Hvi rose I så vore fædre. (Efterskrift til Politivennen)

---

En af de pudsigst beliggende sangerindeskure var ved indgangen til Holmens Kirkegård. "Ved Gravens Rand" kaldtes det betegnende. Når datidens drenge kiggede ind ad døren til det for dem forbudte sted, slog en os af øl og tobak dem i møde, og man hørte koret synge datidens slagsang:

En skorsten uden røg
en bøfsteg uden løg

Der var altid fuldt hus, og råb og skrig blandede sig med kvidrelærkernes mere eller mindre falske toner. Unægteligt et mærkeligt billede på gravens fred.

Men hvad gravens fred angår var det endnu for et halvt århundrede siden kun så som så i datidens København.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 28. december 1936. Uddrag).

Christian Beyer (1841-1933): Alleenlyst på Østerbro, ca. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangerinderpavilloner fandtes i København fra 1850'erne. De fleste på Frederiksberg og Vesterbro. "Ved Gravens Rand" hed egentlig "Alleenslyst". Omkring 1864 oplyste politiet at der var 21. Alleenslyst bestod af en pavillon med åben veranda omgivet med lukkede lysthuse. I 1853 var værtshusholderen Niels A. Nielsen. Senere overtaget af pianist og musiklærer Philip Theodor Otterdahl med syngepiger.

Interiør fra Alleenlyst ved Lille Triangel, Øster Farimagsgade. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Efter motivet at dømme synes det at ligne den stadig eksisterende på Bakken.

Lirekassemænd. (Efterskrift til Politivennen).

Positivspilleren i Norgesgade.

Frænde er Frænde værst.

Positivspiller Vager, Norgesgade 6 A, sad forleden oppe i sin Lejlighed, da to af Gadens farende Svende kom ind i Gaaren og gav et Numer til bedste for Husets Ungdom. Vager følte imidlertid dette som et Indgreb i sine Privilegier og rekvirerede Politiet, der kom i Bil og tog de to unge Mundharmonikaspillere med til Strandgades Politistation.

Et Optrin, der vakte megen Forargelse blandt Beboerne, der syntes, det var en mindre pæn Optræden af positivspilleren., hvad der forhaabentlig vil belære ham om, at man ikke ska optræde som Politiprovokatør, selv om "man er noget ved Musiken".

(Arbejderbladet 26. august 1921).

Positivspillerens Datter.

En trist Skæbne.

En lille bleg, undselig Pige blev i Gaar ført frem for Dommervagtens Skranke - for at blive indrulleret i den store Stab af ulykkelig kvindelig Ungdom, der, naar den en Gang har overtraadt Sædelighedens strenge Lovbud, ikke let slipper væk fra Polititorturen.

Dyveke hedder den unge Pige og hun er Datter af en Positivspiller. Allerede fra 12 Aar s Alderen har hun maattet skøtte sig selv. En Omstændighed, der lader forstaa, hvorfor dette Barn, som lige er fyldt 17 Aar, alleede har haft Dom for en Tyverisag.

Det fremgaar af Rapporten, at Dyveke har gjort hæderlige Forsøg paa at komme paa ret Køl. Hun har haft Plads paa en Papæskefabrik, men efter et Par Maaneders Løb blev hun sammen med de andre kvindelige Arbejdere et Offer for Arbejdsløsheden.

Og saa var der for lille Dyveke ikke noget langt Skridt ud paa den Lastens Vej, hvor saa mange af Fattiggadens Døtre har traadt indtil de en Dag, som et Sygdommens Vrag kastedes ind paa et Hospital. Saaledes er det ogsaa gaaet Positivspillerens unge Datter: Hendes altfor intime Omgang med Asfaltens Kvindejægere har mærket hende med en grim Sygdom. Og i misforstaaet Skamfuldhed og kvindelig Undseelse har hun undladt at søge Lægehjælp og i lang Tid drevet rundt som en levende Smittekilde, spredende legemlig Fordærvelse om sig.

Dommeren afsagde Fængslingskendelse. Den aabner Vejen til det Liv i Fornedrelse, som afmærkes af "Sædelighedspigen"s ugentlige Gang til Protokollen.

- Det er Historien - en Virkelighedsskildring - om Positivspillerens Datter. En af de mange triste Skæbner, som gror frem af et Samfundssystem, hvor Last, Sygdom og Fattigdom for den daarligst stillede Del af Arbejdets Ungdom, afmærker Vejen mod Undergangen.

(Arbejderbladet 6. oktober 1921).

Hvad en vandrende Musikant fortjener.

En vandrende Musikants Levevej hører ikke til de daarligste.

En Harmonikaspiller, der forleden gæstede Rudkøbing, indspillede saaledes i Løbet af 2 - to - Timer 17 Kr. Og forleden fortalte en Lirekassemand der var inde for at veksle Penge i en af Byens Banker, at hans "normale" Maanedsindtægt udgjorde 5-600 Kr.

(Viborg Stifts-Tidende 31. maj 1922).

En Klage fra en Lirekassemand.

Ublu Priser paa Statsbanerne.

Vi har modtaget følgende;

Hr. Redaktør!

De bedes være af den Godhed at optage følgende i Deres ærede Blad:

Hr.

Generaldirektør Andersen-Alstrup!

VI er en Del Mennesker, som er uarbejdsdygtige - mere eller mindre Invalider. Med Politiets Tilladelse tjener vi vort fattige Brød ved at rejse omkring og spille Lirekasse. Men i den senere Tid lægger Statsbanerne os alle mulige Hindringer i Vejen for at tjene det nødvendige til vort og vore Familiers Underhold. For at transportere vore Instrumenter forIanges en Pris, som det er os umuligt at betale. Indskrivningsgebyret for Rejsegods var 1 sin Tid 10 Øre, men steg senere til 1 Kr. 50 Øre. Nu er det atter gaaet ned med 50 Øre. Lad være - hvad jeg indrømmer - at vore Instrumenter har nogen større Vægt, men naar Hr. Generaldirektøren satte en fast Pris paa 1 Kr. for 1 Lirekasse, var det ingen daarllg Forretning for Banerne. VI rejser jo hver Dag og ikke i Ny og Næ. Jeg maatte fra Helsingør betale 2 Kr. 20 Øre for en Billet til mig selv. For Instrumentet maatte leg betale 5 Kr. 45 Øre.

Hr. Generaldirektøren maa kunne forstaa, at det er for meget at tage af os fattige Mennesker, som, fordi vi er Invalider, maa tjene vort Brød ved at spille Lirekasse.

I Haab om, at denne min Henstilling maa bære Frugt, tegner Jeg med Agtelse

J. P. Mortensen,
Positivspiller,
DagmarsveJ 6, København L.

Ved Henvendelse til Kontorchef Nansen i Statsbanernes Trafikafdeling erfarer vi, at Lirekasser efter de gældende Regler ikke kan begunstiges, og at Taksterne fastsættes efter Vægt. Hr. Nansen var imidlertid tilbøjelig til at mene, at Spørgsmaalet fortjente Overvejelse. Ogsaa han kunde indse, at fattige Mennesker, som maaske af deres Land er dekorerede for Tapperhed, ikke bør trækkes op. Folk giver jo ikke Lirekassemændene Penge, for at de skal ofres til Statsbanerne.

Forhaabentlig vil der blive taget Hensyn til ovenstaaende, fuldt berettigede Klage.

(Social-Demokraten 5. august 1922).

Den moderne Lirekassemand.

Ovenstaaende Billede er vel endnu, men sikkert ikke ret længe, Fremtidsmusik herhjemme. I Berlin hører det allerede til Dagens Musik. En smart Lirekassemand har ombyttet Spillekassen med en radiomodtager med Antenne og Højttaler, og giver med dette Apparat traadløs Koncert i Gaardene til stor Fryd for Kvarterets Ungdom.

(Social-Demokraten 15. maj 1924)

Forudsigelsen var ikke helt gal, udviklingen gik dog snarere i retning af at folk efterhånden selv fik anskaffet sig en radio, og lukkede vinduet når lirekassernes ikke altid velklingende toner afspilledes i gården.

En god Levevej.

En Lirekassemand, der paa Markedsdagen gæstede Grenaa, havde ifl. Grenaa Flstd., da han om Aftenen optalte Dagens Resultat, indsamlet - 86 Kr. Dagen i Forvejen havde han i Havndal tjent 55 Kr., saanogen daarlig Forretning er dete aabenbart ikke at være lirekassemand.

(Ærø Avis 11. oktober 1924).

En Lirekassemand, der forleden gæstede Silkeborg, havde følgende tre Numre paa sit "Repertoire": "Han har min Sympati", "Lille Lise Letpaataa" og - "Julen har bragt Velsignet Bud"

(Aftenbladet (København) 4. december 1924).

I "B. T." oplyser Maleren Poul S. Christiansen, at Forfatteren Henrik Pontoppidan hver Fredag tvinges bort fra sit Hjem - - af en Lirekassemand. 

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 12. marts 1925)

i Ringkøbing saas forleden en Lirekassemand, der havde baade Reservehjul og Katteøje paa Lirekassen.

(Fredericia Social-Demokrat 28. august 1925).

Bakkens blinde Violindspiller fylder 90 Aar.

Positiv- og Violinspiller Pr. Hansen.

Naar Bøgen løves i Dyrehaven, og Dyrehavsbakkens Folk lever op til deres korte Sommertilværelse, tager en gammel Mand Plads under en gammel, knudret Eg ved Kirsten Piils Kilde, griber sin Violin og lader dens spinkle og sprøde Toner byde "Bakken"s Gæster Velkommen. Og han sidder der trofast Aften efter Aften, til der bliver stille paa Bakken, og Bakkefolket drager bort.

Den gamle Mand hedder Frederik Hansen, boer Bevtoftegade 4 og fylder i Dag 90 Aar. Kun fjorten Dage gammel blev han blind efter en Øjenbetændelse og blev senere anbragt paa Blindcinstitutet til sit 14. Aar.

Saa rejste han til Jylland og hjalp sin Fader med Skomageriet; men det stillesiddende Liv var ikke noget for ham. Som Spillemand drog han fra Gaard til Gaard, fra Kro til Kro og spillede op til de Unges Dans.

Atter gik Rejsen tilbage til København, hvor han i 30 Aar gik rundt som Positivspiller sammen med en Kollega; men om Sommeren tog han sit Stade ved Bakken i Besiddelse.

Den gamle, brave Spillemand - der i ca. 70 Aar har tjent sit Brød ved sit Spil Landet over - er ellers rask og rørig og fuld af Humør, og sidst i Maaneden gaar Turen til Roskilde Markederne, og trods Familiens Protest vil han, naar Løvet atter grønnes, og Pauker og Trompeter gjalder Bakkesæsonen ind, indtage sit Sæde ved Egen og lade sin trofaste Livsledsager, den gamle Violin, nynne sine spinkle Toner frem.

I Dag vil Frederik Hansen - det tør vi spaa - faa at mærke, at Bakkefolket og mange af deres Gæster sikkert ikke har glemt den gamle blinde Spillemand.

(Aftenbladet (København) 29. august 1925).

En Spillemand.

En enbenet Lirekassemand fra Aarhus var Lørdag Aften ved 7-Tiden bleven saa fuld at han faldt omkuld i Vestibulen til Banegaarden og havde faaet et blødende Saar i Baghovedet. Han overnattede i Detentionslokalet og blev dimitteret Morgenen efter med en Bøde. Han faar ikke Lov til at spille i Randers mere.

(Randers Dagblad og Folketidende 2. november 1925).

Valencia.

En Lirekassemand gæstede forleden Maribo med et Repertoire, der just ikke hørte til Sæsonens sidste. Lirekassen var lavmælt og trangbrystet; det lød som ogsaa den var led og ked af de gamle Travere.

En lille musikinteresseret Purk viste med straalende Øjne den gamle Spillemand en Femøre, idet han spørgte:

- Ka' du spille "Valencia"?

- Nej, den har jeg ikke med i Dag.

- Naa, ikke! Ja, saa tror jeg heller jeg vil købe en Slikkepind.

(Hejmdal 25. august 1926)

En 87-aarig Lirekassemand.

Holbæk-Egnen har i disse Dage Besøg af en af Landets ældste Lirekassemænd eller Positivspillere, som de hedder i det officielt Sprog. Det er en 87-aarig , der endnu gaar og lirer vemodige Melodier af sin Kasse.

Han kaldes "den gamle Kobbersmed" og er trods den høje Alder stadig forbavsende rask og trasker helt godt af Sted sammen med sin Partner, der heller ikke er nogen Grønskolling, men en erfaren Mand paa 60.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse 30. april 1927)

En interessant Sag for højesteret.

Kan Videnskaben gennem Blodtypeundersøgelser fastslaa, hvem der er et Barns Far?

Antagelig i Dag vil Højesteret afsige en Dom, deer imødeses med overordentlig Interesse, saavel i juridiske som i Lægevidenskabelige Kredse.

Sagen drejer sig om følgende: En Liremassemand ved Navn Arild Lund indgik i 1919 Ægteskab med en Kvinde ved Navn Ruth Persson, og der fødtes efterhaanden tre Børn i Ægteskabet. Imidlertid forlod Lund i Maj 1925 Hjemmet, fordi hans Kone var ham utro. Ægtefællerne blev separerede men genoptog i December 1925 atter Samlivet, som siden er forløbet særdeles harmonisk. I Maj 1926 fødte Lunds Hustru et Barn, til hvilket hun erklærer, at en Jord- og Betonarbejder Kaj Olsen er Fader. Denne sidste hævder imidlertid - imod de to Ægtefællers bestemte Benægtelse - at Lund lige saa godt kan antages at være Faderen, og under et deraf flydende Sagsanlæg gav Østre Landsret Olsen Medhold, saaledes at Barnet skulde anses for ægte Barn af Lund og Hustru.

Arild Lund appellerede til Højesteret, hvor Sagen i Gaar procederedes under stor Opmærksomhed ikke mindst fra lægevidenskabelig Side.

Højesteretssagfører Karsten Meyer, der førte Sagen for Lund, støttede nemlig Ægtemandens Paastand om ikke at være Faderen paa en af Professor, Dr. med. Oluf Thomsen afgiven Erklæring, som gaar ud paa, at en Undersøgelse af saavel Ægtefællernes som Barnets og Kaj Olsens Blodtyper har vist, at Lund, hvis han var Fader til Barnet, maatte være af Blodtype III eller IV. Han har imidlertid Blodtype I, medens Kaj Olsen har Blodtype VI, og saaledes kan være Indehaveren af Faderværdigheden. Denne Argumentation underbygges yderligere ved at Retslægeraadet i en Udtalelse siger, at den videnskabelige Basis for Blodtypebestemmelser nu maa betragtes som overordentlig sikker og utvivlsomt kan danne Grundlag for retslig Afgørelse.

Fru Ruth Lund vedstod i Skranken sin Forklaring om, at ikke Ægtemanden, men Jord- og Betonarbejderen var Barnets Fader.

Højesteretssagfører Bülow talte Kaj Olsens Sag, idet han hævdede, at slige Blodtypebestemmelsers Anvendelse kunde medføre farlige Konsekvenser, og iøvrigt gjorde gældende forskellige biologiske Betragtninger i Retning af, at Arveanlæg jo ofte springer forskellige Led over, hvilket udmærket kunde være Tilfældet ogsaa i den foreliggende Sag.

Tilslut talte Højesteretssagfører Trolle, der paa Barnets Vegne gjorde gældende, at det burde fastslaas, at Barnet var ægte født, thi meget talte derfor, og det vilde være urimeligt at give Barnet Plads i de uøgte fødtes Rækker.

(Ærø Venstreblad 19. juni 1928).

Fra venstre: Prof. Sand, Fru Lund og Politiinspektør Buch. Foto fra Social-Demokraten 19. juni 1928.

Højesteret tog imidlertid hensyn til blodprøverne, og erklærede i sin dom at barnet ikke kunne anses for at være ægtefødt.

Musik i Gaarden

Et typisk Baggaardsbillede fra København i gamle Dagee. Lirekassemanden spiller op.- Børnene danser.

"Spillemanden er der!" rygtes det; og snart eller har han en Hale af Børn efter sig. - De følger troligt med fra Gaard til Gaard, hele Kvarteret rundt.

Det er mest Smaa piger. Og de lader naturligvis ikke Lejligheden til at faa sig en Svingom gaa ubenyttet hen.

Men "Svingom" - kan man i Grunden bruge det Udtryk mere uden at henlede Tanken paa noget meget gammeldags? For Gurli og Solveig, de danser saamænd lige saa godt Charleston og Black-Bottom som deres store Søster, og det har de lært her i Gaarden hos Lirekassemanden eller Lirekassemændene, for de er to.

Foruden 

ham, der kører Kassen og drejer Svinget,

er der nemlig en til. Han kunde godt undværes for Musikkens Skyld, men paa den anden Side ser det ud til, at det er ham, der har Bevillingen til at give disse Lirekassekoncerter.

Hver Gang der bliver kastet Pengeud fra et af Vinduerne oppe i Huset, letter han mekanisk paa Kasketten og siger: Mange Tak! Desuden har han et stort Skilt paa Brystet: "Blind" staar der.

For nogle Aar siden

var det ellers fortrinsvis de gamle Veteraner fra 64, der gik rundt som Spillemænd. Som Tak for deres Daad i Dybbøl Skanser havde Fædrelandet, forsynet dem med et Træben og en Lirekasse, saa kunde de selv gaa fra Gaard til Gaard og spille ind til Livets Ophold - En saare praktisk Foranstaltning!

Men tænk

om nogen havde udstyret Verdens krigens Vrag med hver sin Lin-kasse! Det vilde være blevet et Kæmpe-Orkester, som kunde høres helt ind i den syvende Himmel!

At være Lirekassemand 

er ikke en Haandtering, der er saa ligetil, som man tror. Der skal drejes med en sikker Sans for Takt og Rytme, og ti! de sentimentale Melodier skal Haandtaget behandles med Følelse og Inderlighed. - En Lirekassemand maa nødvendigves have et Par Draaber Kunstnerblod i sig.

Jeg har engang kendt en Lirekassemand, som ovemikøbet havde trykte Visitkort: "H. P. Sevaldsen, Harmonika- op Positivspiller" - Positiv er bare et finere Udtryk for en Lirekasse.

Han forstod sit Fag.

Det nytter jo ikke ti Aar i Træk at køre rundt med "En lille gul Kanariefugl", som var populær i 1917. Repertoiret maa fornyes - allerhelst med de sidste Slagere! - Og Lirekassemændene har meget paa deres Samvittighed med Hensyn til de aarlige "Landeplager". - Mange Komponister kan takke dem for en udbredt Popularitet.

Om det saa er selveste Carl Nielsen vil han aldrig kunne lyve sig fra det. Det var Lirekasserne, der fik Folk til at synge med paa "Jens Vejmand"!

Kommer Lirekassemanden, hvor der bor aldre, enlige Damer, har han gerne et Par mere adstadige Numre i Baghaanden, som "Kongernes Konge" og "Der staar et Slot i Vesterled". - Og i vor Tid, hvor Klaveret - lige fra Stuen til femte Sal - bærer Vidne om en højere Dannelse, er det ingen Skade til, om der ogsaa i Kassen er "Tosellis Serenade" eller anden letfordøjelig, klassisk Musikkost.

Lirekassens Toner

astmatiske og melankolske selv i de lystigste Melodier, og naar som paa Vorbasse Marked 30 Lirekasser - stillet op paa Rad og Række - samtidig spiller hver sin Melodi, saa kan man godt blive gal i Hovedet baade paa Instrumentet og den udøvende Stand.

Men naar Spillemanden er der, skal han alligevel have en Femøre - for Lirekassens Toner hører nu med til Sidegadens og Baggaardens Poesi.

Erik.

(Klokken 5 (København) 23. juni 1928).

Foto af en juleudsmykket lirekasse i København. Nationaltidende, 22. december 1929.

Det kgl. Teater og Danmarks Nationalsang. (Efterskrift til Politivennen)

Den 15. oktober 1924 - samme år som den første rent socialdemokratiske regering var blevet dannet - blev det Kongelige Teater scene for en politisk strid. Det affødte bl.a. en diskussion om hvilken sang der var Danmarks nationalsang. Der var desuden en diskussion af om man skulle rejse sig når Kong Christian blev afspillet.

Demonstrationen iaftes i Det kgl. teater.

Samtaler med Statsminister Stauning og Fru Nina Bang.

Fru Bang fremsætter modstridende Udtalelser.

Da det igaar blev bekendt, at Elverhøj-Ouverturen var strøget af Det kgl. Teaters Program ved Festforestillingen, stillede vi, som vore Læsere véd, følgende Spørgsmaal til Undervisningsminister, Fru Nina Bang, hvis Svar vi ligeledes gengav i Aftenudgaven for igaar:

- Har De slet intet at gøre med, at Elverhøj-Ouverturen er strøget?

Fru Bangs Svar lød:

- Nej, jeg har ikke. 

Idag gengives imidlertid Udtalelser baade af Statsminister Stauning og af Fru Nina Bang, der staar i bestemt Modstrid med Fruens Svar til os, idet det nu aabent erkendes, at der er givet en Ordre fra Fru Nina Bang til Teatret om, at Elverhøj Ouverturen ikke maa spilles ved Festforestillinger.

Fru Nina Bangs Udtalelser refereres saaledes i "Social-Demokraten" idag:

- Har De foranlediget - spørger Intervieweren - at Ouverturen til "Elverhøj" blev udeladt?

- Nej, men jeg har allerede ved Sæsonens Begyndelse - i Anledning af en anden paatænkt Fest - tilkendegivet overfor Direktør Norrie, at ved Festforestillinger, ved hvilke jeg som Undervisningsminister er Vært, bør Teatret ikke give Anledning til Demonstrationer af nogen Art. Ouverturen til "Elverhøj" er altid bleven benyttet til monarkistiske og nationalistiske Demonstrationer. Jeg ønsker ikke selv at deltage i saadanne eller at mine Gæster tvinges dertil.

Det vilde ikke falde mig ind at tvinge nogen til at høre "Socialisternes Marche". Men det er lige saa uberettiget at tvinge nogen til at overvære Demonstrationer for Krigsgalskab. Teatret ejes af hele Nationen. Det er et Kunsttempel, ene og alene viet Kunsten. Adgangen til i Fred og Ro at nyde Kunsten bør ikke forstyrres.

Selvfølgelig blander jeg mig ikke i, hvad Teatret ellers spiller, men hvor jeg er Vært ved officielle Fester, skal Teatret forholde sig neutralt.

- - -

Som man ser, erkender Fru Nina Bang her, at hun har "tilkendegivet overfor Direktør Norrie, at ved Festforestillinger", hvor Fru Bang er Vært, bør Teatret ikke spille Elverhøj-Ouverturen. Naar Fru Bang derfor overfor "Berlingske Tidende" igaar udtaler, at hun "Intet har at gøre med", at Elverhøj-Ouverturen er strøget, kan enhver se, at denne sidste Udtalelse er i direkte Strid med, hvad Fru Bang vedgaar overfor "Social-Demokraten".

At Fru Bang har givet denne Ordre, bekræftes af Statsminister Stauning i et Interview idag i "Politiken", hvori Statsministeren siger, at Fru Bang har "i al Almindelighed udtrykt et Ønske om, at Ouverturen til "Elverhøj" ved festlige Lejligheder blev ombyttet med Trymskvide-Marchen".

Hvorledes forklares denne Uoverensstemmelse i Fru Bangs forskellige Udtalelser?

Samtale med Statsministeren

Samtidig rejses et nyt Spørgsmaal:

Er der fra Ministeriets Side givet videre Ordre til, at "Kong Christian -" ikke maa spilles ved festlige Lejligheder f. Eks. af Hæren og Flaaden?

Vi har herom idag haft følgende Samtale med Statsminister Stauning:

- Er der givet videre Ordre til - spørger vi Ministeren - at "Kong Christian - " ikke maa spilles ved officielle, festlige Lejligheder?

- Ikke fra mig. Den bruges vist mange Steder.

- Der staar idag i "Politiken", at De kalder Sangen for "en Bordsang", og en saadan kan Ministeriet vel ikke ønske at f. Eks. Hæren eller Flaaden spiller ved officielle Lejligheder?

- Det er en Misforstaaelse, at jeg har sagt Bordsang. Jeg sagde "Slagsbrodersang" og det finder jeg, at "Kong Christian - " er.

- Men dansk Nationalitet kan vel ikke officielt repræsenteres ved en Slagsbrodersang?

- Det véd jeg saamænd ikke, om der har været noget om. Det er vel overladt til Hærens og Marinens Ledelse. 

- Det blev dog ikke overladt til Det kgl. Teaters Ledelse.

- Nej, der er jo kommet en Ordre fra Fru Nina Bang. I al Almindelighed altsaa.

- Ja. men synes De saa ikke, at Fruens Svar her til "Berlingske Tidende" er lidt forbavsende? Fru Bang siger udtrykkelig, at hun "Intet" har med dette at gøre, og det passer jo ikke.

- Jeg véd ikke, hvad der passer. Fru Bang sagde til mig at for at undgaa Demonstrationer vilde hun ikke have Sangen spillet.

- Ja og til "Berlingske Tidende" siger Fru Bang, at hun "intet" har med det at gøre.

- Hun har ikke haft til Hensigt at benægte det.

- Enhver maa faa det Indtryk.

- Ja, det kan jeg forstaa.

- Hendes Udtalelser er i Strid med hinanden.

- Det synes saa!

Hvad "Social-Demokraten" mener om Demonstrationen. 

"Social-Demokraten" er idag meget forbitret over Demonstrationen, der betegnes som "taktløse Optrin". Regeringsorganets Opfattelse er denne:

"Det kgl. Teater er hele Folkets Ejendom, opretholdt af Staten paa alle Borgeres Bekostning med det ene Formaal at være et Tempel for god Kunst. At gøre Teatret til Stedet for nationalistiske Demonstrationer er en Handling, hvis Konsekvenser bør overvejes af den Overklasse, der først og fremmest nyder godt af Statens Ofre for den nationale Scene. Saadanne Taktløsheder virker ikke opmuntrende paa den jævne Befolknings Lyst til at yde, hvad der er fornødent til Teatrets Udvikling. Demonstranterne har ikke gjort teatret nogen Tjeneste.

Fru Nina Bang. [Bemærk at Mediestreams foto af Nina Bang af kvalitetsmæssige grunde er erstattet af Lars Peter Elfelt (1866-1931): Nina Bang. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.]

Kongen har heller ingen Grund til at være dem taknemmelig. Vi ser bort fra, at han næppe kan føle sig særlig beæret af som Vendernes og Gothernes Konge at blive fremstillet smadrende Gothens Hjelm og Hjerne. Men den taabelige Demonstration er et Udslag af en Bevægelse, som mærkes paa mange Maader, gaaende ud paa at skyde Kongens Person i Forgrunden i et Modsætningsforhold til det Befolkningsflertal, der har fundet Udtryk i den parlamentariske Regering. Variétépøbelens Forsøg paa at klistre sig sammen med Kongehuset førte i 1920 til Tilstande, som Kongehuset næppe ønsker gentaget. Forsøg i den Retning, der i 1920 fandt Sted paa Gaden, bliver ikke heldigere og finere, fordi de nu udføres i Rigsdagens Fællessal og Det kgl. Teaters Parket."

- - -

Fra Nina Bang udtaler sig.

Vi har derefter idag haft en Samtale med Fru Nina Bang i hendes Modtagelsesrum i Undervisningsministeriet.

Ministerens Udtalelser, som vi nedskriver i Fru Bangs Overværelse tillige med vort Svar, lyder saaledes:

Fru Nina Bang: Jeg bestrider, at jeg har udtalt mig, som "Berlingske Tidende" gengiver det iaftes. Jeg har sagt, at jeg intet direkte har haft at gøre med, at Elverhøj Ouverturen er strøget.

- Ordet direkte blev ikke nævnt imellem os igaar.

- Jo, det gjorde jeg.

- - -

Vi overrækker Fru Bang denne nedskrevne Udtalelse til Gennemlæsning. Fru Bang synes aabenbart ikke om den, da hun læser den igennem. Fruen folder den sammen, det ser et Øjeblik ud til, at det er Ministerens Hensigt at rive Papiret i Stykker, og nu følger anden Fase i denne Audiens:

Fru Nina Bang udtaler sig ikke.

- Jeg forstaar nu - siger Fru Bang - at der skal laves Sensation, det er det, man søger. Jeg ønsker ikke at udtale med til "Berlingske Tidende".

- Det som man søger, Fru Bang, er Sandheden i dette Spørgsmaal. Hvis Sandheden skulde være sensationel, maa man tage det med.

- Ja. Jeg forstaar. Men det er mig saa komplet ligegyldigt, hvad der staar i "Berlingske Tidende". Jeg henviser til, hvad der staar i mit Blad, "Social Demokraten".

- For at undgaa Misforstaaelse. Fru Bang - vi er vel enige om, at De nu har givet "Berlingske Tidende" to Svar. Det ene, som er skrevet ned paa dette Papir, og hvorefter De bestrider, hvad der stod i "Berlingske Tidende" iaftes, og det andet Svar, at De ikke vil udtale Dem, fordi der efter Deres Mening skal laves Sensation.

- Ja.

- - -

Vi skal tilføje, at som Fruens Udtalelser iaftes blev gengivet her i Bladet, er de et nøjagtigt, ordret Referat af, hvad Fru Bang sagde, og Fruens bestemte Ord igaar om, at hun "intet" havde at gøre med Programændringen iaftes, falder da ogsaa nøje sammen med en udtalelse af Fru Bang, som "Nationaltidende" gengav i gaar Morges:

"Vi har spurgt Undervisningsminister Fru Nina Bang direkte, om den foretagne Programændring var sket efter ministeriel henstilling, men hertil svarede Ministeren benægtende. Hun kendte absolut intet til "Affæren" ... den Slags Detailspørgsmaal afgjordes indenfor Teatrets egne fire Vægge."

Som man ser, siger Fru Nina Bang tydeligt ogsaa her paa Spørgsmaalet, om der foreligger en ministeriet Henstilling, at hun "absolut intet" kender til "Affæren". Skønt Fru Bang altsaa netop selv har givet den paagældende "Henstilling".

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. oktober 1924).

Demonstrationen i Det Kongelige Teater.

Nina Bang og hendes Gæster.

Ved de første Meddelelser om det Kongelige Teaters 50 Aars Fest blev det meddelt, at man vilde følge det samme Program som ved Aabningen af Teatret i 1874. Senere fik man dog den Besked, at der kun vilde blive spillet J. P E Hartmanns "Gudernes Indtogsmarch" af "Trymskviden". Man havde strøget Kuhlaus Ouverture til "Elverhøj", som ogsaa blev spillet den Gang.

Det var dette, det gav Anledning til, at en Del af Publikum I Aftes, da "Trymskviden" var spillet, gav sig til at synge Kong Christian og tilsidst raabte: Kongen leve! Under almindeligt Røre reiste Folk sig ogsaa Ministeriets Medlemmer. Det Hele var et underligt forvirret Optrin, kun Kongen tog det smilende roligt og takkede for HyIdesten.

Der er bleven spurgt om, hvem der havde givet Ordre til, at "Elverhøj -Ouverturen skulde stryge men der var tilsyneladende ingen, der vilde vedkende sig den.

I Dag oplyser Fru Nina Bang imidlertid selv følgende

- Jeg har allerede ved Sæsonens Begyndelse - i Anledning at en anden paatænkt Fest - tilkendegivet overfor Direktør Norrie, at ved Festforestillinger ved hvilke jeg som Undervisningsminister er Vært, bør Teatret ikke give Anledning til Demonstrationer af nogen Art. Ouverturen til "Elverhøj" er altid bleven benyttet til monarkiske og nationale Demonstrationer. Jeg ønsker ikke selv at deltage i saadanne eller at mine Gæster tvinges dertil.

Man vil studse lidt over Tonen "Jeg som vært" og "Mine Gæster", men det faar være. Naar Fru Nina imidlertid siger, at "Elverhøj" Ouverturen altid har været brugt til monarkiske og nationalistiske Demonstrationer slaar hun dog noget over Maalet. Man kan diskutere om, hvorvidt man skal rejse sig, naar "Kong Christian" spilles som et Fragment, som det sker i "Elverhøj"-Ouverturen, men man kan ikke kalde det Demonstrationer. Det har saamænd været det stilfærdigste af alt. Folk har rejst sig og har sat sig igen naar den sidste Tone har lydt og har der - særlig ved festlige Lejligheder - lydt et: Kongen leve! saa har det saamænd været lige saa naturligt som naar de socialdemokratiske Ministre raaber Danmark leve '

Fru Nina kunde saamænd roligt ladet "Elverhøj"-Ouverturen blive paa Programmet; naar den nu var strøget fik man det indtryk, at det var en Ordre, et Paabud. - Værsgo, ingen Ouverture her! Maa vi bare være fri for Vrøvl! Saaledes bestemt af Nina Bang.

Det var dette Tryk der avlede Modtryk nu derved gav Anledning til et Optrin, der var beklageligt - hvad det andet ikke paa nogen Maade havde været set fra et almindeligt borgerligt Standpunkt, og ogsaa fra et socialdemokratisk saa vist, som de, der ikke havde Lyst til at rejse sig ganske roligt kunde have ladet Enden hvile fast i Sædets bløde Plysch, saaledes som det netop ogsaa er sket mange Gange i Teatret. 

J. H.

(Aftenbladet (København) 16. oktober 1924).

Det "kongelige" Teater.

Overklassens Pøbel demonstrerer mod Arbejderregeringen.

København, Torslag.

I Anledning af demonstrationen i Det kgl. Teater skriver vor Korrespondent følgende:

Vi var i Aftes indbudt til Jubilæumsforestilling paa det saakaldte kgl. Teater. Der var nemlig i Gaar forløbet 50 Aar siden den nuværende Teaterbygning blev indviet. Ved Indvielsen for 50 Aar siden spilledes Ouverturen til "Elverhøj", hvorfra Højres gamle politiske og meget uskønne Slagsang om "Kong Christian der stod ved højen Mast" stammer. Ved Forestillingen i Aftes var Ouverturen og dermed denne Sang udeladt. Højrepressen og Bladet "København" havde faaet ondt deraf og fik paa den mest plumpe Maade foranstaltet politisk Demonstration mod Regeringen. En Del af Studenterforeningens politiske Bøller var blevne placerede paa Balkonen og umiddelbart efter, at Forestillingen var begyndt, istemte de Højres gamle Slagsang: "Kong Christian stod ved højen Mast". Teatrets Publikum, der for de 99 pCt.s Vedkommende var en Samling Antisocialister fyldt med overhedet Indignation mod Regeringen, sang af fuld Hals Sangen staaende. Kongen takkede smilende og bukkede for Hyldesten. Derpaa raabte Koret for paany at kunne vise sin Foragt for Regeringen: "Kongen længe leve".

Mens man saaledes følte sig lettet i Bevidstheden om at have tilføjet Regeringen tilstrækkelig Haan, raabte ophidsede Kvinder i Munden paa hinanden: "Det har de godt af de Plebejere". Der var saaledes ikke Tvivl om, at Demonstrationen var planlagt, hvilket ogsaa klart fremgik af Orkestrets Medvirken. Overklassen havde faaet Luft for sit Had til den første socialdemokratiske Regering. Episoden er i mange Henseender lærerig. Den har i skærende Lys blottet Overklassen. Denne har i et ubevogtet Øjeblik vist Arbejderklassen sit sande Ansigt. Og dette vil blive husket.

Paa Baggrund af den plumpe Demonstration virkede det nærmest flovt at høre en af Teatrets Skuespillere i en Prolog fremføre Krav om en Udvidelse af det "kongelige" Teater. Dette Koster nu den danske Stat alt ialt 6000 Kr. pr. Spilleaften. Teatrets Publikum er saa godt som udelukkende Overklassen, der saaledes faar et klækkeligt Statstilskud til Teaterbilletterne.

Lad os sige det strax: Det "kongelige" Teater er kun et Sted, hvor hidtil den slettest Økonomi har raadet. Naar det nu demonstrativt af den Overklasse, som saa godt som udelukkende nyder godt af Statstilskudet til Teatret, gøres til Arnested for antisocialistiske Demonstrationer direkte rettede imod Arbejderklassen ved grove Forhaanelser, er Teatrets Saga som Nationalscene ude, hvis det overhovedet i den nyere Tid har existeret som saadan. Arbejderklassen vil bede sig fritaget for at skulle betale yderligere til dens egen Forhaanelse.

Den kan heldigvis undvære det "kongelige Teater". Lad os da se, om dette ogsaa kan undvære Arbejderne, og tilmed være det Sted, hvor Højres Pøbel kan forlyste sig med at vise sin Foragt for Arbejderklassen.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 17. oktober 1924)

Ifølge Politiken havde en privatmand stillet 44 billetter til studenters rådighed for at arrangere optrinnet. Statsminister Stauning udtalte efter optrinnet at han syntes det var en uforskammet demonstration, og topmålet at benytte det kongelige teater til chauvinistiske demonstrationer, og at han ikke rejste sig op for enhver bordsang. Han afviste at det for ham skulle være nationalsangen, at han var fredsven.

Danmark har ingen Nationalsang.

En Række kendte Mænd udtaler sig om det aktuelle Spørgsmaal.

Danmark har ikke i Øjeblikket en Nationalsang, om alle kan samles om. Slagsbrodervisen "Kong Christian" er ikke Udtryk for Folkets Følelser. Dens nærmeste Afløser er vel nok "Der er at yndigt Land". Men om disse Spørgsmaal udtaler en Række kendte sig i nedenstående Interview:

Vi forelægger først Spørgsmaalet for Hr. Th. Collemorten, der er Formand for de centraliserede danske Arbejdersangforeninger. Han svarer saaledes:

Korsangerne synes om "I Danmark er jeg født".

Ikke alene som Arbejder, men ogsaa som Samfundsborger synes jeg absolut, at "Der er et yndigt Land" er Nationalsangen. Den er indstuderet i mange Arbejder-Sangforeninger og er en udmærket Korsang. Og medens "Kong Kristian" kun er KongerøgeIse, giver "Der er et yndigt Land" selve Danmark og Skønheden. Maaske egner "I Danmark er jeg født" sig til at være Nationalsang; i Kor f. Eks. lyder den bedre end "Der er et yndigt Land", men saa længe der skal vælges mellem "Kong Kristian" og "Der er et yndigt Land", vælger jeg selvfølgelig den sidste. Kongerøgelse bryder Arbejderne sig ikke om.

Th. Collemorten siger, at Sangerne foretrækker "I Danmark er jeg født"

Som Literaturmand synes jeg ...

Jeg synes "Kong Kristian" er Nationalsangen, som Æstetiker og Literaturmand synes jeg det. "Der er et yndigt Land" er ikke god, et Par smaa Enkeltheder i den maaske, men stort set er den sløj, baade Teksten og Melodien. Derfor foretrækker jeg "Kong Kristian".

Hr. Hans Brix.

Literær Konsulent v. Det kgl. Teater.

Den rigtige . . .

Kong Kristian's Melodi er blevet national. Og det sidste Vers af Teksten er smukt, meget smukt. Den er skrevet til Ewalds "Fiskerne" og bliver i Stykket sunget af en Fisker, i sidste Vers synger han om Havet, som giver ham Brødet, det sortladne Hav, der skal bære ham til hans Grav. Men den rigtige Nationalsang er "Der er et yndigt Land".

Højskoleforstander Borup,

Vi har ingen Nationalsang .

For Øjeblikket har vi ingen Nationalsang. "Der er et yndigt Land" burde være det, men Melodien er ikke saa god. Carl Nielsens nye Melodi er bedre, men det er vel svært at faa den ud blandt Folk. "Kong Kristian"s Melodi er udmærket, 

Socialminister Borgbjerg: "Vi er et daarligt stillet Land, hvad Nationalsang angaar ...«.

men Teksten forfærdelig. "Saa Gotens Hjælm og Hjærne brast", hvad er det for Menneskeslagterudtryk? Sidste Vers af "Kong Kristian om det sortladne Hav" er et godt Vers, men det vilde vist være ejendommeligt at have en Nationalsang med et Vers, der endda ikke passer paa hele Nationen. Vi er et daarligt stillet Land hvad Nationalsang angaar. Norge og Finland f. Eks. har udmærkede Nationalsange. Det bedste i denne Sag ville vel være, om en Forfattet kunde skabe en Sang og en Komponist en Melodi, der gav Danmark og Danskerne, Saa vilde vi være fri for lignende Skandalescener som de, der gik for sig i Det kgl. Teater paa Jubilæumsaftenen. 

Gak til H. C. Andersen.

"Der er et yndigt land" er Nationalsangen, "Kong Kristian" er Kongesangen. Men hvad Nationalsangen angaar, siger jeg som min gamle Ven Jeppe Aakjær: Gak til H. C. Andersen. "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme" burde være Danmarks Nationalsang.

John. Fønss,

Operasanger.

Men jeg synes nu . . .

Jeg ved ærlig talt ikke rigtigt, hvad der er Nationalsangen. Efter at vi har faaet Sønderjylland igen, er "Der er et yndigt Land" blevet den, der synges mest. Men jeg synes nu alligevel, at "Kong Kristian", der er Kongesangen, er den smukkeste og den mest pompøse og burde være Nationalsangen.

Peter Cornelius.

kgl. Kammersanger.

En hadefuld Sang mod Sværrig.

"Kong Kristian" er ikke Nationalsang, men kun en Sang om alle de Klø, vi efter Sigende har givet Svenskerne under Kristian IV, Kristian V og Frederik IV. Man kan dog ikke lave en Nationalsang, der haaner vor Nabo, Sverige. Hvis "Kong Kristian" havde været lige saa antitysk, som den er antisvensk, havde den været statsfarlig. "Der er et yndigt Land" er Fædrelandssangen. Ingen af vores Fødesange giver Landets Skønhed som den.

A. C. Meyer: "Kong Christian" er en hadefuld Sang.

Kort og godt.

"Der er et yndigt Land" er Nationalsangen. "Kong Kristian" er Kongesangen. Men jeg rejser mig ikke for nogen af dem.

Tom Kristensen.

Forfatter.

Ingen fastslaaet Nationalsang ...

Det er jo en ren personlig Smagsag, naar det ene Menneske synes bedre om denne eller hin Sang som Nationalsang. Mange fanges jo saaledes af den festlige Rytme, der udstraaler fra Musikken til Kong Christian stod ved højen Mast uden ellers at tænke dybere over Sagen, hvortil kommer, at vi til Dato ikke besidder en Sang, der for hele det danske Folk er fastslaaet som Nationalsang. Personlig holder jeg mest af Der er et yndigt Land, fordi denne Sang i Ord og Toner trods sine musikalsk Mangler, for mig gengiver den Stemning, der er over et dansk landskab, naar vort Klima er naadigt.

Emil Holm

Kgl. Kammersanger.

- - -

Hvad mener for Resten vore Læsere om Spørgsmaalet?

(Klokken 5 (København) 17. oktober 1924).

Talen blev  også nævnt under finanslovsdebatten i Folketinget den 28. oktober 1924:

De syngende Patrioter.

I en ypperlig Tale henvendte Statsminister Stauning sig bl. a. til de syngende Patrioter. Han gjorde dem opmærksom paa, at "Kong Kristian" ikke er Danmarks Nationalsang. Dens krigeriske Ord har intet med den nuværende Danmarks Folkeaand at gøre. Den har derimod mange Aar været Konvervatismens Slagsang.

- Heller ikke Kongen har nogensinde ønsket partipolitiske Sangdemonstrationer. Da vi samledes til Dybbølfesten, foraanledigede han Afsyngelsen af "Der er et yndigt Land" ikke Slagsangen om Skræk og  Død.  Det er da rimeligt, at den heller ikke skal bruges ved en Teaterfest.

(Klokken 5 (København) 29. oktober 1924)

Nogen større debat kom der ikke ud af affæren. Ved undervisningsministeriets fejring af Knud Rasmussen i december 1924 bemærkede aviserne at der ikke blev afsunget nogen nationalsang. Nina Bang udbragte en skål for kongen.

Danmarks Nationalsang. (Efterskrift til Politivennen)

Hvordan gik det ikke i 1819? Selskabet for de skønne Kunster forlangte en Nationalsang, som der var overordentlig Trang til, og se; Juliane Marie Jessen sejrede for sin tragikomiske "Dannemark, Dannemark hellige Lyd".

Der var i den store Bunke en anden Vise, som Tribunalet Ikke tog Notits af, nemlig Christian Wilsters "Hvor Bølgen larmer højt fra Sø". Den valgte derimod Folket, og ti Aar senere var Julianes Sang død, mens Christians var lidt af en Nationalsang.

I Tilslutning til Nationaltidendes Betragtninger skal vi meddele den pudsige Anledning til, at Juliane Marie Jessens Sang vandt Prisen i 1819:

Bidragene til Konkurrencen indleveredes under Mærke, for at Bedømmelseskomiteen ikke skulde forledes til at lage Hensyn til Forfatterens literære Navn. Dette har imidlertid ikke været let for d'Hrr. at undgaa og en drilagtig Skæbne vilde, at Juliane Marie Jessens Skrift i paafaldende Grad lignede Ochlanschlägers. Skønt hendes Sang i enhver Henseende maa kaldes rædselsfuld, mente Komiteen dog ikke, at man kunde lade være at give "Oehlenschläger" Prisen - selv om hans Digte fra denne Periode langtfra var lige geniale alle.

Saaledes fik Juliane Marie Jessen - paa Oehlenschlägers Konto - den udsatte Præmie for sin Haandskrifts Skyld.

(Aarhus Amtstidende 11. oktober 1921).

Johan Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Gottfred Matthison-Hansen (Johann, Gotfred) (1832-1909) var søn af organisten og komponisten Hans Matthison-Hansen. Han debuterede som organist i Malmø 1856. 1859 blev han organist ved Frederiks Tyske Kirke i København, fra 1871 ved Sankt Johannes Kirke. Han gav i årene 1874-77 over 100 Koncerter i Danmarks købstæder, optrådte 1877 i Hannover, 1878 i Leipzig og 1884 i Weimar. 1881-1909 ved Trinitatis Kirke. Han var en af sin tids betydeligste organister og orgelkomponister. I 1863 fik han Det anckerske Legat og drog på studierejse til Tyskland. Ved hjemkomsten var han sammen med Grieg, Rikard Nordraak og Emil Horneman med til at stifte koncertforeningen Euterpe.

Ved konservatoriets stiftelse 1867 blev han lærer i orgelspil, senere også i klaverspil. Blandt sine elever talte han Johan Bartholdy, Jørgen Ditleff Bondesen, Asger Hamerik, Gustav Helsted, Johan Adam Krygell, P.E. Lange-Müller, Otto Malling og Frederik Rung. I 1891 blev han professor og fra 1900 blev han medlem af bestyrelsen. I en lang årrække afholdt han årligt 3-4 eftermiddagskoncerter i Trinitatis Kirke, hvor han fremførte værker af den klassiske og moderne orgellitteratur. Desuden gav han i årene 1874-1877 ca. 100 koncerter rundt om i danske byer. I 1898 udnævntes han til Ridder af Dannebrog.

En stor del af hans musik er for klaver eller orgel, men han skrev dog også kammer- og orkestermusik og sange.

I forbindelse med Grundtvigs død 2. september 1872 var Matthison-Hansen involveret i en affære. En læge J. H. Matthiessen havde anmodet om at få komponeret musik til en tekst til en march som han havde skrevet. (Den var trykt i Dansk Kirketidende 1872, s. 585-588). Matthiessen der var amatørdigter, påduttede således Matthison-Hansen sit værk. Matthison-Hansen (der dengang boede i Slotsgade på Nørrebro) fik verset forelagt. Efter at have læst digtet, meddelte han først at han havde opgivet at sætte musik til de stive og stridige rytmer i digtet. Men ombestemte sig uden at ane hvem der skulle synge det (i Køge eller kirken?). Oven i det kom der det problem at Matthison-Hansen havde ønsket at overtage hele orgelspillet, men det ville Peter Andreas Fenger (1797-1879) som var sognepræst ved Vor Frelsers Kirke og Grundtvigs ældste dalevende præsteven, ikke vide noget af, han ville ikke afsætte organiset J. A. Gether (1826-1913). Desuden mente han at der ikke kunne blive tid til Matthiessens sørgemarch. Matthison-Hansen talte så med Gether som ikke spændte ben for at han kunne komme og spille sørgemarchen. Men Fenger ville ikke vide noget af det. Den 9. september meddelte Matthison-Hansen at han opgav det hele: Matthiessen havde udsat marschen da det firestemmige mandskor skulle ledsages af en Kragelund-basun. Men også Fenger blev rasende. Men det hele endte dog med at Grundtvigs kiste blev båret ud af kirken til den Matthiessensk-Matthison-Hansenske sørgemarch. I 1873 komponerede han en melodi til Grundtvigs "Sov sødt, barnlille".  

Budtz Müller: Gottfred Matthison-Hansen. (1832-1909). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Professor Gottfred Matthison-Hansen.

Et 50-Aars Jubilæum.

Der er i Dag forløbet et halvt Aarhundrede, siden den da 27-aarige Johan Gottfred Matthison-Hansen modtog Ansættelse som Organist ved Frederiks tyske Kirke paa Kristianshavn.

Som ældste Søn af den fremragende Orgelspiller og Komponist Hans Matthison-Hansen var han saa at sige prædestineret til musikalsk Virksombed og blev da ogsaa som Barn undervist i Orgelspil af Organist Barth og af sin Fader, Domorganisten i Roskilde. Han tog imidlertid Studenterexamen og begyndte paa Juraen, men snart vandt de kunstneriske Tilbøjeligheder Overhaand, og han kastede sig for Alvor over Musiken.

Som Orgelspiller debuterede Gottfred M.-H. i Aaret 1856 i Malmø og har siden da udfoldet en ganske overordentlig stor og ærefuld Virksomhed som Koncertgiver paa dette Instrument. Ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet er hans Navn højt anset som en af de betydeligste Orgelvirtuoser, og hans Kompositioner - af hvilke en Mængde er udkommet i Tyskland - udmærker sig ved dets vægtige musikalske Indhold ikke mindre end ved deres noble og smukke Form.

I Trinitatis Kirke, til hvilken Professor Gottfred Matthison-Hansen har været knyttet siden 1881, har Kunstneren i en længere Aarrække afholdt højst interessante Orgel foredrag med Fremførelse af ældre og nyere Værker, Foredrag. som vandt ualmindelig Tilslutning og Paaskønnelse. Ved det Kgl. Musikkonservatorium er Professoren en lige saa udmærket som afholdt Lærer i Orgel- og Klaverspil.

Med uskrømtet Hjærtelighed vil man da i Dag fra utallige Sider sende den gamle ypperlige Kunstner og den sjældent noble og elskværdige Mand Lykønskninger til Jubilæet i taknemmelig Beundring for hans betydelige og udmærkede kunstneriske Livsgerning.

G. K. H.

(Dannebrog 1. februar 1909)

Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907): Helga Maria Matthison-Hansen (1841-1919). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

G. Matthison-Hansen

- - -

Omkring Navnet Matthison-Hansen staar der Glans i den danske Musiks Historie. Den Flensborg Skippersøn, Hans Matthison-Hansen, der som 25-aarig fik Landets bedstlønnede Organistembede, ved Domkirken i Roskilde, blev Stamfader til en Kunstnerslægt, til en Slægt af Musikere, indenfor hvilke den ældstefødte Søn Gottfred Matthison-Hansen var den, der naaede længst ind paa sin berømte Faders Berømmelse.

Johan Gottfred Matthison-Hansen blev født den 1. November 1832 og skal have vist musikalske Anlæg saa tidligt, at han kunde synge Melodier længe før han kunde tale. Af Faderen fik han, som naturligt var, sin første Undervisning i Klaverspil, men fra sit 10. til sit 13. Aar fortsattes Undervisningen, der nu ogsaa kom til at omfatte Musikteori, hos den kendte Organist og Teoretiker W. Barth. Imidlertid viste Gottfred Matthison-Hansen ogsaa Kærlighed til Bogen, og han blev Student i sit 18. Aar og valgte Juraen som Studium. Men efter nogle Aars Tilværelse som Regensianer blev Bøgerne lagt til Side (1855) og Musikken hans eneste Kærlighed; og saaledes perfektionerede han sig i Orgelspil, at han allerede Aaret efter med Held optraadte ved en Koncert i Malmø. Den 1. Februar 1859 ansattes han som Organist ved "Frederiks tyske Kirke" i København, hvorfra han 1871 forflyttedes til Johanneskirken og fra denne igen 1881 som Prof. A. P. Berggreen’s Efterfølger til Trinitatis Kirke.

I Aarene 1862—63 berejste han paa det Ancker’ske Legat Tyskland og optraadte da ved flere Koncerter som Orgelvirtuos. Hjemkommen fra denne Rejse blev han Medstifter af "Euterpe" (se Side 147), og 1867 indtraadte han som Lærer ved Københavns Musikkonservatorium, først i Orgelspil, senere (1884) ogsaa i Klaverspil, og ved denne Anstalt faldt indtil 1905 en betydelig Del af hans Virksomhed, ikke mindst i de sidste fem Aar, da han efter August Windings Død blev Konservatoriets Meddirektør.

Som en Adspredelse i sit Livs lange Arbejdsdag foretog G. Matthison-Hansen flere Rejser, der gjorde ham kendt og æret i Udlandet. Saaledes gæstede han som spillende 1877 Hannover ved "Allgemeiner deutscher Musikverein"s Musikfest, 1878 Leipzig til en Koncert i Thomas-Kirken og 1884 Weimar, hvor Fr. Liszt, med hvem han sluttede personligt Venskab, var blandt hans Tilhørere. Og i Danmark besøgte han 1874—77 forskellige Byer og afholdt omved 100 Koncerter.

G. Matthison-Hansen.

"Orgelmesteren" blev han kaldt blandt de danske Orgelspillere. Han var ikke blot Virtuos, en fuldkommen Teknikker og fantasifuld Kolorist, men han var ved sit Instrument en højtkultiveret Kunstner, der med fintmærkende Sans og Smag forenede ægte Begejstring og stor Aandfuldhed. — Sin Autoritet som Kunstner og Orglets Mester styrkede han grundigt ved de Eftermiddagskoncerter — 3 á 4 aarligt — han fra 1883 i ca. 20 Aar gennemførte i Trinitatis Kirke, og ved hvilke en Mængde ny Orgellitteratur lød for første Gang i Danmark. Ogsaa en Del af hans egne Kompositioner fik deres Førsteopførelse her, og som Komponist er hans Navn knyttet til følgende Værker *):

[Her listen]

Af disse Værker vil navnlig Orgelkompositionerne bevares gennem Aarene, thi Orgelkompositionerne er dem, der i stærkeste Grad er Udtryk for det oprindelige hos den hedenfarne Mester; dog er ogsaa Cello-Sonaten (Op. 16), Klavertrioen (Op. 5) o. a. interessante Mindesmærker om en Kunstner, der i en Tid, hvor Gades og Hartmanns Aand "svævede over Vandene", holdt sig fri af Paavirkning fra den Side. Idealerne fra Ungdommen, Wagner og Liszt, svigtede han aldrig, det kendes paa hans Værker, og hans Interesse for det moderne i Tiden og Ungdommens musikalske Radikalisme svækkedes ikke. —

Efter Niels W. Gades Død udnævntes G. Matthison-Hansen til Professor (den 21. Januar 1891 samtidig med Barnekow). Ridderkorset blev ham tildelt den 8. April 1898, og Dannebrogsmændenes Kors kom til at smykke hans Bryst paa 50 Aars Dagen som Organist — og ikke ved Indvielsen af det kgl. Musikkonservatoriums nye Bygning, da et Blad ved en Fejltagelse nævnte Matthison-Hansens Dekoration blandt dem, der uddeltes i den Anledning. — G. Matthison-Hansen, der nød Ry som vor første Orgellærer (han var ogsaa paa det Omraade for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk saa »knusende dygtig«), talte blandt sine mange, mange Orgelelever bl. a. Bartholdy, J. D. Bondesen, Ove Christensen, Geisler, Grieg, Asger Hamerik, G. Helsted, Adam Krygell, Lange-Müller, Otto Malling, Fr. Rung o. m. m. a.

I al sin Færd som Menneske var G. Matthison-Hansen en helstøbt Personlighed, "en Aristokrat som Musiker og Menneske". Paa en Maade kom han til at staa ret ensom i vort Musikliv, men ikke uden Venner, der ærede ham som den rigtbegavede Kunstner og højsindede Mand, og ude i Verden er hans Navn et af de faa danske Musikernavne, der virkelig har fæstnet sig i Musikverdenens Bevidsthed.

*) Fortegnelsen er velvilligt tilstillet Forf. af Fru Professorinde Helga Matthison-Hansen, f. Müller.

(Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det tyvende Aarhundredes Begyndelse. 2. udgave 1917. Uddrag).

Matthison-Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kjøbenhavns offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling Assessor Behrend.

Torsdagen den 4de April.

- - -

- Johanne Andersen, Arbeidsmand Petersens forladte Hustru, var tiltalt for at have gjort sig skyldig i Betleri ved at synge i Gaardene med sine to Smaabørn uden Politiets Tilladelse. Hun forklarede, at hun havde meldt sig til Fattigvæsenet, men var bleven henvist til Forsørgelse paa Amager. Her vilde man ikke modtage hende, da hun havde boet der i et Fjerdingaar, og indtil Autoriteterne kunde blive enige om dette Spørgsmaal, sang hun i Gaardene med sine Børn, for at Familien ikke skulde dø af Sult. Sagen udsattes idag til nærmere Oplysningers Indhentelse, men Konen vil neppe kunne slippe for Straf, da hun tidligere for en lignende Forseelse har modtaget en Advarsel i Politiretten.

- - -

- Den 14aarige Emilie Christine Bloch, som for en Maanedstid siden slap for Seraf ved 2det Kriminalkammer for forskjellige Tyverier, som hun havde begaaet, var atter bleven anholdt for en Mængde Hustyverier, der vare begaaede, efterat den tidligere Sag mod hende var sluttet. Hun havde saaledes blandt Andet fra sin Tante stjaalet en Guldring, et Shawl, noget Kjoletøi, 3 Par Støvler og Sko, en Chokoladekande, Tallerkener, Bakker, Sauceskaale og Glas, og alle disse Gienstande havde hun ladet sin 14aarige Skoleveninde, Hertha Amalie. sælge eller pantsætte til forskjellige Marskandisere og Pantelaanere. Hertha Amalie paastod at hun vel ikke havde vidst, at de Gjenstande, som hun havde pantsat eller solgt for Emilie Bloch, vare stjaalne, men da hun paa den anden Side stedse havde faaet en vis Andel af Udbyttet, havde hun dog en Formodning om, at Emilie ikke var kommen i Besiddelse af Kosterne paa en ærlig Maade. Guldringen havde hun pantsat paa Assistentenshuset for 9 Mark og faaet 1 Mark for sin Uleilighed af Emilie, som fortalte, at hendes Tante havde bedt hende sælge Ringen, da hun havde slaaet op med sin Kæreste. For disse Tyverier vil Emilie Christine Bloch i et senere Retsmøde blive dømt, medens Hertha Amalie, som paa Grund af sin Alder ikke kunde dømmes for Hæleri, slap fri for Straf efter dog at have maattet sidde 3 Dage under Anholdelse.

(Dags-Telegraphen (København) 6. april 1867)

2den Afdeling, Assessor Behrend

Lørdagen den 13de April.

- Johanne Andersen, Petersens forladte Hustru, som ved at musicere i Gaardene havde gjort sig skyldig i Betleri, blev i Medfør af Planen af 1ste Juli 1799 § 126 dømt efter § 3 af Lov af 3die Marts 1860 til 4 Dages simpelt Fængsel, efterat hun først havne opponeret mod, at Sang i Gaardene kunde betragtes som Betleri, eftersom Grundloven Intet indeholder herom. 

(Dags-Telegraphen (København) 14. april 1867).

Emilie Christine Bloch blev ved mødet den 6. april 1867 idømt simpelt fængsel i 8 dage.

Kjøbenhavns offentlige Politiret 7de Oktober og 13de Oktober 1865. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Lørdagen den 7de Oktober.

- - -

- Invalid Peter Rasmussen Holløse har Politiets Tilladelse til at spille paa Lirekasse; men Invaliden har ikke Raad til at kjøbe en Lirekasse og ikke Lyst til at giøre ublu Renter for at leie et saadant Instrument, hvorfor han gaaer omkring i Gaardene og spiller paa Harmonika. Men naar man har Lov til at spille paa Lirekasse, saa har man derfor ikke Lov til at spille paa Harmonika, og den Tilladelse, som Lirekassemændene have til at spille "Repeticer" paa Gaden, gjælder ikke for Harmonika-musikanterne, hvorfor ogsaa Invaliden efterat have klaget over Politiets Fortolkning af Bevillingen modtog en Advarsel med at spille paa Harmonika saavel i Gaarde som paa Gader og Stræder og henvistes til Politidirektøren for at faa Lirekassebevillingen ombyttet med en Harmonikabevilling 

- - -

(Dags-Telegraphen 8. oktober 1865)

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Torsdagen den 12de Oktober

- - -

- Arbeidsmand Frands Hesse var idag efter Betjentens Udsagn saa beskjænket, at han hellere ville gaa hjem til sin Kone og sove Rusen ud end give Møde i Retten. Hans  Forseelse bestod i, at han forleden udfor Hotel "Phønix" gjentagne Gange med en Trækvogn havde kjørt ind paa Hestene for en Grosserers Vogn og derpaa havde skjældt Herskabet saaledes ud, at der blev Gadeopløb. Derpaa kiørte han afsted med sin Vogn, som han satte ind i et Sted i Bredgade, og opdagede saa, at en Orlogskaptain fulgte efter ham for at lade ham anholde. Denne Opdagelse bevirkede, at Hesse gav sig til at løbe, men Orlogskaptainen fulgte ham og saa ham løbe ind i en af de smaa Butiker ved Toldboden. Ved Hjælp af et Par Matroser fik Orlogskaptamen en Betjent hentet, og nu traadte de ind i Beværtningen. Men der var ingen Hesse. Endelig opdagedes Synderen som man havde skjult i en Kjælder, og han blev saa bragt til Stationen. I næste Retsmøde vil hans videre Skæbne blive afgjort.

- - -

- Retsmødet overværedes af 22 Duer som ved deres Kurren oplivede de tørre Forhandlinger. Duerne vare nemlig stjaalne af den næsten 15aarige Hans Peter Julius. I Søndaga Nat bemærkede den paa Blegdammen patrouillerende Betjent at en Dreng kom slæbende med en stor Sæk paa Nakken, og da Drengens Forklaring om Indholdet i Sækken lød meget mystisk, blev han transporteret til Politistationen, hvor han tilstod at have stiaalet de i Sækken værende 14 Duer hos Rebslager Trane paa Nørrebro, idet han havde slaaet en Rude ind i Dueslaget og efterat have taget Vindueskrogen af var steget ind i det i Tranes Bygning værende Dueslag, hvorfra han stjal de 14 Duer, som han puttede ned i en ligeledes stiaalet Sæk. Ved et senere Forhør tilstod han foruden et tidligere Tyveri af 6 Duer hos Trane tillige at have stjaalet 3 Duer fra Tienestekarl Kruse i Valby. Drengen kunde være inderlig glad over at mangle en Maaned i at være 15 Aar, thi havde han naaet denne Alder, vilde han være bleven idømt 2 Aars Forbedringshusarbeide for Indbrud, medens Dommen derimod nu kun lød paa Ris i 2 Dage, 20 Slag hver Dag.

(Dags-Telegraphen 13. oktober 1865).