå dokumentation for økonomisk tab og økonomisk boykot. Erstatningerne må komme ned på intet eller noget ganske ringe når man ønsker at benytte beløbet i velgørende øjemed, mener jeg ikke, der i dette tilfælde kan gives erstatning.

Redaktionssekretær Reinholdt Jacobsen udtalte på sin redaktørs vegne, at Aage Andersen ikke havde ansvar for artikler forud for den 26. februar, han havde ikke påtaget sig noget ansvar for, hvad der Iå forud for hans tiltræden.

Den nye presselov fastslår redaktørens ansvar. Der er et selvstændigt ansvar for hver af redaktørerne. "Kamptegnet" er nu engang et kampblad og kan ikke tage de hårfine hensyn, som andre steder kan være på sin plads.

Heinholdt Jacobsen kom nærmere ind på, at angrebet ikke var rettet mod grosserer Daell, men mod frk. Wassermann, fordi hun var jøde. Det var jøderne, man ville bekæmpe som en ulykke for vort samfund.

En Henvisning til Hitlers tale

Endvidere dokumenterede hr.  Reinholdt Jacobsen en skrivelse af 26. april fra Aage H. Andersen til højesteretssagfører Bondo Svane, hvori der stod:

Med hensyn til at påberåbe Dem den mig tidligere overgåede dom angående Mosaisk Trossamfund, kan jeg selvfølgelig Ikke hindre Dem heri, hvis De absolut vil gøre Dem selv umulig i det fremtidige Europa. Jeg gør Dem imidlertid udtrykkelig opmærksom på, at jødedommen med dens synagoger og såkaldte trossamfund efter nyeuropæisk opfattelse kun er en international forbryderisk sammensværgelse mod den øvrige menneskehed.

Endelig henviste hr. Reinholdt Jacobsen til rigskansler Hitlers sidste tale og udtalte, at det var alle mænd i nøglestillinger, man skulle have opmærksomheden rettet imod. Man nærede ingen mistanke til Daells fædrelandskærlighed. Man fandt kun, at han havde svigtet i Finlandssagen. Der havde været rig anledning til at hjælpe gennem Frikorps Danmark og Waffen SS. Reinholdt Jacobsen hævdede, at Aage Andersen ikke havde gentaget den anden beskyldning mod Daell.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skrives på en særlig måde. Men "Kamptegnet"s tone skal ikke bedømmes af højesteretssagfører Bondo Svane, og den skal ikke stå til dom her for retten. Vi har skrevet lige ud om den jødiske smitte i Højesteret o. s v. I en Ideologisk politisk kamp er tonen friere end ellers.

Efter at have gennemgået de enkelte udtryk og ligesom Waltenburg hævdet, at der ikke var lidt noget tab, påstod han Aage Andersen frifundet.

Vidneafhøringer

Som vidne afhørtes bogtrykker Hammeken, der havde trykt løbesedlerne, og en dame, der havde været ansat i Daells Varehus. Hun erklærede, at hun havde hørt jødinden Ellen Wassermann kalde grossereren "Palle". Endelig afhørtes de to sagsøgere, der begge erklærede vidneudsagnet for opspind.

Efter duplik optoges sagen til doms.

(Fædrelandet, 29. april 1942).

Velfortjent afklapsning til fru Olga Eggers.

Hun blev idømt 120 dages fængsel, og den anden redaktør af "Kamptegnet" fik 80 dages hæfte.

København Fredag. (R. B)

I dag faldt der i Landsretten dom i den sag, grosserer P. M. Dael havde anlagt mod forfatterinden fru Olga von Eggers og redaktør Age Henning Andersen i anledning af de grove fornærmelser i bladet "Kamptegnet'. 

Ved dommen blev de ærefornærmende sigtelser kendt ubeføjede. Fru Eggers dømtes 60 dages hæfte og red. Andersen 10 dages fængsel, De dømtes endvidere til in solidum at betale 4000 kr i erstatning. 300 kr. til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen og 800 kr. i sagsomkostninger. Desuden bestemmer dommen, at dommens begrundelse skal optages i "Kamptegnet".

Under en lignende sag som frk. Ella Wassermann havde anlagt mod de samme for æresfornærmelse også i "Kamptegnet" blev fru Eggers idømt 60 dages hæfte og redaktør Andersen 40 dages fængsel. Desuden skal de i forening betale i erstatning 2000 kr, til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen 300 kr samt i sagsomkostninger 800 kr

I Præmisserne siges blot, at de fremsatte sigtelser er ærekrænkende og efter det under sagen oplyste fuldstændig grundløse hvorfor de kendes ubeføjede. 

Da de sagsøgte har savnet rimelig grund til at anse dem for sande, vil de begge være at anse efter straffelovens paragraffer 267 og 268. 

De tilkendte erstatninger er for lidelse og tort og ulempe og forstyrrelse i forhold.

(Fyns Venstreblad, 16. maj 1942)

Bagvaskerne

Man kan sige, at fru Olga Eggers og Aage H. Andersen slap billigt, da de for deres beskyldninger i "Kamptegnet" fik henholdsvis 120 dages hæfte og 80 dages fængsel. På den anden side er vore dommere jo yderst utilbøjelige til at bringe bagvaskelsesparagraffen i anvendelse, i hvert fald ikke når den angrebne er en politiker. Man så det i sin tid, da hofjægermester Sehested havde slået sig på bagvaskelser. Han dømtes alligevel efter den mildere injurieparagraf. Men havde iøvrigt derefter det uheld, at offentligheden senere fik et i høj grad generende indblik i, hvilke personer han tog i sin tjeneste for derigennem at fremme de "ædle formål", han havde. Hr. Sehested opnåede altså kun en kortvarig succes, en succes han måtte betale med resterne af hans almindelige anseelse, hvis der da var rester tilbage og det var ikke urimeligt, thi det danske folk vil nemlig i almindelighed vende sig mod bagvaskelse anvendt som politisk kampmiddel, og derfor vil det også glæde sig over, at de to redaktører for "Kamptegnet" er blevet dømt.

Det var en anset mand, de var faldet over, som de overhovedet ikke kunne sige noget på, og for at gøre sagen rigtig beskidt, var også faldet over en lige så sagesløs kvinde. Under proceduren forsøgte de end ikke at føre skygge af sandhedsbevis for dens påstande. Som det står i sagens præmisser, kunne de ikke selv være uvidende om, at der var antydning af grundlag for deres beskyldninger, men naturligvis fandt de alligevel ikke på gøre afbigt. Tværtimod fortsatte "Kamptegnet" i længere tid en kampagne, og den eneste "undskyldning", som de anklagede havde, var at kvinden, de var faldet over, var jøde, hvoraf altså synes at fremgå, at de havde den opfattelse, at jøder i Danmark var retsløse, og at en hvilken som helst æreskænder kunne behandle dem, som vedkommende havde lyst. De er nu blevet belært om noget andet, og selv om de kun kommer i hæfte, henholdsvis fængsel, i 120 og 80 dage, og selv om de kun skal betale 8200 kr. i erstatning og omkostninger, så er det i hvert fald blevet fastslået, hvilke personer der er tale om, ligesom "Kamptegnet" har givet sig selv en betegnelse, det aldrig vil kunne vaske af sig.

Man har derfor grund til at være grosserer P. M. Daell taknemmelig, fordi han tog det ubehag der altid er forbundet med et sagsanlæg af den art, skriver "Demokraten". Forhåbentlig vil det betyde, at "Kamptegnet" i fremtiden bliver lidt mere forsigtig mht. sine overfald på navngivne personer.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 20. maj 1942)

Christmas Møller og Olga Eggers

"Berlingske Tidende" beskæftiger sig i sin ledende artikel i går med den forfattergage, fru Olga Eggers får på finansloven. Spørgsmålet er oprindelig rejst i den konservative landstingsmand H. Steins blad "Børsen", og de to blade er enige om, at fru Fggers efter den dom, der er overgået hende i sagen mod grosserer P. M. Daell og jødinden Wassermann, også skal rammes på pengepungen. Det er værd at notere, at de to blade gør en fin hentydning til, for navnene nævnes selvfølgelig ikke, at der som bekendt foreligger fortilfælde. Forfatterne, som "Berlingske Tidende" og "Børsen" ikke kan få sig selv til at nævne, er de kommunistiske skribenter Martin Andersen-Nexø, Hans Kirk og Soya. De er strøget på finansloven af den simple grund, at den danske statsmagt af anstændigheds hensyn ikke godt kan belønne forfatterne med en statsgave, fordi deres arbejde er i strid med landets love og med den politik, der skal føres. Noget sådant er imidlertid ikke tilfældet for Olga Eggers vedkommende. Hun er ved retten dømt for nogle skriverier i sit blad "Kamptegnet", og hun har yderligere i retten erkendt, at de oplysninger, hun skrev sine artikler på, var forkerte. Derimod har vi endnu ikke hørt, at Andersen-Nexø, Kirk eller Soya har erklæret, at det, de kæmpede for, var til skade for land og folk. Alligevel trækker "Berlingske Tidende" og "Børsen" parallelen. Og da det er undervisningsminister Jørgen Jørgensen som har det afgørende ord, mobilisere også han. Olga Eggers vil ikke alene dømmes af retten, men også af staten. Vi forstår bedre, hvorfor den enestående hetz mod national-socialisterne kan fortsætte på universitetet og rundt om i skolerne mod børnene af national-socialistiske forældre. Jørgen Jørgensen er skam optaget af ganske andre ting. Det er langt vigtigere for ham at overveje, om Olga Eggers fortsat skal have 700 kroner af staten om året, eller beløbet skal stryges, end det er at skride ind mod den politiske forfølgelse i skoler, læreanstalter og på Universitetet. 

For "Berlingske Tidende"s og "Børsen"s vedkommende gælder det, at de med fru Eggers-sagen har fået noget andet at tale om. Fru Eggers er hovedpersonen i dagens Danmark. Hun kommenteres og diskuteres i systemets presse. Det var næsten en slags førelse fra højere magters side, at fru Eggers kom frem på arenaen samtidig med, at Christmas Møller flygtede til England. For så undgik de to højkonservative blade da helt at beskæftige sig med ham! Han er ganske vist konservatismens første mand i landet, men den grove forbrydelse, han har gjort sig skyldig i, kan slet ikke sammenstilles med fru Eggers, der, efter de to blades opfattelse, er endnu grovere. Ellers havde de såmænd nok haft en kommentar at gøre til Christmas Møllers flugt. De to blade opnår på denne måde at forfalske billedet, fremfor med ansvar overfor land og folk at give en nøgtern vurdering af den situation, Christmas Møller har bragt vort Land i. Forklaringen er vel til gengæld at den jødiske indflydelse er for stor for begge blades vedkommende.

Virtus

(Fædrelandet, 19. maj 1942).

Annonce i Fædrelandet, hvor Olga Eggers taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. 18. juni 1942.

Annonce i Fædrelandet, 16. oktober 1942. Olga Eggers optræder også her som taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. Billetterne fik man derudover hos DNSAP, Fædrelandet.

Højesteret forhøjede 29. marts 1943 straffetiden for begge til 2 gange 80 dages hhv hæfte og fængsel, samt 2.000 kr i sagsomkostninger.  Werner Best var den øverste tysker i Danmark, og det passede ikke i hans ønske om en ændret politik. Han fjernede støtten og lukkede bladet i maj 1943. Det siger måske lidt om Eggers at hun ved Højesteret blev dømt for at gøre noget der egentlig var besættelsesmagtens officielle jødepolitik.

Eggers rejste til Tyskland som tolk. Formentlig "venligt" opfordret fra besættelsesmagten selv i Dagmarhus. Hun blev arresteret i 1945 i sit hjem i Holbergsgade 17 som en af de første og største nazister, og døde knap to uger efter i Vestre Fængsel af indtil i dag ukendte årsager. 

Politi-Aktion mod Antisemitiske Løbesedler. (Efterskrift til Politivennen).

KØBENHAVNS POLITI er skredet ind mod den i går omtalte antisemitiske propaganda, der er blevet drevet i forbindelse med den store klædesag, bl. a. ved hjælp af løbesedler. Man udnyttede på løbesedlerne den omstændighed, at politiet og pressen ikke gav oplysning om den skyldiges navn, hvilket for øvrigt finder sted | adskillige sager, inden de bringes for retten, idet undersøgelsesarbejdet derved lettes.

Rundt om på gaderne beslaglagde politiet i lørdags løbesedler af fornærmeligt indhold mod grosserer Louis Frank. Det hed bl. a. i teksten, at pressen ville dække over "Svindeljøden Frank". Politiet sikrede sig to plakatuddelere, vicevært Kai Møller og bogholder Kai Henning Andersen, der i går mødte i dommervagten hos byretsdommer Jacobi. 

Politisekretær Heiberg fremlagde nogle eksemplarer af den beslaglagte plakat og oplyste, at fru Olga Eggers har ladet den fremstille, idet hun er redaktør af et antisemitisk organ, "Kamptegnet". Hun sigtes for overtrædelse af politivedtægtens paragraf 5, for at have udvist fornærmelig adfærd mod hr. Frank på offentlig gade.

Fru Eggers erkendte at have ansvaret for løbesedlerne, men hun mente ikke, at der forelå noget ulovligt, idet politiet har beslaglagt Franks lager og forseglet dørene.

Dommeren bemærkede, at grossereren ikke er dømt, og selv om han var det, havde Ingen lov til at bruge så stærke udtryk om ham. Retskendelsen gik ud på, at plakaten beslaglægges. Fru Eggers påkærede kendelsen til Landsretten.

(Nationaltidende, 3. november 1941).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Hans "ånd" er ej ægte.

Falsk navn

I artikler om Rumænien har man kunnet læse tvangfrit henkastede bemærkninger som: "Da den rumænske handel for 60-70 % vedkommende dirigeres af jøder, vil der Iet kunne komme til vanskeligheder ved en for stærkt drevet antisemitisme". 

Ja. det tror Pokker. Helt fraset det noget ejendommelige i at et sådant forhold eller misforhold omtales som en ganske naturlig sag, så ved enhver, at ingen er mere hævngerrig end jøden. Disse over hele jorden spredte israelitiske pengepugere står jo altid sammen, hvor det gælder om at holde på det gods, de har fået fraranet folkene, hos hvem de er trængt ind. Har en nation været naiv nok til at lade jødesjakket få den magt over erhvervslivet, som det er tilfældet i Rumænien, kan det ikke vente ikke vente nåde, hvis det prøver at optræde som herre i sit eget hus. Det viste sig jo også at den indenlandske fjende var for stærk. - foreløbig! Dette til lære og advarsel for andre lande, som i deres tåbelighed styrer samme selvmorderiske kurs. Og for at holde os til vort eget! Er det egentlig mærkeligt, at arbejdsløsheden herhjemme er stadig stigende, når vi tillader den ene skare efter den anden af omvandrende israeliter at slå sig ned ved vore desværre altfor gæstfri strande? Hvor jøden går ind, går den hvide mand ud. Det er i hvert fald en af grundene til den  voksende arbejdsløshed. At denne landsulykke passer fortræffeligt i regeringens program, er igen noget andet. Men lærerigt er det i hvert fald at se hvilke stadigt mere og mere snedige krumspring jøden bruger for at bore og fedte sig ind hos os og tage danskernes stillinger, arbejde og løn fra dem.

Den herved aftrykte artikel fra "Jødisk Ugeblad" er derfor ikke uden interesse. Nu ved vi det! De navne, der røber jødens udenlandske oprindelse, skal skjules, gode danske navne skal som lånte fjer pryde hans sorte rokkehoved. Ganske vist viser det en noget vidtdreven optimisme, når jødebladet formoder, at vi ikke skulle kunne høre forskel på noget snadrende jiddisk isprængt uforståelige danske brokker og på vort modersmål. Mon dog ikke de fleste vil formode, at disse lyde skyldes "en udlænding"? Og kunne det ikke tænkes at vække en vis opsigt, hvis en navngiven "Hansen" eller "Jensen" udtrykte sig så ejendommeligt? Mange falsknerier er vi dagligt ude for, men mon denne dog ikke er for tyk??

Men hvad der kan gøres for at bedrage de af naturen sørgeligt lettroende og tillidsfulde danskere, det skal altså gøres og bliver såvist gjort. Hertil er ingen midler for underfundige! Men det er et stærkt stykke, at et firma, der formodentlig praler med at kaldes dansk, ligefrem er med i arbejdet for at vise en uønsket og uindbuden, påtrængende fremmed nomadestamme midler og måder til at tage de retmæssige indbyggere det mest mulige ved næsen. Det er virkelig et højdepunkt af jødeluknjskhed!

Mon der skulle være håb om at bærerne af de danske navne, som det altså er meningen systematisk at tilsmudse ved at overlade dem til jiddisk brægende usurpatorer, ville tage sig sammen og nedlægge en lidenskabelig protest? Eller skal jøden også ad denne vej bore sig stadig længere ind i det danske forretnings- og handelsliv og for hvert år mere, nu også ved hjælp af falske navne, fortrænge danske kvinder og mænd fra det arbejde, de dog vel skulle formodes at eje førsteretten til?

Olga Eggers.

Oedisk Ugeblad Emigrant. skriver:

"3500 nye slægtsnavne til brug ved navneskifte, udgivet af Personalhistorisk Institut. S. Otto Brenner. 

Vi har nogle gange her i bladet slået til lyd for nødvendigheden af at mange af vore læsere burde forandre deres polsk-russiske navne til mere letflydende overfor det store samfund, thi de ovennævnte polsk-russiske navne er i høj grad en unyttig gene for Dem selv og unyttig besvær for landets befolkning. Til hvad nytte er det egentlig til at tumle rundt med et halsbrækkende polsk-russisk navn! Særlig burde ungdommen lægge sig dette stærkt på sinde for at undgå i deres opbyggende fremtid mange umulige svar på spørgsmål: "Hvor er De fra? Er De udlænding?" o. s. v. Vi kan i dag med glæde konstatere, at vore hidtidige henstillinger har båret frugt. Adskillige af vore læsere har allerede gjort alvor deraf og forkortet eller forandret deres for danske øren fremmedklingende navne gennem Personalhistorisk Institut. Kultorvet 4 og mange står sikkert i begreb med at følge efter. Vi har modtaget en fiks lille brochure indeholdende 3500 nye slægtsnavne udgivet af hr. direktør O. Brenner. Bl. a. indeholder brochuren praktisk vejledning for navneskifte og en interessant statistik over befolkningens vækst i året 1936, og over antallet af dem der har søgt navneskifte, og man erfarer, at 2000 medborgere har valgt nye praktiske navne samt ovenomtalte 3500 nye korte og velklingende navne for dem der vil søge navneforandring. Vi anbefaler endnu engang vor læsere bamle at stifte bekendtskab med Personalhistorisk Instituts nyttige brochure og at tage skridt til at forandre deres noget vanskelige navne"

Mit navn er (H)ansen

Emigrant

(Stormen, Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti. 1. marts 1938).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers havde skrevet for Social-Demokraten indtil 1933. Muligvis pga en personsag følte hun sig svigtet af Socialdemokratiet og meldte sig i 1934 ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Dem ragede hun også uklar med, og endte i National Socialistisk Arbejder Parti, hvis opfattelse var at DNSAP ikke var antisemitisk nok. I 1938 skrev hun hver måned i "Stormen" en artikel hvor nedenstående er et eksempel. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem. Øvrige artikler om Olga Eggers kan findes ved at følge dette tag.

Man siger at jøderne

ikke ødelægger Danmarks erhverv! Man siger, at vi danskere selv er herrer i vort eget hus! Man siger, at arbejdsløsheden ingen forbindelse har med den jødesværm der oversvømmer Danmark ! Det er i det hele utroligt, hvad man siger - .

Så var der engang en fornuftig mand som ikke nøjedes med at efterplapre det, man sagde, men som gav sig til at tænke selv, og han fortalte mig!

"Om morgenen bliver min kaffe bragt ind til mig. Jeg fik forleden at vide at den var importeret af en vis hr. Moses Melchior. Og at dømme efter det markskrigeri, der stadig i bladene følger med Richs (Salomonsens) kaffetilsætning, må jeg antage, det er dette surrogat, der er tilsat den sorte drik. Det var to jøder, der - om jeg så må sige - demonstrerede deres nærhed, inden jeg endnu var klædt på.

Nå, men jeg må videre gennem hver dags gøremål! Jeg tager mine sko, - i dem står prentet "Hertz". Slipset husker jeg at jeg ved et tilfælde fik købt hos en herre ved navn Brudzewsky, hvilket lyder en smule udenlandsk, og tøjet er fra et firma Jacobsen, hvilket kan være både det ene og det andet. Jeg tager min avis - mærkeligt, så mange kunstnere, forfattere, musikere o. s. v., der er omtalt, og som alle bærer mystiske og vanskeligt udtalelige navne. Og som de roses! Spalterne er så fulde af lovtaler over disse "begavelser", at der aldeles ikke bliver plads for en eller anden eventuelt også begavet Hansen eller Jensen. Og radioens program svømmer ligeledes over med navne der synes at måtte stamme fra en ret fjern del af kloden.

Jeg ser på annoncerne! Det var såvist ikke blot kaffetilsætningen, der reklameres op af en hr. jøde. Nej, allevegne får man en anelse om at det er jøder, der betaler annoncerne. De må skam være velhavende, de herrer jøder. Hvor kan de dog have fået alle de penge fra? Har de haft dem i en pose på nakken, da de kom her ind? For det skulle da ikke være vore små penge, de flotter sig med? Men så forstår man bedre den megen virak for de fremmedartede navne. Noget for noget, siger de uafhængige, upartiske "danske" aviser.

Jeg tænder min cigar, - firma Horwitz.

Landsdommer Gammeltoft forbød mig at tegne i retten, men han forbød mig dog ikke at se, og her er synet"

Tegneren.

Tilfældigt falder min vej forbi Østre Landsret. Jeg ser indenfor. Der sidder minsandten en jødisk udseende herre med et afgjort jødisk navn paa dommersædet. Og han er i færd med at høre på en forsvarstale, der gælder en hvid mand, som har vovet at anføre talmud-ord. Den ærgrer ham åbenbart, for han afbryder ustandseligt forsvareren. Det generer måske hans jødiske øre at høre de citater fra hans jødiske sæde- og troslære, som nu fremtures. Man må også forbavses, især da det kundgøres, at den øverste jødiske rabbiner for ganske nylig har skrevet, at disse talmudlærdomme er det afgørende for det jødiske, religiøse Liv. Han synes ikke om det, den hr. jødedommer, der er sat til at dømme en hvid mand i hvid mands land. Og den hvide mand bliver da ogsaa dømt til at spærres inde, fordi han har haft den utilladelige fripostighed at citere ud fra jødernes egne "hellige bøger". For det må man ikke! Jøderne ønsker det absolut ikke åbenbaret for almenheden, hvad de lærer i deres egne skoler. I hvert fald bliver man altså straffet, dersom man vover at citere dem. Besynderligt, - eftersom de fleste andre religioner kun er alt for ivrige efter at delagtiggøre verden i deres lære."

Dette var altså den fornuftige mands tanker. Men lad det ikke uroe nogen. Han er endnu et ret enestående fænomen. Størsteparten af folket foretrækker at snorke videre, medens jøden våger og "arbejder". God søvn.

Olga Eggers

(Stormen, Kampblad for Dansk-socialistisk Parti, 1. februar 1938).