Hvid-sorte Mærkepæle. (Efterskrift til Politivennen)

At de paa den saakaldte Nybro Vase ved Fiskbæk paa Landevejen imellem Viborg og Skive anbragte Mærkepæle eller Stænger ere malede med hvid og sort Farve, har givet Anledning til at en Inds. i "Dbl." er fremkommet med det Spørgsmaal: "Har Vedkommende i denne Deel af Danmark glemt vore egne Nationalfarver, eller vente de Vedkommende igjen snarest at faae Preussere op, og ville de vise disse en Opmærksomhed ved at fremstille for dem deres Nationalfarver?" Svaret, forsaavidt ellers Nogen gad svare herpaa, kunde neppe, efter Vib. Av., gaae ud paa Andet end at man dertil har valgt de Farver, der ere meest skikkede til at opnaae Hensigten med Mærkepælene, nemlig at være til bedst mulig Veiledning for Veifarende paa et Terrain, hvor Vandet til sine Tider skyller helt over Veien. "Med lige saa god Føie kunde den samme Indsender have anket over, at de saakaldte Landmaalerstokke ere malede med de samme Farver, hvortil Grunden jo vist er den, at dette findes meest hensigtssvarende, og det er vel neppe for faldet Nogen ind, deraf at ville udlede preussiske Sympathier, thi disse maatte da være fra en meget fjern Fortid; det Samme kan anvendes som Svar paa Spørgsmaalet om Mærkepælene, der i flere Aar tilbage paa den ommeldte Base have været malede paa lignende Maade som nu er Tilfældet. Formodentlig er det vel vedkommende Veiinspecteur, som nærmest er den, der bestemmer hvorledes saadanne Arbeider skulle udføres; at tænke, at den nu i en Aarrække her i Viborg Amt fungerende Veiinspecteur skulde have ladet det Paaankede udføre, som skeet er, for at vise her atter snart kommende Preussere - en Opmærksomhed, det viser unægteligt at Inds. med Hensyn til denne Mands Sympathier "er gaaet temmelig galt i Byen"."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. januar 1866)

En indsender i Flyveposten ironiserede over at Dagbladet - som flere andre aviser - var trykt "sort på hvidt", altså i de preussiske farver, og ikke var holdt op med det.

Hobro Chaussee'en. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 4de October. Til Efteraaret skulde den nye Hobro-Chaussee aabnes; men hertil er jo kun tarvelig Udsigt efter den utilstrækkelige Arbejdskraft, hvormed Arbeidet paadrives. Hvorfor ikke hellere tilvejebringe et større Antal Arbeidere, om end Lønnen maatte forhøies? Og hvorledes tænker man ellers at skulle kunne passere den allerede nu besværlige og ved Vinterens Komme vistnok ufremkommelige Hjælpevei mellem Hobro og Terndrup? Veiklagerne tiltage med hver Dag og føres af Alle, baade Befordrere og Rejsende, som passere denne Vei. Anm. kjørte den selv nylig med en Extravogn, som imellem Hobro og Aalborg forbrugte - fulde 9 Timer! Man kan jo klage i de enkelte Tilfælde, men hvortil, naar Vejlængden og Veibeskaffenheden virkelig besværliggjør al Befordring? Vi have tidligere paaviist Nødvendigheden af at lægge Hjælpeveien fra Randers-Mariager heelt over Hadsund med Sidepost til Hobro. Der vil neppe være nogen anden Udvei for Vinteren. Diligencerne eller Wienervognene maatte da gaae hver til sin Side Fjorden og paa den anden Side modtage Afløsning. Man omtaler ogsaa for os en anden Hjælpevei, nemlig den nye Vei fra Hobro over Kongens Thisted ad Løgstørveien til, der endog betegnes kortere, end den nuværende Terndrupvei. Den er os imidlertid ikke nærmere kjendt. Under alle Omstændigheder er det nødvendigt, at Postbestyrelsen alvorligere driver paa Veibestyrelsen for at kunne møde Vinteren paa den betegnede Route uden idelige Ulemper og Afbrydelser. Og lige saa nødvendigt er det, som allerede oftere af os fremhævet, at der fordres af Veivæsenet en Udbedring af den allerede under Benævnelsen farbar tilgjængelige Deel af Hobro-Chausseen: at der nemlig sørges for en Planering ved Tromling og Paafyldning af Leer, saaledes at Veien bliver i Virkeligheden farbar. Det er ingen saa absolut "Neuerung" vi forlange indført. Ved andre indenlandske Vejanlæg, saasom imellem Colding og Haderslev, har man brugt Tromler med 8 Hestes Forspand til at jævne Steenlaget, imedens man her nøies med Diminutiv-Tromler, der intet udrette, og ikke giver nogen Leerpaafyldning. Man forlanger, at Passagen, d. e. Hestene og Vognene, skulle alene udføre Veiudjævningen. Men man forlanger her det Umulige, naar ikke Veianlægsmethoden selv forbereder Udjævningen. Det har den lange forløbne Tid, hvori Veistykket er forblevet uforandret, allerede altfor tilstrækkeligt godtgjort.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. oktober 1855)

Kongeveien. (Efterskrift til Politivennen)

fra Vibenshuus gjennem Lyngby til Gelets Skov.

Det er ikke uden fuld Berettigelse at vi herved tillade os at føre Anke over denne Veis Mangler; thi de ere i den Grad iøjnefaldende, at den, fornemmelig vandrende Veifarers Harme retfærddiggjøres ved paa denne, Landets meest befærdede Kunstvei, at see sig udsat for Ulemper, der ikke frembyde sig grellere paa mangen jydsk Hedevei.

Misgrebene i den Maade hvorpaa Veien, lige fra Kjøbenhavn til Gelets Skov, findes beplantet med tvende Rader Træer, kunne, som tilhørende en fiernere Forlid, selvfølgelig ikke tilregnes Nutidens Bobestyrelse; men, uforklarligt er det dog, at man lader disse Træer staae; thi de staae saa nær Veiens Udsider, hvert Træ ved Foden ombarricaderet med en saa volumineus og ved Træets Væxt saa udskudt Jordvold, at der, mange Steder, ikke levnes Passage for een Fodgænger, mindre for to jevnsides hinanden; ei at tale om at svære Trærødder hist og her skyde hen over Stien og møde Foden. Er nu Gangstien ved Regn, Frost eller Snee slibrig, saa hænder det sig - ikke ofte, men meget ofte - især i den mørke Aften, at Fodgængere og endmere de, som bære noget , f. Ex. Aag og Kurve, have det Uheld at falde eller glide i Grøften, idet de forsøge at komme forbi Træet med dets Bastion, hvor Gangstien sædvanligviis helder, fordi Grøftekanten er nedtraadt; og vil man undgaae denne Uempe, saa maa man skride udenom Træet og ind over den enten støvede eller sølede Jordvei.

Man lægge især Mærke til den Deel af Veien, som fører deels gjennem og deels forbi Sorgenfri Skov, for at see i hvilken paafaldende Grad de paapegede Ulemper existere; som ogsaa det er ufatteligt hvorfor en Allee vedligeholdes paa denne Strækning, der, begrændset af Skov, Lyststeder og skjønne Anlæg, ustridelig vilde for den Veifarende afgive en lysere og smukkere Passage end nu, da Veien og netop paa et Strøg hvor den er allermeest befærdet, formørkes, halv spærres og fordærves af de gamle, til ingen Nytte eller Ziir henstaaende Træer.

Naar vi, med Hensyn til Alleen paa hele Kongeveien, votere en Dødsdom, da er det dog kun den Forudsætning, at den remplaceres af en ny paa Veiens aabne eller af Skov, Haver og Anlæg ubegrændsede Strøg, og saaledes at der mellem dens Linier og Grøfterne - idetmindste paa den ene Side af Veien - indrømmes et Trottoir af 3 a 3½ Alens Brede for Fodgængere; en Foranstaltning der er saa meget mindre vanskelig at gjennemføre, som deels Kjørebanen ikke derved vilde lide det mindste Tab i dens fornødne Brede og det deels intet vilde koste Veivæsenet; thi med Hensyn til Bekostningen, da ere de gamle Træer af saadanne Arter og Dimensioner, at de ved Salg nok kunne dække Udgifterne paa den nye Plantning, selv om Veivæsenet maate vise den Barmhjertighedshandling i den nærværende Dyrtid og forestaaende Vinter at bortgive Qvaset til fattige Folk. Bibeholdelsen af den gamle Allee er imidlertid ikke ene Fundamentet for det Syndefald hvorunder Kongeveien maa lide; thi paa vor Regning med den ærede Vei-Intendant eller hvem det ellers maatte vedkomme, staae endnu nogle Debetposter om den Maade hvorpaa Vedligeholdelsesarbeiderne og Veipolitiet administreres.

Uden at tale om det enten anstødelige, der er i ideligen at see en saa meget befærdet Vei tildeels baricaderet af store i Hobe sammenførte Kampestene, om den Fare de varslet for det Tilfælde at en Vogn ved løbske Heste slynges mod dem, eller om endelig: om hvormeget de bidrage til Snedrivers Ansamling paa Veien, ville vi kun henpege paa den uforsvarlige Maade hvorpaa disse Steenmasser flere Steder favnsættes saa nær ind paa Gangstien, at man ved, især om Aftenen at passere denne, ofte ikke undgaaer at tørne mod de skarpe Hjørner, snuble over eller skamstøde Foden paa de paa Gangstien jevnlig nedskridende og henliggende store Stene, noget hvorover der i daglige Tale føres en ikke mindre begrundet Klage, end over at de smaaslagne skarpe Rangeerstene hyppig overligge Gangstien til Hinder og Gene for Fodgængeren, hvis Fodtøj sønderskjæres og Fod saares, hvorpaa der ingenlunde mangler Exempler.

Men, ikke det ene. Ogsaa Steenslagningen foregaaer paa selve Veien, ja endog tæt udenfor Beboernes Huse og Vinduer, hvorved saavel Veifarende som Heste og Vinduer ere udsatte for Ram af de ved Slagningen udflyvende Stene, af hvilke, for ogsaa her at yttre os exempelviis, en Steen er seet, omtrent af en knyttet Haands Størrelse, med Force fare igjennem et Vindue, tørnende mod et Meubel i Værelset. Vel skal det, siges der, være Pligt for Steenslageren at opstille en Skjærm mellem sit Arbeidssted og Kjøreveien, for at hindre Stenes Flugt mod den Side; men denne Skjærm, ei at tale om at ingen saadan opstilles mod Gangveien (idet det vel antages ei at gjøre stort, om en Fodgænger faaer en Tørn) sees ligesaa ofte, uden Hensyn til Kjøreveien, vendt mod Vinden, som et Læmiddel for Arbeideren.

Man har saa meget mere Anledning til at harmes over denne Steencommerce paa Landeveien, som den der er aldeles unødvendig; thi Veivæsnenet kan, i Lighed med hvad der skeer mange Steder, kjøbe Stene i slagen Stand. 

Og hvad er saa det for et Sølen, som afstedkommes ved den jevnlige Opskovling paa Jordveien? Opskovlingen lægges i Bunker, hyppig saa nær Gangstien, at ikke alene det fra dem udsivende Vand overflyder denne, hvorved Smaapøle og slibrige Steder fremkomme; men ogsaa selve Bunken, naar den er ustørknet, breder sig ud, næsten ind paa Stien, hvorved Fodgjængeren, især i Mørke, udsættes for at løbe lige i en Søle, og det er vel ikke ene Indsenderen af disse Linier, hvem det saaledes, for ei faa Dage siden, er hendet en Aftenstund, temmelig summarisk at falde i et sligt væmmeligt Bad. Hans første Ønske var at han her havde havt Vei-Inspecteuren til Cicerone og Fodgænger; thi, om den ærede Herre havde prøvet en saa grotesk Badning, da vilde den maaskee have virket mere velgjørende end alle vore Argumentationer og Anker.

Det er jo en Sandhed at gode Veie fremme et Lands Civilisation og Velvære; men Kongeveien, der er en af landets meest befarede, i umiddelbar Forbindelse med Hovedstaden staaende Kunstveie, synes tilvisse, efter den troe Daguerreotypi, vi have givet af den, tildeels snarere at være en Parodie af hvad den burde være, end et Vidnesbyrd om at denne Sandhed erkjendes, og vist er det, at Ønsket om at Veien gjøres passabel for det reisende Publikum, er ligesaa almindeligt, som det er Pligt for Vedkommende at imødekomme en saadan fordring.

Lyngbye, den 19de october 1853.

I Fleres og eget Navn

C. Gräbert

Kammerraad.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1853, 2. udgave)

Veie i Storehedinge. (Efterskrift til Politivennen)

Storehedinge. I "Kjøge Avis" Nr. 70 for d. A. læses en Annonce, overskreven "Episode af et Reiseliv", hvori omtales Storehedinge kjøbstads Gadebro og Veien til Bøgeskoven.

Hvad nu Gadebroen angaaer, saa er det vel en Sandhed, at den er meget slet; men naar der spørges, hvorledes Autoriteterne kunne tillade saadant, saa bør bemærkes, at der fra Autoriteternes Side er gjort alt muligt for at bevirke en bedre Gadebro. Byens Borgere ere hæderlige Mænd og loyale Undersaatter, som under krigen have bragt betydelige og liberale Offre; men de ere tillige, hvad en gammel Autor forlængst har bemærket, gode Agerdyrkere, men maadelige Borgere. De mangle nemlig Mod og Energi til at fremme ethvert nyt Foretagende, som koster Penge, de ere derhos ikke gaaet frem med Tiden.

Under saadanne Omstændigheder maatte det medføre endeel Vanskelighed, at faae Spørgsmaalet om en bedre Gadebro heldigen løst. Endelig er man kommen til det Resultat, at der skal optages et Laan af 5000 Rbd. til Gadebroens Reparation og at enhver Huuseier stal levere de fornødne Brosteen og det fornødne Brosand.

Det bør ei heller oversees, at det for en mindre By altid er betænkeligt at paadrage sig en Udgivt af 8 a 10,000 Rbd., og dobbelt betænkeligt for en By, som rimeligviis inden faa Aar imødegaaer Slangerups Skjebne, at forvandles til en Landsby.

Byen har nemlig ingensinde virket Noget for at forøge og fremme Handel og Næringsvejene, meget mere lod den i Aaret 1847 Lejligheden gaae bort i til at forvandle Byens gamle Lade- og Losse-Plads ved Rødvig Skandse til en ypperlig Havn. I den Anledning gik endog et Par Borgere om, Huus for Huus, og gjorde deres Medborgere viis paa, at det foreslaaede Havneanlæg kun var til Fordeel for en Kjøbmand , der alt havde et Pakhuus ved Rødvig Skandse, og at Borgerne, ved at entrere paa samme, ville aabne Byfogden Leilighed til at sælge deres Huuse.

Da nu Borgerne ikke vilde fremme Havneanlæget, er det rimeligt, at Omegnens Bønder, som i sin Tid paabegyndte den Skibsbro, der nu findes ved Rødvig, ville forene sig med nogle enkelte indsigtsfulde Mænd og see Havneanlægget bragt i Stand, og da vil ved Rødvig Skandse opstaae et nyt Frederikssund. Thi det er neppe tænkeligt, at man vil fremdeles tilsidesætte hele Omegnene Tarv, for at conservere en By som Kjøbstad, der ikke selv har gjort noget Skridt til at fremme dens Opkomst. Og vist er det, at fra den Tid en Kjøbmand nedsætter sig ved Rødvig Skandse, kan Storehedinge regne sin Undergang som Kjøbstad.

Hvad det omhandlede Veisyn angaaer, da var samme kun indskrænket til Storehedinge Landsogn, og maa Veien til Bøgeskoven, for dette Sogns Vedkommende, ansees at være i temmelig god Stand. De omhandlede store Steen laae derimod paa Holtug Sogns Andeel af Bøgeskovsveien, hvilken Vei just staaer under Reparation, og kan saaledes ikke i være god at passere.

At Veiene omkring Storehedinge ere mindre gode, ligger ikke i at Vedkommende ere blinde, men deels i Egnens store Mangel paa Veimaterialier og deels i, at ethvert Forsøg at forskaffe sig Adgang til Klinten under Giersløv Strand, hvor Veifyld i stor Mængde findes, har været uopnaaelig. Derhos har Frdng. af 13de August 1841 §17 og Cancelli- Resolution af 5te Decbr. 1845 , hvorved Politimesterens Myndighed er indskrænket, neppe virket gavnligt paa de offentlige Biveie. 1=14/0.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1851).

Til den "Veifarende" eller Vildfarende paa "gamle Kjøge Landevei.". (Efterskrift til Politivennen)

Besvarelsen af det i Kjøbenhavnsposten Nr. 36 d. A. opkastede Sp.: "hvor er den daarligste Vei i Danmark" - vilde udentvivl have vunden meget i Interesse, Tydelighed og Klarhed, naar det heri tillige var blevet bemærket, at her for et Par Aarstid er bleven opført en ny Kroe, Jægerkroen kaldet, ved den udpegede Vei og naar det derhos endvidere, men Hensyn paa de personlige Allusjoner, var blevet antydet, at bemeldte Kro oprindeligen agtedes anbragt omtrent der, hvor den nedlagte Kjøge Kroe før havde staaet i Thune Herred, medens den nu staaer i Kjøbenhavns søndre Birk, men at Undertegnede, paa den "Veifarendes" Vink derom, ligefrem ytrede, at han ikke kunde understøtte en didhensigtende Ansøgning, hvis hans Erklæring derover blev fordret, hvilket derfor ei heller skete.

Seet fra dette Stade, torde den fremsattte, høist overdrevne og unøiagtige Skildring af fornævnte Vei vinde sin rette Betydning, i samme Grad som Billedet hos den Sagkyndige maa tabe i dets Lighed; thi Stykkets Prædikat og dets Sammenstillinger ere vistnok imposante, men desmindre træffende. Den herved navnkundiggjorte Vei løber, som bekjendt, langs Stranden for Kjøge Bugt, hvor Grunden afvexler med løs Sand og fast Steenbund, enkelte Steder ved Leer, gjennemskaaren af nogle Vandløb; hvilket Jordsmon maa være funden utjenlige til Veianlæg, siden den der i sin Tid paabegyndte Chaussee, hvoraf endnu ere synlige Spor, blev afbrudt og Landeveien given dens nuværende Retning; men at anlægge tvende paralelløbende Hovedveie, saa nær hinanden, vilde være en uforsvarlig Ødselshed.

Imidlertid vedligeholdes Broerne over de større Vandløb meest for Qvægdriftens Skyld, hvoritil den omhandlede Vei især af benyttes, skjøndt den ogsaa meget godt ved Dagen kan passers af andre Veifarende med sædvanligt Kjøretøi, der, som anmærket, giver Spor nok paa den saakaldte Hjerm, der størstedels henligger som Overdrrev og burde benyttes til Skovanlæg.

Veistrækningen her i Jurisdictionen, fra Skillingskroen tl Lilleveile Aa, (Amts- og Herredsskjellet) hvoraf dog Carlstrup Bymark hører under Gammelkiøgegaards Birk, behøver kun Reparation paa et enkelt Sted over en Leerbakke med Kildevæld paa Mosede Byes Grund, som aarlig istandsættes, anden Forbedring er efter Situationen og Brugen ligesaa overflødig som den for Beboerne vilde være trykkende, og den vil følgelig neppe nogensinde vorde foranstaltet. - Iøvrigt er denne Veistrækning, som Sandgrund beest, og benyttes hyppigst, netop naar Hovedlandevien er værst, hvorved den af hiin "Veifarende" angivne Hensigt altsaa fremmes. Forsaavidt derimod Kronæringen tilsigtes er det kjendeligt, at Roeskilde Kro nu har tabt Interessen for "den veifarende Skribent", hvis Inserat forresten ikkun blænder Den, der er ubekjendt med de locale og individuelle Forhold. Slige Konstproducter, prydede med Personalier, kunne muligen pirre, men - kun Sandheden gavner

Ramsøe-Thune Herredscontoir i Roeskilde d. 10de Febr. 1836. Blume.

(Kjøbenhavnsposten 14. februar 1836)

Overfald på landevejen mellem Roskilde og Holbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent i Midten af f. M. kjørte en ved Stranden boende Fisker og Udflytterbonde fra Eiby paa Roeskilde Amt, ved Navn Peder Pedersen, med sin Stedsøn, Jørgen Jørgensen, hjem fra Roeskilde, hvor han havde afhændet et Læs røgede Flynder, og igjen indhandlet for nogle Daler Urtekramvare, som han havde paa sin med een Hest forspændte Vogn; - Resten af de ved Salget indkomne Penge havde Stedsønnen hos sig. Henad Aften, omtrent Klokken 8 eller 9, strax efter at de fra Hovedlandeveien havde dreiet af ad den igjennem Borreville Skov løbende Bivei, kom tvende med Knipler væbnede Personer farende frem af Skoven; den ene greb Hesten i Tøilen og standsede den, medens den anden med sin Knippel bibragte den paa venstre Side siddende Jørgen Jørgensen et saadant Slag over Armen, at han styrtede ned af Vognen. Peder Pedersen, der er en Mand over de 50, men rask og rørig, sprang strax af Vognen, og medens begge Stratenrøverne vendte sig imod ham, lykkedes det Stedsønnen at undløbe til et nærliggende Huus, hvor han vilde søge at faae Folk kaldede til Hjelp. De to Røvere overmandede snart den Gamle og fordrede nu de Penge, han havde medbragt, og da han forsikrede ei at have dem hos sig, gjennemsøgte de hans Klæder, fratoge ham en Marks Penge, han havde paa sig, visiterede derpaa Vognen og satte sig i Besiddelse af de ovenfor nævnte Urtekramvare. Da der Intet videre var at finde, sagde de til Fiskeren, at nu kunde han kjøre, og begave sig ind i Skoven med deres Bytte, der, da Stedsønnen, som ovenfor meldt, havde Pengene hos sig, vel var betydeligt ringere end de havde ventet. Den Gamle var sluppen derfra uden legemlig Beskadigelse; Jørgen Jørgensen, hvis Bestræbelse for at faae opskreget Nogen til Hjelp, blev aldeles frugtesløse, havde derimod ved Slaget med Knippelen faaet sin Arm saaledes forstuvet, at han maatte søge Lægehjelp i Holbek og nogen Tid efter bære Armen i Bindsel. Anmeldelse til Politi eller Øvrighed om dette Overfald og Stratenrøveri vides ikke at være gjort; sandsynligviis har den hos Menigmand sædvanlige Frygt for Uleilighed med Forhøret og Rettergang afholdt begge de Paagieldende derfra. Begivenheden blev imidlertid snart bekjendt i Egnen, og da flere lignende kom for Orde - saaledes at nogle Prangere vare blevne overfaldne og de Penge, de havde paa sig, vare dem fratagne, at Præstens Karl fra Rye var bleven eftersat, og kun ved sine Hestes Hurtighed undslap etc. - ligesom ogsaa Kreaturet fandtes ihjelslagne paa Marken, med Huden afflaaet,og der saaledes vare Vidnesbyrd nok om Ugjerningsmændenes Tilstedeværelse og Dristighed...

(Kjøbenhavnsposten 23. juni 1835)

Efterfølgende artikler forsøgte at påpege at det kun var i skoven der kunne være fare på færde, mens stiftsamtmanden grev Knuth afviste at der overhovedet havde været overfald, i hvert fald ingen meldte.

Vi erfare fra en paalidelig Haand, at den yngste af de tvende Forbrydere, et ungt Menneske paa omtrent 17 à 18 Aar, har tilstaaet, at være deelagtig med den ældre og endnu ikke paagreben Person, i otte Voldsgjerninger, som han meget omstændelig har oplyst. Den Ældre, der allerede tidligere har gjort sig skyldig i lignende Udaad, og derfor lidt Straf, vedbliver at benægte Sandheden af den Yngres Udsagn. Hvor dumdristigt de have drevet deres Haandværk, sees deraf, at de, efter Sigende, have overfaldet en Pige i Klostermarken, en meget besøgt Spadseregang lige ved Roeskilde, og at de have skjult deres Tyvekoster i nogle Stakke, som findes paa Marken tætved Byen. Dette skal først have ledet til den Formodning, at Gjerningsmændene havde deres Tilhold i Roeskilde... Den store Skræk, Almuen har for at indlade sig med Retten, gjør det begribeligt, at de Overfaldne ei have anmeldt det for vedkommende Politimestere; men ubegribeligt bliver det, at man ei offentlig har opfordret de muligen Overfaldne til at anmelde det. Naar Rygtet var saa almindeligt, at man ansaae det for passende, at lade Posten eskortere af Husarer, saa var det ogsaa Grund nok til at anvende alle midler for at erholde Kundskab om Rygtet var grundet eller ikke... (Skrevet d. 1ste Juli)

(Kjøbenhavnsposten 8. juli 1835 (i uddrag)

I Kjøbenhavnsposten 17. juli 1835 antydede en notits at affæren var et mellemværende mellem nogle bønder. Dette blev dog tilbagevist:

I en Bekjendtgjørelse fra Byfogedcontoiret i Roeskilde sees nu en offentlig Vedgaaelse, ogsaa fra Autoriteternes Side, af at der er begaaet "Overfald paa Landeveiene", heri Sjælland. Fra beemeldte Contoir fremlyses nemlig endeel Sager, som "formodentlig ere stjaalne, eller ved Overfald paa Landeveiene røvede", og til hvilke Eierne anmodes at melde sig, til Oplysning i Justitssager imod adskillige anholdte Personer; og der ommeldes in specie "et Overfald paa Kjøbenhavns Hovedlandevei imellem Hedehusene og Roeskide Hvile" saavelsom at "en Mand under Drivten med nogle Svin er overfalden paa Kallundborg Hovedlandevei imellem Kornerup og Svogersløv."

(Kjøbenhavnsposten 24. september 1835)

Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide.

Det må synes påfaldende at man ikke for statens regning sysselsætter de til fæstningsarbejde dømte samt alle andre fanger således at statskassen kan undgå de betydelige udgifter der anvendes på deres underhold, og fangerne tillige selv erhverver et overskud som efter deres løsladelse ved straffetidens udløb kan tjene dem til understøttelse eller til at begynde en lille håndtering med, for ikke tvunget ved nød og elendighed på ny at måtte gribe til forbrydelser.

I Preussen bruges sådanne mennesker til at istandsætte landevejene, hvilket da også synes langt mere rimeligt end at pålægge landmanden sådanne personlige byrder. I det mindste burde det stå disse frit for at betale staten en godtgørelse for det ved fanger udførte arbejde eller selv at besørge det forsvarligt fuldført under det sædvanlige opsyn af vejvæsenets embedsmænd og disses underordnede. Det allerbedste var vel således som nærværende forfatter allerede for nogle år siden foreslog i Politivennen at pålægge en almindelig vejskat (efter derom at have først hørt provinsialstændernes mening); for nu ligger hele byrden med vejenes anlæg og istandholdelse ene og alene på bondestanden og de øvrige mindre landejere, hvilket dog vist aldrig kan antages at være i overensstemmelse med rimelighed og retfærd. 

Glostrup Kirke er stort set det eneste som eksisterer af Glostrup Sogn på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Således må ejere af bondegårde i Glostrup Sogn ofte i den for bonden allertravleste tid sende deres folk og vogne til arbejde på Frederikssundsvejen omtrent en mils vej fra deres hjem, ja endog til Grøndal og Falkoneralle mens de der boende lyststedsejere og priviligerede jordejere ganske roligt og mageligt kan sidde indenfor deres pragtvinduer og betragte de arbejde som de mindre begunstigede under kommando af vejbetjente må fuldføre til deres bekvemmelighed. Og nemlig er det især sådanne velhavende jordejere der kører på de istandsatte veje uden at betale andet end bompenge, hvilket bonden også må betale, uagtet det er ham selv som ved flid og opofrelse af mange arter har tilvejebragt vores nu fortrinlige kunstveje. Enhver som holder heste og vogne, burde betale sin forholdsmæssige andel af vejskatten; da kunne vejbyrderne anses at være nogenlunde fordelte. Og hvad vejvæsenet kostede mere året om efter afdrag af vejskattens og bompengenes totalbeløb, kunne da fordeles på det samtlige hartkorn og indkræves med januar eller april kvartals skatter.

En sådan foranstaltning ville sikkert medføre en betydelig lettelse for landmanden, og for statskassen ville det være en betydelig besparelse når en stor mængde fanger kunne, naturligvis under tilstrækkeligt opsyn, beskæftiges på de større og minde landeveje. Det er næsten ubegribeligt hvorledes man kan undgå hyppigere undvigelser af slaverne da de så ugenert vandrer om på Københavns gader, blot under opsyn af en for det meste affældig justitssergeant og hele tiden tilstedes i hele flokke at påtage sig havearbejde hos gartnere og andre haveejere i omegnen af København. Langt bedre var det at de således som vi har har foreslået, og som i andre lande er brug, aflaste bonden og befriede ham fra at spilde sin ofte kostbare tid. - Desuden gives der jo andre måder hvorpå staten kan benytte disse arbejdsdygtige folk, istedet for at private benytter deres flinkhed og førlighed. De nordamerikanske fristater giver heri som i så meget andet, et lysende eksempel for vores ældre verdensdel: ikke ofte nok kan man påpege deres tænksomme færd og hensigtsmæssige foranstaltninger. 

Der findes i Nordamerika to fængselssystemer. Men begge fører til et både for staten og for fangerne højst gavnligt resultat, ja så heldbringende at man for længst burde have være betænkt på at foranstalte noget lignende hos os. Ikke alene spares derved fangernes underhold som hvert år løber op i mange tusinder, men hvad der er det vigtigste, fangernes karakter forbedres ved denne arbejdsmåde og det dermed forbundne opsyn, og foruden det de ved deres arbejde godtgør staten for underhold og varetægt, beholder de altid en lille sum til overs som ved udtrædelsen af fængslet levere dem, hvormed de kan begynde en lille næringsvej og ikke behøver at overgive sig til laster og forbrydelser. Vel hedder det at vore fangehuses indretning hindrer indførelsen af dette menneskekærlige og statsgavnlige system. Men dels kan det jo for længst have været sat i værk i Københavns Forbedringshus ved dets opførelse på ny, når man ikke i så lang en årrække havde ladet grund og rudera henligge til mispryd for hovedstaden, dels mangler det i øvrigt især kun på kraftig vilje, for kunne der findes udvej til at vedligeholde en staldetat hvortil havren alene, efter generalkrigskommissær dr. Neergaards offentlige beretning, kostede årligt 60.000 Rbd., og kunne man skaffe penge til den nye kaserne på Christianshavn som kostede 3 til 4 tønder guld, da måtte der el også kunne blive råd til en så indgribende foranstaltning som den her omtalte der ville i moralsk og materielt hensyn gavne ikke blot den nulevende genration, men endog ufødte slægter.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 795-799)  

Redacteurens Anmærkning

Flere eksempler på sådanne arrangementer stod omtalt i Kjøbenhavnsposten den 22. april 1845:

I en Gaard i Amaliegaden ligeover for den Side, der vender ud mod Hs. Maj. Palais, og ved Siden af Gouverneurens Bolig, foretages i denne Tid en Hovedreparation, hvorved der arbeider en Deel Slaver. - Det maa vistnok ansees for et høist forargeligt Misbrug, saaledes at udleie Straffefanger til Private: thi foruden at henvise til det Upassende i at lade dømte Forbrydere arbeide i Fællesskab med Haandværkere, og derved anvende de værnepligtige Soldater til Vogtere, kan man vel med Føie spørge, hvorledes skal den arbeidende Classe kunne fortjene det Fornødne til Livets Ophold, naars dens Arbeide paa en saadan Maade og ved saadanne Midler underbydes af det Offenlige? Med slig en Bygherre vil da heller ingen anden kunne concurrere.

Og dagen efter i Kjøbenhavnsposten 23. april 1845:

Paa Hjørnet af Regnegaden og Gammelmønt, hvor man er ifærd med at nedrive et gammelt Huus og opføre et nyt, sees det samme uhyggelige Syn, som igaar paankedes i dette Blad, at nemlig Straffefanger fra Stokhuset i Arbeidet blandt Haandværkerne, medens en Soldat med skarptladet Gevær staaer midt iblandt dem for at bevogte Slaverne. 

Paaligger det de Reisende at udføre Veiarbeide?

Hvilket tåbeligt spørgsmål! råber mange. Hvorledes kan den der rejser, med det samme udføre vejarbejde? Og hvorledes kan sådant kræves af den rejsende der betaler bompenge og iler med at komme til sin bestemmelse?

Hvad enten man nu anser det fremsatte spørgsmål for tåbeligt eller ikke, så er der dog til visse sandt at den rejsende ofte standses i at komme hurtigere frem til sit mål ved i små skridt som ved en ligprocession at måtte passere lange vejstrækninger man har belagt med små sten som til makademisering skal knuses af de passerede vogne. Ikke overalt betjener man sig af stenvogne eller stentromler til at knuse disse småsten der piner hestene og opholder de vejfarende. Men intet sted glemmer man ved store sten på siderne af vejen at tvinge de rejsende til at passere det tunge vejstykke for at yde deres skærv til denne knusning. Er dette altså andet end at benytte de rejsendes tid og deres befordringstøj til vejarbejde? Og kan dette kaldes fornuftigt og rimeligt?

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 499-500)

En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.

___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 

På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

Mere om Frederiksbergs Byveie, samt Noget om Slotshaugen.

Man har i Politievennen læst to indsendte stykker om køre- og gangvejen bag slotshaven, fra Frederiksberg til Kongevejen, hvilke stemmede overens deri at denne vej ikke kan henregnes til byveje, som i følge anordningerne skal vedligeholdes af byens beboere,fordi den befares af alle stænder og klasser, af folk fra alle dele af Sjælland med og uden læs, af herskaber, af dagvogne osv. Intet kan da vær mere rimeligt end at vejvæsenet bør vedligeholde denne, ligesom enhver anden offentlig eller alfarvej. Man gør altså håbe at den i forestående sommer vil få den istandsættelse hvortil den allerede alt for længe siden har trængt. I sin nuværende tilstand kan den snareresammenlignes med et uføre eller en stor lergrav end med en ordentlig kørevej.

Frederiksberg Slot. Det er svært at gætte sig til hvilken spadseregang artiklen hentyder til. (foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018)

Næsten lige så slemme er adskillige af vejene i og omkring Frederiksberg. At i det mindste nogle af disse bør vedligeholdes af husejerne i nævnte by, er sandsynligt. Men man mærker nok at øvrigheden er flyttet fra byen, siden de ikke tilholdes at opfylde denne så nødvendige pligt. I langvarigt vådt vejr især om vinteren, er føret her således at man må være bange for at gå fra en gade til en anden uden at være forsynet med lygte. Og endda har man ondt nok ved at vinde frem. 

Slotshaven har i den forgangne våde vinter været slem især i visse gange. Også sidste sommer var nogle af gangene i en ubehagelig tilstand, på grund af det meget sand som lå så tykt at man næppe kunne arbejde sig frem. Publikum havde derfor banet sig en fodsti på grønsværen langs kanalen forbi slottet. Men denne bekvemmelighed er nu frataget fodgængerne ved en række tjørnevækster som hænger sig fast i damers og kavallerers tøj. At det ikke er sket for at vinde det ubetydelige græs som kan vokse på en sti af ½ alens bredde og 100 skridts længde, er man overbevist om og håber derfor at disse tjørne borttages, især da gagen desuden er smal nok for det spadserende publikum.

(Politivennen nr. 1003, Løverdagen den 21de Marts 1835, s. 181-183)

En simpel Landmands Bemærkninger om Stykket i Politievennen Nr. 992, med Overskrivt: "En skammelig Kjøre- og Gangvei nær Kjøbenhavn.

Forfatteren til ovennævnte stykke siger blandt andet om vejen: "Alle bruger den, men ingen vil gøre den i stand og vedligeholde den." Men ser man hen til anordningens ord: de mindre veje og biveje skal vedligeholdes af dem som nytter og bruger dem, så er det let at udlede hvem der er pligtig at istandsætte og vedligeholde denne vej, nemlig alle, det vil vel omtrent sige: det offentlige. Det menes at den da burde sættes i fuldkommen god stand og da den så efter forfatterens mening, ville bleve endnu mere befaret, kunne det offentlige ved at opkræve vej- eller bompenge af brugerne, gøre sig betalt for istandsættelsen og vedligeholdelsen. Da i øvrigt denne vej og flere biveje her i egnen, såsom Godthåbsvej (den Storm blandt så mange urigtigheder i sit skrift har omdøbt og kaldt den Grøndalsvej) jævnligt af vejvæsenet, eller andre vedkommende, blive anvist de vejfarende til almindelig brug, når hovedlandevejen eller andre veje er under stor reparation, så burde de alene af den årsag istandsættes og vedligeholdes af det offentlige. Frederiksberg Bakke, eller rettere vejen over den, er ellers bekendt og i vanry over næsten hele Sjælland (som før Sprogø på sin vis) for den vanskelige kørsel over den, især i frostvejr. Ved at forlægge vejen her noget over imod syd og der udgrave bakken, så blev der en hulvej af tilstrækkelig bredde og om ikke ganske, dog mest så dyb at ingen betydelig højde blev at køre over, kunne dette vejstykke blive en slags sjældenhed her på egnen, en pryd for stedet og af største nytte for den mange krøende som der skulle frem. En del ville det vist kost, men til nytte for fattige arbejdere, og pengene gik hverken til Kina, Øst- eller Vestindien, Frankrig eller England for undværlige eller unyttige ting.

(Politivennen nr. 994, Løverdagen den 17de Januar 1835, s. 38-40)

En skammelig Kjøre- og Gangvei nær Kjøbenhavn.

Denne vej findes langs Frederiksberg Have fra Frederiksberg by til Slotsbakken. Den er i den våde årstid, altså over halvdelen, eller næsten tre fjerdedele af året, i en aldeles ufarbar tilstand. Alle bruger den, men ingen vil gøre den i stand og vedligeholde den. Den består af lutter lerjord som hurtigt gennemblødes af regnen, og i en våd vinter er højst ødelæggende for vogntøjet som her skal slide sig frem. For fodgængere som færdes fra Frederiksberg til Roskildevejen og gerne vil spare en betydelig omvej, er den næsten umulig at befare da her ikke findes den allerringeste gangsti, og vejen selv er et sådant morads at man synker dybt i dynd og mudder som endog går op over de bedste træsko. I denne tid da det spejlglatte føre har gjort det vanskeligt at køre over Frederiksberg Slotsbakke, og altså både landmand og købstadsfolk, offenbachere og dagvogne har måttet passere den her omtalte kørevej, var den i mange dage på grund af sin skrækkelige ujævnhed, benbrækkende for hestene og ødelæggende for vogntøjet indtil de mange og store frosne bulker blev nogenlunde jævnet i midten af vejen. 

Dersom Frederiksbergs jordejere ikke er pligtige til at istandsætte og vedligeholde denne vej der i henseende til færdsel fuldkomment kan sættes i række med landeveje, da var det dog højst rimeligt at det offentlige tog sig af en så uforsvarlig vej som når den længere skal overlades til sig selv, til sidst vil blive så aldeles ruineret at den vil koste dobbelt at istandsætte mod det dens reparation nu kunne medtage.

A. Poulsen.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 11-13)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen kommenteres i Politivennen nr. 994, 17. januar 1835, s. 38-40)

Noget om Veiene paa Bornholm.

I den senere tid er derfra det offentliges side truffet de bedste foranstaltninger til de rejsendes bekvemmelighed, og da denne nærmest beror på gode vejanlæg, har man ved chausseer, macadamisering etc. gjort det muligt at de rejsende på diligencer og dagvogne kan komme hurtigt bekvemt og sikkert afsted. Selvom sådanne kostbare vejanlæg finder og nødvendigvis mest må finde sted nærmest hovedstaden og i landets mest besøgte egne, hvor den betydeligere færdsel og konflux af rejsende kræver det, synes det dog i lige grad rimeligt, som nyttigt og nødvendigt, at det offentlige i de mindre besøgte rigets provinser drager omsorg for at vejene holdes i forholdsvis god og brugbar stand at de modtager sådanne forbedringer som tiden har medført og således bedre svarer til hensigten, og især synes man at kunne fordre dette når talen er om en hovedlandevej mellem to ikke ubetydelige handelsstæder. Men hvem der par cusiosité ønsker at gøre sig bekendt med dårlige gader og veje, besøger bornholm, især øens hovedstad Rønne, og det til samme hørende herred. For der findes så elendige gader med dertil hørende små moradser, vandpytter osv. at man let i mørke kan risikere at brække arme og ben, og hovedvejen fra Rønne til Nexø er på flere steder så under al kritik at man snarere må tænke på at det var en simpel bivej der holdtes vedlige af privatmand uden tilsyn af det offentlige. Bornholm er den egn i Danmark der sikkert har det til vejanlæg fortrinligste materiale som overalt ligger nær ved hånden. Det er vist af Nexøs forhenværende byfoged, justitsråd, birkedommer Knudsen og af samme eftermand at gode veje kan bringes i stand. Hvorfor mon da gaderne og vejene i kancelliråd Pingels distrikt er så dårlige? På den omtalte hovedvej rejser man enkelte steder over udmark, og her har man aldeles ingen landevej, men ser mangfoldige krumninger og mange småklipper som det ikke er tilrådeligt at møde, og som der hører et formeligt studium og megen praksis til at undgå.

Det er ikke underkastet nogen tvivl at jo både øvrigheden og overøvrigheden må have bemærket disse mangler, og på deres rejser følt ubehagelighederne deraf, dobbelt forunderligt at man ikke har søgt at afhjælpe dem. - Disse bemærkninger ville man have indrykket i Bornholms Avertissmentstidende såfremt ikke kancelliråd Pingel var bladets censor. Man benytter derfor et blad man tror holdes på Bornholm, og skal man med det første i samme indrykke flere ankeposter med hensyn til Rønne bys kommune- og fattigvæsen, politi etc. samt nogle notitser angående øens forsvarsvæsen.

En bornholmer.

(Politivennen nr. 976. Løverdagen den 13de September 1834, s. 636-639).

Kjørom mellem Hvidovre og Vigersløv.

Indsenderen har flere gange under landevejens reparation mellem Damhuset og remisen måttet passere Vigerslev og forbi Hvidovre for igen at komme til landevejen ved Damhuset eller omvendt. Han kom ligeledes søndag den 12. august fra landet og kørte (da han ingen advarselstavle fandt ved Damhuset) som sædvanligt ad Hvidovre til. Men fandt til sin forundring først broen spærret mellem Hvidovre og Vigerslev. At denne spærring eller i det mindste et varselstegn burde være opsat på de 2 steder hvor denne vej går fra og til landevejen, vil vist enhver fornuftig indse og ikke på det omtalte sted, hvorved man udsættes for at køre et så betydeligt stykke vej tilbage. I andre lande har indsenderen set at man den ene side af vejen mens man reparerer den og lader passagen fri på den anden. Dette kunne vel også ske her.

Ved samme lejlighed kom indsenderen til at tale med en mand fra Vigerslev der fortalte ham at denne by og Hvidovre der ligger omtrent 2 bøsseskud fra hinanden, og hvoraf vigersleverne skal til Hvidovre kirke, dog bestandig har været afskåret fra hverandre. At der ingen vej har været mellem dem undtagen omkring ad landevejen, hvilket udgør ca. 3/4 mil. Det er indlysende at dette er meget byrdefuldt for vigersleverne ved bryllupper og barnedåb, men især ved begravelser i dårligt vejr at transportere et lig 3/4 mil da det kunne ske med 1/6 af denne vej. Og i tilfælde af brand kan ulykken være betydelig når der med sprøjter og andre redskaber skal køres en omvej af mere end ½ mil, hvorved hjælpen som ad den kortere vej kunne ydes på nogle minutter, gerne kan forsinkes 1 time. Indsenderen nærer derfor det håb at de 2 mænd på hvis jord vejen er anlagt, fremdeles mod en rimelig godtgørelse vil afstå et 5 til 6 alen bredt vejstykke til almindelig afbenyttelse, hvilket ville være til uberegnelig fordel for begge omtalte byer og omegn og når bomhuset blev omtrent hvor det nu er, ville endogså vejindtraderne vinde ved det, om endog vigersleverne fritoges for bompenge. 

Oven anførte bringer også indsenderen til at erindre hvad han selv ofte med taknemmelighed har erfaret i udlandet, nemlig at man ved alle korsveje og hvor flere veje løber sammen, opsætter en pæl med så mange arme som der er veje og lader hver arm vise sin vej med påskrift hvor den går hen og undertiden endog hvor langt der er til det betegnede sted, og hvilke mindre steder man har at passere for at komme til det. Dette viser en humanitet og agtelse for sine medmennesker som indsenderen så gerne ønskede indført hos sine landsmænd, dersom højere ansvarlige finder det gørligt.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 539-542.)

På det historiske kort fra 1855 ses Damhussøen med Damhuset foroven ved Roskildevej, derunder Vigerslev og Hvidovre. Harrestrup Å slynger sig mellem de to landsbyer.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om broer over Harrestrup Å (Damhusåen). Hvidovre og Vigerslev var på Politivennens tid små landsbyer på hver side af åen, ca. 1½ km syd for Roskildevejen. Formentlig forbundet med en bro ved Vigerslev Alle. Der kan endnu ses rester af det gamle Hvidovre langs nuværende Hvidovregade.

Nogle Spørgsmaale angaaende Vesterbro.

Den evindelige talen om forandringen med Vesterbros fortove og gade har vakt opmærksomheden, og skønt ordsproget vel siger at en tosse kan spørge om mere end 10 kloge kan svar på, mener indsenderen dog at enhver spørger ikke kvalificerer sig til navnet tosse, og at de spørgsmål indsenderen her vil fremsætte, ikke vil blive for vanskelige at besvare enten for eller imod.

Man taler om et fortov nærmest bygningerne på begge sider, 4 alen bredt, udenfor dette en makadamiseret vej af samme bredde, derefter en rendesten og til slutning en alle af træerr - Er dette sandt, leder det meget naturligt til følgende spørgsmål:

1) Er Vesterbro en gade i Københavns vestre forstad og regne denne til stadens territorium, jurisdiktion og kommuneindretning, hvorfor skal da denne belemres med træer som ville danne en allestump der dog ikke kan fortsættes i lige linje med landevejens?

2) Vil ikke en sådan alle give en fugtig og skiden gade i stedet for den rene som haves allerede? Må den ikke blive ubehagelig for de husejere hvis bygninger nu har en skøn fri udsigt som forhøjer deres værdi?

3) Vil ikke gaden selv som egentlig er en landevej, ved dette anlæg tabe fortrinnet af en allevegne tilstrækkelig bredde, og det endog i den grad at den på nogle steder må blive ffor smal til tre vognes passage uden vanskelighed?

4) Vil ikke denne snæverhed meget forøges derved at de fleste beboeres håndteringer gør det nødvendigt for bøndervogne og andre til forskellige tider på dagen at holde udenfor de gårde hvor de enten har varer at afhænde eller afhente. Udenfor alleen ville de ikke kunne holde. For derved hindredes de gående og indenfor den måtte de være i vejen for de kørende, når flere på en gang mødte hverandre. Hvorfor skal Vesterbro uden nødvendighed blive en Frederiksberggade hvor de passerende vogne ofte hindres fra at komme frem?

5) Skal fortovet som man siger, omlægges med de samme små toppede sten hvoraf det nu består, vil ikke da den daglige nødvendige fejen snart bortføre det sand som i begyndelsen skjuler toppene og spidserne, og således meget snart efterlade en lige så beklagelsesværdig brolægning som den nærværende?

6) Hvis rendestenen lægges imellem fortovet og grusvejen, ville den ikke da hindre de gående ligesom også dens rensning blive besværligere med hensyn til fjernelsen af det oprensede, især om vinteren? Lægges den imellem grusvejen og alleen, må den ikke da gøre det nødvendigt at sætte træerne længere inde på gaden og således forsnævre denne endnu mere da træerne måtte beskyttes på den modsatte side for de kørende?

7) Vil man endog antage at synet af en sådan vej virkelig blev smukkere og tillige gav skygge for den spadserende mængde hvis tarv man vel især sigter til, hvor vil da denne herlighed tabe meget af sin værd så længe man er nødt til at beholde de blodige og om sommeren så stinnkende rendesten"

8) Hvis forandringen skal foretages, må da ridende personer benytte grusvejen?

(Politivennen Tillæg til nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 253-256)

F. Lund: Vesterbro 1835. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Stedet er ikke angivet, men det kan være omkring Vesterbro Torv set ud af byen. 

Bemærkning paa Veien til Hirschholm.

Ved den 27, oktober at passere vejen fra Helsingør til København fandt anmelderen at på det stykke vej fra Hørsholm til Rudergård som er under reparation, er der på siden af chausseen gravet små tværgrøfter ved hvilke den opkastede jord ligger i bunker. På mærke aftner kan det let ske at vejfarende kunne vælte over disse bunker, og det så desto lettere som der ved nogle af dem ligger store sten til disses beskyttelse. Anmelderen talte på halvvejen mellem Hørsholm og Rudersdal 21 sådanne bunker der dels var nedkørte, dels vist spor af overkørsel, og at adskillige er væltet der, er vist sandsynligt. Anmelderen er derfor så fri at foreskå at der på vejen hvor sådanne grøfter findes, måtte opslås pæle eller afvisere med behørigt mellemrum, således som det er sket i Hørsholm by. Bekostningen kunne vist ikke være betydelig da pælene kunne optages og bruges andet sted i samme tilfælde.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 771)

Igjentagen Bøn om Veiforbedring.

I august måned 1828 fremsattes i dette blad en bøn om forbedring af vejen som gennem Lyngby fører til Dyrehaven og løber forbi kirken og præsteboligen. Denne bøn er endnu ikke opfyldt, og at vejen siden er blevet dårligere, er øjensynligt. Udenfor sprøjtehuset hvori man også lægger druknede, langs med kirkemuren er vejen fuld af store bundsten og dybe huller, så a man ikke uden fare for at brække aksler og hjul kan befare samme. Ligeledes er den på nævnte vejstykke værende stenkiste forstoppet, så at vandet fra præstens svinesti ikke kan få afløb, hvilket forårsager en fæl stank, især på varme dage. Ved at passere kisten står man ligeledes i fare for at en hest skal forvride et ben eller at et hjul sønderbrydes ved at komme ned mellem åbningerne. Da denne vej om sommeren befares meget stærkt, især af Københavns indbyggere, der efter at have besøgt Sorgenfri hvis høje ejer har gjort så meget til dette steds forskønnelse, vil tage til Dyrehaven, gentages atter denne bøn om vejens hurtige forbedring.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 399)

Alvors-Ord om Veien til Kongens Enghave.

Der er næppe nogen offentlig og tillige ubetinget nødvendig foranstaltning som påligger Københavns stads- eller amtsøvrighed der er ført flere og alvorligere besværinger over end mangel af denne vejs vedligeholdelse.

Gennem flere år er der næppe noget forløbet uden at dette blad har talt vejens sag. Men alt har været uden følger, indtil forrige år da noget håb syntes at smile.

I dette blads nr. 772 blev det nemlig vist at vejen er aldeles ufremkommelig for vogne og avlsredskaber. - Skønt den er den eneste vej til Vester Fælled - at retfærdigheden kræver at når forpagterne af stadens jorder skal svare afgift af samme, må der også skaffes dem vej til jorderne. At stadens kasse muligvis taber ikke ubetydeligt i forpagtningsafgift - fordi vejen er ufremkommelig.

Dette og mere som der blev gjort opmærksom på, syntes også omsider at have bidraget til at man tog sig af sagen. For kort efter blev der averteret at vejens istandsættelse var takseret, og at licitation over arbejdets udførelse skulle afholdes på endog navngivne mænds regning. Man så i det mindste en af disse mænd protestere mod arbejdets udførelse for hans regning, og så vidt indsenderen bekendt, blev heller ikke nogen licitation afholdt, lige så lidt som man siden hørte noget om denne sag.

Den er imidlertid af megen vigtighed. Stadens magistrat har hidtil vedligeholdt den tillid at den ufortrødent arbejder på at fremme stadens og dens borgeres tarv. Den har vundet borgernes og indbyggernes taknemmelighed for de mange forskønnelser, den har skænket staden og dens omegn.

Men sammenligner man stadens ydre forskønnelse med vejen over Vester Fælled til Enghaven, da må enhver falde i forundring over at man tåler en sådan kontrast ved siden af de mange fortræffelige veje og spadseregange, og den som ved at der i en flere år er skrevet så meget og ført så mange besværinger over denne vej, vil ikke kunne finde nogen grund til at man lader vejen blive i dens halsbrækkende tilstand. For vitterligt er det at man har måttet lade køretøj blive stående på vejen på grund af dens ufremkommelighed. At meget vogntøj er sønderbrudt på samme. Ja! at man hverken til fods eller til hest har kunnet befare den.

Mindes man at det om sommeren er en af de skønneste promenader om staden, ved man at Vester Fælled er bortforpagtet og at kun stadens beboere har adgang til at leje disse jorder, da bliver man i forlegenhed for hvad man skal tro om hele sagen. For om nogen endog ville være så utaknemmelig at antage at det, strikt mod den allerede berørte opmærksomhed for stadens indbyggere, skulle være magistraten ligegyldigt om disse kunne profitere af denne smukke vej, så mener indsenderen at det dog påligger magistraten som på stadens vegne, reræsenterende ejer, at skaffe forpagterne af vester Fælled passabel vej til de lejede jorder. At stadens værdighed ikke kan tillade at denne sag tåler endog det allerringeste ophold *), om endog amtet (under hvis ressort vejens vedligeholdelse ifølge de førnævnte bekendtgørelser, forudsættes at høre), eller de vejpligtige måtte finde regning ved at lade den gå i langdrag. At det ikke er aldeles pasende at de øvrige borgere gennem stadens kasse, hæver afgift af jorder som forpagterne, deres medborgere, ikke kan benytte i overensstemmelse med forpagtningsbetingelserne. Derimod henstiller man til højere bedømmelse om det i mangel af en kortere fremgangsmåde ikke måtte stemme med stadens værdighed og borgernes tarv at magistraten behandlede amtet, eller hvem forsømmelsen påhviler, som privatmænd under lige omstændigheder ville behandle hinanden, det er: lod af lands-, over- samt hof- og stadsretten (for magistraten er selv part) på lovlig måde udnævnes mænd til at syne og taksere vejen, og forsatte overslag over bekostningerne ved istandsættelsen, lod derefter notarius publicus præsentere amtmanden, eller andre ansvarlige, denne forretning og opfordre til vejens uopholdelige istandsættelse, med tilkendegivende at det i mangel heraf, skete for amtets eller vedkommendes regning, og derefter lade arbejdet bortliciteres og siden søge vedkommende til betaling.

Skulle imod forhåbning hverken stadens eller amtets øvrighed kunne tage sig af sagen, udbeder man at det kongelige rentekammer under hvilket vejvæsnet i almindelighed hører, gunstigt ville betvivle denne vejs istandsættelse mod regres tl vedkommende, og derved befri de borgere hvis stilling gør det nødvendigt at have jorder for den bekymring de i så mange år har haft, for at få det første og fremmeste lovene hjemler hver mand: ret og skel.

C. Møller.

*) Uagtet det gode vejr var vejen den 18. maj næsten ufremkommelig hinsides vejen til gamle pesthus.

Indsenderen.

(Politivennen nr. 803, Løverdagen den 21de Mai 1831, s. 357-362)

Redacteurens Anmærkning.

Næsten et helt nummer af Politivennen, nr. 829, 19. november 1831, s. 791-804 var helligt området og istandsættelsen af vejen, skrevet af premierløjtnant i vejkorpset, L. Jacobsen og andre. Han var en af ejerne på Vester Fælled og var blevet indkaldt til et åstedsmøde. Han havde påpeget at der var alt for meget vand til at anlægge en vej.

Varsko.

1) Ved aftenstid især ved vægtermåneskin eller i tåget vejr, kan man når man passerer Tøjhusgades østre side og vil gå over Prinsensbro, let falde ned af den ved enden af broen værende nedgang til lokummet under broen, og således muligvis forslået, styrte i kanalen. Man tror at en bom lig den der står i alleerne, og som kun tillader indgang fra siden, ville her gøre god tjeneste.

2) I den smukke landsby Farum står som bekendt på gaden et meget stort træ, hvoromkring ligger nogle store sten der tjener til sæde for bønderne når disse forsamler sig til gadestævne eller til selskabelig underholdning. En af disse sten har kådhed borttaget og væltet hen midt i kørevejen. Men da den der ligger til ulempe for vejfarende, beder man de ansvarlige sørge for at den borttages, og om muligt bringes til dens førhen hafte plads.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 683-684).

Veien over Vesterfælled og Enghaven.

Der er i flere år ført klager over denne vejs dårlige tilstand. Men det har intet frugtet. Den er især på den anden side af pesthuset aldeles ufremkommelig for vogne og avlsredskaber, og bliver den ikke uopholdeligt istandsat, ville de fleste forpagtere af fælleden hverken kunne udføre deres gødningsmidler, pløje eller få vintersæd, hvorledes det end vil gå med vårsæden.

Grunden til den stedbarnlige behandling af den vej er ikke let at indse. For vel siger rygtet at valbyerne skulle vedligeholde samme. At stadens og amtets øvrigheder er uenige om hvem vedligeholdelsen påligge osv. Men - hvad vedkommer det forpagterne? Må de ikke enten i penge eller med arbejde bidrage til vejenes vedligeholdelse i almindelighed? Og vil staden tage det for god betaling når afgiften skal betales, at vejen har været ufremkommelig? Når privatmænd har strid med hinanden, da kan de i alt fald gennem domstole få afgjort hvem der har ret. Men - er det retfærdigt at fordi forpagterne ikke kan udpege nogen privatmand de kan holde sig til, at deres ret derfor skal være mere indskrænket? Er det retfærdigt mod samtlige stadens indbyggere at måske netop den ufremkommelige vej er skyld i at forpagtningsafgiften af Vester Fælled er så ringe mod de andre stadens jorder? Hvem skal give borgerne erstatning for det mere som de på grund af det må betale i forhøjet nærings- eller andre skatter til stadens fornødenheder? -

Det er en ufravigelig regel at enhver skal have forsvarlig vej til sine jorder, og hvorfor skulle da københavnerne som både i konsumtionsafgifter og på andre måder er langt højere beskattede end provinsboerne ikke nyde samme gode?

At der kan opstå strid om vedligeholdelsespligten af en vej så godt som om så meget andet, er naturligt, men unaturligt er det at dersom strid virkelig finder sted, de samme midler da ikke anvendes som private kan anvende mod hinanden. De nemlig at syn optages over vejen og denne derefter istandsættes og vedkommende (staden eller amtet) siden sagsøges til at betale omkostningerne.

Man gentager derfor den bøn at høje ansvarlige ville uden ophold tage sig af vejen i det mindste med en tålelig reparation om bekostningen end forskudsvis skulle udredes af vejkommissionen. For en ende bør dette flerårige uvæsen dog vel have.

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 661-663)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen førte ikke til noget, hvilket fremgik af en artikel i Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 357-362.