Vejstrup Pigehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Forstanderinden i Haven.

Man staar af ved den lille, idylliske station Vejstrup, kun en ca. halv Snes Kilometer fra det skønne Svendborg; man følger Landevejen, som svinger gennem den stille Landsby, forbi "Brugsen", den private Købmand, Kirken og Kirkegaarden, og naar man har vandret en lille halv Kilometer ud ad den, staa, man i den tætte, dybtgrønne Ahorn-Allé, der fører op til "Vejstrup Pigehjem"s snehvide Bygninger.

Vejstrup Pigehjem!

Man har hørt Navnet før og man konstaterer for sig selv, af det er ikke nogen helt god Klang, det har i Ens Øre. Til Vejstrup er det, at Værgeraadene sender de værste af de Pigebørn, som kommer under dets Forsorg. De værste og de ældste. Under 17 Aar er kun meget faa af de unge Piger, som bliver optaget dér, og mange af dem er lige op imod de 21, paa hvilket Tidspunkt de jo automatisk udgaar af Værgeraadsforsorg.

Alt dette tænker jeg pea, mens jeg gaar det korte Stykke Vej op ad Ahorn-Alléen mod den aabentstaaende hvide Laage, der fører ind til den gruslagte Gaardsplads med Græsplænen, Blomsterrabatterne og alle de hvide Havebænke.

Paa Bænken under den høje Flagstang sidder to unge Kvinder og broderer. De er i lyse Zefyr-Sommerkjoler, de snakker og ler og har endnu ikke faaet Øje paa mig, da de sidder med Ryggen mod Indkørslen. Men nu bevæger jeg mig over Græsplænen hen til dem og spørger, om jeg træffer Stedets Forstanderinde, Frøken Gerda Schneekloth.

Frit og utvungent - uden mindste Spor af dette lidt sjokkede Anstaltpræg, som for bare 30 Aar siden saa ofte anerkendte baade yngre og ældre, som af en eller anden Grund var under Forsorg paa en "Anstalt" - rejser den ene af de unge Piger sig og beder mig følge med ned i Haven, hvor Frøken Schneekloth opholder sig.

Og to Minutter efter sidder jeg i et løvrigt Lysthus, med Udsigt over en pragtfuld blomstrende Have, overfor en af de stærkeste og mest helstøbte Personligheder, jeg nogensinde i mit Liv har truffet.

Frk. Schneekloth er nu en Dame paa 58 Aar, hun er høj og har sikkert i sin Ungdom været meget smuk. Endnu har hun i Behold de skønneste brune Øjne, man kan tænke sig. Men hun er legemligt svag. Siden sit 21. Aar har hun viet sit Liv til det store sociale Arbejde at hjælpe forvildede Unge paa ret Køl igen. Først paa Holsteinsminde, saa hos gamle Budde paa Himmelbjerggaarden, og siden 1908, da Vejstrup i Overensstemmelse med den nye Børnelov blev oprettet, paa dette Sted. Og her er det uomtvisteligt, at hendes stærke Aand og storslaaede Personlighed, hendes fremragende Intelligens og fine, gamle Kultur har sat sine dybeste, mest uudslettelige Spor.

"Oprejsningsarbejdet skal først og fremmest gøres i relativ Frihed", siger Frk. Schneekloth. "At spærre Mennesker inde bag Laas og Slaa hjælper dem ikke. Som De ser, staar alting aabent her. De kom selv gennem den aabne Indkørsel ude fra Landevejen, og derhenne I Baggrunden af Haren øjner De den hvide Laage, som fører ud til vore Marker. Enhver kan gaa og komme her, som han vil."

"Er Resultatet saa ikke. at mange løber bort?"

"Nogle, men ikke mange! Forleden Dag løb der et Pigebarn. Hun var blevet fornærmet over en Irettesættelse, fordi hun kom for sent i Badeværelset. Det irriterede hende, og saa løb hun Men da var det 1 ½ Aar siden, der sidst var nogen, som stak af uden Forlov."

"Kom hun tilbage?"

"Ja, hun gjorde. Hun kom ikke længere end til Hesselager, saa blev hun taget og ført tilbage . . ."

"Og hvad saa?"

"Tja, hvad saa! Saa fik hun sit Bad. Hun trængte skam til det efter den Løbetur. Og saa fik jeg dækket Bord til hende og nogen Mad i hende. Det trængte hun skam ogsaa til. Og saa snakkede jeg lidt med hende og forklarede hende, hvor glad jeg var over, at hun nu var kommet tilbage, og hvor ængstelig jeg havde været, mens hun var borte. Det endte med at hun sad og græd med Armene om Halsen paa mig og lovede Bod og Bedring. Nu gaar hun derhenne i Haven og ekuffcr Gange og er lydig og elskværdig og taknemlig, fordi hendes "Farlighed" blev taget pas den Maade."

"Maa der aldrig Haardhed til?"

"Haardhed, nej! Men Bestemthed naturligvis. Blot maa denne Bestemthed hvile paa virkelig ægte Kærlighed til Opgaven og paa en sand Vilje til at forstaa disse Pigebørn, deres Lyst og Trang, deres aandelige Milieu, og alle de mange, mange svære Kampe, de har at bestaa, først for at indordne sig under Livet her paa "Vejstrup" og dernæst for at tage sig sammen og blive dygtige og hæderlige Kvinder.

Det, det først og fremmest gælder om, er at faa dem at interessere sig for det rent manuelle Arbejde. Og saavel paa dette som paa de livets andre Punkter indenfor Opdragelsearbejdet, vi udfører, maa jeg rige, at Pigerne indbyrdes opdrager hinanden ikke saa lidt.

Det er mærkeligt at se, hvorledes de ældre Elever her kan opmuntre og hjælpe de yngre.

"Jeg véd godt, at det er drøjt til at begynde med," kan man høre en af de "gamle" sige. "Men det er nu ligegodt Sjov, naar man kommer ind i det! Alt det, man kan lære! Jeg hører ogsaa ofte de ældre Piger opmuntre de unge til at gaa til mig og snakke med mig om deres Genvordigheder, deres Savn og Længsler.

"Det er nu underligt, men hun forstaar En!" siger de. Og saa kommer de listende og snakker ud. Og det letter. Og vi bliver saa forfærdelig gode Venner hdt efter lidt. Selv de. der til at begynde med erklærer, at "de kunde myrde mig", falder til i Løbet af kortere eller længere Tid."

"Religiøs Paavirknig -" spørger jeg uvilkaarilgt. Det ligger jo nær.

"Ikke direkte i alle Fald. Her prædikes ikke paa Vejstrup. Og her bedes ikke Bønner og synges Salmer paa Kommando. Jeg nærer rent personligt en Skræk for aandelig Trang og aandelig Uniformering. Er man et kristent Menneske, da maa Ens Gerninger tale for En. Kommer de unge Piger saa vidt, at de kan se, at det kristne Livssyn bærer store mnlatake Værdier i sig, da er der meget vundet for dem. Men der skal Modenhed til for at forstaa sligt, og religiøs Tvangsfodring er kun af det onde. Det maa i al Almindelighed opnaar dermed er Hykleri. Og en Hykler er sværere at hjælpe paa Gled end en trodsig eller haard ..."

Vi begiver os nu paa Vandring gennem Hjemmets forskellige Lokaliteter. Hver ung Pige har sit pæne lille Værelse, som hun kan pynte op i efter egen Smag og Tykke: med Billeder, Potteplanter, hæklede og broderede Stykker og mange andre Smaapillerier af den Slags, som nu ganske særlig tiltaler saadanne unge Pighers Smag og Hyggefølelse.

"Man maa saa vidt muligt lade de forskellige følge deres individuelle Smag og Utilbøjelighed og lade dem gøre det i saa vid en Udstrækning, som det kan forenes med deres Opdragelse," siger Frk. Schneekloth. "I jo højere en Grad det er En muligt at give de Unge Indtrykket af. at deres Vilje og eget Initiativ og personlige Frihed ikke er dem berøvet, des bedre og lettere opdrager man dem paa alle de Punkter, hvor de skal og maa underkastes en gennemgribende Udrensning og Opdragelse." - - -

Vi gaar gennem Systuerne, hvor alle de Klæder, som slides paa Vejstrup - og det er ikke helt Smaating - bliver forfærdigede. Nydelige moderne Klæder, fikse og afvekslende i Snit, Farver og Mønstre, saaledes at de Unge, naar de færdes ude omkring blandt Egnens Befolkning, Ikke "stikker af" mod den som "Anstaltspiger". 

"En Kvinde skal have Lov til at være forfængelig." siger Frk. Schneekloth med et lille Smil. "For os gælder det bare om at søge at lede denne Forfængelighed ind i et virkeligt smukt og sundt Spor. Klædte vi de Unge her i Sæk og Aske, vilde Resultatet bare vare, at de iførte sig Skøgens letfærdige Dragt den Dag, de vel var sluppet herfra. Nej, en af vore mange Opgaver er blandt andet den: at lære dem at klæde sig med Smag og Takt. Og det gaar forresten helt godt med det saadan." ---

Vi passerer Køkkenet og Køkkenregionerne! Køkkenlærerinden har Fridag i Dag, og to af de unge Piger skal derfor - som altid en Gang om Ugen - klare alt Køkkenet på egen Haand. De slider i det For Øjeblikket gøres der rent efter Middagsmaaltidet; men Iidt senere, naar Eftermiddagskaffen er drukket, skal der steges Fisk og laves Kartoffelsalat til Aftensmaden. Og nu, der er kommet Gæst, er del meget "spændende" at faa det hele lavet og serveret saa fint som muligt. Man skal vel vise, hvad man dur til. Og Flora, den fremmeligste af Køkkenpigerne, ler over hele sit runde Ansigt.

Ogsaa Vaskeriet kigger vi paa. Der arbejdes ikke i Øjeblikket. Men Storvasken til næste Dag er sat i Blød, og i et grønt Lysthus ved Siden af Bygningen sidder tro unge Piger med deres "Fritidsarbejder", fine Broderier, som er beregnet enten til Supplement af det Udstyr enhver faar med, naar hun forlader Vejstrup, eller som Julegaver til dem derhjemme.

"Fritiden," siger Frk. Schnekloth, "er maaske det allervigtigste Led i hele Opdragelsesarbejdet. Det er vigtigt at lære at bruge sin Fritid. Derfor er det ogsaa vigtigt, at de Unge her virkelig har Fritid, som helt er deres egen. De lærer hurtigt: ikke alene at sætte overordentlig Pris paa den, men ogsaa at anvende den paa baade nyttig og fornøjelig Maade. En Del af den bruges naturligvis (især om Søndagen) til Leg, Sang, Musiceren osv. Men langt den overvejende Del benyttes til Forfærdigelse af fine Haandarbejder. Disse Haandarbejder maa Pigebørnene selv betale, og ogsaa heri ligger der et opdragende Moment: man lærer at sætte Pris paa de Ting, man har erhvervet sig for sine egne Penge!"

"Hvorfra faar de unge Piger disse Penge?"

"Dels derigennem, at vi har organiseret baade et Præmie- og et Bødesystem. I stedet for evigt Smaaskænderi over Smaaforglemmelser og Smaaforsømmelser har jeg indført en Bødekasse, hvortil man maa bløde en Tiøre, naar man forsømmer en eller anden lille Pligt. Paa den anden Side kan man også tjene lidt: ved særlig ihærdigt Havearbejde, ved Markarbejde og paa anden Vis, f. Eks. ved at udføre Syarbejder for Lærerinderne i Fritiden. Mange faar jo ogsaa af og til sendt Smaabeløb (jeg beder altid udtrykkeligt de Paarørende om, at det maa være Smaabeløb) hjemmefra osv. osv. De Penge, som kommer i Bødekassen, gaar til Fællesbehov saasom nye Potteplanter og Broderiarbejder til Opholdsstuerne osv. osv." - - -

Efter endt Rundgang gennem de smukke, lyse og hjemlige Lokaliteter ender vi i Frøken Schneekloths private Dagligstue, hvor vi fordyber os i en meget interessant og lærerig Samtale om Vejstruppigerne og deres Liv i Fortid, Nutid og Fremtid. Enkelte særligt Interessante Skæbner rulles op for mig, men da de for en meget stor Del lever lykkeligt og I godt som hæderlige Hustruer og Mødre, forbyder det jo sig selv at I genfortælle dem.

Saa meget kan man dog i al Almindelighed sige, at der ud at Frk. Schneekloths Beretninger, som gives ganske nøgternt uden mindste "Schwulst" eller fjerneste Sentimentalilet, snarere med en vis fln Understrøm af Sans for Livets ofte ufrivillige Komik, tegner sig en ganske bestemt Linje for Resultaterne af det Arbejde, som geres her.

Og denne Linje viser, at et meget stort Procenttal af disse unge Piger, efter at have opholdt sig 2-3 Aar paa Vejstrup, gaar ud i Verden igen for Resten af deres Tilværelse at føre et fuldt ud hæderligt Liv. Mærkeligt er det imidlertid, at det ikke altid er netop dem, der under Opholdet paa Hjemmet har vist sig lettest, elskværdigst og behageligst at have med at gøre, som det gaar bedst. Givet er det i alle Fald, at de Pigebørn, som paa "Vejstrup" har været vanskelige, trodsige og svære at bøje, ofte er dem, som senere hen i Livet klarer sig bedst.

Et meget almindeligt Træk er det ogsaa, at de unge Piger efter at have tilendebragt deres Tid paa Vejstrup, straks efter Udskrivningen igen kaster sig ud i et fuldkommen vildt Liv, raser ud, om man saa maa sige. Men Gang paa Gang har Frk. Schneekloth set, hvorledes enten et Barn eller en Mand, som var villig til at gifte sig med dem, fik dem til fuldstændig at forandre Levevis, saa de blev dygtige og hæderlige Kvinder, og netop for disse Kvinder faar al den praktiske Dygtighed, som de i sin Tid erhvervede sig paa Vejstrup, en overordentlig stor Betydning, fordi den skaber dem Mulighed for at føle sig tilfredse med deres Lod som Husmødre.

E. D.

(Social-Demokraten, 12. december 1925).

Foto fra en artikel i Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 13. januar 1908. 

Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for piger, Vejstrup Pigehjem blev taget i brug i 1908. Første forstander var Gerda Schneekloth, indtil sin død i 1927. Efterfølger blev frk. Sejerøe-Olsen. Pigerne blev betegnet som "faldne kvinder": kriminelle, prostituerede der var opgivet børnehjem via tvangsfjernelse, optagelseshjem og opdragelseshjem. Hjemmet var beregnet til 25 Piger i alderen 16-21 år. Pigehjemmet  lukkede i slutningen af 1950erne. Det fortsatte dog som institution, indtil det blev overtaget af Oure Idrætsskole.

Ikke uventet fortsatte flugtforsøg. Fyns Social-Demokrat berettede 20. oktober 1948 om en pige som brækkede armen under et spring ud af et vindue. Den 4. november 1952 berettede Viborg Stiftstidende at ni af pigerne stak af. Men at seks ret hurtigt meldte sig igen, idet ingen af dem i farten havde fået overtøj med. Det skete efter at "Lørdagspigerne" havde underholdt på Vejstrup. Pigerne ville gerne fortsætte på egen hånd, hvad de fik lov til.

Se endvidere Bolette Frydendahl Larsen: Opdragelse og diagnosticering. Fra uopdragelighed til psykopati på Vejstrup Pigehjem 1908-1940. Lunds Universitet, Studia historica Lundensia nr. 32, 2020.

Lære alt, hvad der hører til Hjemmets Tarv! (Efterskrift til Politivennen)

Fra Paaklædning af Børn til Undersøgelse af Næringsmidler.

Hvor de dygtige Husmødre uddannes.

Et Kursus, Frederiksberg Kommune har Ære af.

Frederiksberg Kommune har i denne Vinter anstillet et Undervisningseksperiment, som taler Kommunen til Ære og som den heldigvis ogsaa synes at skulle faa Glæde af. Skoleinspektør J. Hørbøll, der er Idéens Ophavsmand, og den, der har ført den ud i Livet, fortæller os herom:

- Der findes tilstrækkelige Fortsættelsesskoler, der giver Undervisning i Maskinskrivning, Stenografi og slige Fag og vi har særskilte Kursus i Haandgerning og Husgerning, der stadig har stor tilslutning. Men Tanken med dette Kursus var at give en samlet og fuldstændig Undervisning i alt, hvad der vedrører selve Hjemmets Tarv - det er Hjemmet, der er den bærende Tanke, og Hensigten den, at give de unge Kvinder en Uddannelse, der sætter dem Stand til at møde alle de Krav et virkeligt Hjem stiller.

I September begyndte vi med 21 unge Piger i Alderen fra 18 til 22 Aar, og de faar 5 Timers daglig Undervisning: 3 Timer praktisk, 2 Timer teoretisk, deri iberegnet to Timer Gymnastik om Ugen. Kursus'et skal vare i 8 Maaneder, og Lørdagen har de fri til Hjemmeøvelser. De undervises i følgende Fag: Husgerning d. v. s. Madlavning, Borddækning, Bordpyntning, Bagning og alt, hvad det kommer ind under Begrebet Rengøring. Disse Timer ledes af Frøken Karen Larsen. Dernæst al Haandgerning, derunder Skrædersyning, Tilskæring og Mønstertegning. Heri underviser Frøken Rebekka Petersen. I Forbindelse hermed lærer Ingeniør Wanggaard Eleverne Stofkundskab, d. v. s. hvad de forskellige Klæde- og Linnedvarer er lavet af, hvorledes Stofferne udvindes o. s. v.

Eleverne lærer at afsløre Forfalskninger i Næringsmidler.

Viceskoledirektør Franck underviser i et lige saa interessant som vigtigt Fag nemlig Næringsmiddellære, og Undervisningen et særlig baseret paa Laboratoriearbejde. Her faar de unge Piger et grundigt Begreb om, hvad de forskellige Næringsstoffer bestaar af, deres Næringsværdi etc., og de lærer at konstatere Forfalskninger gennem kemiske Eksperimenter. De lærer ogsaa selv at fremstille adskillige Nødvendighedsartikler f. Eks Sæbe.

Fru Dr. Dederding sætter Pigerne ind i all Hjemmets Hygiejne vedrørende Barnepleje og Sygepleje. Den praktiske Undervisning faar de ved at klæde store Dukker af og paa, lægge de forskellige smaa intime Beklædningsstykker rigtigt og anlægge en Forbinding. Hjemmets Udsmykning og hele Anlæg lærer de af en saa kyndig Mand som Hr. Kunstmaler Møller Jensen. De faar et Begreb om at "skabe Hjemmet", vælge smag og stilfulde og dog billige Møbler, vælge god Vægsmykning, vrage og vælge Tapeter, Gardiner og Portierer. Eleverne faar kort sagt deres Smag kultiveret. Endelig giver jeg selv, siger Hr. Hørbøll, Vejledning i Literatur og Samfundslære, samt lærer de unge Damer at stille et fornuftigt Husholdningregnskab op. Det hele var paa en vis Maade en Prøve men vi har haft saa stor Glæde af dette første Hold. at der nu bliver fortsat paa den Vej, der er begyndt. Det har været en Fornøjelse at se den Iver og Interesse, Eleverne har vist overfor alle Fagene, og det viser jo fuldt ud, at flor virkelig er en god Jordbund for et Kursus af denne Art!

- - -

Hr. Hørbøll, der oprindelig var Leder, fratraadte, da han fornylig udævntes til skoleinspektør, og i hans Sted overtog Overlærer V. Kirkegaard Hvervet.

- Jeg haaber vi næste Aar kan tage flere Hold, siger denne, og vi  deler oprigtigt dette Haab. Det er en smuk og samfundsnyttig Opgave Frederiksberg Kommune her har taget op - og lad os for Fuldstændighedens Skyld oplyse af hele dette udmærkede Kursus kun koster 3 Kroner.

Larus.

(Aftenbladet (København) 4. februar 1925).

Der er tale om overlærer Haakon Kirkegaard. Kurset "Udvidet Husgerningskursus" sluttede efter 8 måneder 1. maj 1925. I den forbindelse udtalte Valdemar Kirkegaard (se Nationaltidende 12. maj 1925):

- - -

Vi beder Overlærer Hakon Kirkegaard, der har ledet Kursus'et, om at fortælle om Gerningen og dens Resultater.

- Lad mig slaa det fast med det samme, siger Hr. Kirkegaard, at Resultatet har været over al Forventning. Vi begyndte med 23 unge Piger og sluttede med 24, og alle har vist meget stor Interesse for Arbejdet.

Vi har lagt Timeplanen mellem 2 og 7, saaledes at Eleverne kan hjælpe til i Hjemmet eller have en anden Formiddagsplads ved Siden af Skolegerningen. - De Ting, der er undervist i, er først og fremmest Husgerning og Madlavning. Fru Dr. Dida Dederding, Overretssagfører Dederdings Frue, har sat de unge Piger ind i Moderkundskab og seksuel Hygiejne. Direktør Møller Jensen for Skolen for Kunsthaandværk har arbejdet paa at udvikle deres Smag særlig med Henblik paa Hjemmets Indretning, Skoleinspektør Hørbøl har undervist i Historie og Litteratur, Viceskoleinspektor Franck i Næringsmiddellære. Endelig har Ingeniør Vanggaard paa Polyteknisk Læreanstalt undervist i Stofkundskab - givet dem Kendskab til tekstile Stoffer, Silkevarer, Emaillevarer og den Slags Stoffer, som de stilles overfor i det daglige Liv.

Vi har prøvet at samle alle disse Fag, som kunde interessere og gavne de 16- til 24-anrige unge Piger, og det har vist sig, at vi har grebet rigtigt.

Frederiksberg Kommune stillede sig straks velvilligt overfor Tanken om Kursusets Oprettelse, saa vi opnaaede at blive en kommunal Institution, der selvfølgelig nu vil fortsætte sit Arbejde. Vi har endog faaet saa mange Henvendelser, at vi tænker paa at begynde to Hold til Efteraaret. Foreløbig har vi til Huse paa Nyelandsvejs-Skole, men meget af Undervisningen foregaar jo paa Museer, paa Børnehjem og lignende Steder.

A propos Undervisningen. Den foregaar ikke ved lektielæsning. Kun gennem Foredrag, Samtaler og Lyshilleder.

- Er De Tilhænger af den saakaldte Arbejdsskole?

- Absolut! Og naar der paa det store Diskussionsmøde om Skolesagen blev rettet saa stærke Angreb mod Mellemskolen, saa finder jeg disse Angreb fuldstændig forkerte. Mellemskolen er i sig selv udmærket. Er der noget galt fat - og det er der - saa er det udelukkende Lærernes Fejl! Man opnaar glimrende Resultater uden at lægge det altfor store Pres paa Eleverne, som det meget Hjemmearbejde er. - Hvad Spørgsmaalet Fællesskole eller Særskole angaar, da er jeg absolut Tilhænger af den første Kategori. Det er den naturligste, den bedste, den mest virkelige. 

Og om Ungdomsskolerne skal være obligatoriske eller frivillige? - Lad os endelig ikke gøre den Dumhed at binde de unge! Men lad os gøre Ungdomsskolerne saa tillokkendde og tiltalende for dem, at de faar Øje for deres Værd.

Saa er der ingen Fare for, at de ikke skal komme af egen fri Villie.

(Nationaltidende 12. maj 1925. Uddrag).

Politibetjent dømt for Usædelighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 22. marts 1924 startede en affære som fik store følger for Københavns Politi: Den involverede var opdageren Plougholt der havde været gift i 4 år og havde et lille barn, skal have dyrket "fremmede damebekendtskaber", og yndede at fremvise utugtige postkort til sine politikolleger. Om denne sags følger for kriminalpolitiet, se særskilt afsnit på denne blog.

Opdager Plougholt dømt.

Han fastholder sin Uskyldighed og indanker Sagen for Højesteret.

Ved Landsrettens 1. Afdeling - Retsformand Axel Rasmussen - behandledes i Gaar den pinlige Sag imod Opdageren Plougholt.

Retshandlingen foregik for aabne Døre, og en Række Politimænd overværede Mødet.

Statsadvokat Gammeltoft mødte personlig som Anklager, medens Overretssagfører Lachmann varetog Forsvaret.

Plougholt er 30 Aar gammel. Efter at han havde været Sergent, blev han i 1920 ansat i Politiets Tjeneste. Han er gift, og i Ægteskabet er et lille Barn. Fra alle Sider har han faaet gunstige Vidnesbyrd.

Statsadvokaten gennemgik det, der skete om Aftenen den 22. Marts, og paastod, at Plougholt havde vist strafbar Opførsel imod den 14-aarige Agnete Petersen, da hun var inde i Ejendommen Vestervoldgade 12 for at aflevere Aviser. Den Forklaring, den Sigtede afgav straks efter Anholdelsen, ændrede han paa væsentlige Punkter i Dommervagten.

Barnets Forklaring.

Agnete blev nu afhørt, og hun gav en meget tydelig Forklaring. Retsformanden indskærpede hende, at hun maatte tale Sandhed. Hun maatte tænke paa, hvilken Ulykke, hun kunde bringe over den unge Politimand; hvis han paa hendes Forklaring blev dømt uskyldig, vilde hun aldrig faa Fred for sir Samvittighed. Hun maatte ikke tage i Betænkning at ændre sin Forklaring, hvis den var urigtig; ingen vilde gøre hende det mindste derfor.

Barnet fortalte derefter, at Plougholt havde staaet paa Trappen, da hun kom ind. Han gik op; hun bagefter. Imidlertid passerede hun forbi ham, og de hun skulde ned igen, stod han paa Afsatsen nedenunder og opførte sig uanstændigt. Han vinkede til hende, men hun var nu blevet bange og raabte om Hjælp.

Kontorbud Clausen, der bor paa 1. Sal, hørte hendes Raab. Idet han tog i Døren, løb Plougholt. Hun erklærede, at hun ikke havde tænkt at melde ham til Politiet, før en Chauffør opfordrede hende dertil.

Opdagerens Fremstilling.

Opdager Plougholt forklarede, at han den paagældende Aften skulde være rejst til Horsens med sine Kammerater for at synge for Tugthusfangeme. Efter at han paa Banegaarden havde set, hvornaar Toget gik, cyklede han til Vestervoldgade, hvor han skulde møde en af sine Venner. Da han kom i Nærheden, saa han en Mand gaa ind i Nr. 12. og da han mente, at det var ham, stod han af og gik ind. Han mødte Pigebarnet paa Trappen, men det er ikke rigtigt, at han havde opført sig uanstændigt.

Flugten.

- Men hvorfor styrtede De da af Sted, fordi hun raabte? spurgte Retsformanden. Tænkte De paa, hvad De kunde blive sigtet for?

- Nej, jeg vilde blot bort for ikke at komme ind i nogen Ballade.

Det vil erindres, at Plougholt cyklede op ad Nørrevold, og at der foregik en hidsig Eftersøgelse, indtil han væltede i i en Snedrive.

- Det var en ren Flugt, sagde Retsformanden.

- Jo, da De endelig var blevet fri for Deres Forfølgere, søgte De op til Deres Svigermoder for at hvile Dem. Vejret var da ved at gaa helt af Dem. Det var en flugt.

Dommen

Der afhørtes ialt 17 Vidner, hvorefter fulgte en kort Procedure.

Kl. 4 Eftermiddag faldt Dommen, det lød paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Retsformanden: De behøver ikke straks at udtale Dem om, hvorvidt De vil indanke Sagen eller modtage Dommen.

Plougholt: Jo, jeg kan godt sige straks, at jeg vil have Sagen for Højesteret. Jeg er nemlig uskyldig i det Forhold, for hvilket jeg er dømt.

- Ja, jeg ved godt, at det er Deres Standpunkt, men Dommerne har fundet tilstrækkeligt Bevis, sagde Retsformanden.

- Jeg er uskyldig dømt, svarede Plougholt.

Det tilførtes Retsbogen, at den Domfældte ønskede Sagen for Højesteret. Udskriften tilstilles nu Rigsadvokaten.

Dermed sluttede Retsmødet.

(København 17. april 1924)

Opdager Plougholt blev ved landretten i april 1924 - og i juni stadfæstet af højesteret - idømt 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost for at have udvist usømmelig opførsel overfor en 15-årig pige, Agnete Petersen. Sagen rullede som nævnt videre senere på året.  

Karen Kjær (1857-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Nicolette Marie Kjær (1857-1923) var datter af en provst  Skjern. I 1872 efter hans død flyttede hendes mor og syv børn til Nørrebro. I København gik hun på Marie Kruses Skole. Hun var lærerinde for børn og voksne på N. Zahles Skole 1878-88 og 1891-92. Hun tog lærerindeeksamen i 1881 og i 1883 institutbestyrerprøven. Efter at hendes forlovede i 1887 døde, tog hun matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum med henblik på at blive læge. I 1892 købte hun Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, der skiftede navn til Karen Kjærs Skole. 

(Dagbladet (København) 22. marts 1892, 2. udgave.)

Skolen havde 44 elever, men blev hastigt udvidet. Som annoncen skriver flyttede skolen i  skoleåret 1892 til Fælledvej 21. Elevtallet steg fra 66 elever til 112 året efter. I 1897 blev en nyopført skole i Gartnergade 15 taget i brug. 

Skoleindvielse.

Atter i Dag er der føjet et nyt Led ind i den Række af nye, store, smukke og tidssvarende Skolebygninger, der betegner den danske Pigeskoles glædelige Fremvæxt i de senere Aar, idet den af Skolebestyrerinde Frøken Karen Kjær opførte ny Skolebygning, Gartnergade 15, paa Nørrebro er bleven højtidelig indviet.

Kl. 1 samledes Skolens Venner, Børnene og disses Forældre, saa vidt Pladsen tillod det, i den særdeles rummelige Gymnastiksal, hvor Pastor Krag tog Ordet fra et blomstersmykket Katheder for at holde Indvielsestalen. Den Anmodning, han i saa Henseende havde faaet, efterkom han gjerne, fordi han havde Tillid til den Skolegjerning, som her skulde øves. Det var jo saa, at Skolen for Børnene skulde være baade Hjem og Kirke, og det var da godt at vide, at der igjennem denne Skole vilde blive opdraget gode Mennesker i kristelig Aand, idet Forstanderinden stod i daglig Forbindelse med Kristus. Hvis man vilde mene, at Kvindens Opdragelse, hvorom der jo her var Tale, havde mindre at sige, var dette en stor Fejltagelse.Det er i Virkeligheden Kvinden, der bærer Samfundet ved den stille Magts Indflydelse lige fra Vuggen til graven. Derfor havde det den størte betydning, at Kristendommens Aand førtes ind gjennem Pigeskolerne, og i Overbevisningen om, at dette vilde ske her, indviede han denne Skole.

Frøken Karen Kjær tog derefter Ordet for at bringe en inderlig Tak til dem, der havde hjulpet hende frem til det nu naaede store Maal. Oprindelig havde hun slet ikke tænkt paa at komme til at staa som Bestyrerinde for en Skole; men for 5 Aar siden førtes hun pludselig ind paa den Vej. Og det Kald, hun den Gang fik fra Gud, havde senere i vidunderlig Grad fundet Støtte hos Mennesker, saaledes at hun havde kunnet skride til Opførelsen af denne store, smukke Bygning. Muligheden herfor var især bleven aabent ved en lille Kreds af Forældre, som havde Børn i Skolen; men iøvrigt maatte hun blandt dem, der særlig havde ydet hende Støtte, nævne Direktør G. A. Hagemann, og nu afdøde Skoledirektør R. Bache. Endvidere maatte med Tak nævnes Arkitekt C. C. A. Nielsen samt Overretsprokurator de Fine Skibsted og de forskjellige Haandværkere, der havde rejst Bygningen.

Efter at Højtideligheden var afsluttet med Sang af Børnene, tog Forsamlingen Bygningen i Øjesyn. Den i graa Farve fremtrædende Bygning er næsten af Størrelse som en af Kommuneskolerne, idet den har 3 Etager foruden Kjælder og Kvist; men den præsenterer sig som en af de smukke Bygninger i Stockholmsgadekvarteret. Bygningen ligger langt tilbagetrukken fra Gadelinien med en stor Plæne foran sig og med en grusbelagt Legeplads bagved. Klassernes Indretning og Montering er paa Højde med Tidens Krav, og Pladsen i Bygningen er saa rigelig, at Skolens raske Fremvæxt her har faaet de Fremtidsmuligheder, der savnedes i de gamle Lokaler paa Fælledvej.

(Nationaltidende 25. august 1897, 2. udgave).

I 1899 indførte skolen som en af de første i landet faget huslig økonomi, der bestod af teoretisk og praktisk husgerning i 8. og 9. klasse (senere kaldet kvindelig husgerning). Formålet var at “yde en støtte for udviklingen af de unge pigers praktiske dygtighed, håndelag og Interesse for huslige sysler”. I 1900 blev der indrettet et skolekøkken, dengang en nyskabelse.

Karen Kjær var medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-07. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler, en selvejende institution der bestod af de københavnske pigeskoler Frøken Karen Kjærs Pigeskole, Frk. Engelhards, Frk Steenbergs og Frøkenenerne Milo og Leebechs pigeskoler. Hun  var formand 1907-18. Sammenslutningen fik indført en pigeskoleeksamen der blev aflagt efter det fyldte 17. år (afslutningen af 11. klasse) og tog sig af løn og ansættelser, disciplinærsager m.v. ved de tilsluttede skoler. Samt forberedte overgangen til statens overtagelse af de private pigeskoler. I 1909 blev der oprettet nysprogligt gymnasium på Karens Kjærs Skole. De første studenter blev dimitteret i 1912, og matematisk linie blev indført i 1915. I 1909 lukkede tre pigeskoler: Frk Steenbergs højere Pigeskole  i april 1909, Nørrebros Døtreskole sommeren 1909. Den var grundlagt af Frk. Kempel. Derudover lukkede Brünniche-Hansens Skole på Amalievej.

Et stigende elevtal i forbindelse med udvidelsen af fagrækken betød at skolen kunne ekspandere i 1904 og 1913 så den nu fyldte hele grunden. 

Skole-Ringen.

Frk. Karen Kjær.

Bestyrerinde i "Skole-Ringen" har sendt os en længere Skrivelse, som vi med det mildeste Udtryk kan karakterisere som hysterisk. Frk. Kjær hævder, at den økonomiske Fællesledelse ikke har grebet ind ! den enkelte Skoles Pædagogiske Frihed eller udslettet dens Ejendommelighed.

Vi fristes til at sige: Det var som Pokker! Frk. Kjær véd lige saa godt som vi, at den ene efter den anden af Skolerne er blevet lukkede - hvorledes mon disse Skoler bærer sig ad med at bevare "deres pædagogiske Frihed og deres Ejendommelighed"?

Frk. Kjær tror endvidere, at Offentligheden har bebrejdet Skolelederne deres "venskabelige Forhold" til Lærerforeningen. Kjær forstaar i Sandhed at indsvøbe Livets Realiteter i et smukt Klædebon. Nej, "Venskabeligheden" er der saamænd ingen, der vil modsætte sig, men det, der i Offenlighedens Øjne har afsløret "Skole-Ringen" som en ganske almindelig kapitalistisk Sammenslutning, der ved at benytte alle de gængse Midler, det er det, at Ringen har bastet og bundet Lærerne, saa at enhver fremtidig "Frk. Kjær", der kommer med sine "Ejendommeligheder" og vil føre dem ud i Livet er afskaaret derfra.

"Intet er mig paatvunget," ud bryder Frk. Kjær patetisk - men hun véd dog, at Skole-Lukningen er blevet paatvunget adskillige af hendes Kolleger, og hendes Skole er, saa vidt vi véd, kun blevet opretholdt ved den Tilgang den har faaet fra de lukkede Skoler. Men - "Vi sidder alle godt," sagde som bekendt Katten, da den sad paa Flæsket

(Social-Demokraten 22. februar 1911).

Da frk. Steenberg trak sig tilbage og skolen lukkede, blev frk. Johansen lærer ved Karen Kjærs Skole, mens de fleste af eleverne gik samme vej. En del dog til frk. Engelhardts Skole og andre.

En Skoleindvielse.

Karen Kjærs Skoles nye Gymnasiebygning.

Frk. Karen Kjærs bekendte Pigeskole i Gartnergade har faaet en betydelig Udvidelse, idet der - efter Tegning af Arkitekt Emil Jørgensen - er opført en ny Bygning for Skolens Gymnasieklasser. Planen til Udvidelsen blev fattet for to Aar siden, og i Gaar rykkede Gymnasiet over i sit nye Hjem, som ligger ud imod Gartnergade, medens den gamle Skolebygning ligger længere inde paa Grunden.

I Anledning af Indvielsen af den nye Skolebygning var samtlige Elever mødte i Hvidt og samledes i den nye Bygnings Festsal, hvor kort efter Skolens Lærerpersonale, Forældreforeningens og "De forenede Skoler"s Bestyrelser og forskellige andre Indbudte indfandt sig.

Frk. Karen Kjær bød Gæster, Lærere og Elever Velkommen og gav derefter i en varm og køn Tale Oplysninger om den nye Skolebygnings Historie og skitserede Maalet for dens Arbejde: Udvikling af Ungdommen paa en saadan Maade, at det ikke blot bliver til Gavn for den enkelte, men et Led i Bestræbelserne for at højne hele vort Folk og derved styrke vort Fædreland.

Efter en Sang af Forfatteren Knud B. Rosenstand takkede denne paa Lærerpersonalets og Elevernes Vegne, og efter endnu en i Dagens Anledning skreven Sang sluttede den lille, stemningsfulde Indvielseshøjtideligheed med Afsyngelsen af de to sidste Vers af "Paa Jerusalem det ny".

(Nationaltidende 3. september 1913).

Gymnasietilbygningen fra 1913 eksisterer stadig med inskriptionen "Karen Kjærs Skole". I dag rummer den "Kvisten". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Elevtallet fortsatte med at vokse og nåede tæt på 500. Karen Kjær havde resten af sin levetid bopæl på skolen sammen med sin moder og søsteren Nico Kjær, som i en årrække underviste på skolen.

Frøken Karen Kjær.

Et Jubilæums-Interview.

Den 2. April kan Frk. Karen Kjær fejre sit 25-Aars Jubilæum som Skolebestyrerinde for sin kendte Skole i Gartnergade. Vi træffer hende i et stort, lyst Værelse paa Skolen, der med sin store Gaard og Have ligger som en Oase i Nørrebros Stenørken.

"Ja, nu har De jo fanget mig, Jeg vil ellers nødigt til det, for vi er ligefremme Folk herude," modtager Frk. Kjær os, "der helst vil have vort Liv i Stilhed - uden Spræl. Og saa synes jeg ikke, der er noget at fortælle om saadan en ganske almindelig Skole - - "

Vi opponerer.

"Ja, der kunde saamænd fortælles meget, men om det vilde interessere -" 

De har ikke selv begyndt Skolen?"

"Nej, det er morsomt nok, den er saamænd snart 100 Aar, og jeg har det gamle, gule Dokument, der fortæller, at en Frk. Wroblewski har stiftet den. Da jeg overtog den i 1892, var den til Huse i en Lejlighed paa Fælledvej; men da den blev for lille, maatte vi jo finde en Byggegrund. Jeg blev meget forbavset, da min Sagfører kom og fortalte mig, at han havde fundet en Byggeplads i Gartnergade, den kendte jeg ikke. Men her var et dejligt Sted, frit og godt "

"Det er her da endnu."

"Aah, vi bliver stadig lukket mere inde; De kan tror, det har gjort mig ondt, hver Gang der rejste sig et højt Hus omkring os."

"Og De har selv senere bygget et Gymnasium til?"

"Ja, Skolen voksede, saa var jeg jo nødt til at skaffe Plads. Jeg stred ellers længe imod, før jeg oprettede Gymnasium - hele 20 Aar - først i 1912 dimitterede jeg det første Hold Studenter, Der var 12, og der skulde dog være Mening i det, før jeg begyndte paa det.

I Aar har vi 21, der skal være Studenter - det er mange. Jeg har saamænd ikke noget imod, at de unge Piger vil tage Artium, men jeg har imod, at det er blevet Mode, at de skal gøre det, og det synes jeg, der er lidt af."

"De er jo selv Student og gammel Zahlenser."

"Ja, jeg har gaaet Zahles Skole igennem paa alle Leder - og jeg har jo været Lærerinde der i 10 Aar. Men den Gang jeg vilde være Student, syntes Folk jo, det var Vanvid."

"De tænkte em Gang paa at studere Medicin?"

"Ja, men saa syntes jeg, det var for sent, og at man bør blive ved sin Læst - da var jeg jo allerede Lærerinde. Og naar jeg nu ser, hvor de kvindelige Læger slider sig op, fortryder jeg det ikke; men for Resten er det jo ingen Sinecure at holde Skole. Det værste er, man har aldrig Ro."

"Var De ikke den første, der indrettede Køkkenskole for Pigebørn?"

"Jo, det var jeg. det var sidst i 90erne. Nu har de det jo mange Steder. Jeg var saa ivrig for det, at jeg flyttede ud af min Lejlighed og indrettede den til Skolekøkken - men siden har vi jo faaet meget andet: Sløjdskole og Børnehave."

"Naar De ser tilbage over Aarene, synes De saa ikke, der er sket en Forandring med de unge Piger - i deres Maade at arbejde paa".

"Nej, egentlig ikke. Unge Piger er unge Piger til alle Tider, tror jeg. Og jeg holder saa meget af dem, som de er. Især naar de er naturlige - og det synes jeg, vore Pigebørn er her. Naturlige, muntre, men dog med Alvor og arbejdsomme - det er mit Maal. Og i een Retning synes jeg, vi er gaaet meget frem, det er med Hensyn til Forholdet mellem Lærerinder og Elever - det er blevet meget mere frit, naturligt og fornøjeligt end før, og det synes jeg, er godt. Det skaber mere Frimodighed og kvæler det gammeldags Drilleri og Hykleri. Folk af den gamle Skole bliver jo tit forfærdede over, hvad Eleverne tør sige nu om Stunder - men det kommer kun an paa Tonen, de siger det i. Og den synes jeg, er god herude. Naar Eleverne kan komme med deres Indvendinger til os selv, kan vi tage Hensyn til dem og tale med dem om det, og det er kun godt"

Vi forlader Frøken Karen Kjær med Indtrykket af, at hun efter 25-Aars Arbejde stadig er en ungdommelig, klartseende og sundt dømmende Pædagog, der ser menneskelig forstaaende paa sine Elever og gør sin Skole til et lyst og godt Sted for dem, hvorfra de tager mange gode og værdifulde Impulser med ud i Livet.

V. Sv.-P.

(Nationaltidende 30. marts 1917)

Den 13. april 1917 meddelte Social-Demokraten at skolen var lukket da der var fundet et tilfælde af meningitis på skolen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, men Karen Kjær meddelte at hun af sikkerhedsgrunde holdt skolen lukket til den 18. april.

I 1916 blev Karen Kjær som en af de første kvinder her i landet udnævnt til rektor. 

Se indslaget om jubilæet "Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923"

Lindevangshjemmet. (Efterskrift til Politivennen).

Den 30. oktober 1877 indviedes Lindevangshjemmet, og ved nytår 1877/1878 blev det taget i brug. Lindevangshjemmet var kristent og hørte under menighedsarbejde. En af de ledende i stiftelsen var adelsdamen frk. Regitze Vilhelmine Louise Augusta Barner (1834-1911). Formålet var at videreuddanne løsladte straffede piger til tjenestepigeforretninger. De skulle med andre ord prøve at leve som en hyggelig familie i middelstanden.

Hjemmet havde to etager med kælder, og brænderum, vaskekælder, rullekælder og køkken. På den ene etage boede forstanderinden og medhjælperinden, og der var spisestue, strygestue og direktionslokale. På den anden etage var der 12 soveværelser, et tjenestepigeværelse og en badestue. 

Den blev bl.a. støttet af den Københavnske Forening for den Indre Mission. Hans Peter Gote Birkedal Barfoed (1843-1926) var tilknyttet som læge 1878-1916.

I 1879 havde 11 piger haft ophold på hjemmet. 5 blev bortfæstet. 2 blev bortvist pga "slet opførsel". Ved årets udgang var der 8 piger på hjemmet. I 1881 var der 26 unge piger. Aldersgrænsen var 23-25 år, størsteparten var fra 15 til 18 år. 

Hjemmet ansøgte kommuner overalt i landet om støtte, og bl.a. Ringsted og Skanderborg gav et symbolsk beløb på 10-20 kr. årligt.

Bestyrelsen købte i 1883 en grund på 2.438 kvadratmeter af afdøde købmand F. C. M. Gudmanns bo for 6.500 kr. på Lindevangsvej. Grunden til opkøbet skete for at forhindre grundens bebyggelse af "moderne kaserner" som ikke ville være heldige for hjemmet. Samt en mulighed for udvidelse. 

I 1884 havde der gennem hele året været 70 unge piger. Forstanderinden var frk. Dagmar Holm. Bestyrelsen bestod af stiftsdame frk. Regitza Barner, bispinde B. Martensen, tømmermester H. Kayser (formand), rådmand Abrahams, fabrikant E. Blad og pastor H. Stein.

Anna Fanny Marie Thalbitzer (1847-1932) blev forstander for Lindevangshjemmet i oktober 1891. Hun var datter af en oberst. Efter et uheld i 1911 trak hun sig i 1913 tilbage for forstanderinde.

Annonce for vaskeri i Dags-Telegraphen (København) 16. februar 1889.

Den nuværende adresse er Lindevangs Alle 7, det boligsocial tilbud Lindevangen. I de følgende mange år er der jævnligt omtaler af hjemmet, som alle er rosende.

Lindevangshjemmet.

Ude paa Frederiksbergs yderste Grænse, inde i Lindevangsalleen mellem Villaer og hyggelige, gamle Haver ligger "Lindevangshjemmet". Som Huset ligger gjemt inde her, fjernt fra vor store By, kommer Gjerningen, som øves derinde, Arbejdet for at frelse unge, vildfarne Piger, ogsaa kun sjældent frem for Offenligheden.

Det sker i det højeste on Gang om Aaret - naar Lindevangshjem sender sin Aarsberetning ud, og den naar vel endda kun en snævrere Kreds. Den ligger for os nu, og vi vilde gjærne gjennem disse Linjer gjøro denne Beretning om et stort, taalmodigt og kiærligt Arbejde i Humanitetens Tjeneste kjendt i videre Kredse.

Hjemmets Opgave er at tage sig af unge, straffede Piger i 14-20 Aars Alderen, umiddelbart efter at de har forladt Fængslet, paa en Tid hvor de staar mest forladte og trænger mest til en hjælpende og retledende Haand. Paa Lindevangshjemmet søger man da at oplære disse unge Piger til dygtige Tjenestepiger - de undervises daglig i Vask, Rengjøring, Madlavning osv. Efter Arbejdsdagens Slutning samles de i Hjemmets fælles Dagligstue, hvor der læses højt for dem, medens de reparerer deres Tøj eller er beskæftigede med andet Haandarbejde. Dagen begynder tidlig - om Sommeren Kl. 5½ om Vinteren Kl. 6 - og slutter Kl. 9 Aften. Søndagen er en Hvile- og Fridag for alle i Hjemmet. Pigerne kan læse, skrive, sy paa egne Arbejder eller lege i Hjemmets hyggelige Have - kun én Ting vaages der over: ingen maa være ledige.

Den Gjerning, der øves i Hjemmet Aaret rundt, er ingenlunde let. Det oftest dybt sunkne, forvildede Mennesker, helt forkvaklede Karakterer, der næppe kjender Forskjel paa godt og ondt, disse unge Piger, som kommer fra et vildt Liv, fra Forbrydelser og sidst fra Fængslerne. Enkelte kan ikke rejses mere, der arbejdes forgjæves med dem - men heldigvis er det kun faa. De fleste tager med Glæde og Tak mod det nye Liv: Arbejdet, Orden og kjærlig Behandling af Hjemmets Damer, og det lykkes at redde dem for Samfundet.

Men saa vist som Lindevangshjemmet øver en stor og god Gjerning, har det ogsaa Krav paa Støtte og Hjælp. Ved Henvendelse til Forstanderinde, Frk. A. Thalbitzer, kan man tegne sig for et aarligt Bidrag til Hjemmet eller paa anden Maade støtte det med Gaver.

Vore Fængselsselskaber burde mere end hidtil træde i Forbindelse med LIndevangshjemmet. Hjemmet kræver jo kun en ringe Betaling af 60 Kr. om Aaret for en Pige, og der er ikke Tvivl om, at de for de fra Fængslerne løsladte unge Piger er LIndevangshjemmet en god Vej til et nyt Liv; der vilde beredes Fængselsselskaberne langt færre Skuffelser, om de forsøgte at lade de unge Piger leve et Aars Tid indenfor Lindevangshjemmet, før de sendes ud blandt fremmede Mennesker.

(Dannebrog (København) 4. maj 1894)

I 1895 begyndte at fremkomme kritiske artikler om forholdene på hjemmet.

Paa Flugt.

Lindevangshjemmet. - Et Besøg. - Forstanderinden. - Et Helvede. - De Stummes Villa. - Et Eksempel. - Sult som Straf. -- "Ikke værdige ti! at gaa i Kirke - Salmer. - Forskellige Flugtforsøg. - Din Moder er uhæderlig. - Misforstaaet Godgørenhed.

Fornemme Damer har til alle Tider haft Passioner. Der er dem, der har opdraget Hunde og Kakkaduer, andre der har staaet sig paa den ædle Hesteavl, og atter andre har taget sig af den almennyttige Velgørenhed. Til de sidste - den forholdsvis mest agtværdige Klasse - hører Frøken Barner, der i 1877 stiftede

Lindevangshjemmet.

Navnet klinger kønt, og Formaalet lyder smukt. Det er at skabe unge Piger, som en Gang i deres Liv er kommen paa tvers af Loven et Hjem hvor de kan forblive indtil videre.

Imidlertid er en Ting sikker, at enhver god Gerning kan misforstaas, ligesaa nemt, som enhver god Hensigt kan vanrøgtes.

Vi kom tilfældigvis i Besiddelse af nogle Oplysninger, der henledte vor Opmærksomhed paa denne Anstalt og dens Godgørenhed, der ikke forekommer os i Overensstemmelse med humane Fordringer, hvad vi nedenfor nærmere skal gøre Nede for.

Forinden aflægger vi imidlertid Hjemmet

et Besøg.

Langt ude paa Frederiksberg i en skjult lille Alle ligger det. Det er en høj, uhyggelig, toetages Bygning, slet oplyst i de øvre Etager, des lysere i Kælderen.

Vi forsøger at aabne Havelaagen. Der er stænget. Vi ringer paa en Klokke. Ingen kommer. Det synes som om vi er i en uddød Verden. Engang til ringer vi, og en gammel Kone træder, just som vi bereder os til med uforrettet Sag at gaa vor Vej, ud af Bygningens Gavldør. Sagte lister hun frem over Sneen til Laagen, som hun lukker op.

Vi spørger efter Bestyrerinden Frk. Thalbitzer og lukkes ind. Laagen lukkes i efter os, og Galvdøren aflaases ligeledes. Vi befinder os bag dobbelt Laas, som - naa ja, hvorfor ikke - i Fængsel.

Vi føres ind i et koldt, uhyggeligt Kabinet, der prydes med bibelske Billeder. Den gamle gaar. Hun kommer kort efter tilbage med Forespørgsel om Navn og Ærinde. Det opgives, og først efter saa mange Omsvøb lykkes det os at faa 

Forstanderinden,

Frk. Thalbitzer i Tale. Efter at have indset, at vort Besøg trak en Del længere ud, end hun havde tænkt sig, førte hun os ind i sin egen Dagligstue, hvor vi kunde sidde og passiare, magelig henslængt i bløde, blaa Lænestole.

Forstanderinden er en Dame af et soigneret Ydre, med omhyggelig friseret Paryk, markeret Ansigt og et snehvidt Schawl over sine Skuldre. Hun taler overlegent og med den fyndighed, fortrolig Omgang med den danske Adels mest adelbaarne Damer giver.

Vi meddeler hende, mens vort Øje glider hen over de ca. 100 Kristusbilleder i vekslende Variationer, hvormed hendes Boudoir er udstyret, at vi har hørt Klager over Forholdene i Hjemmet.

- Klager, ja. Klager. Dem er der saamænd nok af. De Folk, som vi har at gøre med, er vanskelige at omgaas. Men hvad kan de egenlig klage over. Intet! De lever her uforstyrret. I Fred. Uden Bekymring for den Dag i Morgen. De har, hvad de skal bruge, ingen økonomiske Sorger, alle Fornøjelser - de etisk forsvarlige - som kan tænkes. Hvad vil de mere? Det kan hænde, at en af dem en Gang imellem flygter. Jeg begriber det ikke. Det er en moralsk Forbrydelse - det vil De indrømme, ikke sandt. Hvorfor vil disse Pigebørn lægge den til deres rent juridiske. Jeg begriber det ikke.

Og med halv tillukkede Øjne ser den humane, fine, gamle Dame paa Kristusbilledet over hendes elegante Skrivebord og sukker.

De utaknemlige.

Vi indser, hun har intet paa Hjærtet, og hvad hun ved, vil hun skjule, og vi lader os rolig lukke ud igen påaa samme mystiske, klosteragtige Maade, vi kom ind.

Vi har af Øjenvidner erfaret, at Hjemmet, om det end ikke er, saa kan blive

et Helvede.

Til Belysning heraf tjener en ung Piges Historie. Vi kalder hende Frk. X. Hun havde begaaet en ubetydelig Forbrydelse og stjaalet for 1 Kr. 34 Øre. Det var det hele. Hun fik og udstod sin Straf, og ved Paavirkning fra forskellig Side indvilgede hun i at tage foreløbig Ophold paa Lindevangshjemmet, hvis Bestemmelse det er at være Overgangen fra Fængslet til Friluftslivet, saaledes at Fangen mærker Hjemmets Hygge og faar det Indtryk, at der i Arbejdsomhed og Nøjsomhed er en Velsignelse, og at netop Arbejdsomheden og Fliden vil hjælpe over den Grænse, der ved Forbrydelsen er overskredet.

Den 3die December d. A. kom hun ved velvillig Hjælp fra en godtroende Dame ud paa Lindevangshjemmet, og hendes Skildring af Forholdene her er saaledes, at det ikke kan forsvares at forholde Offenligheden dem.

De Stummes Villa

Den indtrædende Novice i dette Jomfrukloster, som optager Kvinder fra det 14de Aar, faar, naar hun er kommen ind gennem den hermetisk lukkede Havelaage, som det første Bud dikteret dette:

Du skal tie.

I denne Bygning, der kan rumme 25 Mennesker, er det forbudt Beboerne at tale til hinanden. De unge Piger indskrives paa 3 Aar, og det første, der paabydes dem, er dette: I maa ikke tale med hinanden.

Vi begynder at tvivle om Hjemmets Hygge og spørger hvorfor?

Er det ikke grufuldt, at en saadan Vildfarelse i Formaal og Øjemed kan huses noget Sted i dette Land. Er det ikke stridende mod alle Humanitetens Love. Er det ikke værre end Fængsel paa Vand og Brød? Er det ikke haardere end den værste Tugthusstraf ?

Og var saa endda det daglige Liv hyggeligt og behageligt. Men tværtimod! Vi har Indtrykket af det modsatte. Det er en Fangeanstalt, hvis Oprettelse maaske er dikteret af god Vilje men sørgelig misforstaaede Midler.

Et Eksempel.

Forrige Søndag forsøgte en ung Pige paa Anstalten at komme til at tale med en anden.

Hun opsøgte dennes Værelse, traadte ind, men hun beregnede ikke - eller rimeligvis vidste hun det ikke - at hver Gang hun traadte over Tærskelen, ringede elektriske Apparater i Forstanderindens Værelse, og næppe havde hun sagt et Par Ord, før Frk. Th. viste sig med sin ulastelige Frisure.

Den dristige unge Pige blev nappet, og - det var som sagt en Søndag Eftermiddag, hun forbrod sig. Hun blev derefter sat i et mørkt Fangeværelje, et Hul, for hvis massive Dør en Jernstang lukkede.

Og den anden unge Pige blev lukket inde paa sit Værelse uden Ild i Kakkelovnen, med Forpligtelse til at sy en Chemise færdig.

Den næste Formiddag fik de begge Lov til at komme ned i Spisestuen og, hvor utroligt det end lyder,

se de Andre spise.

Selv fik de Intet. Først Mandag Aften begavedes de med to Stykker Fedtebrød og en Kop The. Og den følgende Uge maatte de til Frokost nøjes med bart Rugbrød og The, mens de Andre fik Kaffe, og endelig maatte de, Søndagen efter, af Forstanderindens Mund erfare, at de var 

ikke værdige til at gaa i Kirke 

og mens de Andre i Hjemmet boende, gik til Valgmenigheds Kirken, maatte de to Forbrydere sidde indelaasede paa Værelserne og finde sig i kold Mad da de kom ned.

Alt til Straf for et Forsøg paa at komme til at tale sammen.

Ikke sandt? der skal en Kvindes Taalmod og ubegribelige Naivetet til at antage et saadant 3 Aars Liv for bedre end et Forbedringshus trælsomme Arbejde i samme Tid.

De Optagnes Virksomhed indskrænker sig til Syning og Vaskning i Øjemed, der stemmer med den Aand, der dikterer kristelige Basarer for Asschantinegre og andre fjærnt fra Livet liggende Formaal. De gaar ved deres Arbejde i en evig trykkende Stilhed, og vil de nynne en eller anden Melodi, maa det være en salme. Fra Fællesværelserne er der Hørerør til den venlige, gamle Dame, der sidder i sine magelige, blaa Fløjelsstole og dirigerer det Hele. En Ytring, en Melodi af en glad Sang er en Forbrydelse. Og det netop her, hvor Forbrydelsens Saar skal læges med Livsglæde og fornuftig Munterhed.

Frk. Th. siger, hendes Elever har Fornøjelser. Hvor er de? Den eneste siger de, der er sluppet ud, er Kirkegangen. Og i Kirke maa de gaa, to og to, i Gaasegang, med Forstanderinden i Spidsen, Frk. Sørensen, en af Opsynet bagefter og to Vogtere paa Siden.

Og denne Fornøjelse, ved hvilken selve Opstillingen og Ordningen overfor Omverdenen giver dem Stempel, den kan det, som for nævnt, hænde - horribile dictu - , at Forstanderinden ikke finder dem værdige til.

Intet Under at

forskellige Flugtforsøg

finder Sted. 2 unge Piger forsøgte forrige Maaned at løbe bort. De opdagedes og under Paaskud af at de skulde have udleveret deres Tøj, inden de drog bort, lokkedes de inden Hjemmets Porte igen.

Forstanderinden rev derefter - efter Sigende - Tøjet af dem og lod dem foreløbig sætte i det mørke Hul i Kælderen, hvor Ingen har Plads til at røre sig, og hvor der paastaas, at al Slags Kryb huserer.

Nu er de under streng Bevogtning.

Forrige Tirsdag lykkedes det en ung Pige fra Saksogade, en tidlig Morgen, at undfly, ved at springe over Havelaagen. Og sluttelig, første Juledag, lykkedes det den unge Pige, hvem vi ovenfor har omtalt, ved Gudstjenesten at slippe bort.

Som man kan se, det er ikke lutter ømme Taknemlighedens Følelser, de velgørende Damer af det højere Bourgeoisi og den forglemte Adel saar i de unge Pigers Hjerter.

Den bliver naturligvis ikke bedre, naar der af en af Hjemmets Spidser fortælles den unge Pige, at hendes Moder har været paa Besøg, men at man straks kunde se paa denne, at hun ikke var nogen 

Hæderlig Kvinde.

Hvad Indtryk maa det ikke tillige gøre paa en ung Pige, at alle hendes Breve skal læses, før de sendes afsted, og at hun kan risikere at modtage Breve fra sine kære aabnet og fortolket af den kærlige Plejemoder.

Vi har ingen Grund til at tvivle om disse Meddelelsers Korrekthed. De stemmer overens med Tendensen i den officielle Godgørenhed, og der kan føres Vidner paa dem.

Vi lægger vore Læsere dem paa Sinde til en nøje Overvejelse.

Lad alt dette være nok saa velment og fortræffeligt tiltænkt. Det er dog den omvendte Verden. Og skal dette kaldes for Velgørenhed, saa er Skabene paa Raad- og Domhuset milde Stiftelser.

Og man kan fristes til at anmode de velgørende gamle Damer om at holde sig til Hundens Røgt og Pleje, hvis de da ikke vil foretrække at lade fornuftige Folk besørge deres venlige Følelser 

(København 28. december 1895).

Lindevangshjemmet

Ny Oplysninger. - Forstanderinden. - Amerikansk fedtebrød. - I Hullet. - Selvmordsforsøg. - Fængselsselskabet. - Resultatet 5 Kr. - De optagne taler.

Vor Artikel om Lindevangshjemmet forleden har, som rimeligt er, vakt betydelig Opsigt. Vi Har modtaget forskellige Oplysninger og Breve, som Nytaarstravlheden har har hindret os i at offenliggøre.

De skal imidlertid frem, da der er al Sandsynlighed for, at de kan bidrage til at forbedre Forholdene derude, eftersom Ankerne synes at kunne rettes imod en enkelt af dem, der har Ledelsen, nemlig den forhaandenværende Bestyrerinde 

Frk. Thalbitzer.

Mod hende rettes alle Klagerne og det var Synd ikke at gøre opmærksom paa dette Faktum. Idéen med Lindevangshjemmet er i Virkeligheden for god til, at den skal strande paa et enkelt Skær, især da dette nemt kan fjernes.

Vi hidsætter bl. a. et Brudstykke af et Brev :

Hr. Redaktør!

Efter at jeg, der har været paa Lindevangshjemmet i 2 ½ Aar, har læst Deres Blad for i Lørdags, mener jeg, at det er min Pligt at meddele Dem, hvordan jeg havde det. Da jeg kom der, var Frk. Jutta Korfitzen Forstanderinde. Hun var en mild og hjærtensgod Dame, men hun var der kun saa kort. Efter hende kom lille Frk. de Neergaard, som ikke vidste, hvad godt hun skulde gøre os, men saa blev hun gift og - - -

Saa kom Frk. Thalbitzer, som holdt sit Indtog med haarde Ord og strænge Trusler - - -

Mange af os bad om at faa Frk. Barner i Tale (Frk. Barner er Stifteren af Hjemmet), men det blev os nægtet, og vore Breve hjem til vore Forældre blev læste for Afsendelsen, og besøgte de os, skulde Frk. Th. høre paa, hvad vi talte om."

Ikke sandt? Den nuværende Forstanderinde synes at have misforstaaet - maaske i bedste Mening - sin Stilling.

Amerikansk Fedtebrød.

Vore Meddelelser om Maden, Fodemidlerne og selve Behandlingen synes heller ikke at være gaaet en Linje over, hvad der stemmer med Sandheden, noget, der selvfølgelig nemt kan hænde i et hurtigt Referat.

Man skriver saaledes følgende til os:

- - - i den (trænge Vinter stod vi og skyllede i koldt Vand, tyndt paaklædte, og til Frokost fik vi 2 Stkr. Brød med ildelugtende amerikansk Fedt, og en Kop koldt, tyndt Øl - - - og fordi det var saa koldt, satte vi Brødet paa Kulstaffen ind over Ilden ved Vadskekedlen, saa blev det lidt varmt og det modbydelige Fedt løb af. Kaffe fik vi kun Søndag Morgen, og om Onsdagen fik vi Opkoget af det Kaffegrums, som - - -

Ellers fik vi en Kop lunket, tynd The Morgen og Aften med 2 Stkr. Fedtebrød og 1 Stk. Smørrebrød, mere skrabet end Lænkehundens.

Før havde der nogle Gange om Ugen kommet flere Damer og Herrer, deriblandt Kapt. Fevejle, som læste for os, Frk. Bøtker, som sang med os. Direktør Blads Frue skrev og regnede med os, men fra Frøken Thalbitzers Ankomst kom der aldrig et fremmed Menneske indenfor Porten.

Et Selvmordsforsøg.

- - -

Der var da en Pige - saaledes fortsætter Brevet - Vilhelmine, som ikke maatte komme ud derfra. Hun tog en Lommekniv og gik ud paa Retiraden og skar sig først i Halsen, derefter dybt i Haandleddet, men saa blev hun jo opdaget af mig og to andre Piger, og der gik Bud efter en Læge fra Diakonissestiftelsen . . .

Brevet slutter efter forskellige mere personlige Tilføjelser i al sin Naivetet med følgende Passus:

. . . Der bor en af Lindevangspigerne i Hummergade (her følger Navn og Husnummer), men det er kun en af 20, det er gaaet saadan; de fleste er dybere faldne, end da de kom paa Hjemmet.

Brevet er undertegnet "En gammel Pige fra Lindevangshjemmet" og giver i alle sine naive Udtryk og Vendinger et ganske gribende Indtryk af Forholdene i dette Hjem, der skal danne den forsonende Overgang fra Fængslet til Friheden, og man faar en Fornemmelse af, at Frk. Thalbitzer lever i den urigtige Formening, at hun er Forstanderinde i en Straffeanstalt.

Fængselsselskabet.

Om Optagelsen skriver en anden Meddeler:

"Jeg har i Dag i Deres Blad - - - og da jeg har været paa Lindevangshjemmet i tre Aar, interesserer det mig osv. - - - giver jeg Dem en sandfærdig Beretning om Forholdene der. Min Forseelse var meget ringe, og efter udstaaet Straf overtalte Fængselsselskabet mig til at tage paa Lindevangshjemmet og afmalede det saa godt og velsignet for mig: jeg skulde lære at vaske og stryge, Madlavning og Syning. Hveranden Søndag skulde jeg have Lov til at besøge min Familje, men jeg blev meget forbavset; da jeg kom indenfor "Laagen", blev jeg modtaget med et haardt og gennemtrængende Blik - og en stræng, bebrejdende Tale af Frk. Thalbitzer.

Arbejdet og Hjælpen.

Det første halve Aar var mit Arbejde kun at skure og vaske Trapper og Gange (hvor godt og velsignelig). Efter et Aars Forløb kom jeg i Køkkenet, men kunde umulig lære noget der, da den mad, der laves til Pigerne, aldrig bruges i private Huse, og Frøkenens Mad blev ingen af Pigerne betroet til at lave, da - - - naar en af Pigerne havde taget et Stykke Franskbrød for at tilfredsstille sin Sult, kom hun i Hullet - - 

Brevet slutter:

Efter 3 Aars Forløb kom jeg ud at tjene og blev fæstet bort for en Løn af 5 Kr. om Maaneden (som man ser, Hjælpen er ikke stor) - - 

Der var vist mange Piger, der vilde gaa fra Lindevangshjemmet, hvis de havde noget Overtøj hos sig; men vore Schawler og Hatte er laasede inde og bliver  kun udleverede Søndag Eftermiddag 10 Minutter før vi gaar i Kirke, og afleveres, naar vi kommer hjem.

- - -

Vore Læsere vil efter de her nu korte Udtalelser fra Personer, der har opholdt sig paa Hjemmet, faa det Indtryk, at Frk. Thalbitzer ikke er paa sin Plads i det Hjem, godgørende Folk har tænkt sig at danne for dem, der for en forholdsvis ringe Forseelse er kommen paa tværs af Loven.

Vi føjer vort personlige Indtryk til andres og skal kun gøre opmærksom paa, at Frk. Thalbitzer, i de 10 Minutter, vi interviewede hende om hendes Virksomhed, stadig var undvigende i sine Svar, og intet Øjeblik vovede at se os lige i Øjnene.

Josva

(København 2. januar 1896)

Lindevangshjemmet.

Hvor Lindevangen ligger, er der maaske ikke saa Mange, som veed. Det idylliske Navn peger ud over de sædvanlige befærdede Strøg i Kjøbenhavn og Frederiksberg. Helt gjennem Smallegade og ud ad Peter Bangs Vej og forbi Diakonissestiftelsen og endda over Jernbanesporet, saa kommer den Privatvej, hvor Lindevangshjemmet ligger. Den hyggelige og ret statelige Bygning, som her ligger omgivet af sin Have, blev for godt en Snes Aar siden indviet til at være en af de Redningsstationer, der ere ligesaa uundværlige i det store Samfunds Liv som de, der anlægges for de Skibbrudne ved Havets Kyst.

Lindevangshjemmet er et Asyl for unge, straffede Kvinder. Det er kristen Tro og Kjærlighed, som har sat Virksomheden i Gang, og denne er fornemmelig rettet paa de Unge og Yngste. Man optager Piger, som udgaa fra Arresthusene og Fængslerne, helst i Alderen fra fjorten til atten Aar, naar de give Haab om at kunne uddannes til dygtige Tjenestepiger og saaledes vende tilbage til Samfundet som nyttige Mennesker. Undtagelsesvis kunne ogsaa Piger optages, der ikke have været straffede, men have gjort sig skyldige i lovstridigt Forhold.

Naar Ordet "Hjem" danner et Led i Asylets Navn, saa er hermed antydet, hvorledes man søger at befæste de unge Piger i det Gode. Det er indrettet som et stort Hjem, og det er ingen Straffeanstalt. Ligesom i et andet Hjem arbejdes der paa at vænne de Unge til et ordentligt og regelmæssigt Liv og til at finde deres Glæde i Arbejdet, medens Samlivets Aand skal løfte Sindene mod Gud og hans Rige, uden at der derfor skal lægges nogen Tynge eller Indsnævring over ungdommelige Hjerter. Ved Siden af Vejledningen til Arbejde og Husorden og ved Siden af Omsorgen for den aandelige Udvikling i højere Forstand, bliver der ogsaa givet Undervisning i Haandarbejde, Læsning, Skrivning og Regning. Og ligesom et andet Hjem holder det ogsaa Øje med sine Døtre, naar de udgaa derfra, og vil give dem Raad og Vejledning og yde dem Tilhold i deres senere Forhold. Som Regel varer Uddannelsestiden i tre Aar - dog kan den i de enkelte Tilfælde forkortes eller forlænges af Hensyn til Pigernes Vel efter Bestyrelsens bedste Skjøn.

Foruden Tilskud og Aarsbidrag fra det Offentlige og fra Private opholdes Hjemmet ved Pigernes Arbejdsfortjeneste og ved Betalingen for deres Ophold. Denne er sat til 60 Kroner om Aaret; der maa altsaa komme meget til fra andre Sider. Hs. Maj. Kongen og den kongelige Familie gaa i Spidsen med store Bidrag; Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret yder et betydeligt Tilskud, ligesom det Spannjerske Legat. Forskjellige Byraad staa sammen med de private Bidragydere om at støtte Hjemmet, som foruden Penge ogsaa modtager Fødemidler og Brugsgenstande fra sine Venner.

Ingen Pige optages i Asylet imod hendes eget Ønske; hun bliver ogsaa forud gjort bekjendt med Husordenen og hvad hun i det Hele forpligter sig til i Hjemmet. Husordenen er god og smuk, i bedste Overensstemmelse med et kristeligt Hjems Krav, hvor der skal arbejdes flittigt. Tidligt op om Morgenen, i sommertiden Kl. 5½ og om Vinteren Kl. 6, saaledes som Tjenestepiger og helst mange andre med bør være vænnede til. Kl. 7 samles Alle til Morgenmaaltidet, hvorefter der holdes en kort Andagt, forinden man gaaer hver til sit Arbejde. Desværre vil mangen en Pige komme til at savne dette siden hen, naar hun faaer sin Plads ude i Livet, hvor Husandagten er kommen i Forfald og svunden bort endog fra mange kristelige Hjem, hvor ellers Guds Ord og Bøn hører til del Uundværlige for Familiens medlemmer i Lønkammeret og i Kirken. Man skulde nødig tænke, at det kun er i et Redningshjem, at den fælles Andagtsøvelse hører sig til, forinden Dagens Gjerning begynder. Ej heller skulde det holdes for Pietistisk, hvad der er god gammel luthersk Skik og forøvrigt har sine Rødder tilbage i det, som er endnu ældre.

Kl. 1 holdes Middag. Derefter fortsætter Arbejdet indtil Aftensmaaltidet, og som Regel kunne Pigerne sidde nogle Timer sammen med Forstanderinden og Medhjælperinderne og beskjæftige sig med Haandarbejde, Læsning o. lign. Hjemmet har Rum for de uskyldige Glæder og den Munterhed, som et godt Privathjem kan byde: Oplæsning, Foredrag, Sang, Leg; i denne Henseende har Hjemmet ogsaa sine Venner, som bidrage til at glæde de Unge. Kl. 9 om Aftenen holdes Andagt, og en halv Time efter skulle Pigerne være i Seng. Søndagen er almindelig Fridag, om hvilken det hedder i Husordenen, at ligesom hele Institutionen er bygget paa kristelig Grund, søger man ogsaa at anvende denne Dag i Overensstemmelse dermed.

Omend det altsaa er et rigtigt Hjem og ingen Straffeanstalt, følger det af sig selv, at Øjemedet, at befæste de unge Piger, som med godt Forsæt komme ud af Fængslet, medfører visse ubetingede Krav og visse Indskrænkninger i Friheden. Der kræves ubetinget Lydighed i Hjemmet og Villighed til Arbejdets Udførelse. Udgangstilladelse gives, men kun naar de ved deres Opførsel og øvrige Forhold have gjort sig fortjente dertil. Besøg maa modtages om Søndagen i visse Timer, men kun ved Henvendelse til Forstanderinden. Overtrædelse af Husordenen straffes med Indskrænkning i Friheden, eventuelt med Udvisning af Asylet. Og naar Piger paa egen Haand forlade Hjemmet, optages de som Regel ikke mere. Den, som har opført sig til Tilfredshed og gaaer i en Kondition, som er tilbudt af Hjemmet, har Adkomst til at faa et passende Udstyr af Klæder efter Forstanderindens Indstilling. Forstanderinden er Husmoderen, som fører Overtilsynet med det Hele! hun assisteres af Medhjælperinder, der ligesom hun selv have frit Ophold og Gage. I Spidsen for Institutionen staaer en Bestyrelse, som bestaaer af fire Mænd, hvoraf en skal være Præst og to Kvinder. Den vælger selv sin Formand. For Tiden beklædes Formandsposten af Kammerherre S. Barner, og Direktør Edv. Blad er Kasserer.

Bestyrelsen har nylig gjort opmærksom paa, at af de to og tyve Pladser, hvorover Hjemmet raader, vare i Januar Maaned kun de tolv optagne, og har derfor udtalt Ønsket om, at denne kristelige Kjærlighedsgjerning maa finde mere og mere Forstaaelse og Tiltrækning i vort Fædreland. Paa Forstaaelse vil det sikkert ikke mangle, naar kun Kjendskabet til Lindevangshjemmet og dets Gjerning bliver tilstrækkelig udbredt. Bestyrelsen anmoder alle Vedkommende om at sende Pigerne til Hjemmel strax efter Løsladelsen af Fængslet, for at de ikke skulle komme ind i løse og usædelige Forhold, hvortil Erfaringen viser, at de ere stærkt fristede; usædelige Kvinder kan nemlig Lindevangshjemmet ikke optage for den moralske Smittefares Skyld.

Siden 1892 er der optaget 48 Piger; mange flere bleve anmeldte, men maatte afvises paa Grund af usædeligt Levned. 16 forlode Hjemmet uden at blive deres tre Aar til Ende. Til Forklaring heraf mindes der om, at disse unge Piger alle komme i en Tilstand af stor aandelig Sløvhed, med næsten helt udviskede Begreber om Godt og Ondt! i mange af dem er der et trodsigt Sind. som gjør det svært for dem at underkaste sig et ordnet Hjems nødvendige Krav, og da forlade de Hjemmet. Et Par af dem begjærede Gjenoptagelse, hvilket dog af Hensyn til de øvrige Piger ikke kunde indrømmes dem. Fem synes helt at være faldne tilbage til deres forrige Liv; om de Andre vides intet Ondt, og Erfaringen viser, at af dem, der komme Hjemmet af Syne, kunne nogle igjen komme til Syne som Mennesker, der ere komne til Ro i et ordentligt Liv. Fjorten ere blevne anbragte i Tjenester, og af dem staa de ti i vedvarende god og glædelig Forbindelse med Hjemmet og nære en stor Taknemmelighed mod det Sted, der modtog dem i deres mørkeste Tid. Enkelte af Pigerne ere lykkelig gifte. En af dem broderede før sin Afrejse paa et lille Stykke Tøj de Ord: "Gud velsigne vort Hjem", lod det indramme for sine Sparepenge og bad om at maatte faa det ophængt i den fælles Dagligstue "til Minde om en Pige, som næst Herren takker Hjemmet for sin Redning."

Sorger og Skuffelser maa nødvendigvis komme paa en Anstalt som Lindevangshjemmet, hvor Kjærligheden maa være den egentlig bindende Magt, og hvor der hersker al den Frihed, som kan forenes med Hjemmels Tugt og Orden. Glæderne høre til de bedste, en Kristen kan faa; det er af dem, hvori Himmelen selv har Andel; thi i Himmelen er der større Glæde over een Synder, som omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke have Omvendelse behov.

Saaledes anbefaler Hjemmet og dets smukke Gjerning sig af sig selv til kristelige Læseres Interesse og Kjærlighed. Alle, som have Sands for Sjæles Værd, og som tilige have Blik for det Store i at faa Mennesker som vare faldne, rejste og ikke alene "frelste" i religiøs Betydning, men ogsaa dygtiggjorte til det jordiske Livs Gjerning, ville venligst komme Lindevangshjemmet i Hu c: baade medvirke til, at Pladserne heri blive benyttede, og yde Bidrag til Hjemmets Underhold.

M.

(Dagens Nyheder 13. marts 1898. Tillæg).

Lindevangshjemmet.

De fleste Københavnere har set Vognen med Vasketøj, hvor der staar malet "Lindevangshjemmet" paa. Men dermed er ogsaa Kendskabet til dette Hjem for manges Vedkommende færdigt. Og dog har denne Institution den 30. Decbr. i Aar arbejdet og virket i Velgørenhedens Tjeneste 25 Aar.

Stiftsdame Fru Barner, der i en Aarrække var Direktrice for Fængselsselskabet paa Christianshavn, skyldes den varmeste Tak for Oprettelsen af dette Hjem, der optager, vejleder og opdrager straffede Piger. Ved at tale med de mange unge kvindelige Fanger og søge at paavirke dem i sandelig og religiøs Retning følte hun, hvor meget disse Kvinder imellem 14 og 20 Aar manglede i Opdragelse og Udvikling til atter at tage fat, naar de kom paa fri Fod. Og hun indsaa, at der Haand i Haand med Straffeanstalterne burde arbejde kristne og kærlige Hjem, hvor den unge Pige. der efter endt Straffetid selv ønskede det, kunde finde et Tilflugtssted.

Paa denne troende og varmtfølende Kvindes Initiativ rejstes "Lindevangshjemmet", med Plads til 20 unge Piger.

Det var med en Følelse af at besøge et Hjem paa Landet, at jeg ringede paa Gitterlaagens Klokke, da jeg kom op gennem den gamle Lindeallee. Og endnu mere Følelse af et Hjem fik jeg, da jeg besøgte det store Køkken og bagefter saa alle de smaa Sovekamre, thi hver Pige har sit, og den store venlige Dagligstue. Det er en smuk Gerning, der udføres her med at oplære alle disse Kvinder i Husaarning, Vask og Strygning, og endda ikke forsømme deres aandelige Uddannelse. Her undervises i Regning, Skrivning og Dansk. Om Aftenen, naar Dagens Arbejde er endt, samles Pigerne i den store Dagligstue, og Bestyrerinden, der er som en Moder for dem, læser højt. Ja, her er hjemligt og hyggeligt, og derfor bærer ogaa Gerningen Frugt og har smukke Resultater at opvise.

Læretiden og Opholdet paa Hjemmel har fra første Færd været ansat til 2 Aar - men da det virkede afskrækkende for mange  Kvinder at binde sig paa saa langt et Tidsrum, nedsættes den til 1 Aar. Vederlaget, der betales for hver Pige, er 10 Kr. om Maaneden. Hjemmets væsentligste Indtægt er Vask og Strygning, som naturligvis alligevel ikke strækker til. Udgifterne til Husholdning, Vedligeholdelse etc. er jo store. Resten maa altsaa faas ved Gaver, hvortil der altid tranges.

Lad ikke "Lindevangshjeinmet" forgæves bede om Støtte til fortsat Virksomhed, thi det er en stor Kærlignedsgerning at opretholde og vejlede de Kvinder, der er kommen paa Kant med Lovene, og faa dem til nyttige Mennesker i Samfundet.

Vibeke Salicath.

(København 28, december 1902).

Stiftsdame Frk. Regitze Barner

50 Aar i Menneskekærlighedens Tjeneste

Avisoriginalens uskarpe foto er erstattet af dette. J. Petersen: Regitze Barner. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Dag fylder Stiftsdame, Frk. Regitze Barner, 70 Aar.

Regitze Barner var kun 19 Aar gammel, da det religiøse Gennembrud fandt Sted i hendes Liv. Og Frugten heraf blev en brændende Trang til at afhjælpe Nøden, hvor denne fandtes. Kort efter begyndte hun i Køge, hvor hun boede, at gaa rundt til fattige, syge og til dem, der var kommen paa Kant med Samfundet.

Disse Samfundets udstødte blev ved at leve i hendes Tanke, og da hun i sit 25. Aar kom til København, begyndte hendes offentlige Virksomhed ogsaa med, at hun blev Medlem af Fængselsselskabet og nogle Aar senere Direktrice. Derved kom hun i personlig Forbindelse med Fangerne. Under Arbejdet mellem dem opstod Tanken om det første Hjem, hun grundede, "Lindevangshjemmet", som indviedes i 1878 - et Optagelseshus for 20 unge, straffede Kvinder, som der i to Aar uddannes til Tjenestepiger.

Derefter stiftedes "Foreningen til Børn for enligt stillede Kvinder", for hvilken Frk. Barner nu i 24 Aar har været Forstanderinde.

Men det var ikke blot de unge Kvinder, Frk. Barner ønskede at værne mod de Farer og Fristelser, som truer dem. Trangen til at værne de ældre mod den Forladthed, som ofte formørker deres sidste Aar, levede ogsaa i hendes Hjerte I mange Aar har der i Børnehjemmet hver Juleaften været Fest for henved 100 enlige gamle, og adskillige af dem har hun eller hendes Hjælpersker i Mellemtiden besøgt. Men hun ønskede at gøre mere - og dette Ønske ligger til Grund for det sidste Hjem, hendes varme Energi har rejst, det smukke, anseelige "Vesterled" med sine 22 Lejligheder og sin hyggelige hjemlige Indretning.

Det vilde føre for vidt blot nogenlunde al skildre den store, forskelligartede Virksomhed, Frk. Barner har skabt. Men maa her nøjes med disse løse Antydninger. Saa meget skal endnu blot siges, at naar hun nu fylder 70, betyder det, at hun i 50 Aar eller lidt derover har staaet i Menneskekærlighedens Tjeneste.

*

I Anledning af Fødselsdagen afholdes der i Dag Kl. 11½ i Kvindernes Værnehjem i Helgolandsgade en lille Festlighed, ved hvilken nuværende og tidligere Beboere af Hjemmet vil skænke hende en Buste af Frk. Barner, dets Stifter og Forstanderinde. Busten, der er tilvejebragt ved Indsamling blandt den Kreds af Kvinder, der har været knyttet til Hjemmet, er udført af den norske Billedhuggerinde, Fru Finne Døvle. Talen holdes af Snedkermester, Cathrine Horsbøll. En Sang er skrevet til Festen af Hr. Alfr. Ibsen.

(Dagens Nyheder 28. februar 1904)

Regitze Vilhelmine Lovise Augusta Barner (1834-1911) trak sig tilbage fra alle sine hverv og flyttede permanent til Vallø Slot. Hun er begravet på Vallø Stifts Kirkegård.

På denne side findes en biografi af Hilda Anine Andersen (f. 1885) som opholdt sig på hjemmet 1906. 

Kvindelig Bersærkergang. Den 9. August undveg en ung Pige paa 17 Aar, der af Køge Værgeraad var anbragt paa Lindevangshjemmet paa Frederiksberg, og hun har siden været eftersøgt dels i København og Frederiksberg og dels her i Omegnen. Mandag Formiddag lykkedes det Kriminalpolitiet at anholde Pigen, der havde søgt Tilhold hos en Broder. der er Husmand paa en større Gaard i Omegnen. Paa Køge Politistation afgav hun Forklaring med Hensyn til sin Færden siden Undvigelsen, og da hun fastholdt, at hun, saafremt hun atter blev anbragt paa Hjemmet, paany vilde flygte derfra, blev hun efter Begæring fra Værgeraadet indsat i Arresten, for at Værgeraadsfonnanden kunde konferere med Overværgeraadet om hendes fremtidige Anbringelse.

En Betjent fik Ordre til at indsætte Pigen i Arresten, men hun benyttede Lejligheden til at løbe fra Betjenten, som dog ved Hjælp af et Par yngre Mennesker, der tilfældigt kom tilstede, fangede hende. Hun bed og slog om sig som en rasende, men der hjalp ingen Kære Mor.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 25. september 1923)

En senere (1913-) forstander var frk. Emma Sylvest. Hun deltog i november 1919 i en protestskrivelse til firmaer som udstillede "skøgedragter" og bidrog til at "nedbryde anstændighedsfølelsen både hos mænd og kvinder i alle samfundsklasser." (Se også indslaget om Ingrid Ulbrecht andetsteds på denne blog).

Om Forholdene på et Pigeungdomshjem (Lindevangshjemmet) udtaler en tidligere mandlig Medhjælper:

Forstanderinden, Frk. Sylvest, er et Menneske man helst skal undgå, hendes Egenskaber er Herskesyge, Forfængelighed, Egenkærlighed og Selvgladhed. Ånden på Hjemmet var da også stærkt præget af denne Forstanderinde. Nervøsitet prægede både Lærerinderne og Eleverne. De var alle meget angste for Forstanderinden, da hun tyranniserede alle på Hjemmet. Der var kun een Mening og een Vilje, nemlig hendes.

Dog har der været ansat Lærerinder som Vikarer, som Eleverne har elsket og set op til og som ikke var bange for at sige deres Mening til Forstanderinden. Men de blev der jo aldrig længe. Forståeligt nok, thi Forstanderinden er jo højt anskrevet. Hun har Fortjenstmedalje i Guld, er Medlem af Lindevangssognets Menighedsråd samt har de bedste Bekendtskaber blandt Adel og de ledende indenfor Børneforsorgen.

Eleverne får aldrig Lov til at komme ud i den Have, som hører til Anstalten, selv ikke om Sommeren. Lørdag og Mandag er nogle af Pigerne oppe allerede Klokken 5 om Morgenen for at fyre op under Vaskekedlen, og disse Piger slutter så ikke før Klokken 15-16 om Eftermiddagen. På anden Sal, hvor der findes 12 til 14 Soverum for Pigerne, er der bortset fra det Værelse, som beboes af en Lærerinde, kun 2 Radiatorer. De er anbragt ude i Gangen, men må ikke åbnes, da der skal spares på Varmen. Jeg ved af Erfaring, at jeg altid holdt mere Varme på Kedlerne end der blev gjort andre Steder, fordi Forstanderinden skulde have det meget varmt på sit Kontor og i sine Stuer, og vi begyndte at fyre sidst i August og fortsatte til langt hen i Maj. Men på anden Sal skulde der spares, det drejede sig jo også kun om Eleverne, som ingen Steder havde at gå hen og beklage sig.

Angående Kosten har min Kone og jeg oplevet en Jul på Lindevangshjemmet. Vi var inviteret til Frokost Juleaften. Forstanderinden og hendes private Gæster sad for Bordenden, så fulgte en Del af eleverne ned langs Bordet. Min Hustru og jeg samt Lærerinderne sad sammen med Resten af Pigerne ved en andet Bord. Vi fik Sylte og Grønlangkål og de bedste Salater, Tunge, Rødspætte etc., men Pigerne fik Frikadeller og Grønlangkål samt noget Pølsemad, som ikke så meget indbydende ud. Jeg vil indrømme, at det gjorde et meget pinlig Indtryk på min Hustru og mig, fordi der skulde være en sådan Forskel på Maden, når vi sad og spiste ved samme Bord. Og så det, at det var Juleaften. Jeg havde godt vidst om dette Forhold, da jeg flere Gange havde hørt Pigerne omtale det, og engang havde Pigerne fortalt mig, at Forstanderinden og Lærerinderne havde fået Kyllinger, mens Eleverne havde fået Frikadeller, og det var mit Indtryk, at det gav Pigerne et bittert Sind mod Hjemmet og dets Ledelse. Jeg må ved samme Lejlighed sige et Par Ord om de unge Piger. De var stille, dannede og høflige, og jeg har aldrig haft Lejlighed til at beklage mig over dem.

Jeg husker en Aften, hvor Forstanderinden havde Bibelkreds, og der blev varslet Flyverangreb. Forstanderinden og hendes Gæster gik i Beskyttelsesrummet, men Eleverne måtte ikke, fordi det eventuelt kunde genere hendes Gæster. Lindevangshjemmet er ikke et Hjem. Det er ingen Opdragelsesanstalt. Det er et Fængsel.

-----

I Anledning af Deres Udtalelser til Forældrebladet vil vi undertegnede Lærerinder på Lindevangshjemmet protestere.

De har ingen Ret til at tage os til Indtægt for Deres løgnagtige Udtalelser om Forstanderinden. Ingen af os har udtalt sig til Dem om Tyranni, Herskesyge o.s.v. Havde vi følt det, havde vi ikke været her i så mange år, 30—17—13 og så videre, og havde vi ikke Troen på, at vort Arbejde med vanskelig Ungdom ikke er forgæves, selv om Resultaterne ofte kan være små nok, men dog ad åre bære Frugt, så var denne Gerning ikke blevet gjort i 65 år.

Med Hensyn til Deres Påstand om den Frokost, De og Deres Familie deltog i, at Eleverne ikke fik samme Mad, stemmer det ikke overens med Sandheden. - Når De betegner det som Frikadeller og kedelig Pølsemad, er det Usandhed, der var samme varme og kolde Retter på begge Borde, og det kan et Medlem af Bestyrelsen, som var til Stede, bevidne. Eleverne smurte selv deres Mad. Tunge og Sylte, som De nævner, var en Gave til Lærerinderne fra en tidligere Elev, som har Viktualieforretning, men også til Elevernes Kuverter var der Sylte.

Hvad de omtalte Kyllinger angår, var det en Fødselsdagsgave fra en Lærerinde til hendes Kollegaer, og vi ser ikke noget forkert i, at vi spiser de til os forærede 3 Kyllinger, når de tilberedes i samme Køkken, må de også spises ved samme Bord, her sker kun det, der er åbent for alle.

Deres Påstand om den gode Varme — allerede i August — er også en hel forkert Fremstilling. Er der fyret i August, er det til Tøjtørring og ikke til Forstanderinden.

Desværre mener vi ikke det samme om Varmen, som De, at De har holdt Kedlen højt" hele Efteråret igennem. En lang Tid led vi meget under Røg og Os, fordi De ikke forstod at fyre, og det var undertiden livsfarligt for dem, der sov i den Del af Huset. Vi måtte hver Aften sørge for rigeligt åbne Vinduer. De har intet at rose Dem af, måske blev det lidt bedre, da Hjemmet gav Dem Kursus på Teknologisk Institut.

Endvidere er Deres Beretning om, at Forstanderinden gik i Beskyttelsesrum med sine Gæster og lod Eleverne i Stikken er vitterlig Løgn, det har ikke fundet Sted, det kan bevidnes af Bibelkredsen.

Hele Deres grimme og usande Fremstilling har både undret og bedrøvet os meget; De vil dog være en Kristen, men stiller alt her i et dårligt Lys, fordi De blev opsagt fra en Stilling, De ikke kunde bestride, det kan vi Lærerinder bevidne.

Deres Berigtigelse og Tilbagekaldelse offentlig i Bladet forventer vi, da vi ellers muligt vil gå andre Veje.

Vi går ikke med til Deres nedværdigende Udtalelser om Forstanderinden, heller ikke om hendes Forhold til Eleverne, det har ikke med Sandheden at gøre.

-----

Det er svært at tage denne Protest alvorligt. Fornuft er det umuligt at finde i den. I Udtalelserne til Forældrebladet gav den tidligere Medhjælper en Karakteristik af Forstanderinden baseret på hans egen Opfattelse og ikke på Grundlag af Udtalelser af andre, og at i al Fald en af Lærerinderne virkede nervøs-angst for Frk. Sylvest, havde vi selv Lejlighed til at konstatere, da vi engang i Vinter aflagde Anstalten et Besøg, og ejendommeligt nok var det netop den Lærerinde, der har været længst på Lindevangshjemmet, Frk. Dagmar Jøns.

I „Protesten" stemples Udtalelserne om, at Eleverne til Julefrokosten ikke fik samme Slags Mad som Gæster og Funktionærer som urigtige, og samtidigt forsvares Forskellen i Maden med, at nogle af Madvarerne var en Gave til Lærerinderne (!) —

På samme Måde forsvares Kyllingerne til Forstanderinde og Personale, mens Pigerne måtte nøjes med Frikadeller.

Naturligvis har Lærerinderne Ret til at modtage Sylte, Tunge og Kyllinger som Gave, og naturligvis har de også Ret til at spise disse Sager. Det forkerte fremkommer først i det Øjeblik, disse Lækkerier fortæres for Øjnene af Pigebørnene, der må nøjes med Frikadellerne. Hvis det er vanskeligt at forstå for Underskriverne af „Protesten", kan man ikke undres over, at Resultaterne af Arbejdet med vanskelig Ungdom „ofte kan være små nok".

Og så Fyring til Tøjtørring i August Måned. Hvor finder det Sted? Når man til Slut i „Protesten" fortæller, at Medhjælperen var uegnet til Arbejdet, er det selvfølgelig ingen Afkræftelse af Udtalelserne om Forholdene på Anstalten.

Hvad har det med Sagen at gøre? Men vi skal dog oplyse, at Efterfølgeren var Frk. Sylvests Protegé, som hun allerede tidligere havde forsøgt at få antaget. Forstanderinden er nemlig Gudmor til hans Barn.

Red

(Forældrebladet marts 1943).

Se endvidere: Lindevangs-Hjemmet 25aarige bestaaen. 1902. og Ernst Moltke: Lindevangs-Hjemmet 1877-1952. 1952.