Dagen, 22. juli 1820.
02 juni 2019
Marked i Odense. (Efterskrift til Politivennen)
Dagen, 22. juli 1820.
04 september 2017
Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.
Du skriver til mig, kære ven, at min revy eller beskrivelse over Østergades butikker har interesseret dig så meget at du gerne ønskede at jeg leverede dig hvis det var mig muligt en lignende oversigt af en del af Københavns øvrige handlende. Skønt jeg langt fra formår at opfylde denne din begæring, vil jeg dog efter evne give dig et slags karakteristik af nogle af de vigtigste af Københavns øvrige udsalgssteder, hvormed du må tage til takke.
Jeg vil gøre begyndelsen med at supplere min forrige skildring af Østergade, og bede dig følge mig på min vej. Idet du går forbi Amagertorv og kommer forbi Admiralgade, må jeg bede dig tage dig i agt for en kælder som bebos af en bødker og som almindeligvis kaldes faldgruben. Det er sikkert den dybeste kælder i hele København. Gud hjælpe den der falder ned i den, der bliver nok næppe et helt ben på hans hele krop. Var jeg politimester, skulle den tilmures. Er du nu kommet heldig forbi denne faldgrube, kommer du til silke- og klædehandler Rubens butik, hvor en ung herre in naturabilis kan blive aldeles påklædt. Denne købmand er en torn i øjet på hele skrædderlauget, hvis harme også har givet sig luft i flere processer mod ham som det dog har tabt og hvorved hans handel har udvidet sig endnu mere.
Hindbergs Seniors
Oplag af Støvler
Østergade 31
er forsynet med Støvler i alle Størrelser, ligesaa propre og solide, som bestilte til de høieste Priser, fra 18, 24 a 26 Mk., dito Vandstøvler 20 a 26 mk., Kortstøvler, solide og lette, 5 Rbd. 5 mk., Støvler forsaalles med Kork for 2 Rbd., Galooscher forfærdiges for 5 Rbd., nyt Overlæder indsættes med Saaler og Hæle for 10 a 12, og forsaales og bagflikkes for 5 a 3 mk. Hvad der ikke er færdigt efter Ønske, kan til anførte Priser bestilles og hurtigt blive expederet og skal det ved fiint og moderne Arbeide forenet med det magelige, solide og lette, bestandigen være Formaalet for mine Bestræbelser, at erhverve mig mine ærede Kunders og Kjøberes tilfredshed. NB. Holder Overlæderet ikke 2 Par stærke Saaler ud, da indsættes Nyt uden Betaling.Annonce i Adresseavisen, 2. marts 1843 for skomager Hindsberg. Her står dog intet om nedennævnte tilbud om garanti for overlæder. Til gengæld loves fint og moderne arbejde, forenet med det magelige, solide og lette.
I hans nærhed bor en skomager Hindsberg der forpligter sig til køberen af hans støvler at indsætte nyt overlæder når det ikke udholder 2 par gode såler. Sin forpligtelse holder han som en mand af ord. For skulle overlæderet på de støvler du køber hos ham, briste dagen efter at du har købt det, betaler du intet for nyt overlæder. Men nu kommer humlen, for sålerne må du betale.
Længere nede på Østergade bor en tobakshandler som har gjort sig navnkundig ved sin Macuba. En ung lærd døde. Da døden skulle have en årsag, tilskrev man hans død overdreven brug af Macuba, ofte 1/4 pund om dagen. Med et opdager man hos ovennævnte tobakshandler, at Macubaen var vel rød, den indeholdt mønje. Hundrede og et var ude, en proces blev anlagt, og resultatet blev at svenden måtte betale en mulkt. Jeg råder dig derfor, min gode ved, vogt dig for at bruge Macuba. At ryge tobak, cigarer, er som jeg allerede har sagt dig, blevet til en indgroet skik hos københavnerne, ja selv øvrigheden der naturligvis selv er tobakselsker, favoriserer denne. Når det nemlig formenes dig at drikke et glas vin, en flakse øl, en portion mad efter kl. 11 om aftenen, tillades det dig derimod at ryge cigarer langt ud på natten. De fleste cigarbutikker står nemlig åbne indtil kl. 1 om natten.
Med sidste Pakkepost er arriveret: Friske Trøfler, som sælges pundviis, ligesom og friske Trøfler uden Skal paa Flasker, og friske Strasborger Gaaselever-Posteier med Trøfler i Terriner af forskiellige Størrelser, og faaes paa Kongens NytorvNr. 354, hosD. Capozzi.Københavnernes smag blev forfinet af Capozzi. Allerede 6. februar 1838 som denne annonce i Adresseavisen viser.
Du må nu følge mig på vin vandring ned ad Kongens Nytorv hvor jeg fører dig til en mand der forsyner lækkermundene med gåseleverpostej, kaviar osv. Dominico Capozzi hedder denne nyttige mand. Hans bestræbelser går alene ud på at forfine smagen hos københavnerne. Lækkerier fra alle verdensdele finder deres samlingsplads hos Capozzi. Ja det skulle undre mig hvis han manglede de såkaldte fuglereder der kommer fra Kina og spises med de deri værende fugle og hvad der ellers findes i dem. De herværende udlændinge forsyner sig herfra med levnedsmidler. Italieneren køber nemlig her sine makkaroni, franskmændene deres postejer, syltede stengler osv. Og spanieren og portugiseren alle de nødvendige ingredienser til en olla porrida. At spise frokost hos Capozzi hører til bon ton.
Hans nabo er hofporcelænshandler Petersen hvis butik er den skønneste blandt hans medkollegers. Hr. Petersen har store fortjenester af Københavns bedre oplysning. Her fabrikeres nemlig spermacetlys.
Følg mig nu lands de smukke urmagerbutikker på den vestlige side af Kongens Nytorv til Store Strandstræde hvor jeg fører dig ned i afdøde etatsråd og kongelig hofvinhandler Waagepetersens porcelænsbeklædte vinkælder. I hele København får du ikke et bedre glas end her. Efter at have hvilet os lidt på denne station, går vi til bens. Tro nu ikke jeg vil give dig en skose fordi su stikker tæerne lidt sammen. Jeg mener nemlig at vi går ind til hofurtekræmmer Been der forsyner hofpersonalet med fine artikler. Han konkurrerer betydeligt med Capozzi ligesom også med Causse da han sælger lækkerier og mirakelolier. Jeg forsikrer dig om sandheden af det sidste, for af en sælhundekuffert jeg besidder var alle hårene gnavede, men da jeg smurte den med denne olie, voksede hårene to gange så langt ud på ny.
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 1466. Fredagen, den 2. Februar 1844. Side 65-69).
Redacteurens Anmærkning.
Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.Ved hjælp af Kraks Vejvisere er det muligt at finde de nøjagtige matrikelnumre på butikkerne, hvorefter man via jævnførelsesregistret kan undersøge matriklens videre historie og nutidige adresse. Pga de mange adresser, har jeg kun undersøgt enkelte:
Disse bygninger står stadig:
Hofvinhandler Waagepetersen, Store Strandstræde 79 (nu 18, 1792-93 af murermester Joh. Martin Quist). Fabrikant L. P. Holmblad, Gothersgade 337 (ca. 1730, siden stærkt ombygget). Kunstdrejer og fiskebensfabrikant J. G. Schwartz, Sværtegade 170 (Pilestræde 40 C/Sværtegade 3, Omkring 1730 af murermester Gotfrid Schuster, ombygget 1791). Silke- og klædehandler Philipsen, muligvis hjørneejendommen Kronprinsensgade 16/Pilestræde 35, 1796 af tømrermester And. Hallander. Parykmager og frisør Fr. C. Ebbesen, Klareboderne 7, nu nr 4, 1732 af murermester Ole Larsen for guldsmed Ole Florenz, ombygget 1845.
Jernstøber P. F. Lunde, Helliggeiststræde 166, nu Niels Hemmingsens Gade 3, 1785 for skibskaptajn Andreas Hammer, ombygget før 1810. Silke- og klædehandler C S. Flensborg, Store Købmagergade 57, nu 29, mellem 1730-34 for gartner Peer Høg. Ombygget 1853). P. L. Collin, Store Købmagergade 10, nu 32, 1785 af bygmester Johan Peter Boye Junge.
Disse er nedrevet: Kongens Nytorv 353, hofporcelænshandler N. Petersen, har samme steds udsalg af stearinlys fra sit fabrik i Gentofte. Udsalget af talglys fra samme fabrik er hos urtekræmmer Prætorius, Kongens Nytorv 215 hjørnet af Store Kongensgade. 1890-94 af arkitekt Emil Blichfeldt for Store Nordiske Telegrafselskab og Privatbanken (sammen med Kongens Nytorv 28) (Weilbach). Gammel Amagertorv 50 (50 & 124 Købmagergade 43, Løvstræde 4, 1916 af Martin Nyrop for C. Nyrops Etablissement), Chr. Molzau Richards restauration. Vimmelskaftet 137 (43, huset er fra 1907) skomagermester J. Chr. Bang.
Disse er ikke verificeret: Silke- og klædehandler M. M. Ruben. Østergade 31 (nu 36), skomager O. H. Hindsberg, Østergade 31 (nu 36). Handler med lugtende vand, Kongens Nytorv 354, Dominico Capozzi. Bredgade 191 hofurtekræmmer C. A. Been. Matrikel 191 står som Borgergade. Store Kongensgade 221, hofjuveler E. C. F. Schrøder, Står som Adelgade. Store Kongensgade 248, grosserer Joseph Owen. Står som Adelgade.Store Kongensgade 247, vinhandler Lorenz v. Petersen. Står som Adelgade.Gothersgade 115? Lohses Musikhandel .Grønnegade tapet Franckel. Grønnegade, Ny Adelgade 427, skomagermester J. Jungdahl. Kristen Bernikowsgade Gammel Mønt 244 (3), barber Christensen. Antonigade kammager S. M. Cathala Nørrevold 167.
Følgende forretninger lå formenligt hvor Illum ligger: Store Købmagergade 19. (18) silke- og klædehandler Kirkegaards efterfølger H. J. Hvalsøe. Store Købmagergade 24 (8), silke- og klædehandler J. J. Gammeltoft. Store købmagergade 23 (10), isenkræmmer H. J. Dohler. Store købmagergade 25 (6), guldtrækker B. Ph. Cohen. Store købmagergade 25 (6), juveler P. Peine. Store købmagergade 54 (35), A. Madsens beværtningssted .
Og her er lidt til andre at finde ud af: Gammel Amagertorv 2, tæpper Chr. H. Volquartz. Amagertorv 39 hofkunstdrejer A. C. Bang. Vimmelskaftet urmager Petersen. Vimmelskaftet 23, nålemager F, C, Hjorth. Vimmelskaftet 24, konditor F. A. Kromayer. Nygade 94 (4), juveler j. C. og Ludvig Niedlich. Hjørnet af Nytorv og Nygade 90, vinhandler Edv. C. Hagen.
02 november 2016
Anmodning til Eieren af Sukkerraffinaderiet i Admiralgaden.
I sukkerraffinaderiet i Admiralgade stampes det ler som bruges ved raffineringen, i den øverste loftsetage. Dette arbejde på et sådant sted forårsager en yderst ubehagelig og gennemtrængende lyd der overmåde meget besværer alle i nærheden boende, især syge, så meget mere som arbejdet foretages om natten. De syge og svagere i nabolaget ville derfor være ejeren særdeles tak skyldig hvis han ville flytte dette arbejde til et andet sted i gården hvor det lyder mindre, og især om han ville lade det foretages om dagen i stedet for om natten.
(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 24-25)
15 maj 2015
Om Brolægningen
(Indsendt)
Admiralgade har sådan skråning mod rendestenen at anmelderen for nogen tid siden så en amagervogn der ikke var højt læsset, eller af de smalle, vælte uagtet den kørte fod for fod, ved mægler Sannes gård, med al mulig langsomhed, og var det ikke sket ved et fag vinduer som var lukket med skodder, var mand og kone ufejlbarligt kommet ned i kælderen gennem ruderne. Gammelmønt er langt farligere.
I fjor blev Admiralgade flikket. Men alle de flikkede steder er alt for længe siden lige så dybe og hule som før. Man skulle derfor påse at disse flikninger lagdes så meget højere end den gamle bro at man kunne stampe dem behørligt fast. Det stykke af Købmagergade, fra Amagertorv til apoteket, som nyligt er brolagt, er fuld af hulheder, mens den anden halvdel endnu ikke er begyndt at brolægges. Den trænger derfor til straks at efterstampes, hvilket vel også bliver tilfældet med det endnu ikke færdige stykke, ellers er den til foråret lige så slet som den var før.
(Politivennen nr. 24, Løverdagen den 15. juni 1816, s. 373-374)
15 april 2015
En Fabrikation, som fortjente en følelig Belønning
Blandt alle den store stads onder er dette vist nok ikke den mindste at en del varer kunne fordærves eller forfalskes, uden at samme altid og allevegne kan pågribes af den magt som er betroet opsynet med det. Ikke fordi det var umuligt, men fordi indbyggerne er alt for magelige eller skødesløse med straks at angive enhver sådan fejl!
En af de varer som det er størst ynk og harme at se forfalsket er mælken. Hvis prisen steg, ville det ikke være så slemt, som hvis prisen er lav, men varen fordærvet.
Man anmelder derfor til højere opmærksomhed, at en amagerinde, der har stade på fortovet på det hjørne af Admiralgade og Dybensgade hvor blikkenslagerenke madam Petersen er husejerinde, sælger tre slags mælk. En til 2 skilling, en til 3 skilling og en til 4 skilling potten. Foruden denne forargelige sortering ligner alle sorterne, selv den bedste så lidt sand eller ægte mælk i smag og syn at fabrikantinden efter anmelderen mening har vel fortjent at anbefales til politiets drøftelse og kendelse.
(Politivennen nr. 539, 27. august 1808, s. 8657-8659)
14 november 2014
Ønske om en lille Tvang på Vognmandskarle.
Sidste onsdag var en pige blevet overkørt på hjørnet af Fortunstræde og Admiralgade af en vognmandsvogn. Når man således kommer gående på hjørnet af en gade, kan man især når der noget bag efter er en vogn, ikke let bemærke en ny der således som denne, kommer ansættendes i fuld fart. At disse vognmænd når de intet læs har, daglig bærer sig således ad, har man ofte set. Denne karl der af udseende var meget ung, kunne således her have været skyld i at et menneske ved overkørsel enten var død på en ynkelig måde, eller også for bestandigt var blevet en krøbling, da intet andet end tilfældet at pigen faldt over ad fortovet til, hvorved hun slap med at få et ben fortrådt af hesten, reddede hende.
Man ved at vores politi når sådan overtrædelse bevislig opgives, afstraffer overtræderen, men sådan opgivelse er ofte ikke så let. Det var at ønske at nogen kraftig indskærpelse kunne afholde fra at begå sådant. Man ønskede især at vognene var meget kendelig nummererede på begge sider, og at ikke alene vognmænds, men også andre arbejdsvogne.
(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4310-4311)
20 september 2014
Til Hr. Almind i Admiralgaden.
Lysestøber hr. Almind bedes af adskillige naboer om at skaffe sig fri for den ubehagelige hundeglam som hver nat opføres i hans gård, og som nu i lang tid har forstyrret deres nattero. Så længe alarmen kun hørtes fra en hund, er den endda med tålmodighed blevet hørt, men nu da flere stemmer forøger den, og derved ganske bortjager den vederkvægende søvn, så kan denne uorden ikke længere stiltiende tåles. Og skønt vægterne der er på gaden for den offentlige sikkerheds skyld og roligheds vedligeholdelse, ikke kan forekomme den uorden som finder sted i indelukkede gårde, så tvivler man dog aldeles ikke på at kunne ved retten skaffe sig nattero hvis en mindelig begæring ikke hjælper
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 178, 19 September 1801, s. 2839-2840)
13 juli 2014
Uordener.
1) Uagtet alle de klager der nu og da er indrykket i Politivennen mod den uorden der begås hist og her i byen ved at udkaste vand og skarn af vinduerne på de forbigående, har anmelderen af dette dog med ærgrelse erfaret at det ikke har båret frugt på vedkommende. For da han torsdag aften den 9. maj gik forbi hjørnegården på Admiralgade og Fortunstræde og var kommet ud for de to sidste fag ind i Admiralgade, blev der nedkastet noget snavs, lig tykt sæbevand, på hans hat og på frakken. Han bemærkede ikke fra hvilken etage det blev udkastet, men formoder fra stuen hvor billardet er. Hvor ubehageligt sådant er for den det nedkastes på, vil enhver der har erfaret det, sande med anmelderen. Og at det eftertrykkeligt burde påtales, om det sker for mageligheds skyld, og endnu mere om det sker af skadefryd, vil enhver vist nok tilstå, da ingen kan vide sig sikker for sådant svineri der er lige så fordærveligt for klæderne som ubehageligt for personen det træffer på.
2) Ved at gå gennem Store Kannikestræde har jeg observeret at en gammel kone meget ofte ved højlys dag udkaster flydende sager og baker tæpper o. fl. ud af nogle vinduer på tredje etage af den røde hjørnebygning af Store Kannikestræde og Store Købmagergade. Da gården er meget lang, kan jeg ikke bestemt angive faget, men husker blot at det er ungefær over døren på venstre hånd af porten,
(Politivennen nr. 55, Maj 1799, Hæfte 5, s. 879-880)
12 juni 2014
Om en stor Uagtsomhed af Tømmersvende.
(Indsendt).
Da De i Deres blad kaldet Politivennen har haft mange uskikke før her i byen, må jeg give mig den ære at melde Dem en som jeg selv var øjenvidne til i går i Admiralgade, der ikke alene var højst farlig for de forbigående, men endog til skade for dem der selv foretog den. Nemlig ved hjørnehuset på hjørnet af Admiralgade og Boldhusgade der i sommer er blevet opbygget, blev bygningsstilladset til Admiralgade nedtaget, og da man der skulle nedtage de omtrent 30 alen lang spær hvorpå stilladset hæftedes, løftede nogle tømrere dem op ved en hæver ud af jorden og lod dem falde med hele deres længde langs hen af gaden, i stedet for de med et tov fra et af de øverste vinduer, burde have støttet dem og ladet dem gå langs med huset sagte ned. Folkepassagen blev imidlertid af tømrersvendene standset ved et varsko, men jeg stod i yderste frygt for dem der ikke hørte det og fortsatte med at gå. Disse lange spær der således faldt ned på stenbroen, har desuden ved sådan en behandling fået adskillige knæk, hvorved de når de skal bruges igen, kan gå itu og være årsag til uheld der desværre alt for ofte indtræffer ved nye bygninger.
Den 25. september 1798.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 23, s. 358-359, [Estimeret dato: 29. september 1798])
Varsko i Admiralgade.
Mandag den 17. september gik der et ungt menneske gennem Admiralgade, og blev ufortjent hilst med halve murstensbrokker fra en derværende bygning på hjørnet af Admiralgade og Dybensgade. Efter at have retireret sig i sikkerhed, erfarede han at en mandsperson i murerdragt var den der kastede, såsom han vedblev at kaste efter en hund som stod under bygningen og undertiden skjulte sig bag lysestøber Alminds gavl. Man skylder derfor sige medborgere at advare dem når de går forbi denne bygning, så de tager sig iagt for sådanne murstenskugler som kan have skadelige følger for deres lemmer og helbred.
(Politivennen nr. 21, 1798. Side 333. [Estimeret dato: 15. september 1798])
11 juni 2014
Exempel paa uforsvarlig Skjødesløshed af Bygherrer og Bygmestere.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 19, s. 302-303. [Estimeret dato: 1. september 1798])
Redacteurens Anmærkning
Dybensgade 212/Admiralgade 212 er idag Admiralgade 21. Bygningen er opført 1797-99 for blikkenslager Christian Pedersen.Admiralgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.