Jyderup-Slaget: Politiet ved Jyderup. (Efterskrift til Politivennen)

Hvem har Skylden? Ja, hvem? Alle Mennesker raaber Nancke! Nancke! Men hvem er Nancke? Er det Politimesterens Nej, det er Fuldmægtigen. Hvor var da Politimesteren? Ih! han sad jo inde i Teltet og spiste.

Hr. Nellemann siger rigtignok, at Politimesteren kan møde ved sin Fuldmægtig; men skjønt det er Justitsministeren, der siger det, er Sætningen dog saadan i al Almindelighed saa forkert som muligt. Det er kun undtagelsesvis, at Politimesteren kan møde ved sin Fuldmægtig, nemlig naar han selv har Forfald, naar han er fraværende fra Jurisdiktionen eller syg og sengeliggende. Men her til Lands synes det rigtignok at være endnu en Forfaldsgrund, at der er noget extraordinært paa Færde. Til daglig Brug, naar der ingen Ting sker, er Politimesteren selv til Stede; men naar der skal foregaa noget usædvanligt, saa forsvinder han og efterlader en Fuldmægtig. Fuldmægtigen har intet Ansvar, det er Politimesteren, der har Ansvaret, og Politimesteren kan ikke gjøre for, hvad Dumheder Fuldmægtigen begaar i hans Fraværelse. Saaledes har begge Ryggen fri, og det er det, det kommer an paa.

Hvor var Politimesteren, da Anders Sjællænder skulde henrettes, og hvilke Foranstaltninger havde han forud truffet? I Hillerød hørte man mere Tale om den kjøbenhavnske Assistent end om Politimesteren, og hvor var Politimesteren i Jyderup? De holder sig helst borte, for de føler sig uøvede i exekutive Forretninger, det har de ikke lært hverken paa Universitetet eller i Ministeriet, og den Forstand, der i gamle Dage fulgte med Embedet, har man i vore kritiske Tider ikke Mod til at løbe an paa.

At der let vilde finde Uorden Sted i Jyderup, maa Politimesteren have ventet; thi han rekvirerede jo 30 kjøbenhavnske Betjente til Hjælp. Dette er hans første Fejl. En praktisk Mand, der nogenlunde var Pladsen voxen, vilde fremfor alt bede sig forskaanet for slige Hjælpetropper. Overhovedet bør en Politimester ikke paakalde extraordinær Hjælp uden i yderste Nødsfald, thi det er altid en Slags Falliterklæring, og der skal meget til, for at en Politimester i sin egen Retskreds ikke selv med sine Fuldmægtige, Politiassistent og Sognefogeder skulde kunne holde Orden paa vor danske Landbefolkning, som er alt andet end ustyrlig, naar han blot bærer sig fornuftigt ad. Men skal han have extra Hjælp, saa bør han hente den fra selve Jurisdiktionen, hvor der er brugeligt Mandskab nok, og hvor den bedst og hensigtsmæssigst findes. Der er altid i Sognene nogle Mænd foruden Sognefogeden, som nyde særegen Anseelse, og som han kan forsyne for den paaqjældende Lejlighed med Amtets Politiskilte, hvoraf han maa have en Del paa sit Kontor. Disse Mænd (f. Ex ansete Gaardmænd, private Skovridere og Skovfogeder) har den Fordel, at de kjende og er kjendte af Befolkningen og let vil kunne tale den til Rette. Enhver er efter Lovgivningen endog under Strafansvar forpligtet til at modtage en saadan midlertidig Politifunktion.

Skulde der nogen Sinde blive Tale om en virkelig Sammenrottelse og Opstand, saa at fremmed Hjælp skulde være nødvendig, maa der rekvireres Husarer eller Dragoner fra den nærmeste By. Dette er den rene Magtudfoldelse, og or optræder ikke som Politibetjente. De holder ingen Taler og advarer ikke, men bruger i strunk militærisk Tavshed Hestenes Bagparter eller Klingen, og for deres Personer kan de næppe nyde den særegne Beskyttelse, som de uforholdsmæssig strænge Straffebestemmelser giver for Vold imod Politiet. 

En Politimester vil vist meget betænke sig paa at bruge sine egne Betjente for Kjøbstaden ude i sin Landjurisdiktion, hvor de ingen Politimyndighed har; men at rekvirere og bruge kjøbenhavnske Betjente til at holde Orden ude omkring paa Landet er endnu Iangt mere bagvendt. Hvorpaa støtter man deres særegne Myndighed der? De kan ikke have anden end den, som Politimesteren laaner dem af sin. Men har han da proklameret for Forsamlingen, at disse ubekjendte Mandfolk skulde gaa og gjælde for vore Politibetjente, mens de slog løs? Og selv om han havde, saa var det ikke nok, naar han ikke tillige havde forsynet dem med Amtets Politiskilte; thi der existerer intet for hele Landet. De kjøbenhavnske Politibetjentes Skilte bærer Staden Kjøbenhavns Vaaben. og de gjælder ikke udenfor Kjøbenhavns Grund; der dur de kun som en Brystplade til at tage et Stød af med. Og endnu mindre gjælder Munderingen. Der er Domme for, at en tiltalt for at have øvet Vold imod en uniformeret kjøbenhavnsk Politibetjent paa Kjøbenhavns Grund, maa frifindes, naar han erklærer, at han ikke kjendte Uniformen, da Betjenten ikke tillige havde vist sit Skilt - Hvad vil man nu svare, naar alle de tiltalte fra Jyderup sige: Skiltene (dersom de er foreviste dem) kjender vi ikke, og de dur ikke. og Munderingen med de sorte Hjælme den kjender vi endnu mindre; der var nok nogle, som formodede, at det var kjøbenhavnske Betjente, men hvad kommer det os ved; vi maatte nærmest antage dem for kjøbenhavnske Brandsvende, som var komne ned for at slukke, dersom der gik Ild i Højres Barakke, og som saa, for at faa noget at bestille, paa egen Regning og Risiko leverede os en Bataille.

Forhørene siges jo nu at nærme sig deres Afslutning, og det kommer da for en Dag, hvad der er om den store forud lagte Plan til at banke Politiet. Naturligvis er der intet om den. For det første vidste man jo ikke, at der var gaaet Bud efter de kjøbenhavnske Betjente, det var en behagelig Overraskelse fra Politimesterens Side Og dernæst, hvis der havde været en Plan, hvorfor blev den da ikke udført? Hvorfor ventede man, til fire Femtedele af Forsamlingen var tagen bort, og hvorfor nøjedes de tilbageblevne med at værge sig efter fattig Lejlighed? Naar der var 1000 Mennesker med en Plan til at knubse Politiet, hvorfor knubsede de det da ikke? At det skulde være en fysisk uoverkommelig Opgave for 1000 Bønder at overmande og bagbinde 30 Betjente, vil man dog næppe paastaa. Men alt det om Planen er Vaas. Der skal en langvarig Ophidselse og en særlig Brutalitet til, inden vor fredsommelige og tilbageholdne Landbostand bringes til at slaa løs. Men at den Kreds af ansete og indflydelsesrige Gaardmænd, der ledede Venstres Møde, skulde have planlagt et almindeligt Slagsmaal med Politiet, det er i samme Grad Nonsens, hverken mer eller mindre, end om man vilde underlægge et af det kjøbenhavnske Grosserersocietet ledet Møde en hemmelig Lyst til at komme i Haandgemæng med Politiet.

Tilbage staar det Spørgsmaal, hvor Politimesteren havde sine Ængstelser fra. Havde han undersøgt Stemningen? Hvilke Beretninger om det forestaaende Oprør var der indløbet til ham? Lad os faa at vide, om Politimesteren i Holbæk havde sine slemme Anelser fra Holbæk Amt, eller om han havde faaet dem sendt fra Kjøbenhavn. Naar en Politimester gaar paa Opdagelse, er der en naturlig Traad, som han først søger at finde Enden paa. Han spørger: hvem har Interesse af denne Sag, for hvem har der været noget at tjene? Naar Regeringens Mand i Holbæk er færdig, saa turde det være Tid at tage fat fra denne Ende. Lad os saa begynde med at spørge: Hvem var interesseret i at faa en Skandale ud af Møderne i Holbæk Amt? Maaske det fra dette Udgangspunkt bedre vil lykkes at finde Planen og dens Ophavsmænd.

Fra et Politimester Synspunkt var det at rekvirere og bruge de kjøbenhavnske Politibetjente en hovedløs Malkonduite. Alene det at opstille 30 ubekjendte i kampberedt Slagorden er en Udfordring. Det maa irritere selv de mere besindige, og ægge Modviljen og føre den fra Modpartiet over paa den truende brutale Magt. Og dette gjælder naturligvis endnu mere, naar Hærstyrken møder i den forhadte kjøbenhavnske Uniform. Det vilde være af Interesse at vide, af hvilke Grunde Politimesteren, naar han endelig skulde have Hjælp, har forlangt at faa den uniformeret, hvilken beroligende Virkning har han ventet sig heraf for den ophidsede Stemning, som han jo, siden han rekvirerede Hjælp, maa have været belavet paa. 

Men den anden store Fejl, der er begaaet, er den, at Politimesteren ikke selv personlig overtog Ledelsen. Det er ved saadanne Lejligheder, at han skal vise, om han dur noget som Politimester, om han har Mod og Aandsnærværelse. Mangfoldige er de Tilfælde, hvor det er Politifunktonæren selv, der ved kejtet frygtsom og som Følge dern urolig og febrilsk Adfærd fremkalder de Uordener, som han skulde og kunde forebygge. Ved saadanne Lejligheder, hvor en hovmodig, vigtig Mine hos en Betient er nok til at fornærme og opirre enkelte Brushoveder, og paa den anden Side en vel anbragt godmodig Vittighed nok til at vende et truende Uvejr, der bør Politimesteren selv være til Stede og stille sin egen Person ind paa Ansvaret. Paa Landet, hvor han er kiendt af hver eneste en af Befolkningen, hvor man har Tillid til ham som den, der vil holde Orden for Ordenens og ikke for Partiernes Skyld, og Agtelse for ham som den, der har Lovens Myndighed, er det sandelig ikke vanskeligt - naturligvis naar der ikke er ligefrem Opstand - at forebygge Uorden. Bonden i sin Helhed er udmærket sejq og energisk i passiv Modstand, men til aktiv der holder han sig tilbage, med mindre han er bleven længe og stærkt angreben. Skulde der være en enkelt modig Oprører, som, dog helst skjult i Mængden, tør være grov imod Politimesteren, naar han staar der paa sin Post i sin kjendte Uniform, saa vil han, naar Politimesteren springer hen og tager ham i Nakken, aldrig vove at slaa til ham, og han vil kunne bortføres, uden at en Kat skal gjøre Mine til at redde ham.

Noget anderledes forholder det sig med Fuldmægtigen. Ligesom Børn, der ubevidst og ubetinget bøie sig for Forældrenes Avtoritet, i Almindeligbed vise en stridig Oppositionslyst imod alle andre, hvis Herredømme de ikke anerkjender, saaledes gaar det ogsaa med Almuen lig overfor Fuldmægtige og underordnede Funktionærer, som i Almindelighed er yngre Mænd, om hvem de godt vide, at de kun har deres Myndighed paa anden Haand. Her tør de bedre, især naar disse har forstaaet ved uklog og overmodig Opførsel at vække Modstandslyst. Skjønt ogsaa her et ligefrem Angreb vil være næsten utænkeligt, er der dog en Forskjel og derfor maa en Politimester ikke møde ved Fuldmægtig, naar han selv kan være til Stede.

Det har været en Malkonduite og under alle Omstændigheder unødvendigt at rekvirere kjøbenhavnske Betjente, men det maa anses for en utilgivelig Forsømmelse, at Politimesteren ikke under Omstændighederne, som han anser for extraordinært vanskelige, selv personligt har taget Kommandoen.

En Politimand.

(Morgenbladet (Jøbenhavn) 2. november 1883).

Følger af Jyderup Skandalen. I et Brev fra Holbæk Amt til "Sorø Amtstid" hedder det bl. a.: "Den stærke Gæring og Bevægelse, der i de nærmeste Dage efter Provisoristernes Heltebedrifter ved Jyderup beherskede Sindene og skabte en Stemning mellem de politiske Partuer af en saa fjendtlig Art, at der vil gaa Aar, før et taaleligt godt Forhold atter vil kunne bringes til Veje, er nu afløst af en vis ydre Ro. Folket stiller sig aabenbart afventende, og især er man spændt paa at erfare, hvad der til Slut vil blive foretaget mod de Personer, der endnu sidde arresterede i Anledning af Jyderup Affæren. Det endelige Resultat af denne Sag vil sikkert blive af afgjørende Betydning for det fremtidige Forhold mellem Parterne. Bortset fra de enkelte Personer, som det paa Grund af deres Sammenstød med Politiet særligt er kommel til at gaa ud over, har Jyderup-Affæren gavnet Venstre og dets Sag betydeligt idet den Maade, hvorpaa der er gaaet frem fra den anden Side, mægtigt har styrket Sammenholdet og vakt en levende Bevidsthed om, hvor alvorlig den politiske Situation egentlig er. Ikke saa faa, der før hin Septemberdag stod vaklende mellem Parterne, er nu uigjenkaldeligt drevne over i Venstres Lejr, og Mænd, der før har været bekiendte for deres moderate Sympatier og maadeholdne politiske Anskuelser, forbavser nu deres Omgivelser med at udtale de krasseste radikale Betragtninger. Hvad Agitation inden for vore egne Rækker ikke har kunnet udrette gjennem Aar, det har Vilkaarligheden og Hensynsløsheden fra vore Modstanderes Side udrettet paa nogle faa Dage".

(Morgenbladet (København) 16. november 1883).

Grøvt paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Hof- og Stadsretsdom. Omstændlghederne ved en den 5te Juli af Hof- og Statsretten paakjendt Sag mellem Capitain Bangert og Kjøbenhavns Politidirecteur vare følgende:

Under 3die Juni f. A. rapporterede Politibetjent Hertz, at Forpagter Christensen paa Eiendommen paa Eiendommen Nr. 33 A , beliggende ved Nørrebroes Parcelvei, havde opført en Bygning, som nu var tagen i Brug saavel til Beboelse for ham og Familie som til Kostald for c. 20 Køer, og at de tynde Dele fra Kostalden lededes gjennem en Trærende fra Gaarden ud paa Veien, hvilket havde tilfølge, at det urene Vand - da der paa Veien ei fandtes Rendesteen eller andet Afløb - bliv staaende og samlede sig midt paa Veien i større Pytter, hvor det fordampede og udbredte ilde Lugt. Stadsphysicus erklærede, at dette stillestaaende cg stinkende Vand var saa skadeligt i sanitær Henseende, at der uopholdelig maatte skaffes Afløb tilveie. Ligeledes androg Sundhedscommissionen for udenbyes Klædebo Qvarteer paa, at ommeldte Sump uopholdelig maatte afskaffes. Ovennævnte Christensen saavelsom hans Nabo C. Sørensen, af hvis Grund Christensen i 1856 havde tilkjøbt sig sin Lod, erklærede, at den paapegede Mangel ikke kunde afhjælpes, medmindre Eieren af Solitude, Capitain Bangert, enten vilde oprense en af ham paa den modsatte Side af Veien tilkastet Grøft eller give Plads til en Kule til Vandets Opsamling paa hans Grund. Da Captain Bangert ikke vilde indlade sig paa noget af disse Alternativer og Afhjælpningen af det omhandlere Onde ansaaes paatrængende nødvendig, blev det ham betydet, at Afløbet vilde blive reguleret ved det Offentliges Foranstaltning, mod Regres med Hensyn til Omkostningerne hos de rette Vedkommende. Da Bangert vedblev sin Vægring, blev der den 14de til 16de Juli næstefter ifølge Politiets Foranstaltning over Bangerts Eiendom gravet en Grøft i Længde af 347 Alen langs Parcelveien til Korsveien. Til Udførelse heraf blev det nødvendigt at afmeie en Strimmel Havre, og da Bangert vægrede sig ved at modtage det Afmeiede, blev det solgt for 4 Mk. som grøn Staldfodring. Med Fradrag af disse 4 Mk. beløb Udgifterne ved dette Arbeide sig til 13 Rd. 4 Mk. 1 sk hvilke affordreres Bangert, men som denne vægrede sig ved at erlægge.

Sidstnævnte sagsøgte derefter Politidirecteuren til at kjendes pligtig til under en daglig Mulct at lade den anlagte Grøft tilkaste samr udrede Erstatning for det ham forvoldte Tab, hvoriblandt for den ovenmeldte Havre. m. m.

Indstævntes Afviisningspaastand, der var støttet paa den Betragtning, al der her handledes om en sanitær Foranstaltning, der var bestaltet af Sundhedspolitiet, og hvis Hensigtsmæssighed Domstolene ikke skulde have Competence eller Sagkundstab til at bedømme, blev af Retten forkastet, da der nemlig under Sagen ikke var Spørgsmaal om at bedømme, hvorvidt Sundhedspolitiets Bestemmelse om, at de paa Veien staaende Ureenligheder som skadelige for Sundheden burde bortskaffes, havde været beføiet eller ikke, hvilket Spørgsmaal vilde ligge udenfor Domstolenes Competence, men Sagen alene dreiede sig om, hvorvidt Indstævnte ved Udførelsen af bemeldte Bestemmelse havde gjort et udenfor hans Myndigheds Grændser gaaende Indgreb i Bangerts Ejendomsret, og Afgjørelsen heraf, hvorpaa atter Retten til Erstatning beroede, fandtes i Medfør af Grundlovens § 77 utvivlsomt at maatte kunne indbringes for Domstolene.

Hvad nu selve Hovedspørgsmaalet angik - om Politidirecteuren kunde antages at have overtraadt sin Øvrighedsmyndigheds Grændser - maatte dette efter Rettens Skjønnende besvares bekræftende. Som foran bemærket hidrørte nemlig den ovenmeldte Ulempe fra Forpagter Christensen, der havde indrettet en Kostald uden at sørge for tilstrækkeligt Afløb fra denne, og der var fra Indstævntes Side Intet anført til Begrundelse for, at man, istedetfor at forbyde Koholdet, hvortil Politiet under disse Omstændigheder maatte være competent, søgte at afhjælpe det derved foranledigede Onde ved al lade grave en Aftøbsrende over Andenmands Grund, hvilket maatte antages at have været saa meget mindre beføiet, som den sammesteds forhen existerende Grøft ingenlunde havde været benyttet til at modtage Afløbet fra Sørensens eller Christensens Grundstykker.

Som Følge heraf blev Politidirecteuren kjendt pligtig til, under en daglig Mulct af 2 Rd., at lade den omhandlede Grøvt, forsaavidt den endnu befandtes at existere, tilkaste og til at betale Captain Bangert Erstatning for den ommeldte Strimmel Havre, hvorimod iøvrigt ingen af Sidstnævntes Erstatningspaastande blev tagen tilfølge, men Sagens Omkostninger ophævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1858).

Revolutionen i Tivoliet.

(Indsendt)

Lørdag den 31. august var en mærkværdig, men tillige omineus dag for det skønne Tivoli og dets entreprenør. Man kunne her anvende det gamle ordsprog: aftenen er ikke morgenen lig. Inden solen kastede sine stråler over Tivoli blev agenten forgudet af sit tro folk. Man bragte  ham kl. 2 formiddag en matinette (det modsatte af en serenade). Det var hans fødselsdag og hyldesten var storartet. Det lumbyeske og det braunsteinske musikkorps vækkede ham af den slummer hvori han nylig var faldet, træt af den foregående dags møje. Men overraskelsen var behagelig, agenten følte at man erkendte hans værd, hans fortjeneste. Han følte sig stolt som en konge. "Og er du ikke Tivolis fyrste og regent!" råbte han, men glemte at Kyhl forrige år havde vist ham at det var under konstitutionel regeringsform. 

På dagens horisont viste sig allerede skæbnesvangre skyer. Politiforbuddet mod at spille længere end til kl. 11 ankom. Tivolis presse kom i bevægelse, om aftenen sås de betydningsfulde brandgule plakater opslået. Folket strømmende ind, Tivoli var et ildhav, tilfredshed og glæde herskede overalt, djævelens kastel afbrændtes. Teatrets præstationer var endt, alle ilede til koncertsalen. Hvad betyder det! Programmets musiknumre er ikke udspillede, og de herrer musici stikker piben i sæk og begiver sig bort? Tydelige tegn på oprørs sind viser sig blandt det folk der ellers er tivolifyrsten så hengiven. Et bulder, som når havet bruser stiger op til koncertsalens af våbenskjolde omgivne loft. 

Agenten iler hid for at berolige det opbragte folk. Det vil ikke høre ham! Ham, hvis higen og tragten går ud på at more det! Han vil trænge sig frem for at tiltale det. Men massen vil ikke åbne sine rækker for at tilstede ham gennemgang. En af hans venner vil stå ham bi, han rækker sin krykkestok over mod ham, og vil venskabelig banke lidt på hans hat, for at gøre ham opmærksom på det. Oh, salige ven, du vidste ikke hvad du gjorde! Flere af det oprørske folk griber om stokken. Agentens hoved, det hoved som har udklækket ideen om Tivoli, bearbejdes af vanhellige hænder. Utaknemmelige folk, I er blinde i eders vrede! Politiet bemægtiger sig den som fastholder enden af stokken. Han falder som et offer for sit venskab. Tunge skæbne! 

Agenten må trække sig tilbage. To krigere hvis navne burde optegnes af saga i gardens årbøger, tiltalte det opbragte folk: "Vis nu den nordiske kraft, kække skandinaver, ryk frem!" Folket omringer Tivolis regent. Hans ytringer at en af hans ansvarlige ministre, kammerråd Friis, mod hans vilje har givet ordre til musikkens ophør, kan ikke høres under larmen og våbenbulderet. Agenten søger nu at trække sig tilbage bag kontorets hellige dør. Fama fortæller at her forefaldt atter en kamp. Agenten nåede det hellige Palladium, Bazaren. Hans venner slår en standse om det. Folket vil gerne erklære det i belejringstilstand, men det må ophæve blokaden, for Tivolis klokke har lydt tre gange. Lukkedes Tivolis porte, kunne dets blodhunde rykke frem som reserve og ve da heltene fra koncertsalen. Tavse sniger oprørerne sig bort og klokken slår tolv.

Politivennen nr. 1497. Fredagen, den 6 September 1844. Side 561-564).

Traps kort over Indre By, omkring 1870. Kortet viser Tivoli midt til venstre, den dominerende tømmerplads sydøst for samt Kalvebodløbet før det hele begyndte at blive opfyldt og jernbanen anlagt. Ligeledes Amagersiden.

Redacteurens Anmærkning

Trods den sarkastiske tone får Tivoli året efter en omtale hvor man kan læse om hvad Tivoli tilbyder, i artiklen "Tivoliet i Aar." i Politivennen nr. 1549, onsdag den 21 juni 1845, side 377-380. 

Der er tale om Georg Carstensens fødselsdag, d. 31. august, hvor han fyldte 32 år. Tumulter ved offentligt afholdte fødselsdage var ikke noget usædvanlige. Fx var der ofte tumult ved Frederik 6.s fødselsdag. Det første nummer af Politivennen 1798 handlede om politivold ved den lejlighed. Forposten den 1.september 1844 berettede om episoden:

- Det er igaar Aftes kommet til Scener i Tivoli, hvorved i det mindste Glarmesterne om ikke Saarlægerne have faaet Fortjeneste. Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfornøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtrædelse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, man han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog. Og anledningen dertil skal dog ikke have været hans Skyld. Hr. Carstensen havde i Adresseavisen ladet annoncere, at Forlystelserne, og navnlig Musikken i Consertsalen, iaftes skulde vare til Midnat; men om Aftenen blev det ved Contraplacater bekjendtgjort, at Politiet havde forbudt denne Forlængelse og at Musikken derfor vilde ophøre Kl. 11. - Da nu denne Tid kom og der af de averterede 36 Musiknummere endnu resterede nogle, hvoriblandt en Telegraph-Gallopade, som man nu slet ikke syntes at kunne undvære, fordrede Publicum Fortsættelsen, medens Musikanterne stak Piben ind for Politiet. Da Tumulten tiltag, da man med Trusler kaldte paa Hr. Agenten, da var det, at han ilede til for at berolige Gemytterne. Men man lod ham ikke komme til orde; og medens Concertsalens Ruder klirrede, maatte Entrepreneuren og de ham ledsagende Politibetjente trække sig tilbage. Rørende skal det have været at høre, hvorledes Hr. Carstensen, da Politiet vilde bruge Stokkende, med selvopofrende Mod raabte: Holder inde! Holder inde! Før vil jeg selv undgjelde, end see den danske Nation faae Prygl paa mit Tivoli! - Og Politiet, holdt det da virkelig inde? - Vi vide det ikke bestemt. - Men naar vi sige, at Agent Carstensen var uskyldig, saa mene vi, at Forbudet, der opbragte Publikum, ene maa hidrøre fra at Politiet allerede har antaget at burde handle i Overensstemmelse med det nye Udkast til en Anordning om Søn- og Heligdages Overholdelse ifølge hvilket det tilsigtes strengt at forhindre allehaande Forlystelser at gaae over fra Løverdag Aften til Søndag Morgen. Politiet har saaledes baaret sig ad paa samme Maade som Gjennemsynet, der beslaglægger i den Forestilling, at Udkastet til den nye Trykke-Anordning allerede er blevet Lov. - Det er Følgen af at Politiet læser Standertidenden - men at Politiets religiøse Strenghed derved er tiltagen - det kunde Hr. Carstensen jo ikke vide. - Iøvrigt viste der sig iaftes ogsaa udenfor Tivoli en meget urolig Aand, især paa Volden og ved Vesterport, hvilket foranledigede endeel Arrestationer.

I Fædrelandet den 11. september 1844 blev affæren kaldet "Tivoli-Tumulten". Til forklaring af politiets handlemåde hører at Tivolis fødselsdag kun 2 uger forinden, den 17. august var blevet fejret behørigt med et imponerende fyrværkeri ved midnat, hvorunder en raket skal være faldet ned gennem en skorsten på Amalienborg. Politiet blev i den anledning beskyldt for at sove. Se Dannevirke 24. august 1844.  En artikel fra Forposten 8. september 1844 må stå som et eksempel på hvor langt den trykte presse vovede at omgå censuren på dette tidspunkt: 

I den Erklæring, Hr. Carstensen har udstedt i Anledning af "Tivoli-Oprøret" næstsidste Løverdag, hedder det, at det maa beklages, at man eet Øieblik har kunnet antage, at der er foretaget noget vilkaarligt Skridt fra Politiets Side. Hr. Carstensen vindicerer her paa en ligesaa smuk som veltalende Maade de kjøbenhavnske Polities velbekjendte humane Fremgangsmaade, der ikke tillader det at gaae vilkaarligt tilværks ved nogensomhelst Leilighed. Det maa kun bemærkes, at Ordet vilkaarligt maa ene og alene tages og opfattes fra et reent dansk Standpunkt, altsaa noget forskjelligt fra den Maade hvorpaa det til exempel forstaaes i England og Frankrig; det gaaer nemlig med bemeldte Ords Betydning ligesom med Varmelinien, der synker betydeligt jo længere den kommer fra Vest til Øst. Vi kunne forøvrigt vel forstaae, at Hr. Carstensen har havt de tidligere offentliggjorte tilfælde for Øie, hvor det kunde synes at være paalagt Politiet, med Grund, at det havde handlet vilkaarligt; men det er altid senere tilfulde oplyst, at der ingen Grund har været til saadan Beskyldning, og at Politiet med Etatsraad Bræstrup i Spidsen stedse har viist den Humanitet, som det er bekjendt for. Hvis Politiet nogensinde imod Formodning skulde handle vilkaarligt, stod det jo desuden til Vedkommende at klage til Cancelliet, der vel vilde vide at hævde dets Rettigheder og Værdighed; thi fordi Stænderne have sagt, at Collegiet handler vilkaarligt, derfor er jo intet Beviis tilveiebragt for, at det vil tillade Politiet at handle saaledes, tilmed da den kgl. Commisssarius har tilstrækkeligt godtgjort, at en saadan Beskyldning er hentet lige ud af Oppositionsbladene eller fra en aldeles upaalidelig Kilde. Disse Bemærkninger have vi ikke troet at være overflødige med Hensyn til, at vi kunde blive mistænkte for ikke at dele Hr. Carstensen Anskuelser om politiet, naar vi ikke erklærede os beredvillige til at istemme hans indirecte Lovtale, som der staaer i Vægterverset, "men Haand og Mund, af Hjertens grund" - et Citat, vi uvilkaarligt mindedes derved, at Tanken henlededes paa Tivoli-Avisen, Vægteren for Tivolis Hæder.