Om en mulig bedre Skibsfart og Havn til Roeskilde Kjøbstad; tilegnet denne Stads respektive Herrer Kjøbmænd i August 1811. (Efterskrift til Politivennen)

Denne Stad, som ligger ikke ubeleilig til Skibsfart, og kunne blive en Søestad af anden Rang, har i lang Tid ikke eiet flere end 4 smaafartøier paa 2, 3 eller 4 Læsters Drægtighed, og hvoraf ikkun det største med Dæk, foruden nogle faa Fiskerbaade. Aarsagen hertil, angiver man at være den snevre Pas og det grunde Vand, som befindes imellem nogle smaa Øer og Holme i Farvandet; og det er ogsaa sandt, som her kortelig skal oplyses; og hvortil endnu kommer det Sagn, at for 400 Aar siden, disse snevre Indløbsrender, i Dronning Margarethes Tid, skulle være forsænkede med store Træer til hinder for fiendtlig Fart. Sandt! at Historien giver Anledning til denne Mening, men dog staaer der ikkuns: at det var de fleste Havne i Danmark, som vederfores saadant. Det bliver da uvist, om Roeskilde-Fjordens Indløb har været deriblandt; thi det er uvitterligt, at derom nogen Tid er seet Undersøgelse; heller ikke, saavidt mig er bekjendt, har der været Spoer af nogen ved Roeskilde ordentlig indrettet Havn, saasom Levninger af Pæleværk med Jernbolte og Ringe, som ere almindelige Mindesmærker deraf, og hvilket dog ellers paa andre stæder i Provinzerne, indtil vore Tider har været synbar. Saaledes har ved Borre paa Møen, der nu og i lang Tid er og har været en Bondebye, men tilforn skal have havt Kjøbstadsprivilegier, været at see Pæleværk med Bolte og Ringe; og gamle Folk for halvhundrede Aar siden, da jeg tjente ved Møens Amtstue, paavirke endnu (dog ikkun efter Sagn igjennem flere Generazioner) det Stæd, hvor Toldboden havde staaet; ligesom og det da (1760) var meget kjendbar, at Indseilingen hertil fra Østersøen havde været Syd fra. Saaledes ogsaa ved Kjøbstaden Stubbekjøbing i Falster: denne liden Bye, som altid har havt Skibsfart, men i de senere Tider ingen ordentlig Havn uden i aaben Søe nogle nedrammede Pæle til Fartøiernes Fortøining N. O. for Byen, og meget usikker; men vel i den fjernere og høie Alder, en meget sikker Havn inden for det saakaldede Kongsnæs, en halv fjerding Miil op i den nuværende Møllesøe S. O. hen, og som adskilles fra Havet ved en Steendækning, hvor jeg som Dreng i min Fødebye for 60 Aar siden, mange Gange har seet gammelt Pæleværk med Bolte og Ringe, samt endnu Topenden med sin Hommer og Spids af et under Vandet staaende Skib. Paa disse, to nævnte Stæder har altsaa været tydelige Mindesmærker om Havn og gammel Seilads; men ingen Tid er det mig forekommet ved Roeskilde; dog maaske Statsarkivet kunne oplyse noget herom? - har imidlertid Indløbsrenden eller Renderne i Oldtiden været forsænkede, hvilket dog nok ingen Tid er undersøgt, saa skulle det dog vel ikke være umuligt, ved den Kraft, som vort fortræffelige Søe- og Arsenalvæsen indbefatter, at optage disse gamle forstenede Træer; hvilket det noksom har viist, ved at optage Skibe, ladede med Jern og sværeste Vægt paa flere Favne Vand i mere aaben Søe end her i Roeskildefjorden finder Stæd; jeg mener ved de 2de bekjendte Pramme, som har Navn af Rumpeløs. Men antager man, at ingen Forsænkning, ved Undersøgelse herstæds, er at finde; - ikkun at det er naturligt stenet og leret Grund; saa er ingen Betænkning for, at jo opmudring, ene med tilbørlig passende Muddermaskiner og behørig dueligt Mandskab dertil, lader sig gjøre.
Ved i denne Sommer at passere dette Farvand nogle Gange frem og tilbage fra Frederikssund med en Baad, har jeg paa fri Haand for mig selv figureret en Søkortstegning, som til min egen Oplysning viser de forekommende Objecter, der i Hensyn til Løbene, Dybden, Grundene, samt Steen- og Sandbanker, hvis Afsætning paa Kartet jeg har at takke den herværende Lods for, og som er saaledes: Fra Jægerspris Færgeløb, som har 96 Favnes Brede og 7 a 8 Fod daglig Vand, - og i S. t. V. forbi Frederikssund og uden for liggende Kaløe, til Kølhøiene, 5/4 Miil, - 7 a 8 Fod; men disse forbi, saavel paa Øst- som Vestsiden, ikkun 3 a 3½ Fod paa en Længde af 200 Favne og i Brede 80 a 90 med guul Grusgrund. Herfra og op til Edskildsøen 1 Miil, med 7 a 8 Fod Vand, hvor forinden ligger en skjult Steengrund, Kalkgrunden kaldet, Ø, for Løbet.
Derefter paa omtrent 300 Favne med 3 a 3½ Fod Vand og mere end 100 Favne bred, med Grødebund og Sand, forbi Edskildsøe, og det lige over for paa Selsøe-Siden liggende Færgehuus 180 Favne tvers over. Denne Grund forbi, som kaldes Selsøegrunden, er en bred Bugt 7/4 Miil med 10 a 12 Fod Vand tilbegge Sider og i S. V. lige op til Roeskilde; dog er omtrent ½ Miil forinden en liden Græsholm, Elormen kaldet, som paa begge Sider Ø. og V. kan løbes ganske nær.
Det er mig sagt, at for maaske en Snes Aar siden skal det have været i Forslag, at faae de ovenfor ommeldte Grunde fordybede efter et Overslag paa 10.000 Rdlr. for Kongelige Regning imod aarlig Afbetaling i visse Aar; men at de Herrer Handlende havde tilbudet Gjengjendelsen ved forhøiet Told og Lastepenge; og at det siden derefter er blevet uomtalt. Maaske kunne Tænkemaade og Handelsaand i Hensyn til at Søekrigen dog ikke skulle vare evig - men muligt snarlig faae en Ende; nu tilveiebringe et fælleds Ønske for den gamle Absalonske Stad: at en drivtig Skibsfart kunne begyndes at sees i Møde? Jeg tør tro, at det er ufornøden til nærmere overveiende Oplysning, her at fremsætte nogen Forskjelsbalanse mellem at have Skibsfart direkte til og fra denne Stad - imod at føre alt Kjøbmandsgods (tømmerflaader undtagen, som med saa stor Bekostning og megen Trældom maae transportateres fra Frederikssund af) paa Vognaxen fra Hovedstaden, hvor Kjøbet dog er paa anden Haand; foruden at Heste og Vognslid samt Folkeforsinkelse, ikke maae være ringe, og derfor fordyre Udsalgspriserne. En Handelscommittee eller et udvalgt Handelsraad, i selve Staden, ville bedst kunne udsætte dette fra hinanden, og maaske vise, at de Herrer Handlende, saaledes som de nu og i lang Tid har været tilsyne, hverken er mere eller mindre, om jeg tør sige det, end Hovedstads Grosserernes Handelskommissionærer eller noget saadant lignende, der detaillere Fornødenhedsvare til Landboen; Herfra undtagen Kornhandelen i al Ære og Respekt; og hvortil just Skibsfarten er saa nødvendig.
*   *   *
Ved denne Leilighed et Par Ord om Frederikssund; Denne lille Sneglekjøbstad formedelst sin sære Krumhed og de mod N. V. omliggende høie Bakker, har vel en Havn, men aaben og uden Fortøiningspæle, men god Ankerbund; mangler en Skibsbroe, hvor Skibe kunne lægge an, til Læsning og Ladning, som nu maa skee ved Baadførsel til og fra Land, og med Heste og Vogn i Vandet, efterdi neppe en Trebords-Jolle kan anlægge Broen, der ellers er fra Begyndelsen ret net anlagt, og ved Forhøielse og Forlængelse til Dybs, med et større Brohoved til Venderum for Vogne, kunne saaledes blive høist nyttige, da Vedkommendes Heste og Vogne nødvendig maa lide meget, ja endog er farlig for dem ved hiin førsel, saaledes som den nu er. Et Forslag til Forbedring skal, efter Sigende, ogsaa være skeet for nogle Aar siden; men tilsidesat, og nu i Forglemmelse.

J. With,
Kammerraad.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 72
Løverdagen den 7 September 1811
Spalte 1135-1139

Frederikssund Færgested. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en sand Fornöielse, naar den Rejsende paa offentlige Anstalter og Indretninger kan spore idelige Forbedringer til Nytte og Fornøielse. Dette har allerede i den nye Færgemands förste Aar Sted i udmærket grad ved Friderikssunds Færgested. En ny Færge vil  snart blive færdig som koster 1600 Rd., imidlertid er en anden anskaffet, som gjör god Tjeneste. Gode Baade er tilstæde; den östre Dæmnings Steenkiste er gjort i Stand, og det vil og formodentlig snart skee med den vestre. Paa Hovedet af hver Dæmning er anbragt en Opgangs eller saa kaldet Falderevs Trappe, til störste Bekvemmelighed for dem, som gaae over i Baade. Ligeledes er paa hvert Hoved en Lygtepæl med Lygte og en Plakatpæl til Taxtens Ophængelse opsat. Ogsaa for den Rejsendes Beværtning og Fornöjelse er fortræffelig sörget. I Stuen hænger en Prisliste paa henimod et Dosin gode tildeels fine Vinstorter. Og for den der helst vil nyde i Naturens Sköder, ikke allene en velplejet Have til Tjeneste, men Hr. Knudsen har og erholdet höjeste Tilladelse til denne Ende at bruge det bag ved liggende romantiske skjönne Stykke af Jægersprises Skov, hvor Sveitserhuset (der ogsaa til anstændige Gæsters Beværtning maa bruges af Hr. Knudsen nu er bygget. Med megen Smag har Hr. K. her opsat en Deel Bænke paa Steder, der give indtagende og dog forskjellig Udsigt over den dejlige Omegn. Et Monument over 2 Aprils Faldne er han ifærd med at opsætte. Med eet Ord, man maatte önske hvert Danmarks Færgested saaledes forbedret som dette. Og Elskere af den skjönne Natur ville tillige vide det höje Kollegium Tak, efter hvis Ordre de af Hr. Knudsen opsögte Udsigter ved de foretagende Forstplantninger ikke maae betages.

(Dagen, 5. august 1803)

Til vedkommende Øvrighed, med Hensyn til Frederikssunds Færgested.

Anmelderen som den 5. i denne måned foretog en rejse i nødvendige forretninger herfra staden til Jægerspris, kom til Frederikssunds færgested den 6. om morgenen omtrent kl. halv fire. Efter at han og den mand der havde afgivet befordring for ham, næsten 1/4 time havde banket på færgeboden - da aldeles ingen var til stede ved færgen, hvilket dog havde været vedkommendes pligt - lod en stemme endelig sig høre: hvem er det der laver spektakel? Hvem er det der vil rive huset ned? Da vi ytrede at have ventet længe og gentagne gange havde banket, overøste færgekarlen os med grovheder idet han sagde at vores foregivende var løgn og tilføjede at vi ikke måtte banke på hans dør, men at vi derimod skulle skrige af fuld hals. 

Anmelderen finder denne ytring højst urigtig, for kun få har så stærk stemme at den kan høres af en sådan karl, der først vækkes efter 1/4 times stærk banken på hans bolig. Det synes derfor anmelderen hensigtsmæssigt at der blev anbragt en klokke på færgeboden. For derved sparede man den ulejlighed at banke så længe, og man fornærmede heller ikke før nævnte færgekarl der efter anmelderen erfaring kan kaldes en sand grobrian.

Ved at henvende de ansvarliges opmærksomhed på før anførte, nærer man det håb at der drages omsorg for at denne færgekarl bliver erindret om i fremtiden bedre at opfylde sine pligter og at vise høflighed mod de rejsende, hvilket vist er hans foresattes vilje.

(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 561-562).

"Anmelderen kom til Frederikssunds færgested den 6. om morgenen omtrent kl. halv fire." (Vilhelm Kyhn: Roskilde Fjord nær Frederikssund, 1849. Statens Museum for Kunst.)

Brev til Udgiveren.

Frederikssund den 28. marts 1827.

Vel er postgangen mellem København og Frederikssund særdeles langsom da de breve som afgår fra København lørdag aften først kommer her mandag aften. Men endnu værre der den med Politivennen der behøver 9 dage for at fuldende rejsen hertil. For at bevise dette, vil jeg anføre når nr. 585 kom hertil og kun bemærke at således som med dette er det gået lige siden nytår, da jeg subskriberede på bladet. Nævnte nr. 585 dateret lørdag den 17. marts, ankom først her mandag den 26. dennes. Når den ikke blev opholdt undervejs og afgik nævnte 17. marts med posten, burde den ankomme her den 19. i stedet for den 26. Dette er virkelig for lang henstand, og det er tillige ærgerligt at man kan komme andre steder og finde 22 Politivennen der endnu ikke har nået Frederikssund. Kunne denne mangel afhjælpes, ville det meget glæde Deres.

N. N.

* * *

Svar.

Da det vel kunne tænkes at flere ville sende mig en lignende anke over bladets sene tilsendelse, tror jeg det rigtigst offentligt at erklære at jeg i forsendelsen ikke har videre del, end at jeg hver lørdag formiddag tilstiller postkontoret det antal eksemplarer som derfra er bestilt til udenbys abonnenter. Og da bladet ikke sendes med brevposten, men med ageposten, som så vidt vides afgår dagen i forvejen, må eksemplarerne henligge nogen tid på postkontoret. Hvor længe dette varer eller om der sket noget ophold på mellemstationerne, kan jeg ikke lindlade mig på at besvare.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 588. Løverdagen den 7de April 1827, s. 211-212).

Ønske om en sikker Overfart fra Jægerspris til Frederikssund.

Overfarten ved Jægerspris færge har i denne vinter på grund af en betydelig mængde drivis, stærk storm og højt vande ofte været standset flere dage af og til, hvilket såvel for samfærdslen i almindelighed som for den daglige konkurs til Frederikssund og flere købstæder især ved de afholdte fastemarkeder, har forvoldt tab, tidsspilde og omkostninger for de passerende. - Denne standsning har tillige ofte forhindret justitsbetjenten i Horns Herred der bor i Frederikssund fra at pleje retten flere retsdage efter hinanden, og det betydelige tab enkeltmand i flere tilfælde herved kan lide, er jo indlysende. - Det ville derfor være at ønske om fornævnte lille indenfjords bælt der knytter en ikke ubetydelig samfærdsel mellem Horns Herred og længere vestligt liggende egne af Sjælland til Frederiksborg Amt måtte vække så megen offentlig opmærksomhed at om en bro over færgedraget end ansås for bekostelig, de passerende dog kunne ved passende anstalter være betryggede en sikker og hurtig overfart.

Indsenderen bemærker til slut at han af flere kyndige har hørt at en jernkæde af den slags man nu har indført på mange skibe i stedet for ankertov med nytte ville kunne anvendes her, og at der til enhver tid skulle kunne føres og færdes når et anker af forholdsmæssig størrelse fra prammen blev kastet midt i færgedraget.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 198-199).

Bøn i Friderikssund.

Indbyggerne af de fleste sjællandske stæder har efter tilendebragt dagsværk i nærheden en skov eller et andet forlystelsessted hvor de med familie kan nyde adspredelse i den frie luft. Men dette er ikke tilfældet i Frederikssund. Her findes ingen skov og ingen offentlig have. Man må her hjælpe sig med den rigtig nok nyligt brolagte gade og den stenede, støvede landevej. Savnet af et sådant forlystelsessted føles her så meget mere som man her skuer den yppige og skønne natur på det lige over for liggende yndige Jægerspris, og kun er skilt derfra ved et smalt sund. Hvad under om mange embedsmænd og andre der har følelse for naturens skønhed, men ikke evne til ofte at bekoste 1 rigsbankdalers penge for sin og familiens overfart, føler sig som de faldne der blev udelukket fra Paradis?

Dersom færgen tilhørte regeringen, ville man sikkert kunne vente at det blev anstændige familier i Frederikssund som til fods ønskede at nyde adspredelse og vederkvægelse på Jægerspris, tilladt uden betaling at gå over med færgen, når denne afgift med betalende passagerer, og der var plads på samme. Men skulle man ikke også vente at en brav medborger der ved denne fart har tilstrækkeligt udkomme, ville da det på ingen måde kan være noget tab for ham efterligne vores humane, milde og heldudbredende regering. Man tror det derfor ikke upassende gennem dette blad at gøre vedkommende færgefarts forstandere opmærksomme på at han ved at tillade agtbare familier i Frederikssund der undertiden ønskede at besøge Jægerspris, at de når færgen bringer rejsende eller gods over, da måtte uden betaling følge med samme, når de ikke kom til vogns, men blot for at nyde den behagelige egns skønheder.

Tænker ejeren på at han derved, uden tab for sin levevej, for som sagt de fleste som kunne have lyst til at komme der, afholdes derfra fordi de ikke kan undvære penge man betaler i fragt, og at han således ved et ringe offer bidrager til manges uskyldige glæder og fornøjelse, så håber man at den bøn ikke forgæves er fremsat, ligesom dens opfyldelse just ikke hos høje vedkommende vil blive ubemærket.

(Politivennen nr. 439. Løverdagen den 29de Mai 1824, s. 7093-7096)

Uforgribelige Tanker om Slangerups Købstadsrettigheders Nedlæggelse

Det har unægteligt været til stor skade for Danmark at dette lille rige har næsten 100 stæder og deraf kun 2 betydelige (nu kan man regne 3 da Holsten er indlemmet i Danmark). I stedet for at det ville være vundet meget ved at have kun 20 stæder fx. Men alle større og mere kraftfulde end de usle ting vi nu beærer med navnet købstad og nogle 5 til 6 hvad man med rette kan kalde store handelsstæder.

Hvis dette godtages, som den der skriver dette tør håbe, for et bevis for den uimodsigelige sandhed, da synes følgen at måtte være det ønske at antallet efterhånden nedsættes ved at nedlægge de usleste og overflødige indtil kun det passende tal var tilbage.

Af vore usle købstæder synes Slangerup at være en af de mest usle. Den egner sig også på alle måder til at nedlægges eller fratages sine købstadsrettigheder.

1) Den er ingen nødvendighed for omegnen som købstad. Kun en mil derfra ligger købstaden Frederikssund, og kun to mil derfra på den anden kant Frederiksborg, der vel begge er små, især den første, men dog bedre handelsstæder end Slangerup. Hvad der blev tabt for bonden i form af længere vej, blev vundet hjem igen i prisen, da Slangerup selv må have sine varer til dels fra Frederikssund, og dels fra København på akseltorv. Desuden ved man ganske udmærket at Sjællands bonde kun lidt ser på en eller to mil i vejen.

Kun en mil fra Slangerup ligger købstaden Frederikssund. Bønderne har ikke noget imod at rejse dertil (Eget foto).

2) Indbyggerne selv ønsker ikke at beholde købstadsrettighederne. Der er kun 2 købmænd i byen, kun et værtshus, og slet ingen håndværkslaug. Altså er deres tal at anse som intet, der egentlig har godt af privilegierne, mens den store hob lider ved dem, da de må betale konsumsion, og ingen ejendom og udskiftning kan få på deres jorder.

3) Byens jorder er i alt ved 2.000 tønder land. Et sådant areal nærer et større antal landsbyfamilier og det bedre end dette gør i Slangerup.

4) Den næring som nu egentlig adskiller Slangerup fra en landsby, er brændevinsbrænderiet. Man vil sige at kongen altså tabte betydelig ved at det blev nedlagt. Men heller ikke dette blev tilfældet. For der går kun 5 kedler, og hver af dem kan efter middeloverslag kun holde 4 tønder. Kongens rene indtægt er da omtrent 1.600 rigsdaler af disse brænderier. Men denne bliver ikke tabt når de der nu driver brænderierne, som rimeligt er beholdt denne rettighed, uagtet de forblev boende i den til landsby forvandlede stad, så længe de levede, og da betalte til kongen ligesom de til brænderi berettigede kroejere hist og her i Sjælland. 

5) Det er naturligt at den lille handel Slangerup nu driver, med tiden om ikke straks faldt til Frederikssund eller Frederiksborg. Derhen gik også til sidst brænderierne. Derhen gik håndværkerne. Der blev konsumtionen. Med færre betjente blev udrettet mere, og altså vandtes for kongen og landet også deri.

6) Når Slangerup blev til en landsby, kunne de jorde der nu ligger fælles, udskiftes. Hvor langt bedre bedre disse jorde da ville drives end nu, kan man uden videre let indse. Og overdrevet ville egentlig først da begynde at drives, for nu er afbenyttelsen den ringeste der kan tænkes. For hvad der ikke tilhører nogen, ænser ingen.

For at imødegå den mulige indvending som indbyggerne kunne gøre, at de som købstadsindbyggere er fri for soldaterpligt, behøves vel ikke nogen bevisførelse. Købstadsindbyggerne er pligtige til borgerbevæbning, og forskellen er ikke mere så stor som førhen. Imidlertid ville heller ingen kunne have et ord at indvende i denne henseende, når de nulevende indbyggere, der valgte at forblive boende på stedet, fritoges fra videre våbenpligt, end den de hidtil var under.

Fra alle sider betragtet vil det altså findes, at Slangerups købstadsprivilegier med føje og til nytte kunne fratages den. Derved var da en begyndelse gjort til at få færre, men bedre købstæder. Næst Slangerup kunne Frederiksborg eller Hillerød nedlægges. For købstæderne inde i landet fordyrer kun varerne for bonden. Når da senere Frederikssund fulgte de to ovennævnte stæder, da ville Roskilde og Helsingør kendeligt tiltage i kræfter. København ville vel sluge den største del af vindingen, men der ville det ikke mærkes så meget.

(Politivennen nr. 535, 30. juli 1808, s. 8587-8591)

Redacteurens Anmærkning

Slangerup med sine i 1801 336 indbyggere mistede vitterligt sine købstadsrettigheder kort tid efter, nemlig i 1809. Og rettighederne overgik til Frederikssund med 262 indbyggere i 1801. Indtil 1857 havde købstæderne eneret på at drive handel, håndværk og anden "borgerlig næring". Selv om man også på landet havde ret til at udøve bestemte former for købstadsnæring. Først flere årtier senere da der for alvor kom gang i industrialiseringen, voksede byernes indbyggertal, se tabel over byer med mere end 1.500 indbyggere under Samtiden.

Noget om Færge- og Færgemænd ved Jægerspris

Transporten ved dette færgested besørges af den på Jægerspris betroede færgemand med en meget mådelig færgepram og to små både, hvortil han skal holde 3 fast folk, hvoraf mindst de 2 skal bruges ved færgen. Men i stedet for 2 mænd er der for det meste kun 1 mand, som sejler frem og tilbage med den. Det er let at se, at dette i forening med den måde, hvorpå transporten sker, må forårsage ophold for de rejsende. Således skete det den 26. juli da et selskab på 13 personer med 3 vogne som kom fra Jægerspris ikke alene måtte vente i over ½ time, inden færgen kom fra Frederikssund, men endog til dets forundring opdagede at der kun var en mand med færgen. Og således sker det den meste tid. Da befordringsvæsnet er en af de ting der i enhver nogenlunde ordnet stat bør være så fuldkommen som muligt, så var det at ønske at de mænd, som er lønnede af staten for at påse sligt, ville påpege over for færgemanden, der desuden tjener så anseeligt, altid at have det anbefalende antal af folk med færgen, samt at holde den og bådene i så forsvarlig stand, at man ikke bliver våd om fødderne eller sidder i angst for at synke.

Færgen bliver trukket ved et tov, der er fastgjort tværs over fjorden. Men da midten af dette tov altid ligger i vandet, så følger deraf, at det meget hurtigt rådner og springer. Når det sker, så må enten færgen drive på grund, eller hvis der er nogen søgang (således som forhen sket) blive fuld af vand og synke, og mennesker omkomme. Så utilgiveligt og skødesløst sørger man for menneskers liv. Burde der ikke være i færgen et lille anker, to par årer og et reservetov?

Ved dette færgested er som bekendt to broer. Nemlig en ved Frederikssund og en ved Jægerspris. Men de er begge i en meget mådelig forfatning. En stor mængde af de stene, hvor broerne er lagt, er faldet ud og ligger i vandet, og bolværket og pæle omkring en del af broerne er enten helt borte, eller så rådne, at de er faldefærdige. Det var ellers at ønske at regeringen i fremtiden betroede denne gode og vigtige færgemands post til en gammel og fortjent sømand.

(Politivennen, Hefte 14. Nr. 172, 8. august 1801, s. 2737-2739)

Svejtserhuset i højdedraget ved Færgegården. Selv om afstanden er kort, er turen derop særdeles krævende.