Et Besøg paa Revshaleøen. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Geologerne tale, saavidt jeg veed, kun om plutoniske og neptuniske Landdannelser. Vi have imidlertid ganske nær ved os, paa Kjøbenhavns Rhed, en Landdannelse, som nok fortjener at tages i Øiesyn, skjøndt den hverken skyldes Havets langsomme Afsætning eller en ved underjordisk Ild frembragt Hævning sin Oprindelse. Revshaleøen - thi det er den, her er Tale om - bliver taalmodig dannet af Menneskehænder, ikke uden Modstand af det vaade Element.

Allerede den korte Tour derud er ikke uden Interesse. Da vi for en fjorten Dage siden eller lidt mere stilede derud fra Kvæsthuusbroen med en af de smaa Dampere, fik vi ovenikjøbet store ualmindelige Fremtoninger at see. Bag os, ovre paa Christianshavnssiden, viste det tildeels sammenstyrtede Pakhuus sig endnu dengang i Ødelæggelsens første Vederstyggeligded med det brede, aabne Gab gjennem hele Midtpartiet af Bygningen, og med et af de nedstyrtede vester dannet Skraaplan, der strakte sig fra en anden Sals Høide heelt ud i Vandet, opfyldt med et Virvar af Bjælker, sukkerkister osv. Paa Veien igjennem den livlige Havn, passerede der os flere af de derpaa farende Dampskibe, af hvilke den svenske skruedamper "Arboga Nr 1", der netop foer fordi os, siges at bære Prisen i Hurtighed, idet den skal skyde den næsten utrolige Fart af 13 Miil i Vagten, hvad der dog vistnok i Virkeligheden turde indskrænke sig til 12-13 Miles Fart. Ved Hønsebroen kom vi tæt forbi den forhenværende Corvet "Galathea", der som bekjendt i sin Tid har foretaget en Verdensomseiling. Den er nu ikke længer nogen stolt Orlogsmand med høit kneisende Reisning; den er med Alderen sunken ned til en beskeden Coffardifarer og laa og lossede Riissække. Sejladsen forbi Flaadens Leie med de mange gamle og nye Orlogsskibe af Træ og Jern og med Udsigten til den store nye Dampkran af Jernplader paa Nyholm; den smukke Tour ud af Bommen forbi Toldboden, hvor den nye Toldbodbygning nu er i Begreb med at reise sig paa Esplanadens Bastion; Langelinie med dens mange Spadserende; den af Skibe vrimlende Rhed, hvor man hiin Dag blandt Andet saae den i Slaget ved Helgoland prøvede Skruefregat "Jylland", samt to store russiske Orlogsdampere, af hvilke den ene, der er smukt udstyret, oftere er bleven benyttet til søreiser af Keiserfamiliens Medlemmer - alt dette skulle vi kun nævne i Forbigaaende som Exempler paa, hvad Havnen og Rheden frembyde. Den ellers saa smukke Udsigt ind over Havnen og Bom paa Hiin Formiddag i Taage, og vi ville lade den forblive i Taagen for strax at hensætte os til Revshaleøen.

I Havneplanen af Decbr. 1834 vedtoges det at danne en Ø af den Grund, der under Navn af Revshalegrunden strækker sig imellem Batterierne Lynetten og sixtus, ved der at oplæsse den faste Fyld, som opgraves i Havnen og paa Indrerheden. Planen gaaer ud paa at danne en Ø, der er landfast med Lynetten og derfra strækker sig over mod Batteriet Sixtus, kun adskilt derfra ved et c. 200 Alen bredt Løb af ringe Dybde. Paa dens vestlige side, indad mod Byen, dannes der tre Grave, 400 Fod lange, 200 Fod brede og med 13-18 Fods Vanddybde, medens der ved Øens sydlige Side, over mod Batteriet Sixtus, kun bliver 7-8 Fod Vand. Foruden at der ved denne Vanddannelse skaffes tilstrækkelig Bolværksplads til de mange skibe, navnlig Dampskibe, der i Forbiseiling anløbe vor Rhed uden at ville gaae i Havn, vil der derved tillige skaffes Indrerheden titstrækkeligt Læ mod Østenvind, hvilket den hidtil har savnet, og hvorved Pramning og omladning af Varer ved stærk Paalandsblæst næsten er bleven umuliggjort.

Den paatænkte Ø, af hvilken der endnu kun er dannet en Ringe Deel, vil ikke blive saa ganske lille. Dens Størrelse er nemlig foreløbig bestemt til c. 270,000 Qv. Alen eller 19 a 20 Tdr. Land, til hvis Dannelse der vil medgaa 389,000 Læster Fyld, hvilket er det Qvantum, der ifølge Havneplanen skal optages i Havnen og paa Indrerheden i de første 10 Aar, regnet fra 1865. Det indvundne Areal tænkes anvendt deels til Oplagsplads, navnlig for Kulbeholdninger, hvorfra de forbiseilende Dampskibe med ringe Tidsspilde ville kunne forsynes og Omladning af Gods vil kunne foretages, deels til offentlig Ballastplads, til hvilken Skibene kunne forhale efter endt Udlosning inde i Havnen, hvorved der vil vindes rigeligere Plads ved Havnens Bolværker, medens Ballastforsyningen vil kunne skee langt billigere der. Endvidere vil Revshaleøen egne sig vel til Anlæg af en Ophalingsbedding, navnlig for Havariskibe, og der skal allerede for længere Tid tilbage fra privat side være andraget om at erholde det til et saadant Anlæg fornødne Areal tilkjøbs.

Arbeidet ved Bolværkssætningen om Øen er begyndt ved dens sydlige Deel, der vil blive benyttet af Havnevæsenet som Material- og Arbeidsplads, hvorfor der i den 700 Fod lange Bolværkslinje anlægges to større Slæbesteder af henholdsviis 100 og 200 Fods Brede. Den Deel af Bolværksarbeidet der udføres iaar, er overtaget af Firmaet Unmack & Schlüter. Den omfatter en strækning af 1650 Fod, der om kort Tid er færdig. Til Ramningen af Pælene har det nævnte Firma construeret en Damp-Rambuk, som har viist sig overordentlig hensigtssvarende, idet der med den er rammet indtil 25 Pæle om Dagen, og det ovenikjøbet i en meget haard Kalkbund. Da denne Maskine vistnok er enestaaende i sit Slags her i Landet, er den nok værd at beskrive. Rambukkens Underdeel bestaaer af to særskilte Platformer, af hvilke den underste vandrer paa Hjul henad Jernbaneskinner, medens den øverste Platform, der bærer selve Rambukken og Maskineriet, bevæger sig om en Centertap i den nederste, hvorved den kan svinges i en heel Cirkel, selve Rambukken staaer paa den øverste Platforms ene Hjørne og kan anbringes under forskjellige Vinkler, idet den saakaldte "Mægler" (c: det opstaaende Tømmer, opad hvilket Ramslaget vandrer) briter i et Kugleled, medens "Mæglerens" stivere kunne testes og findes ved Hjælp af Vægtstænger.

Ramslaget er af støbejern af c. 2000 Pds. Vægt og løftes af en Dampmaskine, bestaaende af et Dampspil og en 10 Hestes Dampkjedel af Locomotivform. Dampspillet har to Cylindre, hver 7" i Diameter: men medens Kraften fra Krumtapaxlen ellers pleier at forplantes til Kjettingvalsen ved Tandhjul, skeer det her ret Hjælp af saakaldte "Frictional-Hjul", det vil sige Hjul, i hvis Peripherier der er anbragt neddreiede Fordybninger og fremstaaende Kanter, som gribe ind i og presses mod hinanden, hvorved Forplantelsen af Kraften finder Sted. Dette slags Hjul siges i nærværende Tilfælde at have viist sig meget praktiske, idet man ved at føre dem fra hinanden, hvilket med stor Hurtighed skeer ved Hjælp af en Vægtstang, øieblikkelig kan afbryde Forbindelsen mellem Krumtapaxlen og Kjettingvalsen, ligesom man ogsaa ved at føre denne sidstes Frictional-Hjul ned mod en Bremseklods, kan standse Ramslaget paa ethvertsomhelst Punkt. Ja, man har ved Maskinens Hjælp et saa fuldstændigt Herredømme over den 20 Centner tunge Jernklods, som der rammes med, at man, som en af Arbejderne forsikkrede, "kunde knække en Valdnød med den". Ramslaget kan gjøre indtil 8 slag pr. Minut, medens den sædvanlige Hastighed med 12 Fods Løftehøide er 4 a 3 slag pr. Minut. Enhver Pæl, som skal nedrammes, løftes i et Nu ved Dampkraft og bringes paa faa Minuter i den rette Stilling under Ramslaget, og skjøndt den midlertidig ved Enden er omgiven med en stærk Jernring, knuses dog Træet af det tunge Ramslag, saa at det overalt flosser ud over Ringen. Paa Grund af den stærke Modstand, som Kalkbunden yder, hænder det endog, at de svære Pæle knækkes ved Enden under de vældige Slag. Hver Gang der skal nedrammes en ny Pæl, kjører hele den kolossale Rambuk ved Dampkraft med sin store Kjedel, sit Spil osv. selv henad sine Skinner til det Sted, hvor Pælen skal staae. Til Trods for den svære Vægt, der er koncentreret paa Underlaget, foregaaer denne Flytning med stor Lethed. Dampspillet er forfærdiget i Glasgow og Dampkjedlen i Lincoln i England. - Paa Revshaleøen findes der foruden et Skuur for Arbejderne en af Entrepreneurerne anlagt Smedie, hvor det betydelige Qvantum Smedearbeide forfærdiges, som bruges ved Bolværkerne.

Af den er der endnu kun dannet en bred Ring mod Sydøst; hele Bolværksstrækningen over mod Sixtus er færdig, og for Øieblikket arbeides der paa Bolværket ved den sydligste af de tre store Grave indad mod Byen. Storm og Høivande havde i forrige Efteraar har spillet Entrepreneurerne et stemt Puds, idet alt beret Tømmer kom i Drift. Heldigviis var det dog saa velvilligt at drive ind mod Batteriet Sixtus og Amager, saa at det altsammen blev fiske op. Det er en Selvfølge, at meget af Fyldet ved saadanne Lejligheder skylles bort; men om ogsaa Søen gjør Modstand, er det ikke vanskeligt at forudsige, hvem der vil seire i denne Kamp, og om 7-8 Aar vil der i og ved et Farvand, hvor der for Øieblikket ankre i.l anseelige Skibe, være anlagt en ikke ganske lille Ø, hvor der uden al Tvivl igjennem mange Slægter vil komme til at gøre sig en travl Handelsvirksomhed. P. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. oktober 1868)

Byggeplads på Refshaleøen, 1868. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Tunnel under Kjøbenhavns Havn. (Efterskrift til Politivennen)

Gasværkets tunnel under Københavns Havn. Den gik mellem Gammelholm og "Dokken". Gennembruddet skete den 12. januar 1858. 

Den nye Tunnel mellem Kjøbenhavn og Christianshavn nærmer sig nu med stærke Skridt sin Fuldendelse. Der manglede igaar kun omtrent 10 Fod af hele Længden. Arbeiderne paa den ene Side kunde høre Larmen fra deres Kammerater paa den anden, og man venter, at de ville naae hinanden en af de første Dage i næste Uge. Tunnelen er imidlertid endnu ikke udhugget i sin fulde Brede af 10 Fod i Diameter, og naar Gjennembruddet er skeet, skal man altsaa skride til Udvidelsen af hele den underjordiske Gang.

(Dagbladet (København) 9. januar 1858).

Den nye Tunnel mellem Kjøbenhavn og Christianshavn er nu fuldendt. "Dagbl." giver heraf følgende interessante Fremstilling, som vi tillade os at optage:

Det glæder os at kunne meddele, at den dristige Plan til Udgravningen at en Tunnel mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, paa hvilken Borgerrepræsentationen gik ind med en anerkjendelsesværdig Beredvillighed, nu er heldigt udført af Entrepreneurerne for Gas- og Vandværkerne tiltrods for de betydelige Vanskeligheder, som have maattet overvindes, navnlig fra det stærkt indstrømmende Vand og fra den forpestede Luft, som udvikledes i denne Dybde. Som allerede meddeelt vare Arbeiderne sidst i forrige Uge skredne saa vidt frem fra begge Sider, at Larmen af Hakkerne trængte igjennem den halve Snees Fod, som endnu adskilte dem; den Afstand, som var tilbage, formindskedes hurtigt, og allerede Mandags kunde man gjennem Skillevæggen høre Folkene tale paa den anden Side. Igaar Middag Kl. 12 foregik derpaa Aabningen af Tunnelen i dens hele Længde paa et Punkt, der ligger omtrent 280 Fod fra Brønden paa Christianshavnssiden og c. 120 Fod fra Nedgangen paa Gammelholm, hvor Arbejderne ikke have kunnet skride saa rask fremad, da man har havt megen Besværlighed med det indstrømmende Vand og navnlig har maattet nedsænke sammenskruede Jerncylindre i den 70 Fod dybe Nedgang. Til den angivne Tid steg et Selskab, bestaaende af Vandinspecteur Colding, Mr. Aird, Etatsraad Forchhammer og endeel Ingenieurer, ned ad de smalle lodrette Stiger paa Gammelholmssiden og vadede igjennem Tunnelen hen til det Sted, hvor Aabningen skulde skee; Hr. Colding slog det første Slag igjennem den tynde Skillevæg, som var ladt tilbage af Mineurerne, de øvrige Herrer fulgte hans Exempel, og i faa Minuter var der en saa stor Aabning, at en Person kunde trænge sig igjennem den. Da der er arbeidet fra begge Sider paa eengang, har det været en Hovedopgave at bestemme Retningen for de tvende Sæt Arbeidere, for at de ikke skulde gaae feil af hinanden, og skjøndt der var anvendt al mulig Omhu paa ved Hjælp af Kompas og andre Instrumenter at afstikke en nøiagtig Linie, imødesaae man dog med nogen Ængstelse Udfaldet; heldigviis var denne Ængstelse ubegrundet, Retningslinierne vare nøiagtige, og man mødte hinanden 40 Fod under Havbunden i den samme Linie, saa at det vil være let at nivellere den ubetydelige Afvigelse, naar Tunelen udvides til den bestemte Vidde og derefter føres med en ægformig Hvælving af 2½ Steens Muur i Cement.

Det saaledes i kort Tid udførte Arbeide er ikke blot i sig selv interessant, men ogsaa af stor Betydning for Hovedstaden. Adskillige tydske Blade have spekuleret over, hvorfor man i Kjøbenhavn har villet grave en Tunnel, da den i London har betalt sig saa slet, og gaae saaledes ud fra den forkeerte Forudsætning, at den er bestemt til Færdselen. Dette er som bekjendt ikke Tilfældet; Tunnelen er alene bestemt til at føre Gas, Vand og Kloakledningerne, der ikke vilde være sikkre paa Havbunden, fra Kiøbenhavn til Christianshavn, og dersom Muurbeklædningen ikke kan holde Vandet ude, er det ikke usandsynligt, at man lader Tunnelen løbe aldeles fuld for kun at pumpe den læns, naar Rørene skulle eftersees eller repareres. Vigtigst vil Tunnelen blive for det eventuelle Kloaksystem; ved den er der bortryddet en at de største Hindringer for et System, der fører alle Uhumskheder saa langt bort fra Byen, at de ikke atter kunne skylles tilbage af Strømmen.

(Flyveposten 14. januar 1858).

Tunnelen under Havnen. Foto fra Københavns Gasværker 1857-1932. S. 156. I bogens tekst er der følgende forklaring: "Christianshavn fik først gasforsyning i 1859 grundet på, at tunnelen under havnen, hvorigennem ledningen til Christianshavn førtes, først blev færdig i 1858. Et billede fra tunnelen ses på Fig. 97 " Figur 97 er fotoet.

Borgerrepræsentanternes Møde, Tirsdagaften Kl. 6 3/4.

- - -

Skrivelse fra Magistraten af 27de f. M. angaaende Udmuringen af Tunnellen mellem Gammelholm og Christianshavn og Anskaffelsen af en Dampmaskine til sammes Lænsning. (Udmuringen foreslaaes kun ved begge Ender af Tunnellen; Anskaffelsen af en Dampmaskine med Opstilling vil koste 9400 Rd. Magistraten forlanger 12,000 Rd. hertil, men paa den anden Side vil der blive besparet 15,000 Rd. i den med Entreprenuren stipulerede Sum, thi da Kalklaget har viist sig solidt, kan man nøjes med en 9 Fods Tunnel i Kalklaget, istedetfor at der skulde være 13 Fod i Kalklaget, og derpaa mures til indtil 9 Fod. H. P. Hansen udtalte, at Communen kun paa en mindre fuldstændig Maade havde opnaaet denne Communication med Christianshavn, da Tunnellen skulde blive 13 Fod. Rothe paaviste, at da der vil blive besparet 15,000 Rid. ved Arbeidet var Tunnellen ogsaa bleven noget snævrere indvendig, idet man nøiedes med den indre Kalksteen istedetfor med Muurværk, da Kalken havde viist sig særdeles solid. Ussing spurgte om denne Sag skulde endelig afgjøres i Mådet. Formanden: Nei, den var kun til 1ste Behandling. Ussing: Kunde man ikke nøies med at leie en Dampmaskine? Rothe: Naar Tunnellen skal lændses, maa dette skee strax og man har da ikke Tid til at leie og transportere en Maskine hen til Stedet. Den faste Dampmaskine, som nu staaer der, kan haves for 9400 Rd.; naar den tekniske Borgermester derfor har forlangt 12,000 Rd. saa vil han maaskee derfor anskaffe 1 eller 2 transportable Dampmaskiner, som ogsaa kunne anvendes i andet communalt Brug. Holmblad mener, at Tunnellen bør indmures i den oprindelige Vidde, da den jo og i sin Tid skal optage Cloakrøreren. Rothe erklærer at i Tunnellens nuværende Vidde, 9 Fod, er der Plads ogsaa til Cloakrørene; skal den mures heelt indvendig, maa den derimod udhugges til en Vidde af 13-14 Fod. Men saalænge man ikke veed, om der bliver noget af Cloakanlægget, er det urimeligt at gjøre Tunnellen 13 Fod viid. Hermed endte 1ste Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. April 1858. Uddrag).

Borgerrepræsentanterne 2. behandling af sagen stod at læse i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. april 1858.

Tunnelen imellen Kjøbenhavn og Christianshavn er nu rigtignok færdig, forsaavidt at man har brudt en rummelig Canal igjennem Kalkstenen under Havnebunden, for derigjennem at føre Gas-, Vand- og om muligt ogsaa Cloakrørene ud til Amager; men at kunne holde denne Tunnel fri for Vand, det har man ikke opnaaet. Kalkstenen er saa spaltet og poreus, at der trænge Vandmasser til et Beløb af 20,000 Tønder igjennem den i Døgnet. Allerede ved Arbejdets Paabegyndelse bemærkede man denne Omstændighed, og det havde da vistnok været rigtigst at opgive Foretagendet; nu discuterer man i Communalbestyrelsen om Hvad der under saadanne Omstændigheder herved er at gjøre. (Fs. A.)

(Lille Belts Tidende eller Middelfart Avis for Politik, Handel og Bekjendtgørelser 26. april 1858).

En communal Promenade. I Onsdags Middag foretog en stor Deel af Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter en Spadseretour igjennem den anlagte Tunnel. Efter paa Dokken paa Christianshavn at vare blevne iførte en fuldstændig Sømandsdragt af Voxdug med Hætte, hvori Ingen skulde have gjenkjendt denne ærværdige Deel af Communalbestyrelsen, bleve de enkelviis i en stor bedækket Spand firede ned igjennem den 60 Fod dybe Nedgangsbrønd. De gik derpaa igjennem Tunnelen, der er 400 Fod lang, i mange Tommer høit Vand, og bleve efter endt Tour ligeledes i en Spand gjengivne Verden.

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 10. maj 1858).

Fornylig foretog en stor Del af Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter en Spadseretur igjennem den anlagte Tunnel. Efter paa Dokken paa Christianshavn at være blevne iførte en fuldstændig Sømandsdragt af Voxdug med Hætte, hvori Ingen skulde have gjenkjendt denne ærværdige Del af Kommunalbestyrelsen, bleve de enkeltvis i en stor bedækket Spand firede ned igjennem den 60 Fod dybe Nedgangsbrønd. De gik derpaa igjennem Tunnelen, der er 400 Fod lang, og som har omtrent den Høide og Brede, som den efter Kontrakten skal have, naar den, efter at være bleven yderligere udhugget, er bleven forsynet med Murværk. De maatte deretter vende tilbage, da der ingen Opgang er paa Gammelholm, og, paa samme Maade som de vare komne ned, atter lade sig fire op igjennem Redgangsbrønden. Tunnelen, der var oplyst ved paa begge Sider anbragte Lys, danner en uhyre lang Drypstens-Grotte, hvor Vandet uafladeligt strømmer ned fra Loft og Sider, ikke igjennem nogen enkelt Aabning, men rislende frem af Lofthvælvingen og Væggene, som er ustandseligt Kildevæld, hvilket allerede kan sluttes deraf, at der i Døgnet løber 20,000 Tdr. Vand ind i Tunnelen, Vandet stod derfor ogsaa mange Tommer høit i Bunden af Tunnelen, men ved anbragte Brædder havde man, saavidt gjørligt, søgt at gjøre Gangen passabel for Borgerrepræsentanterne. (Flp.)

(Ribe Stifts-Tidende 18. maj 1858).

I Borgerrepræsentanterne Møde

- - -

Under Sagen om Anlæg af en Tunnel mellem Christianshavn og Gammelholm henlededes Opmærksomheden paa det muligt Ønskelige i at nedlægge en dobbelt Ledning for at sikkre Christianshavn mod en Afbrydelse i Forsyningen med Vand og Gas. Comiteen for Gas- og Vandværkerne fraraader denne Plan, hvortil Forslaget var fremkommet fra Fabriqueur Holmblad. Den dobbelte Ledning vilde kunne fortæres af Søvandet, og den vilde koste 848 Lstr. Derimod foretrak Comiteen, at der i det nævnte Øiemed blev nedlagt en Gas- og Vandledning i Tunnelen af dobbelt Tykkelse mod den sædvanlige, overtrukket med "Dr. Smiths patenterede Opløsning." Udgifterne herved meente Directeur Rothe kunde udredes af de til uforudsete Udgifter ved Anlæget bevilgede 7000 Rd. Da Sagen ansaaes for en Bevillingssag, blev dens Afgjørelse udsat til næste Møde.

(Flyveposten 30. juni 1858).

Gasbelysningen paa Christianshavn, som allerede ved Efteraarets Begyndelse skulde have været sat igang, har hidtil ladet vente paa sig, og Grunden hertil skal være forskjellige, forudsete og uforudsete, Ulemper ved den med saa store Bekostninger anlagte Tunnel under Havnen. Efter hvad vi erfare, er Gasledningen gjennem Tunnelen imidlertid nu efter mange Møisommeligheder fuldført, saa at Gassen kan ventes tændt paa Christianshavn, saasnart Gasværket er istand til at levere det fornødne Kvantum. Da Imidlertid Forbruget for Tiden er uhyre stort her i Staden,*) og da den foretagne Udvidelse af Gasværket, paa Grund af en mindre punktlig Opfyldelse af ren om Forfærdigelsen af den nye store Gasbeholder sluttede Kontrakt, endnu ikke er færdig, vel neppe heller bliver det før efter Nyaar, vil det blive vanskeligt for Gasværket at levere den fornødne Gas i den forestaaende mørkeste Tid af Aaret. Dog haaber man at kunne bringe den offenlige Belysning istand, hvorimod der ikke er synderlig Udsigt til, at private Forbrugere paa Christianshavn ville kunne erholde Gas, forinden den omtalte store Beholder er opstillet.

*) Et Beviis paa, hvor vanskeligt det falder Gasværket at producere det fornødne Kvantum Gas havde man igaar Aftes, da den offentlige Belysning var meget svag, og der i flere Huse var en næsten fuldstændig Gasmangel.

(Dagbladet (København) 16. november 1858).

Christianshavn fik først gasforsyning i 1859 da der først skulle graves en tunnel under havnen som blev færdig i 1858. 

I maj 1859 godkendte indenrigsministeriet et lån til Københavns kommunalbestyrelse hvori bl. a. indgik 12.000 Rdl til en transportal dampmaskine til brug ved udpumpningen af den nyanlagte tunnel mellem Gammelholm og Christianshavn

Kjøbenhavns Borgerrepræsentation

Mødet den 20de August 1860.

- - -

3. Endelig havde Comiteen fremhævet, at Udførelsen at Tunnelen havde medført store, aldeles uventede Udgifter for Entrepreneuren, navnlig ved den Omstændighed, at Vandet, der under Arbeidet trængte ind i Tunnelen, medførte en i den Grad med Svovlbrinte besvangret Luft, at Arbejderne kun i meget kort Tid ad Gangen kunde holde ud at arbeide her, og da kun mod en meget høi Betaling, Noget, man forud ikke havde ventet. Medens Comiteen antog, at det Tab. Entrepreneuren havde lidt ved Udførelsen af Tunnelen maatte ansættes til 8000 a 9600 Lstr., ansaae den del for en Pligt saavel mod Communen som Entrepreneuren at anbefale, at der udenfor Contractsummen udbetaltes Entrepreneuren en Godtgjørelse af 1600 Lstr. 

Saa meget Magistraten end beklagede, at der ved Udførelsen af Tunnelen var paaført Entrepreneuren, Aird, et saa betydeligt Tab, og saa meget den end paaskjønnede den Samvittighedsfuldhed og Redebonhed, hvormed han havde opfyldt de af ham indgaaede Forpligtelser, ansaae Magistraten det dog for sin Pligt at holde sig til den en Gang oprettede Contract, idet man ved at oprette en saadan og overdrage Udførelsen at et saa precairt Foretagende til Een, fornemmelig havde villet sikkre sig imod, at det Beløb, man vilde anvende herpaa, blev overskredet, og det i dette, som i lignende Tilfælde, overhovedet maatte ansees betænkeligt, medens man maatte overlade Contrahenterne de heldige og uheldige Chancer, at overtage Følgerne af de sidste, paa hvis Formindskelse eller Fjernelse man ikke havde kunnet have nogen Indflydelse. Medens Magistraten derfor ikke troede at kunne anbefale, at de omhandlede 316 Lstr. og 15 Lstr. udbetaltes Aird, fandt den det derimod billigt, al de ovenfor nævnte 500 Lstr. udbetaltes ham uden Fradrag af hvad han havde indvundet ved Afhændelsen eller Benyttelsen af den paagjældende Kalksten. - Af Comiteens Beretning angaaende Udarbejdelsen at Planer til Kloaker her i Staden saaes, at Stadsingenieur Colding, til hvem dette Arbejde i sin Tid var blevet overdraget, ikke endnu havde kunnet fuldføre det, og at Comiteen paa Grund af de senere Forhold, der syntes noget at have fjernet del Tidspunkt, da der kunde tages endelig Beslutning om Gjennemførelsen heraf, ikke havde troet at burde paaskynde Fuldendelsen af disse Planer, hvad den ellers vilde have fundet sig foranlediget til. Denne sidste Omstændighed og navnlig de store Ulemper, der i den seneste Tid havde vist sig ved de i England udførte Kloaker, gjorde det formentlig tilraadeligt, ikke nu til Fuldendelsen af Planen til Arbeider, man neppe nu kunde ville paabegynde, at anvende yderligere Summer, foruden det alt medgaaede meget betydelige Beløb, der udgjorde 14.349 Rd. 32 Sk. Med Hensyn hertil havde Magistraten endnu tilføiet, at en Difference af 10 Rd. mellem dette Beløb og det ved Sammenlægningen af de i Comiteens Skrivelse anførte Summer fremkommende Beløb, 14,339 lfd. 32 Sk., hidrørte fra en ved en Ompostering indløben Fejltælling. - I Henhold til det Anførte havde Magistraten indstillet :

- - -

3, At der extraordinairt udbetaltes Entrepreneurernes Befuldmægtigede, Aird, et Beløb af 500 Lstr., der med Halvdelen belastedes Gasværkets og med Halvdelen Vandværkets Anlægssum.

---

(Fædrelandet 15. september 1860).

Tunnelen der forbinder Sjælland og Amager med el, vand, gas og kloak, findes stadig. Der siver ca. 1.500 liter vand ind i tunnelen i minuttet. Den vedligeholdes hvert 9. år hvor havnevandet pumpes ud for at kontrollere rørene (det tager 16 timer). Nedgangen findes ved havnekajen på Gammel Dok. Tunnelen er 3 meter bred, 3,5 meter høj og 125 meter lang. Den hælder svagt mod Havnegade. En ny tunnel blev lavet i 1900 til kloakledningen. Havvandet beskytter mod rust. 

I midten af 1920'erne blev der gravet en ny tunnel til vand og gas til Amager. Også udhugget i kridtlaget uden afstivning af beton. Den kunne tømmes for vand via en pumpe som blev opbevaret i et lille hus på "Djævleøen" hvorfra man også kunne komme ned til tunnelen. Huset er bevaret på Enghave Brygge, dog flyttet. Pt som cafe med navnet "Anløbet".

Nogle Bemærkninger i Anledning af den af Herr' Brændeviinsbrænder Thomsen foretagne overordentlige Svømmetour, den 18de f. M.

Det fortjener mere alvorlig opmærksomhed end den synes at have vakt, at hr. brændevinsbrænder N. Thomsen foretog en veludførte svømmetur den 18. i forrige måned mod vind og vejr fra det første tøndemærke ved Kongens Enghave til omtrent 1/4 mil udenfor toldbodbommen - en strækning på omtrent 5/4 mil, uagtet den overordentlige svømmer er en høj svær mand henimod 40 år gammel. Hertil henregner anmelderen ikke at en stor mængde tilskuere overværede samme og indrømmede den sejrende svømmers færdighed og udholdenhed fortjent erkendelse, så at selv danske søofficerer skal have ytret "at intet individ i søetaten formåede at svømme en sådan strækning under lignende omstændigheder."

Denne ytring gav anmelderen anledning til at tænke over hvilken overordentlig nytte det ville være for sømanden og andre når de i ulykkelige tilfælde formåede at svømme en sådan strækning eller endnu længere selv mod vind og strøm. Hvor mange menneskeliv ville ikke på den måde blive udrevet af dødens arme, mens svømningen som den nu i almindelighed læres og øves, kun tjener til ved sådan lejlighed at forlænge dødens kvaler. Vi har således for ikke længe siden oplevet det sørgelige tilfælde at 3 dygtige officerer fra marinen satte livet til på vores kyster ved at kuldsejle med en båd. Og den ene af dem havde dog i sammenligning med andre af hans jævnlige, en særdeles god færdighed i svømning.

Ville det da ikke være hensigtsmæssigt årligt i sommermånederne at foranstalte væddesvømninger for udsatte præmier? Udholdenheden, navnlig længdesvømning mod vind og strøm burde især tages hensyn til. Og anmelderen mener at hensigtsmæssige ordnede væddesvømninger ville være til langt større gavn end hestevæddeløbene, og at de ville blive efterlignet på andre steder. Lad os danske også begynde noget gavnlig nyt! I en tid hvor man lægger så megen vind på gymnastik, synes dette forslag ikke at være upassende. 

Hr. brændevinsbrænder Thomsen gør sin svømmelærer der står ved garden til fods, ære. Og han fortjener opmuntring for at have statueret et sjældent eksempel på hvad mennesket formår at udføre i svømning. Hvilket vil give dem mod og kraft der kender det og  i skibbruddets nødstund må søge at frelse livet ved svømning.
 
(Politivennen nr. 1027, Løverdagen den 5te September 1835, s. 592-594).

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1835 (og 1833) optræder en N. Thomsen, brdvbr, Slippen 155. Slippen er nu Landemærket, stykket mellem Vognmagergade og Gothersgade. 1 mil svarer til ca. 7,5 km, han svømmede altså knap 10 km. Svømmeturen blev også omtalt i Kjøbenhavnsposten, 18. august 1835. Her anføres endvidere præmien på 200 Rbd. Thomsen angaves til at være omtrent 50 år, høj og korpulent, og at han talte med folk i bådene undervejs. Egentlig skulle han være svømmet til Trekroner, men strømmen var imod,og stoppede ved den røde pæl udenfor Toldboden.

Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)

Ønske.

En del af Københavns indbyggere som bor i nærheden af det østersøiske kompagnis eller Larsens Plads, ville være hr. skibsbygmester Larsen eller de herrer grosserere som ejer tømmer der, meget forbundet hvis de på et bekvemt sted ville lade indrette en flåde med en lille stige vandet, hvorfra man kunne svømme. Vel ligger der adskillige flåder, men da de bruges til skibsreparation, er de så fulde af tjære at man ikke godt kan lægge klæderne fra sig på disse.

(Politivennen nr. 338. Løverdagen den 22de Juni 1822, s. 5461).

I forgrunden Larsens Plads set mod Christianshavn. Tegner Ole Jørgen Rawert (1786-1851): Inderhavnen set mod Asiatisk Plads. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tvende skrøbelige Bolværker

Man kan af menneskekærlighed ikke undlade at gøre høje ansvarlige opmærksom på at udenfor gården nr. 159 i Overgaden neden Vandet på Christianshavn i stedet for et forsvarligt bolværk som af den høje havnekommission er befalet, kun er ruiner af det forrige tilbage. Og disse er nu så svækkede at man næsten hele vejen kan se derigennem ned i kanalen. At sådanne huller er meget farlige, vil vist ingen modsige. For de er så store at et barn på 4 til 6 år kan plumpe derigennem, og da her desværre løber så mange små børn fra morgen til aften, så synes det en velgerning at stedet blev behørigt istandsat. Man vil ikke engang tale om opmudringsvæsenet, som lider stort tab ved sådanne gennemsigtige bolværker, da der hele tiden fra fortovet falder sand og jord ned, hvilket igen med stor bekostning må opmudres.

Endvidere er mellem Holmens Bro og Højbro på Slotspladsens side et bolværk ikke alene i yderst mådelige omstændigheder, men det mangler endog nogle og tredive fod af gelænderet, hvilket kan have meget skadelige følger. Den meget agtede og ærede havnekommission der altid har gjort sig fortjent ved dens vedkommende arbejder, håber man vil gunstigst forunde berørte steder et øjekast.

(Politivennen nr. 337. Løverdagen den 15de Juni 1822, s. 5442-5443).

Så vidt jeg kan regne ud, må det være omtrent her bolværket var lemfældigt. Nr 29 kan lige anes til venstre i billedet. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2017). 

Redacteurens Anmærkning

Overgaden neden Vandet 159, 1859 til nr. 29. På dens grund blev 1933 opført nye boliger. Matriklen blev i 1931 henlagt til matrikel 96 sammen med en mængde andre matrikler og fra 1932 overgået til offentlig gade. 

Ønske om en ny indretning ved Skibene i Havnen.

Da havnene i fartens tid er så opfyldte med skibe at det er meget vanskeligt at finde en skipper man søger, og om man en dag finder ham, kan man ikke finde ham den anden dag på samme sted da de ofte må skifte plads, eftersom skibene kommer og går, og man af den årsag må ulejlige toldvæsnet i havnekontorerne som selv på sine tider har nok at bestille, for at få at vide hvor en skipper ligger, så var det ønskeligt at enhver skipper blev befalet at have som allerede nogle har, en sort tavle med hvid påskrift hæftet på forstævnen af skibet eller i vantet af de skibe som ligger langskibs ved bolværket, hvorpå skippernes navn og stedet hvor han havde hjemme var malet. Dette ville være en stor lettelse for enhver der søgte en skipper, ja selv for toldvæsnet hvis forretninger derved ville fremmes, da enhver sipper ved første øjekast ville kunne findes. Dette kunne efter højere ordre påses af havnefogederne og enhver skipper som ikke holdt sig dette efterrettelig, pålægges en mulkt.

(Politivennen nr. 328. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5258-5259).

Nyttig Advarsel

(Indsendt)

Ubehageligere syn kan vel ikke gives end på en dag at se 7 druknede mennesker, hvoraf størstedelen er helt rådnede, ligge til skue i lighuset ved Langebro, og af hvilke nogle har ligget i 5 til 6 dage. De udbreder ydermere en yderlig slem stank, som for forbigående vel endog kunne have farlige anstikkende sygdomme til følge. Søndag den 28. april sås et menneske blev trukket op af vandet som for fire måneder siden blev savnet og som naturligvis var helt rådnet op. Men blev alligevel lagt til skue i lighuset, hvorved luften der ikke blev bedre. 

Man foreslår derfor at i der lighuset altid haves kister i beredskab, og at der er en plads på Amager for øjeblikkeligt at begrave sådanne rådnede legemer. Fremdeles foreslås at lighuset måtte ligge på et afsondret sted, ganske frit og opbygges i en runding af en to mur i højden og derom et gitterværk. Så tæt at hverken hund eller kat kunne krybe igennem, samt oventil et tag, ligeledes forsynet med trækhuller. For da kunne tilskuerne uden væmmelse nærme sig huset på den side hvor vinden kom fra. 

Ligeledes var det ønskeligt at der der røgedes med en antændt tjæretønde for a rense den på stedet, især i sommerheden, værende slemme lugt. Endnu meget mere af det som ligeledes fordærver luften her i staden, er den uskik at rådne fisk kastes i kanalen. For omtrent 14 dage siden have mange tilskuere på Højbro set en stor del fisk der lå ved broen og som forventeligt endnu kan ses ved klart vande. Vel ved man at det er forbudt ved politianordninger. Ved flittigt at lade efterse vandene, og om muligt, også at opdage gerningsmanden til noget sådant, ville denne uorden kunne forebygges. 

Ligeså ønskeligt var det også om i tørt vejr at bunkefejerne på de offentlige torve, ligesom også enhver husejer bliv forpligtet til at stænke vand på gaderne, forinden der blev fejet. Hvilket sker i andre storbyer som for eksempel Berlin og flere residensstæder. At støvet såvel ved fejningen som ved tørveaskens opkastning på skarnvognene uden forinden at fugtes er yderst ubehagelig for alles næse og øjne, det ved enhver af den daglige erfaring. Men  indsenderen anser det for afgjort at disse fine støvpartikler som indsuges i lungerne, kunne skade.

(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj 1816, s.  297-299)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen 22, 1. juni 1816.

I Dagen, 26. september 1806 kunne man læse om det dengang nyopførte Druknehus, eller Dronehuset ved Langebro, samt lidt om hvor mange der druknede:

Ved Langebro paa Hjørnet af Brændemagasinets Plads, har Magistraten ladet opføre et grundmuret Hus til deri at henlægge fundne døde Mennesker, saaledes, at de uden fra igjennem Vinduerne kunne sees, dersom nogen skulde vedkjende sig dem. I samme Hus er tillige afdelt en Obduktions Stue, som om Vinteren kan opvarmes, for at anstille Forsøg paa at bringe de tilsyneladende Døde igjen til Live. I det gamle Træskur tæt ved Langebro paa ovenmeldte Plads er fra 1 April 1805 til 1 April 1806 indbragt 56 Mennesker, hvoraf 48 ere fundne i Søerne og Kanalerne, og 8 pludseligen døde i Husene og paa Gaderne. Ingen af dem, paa hvilke Rednings-Anstalterne bleve prøvede, kunde bringes til Live, da saaledes ingen Gnist til Liv var hos dem tilbage.

Bøn til Havnekommissionen eller andre Ansvarlige

Fra det sted mellem Knippelsbro og Langebro hvor det såkaldte Københavns vartegn for nogle år siden blev fjernet, ligger mod nordvest et langt rev eller grund, hvorpå små fartøjer, som ikke stikker dybt, alligevel ofte støder på grund til stort tab og tidsspilde, udover den deraf følgende bekostning.

Godt nok tror man ikke, at dette rev eller grund kan fjernes. Men man kunne ønske at farvande med rev eller grunde som ikke engang små fartøjer kunne sejle over, blev afmærket med et vartegn og endelig bekendtgjort for rette vedkommende, især for skippere, som har ærinde der. For nyligt stod et skib på revet eller grunden med last til Færøerne, af nogle fyrretyve læsters drægtighed. Det var dog så heldigt med megen møje og vandets stigning efter ½ dags forsinkelse at sejle flot.

Ligeledes kunne man ønske at graven som løber mellem det nye og gamle bryghus, måtte blive opmudret, især på begge sider lige op til broen. En del skibe ligger i denne grav, både for at udlosse og indlade. Men der sker som oftest det ved lavvande at skibene hverken kan komme ud eller ind, og således lider undertiden betydeligt ophold, som var at undgå, når graven måtte blive fornøden opmudret, da den i øvrigt er dyb nok til at der endog kan ligge store skibe.

(Politivennen Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4153-4155)

Om Havnepladser

I slutningen af denne sommer og i efteråret har man tydeligt sporet den største mangel her i havnen på bryggepladser for de ankomne fartøjer. Det er en gammel sag, som før har været fremsat. Man har foreslået at gøre plads andetsteds i byens vande til skibe, hertil især en velegnet plads i det store ubrugte vandstykke for enden af garnisonspladsen. Det kunne ikke alene uden at skade, men endog pryde pladsen, at forlænge den højere op omtrent til Amaliegade. Her kunne 30 til 40 fartøjer få plads. Når Christianshavns kanal uddybedes og snurrebroen forandredes til vindebro, vilde også her et lignende antal kunne lægge til. Når det blev forbudt at lægge sten på Slotspladsen ved bolværket og når pramlaugets sandkister ikke optog så store strækninger, så kunne en snes fartøjer mere ligge mellem Højbro og Holmens Bro. Det kan ikke være rigtigt, at disse sandkister både hindrer skibene og fratager de smukkeste pladser deres udsyn. Noget af det her foreslåede synes nødvendigt at måtte gøres. Det er fortrædeligt og bekosteligt ophold for de søfarende og deres redere, hvis de som nu skal nødes til at ligge 4 til 5 ved siden af hinanden, og byens folk kan dels ikke finde, dels ikke uden bøje komme til de bagest liggende. Det er sket for flere end en af indsenderens bekendte, at de ikke har kunnet finde skippere de dog vidste lå i havnen, da de havde fået brev med dem. Efter lang forgæves søgning måtte de altså opgive håbet og miste det fragtgods og de viktualier som de havde fået tilsendt.

Man håber at Magistraten, havnekommissionen og andre som det vedkommer, og som kunne udrette noget, vil gøre alt muligt for at afhjælpe et så skrigende onde.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3847-3849)

Anmodning til Havnekommissionen om Skilt på Skibene i Havnene

Nogle skippere, især fra Jylland, har den herlige skik at hænge et bræt med bestemmelsesstedets navn skrevet på, Men det er da for det meste kun er dem, og ikke når man skal finde en skipper i Nyhavn, ved Toldboden, Kvæsthuset og Børsen, kan man let blive træt af at spørge inden man finder sin mand. Foruden de grove svar, der ved sådan en lejlighed falder af fra uhøflige matroser, spilder man folks tid, der kunne være brugt bedre. Havnekommissionen gjorde vist mange af stadens borgere en væsentlig tjeneste om de foranstaltede den indretning, at det blev pligt for alle skibskaptajner og skippere at hænge et sådant skilt op, hvor man uden at spørge sig for kunne se hvor de sejlede hen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27. marts 1802, s. 3275-3276)

Nyhavn. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Om Bolværker

Det er vel endnu ikke afgjort hvilket er det rette hvad angår bolværker ved en havn hvor skibe anløber, enten at de er højere end gaden eller lig med den. I hvert fald ser man at vores havnevæsen i den henseende ikke følger nogen vis regel, da de nogle steder er høje og andre lave. De høje bolværker har den bagdel at det er yderst vanskeligt at komme op på dem for at gå ombord på fartøj [], og at de brætter skipperne til det [formål] lægger ind på gaden, er meget stejle og i [vådt] vejr meget farlige. En ulempe som især finder sted ved Nybørs. Nogle skippere har for at bøde på dette fundet på at anbringe en ordentlig trappe, som sættes op til bolværket, og som virkelig er meget mageligere end brætterne. De optager ikke så meget plads af fortovet og gaden som disse, og måtte derfor ønskes at blive mere almindelige. De lave bolværker er meget bekvemmere for dem der går ombord, men har igen den usikkerhed, at fulde folk, eller i mørke og tåge endog de ædru, af vildelse kunne falde i vandet, mest når ingen skibe, som i vintertiden, ligger derved. Der synes imidlertid ikke at kunne tvivles om, at jo bolværkerne overalt burde ikke nå over gadens bro, da de således var bekvemmest for handelen, men at de tillige burde forsynes med et rækværk, der fjernede al frygt for at nogen kunne enten forvilde sig udover, eller bliver skubbet i af andre. Dette rækværk skulle for hver 6. alen omtrent kunne åbnes, så ethvert fartøj igennem sådan en åbning kunne have sin opgang.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 194, 9. januar 1802, s. 3101-3102)

Spørgsmaal angaaende Slamkisterne ved Bolværket for Højbroplads.

En mand som den 25 i denne måned da lågene var taget af slamkisten ved Højbro, beså denne, spørger om det ikke var rådeligere at rense disse oftere, så ikke dyndet deri vokser så højt (den har endog ansat sig udenfor udløbene i betydelig mængde) at den ikke levner dybde og plads nok. Den mængde mudder som nu løber ud i kanalen tillige med vandet, er så betydelig og skaden den volder hvis den ikke opmudres samt bekostningen ved at opmudre den så store, at man sikkert bør søge ved kraftige midler at få den til at bundsætte sig i slamkisten mere end den nu gør. 

Anmelderen ved ikke om vedkommende måske kunne gøre brug af en måde man ved det store salpeterfabrik i Paris bruger, for at få urenligheder i det salpetersvangre vand til mens det koger (en bevægelse der næsten er lig vandets i slamkisten) at sætte sig, da bevægelsen hindrer dem fra at kunne til gavns bortskummes: Man lader en kurv af omtrent en fjerdedel af kedelens diameter hænge ned i samme, midt mellem bund og overflade. Den del af det kogende vand som skiftevis indtræder i samme, bliver her mindre tumlet af hedens vold, og har altså tid til at bundsætte sine fremmede dele. Dette vand er imidlertid ikke ganske stillestående, men afløses fra tid til tid som ville skade det på bunden samlende salt. Også i slamkisten var det unyttigt om dyndet satte sig på bunden hvor den kun ville oprøres af det nedstyrtende vand, men den sætter sig heller ikke undtagen ved siden, og som mig synes langsommere end det ved sådan kurv eller noget lignende ville bevirkes.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 127. 27 September 1800, s 2028-2030)

Tanker angaaende de løse Hunde, der holdes om Natten paa Skibbygger-Pladsene i København.

For ingen er disse hunde nyttige, undtagen for deres kompagnichef, dvs pladsens nattevagt. Han kan begå utroskaber til sin fordel da hverken hans herre eller andre personlig tør forhøre sig om hans opførsel. Han kan stage stilpenge for at lukke hundene inde når et eller andet skal transporteres fra eller til de ved pladsen liggende skibe.  Han kan når intet andet er at foretage eller fortjene, sove så rolig og godt som hans trang til hvile og hans livs beskaffenhed tillader. Derimod ifald han ingen hunde havde hos sig, kunne hans herre efterse hans troskab og årvågenhed når han lystede og med det samme forebygge både egen og andres skade. Så blev også ingen bidt af disse hunde og hvor let kan det dog ikke ske, især når der ligger fremmede skibe ved en sådan plads hvis mandskab er ukyndige om den fare der er ved nattetider for sådanne hundes skyld, og om de så vidste at disse eksisterede dog ikke vidste til hvilken tid de om morgenen blev lukket inde. Hvilket tid vel også for det meste bror på nattevagtens dorskhed, vel også undertiden på hans luner. 

At tyveri kan finde sted, disse hunde uagtet, har jeg vist. Vil nu nogen indvende at hunde er nødvendige på en plads for at afværge indbrud, så svares: lad nattevagten have en stærk og glubsk hund, lad denne stå bundet ved hans hytte, så at han når sådant skulle indtræffe, kan løse den og lad så den plads der holder 4, 5 til 6 hunde holde en vagt mere! Jeg tror ikke det vil koste ejeren mere, og det er jo desuden hans pligt mere at sørge for at en fattig mand får brød end at underholde mange unyttige stærkædende hunde. Allerhelst da disse lige så let angriber den uskyldige som den skyldige, da de ikke er skikket til at anstille undersøgelse. 

For nogle år siden blev en styrmand meget ilde tilredt af hundene på en plads da han om natten var stået op for at lade sit vand, og jeg har hørt at en dreng lige så uskyldig er kommet til skade ved tranbrænderiets hunde da han troede at det lige såvel var dag på pladsen som på skibet, men hundene var endnu ikke lukket inde. Endelig er disse hunde skadelige i eventuelt ildsvåde. Når der om nattetider opstår ild på en plads og nattevagten sover, hvad så? Mærker beboerne i huset ikke at der er ild, kan de jo foruden den skade ilden ellers gør, blive indebrændt. Og hvis de mærker det, men ikke hører noget til pladsens vagt, eller kunne ved råb og skrig vække ham, tør de ikke gå ud for at søge om hjælp da det ene såvel som det andet er forbundet med livsfare, og hvis nu nattevagten vågner, men dels af egen forvirring, dels ved hundenes urolighed og adspredelse ikke kan få dem samlet og indelukket, hvem tør da nærme sig for at slukke ilden, og hvem kan med rimelighed tvinge nogen til det?

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 119. 2 August 1800, s 1897-1900)

To Toldboder, to Indsejlinger til Kjøbenhavn.

(Fortsat)

Bådefarten til fiskeri, varetransport og fornøjelse blev forringet meget da Kalvebod Strand blev afspærret. Ja næsten tilintetgjort. I stedet for at få tilførsel på både fra kysten ned til Stevns, ligesom fra den nordre kyst, blev man nu indskrænket til den sidste. Kun fiskerlejerne nord for København tilfører den fisk. De sydlige lejer skilte ved denne afsætningskilde, er nedsunkne til den største grad af ubetydelighed.

Vandet nord for København er mere uroligt og vanskeligt for både. Med stærk pålandsvind er ikke et sikkert tilflugtssted lige til Helsingør, den så beklagelig forsømte Nivå Havn undtaget. Allevegne må både drages på land, og for desertørers skyld fastlænkes. Derfor bliver det naturligt nok, hvad i førstningen forekommer ubegribeligt og dorsk, at uagtet kysten fra København til Helsingør er oversået med lystssteder, huse og gårde, der ved både måtte have en let transport til og fra København, og brug af dem både til fiskeri og lystruter, dog ingen benytter sig af denne beliggenhed fordi bådene på denne havnløse vall intet ly kan have mod øst og sydøst storme eller mod vinterens isgang. Fiskerne selv *) har intet andet råd end det forfædrene for tusinde år siden havde, at drage deres både op og lænse dem. Ja, de kongelige slotte, Charlottenborg og Sofienberg ligger ved bredden af vandet uden at eje havn eller båd. Det måtte synes for fremmede som om de danske her har en afsky for det element der gennem årtusinder bragte Danmark hæder og som om det i det mindste ikke var for denne slægt digteren sang.

"Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav!"

Men studser man ved bådefartens forsømmelse langs ad denne kyst, så har man endnu langt mere årsag dertil i København selv. Denne stad der ligger så indbydende til at gøre sølystture, har måske næppe ti lystfartøjer. De mange fornøjelige fiskefarter, jagtfarter, besøgelsesfarter, serenadefarter osv man i enhver anden, endog meget mindre søstad nyder, ved man her intet af. Den som vil nyde noget af den fjernere omegn, må evig enten gå i støv over anklerne eller betale fornøjelsen dyrt i en hyrevogn. De få som har både, møder de største vanskeligheder. Om søndagen da de helst måtte ønske at bruge dem, er det ikke muligt at komme igennem bommen. På søgnedage når den åbnes, er det på grund af ind- og udhaling både sinkende, vanskeligt og farligt at komme igennem. De samme vanskeligheder man møder ved at lægge ud, har man igen når man kommer tilbage. Efter en vis tid er bommen lukket, og nu må man dyrt nok betale færgefolkene for at passe derpå til næste dag. Med et ord, det går ikke an at have lystbåden liggende i byen. Men udenfor er ikke heller noget sted. Lader man den ligge ved Toldboden for dræg, så er allerede vejen derhen lang. Den kan borttages, den kan stødes fordærvet, den kan synke, hvis man ikke atter vil skatte

1851, fortsættes...

*) Forfatteren der ved bekendtskab med de nordsjællandske fiskerlejer ved hvor stort et savn denne mangel på havn er for dem, indsendte for en 5 år siden til Landhusholdningsselskabet en forestilling derom, da han håbede at præmier fra selskabet ville kunne her udrette en overmåde gavnende forbedring. Uagtet selskabet med opmærksomhed modtog denne forestilling, har det dog hidtil fundet sig hindret fra at udsætte præmier for denne art vindskibelighed. Jeg henvender derfor min bøn til admiralitetet desangående, så meget mere som endog en forøgelse og besparelse af fødninge folk derved kan bevirkes. Ved undersøgelse vil dette kollegium befinde at fiskerne mange gange holdes hjemme fordi der ikke er hænder nok til at sætte hans tunge båd i vand, at dette arbejde ligesom opslæbningen ved en stærk brænding er forbundet med store strabadser, at fiskeren for denne forretnings skyld nødes til udgiften for et par højt i skrævet opgående vandstøvler, penge som bedre anvendtes til sejle- eller fiskeredskaber, at bådene lider såvel ved op- og udhaling som ved at ligge på landet, og at fiskerens eget helbred lider. Ved præmier for det fiskerleje der først ved flere stene indelukkede sig en med bom og lans forsynet havn, ville man snart se sådanne havne opstå da kysterne har sten nok, og da disse om vinteren på is let kunne henføres på det sted hvor de skulle ligge. Måske ville det fremme disse arbejder om admiralitetet på sin bekostning først opsatte en sådan havn.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1847-1854)

To Toldboder, to Indsejlinger til Kjøbenhavn.

Ind- og udladelsen sker ved kongens matroser under kommando af en bådsmand. Denne kan gøre hvad han vil, fordi skipperne gerne ville have ham til ven, og dog er denne bådsmand ikke forsynet med myndighed når en skipper modsætter sig. Dette er vel et sjældent tilfælde, men det sker dog, og da må den officer som er bommens skræk, hentes, hvilket dog medtager tid da det ikke altid er sagt at han om han endog heldigt bor så tæt som den nærværende (i nedre Amaliegade) er hjemme eller påklædt eller frisk. Hvor stor er ikke imidlertid ulejligheden af disse mulige tilfælde? Og kunne og burde ikke dette forebygges ved at lade løjtnanterne i søetaten skiftes til at have vagt på selve bommen, det vil sige være der til stede som den både bådsmanden imod skipperne og skipperne imod bådsmanden kunne henvende sig til for straks at få den fornødne endelige ordre.

Bommen og med den al ind- og udsejling lukkes om aftenen tidlig, og åbnes sent om morgenen. Alle søndage og alle helligdage er den lukket. Ingen årsag, den være nok så påtrængende kan heri uden de største ophævelser gøre forandring. Den skipper der ikke kan blive klar før det om lørdagen allerede var efter bommens lukningstid, må blive til om mandagen, da den gode vind muligt er forbi.

Den fynbo fx der mens bommen var lukket, med østenvind kunne have nået Smålandene, ser sig når han endelig er kommet derigennem, stoppet af en søndenvind der nu blæser ham lige imod, men under smålandene ville have været ham gunstig. Sit tab, sit ofte følelige tab må han sætte på deres regning der synes have troet at sejlads var af de gerninger der ikke må foretages på sabbatten.

Det er forunderligt at den fri ad- og udgang af staden som tillades gående, ridende og kørende, nægtes de sejlende der mindre kan tåle nogen spærring, og hvis rettigheder vores regenter ellers med rimelig udmærkelse har våget over.

Ingen årsag kan tænkes hvorfor det mere burde være forment at komme ind og ud af bommen indtil kl. 10 om aftenen, og om morgenen fra dagbræknngen af, end ad nogen af stadens fire porte. Holmens mandskab og den officer som der burde have vagt, blev ikke strabadseret af den grund. For de kunne jo desto oftere blive aflæst. Stadens sikkerhed led heller ikke derved i fredstid mere end ved nogen anden ports åbning.

Lige så vanskeligt kan det udgranskes hvad der kan have udset som en retfærdig og fornugtig bevæggrund til at lade bommen være ganske tillukes hver søndag og helligdag. Men skrev endog denne anordning sig fra tider da en ilde forstået religiøsitet anså det for rigtigt, men magt at tvinge folk til at hellige hviledagen, og da man troede det mere behageligt for det højeste væsen at bortdovne, bortsove, bortspille og bortsvire hver syvende dag i ugen end at anvende den til at sejle, pløje, høste, så og lignende, så vil regenten nu være des hastigere til at omstøde denne levning af overtro, da man håber hvert øjeblik at se portlukning under gudstjenesten som en lignende unyttig andægtigheds rest, ganske afskaffet.

Dersom i den stærkeste sejladstid det nye løb inde på Nyholm åbnedes for udgående middelstore og mindre skibe. Dersom både fik som rimeligt, en åbning for dem selv under bommens bro, som oven fra uden videre kunne åbnes med en vinde, der kun fordrede håndkraft og som bøde søgne- og helligdage (på de sidste i det mindste for lystbåde) burde være i gang. Så var allerede noget gjort til at lette den trængselsfulde fart igennem bommen. Kalvebodrendens åbning som ovenfor omhandlet, ville endnu allermest formindske trængslen da det blev ind- og udfarten for alle fynboer, sjællandere, lolliker, falsterboer, holstenere, ærøboere og overhovedet alle syd fra kommende og syd på hjemhørende skippere der hidtil har væeret nødt til at søge Trekroners Rende, ifølge en indretning der synes mig lige så vindunderlig som om man ville spærre alle Københavns porte, Østerport undtaget, og nøde alle til lands kommende til at søge den, endog indtil amagerne skønt disse først måtte oversættes med færge.

Måske kunne det også være en lettelse om man på bommens bro altid havde en fire fem varper til Røde Pæl eller Nyholms Hoved liggende klar for de udgående, og ligeledes nogle varper på dukdalberne midtvands eller ved orlogsskibenes flydebro liggende til tjeneste for de indhalende. I det mindste kunne skipperne da spare den tidsspilde som der forvoldtes, når deres joller som nu må vove sig gennem bommen for at gøre varpen fast. På hver side af bommen kunne en mand af vagten i en lille jolle have til arbejde at indhente de afbrugte varper for at opskyde dem på broen til andre som behøvede dem.

Sådan opmærksomhed måske også til dels udgift for fartens fremme ved jeg nok at mange snæverhjertede landmænd vil anse for et tåbeligt uøkonomisk råd. Men således ville ikke admiralitetets mænd og formand tænke, der ved at en stad høster foruden nytten, den mest udbredte navnkundighed og ros blandt sømænd for sådanne hjælpanstalter, ja kan endog herved lokke rige sømænd til der at nedsætte sig hvor de sporer sådan agt og kærlighed for deres stand.

Men, vil man tilråbe mig, hvortil nyttede at bomløbet var åbnet nok så tidlig og sent at det stod åbent hele søndagen og hver helligdag, når skibene dog ikke kunne udklareres, for den kære ivrer vil vel dog ikke forlange at toldbodens desuden kun netop tilstrækkende personale skulle arbejde uopholdeligt alle dage. Langt fra. Jeg ved hvor kedsomt det arbejde er man forretter på Toldboden. Jeg ved af erfaring at personalet ikke engang er tilstrækkeligt. Jeg vil derfor intet mindre end tilsponne det nyt eller mere arbejde. Men ikke desto mindre anser jeg indvendingen som fuldkommen ugyldig.

(Fortsættes)

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 109. 24. maj 1800, s 1729-1735)

Redacteurens Anmærkning

Artiklens første del blev bragt i Politivennen nr. 108. 17. maj 1800, s 1713-21. Artiklen fortsætter i Politivennen 1800, nr. 113. 21. Juni 1800, s 1799-1804, nr. 115. 5 Juli 1800, s 1833-1838 og afsluttes i nr. 116. 12 Juli 1800, s 1847-1854.

Bemærkningerne om at arbejde på søn- og helligdage er bemærkelsesværdig, set i lyset af at senere artikler i Politivennen harcellerer over at fx butikker og handlende, fabrikker mv tillader sig at holde åbent.