Grøvt paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Hof- og Stadsretsdom. Omstændlghederne ved en den 5te Juli af Hof- og Statsretten paakjendt Sag mellem Capitain Bangert og Kjøbenhavns Politidirecteur vare følgende:

Under 3die Juni f. A. rapporterede Politibetjent Hertz, at Forpagter Christensen paa Eiendommen paa Eiendommen Nr. 33 A , beliggende ved Nørrebroes Parcelvei, havde opført en Bygning, som nu var tagen i Brug saavel til Beboelse for ham og Familie som til Kostald for c. 20 Køer, og at de tynde Dele fra Kostalden lededes gjennem en Trærende fra Gaarden ud paa Veien, hvilket havde tilfølge, at det urene Vand - da der paa Veien ei fandtes Rendesteen eller andet Afløb - bliv staaende og samlede sig midt paa Veien i større Pytter, hvor det fordampede og udbredte ilde Lugt. Stadsphysicus erklærede, at dette stillestaaende cg stinkende Vand var saa skadeligt i sanitær Henseende, at der uopholdelig maatte skaffes Afløb tilveie. Ligeledes androg Sundhedscommissionen for udenbyes Klædebo Qvarteer paa, at ommeldte Sump uopholdelig maatte afskaffes. Ovennævnte Christensen saavelsom hans Nabo C. Sørensen, af hvis Grund Christensen i 1856 havde tilkjøbt sig sin Lod, erklærede, at den paapegede Mangel ikke kunde afhjælpes, medmindre Eieren af Solitude, Capitain Bangert, enten vilde oprense en af ham paa den modsatte Side af Veien tilkastet Grøft eller give Plads til en Kule til Vandets Opsamling paa hans Grund. Da Captain Bangert ikke vilde indlade sig paa noget af disse Alternativer og Afhjælpningen af det omhandlere Onde ansaaes paatrængende nødvendig, blev det ham betydet, at Afløbet vilde blive reguleret ved det Offentliges Foranstaltning, mod Regres med Hensyn til Omkostningerne hos de rette Vedkommende. Da Bangert vedblev sin Vægring, blev der den 14de til 16de Juli næstefter ifølge Politiets Foranstaltning over Bangerts Eiendom gravet en Grøft i Længde af 347 Alen langs Parcelveien til Korsveien. Til Udførelse heraf blev det nødvendigt at afmeie en Strimmel Havre, og da Bangert vægrede sig ved at modtage det Afmeiede, blev det solgt for 4 Mk. som grøn Staldfodring. Med Fradrag af disse 4 Mk. beløb Udgifterne ved dette Arbeide sig til 13 Rd. 4 Mk. 1 sk hvilke affordreres Bangert, men som denne vægrede sig ved at erlægge.

Sidstnævnte sagsøgte derefter Politidirecteuren til at kjendes pligtig til under en daglig Mulct at lade den anlagte Grøft tilkaste samr udrede Erstatning for det ham forvoldte Tab, hvoriblandt for den ovenmeldte Havre. m. m.

Indstævntes Afviisningspaastand, der var støttet paa den Betragtning, al der her handledes om en sanitær Foranstaltning, der var bestaltet af Sundhedspolitiet, og hvis Hensigtsmæssighed Domstolene ikke skulde have Competence eller Sagkundstab til at bedømme, blev af Retten forkastet, da der nemlig under Sagen ikke var Spørgsmaal om at bedømme, hvorvidt Sundhedspolitiets Bestemmelse om, at de paa Veien staaende Ureenligheder som skadelige for Sundheden burde bortskaffes, havde været beføiet eller ikke, hvilket Spørgsmaal vilde ligge udenfor Domstolenes Competence, men Sagen alene dreiede sig om, hvorvidt Indstævnte ved Udførelsen af bemeldte Bestemmelse havde gjort et udenfor hans Myndigheds Grændser gaaende Indgreb i Bangerts Ejendomsret, og Afgjørelsen heraf, hvorpaa atter Retten til Erstatning beroede, fandtes i Medfør af Grundlovens § 77 utvivlsomt at maatte kunne indbringes for Domstolene.

Hvad nu selve Hovedspørgsmaalet angik - om Politidirecteuren kunde antages at have overtraadt sin Øvrighedsmyndigheds Grændser - maatte dette efter Rettens Skjønnende besvares bekræftende. Som foran bemærket hidrørte nemlig den ovenmeldte Ulempe fra Forpagter Christensen, der havde indrettet en Kostald uden at sørge for tilstrækkeligt Afløb fra denne, og der var fra Indstævntes Side Intet anført til Begrundelse for, at man, istedetfor at forbyde Koholdet, hvortil Politiet under disse Omstændigheder maatte være competent, søgte at afhjælpe det derved foranledigede Onde ved al lade grave en Aftøbsrende over Andenmands Grund, hvilket maatte antages at have været saa meget mindre beføiet, som den sammesteds forhen existerende Grøft ingenlunde havde været benyttet til at modtage Afløbet fra Sørensens eller Christensens Grundstykker.

Som Følge heraf blev Politidirecteuren kjendt pligtig til, under en daglig Mulct af 2 Rd., at lade den omhandlede Grøvt, forsaavidt den endnu befandtes at existere, tilkaste og til at betale Captain Bangert Erstatning for den ommeldte Strimmel Havre, hvorimod iøvrigt ingen af Sidstnævntes Erstatningspaastande blev tagen tilfølge, men Sagens Omkostninger ophævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1858).

Revolutionen i Tivoliet.

(Indsendt)

Lørdag den 31. august var en mærkværdig, men tillige omineus dag for det skønne Tivoli og dets entreprenør. Man kunne her anvende det gamle ordsprog: aftenen er ikke morgenen lig. Inden solen kastede sine stråler over Tivoli blev agenten forgudet af sit tro folk. Man bragte  ham kl. 2 formiddag en matinette (det modsatte af en serenade). Det var hans fødselsdag og hyldesten var storartet. Det lumbyeske og det braunsteinske musikkorps vækkede ham af den slummer hvori han nylig var faldet, træt af den foregående dags møje. Men overraskelsen var behagelig, agenten følte at man erkendte hans værd, hans fortjeneste. Han følte sig stolt som en konge. "Og er du ikke Tivolis fyrste og regent!" råbte han, men glemte at Kyhl forrige år havde vist ham at det var under konstitutionel regeringsform. 

På dagens horisont viste sig allerede skæbnesvangre skyer. Politiforbuddet mod at spille længere end til kl. 11 ankom. Tivolis presse kom i bevægelse, om aftenen sås de betydningsfulde brandgule plakater opslået. Folket strømmende ind, Tivoli var et ildhav, tilfredshed og glæde herskede overalt, djævelens kastel afbrændtes. Teatrets præstationer var endt, alle ilede til koncertsalen. Hvad betyder det! Programmets musiknumre er ikke udspillede, og de herrer musici stikker piben i sæk og begiver sig bort? Tydelige tegn på oprørs sind viser sig blandt det folk der ellers er tivolifyrsten så hengiven. Et bulder, som når havet bruser stiger op til koncertsalens af våbenskjolde omgivne loft. 

Agenten iler hid for at berolige det opbragte folk. Det vil ikke høre ham! Ham, hvis higen og tragten går ud på at more det! Han vil trænge sig frem for at tiltale det. Men massen vil ikke åbne sine rækker for at tilstede ham gennemgang. En af hans venner vil stå ham bi, han rækker sin krykkestok over mod ham, og vil venskabelig banke lidt på hans hat, for at gøre ham opmærksom på det. Oh, salige ven, du vidste ikke hvad du gjorde! Flere af det oprørske folk griber om stokken. Agentens hoved, det hoved som har udklækket ideen om Tivoli, bearbejdes af vanhellige hænder. Utaknemmelige folk, I er blinde i eders vrede! Politiet bemægtiger sig den som fastholder enden af stokken. Han falder som et offer for sit venskab. Tunge skæbne! 

Agenten må trække sig tilbage. To krigere hvis navne burde optegnes af saga i gardens årbøger, tiltalte det opbragte folk: "Vis nu den nordiske kraft, kække skandinaver, ryk frem!" Folket omringer Tivolis regent. Hans ytringer at en af hans ansvarlige ministre, kammerråd Friis, mod hans vilje har givet ordre til musikkens ophør, kan ikke høres under larmen og våbenbulderet. Agenten søger nu at trække sig tilbage bag kontorets hellige dør. Fama fortæller at her forefaldt atter en kamp. Agenten nåede det hellige Palladium, Bazaren. Hans venner slår en standse om det. Folket vil gerne erklære det i belejringstilstand, men det må ophæve blokaden, for Tivolis klokke har lydt tre gange. Lukkedes Tivolis porte, kunne dets blodhunde rykke frem som reserve og ve da heltene fra koncertsalen. Tavse sniger oprørerne sig bort og klokken slår tolv.

Politivennen nr. 1497. Fredagen, den 6 September 1844. Side 561-564).

Traps kort over Indre By, omkring 1870. Kortet viser Tivoli midt til venstre, den dominerende tømmerplads sydøst for samt Kalvebodløbet før det hele begyndte at blive opfyldt og jernbanen anlagt. Ligeledes Amagersiden.

Redacteurens Anmærkning

Trods den sarkastiske tone får Tivoli året efter en omtale hvor man kan læse om hvad Tivoli tilbyder, i artiklen "Tivoliet i Aar." i Politivennen nr. 1549, onsdag den 21 juni 1845, side 377-380. 

Der er tale om Georg Carstensens fødselsdag, d. 31. august, hvor han fyldte 32 år. Tumulter ved offentligt afholdte fødselsdage var ikke noget usædvanlige. Fx var der ofte tumult ved Frederik 6.s fødselsdag. Det første nummer af Politivennen 1798 handlede om politivold ved den lejlighed. Forposten den 1.september 1844 berettede om episoden:

- Det er igaar Aftes kommet til Scener i Tivoli, hvorved i det mindste Glarmesterne om ikke Saarlægerne have faaet Fortjeneste. Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfornøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtrædelse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, man han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog. Og anledningen dertil skal dog ikke have været hans Skyld. Hr. Carstensen havde i Adresseavisen ladet annoncere, at Forlystelserne, og navnlig Musikken i Consertsalen, iaftes skulde vare til Midnat; men om Aftenen blev det ved Contraplacater bekjendtgjort, at Politiet havde forbudt denne Forlængelse og at Musikken derfor vilde ophøre Kl. 11. - Da nu denne Tid kom og der af de averterede 36 Musiknummere endnu resterede nogle, hvoriblandt en Telegraph-Gallopade, som man nu slet ikke syntes at kunne undvære, fordrede Publicum Fortsættelsen, medens Musikanterne stak Piben ind for Politiet. Da Tumulten tiltag, da man med Trusler kaldte paa Hr. Agenten, da var det, at han ilede til for at berolige Gemytterne. Men man lod ham ikke komme til orde; og medens Concertsalens Ruder klirrede, maatte Entrepreneuren og de ham ledsagende Politibetjente trække sig tilbage. Rørende skal det have været at høre, hvorledes Hr. Carstensen, da Politiet vilde bruge Stokkende, med selvopofrende Mod raabte: Holder inde! Holder inde! Før vil jeg selv undgjelde, end see den danske Nation faae Prygl paa mit Tivoli! - Og Politiet, holdt det da virkelig inde? - Vi vide det ikke bestemt. - Men naar vi sige, at Agent Carstensen var uskyldig, saa mene vi, at Forbudet, der opbragte Publikum, ene maa hidrøre fra at Politiet allerede har antaget at burde handle i Overensstemmelse med det nye Udkast til en Anordning om Søn- og Heligdages Overholdelse ifølge hvilket det tilsigtes strengt at forhindre allehaande Forlystelser at gaae over fra Løverdag Aften til Søndag Morgen. Politiet har saaledes baaret sig ad paa samme Maade som Gjennemsynet, der beslaglægger i den Forestilling, at Udkastet til den nye Trykke-Anordning allerede er blevet Lov. - Det er Følgen af at Politiet læser Standertidenden - men at Politiets religiøse Strenghed derved er tiltagen - det kunde Hr. Carstensen jo ikke vide. - Iøvrigt viste der sig iaftes ogsaa udenfor Tivoli en meget urolig Aand, især paa Volden og ved Vesterport, hvilket foranledigede endeel Arrestationer.

I Fædrelandet den 11. september 1844 blev affæren kaldet "Tivoli-Tumulten". Til forklaring af politiets handlemåde hører at Tivolis fødselsdag kun 2 uger forinden, den 17. august var blevet fejret behørigt med et imponerende fyrværkeri ved midnat, hvorunder en raket skal være faldet ned gennem en skorsten på Amalienborg. Politiet blev i den anledning beskyldt for at sove. Se Dannevirke 24. august 1844.  En artikel fra Forposten 8. september 1844 må stå som et eksempel på hvor langt den trykte presse vovede at omgå censuren på dette tidspunkt: 

I den Erklæring, Hr. Carstensen har udstedt i Anledning af "Tivoli-Oprøret" næstsidste Løverdag, hedder det, at det maa beklages, at man eet Øieblik har kunnet antage, at der er foretaget noget vilkaarligt Skridt fra Politiets Side. Hr. Carstensen vindicerer her paa en ligesaa smuk som veltalende Maade de kjøbenhavnske Polities velbekjendte humane Fremgangsmaade, der ikke tillader det at gaae vilkaarligt tilværks ved nogensomhelst Leilighed. Det maa kun bemærkes, at Ordet vilkaarligt maa ene og alene tages og opfattes fra et reent dansk Standpunkt, altsaa noget forskjelligt fra den Maade hvorpaa det til exempel forstaaes i England og Frankrig; det gaaer nemlig med bemeldte Ords Betydning ligesom med Varmelinien, der synker betydeligt jo længere den kommer fra Vest til Øst. Vi kunne forøvrigt vel forstaae, at Hr. Carstensen har havt de tidligere offentliggjorte tilfælde for Øie, hvor det kunde synes at være paalagt Politiet, med Grund, at det havde handlet vilkaarligt; men det er altid senere tilfulde oplyst, at der ingen Grund har været til saadan Beskyldning, og at Politiet med Etatsraad Bræstrup i Spidsen stedse har viist den Humanitet, som det er bekjendt for. Hvis Politiet nogensinde imod Formodning skulde handle vilkaarligt, stod det jo desuden til Vedkommende at klage til Cancelliet, der vel vilde vide at hævde dets Rettigheder og Værdighed; thi fordi Stænderne have sagt, at Collegiet handler vilkaarligt, derfor er jo intet Beviis tilveiebragt for, at det vil tillade Politiet at handle saaledes, tilmed da den kgl. Commisssarius har tilstrækkeligt godtgjort, at en saadan Beskyldning er hentet lige ud af Oppositionsbladene eller fra en aldeles upaalidelig Kilde. Disse Bemærkninger have vi ikke troet at være overflødige med Hensyn til, at vi kunde blive mistænkte for ikke at dele Hr. Carstensen Anskuelser om politiet, naar vi ikke erklærede os beredvillige til at istemme hans indirecte Lovtale, som der staaer i Vægterverset, "men Haand og Mund, af Hjertens grund" - et Citat, vi uvilkaarligt mindedes derved, at Tanken henlededes paa Tivoli-Avisen, Vægteren for Tivolis Hæder.