31 oktober 2016

Ønske om Forbud mod Salget af Knaldsølv-Bonbons, dito Fidibusser etc.

Motto: Homines nihil agendo, male agere discunt.
 
Vist nok i den forudsætning at ovennævnte knaldartikler og deres slægtning er uskadelig, har man yndet dem som stof til spøg i vores bedrøvede tid. Skal elskerinden have lidt slik, må der nødvendigvis være knald i. Og skal hun fænge elskerens pibe, rækker hun ham - en knaldfidus. Ligesom cronique scandaleuse omtaler ægteskaber, hvori kærlighedsstoffet er fordampet og i dets sted er opstået ligegyldighed, trættekærhed og anden kærligheds forgift der bragte eksplosion som også har afgivet knald og smæld, således bringer man ligeledes kun sølvet til at knalde ved at tilsætte det gift, nemlig skedevand foruden stødt glas der når det kommer i øjnene, er meget skadeligt, hvorpå hr. Dominico Capozzis fysiske blindhed er et meget sørgeligt bevis.


For nogle dage siden blev i et selskab en mands øjne (såvidt indsenderen ved en løjtnants) ilde tilredt ved det at der blandt de til pibernes tænding henlagte fidibusser fandtes en med knaldsølv i. For at forebygge lignende ulykker i fremtiden ønskes at et forbud mod salget af nævnet knaldartikler måtte ske *). Skønt besparelsen af det dertil medgående sølv vel ikke vil bidrage til at man ser mere sølv i omløb end nu for tiden, eller at kvartalskursen omsider sættes al pari, håber man dog at vedkommende overvejer dette ønske.


*) et sådant forbud eksisterer visseligen. Udg.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 848-849) 


Redacteurens Anmærkning

Domenico Capozzi (1792-1862) var en italiensk født hofviktualiehandler der mistede synet ved et ulykkestilfælde. Han kom til København i 1816 som kammertjener hos den italienske charge d'affaires. Han var formentlig kendt fordi han handlede med makaroni, ost, tørrede frugter mm. Og som sådan ragede han uklar med urtekræmmerne. 

En episode med krudt i tobakken blev berettet af Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, den 7. januar 1829:
I Mariboe Avis findes følgende originale Avertissement: "I Fredags Aftes var jeg hos Henrich Smed i Selskab med denne, hans Kone, Snedkermester Hansen, Skræddermester Meyer (bekjendt siden Fugleskydningen) og Vævermester Niels Pedersen, for at høre Avisen blive forelæst og forklaret af Karethmager Buch. Under denne Forelæsning, og formedelst Betragtninger over de politiske og andre Begivenheder, dampede jeg, som uvant med at røge Tobak, vel stærkt af min Pibe, hvorover jeg følte Qvalme og maatte, da Forelæsningen var sluttet, begive mig i den fri Luft, efterladende Piben paa Bordet i Stuen. Den Tid var Buch gaaet bort. Da jeg igjen, noget lettet, kom ind til det øvrige Selskab, laae Piben hvor jeg havde lagt den, og jeg blev af den bekjendte Skræder Meyer opfordret til atter at røge. Endskjøndt Piben i min Fraværelse var bleven stoppet, og uagtet jeg virkelig nærede Lyst til at røge, vovede jeg, som ikke endnu, uanset al mulig Flid, har lært at taale Tobakken, ei at befatte mig dermed. Efter et Par Timers Forløb troede jeg mig dog stærk nok og jeg begyndte at røge. Af den Aarsag, at Meyer yttrede Formening om, at jeg ikke kunde taale Tobakken, sigende: "Du røger Spegetobak," tog jeg 3 a 4 meget stærke Drag; men ved det Sidste skeete en frygtelig Explosion fra Piben og Ilden foer ud paa mig og det øvrige hæderlige Selskab. Jeg veed, at Ingen uden forannævnte Personer vare i min Fraværelse i Stuen; thi af visse Aarsager maatte jeg holde mig ved Forstuedøren. Heraf kan altsaa uddrages den Slutning, at enten har Selskabet i Samling, eller en enkelt Person af det, lagt Krudt i Piben. I hvilkensomhelst Tilfælde fortjener Handlingen Prædicat af Tølperagtighed, og den, der har været virksom ved samme eller moret sig over dens Udførelse og den Skræk, jeg sattes i, Navnet Tølper. - Mikkel Hornbek, Borger og Skoemagermester."

30 oktober 2016

Mangel paa Smør i Ousted Kro.

I disse dage har en rejsende som ved midnatstid kom til Osted Kro, været så uheldig ikke kan kunne få nogen slags varm drik som dog i den rå årstid er så nødvendig og gavnlig for sundheden, især når man har rejst hele aftenen og halvdelen af natten, og som det uden tvivl påligger gæstgiverne at skaffe de rejsende til hvilken som helst tid af dagen det forlanges. Ikke engang en kop te var at få, uagtet gentagne anmodninger til en af tjenestepigerne som først satte kedlen over ilden da man havde ventet en halv time og ikke længere kunne vente med at stige på vognen. Dog ikke nok med det. Husets uformuenhed var så stor at man ikke var i stand til at få et par stykker smørrebrød, fordi pigen ikke var i besiddelse af så meget smør som behøvedes til det. Man måtte altså tage til takke med tørt brød. 

Lignende uregelmæssigheder som findes i andre kroer ved Roskildevejen, anbefales også til vedkommende autoritets opmærksomhed, fx mangel på nogenlunde rigtige ure der ofte afviger et kvarter, ja en halv time fra hovedstadens. I Krebshuset var klokken onsdag middag næppe kvart i tolv i gæstestuen, mens den allerede var halv et i gæstestuen, hvilket sidste var det rette. På offentlige steder især hvor kvarterer eller halve timer fra eller til ofte er af største vigtighed for en rejsende, er det højst nødvendigt at urene viser nogenlunde nøjagtigt, for når de laver aprilsnar med folk i november måned er det bedre at de er helt væk. 

(Politivennen nr. 933, Løverdagen, den 16de November, 1833. Side 774-776)  

Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 32 paa Hjørnet af Compagni- og Hyskenstræde.

Hr. vært! Da den mængde sjovere og gamle kællinger der næsten daglig plejer sin magelighed i Deres gadedør, dels ved at spise frokost, dels ved at tage en middagslur osv. snart forulemper de ind- og udgående, ville De meget forbinde Dem Deres lejere ved i fremtiden at formå disse, sikkert ubudne gæster til at opsøge sig et mere belejligt sted for sådanne forretninger.

(Politivennen nr. 931, Løverdagen, den 2den November, 1833. Side 745-746)  

Hyskenstræde set mod Naboløs. Kompagnistræde krydser ved det bleggule hus (ved stopforbudsskiltet. Læderstræde (uden for billedet) krydser mod venstre. Eget foto, 2016
 


Redacteurens Anmærkning

Måske tager skribenten fejl? Nr. 32 var på Politivennens tid hjørnet af Læderstræde og Hyskenstræde. 1845 blev den delt i 32 A (Læderstræde 36, opført 1799) og 32 B (Hyskenstræde 9, opført 1834). 

29 oktober 2016

Knald og Skræk paa Kjøbmagergade.

Da det 2. livregiment onsdag aften marcherede ind fra præsentationen på Fælleden, hørte man et geværskud på Købmagergade og et ditto i Løvstræde, hvorved mange i nærheden blev forskrækket. Så vidt vides har det altid været skik og brug hos de militære at afskyde ladningen af deres våben på øvelsespladsen og ikke bringe disse ladte ind i staden, hvorved der let kan afstedkomme skade. At denne gode gamle skik blev opretholdt ville vist nok være ønskeligt, om end endog ikke hidrørte fra nogen parolebefaling, hvorom anmelderen er uvidende. 

Men at skikken er gammel, tror han at finde et bevis på i følgende anekdote. "Ved slutningen af en manøvre og før indmarchen fandtes i batterierne nogle ladte kanoner som ikke kunne affyres under manøvren. Den kommanderende kaptajn henvendte sig derfor til den øverstbefalende med spørgsmålet om han måtte lade de ladte kanoner blive affyret. Men svaret blev Nej! Kaptajnen tav, men da han efter et øjebliks ophold gentog sin anmodning og tilføjede at det altid havde været skik at de ladte, men under manøvren ikke affyrede kanoner før indmarchen blev afskudt, fordi ladningens udtagelse siden forårsagede mere ulejlighed end krudtet der af fugtighed og slam var ødelagt, turde være værd, svarede befalingsmanden: "Ja, so machen Sie es, nur aber so leise als möglich!"

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 677-678)  

28 oktober 2016

Ytringer af Landboeven til en Ven paa Landet.

Du studsede ved min ytring: At Christianshavn er lidt vel meget stedbarn. Jeg skal imidlertid bevise at det er tilfældet, og det påstående som følger:

Christianshavn har i sin midte en offentlig bygning - desværre  helt nødvendig for det offentlige, nemlig Straffeanstalten: Forbedringshuset. Hvorvidt dets indre svarer til navnet, kender jeg ikke, men det ved jeg at jeg - og vist flere med mig - med indignation har set og hver dag ser hvor højlig dets ydre trænger til forbedring da det forside i mere end et århundrede ligger som ruin - et vidne om dets forrige indbyggeres helt mådelige forbedring - til betydelig vansir for hovedstadens søsters eneste offentlige plads. Og husets bagside ud til St. Annægade ligner mere end røverborg end en offentlig bygning. Af mangel på evne til at se denne lidet til bedste, kan det ikke være. At den tilsidesættes så meget, må altså være af en slags ligegyldighed, som om den kunne være god nok for Christianshavns commonpiple, og sådan anskuelse forekommer mig dog at være lidt stedmoderlig.

Videre er christianshavnerne ved deres afsides beliggenhed så temmelig udelukkede fra de mange forfriskende spadsereveje omkring dens heldigere ældre søster København, der oven i købet har den skønne Rosenborg Have inden for sine volde. Christianshavnerne har derimod kun den magre Ærtekedel at rekreere sig på, da de endog til dato er afskårne fra den frie spadseren på den vold som omringer Christianshavn. I stedet for at volden omkring København tilbyder dens indbyggere den nydeligste spadseretur i skident og vådt vejr - må det ellers være lidt stedmoderligt at forholde den fattige sin så godt som eneste tilflugt? Med mindre det efter nogles mening kun skulle bero på christianshavnernes egen fejlagtige indbildning om at være udelukkede. Noget som imidlertid de herrer skildvagter - måske af misforståelse - af og til giver næring.

Fremdeles er Christianshavns gader, på Torvegade og Nobelgade ved Vandet nær, så jammerligt brolagte at det næsten var et halsbrækkende arbejde at befare dem, indtil man for kort tid siden fandt på at makadamisere hullerne for på en måde ligesom at trylle christianshavnerne ind i paradis. Men dersom Christianshavn som er at formode, bærer en ligelig andel af brolægningsudgifterne, burde den vel også nyde ligelig andel af frugterne deraf. Det modsatte er stedmoderligt.

Det ville ikke være vanskeligt at opregne flere data. Dog alle disse er mindre poster end den jeg nu til slut vil berøre. Den vedrører ikke alene Christianshavn, men hele København og afgjort hele landet i en stor målestok. Det spørgsmål har nemlig ofte og dybt trængt sig på min tanke: Hvorfor det offentlige årligt vil bortkaste tusinder på at forspilde landet hundrede tusinder? At dette til dato sker, skal jeg bevise og at det i mange år er sket, er ligeså uimodsigeligt. Men netop i disse tider hvor ølandet Danmarks, havets den evige bruds, velstandskilde, handel hvert år mere og mere tilstoppes, og næringsløshed af den grund mere end nogensinde før føles og beklages i alle stænder, må det være af største vigtighed for landet og hver af dets borger at benytte de rigdomskilder der haves i landet selv, og åbne nye når muligt måtte være. Til en sådan, og - hvorfor ikke - til enhver tid er det højst besynderligt at renovationen fra hele København med meget forhøjet årlig bekostning skal bringes fra fx Østerport helt igennem byen over Slotsholmen, hele Christianshavn igennem ud på Amager, for der at ligge uvirksom da der for længst er større beholdning af gødning - agerdyrkningens grundpille - end amagerne kan forbruge i mange år. Imens må sjællænderen betale 24 skilling pr. læs når han fra byen vil hente nogen god gødning. 

Umiddelbart ville staden årligt spare nogle 1.000 rbd. på udførslen af renovationen ved i stedet for den hidtil brugte milelange vej, at transportere 2/4 part ud af Østerport, 1/4 part ud af Nørre- og 1/4 part ud af Vesterport, samt at lade amagerne nøjes med christianshavnernes gødning. Selv om dette er den magreste part, så er Amagerland spækket nok allerede, og har desuden en temmelig rundelig beholdning for langt tid. Sandelig er vigtigheden og sandheden af dette anførte så iøjnefaldende at man vanskelig kan beskrive hvorfor ikke alene Christianshavns, men hele Københavns luft hver aften og nat skal inficeres dobbelt, ja firedobbelt ved denne færdsel, i stedet for at skille sig af med dette nødvendige onde ad korteste vej og oven i købet derved forvandle til et uberegneligt gode for en stor del af Sjælland, hvad amageren i sin bugnende overflødighed nu næppe takker for. At den gamle skik eller slendrian vel i dette som i så mange andre tilfælde vil møde med nogen indsigelse, hvem kan tvivle derom. Men der er for mange fornuftige, som nu tænker over landets velfærd, landbovæsenets fremme, til at kunne antage at disse betydningsløse indvendiger længe skulle kunne forhindre en for landet så såre vigtig forandring.

Plads til beholdningerne uden for portene ville snart være fundet. Og beholdningerne der næppe få tid til at blive så besværlige for naboerne som hovedbeholdningen hidtil på Amager. Således synes den kongelige grønlandske handels - så vidt vides - for tiden aldeles ubenyttede reberbane udenfor Vesterport, som strækker sig langt ned mod havet, straks at tilbyde en ret bekvem plads der, ligesom byens sandgrav ved Nørreport. Da Nørreport nu allerede i lang tid lang har været åben hele natten, vil det forhåbentlig så meget mindre falde vanskeligt for toldvæsenet at afgive den fornødne besætning til de 2 andre porte, som eksemplet nu engang er givet. Og toldpersonalet er desuden så rigelig kompletteret nu, fremfor i de dage da hovedstadens handel var i flor. 

Kort sagt, hindringerne er kun bagateller, men iværksættelsen heraf må blive landet en mægtig guldgrube, som kunne bøde noget på dets slappe handel, hvis tiltagen og flor landbovennen med sand glæde skulle se sit fædreland i besiddelse af. Dixi et liberavi animam meam - for at man ikke længere skal kunne møde os med den argumentation: volenti non fit injuria. Og hermed lev vel for denne gang! Det er dig ikke ubekendt at der under min paryk af og til har spøgt en og anden lignende stor ide, som muligvis, modnet i tiden, kan træde for lyset. Din og dine brødres velmenende ven. p

(Politivennen nr. 927, Løverdagen den 5te October 1833, s. 663-669)  


Redacteurens Anmærkning

"Ærtekedel" er en forvanskning og fordanskning af "Erdkehlgraven". Da Nyværk blev anlagt i slutningen af 1600-tallet blev en del af vandområdet over Refshalegrunden afskåret fra Øresund. Navnet er sammensat af to tyske ord: Erd (jord) og Kehl (strube). Området gik fra Bådsmandsstrædes Ny Artilleri Kaserne til Batterierne Qvintus og Sixtus. Den forsvandt da Nyholm blev fuldt udbygget.

"Dixi et liberavi animam meam" betyder jeg har talt og frelst min samvittighed. "Volenti non fit injuria", betyder vel lidt populært sagt: Man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus. Lidt mere alvorligt at hvis man frivilligt og bevidst har begået en skade, kan man ikke anklage en anden part det samme.


Dronningensgade på Christianshavn, set fra Christianshavns Vold mod Frelsers Kirkes spir. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Anmodning til Hr. Hørkræmmer Ebbesen.

Ejeren af huset nr. 57 på hjørnet af Vestergade og volden, hr. urtekræmmer Ebbesen, ville meget forbinde sig sine lejere og andre der har forretninger hos dem, dersom han i fremtiden ville rense sin gadedør for den mængde sælgekællinger og piger der hyppigt, til stor ulempe for de ind- og udgående, tager stade der, og ofte optager hele forstuen. At man må være ængstelig for at træde ind i et sådant hus som desuden ikke udmærker sig ved renlighed, kan enhver let begribe der kender den slags mennesker. Og indsenderen har også ofte der været vidne til sande Gammelstrands-scener, ja endog set nævnte damer kæmme deres hår hvorved der da let kan falde dit og dat af.

At sådant må skræmme enhver fra huset der nødvendig må komme der, indses sikkert af hr. Ebbesen selv, som forhåbentlig nu vil sætte en skranke for dette uvæsen, da han er gjort opmærksom på det.


(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 658-659)  

Redacteurens Anmærkning

Vestergade 57/Vestervold 57 blev 1868 sammenlagt med nr. 58 og i 1906 indbefattet i 276. Den nuværende adresse er Frederiksberggade 40, Rådhuspladsen 45-47 og Vestergade 37, og bygningen eksisterer ikke længere. Der findes et foto fra 1880 af området (Før og Nu, 1915), men det er usikkert om ikke de bygninger man kan se på dette, er af nyere dato.


27 oktober 2016

Utaalelig Svinerie fra Jødernes Fribolig i Krystalgaden.

Næsten dagligt behager det nogle af de jøder der bor i friboligen, at sende en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have, tilhørende nr. 106 i Peder Hvitfeldts Stræde. Indsenderen har på værtens vegne påtalt dette uvæsen og klaget over det hos en mand der kaldtes inspektør og som også lovede at formå de skidenfærdige jøder at beholde deres skarn hos dem selv. Da det imidlertid ikke har hjulpet hidtil, så tager indsenderen sig herved den frihed at anmode politiet om muligt at standse dette uvæsen. Så vidt vides fører boligen navn af Meiers Minde, men næppe har det været et sådant minde den afdøde der skal have været en skikkelig mand, har villet efterlade naboerne.

Dog er det ikke at undres over at jøderne der ikke kan holde fred i deres Guds hus ikke holder den med dem der er så uheldige at være deres naboer.


(Politivennen nr. 925, Løverdagen, den 21de September, 1833. Side 658-659) 

"Nogle af de i friboligen boende jøder sender en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have" (Haven lå bag ved nr. 9, midt i billedet ved lygten. I baggrunden Krystalgade. Synagogen ligger når man går til. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Matrikel nr. 106 optræder i jævnførelsesregisteret sammen med matrikel 105 som nutidens Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er fra 1811.  

26 oktober 2016

Underdanig Forespørgsel.

Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?


Besvarelsen heraf imødeses af


Peter Christensen
fra Valby
Valby den 31. juli 1833


(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 529-530)

Trommesalen, 1858 (Carl Bøgh)
 

Redacteurens Anmærkning

Stauning er tidligere omtalt i Politivennen 7. juli 1827 og svaret 14. juli 1827.

25 oktober 2016

Forhold staaer nu Catecheten ved det mosaiske Troessamfund i Kjøbenhavn til bemeldte Samfund.

Da dette embede i året 1815 fik tilværelse, bestemtes sammes funktioner til at forberede ungdommen af den mosaiske trosbekendelse i København til den befalede offentlige religionsprøve, til at afholde denne prøve såvel i København som overalt på Sjælland og til når det forlangtes mod betaling at give undervisning i religionen i samfundets to fattigskoler. Ligesom den senere ansatte præst i overenstemmelse med sin instruks nu har overtaget nævnte religionsprøve for så vidt København angår, således besørger han også ministerielle forretninger mm. som midlertidigt blev overdraget kateketen ved forrige rabbiners død. Og kateketen hvem det er tilfaldet at afholde religionsprøve og forrette vielser på Sjælland, men udenfor hovedstaden, står nu i reglen i intet andet embedsforhold til trossamfundet i København end betingelsesvis at give religionsundervisning i fattigskolerne. Det er så langtfra at han af samfundet offentligt erkendes for en dette vedkommende gejstlig embedsmand at han i agenden for den mosaiske synagoge end ikke findes anført blandt kirkebetjentene, heller ikke nu da præsten i nogle måneder er fraværende på en rejse, holder i stedet for denne religiøse foredrag på helligdagene eller den indførte almindelige kirkebøn. Dog er der ingen tvivl om at man hvis ministerialia skulle indtræffe i præstens fravær eller mosaiske trosbekendere skulle nedfæstes, ville anse kateketen som præstens vikar.

Ovennævnte forhold falder mildest sagt noget i det besynderlige. Da man har taget benævnelsen "kateket" fra de kristne religionssamfund og da man ikke blot i almindelighed har tillagt den mosaiske kateket kompetence til at udføre ministerialia, men tillige i året 1817 specielt har tilladt at den daværende kateket måtte holde religiøse taler under gudstjenesten - de mosaiske kateketer skul


Politivennen nr. 917, Løverdagen, den 27de Juli, 1833. Side 510-?   

Redacteurens Anmærkning

Artiklen slutter på side 511, side 512-513 mangler. Samme situation diskuteres i 1838 hvor dr. Wolff igen er på rejse.

Bølgerne gik tilsyneladende højt i Synagogen, se fx Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1833:
Kjøbenhavn den 23de Juli 1833 --- I Anledning af, at et af Medlemmerne af den mosaiske Menighed den 13de dennes blev udviist af Synagogen, læstes i Adresseavisen af 22de ds. en Opfordring til "de Christne, der overværede Gudstjenesten i den jødiske Synagoge" den ovennævnte Aften, "og vilde vidne i Anledning af de voldsomme Optrin, der fandt Sted under Gudstjenesten" om at aflægge Billet herom paa Adressecontoiret. I s. Avis af 23de ds. bekjendtgjorde Forstanderskabet, for at forebygge "Misforstaaelse blandt Publikum", at der "ingen voldsomme Optrin fandt Sted i Synagogen d. 13de ds"; men at "Forstanderskabet kun var nødsaget til at lade R. J. Eibeschütz vise ud af Kirken, formedelst utilbørligt Forhold under Gudstjenesten." Hr. Fuldmægtig og Exam juris R. J. Eibeschütz har nu i Adresseavisen kundgjort, "at der til Retten af ham er indgivet Klage den 15de ds. imod Synagogeforstanderskabet, paa Grund af den mod ham udøvede, uforskyldte Krænkelse under Gudstjenesten", og at "Sagens sande Sammenhæng skal nærmere komme til offentlig Kundskab."
Kjøbenhavnsposten beskæftigede sig i to artikler - 18. og 21. oktober 1833, nr. 206 + nr. 207, med Jødernes Emancipation. 

24 oktober 2016

Væmmeligheder i Esplanaden.

I Esplanaden ses hyppigt, selv på søn- og helligdage på den tid af dagen hvor folk helst benytter denne promenade, en del pjaltede subjekter der sidder langs med Kastelsgraven og trækker ud til skindet for at skille sig af med et vist slags insekter, som synes at besvære dem i uhyre grad.

For alle er noget sådant sikkert et meget væmmeligt skue, for ikke at tale om at de der måtte være så uheldige siden at passere et sted hvor en sådan krabat har sidder, let kan få en højst besværlig indkvartering. Men for de mange der har betalt et dyrt tegn til Langelinje og ad denne vej begiver sig derhen med familie, er det især ubehageligt at måtte tåle at velopdragne fruentimmers og børns blufærdighed såres af sådanne uforskammede karle der ikke undser sig ved at vise sig in puris naturalibus, ja endog i højst gemene stillinger gøre sig en fornøjelse af stift at beglo enhver der går forbi.

Ved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på dette uvæsen, håber anmelderen at se det fjernet. Hvilket så meget lettere vil kunne ske som der allerede er placeret en soldat ved barrieren mod Østerport for at åbne og lukke den. Og det antages at han foruden denne dont vel kan holde den ene side af Esplanaden fri for sådanne væmmeligheder, mens den fra vagten i Kastellet, eller ved indgangen til Langelinje udsatte post på den anden side, uden stort besvær kunne udrette det samme når såvel den ene som den anden blev behørigt instrueret om det.

(Politivennen nr. 915. Løverdagen den 13de Juli 1833, s. 478-480).

23 oktober 2016

Til Synagoge-Forstanderskabet!

Det strider mod lovene og mod den skik der finder sted i landets kirker at man tillukker adgangen til synagogen når gudstjeneste holdes der (uanset om præsten fungerer eller ikke).

Det strider mod loven og mod nævnte skik at man byder folk (de fattige ikke undtaget!) at fratræde de pladser der er ledige, når samme tages i besiddelse af et menighedsmedlem under afholdelse af gudstjenesten.


Det strider mod kirkeandagten og den ret enhver kirkebesøgende tilkommer at der placeres opsynsmænd i synagogen der hele tiden tilkendegiver deres nærværelse ved "Tys" ! "Tys" ! "Hørt's" ! "Hørt's" ! 


Endelig strider det mod agenden at det forbydes vedkommende lydeligt at udtale "Baruch hue, schmau og amen."


Disse "uordener" som finder sted i synagogen og forgæves mundtligt er påtalt, bedes snarest muligt bortryddet af det velsindede og respektive forstanderskab.


Politivennen nr. 914, Løverdagen, den 6te Juli, 1833. Side 468-469.

"Det strider mod lovene og mod den skik der finder sted i landets kirker at man tillukker adgangen til synagogen når gudstjeneste holdes der." (Synagogen, 2016. Eget foto.)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen kom få måneder efter Synagogens indvielse. På forsiden af Kjøbenhavnsposten 13. april 1833 kunne man læse Wolffs indvielsesbøn på tysk: Gebet bei der Einweihng des Israelischen Gotteshauses zu Kopenhagen, am Tage nach dem Pefachfeste 5593, den 12ten April 1833, gesprochen von Dr. Abraham Alexander Wolff.

Selve indvielsen af Synagogen blev omtalt i Kjøbenhavnsposten den 12. april 1833:
Kjøbenhavn den 12te April 1833. - I Formiddags blev den herværende mosaiske Menigheds nye Synagoge høitideligen Indviet. Til denne Indvielsesfest havde indfundet sig en talrig Forsamling af mosaiske Troesbekjendere, saavelsom og af Christne, som dertil havde erholdt Adgangskort, og blandt hvilket man saae flere af det Kongelige Danske Cancellies Deputerede, Medlemmer af Kjøbenhavns Magistrat o. fl. høiere Embedsmænd. Høitideligheden aabnedes Kl. 10½ med den, ved Indtrædelsen i Gudshuus, efter den mosaiske Ritus, brugelige hebraiske Bøn: Ma tohu ("Hvor skjønne ere dine Pauluner, Jacob! dine Tabernakler, Israel! etc.); Instrumentalmusiken blev ved denne Leilighed, som i det Hele under Høitideligheden, udført af det kongl. Kapel; Vokalmusiken af Dilenttanter af den mosaiske Troesbekjendelse. Da denne Bøn var endt, blev, ligeledes i det hebraiske Sprog, afsjungen den 84de Psalme ("Længselefter Guds Huus og denoffentlige Gudsdyrkelse")hvilkeen Menigheden bad med i stille Andagt. Imedens Choret sang det sidste Vers af Psalmen, betraadte Præsten, Hr. Dr. A. A. Wolff, prædikestolen, og holdt, i det tydske Sprog, med den for denne udmærkede aandelige Taler egne Veltalenhed, Kraft og Inderlighed, Indvielses-Prædikenen, hvortil Texten var valgt af Ps. 84, 2-7. Efter Prædiken blev afsjungen paa hebraisk den 24de Psalme (Indvielses-Hymne). Paa det 6te Vers (Chor) af denne Psalme fulgte en Pause, under hvilken Thorarrullerne (de paa Pergament skrevne Moses-Bøger) bleve hentede i høitidelig Procession. Ved Togets Indtrædelse og under den derpaa følgende Hakapha (Procession) sang Forsamlingen de derpaa følgende 4 Vers af Hymnen, som sluttedes med Chor. Medens Thorarullerne hentedes, begave tvende Forstandere sig hen for Hechal (det hellige Skab) og aabnede dette i det samme Øieblik Forsangeren begyndte det 7de Vers ("I Porte, opløfter eders Hoveder etc."), saaledes at den Ene trak Forhænget tilside, og den Anden aabnede Døren, hvorefter de toge Plads, hver paa sin Side af Hechal. Ved Slutningen af Psalmen naaede Toget med Thoraerne Opgangen til Hechal, hvor en Thora blev overleveret Forsangeren, som her istemte en Hymne, hvis enkelte Stropher bleve gjentagne og afløste med tilsvarende, af Choret og Menigheden, og imedens Menigheden sang Slutningen af samme, bleve Thoraerne, ved den Ene af de ved Hechal staaende Forstandere, indsat i samme. Toget bortfjernede Tribunen og holdt Indvielsesbønnen, som han indledede med de brugelige Takkebønner g sluttede med følgende Ord: "So, o Gott, werde Dir geweiht und durch Dich gesegnet dieses Haus, dass es ewiglich sei vor Dir; denn was Du Herr segnest, dass ist gesegnet ewiglich. Erhöre, Herr, o Gott Zebaoth, dies Gebet. Amen." Handlingen sluttedes med den hebraiske Sang: Adon Olam ("Du Verdens Drot, Sin store Magt" etc.) hvornæst Velsignelsen lystes over Forsamlingen. - Den hele Indvielses-Handling bar ganske Præget af den Værdighed og Høitidelighed, som stemme med den religiøse Gjenstand for samme.