Embedsmænds Afsættelse og Fyring. (Efterskrift til Politivennen)

Afsættelsen og fyringerne og fyringerne i Slesvig er stadig ikke nået til ende. Just er lægerne Karstens, Krüger, Esmarch og Wülfke, respektivt i Haderslev, Sønderborg, Flensborg og Husum blev afskediget fra de dem "interimistisk betroede" lægeembeder (de var alle interimslæger) og den interismistiske udnævnelse af fysikus i Tønder til dr. Dircks blev tilsidesat, men alle 5 lægers afskedigelse blev annonceret som gennemførte. Der tales også igen om afskedigelse (som endnu ikke er sket) af pastor Heynsen i Ottensen ved Altona og om afskedigelsen af ​​pastor Harries i Altona.

Die Absetzung und Entlassungen im Schleswigschen haben noch immer nicht ihre Endschaft erreicht. Eben erst sind die Doctoren Karstens, Krüger, Esmarch und Wülfke resp. in Hadersleben, Sonderburg, Flensburg und Husum von den ihnen "interimistisch anvertrauten" Medicinalämtern (sie waren sämmtlich Interimsphysici) entlassen und die interismistische Uebertragung des Physikats in Tondern an Dr. Dircks ausser Kraft gesetzt, alle 5 Physikate aber Behufs der Bewerbung als erledigt ausgeschrieben worden. Man spricht auch wieder von der (bis jetzt noch nicht erfolgten) Erlassung des Pastors Heynsen in Ottensen bei Altona und von der Absetzung des Pastor Harries in Altona.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 16. november 1853).

Cholera i Skagen. (Efterskrift til Politivennen)

Som af offentlige Tidender allerede bekjendt er den i Skagen fra medio Juli grasserende Cholerine af epidemisk Natur trods Sundhedscommissionens Foranstaltninger og Districtlæge Steenbergs utrættelige og opoffrende Bestræbelser for omtrent en Maaned siden uden Smitte andetstedsfra udartet til epidemisk Cholera. Epidemien synes her at have antaget den samme snigende Characteer, som Typhusepidemien for nogle Aar tilbage, langsomt fremskridende og trækkende i Langdrag. Saalænge den ved enkelte skuffende Standsninger i Udbredelsen syntes at give Udsigt til snarlig Forsvinden have vi ikke villet anraabe den smukke danske Veldædighed, der for andre Steder allerede har bragt saa betydelige Offre; men nu tør vi ikke tøve længere, saameget mindre som den her uafhjælpelige Dyrtid og Vinterens Nærmelse i bet Grad forøge Sygdommens truende Rædsler. Undertegnede udsende derfor tillidsfuldt en Opfordring til ædelsindede Medborgere om at komme os til Hjælp med milde Gaver i Penge og Andet, overbeviste om, at Hjælpen, som allerede er bleven os til Deel fra Nabostæderne uden Opfordring, endmindre efter en saadan vil udeblive for denne Danmarks fattigste Kjøbstadcommune, i hvilken vel en Trediedeel af Befolkningen Frister Livet under de sørgeligste vilkaar, tildeels i usle og utætte Hytter, uden varme Sengeklæder, uden tilstrækkelig Beklædning, med halvnøgne Børn, for hvem Linned og Strømper bogstavelig ere en ligesaa stor Luxus, som god og nærende Føde for Skagens Proletariat. Enkeltviis er paa andre Steder Armoden ikke mindre, men næppe nogetsteds i hele Landet saa udbredt. Her er et rigeligt Cholerastof, som tilmed finder Næring, blandt Andet, ved de idelige Forkølelser, som selv Skagboens hærdede Legeme ikke kan undgaae under hans Færden paa Havet. Til nogenlunde under en Choleraepidemi at afhjelpe denne Elendighed, og, saavidt muligt for Mennesker, at forebygge Sygdommene befrygtende Udbredelse - imod hvilken et naadigt Forsyn sikkert har givet den bedste Hjælper i den raske Havvind fra alle Sider - ved offentlige Foranstaltninger, ved Understøttelig af Afdødes Efterladte, af hvilke der allerede er et forholdsviis ikke lidet Antal, ved de meest Forarmedes Bespiisning med nærende Føde, ved de meest Blottedes, især Børns, Beklædning med Linned og Uldent, ved Anskaffelse af brugelige Sengeklæder eller Surrogater derfor, ved de sletteste Boligers Udbedring, er det ligesaa aabenbart, at Communens enkelte Bemidledes og dens faa Velstaaendes Kræfter ere saa langt fra at strække til, som at vi have overtaget et meget vanskeligt Hverv paa et Sted, hvor de til Hensigternes Opnaaelse fornødne Midler for en stor Deel ikke forefindes, ja ikke engang ere at faae for Penge. Destomere trænge vi til kjærlig Bistand af den danske Gavmildhed i de forskjellige paapegede Retninger, og for enhver saadan Gave vil vor Taknemlighed være ligesaa inderlig som Trangen til Gaven er stor!

For det Modtagne skal Tilstaaelse blive offentlig meddeelt.

Vi tillade os ærbødigst at anmode de ærede Herrer Avisredacteurer om velvillig Optage se af Foranstaaende i deres respective Blade. Comiteen til Understøttelse af de ved Choleraepidemien i Skagen Nødlidende og Afdødes Efterladte, den 8de November 1853. 

N. P. Christensen, Kjøbmand. Th. Meyer, Fyrinspecteur. B. Andersen, Borgerrepræsentant, Dbrmd. N. Kjelder, Strandingscommissionair. L. Klemmentsen, Borgerrepræsentant. I. C. R. Berg, Sognepræst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1853, 2. udgave).

Miracelmidlet Revalenta Arabica. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19. august 1853 havde indenrigsministeriet i Bayern proklameret at Barry du Barrys produkt ikke skulle defineres som et lægemiddel, men som et næringsmiddel. Produktet blev også markedsført i Danmark i meget store annoncer, til tider med illustrationer:

Annonce i Dagbladet (København) 26. august 1853. Se tekst nedenfor.

DU BARRY's

Sundheds- og Kraft-Restaurations-Farina

for Syge af enhver Alder og for svage Børn.

Et behageligt Farina til Frokost og Aftensmad, som er opdaget, plantes og indføres alene af Barry du Barry & Co., 77. Regent Street, London.

Eier af Revalenta-Plantagen og Patent-Maskinen, hvorpaa Revalenta'en alene bearbejdes, saaledes som den skal være for at udvikle sin fulde Lægekraft.

For at sikkre Publikum imod alle skadelige Forfalskninger, der falbydes under ligelydende Navne som Ervalenta, Ravalenta osv., er Navnet Barry du Barry & Co. fuldt og tydeligt stemplet paa enhver Daase, og enhver saadan, paa hvilken dette ikke findes, er altsaa uægte.

HS Majestæts den russiske Kaisers Ukase.

Det russiske General-Consulat, London, 2Decbr. 1847.

Det er af Hs Maj. Kejseren overdragen General-Consulatet at underrette Dhrr Barry du Barry & Co. om, at deres Revalenta arabica med allernaadigst Bevilling er tilstillet det kejserlige Hosmarschalat.

Vidnesbyrd om du Harry's Revalenta arabica.

Du Barry's Revalenta arabica-Meel. Kort og træffende angiver en af de Patienter, der ved dette Næringsstof har faaet sin Sundhed tilbage, med disse Ord dets Virkning: "det bevirker Alt, hvad Medicinen forgæves søger at bevirke." Uden Hjælp af Klysterer eller Piller bevirker det fuldkommen Helbredelse af de mest indgroede Sygdomme, der i en utallig Mangfoldighed og under de mest ondartede Former have deres Sæde i Nerverne, Maven, Leveren eller Nyrerne. Listen over dem, der have gjort sig den Ulejlighed ved deres Vidnesbyrd at anerkjende de Velgjerninger, som ved Brugen af Revalenta arabiea ere blevne dem tildeel, overstiger 50,000 og indeslutter alle Klasser fra Greven indtil Haandværkeren. Den brave Sergeant Neels fra det brittiske Krigsskib "Crocodillen", der erklærer, at Revalenta'en har gjengivet ham Sundhed og Liv, og at han ønsker, at enhver stakkels Syg maa blive bekjendt med dette Lægemiddel, udtaler sin Tak ligesaa udførlig som Grev Stuart de Decies, Generalmajor King, Hans Høiærværdighed Archidiakonus Stuart osv. Hr. J. S. Newton i Plymouth erklærer paa samme Maade: "I 10 Aar har jeg lidt af slet Fordøielse, Hovedpine, nerveuse Smerter, Hypochondri og Søvnløshed og uden Nytte slugt en utrolig Mængde Lægemidler. Det er mig derfor en Glæde at meddele Dem, at deres Revalenta har helbredet mig, og at jeg befinder mig langt bedre nu end i mange tidligere Aar." I alle Tilfælde ere Beretningerne eenslydende - fuldstændig Helbredelse, Sundhed og Tilfredshed efter mange Aars unyttige og kostbare Experimenter med Medicin. Aldrig før har det været Tilfældet i Menneskehedens Historie, at en saadan Masse uimodsigelige Vidnesbyrd have foreligget til Gunst for en af den menneskelige Velfærds høieste Interesser.

(Dagbladet (København) 26. august 1853. Uddrag).

I aviser blev publiceret lignende vidnesbyrd.

Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 22. oktober 1853.

Vi omtalte for nogen Ttd stden et nyt stærkt, udbasunet Lægemiddel, som et engelsk Tidsskift antydede at vare simpel Lindsemel; en Indsender i Fdl. bekræfter denne Formodning: ""Hvad Revalenta arabika" er, siger han, er endnu ikke klart, men det fortiener næppe Tilnavnet "arabica", og jeg tvivler meget om den "Nye Opfindelses" Nyhed. Apotheker Benzon paa Svane-Apotheket her i Staden har tilberedet en Sammensætning, hvis Bestanddele han ikke holder Hemmelig, naturlig Brystmel og Lindsemel med Gummi, der i Smag og Udseende aldeles Iigner "Rev-arab.", især efterat et let Farvestof er tilsat. Naar denne Komposition koges med Vand, Bouillon, Vin osv., er det umuligt at adskille de tvende Praparater fra hinanden, og hvad der er vigtigere, det af Benzon præparerede "Revalenta" synes at have de samme diætistiske Egenskaber. Resultatet af de Forsøg, jeg har havt Leilighed til at iagttage, staar aldeles ikke tilbage for dem med den importerede og udbasunede "Revalenta". Desuden besidder den danske "Revalenta" (dansk vistnok ligesaa berettiget som arabisk) den Egenskab, at den omtrent koster kun Halvdelen af Prisen for den arabiske og sælges i mindre Kvantiteter. Jeg kan derfor anbefale den til en ligesaa almindelig Brug for den fremmede, og henleder Opmærksomheden paa den."

(Ribe Stifts-Tidende 1. november 1853),

- For en 4 a 5 Aar siden var der en Jøde i London ved Navn Meyer Baruch; han havde hændelsesviis hørt omtale et Slags Meel ved Navn Revalenta arabica og forskaffede sig et ikke ubetydeligt Forraad af samme, Gud maa imidlertid vide hvorfra. Han averterede det i alle Aviserne i England, lod Placater opslaae paa Hjørnerne, bemalede Flisestenene i Regent-Street med Universal-Melets Navn, men kaldte det dengang Ervalenta (af Ervum-lens Lindsekorn), og havde i nogen Tid en uhyre Afsætning. Han udgav det for Productet af en vis Palmerod; men da man, ved chemisk at analysere det, fandt, at han havde sat Cayenne-Peber til, hvorved det, som Medicament i mange Sygdomstilfælde, kunde være til megen Skade for de Patienter, der afbenyttede det, fik Sundhedscollegiet i London Manden - der nu, for at være rigtig fiin, kaldte sig Barry du Barry - sat under Tiltale og, saavidt vi vide, idømt en klækkelig Mulct for Udbredelsen af dette skadelige Product . . . Men Fyren var ikke forknyt: han vidste, at Skandinaverne alttd komme bag efter de andre Mationer, og en skjøn Dag sender han en Ladning til vor gode Residentsstad, udbasuner Melets vidunderlige Egenskaber, og kalder det nu, for en Forandrings Skyld, RevaIenta'en, det hjælper jo baade for Snue, slet Humeur, boldne Fingre og Liigtorne, og Meyer Baruch du Barry sad nok saa rolig i London og grinede ganske umaneerligt af os. ... Men ikke nok med det; de danske Læger fandt sig beføiede til at fraraade deres Landsmænd at kjøbe dette dyre Lægemiddel, da de kunde faae det lavet næsten 100 Procent billigere hos Apothekerne i Kjøbenhavn, og dertil vilde dette være et ldetmindst uskadeligt Medicament, hvorimod man, at dømme efter alle Antecedentia, ikke kunde vide, om Baruch's Revalenta var skadeligt; ... dette maatte dog vel aabne Øinene paa os? ... "Nei, Undskyld!" som man saa ofte hører: det skulde man ikke have noget af; det var Brødnid, der talte ud af Lægerne, og det skal være notorisk, at næsten hele Oplaget af du Barry's Revalenta her i Byen var udsolgt, og de mageløseste Cure fortælles at være bevirkede ved Brugen af samme; - flere Invalider, der have mistet Fingre, Arme eller Been, skulle have taget Tilflugten til Revalenta'en, og det skal slet ikke undre os, hvis Meyer-Baruch-du Barry fortæller i sine næste Avertissementer i de engelske, franske og tyske Aviser, at Fingrene, Armene og Benene igjen ere voxede ud på vore danske Invalider ... (Aarh. Av.).

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. november 1853).

Revalenta arabica.

Ofte seer man i Aviserne storpralende Anbefalinger for ubekjendte Lægemidler med straalende Etiquetter og glimrende Attester, men Ingen har endnu overgaaet du Barry i hans Anmeldelse af Revalenta arabica, hvilket Middel fortiden synes at betragtes som et Universalum imod alle Sygdomme; det er vistnok derfor ikke utidigt, at oplyse Publicum om Beskaffenheden af dette kostbare Product. For nogle Aar siden anførtes i Materialisternes Priiscouranter fra Hamborg et Meelstof kaldet Ervalenta, formodentlig præpareret af Lindsen (Ervurn lens, L.), med den Bemærkning, at det havde viist god Virkning i forskjellige Bryst- og Mave tilfælde; det blev imidlertid ikke paaagtet og, idetmindste hertillands, ikke videre udbredt og afbenyttet ; nogen Tid efter fremtræder, rimeligviis det samme Stof, under det pompeuse Navn Revalenta arabica, med høittravende Bemærkninger om dets helbredende Egenskaber i næsten alle Sygdomme og til en Priis af over 3 Rbd pr. Pd. Sagkyndige fandt sig naturligviis opfordrede til en nøiagtig Undersøgelse af Productets Bestanddele. Resultatet heraf vil jeg tillade mig at meddele Publiciim. Dr. F. L. Winckler, en bekjendt grundig Chemiker i Tydskland, har anstillet  9 forskjellige analytiske Prøver med Revalenta og Melet af den almindelige hvide Bønne (Viscia faba L.) og i alle Forsøg har begge Meelstofferne viist aldeles eens Phænomener, saa at han kom til en til Vished grændsende Overbeviisning om, at det beromte Revalenta arabica ikke er andet end fint Bønnemeel, som vil kunne haves for 12-16 sk. pr. Pd. Efter en anden Chemiker, Braconnots, Analyse indeholder Bønnemeel en stor Mængde reent Meelstof, foruden Plantestof, meget lidet Sukker og Salt: Melet af Bønnen formener han derfor at være meget nærende, let fordøieligt. og burde som et billigt og kraftigt Næringsmiddel, behørigt tilberedt, vistnok i mange Tilfælde, selv hos Syge, foretrækkes for mange andre Spiser; de samme Egenskaber kan man maaskee tillægge Revalenta, men videre virker det rimeligviis ikke. Couleuren, lyseguul, kan være paasat med Safran. En anden bekjendt Mand af Faget, Professor Runge i Oranienborg, har ladet Følgcnde indrykke i "Berliner Nachrichten":

"Skjøndt det ialmindelighed er en rigtig Læresætning, at den Forstandige tier til Tidens Naragtigheder, saa finder jeg dog at Berlinernes Forstandighed gaaer for vidt, naar de tie til Hr. du Barrys uforskammede og haandgribelige Praleri og Prelleri. Et Meelstof, som efter sagkyndige Englænderes Skjøn bestaaer af Lindse- og Bygmeel, bliver af fremmede Handlende solgt under Navnet Revalenta arabica til en Priis af 20 Sølvgroschen for ½ Pd. og anprises som et Middel, der helbreder alle Sygdomme. Disse Mennester arbeide i et formeligt Raseri for at helbrede de syge Berlinere, og daglig fyldes Aviserne med Lovprisen og Sygehistorier, som langt overgaae hvad hidtil nogen Mirakeldoctor har løiet. Er en slig Fremfærd forenelig med vor Medicinallov? Ingen hemmelige Lægemidler maae sælges, og her skeer det ustraffet offentlig. Retten dømte for kort siden en Kjøbmand i 5 Rbd. Mulet for at have solgt Kamilleblomster for 1 Groschen, en Anden blev endog truet med at miste sin Handelsret fordi han havde solgt Viinsteenssyre og Natron. Du Barry driver derimod med sit Middel en uforstyrret Handel og Lager for en Vareartikel, som ikke koster ham to Groschen pr. det Tyvedobbelte. Vil man endnu vedblive at lade sig saa grovt prelle? Det er muligt; thi Menneskene troe alt for gjerne paa et saadant Undermiddel, som idetniindste lover halv Udødelighed."

Nykjøbing Apothek i Jylland

den 30te October 1853.

R. Begtrup.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. november 1853).

Københavns stadsfysikus forbød annoncerne som bedragerier. Trods lægevidenskabens afvisning af midlets virkninger, fortsatte firmaet sine store annoncer igennem flere årtier.

Ribe Stifts-Tidende 27. juni 1854 omtaler pjecen "Revalenta arabica des du Barry, ein grossartiger Betrug, von Albert Frickberger" som afslører midlet som et bedrag. Det korrrekte navn er Frickhinger. Artiklen mener at revalenta arabica havde udspillet sin rolle, men at markedet var fyldt med andre lignende midler.

Se også "The Natural Regenerator of the Digestive Organs (the stomach, liver, spleen, kidneys, bowells, nerves..." (1855).

Grev Carl Moltke lukker Avis i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

 Kjobenhavn, den 25. Oktober.

Hs. Excellence Grev Carl Moltke har ved en Ukas af 13de October forøget Listen over de i Slesvig forbudte Blade med et nyt Nummer, idet han har forbudt i Hertugdømmet at "udbrede og holde" Bladet "Hamburger unpartheischer korrespondent von Staats- und gelehrten Sachen".

Hs. Excellence maa være en ganske forskrækkelig hidsig Mand. Det Blad, som han nu har udelukket fra sin Domaine - thi Grev Carl Moltke betragter aabenbart Hertugdømmet Slesvig som sin Domaine - , har vel aldrig hørt til de mest velsindede; det har endogsaa i de egenlige Oprørsaar 1848, 1849 og 1850 været aldeles slesvigholsteensk; men paa den anden Side har "Hamburger Correspondent" dog ogsaa altid forsaavidt havt Ret til at kalde sig "unparteiisch", som den selv i den allerværste Tid har givet Plads for mere end een Artikel i dansk Retning; endog midt under Krigen har den havt Artikler fra Kjøbenhavn, der vare skrevne aldeles i dansk Aand. Efterhaanden som Oprøret bukkede under, forandrede "Correspondenten" ogsaa Tone; de slesvigske Artikler, i hvilke man endnu tydelig saae den glødende Fanatisme og det inderlige Had mod Alt, hvad der har Navn af Dansk, stode i broderlig Enighed ved Siden af de loyal heelstatsligslesvigholsteenske Storkorscorrespondancer fra Kjøbenhavn, der ikke vare af Geheimeraad Scheel. Og nu i den allersidste Tid har "Correspondenten" bragt Adskilligt om den danske Heelstat, der i den Grad stemmede overeens med Ministeriets egne Udtalelser og Handlinger, at man næsten kunde mistænke den for at være et halvofficielt Blad. - Fra Ministeriets Standpunkt forekommer det os derfor i høieste Grad uklogt for een eller to Artiklers Skyld at forbyde et Blad, der har aabnet sine Spalter for ministerielle Forfattere, og ved Hjælp af hvilket Ministeriet turde haabe at skaffe sine Anskuelser langt lettere Indgang hos den gjenstridige Deel af Befolkningen, netop fordi denne modtager, hvad der kommer til den fra tydsk Side, uden Mistanke.

Forsaavidt bliver det nu forresten Ministeriets egen Sag; man maa overlade Medlemmerne af Geheimestalsraadet indbyrdes at forliges om de Dementis, som de dagligdags i det Ene og i det Andet give hinanden. Men Sagen har tillige den Side, fra hvilken den interesserer os Andre. Grev Carl Moltke har efterhaanden forbudt en Mængde tydske og adskillige danske Blade og nedlagt Interdikt mod en Legion af tydske Visebøger, Calendere, Almanakker og Kogebøger. Men hvor talrige hans Forbud end ere, saa række de dog ikke til at sikkre de Livegne paa hans Domaine mod al slet Læsning. Hvad kan det hjælpe at forbyde "Hamb. Nachr." og "Corrrespond.", naar "Alt. Merc." og "Børsen-Halle" kunne bringe alle de Artikler i de forbudte Blade, der angaae Slesvig? Hvad forslaaer det at sparke "Fædrelandet" og "Dagbladet" ud af den sydligste Deel af "Danmarks Rige", naar Provindsavisernes talrige Hob, der kunne tage Saameget de ville af begge Blade, uhindret passere Kongeaaen? Til hvad Nytte forbyder han Visebøger, Calendere og Kogebøger, eftersom Forbudet dog først kan komme, naar Bogen er læst af Nogle, og eftersom det kun bevirker, at den bliver slugt af Mange? Hvorfor lyse Ban over Skrifter, der kun læses af de mere Dannede, af dem, der allerede ere smittede af Fordærvelsen, naar Sandheder, som at 2 og 2 er 4, og at a b siger ab, uhindret kunne udbrede sig i Samfundets mindst oplyste Klasser?

Vil den slesvigske Minister endelig spille Pave, saa maa han være consekvent. Han maa begynde med at optage en Liste, ikke over de Bøger og Blade han vil forbyde, men over dem han vil tillade, - Listen vil neppe blive synderlig vidtløftig. Men han maa ikke blive staaende derved. Siden han ikke har Magt til at forhindre Folk Folk Norden for Kongeaaen og Sønden for Eideren i at skrive, saa bør han gaae den anden Vei og forhindre sine Livegne i at forstaae, hvad Danske og Tydske skrive. Han bør afskedige alle Skolelærere, forbyde al Underviisning i Skrivning og Læsning, og indtil han har drevet det saavidt, at disse farlige Færdigheder, der gjerne kunne kaldes Fandens Hovedpuder, ikke kiendes længere, bør han sætte en Gendarm ved hver enkelt Mand for at have Opsyn med hans Læsning. For ikke at berøve Slesvigerne al aandelig Føde, kunde Ministeren jo af Hs. Maj. Kongen erholde Bemyndigelse til for særdeles paalidelige Individer ad mandatum at udfærdige Bevillinger til at læse, i ganske særegne Tilfælde ogsaa til at skrive, eller ansætte specielle læsekyndige Embedsmænd, som kunde sammenkalde Folket paa Thinge ved Urnehoved og Slien og forelæse det resp. "Kjøbenhavnsposten" og "Altonaer Zeilung" til visse Tider af Aaret. - At sætte Folk ude af Stand til at læse er det eneste probate Middel; alt Andet er utilstrækkeligt eller kommer bagefter. Vil Hs. Excellence Grev Carl Moltke endelig være sikker mod Ildebrand, saa maa han reent forbyde Brugen af Ild.

(Dagbladet (København) 25. oktober 1853)

Kongeveien. (Efterskrift til Politivennen)

fra Vibenshuus gjennem Lyngby til Gelets Skov.

Det er ikke uden fuld Berettigelse at vi herved tillade os at føre Anke over denne Veis Mangler; thi de ere i den Grad iøjnefaldende, at den, fornemmelig vandrende Veifarers Harme retfærddiggjøres ved paa denne, Landets meest befærdede Kunstvei, at see sig udsat for Ulemper, der ikke frembyde sig grellere paa mangen jydsk Hedevei.

Misgrebene i den Maade hvorpaa Veien, lige fra Kjøbenhavn til Gelets Skov, findes beplantet med tvende Rader Træer, kunne, som tilhørende en fiernere Forlid, selvfølgelig ikke tilregnes Nutidens Bobestyrelse; men, uforklarligt er det dog, at man lader disse Træer staae; thi de staae saa nær Veiens Udsider, hvert Træ ved Foden ombarricaderet med en saa volumineus og ved Træets Væxt saa udskudt Jordvold, at der, mange Steder, ikke levnes Passage for een Fodgænger, mindre for to jevnsides hinanden; ei at tale om at svære Trærødder hist og her skyde hen over Stien og møde Foden. Er nu Gangstien ved Regn, Frost eller Snee slibrig, saa hænder det sig - ikke ofte, men meget ofte - især i den mørke Aften, at Fodgængere og endmere de, som bære noget , f. Ex. Aag og Kurve, have det Uheld at falde eller glide i Grøften, idet de forsøge at komme forbi Træet med dets Bastion, hvor Gangstien sædvanligviis helder, fordi Grøftekanten er nedtraadt; og vil man undgaae denne Uempe, saa maa man skride udenom Træet og ind over den enten støvede eller sølede Jordvei.

Man lægge især Mærke til den Deel af Veien, som fører deels gjennem og deels forbi Sorgenfri Skov, for at see i hvilken paafaldende Grad de paapegede Ulemper existere; som ogsaa det er ufatteligt hvorfor en Allee vedligeholdes paa denne Strækning, der, begrændset af Skov, Lyststeder og skjønne Anlæg, ustridelig vilde for den Veifarende afgive en lysere og smukkere Passage end nu, da Veien og netop paa et Strøg hvor den er allermeest befærdet, formørkes, halv spærres og fordærves af de gamle, til ingen Nytte eller Ziir henstaaende Træer.

Naar vi, med Hensyn til Alleen paa hele Kongeveien, votere en Dødsdom, da er det dog kun den Forudsætning, at den remplaceres af en ny paa Veiens aabne eller af Skov, Haver og Anlæg ubegrændsede Strøg, og saaledes at der mellem dens Linier og Grøfterne - idetmindste paa den ene Side af Veien - indrømmes et Trottoir af 3 a 3½ Alens Brede for Fodgængere; en Foranstaltning der er saa meget mindre vanskelig at gjennemføre, som deels Kjørebanen ikke derved vilde lide det mindste Tab i dens fornødne Brede og det deels intet vilde koste Veivæsenet; thi med Hensyn til Bekostningen, da ere de gamle Træer af saadanne Arter og Dimensioner, at de ved Salg nok kunne dække Udgifterne paa den nye Plantning, selv om Veivæsenet maate vise den Barmhjertighedshandling i den nærværende Dyrtid og forestaaende Vinter at bortgive Qvaset til fattige Folk. Bibeholdelsen af den gamle Allee er imidlertid ikke ene Fundamentet for det Syndefald hvorunder Kongeveien maa lide; thi paa vor Regning med den ærede Vei-Intendant eller hvem det ellers maatte vedkomme, staae endnu nogle Debetposter om den Maade hvorpaa Vedligeholdelsesarbeiderne og Veipolitiet administreres.

Uden at tale om det enten anstødelige, der er i ideligen at see en saa meget befærdet Vei tildeels baricaderet af store i Hobe sammenførte Kampestene, om den Fare de varslet for det Tilfælde at en Vogn ved løbske Heste slynges mod dem, eller om endelig: om hvormeget de bidrage til Snedrivers Ansamling paa Veien, ville vi kun henpege paa den uforsvarlige Maade hvorpaa disse Steenmasser flere Steder favnsættes saa nær ind paa Gangstien, at man ved, især om Aftenen at passere denne, ofte ikke undgaaer at tørne mod de skarpe Hjørner, snuble over eller skamstøde Foden paa de paa Gangstien jevnlig nedskridende og henliggende store Stene, noget hvorover der i daglige Tale føres en ikke mindre begrundet Klage, end over at de smaaslagne skarpe Rangeerstene hyppig overligge Gangstien til Hinder og Gene for Fodgængeren, hvis Fodtøj sønderskjæres og Fod saares, hvorpaa der ingenlunde mangler Exempler.

Men, ikke det ene. Ogsaa Steenslagningen foregaaer paa selve Veien, ja endog tæt udenfor Beboernes Huse og Vinduer, hvorved saavel Veifarende som Heste og Vinduer ere udsatte for Ram af de ved Slagningen udflyvende Stene, af hvilke, for ogsaa her at yttre os exempelviis, en Steen er seet, omtrent af en knyttet Haands Størrelse, med Force fare igjennem et Vindue, tørnende mod et Meubel i Værelset. Vel skal det, siges der, være Pligt for Steenslageren at opstille en Skjærm mellem sit Arbeidssted og Kjøreveien, for at hindre Stenes Flugt mod den Side; men denne Skjærm, ei at tale om at ingen saadan opstilles mod Gangveien (idet det vel antages ei at gjøre stort, om en Fodgænger faaer en Tørn) sees ligesaa ofte, uden Hensyn til Kjøreveien, vendt mod Vinden, som et Læmiddel for Arbeideren.

Man har saa meget mere Anledning til at harmes over denne Steencommerce paa Landeveien, som den der er aldeles unødvendig; thi Veivæsnenet kan, i Lighed med hvad der skeer mange Steder, kjøbe Stene i slagen Stand. 

Og hvad er saa det for et Sølen, som afstedkommes ved den jevnlige Opskovling paa Jordveien? Opskovlingen lægges i Bunker, hyppig saa nær Gangstien, at ikke alene det fra dem udsivende Vand overflyder denne, hvorved Smaapøle og slibrige Steder fremkomme; men ogsaa selve Bunken, naar den er ustørknet, breder sig ud, næsten ind paa Stien, hvorved Fodgjængeren, især i Mørke, udsættes for at løbe lige i en Søle, og det er vel ikke ene Indsenderen af disse Linier, hvem det saaledes, for ei faa Dage siden, er hendet en Aftenstund, temmelig summarisk at falde i et sligt væmmeligt Bad. Hans første Ønske var at han her havde havt Vei-Inspecteuren til Cicerone og Fodgænger; thi, om den ærede Herre havde prøvet en saa grotesk Badning, da vilde den maaskee have virket mere velgjørende end alle vore Argumentationer og Anker.

Det er jo en Sandhed at gode Veie fremme et Lands Civilisation og Velvære; men Kongeveien, der er en af landets meest befarede, i umiddelabr Forbindelse med Hovedstaden staaende Kunstveie, syens tilvisse, efter den troe Daguerreotypi, vi have givet af den, tildeels snarere at være en Parodie af hvad den burde være, end et Vidnesbyrd om at denne Sandhed erkjendes, og vist er det, at Ønsket om at Veien gjøres passabel for det reisende Publikum, er ligesaa almindeligt, som det er Pligt for Vedkommende at imødekomme en saadan fordring.

Lyngbye, den 19de october 1853.

I Fleres og eget Navn

C. Gräbert

Kammerraad.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1853, 2. udgave)

Stændervalg i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Ved stændervalget i Slesvig og Holsten havde kun grundejere eller medejere af grundejendom valgbarhedsret. Efter valget blev derfor Tillisch og Ravit kasseret af den kongelige kommissarius (geheimeråd Scheel). Førstnævnte fordi han hverken var grundejer eller bosiddende i Slesvig, sidstnævnte fordi hans medlemskab af et jernbaneselskab ikke var nok. 

Til den holstenske stænderforsamling blev derimod tidl. borgmester i Kiel og etatsråd Jensen valgt, fordi "Harmonien" havde overdraget ham selskabets ejendom. Den kongelige kommissarius gjorde indvendinger, men det blev afvist af forsamlingen  med 40 stemmer mod 4.

De fleste danske aviser med Fædrelandet i spidsen harcellerede over at Tillisch blev vraget, mens enkelte som Kjøbenhavnsposten anførte at hvis man mente det alvorligt med fællesforfatningen, så måtte den også tage resultatet af valget til efterretning, eller også forkaste fællesforfatningen.

Fra hertugdømmerne, 9. oktober. Det var en korrekt vurdering af vores situation, da jeg for nylig skrev til jer, at hertugdømmerne ikke havde opgivet noget af deres håb trods deres nederlag. De to stænderforsamlinger i Itzehoe og Flensborg giver allerede bevis for denne opfattelse. Grev C. Moltke gjorde store anstrengelser for at "sammensætte" den slesvigske stænderforsamling af "velmenende" elementer; Til dette formål lod han et stort antal vælgere fjerne fra listen, han vandt da også tre virile stemmer og i stedet for de tidligere oppositionelt indstillede ejere indsat tre andre godsejere, der helt tilhørte det danske regeringsparti, sæde og stemme i forsamlingen af ​​tildelte stater; og heller ikke tilfreds med det, forstod han at fjerne upopulære stænderforsamlingsmedlemmer ved at nægte at konfirmere dem eller give dem orlov, og indkaldte i stedet deputerede. På den måde har regeringen vundet mindst 9 stemmer, og hvis man lægger de 3 gejstlige medlemmer sammen, som regeringen har udpeget, er der vundet 12 stemmer - og dog er de første handlinger fra denne stænderforsamling afgjort oppositionelle. Men prof. dr. Schmidt blev valgt til præsident, men det afgørende motiv ved dette valg var intet andet end at udpege et medlem, der var lige så dygtig til både dansk og tysk, til at lede forhandlingerne og i overensstemmelse med den nyligt udstedte kongelige anordning tjene på begge sprog samtidig bør gennemføres. Derfor kan dette valg ikke tillægges samme vægt som næstformandens. Og dette faldt på et medlem, der altid har støttet det tyske parti fuldt ud. Den valgte, købmand Funcke i Flensborg, var tidligere russisk vicekonsul og blev fjernet fra sin stilling af den russiske regering i 1849 på vegne af den danske regering. I overensstemmelse med den slesvigske statsforsamling manifesterede den holstenske forsamling også sin sande etos ikke gennem valget af præsidenten, men af ​​vicepræsidenten. I det mindste kunne Itzehoer-forsamlingen ikke demonstrere sin karakter tydeligere end gennem valget af den afsatte advokat sr. Bargum i Kiel, der var formand for den tidligere Slesvig-Holstenske stænderforsamling fra 1848-1851. Et yderligere tegn på at der på trods af alle regeringens bestræbelser er en vis sammenhæng mellem de to stænderforsamlinger, er kassationen af ​​valget af Tillisch og Ravit. Tillisch var som bekendt dansk delegeret medlem af delstatsforsamlingen for Hertugdømmet Slesvig fra 1849 til 1951 og er i dag kabinetssekretær for kongen. Tillisch er dog en "Eiderdansker" og Ravit en "slesvig-holstener", men det slående er at begge forsamlinger tog udgangspunkt i samme princip da man undersøgte legitimationsoplysningerne. I statutten af ​​24. maj 1834 har intet selskab eller korporation ret til at vælge et medlem gennem selskabets ejendom; I modsætning til dette princip blev borgmester Jensen på et af møderne før marts optaget som medlem af Harmonie i Kiel. Det var allerede inden forsamlingens møde forudsigeligt at regeringen denne gang ville påberåbe sig patentet af 1834 og protestere mod valget af Ravit – og det skete virkelig – forsamlingen måtte reagere på regeringens protester. Men samme dag af samme grund, trods regeringsmedlemmernes stemmer, blev valget af hr. Tillisch kasseret selv om tidligere advokat Bremer, en af ​​lederne af "Schleswig-Holsteiner", også blev optaget i Slesvig stænderforsamling som medlem af Haderslev Klub. Regeringen er nødt til at acceptere dette nederlag i stilhed, og trække hr. Tillisch tilbage. Der er altså en aftale, eller rettere sagt en umiskendelig forbindelse mellem de to stænderforsamlinger, og trods alt hvad der er sket fra regeringens side i de sidste fire år, eksisterer der faktisk stadig et "Slesvig-Holsten" .

Aus den Herzogthümern, den 9. October. Es war eine richtige Beurtheilung unserer Zustände, als ich Ihnen neulich schrieb, die Herzogthümer hätten trotz ihrer Niederlage keine einzige ihrer Hoffnungen aufgegebn. Die beiden Ständeversammlungen in Itzehoe und Flensburg liefern bereits die Belege für diese Anschauung. Graf C. Moltke hat sich grosse Mühe gegeben, die Schleswigsche Ständeversammlung aus "gutgesinnten" Elementen "zusammenzusetzen"; er hat zu diesem Zwecke eine nicht geringe Anzahl von Wählern aus dem Listen streichen lasse, er hat dann ferner drei Virilstimmen cassirt und statt der früheren oppositionell gesinnten Inhaber drei anderen Grundbesitzern, die vollkommen der Dänischen Regierungspartei angehören, Sitz und Stimme in der Ständerversammlung verliehen; und auch damitt noch nicht zufrieden, har er durch Verweigerung der Bestätigung oder des Urlaubs missliebige Abgeordnete zu seseitigen gewusst und statt deres die Stellvertreter einberufen. Auf diese Weise hat die Regierung mindestens 9 Stimmen, und rechnet man die 3 der von dem Gouvernement ernannten geistlichen Mitglider hinzu, 12 Stimmen für sich gewonnen - und dennoch sind die ersten Acte dieser Ständerversammlung entschieden oppositionell. Allerdings ist Prof. Dr. Schmidt zum Präsidenten gewählt worden, aber das bestimmende Motiv bei dieser Wahl war kein anderes, als das, ein der Dänischen wie der Deutscehn Sprache gleich kundiges Mitglied mit der Leitung von Verhandlungen zu beauftragen, dienun einmal gemäss der kürzlich erlassenen königlichen Verordnung in beiden Sprache zugleich geführt werden sollen. Man kann daher dieser Wahl kein solches Gewicht beilegen, wie der des Vicepräsidenten. Und diese fiel auf ein Mitglied, das sich stets entschieden zur Deutschen Parei gehalten hat. Der Gewählte, Kaufmann Funcke in Flensburg, war ehemals Russischer Vicekonsul und wurde 1849 auf Betrieb des Dänischen Gouvernements von der Russischen Regierung seiner Stelle enthoben. Uebereinstimmend mit der Schleswigschen Ständerversammlung hat auch die Holsteinische ihre eigentliche Gesinnung nicht durch die Wahl des Präsidenten, sondern des Vicepräsidenten manifestirt. Deutlicher wenigstens konnte die Itzehoer Versammlung ihrer Charakter nicht bekunden, als durch die Wahl des abgesetzten Advocaten Dr. Bargum in Kiel, der von 1848-1851 unausgesetzt Präsident der weiland Schleswig-Holsteinischen Landesversammlung gewesen ist. Ein ferneres Zeichen, dass trotz aller Anstrengung der Regierung ein gewisser Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen stattfindet, ist die Cassation der Wahlen des Geheimeraths v. Tillisch - derselbe war bekanntlich 1849-1951 das von Dänemark delegirte Mittglied der Landesversammlung für das Herzogthum Schleswig, und ist gegenwärtig Cabinetssecretair des Königs - so wie des Prof. Ravit. Allerdings ist Tillisch "Eiderdäne" und Ravit "Schleswig-Holsteiner", aber das Hervorspringende bei der Sache ist, dass beide Versammlungen bei der Prüfung der Legitimationen von demselben Principe ausgingen. In dem Statut vom 24. Mai 1834 ist nämlich keiner Gesellschaft oder Corporation das Recht zugestanden, ein Mitglied durch das Eigenthum der Gesellschaft wählbar zu machen; entgegen diesem Princip war in einer der vormärzlichen Versammlungen Bürgermeister Jensen als Mitglied der Harmonie in Kiel für wählbar angenommen worden. Nun war schon vor dem Zusammentreten der Versammlung vorauszusehen, dass die Regierung diesmal sich auf das Patent von 1834 berufen und gegen die Wahl Ravits Protest erheben werde - und das ist auch wirklich geschehen - die Versammlung musste auf den Proteste der Regierung eingehen. Aber an demselben Tage wurde aud demselben Grunde trotz der Stimmen der Gouvernement Mitglieder die Wahl des Herrn v. Tillisch cassirt, obwohl ehedem auch in der Schleswigschen Ständerversammling Advocat Bremer, einer von den Führern der "Schleswig-Holsteiner", als Mitglied des Clubs von Hadersleben zugelassen wurde. Die Regierung muss diese Niederlage schweigend hinnehmen, und Herr v. Tillisch zurüchkreisen. Es findet also aine Uebereinstimmung, oder um es bestimmter auszudrücken, unverkennbar ein Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen statt, und trotz alle dem, was seitens der Regierung in den letzen vier Jahren geschehen ist, existirt factisch noch immer ein "Schleswig-Holstein". 

(Artiklen fortsætter med at berette om de danske avisers reaktion på valget, Fædrelandet og Berlingske)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. oktober 1853)

Købmand Funcke var blevet anerkendt som russisk vicekonsul i Flensborg i 1826. 

Advokat og politiker Ludolph Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) var blandt de som i martsdagene 1848 var imod at proklamere en selvstændig slesvig-holstensk stat og i stedet sende en deputation til København (hvilke også skete).  Bargum var medlem af den holstenske stænderforsamling fra 1842. 1843 indgik Bargum med i den kreds, der stiftede Neue Kieler Blätter. I marts 1848 bidrog han til etableringen af den midlertidige regering uden selv at blive medlem af den. Han tilhørte "gammel-slesvigholstenerne" med en pragmatisk politisk overbevisning. Efter Krigen 1848-1850 blev han igen medlem af de holstenske stænder fra 1853. I 1855 var den eneste der støttede L.N. Scheele over for forsamlingens mistillidserklæring. I 1856 blev han valgt medlem af Rigsrådet og her talsmand for forsonlighedspolitikken. Hans udnævnelse til borgmester i Kiel 1862 vakte postyr. På et offentligt møde frakendte man ham "hans medborgeres tillid og agtelse". 1864 tog han sin afsked.

Et mere detaljeret referat af den slesvigske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1853, samt et referat af 2. møde af 8. oktober 1853.

Et mere detaljeret referat af den holstenske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1853.

Stænderhuset i Flensborg blev opført mellem Nørretorv og Søndertorv, tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup. Bygningen rummede stænderforsamling, administration, centralkasse og overappellationsret. 1858-1864 fungerede en fløj for Flensborgsamlingen. I 1864 fungerede bygningen som lazarat, 1882-1964 som rådhus. Herefter blev bygningen nedrevet. Public Domain.

Markedet ved Hørmested. (Efterskrift til Politivennen)

hedder det i "Frederiksh. Av.", endte paa en beklagelig Maade. Politimesteren havde truffet den vistnok meget rigtige og ved en Mængde trykte Placater bekendtgjorte Forholdsregel , at Udskjænkning, Beværtning og andet Udsalg paa Markedspladsen, skulde ophøre strax efter Solens Nedgang. Boutikerne og Udsalgene standsede i ordentlig Tid og Folk forføiede sig med Rolighed fra Markedet. Ogsaa ud af Kroens Skjænkestue begave Folk sig efter Opfordring; men derefter begyndte adskillige unge og urolige Personer udenfor at fordre at ville ind og at være utilfredse over, at dette negtedes dem, der allerede da havde nydt Mere end til Nødtørft. Uagtet Politiets Forbud og uagtet de assisterende Sognefogder vare stillede i Døren, søgte en Masse at trænge ind, hvilket kun ved Politiets Understøttelse af adskillige sindige Mænd, der vare tilstede, forhindredes. Adskillige Lovstridigheder og Uordener forefaldt, saasom voldsomt Angreb paa Politiet og Ødelæggelse af Vinduerne paa Kroen. Det er ikke Urostifternes Skyld, at ingen Ulykke skete, og, da Politimesteren, der var i Uniform, gjentagne Gange i Forveien høit og lydeligt betydede de Larmende i Kongens og Lovens Navn, at de maatte fjerne sig og at deres Opsætsighed mod de givne Bestemmelser var en Forbrydelse, mod hvilken de advaredes, idet de Fornuftige opfordredes til at gjøre Begyndelsen med at fjerne sig, er saaledes Mængdens Indtrængen mod Politiet saa meget fordømmeligere, som der ikke blev anvendt Slag eller anden Magt for at fjerne dem fra Huset, der af de Gjenstridige kunde paaskydes som Grund til Ophidselse. At Adskillige under Paatrængenheden paastode, at de vare Rejsende, havde glemt Cheniller osv. i Stuen, var naturligviis aldeles ingen Adkomst for dem til at indlades, saalænge Opløbet og Sammenstimlingen ei var forbi. En stor Deel af Urostifterne ere alt bekjendte, og det er at haabe, at ved de Undersøgelser, der ville blive anstillede, de øvrige ogsaa ville blive det, da det er i høi Grad i det Offentliges Interesse, at de blive afstraffede. Der gives desværre flere Exempler paa Uordener som de, der have fundet Sted; saaledes paa Hjallerup Marked i Dronninglund Sogn for nogle Maaneder siden, hvor Massen var opsætsig og begik Uordener af Vrede over, "at der ikke nu kunde faaes mere mere Brændeviin".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. oktober 1853, 2. udgave).

Svinehold paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

For ikke at have efterkommet et dem af Politiet givet Tilhold, actioneredes Lysestøber Niels Stæhr og Slagtermester Johan Stæhr under en af Criminalretten den 1ste Octbr. paakjendt Sag, og paastodes de derhos tilpligtede at opfylde dette under Tvang af en daglig Mulkt. Det blev oplyst, at det - i Anledning af en Politi-Rapport af 9de Juli sidstl., betræffende en i Stedet Nr. 36 paa Vesterbro værende Svinesti - den 12te f. M. ved Politidirecteurens Protocol blev betydet de Tiltalte, af hvilke Lysestøber Stæhr er Eier af det nævnte Sted og Slagtermester Stæhr har leiet en Deel af samme og navnlig den ovenmeldte Svinesti - at de uopholdelig havde at ophøre med at holde Sviin i det omhandlede Sted, men at en den 14de Juli afgiven Rapport fremgik det imidlertid, at Svineholdet endnu ikke har ophørt i Stedet, i Henseende til hvis Localiteter det bemærkes, at den paagjældende Svinesti ligger i en Afstand af ikkun 2 Alen fra et af Familier beboet Baghuus, og at der paa den mellem dette og Forhuset værende Gaardsplads, der ogsaa paa de 2 andre Sider steder til Bygninger, og ikkun er c. 200 Kvadratalen stor, desuden findes et Slagterhuus, et Lokum og en Møgkasse, Alt i en Afstand af ikke over 4 Alen fra Baghuset. At de Tiltalte, der i Forhør af 19de Juli indrømmede, at der endnu fandtes Sviin i den omhandlede Sti, forklarede Lysestøber Stæhr, at han til Medtiltalte halvaarsviis har bortleiet en Deel af Stedet, og deriblandt Svinestien til Svinehold, og at han anseer sig som Eier uberettiget til at indblande sig i Leietagerens Ret til at benytte det Leiere eller at forbyde ham dens Udøvelse, og angav Slagtermester Stæhr, som Aarsag til at han ikke har holdt sig den ham givne Tilhold efterretteligt, at han anseer Svinehold som en nødvendig Deel af hans Næringsvei som Slagter, idet Svinene fortære Affaldet fra Slagteriet, og at han ikke vidste, hvor han skulde anbringe dem. Med Hensyn til Lysestøber Stæhr, da skjønnedes den Omstændigbed, at han ved det stiftede Lejeforhold har til Medtiltalte overdraget Brugen af den paagjældende Svinesti, over hvilken han altsaa ikke har en saadan Raadighed, som han maatte have for at kunne opfylde det givne Paalæg, at maatte medføre, at der ikke kunne paadrages ham Strafansvar. Derimod blev Slagtermester Stæhr, som naturligviis ikke kunde disculperes ved hvad han, som ovenmeldt, havde anbragt som Grund til at han ikke havde efterkom med det ham givne Tilhold - for det af dam i saa Henseende udviste Forhold anseet med en arbitrair Straf, der efter Omstændigbeverne fandtes at kunne bestemmes til en Mulkt af 50 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. Betræffende den Deel af Sagen, der angik Fremtvingelsen at det oftnævnte Paalægs Efterlevelse ved Fastsættelse af en daglig Mulct, antog Retten sig ikke competent til at bringe en saadan til Anvendelse, for derved at bevirke Opfyldelsen af det paagjældende Øvrighedsdekret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1853. 2. udgave).

Gårdinteriør fra Vesterbro 36/Vesterbrogade 80, april 1899. Nedbrudt samme år. Der er 46 år mellem artiklen og fotoet, men fotoet giver måske et indtryk af hvordan der har set ud. Brolægningen er ret sikkert af nyere dato end 1853. Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder. 

Familien Stæhr havde ifølge kbhbilleder slagterboder på Nikolaj Plads.

Slagtermester Johan Jacob Severin (1801-) og Ane Marie Larsen (1797-) havde børnene Niels Jacob f. 1836, Johan Jacob f. 28.8.1837 samt hendes 2 sønner fra tidligere ægteskab Hansine og Jacob Magsen.

Niels Jacob Stæhr (1807-1889) var lysestøber og vognmand, husejer på Vesterbrogade 80. Gift med Anne Christine Larsen (-1849). I folketællingen 1845 boede de Udenbys, Vestre kvarter 36, Vesterbrogade 80, sammen med Georg Johannes Stæhr og Bolette Marie Stæhr, 75. Desuden børnene Niels Jacob Stæhr, 37. fra Frederiksberg, lysestøber gift med Ann Christine Larsen, 29, fra København, Niels Tønnes Johannes Stæhr, 1 fra København, deres barn, Maria Dorthea Stæhr, 38, ugift København. Maria Dorthea bestyrede gården for sin bror N. Stæhr i hans fravær og signerer Folketællingen. 

Ved folketællingen 1860 boede Stæhr-familien stadig på Vesterbrogade 80. 

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige, der var 18 Aar gl. og hjemmehørende i Sverrig, hvorfra hun ankom hertil i forrige Aars Foraar, actioneredes under en af Criminalretten ben 20de Septbr. paadømt Justitssag for Barnefødsel i Dølgsmaal. Den Forklaring, som hun under Sagen har afgivet herom, gik iblandt andet ud paa, at hun, som med sin Madmoders Tilladelse den 26de Jan. d. A. var gaaet tilsengs paa sit Værelse i Qvistetagen, da hun følte Ildebefindende, uden at hun dog troede, at Fødselen var nær forestaaende, dersteds kort efter fødte uden Nogens Hjelp og uden at Nogen bemærkede det. Hun holdt derpaa Barnet noget i sine Hænder, uden at kunne mærke Livstegn hos det, hvorfor hun antog at det var dødt og undlod at anstille noget Oplivelsesforsøg, men lagde det fra sig, tildækket med et Skjørt. Da hendes Madmoder strax efter kom ind i Værelset og spurgte om hendes Befindende, erklærede hun, at hun nok troede sig istand til at forrette sin Gjerning den paafølgende Dag, og efterat denne var gaaet bort, stod hun flere Gange op af Sengen og følte til Barnet, men fandt intet livstegn hos det. Den følgende Dags Morgen, omtrent Klokken 7, kastede hun Barnet ned i en ved Enden af Huset værende Gjødnings-Kasse , i hvilken det ved en den 15de Juni sidstleden iværksat Udrensning fandtes næsten opløst af Forraadnelse. Næst vedholdende at benægte, at det har været hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, har hun forklaret, at forskjellige, under Dagen nærmere omhandlede Omstændigheder vakte i Begyndelsen af Septbr. Maaned f. A. den Tanke hos hende, at hun mulig var frugtsommelig, men hun holdt sig aldrig forvisset om at hun var det, og haabede altid, at det ikke var Tilfældet. Dette har hun angivet som Grund til at hun ikke talte til Nogen om sin Tilstand eller forskaffede sig Børnetøi, eller gjorde nogen Forberedelse til den muligt indtrædende Fødsel, idet hun dog derhos har indrømmet, at hun i den sidste Tid for hendes Nedkomst ikke nærede synderlig Tvivl at den forestod, og da hun vidste, at 9 Maaneder er den almindelige Svangerskabstid, havde hun tænkt sig, at hun, saafremt hun var frugtsommelig , vilde komme til at føde i Slutningen af Januar eller Februar Maaned. I Forbindelse hermed har hun vedgaaet, at hun havde paatænkt at tale med sin Madmoder herom, men undlod det, fordi hun søgte at skjule sin Tilstand saa længe som muligt, navnlig da hun indsaae, at hun maatte forlade sin Condition, uden at hun havde Slægtninge eller Bekjendte, til hvem hun kunde tage sin Tilflugt, hvorfor hun havde paatænkt, naar Tiden kom, da hun skulde føde, at tage lige fra sin Condition til Fødselsstiftelsen. Da hun gik tilsengs den 20de Januar, antog hun, som ovenmeldt, at Fødselen endnu ikke var forhaanden. Efter de oplyste Omstændigheder skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at antage, at Tiltalte havde havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal, men derimod antog Retten, at hun, der forøvrigt havde forklaret, at hun ikke vilde have undladt at sørge for Barnet, hvis hun havde havt Formodning om, at der var Liv i det, havde gjort sig skyldig i et strafbart Forhold derved, at hun ikke havde foretaget sig noget, for at tilvejebringe Vished om hvorvidt Barnet virkelig var dødt, og for ikke at have anvendt Midler, ved hvilke det muligen kunde være bleven frelst. Straffen for hende, om hvem det ikke var oplyst, at hun førhen havde været tiltalt eller straffet, fandtes efter Lovgivningens Analogi paa hende at kunne bestemmes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Actionens Omkostninger, heriblandt Salair til Actor og Defensor, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1853. 2. udgave).

Oprøret paa Tortola, August 1853. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Besiddelser. (Skjøndt vi allerede efter private Efterretninger have meddeelt det Væsentlige af det, der er hændet paa Øerne i Anledning af Opstanden paa Tortola, saa ville vi dog efter "Dep.-Tid." meddele den officielle Indberetning.)

- - -

I Begyndelsen af August Maaned vare de danske Øer blevne foruroligede ved et paa den nærliggende engelske Ø Tortola udbrudt Oprør blandt den arbeidende Befolkning mod den lovmæssige Øvrighed, i hvilken Anledning Gouvernementet havde fundet det rigtigt, da Øen var aldeles blottet for Militair, og Præsidenten, Oberst Chads, havde anholdt om Hjælp, at stille en Afdeling danske tropper til Præsidentens Disposition. Detaillerne af denne sørgelige Begivenhed vare efter de Gouvernementet foreliggende Akter følgende:

Den lovgivende Myndighed paa Tortola havde, for at tilveiebringe Midler til standsættelsen af Retshuset, Fængslet og Fattighuset i Roadtown (Regjeringens Sæde), paalagt en extraordinair Skat af 8 Styver for hvert Qvæghøved. Betalingen af denne Skat, der skulde finde Sted den 1ste August, modsatte den arbeidende Befolkning sig paa det Bestemteste. Omtrent 50 Negere, bevæbnede med Knipler, mødte i Roadtown paa Kassererens Contoir og forlangte, at han skulde modtage blot den almindelige Skat af 16 Styver og ikke 24; paa hans Afslag begyndte Negerne Voldsomheder, tvende af de Værste bleve arresterede, Mængden søgte at befrie dem og anfaldt Constablerne, men maatte dog tilsidst drage sig tilbage, truende med at ville komme igjen den følgende Dag. Samme Dag Kl. 8 Aften skrev Præsidenten, Oberst Chads, til Commandanten paa St. Thomas og meddeelte det Forefaldne, idet han i indtrængende Udtryk anholdt om umiddelbar Hjælp enten af en Orlogsmand eller af Tropper. Denne Skrivelse ankom til St. Thomas den 2den om Morgenen. Den af Negerne udførte Trudsel om at komme igjen iværksattes samme Dag, idet Kl. 10 Formiddag en Sværm af omtrent 1500 Landnegere drog ind i Roadtown og forlangte, at Extraskatten skulde bortfalde og de to arresterede Hovedmænd frigives. Da dette blev negtet, befriede de selv de to Hovedmænd og angrebe Retshuset, hvorfra nogle forsamlede Constabler fyrede paa dem. Forbittrede herover satte Oprørerne Ild paa Retshuset, bemægtigede sig et derværende betydeligt Antal Geværer, anlagde Ild paa flere Steder, ødelagde flere Huse og truede med at ville myrde alle Blanke og Couleurte, sigende: at de ville have et lille St. Domingo. De forskrækkede Indbyggere flygtede bort i Hobetal, og samme Dags Aften og Nat ankom en stor Mængde Flygtninge, meest Børn og Fruentimmer, deels til St. Thomas, deels til St. Jan. Blandt Flygtningerne var Oberst Chads's Familie; selv vilde han ei forlade Tortola, men blev tilbage med to Tjenere i Gouvernementshuset med tillukkede Indgange. Da den største Deel af Byen var ødelagt, begave Oprørerne sig ud paa Landet og fortsatte her Ødelæggelsen. Den 3die Kl. 9½ Formiddag sendte Commandanten paa St. Thomas og St. Jan et Commando, bestaaende af Premierlieutenant Baron v. Rosenkrantz med 30 Mand og 1 Haubitz, til Tortola i den danske Skonnert "General von Scholten" og ankom samme Dags Aften Kl. 8 i Roadtown Havn, men gik efter Præsidentens Ønske først iland den næste Morgen. Premierltn. v. Rosenkrantz's Instruction gik ud paa, at han skulde melde sig til Præsidentens Dispostion, og, i Tilfælde af at denne ei mere var paa Øen, blive ombord i Skonnerten og holde sig langs med Baierne for, om muligt, at hjælpe de ulykkelige Indvaanere bort derfra. Da Underretningen om det forefaldne kom til Gouvernementet den 3die om Aftenen Kl. 8, blev næste Morgen et Commando, bestaaende af Premierltn. P. v. Bügel og 30 Mand med Gouvernementsskonnerten "Vigilant" sendt over til St. Thomas, for at Garnisonen der i paakommende Tilfælde kunde være tilstrækkelig til at opretholde Orden og Rolighed paa St. Thomas og St. Jan. Gouvernementsskonnerten blev sat til Commandantskabets Disposition. Commandanten sendte den [?]e om Aftenen et Commando, bestaaende af Premierlieutenant v. Harboe og 20 Mand til St. Jan, for i Tilfælde af der udbrydende Uroligheder strax at være ved Haanden. Den [?]e sendte Commandanten paa St. Thomas, da Skonnerten "General von Scholten"ei var retourneret og Rygterne om Oprøret blev meer og meer foruroligende, atter et Commando, bestaaende af Secondltn. P. v. Bügel og 20 Mand i Gouvernementsskonnerten "Vigilant" op til Tortola. Samme Dags Aften modtog Commandanten atter Brev fra Præsidenten, hvori denne paany indstændigen anholdt om uden Ophold at blive sendt yderligere Forstærkning, forsynet med Proviant, for hvilken Byen var aldeles blottet. Oprørernes Antal angaves til omtrent 700, alle bevæbnede. Sluttelig roste han de danske Tropper og Officerer for den Punklighed, [Xxxxxxxx]lighed og Lyst, hvormed de udførte de givne Ordrer. Denne Skrivelse blev Gouvernementet tilstillet den 7de om Morgenen Kl. 8, og samme Dag Kl. 12 Middag blev et Commando, bestaaende af Capitain v. Meincke og 40 mand samt 2 Espingoler, med skarp ammunition og Proviant for 5 Dage afsendt med Skonnerten "General von Scholten" directe til Tortola med en Instruction overeensstemmende med den, Premierlieutenant Baron v. Rosenkrantz havde modtaget, og ankom Skonnerten, begunstiget af en heldig Brise, samme Aften Kl. 8½ til Tortola. Senere have ikke flere danske Tropper sendte til Tortola, og [xaaxx] det af en Skrivelse fra Præsidenten til Gouvernementet og af Capitain v. Meinckes Rapporter af 8de, 9de og 11te August, at Oprørerne ei endnu havde vovet at angribe Byen, men vedbleve deres Ødelæggelser ude i Landet. Gouvernementsskonnerten "Vigilant" var forblevet i Havnen paa Tortola til Troppeafdelingens Disposition. Den 9de om Formiddagen vare engelske Tropper ankomne; disse bestode af 5 Officerer (1 Commissair og 1 Decker Sergeant) og 93 Mand af det 67de Infanteri-Regiment og det 2det vestindiske Regiment, hovedstyrken af det [Xxxx]. Efter det Ovenanførte udgjorde den danske Troppeafdeling paa Tortola 3 Officerer, 1 Sergeant, 2 Corporaler, 3 Undercorporaler, 1 Hornblæser og 87 Menige med 2 Espingoler under Commando af Capitain v. Meincke. Man ventede paa Tilbagekomsten af de bortflygtede Raadsmedlemmer (disse forlode St. Thomas den 10de om Eftermiddagen og ankom den 11te, mellem 1 og 2 Eftermiddag, til Tortola), for, som det [anførtes?], at erklære Øen i Beleiringstilstand og straffe de Skyldige. Kun een Mand af de danske Tropper paa Tortola var ubetydelig syg. Den 10de blev Capit. v. Meincke fra Gouvernementet tilskrevet, at da den til Tortola ankomne engelske Troppeafdeling var saa ringe, at den udentvivl vilde af det vedkommende engelske Gouvernement blive inden kort Tid forstærket, for at bringe Landet tilbage under den retmæssige Øvrigheds Magt (hvilket, ifølge det af Capitain v. Meincke tidligere Indberettede, paa Grund af Øens bjergrige Beskaffenhed og snævre Passer krævede en ikke ringe Militairstyrke) vilde Gouvernementet Intet have at erindre imod, at Troppeafdelingen forblev nogle Dage endnu paa Tortola.

Senere Indberetninger fra Capitain v. Meincke havde Gouvernementet ikke modtaget ved Beretningens Afgang den 14de August.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. september 1853. 2. udgave. Uddrag)

Ubekendt: Vigilant i Christianssted havn. Et gammelt slavehandlerskib. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Oberstløjtnant John Cornell Chads (1793-1854) tjente i militæret i engelsk Vestindien fra 1820 til han blev pensioneret i 1843. Herefter boede han i England, indtil han i 1852 blev udpeget som præsident på de britiske vestindiske øer. Han døde på Tortola i 1854 som oberst. 

I juni 1853 hævede myndighederne på Tortola kvægskatten med 50% for at finansiere renoveringen af nogle regeringsbygninger m. m. Opkrævningen havde Rådet sat til 1. august - en dag der fejredes som emancipationens dag. Landarbejderne opfattede skatten som en måde at lamme dem økonomisk og opnå kontrol over dem. Den 1. august 1853 gik omkring 2000 mænd, kvinder og børn (omkring halvdelen af befolkningen) til Road Town for at protestere over den ny kvægskat. Myndighederne arresterede straks 2 efter den såkaldte Riot Act. De følgende dage eskalerede volden. Adskillige embedsmænd og politi blev slået og en stor del af Road Town blev nedbrændt, ligesom sukkerrørsmarker og -møller.

Næsten hele den hvide befolkning flygtede til St. Thomas og St. Jan. John Chads barrikaderede sig på Tortola, men uden situationsfornemmelse: Den 2. august lovede han en forsamling på 1.500-2.000 protestanter at forelægge deres krav overfor domstolene - hvilket ikke var muligt da de var flygtet. En protestant blev skudt og urolighederne fortsatte. John Chads, skatteopkræveren, en metodistpræst og øens læge var herefter de eneste hvide på øen. Ved hjælp fra dansk bistand blev opstanden knust. Næsten hele den hvide befolkning fortrak andetsteds hen. 

Ingen hvide blev dræbt. 40 arbejdere blev arresteret, heraf blev 4 mænd og 3 kvinder dødsdømt for at have sat ild på et hus. Chads kom sig aldrig over episoden og døde kort efter. Resultatet af protesten var at regeringen ikke senere forsøgte at indføre skatter der lå over befolkningens ydeevne.

For at forværre situationen ydermere, blev Tortola (og de dansk vestindiske øer) senere i året 1853 ramt af kolera. På Tortola døde 942 mennesker (14 % af befolkningen) på få dage. De efterfølgende årtier var præget af nedgangstider.

Om Choleraen i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev derfra den 30te August) :

Her staaer Alt saaledes, som man kunde vente sig. Sygdommen begyndte voldsomt og er taget til i samme Forhold; i de sidste Dage synes den ligesom at have antaget en noget mildere Characteer, i det Antallet paa de Døde ikke er saa stort som tidligere; men nogen virkelig Standsning eller Aftagen kan der vel ikke for det Første være Haab om. Byens tætte Bebygning paa en usund af Aaer og stinkende Kanaler i alle Retninger gjennemskaaren Grund; Husenes uheldige, ældgamle Indretning, i hvilke en efter Rummet uforholdsmæssig stor Befolkning er tæt sammenpakket; den usunde Levemaade, der vedvarende føres stik i Modsætning til Choleradiætens strænge Bydende og endelig de i enhver Henseende utilstrækkelige Forholdsregler, som Autoriteterne hidtil have seet sig i Stand til at gjennemføre,- Alt dette og meget Andet vil sikkert gjøre Kyndiges Profeti til Sandhed. Saadanne have nemlig for flere Aar siden forudsagt, at Aalborg - som den her i Landet meest usundt beliggende Kjøbstad - i Tilfælde af en Epidemi vilde blive frygteligt medtaget. - For om muligt at frelse Garnisonen ere 3 Comp. af 11te Bataillon lagte iLeir udenfor Byen. Man tør vel nære det Haab, at Krigsministeren, naar han kommer til Kundskab om Forholdenes sande Natur her, vil foranstalte Bataillonen forlagt til et Land-Cantonnement, da Bivouakeringen paa Marken i det nuværende fugtige Veirlig og i den fremrykkede Aarstid, i Nærheden af den med Smitstof og epidemisk Luft opfyldte By ikke længe vil være udholdelig, hvilket ogsaa er godtgjort ved at der daglig indlægges flere af Soldaterne paa Sygestuen paa Grund af Maveforkølelser, dem de have paadraget sig i Bivouakerne. Saameget man altsaa maa paaskjønne, hvad Bataillonen ved Krigsministeriets beredvillige Imødekommen allerede har gjort ved at henlægge 3 Compagnier i Telte udenfor Byen, ligesaameget er det at befrygte, at Mandfskaberne paa Grund af de ovenanførte Forhold om kort Tid ville blive nødsagede til at vende tilbage til deres tidligere Qvarterer i Byen, og er det derfor, at vi nære det Haab, at en almindelig Udflytning i Cantonnementer paa Landet snart vil blive befalet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1853, 2. udgave).

Dagen efter var en opgørelse for Frederikshavn hvor 99 var angrebet, 29 helbredt og 67 døde, eller 5% af befolkningen der. Sygdommen syntes dog at være ophørt.

Morsø. (Efterskrift til Politivennen)

Til de fra Postvæsenets Side i en tidligere Tid meest forsømte Egne hører den nordvestlige Deel af Jylland, Thy, Morsø og den ved Liimfjorden beliggende Deel af Ringkjøbing Amt. Det er vel ikke mere end en Halvsnes  Aar siden, at disse Egne kun gjennem hver fjortende Tag ankommende Pakkepost stode i en Slags Befordringsforbindelse med den øvrige Deel af Landet. Udviklingen af disse Tilstande foregik gradviis uden Spring. Først fik man en ugentlig Pakkepost, dernæst en Personpost, som gjør to ugentlige Reiser og endelig har man for et Par Aar siden faaet et Dampskib, som den ene Dag gaaer op ad Fjorden, den anden Dag ned ad den. Denne forøgede Communication har allerede frembragt adskillige gunstige Virkninger, men dog mærker man snart Forskjellen mellem disse Egnes Beboere og dem, som høre hjemme i mere begunstigere Egne. Man modtager idelig Indtrykket af, at man befinder sig i en af Landets yderste Afkroge; saa sælsomme Forestillinger og saa stort et Ubekjendtskab med hvad der foregaaer i Verden og i Fædrelandet træffer man; om politiske Forhold og Personer har man de allerbesynderligste Meninger, og hvad der for Beboerne af en mere begunstiget Egn er noget dagligdags og gjængs, har her Nyhedens Betydning. Vi tænke hermed ikke saameget paa Bønderne, hvis Standpunkt er ganske antediluvianst, som paa det civiliserede Selskab, hvis man ellers her kan tale om noget Saadant. Kun høist faa have nemlig af Morsøes Beboere været udenfor "Landet" (Øen kaldes af dens Beboere for et Land) og de Faa, der engang imellem med mange Aars Mellemrum have foretaget en Udflugt til Aalborg eller endog til Kjøbenhavn, have under det korte Ophold her - thi man har altid Hast med at komme hjem - kun faaet en høist ufuldstændig og overfladisk Kundskab om Livet udenfor de vestlige Liimfjordsegne, og have desuden manglet den behørige Opfattelsesevne. Ingen Befolkning kan mere end denne trænge til at gjøres flot; dertil maa fremfor Alt Dampskibsfarten tjene, som rigtignok endnu er i sin Barndom; thi man har kun eet Dampskib, som maa bestride hele Routen og derfor ikke kan undgaae vidtløftige Omveje. Saaledes anløbes Thisted paa Routen til Nykjøbing, en Omvei af 1 Miil frem og 4 tilbage, altsaa et Tab af idetmindste 5 Timer. Først i disse Dage udvides Routen til Lemvig. Der maa nødvendig holdes et Dampskib ved Løgstør, hvor veiene dele sig; efterhaanden vil man nok komme saavidt, at man kan have en daglig Tour og Retour; først naar man Dagen efter kan være hjemme, vil Befolkningen fuldstændig overvinde sine Betænkeligheder ved at gjøre Udflugter. Allerede nu benyttes Dampskibet ivrigt; det har ifjor befordret omtrent 6000 Personer. Trangen dertil var intetsteds større, og Tilfredsstillelsen af en saadan Trang er ikke blot i Befolkningens, men i Statens Interesse.

(Kjøbenhavnsposten 3. august 1853).

Cholera-Liig. (Efterskrift til Politivennen)

- Beboerne af Nørrebro føle ikke nogen Tilfredsstillelse ved de Foranstaltninger, Sundhedskommissionen, ifølge den nyeste Indberetning, har ladet foretage, for at raade Bod paa den uforsvarlige Maade, hvorpaa en Mængde Choleraliig ere blevne begravede paa Assistentskirkegaard udenfor Nørreport. De ville derfor iaften holde en Forsamling, for at overveie hvad der maatte være ar foretage eller andrage paa til videre Forebyggelse af de fordærvelige Følger, der af hiin Begravelsesmaade endnu kunne opstaae for den omboende Befolkning. Det var at ønske, at Sagkyndige - Læger og Chemikere - ville deeltage i dette Møde, for at man kunde ledes til at tage Beslutninger, der lade sig udføre og svare til den attraaede Hensigt. Det nærmeste Middel synes iøvrigt at være at kjøre endeel af Valdbybakke hen paa Kirkegaarden og deraf opkaste en anseelig Høi over den hele Strækning, hvor Ligene ere jordede, og hvorover Sundhedskommissionen senere har ladet lægge et Lag Meelkalk og en Jordforhøining af en god Alens Høide. Omkostningerne ved en saadan større Jordhøis Opkastelse burde naturligviis Communen bestride, og Folk og Arbejdsvogne til at udføre det med, vilde der ikke være Mangel paa, saameget mindre som mange Arbeidsfolk savne den sædvanlige Fortjeneste til deres Livsophold.

- Omendskjøndt det store Tivoli udenfor Vesterport har faaet Tilhold om at lukke Kl. 8 om Aftenen, saa gaaer dog endnu Carrouselbanen paa Nørrebroes lille Tivoli til henimod Kl. 10 om Aftenen; idetmindste var det Tilfælde iforgaars, den 3die dennes. Der er noget uhyggeligt ved denne sildige Lystighed paa dette Sted, da der netop tæt ved Siden af Etablissementet ligger et Huus med en Mængde smaa fattige Leiligheder, hvor mange af Beboerne enten allerede ere døde eller ligge syge af Choleraen. Forresten maae vi dog bemærke at Politiassistenten boer ligeoverfor, saa at der vist ikke kan være foregaaet noget utilladeligt.

Igaar Aftes laae Indsenderen af disse Linier mellem 7 og 8 i sit Vindue og glædede sig ret ved i Departementstidenden at have læst Beretningen over hvad den overordnede Sundhedscommission alt har foretaget sig i Tidsrummet fra 22de til 30te Juli. Især glædede det ham at see, at "Helliggeistes Menighed", der hidtil har modtaget Betalingsliig i Gravcapellet ved Kirken indtil Begravelsen, hvorimod der efter de specielle Forhold intet var fundet at erindre, har nu ogsaa foranstaltet Telte, som paa Commissionens Begjæring ere udlaante af Krigsministeriet, opslaaede paa et passende Sted paa Assistentskirkegaarden udenfor Nørreport, for deri at hensætte saadanne Liig, saa at ogsaa disse nu ville blive tidligere førte ud af Staden. Naar man, som Indsenderen, nu i omtrent en Maaned har været Vidne til at den Trafik med Liig til og fra hiint Capel, som undertiden varede hele Dage og lige til over Midnat, og som til fine Tider har udbredt en forfærdelig Liiglugt i de Gader, Vinden netop bar paa, saa kunde man ikke andet end føle sig vel tilmode ved er saa bestemt udtalt Tilsagn, men hvad skeer? Netop i samme Øieblik c: den 2den Aug, kom man trækkende med en Meubelvogn med et Choleraliig paa, som sattes ind i kapellet, saa at altsaa den Behagelighed, som i Beretningen af 30te Juli var sagt at være beredt os, endnu ikke var gaaet i Opfyldelse den 2den August. 

Naar kan man da vente at dette vil skee, spørges der

D. 3die August 1853.
En Beboer af lille Helliggeiststræde.

(Kjøbenhavnsposten 5. august 1853).

Vartov blev opdannet til kolerahospital. Grundtvig var da præst ved Vartov Kirke, men havde dog ikke mange mundtlige ord til trøst for sin menighed, foruden en pamflet: "De ti Spedalskes Bøn til Herren. Et godt Raad i Plagens Tid." til en pris af 6 skilling. Mens der blandt læger var en stor opofrelse, gjaldt det samme ikke gejstligheden. Fx besøgte stiftsprovst Tryde besøgte sin familie i Jylland, og Grundtvig nød landlivets glæder ved Præstø. Han havde lejet en yngre gejstlig til at forrette hans handlinger i embedet og prædike hver anden Søndag, mens hans selv kun prædikede hver anden. 

Choleraen paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Koleraen vakte naturligvis også opsigt i provinsen, og der blev udsendt officielle retningslinjer:

Indenlandsk.

Offentlig Foranstaltning.

Det Kongelige Sundhedscollegium har under 27de d. M. udstædt følgende Bekjendtgjørelse:

- At Ureenlighed og fordærvet Luft ere de Betingelser, som fornemlig bidrage til at gjøre Cholera ondartet og befordre dens Udbredelse, er almindelig anerkjendt, og Collegiet har alt oftere opfordret til paa det Kraftigste at modarbejde dem, navnlig ved Udrensning af Kloaker, Sumpe, Grøfter og andre Ureenlighedsbeholdere. Da imidlertid selve Udrensningen, hvor denne tidligere ikke tilbørligen har været udført, medfører en midlertidig saa stcækt forøget Udvikling af skadelige Dunster, at den under en allerede udbrudt Choleraepidemie, saaledes som man under nærværende Epidemie i Kjøbenhavn har erfaret, indvirker skadeligt paa de Omboende, og saaledes snarere maa fraraades end tilraades, finder Collegiet sig under de nærværende Forhold opfordret til paa det Indstændigste at opfordre alle vedkommende Autoriteter i Rigets Provindser, saafremt deslige Foranstaltninger endnu ikke ere udførte, da uopholdeligen og med alle disponible Kræfter at skaffe dem iværksatte og fuldførte forinden den befrygtede ondartede Sygdom har viist sig paa Stedet."

Disse Ord, udtalte af vor høieste sagkyndige Autoritet, Iægger jeg, forsaavidt dette Amt angaaer, herved paa Hjerte, og jeg paalægger derfor alvorligen Alle og Enhver, navnlig Politiøvrigheder, Sundhedscommissioner og Sogneforstanderskaber, medens det endnu er Tid, paa det Kraftigste at virke som anført. Hvor Nogen modsætter sig, ere Autoriteterne berettigede til at anvende Tvangsforanstaltninger, og jeg skal fra min Side gjøre Alt for at understøtte Autoriteternes Foretagender.

Bornholms Amthuus, den 30te Juli 1853. Wegener.

(Bornholms Avis, 2. august 1853)

Cholera. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede den 2. august var det ifølge Kjøbenhavnspostens status gået stærkt med udbredelsen af epidemien:

Kjøbenhavn, den 2den August 1853.

- Fra den 30te til den 31te Juli er anmeldt 237 Syge og 129 Døde (hvortil kommer 19 senere anmeldte Syge) ; fra den 31te Juli til 1ste August er anmeldt 199 Syge og 123 Døde.

- I Vartou udbreder Choleraen sig og man lader de Angrebne forblive i Stiftelsen med den visse Udsigt til at Smitsotten derved vil sætte sig fast ligesom i Almindelig Hospital og tilintetgjøre en stor Deel af den svage, affældige og slet forplejede Befolkning. Vartou er, som bekjendt, oprindelig en rigt doteret, med mange Capitaler og Legater forsynet Stiftelse, hvor honette sallige Borgerfolk og gamle agtværdige Tjenestefolk skulde finde en sikker Havn i Livets Aften; - men den er bleven lagt under Kjøbenhavns fatiigvæsen, der synes at have sat sig til Hovedopgave at gjøre Fattigdommen og dens offenlige Forsørgelse saa afskrækkende som muligt. Dertil kan nu vist heller intet Middel være bedre slikket end det, at lade en Epidemi som Choleraen rase indenfor Murene af slige Stiftelser som Vartou og Almindelig Hospital; thi Sygdommen maa nødvendigviis der i de Gamles svagelige Legemer finde langt lettere Udbredelse end blandt en yngre kraftig Befolkning. Benyttelsen af Vartou som Cholera-Hospital er netop Dannelsen af et saadant Brændpunkt som det Lægeforeningen i sin Bekjendtgjørelse beklagede at være opstaaet ved Almindelig Hospitals Afbenyttelse, og som den lovede at ville virke til at forebygge. - Hvorfor hører man da nu ikke noget herom fra Lægeforeningen? Hvorfor fortsætter den overhoved ikke sine Bekjendtgjørelser ? Det ligger nær at antage, at den i dette og flere andre Punkter er bleven uenig med den overordnede Sundhedskommission - eller maaskee endog i sig selv indbyrdes. Men til hvem skal Kjøbenhavns Befolkning da see hen med Fortrøstning; paa hvilken Autoritet skal den forlade den, og hos hvem skal navnlig den ulykkelige Deel, der er indesluttet i hine Fattigforsørgelses-Anstalter, søge Hielp og Trøst ? - Ingen stod vel i sidstnævnte Henseende nærmere end Vartous Præst, Pastor Grundtvig; men hvor veltalende han ellers er, synes han dog ikke at have noget Ord tilovers for sin egen Menighed.

- Choleraen har hos os fremkaldt, hvad politiske Rystelser andetsteds have gjort, en almindelig Udvandring fra Hovedstaden. Selv om Rygtet skulde overdrive Antallet - det angives endog til 30,999 - kan dog Enhver ved at lægge Mærke til Gadernes og offenlige Steders Freqvents forvisse sig om et meget betydeligt Deficit. Og hvad der kunde mangle t dette Indtryk til Billedets Fuldstændiggjørelse, det erstattes rigtignok ved en kort Udflugt til Provindserne. Thi selv i de mest afsides Egne kan man være sikker paa at træffe kjøbenhavnske Ansigter paa Værtshusene, Postvognene og Dampskibene. Rejser man f. Ex. paa Liimfjorden kan man af Selskabet gjerne slutte, at man befinder sig paa Sundet. Provindserne see ikke med ubetinget Glæde paa den Opmærksomhed, som man saaledes viser dem. De ere grebne af Angest og det ikke blot for Massen, men tildeels endog for den Enkelte, i hvem de se en Pestbefængt. Man ønsker Dampskibsfarten aldeles standset og har gjort nogle svage Afspærringsforsøg. De paa "Cimbria" gjentagne Tilfælde have især udbredt Forskrækkelse. Men det er naturligt, at man er raadvild, naar man har den  kjøbenhavnske Styrelses Exempel for sig. Naar Ministeriet og Kommunen Intet forstaae, uden al lade Alt passere som det bedst kan, hvor skulde man da vente, at en Amtmand, en Foged, en Magistrat i en Provindsby skulde vise Conduite? "Cimbrias" Ankomst til Aalborg, efterat de første Sygdomstilfælde vare indtrufne, viser, hvor let man lader sig bringe ud af Concepterne. Imidlertid har Provindserne dog det forud for Kjobenhavn, at de ikke træffes uforberedt. Hospitaler ere allerede bragte istand, idetmindste i de større Byer. Man har anvendt lidt mere Omhu paa Reenligheden end ellers, og der gives vel neppe nogen By i Danmark, der befinder sig under saa ugunstige Sundhedsbetingelser som Kjøbenhavn, end ikke Aalborg, skjøndt Byfogden havde gjort alt, hvad der stod i hans Magt, til at forskrække Befolkningen ved sine Bekjendtgjorelser. Hvad nu Qvarantainen angaaer, da vilde vel dens Indførelse nu, da idetmindste en Snees Tusind Kjøbenhavnere ere adspredte omkring i Provindserne, komme for sildigt. I dette Øieblik har der maaskee viist sig Choleratilfælde i alle Landets mere betydende Stader. Men det har rigtignok stadsfæstel sig, at Sygdommen først er opstaaet hos de Reisende (saaledes i Aarhuus, Randers og Frederikshavn) og derved har vundet Fodfæste i den nye Localitet. Man iagttager her paa en større Udstrækning det samme Phænomen som iagttages i Kjøbenhavn indenfor snævrere Grændser. Svgdommens Udbredelse over Landet foregaaer efter de samme Regler som dens Udbredelse over Staden. Professor Fengers Theorier paa Rigsdagen holde ikke Stik. Men dermed er rigtignok ikke Sagen afgjort i Faveur af Qvarantainen; Spørgsmaalet er, om Qvarantainen paa Communicationsvæsenets nuværende Standpunkt og med Choleraens europæiske Acclimatisering overhovedel er mulig. Den er umulig, hvor Jernbaner forbinde Stæderne, og man har der heller ikke gjort noget Forsøg paa dens Anvendelse i dette Tilfælde. Hvor Forbindelsen kun finder Sted tilsøes og efter en saa indskrænket Maalestok som hos os, kan den vistnok iværksættes; men Betænkeligheden er, at den med Eet vilde tilintetgjøre den paa private Entrepriser grundede Dampskibsfart, som vanskelig kunde vedligeholde sig under saa precaire Forholde. Spørgsmaalet er altsaa, om man skal opoffre denne, for at opnaae en større Sikkerhed mod Sygdommen.

- Det er noget seent, at den overordnede Sundhedscommissions Medlem Conferentsraad Bang har ladet nedenstaaende Advarsel indrykke i den Berl. Tids. Morgenblad for igaar:

Da jeg har erfaret, at den Anviisning til midlertidig Behandling af Cholera, som jeg lod trykke 1850, og som nu uden mit Vidende er mange Gange omtrykt og falbudt i Aviserne og paa Gaderne, af Flere misforstaaes med Hensyn paa Brugen af amerikansk Olie, og da egen Erfaring under denne Epidemi har lært mig, at dette Middel maa benyttes med Forsigtighed, troer jeg mig forpligtet til at advare imod dets altfor hyppige Brug. Det er nemlig kun hvor der er megen Rumlen og Kneb, forend den egentlige smerteløse Diarhoe begynder, at den uden Skade theeskeefuldviis kan gives; langt sikkrere er det dog, indtil Lægen kommer, kun at bruge de medicinske og diætetiske Midler, hvorved Sveden fremkaldes.

(Kjøbenhavnsposten 2. august 1853).

På et møde i Borgerrepræsentationen den 1. august blev bevilliget 49.000 Rbd til hospitaler, bureauer, vanding af torvene, rensning af gaderne, ligkister og begravelsesomkostniger og rensning og udførsel af renovation. Politimesteren anmodede om yderligere 20.000, og man ville ansøge indenrigsministeriet om 100.000.

Skoler som Cholera-Lazarather. (Efterskrift til Politivennen)

Om den overordentlige Sundhedscommissions Foranstaltninger.

Cholera-Lazarethet i den nye Skolebygning i Suhmsgaden er nu oprettet ligesom i den offentlige sokole paa Blegdammen og Christianshavn; der er saaledes kun 2 Skolelocaler tilbage endnu, nemlig i Larsleistræde og i Sølvgade. Dersom disse 2 Bygninger ogsaa tages, kan rigtignok den overordentlige Sundhedscommission rose sig af, at den i Løbet af 3 Gange 24 Timer kan skabe et Lazareth tilveie, men det moralske Ansvar, som kommer til at hvile paa den ved at berøve idetmindste 4000 Børn deres Skoler, synes at være Noget, hvortil aldeles ikke tages Hensyn. Den 15de August skulle de offentlige Skoler atter begynde Underviisningen efter 1 Maaneds Ferie; tager man Bygningerne til Lazarether, kunne Skolerne neppe begynde for i det tidligste den 1ste Novbr. efter Localernes forudgaaende Rensning og Malning. 4000 Børn have saaledes i 4 Maaneder været uden Skole, i hvilken Tid idetmindste 4de Delen, paa Grund af deres Livsforhold have været overladte til sig selv den hele Dag uden noget Tilsyn, da deres Forældre eller Forsørgere maae søge Arbeide udenfor Hjemmet. I denne lange Tid er saaledes deres Underviisning og Opdragelse forsømt, de ere blevne vante til Lediggang, der atter har medført Fristelser for Barnet, der maaskee i Tiden kunne blive til dets Fordærvelse, og Omsorgen for Epidemien i physisk Henseende har saaledes medført en moralsk Smitte for ren farligste Alder. Kun den, der kjender Almuens Børn, kan rigtig bedømme, hvilke fordærvelige Følger 4 Maaneders Skoleforzømmelse har for dem. rOg naar nu endelig skolerne igjen skulle begynde og Børnene atter samles i de nymalede Værelser, hvis Uddunstning forenes med Bentenes og atter paavirkes af Varmen og Osen fra Kulovnene, mon da Forældrene ville være vil lige til at sende deres Børn til saadanne Skolelocaler, hvor de maae frygte for Følgerne af den vistnok usunde Luft, der vil udvikle sig i Skolestuerne og det paa en Aarstid, hvor Vinduer ikke kunne udholdes aabne timeviis som om Sommeren. Med hvilket uhyggeligt Sind vil ikke Læreren gaae til sin Gjerning, og i hvor lang Tid vil ikke Tanken om hvad der er foregaaet i hans Skolestue, virke deprimerende paa hans Sind og Virken. Foruden det Savn af Børn, som af selve Forældrene af ovenanførte Grunde holdes fra Skolen, ville desuden savnes mange Ulykkelige, som have mistet deres Forsørgere og ere anbragte i Pleie, uden at Skolen kan være vidende om disse Forhold, da den i saa lang Tid har været uden Forbindelse med Børnene. Endelig har den mellemliggende October Flyttedag medført mange Bopælsforandringer for Børnene, som det ikke er let for Skolen at opspørge. Under saadanne Betingelser og saa stor en Forstyrrelse ville saaledes de offentlige Skoler tage deres Begyndelse, naar uden videre Hensyn alle deres Lokaler tages til Lazarether, det vil omtrent sige "at de offentlige Skoler ville begynde med at være deres Opløsning nær." 

---

Ved at omtale Sundhedscommissionens Forkjærlighed for Skolelokaler kunne vi ikke tilbageholde vor Forundring over , at den ikke har taget et Skolelokale, som tilbyder den alle til et Cholera-Lazareth hørende Fordele, saavel med Hensyn til Sygeværelser og Beboelses-Leiligheder, som med Hensyn til alle ydre Beqvemmeligheder, f. Ex. Kjøkkener, Vadskehuse osv. - nemlig Landcadet-Academiet. Ved hver af de offentlige Skolers Omdannelse til Lazareth berøves mellem 800 og 1200 Børn Skolegang uden at noget andet Lokale kan paavises dem til midlertidig Afbenyttelse. For Landcadetacademiet, som for Øieblikket ikke skal have mere end circa 30 Elever, vilde det vistnok ikke være vanskeligt at erholde HS. Majestæts Tilladelse til at det henflyttedes til et af de ledige Palaier paa Amalienborg, der vist er stort nok for disse faa Elever og de Mænd som nødvendig skulle have Embedsbolig paa Akademiet. Med Hensyn til Elevernes militaire Øvelser kunne disse foregaae i det nærliggende Ridehuus. Landcadet-Akademiet med alle sine for et Lazareth nødvendige indre og ydre Beqvemmeligheder vilde da uden videre Omkostninger med Lethed kunne omdannes til Lazareth og strax tages i Brug efter Akademiets Bortflytning, som vist maa kunne skee senest i Løbet af v Dage i Sammenligning med Garderkasernens Rømning. n.

Den kongelige Vandcommissions seneste Bekjendtgjørelse. 

Trods den sørgelige Tid, hvori vi leve, ere vistnok de fleste af Hovedstadens Indbyggere blevne overraskede paa en behagelig Maade ved at læse en Bckjendtgjørelse fra den kongelige Vandcommission, hvori denne i Erkjendelsen af slet Drikkevands skadelige Indflydelse paa Sundheden, opfordrer de Huusværter, der have nogen Anke at fremføre i saa Henseende, at gjøre Anmeldelse derom for Commissionen. Enhver, som kjender det saa ofte beskrevne og saa ilde berygtede kjøbenhavnske Drikkevand, vil kunne indsee, at det ikke har skortet paa Anmeldelser. De Lettroende og Svage i Aanden meente allerede at see om end ei en Maglekilde sprudle, saa dog i det mindste et nogenlunde taaleligt Filtreerapparat anlagt i deres Gaard. Men ak! denne Illusion forsvandt kun altfor hurtigt. Hvad har da den kongelige Vandcommission i sin Viisdom udklækket, for at raade Bod paa det slette Drikkevands skadelige Indflydelse paa Sundheden? Slet Intet!" ville vel sagtens de Fleste svare. Men deri feiler man dog. "Hvad har den da gjort?" spørger man; og da vi gjerne kunne vædde Ti mod Een paa, at Ingen gjætter det, nødsages vi vel til at meddele den brugte Fremgangsmaade. Hver Gang en Anmeldelse bliver gjort, sender Vandcommissionen med stor Samvittighedsfuldhed en Vandkigger til Huset eller Gaarden, for at undersøge om Anken er begrundet. Manden lugter til Vandet - at smage derpaa, er i de fleste Tilfælde aldeles overflødigt - trækker paa Skulderen, indrømmer, at Vandet ikke er saa godt, som det burde være, og gaaer derpaa hovedrystende bort. Nu venter man naturligviis, at Hjelpen skal komme. Men veed man, hvad der kommer? Der kommer en Smed med en Hængelaas. Denne lægges for Posten eller Springvandet, og Stedets ulykkelige Beboere have nu ikke mere daarligt Drikkevand - de have slet intet. Da det i denne Tid skal være skadeligt at ærgre sig, ville vi uddrage den bedste Trøst, vi formaae, af Vandcommissionens Fremgangsmaade. Det turde nemlig maaskee vise sig. at der fra en Hængelaas til gode Vandledninger og Filtreerapparater ikke er saa langt, som man skulde troe. Hængelaasen er et levende Vidnesbyrd om, at Vandcommissionen er af samme Mening som Kjøbenhavns andre Indbyggere, at "there is something rotten" i det kjøbenhavnske Drikkevand. Denne Erkjendelse maa absolut gaae forud for en Forbedring: Hænge-laasen er altsaa det første Skridt paa Reformens Bane, og "godt begyndt", siger jo Ordproget, "er halvt fuldendt". J. C. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1853, 2. udgave).

Ubekendt: Koleralejren på Vestre glacis 1853. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.