Viser opslag med etiketten Falkoner Alle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Falkoner Alle. Vis alle opslag

13 februar 2017

Vink til Frederiksbergs Øvrighed.

Som følge af at birkedommeren bor så langt fra Frederiksberg og man altså sjældent ser noget politi der, så har de danske lazaroners antal taget betydeligt til, så at man især dette forår ser personer af begge køn og af det væmmeligste udseende i mængde strejfe omkring, især på Falkoner Alle. De stirrer halve timer længselsfuldt ind i de omliggende haver, og findes der i samme noget smukt der tiltrækker sig deres opmærksomhed, blegetøj eller lignende, da kan man være sikker på at de ved første lejlighed er borte. Atter andre steder stjæler de plov- og vogntøj, ænder mv. De synes nemlig at have en fuldkommen bevidsthed om at politiet ikke er i nærheden. Dog er natten og dagningen deres bedste tid, hvilket tydeligt mærkes af den idelige uro der da er over hundene i hele omegnen.

Da disse uvirksomme folk er af den slags der i almindelighed kvalificerer til at opbringes som løsgængere, for ikke at tale om at det er upassende at de opholder sig i et kongeligt slots alleer, så vover man at bede øvrigheden at have et vågent øje med dem for eftertiden.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 346-347)


Redacteurens Anmærkning.

I 1840 blev straffen for tyveri ved nattetid betydelig skærpet, se artikel i Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842.

29 december 2016

Utilladelig Gjennemmarch af Militaire.

Uagtet en af mine naboer forrige vinter i dette blad påankede at militære på felttjeneste havde taget vejen gennem hans gård og have, hvorved unge træbeplantninger var udsat for at beskadiges, og man altså skulle have troet at et eftertrykkeligt forbud var blevet udstedt mod denne krænkelse af ejendomsretten, så går dog den samme uskik for sig i denne vinter. Således gik en afdeling af prins Christians Regiment torsdag den 12. i denne måned over grøften og en ung tjørnehæk gennem min have og ud på den anden side, og i en mindre have på den anden side af bygningerne udrev de nogle stænger som stod til hegn og gik såvel over her som gennem den levende hæk på den anden side mod gården. Om der end ikke i sådanne tilælde sker nogen skade så er det dog alligevel nok at skade kan ske. Ung tjørnebeplantning trænger til omhyggelig fredning før den rigtig kommer i vækst og hvor let er den ikke nedtrådt.

Vist mange ønsker derfor med mig at et almindelig lovbud måtte blive udstedt mod sådan egenrådighed hos de herrer officerer og underofficerer hvem skylden ene må tillægges, såsom det er velkendt at soldaten kun handler efter ordre. Uden et sådant offentligt lovbud vil også mange grundejere som tit tilfældet er være i tvivl om sådan gennemmarch er tilladelig eller ikke, og derfor af slendrian uden indsigelse lader det ske som dog efter en()gere retsprincipper ikke kan gives anden benævnelse end vold. Og - hvad der er det værste - vold af den art at det kun lidt ville nytte om man her ville gøre brug af sin husret. Høje ansvarlige anbefales derfor sagen i henseende til udstedelsen af et sådant offentligt lovbud hvis nødvendighed jeg håber at have gjort indlysende.


Sindshvile i Falkoner Alle, den 16. november 1835
G. C. Fohrmann. 


(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 767-769).

"Den ene som påtog sig at føre ordet, råbte: Hvad, hvad! Vi må ikke komme her? Jo vi kommer just her og skal videre frem efter kommando!" (Landstedet Rolighed år 2015. Gården ligger bag. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte artikler stod i Politivennen nr. 21. februar 1835. En anden artikel af landmand Koch, se nr. 1043, 26. december 1835Rolighed ligger stadig på Rolighedsvej, Frederiksberg.

23 august 2016

Bemærkninger om Falconeeralleen, Ladegaardsveien og Godthaabsveien.

I Falkoner Alle ved den østre side er i sommer foretaget et betydeligt og vist kostbart arbejde til vejens forbedring. Men besynderligt er det at vejgrøften ikke tillige som ellers altid er brug ved sådan lejlighed, er gravet op, så meget mere som den er forfalden. Dog, hvad der er det mærkeligste er at arbejderne har turdet tillade sig at nedstøde den jord og græstørv i grøften som de har pudset af på siden, hvilket når til vinter eller forår vandløb begynder, må flyde sammen og kan bidrage til at stoppe slusen ved vejen og give mudder i dosseringens siderender ved åen.

På Ladegårdsvejen (som hver vinter er i mådelig stand, skønt den rundeligt får den årlige udbedring som er den tilstået, men som har den fejl at den formodentlig ikke er godt anlagt fra begyndelsen, især i betragtning af den megen væde den trækker til sig af åen), er ved Ladegården anlagt en jordvold på det sted hvor før var affald fra vejen. Denne vold som stopper fraløbet (hvilket om kort tid når vådt vejr begynder, vil vise sin slemme virkning) og tillige nøder vandet med dynd at gå bort, hvor det mindst burde, nemlig i åen, er næppe anlagt i medhold af anordningerne om vejvæsnet, og ville i alt fald hvis de vedkommende tilsynsmænd påtalte dens urigtige tilværelse, blive borttaget.

Det oplag af levnede stenmateriale fra vejarbejdet hvilket er beliggende på Godthåbsvej, kunne hvis det der blev liggende vinteren over, blive farligt for dem som på mørke nætter eller snefog skal passere denne vej.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 713-714)

Redacteurens Anmærkning.

Bunken ved Ladegården lå der i lang tid: først i Politivennen nr. 1039, 28. november 1835, s. 813 blev bekendtgjort at den nu var blevet fjernet så meget at den ikke længere rakte op over vejen. Men underlaget var stadig der hvor der før var grøft og afløb.

24 maj 2015

Bekjendtgjørelser.

1) Da jordvejen i Falkoner Alle ved Frederiksberg ved det kongelige vejkorps'foranstaltning er planeret til bekvemmelighed for fodgængere og det tillige der fra ved opslag på stedet er bekendtgjort at ingen må ride eller køre på jordevejn i nævnte alle, bringes dette herved efter forlangende til offentlig kundskab med tiøjelsen at enhver som overtræder dette forrbud, straffes med mulkt iføge vej-og politianordnignerne.

Københavns Amts politikammer den 14. september 1816

Wedege

4) Helligåndskirkens kirkegård har nu i nogle dage stået åben for dem der vil passere samme. Vedkommende takkes for den opmærksomhed som derved er vist et offentligt ytret ønske.

(Politivennen nr. 38, Løverdagen den 21. september 1816, s. 589-590)

26 december 2014

To Ønsker paa Vejene tæt udenfor Staden.

 1. På det stykke jord som ligger tæt op til hr. garver Rings gård ved St. Hans Hospital, er for nærværende tid et rettersted for gamle heste, hvor disse efter at være blevet slagtet, aftrækkes huden, og hvor man ikke sjældent ser flere nøgne kroppe ligge i snesevis og flere dage i træk. Enhver der går forbi, fristes let til at opkaste det spørgsmål om man ikke viste den del af publikum som kommer ad denne vej, enten for man nyder den eller fordi den er hans nærmeste, mere opmærksomhed, når man anlagde slagteriet bag ved gården, i stedet for lige ud til vejen?

2. Da alle offentlige veje hører det almindelige og ikke nogen enkelt mand til, så anmeldes det som en synd imod vejpolitiet, at der på det stykke vej som går fra Falkoner Alle op til Godthåb er anlagt et møddingssted, som ønskes fjerńet.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5435-5436)