Orientering i de nationale Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen).

I den periode som kaldes nationalromantik (bredt 1800-1870) var langt fra alle nationalromantikere. Kjøbenhavnsposten var fx skeptiske over for den danske nationalromatiks dyrkelse af bevidstheden om det nationale, det nordiske og den såkaldte "folkeånd" fra, nordiske myter og sagn, om "dansk folketradition" og "almuekultur". Noget som vi kender fra Oehlenschläger og Grundtvig. 

Politisk udtrykte den sig i skandinavismen der var rettet mod den voksende tyske enhedsbestræbelse, I 1840erne kunne man næsten dagligt i Dannevirke, Fædrelandet og andre aviser læse den store tyske fjende i syd. Denne anti-tyske stemning er senere blevet overskygget af 1864, verdenskrige mm. Mens Politivennen set med datidens øjne fremstod mere og mere konservativt pga bladets udspring i patriotismen, beskæftigede mange artikler i  Kjøbenhavnsposten sig med de farlige sider af nationalromantikerne og nationalisterne. Omend bladet som sådan dog ikke havde en fast linje i 1840'erne. Det kritiserede og den slesvig-holstenske nationalisme. Den nedenstående artikel er nærmest profetisk i sine iagttagelser - og det altså 3 år før det for alvor gik galt i 1848 i hertugdømmet Slesvig. Artiklen er en del af en længere serie.

V

E. Danmark og Tydskland.

Det kan ikke her være vor opgave at indlade os på de internationale spørgsmål, for så vidt de hænger sammen med statsretlige og politiske forhold - i denne henseende kan det ikke være tvivlsomt at retten til hertugdømmet Slesvig ubetinget tilkommer Danmark. Det er Danmarks nationale modsætning til Tyskland, som vi vil omtale med et par ord.

Denne modsætning, for så vidt den er andet end påtrængende renommisteri, kan være grundet i en fordybelse i folkets ældre tilstande, for så vidt disse foreligger os i litteraturen, i hvilke den nationale ejendommelighed mere levende afpræger sig end i nutiden, der har bragt nationerne i så mange berøringer med hverandre og på en måde sammensmeltet dem i en civiliseret verden. Det er som bekendt ad denne vej, at Grundtvig vil bringe nationalbevidstheden på fode, og det var mod en sådan retrograd bevægelse at Madvig troede at måtte protestere i kulturens interesse. Vi begriber det meget vel hvorledes mange ved betragtningen af en ældre tids ejendommelige og naturkraftige liv, kunne opfyldes med vemod formedelst nutidens skærende kontrast, men det må blive deres egen privatsag. Hvis de vil gøre en sådan tilbagestræben til nationens formål, da ville de begå en synd mod en langt højere magt end det enkelte folk. 

De store nationer som selv have skabt den moderne kultur, kan aldrig tænke på en sådan tilbagegang når vi taler derom, da det er kun en indirekte måde at give vor ærgrelse luft på over den ringe andel vi har i den, så at vi måtte ønske slet ikke at besidde den og hellere trække os tilbage i urtilstanden, og ud fra denne skabe en ny kulturverden. Det besynderlige og forskruede i en sådan betragtningsmåde behøver ikke at påpeges nærmere - kommer det vel an på hvem der har frembragt kulturen, eller mon det ikke meget snarere må være at den er vor tids produkt, som alle der er i stand til at nyde og tilegne sig den, også have en om end skjult aktiv andel i? Viser vi ikke dette vort produktive forhold til den ved at tilegne os den, og ville en tilbagevendelse til længst forældede og glemte tilstande ikke være et vidnesbyrd om, at vi havde levet ørkesløst, mens de andre nationer har arbejdet? Overvurderingen af nationens oldtid bliver således til en forhånelse af dens senere historie.

Og hvem er det vel for alvor faldet ind at påstå at den nordiske mytologi indeholder et ejendommeligt kulturprincip for fremtiden. Hvilket fornuftigt menneske ville tænke at Ny Grækenland kun kunne vente nogen genfødelse af Homer og Hesiod og ikke ved at træde ind i den moderne kulturverden, således som vel virkelig gør? 

Nej, de som det er alvor med den nordiske mytologi, de forkaster også den moderne kultur i dens væsentligste frembringelser. Dem er det kun om at gøre med den nationale ejendommelighed, om end den kun kan vindes ved en fuldstændig isolation fra den civiliserede verden. At forhandle med dem om denne sag ville være fuldkommen spildt umage - der Narr hält sich allein für gescheit und die ganze Welt für verrükt. I virkeligheden er det heller ikke dem, som ikke ville fornægte kulturverdenen, videre om den nordiske mytologi og historie at gøre end som en frase, hvormed de give den anden frase - nationaliteten dens behørige relief, uden at de bekymre sig det mindste om den nordiske oldtid, som de vist kun kender af Grundtvigs taler i det Skandinaviske Selskab. De har tidligere ved enhver lejlighed forhånet et sådant oldtidssværmeri som et blot personligt bizarreri.

Den egentlig nydanske nationalisme, som har sammensmeltet sig med den gamle, har som bekendt en politisk grund, nemlig i slesvig-holstenismen. Den politiske opposition med slesvig-holstenernes "statsopløsende" tendenser, kampen for det danske sprogs gode ret i det dansktalende Slesvig, er gået tilbage til en hævden af den danske nationalitet i almindelighed og stiller sig således ikke blot mod det, som Heiberg har kaldet det, provinsielle Slesvig-Holsten, men har i denne provins med Tyskland selv at gøre. Ved således at stille "dansk" mod "tysk" er foreningen mellem det ny- og gammeldanske parti lykkelig fuldført. Der er nu kun et national-dansk parti, som selv stiller sig på samme standpunkt som Arndt i Tyskland mutati mutandis. For så vidt det virkelig skulle forhærde sig i den ren nationale retning, altså stræbe at repristinere længst af historien overvundne tilstande, så ville det naturligvis kun være en ejendommelig form af den hele store europæiske reaktion, for så vidt imidlertid dets nationalisme, som ovenfor er omtalt, har en politisk grund, kunne det også tænkes at hovedaccenten ville blive lagt på det sidste moment, hvorved en befrielse fra hin indskrænkethed kunne blive mulig. 

Det er imidlertid ligegyldigt om dette sker eller ikke, hvad som ikke har kraft i sig selv, hvad som savner historiske grunde, vil snart falde hen, om end det plejes med nok så megen forkærlighed; den moderne nationalisme, som sætter sit højeste formål i at påtrykke alt et nationalt præg og som et slags patriotisk toldvæsen at konfiskere alt andet som kontrabande, er i sig selv noget alt for indholdsløst, noget alt for formelt til at det skulle kunne blive nogen virkelig magt anderledes end som svagheden, indifferentismen er en magt og det endog den magt, som holder de bestående forhold oprejst, der selv savner energi. Så længe man ikke med tanken om det nationale forbinder en bestemt menneskelig opgave, hvori dette nationale skal vise sin kraft, vil man ikke være i stand til at udrette noget med den.

Danmark har sine opgaver til fælles med de fleste andre civiliserede lande, det ville derfor handle meget ilde i at trække sig tilbage, at isolere sig. Det nærmeste land, det hvormed vi bestandig har stået i forbindelse, er Tyskland. En fanatisk stemning mod Tyskland vil snart medføre en fanatisme mod hele den civiliserede verden. Det er kun idet vi holder os åbne for Tyskland, at vi bevarer vort samfund med udlandet i almindelighed. Men Tyskland har ikke blot værd som repræsentant for udlandet i almindelighed, men også i sig selv ved sin litteratur navnlig, som i vor tid i flere retninger er kommet til et punkt hvor en almindelig kulturhistorisk indflydelse let kan forudses.

Men Danmark ligger i politisk strid med Tyskland især om hertugdømmet Slesvig. Dette synes at retfærdiggøre den fjendtlige stemning. For så vidt denne strid er politisk - nationaliteterne eksisterer jo kun i politisk skikkelse som stater - kan faren vel ikke være stor for den, på hvis side den politiske ret øjensynlig findes. For så vidt det imidlertid var en strid, som havde andre end politiske grunde, fx kulturhistoriske, industrielle, merkantile, da kunne naturligvis Danmark kun udøve en større tiltrækningskraft end Tyskland under den forudsætning at det var i besiddelse af større kræfter i disse retninger - på nationalitetens magt som blot naturbestemmelse (sproget) ville det ikke kunne gøre synderlig regning, da den ikke er den samme over hele landet, hvilket kun (efter kommunens adresse) er halv dansk.

Efterskrift

Det er i det foregående blevet udviklet at den moderne nationalitet ikke kan vinde den faste holdning som den antikke, fordi kulturen har vundet en mere almindelig form, og ikke bestemmes i sin karakter ved folkets afgrænsning. De ivrigste nationalister er kultiverede, civiliserede mennesker trods deres pointeren af folkeånden. De føler imidlertid denne modsigelse og de indrømmer den kun som en mangel, en ufuldkommenhed der just ved deres bestræbelser skal hæves. Al kultur skal være national. Det som før var frit, almindeligt, skal nu modtage en indskrænkning ved de ikke nærmere bestemte folkeejendommelighed, først ved denne begrænsning får det sin sande indvielse. Den barbariske nationalisme ville lade sig nøje med den simple indskrænkning til sig selv og afvise alt fremmed, den civiliserede derimod vil det fremmede - for så vidt man ellers kan kalde en andetsteds udviklet kultur således - det almindelige, men i en omstøbt form, hvorved det falder sammen med nationaliteten. 

Her røber nu denne retning tydeligere end noget sted ellers dens slægtskab med den nyere tids almindelige reaktionære stræben. Denne reaktion vil nemlig ikke unddrage sig kulturens magt, den søger tværtimod at drage den ind i sine egne interesser og derved berøve den dens brod. Kongerne er videnskabens beskyttere c: de søger at forvandle den frie videnskab til en officiel, de søger at monopolisere den for dem selv og deres tjenere. Præsterne og munkene er filosoffer c: de stræber at gøre filosofien hierarkist og munkeagtig. De reaktionære politikere er den moderne kulturs venner c: de elsker sig selv og deres princip som denne kulturs overvindere. Den frie, humane kultur har ingen anden værd for disse egoistiske standpunkter end som middel til at bringe dem deres egen herlighed til anskuelse. Nationalisterne betragter kulturen på samme måde, det er dem ikke om den at gøre, men om deres "nationale udvikling" c: deres egoistiske interesse. Ikke det videnskabelige, det humane som sådan har interesse for dem, men fx det danske. det nordiske derved, altså deres hovedinteresse koncentrerer sig i sandhedens begrænsning og privilegeren eller i dens fordrejelse. Ligesom den øvrige reaktion vil de kun vide af en privilegeret sandhed at sige. 

Den bekendte litterat K. F. Wiborg udtalte denne anskuelse for nogle år siden med en beundringsværdig åbenhed. Han forlangte en dansk religion, en dansk filosofi osv. Når man har spottet herover, så må det dog også erindres, at denne mand kun har udtalt de herskende anskuelser med en uforbeholden konsekvens.

Når et folk der allerede har spillet en kulturhistorisk rolle som det franske, pikerer sig på sin ejendommelighed og fx støder sig over Tysklands indflydelse på den nationale filosofiske stræben, så kan dette tilgives. Men anderledes bliver forholdet, når en national forfængelighed gør prætension på at overholde goder, som endnu ikke eksisterer og som kun kan erobres ved en fri tilegnelse af andres arbejde.

(Kjøbenhavnsposten den 19. april 1845.)

Danske matroser. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags kom hertil den tredie Transport danske Matroser fra Antwerpen. De trak med klingende Musik og deres Flag i Spidsen op til Holmen. Det var et skjønt og rørende Syn, at see disse ægte danske Søgutter, hvis hele Aasyn bærer Præget af nordisk Mod og Kraft, omgive Dannebrogs hellige, uplettede Flag, og nedlægge det paa Holmen, som Fædrenelandets ypperste Palladiner. (N. Skild.)

Dagen 7. juni 1813.

Om Skumlerier over den Danske Nation *). (Efterskrift til Politivennen)

Vort Fædreneland har i de senere Aar havt den Skjebne, at nedrives af nogle overgivne og af fornærmet Stolthed opbragte Tydske Skriblere. I adskillige Blade og Skrifter er det Danske Folk blevet skildret som en Nation, der miskjender Tydske Fortjenester og haaner og forfølger Tydsk Retskaffenhed. Det er endelig Tid, at en indfødt Dansk Mand, hvis Hjerte slaaer varmt for hans dyrebare Fødeland, opløfter sin Stemme og gjør Ende paa denne evige Bagvaskelse.

Først i forrige Aar har en vis R. A. J. formastet sig til i No. 245 af allgemeiner Anzeiger der Deutschen at lade indrykke et Stykke **), hvori han med mageløs Frækhed vover at beskjæmme vor Nation. Hele Stykket aander kun pøbelagtig Fordomsfuldhed og indeholder intet uden haanende Bebreidelser. Denne navnløs Skumler fortjente ingen alvorlig Gjendrivelse, dersom han ikke havde fundet Leilighed til at nedlægge sin Gift i eet af Tydsklands meest læste Blade, og Redacteuren af samme ikke havde været saa ubesinding, at optage denne Uværdiges Expectorationer, trods den høitidelige Forsikring paa Omslaget: "at alt hvad der strider mod Velanstændighed og gode Sæder ikke finder nogen Plads i dette Blad ***). Sandt er det, at Dannemark, som hiin Skumler siger, fra Tid til anden har havt betydeligt Tilløb af Tydske Konstnere og Professionister: en Fordeel, som hele Europa har tilfælles med Dannemark, fordi de Tydske, blandt alle Nationer paa Jorden, ere de, der have meest tilbøielighed til at udvandre; sandt at Dannemarks Cultur har dette Tilløb tildeels adskilligt at takke; men usandt er det, at de Danske, som denne Forf. fremdeles siger, hader de Tydske, og at man i Dannenmark ved enhver Leilighed, endog i dannede Kredse, umager sig for, at foragte dem og gjøre dem latterlige. Jeg opfordrer enhver retskaffen og beskeden Tydsk Mand i Dannemark til at sige, om ikke enhver agtværdig Udlænding, af hvilken Nation han end er, behandles overalt hos os med samme Agtelse som den Indfødte.

Men Pralerie og Uforskammethed bliver her som overalt med Rette foragtet. Intet er almindeligere end at unge uerfarne udenlanske Lærde og Konstnere komme i den taabelige Tanke til Dannenmark, at Kundskab og Smag, Cultur og Humanitet ere i dette Land ubekjendte Planter, der maa hentes fra fremmed Jordbund. Uden at kjende Nationens Sprog og Sæder paatage de sig ikke sjelden at være Folkets Lærere, tale med Haan om Danske Talenter og Fortjenester, antage Beskedenhed for Enfoldighed og Overbærenhed for Indolence. Jeg kunde anføre mange Beviser, men Forfatteren af det paankede Stykke har sparet mig denne Umage, og ved sit eget Exempel godtgjort, til hvilke yderligheder uvidenhed, Taabelighed og Indbildskhed kunne lede.

S. 1651 siger han: "den Danske hader vel enhver Udlænding. Men de Tydske og Svenske foragter han tillige, fordi han er af den Mening, at disse Lande ere meget Fattige, og at deres Beboere forlade deres Fædreneland af Nød." - Enhver Skolepebling i Dannemark veed, at i det mindste Tydskland er intet fattigt Land. - S. S. tilstaaer Forfatteren, "at han ikke boede i Kjøbenhavn selv, men i Nærheden af samme, hvor han eiede en ikke ubetydelig Gaard, og hvor om Sommeren anseelige Embedsmænd, Kjøbmænd, Capitalister og deslige Folk logerede hos ham ****). Her havde han altsaa, forsikrer han os, Leilighed til nøiere at lære at kjende den Danske Nation: her har an erfaret, at hiint uædle Nationalhad ligesaa godt findes blandt de dannede Stænder som blandt de lavere Folkeclasser etc." - Man betænke kun hvilken Frækhed! En Mand, der paa en Gaard i Nærheden af Kjøbenhavn holder et Slags Gjestgivergaard, formaster sig til, i denne Enebolig at bedømme, mestre og haane den hele Nations Caracter! Saavidt gik aldrig nogen Dansks Formastelighed mod nogen muelig Nation. Men det snurrigste Bevis for de Danskes Nationalhad mod de Tydske findes strax paa den anden Pille. Forfatteren anfører nemlig som Exempel sin nederdrægtige Nabo, der, - det er hans egne Ord - roste sig af at have bedraget Konstberideren (?) Price med Salget af Hø, og som, da Forf. sagde til ham, at det ikke var rigtigt, at handle saaledes mod sin Næste, svarede: "ih! det er jo ingen Synd; det er jo Tydskere; hvorfor blive I ikke i eders eget Land". Denne Bedrager (forudsat at han virrkelig nogensinde har existeret), hvis Lige man vil finde overalt i Verden, skulde altsaa tjene til Bevis paa de Danskes had til de Tydske! Iøvrigt var Price een af de mange udenlandske Gjøglere, som paa den Tid oversvømmede Dannemark, og om hvilke endog den største Cosmopolit, uden at saare Delicatessen, kunde sagt, "at de ret godt kunde blevet hjemme."

Side 2654 fortæller Forf., at selv Kammerherre Suhm i sine mange Værker har yttret sit Nag mod de Tydske. - Kammerherre Suhm har skrevet henved 20 Bind i 4to og 16 Bind i 8vo. De første indeholde Materialier til en Historie om Dannemark, som neppe een blandt hundrede Indfødte har gjennemlæst. Er det nu sandsynligt, at en Udlænding, der boer paa Landet og leier Værelser bort til Logerende, har givet sig en Umage at gjennemgaae disse vidtløftige Værker, hvoraf kun enkelte Bind ere oversatte paa Tydsk, for at kunne paastaae, at Suhm paa flere Steder i sine mange Værker har yttret sit Nag mod Tydskerne? Den for sin Humanitet og Upartiskhed selv udenlands saa agtede Suhm har aldrig gjort sig skyldg i Nationalhad. I sit Brev til Kongen har han vel erklæret sig mod de frække Udlændinge, som den Gang vilde nedværdige vort Sprog og vor Nationalselvstændighed, men denne Erklæring aftvang Tidsomstændighederne ham, som han tog Hensyn til. At Riegels, som Forf. paaberaaber sig, i sin Fjerde Frederiks Historie har brugt haarde udtryk mod de daværende Tydskere, beviser endu ikke, at han, som her dristig paastaaes, hadede Tydskerne. Historieskriveren lever kun for den Tidsalder, han skildrer, og at Tydskernes Fremfærd i Dannemark under Frederik den Fjerdes Regjering ofte fortjente billig Dadel er vel neppe underkastet nogen Tvivl.

Jeg forbigaaer Forfatterens øvrige Udfald mod den Danske Nation. De ere alle af det sædvanlige Slags og indtil Ækkelhed gjentagne af den jernpandede Brevskriver i 6te Deel af vertraute Briefe.

Kun et Par Ord maa endnu anføres her angaaende Forfatterens Beskyldning mod Udgiveren af Kjøbenhavns Skilderie, "at han har bestræbt sig for, at gjøre Dr. Gall latterlig, da han endnu ikke var kommen i Land." Jeg erklærer Forfatteren for en nedrig Skumler indtil han beviser mig hvor og hvad Tid Udgiveren ved et eneste Ord har søgt at gjøre Dr Gall latterlig. Tvertimod var han een af dem, der gjorde det Danske Publicum opmærksomt paa dette skarpsindige hoved, uagtet han, trods en Deel Taabers Skrig, ikke undlod at yttre sit Mishag over Maaden, hvorpaa Dr Gall reiste til Marked med sit System, og det Vindige, der var forbunden med dets Exposition. Det er desuden almindelig bekjendt, at Gall blev modtagen i Kjøbenhavn med saa overdreven Enthusiasmus og Bifald, at han saae sig istand til at holde en tredie Cursus: en Lykke, som han kun sjelden nød i sit eget Fædreneland. Gall var overhovedet et talende Bevis paa, at ingen Nation lade sig saa let imponere af Udlændinge som den Danske.

Iøvrigt er Culturens og Oplysningens nærværende Tilstand i Dannemak saa fordeelagtig bekjendt i Tydskland, at en Hr. R. A. J.'s tankeløse og ugrundede Skumlerier, som han uden egentlig Anledning har tilladt sig mod os Danske, umuelig kunne skade os hos den bedre Deel af den Tydske Nation og at de i det Høieste kun ville more den ørkesløse Pøbel. Det fortjener ellers at amærkes her, at det næsten altid var anonyme Forfattere, der hidtil tillod sig at haane vor Nation, men at Tydsklands sande Hædersmænd altid have behandlet den med Agtelse og Skaansel.

*) Dette Stykke er egentlig skrevet paa Tydsk og bestemt til at indrykkes i en Tydsk Journal.


**) Ein Paar Worte über d. in No. 142 d. allg. Anz. geschehene Bekantmach. v. Seiten der Dänischen Wollen-Fabrikanten.

***) Det viser overalt, at man paa adskillige Steder i Tydskland endnu maa være langt tilbage i sand Cultur; thi ellers kunde et agtet Tidsskrifts Udgiver ikke nedlade sig til, uden foregaaende Prøvelse, at bekjendtgjøre saadanne Usselheder. Eller anser man i Gotha ikke plumpe Angreb paa en heel nation for stridende mod Velandrændighed og gode Sæder?

****) Gaarden maa rigtig nok ikke have været ubetydelig, siden den kunne rumme saa mange Mennesker.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 87
Tirsdagen den 8 Augusti 1809
Spalte 1385-1391

Dagbladet Der Allgemeine Anzeiger der Deutschen udkom 1806 til 1829 i Gotha. Det var en sammenslutning af Allgemeinen Anzeigers og Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen Reichsanzeiger der Deutschen. Redaktøren var Johann Friedrich Hennicke (1764–1848) og udgiver Rudolph Zacharias Becker. Formålet var folkeoplysning. Bladet så fx ikke Tysklands territoriale opsplitning som et problem, men en mulighed for offentlig kritik og diskussion af en stat. I 1830 blev det lagt sammen med Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen. Bladet er digitaliseret og ligger tilgængeligt på nettet. Men årgang 1808 mangler.

Omreisende Kunstnere.

Kunstens gavnlige indflydelse på livet er en almindelig erkendt sandhed som erfaringen på mange måder godtgør. De mest civiliserede nationers fortrin består for en stor del i den højere grad hvori de har tilegnet sig dens ånd og forstår at udtryk den i deres frembringelser, og når man vil civilisere et råt og udannet folk, skete det ordentligvis derved at man anlagde sådanne indretninger som vakte folkets sans for det skønne, for ideen i den udvortes form. Af disse grunde må det også være ethvert land magtpåliggende at frede om kunsten og befordre den. Dette kan nu ske på en dobbelt måde, dels ved at underkaste og begunstige det som virkelig fortjener navn af kunst, og dels ved at forhindre sådanne ting som fordærver smagen og vel endog kan være farlige for sædeligheden. I første henseende har vi hos os en mængde herlige indretninger såsom teatret, kunstakademiet, flere kunstnerselskaber, antikvitetsforsamlinger osv. så at vi heri ingen grund har til at føle os stedmoderligt beehandlede især ifølge den stilling som vort fædreland i det hele taget indtager i de europæiske staters række. Hvad derimod det andet punkt angår, da kan derved gøres et par bemærkninger.

Bestandigt er landet oversvømmet af omrejsende gøglere og fuskere i linedans, taskenspilleri osv, især har tyske den vane at begive sig til Danmark for at tjene penge. Vist nok må man billige at der ikke fra øvrighedens side uden undtagelse lægges hindringer i vejen for fremmede kunstneres indrejse i landet, til hvilken genre de endog henhører, da det vil ikke altid dermed ville gå så rigtigt til. Men det synes dog hensigtsmæssigt at forbyde de allerusleste gøglere og spillemænd som ingen steder ellers kan få indpas, uden videre at gennemrejse landet og narre almuen pengene af lommen. Hvert år gæstes således Dyrehaven af en hel del tyskere hvis præstationer dels er aldeles jammerlige, dels endog uhyggelige og ubehagelige at se på. Den slags fornøjelse som det vel kun kan kaldes for den laveste klasse, har ikke blot intet værd i sig selv, men er endog til skade både for den enkelte som narres til at give penge for at se derpå, og for det almindelige som altid lider ved at en hel klasse af individer i stedet for at vælge sig ædlere fornøjelser, ved sådant lærer at hengive sig til kådhed og letsind. Det ville derfor være i sin orden om der blev taget bestemmelse imod sådanne fremmedes besøg. For i ethvert tilfælde må dog vore egne landsmænd have fortrinsret fremfor de fremmede når disse ikke udmærker fra sig fra disse. Så meget mere burde sådant ske som vi endog har lejlighed til at erstatte savnet af det dårlige fremmede med vores eget. Det mangler ikke på danske omrejsende kunstnere som i almindelighed præsterer noget tåleligt, i alle tilfælde er usædelige både i henseende til tendensen i deres beskæftigelser og med hensyn til at de tilsætter fortjenesten i landet selv. Dertil hører især de flere omrejsende skuespillerselskaber af hvilke enkelte til sine tider har været ret gode. Også i andre retninger fortjener vore landsmænds kunstpræstationer hæderlig omtale, især kan vi ikke undlade at henlede opmærksomheden på det herværende Møllerske automatkabinet der uden tvivl kan måle sig med de bedste. Hvad der især må anbefale dette er den øjensynlige bestræbelse efter at forædle dets karakter som kunstværk og mere og mere at betage samme alt gøgleragtigt præg. Især er dette kendeligt ved den senest i kabinettet opsatte gruppe af de fire monarker hvilke er ligeså vel udførte som de med hensyn til personernes historiske betydning er heldigt valgte.

Det var højligt at ønske at vore landsmænd i andreretninger af kunsten ville efterligne hr. Møller i bestræbelsen for at producere noget godt for at vi således kan blive fri for de tyske gøgleres besøg uden just at bortvise dem. De ville da ikke finde deres regning ved at besøge os og blev af sig selv borte.

(Politivennen nr. 1320, Løverdagen, den 17de April 1841. Side 250-253). 

Redacteurens Anmærkning.

Nicolai Urban Møller (1810-1878) fik 1845 et voksmuseum med portrætter af berømtheder på hjørnet af Frederiksberg Allé og Værnedamsvej i København. Et af portrætterne fremstillede Thorvaldsen, og blev 1955 erhvervet af Thorvaldsens Museum, muligvis med Thorvaldsens eget hår. Broderen Hans bror Christian Frederik Møller havde fremstillet en voksdukke, som var monteret på fjedre, og således fungerede som dansepartner - det kan være den som der hentydes til i nedenstående artikel fra Kjøbenhavnsposten:

Automatsamlingen i Vingårdsstræde har stedse stort tilløb, og nogle blandt dem fortjener virkelig at beundres for den skuffende lighed de har med virkelige mennesker. For nogle aftener siden udbrød der en - til lykke ubetydelig - ild i det af værelserne hvorved imidlertid et af panoramerne tilintetgjordes. En forskrækket moder som søgte efter ammen med barnet, men kunne ikke se hende. Endelig opdager hun bondepigen stående ganske flegmatisk op til en væg. "Johanne" råbte den fortvivlede moder "hvor har du gjort af barnet?" "Min Gud - svaredes der bag moderen - Johanne står jo i forværelset, ilden er slukket og den person hvem fruen henvender sig til, er jo den kvindelige automat i bondedragt, med hvem hr. Dramm plejer at danse."

(Kjøbenhavnsposten, 14. oktober 1833.)

Det omtalte automatkabinet annoncerede i perioden 1840-1841. Det Kongelige Bibliotek har et portræt af Møller, omgivet af nogle af hans voksfigurer. Det er omtalt i Christensen, Carl C.: Fra Værnedamsvejen til Jostys Pavillon. Kbh., 1925. Herunder vises forskellige annoncer for Møllers Automat-Cabinet:

Herover fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. november 1840. Herunder Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse), 17. juli 1840, samt helt nederst med illustration Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. januar 1841. På det nederste bliver det også udspecificeret hvem de fire omtalte monarker var.

Kongens Nytorv 5 blev i 1859 til nr. 21. Senere sammenlagt til 2008 Kongens Nytorv 21, Lille Kongensgade 6.

Hvo er Værge for Monumentet over 2den Aprils Helte?

Efter at jeg søndag den 22. august havde beskæftiget mig med historisk læsning om bataljen på Københavns red den 2. april 1801, besluttede jeg samme dags eftermiddag at foretage en enlig spadseretur ud til den gravhøj under hvilken de på den Danmarks hædersdag faldne helte hviler.

Med hellig alvorsfølelse nærmere jeg mig dette sted, og levende var min sjæl opfyldt af taknemmelig erindring om disse herlige mænd der modigt og uforsagt ofrede deres hjerteblod for konge, fødeland og den gode sag. Men, retfærdige Gud! Hvorledes blev jeg stemt da jeg måtte sig mig selv: Nu står du jo der på det sted du fra barndommen af har lært at kende som dyrebart! Jeg måtte næsten frygte at sære ædel følelse ved at beskrive hvorledes dette gravminde for øjeblikket ser ud. Ikke vil jeg omtale at gangene der fører derhen, er så aldeles tilgroet med græs og ukrudt, at de for spadserende næsten er utilgængelige. Jeg vil blot holde mig til stedet selv, og desto værre har jeg her mere end tilstrækkeligt stof for min anke. Selve højen er bevokset med det mest gemene ukrudt, og dette er skudt op så højt og så frodigt som om det voksede på en ....... - Navnene! Disse hædersnavne hvorved enhver dansk borger må blusse, hvis hans hjerte ikke er af sten, er til dels skjult af græs og kåde grene. Træerne er aldeles henvisnede i toppen, og ser så sørgelige ud at man næsten må tro dem forladt både af Gud og mennesker. Kort sagt! Det hele bærer præg af en skødesløsheds ånd hos de ansvarlige som for ingen domstol og ved ingen argumenter kan forsvares. Mismodig og forstemt vendte jeg atter hjem for at nedskrive disse linjer. Og jeg spørger nu offentligt: Hvad er årsagen til denne åbenbare ligegyldighed for en national helligdom? Det er en herlig ting at vi kan sige og skrive: God være lovet, at vi lever i det lykkelige lille Danmark! Men velan da, så lad os også ved enhver lejlighed vise at vi moralsk erkender og taknemmelig påskønner såvel de nærmere som de fjerne årsager til denne vor nationallykke. Sørgeligt er det i det mindste at gravmindet over 2. aprils helte skal bære præg af at danske borgere kunne tænke som så: "Lad dem ligge! De er døde og borte!"

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 548-550)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen 767, 11 september 1803 bekendtgjordes at ukrudtet nu var fjernet. 

Anmodning til Vedkommende, i Anledning af det, over de den 2den April 1801 faldne Søhelte, satte Monument paa Skibskirkegaarden.

Indsenderen heraf blev ved for få dage siden at besøge Skibskirkegården udenfor Østerport, opfyldt af en rimelig uvilje ved at se den tilstand i hvilket det over 2. aprils helte satte minde for nærværende tid befinder sig. Dette for enhver dansk så bemærkelsesværdige monument er nemlig i særdeleshed på den ene side ganske overgroet med en skov af nælder og tidsler af en størrelse langt over mandshøjde. Tillige er de fleste af de ved højens fod satte bautastene ganske usynlige på grund af overhængende grønt. Det er i sandhed i høj grad nedslående at se de i kamp for fædrelandet faldne mænds hvilested i en sådan tilstand. Man er derfor fuldkommen overbevist om snart at se dette onde afhjulpet, især da det kan ske med så ringe umage og uden nogen som helst bekostning. Ved at betragte vores kirkegårde ser vi de skønneste beviser på hvorledes de efterlevende lader det være sig magtpåliggende at frede om de elskede afdødes hvilested. Hvor meget mere kan dette sted da ikke gøre krav på en sådan omhu, da det indslutter benene af de mænd som faldt i kampen for vort land, og som på den mest glimrende måde viste hele menneskeheden at dansk kraft og tapperhed aldrig uddør. Her træder det offentlige eller med andre ord, nationen i familiens sted. Og det bør derfor være den vigtigt at se et den så dyrebart sted fredet på det omhyggeligste. Efter indsenderens uforgribelige mening har man også ladet den foran højen stående hæk alt for megen rådighed. Den synes i høj grad at kunne trænge til saksens tvang.

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 546-548)

Spørgsmaal til Herr' Directeur Lewin.

Hvorledes kan med rette hr. direktør Lewin kalde sig forfatter af den pantomime som mandag den 3. dennes opførtes på Nørrebro Morskabsteater da allerede folk der langt fra at være berøvede deres hukommelse, endnu tydeligt kan mindes at have set Casorti for tredive år siden give størstedelen af alle de pantomimer hvoraf dette hr. direktørens af ham og konsorter såkaldte originalprodukt er en god eller dårlig komposition. At man i udlandet uden prostitution kan tillade sig sådant, kan vel næppe gælde som en regel for danske der som erfaringen har vist, ikke lader sig binde blår i øjnene, og som selv før hr. direktørens ankomst til vore enemærker - har haft begreb om og været opmærksomme tilskuere af, den mindst kunst.

En anonym dansk.

(Politivennen nr. 672, Løverdagen den 15de November 1828, s. 776-777)

Redacteurens Anmærkning

Heri havde skribenten uret, hvilket også blev tilbagevist af Lewin i Politivennen nr. 673, 22. november 1828, s. 777-780. Artiklen indeholder efter min opfattelse en skjult nationalisme, hvorfor den er medtaget her.

Noget mere om Dyrehavens Vaffelbagere.

At rose alt fremmed og laste alt indenlandsk er desværre! dagens tone. Ligesom det sædelige menneske ikke uden grund bør nedværdige hvad fremmed er - eftersom den ene nation i en eller anden ting kan have fortrin for en anden og blive læremester for den sidste - så børn der dog ikke, og mindst af indfødte, lægges hinder i vejen for den indfødtes umage med at skaffe sig og familie nødvendig underholdning. Ved at læse Politivennen nr. 392 kan enhver retsindig dansk ikke andet end harmes over det anførte om den danske vaffelbager. Vel er der ikke et så brillant lokale hos denne som hos den hollandske, men når det betænkes at den dansk vaffelbager leverer i enhver henseende lige så gode og store vafler for 4 skilling stykket som hollænderne tager 6 skilling for (hvilket med 6 lovfaste vidner kan bevises, samt at de danske vafler overgik de hollandske) og at hollændernes formue muligvis er større end danskens, så bør vel ingen retsindig ved dårlig anbefaling i et offentligt blad, søge at berøve den indfødte sin næring. Et selskab af 6 personer fandt beværtningen hos den danske vaffelbager meget renlig og net, samt dertil en hurtig beværtning. Skidne hænder blev ikke bemærket, men da den danske vaffelbager er af sin profession murer - hvilket da kalken som han ellers må omgås, forårsager beskadigelse på huden, kan denne ikke ligne de hollandske avanturiers. At manden skulle have et skurvet hoved er aldeles ikke bemærket. Efter tilsyneladende er brødnid grunden til avertissementet som den danske mand foragter.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6376-6377).

I Anledning af Prices Nazionaltheater.

Der er næppe noget land som er så velsignet med fremmede som Danmark. Fra alle verdens kanter, men især fra det store Tyskland, strømmer brødsøgere herind i mængde. Men næppe er der også eksempel på at den fremmede nogen steds således udler, håner, beklikker det godtroende folk der modtog ham. Først nylig har folkets opvågnende ånd nødt den ankommende at lære sproget, da nu kun tosser tvivler om det danske sprog er noget andet. Imidlertid ser man dog endnu en boudart på Østergade, ligeledes en fumars at foretrække franske opskrifter, skønt det sikkert derved taber nogle kunder. Spisevært Leger har ligeledes et fransk skilt hvori der endda er en bommert. Af alle giver dog Price nationen den dårligste kompliment ved at kalde sin fjællebod (der i ildebrandstilfælde kan blive en ulykke for Vesterbro) et dansk sommernationalteater og ved at fortælle os i aviserne at han med sine gøglerier har truffet nationens smag. Dog kunne vi selv vrage vores sprog når vi ville sætte en offentlig indskrift. Hvad ville vi da forlange af fremmede?

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 213, 22 Maii 1802, s. 3405-3406)

Redacteurens Anmærkning

I "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" 23. april 1802 havde J. Price indrykket følgende tekst:

Med Kongl. allenaaadigst Privilegium har undertegnede James Price ladet paa Vesterbroe under N 23 opbygge et rummeligt og med indvendige Decorationer forsynet Comediehuus, kaldet: Det Danske National Sommer-Theater, hvori han i tilstundende Sommer agter at forevise alle muelige Mechaniske og Optiske Kunster, Legems Øvelser og underholdende Divertissements, for derved at foranledige enhver af Hovedstadens ærede Publicum, som vil begunstige ham med deres nærværelse, nogle Timers behagelig og uskyldig moerende Tidsfordriv. Med den Erfaring, som undertegnede, ved nu i en Række af Aar at have havt den Lykke at leve hos den ædelmodige Danske Nation, og i Særdeleshed imellem denne Hovedstads Publicum, har samlet sig om sammes Smag, har han hverken sparet Bekostning eller Møie for at rette sig efter samme, og til den Ende indrettet sit Theater saa moerende, behageligt og beqvemt, som hans Egne og øvrige Omstændigheder have tilladt ham. Det aabnes for første Gang i Aar paa Søndag Eftermmiddag den 25de April, og bestaaer af 4 Pladser til følgende Priser, nemlig: 1ste Plads 24 Sk, 2den Plads 16 Sk, 3die dito 12 Sk og Galleriet 8 sk, og for Børn betales overalt kun det halve. For saa meget mueligt at forebygge Trængsel saavel ved Billetternes Uddeling, som ved Ind- og Udgang til og fra Theatret, er bygt 2de Contoirer, hvorfra Billetter til forestaaende Pladser blive udsolgte, og paa forskiellige Sider af Theatret anbragt 3 Dørre, hvortil de hosstaaende Betjente henvise enhver efter den af ham ihændehavende Billet; ligesom der og er sørget for, at enhver som ønsker sig et Glas Lemonade eller anden Refraichessements,kan dermed paa Forlangende blive opvartet. Theatret aabnes, som meldt, for første Gang i Aar paa førstkommende Søndag Eftermiddag D. 25 April Kl. 4, og der begyndes Kl. 5; Og Mandag den 26de April paa samme TidÆrbødigstJ. Pricebesat Borger her i Staden.

Her omtales teatret ganske rigtigt som Det Danske National-Sommertheater. Men se her hvad man ...

Tirsdagen den 13 Julii fortsættes Forestillingerne paa det Danske Sommer Theater paa Vesterbroe No. 23 kl. 7 om Eftermiddagen, og forevises transparente Illusioner, og 4re ottomaniske Figure, som opføre Janichar Musik, og bliver dette den sidste Uge samme forestilles. Tillige opføres Pantomime: Jægeren og Fuglefængeren; samt til Slutning hver Aften et theatralsk Fyrværkeri. J. Price.

... 12 juli 1802 kunne man læse i ovenstående annonce i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger". Her omtales teatret nu som "det Danske Sommer Theater". Og senere på året rykkede teatret inden-voldene:

Søndagen den 28 November 1802 foreviser Undertegnede med sit Selskab paa det kongelige Hof-Theater forskiellige nye og interessante Stykker, bestaaende af Grupper, Pyramider, eqvilibristiske og Voltiger-Konster, samt en smuk komisk Pantomime: La Musoleeo d'Harleqvin. Intet skal mangle i Stykkernes nette Usførelse. Priserne ere i Damelogen a 3 Mk., i første Etage a 2 Mk., Parterre a 24 sk., anden etage a 12 Sk. Hele Loger kunne og erholdes. Billetter faaes Foresttillingsdagen ved Hof-Theatret fra Kl. 10 til 12 Formiddag og om Eftermissagen fra Kl. 4. Indgangen aabnes Kl. 5 og der begyndes Kl. 6. J. Price.

Ovenstående annonce for J. Price, fra 26. november 1802, i Adresseavisen ("Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger") peger både på stor succes, og på anerkendelse, idet Price nu optræder på det Kongelige Hofteater.