Lindevangshjemmet 8/8. (Efterskrift til Politivennen).

En senere (1913-) forstander på Lindevangshjemmet var frk. Emma Sylvest. Hun deltog i november 1919 i en protestskrivelse til firmaer som udstillede "skøgedragter" og bidrog til at "nedbryde anstændighedsfølelsen både hos mænd og kvinder i alle samfundsklasser." (Se også indslaget om Ingrid Ulbrecht andetsteds på denne blog).

Om Forholdene på et Pigeungdomshjem (Lindevangshjemmet) udtaler en tidligere mandlig Medhjælper:

Forstanderinden, Frk. Sylvest, er et Menneske man helst skal undgå, hendes Egenskaber er Herskesyge, Forfængelighed, Egenkærlighed og Selvgladhed. Ånden på Hjemmet var da også stærkt præget af denne Forstanderinde. Nervøsitet prægede både Lærerinderne og Eleverne. De var alle meget angste for Forstanderinden, da hun tyranniserede alle på Hjemmet. Der var kun een Mening og een Vilje, nemlig hendes.

Dog har der været ansat Lærerinder som Vikarer, som Eleverne har elsket og set op til og som ikke var bange for at sige deres Mening til Forstanderinden. Men de blev der jo aldrig længe. Forståeligt nok, thi Forstanderinden er jo højt anskrevet. Hun har Fortjenstmedalje i Guld, er Medlem af Lindevangssognets Menighedsråd samt har de bedste Bekendtskaber blandt Adel og de ledende indenfor Børneforsorgen.

Eleverne får aldrig Lov til at komme ud i den Have, som hører til Anstalten, selv ikke om Sommeren. Lørdag og Mandag er nogle af Pigerne oppe allerede Klokken 5 om Morgenen for at fyre op under Vaskekedlen, og disse Piger slutter så ikke før Klokken 15-16 om Eftermiddagen. På anden Sal, hvor der findes 12 til 14 Soverum for Pigerne, er der bortset fra det Værelse, som beboes af en Lærerinde, kun 2 Radiatorer. De er anbragt ude i Gangen, men må ikke åbnes, da der skal spares på Varmen. Jeg ved af Erfaring, at jeg altid holdt mere Varme på Kedlerne end der blev gjort andre Steder, fordi Forstanderinden skulde have det meget varmt på sit Kontor og i sine Stuer, og vi begyndte at fyre sidst i August og fortsatte til langt hen i Maj. Men på anden Sal skulde der spares, det drejede sig jo også kun om Eleverne, som ingen Steder havde at gå hen og beklage sig.

Angående Kosten har min Kone og jeg oplevet en Jul på Lindevangshjemmet. Vi var inviteret til Frokost Juleaften. Forstanderinden og hendes private Gæster sad for Bordenden, så fulgte en Del af eleverne ned langs Bordet. Min Hustru og jeg samt Lærerinderne sad sammen med Resten af Pigerne ved en andet Bord. Vi fik Sylte og Grønlangkål og de bedste Salater, Tunge, Rødspætte etc., men Pigerne fik Frikadeller og Grønlangkål samt noget Pølsemad, som ikke så meget indbydende ud. Jeg vil indrømme, at det gjorde et meget pinlig Indtryk på min Hustru og mig, fordi der skulde være en sådan Forskel på Maden, når vi sad og spiste ved samme Bord. Og så det, at det var Juleaften. Jeg havde godt vidst om dette Forhold, da jeg flere Gange havde hørt Pigerne omtale det, og engang havde Pigerne fortalt mig, at Forstanderinden og Lærerinderne havde fået Kyllinger, mens Eleverne havde fået Frikadeller, og det var mit Indtryk, at det gav Pigerne et bittert Sind mod Hjemmet og dets Ledelse. Jeg må ved samme Lejlighed sige et Par Ord om de unge Piger. De var stille, dannede og høflige, og jeg har aldrig haft Lejlighed til at beklage mig over dem.

Jeg husker en Aften, hvor Forstanderinden havde Bibelkreds, og der blev varslet Flyverangreb. Forstanderinden og hendes Gæster gik i Beskyttelsesrummet, men Eleverne måtte ikke, fordi det eventuelt kunde genere hendes Gæster. Lindevangshjemmet er ikke et Hjem. Det er ingen Opdragelsesanstalt. Det er et Fængsel.

-----

I Anledning af Deres Udtalelser til Forældrebladet vil vi undertegnede Lærerinder på Lindevangshjemmet protestere.

De har ingen Ret til at tage os til Indtægt for Deres løgnagtige Udtalelser om Forstanderinden. Ingen af os har udtalt sig til Dem om Tyranni, Herskesyge o.s.v. Havde vi følt det, havde vi ikke været her i så mange år, 30—17—13 og så videre, og havde vi ikke Troen på, at vort Arbejde med vanskelig Ungdom ikke er forgæves, selv om Resultaterne ofte kan være små nok, men dog ad åre bære Frugt, så var denne Gerning ikke blevet gjort i 65 år.

Med Hensyn til Deres Påstand om den Frokost, De og Deres Familie deltog i, at Eleverne ikke fik samme Mad, stemmer det ikke overens med Sandheden. - Når De betegner det som Frikadeller og kedelig Pølsemad, er det Usandhed, der var samme varme og kolde Retter på begge Borde, og det kan et Medlem af Bestyrelsen, som var til Stede, bevidne. Eleverne smurte selv deres Mad. Tunge og Sylte, som De nævner, var en Gave til Lærerinderne fra en tidligere Elev, som har Viktualieforretning, men også til Elevernes Kuverter var der Sylte.

Hvad de omtalte Kyllinger angår, var det en Fødselsdagsgave fra en Lærerinde til hendes Kollegaer, og vi ser ikke noget forkert i, at vi spiser de til os forærede 3 Kyllinger, når de tilberedes i samme Køkken, må de også spises ved samme Bord, her sker kun det, der er åbent for alle.

Deres Påstand om den gode Varme — allerede i August — er også en hel forkert Fremstilling. Er der fyret i August, er det til Tøjtørring og ikke til Forstanderinden.

Desværre mener vi ikke det samme om Varmen, som De, at De har holdt Kedlen højt" hele Efteråret igennem. En lang Tid led vi meget under Røg og Os, fordi De ikke forstod at fyre, og det var undertiden livsfarligt for dem, der sov i den Del af Huset. Vi måtte hver Aften sørge for rigeligt åbne Vinduer. De har intet at rose Dem af, måske blev det lidt bedre, da Hjemmet gav Dem Kursus på Teknologisk Institut.

Endvidere er Deres Beretning om, at Forstanderinden gik i Beskyttelsesrum med sine Gæster og lod Eleverne i Stikken er vitterlig Løgn, det har ikke fundet Sted, det kan bevidnes af Bibelkredsen.

Hele Deres grimme og usande Fremstilling har både undret og bedrøvet os meget; De vil dog være en Kristen, men stiller alt her i et dårligt Lys, fordi De blev opsagt fra en Stilling, De ikke kunde bestride, det kan vi Lærerinder bevidne.

Deres Berigtigelse og Tilbagekaldelse offentlig i Bladet forventer vi, da vi ellers muligt vil gå andre Veje.

Vi går ikke med til Deres nedværdigende Udtalelser om Forstanderinden, heller ikke om hendes Forhold til Eleverne, det har ikke med Sandheden at gøre.

-----

Det er svært at tage denne Protest alvorligt. Fornuft er det umuligt at finde i den. I Udtalelserne til Forældrebladet gav den tidligere Medhjælper en Karakteristik af Forstanderinden baseret på hans egen Opfattelse og ikke på Grundlag af Udtalelser af andre, og at i al Fald en af Lærerinderne virkede nervøs-angst for Frk. Sylvest, havde vi selv Lejlighed til at konstatere, da vi engang i Vinter aflagde Anstalten et Besøg, og ejendommeligt nok var det netop den Lærerinde, der har været længst på Lindevangshjemmet, Frk. Dagmar Jøns.

I „Protesten" stemples Udtalelserne om, at Eleverne til Julefrokosten ikke fik samme Slags Mad som Gæster og Funktionærer som urigtige, og samtidigt forsvares Forskellen i Maden med, at nogle af Madvarerne var en Gave til Lærerinderne (!) —

På samme Måde forsvares Kyllingerne til Forstanderinde og Personale, mens Pigerne måtte nøjes med Frikadeller.

Naturligvis har Lærerinderne Ret til at modtage Sylte, Tunge og Kyllinger som Gave, og naturligvis har de også Ret til at spise disse Sager. Det forkerte fremkommer først i det Øjeblik, disse Lækkerier fortæres for Øjnene af Pigebørnene, der må nøjes med Frikadellerne. Hvis det er vanskeligt at forstå for Underskriverne af „Protesten", kan man ikke undres over, at Resultaterne af Arbejdet med vanskelig Ungdom „ofte kan være små nok".

Og så Fyring til Tøjtørring i August Måned. Hvor finder det Sted? Når man til Slut i „Protesten" fortæller, at Medhjælperen var uegnet til Arbejdet, er det selvfølgelig ingen Afkræftelse af Udtalelserne om Forholdene på Anstalten.

Hvad har det med Sagen at gøre? Men vi skal dog oplyse, at Efterfølgeren var Frk. Sylvests Protegé, som hun allerede tidligere havde forsøgt at få antaget. Forstanderinden er nemlig Gudmor til hans Barn.

Red

(Forældrebladet marts 1943).

Se endvidere: Lindevangs-Hjemmet 25aarige bestaaen. 1902. og Ernst Moltke: Lindevangs-Hjemmet 1877-1952. 1952.

Skandale indenfor Indre Mission i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

En Kirkebetjent anholdt for Forbryde!ser mod Børn.

Han lokkede sine Ofre op i Kirketaarnet, hvor han mishandlede dem.

(Fra vor Korrespondent.)

Odense, Tirsdag.

En uhyggelig Affære, der vækker den største Opsigt, og som i nogen Tid har været under Ventilation, er i Dag bleven afsløret i Odense.

Politiet har anholdt Kirkebetjenten ved Sct. Hans Landsogn ved Odense, en ældre Mand ved Navn Steffensen, der i mange Aar har spillet en betydelig Rolle Indenfor Indremissionen.

Steffensen er sigtet for en Række oprørende Mishandlinger af mindreaarige Pigebørn, som han har lokket op i Kirketaarnet, hvor han har foretaget sine Forbrydelser imod dem.

Den fromme Kirkemands Forbrydelser har selvsagt vakt den største Forfærdelse, navnlig Indenfor de Kredse, hvor han daglig færdedes, og hvor man ansaa ham for at være en nidkær Kirkens Tjener.

Forfærdelsen er ikke bleven mindre ved, at Steffensen har aflagt fuld Tilståelse. Den første af hans modbydelige Forbrydelser ligger 4 Aar tilbage i Tiden.

Anholdelsen blev foretaget i Dag. I det Forhør, der fulgte umiddelbart efter, faldt Tilstaaelsen.

Den hellige Forbryder er naturligvis straks bleven afskediget fra sin Stilling.

(Social-Demokraten 10. februar 1926).

Vejstrup Pigehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Forstanderinden i Haven.

Man staar af ved den lille, idylliske station Vejstrup, kun en ca. halv Snes Kilometer fra det skønne Svendborg; man følger Landevejen, som svinger gennem den stille Landsby, forbi "Brugsen", den private Købmand, Kirken og Kirkegaarden, og naar man har vandret en lille halv Kilometer ud ad den, staa, man i den tætte, dybtgrønne Ahorn-Allé, der fører op til "Vejstrup Pigehjem"s snehvide Bygninger.

Vejstrup Pigehjem!

Man har hørt Navnet før og man konstaterer for sig selv, af det er ikke nogen helt god Klang, det har i Ens Øre. Til Vejstrup er det, at Værgeraadene sender de værste af de Pigebørn, som kommer under dets Forsorg. De værste og de ældste. Under 17 Aar er kun meget faa af de unge Piger, som bliver optaget dér, og mange af dem er lige op imod de 21, paa hvilket Tidspunkt de jo automatisk udgaar af Værgeraadsforsorg.

Alt dette tænker jeg paa, mens jeg gaar det korte Stykke Vej op ad Ahorn-Alléen mod den aabentstaaende hvide Laage, der fører ind til den gruslagte Gaardsplads med Græsplænen, Blomsterrabatterne og alle de hvide Havebænke.

Paa Bænken under den høje Flagstang sidder to unge Kvinder og broderer. De er i lyse Zefyr-Sommerkjoler, de snakker og ler og har endnu ikke faaet Øje paa mig, da de sidder med Ryggen mod Indkørslen. Men nu bevæger jeg mig over Græsplænen hen til dem og spørger, om jeg træffer Stedets Forstanderinde, Frøken Gerda Schneekloth.

Frit og utvungent - uden mindste Spor af dette lidt sjokkede Anstaltpræg, som for bare 30 Aar siden saa ofte anerkendte baade yngre og ældre, som af en eller anden Grund var under Forsorg paa en "Anstalt" - rejser den ene af de unge Piger sig og beder mig følge med ned i Haven, hvor Frøken Schneekloth opholder sig.

Og to Minutter efter sidder jeg i et løvrigt Lysthus, med Udsigt over en pragtfuld blomstrende Have, overfor en af de stærkeste og mest helstøbte Personligheder, jeg nogensinde i mit Liv har truffet.

Frk. Schneekloth er nu en Dame paa 58 Aar, hun er høj og har sikkert i sin Ungdom været meget smuk. Endnu har hun i Behold de skønneste brune Øjne, man kan tænke sig. Men hun er legemligt svag. Siden sit 21. Aar har hun viet sit Liv til det store sociale Arbejde at hjælpe forvildede Unge paa ret Køl igen. Først paa Holsteinsminde, saa hos gamle Budde paa Himmelbjerggaarden, og siden 1908, da Vejstrup i Overensstemmelse med den nye Børnelov blev oprettet, paa dette Sted. Og her er det uomtvisteligt, at hendes stærke Aand og storslaaede Personlighed, hendes fremragende Intelligens og fine, gamle Kultur har sat sine dybeste, mest uudslettelige Spor.

"Oprejsningsarbejdet skal først og fremmest gøres i relativ Frihed", siger Frk. Schneekloth. "At spærre Mennesker inde bag Laas og Slaa hjælper dem ikke. Som De ser, staar alting aabent her. De kom selv gennem den aabne Indkørsel ude fra Landevejen, og derhenne I Baggrunden af Haren øjner De den hvide Laage, som fører ud til vore Marker. Enhver kan gaa og komme her, som han vil."

"Er Resultatet saa ikke, at mange løber bort?"

"Nogle, men ikke mange! Forleden Dag løb der et Pigebarn. Hun var blevet fornærmet over en Irettesættelse, fordi hun kom for sent i Badeværelset. Det irriterede hende, og saa løb hun Men da var det 1 ½ Aar siden, der sidst var nogen, som stak af uden Forlov."

"Kom hun tilbage?"

"Ja, hun gjorde. Hun kom ikke længere end til Hesselager, saa blev hun taget og ført tilbage . . ."

"Og hvad saa?"

"Tja, hvad saa! Saa fik hun sit Bad. Hun trængte skam til det efter den Løbetur. Og saa fik jeg dækket Bord til hende og nogen Mad i hende. Det trængte hun skam ogsaa til. Og saa snakkede jeg lidt med hende og forklarede hende, hvor glad jeg var over, at hun nu var kommet tilbage, og hvor ængstelig jeg havde været, mens hun var borte. Det endte med at hun sad og græd med Armene om Halsen paa mig og lovede Bod og Bedring. Nu gaar hun derhenne i Haven og ekuffcr Gange og er lydig og elskværdig og taknemlig, fordi hendes "Farlighed" blev taget pas den Maade."

"Maa der aldrig Haardhed til?"

"Haardhed, nej! Men Bestemthed naturligvis. Blot maa denne Bestemthed hvile paa virkelig ægte Kærlighed til Opgaven og paa en sand Vilje til at forstaa disse Pigebørn, deres Lyst og Trang, deres aandelige Milieu, og alle de mange, mange svære Kampe, de har at bestaa, først for at indordne sig under Livet her paa "Vejstrup" og dernæst for at tage sig sammen og blive dygtige og hæderlige Kvinder.

Det, det først og fremmest gælder om, er at faa dem at interessere sig for det rent manuelle Arbejde. Og saavel paa dette som paa de livets andre Punkter indenfor Opdragelsearbejdet, vi udfører, maa jeg rige, at Pigerne indbyrdes opdrager hinanden ikke saa lidt.

Det er mærkeligt at se, hvorledes de ældre Elever her kan opmuntre og hjælpe de yngre.

"Jeg véd godt, at det er drøjt til at begynde med," kan man høre en af de "gamle" sige. "Men det er nu ligegodt Sjov, naar man kommer ind i det! Alt det, man kan lære! Jeg hører ogsaa ofte de ældre Piger opmuntre de unge til at gaa til mig og snakke med mig om deres Genvordigheder, deres Savn og Længsler.

"Det er nu underligt, men hun forstaar En!" siger de. Og saa kommer de listende og snakker ud. Og det letter. Og vi bliver saa forfærdelig gode Venner lidt efter lidt. Selv de. der til at begynde med erklærer, at "de kunde myrde mig", falder til i Løbet af kortere eller længere Tid."

"Religiøs Paavirkning -" spørger jeg uvilkaarilgt. Det ligger jo nær.

"Ikke direkte i alle Fald. Her prædikes ikke paa Vejstrup. Og her bedes ikke Bønner og synges Salmer paa Kommando. Jeg nærer rent personligt en Skræk for aandelig Trang og aandelig Uniformering. Er man et kristent Menneske, da maa Ens Gerninger tale for En. Kommer de unge Piger saa vidt, at de kan se, at det kristne Livssyn bærer store moralske Værdier i sig, da er der meget vundet for dem. Men der skal Modenhed til for at forstaa sligt, og religiøs Tvangsfodring er kun af det onde. Det maa i al Almindelighed opnaar dermed er Hykleri. Og en Hykler er sværere at hjælpe paa Gled end en trodsig eller haard ..."

Vi begiver os nu paa Vandring gennem Hjemmets forskellige Lokaliteter. Hver ung Pige har sit pæne lille Værelse, som hun kan pynte op i efter egen Smag og Tykke: med Billeder, Potteplanter, hæklede og broderede Stykker og mange andre Smaapillerier af den Slags, som nu ganske særlig tiltaler saadanne unge Pighers Smag og Hyggefølelse.

"Man maa saa vidt muligt lade de forskellige følge deres individuelle Smag og Utilbøjelighed og lade dem gøre det i saa vid en Udstrækning, som det kan forenes med deres Opdragelse," siger Frk. Schneekloth. "I jo højere en Grad det er En muligt at give de Unge Indtrykket af. at deres Vilje og eget Initiativ og personlige Frihed ikke er dem berøvet, des bedre og lettere opdrager man dem paa alle de Punkter, hvor de skal og maa underkastes en gennemgribende Udrensning og Opdragelse." - - -

Vi gaar gennem Systuerne, hvor alle de Klæder, som slides paa Vejstrup - og det er ikke helt Smaating - bliver forfærdigede. Nydelige moderne Klæder, fikse og afvekslende i Snit, Farver og Mønstre, saaledes at de Unge, naar de færdes ude omkring blandt Egnens Befolkning, Ikke "stikker af" mod den som "Anstaltspiger". 

"En Kvinde skal have Lov til at være forfængelig." siger Frk. Schneekloth med et lille Smil. "For os gælder det bare om at søge at lede denne Forfængelighed ind i et virkeligt smukt og sundt Spor. Klædte vi de Unge her i Sæk og Aske, vilde Resultatet bare vare, at de iførte sig Skøgens letfærdige Dragt den Dag, de vel var sluppet herfra. Nej, en af vore mange Opgaver er blandt andet den: at lære dem at klæde sig med Smag og Takt. Og det gaar forresten helt godt med det saadan." ---

Vi passerer Køkkenet og Køkkenregionerne! Køkkenlærerinden har Fridag i Dag, og to af de unge Piger skal derfor - som altid en Gang om Ugen - klare alt Køkkenet på egen Haand. De slider i det For Øjeblikket gøres der rent efter Middagsmaaltidet; men Iidt senere, naar Eftermiddagskaffen er drukket, skal der steges Fisk og laves Kartoffelsalat til Aftensmaden. Og nu, der er kommet Gæst, er del meget "spændende" at faa det hele lavet og serveret saa fint som muligt. Man skal vel vise, hvad man dur til. Og Flora, den fremmeligste af Køkkenpigerne, ler over hele sit runde Ansigt.

Ogsaa Vaskeriet kigger vi paa. Der arbejdes ikke i Øjeblikket. Men Storvasken til næste Dag er sat i Blød, og i et grønt Lysthus ved Siden af Bygningen sidder tro unge Piger med deres "Fritidsarbejder", fine Broderier, som er beregnet enten til Supplement af det Udstyr enhver faar med, naar hun forlader Vejstrup, eller som Julegaver til dem derhjemme.

"Fritiden," siger Frk. Schnekloth, "er maaske det allervigtigste Led i hele Opdragelsesarbejdet. Det er vigtigt at lære at bruge sin Fritid. Derfor er det ogsaa vigtigt, at de Unge her virkelig har Fritid, som helt er deres egen. De lærer hurtigt: ikke alene at sætte overordentlig Pris paa den, men ogsaa at anvende den paa baade nyttig og fornøjelig Maade. En Del af den bruges naturligvis (især om Søndagen) til Leg, Sang, Musiceren osv. Men langt den overvejende Del benyttes til Forfærdigelse af fine Haandarbejder. Disse Haandarbejder maa Pigebørnene selv betale, og ogsaa heri ligger der et opdragende Moment: man lærer at sætte Pris paa de Ting, man har erhvervet sig for sine egne Penge!"

"Hvorfra faar de unge Piger disse Penge?"

"Dels derigennem, at vi har organiseret baade et Præmie- og et Bødesystem. I stedet for evigt Smaaskænderi over Smaaforglemmelser og Smaaforsømmelser har jeg indført en Bødekasse, hvortil man maa bløde en Tiøre, naar man forsømmer en eller anden lille Pligt. Paa den anden Side kan man også tjene lidt: ved særlig ihærdigt Havearbejde, ved Markarbejde og paa anden Vis, f. Eks. ved at udføre Syarbejder for Lærerinderne i Fritiden. Mange faar jo ogsaa af og til sendt Smaabeløb (jeg beder altid udtrykkeligt de Paarørende om, at det maa være Smaabeløb) hjemmefra osv. osv. De Penge, som kommer i Bødekassen, gaar til Fællesbehov saasom nye Potteplanter og Broderiarbejder til Opholdsstuerne osv. osv." - - -

Efter endt Rundgang gennem de smukke, lyse og hjemlige Lokaliteter ender vi i Frøken Schneekloths private Dagligstue, hvor vi fordyber os i en meget interessant og lærerig Samtale om Vejstruppigerne og deres Liv i Fortid, Nutid og Fremtid. Enkelte særligt Interessante Skæbner rulles op for mig, men da de for en meget stor Del lever lykkeligt og I godt som hæderlige Hustruer og Mødre, forbyder det jo sig selv at I genfortælle dem.

Saa meget kan man dog i al Almindelighed sige, at der ud at Frk. Schneekloths Beretninger, som gives ganske nøgternt uden mindste "Schwulst" eller fjerneste Sentimentalilet, snarere med en vis fln Understrøm af Sans for Livets ofte ufrivillige Komik, tegner sig en ganske bestemt Linje for Resultaterne af det Arbejde, som geres her.

Og denne Linje viser, at et meget stort Procenttal af disse unge Piger, efter at have opholdt sig 2-3 Aar paa Vejstrup, gaar ud i Verden igen for Resten af deres Tilværelse at føre et fuldt ud hæderligt Liv. Mærkeligt er det imidlertid, at det ikke altid er netop dem, der under Opholdet paa Hjemmet har vist sig lettest, elskværdigst og behageligst at have med at gøre, som det gaar bedst. Givet er det i alle Fald, at de Pigebørn, som paa "Vejstrup" har været vanskelige, trodsige og svære at bøje, ofte er dem, som senere hen i Livet klarer sig bedst.

Et meget almindeligt Træk er det ogsaa, at de unge Piger efter at have tilendebragt deres Tid paa Vejstrup, straks efter Udskrivningen igen kaster sig ud i et fuldkommen vildt Liv, raser ud, om man saa maa sige. Men Gang paa Gang har Frk. Schneekloth set, hvorledes enten et Barn eller en Mand, som var villig til at gifte sig med dem, fik dem til fuldstændig at forandre Levevis, saa de blev dygtige og hæderlige Kvinder, og netop for disse Kvinder faar al den praktiske Dygtighed, som de i sin Tid erhvervede sig paa Vejstrup, en overordentlig stor Betydning, fordi den skaber dem Mulighed for at føle sig tilfredse med deres Lod som Husmødre.

E. D.

(Social-Demokraten, 12. december 1925).

Foto fra en artikel i Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 13. januar 1908. 

Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for piger, Vejstrup Pigehjem blev taget i brug i 1908. Første forstander var Gerda Schneekloth, indtil sin død i 1927. Efterfølger blev frk. Sejerøe-Olsen. Pigerne blev betegnet som "faldne kvinder": kriminelle, prostituerede der var opgivet børnehjem via tvangsfjernelse, optagelseshjem og opdragelseshjem. Hjemmet var beregnet til 25 Piger i alderen 16-21 år. Pigehjemmet  lukkede i slutningen af 1950erne. Det fortsatte dog som institution, indtil det blev overtaget af Oure Idrætsskole.

Ikke uventet fortsatte flugtforsøg. Fyns Social-Demokrat berettede 20. oktober 1948 om en pige som brækkede armen under et spring ud af et vindue. Den 4. november 1952 berettede Viborg Stiftstidende at ni af pigerne stak af. Men at seks ret hurtigt meldte sig igen, idet ingen af dem i farten havde fået overtøj med. Det skete efter at "Lørdagspigerne" havde underholdt på Vejstrup. Pigerne ville gerne fortsætte på egen hånd, hvad de fik lov til.

Se endvidere Bolette Frydendahl Larsen: Opdragelse og diagnosticering. Fra uopdragelighed til psykopati på Vejstrup Pigehjem 1908-1940. Lunds Universitet, Studia historica Lundensia nr. 32, 2020.

Lære alt, hvad der hører til Hjemmets Tarv! (Efterskrift til Politivennen)

Fra Paaklædning af Børn til Undersøgelse af Næringsmidler.

Hvor de dygtige Husmødre uddannes.

Et Kursus, Frederiksberg Kommune har Ære af.

Frederiksberg Kommune har i denne Vinter anstillet et Undervisningseksperiment, som taler Kommunen til Ære og som den heldigvis ogsaa synes at skulle faa Glæde af. Skoleinspektør J. Hørbøll, der er Idéens Ophavsmand, og den, der har ført den ud i Livet, fortæller os herom:

- Der findes tilstrækkelige Fortsættelsesskoler, der giver Undervisning i Maskinskrivning, Stenografi og slige Fag og vi har særskilte Kursus i Haandgerning og Husgerning, der stadig har stor tilslutning. Men Tanken med dette Kursus var at give en samlet og fuldstændig Undervisning i alt, hvad der vedrører selve Hjemmets Tarv - det er Hjemmet, der er den bærende Tanke, og Hensigten den, at give de unge Kvinder en Uddannelse, der sætter dem Stand til at møde alle de Krav et virkeligt Hjem stiller.

I September begyndte vi med 21 unge Piger i Alderen fra 18 til 22 Aar, og de faar 5 Timers daglig Undervisning: 3 Timer praktisk, 2 Timer teoretisk, deri iberegnet to Timer Gymnastik om Ugen. Kursus'et skal vare i 8 Maaneder, og Lørdagen har de fri til Hjemmeøvelser. De undervises i følgende Fag: Husgerning d. v. s. Madlavning, Borddækning, Bordpyntning, Bagning og alt, hvad det kommer ind under Begrebet Rengøring. Disse Timer ledes af Frøken Karen Larsen. Dernæst al Haandgerning, derunder Skrædersyning, Tilskæring og Mønstertegning. Heri underviser Frøken Rebekka Petersen. I Forbindelse hermed lærer Ingeniør Wanggaard Eleverne Stofkundskab, d. v. s. hvad de forskellige Klæde- og Linnedvarer er lavet af, hvorledes Stofferne udvindes o. s. v.

Eleverne lærer at afsløre Forfalskninger i Næringsmidler.

Viceskoledirektør Franck underviser i et lige saa interessant som vigtigt Fag nemlig Næringsmiddellære, og Undervisningen et særlig baseret paa Laboratoriearbejde. Her faar de unge Piger et grundigt Begreb om, hvad de forskellige Næringsstoffer bestaar af, deres Næringsværdi etc., og de lærer at konstatere Forfalskninger gennem kemiske Eksperimenter. De lærer ogsaa selv at fremstille adskillige Nødvendighedsartikler f. Eks Sæbe.

Fru Dr. Dederding sætter Pigerne ind i all Hjemmets Hygiejne vedrørende Barnepleje og Sygepleje. Den praktiske Undervisning faar de ved at klæde store Dukker af og paa, lægge de forskellige smaa intime Beklædningsstykker rigtigt og anlægge en Forbinding. Hjemmets Udsmykning og hele Anlæg lærer de af en saa kyndig Mand som Hr. Kunstmaler Møller Jensen. De faar et Begreb om at "skabe Hjemmet", vælge smag og stilfulde og dog billige Møbler, vælge god Vægsmykning, vrage og vælge Tapeter, Gardiner og Portierer. Eleverne faar kort sagt deres Smag kultiveret. Endelig giver jeg selv, siger Hr. Hørbøll, Vejledning i Literatur og Samfundslære, samt lærer de unge Damer at stille et fornuftigt Husholdningregnskab op. Det hele var paa en vis Maade en Prøve men vi har haft saa stor Glæde af dette første Hold. at der nu bliver fortsat paa den Vej, der er begyndt. Det har været en Fornøjelse at se den Iver og Interesse, Eleverne har vist overfor alle Fagene, og det viser jo fuldt ud, at flor virkelig er en god Jordbund for et Kursus af denne Art!

- - -

Hr. Hørbøll, der oprindelig var Leder, fratraadte, da han fornylig udævntes til skoleinspektør, og i hans Sted overtog Overlærer V. Kirkegaard Hvervet.

- Jeg haaber vi næste Aar kan tage flere Hold, siger denne, og vi  deler oprigtigt dette Haab. Det er en smuk og samfundsnyttig Opgave Frederiksberg Kommune her har taget op - og lad os for Fuldstændighedens Skyld oplyse af hele dette udmærkede Kursus kun koster 3 Kroner.

Larus.

(Aftenbladet (København) 4. februar 1925).

Der er tale om overlærer Haakon Kirkegaard. Kurset "Udvidet Husgerningskursus" sluttede efter 8 måneder 1. maj 1925. I den forbindelse udtalte Valdemar Kirkegaard (se Nationaltidende 12. maj 1925):

- - -

Vi beder Overlærer Hakon Kirkegaard, der har ledet Kursus'et, om at fortælle om Gerningen og dens Resultater.

- Lad mig slaa det fast med det samme, siger Hr. Kirkegaard, at Resultatet har været over al Forventning. Vi begyndte med 23 unge Piger og sluttede med 24, og alle har vist meget stor Interesse for Arbejdet.

Vi har lagt Timeplanen mellem 2 og 7, saaledes at Eleverne kan hjælpe til i Hjemmet eller have en anden Formiddagsplads ved Siden af Skolegerningen. - De Ting, der er undervist i, er først og fremmest Husgerning og Madlavning. Fru Dr. Dida Dederding, Overretssagfører Dederdings Frue, har sat de unge Piger ind i Moderkundskab og seksuel Hygiejne. Direktør Møller Jensen for Skolen for Kunsthaandværk har arbejdet paa at udvikle deres Smag særlig med Henblik paa Hjemmets Indretning, Skoleinspektør Hørbøl har undervist i Historie og Litteratur, Viceskoleinspektor Franck i Næringsmiddellære. Endelig har Ingeniør Vanggaard paa Polyteknisk Læreanstalt undervist i Stofkundskab - givet dem Kendskab til tekstile Stoffer, Silkevarer, Emaillevarer og den Slags Stoffer, som de stilles overfor i det daglige Liv.

Vi har prøvet at samle alle disse Fag, som kunde interessere og gavne de 16- til 24-anrige unge Piger, og det har vist sig, at vi har grebet rigtigt.

Frederiksberg Kommune stillede sig straks velvilligt overfor Tanken om Kursusets Oprettelse, saa vi opnaaede at blive en kommunal Institution, der selvfølgelig nu vil fortsætte sit Arbejde. Vi har endog faaet saa mange Henvendelser, at vi tænker paa at begynde to Hold til Efteraaret. Foreløbig har vi til Huse paa Nyelandsvejs-Skole, men meget af Undervisningen foregaar jo paa Museer, paa Børnehjem og lignende Steder.

A propos Undervisningen. Den foregaar ikke ved lektielæsning. Kun gennem Foredrag, Samtaler og Lyshilleder.

- Er De Tilhænger af den saakaldte Arbejdsskole?

- Absolut! Og naar der paa det store Diskussionsmøde om Skolesagen blev rettet saa stærke Angreb mod Mellemskolen, saa finder jeg disse Angreb fuldstændig forkerte. Mellemskolen er i sig selv udmærket. Er der noget galt fat - og det er der - saa er det udelukkende Lærernes Fejl! Man opnaar glimrende Resultater uden at lægge det altfor store Pres paa Eleverne, som det meget Hjemmearbejde er. - Hvad Spørgsmaalet Fællesskole eller Særskole angaar, da er jeg absolut Tilhænger af den første Kategori. Det er den naturligste, den bedste, den mest virkelige. 

Og om Ungdomsskolerne skal være obligatoriske eller frivillige? - Lad os endelig ikke gøre den Dumhed at binde de unge! Men lad os gøre Ungdomsskolerne saa tillokkendde og tiltalende for dem, at de faar Øje for deres Værd.

Saa er der ingen Fare for, at de ikke skal komme af egen fri Villie.

(Nationaltidende 12. maj 1925. Uddrag).

Politibetjent dømt for Usædelighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 22. marts 1924 startede en affære som fik store følger for Københavns Politi: Den involverede var opdageren Plougholt der havde været gift i 4 år og havde et lille barn, skal have dyrket "fremmede damebekendtskaber", og yndede at fremvise utugtige postkort til sine politikolleger. Om denne sags følger for kriminalpolitiet, se særskilt afsnit på denne blog.

Opdager Plougholt dømt.

Han fastholder sin Uskyldighed og indanker Sagen for Højesteret.

Ved Landsrettens 1. Afdeling - Retsformand Axel Rasmussen - behandledes i Gaar den pinlige Sag imod Opdageren Plougholt.

Retshandlingen foregik for aabne Døre, og en Række Politimænd overværede Mødet.

Statsadvokat Gammeltoft mødte personlig som Anklager, medens Overretssagfører Lachmann varetog Forsvaret.

Plougholt er 30 Aar gammel. Efter at han havde været Sergent, blev han i 1920 ansat i Politiets Tjeneste. Han er gift, og i Ægteskabet er et lille Barn. Fra alle Sider har han faaet gunstige Vidnesbyrd.

Statsadvokaten gennemgik det, der skete om Aftenen den 22. Marts, og paastod, at Plougholt havde vist strafbar Opførsel imod den 14-aarige Agnete Petersen, da hun var inde i Ejendommen Vestervoldgade 12 for at aflevere Aviser. Den Forklaring, den Sigtede afgav straks efter Anholdelsen, ændrede han paa væsentlige Punkter i Dommervagten.

Barnets Forklaring.

Agnete blev nu afhørt, og hun gav en meget tydelig Forklaring. Retsformanden indskærpede hende, at hun maatte tale Sandhed. Hun maatte tænke paa, hvilken Ulykke, hun kunde bringe over den unge Politimand; hvis han paa hendes Forklaring blev dømt uskyldig, vilde hun aldrig faa Fred for sir Samvittighed. Hun maatte ikke tage i Betænkning at ændre sin Forklaring, hvis den var urigtig; ingen vilde gøre hende det mindste derfor.

Barnet fortalte derefter, at Plougholt havde staaet paa Trappen, da hun kom ind. Han gik op; hun bagefter. Imidlertid passerede hun forbi ham, og de hun skulde ned igen, stod han paa Afsatsen nedenunder og opførte sig uanstændigt. Han vinkede til hende, men hun var nu blevet bange og raabte om Hjælp.

Kontorbud Clausen, der bor paa 1. Sal, hørte hendes Raab. Idet han tog i Døren, løb Plougholt. Hun erklærede, at hun ikke havde tænkt at melde ham til Politiet, før en Chauffør opfordrede hende dertil.

Opdagerens Fremstilling.

Opdager Plougholt forklarede, at han den paagældende Aften skulde være rejst til Horsens med sine Kammerater for at synge for Tugthusfangeme. Efter at han paa Banegaarden havde set, hvornaar Toget gik, cyklede han til Vestervoldgade, hvor han skulde møde en af sine Venner. Da han kom i Nærheden, saa han en Mand gaa ind i Nr. 12. og da han mente, at det var ham, stod han af og gik ind. Han mødte Pigebarnet paa Trappen, men det er ikke rigtigt, at han havde opført sig uanstændigt.

Flugten.

- Men hvorfor styrtede De da af Sted, fordi hun raabte? spurgte Retsformanden. Tænkte De paa, hvad De kunde blive sigtet for?

- Nej, jeg vilde blot bort for ikke at komme ind i nogen Ballade.

Det vil erindres, at Plougholt cyklede op ad Nørrevold, og at der foregik en hidsig Eftersøgelse, indtil han væltede i i en Snedrive.

- Det var en ren Flugt, sagde Retsformanden.

- Jo, da De endelig var blevet fri for Deres Forfølgere, søgte De op til Deres Svigermoder for at hvile Dem. Vejret var da ved at gaa helt af Dem. Det var en flugt.

Dommen

Der afhørtes ialt 17 Vidner, hvorefter fulgte en kort Procedure.

Kl. 4 Eftermiddag faldt Dommen, det lød paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Retsformanden: De behøver ikke straks at udtale Dem om, hvorvidt De vil indanke Sagen eller modtage Dommen.

Plougholt: Jo, jeg kan godt sige straks, at jeg vil have Sagen for Højesteret. Jeg er nemlig uskyldig i det Forhold, for hvilket jeg er dømt.

- Ja, jeg ved godt, at det er Deres Standpunkt, men Dommerne har fundet tilstrækkeligt Bevis, sagde Retsformanden.

- Jeg er uskyldig dømt, svarede Plougholt.

Det tilførtes Retsbogen, at den Domfældte ønskede Sagen for Højesteret. Udskriften tilstilles nu Rigsadvokaten.

Dermed sluttede Retsmødet.

(København 17. april 1924)

Opdager Plougholt blev ved landretten i april 1924 - og i juni stadfæstet af højesteret - idømt 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost for at have udvist usømmelig opførsel overfor en 15-årig pige, Agnete Petersen. Sagen rullede som nævnt videre senere på året.  

Lindevangshjemmet 7/8. (Efterskrift til Politivennen).

Kvindelig Bersærkergang. Den 9. August undveg en ung Pige paa 17 Aar, der af Køge Værgeraad var anbragt paa Lindevangshjemmet paa Frederiksberg, og hun har siden været eftersøgt dels i København og Frederiksberg og dels her i Omegnen. Mandag Formiddag lykkedes det Kriminalpolitiet at anholde Pigen, der havde søgt Tilhold hos en Broder. der er Husmand paa en større Gaard i Omegnen. Paa Køge Politistation afgav hun Forklaring med Hensyn til sin Færden siden Undvigelsen, og da hun fastholdt, at hun, saafremt hun atter blev anbragt paa Hjemmet, paany vilde flygte derfra, blev hun efter Begæring fra Værgeraadet indsat i Arresten, for at Værgeraadsfonnanden kunde konferere med Overværgeraadet om hendes fremtidige Anbringelse.

En Betjent fik Ordre til at indsætte Pigen i Arresten, men hun benyttede Lejligheden til at løbe fra Betjenten, som dog ved Hjælp af et Par yngre Mennesker, der tilfældigt kom tilstede, fangede hende. Hun bed og slog om sig som en rasende, men der hjalp ingen Kære Mor.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 25. september 1923).

Lindevangshjemmet 5/8. (Efterskrift til Politivennen).

 Lindevangshjemmet.

De fleste Københavnere har set Vognen med Vasketøj, hvor der staar malet "Lindevangshjemmet" paa. Men dermed er ogsaa Kendskabet til dette Hjem for manges Vedkommende færdigt. Og dog har denne Institution den 30. Decbr. i Aar arbejdet og virket i Velgørenhedens Tjeneste 25 Aar.

Stiftsdame Fru Barner, der i en Aarrække var Direktrice for Fængselsselskabet paa Christianshavn, skyldes den varmeste Tak for Oprettelsen af dette Hjem, der optager, vejleder og opdrager straffede Piger. Ved at tale med de mange unge kvindelige Fanger og søge at paavirke dem i sandelig og religiøs Retning følte hun, hvor meget disse Kvinder imellem 14 og 20 Aar manglede i Opdragelse og Udvikling til atter at tage fat, naar de kom paa fri Fod. Og hun indsaa, at der Haand i Haand med Straffeanstalterne burde arbejde kristne og kærlige Hjem, hvor den unge Pige. der efter endt Straffetid selv ønskede det, kunde finde et Tilflugtssted.

Paa denne troende og varmtfølende Kvindes Initiativ rejstes "Lindevangshjemmet", med Plads til 20 unge Piger.

Det var med en Følelse af at besøge et Hjem paa Landet, at jeg ringede paa Gitterlaagens Klokke, da jeg kom op gennem den gamle Lindeallee. Og endnu mere Følelse af et Hjem fik jeg, da jeg besøgte det store Køkken og bagefter saa alle de smaa Sovekamre, thi hver Pige har sit, og den store venlige Dagligstue. Det er en smuk Gerning, der udføres her med at oplære alle disse Kvinder i Husgerning, Vask og Strygning, og endda ikke forsømme deres aandelige Uddannelse. Her undervises i Regning, Skrivning og Dansk. Om Aftenen, naar Dagens Arbejde er endt, samles Pigerne i den store Dagligstue, og Bestyrerinden, der er som en Moder for dem, læser højt. Ja, her er hjemligt og hyggeligt, og derfor bærer ogaa Gerningen Frugt og har smukke Resultater at opvise.

Læretiden og Opholdet paa Hjemmet har fra første Færd været ansat til 2 Aar - men da det virkede afskrækkende for mange  Kvinder at binde sig paa saa langt et Tidsrum, nedsættes den til 1 Aar. Vederlaget, der betales for hver Pige, er 10 Kr. om Maaneden. Hjemmets væsentligste Indtægt er Vask og Strygning, som naturligvis alligevel ikke strækker til. Udgifterne til Husholdning, Vedligeholdelse etc. er jo store. Resten maa altsaa faas ved Gaver, hvortil der altid tranges.

Lad ikke "Lindevangshjeinmet" forgæves bede om Støtte til fortsat Virksomhed, thi det er en stor Kærlighedsgerning at opretholde og vejlede de Kvinder, der er kommen paa Kant med Lovene, og faa dem til nyttige Mennesker i Samfundet.

Vibeke Salicath.

(København 28. december 1902).

Blomsterpiger og Mælkedrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Mælkedrengene.

I Borgerrepræsentationens Møde paa Mandag foreligger der et Forslag, som gaaer ud paa at hindre en urimelig Anvendelse af Børn uden for Skoletiden, med særligt Henblik paa Mælkedrengene. Man ønsker Børnenes Arbejde begrænset paa samme Maade, som det er foreskrevet i Fabrikslovens § 9.

For at erfare, hvorledes dette Forslags Gjennemførelse vil indvirke paa Driften i herværende større Mælkekompagnier, som tilsammen beskjæftige et meget betydeligt Antal Børn, have vi anmodet et Par sagkyndige Herrer om at udtale sig om Sagen. Det har jo sin Interesse, fordi det jo altid i sidste Instans er Publikum, som kommer til at betale forøgede Driftsomkostninger.

Vi give derefter først Ordet til Direktøren for Det danske Mælkekompagni, Hr. Salicath; han siger:

Jeg anseer i og for sig det fremsatte Forslag for særdeles rimeligt, det er ikke heldigt at anvende Børn til Mælkeombæring. Jeg veed Tilfælde, hvor disse Drenge saa at sige maa ernære Familien, fordi de Øvrige Medlemmer tage sig Livet lettere i Bevidstheden om, at de i Nødsfald kunne støtte sig til Barnets Fortjeneste.

At det overanstrænger dem, er sikkert; det er mig bekjendt, at de tilbringe det meste af deres Skoletid med at sove, og enkelte meget humane Lærere lade dem roligt sove med Hovedet paa Bordet

Gaaer nu dette Forslag igjennem, kan der tænkes forskjellige Maader at møde det paa. Enten kunde man lade Drengene møde i det Kvarter, hvori de bo, hvilket altid vilde forkorte Tiden noget, og man kunde give dem fri en halv Time før end nu, hvor Arbejdstiden først er forbi Kl. 12 om Formiddagen. Derved vilde Fabrikslovens Fordringer være opfyldt.

Eller ogsaa kunde man engagere konfirmerede Drenge i Børnenes Sted. Jeg antager, at man kunde lade sig nøje med at indskrænke Mælkedrengenes Antal til 2/3 hvis man benyttede konfirmerede Drenge.

Paa Spørgsmaalet, om det ikke vil blive vanskeligt at skaffe et saa stort Antal konfirmerede Drenge, da disse jo i Reglen blive sat i Lære, svarer Hr. Salicath "Nej", idet han henviser til, at man hidtil har kunnet faa lige saa mange, man ønskede og meget ofte faaer Anmodning om Ansættelse fra voxne Drenge. Dog tør han naturligvis ikke svare for, at der ikke vil blive Mangel i Tilfælde af, at alle Kompagnier udelukkende ville benytte konfirmerede Drenge.

Direktøren mener iøvrigt, at en Prisforhøjelse ikke vil udeblive længe, ikke saa meget paa Grund af den eventuelle nye Arbejdskraft, som fordi Indkjøbspriserne i de sidste Par Aar ere stegne med 2-3 Øre, fordi Kulpriserne ere blevne højere og i det Hele taget alle Udgifterne stegne.

Han troer, at en Prisforhøjelse allerede vilde have været vedtaget, hvis der ikke var kommen nye Kompagnier.

Som et udmærket Supplement hertil skulle vi anføre Direktør Schmidts Udtalelser. Hr. Schmidt har i mange Aar været Bestyrer af "Kjøbenhavns Mælkeforsyning" og leder nu "Trifolium".

Hr. Schmidt anfører: Jeg synes i Grunden, at Mælkedrengene har det ganske godt, de faa om Vintere udleveret en islandsk Trøje, og om Sommeren en net, blaa Bluse og der bliver mange Steder stukket Frokost til dem af gode Mennesker. Men naturligvis, de overanstrenger dem.

Det vil blive noget dyrere at anvende konfirmerede Børn, idet Lønnen for deres Vedkommende er 25 Kroner, for de smaa Drenge, derimod kun 15 Kroner. Men paa den anden Side kan man indskrænke Antallet.

At man atter skulde være i Stand til at faa Tjenestepigerne til at hente Mælk ved Vognene, anser jeg for mere end usandsvnligt, nemlig for haabløst. Tjenestepigernes Fordringer ere paa alle Punkter stegne betydeligt de senere Aar og det er jo en Ulejlighed at løbe op og ned ad Trapperne og staa og vente efter Tur for at faa Mælken udleveret ofte i daarligt Vejr. Det gaaer ikke.

Jeg troer dog ikke, at vi blive nødte til at forhøje Prisen paa Grund af Fabrikslovens Anvendelse paa Mælkedrengene. Derimod har jeg andre Grunde tit at tro, at en Forhøjelse ikke vil udeblive længe.

Som det maaske er bekjendt, har Borgerrepræsentationen nedsat et Udvalg, der skal tage Stilling til forskjellige sanitære Forhold bl. A. ogsaa til, hvorvidt man i Fremilde skal tillade, at der udskænkes Mælk fra aaben Gade.

Efter hvad jeg har erfaret, har Udvalget bestemt sig for at fordybe dette, og hvis dets Indstilling vedtages, vil det medføre, at Mælken maa emballeres, hvad der for Kjøbenhavns Mælkeforsyning er ensbetydende med en betydelig Merudgift. Da det er dette Kompagni, som navnlig har været til Hinder for, at Prisen er bleven forhøjet, kan vi c: de andre Mælkekompagnier. kun med Glæde se paa, at Udvalgets Forslag blev ført ud i Livet; thi det vil sikkert bevirke, at Kjøbenhavns Mælkeforsyning ogsaa gaar med til Forhøjelsen Jeg troer dog ikke, at en øjeblikkelig Forhøjelse vil komme til at overskride en Øre pr. Pot, altsaa blive 17 Øre i Stedet for 16 Øre og 9 Øre for en halv Pot.

Med denne betingede Beroligelse slutteer Direktøren, hvorefter man kan skjønne, at endnu er Alt roligt paa "Mælkevejen", men at det ikke vil vare lange, førend de første Stjerneskud falder. Hvert af dem betyder en Merudgift for Publikum og en ordentlig Merindtægt for Kompagnierne.

(Nationaltidende 1. februar 1902).

Ukendt fotograf: Trifoliums Mælkeforsyning, mælkevogn nr. 16, Allegade. 1906. Det kongelige Bibliotek.

Børnenes Arbejde.

Legemligt og moralsk nedbrydende.

Væk med "Blomsterpigerne".

I de store engelske Byer har man i det sidste Aars Tid truffet omfattende Foranstaltninger til at forhindre, at Fattigfolks Børn misbruges enten til Fabrikarbejde eller til Handelsvirksomhed paa Gaden eller Arbejde i Restaurationer eller Forlystelsessteder om Aftenen.

I København har der længe været Trang til lignende Foranstaltninger, thi man kan uden Overdrivelse sige, at Hundreder af Smaadrenge og Piger aarlig gaar moralsk til Grunde ved den nuværende stærkt udbredte Anvendelse af dem navnlig til Handelsvirksomhed.

Man regner, at en halv Snes Tusend Skolebørn der i Byen maa tjene Penge paa forskellig Vis. De fleste af disse har "Bypladser" og strejfer det meste af Dagen rundt paa Gaderne, udsatte for mangfoldige Fristelser. Mange af dem overanstrænges desuden fysisk ved at bære for tunge Byrder, trække med stærkt belæssede Vogne osv.

Medens de Børn, som i Fabriker er sysselsatte med at klistre Poser, lave Tændstikæsker o. lign., mest er udsatte for at faa Aanden sløvet under det ensformige Dagværk, lærer Mælkedrenge, Forhandlere af Lykkesedler og andre, som stadigt omgaas Penge, meget hurtigt at "file" nogle Øre her og der, og de, der ikke er saa lykkelige fra Hjemmene at være forsynede med tilstrækkelig moralsk Modstandskraft, gaar med rivende Hast ned ad Skraaplanet, som fører direkte til Forbryderbanen.

At lade Smaapiger forhandle Blomster paa Gaden eller i og udenfor Kafeer, er ogsaa den sikre Vej til deres moralske Ruin. Meget hurtigt lærer de, hvorledes de skal indsmigre sig hos yngre og ældre, mere eller mindre berusede Kavallerer, som paa deres Side sjældent er videre ømfindtlige i Valget af deres Ord overfor et Pigebarn, der røber blot en lille Smule Frækhed.

Som sagt, her er en virkelig samfundsnødvendig Trang til forebyggende Foranstaltninger, og det maa derfor paaskønnes, at Københavns Magistrat har benyttet sig af den i Fabrikloven givne Bemyndigede til at stille Forslag om at forbyde Skolebørn under 12 Aar at ombære Mælk, uddele Reklamesedler og gøre Tjeneste paa Forlystelsessteder og i Restaurationer.

Herved vil allerede være vundet ikke saa lidt. Men mindst lige saa nødvendigt er det, at man skrider ind mod den hele "Blomsterpige-Institution", der er nærved at være en Skamplet paa Byen. I Udlandets storbyer foregaar Blomsterhandelen altid ved voxne Personer, og det gør i Reglen et slet Indtryk paa de fremmede, naar de ser, hvorledes vi har ordnet os her paa dette Omraade.

(Aarhus Amtstidende 3. februar 1902).

Smaa Tiggere.

Man vil gjøre et Skridt frem i human Retning. Man vil hindre, at Fattigfolks Børn misbruges til et Arbejde, som ligger over deres spæde og svage Kræfter.

Men gjør man det, maa man paa samme Tid sørge for, at Mælkedrengene, de smaa Haandlangere fra Kafeer og Restauranter osv. ikke gaa ud af de for tidligt Arbejdendes Hær for at gaa ind i en anden, langt sørgeligere - de smaa Tiggeres. 

Den Hær er nemlig stor nok i Forvejen, Tiggerhaandværket dyrkes i alle sine Forgreninger af Børn, ofte med en Færdighed, der hartad er forbløffende.

Maaske er Barnet opdraget dertil fra Vuggen. Det har siddet paa sin Moders Arm, da hun en Aften tog Plads paa en Trappe via Strøget, strækkende Haanden ud mod enhver velklædt Person, der gik forbi. Barnet - det var hendes Skilt, med det paa Armen udfoldede hun en virksom Reklame. Thi dette Syn af en lullende Moder med et frysende Barn og med en oplyst Butiksrude som Baggrund er af dem, som en let paavirkelig Spaserende vanskeligt gaaer ligegyldig forbi.

Saa, da Purken blev saa stor, at han selv kunde støtte paa Benene, begyndte han Virksomheden paa egen Haand, men selvfølgelig for Forældrenes Regning. Og her er nu forskjellige Specialiteter at vælge imellem.

Der er Trappetiggeriet, der helst udjøres af to eller tre Søskende. Lukker man Døren op, staa de derude paa Trappegangen, usle, pjaltede og snavsede indtil Ukiendelighed. Forrest den mindste, bærende en Kurv paa Armen, bagved de ældre Søskende. Men Alle synes de saa omtrent at have mistet Mælets Brug. Af deres Klynken og Smaagræden kan man lige faa det ud, at de ere sultne, at deres Moder har sendt dem, at flere eller færre af Familiens Medlemmer ligge paa Hospitalet. Giver man dem Mad, finder man den bagefter hensat i et Vindue paa Trappegangen. Giver man dem Penge, støtter man en dristig og vistnok i Reglen ganske lønnende Forretning.

Men det rene Tiggeri synes at blive mere og mere sjældent. I mange Tilfælde udføres det vistnok for Børnenes egen Regning. Man faaer et levende Indtryk deraf, naar en Frostvinter lægger bærekraftig Is paa Søerne. Da bestormes Trappegangene i de tilstødende Gader af tiggende Drenge. Faa de Penge, kan man et Øjeblik efter se dem smutte ind til den nærmeste Urtekræmmer - for at kjøbe Kinesere.

Fremfor det egentlige Tiggeri yndes nu, synes det, det maskerede. Barnet sendes ud for at sælge en eller anden Vare til en Pris, der er den dobbelte af, hvad den er værd, eller en Vare, som ingen Mennesker formodes at bryde sig om. Forældrene gjøre saa Regning paa, at man kjøber Tingen uden at prutte, eller at man afviser den men alligevel giver Barnet nogle Øre.

Man gjør med andre Ord Regning paa Folks Uforstand. Det kan naturligvis være fuldstændig hæderligt at sælge Varer ved Dørene, helst naar det er Husflid, og det er forstaaeligt, at Fattigfolk bruge deres Børn dertil. Men man bør da stille sig overfor dem som overfor alle andre Handlende, give dem, hvad man mener, deres Ting er værd, og aldrig give dem Almisse uden at kjøbe. Thi derved demoraliserer man dem Hot og giør sit til, at deres "Forretning" efterhaanden bliver et blot og bart Skalkeskjul for Tiggeri.

Mest udfordrende drives dog det maskerede Tiggeri paa Gaden. Andersen's "lille Pige med Svovlstikkerne" tilhører desværre næsten udelukkende Eventyret. Hendes Plads indtages i det virkelige Liv af Drengen med "Lykke-sedlerne", disse elendige Stykker Papir, med hvilke han forfølger Dem en Gade igjennem eller som han paanøder Dem udenfor Kafeerne og paa Forlystelsessteder. Eller hun er bleven afløst af den lille Blomsterpige, der trods sin tilsyneladende saa poetiske Beskjæftigelse maaske er en af Hovedstadens uhyggeligste Fremtoninger, sløv, fræk, bydende sine halvvisne Buketter frem med et udfordrende og lystens Smil.

Der er Børn, som man kan følge gjennem alle Stadier af Tiggeri Aarene igjennem. Aar efter Aar komme de igien, lige ynkelige, lige lurvede, med de samme Historier, der blot ændres lidt efter Tidsforhold og Forhold. Fra at tigge til de syge Forældre, gaa de over til at tigge tit mindre Søskende. Senere optræde de som Arbejdsløse eller som ulykkelige Familieforsørgere, - indtil de en skjønne Dag ere borte fra Skuepladsen, forsvundne bag Fængselets eller Arbejdsanstalternes Mure. 

Man kan og maa have ondt af Mælkedrengene - disse Børn, der purres ud Kl. 3 om Natten for at arbejde i flere Timer, inden de skulle i Skole. Men hellere alligevel det, end at de skulle gaa med "Lykkesedler" eller med Tiggerkurv. Skrides der ind mod Brug af Børn til Arbejde, saa synes det ganske nødvendigt, at der ogsaa maa skrides ind mod Misbruget af dem til Tiggeri. Saa meget mere, som dertil ikke behøves nye Love, kun Opretholdelse af de gamle.

Vidi.

(Nationaltidende 5. februar 1902).

Pastor Krag kritiserer en Skolepiges Paaklædning. (Efterskrift til Politivennen)

En Instrumentmager, hvis 14-aarige Datter gaar i 2. Klasse A i Ryesgades Friskole, har forlangt Pigen udskreven fra Skolen, men Børn er skolepligtige indtil det fyldte 13. Aar, og Anmodningen blev nægtet, hvilket er korrekt nok.

Pastor Krag, der præsiderer i Skolekommissionen, benyttede Lejligheden til at true Faderen yderligere med en Mulkt paa 20 kr. i Anledning af Datterens klædedragt og Frisure, som Præsten mente var anstødelig.

Klagen over Pigens Paaklædning stammer egenlig fra Lærerinden, Frøken Lauritzen, der er gaaet saa vidt, at hun har opmuntret Skolebørnene til at gøre Nar af Pigen, for paa den Maade at gøre hende ked af at møde i den Paaklædning. En anden Lærerinde var dog saa fornuftig at sige til Børnene: "I skal ikke gøre Nar - den, der gør Nar, er selv Nar!"

Vi saa forleden den omtalte Skolepige, og vi kunde ikke forstaa, at der skulde være noget anstødeligt i hendes Dragt. Hun er velvoksen, og Moderen har da omsyet sine egne Klæder til hende og med økonomisk Sans gjort Klæderne saa fuldkomne, at der "er noget at vokse i". Pigen har fodfri kjole, der naar til en Haandsbred over Anklen, og Haaret var viklet op i en lille knude i Nakken. Det hele var net og ganske beskedent og kan langtfra motivere det Staahej fra Lærerinden og Præsten, ovenikøbet da den sidstnævnte slet ikke har set Pigen og saaledes ikke ved Selvsyn er i Stand til at fælde nogen Dom.

Skoleloven har den Bestemmelse, at Børnene skal møde renligt og sømmeligt klædt, og Viceinspektøren, Hr. Geleff, som vi talte med, fortolkede denne Bestemmelse saaledes, at Børnene ikke maa møde pjaltede, skidne eller urenlige, hvorimod Bestemmelsen efter hans Mening ikke kunde bringes i Anvendelse overfor den omtalte Pige.

Men med hvad Ret fremkommer Hr. Krag da med Truslen om Mulkten paa de 20 Kr, der oven i købet blev fremsat i en brøsig og overlegen Tone? Man kunde bedre have forstaaet, at der blev rettet en Henstilling til Forældrene, saafremt voksne og udviklede Skolepiger mødte i kjoler, der var for korte. Men her er jo tværtimod det modsatte Tilfældet: Moderen tager Hensyn til, at Datteren er naaet Udviklingsalderen.

Da Faderen beklagede sig over, at Frøken Lauritzen havde tilladt Skolebørnene at gøre Nar af hans Datter, gav Præsten Lærerinden Medhold. Men det er næppe nogen god pædagogisk Regel at udlevere et Barn som Skive for de andres Spot - ad den Vej kan der ofte ske stor Fortræd.

Instrumentmagerens Hustru har til os erklæret, at Pigen ikke ejer andet Tøj end hvad hun gaar og staar i. Pigen er altsaa nødsaget til vedblivende at møde i Skolen i samme Paaklædning som hidtil, og det vil da vise sig, om Pastor Krag vil gøre Alvor af sin Trussel.

B.

(Social-Demokraten 21. marts 1899. 2. udgave).

Ryesgade Friskole startede 1881-1887 på Blegdamsvej 106 (bygningen har stadig "skoleagtigt" præg), og lå 1883-1989 i Ryesgade 101, som dette foto viser. Fra 1894 havde den desuden en filial på Blegdamsvej 62. På fotoet ses indgangspartiet fra Ryesgade. Foto Erik Nicolaisen Høy (2017).

Lindevangshjemmet 4/8. (Efterskrift til Politivennen).

Lindevangshjemmet.

Hvor Lindevangen ligger, er der maaske ikke saa Mange, som veed. Det idylliske Navn peger ud over de sædvanlige befærdede Strøg i Kjøbenhavn og Frederiksberg. Helt gjennem Smallegade og ud ad Peter Bangs Vej og forbi Diakonissestiftelsen og endda over Jernbanesporet, saa kommer den Privatvej, hvor Lindevangshjemmet ligger. Den hyggelige og ret statelige Bygning, som her ligger omgivet af sin Have, blev for godt en Snes Aar siden indviet til at være en af de Redningsstationer, der ere ligesaa uundværlige i det store Samfunds Liv som de, der anlægges for de Skibbrudne ved Havets Kyst.

Lindevangshjemmet er et Asyl for unge, straffede Kvinder. Det er kristen Tro og Kjærlighed, som har sat Virksomheden i Gang, og denne er fornemmelig rettet paa de Unge og Yngste. Man optager Piger, som udgaa fra Arresthusene og Fængslerne, helst i Alderen fra fjorten til atten Aar, naar de give Haab om at kunne uddannes til dygtige Tjenestepiger og saaledes vende tilbage til Samfundet som nyttige Mennesker. Undtagelsesvis kunne ogsaa Piger optages, der ikke have været straffede, men have gjort sig skyldige i lovstridigt Forhold.

Naar Ordet "Hjem" danner et Led i Asylets Navn, saa er hermed antydet, hvorledes man søger at befæste de unge Piger i det Gode. Det er indrettet som et stort Hjem, og det er ingen Straffeanstalt. Ligesom i et andet Hjem arbejdes der paa at vænne de Unge til et ordentligt og regelmæssigt Liv og til at finde deres Glæde i Arbejdet, medens Samlivets Aand skal løfte Sindene mod Gud og hans Rige, uden at der derfor skal lægges nogen Tynge eller Indsnævring over ungdommelige Hjerter. Ved Siden af Vejledningen til Arbejde og Husorden og ved Siden af Omsorgen for den aandelige Udvikling i højere Forstand, bliver der ogsaa givet Undervisning i Haandarbejde, Læsning, Skrivning og Regning. Og ligesom et andet Hjem holder det ogsaa Øje med sine Døtre, naar de udgaa derfra, og vil give dem Raad og Vejledning og yde dem Tilhold i deres senere Forhold. Som Regel varer Uddannelsestiden i tre Aar - dog kan den i de enkelte Tilfælde forkortes eller forlænges af Hensyn til Pigernes Vel efter Bestyrelsens bedste Skjøn.

Foruden Tilskud og Aarsbidrag fra det Offentlige og fra Private opholdes Hjemmet ved Pigernes Arbejdsfortjeneste og ved Betalingen for deres Ophold. Denne er sat til 60 Kroner om Aaret; der maa altsaa komme meget til fra andre Sider. Hs. Maj. Kongen og den kongelige Familie gaa i Spidsen med store Bidrag; Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret yder et betydeligt Tilskud, ligesom det Spannjerske Legat. Forskjellige Byraad staa sammen med de private Bidragydere om at støtte Hjemmet, som foruden Penge ogsaa modtager Fødemidler og Brugsgenstande fra sine Venner.

Ingen Pige optages i Asylet imod hendes eget Ønske; hun bliver ogsaa forud gjort bekjendt med Husordenen og hvad hun i det Hele forpligter sig til i Hjemmet. Husordenen er god og smuk, i bedste Overensstemmelse med et kristeligt Hjems Krav, hvor der skal arbejdes flittigt. Tidligt op om Morgenen, i sommertiden Kl. 5½ og om Vinteren Kl. 6, saaledes som Tjenestepiger og helst mange andre med bør være vænnede til. Kl. 7 samles Alle til Morgenmaaltidet, hvorefter der holdes en kort Andagt, forinden man gaaer hver til sit Arbejde. Desværre vil mangen en Pige komme til at savne dette siden hen, naar hun faaer sin Plads ude i Livet, hvor Husandagten er kommen i Forfald og svunden bort endog fra mange kristelige Hjem, hvor ellers Guds Ord og Bøn hører til del Uundværlige for Familiens medlemmer i Lønkammeret og i Kirken. Man skulde nødig tænke, at det kun er i et Redningshjem, at den fælles Andagtsøvelse hører sig til, forinden Dagens Gjerning begynder. Ej heller skulde det holdes for Pietistisk, hvad der er god gammel luthersk Skik og forøvrigt har sine Rødder tilbage i det, som er endnu ældre.

Kl. 1 holdes Middag. Derefter fortsætter Arbejdet indtil Aftensmaaltidet, og som Regel kunne Pigerne sidde nogle Timer sammen med Forstanderinden og Medhjælperinderne og beskjæftige sig med Haandarbejde, Læsning o. lign. Hjemmet har Rum for de uskyldige Glæder og den Munterhed, som et godt Privathjem kan byde: Oplæsning, Foredrag, Sang, Leg; i denne Henseende har Hjemmet ogsaa sine Venner, som bidrage til at glæde de Unge. Kl. 9 om Aftenen holdes Andagt, og en halv Time efter skulle Pigerne være i Seng. Søndagen er almindelig Fridag, om hvilken det hedder i Husordenen, at ligesom hele Institutionen er bygget paa kristelig Grund, søger man ogsaa at anvende denne Dag i Overensstemmelse dermed.

Omend det altsaa er et rigtigt Hjem og ingen Straffeanstalt, følger det af sig selv, at Øjemedet, at befæste de unge Piger, som med godt Forsæt komme ud af Fængslet, medfører visse ubetingede Krav og visse Indskrænkninger i Friheden. Der kræves ubetinget Lydighed i Hjemmet og Villighed til Arbejdets Udførelse. Udgangstilladelse gives, men kun naar de ved deres Opførsel og øvrige Forhold have gjort sig fortjente dertil. Besøg maa modtages om Søndagen i visse Timer, men kun ved Henvendelse til Forstanderinden. Overtrædelse af Husordenen straffes med Indskrænkning i Friheden, eventuelt med Udvisning af Asylet. Og naar Piger paa egen Haand forlade Hjemmet, optages de som Regel ikke mere. Den, som har opført sig til Tilfredshed og gaaer i en Kondition, som er tilbudt af Hjemmet, har Adkomst til at faa et passende Udstyr af Klæder efter Forstanderindens Indstilling. Forstanderinden er Husmoderen, som fører Overtilsynet med det Hele! hun assisteres af Medhjælperinder, der ligesom hun selv have frit Ophold og Gage. I Spidsen for Institutionen staaer en Bestyrelse, som bestaaer af fire Mænd, hvoraf en skal være Præst og to Kvinder. Den vælger selv sin Formand. For Tiden beklædes Formandsposten af Kammerherre S. Barner, og Direktør Edv. Blad er Kasserer.

Bestyrelsen har nylig gjort opmærksom paa, at af de to og tyve Pladser, hvorover Hjemmet raader, vare i Januar Maaned kun de tolv optagne, og har derfor udtalt Ønsket om, at denne kristelige Kjærlighedsgjerning maa finde mere og mere Forstaaelse og Tiltrækning i vort Fædreland. Paa Forstaaelse vil det sikkert ikke mangle, naar kun Kjendskabet til Lindevangshjemmet og dets Gjerning bliver tilstrækkelig udbredt. Bestyrelsen anmoder alle Vedkommende om at sende Pigerne til Hjemmel strax efter Løsladelsen af Fængslet, for at de ikke skulle komme ind i løse og usædelige Forhold, hvortil Erfaringen viser, at de ere stærkt fristede; usædelige Kvinder kan nemlig Lindevangshjemmet ikke optage for den moralske Smittefares Skyld.

Siden 1892 er der optaget 48 Piger; mange flere bleve anmeldte, men maatte afvises paa Grund af usædeligt Levned. 16 forlode Hjemmet uden at blive deres tre Aar til Ende. Til Forklaring heraf mindes der om, at disse unge Piger alle komme i en Tilstand af stor aandelig Sløvhed, med næsten helt udviskede Begreber om Godt og Ondt! i mange af dem er der et trodsigt Sind. som gjør det svært for dem at underkaste sig et ordnet Hjems nødvendige Krav, og da forlade de Hjemmet. Et Par af dem begjærede Gjenoptagelse, hvilket dog af Hensyn til de øvrige Piger ikke kunde indrømmes dem. Fem synes helt at være faldne tilbage til deres forrige Liv; om de Andre vides intet Ondt, og Erfaringen viser, at af dem, der komme Hjemmet af Syne, kunne nogle igjen komme til Syne som Mennesker, der ere komne til Ro i et ordentligt Liv. Fjorten ere blevne anbragte i Tjenester, og af dem staa de ti i vedvarende god og glædelig Forbindelse med Hjemmet og nære en stor Taknemmelighed mod det Sted, der modtog dem i deres mørkeste Tid. Enkelte af Pigerne ere lykkelig gifte. En af dem broderede før sin Afrejse paa et lille Stykke Tøj de Ord: "Gud velsigne vort Hjem", lod det indramme for sine Sparepenge og bad om at maatte faa det ophængt i den fælles Dagligstue "til Minde om en Pige, som næst Herren takker Hjemmet for sin Redning."

Sorger og Skuffelser maa nødvendigvis komme paa en Anstalt som Lindevangshjemmet, hvor Kjærligheden maa være den egentlig bindende Magt, og hvor der hersker al den Frihed, som kan forenes med Hjemmels Tugt og Orden. Glæderne høre til de bedste, en Kristen kan faa; det er af dem, hvori Himmelen selv har Andel; thi i Himmelen er der større Glæde over een Synder, som omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke have Omvendelse behov.

Saaledes anbefaler Hjemmet og dets smukke Gjerning sig af sig selv til kristelige Læseres Interesse og Kjærlighed. Alle, som have Sands for Sjæles Værd, og som tilige have Blik for det Store i at faa Mennesker som vare faldne, rejste og ikke alene "frelste" i religiøs Betydning, men ogsaa dygtiggjorte til det jordiske Livs Gjerning, ville venligst komme Lindevangshjemmet i Hu c: baade medvirke til, at Pladserne heri blive benyttede, og yde Bidrag til Hjemmets Underhold.

M.

(Dagens Nyheder 13. marts 1898. Tillæg).