Livet paa Lossepladsen. (Efterskrift til Politivennen)

En Verden ... nær og dog saa fjern fra det borgerlige København. - Hvor "klunsepillerne" gaar Julen i Møde.

Der er en Verden udenfor Verona ... København er heller ikke "Strøget" alene eller Adelgade eller Falkoneralleen . eller Sundholms forholdsvis velordnede Husvildebarakker. Vor By er storladen og mærkelig i sin Mangfoldighed. Uhyggen, Tragedien og Armoden trives Side om Side med det lyse, lette Smile. Fattigdommen favnes af den rørende Idyl ... Disse Billeder taler i Virkeligheden for sig selv.

Fovilder man sig ud ad Enghavevej, et godt Stykke længere end Sporvognen kører, støder man helt ovre ad Gl. Køgevej til paa et Skilt: "Til Kommunens Losseplads". Svingfulde Skraldevogne rasler forbi, behængt med sælsomme Effekter, et flænget Olietryk i en Ramme, der er løsnet i Hjørnerne, et rustens Cykelhjul ... Man gaar indenfor Porten, et halvt hundrede Skridt fremefter, og en fantastisk Lilleverden,  "Klunsepillerne"s beskedne Paradis aabenbarer sig. 

Her ligger "Hus" ved "Hus", der synes frembragt under en Storm-Petersens geniale, men barokke Vanvidsglimt. Hvert Øjeblik venter man at se en mosgroet Gentleman i Diplomatfrakke, med frodigt haveanlæg i Hatten og Hængelaas over Maven træde frem af disse Skure, hvori alle Lossepladsens tilfældige Brokker er gaaet op i en højere Frihed.

Men det er ikke netop hin Type, der dominerer herude. Københavns Klunsepillere er et baade stræbsomt og flittigt Folkefærd. Det er de ogsaa nødt til at være, hvis de vil opnaa noget i Retning af en Dagløn ved deres kummerlige Haandtering. Man er Specialister i den Branche. Eli samler udelukkende Klude, én Svinefedt, én Metaller ... Iagrene sorteres omhyggeligt af Kvinder og Børn, medens Fatter virker. Det trænede Øje finder Værdier, hvor vi andre gaar ligegyldigt forbi, og det gælder om at værne sit Skat kammer for uindbudne Gæster. Derfor ser man disse pudsige Skilte, som 1 Omgivelserne her virker dobbelt sørgmuntre: "Hunden bider --" eller "Naar Døren er lukket, er Hunden - - løs".

Børn og Dyr i Klunsebyen.

Utroligt, at der lever Mennesker herude Aaret rundt klods op ad og til Dels paa selve Lossepladsens Skarnhelvede. Ja, i et af Opholdsrummene bor endog en blomstrende Klunsefamilie paa Mand, Hustru og 8 Børn. Nogle Stykker bliver i Hast sammenkaldt fra legen paa Lossepladsen og stillet op for Fotografen. De er overdaadig snavsede og forpjuskede - hvor kan de være anderledes? - men søde og friske og med Børns Sædvane stærkt benovede over den uvante Situation.

En ældre Mand i Kofte til Fødderne kommer os i Møde, drivende foran sig et Par Ænder, der har forivret sig for langt bort fra de hjemlige Enemærker i Søgen efter nye og fremmedartede Delikatesser.

- Godt, man har lidt Julemad, siger han i Forbifarten.

Vi følger med ham ned til hans Hus. der ligger i en sumpet lavning. størknet af Frosten. En hjerteskærende Tanke trænger sig uvilkaarligt frem: Hvordan ser her mon ud i Tøvejr?

Denne Mand, hvis Væsen er venlig Ro, har øjensynlig fundet sig til Rette her paa sin lejede Grund a 8 Øre pr. Alen. Han har gjort sig Umage med sit lille Træhus, der er mere velbygget end de fleste andre i Klunsebyen. Og han har hygget sig her med Hund og Kat og et Mylder af prægtige Kaniner, der betragter de Fremmede med store forbavsede Øjne, hvori der ikke er Anelse af Forskræmthed. Og saa Høns er der i Masse med Tilhold i Overdelen af en gammel, frønnet Omnibus.

Den tunge, graa Decemberhimmel hænger over os, svanger med Frost og Sne. Bag Kalvebod Strand, der udvider sig mod Køge Bugt, ligger Amagers Lavland med Kongelunden i bleg, vinterlig Dis. I Nordvest fortoner Københavns Stenmasser sig med skystræbende Spir og Fabriksskorstene.

Det er netop i den daarende Eftermiddagstime, da "Strøget" og Broernes Julebutikker springer ud med et funklende Lyshav ... kun lossepladsen ligger hen I et trøstesløst Øde her paa Randen af Byen og det hvide Land, et Øde, der dog ikke savner det lille forsonende og rørende Smil.

(Aftenbladet (København) 19. December 1928).

Foto fra Nationaltidende 11. august 1927, 2. udgave af lossepladshuse ved Enghavevej. 

Bræddeskur et ikke navngivet sted i Københavns omegn: Bræddeskur med græstørvsvæg. Aftenbladet (København) 28. maj 1927.

Hovedstadens fremtidige Færdsels-Signaler. (Efterskrift til Politivennen).

 

Til venstre: Betjent Bøgholm-Larsen med den af ham konstruerede Handske med rødt Lys. I Midten: Den nye Signal-Lanterne, som skal ophænges over Krydsningsstederne. Til højre: Det Indre af Reguleringsskabet. Paa Bagsidens Trin har Færdselsbetjenten Plads ved Haandtager, hvormed Signalerne skiftes.

Antagelig paa Fredag vil Københavnerne, der passerer Frederiksborggade, før de naaer Søerne og begynder at spejde efter Marsvinet, faa noget andet at kigge paa, nemlig det første Færdselssignal af den nye Type, anbragt i Farimagsgade-Krydset, og som nu skal indføres ved alle de stærkt trafikerede Skæringspunkter.

I Gaar havde vi paa Politigaarden lejlighed til at bese den nye Konstruktion, til hvilken Magistraten har bevilget Pengene.

Som forleden omtalt, har Signalet, der anbringes i Kabel over Sporvejenes Ledningsnet, tre Lanterner, øverst den røde "Stop", i Midten det gule Varsel om Kørselsændringen og nederst det grønne "Kør".

Reguleringen sker fra et Skab opstillet inde paa Fortovskanten, og Betjenten faar Plads paa et en halv Meter højt Trin, saaledes at han har fuld Oversigt over Gaden.

For det Tilfælde, han maa forlade Posten, kan han ved blot at trykke paa en knap indstille Signalet til Selvbetjening, saa at Lyset skifter med et efter Trafikforholdene passende Mellemrum; den gule Varselslanterne kan saaledes f. Eks. stilles til at lyse fra 2 til 30 Sekunder.

Skabet rummer ogsaa Telefon med direkte Ledning til den nærmeste Politistation, som derved er i Stand til at underrette Betjenten om Numret paa stjaalne Vogne, som han da eventuelt kan stoppe, hvis de skulde komme forbi. Samtidig kan Posten naturligvis ogsaa tilkalde Assistance i Tilfælde af Ulykker o. I. Hele Signalkonstruktionen er dansk, bygget af Ingeniør Klein, der virkelig synes at have fundet en praktisk Løsning af det vanskelige Trafik-Problem.

Forøvrigt blev vi ved samme Lejlighed præsenteret for en fiks lille Opfindelse, udtænkt af Betjent, Cand. phil. Bøgholm-Larsen. Det drejer sig om et Par hvide Overtrækshandsker, der i Haandfladen bærer et rødt Lys. som dog først tændes, naar Haanden hæves over en bestemt Vinkel. Handskerne vil blive indført til Brug for Betjentene paa de Krydsningssteder, hvor der ikke findes Færdsels-Signaler.

(Aftenbladet 21. november 1928).

Omtalen af et marsvin i starten af artiklen hentyder til at nogen havde sluppet et marsvin ud i Søerne, hvor det tiltrak store mængder af nysgerrie.

I Morges toges det nye Færdsels-Signal i Brug.

Fra venstre: Den ophængte Lanterne. Til højre: Betjenten i Virksomhed ved Skabet paa Fortovskanten udfor Chr. Winthers Hus.

I Gaar Morges tog man fat paa Anbringelsen af det nye Færselsignal. Det er, som omtalt, Frederiksborggade-Farimaggade Krydset, der nyder Æren af at være det første Sted. hvor Nyordningen indføres

Arbejdet blev Dagen igennem fulgt  med den største Interesse af det forbipasserende Publikum, der navnlig var meget nysgerrigt efter at se, hvad der var inden i Reguleringsskabet.

Selve lanternen har man været nødsaget til at anbringe temmelig højt til Vejrs, nemlig over Sporvejens Ledningsnet. Det vil derfor nok komme til at knibe lidt for Automobilister, navnlig de lukkede, at se, naar Signalet skiftes, men ved Anbringelsen af et lille Spejl eller en Prisme, kommer man over denne Vanskelighed. Paa den anden Side har Lanternens Anbringelse højt til Vejrs den Fordel, at Lyset kan ses langt ned i Gaden, saa at Chaufførerne advares i god Tid.

Kl. 7 i Morges traadte Signalet i Virksomhed, og Starten gik glat. For den trafikledende Betjent betyder det selvfølgelig ogsaa en stor Behagelighed at kunne staa i Sikkerhed inde paa Fotovet og være fri for at blive oversprøjtet af Gadesnavs i sølet Vejr.

(Aftenbladet (København) 24. november 1928).

Vesterbrogade faar sin Trafik-Lanterne.

Signalet opsættes paa Lysstanderen ved Bernstorffgade-Krydset.

I Gaar fik Vesterbro Passage sin Trafik Lanterne, som fra i Dag afløser det mere uanselige Stopskilt. 

Signalet er anbragt paa Lysmasten ved Bernstorffsgade-Krydset, medens Betjeningsskabet er opstillet ved Standerens Fod og ikke, som i Frederiksborggade, inde paa Fortovskanten. Den posthavende Betjent vilde nemlig ikke kunne have tilstrækkeligt Overblik over Trafiken, hvis han skulde staa ved Fortovet.

løvrigt er Farvetonen i det grønne ændret af Hensyn til de Farveblinde. Mange af disse har nemlig Vanskelighed ved at skelne det røde og grønne Lys fra hinanden i Frederiksborggade-Lanternen, men efter øjenlægers Udtalelser skal den Forandring, der nu er foretaget, ophæve denne Fejl.

Politiet vil nu i nogen Tid se, hvorledes de to Lanterner virker, før man søger yderligere Bevilliger til Anskaffelse af flere ny Lanterner.

(Aftenbladet (København) 29. december 1928).

Lyssignalerne løste ikke problemet. I marts 1929 blev der stadig klaget over at man ikke kunne se farverne, eller om lyset overhovedet var tændt i sollys. Der blev derfor udstationeret folk ved signalerne til at råbe til bilisterne hvornår der var fri bane. 

Allerede i 1923 eksperimenterede 1. politiinspektorat med ordninger af trafikforholdene. 4. oktober 1923 således med det viste stopsignal. Det var tre meter højt og havde et varselssignal om "Giv Agt". Det blev afprøvet ved daværende Tivoligade. Foto fra Aftenbladet 5. oktober 1923.

Sextus Miskow (1857-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Sextus Miskow (3. februar 1857 i Nyborg – 24. november 1928) var en dansk sanger, komponist og musikanmelder. Efter to år på Hærens Elevskole fra 1871 videreuddannede han sig i violin- og klaverspil og blev 1876-1879 undervist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han fik sangundervisning med Carl Helsted som lærer, og debuterede som bassanger på Det kongelige Teater i 1880. Han fik imidlertid aldrig fast ansættelse på teatret og virkede siden som sanglærer og som koncertsanger:

Sextus Miskow (født 3. febr. 1857) debuterede i Schrams Parti som Jacob, Israelitternes Stamfader. Han var elev af Musikkonservatoriet og Adolph Rosenkilde og ejede en i Dybden velklingende Basbaryton, som han benyttede musikalsk. Men dens ungdommelige Klang passede ikke til Oldingens Skikkelse, og Pressen turde intet spaa om Debytantens Fremtid. Han trak sig forøvrigt snart tilbage til en omfattende Gerning som Komponist og Sanglærer.

(Fra: Det kongelige Teaters historie 1878-1882).

I 1880 skrev han melodien til Holger Drachmanns "Den spillemand snapped' fiolen fra væg" (1879). Den kom med i mange sangbøger op til nutiden, og indspillet af talrige kunstnere.  Bl. a. genoplivet af Peter Malberg i "Det gamle guld" (1951). I 1903-1914 var han også musikanmelder bl.a. ved Berlingske Tidende og kordirigent for Københavns Arbejder Sangkor, som han stiftede i 1915. Desuden begyndte han at komponere. Hans Allegretto Fantasia for klarinet og klaver kan høres i flere udgaver på nettet.

Sextus Miskow

Sextus Miskow har i Aarenes Løb med Rette skabt sig et Navn som sangkomponist - ja, han er vel egentlig den, der mest har forstaaet at trænge igennem, naar Talen er om dansk Sang-Komposition, En Lange-Müller kan være finere, dybere, og han henvender sig derfor til en snævrere Kreds af Musik-Interesserede, Men Miskow har den store Fordel, at hans Sange er skrevne for alle, ikke mindst for den menige Mand, der længes efter sund, naturlig Musik - og af den har vi ikke altfor megen i dette Land. hvor "fin" Musik ofte er det samme som kunstlet, utilgængelig.

Sextus Miskow hører ikke til den Slags Komponister, der mener at have brudt nye Baner. Han har det gode, sunde Talent, der ved, hvad han kan, og stadig søger at uddybe sig selv.

Han havde f. Eks. til i Aftes skrevet en ny Sangcyklus - aldeles fortrinlig udført af Frk Ellen Beck - "Erico" til Tekst af Søderberg. Man genkendte Miskow i disse Sange og dog var der et nyt Moment, et dramatisk Spring, som men ikke tidligere har bemærket hos denne Komponist. Skulde mon Hr. Miskow ikke sidde inde med Evner til at skrive for Scenen? Han burde i alt Fald efter denne Cyklus prøve derpaa.

En Suite for Piano og Klaver, d Hrr, Edv. Borregaard og Fini Henriques, er tidligere hørt. Den er saa vidt vides omarbeidet. og har kun vundet ved denne Omarbejdelse - sidste Sats maatte endda gives da capo.

Nogle Stykker for Piano og Klarinet viste netop Hr, Miskows fine poetiske Nerve. De er just ikke særlig banebrydende, men man genfinder i dem den Miskowske Ynde og Naturlighed. Det er ikke store Motiver eller ejendommelige Kombinationer, som Komponisten leverer, men man hører Sextus Miskow selv, der skriver ud af sit store, gode musikalske Hjerte, Fantasistykkerne blev udmærket blæst af Hr. Anders Brems.

Mindst betydelige forekom mig de 6 Sange for Mandskor. Der manglede jeg Miskows sædvanlige Melodiøsitet og naturlige Ligefremhed. De var hørlig vanskelige for Koret - som forøvrigt sang med stor Interesse - og der var ikke den Klangsang, som man skulde have tiltroet Miskows fine Øre.  Bedst Iykkedes hans herlige Spillemandsvise, der tog sig overordentlig morsom ud i denne Udsættelse.

Der var stor og stærk Begejstring for hele Koncerten, og Miskow fortjente det i fulde Maal - og Komponisten fremkaldtes Gang paa Gang.

Sophus Andersen

(København 15. marts 1905).

Der var også en anmeldelse af Miskow-Koncerten i Frederiksborg Amts Avis 16. marts 1905 der stillede store forventninger til dennes gentagelse for Folkekoncert for Hillerød og Omegns Foredragsforening på "Leidersdroff".

Sextus Miskow

Hr. Redaktør!

I Anledning af "København"s elskværdig-spøgefulde Artikel om min "Spillemandsvises" forestaaende 25-aarige Fødselsdag den 13. ds., tillader jeg mig at berigtige en lille Unøjagtighed.

Der udtales nemlig, at Frk. Ellen Beck har skabt den Popularitet, der knytter sig til den Melodi, jeg har skrevet til Ludvig Holsteins "Far, hvor flyver Svanerne hen?" Dette er ikke ganske korrekt; thi den Melodi, som Frk. Beck plejer at foredrage til Holsteins Tekst, er ikke at mig, men af Lange-Müller.

Min Melodi kan fornemlig takke min kære Ven og gamle Elev, Operasanger Ejnar Forchhammer, for den store Udbredelse, som den har vunden blandt Publikum.

Deres ærbødige.

Sextus Miskow.

(København 8. december 1906)

I Morgen - "Snehvide" paa Casino

Komponisten Sextus Miskow

Endelig i Morgen naar Casino at faa "Snehvide" paa Plakaten og faa udløst den Spænding, hvori Komponisterne Sextus Miskow og Chr. Danning saa længe har gaaet.

Men endelig staar nu den store Julepremiere i Morgen Aften. Vi synes oprigtig talt, det er kedeligt at servere Juleknas en Uge før Jul. Anmelderne er meget mere glade 2den Juledag, naar de har Maverne fulde af Gaas og Rødkaal, Marzipan og Romtoddyer, - meget mere mætte og velvillige. Selv Sven Lange har Vinger paa i Julen.

Men det bliver jo nu Casinos Sag.

Kongen af Sjælland spilles af Vilh. Birch, Dronningen af Carmen Riis, Snehvide af Illemann Levinsen (udslagent Haar), Prins Jørgen af Lolland af Carl Hillebrandt, Prinsens Følgesvend af Gunnar Helsengreen, Førsteministeren af Regnar Bjelske og Mosekonen af Amanda Lund.

Reenberg medvirker ikke.

(Folkets Avis 15. december 1916).

Dagens Krønike

Dagens Fødselsdagsbarn

Sextus Miskow

I Dag fylder Sextus Miskow, - tal bare ikke om det! - Fanden er gammel, - ikke jeg! siger Sextus, og det har han Lov til at sige.

Sextus er en af mine livligste Bekendte, og man opdager stadig nye Talenter hos ham. For tre Aar siden opdagede jeg f. Eks., at han er en udmærket Maler, - ikke I Kunstmaler, - dem er der nok af, - nej, rigtig Maler, - Plankeværk osv.

Sextus Miskow er bl. a. en Svend til at male Havemøbler! Han og jeg var for tre Aar siden oppe i Skive og hjalp hinanden med at holde Sommerferie.

Sextus havde nemlig en Søn der var Præst i Skive. - Sextus, - en Søn der er Præst! - Ja det lyder mærkeligt, men som bekendt er dét Livet selv, der digter de mærkeligste Æventyr.

VI holdt Sommerferie deroppe, og for at faa Tiden til at gaa, skulde vi male Præstens Havemøbler. Vi stod nede i en Kælder og gjorde det. - Det lyder ogsaa mærkeligt, men det havde sine Grunde. Skive Befolkning er nemlig alvorlig, lidt religiøs og rettænkende. - de maatte ikke se at vi malede Møblerne, - for Sextus og jeg kan nemlig ikke male Møbler uden at drikke Øl til Altsaa stod vi inde i Kælderen.

Og vi malede, og trallede og sang. - den Spillemand snapped' Fiolen fro Væg, - og drak Albani Øl.

Det lyder ogsaa mærkeligt at man drikker Albani Øl i Skive. - men det havde ogsaa sine Grunde. De rettænkende Skiboniter maatte Ikke se at Præsten fik en Kasse Øl hver Dag, - derfor fik vi den sendt fra Odense, - Albani Øl - godt emballeret. og der stod skrevet uden paa Kassen:

- Forsigtig! Billedbibler!

Men Møblerne blev malet, - det var muntert. - jeg fik mange Malerklatter paa Tøjet.

Træffer jeg Sextus Sivsko I Dag skal v| have en Fødselsdagsøl sammen. - ikke Albani. - her i København behøver vi jo ikke af genere os. Her er Folk ikke nær saa "rettænkende", som i Skive

Skaal. Sexsjus!

Michael.

(Folkets Avis - København 3. februar 1923)

Sextus Miskow 3.2.1857-24.11.1928. Gudrun Miskow, f. Langkilde 5.8.1871-15.5.1957. De blev gift i Odense 29.11.1890. Gudrun var datter af Niels Valdemar Langkilde (1838-1914) og Hedevig Marie Petersen (1848-1921). Hun var klasselotterikollektrice. I 1930 boede hun i Nansensgade 23, i 1940 i Hellebækgade 1, st. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Johan Ludvig Heibergs Grav. (Efterskrift til Politivennen).

 Johan Ludvig Heibergs grav i et skandaløst forfald.

En privatindsamling med mindre tilskud fra Undervisningsministeriet for at redde graven.

Krav om at staten skal overtage denne vor betydeligste litterære grav næst efter Holberg-graven i Sorø.

Graven på Holmens Kirkegård hvor fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg hviler.

Man har en gang sagt, at en slægts kultur hl. a kan måle efter den måde, hvorpå den handler med de dødes grave.

Er det rigtigt, har vi grund til at skamme os. Det er i de senere år hændt ikke en, men mange gange, at der med fuld føje er blevet anket over den hensynsløshed og mangel på pietet, hvormed vi lod en grav forfalde, der gemte de jordiske rester af en dansk mand, hvem hele slægten skylder taknemmelighed. Af og til har den rejste kritik givet anledning til, at graven blev sat i passende stand, enten fordi de glemsomme slægtninge vågnede til handling, eller fordi beundrere at den store afdøde tog initiativet dertil.

I disse dage, da Det kgl. Teater fejrer hundredeåret for dem første opførelse af vort nationale festspil "Elverhøj", peger nulevende venner af Johan Ludvig Heibergs digtning med en forståelig harme på den fuldkommen skandaløse tilstand af forfald, hvori hans grav på Holmens Kirkegård befinder sig - dem samme grav, hvori Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg hviler. 

Gravens tilstand har Iænge været usømmelig. Til tider er den et fuldkomment morads, uplejet og forfalden i en hver henseende, fordi ingen har taget sig af dens pasning. Disse forhold har foranlediget, at en lille kreds af Heiberg-beundrere for nylig har taget den opgave op, som andre synes at have glemt: at redde graven for eftertiden og først og fremmest nu sætte dem i en sømmelig stand.

Der er udsendt fortrolige opfordringer til deltagelse i en privat-Indsamling, som skulle indbringe et beløb af i alt 675 kr. Det er den sum, der kræves til at sikre gravens vedligeholdelse indtil nedlæggelsen af kirkegården.

Det ejendommelige ved denne "gehejme" indsamling er, at arrangørerne af den har modtaget tilsagn fra undervisningsministeriet, om at dette godt kunne tænke sig at betale en lille del af de 675 kroner, under forudsætning af, at resten skaffedes som tænkt ad privat vej!

Med al mulig påskønnelse af den private offervillighed tør man nok med nogen forbavselse rejse spørgsmålet: Skylder Det kgl. Teater ikke Johan Ludvig Heiberg og hans minde så meget, at undervisningsministeriet uden betænkning kunne have lagt hele summen, de odiøse 675 kroner, på bordet? Og ville det ikke have set ganske pænt ud just nu ved "Elverhøj"-jubilæet! 

Teaterhistorikeren Robert Neiiendam giver os til fuldkommenhed medhold i denne betragtning, da vi forelægger ham sagen.

- Graven på Holmens Kirkegård, udtaler han, er den betydeligste litterære grav, vi ejer, næstefter Holberg-graven i Sorø, og selvfølgelig burde den gå over i offentligt eje. Derved kunne man bl. a. også få den fredet og forhindre fremtidige nye begravelser i den, så vi undgik den skandale, vi oplevede for nogle år siden, da en af adoptivdøtrene blev begravet deri, og de gamle kranier lå og flød på kirkegården. Det var en sørgelig mangel på pietet, der vistes ved den lejlighed!

Som graven nu længe har henligget, er den en skandale. Jeg har selv tegnet mig for et bidrag til den private indsamling, men i grunden giver jeg dem ganske ret i, at dette burde være en statsopgave. Om ikke andet, så burde ministeriet have søgt ekstrabevilling dertil på finansloven. Det er sagen stor nok til. Og det er da kun 675 kr., det drejer sig om. Tænk på, hvilke umådelige summer, Det kgl. Teater i årenes løb har indtjent på Heibergs stykker! Siden 1910 har teatret kunnet spille ham gratis. Hvor mange gange har ikke "Aprilsnarrene", "Elverhøj" og "Recensenten og Dyret" fyldt teatret siden da? Bare de tre stykker gik en enkelt aften, det ville jo være tilstrækkeligt til at betale graven!

Clerk.

(Nationaltidende, 4. november 1928)

Indsamlingen gav resultat, graven blev istandsat og sikret i 40 år. Heibergs gravsted som det så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

J. L. Heibergs Grav paa Søetatens Kirkegaard. Illustreret Tidende, 23. august 1861.

Kolonihaverne paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen).

Konen fra "Solvang" hos Kongen

Hun reddede de 200 Kolonihaver.

Havelejerne faar lov at blive boende et Aar.

De kan forberede Flytningen.

Fru Vilhelmine Schiøtt, der gik til Kongen og talte Havelejernes Sag.

Vi fortalte forleden om de nye Planer, der var lagt  - og var ved at blive fremmet - med Hensyn til de 200 Kolonihaver fra Kolonierne "Solvang", "Haabet" og "Tuborg"   der ligger ude ved Ryvangen.

Som bekendt fik Haveejerne i foraaret Besked om, at de skulde flytte, og det var nu ordnet saadan, at et stort Areal af Nørrefælled skulle udlægges til disse Haver. Selv om der var Glæde over, at man havde fundet Plads, saa var der alligevel Sorg over, at man skulle rykke ud. Fælleden er jo alt andet end klar til at modtage Havelejerne og de mange Planter, som Haveejerne havde opelsket, vilde gaa tabt. Det hele vilde ikke kunne gaa af uden store Tab. Saaledes stod Sagen indtil i Mandags, da greb en rask Kvinde ind i den og fik udvirket en Ordning, der giver Havelejerne en ganske anden og langt bedre Ordning.

Besøget hos Kongen.

Den raske Kvindes Navn er Wilhelmine Schiøtt, og hun driver en Cigarforretning Nørrefarimagsgade 51.

Da vi i morges aflagde et besøg hos Fru Schiøtt, mødte vi Typen paa en rigtig brillant københavnsk Husmoder, behagelig af Væsen, men alligevel præget af Energi og Resoluthed. Om sit Besøg hos Kongen vilde hun dog ikke udtale sig: - Aa, det er saamænd ikke noget at tale om 

Fru Schiøtt vil dog ikke benægte, at hun havde faaet en udmærket ordning for Lejerne. Men det kunde enhver anden ogsaa have gjort! - sagde hun.

Det var Militæret, der skulde have Pladsen.

Men en af Havelejerne forklarer Sagen for os anderledes: Fru Schiøtt er en brillant Kvinde, og det, hun har gjort, er udmærket gennemført. Da hun hørte at Militæret skulde have Pladsen, sagde hun: Saa vil jeg minsandten gaa til Kongen, naar I Mandfolk ikke kan udrette noget, saa maa vi Kvinder tage fat. Og i Mandags gik hun op paa Christiansborg til den almindelige Audiens. Hun forklarede den jourhavende Adjudant, hvad hun vilde og fik ogsaa Foretræde.

Kongens og Fru Schiøtts Samtale.

Kongen hørte med Interesse paa Fru Schiøtts Fremstilling af Sagen, hvorledes denne Flytning vilde betyde store Tab for Havelejerne.

- De Haver, De taler om, sagde Kongen, ligger de ud mod Lyngbyvejen.

- Nej. ud mod Ryvangen, der, hvor Deres Majestæt rider hver Morgen

- Aa, Javel, saa ved jeg Besked!

Kongen bad nu Fru Schiøtt vente udenfor, og lidt efter blev hun atter kaldt ind.

- Ser De nu, min gode Fru Schiøtt, sagde Kong Christian, nu har jeg ordnet det saaledes, at De og de andre havelejere kan blive boende derude et Aar, og det kan vel i hvert fald hjælpe Dem i første Omgang og saa kan vi jo altid se. Nu skal De gaa hjem og bede Deres Formand skrive en Ansøgning til mig, men han maa kun ansøge om at beholde Pladsen et Aar, saa gaar det nok altsammen.

Ansøgningen indgives.

Behøver vi at sige, at det var en lykkelige Kone, der gik bort fra Christianshorg.

I Dag indgav Formanden, Snedker i D.F.D.S., Haertell  Ansøgningen, og den er altsaa paa Forhaand sikker paa at blive bevilget og selv om Havelejerne i sidste lnstans alligevel maa give Plads for Militæret, saa faar de Tid til at træffe deres Dispositioner, saaledes at de kan undgaa de økonomiske Tab, der eller vilde være Følgerne af Flytningen til Fælleden.

Man er i "Solvang" en Smule stolt over Fru Schiøtt, og man er ikke mindre taknemlig overfor Kong Christian og der bliver sikkert mere end et Par venlige Hilsener til ham, naar han kommer ud ad Ryvangen til ... "der hvor Deres Majestæt jo rider hver Morgen!"

(Aftenbladet (København) 7. november 1928).

Kongen kunde ikke hjælpe Kolonihaveejerne.

Alt skal ryddes i Løbet af 3 Maaneder.

Vi har tidligere omtalt den Sorg, der hersker i Kolonihaveanlægene ved Tuborgvej, hvor de tre Foreninger "Tuborg", "Solvang" og "Haabet" i Efteraaret fik Meddelelse om, at deres kære haver maatte sløjfes til fordel for Militæret, der skulde bruge Arealet til Øvelsesplads.

En al Kolonihaveejerne, Fru Schiøtt, Nørre Farimagsgade, tog i Kraft af det i gamle Ord: "Det er bedre at gaa til selve Hovedet!" den raske Beslutning at henvende sig til Kongen, og, som vi fortalte, opnaaede hun i November en Audiens, under hvilken Kongen trøstede hende med, at det gik ikke altid saa strengt, som Præsten prædikerede, og sagde, at Haveejerne foreløbig kunde tage Sagen med Ro.

Denne Udtalelse vakte forstaaelig Glæde og Haab hos Kolonihavefolkene, der saa Fremtiden i Møde med mere Fortrøstning, men nu er det nyvakte Haab desværre slaaet brat til Jorden. KoIonihaveforenIngens Formand Hr. Haertell, har forleden fra Krigsministeriet modtaget en Skrivelse hvori det kort og godt meddeles, at samtlige haver skal afleveres f fuldstændig ryddet stand senest den 13. April.

Har Sorgen været stor før, er den blevet større nu, det skuffede Haab gør den dobbelt bitter, og Fristen er betydelig kortere, end man havde ventet. Man havde troet, at man skulde faa Lov at glæde sig over Haverne i det mindste Sommeren over, men det Haab er altsaa bristet, og i Stedet for at begynde paa Foraarsarbejdet, der for Havebrugerne er Aarets lykkeligste Dage, maa man nu gaa til den bitre Gerning at sløjfe og ødelægge alt, hvad man i Aarenes Løb har bygget op. 

Og man staar uforstaaende overfor det Faktum, at Sløjfningen i det hele taget er nødvendig, idet man mener, at Militæret egentlig har Plads nok at røre sig paa. Naar det fra flere Sider er sagt, at Sportsrideklubben skulde have Terrænet overladt til en ny Ridebane, er dette forkert. Klubbens Bestyrelse meddeler os, at man ikke fra denne side har næret Ønske i den Retning. Det er lngeniørtropperne, der skal have Pladsen, men man skulde jo mene at de 150 Mand havde Plads nok i Forvejen.

(Aftenbladet (København) 14. januar 1929).

Saadan lever Mennesker i Efteraaret 1928! (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem vil skaffe en nødstedt Moder og hendes 5 Børn en lille Lejlighed i Byen?

Lysthuset i Husum, hvor Efteraarsstorme og Regnen har frit Spil overfor de ulykkelige Beboere.

Under et Besøg i det yderste Husum i Gaar fik vi henledt Opmærksomheden paa et Forhold, der raaher til Himlen. I et lille faldefærdigt Lysthus paa Hjørnet af Kildeløbet og Vesterløkken boer en forladt Hustru med sine 5 mindreaarige Børn, 3 Piger og 2 Drenge indenfor Alderen 6-14 Aar.

Da vi i den sivende Efteraarsregn ad de opkørte og moradsagtige Veje naaede frem til Stedet og saa det lille Hjem ligge foran os, var der virkelig et Øjeblik, hvor man tog sig til Hovedet og indvendte overfor sig selv: Dette er umuligt! Saaledes faar ingen Moder med 5 Børn Lov til at bo i vor humane Tid med Boligtilsyn og alt dertil hørende?

Desværre er Sandheden, hvorom ogsaa Fotografens Plade taler sit tydelige og brutale Sprog: Hun faar Lov lil del!

Huset er i sin Tid opført af en "Selvbygger". Materialet er Slaggeplader med store, løse Mellemrum, der flere Steder er blevet til aabne Huller. I Huset findes ikke et Rum uden saadanne Mindelser af Tidens skarpe Tand, hvorigennem Blæst og Kulde huserer, og naar vi yderligere af Selvsyn tilføjer, at Regnen i hver af de to smaa Værelser, i Køkken og Forstue, drypper ned, endda det er med et mildt Ord uforsvarligt, naar Børnene faar Lov til at gaa flere Steder, vil man forstaa, at Vinteren i Møde under saadanne Forhold. 

Inde i den største Stue, hvor Sengene efter Omstændigheder flyttes omkring for at undgaa Regndryppene, sidder Moderen, Fru Helga Hansen Dagen lang ved sin Symaskine og arbejder feberagtigt for at holde Hjemmet oven Vande, hvilket i dette Tilfælde uhyggeligt nok kan forstaas haade i bogstavelig og overført Betydning ... Saa længe Kræfterne slaar til, gaar det nogenlunde, men Fru Hansen, som er svagelig efter alvorlige Operationer, ser med den sorteste Bekymring Fremtiden i Møde - mindre af Hensyn til sig selv, men hvorledes vil Skæbnen forme sig for Børnene, som endnu har deres Sundhed i Behold og trods de smaa Kaar er pæne og velholdte.

Boligtilsynet har været alarmeret. Det har set paa Lysthuset, men ikke ment at kunne gøre noget for den forladte Moder og Børnene, før Husets Ejer, en Murermester i Husurn, lader dem sætte paa Gaden, d. v. s. ud i Moradset. Og det kvier han sig naturligvis ved, selv om han ikke har set Husleje siden Marts Maaned i Aar.

Selv sidder han daarligt i det og har ikke Raad til at give Huset den ret kosthare Hovedreparation, som tiltrænges.

Først naar Kongens Foged har været i Virksomhed, vil Autoriteterne kunne træde til og aabne Moder og Børn Adgang til en af de kommunale Husvildeharakker.

Saaledes staar Sagerne altsaa, at Fru Hansen næsten maa ønske at blive sat paa Gaden. Forandringen kan i hvert Fald ikke blive til det værre!

Findes der ikke en varmhjertet Husvært, der vil tage Affære og stille en lille Lejlighed til Raadighed for den nødstedte Moder og de 5 pæne og velopdragne Børn? Han skal ikke gøre det gratis. Fru Hansen kan betale en mindre Husleje.

Den Husvært, som her træder hurtigt til, vil gøre en god Gerning. Henvendelse kan ske direkte til Fru Hansen, Vesterløkken 29, eller til "Aftenbladet"s Redaktion. En eller anden Husmoder, som maaske har lidt Syarbejde at tilbyde, er ligeledes velkommen.

(Aftenbladet 31. oktober 1928).

Mindesmærket for pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen).

Afsløringen på Vestre Kirkegård i går.

Til venstre sognepræst C. J. Holt der holder afsløringstalen, og til højre sognepræst Axel Beck.

I går afsløredes et mindesmærke for pastor Jul. Ifversen, rejst på hans grav på Vestre Kirkegård ved bidrag fra venner og menighed. Monumentet, en stor, brun granitsten, er udført af stenhuggermester Hans C. Larsen og prydes af en portrætmedaillon i bronze, udført af billedhugger Arvesen. Et par hundrede mennesker var samlet omkring graven, da formanden for Den indre Mission i København, pastor Holt, stod op og talte.

Han gik ud fra Pauli ord: Vær med til at lide ondt som en sand Jesu stridsmand, og han skildrede Ifversen som stridsmanden, vingårdsmanden og hyrden. Han var med til at samle menighederne i København og blev den første formand for Menighedsforbundet i 1898. Han opsled sine ungdomskræfter i København, ofrede sig selv og hele sit personlige liv for at tjene de opgaver, han så foran sig. De var mangeartede og vanskelige. Men Ifversen tjente med et ydmygt sind. Han sagde i sin afskedsprædiken: Jeg har lært aldrig at foragte noget menneske.

Vi har valgt at sætte på hans monument: en god herrens stridsmand. Han ville næppe selv have godkendt de ord, men de passer på ham. Han stred i hele sit liv imod alle onde magter, imod løgnens og mørkets ånd. Og hvor det gjaldt, stod han ubøjeligt fast. Det er netop i dag 26 år, siden den sag, som gjorde hans navn kendt over hele landet, fik sin afgørelse ved Højesteret. Han havde nægtet at foretage en vielse, som efter hans opfattelse stred imod Jesu ord. Højesteret frifandt pastor Ifversen i den sag, som blev anlagt imod ham, og nu ved vi, at ingen præst behøver foretage en vielse, som strider imod hans samvittighed.

Dækket faldt for monumentet, og i nogle minutter stod alle tavse med blottede hoveder og betragtede den store, smukke sten.

Indsamlingens kasserer, fabrikant Klitgaard, takkede alle bidragyderne og lagde en smuk krans ved monumentets fod.

Pastor Beck bragte en tak fra Helligkorskirkens menighedsforbund, hvori Pastor Ifversen var med til at grundlægge de danske menighedsforbund. Pastor Charles Nielsen bragte hilsen fra alle medarbejdere og venner. Begge præsterne bragte store kranse til monumentet. Stiftsprovst Ussing sagde i få, alvorlige ord en personlig tak for, hvad Jul. Ifversen havde været for den sag, han tjente. Pastor Ifversens svigersøn takkede på familiens Vegne og lovede at værne om monumentet. Til slut talte Pastor Charles Nielsen for Københavns Kirkefond og bad en bøn over graven.

Højtideligheden indlededes og sluttedes med salmesang.

(Nationaltidende, 22. oktober 1928).

Julius Niels Sophus Ifversen (1863-1927). 1889 medhjælper ved Johanneskirken, 1890 Hellig Kors Kirke - sognepræst her 1895. I 1922 blev folkekirkepræster fritstillet mht. fraskiltes vielse pga den sag Ifversen havde ført. Han forsøgte herefter forgæves at rejse en sag over for den liberale teologi. Sognepræst i Bregninge-Bjergsted 1907-1927.

Ifversens kone var død i 1908. Hendes begravelse omtales andetsteds på denne blog.

Hvad der sker, naar De tager en Droske. (Efterskrift til Politivennen).

Et Kig bag det autoriserede Droskevæsens Kulisser.

Hvordan det københavnske Droskevæsen blev Mønster for Europas Byer.

Mellem de trafikale Problemer, som i sidste Aar har optaget Københavnerne stærkest, er utvivlsomt Forholdet mellem Drosker og Lillebiler. Men medens Lillebilerne er splittet i forskellige større og mindre Organisationer og i stor Grad drives som ren privat Forretning, repræsenterer Droskerne det højtideligere Begreb "den offentlige Kørsel'. Under nøje Kontrol af Myndighederne har det store Droskeselskab "Taxa" da ogsaa efterhaanden udviklet sig til en Institution, der er blevet forbilledlig for andre Storbyers Droskeordninger, og som vistnok i Øjeblikket maa siges at repræsentere den fineste Organisation indenfor dette Felt i hele Europa.

Vognen bestilles.

Der er heller ingen Tvivl om, at de fleste Københavnere er stolte af det fine droskevæsen, vi har, og baade de store, smukke Vogne og det allernyeste Fænomen, de smaa, brogede Trebiler er populære Led i vore Gaders Fysiognomi. Men ud over Bekendtskabet med selve Køretøjerne, ud over Kendskabet til, at man bare behører at tage en Telefon, kalde det beramte 9001 - hvor meget kender da Københavneren til denne betydningsfulde Del af vort Trafikliv?

Hvad Taxa er.

Egentlig er det forkert at kalde "Taxa" for et Selskab. Det er det ikke, det er en Organisation, en Sammenslutning af Vognmænd, der arbejder sammen efter et nøje gennemtænkt System, og som i enhver Enkelthed har forpligtet sig til at følge de Ordrer, som udgaar fra den af Forsamlingen selv valgte Bestyrelse og den Direktør, som Bestyrelsen udpeger, i en Aarrække Direktør Jens Paulsen, som personlig skal have en meget stor Del af Æren for det Arbejde, der er blevet gjort. Ved et snævert Samarbejde med Myndighederne er det lykkedes at sprede Holdepladser over hele Byen, de staar alle i direkte Forbindelse med en Central i Stoltenbergsgade. som er et helt teknisk Vidunder (hvorom vi nedenfor fortæller nærmere), og hvordan disse Pladser besættes med Vogne, hvordan hele den daglige drift skal forme sig, bestemmer ledelsen.

I mange Aar har dette System virket punktligt og tilfredsstillende - og den Skepsis, der mødte det, da Autotaxa og Taxamotor forvandledes til "Taxa", viste sig aldrig berettiget. En Omstændighed, som dog ikke skal forkleine det Pionerarbejde, som afdøde Taxamotordirektør Jespersen, hvis store Skikkelse og berømte Skæg endnu vil erindres af enhver Københavner, der ikke hører til yngste Generation, indførte, da han lavede de første store Droskeselskab "Taxamotor".

Husker De for Resten dette Taxamotor, som dog er et Kapitel af Byens Liv? Kan De endnu erindre de smaa, snehvide Vogne med den røde Plade paa Døren og den lille, kokette Kalesche ud over Førerpladsen? Del var den uforfalskede Pariserdroske. Vi vilde smile af den nu - men for sin Tid var den virkelig det sidste Skrig.

Alt det er imidlertid Historie, og det, vi denne Gang skal fortælle vore Lærere, er hvad der sker, naar man har taget Telefonen og forlangt det berømte 9001. Og for at forstaa dette, maa man følge os et Øjeblik ud paa Centralen i Stoltenbersgade.

Hvad Taxa bestiller.

I et stort Lokale sidder en Stab af unge Damer, smaa Københavnerinder af den Type, vi kender som Telefondamer allevegne, shinglede, bobbede og med knækorte Kjoler - men maaske nok saa opmærksomme som andre Telefondamer. siger Direktør Paulsen med et Smil.

Modtagerbordet.

Men nu ringer det altsaa. Hr. Hansen skal bruge en Vogn.

Med eet tændes en lille, rød Lampe foran samtlige 20 Damer, og den, der først faar Tid, fører straks en Metalprop ind i Telefonskabet, Forbindelsen mellem Centralen og Kunden er etableret. Ordren nedskrives paa en Ordreseddel. Vognen skal til Bredgade 66, og den skal komme med det smime. Ordresedlen føres ind i et elektrisk Kontrolur, der springer el Tal frem Tor hvert Minut, og den nøjagtige Tid for Ordrens Modtagelse er fæstnet til Papiret.

Saa forsvinder Sedlen i en Rørpost, der er anbragt lige foran Damen - et Sekund efter dukker den op paa den anden Side af Centralbordet - hos en af Afsenderdamerne. Disse Afsenderdamer er anbragt foran Telefonborde, hvor smaa Lamper tændes og slukkes ustandseligt. Hver Lampe betegner en Holdeplads, og naar den sidste Vogn forlader Holdepladsen lukkes Døren paa Pladsens Telefonskab - med det Resultat. at Lampen oppe paa Centralen gaar ud.

I samme Øjeblik Ordresedlen dukker op paa den anden Side Bordet, kaster Afsenderdamen et Blik paa Telefonbordet, hun opdager, at der er Vogne paa Toldbodvejens Holdeplads, et Tryk paa en Knap og Føreren af den Droske, der ligger forrest her, alarmeres.

4 Personers Droske.

"Trebilen", den nyeste københavnske Droske.

- Bredgade 66, Hansen, De maa køre straks, lyder det, og Vognen glider straks af Sted. Men samtidig stempler et nyt Kontrolur Afgangstidspunktet. Paa samme Seddel har man altsaa Klokkealarm for Modtagelse og Afsendelse - som Regel differerer disse Tal ikke med mere end eet Minut. Men yderligere paaføres Nummeret paa den Droske, som har paataget sig Turen.

Skulde Chaufføren alligevel narre Hr. Hansen, vil der være i en god Mening til ham, for det kan nøjagtigt bestemmes, at det er ham, der er Synderen, men det sker erfaringsmæssigt næsten aldrig. Og dette Telefonsystem, det er Nerven i hele vort Droskevæsen. Det har kostet Tusinder og atter Tusinder af Kroner at etablere det - blandt andet til Etableringen af 56 selvstændige Ledninger til Holdepladserne, men Resultatet er, at Systemet klapper.

Afsenderdamerne - det er i en stille Time, og kun faa Pladser er besat.

Endnu længere bag Kulisserne.

Som en yderligere Kontrol for Publikum findes der paa "Taxa"s Kontor et Lyttebord, hvor  Direktøren, Inspektøren eller hvem, der er til Stede af Overordnede kan kontrollere, at alt gaar som det skal, og for at der ikke skal blive nogen Diskussion om Klokkeslættet, gaar alle Urene elektrisk og nøjagtigt efter Raadhusuret.

- - -

Endnu længere bag Kulisserne er dog den Del af Systemet, som omfatter Materiellets Vedligeholdelse. Men hver Nat. naar de fleste Københavnere sover, kører Droskerne imod den store Hal overfor Politigården - et Rum, ikke meget mindre end Kæmpehallen. Her faar Droskerne det daglige Bad - en Sværm at Rengøringskoner og Støvsugemænd kaster sig over Vognene - de mest moderne Vaskemetoder er taget i Brug, og naar de sidste Vogne i den aarle Morgenstund, rensede og forfriskede ruller ud i Byen, ud til Holdepladserne, er det givet, at der ikke holder een Vogn paa Holdepladserne, som ikke er renere, mere hygiejnisk end Drosken vi finder ethvert andet Sted i Verden.

- - -

Efter noget lignende Systemer arbejder de offentlige Drosker i Nordre Birk og paa Frederiksberg. Men "Taxa" er det, som har skabt Systemet .... og naar med Mellemrum fremmede Stæders Droskefolk kommer hertil erkender de, at vi er Pionerer paa dette Felt.

Og det er ikke sjældent, at de rejser hjem og reformerer deres egne Byers Droskevæsen efter Forbilledet fra Storkøbenhavn.

(Nationaltidende 14. oktober 1928, Søndagstillægget).

Arbejdsløse til Kontrol. (Efterskrift til Politivennen).

Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig stiger, sætter sit Præg paa mange omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst til venstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrol i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.

(Social-Demokraten 12. oktober 1927).

Lad Nielsen forsøge! (Efterskrift til Politivennen)

Naturlægen fra Vejle er stadig rede til offentlig at helbrede en Gigtpatient.

"Jeg er ikke Kvaksalver"

"Aftenbladet" har tidligere henledt Opmærksomheden paa Naturlægen fra Vejle, Massør Chr. Nielsen, der offentlig har tilbudt at helbrede et hvilket som helst Tilfælde af Leddegigt, Lægerne vil præsentere ham. Han betinger sig 8 Dage men mener dog, at han kan gøre det på endnu kortere Tid.

Massør Chr. Nielsen.

Den danske lægeverden har ikke reageret overfor Tilbudet. Den iagttager en fornem, men iøvrigt meget talende Tavshed, og mon nogen havde ventet det anderledes?

Vi skal ikke forsøge at udgranske de Motiver Lægerne kan have til deres sikkert velovervejede Tilbageholdenhed, men blot paapege den Kendsgerning, at d Herrer lader en glimrende Lejlighed gaa fra sig til enten at gøre Manden haabløst til Grin - eller til at fastslaa. at enhver Form for Gigt kan helbredes.

Lad os en Gang antage, at det utrolige skete, at Nielsen faar Held med sit Eksperiment. Ja, om vi blot tænkte os. at hans Forsøg efterlod bare et lille beskedent Fingerpeg om, at han var inde paa den rigtige Vej, burde vi da ikke alle - Lægfolk og Læger i skøn Samdrægtighed - takke ham for hans Indsats? Een ting véd vi i hvert Fald med Bestemthed: Den, der af egen Erfaring kender Gigtens pinefulde Gru, vil græde af Lykke alene ved at skimte en bittelille spinkel Straale af Haab!

Nielsen er fremdeles rede.

- Staar De stadig ved Deres Tilbud? - spørger jeg Massør Chr. Nielsen under hans sædvanlige Fredagsbesøg paa Provinshotellet.

Og den mærkelige Vejlenser, ved hvem der forøvrigt ikke er andet mærkeligt end det usædvanlig friske og djærve Humør, som formelig strutter ud fra hans kraftfulde Personlighed, svarer uden fjerneste Betænkning:

- Ja! Og da De nu engang giver mig Lejlighed til at slaa Spunsen af Tønden, saa lad mig tilføje, at jeg anser Bekæmpelsen af Gigtens Landeplage ved en Komité for det rene Pip. Nu er det altsaa Meningen, at naar der er samlet tilstrækkeligt med Kontanter, skal en Række høje og fine Herrer til Udlandet paa kostbare Studierejser. Det er saftsuseme for galt! I Stedet for burde d'Herrer nøjes med at spadsere en Tur ud ad Landevejen og rode lidt i Grøfternes Urteflor. Dér nemlig, paa Alfarvej, lige til at samle op, gror Midlet mod Gigtens Djævelskab. Men det er jo en gammel Historie, at det, der ligger Lige for Næsen af en, er sværest at faa Øje paa.

Hvorfor skulde Jeg sætte mit Lys under en Skrppe?

- Har De aldrig haft Uheld med Deres Patienter?

- Ih bevares, selvfølgelig har jeg det, svarer Chr. Nielsen Naar Folk ikke nøje vil følge mine Anvisninger, maa de hellere blive borte. Saa bliver jeg gal i Hovedet og lader dem sejle deres egen Sø. Min Tid er for kostbar til at spilde paa kludremikler. Paa den anden Side har jeg ogsaa opnaaet Resultater, som fylder mig med Stolthed og Glæde, saa jeg sommetider er lige ved at staa paa Hovedet ... Ja, hvorfor skulde jeg stille mit Lys under en Skæppe? Et af mine lykkeligste Tilfælde er en ældre Dame, som i 22 Aar har været plaget af en nederdrægtig og indgroet Leddegigt. Hun slæbte sig frem ved to Stokke. Jeg havde nær faaet et Chock, da jeg en 4-5 Dage efter første Behandling besøgte hende og hun selv kom ud og lukkede op for mig, sprælsk og kaad som en Julebuk.

En lykkelig Mand.

- Hvorledes kom De Ind paa Deres nuværende Virksomhed?

- Det maa have ligget mig i Blodet. Min Far var en amerikansk læge, jeg er hans uægte Søn, som man kalder det, men vel lige god for det. Da jeg i 30 Aars Alderen var ansat paa en Fabrik i Vejle, blev jeg angrebet af Ischias i en saadan Grad, at man en skønne Dag kom bærende hjem med mig. Jeg tudbrølede som et lille Barn ved Udsigten til at skulle være Invalid i saa ung en Alder.

I et Aar var jeg langt nede. Jeg humpede af Sted ved 2 Stokke, følte mig som et Vrag - sIaaet ud i Livets Boksekamp! Saa var det, at jeg gjorde et desperat Forsøg paa at blive Menneske igen. Jeg studerede Botanik og gamle Lægebøger, skaffede mig de nødvendige Urter og begyndte at eksperimentere. Resultatet ser De her foran Dem. Jeg er raskere end nogen, kender ikke til Smerter, mine Lidelser er som en fjern, ond Drøm. Og det er mig en inderlig Glæde, at jeg har været i Stand til at hjælpe andre Mennesker paa samme Maade, som jeg har hjulpet mig selv.

Jeg er alt i alt en lykkelig Mand. Hvis De skriver lidt om mig, saa omtal ogsaa min Kone, som har været mig en storartet Medhjælp i min Virksomhed og til uendelig Trøst og Opmuntring for mig i de svære Aar. da alt syntes at tegne til Selvmord.

Jeg er ikke Kvaksalver!

- Har De aldrig haft Vrøvl med Myndighederne?

- Jo, for nogle Aar siden blev der i Horsens rejst en Sag mod mig, efter at en Kreds af Byens Borgere offentlig havde takket mig i en af Aviserne! Men jeg blev frifundet. Jeg er sørenjenseme ikke Kvaksalver! Jeg er Massør! Og ikke en Kat kan forhindre mig i at sige til de gigtlidende Mennesker, som kommer til mig med deres Plager: Jeg har hørt, at det og det hjælper for den Slags! Er der maaske ikke, trods alt, en vis Talefrihed i Landet?

- Hvor mange har De under Behandling i Øjeblikket?

- Kan ikke sige det paa staaende Fod, men alene i København er 206 indskrevet. Desuden besøger jeg i fast Rute en Række andre Ryer. Paa Søndag skal jeg i Vamdrup modtage 3 Mennesker, som kommer rejsende fra Hamborg Da jeg sidst kom hjem til Vejle laa der 52 Breve og ventede paa mig. Saa jeg har nok at gøre! Men jeg er en rastløs Natur, og jeg er glad for mit Arbejde. Hvile ... det har man jo rigeligt af, naar man en Dag ligger med Næsen i Vejret.

G. F.

(Aftenbladet (København) 10. oktober 1928).

Delte Meninger om Nielsen

Er han overbebyrdet?

"Aftenbladet" forsøger at skaffe ham Adgang til et Helbredelsesforsøg under Kontrol.

Vi har modtoget følgende:

Hr Redaktør!

"Aftenbladet" for 10 Oktober d. A. bringer en Artikel med Anbefaling af varmeste Art for Massør Chr. Nielsen fra Vejle og hans Lægedom for Gigtlidende, og jeg slutter mig fuldstændig til Deres Opraab: "Lad Nielsen forsøge!"

Gid det maa lykkes ham at bringe Lindring, ja Helbredelse til de af Gigten plagede stakkels Medmennesker (hvoraf jeg har set flere stærkt Ildende); men - mind ham saa ogsaa om at holde de Løfter, han giver disse, som har Haab og tror paa ham. For nogen Tid siden havde jeg Lejlighed til at se en stækt lidende Gigtpatient (af mit Bekendtskab) sidde sammenkrøben og næsten opløst af Smerte i Armene. Massør Chr. Nielsen (som var konsulteret paa Provinshotellet) havde lovet at sende en Pakke (med Urtemidlet) pr. Efterkrav, men endnu en Maaned efter er Løftet ikke indfriet og Patienten lider stadig og dertil Skuffelsen.

Hvor bliver Pakken af, Hr. Nielsen?

Skyldes mon Udeblivelsen, at Patienten ikke havde de fornødne Kontanter hos sig ved Konsultationen? Send Regningen til mig! Og spar lidt paa de store Ord og gode Løfter, hvis De ikke er mere velmente end i nævnte Tilfælde eller er det som visse Foretagender .... indsend Kr. o. s. v.?

Naturligvis kan Hr. Nielsen tkke arbejde gratis, det siger sig selv, men Forudbetaling for ikke effektuerede Ordrer er et større Fænomen end Gigtens Betvinger.

Altsaa "lad Nielsen forsøge - igen!"

Ærbødigst
Chr. Malm.
Dannebrogsgade 25. Sal, TV.

- - -

Vi vil i Løbet af Dagen forelægge ovenstaaende Indlæg for Massør Chr. Nielsen. Det beror dog paa en Misforstaaelse, naar den ærede lndsender har opfattet vor Artikel om Naturlægen fra Vejle som "en Anbefaling af varmeste Art for Manden." Vi har skildret et Besøg hos Chr. Nielsen og i Samtaleform ladet ham udtrykke, hvad han havde paa Hjerte, men herudover kan vi naturligvis ikke tage Standpunkt i Sagen.

løvrigt har talrige Breve og Opringninger vist os, hvad vi ogsaa ventede, at der er delte Meninger om Chr Nielsens Virksomhed. De Vidnesbyrd, der er kommet os for Øre, svinger fra Harme og Foragt til kogende Begejstring over han Resultater. Vi skal i Løbet af de nærmeste Dage undersøge, om der ikke paa en eller anden Maade kan aabnes Adgang for Chr. Nielsen til under Kontrol at foretage det Helbredelsesforsøg, hvori baade han selv og store Dele af OFfentligheden i allerhøjeste Grad er interesseret.

(Aftenbladet (København) 12. oktober 1928).

Dækningen af Chr. Nielsen fortsatte i de følgende dage i Aftenbladet. Nielsen undskyldte sig med at han havde haft for travlt, og at han kun i undtagelsestilfælde tog forudbetaling. Lederen af Bade- og Massageklinikken på Bispebjerg Hospital Hans Jansen kendte ikke til Chr. Nielsen, men henviste til at læger også helbredte med metoder der kunne synes mirakuløse. Han afviste at Nielsen kunne anstille forsøg på hospitalet. 

Eksempel på en annonce fra Chr. Nielsen, her fra Frederiksborg Amts Tidende, 17. februar 1930.

Den 26. marts 1930 rejstes tiltale mod ham - der på daværende tidspunkt boede på Gamle Mosevej 269 i Kongens Lyngby. Chr. Nielsen var arbejdsmand og sømand, havde altså ingen uddannelse hverken som læge eller massør. Herefter han nedsatte sig som mirakeldoktor i Vejle for iskias, gigt og rheutmatisme med sennepsfrø, bukkeblade, kamilleblomster, græsfrø mv. Retslægerådet udtalte at han manglede alle forudsætninger for at behandle patienter, og Københavns byret mente at hans behandling havde bragt patienter i fare, og idømte ham 14 dages simpelt fængsel.