Smedemester Svedstrup 1825-1827. 2/2. (Efterskrift til Politivennen)

101 Aar gammel.

Mørdrup er en lille stilfærdig Landsby oppe bag Espergærde. Der er ikke noget Særpræg over den, men den har det frem for de fleste andre Landsbyer, at her lever en af Landets Ældste, fhv. Smedemester Svedstrup, der i Dag fylder 101 Aar.

Den 101-aarige Smedemester Svestrup.

I den Anledning aflagde vi ham i Gaar et Besøg i hans hyggelige Hjem, hvor en Datter og Søn nu plejer ham paa det omhyggeligste. Glæden over den forestaaende Fødselsdag er imidlertid slaaet lidt ned. Gamle Svedstrup maa nemlig fejre Dagen i Sengen. En stærk Forkølelse har faaet et alvorligt Tag i ham og derfor gaar Samtalen ogsaa kun med stor Varsomhed.

Se os kan han ikke. For en halv Snes Aar siden blev han blind, men ellers har han alle sine Sanser i Behold, og hans Erindring spænder over Epoken helt tilbage fra Frederik den Sjettes Tid til Døgnets sidste Nyt. Og han fortæller: - Jeg er født i Helsingør, hvor Far var Kommandersergent og Skoleholder. Vi var mange Børn og der skulde noget til at mætte deres Munde. Jeg levede altsaa en hel Del af min Barndom paa Kronborg, hvor Frederik den Sjettes Moder, Caroline Mathilde havde siddet som Fange. Det kunde Kongen aldrig glemme, og derfor satte han aldrig sine Ben paa Slottet. Dets Sale blev brugt som Oplagsplads for alt muligt Skrammel. Det var rent sørgeligt at se paa. Men saa kom Christian d. Ottende paa Tronen, og det kan nok være, Piben fik en anden Lyd.

Man ventede ham kort efter Tronbestigelsen paa Besøg Helsingør, og De kan tro, det gik med Fart at faa ryddet op og gjort i Stand i Salene til hans Ankomst.

Alle vi maatte tage en Haand med. Ja, hvad er der saa at fortælle? Jeg saa Rye og Schleppegrel rykke ud, da Krigen kom. De havde begge Garnison i Helsingør. Det var en bevæget Afsked. Den gjorde et dybt Indtryk, selv paa os Børn, Saa dybt, at det aldrig er gaaet mig af Minde.

I 1850 nedsatte jeg mig saa som Smedemester hernede i Mørdrup. Ja, og siden er Livet gledet stille hen for mig. Nu er jeg gammel og blind og min Datter maa læse Aviserne for mig. Man vil jo gerne følge med, saa længe man kan. Ak ja - den Gang man var ung, var det ingen Sag. Saa regnede man ikke en Fodtur fra Helsingør til København for noget. Det Svip har jeg gjort mange Gange.

Men sig mig for Resten, hvorledes gaar det med den store Udstillingshal med det vældige Tag uden Støttebjælker? Som gammel Smed kunde jeg godt have ønsket at se det Stykke Arbejde.

Og saa den Historie nede i Ungarn med de falske Penge. Det maa være nogle fæle Karle.

Ja. Tiderne har forandret sig. Jeg kan jo nok tale med om det.

Saadan snakker den gamle Mand løs springende fra Fortid til Nutid. Men saa er han ogsaa træt. Han lægger sig tilbage i Puderne, og Fotografen tager en Plade af den Gamle, der har levet i et Tidsrum. der spænder over mere end et Aarhundrede

(Aftenbladet (København) 3. februar 1926).

Niels Ferdinand  Svedstrup døde d. 4. januar 1927, en måned før ville være blevet 102. I 1927 blev der udgivet en bog af Anders Uhrskov: "To Gamle fortæller" hvoraf han er den ene.

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. februar 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Banegaardsforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelokaler og Fyrbøderlokaler.

var for kort Tid siden i Helsingør. Med ikke ringe Forbavselse betragtede vi den store, yderst elegante Banegaard, mod hvilken Københavns samtlige Banegaarde er nogle elendige huller. Navnlig om Aftenen, naar den svømmer i et Hav af elektrisk Lys, tager den sig imponerende ud med sine kasetterede Lofter, gyldenlæders Tapeter, store Spejle og mageligt-elegante Møbler. Mindst af alt skulde man tro, det var en Banegaard, langt snarere et kongeligt Slot eller en gammel Ridderborg, og det er vist ikke saa lidt tvivlsomt om en Bygning, der i sit Ydre paafaldende ligner Rosenborg, og hvis Indre tildels er holdt i Stil dermed - om den i arkitektonisk Henseende kan siges at svare til det, man kræver af en Banegaard. Men afset herfra er den bygget og udstyret med en Flothed og Rundhaandethed, som staar i den skarpeste Modsætning til den Karrighed, tom Regeringsmyndighederne kun alt for ofte viser, naar det kommer an paa at anvende Statens Midler til Formaal, der i videste Forstand kommer den Del af Folket tilgode, som trænger mest.

Detalje fra Helsingør Station. Foto Erik Nicolaisen Høy 2023.

Det, som især drager Opmærksomheden paa sig ved Helsingørs ny Banegaard, er den Ødselhed, hvormed de kongelige Ventesale er udstyrede. Den gaar over alle Grænser og vidner fuldt ud om, at det er en Minister, som selv staar for Statskassen, der har godkendt den. Den i højeste Grad af Luksus, der kan tænkes anvendt paa en Ventesal, er her ødslet ud med fulde Hænder. Og dobbelt grelt tager det sig ud, naar man betænker, at disse pragtfulde Sale staar aflaasede og ubenyttede de 364 Dage af Aaret. Thi mere end 1 Dag om Aaret kommer Kongefamilien næppe til Helsingør, nu da den ikke længere har nogen Slægtning der. Men at Statsborgernes Penge kastes ud til saa taabelig Pragt for at en Familie en Dag om Aaret kan spejle deres Storhed i al denne Glimmer, det passer kun altfor godt til den forlorne Loyalitet, det Mavekryberi og den servile krummen Ryg, der nu sidder til Højbords i Landet.

Da havde set al denne Herlighed for dem, som kun kan nyde, bad vi om o. at se, hvor de opholdt sig, som skal yde: Jærnbanefunktionærerne. Vi kender nemlig vore Pappenheimere. Vi ved, at i vort nuværende Samfund har Medaljen al Tid baade sin Avers og sin Revers - og vi tog ikke Fejl. Skandaløsere Vilkaar end der bydes Funktionærerne paa Helsingørs nye Banegaard, skal man vist lede om paa samtlige Landets Stationer.

Vi skal som Eksempel tage dem, af hvem det rejsende Publikums Liv og Lemmer først og fremmest er afhængige: Maskinfolkene. Vi har saa ofte før fremhævet det aldeles uforsvarlige i, at de Funktionærer, hos hvem Manglen paa Agtpaagivenhed, Kraft og Anspændeljen af alle Ævner kan blive af skæbnesvanger Betydning, at netop de i høj Grad overanstrenges og sløves ved lang Arbejdstid og daarlige Forhold i det hele taget.

Langt nede paa den anden Ende af Banegaardsterrenet ligger Maskinhuset, hvor Maskinfolkene ogsaa har deres Værelser. Det er et nyt Hus, der udvendig ser nok saa anselig ud. Først kom vi ind i Lokomotivrummet, en stor Hal, hvori Maskinerne staar i den Tid, de er i Helsingør. Her pudses og renses de og her fyres der op før Kørslen skal gaa for sig. Der er som Følge heraf rigeligt med Støv, Snavs og Kulos og det kunde være det det var, hvis man ikke havde fundet det passende at byde Arbejderne det samme Rum til Opholds- og Spisestue. I en Krog er der anbragt et langt Bord med et Par Bænke, og her skal de indtage alle deres Maaltider. Bordpladen var bedækket med et tal Lag af det fine Kulstøv, som bestandig fylder Luften herinde, kommende fra de mange Maskiner. Vi strøg med Haanden hen over Pladen og blev sort som en Skorstensfejer. Under saadanne Forhold skal Statens Arbejdere spise deres Mad i Statens Hus. Desuden var der en ulidelig Træk. Af Hensyn til Opfyringen i Lokomotiverne var man nødt til at anbringe mange store Ventiler i Taget, men de gjorde Opholdet saa utaaleligt, det baade sneede og regnede derigennem i den Grad, at man har maattet dække dem til igen med Brædder. Nu sidder Arbejderne og maa sluge al Stanken og Kulrøgen sammen med Maden.

Saa gik vi op for at se paa Soveværelserne og det Værelse, som er bestemt til Hvile under kortere Ophold end en hel Nat. 13 Fyrbødere, som kører mellem København og Helsingør, har et lillebitte smalt Værelse som et jævnt stort Pigekammer. Her var ubeskriveligt skiddent. Da den ny Bygning var færdig, flyttede man ganske simpelt det usle Inventar derover fra den gamle Banegaard uden saa meget som at satte en Lap paa en Stump af alle de Laser, der findes. Vaggene driver af Fugt i det nye vaade Hus, og fra de stbebe, skidne Flader slog raa Luft og uhygge i Forening os i Møde. Der staar 2 Træbrikse med læderbetrukne Madrasser. Disse var saa lasede, at baade Lærred og Fyld hvert Øjeblik stak igennem det revnede Betræk. Over dem laa en Del Tæpper. De var græsselige. Man maa huske paa, at det er Folk, som Dag og Nat staar foran en Dampkedels Ildsted, i et Lokomotivs Røgsky - der skal ligge her. De er ikke hvide og rene, naar de kommer i Hus. Men desuagtet forsikrede flere af dem os, at disse Tæpper i det mindste de sidste 8 a 10 Aar ikke har været rensede eller blot bankede ud. De var selvfølgelig sorte som Jorden, og det er et stift Stykke, at Staten byder sine Funktionærer et saadant Svineri.

Det øvrige Møblement i Værelset bestod af et usselt lillebitte Bord og 4 Træstole. Og her er Opholdsted, Nat som Dag, for 13 Mennesker, der trætte og anstrengte skal søge Hvile efter deres ansvarsfulde Gerning. Der opholder sig ofte 4 af dem samtidig i dette Hul. Deres Arbejdstid er aldrig under 15 Timer i Døgnet, ofte er den 13 Timer, men 2 Gange i hver 5 Uger er den 20 Timer, i hvilken Tid de ikke er af Klæderne og uafbrudt er i Tjeneste med Undtagelse af de korte Ophold, hvori de kan lægge sig lidt og faa et Par Timers Søvn mellem to Tog. Og denne Hvile skal disse til Mishandling overanstrengte Mennesker søge paa den elendige Briks.

Saa er der Soveværelserne, hvor de Fyrbødere ligger, som skal overnatte i Helsingør af og til. Det er Værelser akkurat som det andet: fugtige og fyldte med den raa, usunde Luft, som om Vinteren strømmer ud fra vaade Mure. Flere Arbejdere er da ogsaa bleven syge af at sove her om Natten. Der stod 2 Senge i hvert Rum. Det var rigtige Fattighussenge med kulsorte Madrasser og skidne Lagner. Saa utroligt det lyder, byder Statsbanerne disse Funktionærer det Svineri, at alle de forskellige Mennesker skiftevis maa ligge i de samme Lagner. Den ene Nat ligger der én Mand i Sengen, den næste kommer der en ham ganske fremmed og indtager hans Plads. Den ene er maaske en proper Mand, som omhyggelig vasker sig, inden han gaar i Seng, den anden eller tredie, fjerde osv. er maaske saa træt, at han kryber i Fjerene lige saa sort han kommer fra Maskinen. Og alt dette kan Staten være bekendt overfor sine Funktionerer.

Postvæsenets Folk, som ogsaa maa overnatte udenfor deres eget Hjem, har dog drevet det dertil, at hver Mand har sine særlige lagner, som kun han ligger i. Men hos Fyrbøderne, hvor det er langt nødvendigere paa Grund af deres Arbejdes Beskaffenhed, lever Statssvineriet højt den Dag i Dag paa den ny Banegaard.

Møblementet svarede til Sengene. Der var ikke Spor af Bekvemmeligheder. Hverken Vandtøj eller en Karaffel til Drikkevand. Fattigere og elendigere kunde Staten i det hele taget ikke indkvartere sine Arbejdere.

Men hvilket slaaende Billede af det hele Samfund giver ikke denne Danmarks nyeste og fineste Banegaard. Inde under "Slottets" Tag pragtfulde Værelser for dem, som boer paa Solsiden i Livet. Luksus og al mulig Komfort for dem, som maaske ikke én Dag om Aaret har Brug derfor. Og inde i "Baghuset" det elendigste Svineri for de flittige Arbejdsbier, som under 20 Timers Tjeneste ikke har et Sted, hvor de kan hvile godt eller blot anstændigt.

Og naar begge Parter forlader Banegaarden og de forskellige Vilkaar den byder dem, saa ligger den ene Part paa bløde Hynder i en lun Kupé, medens den anden Part staar i Storm, Slud og Sne paa et ophedet Lokomotiv og maa anspænde Opmærksomheden og Arbejdsevnen til det yderste, for at ikke dem i Kupéen skal blive maset i tusinde Stumper.

(Social-Demokraten 12. februar 1892).

Besøg paa en Fattiganstalt. Helsingørs Fattighus. (Efterskrift til Politivennen)

I

Omtrent midt i Helsingør ligger en stor skummel og fængselslignende Bygning - det er Byens Fattighus og Arbejdsanstalt. Bygningen bestaar af fire sammenbyggede 1- og 2- Etages Længer og er fritbeliggende til alle fire Sider, dels ud mod Pladsen ved Mariekirken og Sortebrødreklostret, dels mod Hestemøllestræde og St. Annagade.

Bygningen er af meget gammel Oprindelse, hvad ogsaa dens skrøbeliqe Udseende tyder paa. Huset er for over 200 Aar siden skænket Byen af en Enkefrue og derefter taget i Brug for Fattige. Der var oprindelig indrettet 5 Stuer for Kvinder og 3 for Mænd, samt 2 "Kaserner" og nogle Interimslokaler, ialt med 96 Senge, men disse Lokaliteter er senere omdannet. Desuden forefindes der et flot udstyret Kontor for Inspektøren og Beboelseslejlighed for en gift Opsynsmand (en forhenværende Underofficer) og 2 Gangkoner.

Set udefra, gør den gamle Bygning et absolut frastødende og uhyggeligt Indtryk. Vinduerne er forsynet med Jærngitter som i et Fængsel og uden nogetsomhelst Gardin eller Forhæng. Baade de Forbipasserende og Genboerne i Hestemøllestræde kan se tværs gennem Stuerne, hvad der selvfølgelig er meget generende for de gamle Kvinder, der Morgen og Aften maa foretage deres Paa- og Afklædning udsat for alle Nysgærriges Blik. Og ud mod Marie Kirkeplads er Muren bugtet ud og ind i en saa foruroligende Grad, at det er et Vidunder, at det hele ikke ramler sammen over Hovedet paa de Gamle.

Slipper man indenfor Porten til denne Rede, er Indtrykket, man faar, om muligt endnu uhyggeligere. Anstalten huser nemlig baade forfaldne Individer og de omstrejfende Løsgængere og Vagabonder, saavelsom erhvervsløse Personer, der antræffes og indsættes sammen med gamle, svagelige Mennesker, hæderlige Fattige og Familier med Børn.

Og hvilke Lokaliteter, disse Mennesker er sammenstuvet i!

Vi var oppe paa Loftet, hvor der under Taget er indrettet højst primitive Soverum. Og vi hørte fra de Gamle kun Beklagelser over den haarde Behandling, den drøje Arbejdstid og den sløje Kost.

Arbejdstiden er fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 6 om Aftenen, kun afbrudt af en Hviletid fra Kl. 8 til 8½ Formiddag og fra Kl. 11 til 1 Middag - altsaa 9½ Times Arbejde, deraf de 5 Timer om Eftermiddagen uden nogen Afbrydelse. Arbejdet bestaar i dels at frynse Shavler, dels at pille Tovværk. Der gives 3 Øre for at pille 1 Pund Værk, og hvis det ikke er pillet aldeles fint, kasseres det og maa pilles om. Det betragtes derfor som et stort Held, naar der kan naas 12 Pund paa en Uge, hvilket giver 36 Øre, og i de fleste Tilfælde er Fortjenesten kun 25 Øre pr. Uge. Hver Maaned betales der desuden et Tillæg af 1 Øre for hvert Pund, der er pillet, det kan allerhøjst løbe op til ca. 32-48 Øre. De Gamles Arbejdsindtægt pr. Maaned varierer altsaa mellem ca. 1 Kr. 32 Øre og i allerheldigste Tilfælde ca. 1 Kr. 94 Øre - det bliver allerhøjst mellem ca. 4 a 6 Øre pr. Dag!

Den udleverede Kost bestaar i 2 Rugbrød a 5 Pund til hvert Lem pr. Uge, samt Middagsmad - det er det Hele.

Foruden dette Rugbrød, der i Sommervarmen ved Henliggen indtørres til en haard Masse, og Middagsmaden, der er af den tarveligste Beskaffenhed, saa udleveres der ikke nogetsomhelst hverken af Spise eller Drikke!

De Gamle faar hverken The, Kaffe, Øl eller Mælk, der er saa nødvendig for saadanne udtærede og kraftløse Mennesker. Og da de ikke kan komme langt med de 4-6 Øre, saa har de kun Vandposten at tye til, saalænge indtil de som fuldstændig afkræftede kommer under Sygebehandling.

Anstalten tilbereder ikke selv Middagsmaden, der indkøbes hos en Privatmand, Ølhandler Jensen i "Flinten", og koster 25 Øre Portionen. Efter Prisen at dømme, saa kan enhver erfaren Husmoder selv slutte sig til Kvantiteten og Kvaliteten. Portionerne er selvfølgelig yderst knappe og tarvelige. Kødsuppen beskrives som et vandet Fluidum, Øllebrøden som muggen. Klipfisken salt og sejg osv.

Hvor kan der paaregnes nogen tilstrækkelig Næring af en Middag, der f. Eks. bestaar af 3 Pægle Kødsuppe og 4 Lod Kød? Eller 3 Pægle Øllebrød og 4 Lod Klipfisk? Eller 3 Pægle Ærter og 4 Lod Flæsk?

Og dog maa de Gamle prise sig lykkelig, der er foretrukne og faar denne tarvelige Middag hver Dag i Ugen. For en Del af de gamle Menneskers Vedkommende er der nemlig truffet den besynderlige Bestemmelse, at de kun faar Middagsmad de 5 Dage i Ugen, idet man skyder sig ind under, at de i deres Fritid maa kunne tjene saa meget ved privat Arbejde, at de selv kan købe sig Middagsmad osv. de to resterende Dage af Ugen!

En mere inhuman Bestemmelse stal man vanskelig finde paa nogen Anstalt for gamle, fattige og svagelige Mennesker, og den fortjener den alvorligste Paatale og Misbilligelse.

Under Arbejdet er i et Lokale sammenstuvet en Snes Mænd og Kvinder i en trykkende Atmosfære, da Vinduerne er tilspigrede og den friske Luft kun skaffer sig Adgang gennem et Par smaa Trækruder. Her sidder de sultne Mennesker fra den tidlige Morgen den hele Dag og piller og piller med de magre, rystende Fingre for at tjene de usle 4-6 Øre, de skal skaffe sig Mad for. Og som Dagen skrider frem, saa sænker Døsigheden sig over deres trætte Lemmer. Naar saa endelig om Aftenen Klokken slaar 6, saa befries de fra Arbejdsstuen og har nu været i Aktivitet i 12 Timer og kan nok trænge til Hvile.

Hvor kan man forlange, at de efter en saa lang Dag skal kunne skaffe sig nogen privat Ekstrafortjeneste? Og hvilket Arbejde skal de i det Hele taget tage fat i og skaffe sig om Aftenen?

Selvfølgeligt viser det sig yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt for de Gamle at tjene noget ad denne Vej (maaske med en ganske enkelt Undtagelse) Og hvad bliver saa Resultatet? At de stakkels Mennesker bogstavelig maa sulte og leve af Vand og Brød!

Det vil med andre Ord sige, at naar disse Mennesker under Fattigforsørgelsen bydes en Levevis, hvorved de maa nøjes med Vand og Brød, saa er de stillet fuldstændig paa samme Fod som de Forbrydere, der som Straf for deres Brud paa Lovene idømmes Vand og Brød.

Der er dog den Forskel, at Forbryderne kun kan idømmes Vand og Brød i allerhøjst 5 Gange 6 Dage, medens de Fattige i Aarevis lider denne Sultestraf, hvad vi nærmere skal paavise i en følgende Artikel. 

(Social-Demokraten 5. august 1891).

To af fløjene mod Hestemøllestræde og Sct. Anna Gade i Helsingør. 1860-1902 Helsingør Fattiganstalt, fattighus, "Skændselens hus". Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Omkring 1630 købte Helsingør Kommune Karmeliterhuset der  blev "Fattiggården". Karmelitersygehuset blev forhøjet til hvad man kan se i dag. To bindingsværkslænger (mod øst og nord) kom til. 

II

Blandt de Gamle fra Fattighuset, vi talte med, var ogsaa en skikkelig og yderst svag udseende Olding paa 76 Aar, der har været i Anstalten i ca. 15 Aar og endnu arbejder ved Tovpilning. Han er mager og udtæret med et furet og rynket Ansigt, hvis gule og blaa Misfarvning tyder paa Blodmangel og Svækkelse, hvad der yderligere bekræftes ved de rystende Lemmer og dirrende, krogede Fingre og den uafladelige hivende, tørre Hoste. Kort sagt en gammel Stakkel, der efter mange Aars haardt Slid og Slæb som Arbejdsmand nok kunde have trængt til at hvile sine Lemmer allerede fra den første Dag, da han 61 Aar gammel ikke længer saa sig i Stand til at klare sig selv og derfor meldte sig til den kommunale Fattigforsørgelse i Helsingørs Fattighus.

Han er en af dem, der erholder Middagsmad hver Dag, og hører altsaa til de lykkeligste paa dette Sted - for saa vidt man kan forbinde Begrebet Lykke med Tilværelsen paa en saadan Anstalt.

Han fortalte, at han i den sidste Uge havde pillet 7½ Pund Værk og som Arbejdsløn havde faaet 22 Øre, hvad der langt fra strakte til blot at skaffe Øl og Kaffe hver Dag. Han købte for 4 Øre en Kop Kaffe om Morgenen af en af de kvindelige Lemmer, og spiste til Kaffen et Stykke bart Rugbrød. Endvidere købte han en Flaske Øl til 4 Øre, for at faa Resten af Rugbrødet til at glide ned den øvrige Del af Dagen. Det bliver en ugenlig Udgift af 56 Øre. Da han kun tjente 22 Øre, vilde han altsaa være afskaaret fra at købe Øl og Kaffe, saafremt han ikke hos Bekendte i Byen fik et Tilskud af 34 Øre.

- Faar De slet intet Sul eller Smør til Brødet? spurgte vi, og maatte raabende gentage Spørgsmaalet, da hans Hørelse var svækket.

- Næ, vi gør saamæn ikke, svarede Oldingen. Men jeg gemmer jo et Stykke Sul fra Middagsmaden, for at have lidt til Brødet om Aftenen.

- Hvorfor gemmer De noget? Er der da saa meget Mad, at De ikke kan spise op?

- Næ tværtimod, jeg kan godt spise det op - men saa har jeg jo kun det bare Brød...

Staklen gaar altsaa halvmæt fra Middagsbordet og gemmer heller en Stump af de 4 Lod Sul.

Han maa tidlig op om Morgenen, fortalte han videre, da der skal mødes paa Arbejdsstuen Kl. 6. Paa hans Sovestue er der 12 Mand, der har 2 Haandklæder om Ugen til fælles Brug og 2 Blikskaale til Morgenvasken, men intet Sæbe, saa man kan slutte sig til Properheden. Den Gamle gaar Sommer og Vinter ned i Gaarden og vasker sig ved Posten!

Efter denne kolde Morgentur køber han den Sjat Kaffe og spiser det bare Rugbrød før han gaar til Arbejdet.

Frokosten bestaar af bart Rugbrød og det halve af den Flaske Øl, han køber.

Middagen har vi beskrevet. Af de 4 Lod Sul gemmer han Halvdelen til om Aftenen og spiser det til det bare Rugbrød og drikker Resten af Øllet for han gaar til Sengs.

- Men nu de andre Lemmer, som kun har 4-6 Øre at købe for og som ikke kan faa Hjælp udefra - de kan da ikke skaffe sig Kaffe eller Øl til Frokost, Middag og Aften? spurgte vi.

- Næ, men saa maa de drikke Vand, svarede den Gamle.

- Og hvad gør de Lemmer, der kun saar Middagsmad 5 Gange om Ugen? Af de Par Øre, de tjener, kan de jo ikke købe sig Middagsmad - hvad lever de saa af i de 2 Dage? Faar de andet end Vand og Brød?

- Næ, det kan vel ikke blive til andet!

- Ser De aldrig noget til Inspektøren eller Fattigbestyrelsen?

- Næ, ikke meget. Der er "Storkommission" en Gang hver Maaned, og en Gang om Aaret i Sommertiden faar vi Besked om at holde os parat paa Stuerne, saa kommer Inspektøren og de andre store Herrer (Fattigudvalget) og gaar gennem Anstalten, men de siger ikke noget og vi siger heller ikke noget.

- Hvorfor klager Lemmerne da ikke over at de sulter?

- Aa, hvad kan det nytte, det kan vel ikke blive anderledes...

Her kom atter den tørre Hoste og afbrød ham, og han saa' med et resigneret halvslukt Blik paa os. Disse gamle Mennesker er saa indlevet i Sultekuren, at de anser det for aldeles haabløst at søge Forholdene ændret.

- Det synes at være galt med Deres Bryst, har De ikke talt til Lægen om den slemme Hoste?

- Jo, jeg har. Men han gav mig bare lidt Lakritsmikstur, og det kunde jeg ikke taale for Maven - jeg fik Diarrhoe og maatte holde op med den Mikstur.

Hvor maa Staklens Mave dog ikke være spoleret af det idelige Rugbrød, naar han ikke en Gang kan taale lidt Lakritssaft!

- Fortalte De det til Lægen?

- Jo, jeg var nok nødt til at at sige det, for Forkølelsen har taget saadan sat paa mig, at jeg næsten har mistet Hørelsen. Saa gav han mig noget Brystsaft, men det hjælper heller ikke noget . . .

Et nyt haardnakket Hosteanfald, der varede et Par Minuter, bragte Sveden frem paa Oldingens Pande.

- De maa jo meget hellere se at komme paa Hospitalet. Saa syg, som De er, kan De da umuligt udholde at arbejde?

- Ja, jeg har ogsaa tænkt paa, at jeg vil melde mig fra, og sige at jeq ikke kan mere. Jeg vilde gærne blive ved, saa længe jeg har Kræfter, men nu kan jeg ikke tage fat mere.

- Paa Hospitalet vil De sikkert ogsaa faa lidt bedre Forplejning, der kan styrke Dem, sagde vi trøstende til Afsked. Og i Oldingens matte Øjne lyste der et pludseligt Glimt af Glæde ved Tanken om de Herligheder, som Hospitalet mulig kan byde hans syge og udpinte Legeme, efter en 15 Aars udtærende Tilværelse paa Fattighuset.

* * *

For at ingen skal beskylde os for Partiskhed, saa har vi her med Forsæt skildret en af de Gamle, der er forholdsvis bedst stillet paa Anstalten.

Han faar Middagsmad hver Dag og er desuden ved Hjælp fra Bekendte i Stand til at købe lidt Drikke, om ogsaa kun lidt. Han er altsaa en formelig Krøsus i Sammenligning med de andre Stakler, der kun faar Middagsmad 5 Gange om Ugen og kun har 4-6 Øre om Dagen at klare sig med.

En af de Gamle sagde til os: Morgen og Aften hver Dag faar vi Vand og Brød, og de to hele Dage kun Vand og Brød! Kunde der ikke rettes lidt herved, saa vi ogsaa kunde faa Mad de 2 Dage, og Morgen og Aften lidt varm Mælk eller Øl til det bare Brød ?

Dette er et saare beskedent Duske, som enhver human Fattigbestyrelse øjeblikkelig vilde opfylde.

Selv de sletteste Individer og forfaldne Subjekter paa Københavns Ladegaard faar hver Dag udleveret deres Middagsmad og varme Drikke. Ja selv Forbryderne i Fængslerne faar hver Dag deres fulde Forplejning, for saa vidt Straffen ikke bestaar i indflrænket Fangekost eller Vand og Brød.

Saa bør ogsaa Helsingørs Fattighus og Arbejdsanstalt række sin Humanitet mod de Fattige saa vidt, at de ikke lider Sult indenfor dens Vægge,

(Social-Demokraten 6. august 1891).

III.

(Sidste Artikel)

Det var et mørkt og trøstesløst Indtryk vi fik ved vort Besøg paa Fattighuset.

Vi var bl. a. oppe paa Loftet, hvor der under selve det skraa Tag er indrettet Soverum for en Snes Mand, 3 i 4 Mand i hvert Rum. Hele Loftet er paa langs delt i 2 lige store Dele ved et Bræddeskillerum, der naar fra Gulvet til op til Tagryggen. Den ene Halvdel af Loftet er fri og benyttes til Passage. Den anden Halvdel er inddelt i 6-7 smaa Rum, hvori Lemmerne har Ophold. Man maa kunne indse, at det hele er knebent og uhyggeligt.

Vi traadte ind i et af disse kvalme Rum, mens Lemmerne ivrigt diskuterende samledes uden for. Skønt vi ikke havde navngivet os til et eneste Menneske, var det dog som en Løbeild såret gennem Anstalten, at en af "Social-Demokraten's Medarbejdere var kommen til Stede og nu var oppe at undersøge Loftet.

Rummet, hvori vi kom ind, er et Slags "Atelier" - det huser nemlig foruden 2 gamle Lemmer ogsaa Anstaltens berømteste Beboer, en gammel Maler, der har lidt Skibbrud i Livet og under Havariet søger Nødhavn her for Resten af sin Tid. Han regnes selvfølgelig for en hel Matador her inde, eftersom han i sin Fritid maler smaa Skitser og afhænder dem for en billig Penge, og saaledes kan klare sig for den værste Sult. Vi saa en hel Del af hans Miniatur-Malerier: Partier af Fredensborg, Frederiksborg, Kronborg. Marienlyst osv., nette smaa Udkast, ja selv en større Portrætkultegning havde han givet sig i Kast med, og paa Sengen stod et paabegyndt større Skovparti med en idyllisk Sø, hvor Kunstneren selv sidder ved Bredden og angler efter Lykken. Hvilken Kontrast til de lurvede Omgivelser!

Malerierne er ganske vist ikke saa betydelige Kunstværker som t. Eks. Exners eller Vermehrens, men til Gengæld faar man dem da ogsaa for en Slik - 25 Øre pr. Stykke!

Vi maatte løsrive os fra Beskuelsen af al denne maleriske Herlighed for at kaste et Blik om i "Atelieret". Ja, Gud bedre os for et Hul og en Elendighed! Sort Gulv, skraat Tag med én Rude, umalede skidne Trævægge, langs hvilke er sammenpresset 3 Senge med mørke, skiddent udseende Halmsække og Tæpper - Lagener var der ikke til at opdage - , en enlig Stol og et lille Bord. Midt paa Gulvet er akkurat saa megen Plads, at 3 Mennesker kan staa oprejst; vil de sidde, saa staar Sengene parat lige bagved. Og paa Bordet tronede i ensom Majestæt Lemmernes berygtede Maaltid: et grovt Rugbrød og en stor grisset Bolle fyldt med Vand! Vi skyndte os hurtigst muligt ud fra benne Kunstnerbolig og de stakkels Gamle ....

Paa en lavloftet Kvindestue underneden var der ligesaa uhyggeligt med de tilgitrede Vinduer. Her var en halv Snes Senge og blandt de indlagte en hel Familie, Kone og 4 Børn - Manden laa afsondret paa en Mandstue. Pladsen var ganske vist lidt rigtigere her, men Sengene saa sorte ud med deres ubestemmelige Indhold af Sække eller Hestedækkener. Heller ikke der var der Lagner at se - med mindre det sorte grove Stof bærer denne Benævnelse. En gammel Kvinde beklagede sig for os over, at hun trods sine 68 Aar endnu maatte arbejde og kun fik 25 Øre at købe for.

I den saakaldte "Mandskaserne" er der slaaet Køjer op langs Væggene, og i "Rullekasernen", i hvis Gang Retiraden findes, er der sammen med Sengene opstillet en Rulle og ophobet Vasketøj.

Men der er dog i det mindste et elegant udstyret Lokale paa Anstalten: det er Inspektørens Kontor ud mod St. Annagade, hvis lyse, flotte Møblement danner en skærende Modsætning til al den øvrige Fattigdom.

Lemmerne faar en ren Skjorte eller Særk hver Uge, og aarlig 2 Par Strømper, som de selv maa stoppe og vaske. Den Vask, der ellers er fornøden, maa ogsaa Lemmerne selv besørge. De faar hertil udleveret 2 Lod grøn Sæbe, men intet Brændsel.

Endvidere saar Mændene udleveret et Par hvide Lærredsbukser, som de maa spadsere i baade Sommer og Vinter, for saa vidt de ikke selv kan skaffe en varmere Beklædning eller kan faa udleveret de afdøde Lemmers Klæder, der trods deres pjaltede Forfatning gaar paa Skifte mellem dem.

Forseelser straffes med mørk eller lys Arrest. Ja der blev endog fortalt os, at til Straffene hørte Inddragelse af den vedkommendes Middagsmad i en eller flere Dage, og at en saadan Straf netop blev eksekveret for Øjeblikket.

Men dette lyder dog for barbarisk, og vi vægrer os foreløbig ved at tro paa, at Helsingørs Kommune virkelig giver sit Samtykke til slige raffinerede Pinsler overfor de allerede i Forvejen saa udsultede Mennesker!

Kommer Lemmerne for sent op om Morgenen, eller møder de 1 Kvarter for sent til Arbejdet, straffes de med Nægtelse af Udgangstilladelse i en hel Maaned. Ellers er for de faste Lemmers Vedkommende fri Udgang en halv Dag ugenlig . . .

Vi kom endelig ud fra disse sørgelige Lokaler og stod atter i Anstaltens Gaard, hvor en gammel blind Mand, en forhenværende Gaardejer fra Horserød, stavrede om langs Muren. Ved at se hvad Helsingørs Kommune byder sine Fattige, kunde vel ikke undgaa at drage en Sammenligning med København: St. Johannesstiftelsens Bygninger i Ryesgade og navnlig den nye Anstalt i Nørre Alle - dette storartede, velindrettede Bygningskompleks, der nylig er beskrevet heri Bladet. Ja, selv den stærkt kritiserede og mangelfulde Stiftelse paa "Almindeligheden" staar langt over det skumle Fattighus Helsingør.

Ved Helsingørs Havn er fornylig fuldendt den nye pragtfulde Banegaard, der ligner et lille Rosenborg Slot og knejser over Byen med sin straalende Facade og høje Spir. Helsingørianerne er selvfølgelig - og det med Rette - stolte over denne nye forøgede Pryd af deres saa smukt beliggende By.

Men en Skandale for Byen er det ovenfor skildrede Fattighus Byens Centrum, der daglig vækker Forargelse og Medynk hos ethvert humant tænkende Menneske. Og det maa haabes, at Helsingørs Kommune snarest muligt jævner denne gamle, elendige Rønne med Jorden og op fører en nutidssvarende Anstalt, der er Byen værdig.

Men først og fremmest kan det forlanges, at Byen bespiser sine fattige Gamle saaledes, at de ikke kommer til at nøjes med Vand og Brød.

(Social-Demokraten 7. august 1891).

Artiklerne affødte kommentarer, bl.a. fra fattigudvalget i Helsingør (se fx Social-Demokraten 9. august 1891) som udtalte at klagerne var overdrevne eller usande. Det bekræftede at inddragelse af middagsmand brugtes som straffemiddel. Torsdag den 11. august 1891 blev der afholdt et møde om sagen i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Helsingør med deltagelse af ca. 500 personer. Ingen fra fattigvæsnet var mødt op. Der blev vedtaget resolution om at henvende sig til byrådet om at det sørgede for ændrede forhold. I løbet af 1890’erne begyndte man at rømme det forfaldne Fattighus som i folkemunde blev kaldt ”Skændselenshus”. I 1902 var de sidste lemmer væk. Biblioteket holdt til i huset 1910-1971.

En Kirke indrettet til Fattigstiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Her i København har vi en sand Overflod af Kirker - vi har endog Raad til at lade en af de største staa fuldstændig ledig og ubenyttet, nemlig Frederikskirken paa Kristianshavn, skønt en saa stor og omfangsrig Bygning selvfølgelig burde kunne anvendes i et eller andet gavnligt Øjemed, saa længe der ikke er Brug for den som Tempel for den officielle Statskristendom.

Men saaledes gaar det ikke til her. I Stedet for at nøjes med de Kirkebygninger, der allerede er til Stede i tilstrækkeligt Antal, saa pønses der blot paa at opføre endnu flere - lige i den sidste Tid er der saaledes bygget en paa Nørrebro: Helligkorskirken,og dette Byggeri medfører kun yderligere forøgede Udgifter for de skatteydende Borgere.

Ved den nybyggede Helligkorskirke er den beregnede Sum overskredet med 18,000 Kr.; dette tilligemed den Gæld, der hviler paa Helligaandskirken (8000 Kr.), St. Johanneskirken (2000 Kr.) og Matthæuskirken (7500 Kr.), udgør i alt 35,000 Kr., der nu vil blive afkrævet de københavnske Borgere. Kultusministeriet har nemlig givet sin Sanktion, og i næste Kvartal kan man forberede sig til at se Rodemesteren møde med sin Skatteblanket og forlange et passende Beløb til Dækning af dette kirkelige Underskud.

Mens der saaledes i Hovedstaden ruttes med Kirkebygninger og Kirkemidler, saa er Situationen noget anderledes i Helsingør. Ogsaa der var der til en vis Grad Overflod paa Kirkebygninger, i Forhold til Byens Behov, men saa har man resolut dels skilt sig af med de overflødige Kirker, dels indrettet dem til et mere praktisk Brug. 

Det nyeste Eksempel er kun et Par Aar gammelt. Det var den engelske Kirke i Helsingør, der købtes af det socialdemokratiske Parti og indrettedes til Forsamlingsbygning, med Restauration, Dansesal, Kontorlokaler og Lysthave. Hvor tidligere Præsten formanede de fattige Tilhørere til at nøjes med det Lidet, de haver, der samles nu Arbejderne for at drøfte deres Anliggender og søge deres Kaar forbedret.

Det andet Eksempel er af en ældre Dato. Det er Sortebrødre-Klosterkirken i Helsingør, der anvendes til Fattigstiftelse, og hvor der saaledes i de hellige Haller skaffes en Del fattige Mennesker Varme og Husly.

Denne Stiftelse, der gaar under Navnet "Helsingørs almindelige Hospital", er de to Fløje af det gamle Sortebrødrekloster, der antages at stamme fra det 12te eller 13de Aarhundrede, og som er de bedst bevarede Bygninger af den Art her i Danmark. Den hvælvede Munkegang rundt om Klostergaarden er særlig interessant.

Stiftelsen er grundlagt i Aaret 1536, da Kristian den Tredje skænkede Klostret til Byen "for dens Troskab og villige Tjenestes Skyld" paa det Vilkaar, at det skulde indrettes til syge og fattige Menneskers Ophold. Den er stiftet ikke for Helsingør alene, men for hele Landet. Optages kan gamle, svagelige Mennesker af begge Køn (ogsaa Ægtefæller), ikke under 60 Aar, dog ikke Tjenestefolk eller saadanne, der har befattet sig med grovt Arbejde. Private har skænket en Del Legater, hvis Renter uddeles til de Gamle."

Det er et ganske ejendommeligt Syn, der møder En, naar man aflægger en Visit i denne Kirke-Stiftelse. Først passerer man gennem den skyggefulde Have og Klostrets lange, spidsbuede Munkegang, hvor de Gamles Madskabe er opstillet, og som i den ublide Aarstid afgiver en rummelig Promenadeplads. Herfra kommer man ind i den gamle Kirke med det hvælvede, spidsbuede Loft og de hvidkalkede Vægge. Nærmest Indgangen er Alteret, Prædikestolen. Orgelet og Væggetavlerne med Salmenumrene, den rigt udstaarede Altertavle med et Maleri, forestillende Kristi Korsfæstelse, og andre mærkelige udskaarne Ting i gammel Stil, der har været anvendt i Munkenes Tid.

Nærmest om Alteret og Prædikestolen er der en lille fri Plads, hvor der er opstillet en Del Kirkestole. Her er der om Søndagen almindelig offenlig Gudstjeneste, men for Resten er hele Kirken paa Kryds og Tværs godt i Mandshøjde ved Tæpper og Gardiner (de saakaldte spanske Vægge) inddelt i smaa Rum. I hvert Rum findes en Seng, og her sidder de gamle Kvinder og pusler med deres Sager, hver i sit lille afsondrede Hjem.

Der er i selve Kirken ialt Rum til 45 Gamle og 3 Gangkoner. For Øjeblikket staar de 10 Pladser tomme. Men de øvrige beboede er net og pynteligt indrettet. Beboerne maa selv medbringe Sengklæder og Ejendele, og Kvinderne har forstaaet at hygge ved Anbringelsen af hvide Gardiner eller Fryndser for Indgangene til deres smaa "Hjem". I Rummene, der hos mange ligner smaa pyntelige Dukkeskabe, staar gerne en Komode med Portræter og Nipsgenstande, et Par Skole og over Sengen et Spejl, og fra det hele strømmer en stærk Duft af syltede Roser og Lavendler, der fylder Kirken med en gammeldags krydret Vellugt.

Mellem de mange Rum er anbragt Gange, og her færdes de gamle Kvinder fra Aflukke til Aflukke for at faa sig en Passiar med Kollegerne - en af dem var 89 og en anden 91 Aar.

Det gør selvfølgelig en vis Virkning paa Tilskueren at se alle disse spisende, drikkende, snakkende og leende Mennesker, dels affældige, dels livlige, der med deres Gryder, Kedler og Kar færdes om mellem Alter og Prædikestol og alle et Gudstempels øvrige hellige Apparater. Og Øjet maaler Afstanden fra de lave "Dukkestuer" til det høje Kirkeloft, hvor Buerne mødes i sære Snirkler og Figurer oplyst af Solen, der skinner gennem de store, blyindfattede Vinduer.

Om Sommeren er der en vis behagelig Kølighed i den gamle Kirke, men om Vinteren kan næppe de kæmpestore Kakkelovne opvarme Rummet saaledes, at de Gamle undgaar at lide af Kulden og andre Ubehageligheder.

I de tilstødende Klosterbygninger boer en Snes Gamle, og i Taarnets Rum og sære Krinkelkroge boer 8 Gamle, derimellem nogle Ægtepar. Ialt er der 75 Pladser. De 60 faar Pengeunderstøttelser, 1 Kr. 50 Øre ugenlig til hver. Der uddeles ogsaa særlige Understøttelser til enkelte. 12 faar saaledes 2 Gange aarlig 13 Kr. hver, 15 faar 26 Kr. hver aarlig, 2 faar 10 Kr. hver aarlig og 2 faar 4 Kr. hver pr. Uge, men for de fleste kniber det selvfølgeljg med at klare sig for disse Smaabeløb - de maa, for at kunne spise sig mæt, søge Hjælp hos Slægtninge og Byens Velhavere, og saa for Resten være glad til, at de har Varme og Husly.

Vi vil just ikke sige, at denne Kirkes stiftelse er en Mønsteranstalt som Plejehjem for gamle, svage Mennesker - der mangler tværtimod meget!

Men hellere end som her i København at have en Kirkebygning staaende ledig og ubenyttet i Aarevis, maa man som i Helsingør anvende den til at skaffe fattige og husvilde Mennesker Tag over Hovedet. Men i saa Tilfælde griber de københavnske Myndigheder hellere til Fængslet end til Kirken.

Vi sigter hermed til en Begivenhed, der for kort Tid siden passerede her i Byen En fattig, dansk Familie kom en Aften hertil fra Sverig og kunde ikke i den sene Time skaffe sig en Lejlighed. Hvad gjorde saa Politiet? Det puttede Familien ind i Fængslet paa Nytorv, Manden med en Dreng i én Celle, Konen og de øvrige Børn i en anden Celle, og laasede af for dem!

Disse stakkels husvilde Mennesker behandledes altsaa akkurat paa samme Maade som gemene Forbrydere, der som Straf puttes i Cellen og berøves Friheden.

Først den næste Dag bragtes Familien efter en Del Kontoromsvøb til Fattiggaarden, hvor den midlertidig opholdt sig, til Manden nogle Dage efter ved hjælpsomme Kammeraters Bidrag fik sig en Lejlighed paa Frederiksberg.

Dette Træk er saare betegnende for, hvad Kapitalistsamfundet anser for det eneste passende at byde de Fattige: Fængslet.

Men i Kapitalistsamfundet er det jo ogsaa regnet for den største Forbrydelse at være fattig!

(Social-Demokraten 2. august 1891).

Om den engelske kirke fortæller Politivennen 21. september 1839, s. 601-602 i indslaget En Kirke forvandlet til en Dandsesal at bygningen (Søstræde 2-4) allerede dengang ikke længere fungerede som kirke, men som dansesalonen "Babylon". I 1899 blev den til Arbejdernes Forsamlingsbygning - senere kaldet "Folkets Hus".

Fra den indre gård i klosteret med buegangen. Foto Erik Nicolaisen Høy (2021).

Tre Kvaksalveri-Sager. (Efterskrift til Politivennen)

En "magnetisk Læge". Højesteret paakjendte i Gaar en mod Anders Rasmussen for Kvaksalveri anlagt Sag. Tiltalte har i de sidste 4 Aar i stort Omfang og til Dels for Betaling taget syge i Kur for forskjellige Sygdomme, bl. a. Gigt. Brystsyge, Øiensygdomme, Døvhed, Aarebetændelse, Blegsot, Difteritis, Skarlagensfeber, idet han som Helbredelsesmiddel har anvendt en saakaldet magnetisk Behandling, der fornemmelig har bestaaet i, at han med Haanden har bestrøget de syge, hvorhos han i nogle Tilfælde har givet dem Papir, som af ham var behandlet med saakaldte magnetiske Bestrygninger, for at de skulde lægge det paa Brystet eller andre Steder paa Legemet. Tiltalte, der havde lært sine Kure i Amerika gjennem Spiritismen, og som paa Visitkort i det engelske Sprog havde betegnet sig som "magnetisk Læge", troede sig efter sin Forklaring i Besiddelse af Evne til ved Berøringer og Bestrygninger at helbrede Sygdomme ved Hjælp af den Magnetisme, der fandtes i hans eget Legeme, og som tilørtes ham af Aander. Disse Aander var tidligere afdøde Mennesker, der færdedes om enhver fra Fødslen til Døden. Tiltalte var i Besiddelse af 5 Fotografier fra Boston, paa hvilke han selv fremtraadte som Hovedfigur, omgiven af forskjellige Personer i Taage eller svag Belysning, hvilke var Billeder af Aander, som den paagjeldende amerikanske Fotograf var i Stand til at gjengive. Tiltalte havde vel ikke selv set Aanderne blive fotograferede, men set Fotografen komme ud med Pladerne, da Aanderne var paaførte disse. Om Billedernes Ægthed nærede Tiltalte ingen Tvivl. Det var ikke oplyst, at Tiltaltes Behandling i noget Tilfælde havde medført Skade for de paagjældende. For sit anførte Forhold var han af Kriminal- og Politiretten anset med en Bøde af 200 Kr., hvilket stadfæstedes af Højesteret.

(Morgenbladet (København) 2. november 1888).

Kvaksalveri. Lands-Overretten i Kjøbenhavn har paadømt en fra Helsingør indanket Sag, hvorunder den ofte straffede Gunild Marie Hansdatter, Holmers Hustru, tiltaltes for Kvaksalveri. Uagtet hun ingen som helst Adkomst har haft til Lægepraxis, har hun i Løbet af de sidste Aar i Helsingør og Omegn taget flere Personer under Kur for engelsk Syge og for Benedder, ligesom hun ogsaa har behandlet andre Personer, der led af Sygdomme, hvis Art og Beskaffenhed ikke var hende bekjendt. Hun har til sine Kure i Almindelighed kun anvendt udvortes Midler, saaledes mod engelsk Syge Indsmøring paa Ryggen og i Leddene med Skcrresalve, og mod Benedder Indgnidning med Galmejesalve og med en af hende selv tilberedt Salve, bestaaende af grøn Sæbe og krudt, ligesom hun ogsaa en enkelt Gang overfor en hende ubekjendt Sygdom har anvendt Indgnidning med raat Oxekjød. I et Par enkelte Tilfælde har hun dog brugt indvortes Midler, nemlig overfor et Barn, der maa antages at have lidt af Diarrhoe, Hyldethe med Sukker i, og overfor en Kone, der led af Smerte over Lænderne og i Leddene, Sundhedssalt, opløst i Vand. Ved Siden heraf har hun tillige anvendt forskjellige overtroiske Midler, saasom at lade den syge ligge paa Lavrbærblade eller paa en Blanding af saadanne og Pileblade, som hun derefter brændte, at lade Patientens Linned brænde og indgive vedkommende lidt af Asten, udrørt i Vand, ligesom hun i flere Tilfælde under Udtalelse af, at det skete i Gud Faders, Gud Søns og Gud den Helligaands Navn, har "hugget Ild over" den syge med et Fyrtøj. Ligesom det er oplyst, at saavel Skæresalve som Galmejesalve er almindelig benyttede Haandkjøbsartikler af en uskadelig Sammenfatning, saaledes kan Tiltalte heller ikke antages iøvrigt ved sine Kure at have paaført de vedkommende nogen Skade. Tiltalte har ikke forlangt Betaling for Kurene, men modtaget, hvad der frivilligt gaves hende. 

Ved Underretten var Tiltalte bleven anket med en Bøde af 60 Kr., hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Morgenbladet (København) 6. november 1888).

Dømt for magnetisk Behandling. Landsover- samt Hof og Stadsretten her i Byen har paadømt en fra Amager Birks Extraret indanket Sag, under hvilken en Handelskommis tiltaltes for Kvaksalveri. 

Efter at Tiltalte i forrige Vinter havde hørt nogle Foredrag over den saakaldte dyriske Magnetisme, havde han behandlet ca 50 Personer i Kjøbenhavn og paa Amager for forskjellige Sygdomme, saasom Hovedpine, Rygsmerter, Lændesmerter, Nervøsitet, Moderjhge, Moderkrampe, Slim paa Lungerne, Forstuvninger og Gigt, ved paa dem at anvende en Kur, som bestod i, at han holdt Hænderne paa det syge Sted og derpaa med Fingrene strøg ned ad Legemet udenpaa Klæderne eller, saafremt Personen var sengeliggende, udenpaa Linnedet, hvorhos han i flere Tilfælde tillige anvendte til indvortes Brug saakaldet magnetiseret Vand, c: Vand, som han ved at holde Hænderne om Glasset eller ved Strygning med Hænderne udenpaa det og ved at aande paa Vandet formente at have gjort magnetisk, og til udvortes Brug magnetisk Papir c: Papir, som han ligeledes havde behandlet med Strygninger og med at aande paa det. Tiltalte havde erkjendt, at han 2 eller 3 Gange have averteret i Bladet "Social-Demokraten" og som "Magnetisør" tilbudt magnetisk Massage, men han havde iøvrigt paastaaet, at han kun havde behandlet syge, der havde søgt Lægehjælp uden derved at være blevne hjulpne; det var imidlertid herimod oplyst, at dette i alt Fald ikke havde været Tilfældet med 3 af ham behandlede Patienter, af hvilke den ene led af Syfilis, men opgav for Tiltalte, at han led af udslaaende Gigt, medens Tiltalte efter sit Udsagn ikke vilde have taget den paagjældende under Behandling, dersom han havde vidst, at Sygdommen var Syfilis. Tiltalte vil aldrig have forlangt Betaling for sine Kure, men har derfor modtaget forskjellige Beløb indtil 10 Kr., som frivillig tilbødes ham, ligesom han ogsaa i enkelte Tilfælde paa særlig Opfordring har opgivet en bestemt Pris Det var ikke oplyst, at hans Behandling i noget Tilfælde havde bevirket direkte Skade, men efter hvad der forelaa, maatte den antages at have indirekte foraarsaget Skade ved at afholde Patienter fra at søge Lægehjælp. 

For sit anførte Forhold blev Tiltalte ved Overrettens Dom, der stadfæstede Underretsdommen, efter Lov 3dje Marts 1854, jfr. Forordn 5te December 1794 § 5, anset med en Bøde til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse af 80 Kr

(Morgenbladet (København) 30. november 1888).

Tydskerne paa Marienlyst. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Marienlyst. En tilfældig Korrespondent skriver til os fra Badeanstalten Marienlyst ved Helsingør:

Min Sidemand forleden ved Table d'hôte paa Marienlyst var om Morgenen kommen fra Baden-Baden. Han havde forladt dette vidt berømte Badested paa Grund af den trykkende Hede, var nu dragen imod Nord og agtede at slaae sig ned her for længere Tid. Han kunde ikke noksom prise Herlighederne her i Sammenligning med dem, som Baden-Baden frembød, og det i alle Henseender. Efter denne indledende Meddelelse havde vi stiftet Bekjendtskab og underkastede nu vore Bordfæller en live Revne. Jeg havde et Par Dage i Forveien spiist ved Table d'Hote paa Klampenborg og undrede mig der over, at det overvejende Sprog var Tydsk. Her var det endnu værre; thi man hørte næsten ikke et Ord uden Tydsk. Der var endnu een Forskjel. Paa Klampenborg syntes alle "det store Fædrelands" forskjellige Lande repræsenterede, om end de nordlige, som rimeligt er, havde stillet det største Kontingent; her paa Marienlyst derimod synes den gode Hansestad Hamborg at have anlagt en Filial, et andet Kuxhaven. Min Bordfælle var ogsaa fra Hamborg og kunde fortælle mig næsten om hver eneste af de Tilstedeværende, hvem ha i vor, eller rettere hvilket hans "Geschäft" var; jeg fik det Indtryk, at disse Mennesker godt kunde holde en lille Børs her, idet næsten alle Brancher vare repræsenterede. Forresten synes Hamborgerne selv at være forbausede over at gjenfinde sig selv saaledes i Masser herovre. En skikkelig Fabrikant og "Grosshändler", med hvem jeg fulgtes hertil fra Kjøbenhavn, og som paa Dampbaaden betroede os, hvorledes han glædede sig til det frie, ugenerte Landliv, forløb sig ikke ubetydelig og har lært at tage sig iagt. Der er, som bekjendt, ingen adstadigere eller mere filistreus sindig Race Mennesker til paa den hele Klode end disse ægte, indfødte hamborgske "Grosshändler". Naar nu Temperamentet hos et enkelt Individ gaaer i en anden Retning, maa det koste megen Overvindelse at holde sig selv indenfor de strengt afmaalte Former, og om end slige livligere Gemytter under selve de hjemlige Omgivelser og i den tunge Forretningsluft holdes indenfor disse Skranker, saa bliver Tilbøjeligheden jo saa meget større hos dem til "at staae til Skaglerne", naar de ere mange Mile borte fra Børsen og alle disse Skranker. Dette var det nu netop, som min Rejsefælle havde Trang til, en Trang, der voxede, jo mere han fjernede sig fra Hjemmet, og jo mere han nærmede sig til det fremmede Land, hvor han i Naturens Skjød skulde leve det idylliske Liv med sin Kone, Svigerinde og fem Børn, som han havde sendt forud, og som nu jublende modtog ham paa Helsingørs Skibsbro. For en Stund skulde han glemme Hamborg og Børs og Kontor og "Geschäft" og stive Flipper - men at han skulde forløbe sig saa forskrækkelig, som han gjorde, det tænkte vist Ingen. Han er nu dødsdømt, og jeg beklager ham. Uden at ane, at han endnu fremdeles var i Hamborg, om end Geograferne kalde Stedet Helsingør eller Marienlyst, gik den Ulykkelige, efter hvad en anden troværdig hamborgsk Familie fra sine Vinduer i Hotellet til sin Rædsel opdagede og til ikke mindre Indignation meddeelte Omgivelserne, strax den følgende Morgen en lille Spadseretour med lang Pibe i Munden, uden Frakke og Vest, med røde Seler, uden Halstørklæde eller Flipper, ja, jeg troer saagar, med broderede Tøfler. Det er sørgeligt at høre, at en Mand i hans Stilling kunde forløbe sig saa forskrækkelig, og hans Kone, der havde fundet sig deri, var ogsaa meget at dadle derfor; havde det været i Hamborg eller i Baden-Baden, var han ganske vist bleven fotograferet, meente man, og hans Fotografi vilde være blevet omdeelt blandt Badegjæsterne til Skræk og Advarsel for Ligesindede. Jeg er forresten overbeviist om, at den gode Mand aldrig mere vil vise sig her i dette Toilette. Han er nu rigtignok ikke bleven fotograferet; men han har ganske vist mærket den almindelige Misbilligelse og vover ikke mere at forsøge paa deslige Abnormiteter. Men han tænkte jo heller ikke paa, at han her skulde gjenfinde Naboer og Gjenboer. Det syntes, at han ved en forceret Champagne»ydelse søgte Dagen efter denne Skandale at aflede Opmærksomheden fra det, der trykkede ham.

Som De kan tænke, er Vind og Veir, ligesom i den øvrige Verden, saaledes her paa dette Badested især et Hovedthema for Konversationen. Fra at have hørt Et eller Andet om Nordsøens Badesteder medbringe disse Tydskere de forunderligste Begreber om Naturforholdene ved Kysten. Der er navnlig et særegent teknisk Ord, som de ved alle Lejligheder føre i Munden; det er Ordet "Wellenschlag", der vanskelig lader sig gjengive paa Dansk i et Udtryk, der svarer til det fabelagtige Begreb, hvormed en tydsk Hjerne omsætter det. Igaar havde vi en frisk Norden kuling, saa var der Fryd og Glæde; nu var der da endelig Noget, der lignede "Wellenschlag"; bare det nu kunde holde sig hele Saisonen. For at et Bad kan være et rigtigt Bad, mene de, er dette "Wellenschlag" en uundværlig Belurgelse, og en net lille Hamborgerinde, der følte sig meget skuffet i sine Forventninger om et "Wellenschlag", sagde, at da det næsten aldrig var ordenligt her, saa lavede hun det selv, naar hun var i Vandet.

Naar undtages ganske saa Engelske, Svenske og Danske, ere altsaa alle de andre Badegjæster Tydskere og specielt Hamborgere. Det gaaer saa vidt, at Opvarterne tiltale os paa Tydsk, og naar vi svare dem paa Dansk, gjøre os mange Undskyldninger og sige, at de maae tiltale Fremmede saaledes, da de ni Tiendedele ere Tydskere. Ja, da vi igaar tog et Bad, meddeelte Bademesteren os, at det var et rigtig godt "Wellenschlag" idag. Vi, Landets egne Børn, gaae derfor omkring her næsten som paa et fremmed Territorium. Dersom vi ikke saa tæt her ved havde Helsingør, hvis Befolkning gjerne om Aftenen af Musiken lokkes ud i Marienlyst Have, dersom vi ikke saae vort gamle skjønne Kronborg for os overalt, hvor der er en Udsigt, og dersom vi ikke fandt os omgivne af en ægte sjællandsk Natur med de herlige Bøgeskove og foran os vort dejlige blaae Øresund, kunde vi let komme til at glemme Bevidstheden om, at vi ere i vort eget kjære, velsignede Fædreland. Tydskere vrimler det af rundt omkring; hveranden Dreng hedder Hermann og hveranden Wilhelm eller Fritz, og her som overalt kjendes Berlinerne og Stokpreusserne paa deres brøsige Optræden, deres langtrukne Næsetoner og deres Kommanderen overalt, hvor de tør kommandere, altsaa ligeoverfor de stakkels Opvartere og lignende Personer.

Skulle vi nu glæde os eller bedrøves over denne Græshoppesværm, der har slaaet sig ned her? Det er let forklarligt, at mange kjære Landsmænd ere uvillige ligeverfor dette Særsyn, og der er vel dem, der mene, at disse Tydskere ere her i Besøg ligesom for at see "Lejligheden an", i hvilken de gjerne ville have fast Fod. At nu En eller Anden af disse Mennesker kan gaae omkring med denne stille Tanke som et fromt Ønske, hvem tør benægte det; men i det Hele tænke disse hamborgske Grosserere sikkert mindst af Alt herpaa. De ere Fredens Mænd for enhver Priis og neppe større Venner af Preussen og preussisk Politik end vi Danske. Men hvorfor i al Verden er det da saaledes. Hvorfor skjønne vi ikke selv paa den Perle, vi have i dette deilige Stykke Land. Gaaer det maaskee saaledes hermed som med saa meget Andet, vi besidde af Stort og Herligt, at Udlændinge først skulle anerkjende det som Saadant, før vi selv tilgavns faa Blikket opladt for Storheden og Herligheden? Jeg veed nu meget vel, at mange danske Familier ligge heromkring i Omegnen for til en billigere Priis og mere tilbagetrukkent at nyde Naturen og benytte Badene; men hvorfor seer man dog ei flere Landsmænd her, end Tilfældet er? Navnlig maa man undre sig over, al Kjøbenhavnerne ikke drage herud og tilbringe nogle Dage her. Ved selv at have besøgt adskillige af de nordlige Bade ved Østersøen og Nordsøen, og ved at have talt med Folk, der have besøgt andre, er jeg kommen til den Overbevisning, at intet Badested har en saadan Fremtid for sig som Marienlyst. Andre Badesteder kunne have enkelte Fortrin: Vandet er maaskee saltholdigere i Nordsøen, Luften maaskee renere Søluft paa Helgoland o. s. v., men neppe forener noget Badested ved de nævnte Have alle de Fortrin som dette, for ei at tale om det Skue, man maa reise til Bosporus, til Gibraltar eller Kanalen for at nyde, jeg mener de Hundreder af Seil- og Dampskibe, der daglig glider forbi. Ved Siden af Alt, hvad Naaturen i saa rigt et Maal har givet, vilde det være ubilligt ikke at omtale, at man finder her al den Comfort, som man paa nogen Maade kan ønske sig. Forpagteren af Marienlyst, der begyndte paa et efter den almindelige Mening meget risikabelt foretagende, maa man ret Ønske tillykke til, at dette foretagende nu synes at skulle krones med Held, og os tilkommer det ikke at lade Tydskerne være de Eneste, som anerkjende dette. 

Deres osv.
Traveller.

(Dagbladet (København) 6. august 1868)

Marienlyst blev startet af vekselerer J. S. Nathanson i Marienlyst Slot. Det var opkaldt efter Frederik 5.s dronning, Juliane Marie. Det blev den 1. juni 1858 til "Marienlyst Cuur- og Badeanstalt". Nathanson omdøbte Rakkerrendens gamle kilde Marie Kilde til Ophelia Kilde. Og en grav til Hamlet blev anlagt bag muren til Marienlysts have. Hotellet blev dog ikke liggende her. Arkitekt N.P.C. Holsøe (1826-1895) tegnede et nyt badehotel, "Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt", der blev indviet i 1861. Nathanson var gået fallit, så ejerne var nu Helsingør Kommune med gæstgiver J.W. Briggs som forpagter. 

Marienlyst Søbadehotel ud mod Sundet. Illustreret Tidende nr. 929, 1877.

I 1883 overgik det til et aktieselskab der indrettede et kasino ved siden af den gamle hotelbygning. Et kurhus med teater og koncertsal blev opført nede ved stranden og i 1890 flyttet op til de andre bygninger ved Nordre Strandvej. Bygningen blev nedrevet i 1915 og erstattet af ejendommen Stella Maris på Nordre Strandvej 2. En strandsø i området blev reguleret og forsynet med en kunstig ø, hvortil romantiske hvidmalede svungne broer førte.

Tegner G. Staulund: Badeetablissemenetet ved Marienlyst ved Helsingør. Illustreret TIdende nr. 1284, 13. april 1884.

Kong Christian 9.s bror, prins Hans, boede hver sommer på hotellet. Kongen besøgte stedet. Den russiske zar spiste frokost med hele sit følge. Prinsen af Wales fik middag. En "Marienlyst-vogn" kørte nonstop om sommeren gæster fra byen til hotellet. Holger Drachmann betegnede hotellet som et teglværk, restaurationsbygningen et bryggeri og kursalen et fængsel.

Det i dag kendte Hotel Marienlyst er fra 1897, ligesom de mange, særegne huse på Nationernes Allé. Hotellet blev opført ved vandkanten og er fra 1901. Fra 1920'erne gik det tilbage med hotellet.

Fuldemandskjørsel i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at en Bonde fra Smidstrup ved Gilleleie i Løverdags havde gjort forsskellige Indkjøb i Helsingør, vilde han om Aftenen kjøre hjem over Hammermøllen (Kronborg Geværfabrik), men ankommen til Marienlyst, tog han under Indflydelse af et betydeligt Qvantum nydt Brændevin feil af Veien og kjørte i stærkt Trav igjennem Parken og derpaa ud ad Promenaderne, hvor Brøndgjæster og andre Spadserende maatte flygte tilhøire og venstre; da han havde naaet den saakaldte "Verdens Ende", tog han atter feil af Veien og kjørte opad den høie, steile Skovbrink ad en Gangsti, som fører skraaes op ad denne, men som er saa smal, at 2 Mennesker vanskeligt kunne passere den ved Siden af hinanden. Trods gjentagne Tilraab og Advarsler fortsatte han i temmelig stærk Fart den halsbrækkende Kjørsel og havde næsten naaet Kammen af Brinken, vel 30 Fod over den nedre Promenade, da omsider Vognen væltede og drog Hestene med sig ned ad Skraaningen, men lykkeligviis tørnede mod et stærkt Bøgetræ. Flere Folk, som ved den derved opstaaede Larm og Bragen samlede sig nede paa Promenaden, opdagede snart til deres store Forundring Vognen og Hestene hængende ved Træet høit oppe paa Skrænten. Ved hurtigt tililende Hjælp bleve Hestene fraspændte og tilligemed Vognen med Forsigtighed bragte ned i Promenaden, hvor Alt snart blev bragt i behørig Orden, uden at enten Kudsk, Vogn eller Heste havde taget den mindste Skade. (S. Bl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Brøndgravere døde i Helsingøer og Vibenshuus. (Efterskrift til Politivennen)

I Helsingør har Uforsigtighed kostet tvende Mennesker Livet. En Grundeier der i Byen, som ønskede en i 13 Aar ikke aabnet Brønd af 11½  Alens Dybde efterseet og renset, overdrog dette Hverv til Byens Vandkiger, som i Løverdags sendte 2 af sine Folk til at udføre Arbeidet. 2 Timer efter at Dækslet var aftaget og en Stige nedladt, steg den Ene ned, men ankommen midt paa Stigen, tumlede han ned i Brønden. Den Anden, der vilde redde ham, steg derpaa ligeledes ned, men deelte øieblikkeligt sin Kammerats Skjæbne. Med megen Anstrængelse fik man Begge op ved Hjalp af Brandhager, men som Liig. - Som bekjendt udvikler der sig ofte i lange tillukkede nogenlunde dybe Brønde forskjellige Luftarter, især Kulsyre og Svovlbrint, af hvilke navnlig førstnævnte er meget farlig, og som oftest dræbende for hvert animalsk Liv; da disse Luftarter ere tungere end den atmosphæriske Luft, uddrive de under Udviklingen denne af Brønden indtil i en Afstand af 5 a 6 Alen fra Overfladen. Tilstedeværelsen af saadanne giftige Luftarter kjendes ved Nedsænkning af et brændende Lys i Brønden, idet dette kun kan brænde saa lange den atmosphæriske Luft er tilstede, men udslukkes, saasnart det naaer ned under denne i hine Luftarter. Dette Forsigtighedsexperiment var ved hint sørgelige Tilfælde ikke blevet iagttaget. - Stadphysicus Klem, som strax blev hentet, da Ulykken var skeet, lod Forsøget foretage, men Lyset slukkedes i en Dybde af 5 Alen; et næste Dag gjentaget Forsøg viste samme Resultat. (Hels. A.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Mærkeligt nok er der i Nærheden af Kjøbenhavn passeret en ganske lignende Begivenhed som den i Helsingør med den forgiftede Brønd. I Løverdags skulde der i en i Store Vibenshuus værende Brønd, der ikke havde været brugt siden sidste Vinter, nedsættes et nyt Pumpetræ. En Brøndgraver, Peter Larsen, var nede og skulde i 5 Alens Dybde slaae en Klampe fast, da han tabte sin Hammer; han lod sig da Heise ned med Spanden i en Dybde af 12 Alen, men idet han gav Signal til at trækkes op, faldt han død om, dræbt af de ved Kulsyren og Svovlbrinten udviklede giftige Dunster. Man troede, at han kun var kommen tilskade ved at stude sig, og en anden Brøndgraver, Peter Petersen, lod sig derfor Heise ned til hans Hjælp; men ikke saasnart var denne kommen 6 til 7 Alen ned, førend de giftige Dunster ligeledes øieblikkeligt dræbte ham. Med megen Møie fik man Begge trukne op som Liig. For end yderligere at overtyde sig om Brøndens forgiftede Tilstand, lod man et brændende Lys gaae ned, og det slukkedes strax i en Dybde af 5 Alen. - Maatte disse beklagelige Ulykkestilfælde være en Advarsel for Fremtiden om at anvende en storre Forsigtighed ved Brønde, der ikke i længere Tid have været i Brug. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1859)