Overfald paa Folkethingsmand i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Ringsted, den 2den December. For at understøtte Major Müllen ankom i Tirsdags Morges d'Hr. Alberti og B. Christensen her til Byen og holdt strax et Generalmøde med over 1000 Vælgere. Da vi ikke overværede dette Møde, have vi kun erfaret, at B. Christensen holdt en Formaningstale, som blev besvaret med rungende Hurraraab, hvorpaa hele Forsamlingen begav sig til Valgstedet, hvor Pastor Qvistgaard fra Haraldsted, som Valgbestyrelsens Formand, aabnede Mødet med et "Leve" for HS. Maj. Kongen. Efterat derpaa de tre Candidater havde havt Ordet, besteg Procurator Alberti Valgtribunen og forlangte at interpellere Candidaterne. Det var meget morsomt her at høre Alberti med en vis høitidelig Strenghed at afæske Müllen en Forklaring om hans Anskuelser angaaende Fæsteafløsningen. Mon dette ikke var en i Forveien aftalt Comedie? Derimod var det mindre morsomt, og vistnok mindst for Proc. Alberti, Folketingsmanden for Sorø, da Plougfabrikant Niels Nielsen kort efter fik Ordet for at svare paa den lange Række Interpellationer, der var stillet til ham; efterat nemlig Niels Nielsen havde imødegaaet de af Alberti i Form af Interpellation reiste Beskyldninger, sluttede han, pegende paa Alberti, med de Ord: "Jeg kaster slige usle Beskyldninger tilbage paa den, der bringer dem, og som jeg her for hele Forsamlingen erklærer for en Løgner og Æreskjænder!" Proc. Alberti besteg derpaa atter Talerstolen for at stille en Interpellation til Landmaaler Nielsen, angaaende Næringsloven. Efterat Hr. Nielsen havde besvaret Interpellationen og ikke Flere forlangte Ordet, foretoges Kaaringen og derpaa, som bckjendt, navnlig Afstemning. Proc. Christensen maatte paa Grund af en Upasselighed - saa heed det sig - forlade Valgstedet og afreiste med Middagstoget, hvorimod Proc. Alberti under Afstemningen var tilstede i Localerne, for ved sin Nærværelse at styrke de Svage, der muligt kunde fordriste sig til at svigte den "gode" Sag.

Kort efter Valghandlingens Slutning begav d'Hrr. Alberti og Müllen sig, ledsaget af nogle faa Trofaste, til Jernbanestationen, for at oppebie Aftentogets Ankomst. Men her bleve de destoværre insulteret paa det Groveste af nogle Tilstedeværende, ja det gik endog saavidt, at de, foruden flere Bemærkninger og Skjældsord, maatte taale endeel drøie Hug, som fortsattes efterat de havde taget Plads i Coupeen. Og saaledes endte denne meget bevægede Valgdag i Ringsted.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 2. december 1858).

Plovfabr. Nielsen havde, ved Ringstedvalget, til Kaaringen (fra Protocollen veg han), efter "Kbhp." kun faaet 1 Stemme, men gjorde sig til Erstatning en Privatfornøielse af at udskjælde Rigsdagsmand Alberti, Ifølge ovenn . Blad dannede "for størstedelen Ringsted Beboere" den Pøbel, som paa Banegaarden truede den nyvalgte Rigsdagsmand, Major Müllen, med Molest i den Grad, at han ved Hjælp af de ved Stationen ansatte Embedsmænd maatte flygte ind i en Coupee. Men Pøbelen bevæbnede sig med Kasteskyts, og imedens Korsørtoget holdt for at vente paa Kjøbenhavnstoget, faldt der en Regn af Steen, der sønderslog Coupeens Vinduer, uden dog al tilføje Major Müllen og hans Ledsagere nogen Skade. Senere erfares imidlertid, at Major Müllen har faaet et Knivstik i Siden, hvilket imidlertid ikke skal være farligt. - Det er sørgeligt at tænke sig, at en Kjøbstad i den Grad kan skamskjænde sig ved sine Indvaaneres Adfærd, imedens man ellers med Kjolen paa gjør Krav paa "Dannelse" ligeoverfor de "raae Bønder". Her seer man, hvor omvendt Forholdet kan være og ialtfald paa hvilket lavt Punct af Samfundsdannelse Ringsted kan befinde sig, naar ikke engang de respektable Indvaanere , som der dog maa antages at være, have havt Mod til at forhindre eller revse en saa gemeen Pøbelstreg. Man seer heller ikke, hvor Politiemesteren, Etatsr. Harhoff har været, som var Formand ved det kasserede forrige ulovlige Valg, og altsaa, medens han dennegang ikke var Valgformand, har havt endnu bedre Leilighed til at følge Valgrøret og hæmme hver ulovlig Udskejelse, end sige en for Byen og Jurisdiktionen saa vanærende Handling som den fra Banegaarden berettede. Formodentlig vil nu Justitsministeren have erkyndiget sig herom, hvis han ikke rettere finder Anledning til ved en kommission at undersøge, ogsaa om der fra Politiemyndighedens Side maatte være foretaget eller undladt tilbørlige Forholdsregler til at beskylde Medborgere og paagribe Voldsmændene; thi man seer idetmindste ikke endnu at noget saadant er skeet. Vi haabe ogsaa, at foreløbigt den respectable Presse udenfor Ringsted vil fremdrage Navnene paa de uværdige Indvaanere i denne By eller Andre, som have deeltaget i eller brugt Individer til en saa nedværdigende Voldshandling, hvis rette Deeltagere det maa interessere Ringsted selv, til Gjenopreisning for Byens og Valgkredsens herved angrebne Ære, at see afslørede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1858, 2. udgave).

Ogsaa "Fdl." udtaler sin alvorlige Dadel over det Ringstedske Pøbeloptrin og Voldshandlingerne samt tilføier, at den i Løverdags omtalte Politiemester, Etatsr. Harhoff, "skal have indfundet sig paa Banegaarden i fuld Uniform, ledsaget af to Betjente," saa at han maa antages at have vidst, at Noget skulde foregaae; men alligevel hverken virkede Politiets Nærværelse det mindste til at forebygge saadant, eller mærkedes dets Virksomhed, dengang det skeete, medens derimod Jernbanens Betjente gjorde hvad de kunde for at beskytte de Overfaldne". "Fdl." haaber ogsaa, at Justitsministeren vil "lade sig det være magtpaaliggende at havde Valgenes . Frihed og Sikkerhed imod brutale Udbrud" og "foranstalte en alvorlig Undersøgelse af en uhildet Dommer". Ringsted Avis erklærer derimod hertil, "at Politiets Betjente (slet) ikke vare paa Banegaarden, og langt mindre Etatsr. Harhoff; thi Sidstnævnte har i lang Tid været meget syg og er endnu ikke saa vel, at han kan begive "sig til Banegaarden". Men hvorfor var Politiet ikke paa Banegaarden? kan det under saadanne Forhold i nogen Maade forsvares? Bør ikke den offentlige Sikkerheds Krav netop anklage herfor? og nærmer det sig ikke snarere en Priisgivelse af den offentlige Orden og Sikkerhed, naar den mangler sit Værge og det efter at den forud har viist sig saa faretruet, som det idetmindste i Beretningen skildres? Og naar Etatsr. H. selv er syg, er det da ikke hans ufravigelige Pligt at sørge for, at en saa vigtig Embedshandling røgtes ved en Anden under hans Ansvar forsvarligt og vel? Selv som Patient kan han vel dog neppe have manglet Rapport om den urolige Gjæring, eller burde idetmindste have ladet denne prøve; det er jo dog ikke for intet at foretage, "hverken ved Betjente og langt mindre selv", at en Politieembedsmand er beskikket og lønnet. Sygdom er hver Mands Herre, men den kan ialtfald ikke undskylde, thi saa maa man ved Andre gjøre sig til Herre over den paatagne Gjernings Røgt. Hvor stærkt denne har været paakaldet, sees end yderligere af Ringsted Avises senere Beretning om den imod Rigsdagsmandene Müllen og Alberti udviste schofle Adfærd. Bladet karakteriserer sig ogsaa knn daarligt ved den hele Maade og de lave Betegnelser, hvormed det har skildret en Begivenhed, hvis Pøbelagtighed det med meer ærbar Følelse burde have været den Første til at revse.

Ogsaa i Hadersl. Av. hedder det fra Kbhvn.: "Fra Anthoriteternes Side synes der, efter Beretningen at dømme, Intet at have været foretaget, om det end hedder, at der vil blive anstillet en Undersøgelse over det Passerede"; men hvorledes det end stiller sig bliver det ialtfald aldeles uforsvarligt, at Ringsted Avis først bringer Efterretning om Valget uden med et eneste Ord at omtale de Scandaler, som have ledsaget det, og dernæst søger at nedsætte Betydningen af det Hele. Der er saa meget meer Anledning til at paatale dette, som man heri har et slaaende Beviis paa, hvor usselt Provindspressen paa mange Steder røgter (?) sit Hverv." "Vi mindes heller ikke lange at have seet de Pligter, som paahvile Pressen, tilsidesatte paa en saa øiensynlig Maade."

Efter "Morgenp." viste sig allerede ved Valget, "hvor ophidsede Gemytterne vare i Ringsted By og hvorlidet man der respecterer Orden og Ro, idet Valghandlingen ideligt afbrødes af den meest pøbelagtige Raaben, Skrigen og Piben, dog uden at Valgbestyrelsens Formand (en Præst ved Navn Qvistgaard fra Haraldsted) gjorte mindste Forsøg paa al standse dem."

Efter en Beretning fra Sorø i "Hb. E.", havde de af Voldsmændene Forfulgte maattet flygte fra en Coupee til en anden og Steenregnen vedvarede saa længe indtil Toget var ude af Steenvidde. En af Jernbanebetjentene skal ogsaa være bleven saaret af Steenkast. Efter s. Beretning havde den feige Flok allerede ved Valget paa Raadhuset i Ringsted brugt al Slags Skjældsord imod Rigsdagsmandene. 

I "Kbhp." meddeles endnu, at da Major Müllens Stillere, tre Landmænd, som havde fulgt den Valgte til Banegaarden, derfra vilde begive sig tilbage til Ringsted, hvor de havde deres Kjøretøi staaende, bleve de overfaldte af Ringsted Pøbelen og stærkt mishandlede, saa at de to af dem bragte betydelige Qvæstelser hjem med og den Tredie endnu næste Morgen savnedes. En Fjerde maatte tage Postbefordring og lade sig ledsage til sit Hjem af en Politiebetjent.

Den komiske 3die Candidat, Plovfabr. Nielsen, havde, efter "Morgp.", ved Valget fremstillet sig som en "Videnskabsmand", der havde leveret gode Plove, "ja det er ikke noget Skidt"! "men godt Kram!", tilføiede han, og ledsagede denne sin videnskabelige Anbefaling med Skjældsord imod dem, som vilde tvivle om, at han var Bondens "sande Ven".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. december 1858)

Udover "Fædrelandet" forsøgte "Dagbladet" også at gøre hele Ringsted ansvarlig for begivenhederne ved toget. "Sjællands-Posten" afviste at hele Ringsted kunne gøres ansvarlig for nogle personers udskejelser. Følgende indsendte var ifølge redaktionen skrevet af "en her i egnen vel anset og agtet mand":

... Dette er forresten ikke noget Nyt, det er en gammel Kjendsgjerning; men vi fik et fornyet Udiryk heraf ved Valget i Ringsted den 30te f. M. Som bekjendt mødte jo Hr. Procurator Alberti, ledet af sit ømme, bondevenlige Hjertes Indflydelser. Han og hans Parti havde lidt et moralsk Nederlag ved det første Valg. og det var vel nærmest Grunden til at Folkethinget kasserede det; nu skulde det seire, ligegyldigt ved hvilke Midler. Partiet seirede; thi da Hr. Alberti indtrængende anbefalede Hr. Major Müllen, og navnlig fordi den vigtige Lov var for om offentlige Stiftelsers Godsers Overgang til Selveiendom, da fremhævede han den uhyre Vigtighed, det maaskee i Morgen vilde have for hele Ringsted Klosters Gods at have en slig fuldtro Mand til Repræsentant. Det var som en Bombe, der blev udskudt, som en Mine, der blev sprængt. Knaldet af den bedøvede og forvirrede og en stor Deel Tvivlere og Frafaldne gik i Blinde over i Vennernes Leir. Men Hr. Alberti havde løiet og med Forsæt; thi han veed og vidste meget godt at Ringsted Kloster ikke er nogen offentlig Stiftelse, men en privat Eiendom, som tilhører Grosserer Bügels Arvinger. Hr. Plougfabrikant N. Nielsen, som havde et stort Parti for sig af Bondestanden, beskyldte han for, at han i 2 Aar havde udgive! et Blad og faaet Understøttelse af Godseierne dertil, samt svigtet Bondestandens Sag m. m. N.Nielsen gjorde sig reen for disse løgnagtige Insinuationer og erklærede for hele Forsamlingen, at Alberti var en Løgner og Æreskjænder. Det er raat at give Hug, raat at skjelde ud, men hvad skal man dog i Grunden gjøre ved Folk, der i den Grad have demoraliseret hverandre, at man frit offentlig kan bevise og erklære, at de fare med Løgn, gribe dem i den og sige dem det i Øinene uden at de rødme. Desuagtet gjør hele Sagen et uhyggeligt Indtryk, Selvtægt er ikke tilladt og det retfærdiggjør ikke Huggene at Alberti fik dem fordi han havde løiet.

G

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. december 1858, Uddrag).

Fotograf og skuespiller Jacobsen, Jul. (Julius Marcus) (1828-1912): Lauritz Michael von Müllen (1800-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lauritz Michael von Müllen (1800-1878), officer og politiker. Hans militære karriere startede 1814 ind på Landkadetakademiet. 1820 blev han løjtnant i fodfolket. Han var påvirket af frihedsideer og da han var aktiv i de frisindede foreninger og udtrykte ønsker om indgribende ændringer i vore militære forhold, blev han 1842 ved den store hærreduktion afskediget som kaptajn. Politisk var han ved demokrat. 1844-1845 skrev han 2 skrifter om værnepligt og væbningsvæsen i Danmark og 1848 Forsøg til et Exercerreglement for Infanteriet ved en Folkevæbning. Under Treårskrigen 1848-1850 indgik han igen i militær tjeneste og førte bl.a. kompagni under Fredericias belejring, og major. Herefter indledte han en politisk karriere, 1853-1872 til Folketinget i Ringstedkredsen og Rigsrådets Folketing 1864-66. 1855 medlem af bestyrelsen for Bondevennernes Selskab og 1865 næstformand i Østifternes Folkeforening. 1856-60 formand for Københavns første arbejderforening. I Folketinget spillede han ingen stor rolle, skønt han 1853-56 havde sæde i Finansudvalget og 1870-72 var medlem af Det forenede Venstres Bestyrelse.

Ringsted fik sin første station i 1847. Det var en ret stor bygning og blev først for lille og utidssvarende under 1. verdenskrig. Den blev nedrevet 1924 og erstattet af Ringsteds nuværende station.

Posten Ringsted-Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

Postbefordring. "Nestved Avis" af 28de ds. meddeler Følgende :

Igaar Efterm. Kl. 2½, havde man her den Fornøielje for første Gang at see den nye gjennemgaaende Post til de sydligere sjællandske Stæder og Lolland-Falster. Dens lange Udeblivelse fra Ringsted (2 Timer over Tiden) begyndte at ængste, da man formodede et Uheld; men endelig arriverede Fortravet, to Fjedervogne og en ussel Fjellevogn, hvorpaa Pakkepost-Godset, blandt hvilket en stor Mængde Smaapakker emballerede i Papir, saas henslængt og uden at være forsynet med Dæksel til Beskytteise mod Regn, hvilket, mildest talt. er en høist uforsvarlig Maade at behandle Folks Tøi paa; thi havde der kommet en god Regn vilde Størstedelen af Godset ufejlbarlig være bleven ødelagt. - Af de Reisende erfaredes da Aarsagen til Forsinkelsen: den laae ikke i Jernbanetogets Udeblivelse, thi dette ankom til Ringsted Kl. 9, men i, at Postvæsenet dersteds ikke havde sørget for Vogne, og afgik derfor Posten hertil først Kl. 12, efter 3 Timers Ophold. Det er at vente, at Generalpostdirecteuren vil drage Omsorg for, at Postexpediltonen i Ringsted for Fremtiden besørges hurtig og godt, saaledes som den altid har fundet Sted her i Nestved, og hvorpaa vi igaar atter havde Beviis, thi uagtet sex ankommende og afgaaende Poster stødte sammen her fra Kl. 2½ til 3, bleve dog disse, ialt 11 Vogne, hvoraf 7 lukkede, besørgede og afgik føden Kl. 4 til deres Bestemmelsessteder, hvorfor man navnlig kan takke den nidkjære Postembedsmand, Hr. Justitsraad Witte, som og Hr. Postholder Lundstein, der ikke lod vente paa sig med gode Befordringer, tillige sørgede for Postgodsets gode Pakning og Forvaring mod Regn, hvilket sidste stele til Tid og Sted, thi 1½ Time efter Postens Afgang havdes vedvarende Regn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1856).

Forsømmelig Vægter i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Formedelst at en Vægter i Ringsted ikke saae det han burde see, nemlig at en Bodegaaard afbrændte i Allindemagle Natten mellem den 14de og 15de f. M., der ikkun ligger en Mil fra Ringsted, er han dømt fra sit Embede, og mulig var kommen til at bære den spanske Kappe, hvis ej hans Alder og Sygdom havde virket Skaansel derfor. - Desværre har man i mange Stæder Vægtere der kun lidet ere skikkede til denne dog saa vigtige Post.

(Dagen den 16. april 1805)

Et billigt Ønske, i Anledning af en Skovfogeds grusomme Voldsfærd.

I en et ikke ubetydeligt jordegods tilhørende skov beliggende mellem Slagelse, Næstved og Ringsted og tilhørende enken efter en ikke for længe siden afdød alment agtet mand, traf skovfogeden på en fattig bondekone som havde indfundet sig der for at plukke jordbær, ved hvis salg hun ville skaffe sig brød til hendes arme faderløse børn. I stedet for at fratage hende hvad hun måske uberettiget havde bemægtiget sig og bortvise hende af skoven, behagede det fogden at overfalde hende med grusomme slag så at hun fra hoved til fod bar spor af hans grusomme medfart. 

Da konen efter flere råd har ladet sig syne og fået vedkommende læges attest, er der vel ingen tvivl om at sådan voldsdåd og barbarisk færd ved retten vil blive anset efter fortjeneste. Men da den fattige almue endnu som oftest står i den mening at det er tilladt at plukke bær som vokser vildt i sove, ville det vist være gavnligt om skovejere nu og da i en offentlig bekendtgørelse advarede mod det. For derved ville forebygges at mange underordnet betjent fik lejlighed til enten med eller mod sit herskabs vilje at vise sin påpasselighed og tjenesteiver ved at skamslå sine medmennesker.

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 561-562.)  

Træsnit fra o. 1800 som på lettere sarkastisk vis fremstiller adelens udnyttelse af bønderne.

Om en Reisendens Behandling, paa Gjæstgivergaarden i Ringsted den 2den October 1830.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1830 kom jeg til byen Ringsted i den hensigt at tilbringe natten på gæstgivergården, til hvilket sted jeg ankom da byens klokke slog 3 kvarter i et, og ringede straks på. Men uagtet jeg havde 2 medhjælpere til ringningen, nemlig gårdskarlen og den ene af byens vægtere, var klokken slået et kvarter i to før noget levende væsen lod sig fornemme i huset. Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe, hvorfor min tålmodighed også var borte, da endelig en levende indretning af pige lod sig høre inden for døren. Denne pige ville forinden hun lukkede mig op, vide hvem jeg var. Men da jeg vidste at hun aldeles ikke kendte noget til mig, fandt jeg for det første dette spørgsmål overflødigt så længe jeg stod på gaden, og forlangte derfor først at komme ind. Men dette var hende ikke nok, hun måtte indhente værtens tilladelse før hun turde lukke op. 

"Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe." (Poul Isac Grønvold: Ringsted, 1749. Statens Museum for Kunst)

Hun gik og først efter et nyt kvarters forløb da jeg havde begyndt ringningen igen, kom pigen og værten til døren. Men i stedet for endelig at indlade mig, gav værten mig ved råben til kende at jeg kunne søge logi i byen, og lade vægterne vise mig til et værtshus. Da jeg nu kunne have gjort dette, uden denne hans anvisning, fandt jeg ikke straks for godt at følge den, men påstod han skulle indlogere mig. Værten spurgte mig derpå om jeg kunne forevise pas, hvortil jeg svarede: Ja, når han enten ville lukke døren eller et vindue op og se mit pas. For gennem lukkede døre forstod jeg ikke at række ham det. Men ved dette som jeg mener ikke urimelige eller uanstændige svar gik hans uartigheder og grovheder så vidt at han tillagde mig flere hæderstitler som æsel og slyngel, der på øjeblikket skulle forføje sig bort. Endelig gjorde jeg endnu et spørgsmål om her ikke længere var offentlig gæstgiversted, hvortil rent ud blev svaret nej og dermed gik de deres vej og lod mig stå. Efter således at have ladet mig stå uden for døren i fulde 3 kvarterer og behandlet mig i tiltale som den største kanalje, fik jeg ikke logi hvor jeg havde ventet, og for ikke at have videre ulejlighed denne gang, tilbragte jeg den øvrige del af natten i hr. gæstgiverens underjordiske skød eller i hans brændevinskælder.

Denne hr. gæstgiver Müllers lovstridige og dårlige behandling skylder jeg offentligt at kundgøre for at enhver i lovlig rejse rejsende person som muligvis dertil ved nattetid kunne indtrække, kan være betænkt på forholdsregler i påkommende tilfælde.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te October 1830, s. 715-717) 

Til Portbetjenten i Ringsted.

Den påfaldende uoverensstemmelse mellem anmelderens klage over den ringstedske portbetjents uartigheder og dennes erklæring desangående nødsager anmelderen til at erklære at han med to vidner (for der var to personer på vognen foruden ham) kan bevise sandheden det der er fremført mod samme portbetjent, skønt sidstnævnte gør sig til af i ledtog med møllerkusken at ville bevise at anmelderen skulle have været ikke blot den angribende, men endog den fornærmende. Og dernæst at anmelderen aldeles ikke trænger til portbetjentens tilgivelse for de udtryk der er brugt mod ham i Politivennen, allermindst på grund af at han ikke kender anmelderen da han jo, hvis han tror sig til den grad forurettet, at han trøster sig til at sagsøge denne, kan få at vide hvem han har at bestille med, og desuden nok ved at her til lands alle personer er lige for retten. Personen overhovedet aldeles intet gør til sagen.

(Politivennen nr. 573. Løverdagen den 23de december 1826, s. 846-847)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

Svar fra Portbetjenten i Ringsted.

I anledning af et i Politivennen nr. 561 indrykket stykke med overskrift: "En uforskammet portbetjent i Ringsted" kan jeg ikke undlade at melde: at der aftenen den 8. september kl. 7 ankom en vogn til min post i denne bys Vesterport. Og den som kørte samme råbte: "Vil De komme ud!". Ikke som anmelderen har udtrykt sig "Vil De ikke være så god!". Hvorpå jeg da jeg just i samme øjeblik havde en afskrivning i Møllebogen, bad nævnte herre (hvem det var ved jeg ikke) "Vær så god at stige af vognen, og træd indenfor for at forklare hvad De har i Deres vogn!". Hvilket jeg på grund af forordning af 1. februar 1797 dens § 204, troede mig berettiget til. At jeg efter at anmelderen havde bevaret min anmodning om at komme ind med et nej skulle have på den mest uforskammede og truende måde befalet: "Vil De straks øjeblikkeligt stige ud af vognen, eller jeg skal lære Dem noget andet", erklærer jeg for en usandhed. Hvilket jeg kan modbevise med møllerkusken som forinden var ankommet og som fik afskrevet i møllebogen.

Ligesom det efter anmelderens opgivende var helt vanskeligt at se fra vognen om jeg sad  kongelige forretninger, lige så lidt var det vel også fra samme at bedømme om et sådant medførte sandhed eller ikke. Og da det er bevisligt at jeg i samme øjeblik som anmelderen ankom, havde kongelige forretninger at iagttage, som ingen opsættelse tålte, var det vel ikke så stort et under at jeg ekspederede disse forinden jeg varetog at oplukke en rejsende der kun ved et råb fra sin vogn havde anmeldt sig. At jeg kom ud i største embedsiver med mit jernscepter (urigtig benævnelse) og spurgte hvad der var på vognen, samt med bemeldte jernscepter undersøgte samme, er noget som anmelderen har gjort mig en ære ved at omtale. For havde jeg blindt hen og uden at undersøge vognen ladet ham køre forbi, kunne han måske have været ligeså tilbøjelig til at anmelde dette for på den måde at søge min skade som han i nævnte Politivennen har forsøgt. 

Hvad angår at jeg har ladet nævnte herre deponere 16 skilling for sit syltetøj, så vil jeg vel erkende at dette fra min side er en fejl. Men denne tror jeg at være en af de tilgivelige da toldforordningen nævner både multebær og tyttebær, syltede eller ikke nævnes ikke. Ved gennemlæsningen af anmeldelsen vil man behageligst erfare at anmelderen ikke har overholdt toldforordningens § 204. For at holde udenfor porten og fra vognen råbe "kom ud" anser jeg ikke for nogen melding. Hvilket vist nok heller aldrig har været lovgiverens hensigt, at skulle antages for sådan.

Anmelderens uforskammede udtryk imod mig vil jeg tilgive. Dels da han ikke er navngiven, og dels fordi han formentlig er ukyndig om tjenesten ved konsumptionsvæsenent.

Behmann

(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 756-759)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

En uforskammet Portbetjent i Ringsted.

Anmelderen af dette kom næstforrige uge henimod aften fra Sorø til Ringsted og holdt som sædvanligt stille ved accissebommen. Da det varede meget længe inden nogen kom til syne, bad han med de ord "Vil De ikke være så god" betjenten om at komme ud. Men havde næppe fremsagt disse ord før der inde fra stuen i den mest uforskammede kommandotone blev svaret: Nej! Vil De straks komme ned af vognen! Da anmelderen herpå gensvarede et kort: "Nej, det bliver der ikke noget af", vedblev stemmen indenfor på den mest uforskammede og truende måde at befale: Vil de straks øjeblikkeligt stige ned af vognen, eller jeg skal vise Dem noget andet, osv. Hvorpå atter blot fulgt et kort nej. 

"Anmelderen heraf kom næstforrige uge henimod aften fra Sorø til Ringsted og holdt som sædvanligt stille ved accissebommen". (Ringsted 1753 set fra SV. Så vejen er formentlig den fra Sorø. J. J. Bruun. Statens Museum for Kunst)

Nu trådte en temmelig korpulent person endelig i største embedsiver frem med sit jernscepter i hånden og adspurgte skændende anmelderen om han ikke kunne se at han sad i kongelige efterretninger osv. (hvilket rigtig nok var fuldstændig vanskelig at se fra vognen), spurgte hvad der var på vognen, og stak overalt hen med sit spyd. Da der nu intet konsumptionspligtigt fandtes, blev manden velsagtens ud til bens over det og dømte af egen magt og myndighed anmelderen til at sætte en mark i pant for nogle viktualier der ikke er konsumptionspligtige (hvoraf heller ingen konsumption svares her i byen) og atter at lade ham indlæse denne mark ved byens anden bom, hvis betjent syntes meget underligt om dette deposition. 

Under sedlen stod Behmann. Og anmelderen erfarede i Ringsted at samme person oftere skal have chikaneret gennemrejsende. Denne monsieur Behmann har således dels ved en uforskammet frækhed handlet mod toldforordningen af 1797 dens § 83, dels også ved en latterlig, men ussel chikane har overskredet sin kompetence (for uvidenhed var det vel ikke, skønt anmelderen gjorde ham opmærksom på at disse sager ikke var konsumptionspligtige, hvortil han dog dristigt svarede, jo de var og nu skulle der løses en passerseddel). Derfor har anmelderen der ikke holder af at føre vidtløftige klager, valgt denne til offentligt at bekendtgøre det forefaldne for således om muligt at bidrage til at sådanne ubehageligheder på det sted i fremtiden kan undgås.

(Politivennen nr. 561. Løverdagen den 30te September 1826, s. 655-656)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

Anmodning til Gjestgiveren paa Postgaarden i Ringsted.

Ved oftere at tage ind på Ringsted Postgård har man bemærket at der altid opholder sig en del tiggere som overhænger de rejsende for almisse. Blandt disse udmærker sig 2 halvvoksne drenge der er meget påhængende. Da man ellers finder sig særdeles vel fornøjet på dette sted, både i henseende til god og hurtig beværtning, såvel som også til den særdeles billige betaling der betales for det, så anmoder man den vakre vært om at holde omtalte ubudne gæster borte fra sin gård. Ved at anmelde disse løsgængere for stedets øvrighed, vil han formodentlig bevirke at disse drenge nødes til at gå i skole og lære noget nyttigt, i stedet for at dagdrive og vokse op som ukrudt.

(Politivennen nr. 460. Løverdagen den 23de October 1824, s. 9228-9229)

Om et Apothek i Ringsted

Efterhånden som vores medicinalvæsen kommer på bedre og bedre fod, bliver det og mere nødvendigt med samme ihærdighed og under overvågning af uberettiget salg af lægemidler, markskrigerbedragerier, kloge mænd og koner, at lette adgangen til at få gode og lovlige lægemidler hos velforsynede og kyndige apotekere på hver egn.

Det ligger i sagens natur, at man ikke kan have en god apoteker i enhver købstad, med mindre der er rimelighed for, at han kan leve der. Men det er vel lige så naturligt at steder, der før ikke kunne ernære et apotek, i tidens løb kan blive i stand til det, når omegnen opdyrkes bedre.

Ringsted har som følge af forbedringer indenfor landbruget brug for en rigtig apoteker (Erich Pontoppidan: Det Danske Atlas, Tomus 3, 1767). 

Ringsted kan ikke andet end regnes for et sådant tilfælde. Det tiltagende landbrug har også  forøget folkemængden her i Sjællands frugtbare midte. De nærmeste apoteker er på den ene side i Sorø og på den anden side i Roskilde. På de to andre kanter er apotekerne endnu længere væk. Dette havde også bevæget den nu afdøde distriktskirurg Walbohm til at have den mest nødvendige medicin klar i sit hus. Men så nyttigt det end var, ligeså let kan enhver vel være enig i, at dette ikke er den måde, som man i almindelighed kunne ønske en stad og dens omegn forsynet med de nødvendige lægemidler. En god apotekers og en god kirurgs eller læges videnskaber er forskellige, og de fordrer hver for sig sin mand. For ikke at nævne andre årsager, som ikke indbefatter at lade lægen profitere ved at patienten forbruger mange og kostbare lægemidler.

Man udtaler altså det ønske, som er hele Ringsteds bys og dens omegns attrå, at et "apotek" måtte tillades og oprettes i "Ringsted". Den indsigelse at de 4 nærmeste apoteker alle ville lide et lille tab, tror man ikke vil hindre vores omsorgsfulde regering fra at råde bod på det her fremstillede savn. De vil desuden ved landbrugets vækst i deres omegne også snart blive holdt skadesløse.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5829-5831)

Redacteurens Anmærkning

Ringsted Apotek

Ringsted fik vitterligt et apotek tre år senere, i 1808. Først som en filial af Sorø Apotek. Fra 1867 havde det til huse i Apotekergården Nørregade 12.