Tydskerne paa Marienlyst. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Marienlyst. En tilfældig Korrespondent skriver til os fra Badeanstalten Marienlyst ved Helsingør:

Min Sidemand forleden ved Table d'hôte paa Marienlyst var om Morgenen kommen fra Baden-Baden. Han havde forladt dette vidt berømte Badested paa Grund af den trykkende Hede, var nu dragen imod Nord og agtede at slaae sig ned her for længere Tid. Han kunde ikke noksom prise Herlighederne her i Sammenligning med dem, som Baden-Baden frembød, og det i alle Henseender. Efter denne indledende Meddelelse havde vi stiftet Bekjendtskab og underkastede nu vore Bordfæller en live Revne. Jeg havde et Par Dage i Forveien spiist ved Table d'Hote paa Klampenborg og undrede mig der over, at det overvejende Sprog var Tydsk. Her var det endnu værre; thi man hørte næsten ikke et Ord uden Tydsk. Der var endnu een Forskjel. Paa Klampenborg syntes alle "det store Fædrelands" forskjellige Lande repræsenterede, om end de nordlige, som rimeligt er, havde stillet det største Kontingent; her paa Marienlyst derimod synes den gode Hansestad Hamborg at have anlagt en Filial, et andet Kuxhaven. Min Bordfælle var ogsaa fra Hamborg og kunde fortælle mig næsten om hver eneste af de Tilstedeværende, hvem ha i vor, eller rettere hvilket hans "Geschäft" var; jeg fik det Indtryk, at disse Mennesker godt kunde holde en lille Børs her, idet næsten alle Brancher vare repræsenterede. Forresten synes Hamborgerne selv at være forbausede over at gjenfinde sig selv saaledes i Masser herovre. En skikkelig Fabrikant og "Grosshändler", med hvem jeg fulgtes hertil fra Kjøbenhavn, og som paa Dampbaaden betroede os, hvorledes han glædede sig til det frie, ugenerte Landliv, forløb sig ikke ubetydelig og har lært at tage sig iagt. Der er, som bekjendt, ingen adstadigere eller mere filistreus sindig Race Mennesker til paa den hele Klode end disse ægte, indfødte hamborgske "Grosshändler". Naar nu Temperamentet hos et enkelt Individ gaaer i en anden Retning, maa det koste megen Overvindelse at holde sig selv indenfor de strengt afmaalte Former, og om end slige livligere Gemytter under selve de hjemlige Omgivelser og i den tunge Forretningsluft holdes indenfor disse Skranker, saa bliver Tilbøjeligheden jo saa meget større hos dem til "at staae til Skaglerne", naar de ere mange Mile borte fra Børsen og alle disse Skranker. Dette var det nu netop, som min Rejsefælle havde Trang til, en Trang, der voxede, jo mere han fjernede sig fra Hjemmet, og jo mere han nærmede sig til det fremmede Land, hvor han i Naturens Skjød skulde leve det idylliske Liv med sin Kone, Svigerinde og fem Børn, som han havde sendt forud, og som nu jublende modtog ham paa Helsingørs Skibsbro. For en Stund skulde han glemme Hamborg og Børs og Kontor og "Geschäft" og stive Flipper - men at han skulde forløbe sig saa forskrækkelig, som han gjorde, det tænkte vist Ingen. Han er nu dødsdømt, og jeg beklager ham. Uden at ane, at han endnu fremdeles var i Hamborg, om end Geograferne kalde Stedet Helsingør eller Marienlyst, gik den Ulykkelige, efter hvad en anden troværdig hamborgsk Familie fra sine Vinduer i Hotellet til sin Rædsel opdagede og til ikke mindre Indignation meddeelte Omgivelserne, strax den følgende Morgen en lille Spadseretour med lang Pibe i Munden, uden Frakke og Vest, med røde Seler, uden Halstørklæde eller Flipper, ja, jeg troer saagar, med broderede Tøfler. Det er sørgeligt at høre, at en Mand i hans Stilling kunde forløbe sig saa forskrækkelig, og hans Kone, der havde fundet sig deri, var ogsaa meget at dadle derfor; havde det været i Hamborg eller i Baden-Baden, var han ganske vist bleven fotograferet, meente man, og hans Fotografi vilde være blevet omdeelt blandt Badegjæsterne til Skræk og Advarsel for Ligesindede. Jeg er forresten overbeviist om, at den gode Mand aldrig mere vil vise sig her i dette Toilette. Han er nu rigtignok ikke bleven fotograferet; men han har ganske vist mærket den almindelige Misbilligelse og vover ikke mere at forsøge paa deslige Abnormiteter. Men han tænkte jo heller ikke paa, at han her skulde gjenfinde Naboer og Gjenboer. Det syntes, at han ved en forceret Champagne»ydelse søgte Dagen efter denne Skandale at aflede Opmærksomheden fra det, der trykkede ham.

Som De kan tænke, er Vind og Veir, ligesom i den øvrige Verden, saaledes her paa dette Badested især et Hovedthema for Konversationen. Fra at have hørt Et eller Andet om Nordsøens Badesteder medbringe disse Tydskere de forunderligste Begreber om Naturforholdene ved Kysten. Der er navnlig et særegent teknisk Ord, som de ved alle Lejligheder føre i Munden; det er Ordet "Wellenschlag", der vanskelig lader sig gjengive paa Dansk i et Udtryk, der svarer til det fabelagtige Begreb, hvormed en tydsk Hjerne omsætter det. Igaar havde vi en frisk Norden kuling, saa var der Fryd og Glæde; nu var der da endelig Noget, der lignede "Wellenschlag"; bare det nu kunde holde sig hele Saisonen. For at et Bad kan være et rigtigt Bad, mene de, er dette "Wellenschlag" en uundværlig Belurgelse, og en net lille Hamborgerinde, der følte sig meget skuffet i sine Forventninger om et "Wellenschlag", sagde, at da det næsten aldrig var ordenligt her, saa lavede hun det selv, naar hun var i Vandet.

Naar undtages ganske saa Engelske, Svenske og Danske, ere altsaa alle de andre Badegjæster Tydskere og specielt Hamborgere. Det gaaer saa vidt, at Opvarterne tiltale os paa Tydsk, og naar vi svare dem paa Dansk, gjøre os mange Undskyldninger og sige, at de maae tiltale Fremmede saaledes, da de ni Tiendedele ere Tydskere. Ja, da vi igaar tog et Bad, meddeelte Bademesteren os, at det var et rigtig godt "Wellenschlag" idag. Vi, Landets egne Børn, gaae derfor omkring her næsten som paa et fremmed Territorium. Dersom vi ikke saa tæt her ved havde Helsingør, hvis Befolkning gjerne om Aftenen af Musiken lokkes ud i Marienlyst Have, dersom vi ikke saae vort gamle skjønne Kronborg for os overalt, hvor der er en Udsigt, og dersom vi ikke fandt os omgivne af en ægte sjællandsk Natur med de herlige Bøgeskove og foran os vort dejlige blaae Øresund, kunde vi let komme til at glemme Bevidstheden om, at vi ere i vort eget kjære, velsignede Fædreland. Tydskere vrimler det af rundt omkring; hveranden Dreng hedder Hermann og hveranden Wilhelm eller Fritz, og her som overalt kjendes Berlinerne og Stokpreusserne paa deres brøsige Optræden, deres langtrukne Næsetoner og deres Kommanderen overalt, hvor de tør kommandere, altsaa ligeoverfor de stakkels Opvartere og lignende Personer.

Skulle vi nu glæde os eller bedrøves over denne Græshoppesværm, der har slaaet sig ned her? Det er let forklarligt, at mange kjære Landsmænd ere uvillige ligeverfor dette Særsyn, og der er vel dem, der mene, at disse Tydskere ere her i Besøg ligesom for at see "Lejligheden an", i hvilken de gjerne ville have fast Fod. At nu En eller Anden af disse Mennesker kan gaae omkring med denne stille Tanke som et fromt Ønske, hvem tør benægte det; men i det Hele tænke disse hamborgske Grosserere sikkert mindst af Alt herpaa. De ere Fredens Mænd for enhver Priis og neppe større Venner af Preussen og preussisk Politik end vi Danske. Men hvorfor i al Verden er det da saaledes. Hvorfor skjønne vi ikke selv paa den Perle, vi have i dette deilige Stykke Land. Gaaer det maaskee saaledes hermed som med saa meget Andet, vi besidde af Stort og Herligt, at Udlændinge først skulle anerkjende det som Saadant, før vi selv tilgavns faa Blikket opladt for Storheden og Herligheden? Jeg veed nu meget vel, at mange danske Familier ligge heromkring i Omegnen for til en billigere Priis og mere tilbagetrukkent at nyde Naturen og benytte Badene; men hvorfor seer man dog ei flere Landsmænd her, end Tilfældet er? Navnlig maa man undre sig over, al Kjøbenhavnerne ikke drage herud og tilbringe nogle Dage her. Ved selv at have besøgt adskillige af de nordlige Bade ved Østersøen og Nordsøen, og ved at have talt med Folk, der have besøgt andre, er jeg kommen til den Overbevisning, at intet Badested har en saadan Fremtid for sig som Marienlyst. Andre Badesteder kunne have enkelte Fortrin: Vandet er maaskee saltholdigere i Nordsøen, Luften maaskee renere Søluft paa Helgoland o. s. v., men neppe forener noget Badested ved de nævnte Have alle de Fortrin som dette, for ei at tale om det Skue, man maa reise til Bosporus, til Gibraltar eller Kanalen for at nyde, jeg mener de Hundreder af Seil- og Dampskibe, der daglig glider forbi. Ved Siden af Alt, hvad Naaturen i saa rigt et Maal har givet, vilde det være ubilligt ikke at omtale, at man finder her al den Comfort, som man paa nogen Maade kan ønske sig. Forpagteren af Marienlyst, der begyndte paa et efter den almindelige Mening meget risikabelt foretagende, maa man ret Ønske tillykke til, at dette foretagende nu synes at skulle krones med Held, og os tilkommer det ikke at lade Tydskerne være de Eneste, som anerkjende dette. 

Deres osv.
Traveller.

(Dagbladet (København) 6. august 1868)

Marienlyst blev startet af vekselerer J. S. Nathanson i Marienlyst Slot. Det var opkaldt efter Frederik 5.s dronning, Juliane Marie. Det blev den 1. juni 1858 til "Marienlyst Cuur- og Badeanstalt". Nathanson omdøbte Rakkerrendens gamle kilde Marie Kilde til Ophelia Kilde. Og en grav til Hamlet blev anlagt bag muren til Marienlysts have. Hotellet blev dog ikke liggende her. Arkitekt N.P.C. Holsøe (1826-1895) tegnede et nyt badehotel, "Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt", der blev indviet i 1861. Nathanson var gået fallit, så ejerne var nu Helsingør Kommune med gæstgiver J.W. Briggs som forpagter. 

I 1883 overgik det til et aktieselskab der indrettede et kasino ved siden af den gamle hotelbygning. Et kurhus med teater og koncertsal blev opført nede ved stranden og i 1890 flyttet op til de andre bygninger ved Nordre Strandvej. Bygningen blev nedrevet i 1915 og erstattet af ejendommen Stella Maris på Nordre Strandvej 2. En strandsø i området blev reguleret og forsynet med en kunstig ø, hvortil romantiske hvidmalede svungne broer førte.

Kong Christian 9.s bror, prins Hans, boede hver sommer på hotellet. Kongen besøgte stedet. Den russiske zar spiste frokost med hele sit følge. Prinsen af Wales fik middag. En "Marienlyst-vogn" kørte nonstop om sommeren gæster fra byen til hotellet. Holger Drachmann betegnede hotellet som et teglværk, restaurationsbygningen et bryggeri og kursalen et fængsel.

Det i dag kendte Hotel Marienlyst er fra 1897, ligesom de mange, særegne huse på Nationernes Allé. Hotellet blev opført ved vandkanten og er fra 1901. Fra 1920'erne gik det tilbage med hotellet.

Fuldemandskjørsel i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at en Bonde fra Smidstrup ved Gilleleie i Løverdags havde gjort forsskellige Indkjøb i Helsingør, vilde han om Aftenen kjøre hjem over Hammermøllen (Kronborg Geværfabrik), men ankommen til Marienlyst, tog han under Indflydelse af et betydeligt Qvantum nydt Brændevin feil af Veien og kjørte i stærkt Trav igjennem Parken og derpaa ud ad Promenaderne, hvor Brøndgjæster og andre Spadserende maatte flygte tilhøire og venstre; da han havde naaet den saakaldte "Verdens Ende", tog han atter feil af Veien og kjørte opad den høie, steile Skovbrink ad en Gangsti, som fører skraaes op ad denne, men som er saa smal, at 2 Mennesker vanskeligt kunne passere den ved Siden af hinanden. Trods gjentagne Tilraab og Advarsler fortsatte han i temmelig stærk Fart den halsbrækkende Kjørsel og havde næsten naaet Kammen af Brinken, vel 30 Fod over den nedre Promenade, da omsider Vognen væltede og drog Hestene med sig ned ad Skraaningen, men lykkeligviis tørnede mod et stærkt Bøgetræ. Flere Folk, som ved den derved opstaaede Larm og Bragen samlede sig nede paa Promenaden, opdagede snart til deres store Forundring Vognen og Hestene hængende ved Træet høit oppe paa Skrænten. Ved hurtigt tililende Hjælp bleve Hestene fraspændte og tilligemed Vognen med Forsigtighed bragte ned i Promenaden, hvor Alt snart blev bragt i behørig Orden, uden at enten Kudsk, Vogn eller Heste havde taget den mindste Skade. (S. Bl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Brøndgravere døde i Helsingøer og Vibenshuus. (Efterskrift til Politivennen)

I Helsingør har Uforsigtighed kostet tvende Mennesker Livet. En Grundeier der i Byen, som ønskede en i 13 Aar ikke aabnet Brønd af 11½  Alens Dybde efterseet og renset, overdrog dette Hverv til Byens Vandkiger, som i Løverdags sendte 2 af sine Folk til at udføre Arbeidet. 2 Timer efter at Dækslet var aftaget og en Stige nedladt, steg den Ene ned, men ankommen midt paa Stigen, tumlede han ned i Brønden. Den Anden, der vilde redde ham, steg derpaa ligeledes ned, men deelte øieblikkeligt sin Kammerats Skjæbne. Med megen Anstrængelse fik man Begge op ved Hjalp af Brandhager, men som Liig. - Som bekjendt udvikler der sig ofte i lange tillukkede nogenlunde dybe Brønde forskjellige Luftarter, især Kulsyre og Svovlbrint, af hvilke navnlig førstnævnte er meget farlig, og som oftest dræbende for hvert animalsk Liv; da disse Luftarter ere tungere end den atmosphæriske Luft, uddrive de under Udviklingen denne af Brønden indtil i en Afstand af 5 a 6 Alen fra Overfladen. Tilstedeværelsen af saadanne giftige Luftarter kjendes ved Nedsænkning af et brændende Lys i Brønden, idet dette kun kan brænde saa lange den atmosphæriske Luft er tilstede, men udslukkes, saasnart det naaer ned under denne i hine Luftarter. Dette Forsigtighedsexperiment var ved hint sørgelige Tilfælde ikke blevet iagttaget. - Stadphysicus Klem, som strax blev hentet, da Ulykken var skeet, lod Forsøget foretage, men Lyset slukkedes i en Dybde af 5 Alen; et næste Dag gjentaget Forsøg viste samme Resultat. (Hels. A.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Mærkeligt nok er der i Nærheden af Kjøbenhavn passeret en ganske lignende Begivenhed som den i Helsingør med den forgiftede Brønd. I Løverdags skulde der i en i Store Vibenshuus værende Brønd, der ikke havde været brugt siden sidste Vinter, nedsættes et nyt Pumpetræ. En Brøndgraver, Peter Larsen, var nede og skulde i 5 Alens Dybde slaae en Klampe fast, da han tabte sin Hammer; han lod sig da Heise ned med Spanden i en Dybde af 12 Alen, men idet han gav Signal til at trækkes op, faldt han død om, dræbt af de ved Kulsyren og Svovlbrinten udviklede giftige Dunster. Man troede, at han kun var kommen tilskade ved at stude sig, og en anden Brøndgraver, Peter Petersen, lod sig derfor Heise ned til hans Hjælp; men ikke saasnart var denne kommen 6 til 7 Alen ned, førend de giftige Dunster ligeledes øieblikkeligt dræbte ham. Med megen Møie fik man Begge trukne op som Liig. For end yderligere at overtyde sig om Brøndens forgiftede Tilstand, lod man et brændende Lys gaae ned, og det slukkedes strax i en Dybde af 5 Alen. - Maatte disse beklagelige Ulykkestilfælde være en Advarsel for Fremtiden om at anvende en storre Forsigtighed ved Brønde, der ikke i længere Tid have været i Brug. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1859)

Scandinavistisk Uovereensstemmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Helsingør og Helsingborg, hvor Scandinavismen ellers dog skulde antages at befinde sig i nærmeste Berøring, er "Fælleds-baandet alt nærmest ved at briste, idet man forlods i Helsingborg næsten brister af Harme over den "fælleds" - Næringsfrihed paa Søen og af Krænkelse over de af Helsingørerne nedsalte Dampskibspriser. Man er endog allerede rykket halvveis frem med en Krigserklæring, der selv anteciperer sig som en Krigsberetning. I Helsingborgs "Øresundsp." lyder Bulletinen saaledes: "Uhyggelige Rygter ere her i Omløb, f. Ex. at alle Sømærker ere borttagne paa Kysten imellem Helsingør og Kjøbenhavn, saa at "Helsingborg" som et mere dybtgaaende Dampskib (der altsaa synes bygget uden tilstrækkelig scandinavisk Øresundskjendskab) end "Ophelia", neppe vovede at Iæqge til ved de sædvanlige Landgangspladse paa Kysten; - dernæst at "Helsingborgs" Fører ofte skal være bleven modtaget med Haan og Skjældsord baade i Helsingørs Havn og andetsteds osv. "Saadanne Rygter sætte dog ondt Blod i Folket, endskjøndt de - tilføier Beretningen til Beroligelse - lykkeligviis ikke kunne forstyrre et Venskab og Tillidsforhold imellem Nabofolkene, som hviler paa en sikkrere Grund. Een Draabe i Havet gjør jo heller Intet, men mange Draaber (yderligere Prisnedsættelse) ere en heel Flod." - Den krigerskadvarende Unionist er "blot en Student, som "for ikke 6 Uger siden har været med i Henrykkelsen paa det scandinaviske Møde i Upsala. Det er saaledes ene en billig Harme, vakt af Kjærlighed til Scandinavismen, der driver ham til nærværende Skridt." Man kan sige hvad man vil og betragte Sagen som man vil, saa forlanger han, at "Ophelia" og "Hamlet" og "Helsingborg" skulle af Mængden ansees at "repræsentere Landene og deres industrielle Liv". Det Sidste, skulde man troe, kundgjør sig bedst ved de af den scandinaviske broderlige Concurrence nedbragte Priser. Men Studenten seer dybere i denne "kildne Sag" og haaber, at "Fdrl."'s Redacteur, hvem han traf paa Upsalatouren, vil "oplyse noget i Sagen." - "Troligen - tilføier Helsingborgstudenlen da naivt eller polidsk - underretter han os om, at Dampskibsinteressenterne i Helsingør, hvllket jeg ogsaa strax antager, blot ere nogle i Staten for saa Aar siden indflyttede Tydskere"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. august 1856)

Se også artiklen om prins Oscars besøg i Danmark.

Kong Carl XVs ankomst i Helsingørs Havn på dampskibet Slesvig den 17. juli 1862. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

15. Bataillon i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående historie er en blandt mange hvor hovedstadspressen - flittigt citeret af provinspressen - beskrev historier som skulle antyde at slesvig-holstenere var rå og brutale personer. Historierne blev ofte bragt langt fremme i bladene, med forsøg på generalisering. Denne historie viste sig senere at være opspind, på trods af flere påstande om at den var sand, og et dementi blev udsendt, dog næsten bagest i bladet, og næsten ikke citeret i provinspressen. En lovet opfølgning på hvad der reelt skete, kom aldrig.

Helsingør, den 26de Decbr. Igaar Aftes er der her i Byen forefaldet Optøier af en temmelig alvorlig Natur. De holsteenske Soldater, som ligge i Garnison i Helsingør, ere lange blevne betragtede med mindre gunstige Øine af Byens lavere Befolkning, og der er allerede tidligere skeet Excesser, som Følge af hvilke Soldaterne ved en Parolbefaling have faaet Ordre til stedse at bære deres Sabler. Igaar Aftes stødte endeel "Kadreiere", som man siger her i Helsingør, paa et Beværtningssted sammen med Soldaterne; der opstod snart et Slagsmaal, som fortsattes ud paa Gaden, hvor Soldaterne bleve stemt medtagne ved et Bombardement med Muursteen, men fik Forstærkning og hævnede sig ved en kraftig Brug af deres Sabler. Striden maa have været alvorlig, thi over hundrede Soldater skulde have været indviklede i den, og paa Valpladsen er der forefundet adskillige Sabler og en afhuggen Finger, hvis resp. Eiermænd nok ville blive fundne. Soldaterne have foreløbig faaet Ordre til at afholde sig fra at besøge Værtshusene i Byen, og Forhørere allerede optagne over de Skyldige. Naar jeg erfarer det Nærmere om Sagens Gang, skal jeg meddele Dem det. (Dagbl. Con.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1854).

Efter "Helsingørs Avis" har hele Slagsmaalet der i Byen paa første Juledags Aften bestaaet i, at endeel Soldaler, rimeligviis foranledigede ved tidligere Uenighed med nogle Civile paa en af Byens Dandseboder, i et Værtshuus havde begyndt Klammeri med de der tilstedeværende civile Gjæster, og under det sig her deraf udviklede Slagsmaal havde gjort Brug af deres Sabler og tilføiet 2 eller 3 af bemeldte Civilpersoner Saar, der heldigviis ikke have været betydelige. Den derved udenfor paa Gaden forsamlede Folkemængde havde angrebet og forfulgt de Soldater, der enten virkelig havde eller dog antoges at have deeltaget i det saaledes Forefaldne, og frataget to af dem Sablerne, ved hvilken Lejlighed den ene, der uheldigviis var aldeles uden Deelagiighed i det Passerede, desværre er bleven temmelig forslaaet. Det forholder sig ogsaa rigtigt, at endeel Soldater under bemeldte Forfølgelse ere drevne paa Flugten ved Steenkast; men foruden de Personer, der, som anført, bleve let saarede i Værtshuset, vides kun Een at være saaret paa Gaden ved et Hug over en Finger. Et Forbud imod, at Soldaterne besøge Byens Værtshuse, er ikke givet, hvorimod det anden Juledags Aften var dem forbudt at komme paa Dandseboderne eller at være ude af deres Qvarterer efter Tappenstreg. Vi have, tilføier Bladet, al Grund til at haabe, at denne vistnok beklagelige Tildragelse, der udentvivl har sin Oprindelse fra "Kjærestehistorier", og saaledes, som ialmindelighed i saadanne Tilfælde, maa tilskrives Feil fra begge Sider: ikke vil have videre forstyrrende Følger for det gode og fredelige Forhold, som det Tidsrum af over to Aar, hvori den 15de Bataillon har garnisoneret i Helsingør, har fundet Sted imellem Bataillonens Mandskab og Byens Befolkning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. januar 1855).

Kjøbenhavn, d. 19. Febr.

- (Dgbl.) Vore Læsere ville erindre, at vi i Dagene mellem Juul og Nytaar omtalte nogle Optøjer, af en temmelig alvorlig Natur , som havde fundet Sted i Helsingør, hvor det gjentagne Gange var kommen til Slagsmaal mellem Civile og Militære paa et Beværtningssted. "Hels. Avis" indeholdt kort Tid efter en Art "Berigtigelse" af denne Meddelelse, men det var kun aldeles uvæsenlige Punkter, som bleve modsagte, medens Avisen maatte indrømme alt det Væsenlige af vor Beretning. Der blev dengang talt om stræng og nøjagtig Undersøgelse for at opdage de Skyldige og forhindre slige Excesser for Fremtiden, men senere have vi hørt , at hele Sagen er bleven neddysset og tilgivet. Vi ere nu blevne underrettede om, at denne Ligegyldighed fra Autoriteternes Side, som man kunde vente, har havt de allersørgeligste Følger: der er begaaet nve Excesser af den helsingørske Garnison, og denne Gang paa en saadan Maade. at det vilde være aldeles uforsvarligt, om man atter vilde neddysse Sagen istedetfor at anstille nøjagtige Undersøgelser og dømme de Skyldige efter Lovens hele Strænghed. - Medens Isen har ligget fast over Øresund have saavel Svenske som Danske gjæstet Nabolandet, og der har stedse hersket den bedste Forskånelse mellem de tvende Nationer, indtil dette gode Forhold er bleven forstyrret af den helsingørskc Garnison. Søndagen d. 11. Januar besøgte et stort Antal Menige af den 15. Bataillon (Holstenere), væbnede med Sidegevær, Helsingborg og viste der en højst upassende Opførsel; de spærrede klyngeviis Torvet og Gaderne i Byen og anfaldt navnlig ved høilys Dag Fruentimmerne paa en højst uanstændig Maade. Fra svensk Side blev der Intet foretaget mod Rolighedsforstyrrerne, skjøndt der havde været god Anledning dertil, og kun paa et Beværtningssted bleve nogle af Soldaterne, der vilde holde Huus som nylig paa Gaderne, pryglede igjennem og satte udenfor af nogle danske Søfolk. Paa Tilbagevejen over Isen mødte Soldaterne en ubevæbnet svensk Husar, der med tvende svenske Piger havde været i Helsingør; uden Anledning overfaldt de danske Soldater Husaren med deres Sabler, tilføjede ham adskillige Hug og Slag, sønderreve hans Uniform og berøvede ham hans Feltbue, som Dagen efter fandtes med afskaarel Skygge, afsprættede Snore, qjennemstukket og ituflænget ved Helsingørs Havn og indleveredes som Hittegods paa Politikammeret. De tvende Piger, der fulgte med Husaren, bleve paa den uteerligste Maade mishandlede. En dansk Politibetjent, som sendtes over til Helsingborg for at opspore Ejermanden til den fundne Hue , skal have bragt en smuk Rapport tilbage. Alt, hvad der fra Bataillonskommandøren, Major Nissens Side er gjort i Anledning af disse skandaløse Optrin, indskrænker sig til, at det ved Parolen i Mandags eller Tirsdags er forbudt Soldaterne at gaae til Helsingborg; forøvrigt har man ikke hørt Noget om, at Undersøgelse er indledet for at opdage de Skyldige , hvilket dog ikke kan være saa vanskeligt, da flere Sergeanter og andre Overordnede i Søndags vare i Helsingborg og maae have seet idetmindste nogle af Soldaterne. - Klagerne over den 15. Bataillon ere hverken saa eller nye. Afvigte Foraar blev der klaget over, at Soldater af BatailIonen havde slæbt store Stene og Straatage (der bruges af Steenhuggerne paa Chausseen) ud paa Kjøreveien, ja endog havde taget en Harve fra en Ager og lagt denne med opadvendte Tænder paa Veien. I Julen var det Slagsmaalet med Kadreierne, og nu er det de oprørende Scener i Helsingborg. Medens Oberstlieutenant Dodt kommanderede Bataillonen, fandtes Disciplin og Mandstugt, men efterat denne Officeer hovedkulds er bleven først forflyttet og siden afskediget af Krigsminister Hansen, og siden Major Nissen er bleven Bataillonskommandør, hersker tøjlesløs Uorden mellem de holsteenske Soldater, og Kommandøren skal have besvaret Vedkommendes Klager med den Yttring, at han ikke kunde forbyde sine Folk at more sig, hvor der var Lystighed. - Saaledes lyde de Beretninger, vi have modtaget fra Helsingør. Det er muligt, at der i et eller andet Punkt kan være nogen Feil eller Overdrivelse, men i Hovedsagen troe vi, at Beretningen vil befindes sand. Vi haabe, at Krigsministeriet vil tage sig af Sagen og med den yderste Strænghed lade anstille Undersøgelser for at opdage de Skyldige og drage dem til Ansvar, selv om Bataillonskommandøren kunde være tilbøjelig til atter at "neddysse" det Skete. Det er saameget nødvendigere at gjøre en Ende paa disse Uordener, som Excesserne denne Gang ere udøvede i et fremmed Land og mod dets Undersaatter, der have Krav paa den fuldstændigste Satisfaktion.

(Dannevirke 21. februar 1855).

Langt henne i en avis fandtes følgende:

Kjøbenhavn, d. 20. Febr.

- "Dagbladet" tilbagekalder idag i Efterstaaende den forfærdelige Beretning, det meddeelte igaar om Uordener, forøvede af den 15. Bataillon i Helsingør, en Beretning, som synes at have været Opdigtelse og være bleven "Dagbl." tilsendt for at faae dette saare kjæphøie Blad ud paa glat Iis. Det siger: 

"Efter foreløbige Oplysninger, som ere os meddeelte fra en competent Side, synes det, at den i vort Gaarsnummer meddeelte Beretning om Excesser, som skulle være udøvede i Helsingborg og mod Svenske af den 15de Bataillons Soldater, hidtil ikke er støttet paa Andet end løse Rygter, og at den ialfald i væsenlige Punkter er unøiagtig. Da Beretningen allerede for flere Tage siden er bleven os tilsendt fra en navngiven Mand i Helsingør, havde vi ingen Grund til at betvivle dens Paalidelighed; det skulde gjøre os ondt, om vi derved havde givet Plads for uretfærdige Beskyldninger mod Bataillonen og dens Chef. - Vi haabe om nogle Dage at kunne give en nøiagtig Beskrivelse af hvad der er forefaldet.

(Dannevirke 22. februar 1855)

Med Hensyn til de Excesser, som skulde være udøvede mod civile Indvaanere i Helsingborg af den 15de Bataillons Soldater, meddeler "Hels. Av.", at Borgermester Weylander i Helsingborg efter Vedkommende Opfordring har ladet Stadsfiskalen Rosenberg anstille de nøiagtigste Undersøgelser, om saadanne Excesser have fundet Sted og i hvilket Omfang, men at ogsaa Fiskalens Erklæring efter disse Undersøgelser gaaer ud paa, "at der i Soldaternes Opførsel i Helsingborg den nævnte Dag ikke har været mindste Grund til Klage".

(Ribe Stifts-Tidende 6. marts 1855).

15. Bataillon blev oprettet ved kongelig resolution af 17/12 1777 som Lollandske Infanteriregiment. 1785 Holstenske Infanteriregiment. 1842 15. Linie Infanteribataillon. 1848 slettet af Armeen. Bataillonen blev en del af den slesvigholstenske hær under ledelse af overgeneral Willisen og stabschef von der Tann under slaget ved Isted . 1851 1. Holstenske Infanteribataillon (Helsingør). 1852 15. Linie Infanteribataillon. 1860 15. Infanteribataillon. 1863 15. Infanteriregiment. 1865 15. Infanteribataillon. 1867 15. Bataillon. 1951 ophævet.

Indbrud i Helsingør Toldkammer-Directeurbolig. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingør den 3. ds. Mandag morgen udbredte det rygte sig at der den foregående nat var begået en her i byen heldigvis sjælden forbrydelse, nemlig et indbrudstyveri i Øresunds Toldkammerdirektørbolig hvor et vindue i fløjen udad til Sofiegade var fundet hensat udenfor på gaden med en sønderslået rude og en sekretær i værelset opbrudt.

Ved den i den anledning af politiet straks påbegyndte undersøgelse, opstod der fra først af formodning om at tyven ikke var kommet udefra, men derimod snarere efter at have begået forbrydelsen, havde sønderslået ruden og aftaget vinduet for at give det udseende af at gerningsmanden havde skaffet sig adgang til værelset ved indbrud gennem vinduet. 

Mistanken henledtes straks ved forskellige omstændigheder på husets tjener der havde sit kammer i nærheden af det værelse hvori tyveriet var begået og god lejlighed til at sætte sig i besiddelse af nøglen til samme. Og efter at de stjålne koster, navnlig en kostbar gulddåse med brillanter og nogle flere prætiosa, tilsammen omtrent 550 rbd.'s værdi, var fundet skjult i en bunke sand i kælderen, tilstod tjeneren at være gerningsmanden. Han var opsagt at forlade sin tjeneste den 1. april og havde i anledning heraf bestemt sig til forinden at benytte sin herres fraværelse til at sætte sig i besiddelse af dennes penge som han antog at være forvarede i sekretæren i dennes eget værelse, hvilken han derfor om natten opbrød med en håndøkse.

Han fandt imidlertid kun omtrent 6 rbd i småpenge hvorfor han bestemte sig til for dog at få noget for ulejlighed, af de i sekretæren gemte prætiosa at tage de ovennævnte. Han er født i København, 20 år gammel og så vidt vides ikke før tiltalt eller straffet. (Hels. A.)

(Kjøbenhavnsposten, 5. april 1851)

Den kgl. Generalpostdirection vedkommende. (Efterskrift til Politivennen).

Politivennen skrev ofte om "Generalpostdirektoratet", for sammen med vognmænd og private diligenceførere bandt postvognene Danmark sammen når man (og det vil fortrinsvis sige borgerskabet) skulle rundt i Danmark. Det foregik med diligence (som vi i dag mest forbinder med westernfilm) som på de ofte ufarbare landeveje sneglede sig afsted fra kro kro til.

Efter Politivennens ophør begyndte jernbanen imidlertid at overtage diligencernes opgaver. Men det tog lang tid før man i sidste halvdel af 1800-tallet havde fået lagt skinner over det hele. Det er fra denne mellemperiode de nedenstående tre artikler fra Kjøbenhavnsposten stammer (1847)

Til Nordsjælland - Helsingør og Hørsholm - måtte man stadig benytte diligencen, således som det bliver beskrevet i den første artikel fra Kjøbenhavnsposten. Den næste artikel handler om forholdene på Roskilde Station. Den tredje artikel om problemer med at stå på postvognen ved Slagelse. 

Efter at diligencen mellem Helsingør og København, og Helsingør og  Hørsholm i en årrække  var blevet befordret ved Helsingørs vognmænd, som vist nok har opfyldt de indgåede forpligtelser til tilfredshed, blev nævnte befordring fra 1. oktober 1845 overdraget
til en mand i København, som skal have antaget i kompagni med sig de herrer postmester Jöchten og Groth i Hørsholm, der alle tre således er entreprenører for befordringen af diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør.

Denne sidste overdragelse d. 1. oktbr. i år er i særdeleshed mærkelig derved, at den kongl. Generalpostdirektion, som ellers ser så nøje på besparelsessystemet, ved denne lejlighed har vist en sjælden, men som vi skal vise, mindre hensigtsmæssig rundhåndethed med offentlige midler, betroede til dens samvittighedsfulde bestyrelse.

Helsingørs og Københavns vognmænd fik i de senere år i betaling for ovenberørte befordring tilsammen 10.800 rbd. årlig imod at denne skulle besørges i 4 ½ time på hele ruten imellem København og Helsingør. Til denne befordring brugte Helsingørs
vognmænd på vejen mellem Helsingør og Hørsholm, alene for deres vedkommende, om sommeren 16 og vinteren 20 Heste. Da det senere arrangeredes således, at Helsingørs vognmænd skulle befordre diligence på vejstykket mellem Helsingør og Niverød - 2
mil - i 1 Time 7 minutter imod en årlig betaling af 3180 rbd. brugtes til denne befordrings prompte opfyldelse 12 heste foruden forspand når vejen var dårlig.

Hørsholm Postgård, senere hotel, nu beboelser. Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Ved sædeprisernes stigen så vognmændene sig ikke i stand til uden stort tab at befordre diligencen for en så ringe betaling og med så stor en hurtighed, nemlig 2 mil i 1 time og 7 minutter, og ansøgte derfor generalpostdirektionen om forhøjelse i betalingen. Men de fik uden nogen gyldig angiven grund, afslag og så sig således nødsagede til at opgive befordringen, der nu som nævnt på hele ruten mellem København og Helsingør, er overdragen til en mand i København, som skal have associeret sig med Jöchten og Groth i Hørsholm. Han får i årlig betaling 13,500 rbd altså 2700 rbd. mere end der før betaltes, eller 1350 rbds. forhøjelse for vedkommende, der nu befordrer diligencen mellem Helsingør og Hørsholm, imod at han skal besørge diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør befordret ligeledes i 4 ½ Time, men dette sker næsten aldrig; tværtimod bruger diligencen nu som oftest 7 ½ Time, idet den i mange dage i f. å. er ankommet til Helsingør Kl. l ½, 2, 3 ja sågar kl 3 ½ om eftermiddagen, i stedet for kl. 12 ½ om middagen.

Dette kan heller ikke være anderledes uagtet vejen  efteråret og indeværende vinter langt fra har været så dårlig som før. For de herrer entreprenører i Hørsholm bruger kun 12 små og simple heste til diligencens befordring mellem Hørsholm og Helsingør, på hvilket vejstykke Helsingørs vognmænd, som meldt, brugte 20 heste om vinteren og 10 heste om sommeren.

Hvorledes det nuværende arrangement med diligencen end hænger sammen, så synes det meget gådefuldt. Og den kongl. Generalpostdirektion har vist nok ved dette ikke gavnet hverken postkassen eller publikum, til hvis nytte og bekvemmeligbed diligencerne er indrettede. For at disse befordringer er indrettede til den højkongelige Generalpostdirektions egen nytte og fornøjelse, kan jo ikke være tilfældet.

Rimelighed havde vel talt for at de forrige entreprenører havde beholdt befordringen imod et passende tillæg - langt fra ikke en sådan forhøjelse som nu - og det så meget mere som de strengt opfyldte deres indgåede forpligtelser med hensyn til tiden, i hvilken diligencen skulle befordres, og de dertil i de senere år ved foderets stigende priser og yderlig dårligt føre, havde været underkastede store tab. 

Da man ikke vil antage, at nogen af de underordnede embedsmænd i Generalpostdirektionen skulle have skyld i det ovenfor berørte gådefulde arrangement, har man taget sig den frihed direkte at henvende sig til den kongl. Generalpostdirektion selv med opfordring om tilstrækkelig oplysning til publikum, der nu kun er dårlig tjent med at blive befordret med diligencen, når man tager hensyn til den uforsvarlig lange tid, den temmelig ofte bruger på ruten.

Roskilde Station blev netop opført i 1847. Og nedenstående artikels forfatter har måske kendt denne. Den er den ældste stadig fungerende station i kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig Holsten (stationerne, bl.a. Altona og Kiel er enten nedrevet eller ikke længere er stationer). Foto Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1847)

Så behageligt det er at foretage en lystrejse på jernbanen til Roskilde, lige så ubehageligt er det, at man ved ankomsten der må føle et mærkeligt savn, som man ikke er vant til. Ved banegården holder ingen drosker eller andre vogne, som kan tilbyde de rejsende at befordre dem hvorhen de ønsker. Man vel vel sige, Roskilde er ikke så stor. Man kan snart gennemløbe den by. Ja, når vejret er godt, men ved regnvejr er det ikke behageligt at blive gennemblødt af den årsag, at der ikke forefindes vogne. Og for dem, som kommer på Jernbanen fra København og vil med dampskibet, der går til Nykøbing, er det ubehageligt, ikke at kunne få en billig enspændervogn til at bringe dem fra banegården til skibsbroen, hvortil vejen er temmelig lang, så at de reisende, der langt fra heller ikke alle kender denne vej, er udsat for at komme for sent til skibet. 

Men dette er ikke den eneste mangel, hvad befordringen angår, som de besøgende føler i Roskilde; for når de ønsker at besøge et eller andet fra ældre tider bekendt sted, såsom Ledreborg eller Boserup, og de da spørger om en vogn, så hedder det: ja, den kan De få; men den må tages på rullen på postgården, ellers kan De ingen få. Og da kan man ikke engang få en enspændervogn som på de fleste andre poststationer, men må tage en wienervogn, hvilken befordring for en lille lystrejse bliver temmelig dyr. 

Det var derfor højst ønskeligt, at der blev indrettet en billig befordring, ikke alene fra banegården til skibsbroen, og omvendt fra skibsbroen til banegården, men at der tillige kunne haves enspændervogne til at befordre de besøgende til de nærmest liggende steder i omegnen. Det ville ikke alene være til fordel for enkelt mand, som påtog sig befordringen, men det ligger tillige i hele byens interesse, at de besøgende imødekommes med al mulig bekvemmelighed, da de i modsat tilfælde snart vil blive kede af at besøge Roskilde.
R.

(Kjøbenhavnsposten, 30. august 1847)

Roskilde postkontor lå ca. 1800 til ca 1857 i Skomagergade 15. Herefter flyttede det til Hersegade 11, og endnu senere til Jernbanegade. Der blev tillige drevet gæstgiveri her indtil 1860'erne. Bygningen blev nedrevet i 1964.

Nedenstående klage til den kgl. Generalpostdirektion og det derpå meddelte svar afgiver et vist nok sjældent eksempel på en så rigorøs fremgangsmåde mod en rejsende at om den også skulle kunne støtte sig til en eller anden positiv bestemmelse - direktionen har i det mindste afvist den klagende - dog ikke kan andet end anses for en overordentlig vilkårlig brug af en embedsmyndighed, der ikke tager i betænkning uden al nødvendighed at fornærme og skade borgeren, hvor netop velvillighed og forekommende adfærd både burde og kunne fremtræde såvel i de dertil tjenende bestemmelser som i den enkelte embedsmands forhold. Det er vel muligt at postmesteren i Slagelse kun gør en undtagelse i så henseende, og at han kun, når det falder ham ind, således som i dette tilfælde, nægter en rejsende først at indtage sin betalte plads på et andet holdested end der hvorfra pladsen er betalt; for vist er det at dette ofte sker i mange andre stæder, idet endog bivogne kører forud udenfor staden for at optage derboende medrejsende. Vist er det også at hvis postvæsenet var privat, ville en rejsende, der fremkom med en sådan klage, ikke således uden videre blev afvist. Det kan rigtignok gerne være og er vel endog meget sandsynligt, at den omhandlede postmester har af direktionen modtaget et tilhold om for fremtiden at lempe sig mere efter de rejsendes tarv og bekvemmelighed. Men da hverken klageren eller publikum er blevet underrettet herom, så bliver det pressens pligt at offentliggøre sagen for at man i det mindste kan gætte sig til årsagen. hvis postmesteren i Slagelse herefter skulle vise noget mere menneskelig rimelighed og Opmærksomhed mod de rejsende, egenskaber som altid bliver at fordre hos et postvæsen og i dets Bestemmelser og anordninger, hvad enten det er kongeligt og monopoleret eller ej:

Genpart.

Søndag den 27. juni lod jeg mig på Slagelse postkontor indtegne på ageposten, for samme dags aften at returnere til mit hjem, og lagde herfor i fragt 9 Mk. 8 sk. Kort for postens afgang traf jeg en broder, der er landmand og bor i nærheden af Løvekro, hvor posten regelmæssigt holder. Da jeg havde ting af vigtighed at tale med ham om, og tiden ikke tillod længere ophold, tilbød min broder straks at rejse tilbage; jeg kunne da køre med ham og stå på posten i Løvekro. I denne Anledning sendte jeg straks bud til posthuset for at underrette postmesteren om mit ønske herom, men fik af denne det svar: "at hvis jeg ville med, skulle jeg stå på ved posthuset, da jeg ellers ikke kunne komme med." Da jeg ikke kunne antage denne besked for rigtig, henvendte jeg mig personlig på postkontoret , men fik der kun yderligere bekræftelse på den besked, budet havde bragt mig. 

Da jeg anså hr. postmesteren uberettiget til at nægte mig at stå på ved et almindeligt holdested - noget som jeg så ofte selv har gjort og tillige været vidne til almindeligt sker og denne nægtelse formentlig kun kunne have sin grund i uvilje og højeste grad af inhumanitet, ville jeg ikke underkaste mig hans vilkårlige vilje, men erklærede: at jeg rejste til Løve med den omtalte lejlighed for der at stå på posten, hvor jeg også indtraf 1/4 time før postens ankomst. Her måtte jeg til min forundring erfare, at agestolen ved et tæppe var tillåset og min betalte plads spærret, hvor foruden - efter postillonens forklaring - denne var truet og strengt forbudt at tage mig på, - hvilket kun kunne ske derved, at jeg skulle sidde tværs over vognen og lade benene hænge udenfor, og hvilket vidner om med hvad øjne hr. kammerjunker og postmester Krogh betragter borgerlige og hvad befordring han supponerer en borgerlig passager nok kunne tage til takke med. 

Jeg måtte derfor leje en befordring til mit hjem. Da jeg mener, at hr. postmesteren ikke alene har handlet i høj grad inhumant og i en aldeles modsat ånd, som den, den høje Generalpostdirektion altid lægger for dagen, og derhos gjort et ulovligt misbrug af sin embedsmyndighed, forventer jeg ved at indberette nærværende sag, at hr. kammerjunker og postmester Krog, næst at få en fortjent tilrettevisning, pålægges at erstatte mig udgifterne for ekstrabefordringen efter vognmandstakst.

Kalundborg den 19. juli 1847.

I. Hansen,
Købmand.

Til
den kongelige Generalpostdirektion i København.

I anledning af Deres besværing af 19. f. m. over at postkontoret i Slagelse har nægtet Dem at tiltræde pakkeposten mellem denne station og Kalundborg i Løvekro, undlader Generalpostdirektioncn ikke at meddele Dem, at bemeldte postkontor efter de gældende anordninger har været fuldkommen berettiget til denne nægtelse, og ar der således ikke kan tilkomme Dem nogen erstatning i denne henseende.

Generalpostdirektionen d. 3, August 1847.

Monrad. Winge. Wedel Heinen.

(Kjøbenhavnsposten 13. september 1847)

"The Prince", royal mail steamer for Denmark. The Illustrated London News, 19. april 1850.

Et Par Bemærkninger angaaende Helsingørs-Diligencen, anbefalede til Generalpostdirectionens Opmærksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

 Inds. heraf, som ikke forhen har havt Leilighed til at afbenytte Deligencebefordringerne, har i den senere Tid et Par Gange benyttet samme i den Vogn, som gaaer imellem Kjøbenhavn og Helsingør om Natten, og kan ikke negte, at han har beundret den Omhu for Passagerernes Beqvemmelighed, der saavel er viist ved Vognens Indretning, som ved alt øvrigt dertilhørende baade materielt og personelt. Man erkjender strax, at Intet er sparet, hverken fra Over- eller Underordnedes Side, for at befrie den Reisende for enhver Ubehagelighed, som ellers er forbundet med at reise, og i denne Erkjendelse er det at man henvender sig til høie Vedkommende med følgende Bemærkninger:

1) Med Hensyn til Afgangstiden Kl. 11 om Aftenen, da er denne vistnok meget velvalgt for den Vogn, som afgaaer fra Kjøbenhavn, hvor der er en Mængde Aftenfornøielser, saasom Comedier m. fl., som Pluraliteten af de Reisende vistnok gjerne ville nyde uden at være nødte til at tabe noget deraf for den tidligere Reises Skyld; men for den Vogn, som gaaer fra Helsingør, da var Kl. 10 eller maaskee endog Kl. 9 en mere passende Tid, især i Vintermaanederne. Helsingør er, saavidt Inds. har havt Leilighed til at bemærke, temmelig fattig paa offentlige Forlystelser, eller endog paa Tidsfordrivsmidler, saa at 3-4 Aftentimer ere temmelig haarde at faae Bugt med i denne By, naar man er der som Forretningsmand og ikke har adgang til Familiekredse, hvilket vel er Tilfældet med en stor Deel af Diligencebenyttende. Forretningstiden naaer sjeldent længere end til Kl. 7; naar man saa har 2 Timer til Spisning, Ordning og Indpakning af sine Sager, da ønske de Fleste vistnok at komme afsted Kl. 9. Byens Beboere ville vistnok ogsaa i Regelen ligesaa godt kunne indrette sig til at reise Kl. 9 som Kl. 11. De fleste Familiers Sengetid er vel Kl. 10, skal noget Medlem reise først Kl. 11, kommer der dog ikke rigtig Ro i Huset førend dette er borte. En saadan Ventetid er ogsaa under saadanne Omstændigheder kjedsommelig. Det synes saaledes vist, at med Hensyn til Afreisen er den tidligere Tid mere beqvem end den sildigere, spørgsmaalet er derefter om Ankomsttiden her til Kjøbenhavn, der da vilde blive Kl. 3 om Natten, ikke er mere ubeqvem end den nuværende Ankomsttid Kl. 5. Det kan ikke negtes, at Kl. 3 om Natten er en ubeqvem Tid at komme tilbyes paa, men det samme kan siges om Kl. 5, især om Vinteren. Helsingorianeren, der reiser hertil med Natdeligencen, med den Bestemmelse næste Dag eller Aften at reise tilbage, er yderst forlegen med de 2-3 Timer, han har at tilbringe inden han kan begynde sine Forretninger; søge og betale Logis krymper han sig ved, da Tiden han har godt deraf er saa kort; offenlige Steder, i det mindste saadanne som Diligencereisende ønske at besøge, ere ikke aabne; der er næsten Intet tilovers for ham uden at drive om paa Gaderne, og dette er vist ikke mindre end Behageligt især efter 6 Timers Reise om endog Veiret er godt; om ondt Veir vil vi ikke engang tale. Kommer han derimod hertil Kl. 3, da vil vist Ingen betænke sig paa at give nogle Mk, for at erholde 4 a 5 Timers Ro og Hvile, der gjør ham bedre skikket til sine Forretningers Udførelse. Der kan neppe være Spørgsmaal om den Herboende ikke heller vil komme 2 Timer tidligere hjem. Een Omstændighed er der endnu, som anbefaler den tidligere Afgang af Helsingørs-Diligencen, og den er at de 2 Diligencer undertiden indtræffe paa een Tid i Hirschholm. Det var da ikke utænkeligt, at en Reisende kom til at gaae iden urigtige Vogn; det er vel af de Tilfælde som ikke let eller ofte indtræffe, men utænkeligt er det ikke, og det blev fortalt, at det een Gang er skeet, om det er sandt veed Inds. rigtignok ikke; med det veed han, at det kunde have høist ubehagelige Følger for Paagjeldende. Der synes saaledes ikke Lidet at tale for det Forslag, at oftnævnte Deligence afgaaer fra Helsingøer Kl. 9 i Stedet for Kl. 11 om Aftenen, og indstilles derfor samme til den høie Generalpostdirections Overveielse.

2) Temperaturen i Deligencen er i Almindelighed saaledes, at den Reisende ikke generes af Kulde, naar han er nogenlunde reiseklædt og der er flere Passagerer med, hvilket nok næsten altid er Tilfældet. Det Eneste man har Vanskelighed ved at holde varme er Fødderne; derpaa vilde kunne hjelpes betydeligt ved at lægge et Teppe af tykt laadent Skind paa Bunden af Vognen, der kunde befæstes med Stropper, saadan at det let kunde tages ud, deels for at renses, deels for at borttages, naar Veiret ikke nødvendiggjorde det. Dettes Anskaffelse og Vedligeholdelse vilde jo være en Udgift, men da saamange Omstændigheder bevise, at Directionen ikke skyer nogen Udgift, der kan forskaffe den Reisende Beqvemmelighed, og da Erfaringen stadfæster, at dette Princip er fuldkommen rigtig, saa haaber man dette Ønskes Opfyldelse.

Diligencen har formentlig ikke kørt ad Strandvejen til Helsingør, men taget Kongevejen. Her gennem Fredensborg. Dengang nok uden skove, men man får et indtryk af det kuperede terræn.

3) Luften i Deligencen er som oftest trykkende og ubehagelig især naar der er mange Passagerer og Veiret ikke tillader at have Vinduerne aabne; om dette kunde ændres ved at angringe et slags Skorsteen med Dæksel over i Loftet, uden at derved frembragtes Træk eller andre Ulemper, større end dem, der skulde forebygges, tør Inds. ikke tiltroe sig Kundskab nok om til at gjøre nogen Indstilling om, og henstiller blot samme til Vedkommendes Overveielse.

4) Hvorvidt det for Pluraliteten vilde være behageligt, om Vognen var oplyst indvendig, tør han ei heller yttre nogen Mening om. For ham selv, der ikke har kunnet bringe det til at sove i Diligencen, vilde det være en stor Behagelighed, da det er betydeligt kjedeligt at sidde i flere Timer og høre paa 5 a 6 Snorkere, uden at have nogen Tidsfordriv. Var Vognen oplyst kunde man jo ved Læsning forkorte Tiden, men maaske de sovende Medlemmer ere af anden Mening, og dette Ønske maa derfor ansees for individuelt.

(Kjøbenhavnsposten den 1. november 1843) 

Noget om Kirkegaarden ved Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

(Brudstykke af en Reisendes Dagbog).

Hvad der foruden den deilige Udsigt, som næsten ethvert Punkt af Kysten, men især Høiene bag ved Byen, frembyde, mest behager ved Helsingør, er den deilige Kirkegaard, hvortil det neppe findes Magen i det hele Land. Vel er Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn smuk, men sin Skjønhed har den mest de mange prægtige og tildeels kostbare Gravminder at takke for; dens Anlæg ere stive, sørgelige og altfor tilgroede med Træer og Buske. Helsingørs Kirkegaard derimod er en yndig Park med deilige Gange, uden den mindste Tvang, med muntre Anlæg, herlige Udsigter, især fra Bakken i Baggrunden, og, hvad man just ikke kan sige om Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn og endnu mindre om Slotshaven ved Marienlyst, paa det Omhyggeligste vedligeholdt. Det er virkelig en Lyst at see hvor megen Omhu der anvendes paa denne Kirkegaard, og jeg blev ret begiærlig efter at lære at kjende den Mand, der lægger saa megen Smag og saa megen Omhyggelighed for Dagen ved at pleie dette skjønne Anlæg. Det maa være en dygtig Konstgartner, der har reist i fremmede Lande, eller i det mindste skrevet lærde Afhandlinger, tænkte jeg; men hvor forundret blev jeg ikke, da man henviste mig til en jævn, godmodig Mand, Opsynsmanden Hr. Jensen, der ikke alene ingen examineret Konstgartner er, men heller aldrig har været i Lære hos en Saadan. Og dog har denne Mand ikke alene vedligeholdt dette skjønne Anlæg, men han er tildeels ogsaa dets Skaber. Næsten ethvert Træ paa Kirkegaarden har han plantet, ja hvad mere er, næsten ethvert Træ har han anskaffet, endskjønt hans faste Løn ikke skal overstige 100 Rbd. Et mere iøjnefaldende Exempel paa, hvad Lyst en naturlig Smag og en utrættelige Flid kan udrette, er vel ikke saa let at finde. Jeg kunde, da jeg talte med denne Mand, ikke bare mig for at kaste et nysgjerrigt Blik paa hans Frakke - skulde der, tænkte jeg, ikke hænge et Baand i Knaphullet? Men nei, der hang intet Baand, og dog er denne Mand, som han fortalte mig, yndet af sine Foresatte, agtet af sine Medborgere, og hans Fortjenester ere ikke noget, der maa smaaligen opledes, bevises med Documenter, eller fremhæves af partiske Velyndere, de ligge klare og tydelige for hver Mands Øjne. Men det er endnu ikke faldet nogen af hans Foresatte ind, at foreslaae ham til en Ære, som han maaskee mere har fortjent end hundrede Andre. Vel troer jeg, at det neppe er faldet den jævne Mand, hvis Lyst og Glæde det er at pleie dette lille Paradiis, selv ind at Ønske sig denne Ære, men desto snarere burde det falde hans Foresatte ind at anbefale ham til den, thi den beskedne Fortjeneste er vel den, der mest fortjener at fremhæves, og skulde Manden selv end ikke sætte nogen stor Priis paa en saadan Udmærkelse, maa den dog være ham kjær som et Beviis paa, at man skjønner paa hans Værd, - og det maatte vel heller ikke være hans Foresatte ubehageligt at vise, at de sætte Priis paa virkelige Fortjenester. For nogle Aar siden udnævnte salig Kong Frederik den Sjette en Mand, der havde gjort sig fortjent af Kjøbstaden Randers ved flere skjønne Anlæg til Dannebrogsmand; Directionen for Helsingørs Kirkegaard mener vist ikke, at Christian den Ottende har mindre Sands for det Skjønne, end Frederik den Sjette, eller mindre villig til at belønne virkelige Fortjenester af det Offentlige.

(Kjøbenhavnsposten den 8. august 1843)

Folkeforlystelserne i Pindsedagene i Hammermølleskoven. (Efterskrift til Politivennen)

Folkeforlystelserne i Pindsedagene i Hammermølleskoven, hedder det saa Helsingør i Byens Avis, hvor Freqventsen paa den Tid Aar for Aar forøges, havde denne Gang aldeles antaget Characteren af den kjøbenhavnske Dyrehaves. Paa Skovbakken var ved lange Rækker af Telte dannet en bred Promenade, hvor den tilstrømmende Menueskemasse bølgede frem og tilbage i broget Vrimmel; de fleste Dyrehavsreqvisiter vare ogsaa der tilstede: Konstnere og Taskenspillere sysselsatte de Tilstedeværendes Øine, Restaurateurer og Vaffelbagere deres Munde og Dandsesalonnen deres Fødder: Gynger, Birsidlere og Mester Jakel manglede naturligviis eiheller. Hovedpersonen ved disse Pindseforlystelser, "Narren", med sin Harleqvinsdragt og barokke Løier, tilligemed hans "Maigrever og Maitjenere" spiller vel endnu utrættelig en Rolle, men kun en aldeles underordnet. - Hvad der iaar gjorde Freqventsen saa betydelig i selve Pintsedagene, var det fortrinligt Veirligt, der bragte en Mængde Kjøbenhavnere til at gjøre denne Udflugt til vor smukke Omegn; alene Dampskibet "Hamlet" hidbragte i Løverdags, Sødags og Mandags over 500 Passagerer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1843).

Diligencen til Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de savn, hvilke i saa Henseende maae beklages, er uden Tvivl dette det føleligste, at der i nævnte Locale aldeles ikke eksisterer noget Aftrædelsesværelse, hvorhen de Reisende, efterat have forladt Postvognen, kunne tye, for at befrie sig fra Reisetøiet, ordne Paaklædningen og finde en Smule Hvile oven paa den trættende Kjørsel; hvilken sidste Behagelighed især de maae kunne behøve, som kort efter Ankomsten hertil fortsætte Reisen videre. I Stedet for at kunne freqventere et saadant Aftrædelsesværelse, maae Diligence-Passagererne, medens deres Reisetøi undersøges af Toldbetjenten, opholde sig i en, til begge Sider aaben Port, hvor de om Vinteren ere udsatte for Kulden, ligesom ogsaa ved den mindste Blæst for en heftig Trækvind, der saa saare let kan drage Forkjølelse og anden Sygdom efter sig. Opholdet i denne Port forlænges naturligviis naar Posten medbringer mange Reisende, og blandt disse incommoderes derved da i Særdeleshed de, som ingen Familie eller Bekjendte have, til hvilke de kunne overlade at have Opsyn med Reisetøiet og at være tilstede ved sammes Undersøgelse. Og hvad kan vel bedre afhjelpe alle de her nævnte Ubeqvemmeligheder end just Indretningen af et passende Aftrædelsesværelse? Endskjøndt vi ikke have nogen Forordning for os, der befaler den herværende Postmester, at have et saadant tilrede for de med Diligencen ankommende Reisende, ere vi dog fra en temmelig authentisk Haand underrettet, om, at en Bestemmelse som den omtalte, virkelig existerer, og om dette er saa, har man i Sandhed den bedste Grund til at spørge: hvortil nytter en Bestemmelse, naar den ikke efterleves? --- nogle Ord at berøre selve Stedet, hvor de afstige. Dette er, af den Grund, at Diligencen ikke kan kjøre igjennem den herværende Postgaards Port, paa aaben Gade, hvorfra da Passagererne, med megen Umage, maae arbeide sig frem mellem den Menneskemasse, som altid blokerer Vognen, hvilken Situation især maa være Damerne ubehagelig. Efterat være kommen ind i Postgaardens Port, tænker man naturligviis at finde et Aftrædelsesværelse, uden at ahne, hvad der ikke er sært, at det Sted, hvor man befinder sig, skal passere for et saadant, og, ved at erfare dette, maa man i Sandhed faae en god Idee om det, der hos os er gjort for den Reisendes commodité...

(Kjøbenhavnsposten 1. april 1842. Uddrag).

Heltedaad ved Snekkersten. (Efterskrift til Politivennen)

"Helsingørs Avis" af 1ste dennes melder, at i Anledning af at en hollandsk Skipper som om Aftenen i Stormen d. 25de-26de. Marts d. A. med to af sine Folk kæntrede med en Baad, og efter i længere Tid at være dreven om paa Havet, blev reddet af Fiskere paa Snekkersten, har Hs. M. Kongen af Nederlandene behaget at skjenke til Districtscommissair Jørgen Børgesen, Jacob Vilh. Børgesen, samt Fiskerne Helle Børge Hansen, Lars Hansen og Jens Andersen, alle af Snekkerstens Fiskerleie, Førstnævnte den ved Resolution af 19de Juni 1822 til Belønning for ædle og menneskekjærlige Handlinger indførte Sølvmedaille af første Størrelse og hver af de fire sidste den af anden Størrelse, ledsaget af et ærefuldt Skriftligt Vidnesbyrd om deres ved den ovenmeldte Leilighed udviste menneskekjærlige Daad. - Om denne Kongl. Resolution have Vedkommende afvigte 29de Mai erholdte Communication fra den derværende nederlandske Consul. Medaillerne og Vidnesbyrdene ville senere blive oversendte.

(Kjøbenhavnsposten den 4. juni 1836)

Gjæstgiverpriser i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Sommer har en usædvanlig Mængde Reisende gjæstet Helsingøer. Aarsagen hertil var deels det behagelige Veirligt i Juni og Juli Maaned, deels den i flere Henseender lettede Overfart til Helsingborg, hvorfor Vedkommendes Bestræbelser ikke noksom kunne paaskjønnes. Beklageligt er det imidlertid, at Opholdet i Helsingøer er meget kostbart for Reisende, som ikke der have Bekjendtere. De idelige Klager herover, som over Beværtningen selv i Byens første Hotel, have formodentligen foranlediget Magistraten til i disse Dage at offentliggjøre Gjæstgivertaxten. Denne er for det meste stemmende med Billighed, men i adskillige Hovedposter, saasom Logie, Middagsspise o. s. v., synes den ikke at passe til Nutidens Priser, og da det er noksom bekjendt, at de fleste Livets Fornødenheder ere, om ikke billigere, saa dog ligesaa billige her som i Kjøbenhavn, saa var det at ønske, at man, naar en ny Taxt sættes for Gjæstgiverne, vilde moderere denne noget til Fordeel for de Reisende.

(Kjøbenhavnsposten 6. september 1833)

S. T. Hr. Consul C. H. Rooth! (Efterskrift til Politivennen)

Jeg tager mig herved den Frihed at anmelde, at jeg Tirsdagen den 28de Juli, da jeg med min Baad forlod Helsingborgs Brygge, blev anholdt af en Person, som man kaldte Reinhardt, og opfordret til at forevise vort Pas; men da de Passagerer, som jeg havde ombord, bestode deels af min egen Familie, og deels af gode Venner, hvis Passe alle vare foreviste for den paa Bryggen værende Rotmästrar, der havde tilladt os at afreise naar vi ønskede, fortsatte vi vor Fart. Vel saae jeg at han (Reinhardt) trak sin Sabel og gav os Skieldsord, men da jeg ikke havde nogen Grund til at frygte for ham, fortsatte vi vor Reise. Kort derefter saae jeg ham sætte ud fra Land og hørte ham løsne tvende Skud, men observerede ingen Kugle, førend da det tredie Skud løsnedes, hvilken Kugle surrede tæt agter om os; en anden Kugle slog ned i Vandet tæt ved Siden af os; da min Baad seilede hastigere end hans, saa slap vi ham snart ud af Sigte, og havde intet videre at frygte, men hans Skud foraarsagede, at et i Baaden værende Fruentimmer blev meget sygt af Skræk og førtes næsten bevidstløs til Helsingør. - Da vi leve i fredelige Tider, hvor ingen Krig er paa Færde, er det haardt at blive behandlet paa en saa skamløs Maade; og at min Klage er sand, vil jeg med vidner bevise, saavel med de paa Bryggen nærværende svenske Færgemænd, som med de Passagerer jeg havde i min Baad. Jeg kom i Dag og anmeldte det Passerede hos Commandanten, men denne bad mig, at jeg, som dansk Undersaat, vilde foredrage min Klage for den danske Consul, og i Haab om at Hr. Consulen vil antage sig denne Sag paa det alvorligste, tegner jeg mig etc. - Helsingborg-Posten tilføier, at en anden Klage er indkommen over at det i Helsingør værende Kongelige sicilianske Consulats Lystbaad ogsaa samme Dag af Reinhardt blev anfaldet med skarpe Skud, omenskjøndt det sicilianske Flag blev heist. Reinhardt skal, efter denne sidste Klage, ei have været ædru.

(Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende 29. august 1828. Citat fra et brev af C. F. Bache i Helsingør til den danske konsul i Helsingborg, udgivet i Helsingborgs-Posten)

Helsingør Politikammer. (Efterskrift til Politivennen)

Et stort antal reisende Haandværkersvende have i den senere Tid indfundet sig her i Byen, ankomne hertil deels fra Kiøbenhavn for at gaae videre giennem Landet til Tydskland, deels fra andre Stæder i Sielland. Den største Deel af disse Personer eie intet for at kunne fortsætte Reisen med. Det er og sielden deres Attraae at faae Arbeide, men de falde de respectives Lauge til Byrde, fordre Understøttelse af disse, og da de ikke finde denne tilstrækkelig, tigge de sig frem baade her i Byen og i de Districter som de giennemvandre. For at komme denne Uskik og sikre baade Byen og Omegnen for slige Personers Besøg, har jeg med Oldermændene for samtlige Haandværkslauge overlagt, hvorledes der paa den meest hensigtsmæssige Maade kunde raades Bod herpaa, uden dog at berøve Mestrene Leiligheden til, naar de trænge til Svende, at live forsynede med duelige Subjecter, eller og at lægge unødvendige Hindringer i Veie for retsindige og arbeidsomme reisende Svende. I denne Anledning ere her truffet følgende Foranstaltninger, der saa meget mueligt søges bragte til offentlig Kundskab.

Uagtet de fleste Lauge her i Byen ikke vilde ophøre at sørge for, at efter gammel Vedtægt en reisende Haandværkersvend første Nat han opholder sig her faaer frit Logis, saa ere de dog samtlige blevne enige om, aldeles ikke for Fremtiden at ville yde megen Understøttelse i Penge eller give de saakaldte Geschenck, saa at ingen Svend kan være tient med at komme hertil aldeles blottet for Penge.

Saasnart en reisende Haandværkersvend anmeldes paa Politiekammeret, indhentes fra Politiets Side strax Underretning hos vedkommende Oldermand, om der i Lauget er nogen Mester som trænger til en Svend; er dette ikke Tilfældet, faaer den ankomne Svend i Almindelighed ikke Tilladelse at forblive længere i Byen, da han ellers vil udsætte sig for at blive anseet som Løsgiænger.

Fra Politiets Side vil der baade her i Byen og de tilstødende Kystdistricter anvendes den største muelige Aarvaagenhed for at faae anholdte de Svende der løbe om og tigge, hvilke da strax vil blive arresterede og dømte efter Anorningerne for deres lovstridige Fremgangsmaaade.

Helsingørs Politiekammer den 16de Marts 1818.

J. A. Mariboe.

(Dagen for 20. marts 1818)

Konvojen sejrer forbi Kronborg. (Efterskrift til Politivennen)

Den 27de Decbr. Kl. mellem 1 og 2 Eftermiddag, gjorde denne Convoi sig atter seilklar, og begyndte at passere Kronborg Fæstning saa nær som Vind, Veir og Grundene tillode det. Ved saaledes at passere Kronborg Fæstning, blev den beskudt af Morterer og Kanoner, men den lange Afstand gjorde, at Virkningen ei var saa betydelig, som man havde ønsket; imidlertid har man dog bemærket, at nogle Skibe bleve trufne af Bomber, ja endog af Kugler. De fiendtlige Krigsskibe beskød i Forbiføring Fæstningen, men uden Virkning.

Dagen 30. december 1811.

Kronborg. Borgen skulle være ført tilbage til hvordan den så ud dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Den engelske konvoj. (Efterskrift til Politivennen)

Batteriet Trekroner d. 26de Decbr. En idag nordfra indpasseret Sloop beretter at den fiendtlige Convoi laae ankret norden for Hveen 1½ Miil, sydøst fra Helsingør. En Kutterbrig var krydsende under Concoien. - Kaperfører Holm med Kaperen Laxen er indpasseret og beretter at han var ifølge med Kaperfører Bistrup som blev taget d. 24de af en fiendtlig Kutterbrig. De jagede en Coffardibrig, af Concoien paa Grund ved Landskrona før Bistrup blev taget. - En fiendtlig Kutterbrig saaes igaar Morges at ligge til Ankers under svenske Kysten ud for Landskrona; men kl. 9 Formiddag lettede den og stod nord efter; siden har den ikke herfra været i Sigte. - I Morgenstunden har man af og til hørt en Deel svære Skud nord fra.

Dagen den 29. december 1811.

Gale Hans. (Efterskrift til Politivennen)

De 2de Personer, som ved Helsingør overfaldt og vilde myrde en Bonde, ere dømte til Rasphuset, efter 2 Dages Spidsrod, 8 Gange hver Dag. Den ene syntes meget mismodig, den anden derimod, sædvanlig gale Hans kaldet, ligegyldig og fræk. Denne sidste har og den 8de, Dagen førend han skulde udstaae sin første Straf, uagtet strængt Opsyn, dog vidst at gjøre sig usynlig, og mange Mennesker vare i stor Angest for dette Samfundet farlige Menneske, indtil det Rygte bredte sig, at han skulde være paagreben ved Hammermøllen og bragt i sikker Forvaring.

(Fyens Stift Kongelig Allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 13. december 1811)

Et par uger senere kunne Dagen 26. december 1811 fortælle:

Gale Hans skal, som det hedder, være paagrebet. Gid det snart maatte bekræftes. 

Men:

Efter Skrivelse fra en Bonde i Tjærebye, en Miil denne Side Ringsted, til sin Søn i Helsingøers Garnison skal gale Hans for nogle Dage siden have været der, hilset fra Sønnen, og forlangt Penge og en Madpose; men da man vidste forud, at der stak en Skjelm i Hanses Trøie, bekom han Intet. Siden fik de der at vide, at han var rømt. Han er muelig allerede paagrebet.

(Fyens Stift Kongelig Allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende den 27. december)

Samme avis undrede sig stadig over den manglende pågribelse den 21. januar 1812 i forbindelse med en omtale af et tyveri i Helsingør:

Mærkeligt er det ellers, at af de mange Tyverier, som i nogle Maaneder ere begaaede her, opdages meget faa; ligesom og, at man endnu ingen Vished har for at gale Hans er paagreben 

Den 9. juni 1812 kom avisen med en meddelelse om at han var pågrebet:

Endelig er den berygtede gale Hans efter 7 Maaneders Flugt bleven paagreben, og den 3die bragt til Kronborg. Han skal siden Juul have tjent som Kudsk paa Melbyegaard, hvor man ogsaa annammede ham. Han havde tilsneget sig et Pas, som lød paa en Musqu. af N. L. Reg. 4de Bat. Han saae ellers got ud, og var got klædt.

Mere om den engelske flåde. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer den 25de Decbr. Den fiendtlige Flaade, imellem 30 og 40 Seilere, ligger endnu østlig for Hveen. Den skal have taget en dansk Kaper. Efter kort Tøeveir igaar fik vi nogen Frost, som synes at ville vedvare. En velgjørende Snee formilder dens strænghed. Saalænge denne Vind staaer, vil den fiendtlige Flaade ikke kunne udseile.

Med den fiendtlige Convoiflaade under Hveen er ikke foregaaet nogen mærkelig Forandring. - Som bekiendt have Kaperførerne Lars Madsen og Raaber i fællig taget et Skib, og Kaperfører Buch et andet, og bragt dem begge i sikker Havn.

Dagen den 27. december 1811.

Engelsk flåde i Øresund. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer d. 24de Decbr. Virkelig kom Flaaden, som havde samlet sig i Sundet, igaar Eftermiddag ved sydlig Vind ned, og gik Kl. 4 langs nær Kysten giennem Sundet; men da Luften var saare tæt, og det begyndte at mørknes, kunde man ikke øine dem alle; dog kunde man skielne 3 store Krigsskibe eller Fregatter iblandt dem. Men snart blev Vinden V. N. V., hvorved de standsedes i Farten, og maatte atter vende tilbage, og laae i Morges østlig for Hveen. Man saa i Aftes og i Nat adskillige Signaler af Raketter og Blinklys m.v. - I Nat var det en meget stærk Storm, hvorved Flaaden sandsynligviis maa have lidt Skade, og man siger at et af Skibene sees uden Master. Man vil og at en af vore Kaprer har taget en Brig ud af Konvoien og bragt den til Kbhavn. I Hornbekbugten er en Brig indstrandet, og paa svensk Side ved H[...] skal en Galease være løbet paa Grund. Man skal i Søen paa samme Side have bierget Adskilligt. 

Dagen 26. december 1811.