Pastor Heskjær om Forholdene i Lyngby. (Efterskrift til Politivennen)

Under vor Samtale med Proprietær L. Jørgensen, som vi omtalte i Gaar, om hans afdøde Tjenestepige, faldt der en ejendommelig Udtalelse fra Hr. Jørgensen. Vi havde i vor Artikel anført, at hvis det havde været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Og vi anførte sluttelig, at der var mange Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket. Denne Udtalelse var især Hr. Jørgensen ubehagelig, fordi den faldt saa nøje sammen med deres Præsts Høstpræken i Lyngby Kirke sidste Efteraar.

Dette havde vi ingen Anelse om, men det var selvfølgelig Anledning nok for os til at søge nærmere Bekendtskab med baade Præsten og hans Høstprædiken.

Der er først det særegne at lægge Mærke til, at Pastor Heskjær boer i selve Proprietær Jørgensens Gaard. Hans Vinduer vender lige ud til Gaardspladsen, hvor Arbejdere og Tjenestefolk færdes, og han har saaledes ypperlig Lejlighed til at saa et Indblik i deres Behandling og hele Vilkaar.

Vi aflagde Præsten et Besøg og spurgte ham straks om, hvad han havde sagt i den omtalte Høstpræken. Det var let at dokumentere, svarede han, thi hele Præknen var aftrykt i "Den indre Missions Tidende" for 18. Oktober. Efter dette Blad skal vi da anføre de Udtalelser, som er faldet ikke alene Hr. Jørgensen, men alle Lyngbys Storbønder saa haardt for Brystet. Der staar: 

"- jeg tror, der er ikke mangen en Landmand, uden at han maa bekende, der i hans Hjærte bor en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængte, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsævne, fordi Folkeholdet er for lille, og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faa anvist Opholdssted de lange Vinteraftener."

"Den Ting trænger vi i Sandhed Alle til at lægge os paa Hjærte, at vi skylder vore Folk ligefrem Ære og Agtelse, de der bærer Arbejdets Slid og Byrde for os, tidt for en ussel Løn og tidt under Skældsord og Foragt. Bæst! Køter! saaledes hørte jeg en Dag en Landmand tiltale en af sine Tjenestefolk her i dette vort Sogn."

Hr. Jørgensen var saa frimodig at fortælle os, at der med Hensyn til sidste Halvdel af Citatet maatte være sigtet til ham. Grunden var, mente han, at han det Aar havde bygget sig en ny flot Hestestald. Men, føjede han til, han havde ogsaa forbedret sine Karlekamre. Hvorledes de var forud, omtalte han ikke.

Vi anfører endnu et Par Udtalelser af Præstens Høstpræken.

"Men hvor ligegyldige er Menneskene ikke tit i saa Henseende, og hvor kold deres Kærlighed, fordi de elske deres Okse eller Asen for højt, ligesom Farisæerne. Jeg erindrer en Gang som Barn - Pastor Heskiær er en ganske ung Mand -, at jeg hørte en Gaardmand fortælle min Fader om den store Sorg han havde haft ved at miste et af sine Børn, og saa sagde han da blandt andet: "ja. det var en stor Sorg; jeg tror, jeg vilde næsten hellere have mistet en af mine bedste Heste". - - - - - -

"Man er saa bange for at blive fornedret, at komme længere ned i Indtægt, naar man ofrer lidt af sine Midler paa Andre og hjælper sine Fattige eller sit Tyende til mere Hygge og Selvstændighed; man er saa bange for at komme længere ned paa Rangstigen, at tabe noget af sin Ære ved at stige ned til de Smaa og løfte dem opad - - - - - - - - 

"Man skal lede længe her i Danmark for at finde et Sted som Lyngby, hvor Hjærterne er saa kolde og ligegyldige for Menneskesjælenes evige Frelse og for Guds Riges store Sag, og hvor ethvert Forsøg i den Retning mødes med saa lidt Paaskønnelse, her hvor dog Markerne bære den rigeste Afgrøde i Kongeriget Danmark, og hvor saa store Formuer er samlede, og hvorfra saa megen Tak derfor burde stige op til Gud."

Vi spurgte i vor Samtale Pastor Heskjær om alle disse Udtalelser særlig var møntede paa Hr. Jørgensen. Pastoren svarede ikke noget klart Nej, men gav os derimod et Svar, som for os har langt større Værdi end om han havde lagt alt dette paa den ene Mand. Han sagde: "Saaledes er det hos alle Storbønderne her paa Lyngby Egnen. Jeg kommer jo i alle Gaarde og kender Forholdene saa nøje, det er skrækkeligt som Tjenestefolkene har det her omkring."

Ingen skal mistænke Pastor Heskjær for at være Socialist, og at han af den Grund angriber Kapitalisterne i Lyngby Sogn. Han er alt andet, thi han angriber netop Socialismens Lære i den samme Høstpræken, vel nærmest fordi vi ikke gør kristelig Propaganda ved Siden af vor Virksomhed for Menneskehedens økonomiske Frigørelse.

Pastoren angriber Kapitalisternes haardhjærtede Behandling af deres Arbejdere ud fra sit kristelige og menneskekærlige Synspunkt, og det maa da være Offenligheden et dobbelt gyldigt Bevis paa Sandheden af en Kritik, naar Resultatet bliver det samme set fra to saa modsatte yderpunkter som Socialismen og en af den indre Missions Højrepræster.

Hvis Arbejderne og den besiddelsesløse Mellemstand ude i Lyngby Sogn af dette ikke kan indse, hvor lidt de kan vente, at disse Kapitalister og Storbønder vil gøre for deres Vel og Forbedringen af deres slette Kaar, saa er det enten fordi de er blinde eller forbi de ikke vil se.

En anden stor Ejendomsbesidder i Lyngby, Hr. Jørgen Lund, fik for ikke saa lang Tid siden den Besked af Lægen, Dr. Lembcke, at denne brød sig ikke om at saa noget Lægehonorar et helt Aar, hvis blot Hr. Lund vilde sørge før, at hans Karle fik et ordenligt Kammer. Det maa have staaet meget slet til med Hr. Lunds Karlekammer, naar en Læge af Medfølelse med de stakkels Mennesker, som vel var udsatte for der at ødelægge deres Helbred, tilbyder at give Slip paa et Aars Indtægt. Og hvor maa det ikke fylde ethvert retskaffent Menneske med Harme, at der skal saadanne Midler til for at saa Folk til at opfylde den simpleste Pligt mod deres Medmennesker. Men saa sammengroede og sammenfiltrede er Kapitalismens Tilhængere, at det siet ikke skal undre os, om baade Pastor Heskjær og Op. Lembcke offenlig støtter og billiger den Storbondeklasses Politik, som de i enkelte Tilfælde saa skarpt kritiserer.

Det blev os fra mange Sider sagt at Kosten rundt om paa Egnens større Gaarde var meget slet. Som Eksempel skal vi anføre, hvad vi hørte om Kosten hos Proprietær L. Jørgensen. Om Morgenen faar Karle og Arbejdere kogt Mælk med noget bart Rugbrød til samt en Skive Rugbrød med lidt Madfedt paa, men uden Paalæg. Til Vesperkost fik de 1½ Skive Rugbrød, hvoraf der skulde være Paalæg paa noget.

Men dels var Smørret skrabet tyndt, dels var Paalæget ringe. Det skal oftere hænde at Folkene selv køber Brød hos Bageren, fordi der ikke gives dem tilstrækkelig Kost.

En af de Husjomfruer, som tjente i Gaarden i November Maaned, vilde ikke smøre saa tyndt Smør øg lægge saa lidt Paalæg paa Maden, som Fruen forlangte. Men hun maatte ogsaa saa at sige fra Morgen til Aften høre Bebrejdelser derfor af Fruen.

Hver Dag har Gaardene der paa Egnen Vogn i København efter Gødning, og det er da almindelig Skik, at Kusken faar sin Frokost med samt 35 eller 40 Øre til Fortæring i København. Ogsaa her er Hr. Jørgensen i bagerste Række. Hans Kuske faar ingen Frokost med og kun 25 Øre i Penge. Heraf skal de oven i Købet betale 8 Øre i Bompenge og for Resten, 17 Øre, skal de saa købe Frokost og Te eller hvad de nu vil drikke i København. Her midt om Vinteren, naar Kusken skal sidde paa en aaben Vogn i al Slags Vejr, danner disse 17 Øre en talende Illustration til Hr. Jørgensens Paastand om, at han behandlede sine Folk som sine egne Børn.

Vi skrev, at Hr. Jørgensen havde nægtet at tage en Mand igen i sit Arbejde, forbi denne havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Mode i Virum. Første Gang, vi talte med Hr. Jørgensen, paastod han, at der var ikke et sandt Ord i den Historie. Manden, hvis Navn han godt kendte, havde aldrig arbejdet hos ham, aldrig nogensinde.

Vi tog til Lyngby for at tale med Manden selv og fik ikke alene af ham, men af 4 andre Mænd som Vidner bekræftet, at Manden for nogle Aar siden havde arbejdet et Efteraar og en hel Vinter hos Hr. Jørgensen. Næste Gang, vi talte med Proprietæren, sagde vi ham dette, og Hr. Jørgensen turde nu selvfølgelig ikke benægte det, men - "havde glemt det".

Episoden er ikke saa lidt instruktiv og er gaaet saaledes til: Manden havde været Dirigent ved Mødet i Virum og arbejdede samtidig ved en Tærskemaskine, der gik paa Omgang blandt Egnens Gaarde. En Dag kom den ogsaa til Hr. Jørgensens Gaard. Om Morgenen inden det endnu var bleven lyst, kom Hr. Jørgensen ud til de mødte Arbejdere og spurgte: "Er Peter Bernhardt med i Dag?" Der blev svaret benægtende og dertil føjede Hr. Jørgensen, at det havde heller ikke nyttet ham noget, thi det var besluttet, at han ikke mere fik Arbejde paa nogen af Lyngbys Gaarde. Peter Bernhardt, som hørte dette, vilde skaffe sig at vide, om det ogsaa var sandt, og gik til en Gaardmand, der ogsaa skulde have Tærskemaskinen, og som han vidste var ham venligsindet, trods at han var Socialdemokrat. Gaardejeren indrømmede Rigtigheden af Beslutningen og tilføjede, at P. B. da heller ikke behøvede at optræde paa en saa udfordrende Post som at være Dirigent ved et socialistisk Møde.

Naar vi har skrevet, at det kun var Hr. Jørgensen, som udelukkede denne Arbejder, saa har vi altsaa gjort ikke ham, men alle de andre Storbønder, Uret. De er alle enige om at dele den Hæder, at gøre en fattig Arbejder brødløs for hans politiske Overbevisnings Skyld. Mon en eneste af dem vilde lade sig forbyde at være Dirigent paa et af Højres Møder? Sikkert ikke! Men har Arbejderne ikke den samme politiske Frihed, den samme Forenings- og Forsamlingsret som deres Arbejdsledere. Jo paa Papiret, men desværre aldrig i Virkeligheden. Og de faar det heller aldrig, før de selv skaffer sig det. Det første Skridt dertil og til overhovedet at komme i Besiddelse af deres Menneskerettigheder er, at de organiserer sig, slutter sig ubrydeligt sammen i det eneste Parti, som fuldt ud vil sætte hvert Menneske paa sin retmæssige Plads her i Livet. Og dette Parti er Socialdemokratiet!

(Social-Demokraten 19. december 1891).

Herman Heskjær (1862-1931) var kaldskapellan i Lyngby 1890-1905. Han var stærkt indremissionsk. Han blev dereefter sognepræst i Horsens, Krummerup Fuglebjerg fra 1905.

Der var valg i Lyngbykredsen på det tidspunkt, og resten af december stod der en del om valgkampen i aviserne. I slutningen af december lavede Højre en underskriftindsamling i protest mod pastor Heskjær og Social-Demokraten og fremhævede Jørgensen for at være en prægtig person.

Margaret Elizabeth Hamerik (1867-1942). (Efterskrift til Polivennen)

Pianisten og komponisten Margaret Elizabeth Hamerik gik i skole på Columbia Athenæum High School, hvor musikundervisningen var højt prioriteret. Som 17- årig blev hun optaget på Peabody Conservatory of Music i Baltimore med klaver som hovedfag og violin og musikteori som bifag. Direktør var den danske komponist Asger Hamerik, som også var hendes teorilærer. Hendes hovedopgave var en koncertouverture, som indbragte hende fakultetets sjældne udmærkelse Diploma for Distinguished Musicianship:

The East Hall of the Peabody Institute was crowded last evening by the friends and fellow-students of Miss Margaret Williams, of Columbia, Tenn., who received from Provost P. R. Uhler, the "Peabody Diploma for Distinguished Musicianship." This is the highest honor that the Peabody Institute confers, and is one which but few have obtained.

Prior to the conferring of the degree the audience was entertained by a delightful recital of a number of Miss William's own compositions. The programme was as follows:

1st. - String quartet in A major, manuscript for two violins, viola and violoncello.

2d. - Three songs with piano: "They Bid Me Sleep," "I Saw On the Top of the Mountain High," "We Are Free."

3d. - Piano sonata in C sharp, minor manuscript.

The string quartet was performed by messrs. J. Zech, O. Kahl, J. Geyer and J. D. Itzel; the songs were sung by Mrs. Bettie McEwen, and Miss Williams, the laureate, played the piano sonata.

The selections were as heartily applauded as they were magnificently rendered, and Miss Williams was presented with many exquisite bouquets at the close of the concert.

Miss Williams has pursued her studies at the Peabody during the past six yeears, three years piano, two years violin and six years theory. Mr. Asger Hamerik and Mr. Richard Burmeister, the instructors of Miss Williams, were present and seemed highly gratified at their pupil's excellent performance and the appreciation with which it was received.

(The Columbia herald, 11. december 1891)

Efter sin eksamen koncerterede Margaret Hamerik i flere byer i Tennessee. Hun underviste privat i klaver, holdt elevkoncerter og var endvidere ansat som klaverlærer på Peabody Conservatory. I 1893 vandt hun i New York en førstepris for sin strygekvartet. I 1880’erne påbegyndte hun operaen Columbus, der aldrig blev færdiggjort. Dens Introduction and Mermaids’ Chorus findes både i partitur og stemmer og blev opført i 1893. P. Tjajkovskij, der i 1891 besøgte Peabody på en USA-rejse, så partituret og udtalte sig rosende om det. 

5. juni 1894 blev hun og Asger Hamerik gift, og fire år senere rejste de til Danmark. 

Director Asgar Hamerik of the Peabody conservatory of music and Miss Margaret E. Williams, an exceptionally talented graduate of the conservatory, were recently married at New York by Rev Dr William Kirkus, formerly of Baltimore, - much to the surprise of every one, for their engagement had been kept a secret even from their most intimate friends. Mr. Hamerik is about 52 years old, and his bride is 26. She studied composition under his instruction and several of her orchestral works have been brought out in public. She is also a gifted pianist, a pupil of Burmeister. Mr. Hamerik is a Dane by birth, and three years ago was knighted by the king of Denmark for his musical services. he came to Baltimore in 1871, when he was 28 years old, to take charge of the Peabody conservatory, and has remained there ever since. he is one of the best known of American composers abroad, and several of his symphonies have been played in London with notable success. Mr. and Mrs. Hamerik will return to Baltimore in the autumn.

(Springfield weekly Republican. 6. juli 1894)

Parret fik i alt fire børn: Gerda Hammerich (1897-1974) blev operasanger, Ebbe (1898) blev komponist og dirigent, Valdis Hamerik (1903-1995) blev operasanger, Manfred (1910).

Efter giftermålet holdt Margaret Hamerik op med at spille og komponere. 

A Happy Mother.

The following clipping from an article in teh Baltimore Sun of thursday, March 4th, will be of much interest to many friends of the interested parties:

"There is a "new woman" in town. She arrived yesterday morning shortly before 7 o'clock, and has been given the titles of "The Daughter of the Peabody" and "Peabody Girl." ....

When it became known at the Peabody Institute that the "Daughter of the Peabody" was in the city, there was a great rush of callers, but to them she denied herself - for she is, after all, only a wee little daughter that was born to Mr. and Mrs. Asger Hamerik, of the Peabody Institute, and thinks, with commendable modesty, that very yound ladies should not receive company.

Mr. Hamerik received many hearty congratulations at the institute from his associates, and many cordial words of welcome were sent through him to "The Peabody Girl," who is doing finely, as is her mother, at their home, 1730, St. Paul street.

As a composer, Mr. Hamerik has achieved sonsiderable fame. He was married about two years ago to Mrs. Hamerik, who was Miss Margaret Williams, of Tennessee, and who is a graduate of the Peabody Institute."

Miss Margarat Willams, now Mrs. Hamerik, is a native born Maury Countian and is a daughter of Mr. and Mrs. Thomas H. Williams. She has achieved wonderful success and considerable fame in musical circles, and the Herald congratulates her and the happy grand-parents upon this new joy.

(The Columbia herald. 12. marts 1897)

Efter at hun havde slået sig ned i Danmark var hun æresmedlem i The Woman’s Literary Club of Baltimore. I København blev hun medlem af bestyrelsen i Kvindelig Læseforening, hvor hun gennemlæste engelsksproget litteratur for at vurdere, hvad der burde oversættes og indgå i foreningens repertoire. 

Mr. and Mrs. Thomas H. Williams have received notice that their daughter, Mrs. Hamerik, sailed Wednesday from Copenhagen for New York. Mr. Hamerik, being unable to accept the invitation to direct performances of his Choral Symphony, "Life, Death and Immortality," which is to be given in Baltimore and other eastern cities this months, sends his wife and little daughter, Gerda, to represent him. Mrs. Hamerik will arrive in Columbia about the first of May.

(The Columbia herald. 5. april 1907)

Hun oversatte musikvidenskabelige værker af danskere til engelsk, bl.a. i 1912 svogeren Angul Hammerichs Musik-Mindesmærker fra Middelalderen i Danmark og i 1927 Knud Jeppesens doktordisputats Der Palestrinastil und die Dissonanz. Herudover var hun medlem af repræsentantskabet for Dansk Koncertforening i 25 år. Hun havde kendskab til urtemedicin.

Newsy from Denmark.

Extracts from one written by Mrs. Asger Kamerik at Copenhagen.

Mrs. Asger Kamerik, of Copenhagen, Denmark, whose visit to her father Thomas H. Williams has been postponed on account of the war, mentioned in writing home an interesting fact in connection with the war in Belgium, which is not generally known in the United States. Mrs. Hamerik said that those troops numbering 5,000 men, who were almost annihilated in the attacks on the fort at Liege, were not Germans, but really young Danes from Slesing, one of the provinces taken from Denmark by the Germans in 1866. These troops had been placed in the most dangerous positions. One of the few survivors wrote to his betrothed in Copenhagen: "Of the 5,000 of us who were sent in there, only 37 came out alive."

(The Columbia herald. 18. september 1914)

Trykfejl og forkerte information stammer fra artiklen.

Der må være tale om slagene i og omkring Liege 4. - 16. august 1914 hvor tyskerne mødte uventet modstand fra belgierne, men dog sejrede til sidst. Muligvis medførte det at angrebet blev forsinket så franske og britiske styrker kunne få tid til at organisere sig. Kilderne er lidt uenige om hvor mange sønderjyder der blev indkaldt til krigstjeneste (fra 25.000 til 35.000). Derimod er der almindelig enighed om at omkring 6.000 blev dræbt og 4.000 varigt invalideret. Så at der skulle være dræbt 5.000 af dem ved Liege, kan næppe være rigtigt.

Den tyske hær begik grusomheder mod lokalbefolkningen, ca. 6.000 civile blev dræbt. Dansksindede soldater gjorde tjeneste i Reserveregiment 86 under 18. division. Et studie byggende på flere end 9.000 breve, dagbøger m. m. skrevet på dansk af soldater der var udsendt i tysk krigstjeneste, fremgår at det svirrede med rygter og mistillid mod belgiske civile. Begrebet krigsforbrydelser fandtes ikke, men kan passende betegnes om disse. 

Efter et udsat besøg i krigens start, besøgte familien USA i efteråret 1915.

Hamerick-Damm.

Thomas H. Williams has cabled felicitations to Copenhagen upon the occasion of the marriage of his grand daughter, Miss Gerda Hamerik, to Leo Damm, which took place in Christ's Church of that city at five o'clock this afternoon. The wedding will be followed by a reception and dinner party at the home of the bride's parents, Prof. and Mrs. Asger Hamerik.

(The Columbia herald. 7. november 1919)

To visit daughter at Copenhagen.

Thomas H. Williams and miss Irene will sail from New York July 21.

(From tuesday's Daily Herald.)

Thomas H. Williams and daughter, Mis Irene, will leave Columbia about July 10 for a visit to Mr. Williams' daughter, Mrs. Hamerik, in Copenhagen, Denmark. They have engaged passage on the steamer "Hellig Olav," shich will sail from New York on July 21. They have also secured return passage leaving Denmark Sept. 23. This is the first visit that Mr. Williams has made to his daughter in about eight or nine years. In 1914 Mrs. Hamerik was ready to leave Denmark for a visit to this country but the war stopped her.

(The Columbia herald. 13. maj 1921)

Elfelt &amp: Hr. Hamerik med kone og barn i haven. Fotoet er angivet til at være taget 1940. Det kongelige Bibliotek. CC BY.

Børnene fandt efter hendes død hendes scrapbog, hvor de fik fornemmelse af hvor talentfuld hun havde været. Valdis Hamerik mente der ikke havde været plads til to komponister i ét ægteskab. 

Udsnit af Asger og Margaret Hameriks grav på Vestre Kirkegård (13. december 1867, Columbia, Tennessee, USA - 30. oktober 1942). Se hele gravstenen med Rudolf Tegners skulptur. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kun en Tjenestepige! (Efterskrift til Politivennen)

Atter har et Dødsfald fat Sindene i Bevægelse i Lyngby, og skønt det denne Gang ikke er nogen Kammerherre, men kun en fattig Tjenestepige der er død, saa er der sikkert for Lyngbys Beboere mindst ligesaa stor Anledning til Samfunds-Betragtninger, som da de mistede deres Folkethingsmand.

Hos en af Lyngbys rigeste og flotteste Storbønder, Gaardejer eller Proprietær L. Jørgensen, tjente der en Pige ved Navn Mary Schrøder Hun havde ikke tjent der saa længe, thi der skiftes forbavsende ofte Piger i Hr. Jørgensens Hus. For kort Tid siden blev hun alvorlig syg og ønskede som Følge deraf at ligge i Sengen. Det var der imidlertid ikke Tale om at hun kunde faa Lov til, og Husfruen var ikke øm i sine Udtryk om Pigen Sygdom.

En Nat var hun meget daarlig, lønnede og klagede sig uafbrudt og havde stærk Feber. Om Morgenen kunde hun ikke staa op, og den anden Pige, om hun delte Kammer med, gik til Fruen, fortalte som det var og bad om hun maatte blive liggende. Men Fruen vilde ikke høre Tale om nogen Sygdom, sagde at hun fejlede ingen Ting og sendte den anden Pigen tilbage med den Besked, at den Syge øjeblikkelig skulde staa op og gaa til sin Gerning. Pigen forrettede sit Ærinde, men havde saa megen Medfølelse, at hun tilraadede den Syge at blive liggende og tilbød at gøre hendes Arbejde. Derpaa gik hun i Stalden, og da hun om tilbage havde Fruen selv været inde i Pigeværelset og faaet den Syge op

Kort efter erklærede denne imidlertid, at hun ikke kunde udholde hverken at arbejde eller at være oppe, og at hun derfor ingen anden Redning saa end i al Hemmelighed at flygte ind til København og mælde sig til Optagelse paa et Hospital.

Der gik et Tog inden ret længe, og Pigen blev saa hjulpen i Tøjet og kom ogsaa op paa Banegaarden. Men pludselig savnede Fru Jørgensen hende, anede Uraad og fik sin Mand til at ente hende tilbage fra Banegaarden. Da Hr Jørgensen kom derop, havde Pigen løst Billet og stod lige i Begreb med at tage afsted. Dette fik hun dog ikke Lov til, men hun forlangte saa at komme ind til Læge Brodersen, hvis Bolig de gik forbi. Heri maatte Jørgensen føje hende, og næppe havde Lægen set hende, før han gav Ordre til, at hun øjeblikkelig skulde hjem i Seng og plejes omhyggelig, hun var meget stærkt angreben af Lungebetændelse.

En af Husjomfruerne har sagt os, at i de første Dage var hendes Pleje just ikke den fineste, men saa blev der paa Grund af Læge Brodersens Sygdom hentet en anden Læge, og han drog Omsorg for, at den Syge i al Fald blev ordenlig passet af det øvrige Tyende og fik det han foreskrev.

I Lørdags Aftes døde hun!

Hr. Jørgensen bor i en Gaard, hvis Størrelse og Elegance vidner om hans Rigdom. Vi tvivler ikke om, at havde det været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Men en ny Hest og en ny Ko koster ogsaa Penge, medens en ny Pige kun er et Menneske, der ikke koster en Øre at faa fat i. Derfor gives der i Verden mangfoldige Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket.

Af de Bidrag, vi fik til Fru Jørgensens Karakteristik som Madmoder, skal vi kun anføre, at hun alene af Husjomfruer har haft 3 siden 1. November, altsaa i ca. 1 Maaned. Hendes Pigers Tal er mangfoldig. Forleden Dag rejste der to paa en Gang, Husjomfruen og en Pige.

Om Hr. Jørgensen som Arbejdskøber skal vi bemærke, at han øjeblikkelig gav en Mand Afsked fra sit Arbejde alene af den Grund, at Manden havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Møde i Virum. Hr. Jørgensen er en af Højres sikreste Støtter, som han er Sognets største Gaardbesidder. Ved sidste Valg blev han sat ind i Sogneraadet.

Mon der er nogen af Arbejderne eller de øvrige besiddelsesløse Vælgere derude, som tager fejl af de "Forbedringer" i deres slette Kaar, som de kan vente sig fra den Kant, hvor disse Storbønder holder til?

(Social-Demokraten 10. december 1891).

Episoden fandt sted i Lyngbys Bondeby. Her fra Gammel Lundtoftevej, tæt på den daværende Lyngbygård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2025).

Der er formentlig tale om proprietær Lars Jørgensen (Lyngbygård) som 1886-1934 ejede Lundtoftevej 21 og 34, Peter Lundsvej 6. Lyngbygård var en af de gamle gårde i Bondebyen i Lyngby. Den lå på hjørnet af Høstvej og Toftebæksvej ved der hvor beredskabet senere kom til at ligge.

Kun en Tjenestepige.

I Anledning af vor Artikel med denne Overskrift har vi to Gange haft Besøg af den ene Part i Sagen, Hr. Proprietær L. Jørgensen, Lyngby. Den anden Part, den fattige Tjenestepige, døde - som fortalt - forrige Lørdag.

Det turde være ret lærerigt for Lyngby Sogns Smaakaarsfolk at blive bekendt med de Samtaler, vi har haft med Hr. Jørgensen, og de yderligere Undersøgelser, de har draget efter sig.

Det første, Hr. Jørgensen fortalte, var, at han og hans Frue behandlede deres Tjenestefolk som deres egne Børn, der var ingen Steder de kunde have det bedre.

Vi spurgte, om hans Frue da ikke først gennem den anden Pige havde befalet den Syge at staa op, uagtet denne havde været meget daarlig hele Natten, og dernæst selv var gaaet ind i Pigekamret, faaet Pigen op og givet hende Ordre til at arbejde som sædvanlig.

Det er nemlig Hovedpunktet i hele Sagen.

Hr. Jørgensen turde ikke benægte det, men vidste slet ikke noget om, hvorledes det var gaaet til, hvad der var passeret mellem hans Frue og Pigen. Det forekom os lidt mærkeligt, at Hr. Jørgensen skulde være taget til København et Par Dage efter, at Artiklen var offenliggjort, uden forud at have talt med sin Hustru om, hvorledes det var gaaet til. Det lykkedes da ogsaa efter en kort Forhandling at saa Hr. Jørgensen til at indrømme, at hans Frue havde været opbragt og maaske nok brugt lidt skarpe Ord, samt at det var kedeligt, hun ikke havde ladet Pigen tilse af en Læge, før hun tvang hende til at staa op as Sengen. "Men", føjede Hr. Jørgensen til, "selv om min Hustru virkelig har forløbet sig, saa er det da tilgiveligt og ikke noget at sætte os i Bladet for." Det kan der vel være delte Meninger om. 

Efterhaanden var vi altsaa kommen bort fra det, at Hr. Jørgensens Tjenestefolk blev behandlet som hans egne Børn, og Proprietæren fandt det da ogsaa fornødent at komme med Undskyldninger, hvorfor dette idylliske Forhold ikke fandt Sted i saa fuld Udstrækning, som vi først havde opfattet det. De havde en Husjomfru - den første af de 3 i November Maaned - som for at slippe derfra havde spillet den Komedie at simulere syg, og saa mente de det samme var Tilfælde med den Pige som døde. Denne Husjomfru havde slet ikke fejlet noget, hvad hun ogsaa fluide have sagt til de andre Folk. men desuagtet havde Hr. Jørgensen ladet hende køre til København 2. Klasse paa Jærnbanen og senere i Droske til hendes Hjem. Han var ikke rigtig villig til at opgive os hendes Adresse, men senere fik vi dog at vide, at hendes Fader var Overbetjent i Politiet.

Vi sagde straks, at vi selvfølgelig ogsaa vilde lade den Del af Sagen undersøge, hvilket øjensynlig berørte Hr. Jørgensen meget ilde. Det kom nu lidt efter lidt frem, at Lægen har sagt, at Husjomfruen havde Feber af tyfoid Karakter og at hun efter "først at have simuleret" senere følte sig virkelig syg, hvilket Hr. Jørgensen valgte at gengive i den Form, at Husjomfruen skulde have sagt til en af Pigerne: "Nu tror jeg, at jeg bliver rigtig syg".

Vi gik Dagen efter til denne Husjomfrus Hjem, talte med hende selv, hendes Moder og Broder. Deres enslydende Forklaring lød saaledes: Tjenesten i Hr. Jørgensens Hus var overordenlig stræng, de maatte ikke alene arbejde Dagen lang, men ofte tage Natten til Hjælp, saa de fik altfor lidt Hvile og Søvn. Deraf blev Husjomfruen syg. Hun var saa daarlig af Underlivsbetændelse, at hun gik krumbøjet ved sit Arbejde, hun kastede al Føde - endog Diætkosten Mælk og Franskbrød op - , og havde dertil meget stærk Feber. Lægen gav Ordre til at hun skulde i Seng straks og benytte varme Omslag samt en Medicin, han skrev op. Da hun ikke kunde taale at spise, sagde Lægen, at hun i den første Tid skuide, saavidt muligt, undgaa at nyde noget. Hun laa i Sengen i Hr. Jørgensens Hus i 2-3 Dage, og blev saa, som sagt, transporteret til København.

Det kalder Hr. Jørgensen at simulere Sygdom! Ja, vi skal ikke føje yderligere Kommentar til den "Komedie", - jo, ét! Hr. Jørgensen sagde til os, da han hørte, vi nærmere vilde undersøge denne Sag: "Ja, nu mener De maaske det ser ud som jeg staar og lyver for Dem, vil bilde dem noget ind."

Paa ingen Maade, det ser ikke saaledes ud!

Vi tog ogsaa til Lyngby for at indhente yderligere Oplysninger, og fik der atter fuld Bekræftelse paa, at hvert Ord i vor Artikel var korrekt. Pigen var, trods hun var meget syg, bleven befalet at staa op og passe sin Gærning, var flygtet til Jærnbanestationen for at komme paa et Hospital i København, bleven hentet tilbage af Hr. Jørgensen og beordret i Seng øjeblikkelig af Lægen, da han fik hende at se. Doktor Lembcke gav Ordre til at hun skulde have Vin. Hr. Jørgensen fremhævede overfor os som noget storariet, at hun havde endog faaet Vin, nu viser det sig, at det ikke var ganske frivilligt. Desuden har Fruen flere Gange i Køkkenet jamret sig over, at nu havde Pigen drukket saa meget Vin og nu saa meget. Baade til Sygeplejersten og til Jomfruen og Pigerne sagde hun gentagende: "Herregud, det er da kun en Tjenestepige!"

Ja, dér er Kærnepunktet, den fuldblods kapitalistiske Opfattelse, at det kun er en Tjenestepige. Det er da hverken et Herskabsindivid eller en kostbar Hest eller Ko.

Det blev os sagt, at en af de Koner, som vaagede over den Syge, ikke havde været omhyggelig for hende, og at Patienten havde beklaget sig stærkt til Lægen, som i den Anledning udspurgte den anden Sygeplejerske.

Hvad der hændte efter Pigens Død giver dog maaske det bedste Billede af, hvor højt Herskabet vurderede hende og hvilken Grad af Agtelse de havde for hendes Lig. Efter Fru Jørgensens Ordre og Anvisning blev Liget klædt i en blaa- og hvidstribet Kjolenederdel og et graat Jersey Liv, alt af Pigens eget Tøj. Vi har aldrig hørt nogen pynte et Lig saaledes ud, som om det skulde til Maskerade, men det forstaar sig, det er jo billigt Ligtøj. Ovenpaa Spaanerne i Kisten blev der lagt ét enkelt gammelt Lagen med Huller paa og saa kort, at Ligets Fødder laa i de bare Spaaner, og en af Vaagekonerne, som forargedes over hele den Maade at klæde et Lig paa, søgte da noget Linned op i Pigens Kommode, rev et Stykke af og lagde det over Spaanerne. En Hovedpude var der ikke Raad til at lægge den Døde under Hovedet.

Da Kisten skulde bringes bort, blev den sat ud i Opvaskerkøkkenet - det Rum, hvor Pigerne vafler Mælkebøtter, Spande og Kar osv. - , og den Dødes tidligere Medtjenere bandt en grøn Ranke af lidt Blade fra Haven, som de lagde paa Kisten, del var hele den Pynt den fik. Præsten, som bor tilleje i Hr. Jørgensens Gaard, kom over og holdt en Tale, der nok ikke var helt fri for Hentydninger, og saa tog Mændene Kisten og bar den ad en Markvej udenom Byen ned til Ligkapellet.

Det Værelse, hvori Pigen laa syg. Pigekammeret, er i en ret dyb og sikkert ikke fugtfri Kælder. Det har ingen Kakkelovn, og Konen, som plejede den Syge, maatte en Dag, hun frøs, lægge i Kakkelovnen i Strygeværelset, der ligger ved Siden af. Der er Jærnstænger for alle Vinduer og om Aftenen bliver alle Døre omhyggeligt aflaasede af Hr. Jørgensen, saa Gud maa vide, hvorledes det vilde gaa Pigerne i Tilfælde af en Ildebrand.

Under vort Ophold i Lyngby var vi ogsaa inde at tale med Præsten, og dennes Karakteristik af Storbøndernes Forhold til deres Tyende og Arbejdere burde staas op paa hver en Port i alle Lyngbys Gaarde. Den og meget andet, der levende belyser det Forhold vi her har bragt paa Omtale, skal vi i Morgen komme ind paa i en følgende Artikel.

(Social-Demokraten 18. december 1891).

Proprietær Jørgensen anlagde i januar 1892 sag mod Social-Demokratens redaktør Wiinblad i anledning af artiklerne, inklusive den med pastor Heskjær (se andetsteds). I april 1893 blev Wiinblad ved Hof- og Stadsretten idømt en bøde på 100 kr. for krænkende indgreb i Jørgensens private livsforhold og ubeføjede og ærekrænkende udtalelser. Da retten mente at artiklerne gjorde det vanskeligt for Jørgensen at få tjenestetyende, fik han også en erstatning på 100 kr.

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

I tiden efter Mosaisk Vestre Begravelsesplads var blevet indviet i 1885, kunne man opleve begravelser der foregik fra kapellet der, og dernæst jordfæstelse i Møllegade fordi der var reserveret plads her. Der foregik begravelser i Møllegade helt op til 1967. Her et par bemærkelsesværdige eksempler:

Rabbiner Abraham Alexander Wolff (1801-1891). Fotograft Moritz Unna (1811-1871). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Professor Wolffs

Begravelse.

Klam tåge, nu og da fint stænkende regn foroven og et fedtet, pløret ælte forneden havde

skræmt mange fra den lange tur ud til Vestre Kirkegårds mosaiske kapel.

Til gengæld var det vogntog, der mødte frem, ganske imponerende, henved hundrede selvejer-landauere og lejekøretøjer holdt i to lange rækker ud for den uhyggeligt bare kirkegård.

Inde i det kønne, rummelige og lyse kapel er næsten alle pladser optagne af civile, sørgeklædte, men også enkelte uniformerede havde givet møde. Vi nævner i flæng: Kabinetssekretær, gehejmeetatsråd Rosenstand, repræsentant for kongehuset, cand. Levysohn, kursusbestyrer Goldschmidt, etatsråd Glückstadt, grosserer Heckscher, grosserer Martin Sachs, repræsentanter for forskellige velgørenhedsselskaber og for resten de fleste fremragende navne af den jødiske handelsstand.

Kapellet rundt lyser de tændte gasblus, ellers er alt ganske prunkløst og bart.

I bimaen står den sorte, tarvelige fyrretræskiste, efter ortodoks, jødisk skik og den afdødes specielle ønske uden kranse, kun professorens ordner, kommandørkorset, dannebrogskorset og en hessisk husorden, ligger på en sort fløjlspude oven på låget.

Forsangeren træder - et par minutter over tolv - frem foran kisten og synger dødsbønnens særtlydende hebraiske tekst, og koret svarer.

Og rabbiner Simonsen, der er udset til at være Wolffs efterfølger, står frem, iført den sorte silketalar med tiaraen på hovedet, og taler.

Han priser den afdødes store fortjeneste af den jødiske menighed, den han kastede glans over ved sin fremragende lærdom og mærkværdige begavelse. Han var en evnerig mand med en vidunderlig hukommelse, men det var tillige en hjertets hukommelse, en ædel og fintdannet sjæls anke for det ringe og fattige her på jorden.

Atter synger forsangeren og koret, og den korte, enkle sørgegudstjeneste er til ende.

Menighedsrepræsentanterne bærer kisten ud. Foran går en af ældste med ordnerne på fløjlspuden, efter kisten følger den afdødes familie.

Så sættes kisten på ligvognen, der er helt sort betrukket, og vogntoget kører til den gamle mosaiske kirkegård ved Møllegade, hvor kisten efter en kort bøn sænkes i jorden.

Men før kirkegården forlades, dypper hver ortodoks sine hænder i den store kumme på forhusets væg, der bærer den hebraiske dødsbøn prentet på muren.

Setter.

(København, 7. december 1891).

Wolffs gravsted på den jødiske kirkegård i Møllegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nationalbankdirektør Moritz Levy (1824-1892). Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Moritz Levy (1824-1892) omkom under et ophold på badestedet St. Gervais i Savoyen den 12. juli 1892. En flod sulmede pludselig op og rev hotellet med sig. V. Falbe-Hansen skrev den biografiske artikel "Konferensraad Levy", Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1892. Af nedenstående artikel fremgik at bisættelsen fandt sted i det store kapel på Vestre Kirkegård. Det lyder usandsynligt at der skulle være tale om Nordre Kapel. Der må vel menes kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Konferensråd Levys begravelse blev i virkeligheden en stille, sådan som Levy selv havde ønsket sig den. Publikum havde respekteret ønsket og holdt sig borte, således at det store kapel på Vestre Kirkegård på langt nær var fyldt, der var vel ialt omtrent et hundrede mennesker til stede. Blandt disse nævner vi nationalbankdirektørerne Linnemann og Smidt, etatsråd Georg Petersen, kammerherre Bille, kancelliråd Buchheister, professor Falbe-Hansen, overpostmester Petersen osv.

På kisten lå kranse bl.a. fra alle de københavnske banker, fra Norddeutsche Bank, grosserersocietetets komite, Svitzer osv. Talen holdtes af hr. Simonsen der omtalte den afdødes uventede endelig ved den store naturbegivenhed og mindede om at herved var hans ønske om en pludselig og smertefri død gået i opfyldelse. 

Efter at der var sunget en salme, blev kisten bragt ud af kapellet og ført til den jødiske kirkegård i Møllegade. Her fandt jordpåkastelsen sted hvorefter kisten nedsænkedes i den samme grav der rummer støvet af hans for 22 år siden afdøde hustru.

(Kjøbenhavns Børs-tidende, 23. juli 1892).

Erindring om Danmark og De Vestindiske Øer: Søndermarksvej 16. (Efterskrift til Politivennen).

I det mondæne Carlsbergkvarter i Valby ligger diskret mellem de mange store villaer, en mondæn villa med anselig have på Søndermarksvej 16. Det er opført 1892-1893, og var opført af William Brøndsted (1836-1916), købmand og ejer af et af de vestindiske handelscentre. Han var dansk konsul, gift med Anna Mathilde Borch (1844-1920) som var flyttet til St. Croix. Grunden til at de ikke forblev på øerne var, at ægteskabet var ulykkeligt. Måske fordi Anna Mathilde altid længtes tilbage til det sted hvor hun ikke var (St. Croix eller København). 

Indkørslen til den statelige pragtvilla på Søndermarksvej 16 i Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De nåede at få en datter på St. Croix. Men til sidst opgav William sin forretning og flyttede til København. Sanct Thomæ Tidende, 4. juli 1894 meddelte at købmand William Brøndsted likviderede købmandsforretningen "W. Bröndsted & Co.", samtidig med at købmand Theodor Bröndsted anmodede om at han under navnet "Bröndsted & Co." fortsatte forretningen. Brøndsted & Co. ejede store kulpladser i havnen i St. Thomas, og tjente formentlig store summer ved at levere til amerikanske krigsskibe 1898 i krigen mod Spanien. 

Hans firma begik underslæb, og selv om han egentlig var ude af det, betalte han 500.000 kr. (2/5 af sin formue) - i nutidens mønt to-cifret millionbeløb. Det fortæller lidt om omfanget af formuen han havde skabt sig på de vestindiske øer, at han ikke manglede penge til at opføre den monumentale ejendom på Søndermarksvej. Men lykken var ikke gjort med det: Konen lagde sig i sengen 1903 og der blev hun liggende til hun indebrændte i 1920.

Om hans virksomhed på de Vestindiske Øer ved vi ikke så forfærdelig meget fra aviserne, ud over at han tjente styrtende med penge. Han må have oplevet opstanden i 1848, "The Fireburn" i 1878 og lige nået strejken i 1916. Som konsul modtog han bl.a besøg fra skibe og holdt sig til hos danskerne i Buenos Aires, Argentina, bl.a. talte han for dem  i anledning af majestæternes guldbryllup i juli 1892. 

I august 1898 forsøgte indbrudtyve at trænge ind i huset på Søndermarksvej. Men de blev opdaget af tjenestepigen.  I 1900 beskæftigede han sig i en artikel i "Børsen" med de Dansk Vestindiske Øer. Og han blev også rådspurgt som "ekspert" idet han i 1902 forhandlede som "en anset købmand i Vestindien" med "Den Vestindiske Kommission". 

Søndermarksvej 16, Valby (Carlsbergkvarteret). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fhv. Konsul William Brøndsted.

Forhenværende Konsul og Købmand paa St. Thomas William Brøndsted er afgaaet ved Døden i sit Hjem i Valby efter lang Tids Sygdom i en Alder af ca. 80 Aar.

Den gamle vestindiske Købmand var Søn af Pastor A. C. Brøndsted i Asminderød og kom allerede i 16 Aars Alderen til Vestindien, hvor han blev ansat i det store tyske handelshus Schön, Willing & Co. Ved sin Energi og Dygtighed naaede han hurtigt en betroet Stilling i Firmaet og repræsenterede det i en Aarrække, dels i Nordamerika og dels i Portorico og blev Deltager i Firmaet, da han paany kom tilbage til St. Thomas. Her opnaaede han betydelig Anseelse og Indflydelse og blev udnævnt til Konsul for flere fremmede Regeringer. Efter nogle Aars Forløb overtog han Firmaet for egen Regning under Navnet Brøndsted & Co.

I Slutningen af Firserne vendte han saa tilbage til Danmark, og har i en Aarrække levet som Privatmand i sit Hjem paa Søndermarksvej i Valby. En yngre, for nogle Aar siden afdød, Broder var ogsaa Konsul og købmand i Vestindien, og en anden yngre Broder er praktiserede Læge Christian Brøndsted i Bredgade. Konsul Brøndsted efterlader sig en enke, Anna Brøndsted, født Borch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1916, 2. udgave.)

Indtil 1970'erne var det privatbolig, men fik så dispensation til erhverv, og Bent Fabricius-Bjerre drev firmaet Metronome fra villaen i over 20 år. Herefter rykkede Dansk Jernbaneforbund ind i den.

Konflikt paa Burmeister & Wains Fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Formerne og Arbejdsmændene i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik overrakte i Gaar ved en Deputation paa 5 Mand følgende Skrivelse til Direktør Halley:

Til Direktøren for Burmeister & Wains Maskinfabrik og Skibsbyggeri!

Undertegnede Formere og Arbejdsmænd i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik paa Kristianshavn tillader os herved høfligst at henvende os til Hr Direktøren med Anmodning om. at Støbemester J. Hansen maa blive afskediget fra den ham betroede Plads i ovennævnte Støberi.

Som Støtte for dette vort Andragende skal vi tillave os at udtale, at Støbemester J. Hansen i den Tid han har været i Støberiet har vist sig fuldstændig ude af Stand til at lede Arbejdet paa en saavel for Fabriken som for Arbejderne tilfredsstillende Maade. Han begyndte straks ved Tiltrædelsen af sin Plads at tiltale Arbejderne i en uhøflig og uforskammet Tone En Dag gik han hen til en af de ældre Formere, Svend Jacobsen, der bevislig aldrig drikker Brændevin, og sagde til ham: "De maa ikke drikke Brændevin!" Herpaa svarede Jacobsen, at det gjorde han heller ikke, men Støbemesteren blev ved med sin Befaling: "De maa ikke drikke Brændevin," og føjede til, "hvis De en eneste Gang drikker Brændevin, saa bliver De afskediget straks." En lignende Befaling er givet flere andre Arbejdere med Bemærkning, at den gjaldt for alle.

Paa et senere Tidspunkt satte Støbemesteren Jacobsen til et Stykke Arbejde, og befalede ham at forme det paa en bestemt Maade. Jacobsen rettede sig efter den givne Ordre, men lidt efter kom Støbemesteren igen og befalede ham, at udføre det paa en helt anden Maade. Ogsaa dette fandt Jacobsen sig i, men da han i Anledning af de modstridende Ordrer bemærkede, at han godt forstod sig paa Formerarbejde og vidste hvorledes det bedst kunde udføres, blev Støbemesteren saa fornærmet, at han afskedigede ham under Paaskud af, at han ikke var i Besiddelse af fuld Arbejdsdygtighed, skønt Jacobsen mellem Formerne anses for en meget dygtig og paalidelig Arbejder.

Endvidere har Støbemesteren forbudt Arbejderne at tale sammen under Udførelsen af deres Arbejde, selv om denne Samtale kun drejer sig om Arbejdets Udførelse. Hr. Direktøren vil forstaa, hvor umuligt det er at overholde et saadant Forbud, naar to Arbejdere ofte kommer til at arbejde sammen ved et Stykke Arbejde i 8 a 14 Dage i Træk. Forbudet medfører imidlertid, at hvis Støbemesteren hører et Ord vekslet mellem Arbejderne, saa kan de forvente Afsked straks.

En anden Former. Chr. Svendsen, der har arbejdet paa Støberiet gentagne Gange, sidste Gang i ca. 10 Aar, blev sat til at støbe Brændplader til Røgfortæring. Tidligere er der bleven støbt 2 saadanne Plader paa en Dag, men Svendsen støbte 4 Plader paa 1½ Dag. Dette mente Støbemester J. Hansen dog var utilstrækkeligt, han vilde have endnu mere Arbejde af Svendsen, og da denne erklærede det for umuligt at lave mere pr. Dag end han havde gjort, blev han straks afskediget af Støbemesteren. Om Svendsen gælder det samme som om Jacobsen, at han var en ualmindelig dygtig Arbejder. Vi tror imidlertid, at den virkelige Grund, hvorfor Svendsen blev afskediget, var gammelt Nag fra Støbemester Hansens Side. Han har nemlig tidligere arbejdet sammen med Svendsen, og denne har ofte maattet udføre Arbejde, som daværende Former J. Hansen ikke kunde lave ordenligt. Dette har bl. a. været Tilfældet hos Löwener & Komp.

Hr. Støbemester Hansen søger paa enhver Maade at fortrædige Arbeiderne i Støberiet. Bl. a. har han sat som Regel, at Arbejderne bestandig skal være i Aktivitet. Hertil er ikke noget at indvende, men den Maade, hvorpaa Arbejdet er ordnet, medfører ofte Standsninger. Saaledes har Støbemesteren ansat bestemte Arbejdsfolk ved bestemte Kraner, men da de ogsaa skal udføre andet Arbejde, hænder det ofte, at Formerne maa staa længe og vente ved Kranen, indtil den derved ansatte Arbejdsmand kan komme til Stede. Ser Støbemesteren dette, kan Formeren være sikker paa en Portion Grovheder for sin tvungne Uvirksomhed.

Ligeledes har Støbemesteren fundet paa, at Formerne og Arbejdsmændene ved Støbningen af større Stykker skal bære Jærnet i Haandskeer og hen til Kranskeen. Foruden at dette Arbejde baade er unyttigt og besværligt, er det tillige skadeligt for Støbningen, idet Jærnet ved at hældes om bliver for meget afsvalet. Det vilde være langt lettere og mere formaalstjenligt at tappe direkte i Kranskeen, hvad vel ogsaa har været Meningen med Anskaffelsen af Kraner, og naar dette ikke finder Sted, maa Grunden formentlig være Støbemesterens Lyst til at chikanere Arbejderne. Eksempelvis skal vi oplyse, at en Mand ved én Støbning har maattet bære 32 Skeer, hver af en Vægt paa ca. 380 Pd., et aldeles umenneskeligt og som sagt unyttigt Arbejde.

Ligeledes har Støbemesteren indført den Ordning, at Formerne skal støbe Lærlingenes Arbejde. Dette gør Arbejdet besværligt for Formerne, samtidig med, at det skader Lærlingenes Uddannelse, da de ikke faar nogen Øvelse i Støbning.

Ved Siden af det her anførte skal vi fremhæve, at Støbemesteren i den korte Tid, han har været paa Støberiet, har afskediget 4 Formere, 2 Kærnemagere og 7 Arbejdsmænd, der næsten alle har været paa Fabriken i længere Tid og udført deres Arbejde til almindelig Tilfredshed.

Disse Masseafskedigelser i Forbindelse med Støbemester Hansens inhumane Optræden er kun egnet til at forstyrre det gode Forhold, der hidtil har hersket i Støberiet, og skabe Forbitrelse mellem Arbejderne, der forleden Dag, ganske vist paa Foranledning af Støbemesteren selv, førte til et Optrin i Støberiet, vi alle beklager. Erindrer man endvidere, at Støbemester Hansen paa den Plads, han tidligere har beklædt i Helsingør, ved sin Optræden overfor Arbejderne dér har fremkaldt gentagne Strejker, haaber vi, al Hr Direktøren vil finde vor Fordring om hans Afskedigelse fuldt begrundet.

Men ogsaa set fra Fabrikens Standpunkt synes der at være liden Føje til at beholde en Mand, der i saa kort Tid har forstaaet at gøre sig almindelig forhadt blandt Arbejderne. Støbemester J. Hansen har nemlig paa flere Punkter godtgjort ogsaa sin saglige Uduelighed som Leder af Arbejdet i Støberiet.

Som Eksempel kan anføres Støbningen af Rør, der efter at være støbt paa J. Hansens Methode er fuldstændig utætte og ubrugelige, mange andre Stykker er bleven ødelagt og sammenlappet, noget de forskællige Mestre paa Fabriken vil kunne bevidne. Hr. Hansens nye Arbejdsmetode er ikke en Gang egnet til at forcere Arbejdet, tværtimod det gaar betydelig langsommere nu end tidligere.

Støbemesteren har ogsaa lavet en ny Ovn, hvorfra Jærnet næsten altid er mat, saaledes at Støbegodset bliver daarligt, ofte giver han for lidt Jærn til Støbningen, saa der paa en Dag gaar mere Gods i Vrag, end der tidligere gik paa et Fjerdingaar 

Et Eksempel herpaa er Støbningen af Skruen til Damperen "Falster". Den Mand, der støbte Skruen, har været med den Art Arbejde i ca. 20 Nar. Han gjorde ved Støbningen opmærksom at der var for lidt Jærn. Dette vilde Støbemesteren ikke høre noget om, og Følgen blev, at Skruen kom til at mangle et Stykke paa hver Vinge. Saa forsøgte Støbemesteren at svejtse de manglende Stykker paa Skruens Vinger, et Arbejde, der er mindst lige saa kostbart som at støbe en hel ny Skrue. Svejtsningen blev foretaget, men desuagtet saa Overværkføreren sig nødsaget til at kassere hele Skruen, der saaledes maatte støbes om.

Da den omhandlede Arbejder udtrykkelig for Støbningen gjorde opmærksom paa, at der var for lidt Jærn, og aldrig har været uheldig med Støbningen af Skruer, maa det udelukkende tilskrives Støbemesterens Mangel paa Fagkundskab i Forbindelse med hans Egensindighed, at dette Arbejde blev ødelagt.

Det er afgjort, at det skader Fabrikens Renomme, hvis dens Kunder blev bekendt med det Lapperi, der leveres fra Støberiet nu, i Modsætning til, hvad der tidligere er præsteret.

Idet vi gentager vor Anmodning om Støbemester J. Hansens Afskedigelse, skal vi paa samtlige Formeres og Arbejdsmænds Vegne udtale, at hvis Fabriken mod Forventning ikke vil afskedige Hansen, ser vi os nødsaget til at tage andre Forholdsregler.

Paa samtlige Formeres og Arbejderes Vegne

Ærbødigst

(Underskrifterne).

* * *

Naar Arbejderne i deres Andragende har klaget over Forbudet mod at drikke Spiritus, saa er det fordi der her foreligger et Overgreb fra Støbemesterens Side. Det er nemlig fastsat i Fabriksreglementet, at hver Mand maa indføre i Fabriken saa meget Spiritus, som de anholdte, selv forbruger i en Dag. Denne Tilladelse sætter Støbemesteren nu ud af Kraft, ikke fordi der foreligger en Nødvendighed, men fordi han derved kan faa Lejlighed til at chikanere Arbejderne.

Han er imidlertid gaaet endnu langt videre i Retning af Arbejdernes Underkuelse. Blandt andet har han forsøgt at nedsætte L snuen fra 33 til 30 Øre pr. Time, endnu er det ikke lykkedes ham at gennemføre denne Plan, men man kan være temmelig sikker paa, at hvis han faar Lov til at fortsætte som han har begyndt, saa vil det ikke vare lange, inden han fik Arbejdernes Løn bragt ned til det laveste Minimum, men ganske vist det vilde give ham selv en høj Stjærne ved Selskabet.

Ligeledes har han forlænget Arbejdstiden ved om Lørdagen at holde Formerne til Kl. 5 a 6, medens det er Fyraften for alle Fabrikens øvrige Arbejdere Kl. 4, og endelig har han gjort Skridt til Indførelsen af et Tegnsystem for Støberiet, hvorved Formerne og de herværende Arbejdsmand blev stillet under et Slavesystem, ingen af de øvrige Værkstedsmestre endnu har tænkt paa at gennemføre overfor deres Arbejdere. Alt dette i Forbindelse med Mandens hele brutale Optræden, hans mer eller mindre fortvivlede Projekter og hans Fortid, kan nok berettige til den Harme, der har grebet alle Arbejderne paa Fabriken

Deputationen blev modtaget Kl. 2 af Direktøren, der imidlertid efter en længere Forhandling gav det Svar, at han hverken kunde eller vilde afskedige Støbemester Hansen. Deputationen gjorde Direktøren opmærksom paa, at saavel Formerne som Arbejdsmandene holdt Generalforsamling om Aftenen, og han bad dem da bringe sig Svar saa hurtigt som muligt.

I Aftes afholdtes en meget stærkt besøgt Fælles-Generalforsamling af Formere og Støberiarbejdsmand, og efter at Forsamlingen var gjort bekendt med Direktørens Svar, vedtoges det ved Afstemning mellem Arbejderne paa Burmeisters Støberi med alle Stemmer mod 2 at standse Arbejdet, for saa vidt Direktøren fastholdt sin Beslutning at beholde Støbemester Hansen. Ved en senere Afstemning af hele Generalforsamlingen sluttede denne sig med alle Stemmer imod én til den af Fabrikens Arbejdere tagne Beslutning.

Dette Resultat vil i Dag blive overbragt Direktøren, og det vil da afhænge af hans Svar, om der skal være Strejke paa Burmeister & Wains Støberi eller ej. Udbryder Strejken, vil den komme til at omfatte ca. 100 Mand.

(Social-Demokraten 1. december 1891).

Skotten David Halley var først overingeniør fra 1882 og fra 1887 direktør ved Burmeister & Wain. Han døde i 1895.

Fotograf Johannes Hauerslev (1860 - 1921): Burmeister & Wain, Overgaden Neden Vandet 1913 (Gl. Kjbh). Kbhbilleder. Public Domain.

I 1890 var Formernes organisation bekendt med støbemester Jens Hansen på Helsingør Skibsværft hvor man krævede ham afskediget for hans brutale optræden. Det blev dog ved den lejlighed ikke strejket.

Direktør Halley mente at uviljen mod støberimester J. Hansen skyldtes hans nye arbejdsmetoder. Det nægtede arbejderne imidlertid, og dermed var konflikten en realitet. Samtlige aviser (inklusive Politiken), undtagen Social-Demokraten tog parti for støberimesteren. Støbemester J. Hansen lovede Burmeister & Wain at skaffe nye formere. Det lykkedes imidlertid ikke. Ligeledes lykkedes det heller ikke at få andre støberier som beskæftigede de strejkende til at oplyse om hvem det var. Samtidig truede arbejderne andre støberier til at arbejde for B&W.

I april 1892 blev samtlige formere på Orlogsværftet afskediget - for at hjælpe Burmeister & Wain ved at presse fagforeningen til at understøtte endnu flere. I oktober var der kun 3-4 mand tilbage af de strejkende på Burmeister & Wain - og da disse blev ansat på andre støberier, ebbede strejken ud. I mellemtiden var det lykkedes Jens Hansen at få ansat så mange at han kunne få støberiet i gang igen. Om end blokaden blev opretholdt. Disse forsøgte i 1896 at forklare sig og ville indmeldes i fagforeningen, men det blev afvist.

I 1898 blev Jens Hansen afskediget fra Burmeister & Wain og han etablerede et metalstøberi på Amager. Han ansøgte herefter fagforeningen om at få ansat organiserede arbejdere til 40 øre i timen, og det vedtoges af fagforeningen at det kunne lade sig gøre.

I juli 1898 dukkede Jens Hansen op på det nyindrettede skibsværft i Strandmøllens gamle bygninger ved Skodsborg, og da arbejderne nægtede at arbejde under ham, blev de fyret. I 1903 blev Jens Hansen ansat hos Smith, Mygind & Hÿttemeier.

Se "Formernes Organisation i København gennem 50 Aar 1873-1923" 

Amalie Bay: Jordemoder og Fosterfordriver. (Efterskrift til Politivennen)

Atter Fosterfordrivelse

En gammel Bekendt.

Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.

Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinde: tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.

Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.

Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.

Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst flap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.

* * *

Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.

(Social-Demokraten 20. november 1891).

Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser". 

Fostermordet.

Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.

Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en livligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.

Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstis og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.

Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.

Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.

Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.

Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.

Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.

(Social-Demokraten 21. november 1891).

Amalie Bay flyttede til Nørrebrogade 10 (den røde bygning midt i fotoet) i stuen i mellembygningen og drev her i 8 måneder sin virksomhed efter at være flyttet hertil fra Elmegade 12. Tæt på Sortedamsdosseringen og Ravnsborggade (bagest mod højre). Foto Erik Nicolaisen Høy 2025.

Fosterfordrivelsen.

Ny Anholdelse

I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.

Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.

Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.

Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"

Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrisk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.

Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.

(Social-Demokraten 25. november 1891).

Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.

I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.

Uden Forsørger. (Efterskrift til Politivennen).

En af "Social-Demokraten"s Medarbejdere aflagde efter Anmodning af en Bager et Besøg hos en fattig Kone paa Vinstrupsvej i København.

I Arbejdergadens sidste Halvdel boede hun paa en Kvist i et af disse Side- eller Baghuse, hvor Nøden skjuler sig for en billig Husleje.

Det var en stakkels Kvinde, maaske endnu ung, men med et af Fattigdom og Sorger anstrængt Ydre, faamælt, undselig. Hun formaaede knapt at skildre sin Stilling ret, og der var i Hjemmet ikke den Fattigdom i Pjalter og Smuds, som ængster og skriger om et Liv i Haabløshed.

Hun holdt sit fattige Hjem propert og dækkede over de Rifter, som Fattigdom slog i Sind og Paaklædning. En lille sød 4 Aars Pige og en Dreng paa 2 Aar, rentvaskede, fattig klædte, men uden et Hul paa Trøje eller Strømper, klyngede sig til hende. Hun haabede endnu, hun, den en Gang frejdige unge Kvinde, som kom fra en fjærn Øgruppe, hvor man kun kender lidt til Civilisationens forgyldte Elendighed.

Her var hun bleven gift, men Manden var en flygtig Natur, han forsømte sit Hjem, kom i slet Selskab og havnede endelig paa Vridsløse. Mens han sad der, skrev han - sikkert af oprigtig Hjærte - de mest rørende Breve til sin Familje, og han haabede, at den Gud, han havde lært at kende i Ensomheden, nok skulde vende alt til det bedste. Da han saa kom ud i Februar d. A., levede han en kort Tid efter sit Løfte, men saa blev han Opvarter paa et Hotel i en Fiskerby ved Øresund, og der var for megen Fristelse for den svage Karakter: han blev Kærest med en af Pigerne og flyttede med hende til København, hvor de boede sammen, og hvor han glemte den stakkels Hustru med de to hjælpeløse Børn og et tredje i Vente.

Fattigvæsenet har saa taget sig af hende, og Forholdet til Manden skal nu løses. Hun faar 3 Kr. ugentlig af Fattigvæsenet, og for disse Penge skal hun leve med sine smaa. Men naar hun nu skulde føde og blot have den ene tarvelige Seng uden Dyner, kun med Halmmadratser til at lægge sig selv, de 2 smaa og den nyfødte i! Bare hun endda havde det nødvendigste Sengetøj!

(Randers Arbejderblad 22. november 1891).

I 1898 blev vejens navn ændret til Henrik Ibsensvej.

Arbejderliv. En Syg i Smuds og Pjalter. (Efterskrift til Politivennen)

Af Husbeboerne i Nr. 78 i Ny Stormgade, lige for Kvægtorvet, blev vi gjort opmærksom paa, at der i Ejendommens Kvistetage bor en fattig Familie, Arbejdsmand Hans Nielsen med sin syge og sengeliggende Hustru og 4 Børn i Alderen fra 1 Aar til 10 Aar. Familien er nedsunket i den usleste Elendighed og Nød og lever i Smuds og Pjalter.

Vi gik derop. Da vi aabnede Døren, slog en kvælende Atmosfære os i Møde fra det skidne, stinkende Værelse, hvor den syge Kone ligger. Vi ser mellem Aar og Dag paa vore Besøg hos Fattige mange ulykkelige Forhold, men vi har hidtil ikke været Vidne til noget lignende. Lejligheden bestaar af 2 smaa Kvistkamre. I det forreste fandtes en gammel Fyrretræs Kommode og en Pakkasse. I det andet stod den Syges og Børnenes Seng og et Bord - det et hele Møblementet. Ikke saa meget som en Stol at sidde paa! Den syge Kone laa i noget fedtet, skident Sengetøj, der ikke yder hende tilstrækkelig Varme, Børnene maa om Natten hvile i Klude og Halm, og Manden bar intet andel Natteleje end nogle Sække paa Gulvet.

Og midt i disse triste Omgivelser stod de 4 stakkels Børn, forsømte og skidne i den Grad, at deres Krop, Ansigt og Linned var som malet over med Sod og gammelt Smuds ...

Den syge Kone fortalte os sin sørgelige Historie. Familien kom hertil fra Landet, hvor de ikke kunde klare sig, for at søge Arbejde her i Byen, og Manden var saa ogsaa heldig at erholde Beskæftigelse paa Magistratens Stenplads til en Dagløn af 1 Kr. 65 Øre. Med denne knappe Fortjeneste kneb det svært, særlig da Børnene blev syge. Men værre blev det, da Konen for 3½ Maaned siden blev angrebet af en hæslig Gigtfeber, der siden har holdt hende paa Sygelejet. Den tilkaldte Læge opskrev forskellig Medicin og Pulvere, der beløb sig til 1 Kr. 55 Øre, men da Medicinen blev opbrugt hver anden Dag og altsaa skulde fornyes, kunde Daglønnen, 1 Kr. 65 Øre, ikke strække til. De maatte renoncere paa Medicinen for ikke at sulte ihjel.

For en Maaneds Tid siden fik Manden det Tordenbudskab, at han var afskediget tilligemed 15 af frue Kammerater. Sommerens travle Tid var forbi, og han stod nu arbejdsløs. Det lykkedes ham vel af og til at skaffe sig en Dags Arbejde hist og her, men ofte havde de ikke en Bid Brød. Stadig laa Konen syg og hjælpeløs.

Saa for en Uges Tid siden fik han Plads hos en Kulhandler. Lønnen er 5 Kr. om Ugen og Kosten. Arbejdstiden er fra Kl. 6 Morgen til Kl. 9 Aften. Manden kan altsaa ikke nu sige, at han er arbejdsløs, men dog lider Familien Mangel. Naar der trækkes 2 Kr. 25 Øre fra til Huslejen, saa er der til Rest 2 Kr. 75 Øre eller ca. 39 Øre pr. Dag. For dette Beløb skal Konen og de 4 Børn klare sig - det bliver knapt 8 Øre til hver. De kan spise et halvt Rugbrød om Dagen, det er 38 Øre, saa er der kun 1 Øre til Rest til alt det øvrige. En enkelt Dag stryger de den halve Brødration, og for det derved sparede Beløb laver den 10 aarige Dreng saa "Middagsmad", der bestaar af kogte Kartofler og lidt smeltet Fedt. Det lille 1-Aars Barn blev straks ved Moderens Sygdom, altsaa knapt 9 Maaneder gammel, taget fra Brystet, og har siden maattet undvære Mælk! . . .

Altsaa Rugbrød og Vand - det er Kosten baade for den Syge, for Børnene og for den lille Stakkel, der ved denne mangelfulde Ernæring bliver et sikkert Bytte for engelsk Syge, Kirtler osv., og dets bleggustne, udtærede Udseende fortalte ogsaa tydeligt nok om hvilke Savn det maa lide.

Konen har under sit Sygeleje været saa angrebet, at hun ikke har kunnet røre Hænderne, der svulmede op. Hun sendte atter Bud til Lægen, og fik den Besked, at hun blot skulde vedblive med den gamle Medicin. En blodig Ironi! Rescepten lyder paa en Æske med 6 Pulvere til 90 Øre (der bruges 3 Pulvere om Dagen), og en Flaske Mikstur til 65 Øre, der begge Dele kun strækker til til 2 Dage - men hvor skulde de Penge komme fra? . . .

Nu har vi saa ofte i "Social-Demokraten" beskrevet Forholdene hos de Syge, vi har besøgt og som i de fattige Hjem lider Nød og Mangel. Ogsaa Lægerne ser selvfølgeligt en Mængde af den Slags Tilfælde - men de tier! Eller har man nogen Sinde hørt, at en Læge har taget Ordet gennem Pressen for at gøre Offenligheden bekendt med, at blandt hans Klienter findes der ulykkelige, som henligger uden Forplejning, uden Tilsyn i usle Hjem og uden Penge til at anskaffe sig blot den nødvendige Medicin?

Har nogen hørt Lægerne udføre en saadan Kærlighedsgærning - for vi har ikke! . . .

Enhver Kvinde maa kunne forestille sig den Syges Tilstand efter i 14 Uger at have ligget til Sengs uden Renlighed, Tilsyn eller Pleje. I den Tid er Lejligheden ikke rengjort og Børnene ikke vasket - Linned til at skifte har de jo ikke. De kommer om Morgenen skiden ud af Halmen og kryber om Aftenen endnu mere skiden i den igen. I dette lange Tiderum har ikke et Vindue været aabnet, og i den indelukkede, kvalme og usunde Atmosfære har de saa mindste Børn stadig maatte opholde sig - ikke én Dag har de været ude i den friske Luft . . .

Paa vore Forespørgsler hos Ejendommens Beboere om Familien fik vi meget tilfredsstillende Oplysninger. Konen havde før sin Sygdom været proper og holdt baade Hus og Børn rene, og Manden var arbejdssom og ædruelig, og Beboerne erklærede, at det vilde være en Velgærning mod Familien, og navnlig mod de smaa Børn, om nogen vilde hjælpe dem. - - -

Enhver, der føler Interesse for de ulykkelige og lidende, kan i Ny Stormgade 78 lære at kende et sørgeligt Billede af Arbejderliv.

(Social-Demokraten 26. september 1891).

Ny Stormgade skiftede i 1897 navn til Sønder Boulevard.

Forfølgelser mod Fagforeningerne. (Efterskrift til Politivennen)

I

I den sidste Uge har "Avisen" og dets Aandsfrænde "Morgenbladet" anstrængt deres Hjærner med at udfinde et Middel, hvorved det blev muligt for Kapitalisterne og Arbejdslederne, at blive fuldstændig eneraadende ved Fastsættelsen af Lønnen og øvrige Arbejdsbetingelser.

Det er just ikke noget Nyt, der her spekuleres paa, særlig har "Avisen" i en Række af Aar forsøgt sig med forskællige Midler, men uden Held. Det ny i Situation er kun, at det nu har faaet "Morgenbladet" som Vaabendrager, og at samme Blad, for at vise sin Iver i den ny Tjeneste, er nok saa reaktionært som dets nye Herrer.

Vi skal ganske kort erindre om de Midler, der hidtil har været bragt i Forslag og delvis gennemført. Først var der Oprettelsen af Skruebrækkerforeninger. Denne Opgave overtoges af "Værnet", men er imidlertid falden saa ynkelig ud, at denne samme Forening nu er reduceret til, at skaffe Sommerhaver til de smaa Kapitalister. Dernæst Hr. Frederik Hansens Forslag om at kaste alle Fagforeningsmedlemmer paa Gaden og lade dem prøve Sultepisken. Det blev forsøgt med Smedene i 1883, men da den egenlige Generalprøve skulde afholdes i 1889, revnede Mesterkompagniet og hele Planen røg i Lyset.

Senere raabte man fra samme Side paa, at Statens Værksteder skulde ryddes for Fagforeningsmedlemmer, men til Trods for, at Bahnson ogsaa gjorde et Forsøg ved at afskedige Folk fra Harms Værksteder, blev Partiet dog bange for sine egne Skraal, og ved et Møde i "Kæden" for ca. 1½ Aar siden maatte Frederik Hansen sluge sit eget Barn i en taaget Resolution.

Alle disse direkte Angreb paa Arbejderne har altsaa ikke ført til noget. Derfor tog man fat med Kongens Foged og Domstolene, og i de sidste Par Aar har det ligefrem regnet ned over Arbejderne, deres Organisationer og Presse, med Fogedforbud og Erstatningsdomme. Efter den fuldbyrdede Sammensmeltning er Kapitalistpartiet bleven større og føler sig selvfølgelig ogsaa stærkere, saa meget mere, som det lader til, at de ny Heste trækker ganske villig i Tøjet.

Under disse Omstændigheder synes Partiet, at det gaar for langsomt med Reaktionen; de vilde helst lukke Butiken med et Smæk, og derfor spekuleres der nu paa at faa Fagforeningerne umuliggjort ved at forlange Erstatninger af disse for de ved Strejker formentlig opstaaede Kontraktbrud.

Vi kan hurtig blive mig om, at hvor to fri og nogenlunde lige Parter indgaar en Kontrakt med hinanden, da bør ingen vilkaarlig bryde denne uden at erstatte den anden Part den Skade, som derved paaføres ham.

Nu er Forholdet imidlertid det, at en Arbejdsleder og en Arbejder ikke er to lige Parter. Arbejdslederen er enten selv Kapitalist eller Repræsentant for Kapitalen. Han sidder inde med de Midler, som det er nødvendigt for Arbejderen at komme i Besiddelse af for at kunne leve. Arbejderen har ganske vist Frihed til at undslaa sig Arbejdskøberens Betingelser, men han mister samtidig Adgangen til Erhverv. Arbejdskøberne derimod kan henvende sig til en anden Arbejder, der staar paa lige Forhold med den første; nægter denne ogsaa at gaa ind paa hans Betingelser, kan han i de fleste Tilfælde lade Arbejdet hvile, indtil Arbejderne er bleven tilstrækkelig sultne, saa man paa den Maade godt kan sige, at det er Arbejdskøberen, der bestemmer Kontraktens Indhold, og Arbejderne, der nødtvungent gaar ind paa den. En saadan Kontrakt har ganske vist juridisk Gyldighed, men den kan aldrig være moralsk bindende for den svagere Part.

Denne Følelse af Svaghed paa Grund af den økonomiske Afhængighed har medført Arbejdernes Organisation i Fagforeninger. Bestræbelserne fra disses Side gaar ud paa, at tilvejebringe nogenlunde Ensartethed i Vilkaarene inden for de forskellige Fag. Dette søges opnaaet ved Priskuranter, Løntariffer og øvrige Bestemmelser, enten med den Organisation, der repræsenterer de paagældende Arbejdskøbere, eller med disse enkeltvis. Kan der ikke opnaas Enighed, benyttes Strejken enten i hele Faget eller overfor de enkelte genstridige Arbejdskøbere. Arbejdernes Sammenslutning gør disse mulige, derved, at de tilvejebringer midler til Underhold for de Strejkende og deres Familier, og der er nu indtraadt et Forhold, hvor den enkelte Arbejder ganske vist endnu er afhængige af Kapitalen, men hvor Arbejderne som Klasse betragtet dog kan skuffe sig Medbestemmelsesret ved Fastsættelsen af Arbejdsbetingelserne, for saa vidt de da tilhører Organisationen.

Det er det, der er Kapitalisterne en Torn i Øjet, fordi det begrænser deres Udbytterfrihed noget, og da det ikke lader sig gøre, i hvert Fald ikke for Øjeblikket, at forbyde Arbejderne Retten til Sammenslutning, saa raaber de op om den hellige Kontraktfrihed, som kun betyder Frihed for dem, der har noget, men Tvang for dem, der intet har.

Disse Mennesker betragter absolut den arbejdende besiddelsesløse Klasse som Mennesker, der er skabt alene for, at de Rige kan blive endnu rigere. Denne Klasse skal lyde, og ethvert Forsøg fra denne Side paa at hævde Selvstændighed, betragtes som ligefremt Oprør. Overklassens Love er lavet med det samme Syn for Øje, og derfor er det saa let at faa Arbejderne dømt til Straf, mens det til Gengæld er saa meget desto vanskeligere at ramme Kapitalisten.

(Social-Demokraten 20. september 1891).

Majtoget drager gennem Aarhus. Illustration fra "Det danske socialdemokartis historie fra 1871 til 1921", side 89.

II

Planen gaar ud paa, at gøre Fagforeningerne ansvarlige for Kapitalens Tab ved Strejker under Paaberaabelse af, at Foreningerne er Anstiftere af Kontraktbrud. Efter sin Ordlyd kan dette jo se ret uskyldigt ud, idet man herved kun forudsætter Strejker, der iværksættes for at bryde en bestemt Overenskomst, men disse ere meget sjældne, saa hvis man skulde holde sig alene til saadanne Tilfælde, saa vilde "Morgenbladet" ikke faa megen Fornøjelse af sin ny Teori. Det vil nemlig blive dette Sammensmælter-Organ meget vanskeligt at bevise et eneste Tilfælde, hvor Fagforeninger har været Anstifter af et Kontraktbrud, og foreligger et saadant Tilfælde, kan man være overbevist om, at det er arbejdskøberne selv som har give Anledning dertil.

I de Fag hvor der bestaar en Overenskomst mellem Arbejderne og Arbejdskøbere, er der som Regel truffen Aftale om en bestemt Opsigelsesfrist mellem Parterne, og vi kender intet Tilfælde, hvor denne er brudt fra Fagforeningens Side. Mangler en saadan Opsigelsesfrist, er Forudsætningen, hvad der til Eksempel er godtgjort i de Domme, der er fældet i Sagen mellem Murmester Thomas og hans Svende, at Forholdet kan løses straks enten fra den ene eller anden Side. Og vi er tilbøjelige til at tro, at Arbejdskøberne selv vilde være daarligst tjente, hvis der gjaldt andre Bestemmelser, thi dette vilde medføre en betydelig Indskrænkning i disse Ret til at afskedige Arbejderne, de ikke mener længere at kunne bruge.

Altsaa Stillingen er den, at hvor Fagforeningerne har Overenskomst med Arbejdskøberne, da er der ikke fra Arbejdernes Side forsøgt at bryde denne ved strejker, og hvor en saadan mangler kan der ikke blive Tale om Kontraktbrud, selv vin der iværksættes en Strejke midt i et Stykke Arbejde, lige saa lidt som der er tale om Kontraktbrud, naar Arbejdskøberne afskediger Svendene midt i Arbejdet.

I Modsætning hertil har man Eksempler paa, bl. a. under Snedker-Lockout'en i 1889, at Mestrene ganske vilkaarligt brød indgaaede Kontrakter for at smide Arbejderne paa Gaden, da den store Udsultningsproces skulde foretages.

En lignende Fremgangsmaade kunde tænkes iværksat fra Arbejdernes Side, i det Tilfælde, at flere Mestre i et Fag nægtede at overholde en mellem Fagets Mester- og Svendeorganisation indgaaet Overenskomst, og saa de øvrige Mestre direkte eller indirekte støttede disse Mestre, i Haab om derved selv at blive løst fra deres Forpligtelser i Utide: men i saa Tilfælde var det jo Mestrene og ikke Fagforeningen, der var Anstifter af Kontraktbrudet, og Foreningens Optræden maatte da betragtes som simpelt selvforsvar, noget enhver upartisk Domstol maatte indrømme.

Vi kommer dernæst til en anden Art af strejker, som ofte forekommer i Bygningsfagene paa Grund af den der stedfindende Svindel, og det er de Strejker, der er en Følge af, at Arbejdskøberen ikke opfylder sine Forpligtelser og derved tvinger Arbejderne ud i et Slags Kontraktbrud. I disse Fag gælder den almindelige Regel, at Overskudet af en Akkord skal betales ca. 14 Dage efter at den er færdig. I denne Mellemtid kan Arbejderne ofte have paabegyndt en ny Akkord, men der er vel intet fornuftigt Menneske, der vil forlange, at de skal opfylde denne til Punkt og Prikke, naar det viser sig, at Arbejdskøberen ikke betaler, eller gør Forsøg paa at snyde dem for deres Tilgodehavende. De kan jo risikere, at det vil gaa ligesaa med det sidst paabegyndte Arbejde.

Her kan altsaa heller ikke blive Spørgsmaal om Anstiftelse af Kontraktbrud fra Fagforeningernes Side, men i saa Tilfælde bliver jo "Morgenbladet"s Forslag fuldstændig betydningsløst med mindre det gaar ud fra, at Arbejdskøberne har Ret til at begaa lige faa mange Kontraktbrud de vil, medens der ikke bestaar nogen Ret for Arbejderne til i al Fald at værne sig imod saadanne Forhold.

Værnet herimod er Fagforeningerne, og det er dem "Morgenbl." vil til Livs, derfor foreslaar det sin ny Praksis, at umuliggøre Fagforeningerne, at værne sine Medlemmer mod Overgreb, ved at gøre Arrest i deres Kasser ved en Strejkes Udbrud, under Paaberaabelse af, at der foreligger Kontraktbrud, uden at tage Hensyn til de virkelige Aarsager til Strejken.

Men hvorledes vil "Morgenbl." stille sig overfor de Tilfælde, hvor Arbejdskøberne bryder deres Kontrakter, undlader eller paa Grund af Svindel bliver ude af Stand til at betale Arbejderne, hvad de har fortjent? Er det Meningen, at den Arbejdskøberorganisation, hvortil en saadan Mand hører, skal erstatte Arbejderne det Tab, der paaføres dem ved, at de tvinges ud i Strejke, fordi den paagældende misligholder en almindelig indgaaet Overenskomst?

Hvad der er Ret for den ene, maa jo være billigt for den anden, og der foreligger utallige Eksempler paa, et en Arbejdskøber har antaget Folk til et Stykke Arbejde, og naar dette var helt eller delvist færdigt, nægtet at betale den affordrede Løn. Mener "Morgenbl.", at man i et saadant Tilfælde kan køre op til Lavskassen og gøre Arrest i denne for det Tilfælde, at man ikke tror at kunne faa sit Tilgodehavende hos en saadan Arbejdskøber? Det nytter ikke herimod at indvende, at Lavet ikke er Anstifter af Kontraktbrudet; thi man vil i intet Tilfælde kunde paavise, at Fagforeningerne har forlangt af deres Medlemmer, at de skulde bryde en Kontrakt, og naar Bladet foreslaar Regres til Fagforeningen, fordi et af dens Medlemmer bryder en Kontrakt, saa maa Arbejdskøberforeningen ogsaa hæfte for sine Medlemmers Kontraktsbrud.

Var den Teori gældende, maatte Snedkerne og Stolemagerne jo kunde have lagt Beslag paa Snedkerne efter lavets Kasse, da dette sidste Vinter fuldstændig vilkaarligt foranledigede et stort Antal Snedkermestre til at bryde det da bestaaende Lønregulativ. I næsten og sidste artikel skal vi beskæftige os med nogle Tilfælde, som klart viser, at der praktiseres en Ret for Arbejdskøberne og en ganske anden for Arbejderne.

(Social-Demokraten 22. september 1891)

III

(Sidste Artikel.)

For nogen Tid siden afsagdes der en Dom i 2det Civilkammer i en Sag mellem en Arbejder og en Arbejdskøber, som fuldstændig bryder med den Praksis, der hidtil har været fulgt i alle saadanne Retssager. Retten tog nemlig her Hensyn til en af Arbejdskøberen fremsat ubevist Paastand, medens den ikke vilde høre noget om Arbejderens Paastand og den hidtil gældende Sædvane.

Sagen forholder sig i Korthed saaledes: En Malersvend havde udført Arbejde for en Malermester paa 3 forskellige Bygninger. Paa de to Steder beregnede Svenden sig en Dagløn af 4 Kr. pr. Dag, fordi Arbejdet i Følge sin Natur ikke kunde opmaales, medens han paa den tredie Bygning beregnede sig Akkordbetaling efter den i Faget gældende Prisliste af 1887, som Mesteren paa et tidligere Tidspunkt havde forpligtet sig til at betale efter. Til Overflod paastod Svenden, at han forinden Arbejdets Paabegyndelse udtrykkelig havde spurgt Mesteren om Arbejdet var Akkord, hvortil denne skal have svaret: Ja!

Mesteren benægter dette og paastaar tværtimod, at der er truffen Aftale om, at alt Arbejdet skulde udføres i Dagløn a 4 Kr. pr. Dag. Paa denne Maade sparer Mesteren nemlig ca. 96 Kr. Til Trods for, at Mesteren ikke kan føre noget som helst Bevis paa sin Paastand, hvad der ogsaa udtrykkelig fremhæves i Dommens Præmisser, tager Dommerne dog hans Paastand for gode Varer og afsiger en Dom, hvorved Mesteren i Stedet for at betale 148 Kr. 94 Øre kun kommer til at betale 53 Kr.

I Malernes Prislistes Paragraf 2 staar udtrykkelig: "Alt Arbejde søges udført i Akkord, hvor dette ikke kan ske bliver Betaling i Følge forudgaaet Aftale mellem Mester og Svend." Meningen hermed er naturligvis, at alt det Arbejde, hvorfor der i Prislisten findes fastsat Priser skal udføres i Akkord, og at en særlig Aftale kun skal træffes for Arbejde, der ikke er forudsat i Prislisten. Denne er udarbejdet af et Udvalg af Mestre og Svende og vedtaget paa en paa samme Dag i "Malerlavet" og "Malernes Fagforening" afholdt Generalforsamling som fremtidig gældende Norm for Arbejdslønnen. Disse Oplysninger er naturligvis forelagt Retten, og i Overensstemmelse med den hidtil brugte Praksis burde denne have ladet det omhandlede Arbejde undersøge og vurdere af Fagmand og derefter tilpligtet Mesteren at betale Arbejdet efter dets Værdi og ikke med en af ham vilkaarlig fastsat Dagløn. 

Skal denne Praksis blive gældende, vil det for Fremtiden komme til at se slemt ud for mange Mennesker. Man tænke sig blot, at der en Dag kommer en Mand ind til en Snedker og bestiller et Stykke Møbel. Der træffes en mundtlig Aftale om Prisen, t. Eks. 80 Kr., men naar Kunden faar Møblet udleveret, vil han kun betale 40 Kr. under Paaberaabelse af, at de er bleven enige om en saadant Pris. Snedkeren har Bevisbyrden for, at der er truffen Aftale om 80 Kr., men da han ikke har andet at holde sig til end Kundens Ord, og denne paastaar, at Aftalen er 40 Kr., saa nytter det ikke noget, at Snedkeren henviser til, at den almindelige Pris er 80 Kr. og at Møblet virkelig er den Sum værd; han maa pænt lade sig nøje med de 40 Kr. Følgen heraf bliver, at man maa gaa med Lommen fuld af stemplet Papir for at saa udfærdiget et lovformeligt Dokument, hver Gang der leveres den allermindste Ydelse for Penge, som ikke betales med det samme.

Malersvenden mente imidlertid, at denne Dom var saa himmelskrigende uretfærdig og i den Grad i Strid med hvad man hidtil har anset for gældende Ret, at han ønskede Sagen prøvet ved Højesteret. Hertil fordredes imidlertid en justitsministeriel Bevilling, men denne blev nægtet. Svenden søgte saa Avdiens hos Justitsministeren og forestillede denne, hvor stor Betydning denne Sag havde baade for ham og Retsforholdene i Almindelighed, men uden Resultat. Hr. Nellemann vilde ikke satte Højesteret i Bevægelse for saadanne "Bagateller", som han udtrykte sig. Hermed maatte Svenden lade sig nøje.

Dette Afslag kommer først i sin rette Belysning, naar man erindrer sig en anden Sag, som i Sommer fandt sin Afslutning ved Højesteret. I denne Sag, der var anlagt af en Snedkersvend mod en Snedkermester, hvori Svenden forlangte, at Mesteren skulde betale ham et Beløb af ca. 40 Kr., som Svenden mente sig berettiget til at faa udbetalt paa Grund af, at Mesteren under Lock-out'en i 1889 vilkaarlig havde bortvist ham fra Arbejdet og derved forhindret ham i at fuldføre en paabegyndt Akkord. Mesteren blev dømt ved Underretten, men var ikke tilfreds med Dommen, hvorfor han gennem Kammeradvokat Hindenburg søgte Bevilling til at appellere Sagen til Højesteret, og skønt Sagen som sagt kun drejede sig om ca. 40 Kr., fik han Bevillingen, skønt det viste sig, at Mesteren ogsaa tabte Sagen ved Højesteret.

Her ser man paa den ene Side en Arbejder, der har en Sag paa 147 Kr., ham nægtes der Appelret, medens en Arbejdskøber faar denne Ret i en Sag, der kun drejer sig om ca. 40 Kr. 

Kom saa og paastaa, at der ikke er Lighed for Loven i Danmark.

En anden Sag, som ogsaa fortjener Opmærksomhed, er den Schilderske Erstatningssag mod Skrædernes Fagforening. Her har Retten uden videre tilkendt en Arbejdskøber 5000 Kr. i Erstatning paa hans blotte Paastand om, at han har lidt et saadant Tab ved en Strejke, hvortil han selv var Aarsag. Alt dette tyder paa, at der er en god Villie hos Domstolene og Autoriteter til at arbejde med i den almindelige Kapitalistreaktion.

De vil dog ikke opnaa deres Hensigt, at hindre Arbejdernes Sammenslutning, men kun bidrage til at disse arbejder endnu mere energisk for en Samfundsordning, hvor Retten ikke sidder i Pengesækken.

(Social-Demokraten 23. september 1891).