Grønland.(Efterskrift til Politivennen).

Grønland. Lieutenant i Søetaten E. Bluhme, som i Foraaret 1863 i Forening med Kapitainlieutenant Falbe afgik til Grønland for at foretage Opmaalinger til Fordeel for Skibsfarten paa Grønlands Vestkyst, og i Juni Maaned f. A. vendte tilbage til Danmark, har nedlagt sine Iagttagelser og Forslag til Forbedringer i dette Lands Bestyrelse i et Skrift, betitlet "Fra et Ophold i Grønland 1863-1864". Bogen er skreven i et livligt og aandrigt Sprog og fortjener at læses i en vid Kreds, ikke alene af dem, der særlig ere kaldede til at gjøre sig bekjendte med de grønlandske Forhold, altsaa vore Folkerepræsentanter, men ogsaa af Andre, der blot sætte Priis paa en underholdende Læsning. Vi skulle afskrive nogle af Forfatterens smukke Slutningsord : "Det var ikke for at fortælle om vor Reise, at jeg satte mig til at skrive denne Bog. Men paa Reisen lærte jeg Grønlænderne at kjende - disse godmodige, fordringsløse, skidne og haardføre Sælhundejægere, der endnu næsten ere, som Skaberen gjorde dem, da han til Glæde for dem selv og til Nytte for os Andre hensatte dem paa disse øde, golde Kyster, hvor uden dem Tusinder af skibbrudne Hvalfangere vilde have bleget deres Been paa de nøgne Fjelde - disse Naturbørn, som ikke forlangte noget Bedre end i Ro at overlades deres egen Natur, i hvilken intet andet Folk kan leve, men hvor de finde Tilfredsstillelsen af alle deres Ønsker og alle deres Fordringer til Livet - disse stakkels Væsener, som uden Støtte, uden Moral, uden en venlig hjælpende Haand nu i halvandet hundrede Aar have været udsatte for en ukontrolleret Civilisations demoraliserende Indflydelse, saa at de, degenererede, staae Fare for at ødelægges og tilintetgjøres.

Saaledes som jeg har lært deres Land og Natur at tjente, saaledes som jeg har lært dem selv at fjende i det daglige Liv, saaledes som jeg af Historien har lært deres Fortid at fjende, og saaledes som den Fremtid er, man har isinde herhjemme at berede dem, er jeg kommen til den Overbevisning. at inden mange Tider vil Befolkningen være fuldstændig ødelagt, og istedetfor en indbringende Koloni vil Danmark snart i Grønland kun have et Biland, som vil fordre store aarlige Tilskud i Fattighjælp; men jeg er ogsaa kommen til den Overbeviisning, at saafremt man ærligt og oprigtigt vil hjælpe Folket, staaer det endnu til at redde og har endnu saa meget Livskraft i sig, at det for mange kommende Tider maa kunne bevares, til Nytte for vort Land og vore Efterkommere ved de kostbare Produkter, hvormed de forsyne os."

Den samme Overbevisningens Harme, der findes i disse Linier, gaaer igjennem hele Skriftet. Forfatteren synes at være endeel paavirket af Dr. Rink og er, ligesom denne, meget misfornøiet med de Resultater, hvortil den i 1863 nedsatte grønlandske Kommission er kommen, og navnlig med dens Forslag til en deelviis Frigivelse af Handelen i Syd-Grønland. 

(Artiklen gennemgår dernæst forfatterens forslag til reorganisering af Grønlands bestyrelse)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1865. Uddrag)

Vor Lejr paa Ukaitorssuit. Juli 1863. Den eneste illustration fra Bluhmes bog.

Emil Bluhme (1833-1926) dansk søofficer og politiker. Bluhme var 1863-64 i Sydgrønland i anledning af en søkortopmåling, hvor han tilbragte vinteren ved Nuuk (Godthåb). Under opholdet blev han en overbevist tilhænger af H. J. Rinks reformidéer, og i 1865 gav han et følelsesladet udtryk herfor i bogen "Fra et Ophold i Grønland 1863-64". Han blev senere medlem af Folketinget 1884-1909, først som liberal Højremand tilhørede den frisindede opposition mod ministeriet Estrup. 1887-90 tilhørte han Det Forhandlende Venstre, efter dets sprængning til Hørups gruppe og endelig efter 1895 til Venstrereformpartiet.

Se endvidere indslagene om Rink her på bloggen: "Kong Frederik den Syvendes Kobbermine i Grønland.", "Colonien Godthaab" og "Trykkeri i Godthaab".

Krudtexplosion paa Grønlandsfarer. (Efterskrift til Politivennen)

- I "Aalesunds Tid." skrives angaaende en Krudtexplosion paa Grønlandsfareren "Genius", den 22de Juli: Sidstleden Søndag Middag indkom hertil i meget beskadiget Tilstand Grønlandsfareren Brig "Genius", ført at Kapt. Klaus Krøyer af Flensborg, med Tab af Kaptajn og 6 Mand af Besætningen, foranlediget ved en Explosion af tre Krudtdunke, som laa agterud i Fartøjet. Ulykken skete den 4de ds., nogle faa Dage efter Afrejsen fra Grønland, paa ca. 66½ Grad n. B. og 4½ Grad v. L. og havde et forfærdeligt Omfang, idet 5 Mand sporløst forsvandt, 2 Mand fandtes dræbte og Kaptajnen og 1 Mand i den Grad lemlæstede, at Manden døde efter et Par Timers Forløb og Kaptajnen efter 3 Døgn. Andre af Besætningen bleve mere eller mindre kvæstede, men uden betænkelige Følger. Hele Agterskibet reves op og sprængtes istykker til Vandkanten og henimod Stormasten, saa at Ladningen maatte lempes forover for at lette Skibet agter, dog lykkedes del i det stille Vejr ved Mandskabets udholdende Bestræbelser at forbinde Fartøjet med flere Rund-Surringer og at stoppe de værste Aabninger med Sejl saa vidt, at det kunde holdes Ians med Pumpen og sejle for Vinden. Efter flere Dages omskiftende Vind og ofte yderst farefuld Stilling traf Skibet sidstleden Løverdag Aften paa Fiskeskøjten "Loupen", hvis Skipper, Gullachsen, bragte Fartøjet herind. Ved den allerede afgivne Søforklaring er man ikke kommen paa mindste Spor efter, hvad der har foranlediget Ulykken. Fangsten bestaar kun af 650 Stkr. Sæl. Det tiloversblevne Mandskab udgjør 41 Mand, og Befalhaver er nu Styrmand Schinkel. Hvad der skal foretages med Fartøjet, er endnu uvist, men uden omfattende Reparation kan det ikke komme herfra.

(Jyllands-Posten 5. august 1863).

Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

- Allerede fra den Tid, da Nordpolfareren Kapitain Graah underlagde Grønlands Østside og landede paa forskjellige Steder af den da mindre stærkt af Isen belemrede Kyst, har man vidst, at en Del af disse Egne ere beboede af Eskimoer, der endnu slet intet kjendte til Christendommen. Kun sjeldent har der fundet nogen Forbindelse Sted imellem Vestkysten, hvor som bekjendt alle vore Kolonier findes, og den langt mere vilde og barske Østkyst, og forskjellige Forsøg, som de mæhriste Brødre have gjort paa at sende Missionærer til disse Egne, ere aldeles strandede. Det er derfor en interressant Kjendsgjerning, at et Antal hedenske Estimoer i afvigte Foraar ere ankomne fra den grønlandske Østkyst til Kolonien Julianehaab, saaledes som det fremgaar af Løitnant Zeitaus Meddelelser om den sidste For-Expedition. Fire saakaldte Konebaade med en talrig Besætning havde nemlig fundet Vei omkring Kap Statenhuk, og iblandt dem fandtes nogle Personer, der boede endnu nordligere end de Strækninger, som Kaptain Graah undersøgte. Flere af disse Hedninger, der kunde gjøre sig forstaaelige for de andre Eskimoer, berettede, at de havde været paa Reisen lige siden 1855, navnlig havde de lang Tid maattet standse ved Kap Bille, fordi de derværende Isbræer ideligt styrtede over. Indtil 1860, berettede de, havde Isen bedækket Havet langs Østkysten saa langt man kunde øine fra de høieste Bjergtoppe. Men i forrige Aar havde Storisen pludseligt sat sig i Bevægelse og var hurtigt forsvunden, saa at Østkysten til forskjellige Tider havde været fuldkommen isfri. Denne Omstændighed havde gjort del muligt for dem at trænge frem til Kap Statenhuk, og paa Veien havde mange af de Indfødte paa Østkysten sluttet sig til dem paa deres Tog til de vestlige Kolonier. Imidlertid vare nogle af dem blevne bange paa Veien for den lange ukjendte Reise og vare blevne tilbage ved Prinds Christians Sund, imedens Andre vare dragne tilbage til deres Hjem. - I den omtalte Beretning om For-Expeditionen hedder det, at disse hedenske Eskimoers Fortællinger bleve stadfæstede ved de Erfaringer, som Expeditionen siden fik Lejlighed til at gjøre paa Østkysten. Man antog, at de nordlige Havstrømninger, navnlig fra Spitsbergen, havde forandret deres Retning og derved fremkaldt disse forandrede Forhold ved Grønlands Østkyst. Hermed staaer det sikkert ogsaa i Forbindelse, at usædvanligt store Ismasser i forrige Aar passerede Kap Farvel og i flere Maaneder afspærrede den grønlandske Vestkyst, foranledigede en slet Robbefangst og flere Ulykker og lagde Telegrafexpeditionen usædvanligt store Hindringer iveien. (Rand. Av-)

(Jyllands-Posten 6. januar 1862).

Termen "konebåd" er en dansk betegnelse. Den grønlandske navn er umiaq: en skindbåd med stor lastevne til fx børn, hunde, telte og andet udstyr, der samtidig er så let at den kan bæres over isen. Den muliggjorde sammen med hundeslæden og kajakken inuitternes indvandring i højarktis og Grønland. Danskerne kalde den for "konebåd" eller "kvindebåd" fordi den blev roet af kvinder. Båden blev brugt til transport af folk og tunge ting, mændene fulgte ofte med i kajakker. Båden afvendtes også af mænd til hvalfangst. Umiaqen anvendes stadig i Alaska.

Sodafabriken Øresund. (Efterskrift til Politivennen)

Sodafabriken Øresund ved gamle Kalkbrænderi, som anlagdes i Begyndelsen af 1857, har allerede i længere Tid været i Gang, og de Udvidelser, der endnu foretages saavel med Localet som i Maskineriet vise, at Fabrikens Virksomhed er i stadigt Tiltagende, og at de betydelige Kræfter, som her udvikle sig i Nationalvelstandens og Industriens Tjeneste, vinde i Consistents under en indsigtsfuld og forstandig Ledelse. Fabriken er allerede nu et af Landets største og vigtigste Etablissemeneter. Af det danske Raastof, Kryolithen, et saltlignende Mineral, som findes i Grønland paa Ivikæt ved Arsukfjorden, leverer Fabriken et næsten chemisk reent Produkt, som herved udmærker sig fremfor den udenlandske Soda. Polytechnisk Candidat J. Thomsen undersøgte først Kryolithens Bestanddele, og de ved hans indsigt af denne Undersøgelse vundne høist gunstige Resultater bleve ikke ubenyttede, men ere med en Iver, der fortjener Paaskjønnelse, bragte i praktisk Anvendelse af dHrr. Weber Comp. ved Anlægget af den nævnte Fabrik. I Dansk Ugeblad findes en udførlig og interessant Fremstilling af denne Fabrikvirksomhed, hvoraf vi tillade os at anføre Følgende: Fabriken Øresund har en fast Coloni i Grønland, hvor 12 Arbeidere bryde Kryolithen af Klippegrunden paa en Strækning af henved 150 Alen i Længden og høist 30 Alen i Breden. I dette Aar vil blive uedsendt 16 a 1800 Commercelæster Kryolith, og kan Fabriken, der beskæftiger i Døgnet 10 Fabrikarbeidere og 10 Bødkersvende, naar de begyndte Byggearbeider ere fuldendte, levere 30 a 40 Fade Soda om Dagen til en Vægt af c. 7 Centner pr. Fad. Prisen for krystaliseret Soda var endnu i 1857 c. 22 Mk. pr, 100 Pd., nu er den, tvungen af Concurrencen mellem det udenlandske og indenlandske Fabrikat, gaaet ned til 15 a 10 Mk., og til denne Pris har Fabriken endog kunnet exportere til Sverrig og Tydskland, uagtet Indførselstolden i den tydske Toldforening er over 1 Thaler pr. Cour. pr. Centner, foruden hvad der forbruges her i Landet, deels til techniske Øiemed, deels til Huusholdninger. Denne indenlandske Artikel har ved sin Reenhed og Priisbillighed for en stor Deel fortrængt den fremmede, navnlig engelske Soda, hvoraf der førhen indførtes Betydeligt, men som nu kun ankommer i forholdsviis smaa Partier. Hvad der i Fabriken tilvirkes af Soda om Aaret, udgjør en Værdi af 200,000 Rd.; men en endnu større Værdi ventes indvunden af Biprodukterne, Leerjord og Flusspath, som man dog ikke endnu har kunnet anvende efter en større Maalestok. Som Udgifter, der paahvile Fabrikken foruden Forrentningen af den Kapital, der er medgaaet til Bygningerne og Anskaffelse af Maskineri og Inventarium, samt Coloniens Underhold i Grønland, kan nævnes Fragten af Kryolithen fra Grønland, der for 1200 Commlstr. udgjør 60 a 70,000 Rd., der komme Skibsfarten tilgode; til Brydning og Transport af 16 a 1800 Commercelæster Kridt fra Møen og Stevns udgives c. 10,000 Rd.; Kulforbruget er 7 a 800 Læster om Aaret og til Emballagen medgaaer der c. 12,000 Rd. aarlig. Afgiften til Regjeringen for den givne Bevilling til at bryde Kryolithen er in natura her leveret 12 pCt., paa 1200 Commercelæfter altsaa en Værdi af c. 15,000 Rd. Soda er fri for Indførselstold, og Fabrikationen nyder i denne Henseende ingen Beskyttelse; den har allerede viist, at den fuldkommen formaaer at concurrere med Udlandet, uagtet store udenlandske Markeder ere lukkede for det danske Produkt ved høie Toldsatser.

Vi slutte, siger Ugebladet, hermed vor Fremstilling af en Fabrikvirksomhed, der i sin Art er enestaaende i Verden. Videnskaben er her traadt i Forbund med Foretagelsesaanden; ved Capitalens Hjælp er der skabt et Værk, som af et hidtil ubenyttet Raastof, der henlaa upaaagtet i Grønlands Miner, har leveret et bedre og billigere Produkt til Gavn for Forbrugerne, end hidtil var opnaaeligt, og hvorved der ligesom af Intet er frembragt store Værdier, der direkte komme talrige Mennesker tilgode. Der haves i denne Industrigreen et lovende Tegn paa, hvad der af tilsyneladende unyttige Stoffer kan indvindes, naar den omhyggelige Forsker forstaaer at anvende dem; der er givet et Beviis for, hvad der kan udrettes til Nationalvelstandens Forøgelse, naar Videnskaben slutter sig til de for det Materielle stræbende Klasser, laver Udbyttet af sine Forskninger komme det praktiske Liv tilgode og giver Hensynet til det Nyttige dets berettigede Plads.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. maj 1860).

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Optagelse fra Kryolitbruddet. 1923. Del af en samling på i alt 7 fotoer. Det kongelige Bibliotek. Minearbejderne kom fra Danmark. De boede i små huse med haver og husdyr. I de første år forårsagede c-vitaminmangel problemer med skørbug. Af grønlænderne lærte de at spise sællever og mattak (hvalhud) som c-vitaminkilder. Fri af ophavsret.

Professor Julius Thomsen fandt 1852 en proces til at omdanne kryolit til soda – datidens vigtigste husholdningskemikalium. Transporten af kryolitten fra Ivittuut i Grønland skete i regi af Kryolith Mine og Handels Selskabet. Sodafabriken Øresund ("Kryolitfabrikken") blev grundlagt 1859. Efter 1866 faldt verdensmarkedsprisen på soda drastisk, og fabrikken kom under administration. Da G. A. Hagemann overtog ledelsen i 1870 skiftede den navn til Øresund's chemiske Fabriker A/S.  Fra slutningen af 1870'erne indskrænkedes sodafabrikationen for helt at ophøre i 1894 og koncentrerede sig i stedet om at produceret svovlsyre. Kryolitten eksporteredes til anvendelse i aluminium-, glas- og emaljeindustrien. Fabrikken omfattede et meget stort areal: hele grunden mellem Strandboulevarden, Østbanegade, Gammel Kalkbrænderi Vej og Hjørringgade. Kryolitminen blev udtømt omkring 1987, og fabrikken lukkede i 1990. I 1992 fusionerede firmaet med Incentive A/S, som gik konkurs 2004. På den ryddede grund blev opført Tietgens Have.

Trykkeri i Godthaab. (Efterskrift til Politivennen)

Paa den kgl. grønlandske Handels Bekostning er der blevet indrettet et lille Bogtrykkeri i Inspecteurboligen ved Godthaab i Sydgrønland, i hvilket Trykningen af grønlandske Skrifter eller Meddelelser udføres af Seminariets Hjælpelærere i Forening med et Par dertil oplærte Indfødte, under Inspectenrens og Seminarieforstanderens Tilsyn. Hensigten hermed er deels at tjene til Meddelelse for Handelsbestyrelsen og Missionen, deels at forskaffe Grønlænderne Noget til Underholdning og Belæring. Vi have, hedder det i "Fædrel.", havt Leilighed til at see nogle af de i Grønlands første Bogtrykkeri udførte Arbeider, som Inspecteuren i Sydgrønland, Hr. Rinck, har tilsendt Universitetsbibliotheket, baade Landkort over Grønland, Palæstina, Europa og Jordkloden, og flere underholdende Skrifter, tildeels udstyrede med Træsnit. Fra den europæiske Typographies Standpunct see disse Forsøg vistnok meget barnlige ud, men de udføres jo for en Befolkning, der ogsaa befinder sig paa Barnets Standpunct, og det er vistnok saare bifaldsvardigt, at man omsider begynder at anvende det Middel til Oplysning og Dannelsen, som Pressen frembyder, selv om man kun kan arbeide med smaa og uøvede Kræfter.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. september 1858)

Rink oprettede, medens han var Inspektør i Sydgrønland, Bogtrykkeriet i Godthaab og startede Udgivelsen af den grønlandske Avis *Atuagagdliutit* i 1861. Herved vakte han Grønlænder­nes Sans ikke blot for Læsning, men ogsaa for Billedkunst, idet han opmuntrede dem til at tegne til Bladet og lærte dem at fremstille Træsnit og Litografier i sort-hvidt eller Farve. Med sine egne Tegninger og Litografier er han, vistnok uden Pretentioner som Kunstner, blevet Ophavsmand til en naivistisk Billedform, hvor ægte Fornemmelse for det dekorative og fortællende forenes med sikker Naturiagttagelse. Herved kom han paa en lykkelig Maade Grønlændernes Psyke i Møde og gav deres Billedtrang en spontan Udløsning, saa der dannedes Skole og Traditioner af national Karakter, der endnu spores som noget væsentligt i grønlandsk Billedkunst. R. har bl. a. skrevet: Grønland, geografisk og statistisk beskrevet I-II, 1852-57 (2. Bd. med egne Illustrationer); Farvelitografier og Haandtegn. i Det kgl. Bibl.s Billedsamling. E.K.

(Weilbachs Kunstnerleksikon. Uddrag)

Den første udgave af Atuagagdliutit fra 1. januar 1861. Træsnittet forestiller Nuuk og tilskrives den lokale kulnstner Aron af Kangeq. L.O. C.

Hungersnød paa Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

(Aalb. Av.) Fra Grønland haves følgende Beretning, skrevet midt i August: "Vi have havt den strengeste Vinter, som man i Mandsminde kan erindre. Endnu langt ud paa Foraaret var Havet tillagt med Iis. En Mængde Eskimoer omkom af Hunger, uden at der var muligt at komme dem til Hjælp. Ogsaa i Nærheden af den danske Bolig gik 256 Eskimoer tilgrunde. Iismasserne inddesluttede dem, og de om Sommeren ophobede Forraad vare aldeles udlomie. Tilsidst satte de nævnte Eskimoer sig i en af Huder forfærdiget Baad og søgte at trænge igennem Isen, som havde begyndt at aabne sig noget. Da man kom iland, fandt man alle Mænd døde, med Undtagelse af tre Personer, der dog ligeledes omkom saasnart de havde taget nogen Føde til sig. Alle Ligene bleve fundne nøgne; de af Huder forfærdigede Klæder vare formodentlig brugte til Føde. Noget Lignende har fundet Sted paa andre Punkter i Grønland; man regner, at omtrent 500 Mennesker ere døde Hungerdøden. Briggen "Balder", der var ladet med Proviant, gik under med Mand og Muus. (Freja.)

(Ribe Stifts-Tidende 19. januar 1858).

Briggen Baldur blev bygget 1850 til Grønlandske Handel og sejlede 1851-1856. Det forliste efter afgang fra København 26. marts 1856 mod Sisumut under kaptajn F. Ocken, formentlig pga. medført krudt der var lækket af fustage. Alle omkom. Blandt de 10 passagerer var inspektør Carl Peter Hollbøll (1795-1856) med familie, pastor Mossin og kolonibestyrer Elberg.

Colonien Godthaab. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Efterretninger fra Kolonien Godthaab i Grønland har man der den 8de Juni foretaget de første forberedende Skridt til Indførelsen af den paatænkte Kommunalforfatning; man havde nemlig til Kolonien sammenkaldt en Deel af de dygtigste forhaandenværende grønlandske Mænd, 1 a 2 fra hver beboet Plads i Distriktet, og bekjendtgjort for dem, at det var Regeringens Villie, at der for Fremtiden ved hver Koloni skulde indsattes nogle misigssuissut (de europæiske faste Medlemmer, Præst, Kolonibestyrer, Læge) og nogle pàrssissut (de grønlandske Medlemmer), hvilke skulde komme 2 a 3 Gange aarlig "kalàtdlit iluakutigssait isumaliú tigalugit" c: for at overveie for Grønlænderne gavnlige Foranstaltninger, (den nationale Benævnelse for dette Folk er kalâlek, en Grønlander, Fleertal kalâtdlit). Som Hovedmotiv for denne Regeringens Bestemmelse angaves for Forsamlingen den i Folket herskende Fattigdom og til enkelte Tider indtrædende store Elendighed og Hungersnød, og det trykkende Paahæng, som de Dygtige og Stræbsomme i Folket under saadanne Omstændigheder maatte lide af de mange Fattige; at dette Sidste navnlig blev optaget med levende Interesse af Forsamlingen, var kjendeligt af det derover lydelig udtalte Bifald. Som tilkommende pârssissut havde man udset sex, men af disse vare paa Grund af en herskende Sygdom kun en tilstede i Forsamlingen, nemlig den indfødte Kateket Albrekt fra Udstedet Atangmik; man bekjendtgjorde derfor, at disse pârssissut først vilde blive udnævnte til Efteraaret, da den første egenlige Forsamling skulde finde Sted. Som fast Indtægt for Godthaabs Kommunalforsamling var der normeret 400 Rdl.; denne ringe Sum er endda ikke nogen ny Udgift for den kongelige Handel, men er kun opstaaet herved, at man har slaaet Alt sammen, hvad der alligevel hidtil under en uordnet Bestyrelse gik med eller rettere gik unyttig tabt. Lettelig kunde herved vistnok paatrænge sig disse Betragtninger og Sammenligninger mellem den store Elendighed blandt "kalàtdlit" og Handelens senere Aars Overskud paa Hundredetusinder trods Monopolets stor Administrationsomkostninger. Betræffende Kommunalvæsen skal der om to Aars Forløb atter indgives et mere bestemt Forslag, saa at det Begyndte kun bliver anset for en Prøve. (Dgbl.)

Lars Peter Elfelt: Hus i Umanak. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vi have allerede tidligere flere Gange berørt den tragiske Begivenhed ved Udstedet Naparsuk under Kolonien Sukkertoppen paa Grønland, at største Delen af den indfødte Befolkning ynkelig omkom af Hunger, efterat den der ansatte danske Handelsbetjent, Willumsen, med 9 af Pladsens Fangere, et Fruentimmer og et Barn vare forsvundne paa Havet under et Forsøg paa at reise til Kolonien for at hente Hjælpeproviant til den forhungrede Befolkning ved nævnte Udsted. Først i Løbet af afvigte Juni Maaned har man fundet Spor af disse, omtrent i Februar forulykkede 12 Personer. Paa en liden Udhavsø Nord for Kin of Saal (i de Indfødtes Sprog Umanak) har man nemlig udfor Sermerssuk paa Halvveien mellem Sukkertoppen og Kangamiut fundet Ligene af den nævnte Willumsen, tre Grønlændere og et Barn; de havde gravet sig en Hytte i en Sneedrive, som endnu i Juni ikke var optøet, og som indvendig var beklædt med noget Tøi; skjønt Hytten var ret god og luun, synes de dog ligesaavel at være frosne som sultede ihjel; Barnet, som laa i Willumsens Arme, havde kun en meget tynd Beklædning. Uden Tvivl ere de komne vaade iland, hvilket ogsaa er rimeligt, eftersom det jo af dette Steds Beliggenhed, Nord for Sukkertoppen, næsten med Vished fremgaaer, at de have været udenfor Isen, der forhindrede dem fra at komme ind til Sukkertoppen, og udsatte for Davisstrædets høie Sø. To af Ligene vare aldeles opædte, og Benene tildels knuste, rimeligvis af Bjørne. Willumsens Sælskinds-Benklæder vare afskaarne ved Knæene, hvoraf man maa slutte, at de afskaarne Stykker have maattet tjene som Føde. Forresten maa de uden Tvivl have boet der i det Mindste i nogle Dage i nogenlunde rask Tilstand, thi der saaes tydeligt forskjellige Spor af Mennesker udenfor Hytten. Der fandtes ogsaa Adskilligt af deres Reisegods iland, men Baaden har man ikke fundet Spor af, ligesaa lidt som af de andre Mænd og af Kajaken, som var med; muligt have de Øvrige forsøgt at komme derfra med Baaden og ere senere omkomne. Disse 9 Fangers sørgelige Endeligt maa vistnok ansees for en af Aarsagerne til, at Hungeren greb saa frygteligt om sig ved Naparsuk, da nu Enker og Børn og Oldinge sad tilbage og aldeles Intet kunde erhverve til Livets Ophold. Hovedaarsagerne ere imidlertid alvorligere og dybere liggende; som Jægere og Fiskere indtager dette Folk sin Plads paa Nationernes laveste Udviklingstrin, og dels ulykkelige Samfundsorden, Kommunismen, drager de Flittige og Stræbsomme ned i de Dovnes og Ligegyldiges Elendighed. Intet er vanskeligere end at bringe en Nation til at forandre sin Samfundsorden, og til Intet hører der større aandelig Myndighed end til for den Enkelte at trodse Samfundsordenen. Endelig maa endnu blandt de dybere Grunde til denne og lignende Ulykker nævnes det trykkende Monopol og de unaturlige Handelsforhold; unaturligt maa det vel benævnes f. Ex. at betale Producenterne 4 Rdr. for en Balle Spæk, medens Handelen erholder omtrent 40 Rdr. for en Tønde Tran, eller 1 Rdr. for blaa Ræveskind, der afhændes for 15 a 20 Rdr. Den sørgelige Begivenhed paa Naparsuk indeholder en fornyet Opfordring for Regeringen til omsider at tage alvorlig sat paa Reformer i Grønlands Bestyrelse; Leiligheden dertil er i dette Øieblik saa meget gunstigere, som man nu kan handle uden de stedse hæmmende og lammende personlige Hensyn. (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1857).

Forstanderskaberne i Grønland var et grønlandsk administrativt råd, der eksisterede i perioden 1857-1911. I forstanderskabet sad de øverste danske embedsmænd og et antal medlemmer valgt af grønlænderne. Rådet forestod fattighjælpen og ydede tilskud til husmaterialer og erhvervsredskaber. Resten af indtægterne blev fordelt mellem grønlænderne efter deres dygtighed som sælfangere. Forstanderskaberne i Grønland fungerede som domstole og var således første instans i den grønlandske retspleje.

Rink havde allerede i 1856 advaret om at brød ikke bare var en luksusvare, men også en af de sletteste og unyttigste. 1857 var en alvorlig sultevinter, og på det lille sted Napasoq ved Sukkertoppen døde de fleste af beboerne af sult. En dansk udliggeer Willumsen der var grønlandsk gift, forsøgte at rejse til Sukkertoppen for at hente proviant til udstedet. Det samme gjalt på udstederne og bopladserne Qerrortusoq, Saqqaq, Kangerluarsuuk, Sarfannguaq, Saqqarliit, Uuummannaarsuk, Itilleq, Itillersuaq og Kaksik. 

Grønlandshandel. (Efterskrift til Politivennen)

Handelen paa Grønland fra Kjøbenhavn tager bestandig mere og mere til og beskæftiger nu ti til tolv store Skibe. Naturligvis leverer Søen det største Bidrag hertil. Totalværdien af de fra Grønland udførte Varer kan i Gjennemsnit anslaaes til 230,000 Rd. aarlig; deriblandt indtage Produkterne af Sælhundefangsten den første Plads (c. 40,000 Sælhunde og 6 til 8000 Tdr. Tran). Men ogsaa Fastlandet leverer et temmelig rigt Udbytte, thi der udføres i Gjennemsnit aarlig 18 til 20,000 Rensdyr, 2000 Ræveskind, 3000 Pd. Edderdun osv. Kun Hvalfiskefangsten er næsten ganske ruineret, idet Hvalfisken, der tidligere viste sig i store Skarer i Havet omkring Grønlands Kyster, dels er udryddet, dels er udvandret til Sydpolen. Naar man betænker, at disse Dyr kun hvert tredje eller fjerde Aar bringer en Unge til Verden, og derhos tager det uhyre Blodbad i Betragtning, der i Løbet af et Par Hundrede Aar er bleven anrettet mellem dem af Hvalfangerne, maa man undre sig over, ar der overhovedet endnu bestaaer Dyr af denne Art ved Grønlands Kyster. Landet er herved bleven berøvet en af sine rigeste Indtægtskilder. Som en Slags Erstatning antager Udbyttet af Mineralierne i Grønland hvert Aar større Dimensioner, og der er ingen Tvivl om, at dette fjerne Land i saa Henseende endnu skjuler mange ubekjendte Skatte. Gode Steenkulsminer ere allerede blevne fundne paa flere Steder, men endnu ikke behørig undersøgte. Kryolithen bearbejdes nu bjergmandsmæssig, og der gaaer allerede hele Skibsladninger til England og Danmark. Minerallet er saa meget værdifuldere, som det hidtil ikke er bleven fundet i noget andet Land. (Sjp.)

(Ribe Stifts-Tidende 13. oktober 1856).

Om Grønland og dets Beboere. (Efterskrift til Politivennen)

 Om Grønland og dets Beboere.

(Optegnelser fra et fleeraarigt Ophold i Grønland af Skolelærer C. E. Jacobsen i Freilev.)

Der gives maaskee intet Folk paa Jorden, der i den Grad er i Besiddelse af indbyrdes Fred og Enighed som Grønlænderne. Aldrig opstaaer Kiv eller Strid imellem dem. De ere uden Lov, og de behøve ingen Lov; thi de ere redebonne som Faa til at handle efter Naturlovens Bud, hvilken Gud selv skrev i deres Hjerter. Huusfaderen fører et stille og fredeligt Liv i sin Familie, hvoraf som oftest Flere beboe Husets eneste Stue. Blandt disse maa der altid være Forsørgere: Mænd, som enten staae i Handelens Tjeneste og kunne skaffe dansk Proviant og Kaffe til Huset, eller som ved Sælhundefangst kunne ernære Sine. For en indfødt Tjenstgjørende er det imidlertid ofte vanskeligt at komme ud af det, fordi Alt, hvad der bringes til Huset, betragtes som fælles Eiendom; hans Ration er derfor hurtigt fortæret, og naar han i Handelens Ærinde bortsendes paa et længere Togt, er han ofte i Forlegenhed for de vigtigste Livsfornødenheder og maa laane sig frem. I Følelsen af sin Frihed og Selvstændighed troer Fangeren sig hævet ei alene over dem af hans Landsmænd, der ere gaaede i Handelens Tjeneste, men over Enhver, der staaer i undersaatligt Forhold til Konge og Øvrighed og er verdslige Love undergiven. Naar Veir og Aarstid tillader det, driver han sit Fiskeri med Lyst og Iver, og jo heldigere han er med dette, desto mere tiltager hans Anseelse. Saalænge det om Sommeren bestandigt er lyst, er Grønlænderen for det meste paa Fangst om Natten og udhviler om Dagen. De indskrænke sig i denne Tid til Kajakfangsten, med hvilken de bære sig ad paa følgende Maade: Saasnart de i Kajaken, et lille letroende Fartøi, bygget af Sælskind og Lægter, komme Sælhunden eller Hvidfisken saa nær, at de kunne naae den med Harpunen, kaste de denne med Kraft i Dyret, og i samme Øieblik stille de Kajaken ved en bagpaa anbragt Blære, der ved en lang Rem er forbunden med Harpunen; denne vil altid betegne dem, hvilken Retning det angrebne Dyr tager, da den ikke let drages under Vandet. Fangeren roer da til i denne Retning, indtil han kommer saa nær, at han med en Landse kan gjøre det af med Dyret. Undertiden skeer det dog, at Hvidfisken løber bort med Harpunen og Blæren, og det hændes, at man finder en Hvidfisk, svømmende med disse Redskaber lang Tid efter at den er harpuneret. Saavel Hvidfiskens som Sælhundens Kjød er meget mørkt og blodrigt, men mangler Kraft og er altsaa ikke synderlig nærende. Heraf kommer det, at Grønlænderne kunne spise saa stor Mængde deraf ad gangen, og at de saa ofte holde Maaltid, idet Hungeren langt tidligere indfinder sig efter en Ret Sælhundekjød, end efter sædvanlig europæisk Kost. Dette Kjød er deres Hovednæringsmiddel. Det tjener dem istedetfor Brød og alle vore Retter. Det koges med et Lag Spæk over; men kun sjelden nyder Grønlænderen Suppen af dette Kjød, i alt Fald kun blandet med Blod, og, hvis det kan tilvejebringes, Gryn. Med en Tilsætning af Peber og Salt nyde de Danske i Landet denne Ret som Sortsuppe.

Grønlændernes Færdighed i at kaste Pile og Harpuner viser sig, naar de i Juli og August Maaneder samles i deres Kajaker under de saakaldte Fuglefjelde for at fange Fugle. I disse Fjelde bygge Maager, Alke og Tatarater (en liden Maageart, larus tridactylus) deres Reder; naar Grønlænderne om Aftenen ved at gjøre Støi opskræmme dem af deres Ro, flyve de millionviis ud; endeel flagrer om i Luften, endeel kaster sig udi Vandet med deres Unger, som netop have begyndt at øve sig i at flyve. Mod disse vender Grønlænderen sig, kastende sin Fuglepiil efter den Gamle, hvorpaa han med Kajakaaren dræber Ungerne, der, efterat have dukket under, søge Moderen paa Vandets Overflade. Fuglefjeldene ere, at see fra Vandet, steile lodretstaaende Fjeldvægge, forsynede med Bænke, af Naturen dannede Indhug, hvor Fuglene udruge deres Unger. Hvor saadanne Fjelde ikke staae heelt ud til Søen, findes nedenunder en stor Mængde Guano og den heri voxende Syre, som ofte naaer en 4 Mands Høide.

Sommeren er kun af kort Varighed, omtrent et Par Maaneder, hvorfor ogsaa de Indfødte kun bruge Benævnelsen "Vinter" om et heelt Aar, og saaledes betegne ved et vist Antal Vintre, hvor gamle de ere, naar de overhovedet vide dette, hvilket er yderst sjeldent. Hvad der paa en høist ubehagelig Maade forstyrrer Nydelsen af den kortvarige grønlandske Sommer, er den Mængde Myg, som en Tidlang opfylder Atmosphæren, meest til Gene for Europæerne, da Grønlænderne deels ere saa hærdede i Huden, at de ikke mærke Stikkene, deels præservere sig ved at indgnide Ansigt og Hænder med Spæk. Solvarmen kan være meget stærk om Foraar og Sommer, uden at den dog formaaer at optøe Atmosphæren; der er saaledes observeret paa Solsiden af en Bygning +24 0 R. til samme Tid, som et andet Reamurs Thermometer viste -12" paa Bygningens Skyggeside. Vegetationen er naturligviis meget maadelig i hele Nordgrønland, medens man dog i det Sydlige af Landet er istand til at holde nogle Gjeder, et stort Gode i et Land, hvor for Europæerne Savnet af en stor Deel af Fødelandets Producter er saa føleligt. Ogsaa har Sydgrønland den Fordeel, at man der de fleste Steder har Solen hele Aaret igjennem, om det end kun er for kort Tid i de korteste Dage, medens man mange Steder i Nordgrønland ikke seer Glimt af den i flere Maaneder. Det beroer iøvrigt paa Stedets Beliggenhed, om det meer eller mindre er omgivet med Fjelde, at man tidligere eller sildigere faaer Solen at see; der kan derfor være en betydelig Forskjel for Steder under samme Brede, saa at de mere frit liggende Steder kunne have Solen 4 a 6 Uger længere, end de med Fjelde omgivne Steder under samme Bredegrad. I Nordgrønland seer man sædvanligviis ikke Solen over Horizonten fra Begyndelsen af November til først i Februar. Denne er den tristeste Tid i Grønland. Mørket forhindrer Europæerne i at gaae ud, Lamperne ere uafbrudt tændte og Vinduesskodderne lukkede. Som oftest kniber det for Grønlænderne i denne Tid: de fange Intet og forstaae saa lidet under heldigere Omstændigheder at spare til den kommende Tid, at de fordetmeste ere meget maadeligt forsynede med Kjød og Spæk; thi dette sidste er ligesaa nødvendigt i deres Huusholdning som Kjødet, da de ved det erholde Lys og Varme om Vinteren. De have store ovale Steenkar istedetfor Lamper, paa hvis Kant de, efterat have fyldt dem med Spæk, anbringe Mos, som de fugte med Tran og derpaa tænde Ild i; sex til syv saadanne Lamper eie tilstrækkelige til at holde Stuen godt oplyst og varm Husene ere opførte af Jord og Steen, med fladt Tag af Græstørv paa Lægter; der behøves ikke meget Tømmer til disse Huse, kun et Par Stolper til at holde Taget fra at falde ned i Stuen; midt i denne staaer gjerne en massiv Stolpe, som let kan skaffes tilveje blandt den Mængde Drivtømmer, som idelig skyller op paa Kysten. Til Stuen fører en mørk, snæver Gang, gjennem hvilken man kun langsomt bevæger sig med Overkroppen i horisontal Stilling, ofte stødende an mod fremragende Stene i Loftet eller Væggene. Gangen er underjordisk, oftest en Alen i Jorden; en Lem fører fra den op i Stuen, der altid er bygget paa Jordens Overflade, hvor Familierne ere samlede paa en bred Brix, der gaaer midt ud i Stuen: Fruentimrene ved deres Syarbeide, Mændene fordetmeste uden Beskjæftigelse, dog ogsaa ifærd med at istandsætte deres Fangeredskaber under vidtløftige Discourser om Veiret, Isen og desl.; andre Gjenstande befatte de sig ikke med. De ere da blottede til Beltestedet. hvis de ikke ere saa godt forsynede med Linned, at de kunne iføre sig et saadant Stykke. Der er for det Meste meget smudsigt og uordentligt i disse Hytter. Brixen er Husets eneste Meubel; den maa gjøre Tjeneste som Bord, Bænk og Sengested. Den er omtrent ½ Alen over Jorden; under den findes Oplag af allehaande uhyggelige Sager, som forpeste Luften i Stuen og ofte foraarsage Sygdomme. Del kan saaledes hændes, at døde Hundehvalpe og forraadnede Stumper af Skind henligge under Brixen i halve Aar, før de blive ryddede af Veien. I de fleste Huse gjør man sig nemlig kun engang om Aaret den Ulejlighed at gjøre reent, nemlig paa den Tid af Sommeren, Familierne boe under Telte; man Øj tager da Taget af Huset og lader det henstaae saaledes, indtil den ublide Aarstid tvinger Familierne til at søge Ly i den lunere Vinterbolig. Alle grønlandske Familier maae imidlertid ikke redes over een Kam; der findes nogle iblandt dem, som idetmindste til en vis Grad gjøre sig Umage for at holde nogenledes reent hos sig. (Forts.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 10. september 1854)

Aron fra Kangeq (1822-1869): Kalâdlit Assilialiait. Grønlandske Træsnit. Sagnmotiv. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Grønland og dets Beboere.

(Fortsat. See Nr. 164)

Klimaet er vel strængt, Særdeleshed i Nordgrønland, men da Europæerne ligesom Landets Indfødte klæde sig i Skind, mærke de ikke Kulden saameget. Den almindeligste Middeltemperatur i en Vinter er -12 0 efter Reaumurs Thermometer, medens man enkelte Vintre faaer et langt mindre Middeltal ud af de daglige Optegnelser, f. Ex. i Vinteren 1846-47, da Middeltemperaturen kun beløb sig til mellem 3 og 4 " under Frysepunktet. Hele denne Vinter var Sydøstvinden den meest herskende; denne Vind bringer altid mild Luft med sig, uagtet den kommer i stærke Kast fra Isblinkerne i Landet. Der var den Vinter intet Islæg, saa at ikke engang Havnene vare saaledes tilfrosne, at der kunde kjøres over dem; maaskee Heklas Udbrud, der netop fandt Sted i den Tid, var Aarsag til en saa usædvanlig mild Vinter. Skjøndt Grønland er af vulkansk Oprindelse, findes ingen varme Kilder der, saaledes som paa Island, idetmindste ere ingen bekjendte. Det Indre af Landet er bedækket med en uhyre Snee- og Ismasse, Isblinken, der bestandig voxer og skyder sig horizontalt frem, indtil den naaer en af de større Fjorde eller Bugter, hvor den kaster store Isfjelde fra sig, der efterhaanden opfylde Fjordene og vælte sig ind over de mindre Øer, saa at ogsaa disse tilsyneladende forvandles til Isblinke og aldeles skjules af Is. Fjorden imellem Jacobshavn og Claushavn er saaledes nu aldeles opfyldt med Isfjelde, og de i det Indre af denne Fjord liggende Smaaøer, fra hvilke Grønlænderne i sin Tid skulle have drevet en meget betydelig Sælhundefangst, ere forsvundne; Rækken af de tæt paa hinanden staaende Isfjelde strækker sig endog et godt Stykke udenfor Fjordens Munding ud i Diskobugten. Den saakaldte Kalvning af disse Isfjelde er høist farlig for dem, som i Fartøi befinde sig i Nærheden: naar Isfjeldet gaaer istykker flyde Stumperne i stærk Fart ud i Kreds om det, og Vandel kommer derved i saa hæftig Bevægelse, at det ved Kysten gaaer høit over sine sædvanlige Bredder. Telte, der ere reiste nær ved Søen, staae ved saadanne Leiligheder Fare for hurtig at bortrives med deres Beboere, hvilket f. Ex. var Tilfældet den 21 de August 1844 ved Kekertak i Nordgrønland. Teltets Eier havde lagt sig til at sove i det, da Søen ved et Isfjelds Sammenstyrtning opsvulmede i den Grad, at den bortrev ham tilligemed Teltet, inden det var muligt at komme ham tilhjælp. I Almindelighed kunne dog Grønlænderne undqaae Faren ved Isfjeldene, da de som oftest vide at skjelne imellem de sikkre og usikkre Isfjelde efter deres større eller mindre Fasthed og Form. Isfjeldene have undertiden den Størrelse og Udstrækning, at der danner sig store Vandbeholdninger som Indsøer af fersk Vand paa dem, hvorfra Elve udstrømme, der danne smukke og larmende Vandfald. Der fortælles om de engelske Hvalfangere, at de lægge til med deres Baade ved saadanne Elve for at forsyne Skibene med Vand. De i disse Farvande stærke Strømninger paavirke de flydende Ismasser med overordentlig Kraft, saa at man hyppig seer dem som uhyre Sejlere gaae med betydelig Fart lige imod Vinden. Capitain Ross, der opgiver at have funden den magnetiske Pol ved Hjælp af sin Brodersøn, daværende Capitainlieutenant Ross, fortæller, at da han engang var bleven indefrossen i en dyb Fjord, lod han Skibet gjøre fast ved et Isfjeld, og da Strømmen førte ud af Bugten, blev det paa denne Maade bugseret ud gjennem Isen, idet Isfjeldet ryddede alle Hindringer af Veien og banede en sikker Kanal til det aabne Hav. Naar man betænker, at kun omtrent 1/9 af en flyvende Ismasse befinder sig over Havets Overflade, saa at altsaa de 8/9 ere under Vandet, kan man forestille sig, i hvor høi Grad en stærk Strøm maa kunne virke derpaa. I mørke Nætter og taaget Veir ere disse stumme Seilere farlige Kammerader for Skibene; var et Skib saa ulykkeligt at støde sammen med et Isfjeld, vilde det i de fleste Tilfælde øieblikkelig blive knust og alle ombordværende Personer være fortabte. Den danske Handelsskib "Tordenskjold", som i Foraaret 1845 afsendtes fra Kjøbenhavn, men aldrig naaede sin bestemte Havn i Grønland, er sandsynligviis gaaet under paa denne Maade med Mand og Muus. Briggen "Prinds Christian" havde i Aaret 1846 et Sammenstød med et Isfjeld i taaget Veir, hvorved Briggen selv gik under, medens dog Besætningen i dette Tilfølde var saa heldig at redde sig i Storbaaden til den nærmeste Havn. Da disse i Havet omdrivende Fjelde, som sagt, have deres Oprindelse fra Isblinken paa Landjorden, bestaae de af steenhaarde, fastfrosne Sneemasser, som ved at optøies altid afgive feskt Vand. Man har ikke Brønde i Gronland, fordi man ved at gjennemgrave den tynde Jordskorpe snart støder paa faste uigjennemtrængelige Klipper eller paa underjordisk Is, som aldrig optøer; derfor benytter man om Sommeren meest Isstumper fra Fjeldene, som opfiskes i Havet, til at forsyne Huusholdningen med Vand; om Vinteren derimod gentes dette i Slæder fra en af de mange Ferskvandssøer, som altid findes i Nærheden af beboede Steder.

Grønlændernes eneste Huusdyr er Hunden, et for dem ligesaa uundværligt Dyr, som Hesten for os. Der gives ingen Veie i Landet; Slæden fører den Reisende henover det uoverskuelige Isdække, eller, naar hans Vei falder over Land, da op eller ned ad Elve, over Indsøer, ofte ogsaa over de steileste Fjelde. Slæden bestaaer kun af Meder med Jern- eller Beenskinner, over hvilke der med Skindremme er fastsurret nogle Tværtræer til at sidde paa; bag paa Mederne ere anbragte to opstaaende Lægter af 2 a 3 Alens Længde til at styre Slæden med paa vanskelige Steder. For dette Kjøretøi spændes sædvanlig 6 til 10 Hunde, hver med en omtrent 3 Al. lang Skindrem som Skagel, der ved et Stykke tilskaaret Been hæftes i en Beenring paa Selen, som er syet af Skind og iført Hunden saaledes, at den ugenert kan anvende hele sin Kraft til at trække. Hundene styres ved en lang Kanepidsk og gaae altid jævnsides de villigste og bedst dresserede paa Fløiene, de yngste i Midten, da Slæden saaledes lettest styres, og de Uvante med det Samme dresseres. Den grønlandske Hund er af en rovgjerrig Natur og ligner i flere Henseender Ulven: den overgaaer i Almindelighed ikke en dansk Gaardhund i Størrelse, har spids Snude, korte stedse opstaaende Øren og fordetmeste graalige, uldagtige Haar. I Flokke ere de meget glubske og anfalde og sønderrive undertiden Mennesker, enkeltviis derimod feige; man hører dem aldrig gjøe, hvorimod de flokkeviis anstille en uhyggelig, vedholdende Tuden. De ere meget udholdende og kunne tilbagelægge flere Dagsreiser uden Foder; til Exempel kan anføres, at der aarligen i Februar eller Marts afgaae to eller tre Slæder fra den nordligste Coloni i Landet Upernavik til Omenak med Indberetning til Inspecteuren, en Veilængde af vistnok 56 Miil, som sædvanligen medtager 3 til 4 Dage, stundom længere Tid. Kudskene ere da forsynede med Skydereqvisiter for at kunne skaffe Foder tilveie undervejs, hvis det ringe Forraad de kunne medføre paa Slæderne skulde slippe op, før de naae Bestemmelsesstedet; men ofte skeer det, at de hverken antræffe Sælhunde eller andet Vildt og altsaa maae opsætte Fodringen i flere Dage, indtil de omsider naae beboede Steder. Paa en Isbjørnejagt gjøre Hundene udmærket Nytte. Naar Jægeren med Slæden nærmer sig Bjørnen, hvis Spor Hundene ivrig forfølge, spænder han den, enkeltviis fra, indtil han er kommen Bjørnen paa Riffelskuds Distance, da han lader de sidste løs fra Slæden. Hundene have imidlertid angrebet Bjørnen og tvunget den til at sidde, idet de, saa ofte den reiser sig for at flygte, hænge sig fast under Bugen og tilføie den hæftige Smerter; i denne siddende Stilling er det en let Sag for saa øvede Riffelskytter som Grønlænderne at fælde den ved et eneste Skud. Forfeiles Maalet, reiser vel Bjørnen sig paa Flugt, men tvinges af Hundene atter til at standse, og Jægeren giver den da sin Rest. Kjødet af Isbjørnen er velsmagende, naar det ikke gjemmes forlænge, medens man dog ellers har Lethed med at konservere alt andet Kjød paa Grund af den vedvarende Kulde. - Rensdyret lever i Grønland i utæmmet Tilstand; det findes i stor Mængde overalt i Landet. De fleste skydes om Sommeren, der meest tilbringes med denne Jagt; en af Grønlandernes kosteligste Retter er den raa Rensdyrmave med de halv forraadnede Excrementer.

I Juni Maaned, naar Farvandet begynder at blive frit for Is, rive Grønlænderne Taget af deres Huse og flytte i Telt, Nogle heelt sydpaa i Landet paa Rensdyrjagt, Andre ud paa Holme, hvorfra de lettere kunne gaae paa Sælhunde- og Hvidfiskefangst. Endeel af der tilveiebragte Rensdyrkjød, saavelsom Sælhunde- og Hvidfiskekjød tørres i Solen til den forestaaende Vinter, dog sjelden i saa tilstrækkelig Mængde, at de have nok, uagtet der paa den Tid haves Overflødighed af Kjød; en Deel kaste de i Gruber, hvor det henligger til om Vinteren og da spises med den største Appetit. Teltene ere af tonede Sælskind, opreiste med Lægter; deres væsentligste Bohave, som: Brixen, Kufferter osv., er anbragt i dem. Paa Brixen udbrede de, naar de bille sove, nogle Saldehundeskind; det er sjeldent at træffe paa Grønlandere, der ere i Besiddelse af ordentlige Sengklæder, skjøndt de have Fuglevildt i Mængde, hvoraf de kunde skaffe sig Fjær. Edderfuglens Skind bruges med sin hele Fjærbedækning til at sye Peltse af; det kan vel ikke nægtes, at der af disse Skind kan forfærdiges en meget varm Bedækning, men Stanken derved er ganske utaalelig, naar den har været i Brug i nogen Tid. Saavel Europæerne som Grønlanderne forfærdige sig derfor helst deres Klæder af vel tilberedte Sæl- eller Rensdyrskind og give dem, uden Hensyn til Smag eller Mode, en saadan til Kroppen sluttende Form, som ansees for meest hensigtsmæssig til Beskyttelse mod den bidende Kulde og gjennemtrængende Blæst.

(Fortsættes.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 17. september 1854)

Inden den 3. og sidste del (se nedenfor) var publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende, affødte uddrag af de to ovenstående artikler følgende kommentar:

Det er altsaa Udbyttet af Handelsmonopolets patriarchalske Regimente: Udelukkelse af Samqvem og Civilisation, Befordring af Ureenliqhed og Uvidenhed! Og hvad skeer til at bringe de ulykkelige Grønlændere ud af al den Smuds og Elendighed? Jo, de, er sandt, en Commission er nedsat eller har været nedsat og er bleven opløst. Gud veed, hvor mange grønlandske, eller for at sige endnu mere: Commissions-vintre der skulle gaae hen over det grønlandske Svineri, før hele denne Monopol-Augiasstald ryddes. Men den ved de mange Katecheter oplyste grønlandske Nation vil det ikke kunne interessere, da jo næsten "ingen Grønlander veed, hvor gammel han selv er" og de desuden ved Handelsmonopolet ikke ere udelukkede fra at have samme Underholdningsstof som Gianellis Gjæster: "Veiret, Isen o. desl."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. september 1854).

Det er lidt uklart hvem der hentydes til med Gianelli. Muligvis kan det være den danske medaljør Peter Leonhard Gianelli (1767-1807) som efter tegning af Nicolai Abildgaard stod for en medalje i 1792 i anledning af kongens forbud mod handel med slavegjorte. Motivet var et hoved af en afrikaner med indskriften: "Me miserum" (Jeg ulykkelige).

Fotograf Louis Rousseau: "Grønlandske eskimoer" (inuitter), fotograferet i Godthåb (Nuuk). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Grønland og dets Beboere.

(Sluttet. See Nr 168.)

Den mandlige og qvindelige Dragt er af samme Stof, om end noget forskjellig i Formen. Qvinderne bære korte Sælskinds Beenklæder og lange couleurte Støvler, Mændene derimod lange Beenklæder og korte Støvler. Den øvre Bedækning er en saakaldet Annorak, som er eens for Mænd og Qvinder. Den bestaaer af en indre, heelt sammensyet Pelts, med Haarene indad, til at smøge over Hovedet og forsynet med en Hætte bag i til at bedække Hovedet med i Kulde og Blæst, og en ydre Beklædning i samme Form af Bomuldstøi, Sirts eller Lærred.

Kun fra eet Sted i Nordgrønland drives endnu Hvalfiskefangsten, nemlig i Logen Godhavn paa den store Diskoø, hvor det af og til lykkes at fange enkelte Hvaler. Foruden den store Nytte, der haves af den Mængde Spæk og Kjød, et saadant Dyr indeholder, faaer man af det den saakaldte Matak, en Slags Skind, som ogsaa Hvidfisken er i Besiddelse af og er meget velsmagende. Mataken kan spises raa og er da i Særdeleshed et ypperligt Præservativ mod Skjørbug, der ofte henad Vinteren yttrer sig haardnakket blandt Europæerne, eller ogsaa stegt. Endnu før Fisken er bragt iland, begynde Grønlænderne at flændse af Mataken og fortære den med stor Begjærlighed. Hvalfiskens Matak holdes for at være mere delicat, end Hvidfiskens, hvorfor det er Skik, naar der fanges en Hvalfisk ved Godhavn, at sende Matak om til de andre Colonier. - Torskebankerne i Davidsstrædet benyttes nu aarlig, og mange Ladninger udmærket store og velsmagende Torsk føres til Landet for der at tilberedes til Klipfisk. I Ferskvandssøerne findes Lax i stor Mængde og af udmærket Bonitet; der gives Skjællaxen salmo salær., den store Laxørrede salmo alpinus og den smukke rødbugede salmo carpio. Et maaskee dog kun fabelagtigt Søuhyre i de store Ferskvandssøer i det Indre omtale Grønlænderne som seet af Flere. Af en Dansk i Grønland blev udlovet en Belønning til dem, som kunde skaffe et Exemplar tilveie af denne Fisk, der, hvis den existerer, vistnok vilde være af stor Interesse i naturhistorisk Henseende; men hans Bestræbelser bleve uden Resultat. Saaledes paastaae ogsaa Grønlænderne, at der i det Indre af Landet lever et meget glubende Rovdyr, som kun sjeldent sees, fordi Folk kun sjeldent drage ret langt ind i det Indre, og af de Indfødte kaldes Amarok. En Grønlander fortæller om dette Dyr Følgende: "Jeg havde fjernet mig et godt Stykke fra det Sted ved Fjorden, hvor vi havde opreist vort Telt, og befandt mig netop paa en lille Skraaning af en Dal, der var omgivet med høie Fjelde, da jeg pludselig fik Øie paa et ubekjendt Dyr i nogen Afstand fra mig. Det var noget større, end en Iisbjørn, med mørkebruunt Skind og et stort Hoved; det stirrede paa mig, idet det med stor Smidighed og saa let, som om det næppe berørte Jorden med Fødderne bevægede sig i en Halvkreds om mig, som for at spærre mig Veien. Jeg stod af Angst som naglet til Stedet og havde ikke Mod til at lægge an med min Riffel; efter nogle Minuters Forløb gjorde Dyret et Sidespring og forsvandt. Jeg er af den Formening, at det var en Amarok." En saadan Fortælling af en enkelt Mand er nu vistnok i høi Grad upaalidelig, især fordi Grønlænderne af Naturen ere meget tilbøielige til at have Syner. I den mørke Tid om Vinteren see de ofte Spøgelser og høre overnaturlige Lyde, og factisk er det, at nogle Baade engang bleve bemandede og armerede med Skydegeværer og Harpuner for at bortjage et stort Kæmpegespenst, som i længere Tid havde foruroliget Gemytterne; da man endelig tog Mod og Mands Hjerte til sig og nærmede sig Uhyret, var det en nedrullet Klippeblok, der i Afstand fortonede sig som en menneskelig Kæmpeskikkelse. Muligt at i ovenanførte Tilfælde Indbildningen har foremalet Manden et Uhyre i Skikkelse af del af ham selv efterstræbte Rensdyr, eller at det har været en af de store Ulve, som efter Nogles Mening undertiden komme over Isen fra Amerikas Fastland; muligt ogsaa, at Fabricius har Ret, naar han omtaler Ordet Amarok saaledes: "et rivende Dyr, som siges at opholde sig høit oppe i Inderlandet. Uden Tvivl ursus luscus." I hvert Tilfælde vilde en videnskabelig Undersøgelse af Grønlands Indre afgive meget interessante Resultater. Men Vanskelighederne ved at reise endog blot et halvhundrede Miil ind i Landet ere store, om ikke uovervindelige. De dybt i Landet gaaende Fjorde vilde afgive en beqvem og interessant Vei til det Indre, hvis de, som tidligere bemærket, ikke vare opfyldte med Isfjelde, der gjør al Passage umulig. Over selve Landet med sine rivende Elve og omfangsrige Indsøer, umaadelige sneebedækkede Fjelde og svælgdybe Kloster var kun om Vinteren en farefuld Reise mulig med Slæde, naar der ikke tillige behøvedes en stor Transport af Levnedsmidler, Foder til Hundene og andre Fornødenheder.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. oktober 1854)

Kong Frederik den Syvendes Kobbermine i Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

I 1852 blev der åbnet en kobbermine ved Qaqortoq i Grønland:

Indvielsen af Kong Frederik den Syvendes Kobbermine i Grønland.

Søndagen den 19de October 1851 feiredes ved Colonien Julianehaab paa Grønlands Østerbygd en i disse Egne hidtil ukjendt Høitidelighed, idet nemlig den af Hr. Commerceraad Jacob H. Lundt i Storøens Fjelde paabegyndte Kobbermine høitideligen indviedes ved en kirkelig Akt under begge Nationers, Danskes og Grønlænderes Deeltagelse. Efterat nemlig Hr. Commerceraad Lundt i Overværelse af Coloniens Authoriteter havde ladet foretage Sprængning i Minen, for af Fjeldeets Indre at fremdrage et, for Hs. Majestæt Kongen bestemt, udvalgt Stykke Kobbererts, samledes man i Herr Lundts Bopæl, hvor Processionen til Kirken ordnede sig. Af Minens Arbeidere bares under vaiende Dannebroge det for Hs. Maj. Kongen bestemte vel omtrent 60 pCt. righoldige, store, skjønne Stykke Erts, hvorefter nærmest fulgte Commercerraad Lundt, ledsaget af den norske Bjergcandidat Hr. Friis, der i sit eiendommelige Bjergmandscostume værdigen repræsenterede Berg-Videnskaben; fremdeles Coloniens Præst, Læge, Colonibestyrer med øvrige Handelsbetjente, Føreren af Expeditionens Skonnert og Søfolk; Processionen sluttedes af udvalgte Mænd af Landets Indbyggere i deres nationale Costumer med blottede Hoveder. Paa Fjeldene langs Veien til Kirken saaes Grønlænderne i talrige eiendommelige Grupperinger med spændt Opmærksomhed at betragte Processionen, et for dem hidtil ikjendt Skue; det var vistnok med blandede Følelser man maatte betragte disse Grupper af dette lille mærkværdige, godmodige Folkeslag, der med barnlig Glæde toge Deel i denne Fest, der i Grunden dog kun tjente til end mere at belyse deres i Culturen saa lave Standpunkt, og var begrundet i en Bestræbelse efter at fremdrage Skatte af deres Fødelands Skjød, som de selv ikke kjende eller forstaae at benytte - dog hvad Taleren i Kirken senere udtalte om Danmarks faderlige Regjerings Omsorg for Landets indfødte Børn, vil i de kommende Tider visseligen mere og mere stadfæstes. Toget bevægede sig langsomt fremad over den livligt brusende Elv, som over utallige Klippeblokke skummende baner sig en Vei ud i Havet lige ved Foden af Kirken. Veiret var smukt, stille, mildt, lidt over Frysepunktet; kun et mægtigt, høit knejsende Iisfjeld, som var løbet paa Grund lige ud for Colonien  og den nye Snee paa Toppen af Fjeldene mindede om, at man befandt sig i ret, dog med stor Uret, for saa strengt ansete Grønland. Det for Hs. Maj. Kongen bestemte Kobber-Erts henlagdes paa en midt i Kirken anbragt, festligt drapperet Pjedestal, omkring hvilken alle Deeltagerne i Processionen sluttede Kreds og forbleve staaende under hele Høitideligheden; Kirken var forøvrigt opfyldt af Grønlændere, saa mange som Rummet tillod. Efter en Psalmes Afsyngelse holdt Stedets Præst, Missionair Janssen, Indvielses-Talen; idet Taleren gjorde sig rede for sit og Forsamlingens Standpunkt, paaviste han, at den nærværende Tid uden Tvivl dannede et historisk Vendepunkt for Grønland og dets Beboere; han skildrede de Følelser, der ved Tanken herom maatte røre sig hos alle Tilstedeværende, men fornemmelig hos Hr. Lundt, der var Hovedet for dette i sine Følger muligen saa store, saa skjebnesvangre Foretagende, der havde vakt denne Plan og rastløs ført den frem over alle Hindringer og Modstande, over alle utidige Hensyn og kortsynede Betænkeligheder; dvælede derefter i en længere Udvikling ved den ædle Erhvervslysts store og kraftige Gjerninger og herlige Frugter iblandt Menneskene; hilsede i Kirkens, i Grønlændernes, i Fædrelandets Navn samtlige Expeditionens Medlemmer velkommen, som dem, der i en god Aands, Erhvervslystens Tjeneste vare dragne ud over Verdenshavet, for endog af det fjerneste Nordens Fjelde at fremdrage de ædle Metaller, derfra Skabelsens Dage laae gjemte og ubenyttede i Mørkets Dyb, opfordrende En og Hver, der havde Lod og Deel i dette herlige Foretagende, til Lovlighed, Retfærdighed, Redelighed og Retskaffenhed. Efter at have skuet ud over de kommende Dage og disses Forhaabninger, ledede Taleren Forsamlingens Opmærksomhed tilbage paa de svundne Tider, hvor vi med en mægtig, gribende Følelse erfare, at netop paa disse Steder, ved Foden af disse selvsamme Fjelde, der byggede og boede fordum, næsten allerede for et Aartusinde siden, vore egne Forfædre, som meest over Island droge til Grønland, hvor de byggede deres Gaarde; her græssede deres Qvæghjorte og Faareflokke, og Erhvervslysten drev dem ud paa Havet, at drage dettes rige Bytte paa Land. - Taleren paaviste endvidere, at hvad Historien beretter os, det stadfæstes her synligen for vore egne Øine, thi her finde vi vore Forfædres Grave, Ruinerne af deres Gaarde og Kirker - i Fjorden næst beroet var Garde Bispestol, der knejser endnu et Guds Huus, kun halvt sunket i Gruus, Garde Bispestol med tolv Kirker i Østerbygden, med fire Kirker i Vester-bygden, Garde Bispestol, hvor fra Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede en Række af Bisper paa de hellige Dage sang Høimesse i den Herre Jesu Christi Navn og varetoge Kirkens Anliggender - fjernt i Østen bryder Havet endnu sine Bølger mod Gudbjørns Skjær - her i vor Nærhed var Brattelid, her ruller endnu Eriksfjordens Bølger her udenfor kneiser endnu det isklædte Hvid-særk, vore søfarende Forfædres Landkjende - men Tiden omdreier atter og atter sit store Hjul, Aarhundreder svandt hen, vore Forfædre i disse fjerne Egne bleve forladte og forglemte og uddøde under Tidernes Storme, deres Gaarde og Kirker stode øde og tomme og sank i Gruus; kun hedenske, omvankende Skrællinger beskuede disse Oldtids Minder med Overtroens Frygt. - Efterat Taleren endvidere havde dvælet ved den vovelige Hans Egedes Bestræbelser for at finde Efterkommerne af hine Normanner i Grønland, ved hans Nidkjærhed i Evangeliets Forkyndelse blandt de hedenske Skrællinger, ved Danmarks og navnligen de herværende Danskes hellige Forpligtelser i denne Henseende, vendte han atter tilbage til dette nye, frie Tog til Grønland under Kong Frederik den Syvendes Regjering, udtalte Forvisning om, at intet Indgreb herved vilde skee i Landets indfødte I Bernd Rettigheder - Forvisning om, at dersom de ville dele Arbeidet, da ville de ogsaa høste deres Arbeides Løn, og ville de vedblive at ernære sig af Jagt og Fiskeri, da ville og Danmarks Børn under Lovlighed og Retfærdigher vedblive at boe iblandt dem som blandt christelige Brødre - og fastedes vil der, om dette Erhvervslystens herlige nye Værk krones med Held og lykkeligen fremføres, fra Kong Frederik den Syvendes Regjeringstid oprinde en større og rigere Fremtid over Grønland, der ved Oldtidens Minder og Evangeliets Forkyndelse i et helligt Slægtskab uadskilleligt er knyttet til Danmarks Rige.

Efterat derpaa dette velbegyndte Værk var anbefalet til Guds beskiærmende Varetægt, og et af Dilettanter udført enstemmigt Amen smukt havde gjentonet i den høie, rummelige Kirke, endte Taleren saaledes: "Men for at knytte dette forhaabningsfulde Forelagende ret inderligt til det fjerne, elskede Fødeland; for klart og betegnende at stemple dets Tidsalder i Historiens Aarbøger for de kommende Slægter, er det Entrepreneuren Hr. Commerceraad Lundts Villie, ved nærværende Forsamling høitideligen at proclamere det der begyndte Bjergværk i Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendes Navn. Hans Majestæt Kongen har nemlig skjænket dette Værk i sit Riges fjerneste Provinds sin allerhøieste Interesse, har givet det sin kongelige Naade og tilsagt det sin fortsatte, kraftige Beskyttelse. - En fjern Fortids Regenter forbede under Livsstraf den frie Seilads til Grønland. Kong Frederik den Syvende tillader, opmuntrer og beskytter den frie Seilads til disse Egne, medens Grønland endnu som dengang udelukkende er Kronens Monopol; som derfor Saga skal optegne for de kommende Tider, at Kong Frederik den Syvende forstod sin Tid, kjendte sit Folk for fuldmyndigt, bortgav Enevoldsmagten og udstedte Danmarks Riges Grundlov: som det skal optegnes, at Kong Frederik den Svvende med sit Folk holdt mandigt ud da Freden var brudt og Fjenden var i Landet, og gik seirrig ud af blodig Kamp; saa skal det og berettes, at Kong Frederik den syvende aabnede nye, frie Veie til det i Fortiden saa sørgeligen forladte, forglemte og forsømte Grønland; at Kong Frederik den Syvende vilde, at et nyt, forynget og forherliget Liv skulde opblomstre over Normannernes sunkne Grave paa Grønlands Østerbygd. Ved Kong Olaf Trygvasons christelige Nidkjærhed christnedes vore normanniske Forfædre i Grønland. Under Kong Sigurd Jorsalafar kaaredes Grønlands første Bisp til Garde Bispestol. Under Kong Frederik den Fjerde tændtes Evangeliets Lys blandt de hedenske Skrællinger. Kong Frederik den Syvende med det danske Hjertelag og ret folkelige Sind nedbrød af kongelig Naade den Ufrihedens Skranke, som hidtil havde afsondret Grønland fra den øvrige Verden, og den frie Erhvervslysts Tjenere droge under Kongens Leide ud over Verdenshavet til Grønlands tause Kyster, for at lade dets Fjelde gentone af vindskibelig Travlheds Larm, af nordiske Bjergmænds Hammerslag, - og Herren førte dem frelste over Havets Afgrunde, og alt have de rastløse begyndt paa Værket; Fjeldene oplade deres Indre for vore Blikke, og Grønlands før ukjendte Skatte føres frem af Kong Frederik den Syvende Kobbermine! saaledes være den navnet nu og i al Fremtid. Saa giv da nordisk Kraft og Udholdenhed trange stedse dybere og dybere ned i Kong Frederik den Syvendes Kobbermine!"

Efter et gjentaget Amen af Sangchoret henvendte Missionair Janssen sig ogsaa til de tilstedeværende Grønlændere i deres eget Tungemaal og skildrede dem denne Fests Betydning, som vel paa Grund af sin Nyhed maatte være dem temmelig uforstaaelig; han forklarede dem Benævnelsen "Kong Frederik den Syvendes Kobbermine" (Kongib Frederib arfængæn - ajpætta kangusakársianik), betegnede dem, at det fremlagte Erts skulde sendes til Kongen i Danmark, for at han selv kunde faae at see hvilke Skatte der gjemtes i Landets Fjelde, maaskee han da selv engang vilde komme at besøge deres Land, da han allerede oftere havde faret vidt omkring paa det store Hav til sine andre Lande, og nu seirrig havde overvundet Danmarks Fjender og oprettet Freden igjen; han til sagde de Fromme, de Arbejdsomme, de Redelige iblandt dem fortsat Kongens Beskyttelse og Bevarelsen af deres Rettigheder: "thi," tænker Kongen, "Gud har kaldet mig til Konge over Grønlænderne, saavelsom over mine andre Undersaatter, jeg bør altsaa arbeide og virke ogsaa for deres Velfærd." Taleren endte med en Opfordring til i Forening med de Danske at vandre i christelig Kiærlighed, frygte Gud og lyde Kongen, og opsende Bønner for hans timelige og evige Vel, hvorefter begge Nationer i Forening alsang en Forbøns-Psalme for Hs. Majestæt, i forskjelligt Tungemaal til samme Melodi. Endelig uddeelte Hr. Bjergcandidat Friis forskjellige af Kong Frederiks Kobbermine udsprængte Stykker Erts til Deeltagerne i Høitideligheden som Erindringstegn fra Minens Indvielse. Under Kanonsalut fra Skonnerten "Fiirkløveret" begav Processionen sig fra Kirken til Hr. Commerceraad Lundts Bopæl, hvor et i Grønland tidligere vistnok ukjendt glimrende Festmaaltid samlede Coloniens Autoriteter med Expeditionens Ledere. Hr. Lundt udbragte her i et længere Foredrag et Leve for Kong Frederik den Syvende, der nu havde gjort Begyndelsen til at ophæve Forordningen af 1774, der saa sørgeligen havde lænkebundet den frie Erhvervslyst og forhindret enhver virksom Mand, der kunde have ønsket at søge nogen værdifuld Gjenstand paa Grønlands vidt udstrakte Fjelde; fremdeles udbragtes Skaaler for Ministeriet og navnligen for Indenrigsministeren Rosenørn og Finansministeren Grev Sponneck, der i fortrinlig Grad havde skjænket denne private Expedition til Grønland deres Interesse og Beskyttelse, hvorpaa ligeledes begrundedes en Skaal for Ridder af Dhr. Regnar Westenhol; og Sir W. E. Trevelijan Baron, uden hvis levende Interesse og kraftige Bistand speditionen neppe vilde have foregaaet; for det fjerne Fødeland under den gjenoprettede Freds lægende Velsignelser; for Grønlænderne, deres fortsatte fremadskridende Oplysning og Udvikling; for Kong Frederiks Kobbermines Uudtømmelighed og den frie Erhvervslysts gode Frugter over det til et nyt Liv opvaagnende Grønland; for de tre nordiske Broderrigers aandelige Eenhed, der paa Grønlands Østerbygd har ærværdige Oldtidsminder; for Danmarks raske Sømænd, uden hvis Hjælp vi vilde være afskaarne fra Fædrenehjemmet. For at undgaae endog den mindste Skygge af Uorden blandt de endnu før saa umyndige anseete Grønlændere, beværtedes Minearbeiderne og Søfolkene, som deeltoge i den kirkelige Høitidelighed, ombord i Skonnerten "Fiirkløveret".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1852, 2. udgave).

Qaqortoq: Julian Edward Tenison-Woods (1832-1889): Julianehåb, Grønland. 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Samme år kunne man i en beretning fra dr. phil. H. Rink bl.a. læse følgende efter hans rejse til Grønland (uddrag af en længere artikelserie):

Om Grønlandske Mineralprodukter.

- - -

Kobbermalm af de særegne Arter, som kaldes Kobberglands og broget Kobbermalm er sporet paa forskjellige Steder i Grønland, især i Julianehaabs Distrikt , men overalt kun i ringe Mængde, og navnlig intetsteds som egentlige Lag eller Gange af nogen Udstrækning, som kunde betinge en Bjergværksdrift. Det ældste og første Findested er paa Storøen eller Kobberøen, neppe 1 Miil fra Julianehaab og opdaget af en hedensk Grønlænder, ved Navn Anarnek eller Ajak, for omtrent 50 Aar siden. Der blev dengang sendt Prøver af det til Kjøbenhavn, og var blandt andet netop dette Fund en Bevæggrund til at Regjeringen udsendte Mineralogen Gieseke paa en Undersøgelsesreise, som varede i henved 8 Aar (fra 1806 til 1813). Han besøgte Øen gjentagne Gange, navnlig i August 1806 og i Juli 1809 (ifølge hans paa Universitetsbiblioteket som Manuskript opbevarede Dagbog), og bemærkede Mineralet pletviis hist og her paa Øen, som han paa Grund af dens ringe Omfang kunde undersøge nøiere; de betydeligste Partier fandtes paa Sydøstsiden, men han yttrer intet om, at Bjergværksdrift kunde grundes derpaa. I de seneste Aar blev denne Opdagelse opfrisket, da en der boende Grønlænder, ved Navn Frederik, eller sammes Familie, fandt en saadan Plet, efter Sigende paa 9 Alens Længde og ligeledes paa Sydøstsiden af Øen. Inspecteur Holbøll, som opholdt sig ved Julianehaab i 1850, meddeelte dette til Hr. Lundt i samme Aar, hvorpaa denne lod Kobberens sprænge paa dette Sted i Efteraaret 1851, og benævnede det Frederik den Syvendes Kobbermine. Men det Hele viste sig kun at have været en Skal paa ydervæggen af Klippen, efter hvis Bortsprængning der nu kun sees grønne Striber hist og her i Qvartsen, hvorved altsaa Giesekes Betragtning af denne Gjenstand som noget ganske Uvigtigt har viist sig fuldkommen bekræftet. Det næste Findested er det, som jeg i Sommer allerede har havt den Ære at indsende en kort og med Pørøvestykker ledsaget Beretning om, nemlig imellem Julianehaab og Frederikshaab paa Nordsiden af den Halvø, som begrændser Tossukatek-Løbet, og som med Overbærestedet Itiblieitsiak er forbunden med Fastlandet. De danske Søfarende kalde denne vestligste Deel af Fastlandet "Vadskerballie-Landet", Grønlænderne "Inneitsiak". Kobbermalmet, som findes der paa en lille Pynt ligeoverfor Øen Sennerut, er opdaget af Grønlænderen Josua i dette Aar. Under mit Ophold ved Arksut herte jeg tale om det. hvorfor jeg opsøgte Grønlænderne, som boe paa Sennerut, og af dem lod mig vise Stedet, som jeg undersøgte den 22de Juli. Paa Grund af det mere omfattende Hverv, som var overdraget mig at udføre paa min Reise, kunde jeg ikke anvende saa megen Tid paa dette enkelte Sted, som jeg ønskede, hvorfor jeg overdrog Assistenten ved det nærmeste Handelsanlæg, Hr. P. Motzfeldt, at varetage Arbeidet indtil jeg kunde komme til ham og slutte det. Det lykkedes mig desværre ikke at naae Stedet anden Gang, da Isen lagde en uoverstigelig Hindring iveien langs denne Kyst og nødte mig til at vende om. Hr. Motzfeldt, som befandt sig paa Stedet, ligeledes afskaaren ved den samme Driviis, havde imidlertid fortsat Undersøgelsen med megen Flid, deels udhugget over 3000 Pd. Kobbermalm blot ved Hjælp af Hammer og Meisel, deels gjennemstreifet Egnen for at opsøge flere Spor dertil hvorover han har indsendt en detailleret Beretning. Ovennævnte Prøver, der tilligemed den, som jeg medtog, beløbe sig til omtrent 4000 Pd., ere ankomne her til Hjemmet. Efterat have sluttet min første Beretning herom traf jeg ogsaa sammen med Hr. Commerceraad Lundt og Hr. Bjergcandidat Friis, hvilke jeg meddeelte min  Iagttagelser, hvorpaa ogsaa den Sidstnævnte har undersøgt Stedet. Jeg kan imidlertid, efter Alt hvad jeg saaledes har erfaret, og trods det fordeelagtige Udseende og Størrelsen af de hjemkomne Ertsstykker, som alle ere udhuggede med Hammer og Meisel eller Kile, ikke tilraade Nogen at anvende Midler paa at anlægge Biergværk her. Rigtignok har Malmet her, mere end paa Storøen, Udseendet af et Lag, men det har kun en antagelig Tykkelse af nogle Tommer paa en Strækning af 10-12 Alen, hvorimod det forresten kun viser sig som en grøn Stribe, og jeg antager sikkert, at det ogdaa i en ringe Dybde vil tabe sig, hvortil kommer, at det Hele ligger paa den yderste Spids af et lille Næs, der saagodtsom er overstænkt af Brændingen. De øvrige Steder, som ere fundne i Omegnen, indeholde kun saa ringe Spor, at derom slet ikke kan være Tale. Lignende Spor ere fundne i Sermeliks-Fjorden og ved Ikaresarsuk, som ifølge en Meddelelse fra Hr. Friis ligeledes ere ganske uden Betydning. Endelig erholdt jeg fra Tessermiut-Fjorden et lille Stykke Kobberglands, men blev under mit Ophold i denne Fjord ved Uveir forhindret fra at naae det afsides liggende Findested. Fra en lille Øe ved Lichtenau skal det samme Mineral ogsaa tidligere være erholdt chrystalliseret.

Hele denne sparsomme Forekomst af Kobbermalm staaer ved Siden af en ganske lignende i Norge, hvor broget Kobbermalm er sporet paa flere Steder, men skal have foranlediget Tab overalt, hvor man har forsøgt at grunde Bjergværkdrift derpaa. Dette gjælder navnlig om Durfjeld ved Kongsberg og om Aardalen, hvor den brogede Kobbermalm indeholdt gediegent Guld i smukke, tydelige Blade.

Paa den vestligste Pynt af ovenomtalte Storøe ved Julianehaab, fandt Grønlænderen Frederik i Vinteren eller Foraaret 1850 smaa Stykker gedigent Sølv lige foran sit Huus i Rifterne af Klippegrunden, som overskylles af Havet. Han gav dem først til Hr. Assistent Lützen ved Julianehaab, som atter leverede dem til Inspecteur Holbøll. Samme Aar ankom netop den private Expedition under dHrr. Lundt og Prahl til Grønland, og Inspecteuren overlod nu Sølvprøverne til disse. Jeg har under mit Ophold ved Julianehaab flere Gange besøgt Findestedet, ligesom Hr. Lundt har været saa god at vise mig de fundne Stykker og meddeelt mig flere af dem i Foræring. Grønlænderen Frederiks Huus ligger umiddelbart ved Stranden og er bygget paa en Grund, der bestaaer af Tørvejord og andet af Menneskehænder sammenslæbt Materiale, aabenbare Rester af et tidligere grønlandsk Vinterhuus, paa den samme Plads. Her, som paa saa mange Steder i Sydgrønland. kan man spore den af Pingel paaviste Sænkning af Landet, idet Søen har bortskyllet endeel af de gamle Huusmure. Den blotte Klippegrund, hvorpaa disse oprindelig ere byggede, er derved kommet tilsyne, og l Revnerne af denne ere Sølvstykterne fundne. De vare løse og uden Spor til vedhængende Mineraller eller Bjergart, men ikke desmindre vel vedligeholdte i det gedigne Sølvs krystalliserede Former, tildeels overordentlig fine og dog uden Tegn til Sønderbrydning eller Afslibning ved en lang Transport. Foruden de krystalliserede Stykker fandtes ogsaa pladeformige, der saae ud, som om de kunde være hamrede ud ved Kunst, og i de samme Rifter fandtes forskjellige Kunstproduktet, saasom Perler, Brudstykker af forarbejdet Bly og Kobber etc. Jeg kan derfor ikke antage andet, end at Sølvstykkene nærmest maa have den samme Oprindelse, som disse Kunstprodukter, nemlig at det har siddet i den samme Tørvejord fra det gamle Huus. Denne er langsomt undergravet, smuldret og bortskyllet af Søen, men de tungere Gjenstande faldt ned i Rifterne af Klippegrunden og bleve unddragne Havets bortskyllende Virkning. Men nu er atter Spørgsmaalet, hvorledes Sølvet er kommet ind i den gamle Huusmuur, og da det er høist usandsynligt, at de oprindelige Beboere skulle have samlet eller været i Besiddelse af saadanne Stykker gediegent Sølv andelsteds fra, maa man antage, at det har siddet i Græstørven, som anvendtes til at bygge Huset af, og disse ere atter efter al Rimelighed skaarne umiddelbart ved Huset. Altsaa hidrøre de fra Overfladen af Jorden i den nærmeste Omegn. Øen leder her ud i en temmelig skraa eller flad Pynt, der bestaaer af fast Klippegrund og af Gruus med Rullestene begge deelviis bedækkede med Grønsvær af Krækkebær og Græs. Hvis nu Sølvet har lagt i Gruset ovenfor Huset og derved er bleven indesluttet i Grønsværen, da er atter Spørgsmaalet hvor Gruset er kommet fra og maa dette sandsynligen hidledes fra den nærmeste Klippegrunds Forvittering. Men nu ere rigtignok hverken Sølvet selv, eller hvad der pleier at ledsage samme, saasom Tungspat, Kalkspat og Ertser af andre Metaller fundne omkring Huset selv eller paa hele Øen med Undtagelse netop af de omtalte ganske ubetydelige og isolerede Partier af Kobbermalm. Da dette Kobbermalm skal være sølvholdigt er det ikke urimeligt, at der i den samme Klippemasse, hvori det findes ogsaa kan forekomme udskyllet gedigent Sølv; men i Analogi hermed maatte det kun ventes at forekomme i ringe Mængde. Det burde her vel ogsaa bemærkes, at gedigent Sølv findes i Schumachers fortegnelse over danske Mineraler med Findestedet "Grønland". Det Prøvestykke, hvorpaa denne Angivelse er grundet, skal være hjemsendt af Missionair Ginge, men er gaaet tabt. Hvis det er rigtigt, at det har indeholdt Kalkspat, da turde dette tyde paa en lignende Forekomst, som den ved Kongsberg i Norge; men Kalkspaten hører til Sjeldenhederne i Sydgrønland, og hele Angivelsen er for isoleret og usikker til at grunde nogen Formodning paa.

(Sluttes).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1852, 2. udgave. Uddrag).

Hinrich Johannes Rink (1819-1893 i Kristiania) var geograf, geolog, grønlandsforsker og dr.phil. Han var i Grønland 1848-1868 og havde her forskellige poster, bl. a. konstitueret kolonibestyrer og inspektør for Julianehåb kolonidistrikt. Han var direktør for Den Kongelige Grønlandske Handel i to år hvorefter han tog sin afsked for at hellige sig interessen for den grønlandske kultur. Sammen med konen Signe Rink som var opvokset i Grønland (gift 1853) slog de sig ned i Oslo. Hun udgav nogle noveller om grønlænderes liv og problemer, og hun blev efter Rinks død en vigtig person i forbindelse med bevaringen af to store grønlandske nationalkunstnere: Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmanns værker, træsnit og akvareller for eftertiden. Hinrich Johannes Rink udgav bl. a. "Eskimoiske eventyr og sagn, oversatte efter de indfødte fortælleres opskrifter og meddelelser" (1866). Indledningen indeholder en skildring af grønlænderne som markant adskiller sig fra det gængse syn på dem som lavere stående. Og Det søndre inspectorat med naturhistoriske tillæg.

Budtz Müller & Co.: Hinrich Johannes Rink (1819-1893). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Næste del af artiklen i det følgende nummer af avisen omhandler bl.a. fund af kryolit som senere blev en stor industri.  

I aviserne startede en debat om minen, hvoraf nedenfor et indlæg af Rink, den del af det som handler om den grønlandske befolkning:

Om det Grønlandske Mineralpørgsmaal.

(Af H. Rink.)

(Sluttet.)

Hvad nu Hr. Lundts Ansøgning og Afslaget paa samme angaaer, da indseer jeg ikke, hvorledes Ansøgeren kan see sig standset derved i et Foretagende, hvortil han har erholdt en 10aarig Bevilling, som først nylig er begyndt, og som der siet ikke er Tale om af indskrænke eller forandre noget ved, saa meget mere som der i Ministeriets Svar, at Regjeringen ingensinde vil hindre hans Foretagende, naar han i Tiden angiver, hvor Minerne ere i Drift, ligger en Tilsikring, som aldrig kan andet end respecteres af Authoriteterne i de kommende Tider. Man har dernæst anført, at det i alt Fald ikke kunde skade Regjeringen, om Privatmænd bortødsle deres Midler paa hvad Maade de finde for godt. Men deels kan det ikke have været Regjeringen ligegyldigt, at have seet sig mistænkeliggjort og stillet i et urigtigt Lys, med Hensyn til sine Foranstaltninger til Grønlands Bedste, ved alt det latterlige Praleri i Bladene, der har skullet fremstille Hr. Lundt som den Eneste der vidste at fremdrage Grønlands hidtil forsømte Skatte, og frelse dette Biland fra en barbarisk og uvidende Bestyrelse; deels vil Enhver, som kjender Lokaliteterne, let kunne indsee, at de Pengemidler, som Hr. Lundt roser sig af at have bragt i Circulation blandt de Indfødte og navnlig blandt Roersker, for at reise med hans Matroser og Arbeidskarle, ikke er nogen Velgjerning for Befolkningen, men at Landets Oversvømmelse med en saadan Masse af Fremmede, der ere uden Beskjeftigelse eller alvorligt Formaal, maa virke i høi Grad demoraliserende, hvorom ogsaa de allerede indkomne Beretninger afgive tilstrækkeligt Beviis. Under saadanne Omstændigheder er det dog vel rimeligt, at Ministeriet vil vide, paa hvilke Steder af den store Kyst de saa meget omtalte Miner skulle anlægges, og den store Arbeidskraft skal bringes i Anvendelse.

Endelig har Hr. Lundt i nogle Bemærkninger om Handelen paa Grønland opstillet Paastande, der skulle tage sig ud som Beskyldninger for væsentlige Mangler ved Bestyrelsen, hvilke han giver sig ud for at kunne raade Bod paa, medens de dog kun ere grebne ud af Luften og røbe Uvidenhed og eensidig Iagttagelse. Hvad saaledeS Grønlændernes Sultetider angaaer, da mener Hr. Lundt at der kunde bødes derpaa, hvis de erholdt mere for deres Varer og kunde kjøbe Brodet billigere. Men Sultetiden ligger ikke begrundet i Mangel paa Føde i Aarets Løb i det Hele, men i Mangel paa Lyst til at samle Forraad, og Lundt kunde omtrent lige saa godt have sagt, at den værste Feil ved den grønlandske Handel bestod deri, at Grønlænderne ere et ucultiveret Jagtfolk. Der vilde høre uoverkommelige Qvantiteter Brød til at erstatte det, som Grønlænderne af Ligegyldighed lade bortkomme af deres egne, for dem langt bedre skikkede Fødemidler. Den simpleste Regnekonft kan desuden bevise, at Brød altid maa blive en Luxusartikel for Grønlænderne, og navnlig en af dem, som man mindst maatte raade dem at anvende deres Midler til. Hr. L. kalder endvidere de senere Aars store Overskud til Statskassen "Blodpenge" ; i saa Henseende tillader jeg mig al henvise til hvad jeg i mit skrift om Monopolhandelen har udviklet angaaende Grønlands Forhold til den danske Statskasse; kun skulde jeg tilføie, at disse Aars store Overskud hidrøre fra den Særegenhed ved Monopolhandelen, at Handelsomkostningerne omtrent ere de samme, medens Priserne paa det europæiske Marked have været usædvanlig høie. Men selv om delte Overskud var blevel uddeelt blandt Grønlænderne i Form af høiere Varepriser til atter at kjøbc Brød for, vilde Sultetiderne lige godt være indtrufne. Forsaavidt Hr. Lundt dernæst fremstiller det som sin subjektive Mening , at Colonierne skulde bortforpagtes til "driftige" Kjøbmænd, da maa jeg gjøre den i Spørgsmaalet uindviede Læser opmærksom paa, deels at den saakaldte grønlandske Handel neppe er Handel i Ordets egentlige Forstand, og kun aabner en maadelig Virkekreds for et Handelstalent, deels at det ikke er Coloniernes Træhuse og Klippegrund, men Grønlændernes Arbeide eller Grønlænderne selv, som skulle bortforpagtes eller sælges til vedkommende Kjøbmænd; jeg vil da overlade det til Enhver, selv at dømme om, hvorvidt dette, som Hr. L. mener, er et Skridt videre til Frihandel, eller overhovedet et Skridt videre paa Civilisationens og Humanitetens Vei.

Sluttelig tilkommer det mig al imødegaae nogle Bemærkninger, som Hr Lundt fremfører mod Colonibestyrer Nielsen for Mangel paa Imødekommen. Det er nemlig let at begribe, at saavel Boliger, som andre europæiske Fornødenheter, kun ere beregnede paa de faa Europæeres Tarv, og selv en enkelt Reisende bør under et midlertidigt Ophold tage tiltakke efter Omstændighederne. Men naar en Heel Expedition med et særegent Skib opholder sig hele Aar ved et Sted, da ophører naturligviis Gjæstfrihedens Forpligtelse til at skaffe de nødvendigste Fornødenheder tilveie; desuden finder jeg, at en saadan Expedition, hvis Skib 3 Gange har beseilet Landet blot for at overføre Personalet og dets Fornødenheder, maa have opslaaet sin Bopæl ved selve de meget omtalte Miner, og undsee sig ved at anmode Handelsbestyrelsen om de nødvendigste Reqvisiter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. januar 1853, 2. udgave)

1904 fik grosserer Bernburg koncession på brydning, en koncession, som 1907 blev overtaget af Grønlandsk Minedrift A/S. Den blev opgivet 1914, og bygningerne flyttet til grafitminen ved Amitsoq.