Foraar i Saksogade. (Efterskrift til Politivennen)

En af "Klokken 5"s Medarbejdere skildrer her en Vandring gennem Saxogade, hvor han paa sin Vej møder Dagens Slider, den krogede Arbejderske, der kæmper for sit Hjem, Nattens Kavalleri og de Fattige i den store graa Gade.

Solen skinner over Byen, endnu er den bleg og kold, men den lyser dog op - og selv Saxogade synes lys, denne lange, høje Gade, hvis graa - og sortsmudsede Husfacader ellers kaster et trist og dystert Skær over Gaden, som i sine Lejekaserner rummer lige saa mange Indvaanere som en middelstor dansk Provinsby.

Hus ligger klinet op ad Hus, Forretning ligger ved Forretning, Kafé ved Kafé. Hist er en Kirke, her en Læsesal, der har Kristeligt Studenter-Settlement sit Hovedkvarter og her dominerer Frelsens Hær med sit store Herberge, der om Natten indfanger Storbyens brudte Skæbner - og overalt er der Mennesker paa Færde - mange Slags Mennesker.

Saxogades Mennesker.

Der er ikke megen Overdrivelse i at hævde, at alle Samfundslag er repræsenterede i Saxogade. Her bor den armeste Mand og Dør om Dør med ham den rigeste Gnier. Den fattige kan ikke faa et Måltid varmt Mad hver Dag, fordi Pengene Ikke kan slaa til, og den rige nænner ikke at spise fordi det koster Penge og fordi Penge, den Følelse at have Penge, er mere for ham end at leve sundt og ordenligt. Der bor Folk, som trolig vandrer i Kirke hver Søndag Formiddag, som begynder Og ender deres Dag med Fadervor, der bor Folk, som giver Pokker i al Moral og Tro, som lever i Nuet, lever med, lever stærkt, der bor Folk i Pjalter og Laser og der bor Folk i Silke og Zobel, de bor Side om Side med hæderlige, retskafne Mennesker, der strider og slæber for at skaffe til Livets Udkomme. Og der bor mange andre Mennesker, mange andre Typer.

Mødrene drøfter Dagens Begivenheder efter at have hentet deres Børn fra Asyl og Pleje,

Fra Morgen til Morgen.

Døgnet igennem, uafbrudt, er der Færdsel og Travlhed i Saxogade. Tidligt om Morgenen tørner Arbejderne ud for at vandre til deres Arbejdspladser, noget efter kommer de smaa Kontordamer og Ekspeditricer trippende, Konerne gaar ud med Klud og Spand, store Børn gaar i Byen, passer deres Skole, deres Pladser, deres Hjem, og de mindre er sendt ned for at lege.

Saxogade er aldrig stille. Altid færdes der Mennesker, altid er der færdsel. Tungt læssede Arbejdsvogne, Lastbiler og Trækvogne befarer Gaden Dagen igennem - og om Natten er det Taxavogne og Lillebiler, der strømmer til - for at hente og aflevere.

Jazz Bands, Øl og Portvin.

Det vrimler med Kafeer, store som smaa, og fra dem alle lyder der Aftenen igennem Musik, hæslig og skrigende Jazz-Musik, enten fra en Magnavox-Gramofon eller fra et "Orkester" paa et Par Mand, som betjener indtil en halv Snes Instrumenter, inklusive tomme Hvidtølsflasker og Grydelaag.

Der er Gang i Musiken, der er Gang i Gæsterne. Nogle sidder dorske og dvaske, halvsøvnige og kedelige over deres Øl, medens andre støjer op, synger med, danser eller dog i hvert Fald konverserer de Afdelings-Repræsentanter, som Gadens lette Kavalleri ved en højere Skæbnes Tilskikkelse har sendt ind netop i den paagældende Kafe.

Damerne drikker baade Øl og Portvin, men Portvin bliver foretrukket. Sjusser synes dog ogsaa at falde i Smag. Der er det mærkelige Forhold, at der er mere Kritik af hvad der skal nydes, end af ham, der spiller Greve og optræder som ædel Giver.

Baggaardens Børn.

Det vrimler med Børn i Saxogade, baade paa Gaderne og i de mange Gaarde. Fra de mange Trapper, der fører ned til hver Gaard, kommer Børnene marcherende. En stor Del af deres Tid, maaske den største, tilbringer de i Baggaarden. Der er ingen hjemme om Dagen hos disse Børn. Enten er Faderen borte fra dem, ukendt eller død, eller han er paa Arbejde. Og ogsaa Moderen er paa Arbejde. Der maa slides haardt, ikke mindst af den enligt stillede Moder for at holde Hjemmet oppe, for at skaffe Mad til Børnene. Disse smaa rnaa saa til Gengæld skøtte sig selv Dagen Igennem - altid er det Ikke lige heldigt, men det er desværre for hendet nødvendigt.

Baggaardens Børn - hvor har man ondt af dem. Dagen igennem er de i den triste Baggaard, Dag efter Dag maa de søge deres Glæde der mellem de høje, graa og forfaldne Mure. i Sol og Regn, i Kulde og Varme maa de være ude. De hærdes vel, men Hærdningen er ofte saa slem, at de knækkes.

Paa Baggårdenes toppede Sten faar mangt et Barn sit første Knæk enten sundhedsmæssigt eller moralsk.

Det er Livets ubønhørlige Lov i Baggaardene.

Frelsens Hærs Herberge.

Mange Børn kommer ikke ud fra Gaden, de lever og dør I Saxogade, andre svinger sig ud, kommer frem. Og for de sidste har den haarde Skole i Baggaardene haft sin Betydning.

Men foruden de svage, der er vokset op og gaaet til Bunds i Saxogade, huser den mange andre lige stillede. En stor Del af disse har deres Tilflugt i Frelsens Hærs Herberge og Arbejdshjem. Her er baade Opholdsstuer, Spisesal og Sovesale. Man Kan komme og gaa som man vil - blot Sengetiden overholdes. 

- - -Nu er det Foraar, og Solens Sølverstænk laver ogsaa lyse Striber i den graa Gade. Saksogade er en Mindelse om Fortidens Byggemaade. Det gjaldt bare om at smække Kaserner op, om at stuve saa mange Mennesker som muligt sammen uden smaaligt Hensyn til Sundhed, Sol og Lys .... Men gaa Gaden igennem - og Du henter mange sære, brogede og blandede, lyse og mørke Indtryk - og Du staar pludselig paa store, lyse Pladser med nye, røde, venligt smilende Huse - den ny By, saaledes som den bliver til under et nyt Styre, dér hvor Fortid og Nutid mødes: Kontrasten mellem Kaserne og Hjem.

Peter Poul.

Den store graa Gade i hele dens Længde.

(Klokken 5 (København) 14. maj 1924)

Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Vi have allerede et Tivoli!

Det Tivoli som hr. Carstensen har bebudet færdigt i august, kommer flere år for sent, for vi har i en række af år haft et tivoli, skønt størstedelen af Københavns beboere der frekventerer det, synes at være uvidende om det. Det Tivoli vi tænker på, begynder nemlig der hvor hr. Carstensens ender. Det når til indgangen af Frederiksberg Have og indbefatter således alleen udenfor staden, hele Vesterbro og den skønne Frederiksberg Alle. Et terræn der kan rumme henimod 50 af hr. Carstensens bebudede tivolier. Dette Tivoli er forsynet med et skuespil- og sommerteater, jonglører, linedansere og tableaufremstillere, panoramaer, karusselbaner, gynger, dansesalonner, restaurationer, konditorier, beværtningssteder osv. og forener dermed en skøn spadseretur som mangler aldeles intet. 

Ved indtrædelse i alleen udenfor Vesterport støder vi således til venstre på Pettolettis sommerteater, hvor der snart spilles franske eller tyske skuespil, eller gives forestilling af beridere. Dernæst kommer vi til Schönströms jonglørforestillinger og skrider derfra over til pricernes så meget yndede teater hvis lunefulde, komiske, mimiske forestillinger fra Caportis tider indtil vores har skaffet københavnerne megen morskab. Idet vi går videre frem indtil jernporten, gør vi en lille afstikker til højre, til et forfriskningssted som er nødvendigt på denne lange tur, nemlig Rosenlund hvorhen et meget lystigt indfald er blevet udklækket af den gamle student Kehlets gamle, kløgtige hoved. 

Vil man imidlertid ikke tage forfriskninger, eller hvile sig, har man nogle få skridt fremad mod Frederiksberg Slot. Valget er mellem 2 steder, nemlig Monigattis Pavillon og Töpfstådts panoramaudstilling. For den som har en tør gane eller vil høre en sang af italienske, tyrolske eller tyske struber har Monigattis Pavillon stor tiltrækningskraft, derimod for den trætte er Töpfstådts panorama omtrent i midten af vores tivoli. Idet legemet hviler sig, kan øjet her fornøje sig ved betragtninger af de ulykkelige begivenheder i året 1842, de skønne prospekter af verdens skønneste egne og stæder og de æresbevisninger der blev ydet helten Napoleons sidste levninger på deres henbringelse til Paris. 

Herfra har besøgerne af vores tivoli en skøn spadseretur opad den kølige Frederiksberg Alle til Kehlets karusselbane og traktørsted Alleenberg. Fra dette sted der ved denne smukke lysthule ud til vejen så smagfuldt indrettede pavillon, sin udmærkede gode og billige beværtning nu for tiden, er blevet et af københavnerne mest besøgte og yndede forfriskningssteder, når man målet for deres kæreste spadseretur, såvel om søndagen som om hverdagen, Frederiksberg Have. 

Sammenligner man nu hr. Carstensens projekterede Tivoli med dette af os beskrevne, så tror vi at vores vil og må vinde fortrinnet. Til vores betales ingen adgangsbillet, vores når som allerede sagt fra udgangen af Vesterport til Frederiksberg Have, københavnernes yndlingsopholdssted. Hr. Carstensen ligger lige ved udgangen af Vesterport, yder næsten ingen spadseretur og meget lidt skygge for de spadserende. Vi tør derfor påstå at det gamle tivoli ikke vil lide tab ved det nye og at de på Vesterbro værende teatre, kunstnere osv. vil kunne bestå ved sig selv og ikke nødsages til at blive vasaller af hr. Carstensen.

(Politivennen nr. 1436. Fredagen, den 7de Juli 1843. Side 425-528). 

Vesterbroes Theatre.

Da en nøje kritik af vores udenbys teatre ses så sjældent i bladene, og når en sådan anmeldelse forekommer, smager den da så meget af fribilleter, kunne måske en upartisk vurdering af disse præstationer også have sit gode.

Gautiers Beriderselskab.

Den interesse Fourniaires vakte her, vil gøre det vanskeligt for det efterfølgende selskab at vedligeholde publikums interesse. Ikke desto mindre har Gautiers Selskab hidtil nydt megen yndest, og forbedringen af dette selskab spores tydelig i den nytte hr. Alexander Gautier har haft af at være medlem en tid i Faurniaires selskab. Vil man sammenligne disse to selskaber, da kan Gautiers hvad den egentlige kunstridning og antallet af fortrinlige medlemmer angår, aldeles måle sig med Faurniaires. Enkelte heste står heller ikke tilbage i skønhed og dressering. Forestillingerne begynder præfice, og opholdene er meget korte mm. Men vil man i det hele taget sammenligne disse to selskaber, da står naturligvis Gautiers tilbage. Faurniaires store samling af smukke heste, franskmændenes gentilitiet, galanteriet mod publikum ved at opvarme store ovne og forsyne gulvet med tæpper, et udmærket kostume osv. må absolut gøre sit til for at gøre det hele fuldendt, skønt nogle vil indvende at det ikke vedkommer kunstpræstationerne. Ligeledes stod komikeren Goutard også langt over B. Gautier der for resten ikke er slet: Han er i et og alt en kopi af Manzini. Men hvorvidt kopien bliver originalen tro, må tiden vise. Endnu er han for ung til at more det dannede publikum. En ting savnes hos Gautiers: De mange metamorfoser hvoraf man stedse så en ved hver forestilling hos Fourniaires. Og hvoriblandt mange vist endnu mindes Agussis "Militæravancement" og Bertotoes "De fire nationer." 

Hvad derimod Gautiers har forud for F. er den udmærkede jonglør Cancelier der i alt er en fortrinlig artist. Akrobaten Pietro Bonno er som bekendt publikums yndling, hvortil han også har fuld ret, men hans dans er for ensformig. Man har før set træskodans, militæreksercits mm., men aldrig af Bonno. 

Hvad pantomimen angår, tør man nok sige at arrangementet for det meste er uheldigt, og med undtagelse af P. Bonno står mimikken på svage fødder. De mindre pantomimer kan endda passere, men "Napoleon" var et elendigt sidestykke til F's. Den sunde menneskeforstand var ikke engang brugt ved arrangementet af denne pantomime. Til eksempel: Republikkens soldater bar uniform som den kejserlige garde, oboisterne ved garden bar uniform som kosakker, men det største misgreb var at man lod kejser Napoleon vinde slaget ved Arkola. Efter gammel sædvane hilstes Napoleon ved sin fremtræden med bifaldsytringer, næppe fordi publikum blev overrasket ved lignelsen med den forestillede kejser, kun en gammel sædvane fra B. F.s tid. Havde B. Gautier vist sig første gang til hest på teateret og blevet modtaget med "Marseillaisen", havde begejstringen været mere rimelig. Men da kejseren her kommer gående ind på ridebanen og straks blander sig mellem soldaterne for at få fat på fanen, må absolut den virkning han ellers kunne frembringe, gå tabt. Apoteosen og nogle tableauer er i F.s stil og meget gode.

 Vedkommende må nu ingenlunde antage at denne recension er skrevet for at nedsætte selskabets præstationer. Langtfra. Man kan tilbringe en meget underholdende aften i Gautiers cirkus. Og en upartisk recension vil altid være langt mere til nytte end skade. En svulstig anmeldelse der udgyder sig i lutter lovtaler, tager man ingen notits af, da man alt for tydelig ser at den er tvunget. Noget for noget når venskab skal holdes.

Brødrene Prices Teater

Dette teater er med årene gået betydeligt tilbage. Tænker man sig den tid da Kuhn og Winther levede, familien Petoletti, familien ledet og mange flere var medlemmer af selskabet, præstationernes mangfoldighed, maskineriets meget roste gang mm, så er forskellen meget mærkbar. Og hvorfor er denne tilbagegang så mærkelig? Ikke af mangel på pantomimens hovedperson: A. Price er en fortrinlig Pjerrot, J. Price er en meget god Kasaner, madam R. Price en vakker Columbine og madam F. Price en livlig Harlekin. Når man har disse 4 roller besat sådan, skulle det vist næppe være vanskeligt at få engageret nogle duelige artister til birollerne. A. Kuhn er ret god, men de øvrige artister er sande statister. 

Og nu akterne før pantomimen? Linedansen er for mange år siden gået ind mm. i stedet får man nu hver gang "Boltige" af hr. Dahl som nok lader sig se en gang, men hver gang! Hvilket jager publikum ud af huset. Nej, denne tilbagegang kan kun ligge i en karrig bestyrelse hvilket ikke går an i vore tider. Gautier har heller ikke ville tro denne sætning før, men nu har han indset det, og bemærket de gode følger af det. Når man på plakaten vil anmelde: stor fægtning, soldater, røvere, etc, da nytter det ikke at fremstille 4 mand i dårlige uniformer, nye pantomimer med opkogte scener etc. etc. Prices har publikums yndest endnu, men vedbliver forestillingerne at gå uden en ganske anden drift, da må denne yndest absolut tabe sig. Men man håber de herrer Price snart vil bringe teatret i et bedre sving. Man trænger tit til livets afveksling at få sine lunger rystet, og det har der altid i forrige tider været lejlighed til hos Prices.

Hvad begge teatrene angår, da må man undre sig over at der ikke er sørget mere for publikum i tilfælde af ildebrand. En ulykke som langt snarere kan ske her end i det Kongelige Teater. Begge teatre er gamle og svage og der er så vidt vides intet brandkorps til stede ved forestillingerne. Når man tænker sig hvorledes der er sørget for det Kongelige Teater der er en grundmuret bygning med mange udgange, da må man undre sig at der ved en bræddebygning slet intet er gjort for at frelse de samme mennesker som der er gjort så meget for i førnævnte teater.

(Politivennen nr. 1417. Løverdagen, den 25de Februar 1843. Side 121-127). 

Forlystelserne paa Rosenlund.

Under overskriften "Rosenlund" kan man i lørdagsadresseavisen finde følgende avertissement.

"Hver Onsdag- og Søndagaften bliver indtil videre Musik i Haven. Tvende gode Sangerinder ville have den Ære at give musikalsk Aftenuderholdning. Carouselbanen fortsætter sit Løb hver Aften fra 7 til 11. Hvad mere der er indrettet for at more Stedet Besøgere, vil kunne erfares, naar de Lysthavende ville behage at give Møde.
Ærbødigst
R. T. Kehlet."

Skønt det altid har forekommet indsenderen når han læste dette inserat, at han hørte en af udråberne i Dyrehaven der opregnede alle de herligheder som blev skjult for publikums blik, både når det var udenfor og når det kom indenfor, så må man dog på grund af en fordom ikke gøre vedkommende uret. Og vi vil derfor tage sagen i nøjere øjesyn. 

Den smukke pavillon med samt de "tvende gode sangerinder" berører vi kun i forbigående og holder os navnlig til forlystelserne i det fri der desuden har en mere populær karakter, og sagen gør selv fordring på at blive betragtet fra et populært standpunkt. Den lille have er ret smukt anlagt med sine småbuskadser og labyrintgange samt med sin danseplads når blot belysningen om aftenen, der er den tid på hvilken det største publikum samler sig der, var noget bedre og stærkere og navnlig ikke mindede for meget om Københavns gadebelysning. Det gælder især om dansepladsen der er centrum for forlystelserne og hvor den mest talrige masse er samlet. Musikken er i øvrigt ret tålelig. 

Efter at have moret sig ved betragtningen af dansens liv og munterhed, drager man hen til den plads hvor "karusselbanen fortsætter sit løb" og hvor de lysthavende kan erfare "hvad mere der er indrettet for at more stedets besøgere". Men hvilket egyptisk mørke træder os her i møde! De få adspredte lygter tjener kun til at blænde øjet, i stedet for at sprede dunkelheden. Efter imidlertid at have opholdt sig nogle minutter, vænnes man til belysningens sparsomhed, og ved hjælp af den opdager man den såkaldte karusselbane. Vi håber at ingen har medbragt for store forventninger, for selv de lavest satte står i fare for at skuffes. Til de fire ender af to på hinanden lodret stående diametre er knyttet fire vogne af hvilke de 3 har en særegen indretning. Men den fjerde er en ganske simpel holstensk vogn med 2 sæder. Disse fire vogne der er indrettet til 4 personer, men ofte synes beregnet fra 5 til 6, trækkes af to dårlige heste, der under slag og pisken af et par karle drives til at gå frem. Og der bliver ikke lagt den ringeste skjul eller hemmelighed på mekanikken, nej åbenlyst og klar træder den frem for alles øjne. Her er ikke det ringeste "Geheimnissvoll". 

Anmelderen må oprigtig tilstå at han første gang blev forbavset, ikke så meget over hele indretningen af karusselbanen, som over at der virkelig fandtes nogen som kunne finde morskab i at køre således rundt under den med al fornøjelse kontrasterende stilhed. For her var ikke så meget som en lirekasse der kunne bringe "liv ind i spillet", og med den største ligegyldighed se på at et skammeligt dyrplageri fandt sted, blot for en ussel forlystelses skyld der under sådanne omstændigheder ikke engang kan kaldes en forlystelse.

I Dyrehaven fandtes en lignende indretning. Men hvor anderledes var den ikke? Skønt det kun var en forstilt efterligning af en dampbane, så var der dog spillerum nok for indbildningen til virkelig at tro sig siddende i en dampvogn. Og skønt bevægelsen også her skete ved hjælp af hestekraft, så var denne drivkraft dog skjult, og man havde ikke det hæslige skue af et frempisket stakkels dyr. Det ydre var desuden her langt nettere og mere smagfuldt, og dertil gik det hele for sig under munter musik, der medførte liv og lystighed, til hvilken det alvor og stilhed der finder sted på karusselbanen, står i den mest skærende modsætning. 

Den her anstillede sammenligning mod hvilken vedkommende muligvis vil protestere, falder imidlertid så naturligt at der sikkert ikke gives en eneste som har set begge de omtalte indretninger uden at han har anstillet den, ligesom udfaldet da vist ikke heller har været tvivlsomt. Hvad øvrigt der er indrettet til at more publikum, indskrænker sig til to gynger og to vippeindretninger, hvilke sidste imidlertid er af den beskaffenhed at de ikke fortjener nogen omtale. 

Indsenderen er meget villig til at påskønne enhver foranstaltning, den være offentlig eller privat, der sker i den hensigt at afskaffe den hos os så tit omtalte mangel på offentlige adspredelser. Men han kræver at disse foranstaltninger skal være virkelige og sande forlystelser. Og for at dette kan være tilfældet, så må de være indrettet med den tilbørlige smagfuldhed og navnlig må alt holdes borte der kan såre menneskets bedre følelser. Det danske publikum er virkelig alt for tilbøjelig til at tage til takke, til at man ikke skal nære begrundet frygt for at den smagløshed der præsiderer ved disse forlystelser, skal have alvorligere følger, og det er i alt fald en pligt at henvende opmærksomheden derpå. 

Hr. Kehlet, mod hvem i øvrigt indsenderen nærer den største velvilje, vil sikkert arbejde i sin egen interesse, når han søger at ændre disse mangler og fejl. Og vi anbefaler ham i den henseende til mønster løjtnant Carstensen, der hidtil altid til sine festlige arrangements har vidst at holde smagen højt i ære.

(Politivennen nr. 1394. Løverdagen, den 17de September 1842. Side 599-603).

Redacteurens Anmærkning.

Det sidste afsnit hvor Tivolis grundlægger, løjtnant (Georg) Carstensen nævnes, hentyder bl.a. til hans nytårsfest 1841/42 og "Figaros Forårsfest" som blev omtalt i Kjøbenhavnsposten, den 16. april 1842.