31 oktober 2016

Ønske om Forbud mod Salget af Knaldsølv-Bonbons, dito Fidibusser etc.

Motto: Homines nihil agendo, male agere discunt.
 
Vist nok i den forudsætning at ovennævnte knaldartikler og deres slægtning er uskadelig, har man yndet dem som stof til spøg i vores bedrøvede tid. Skal elskerinden have lidt slik, må der nødvendigvis være knald i. Og skal hun fænge elskerens pibe, rækker hun ham - en knaldfidus. Ligesom cronique scandaleuse omtaler ægteskaber, hvori kærlighedsstoffet er fordampet og i dets sted er opstået ligegyldighed, trættekærhed og anden kærligheds forgift der bragte eksplosion som også har afgivet knald og smæld, således bringer man ligeledes kun sølvet til at knalde ved at tilsætte det gift, nemlig skedevand foruden stødt glas der når det kommer i øjnene, er meget skadeligt, hvorpå hr. Dominico Capozzis fysiske blindhed er et meget sørgeligt bevis.


For nogle dage siden blev i et selskab en mands øjne (såvidt indsenderen ved en løjtnants) ilde tilredt ved det at der blandt de til pibernes tænding henlagte fidibusser fandtes en med knaldsølv i. For at forebygge lignende ulykker i fremtiden ønskes at et forbud mod salget af nævnet knaldartikler måtte ske *). Skønt besparelsen af det dertil medgående sølv vel ikke vil bidrage til at man ser mere sølv i omløb end nu for tiden, eller at kvartalskursen omsider sættes al pari, håber man dog at vedkommende overvejer dette ønske.


*) et sådant forbud eksisterer visseligen. Udg.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 848-849) 


Redacteurens Anmærkning

Domenico Capozzi (1792-1862) var en italiensk født hofviktualiehandler der mistede synet ved et ulykkestilfælde. Han kom til København i 1816 som kammertjener hos den italienske charge d'affaires. Han var formentlig kendt fordi han handlede med makaroni, ost, tørrede frugter mm. Og som sådan ragede han uklar med urtekræmmerne. 

30 oktober 2016

Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 32 paa Hjørnet af Compagni- og Hyskenstræde.

Hr. vært! Da den mængde sjovere og gamle kællinger der næsten daglig plejer sin magelighed i Deres gadedør, dels ved at spise frokost, dels ved at tage en middagslur osv. snart forulemper de ind- og udgående, ville De meget forbinde Dem Deres lejere ved i fremtiden at formå disse, sikkert ubudne gæster til at opsøge sig et mere belejligt sted for sådanne forretninger.

(Politivennen nr. 931, Løverdagen, den 2den November, 1833. Side 745-746)  

Hyskenstræde set mod Naboløs. Kompagnistræde krydser ved det bleggule hus (ved stopforbudsskiltet. Læderstræde (uden for billedet) krydser mod venstre. Eget foto, 2016
 


Redacteurens Anmærkning

Måske tager skribenten fejl? Nr. 32 var på Politivennens tid hjørnet af Læderstræde og Hyskenstræde. 1845 blev den delt i 32 A (Læderstræde 36, opført 1799) og 32 B (Hyskenstræde 9, opført 1834). 

29 oktober 2016

Knald og Skræk paa Kjøbmagergade.

Da det 2. livregiment onsdag aften marcherede ind fra præsentationen på Fælleden, hørte man et geværskud på Købmagergade og et ditto i Løvstræde, hvorved mange i nærheden blev forskrækket. Så vidt vides har det altid været skik og brug hos de militære at afskyde ladningen af deres våben på øvelsespladsen og ikke bringe disse ladte ind i staden, hvorved der let kan afstedkomme skade. At denne gode gamle skik blev opretholdt ville vist nok være ønskeligt, om end endog ikke hidrørte fra nogen parolebefaling, hvorom anmelderen er uvidende. 

Men at skikken er gammel, tror han at finde et bevis på i følgende anekdote. "Ved slutningen af en manøvre og før indmarchen fandtes i batterierne nogle ladte kanoner som ikke kunne affyres under manøvren. Den kommanderende kaptajn henvendte sig derfor til den øverstbefalende med spørgsmålet om han måtte lade de ladte kanoner blive affyret. Men svaret blev Nej! Kaptajnen tav, men da han efter et øjebliks ophold gentog sin anmodning og tilføjede at det altid havde været skik at de ladte, men under manøvren ikke affyrede kanoner før indmarchen blev afskudt, fordi ladningens udtagelse siden forårsagede mere ulejlighed end krudtet der af fugtighed og slam var ødelagt, turde være værd, svarede befalingsmanden: "Ja, so machen Sie es, nur aber so leise als möglich!"

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 677-678)  

28 oktober 2016

Anmodning til Hr. Hørkræmmer Ebbesen.

Ejeren af huset nr. 57 på hjørnet af Vestergade og volden, hr. urtekræmmer Ebbesen, ville meget forbinde sig sine lejere og andre der har forretninger hos dem, dersom han i fremtiden ville rense sin gadedør for den mængde sælgekællinger og piger der hyppigt, til stor ulempe for de ind- og udgående, tager stade der, og ofte optager hele forstuen. At man må være ængstelig for at træde ind i et sådant hus som desuden ikke udmærker sig ved renlighed, kan enhver let begribe der kender den slags mennesker. Og indsenderen har også ofte der været vidne til sande Gammelstrands-scener, ja endog set nævnte damer kæmme deres hår hvorved der da let kan falde dit og dat af.

At sådant må skræmme enhver fra huset der nødvendig må komme der, indses sikkert af hr. Ebbesen selv, som forhåbentlig nu vil sætte en skranke for dette uvæsen, da han er gjort opmærksom på det.


(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 658-659)  

Redacteurens Anmærkning

Vestergade 57/Vestervold 57 blev 1868 sammenlagt med nr. 58 og i 1906 indbefattet i 276. Den nuværende adresse er Frederiksberggade 40, Rådhuspladsen 45-47 og Vestergade 37, og bygningen eksisterer ikke længere. Der findes et foto fra 1880 af området (Før og Nu, 1915), men det er usikkert om ikke de bygninger man kan se på dette, er af nyere dato.


27 oktober 2016

Utaalelig Svinerie fra Jødernes Fribolig i Krystalgaden.

Næsten dagligt behager det nogle af de jøder der bor i friboligen, at sende en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have, tilhørende nr. 106 i Peder Huitfeldts Stræde. Indsenderen har på værtens vegne påtalt dette uvæsen og klaget over det hos en mand der kaldtes inspektør og som også lovede at formå de skidenfærdige jøder at beholde deres skarn hos dem selv. Da det imidlertid ikke har hjulpet hidtil, så tager indsenderen sig herved den frihed at anmode politiet om muligt at standse dette uvæsen. Så vidt vides fører boligen navn af Meiers Minde, men næppe har det været et sådant minde den afdøde der skal have været en skikkelig mand, har villet efterlade naboerne.

Dog er det ikke at undres over at jøderne der ikke kan holde fred i deres Guds hus ikke holder den med dem der er så uheldige at være deres naboer.


(Politivennen nr. 925, Løverdagen, den 21de September, 1833. Side 658-659) 

"Nogle af de i friboligen boende jøder sender en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have" (Haven lå bag ved nr. 9, midt i billedet ved lygten. I baggrunden Krystalgade. Synagogen ligger når man går til. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Matrikel nr. 106 optræder i jævnførelsesregisteret sammen med matrikel 105 som nutidens Peder Huitfeldts Stræde 9. Huset er fra 1811.  

26 oktober 2016

Underdanig Forespørgsel.

Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?


Besvarelsen heraf imødeses af


Peter Christensen
fra Valby
Valby den 31. juli 1833


(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 529-530)

Trommesalen, 1858 (Carl Bøgh)
 

Redacteurens Anmærkning

Stauning er tidligere omtalt i Politivennen 7. juli 1827 og svaret 14. juli 1827.

25 oktober 2016

Forhold staaer nu Catecheten ved det mosaiske Troessamfund i Kjøbenhavn til bemeldte Samfund.

Da dette embede i året 1815 fik tilværelse, bestemtes sammes funktioner til at forberede ungdommen af den mosaiske trosbekendelse i København til den befalede offentlige religionsprøve, til at afholde denne prøve såvel i København som overalt på Sjælland og til når det forlangtes mod betaling at give undervisning i religionen i samfundets to fattigskoler. Ligesom den senere ansatte præst i overenstemmelse med sin instruks nu har overtaget nævnte religionsprøve for så vidt København angår, således besørger han også ministerielle forretninger mm. som midlertidigt blev overdraget kateketen ved forrige rabbiners død. Og kateketen hvem det er tilfaldet at afholde religionsprøve og forrette vielser på Sjælland, men udenfor hovedstaden, står nu i reglen i intet andet embedsforhold til trossamfundet i København end betingelsesvis at give religionsundervisning i fattigskolerne. Det er så langtfra at han af samfundet offentligt erkendes for en dette vedkommende gejstlig embedsmand at han i agenden for den mosaiske synagoge end ikke findes anført blandt kirkebetjentene, heller ikke nu da præsten i nogle måneder er fraværende på en rejse, holder i stedet for denne religiøse foredrag på helligdagene eller den indførte almindelige kirkebøn. Dog er der ingen tvivl om at man hvis ministerialia skulle indtræffe i præstens fravær eller mosaiske trosbekendere skulle nedfæstes, ville anse kateketen som præstens vikar.

Ovennævnte forhold falder mildest sagt noget i det besynderlige. Da man har taget benævnelsen "kateket" fra de kristne religionssamfund og da man ikke blot i almindelighed har tillagt den mosaiske kateket kompetence til at udføre ministerialia, men tillige i året 1817 specielt har tilladt at den daværende kateket måtte holde religiøse taler under gudstjenesten - de mosaiske kateketer skul


Politivennen nr. 917, Løverdagen, den 27de Juli, 1833. Side 510-?   

Redacteurens Anmærkning

Artiklen slutter på side 511, side 512-513 mangler. Samme situation diskuteres i 1838 hvor dr. Wolff igen er på rejse.

Bølgerne gik tilsyneladende højt i Synagogen, se fx Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1833:
Kjøbenhavn den 23de Juli 1833 --- I Anledning af, at et af Medlemmerne af den mosaiske Menighed den 13de dennes blev udviist af Synagogen, læstes i Adresseavisen af 22de ds. en Opfordring til "de Christne, der overværede Gudstjenesten i den jødiske Synagoge" den ovennævnte Aften, "og vilde vidne i Anledning af de voldsomme Optrin, der fandt Sted under Gudstjenesten" om at aflægge Billet herom paa Adressecontoiret. I s. Avis af 23de ds. bekjendtgjorde Forstanderskabet, for at forebygge "Misforstaaelse blandt Publikum", at der "ingen voldsomme Optrin fandt Sted i Synagogen d. 13de ds"; men at "Forstanderskabet kun var nødsaget til at lade R. J. Eibeschütz vise ud af Kirken, formedelst utilbørligt Forhold under Gudstjenesten." Hr. Fuldmægtig og Exam juris R. J. Eibeschütz har nu i Adresseavisen kundgjort, "at der til Retten af ham er indgivet Klage den 15de ds. imod Synagogeforstanderskabet, paa Grund af den mod ham udøvede, uforskyldte Krænkelse under Gudstjenesten", og at "Sagens sande Sammenhæng skal nærmere komme til offentlig Kundskab."

24 oktober 2016

Væmmeligheder i Esplanaden.

I Esplanaden ses hyppigt, selv på søn- og helligdage på den tid af dagen hvor folk helst benytter denne promenade, en del pjaltede subjekter der sidder langs med Kastelsgraven og trækker ud til skindet for at skille sig af med et vist slags insekter, som synes at besvære dem i uhyre grad.

For alle er noget sådant sikkert et meget væmmeligt skue, for ikke at tale om at de der måtte være så uheldige siden at passere et sted hvor en sådan krabat har sidder, let kan få en højst besværlig indkvartering. Men for de mange der har betalt et dyrt tegn til Langelinje og ad denne vej begiver sig derhen med familie, er det især ubehageligt at måtte tåle at velopdragne fruentimmers og børns blufærdighed såres af sådanne uforskammede karle der ikke undser sig ved at vise sig in puris naturalibus, ja endog i højst gemene stillinger gøre sig en fornøjelse af stift at beglo enhver der går forbi.

Ved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på dette uvæsen, håber anmelderen at se det fjernet. Hvilket så meget lettere vil kunne ske som der allerede er placeret en soldat ved barrieren mod Østerport for at åbne og lukke den. Og det antages at han foruden denne dont vel kan holde den ene side af Esplanaden fri for sådanne væmmeligheder, mens den fra vagten i Kastellet, eller ved indgangen til Langelinje udsatte post på den anden side, uden stort besvær kunne udrette det samme når såvel den ene som den anden blev behørigt instrueret om det.

(Politivennen nr. 915. Løverdagen den 13de Juli 1833, s. 478-480).

23 oktober 2016

Til Synagoge-Forstanderskabet!

Det strider mod lovene og mod den skik der finder sted i landets kirker at man tillukker adgangen til synagogen når gudstjeneste holdes der (uanset om præsten fungerer eller ikke).

Det strider mod loven og mod nævnte skik at man byder folk (de fattige ikke undtaget!) at fratræde de pladser der er ledige, når samme tages i besiddelse af et menighedsmedlem under afholdelse af gudstjenesten.


Det strider mod kirkeandagten og den ret enhver kirkebesøgende tilkommer at der placeres opsynsmænd i synagogen der hele tiden tilkendegiver deres nærværelse ved "Tys" ! "Tys" ! "Hørt's" ! "Hørt's" ! 


Endelig strider det mod agenden at det forbydes vedkommende lydeligt at udtale "Baruch hue, schmau og amen."


Disse "uordener" som finder sted i synagogen og forgæves mundtligt er påtalt, bedes snarest muligt bortryddet af det velsindede og respektive forstanderskab.


Politivennen nr. 914, Løverdagen, den 6te Juli, 1833. Side 468-469.

"Det strider mod lovene og mod den skik der finder sted i landets kirker at man tillukker adgangen til synagogen når gudstjeneste holdes der." (Synagogen, 2016. Eget foto.)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen kom få måneder efter Synagogens indvielse. På forsiden af Kjøbenhavnsposten 13. april 1833 kunne man læse Wolffs indvielsesbøn på tysk: Gebet bei der Einweihng des Israelischen Gotteshauses zu Kopenhagen, am Tage nach dem Pefachfeste 5593, den 12ten April 1833, gesprochen von Dr. Abraham Alexander Wolff.

Selve indvielsen af Synagogen blev omtalt i Kjøbenhavnsposten den 12. april 1833:
Kjøbenhavn den 12te April 1833. - I Formiddags blev den herværende mosaiske Menigheds nye Synagoge høitideligen Indviet. Til denne Indvielsesfest havde indfundet sig en talrig Forsamling af mosaiske Troesbekjendere, saavelsom og af Christne, som dertil havde erholdt Adgangskort, og blandt hvilket man saae flere af det Kongelige Danske Cancellies Deputerede, Medlemmer af Kjøbenhavns Magistrat o. fl. høiere Embedsmænd. Høitideligheden aabnedes Kl. 10½ med den, ved Indtrædelsen i Gudshuus, efter den mosaiske Ritus, brugelige hebraiske Bøn: Ma tohu ("Hvor skjønne ere dine Pauluner, Jacob! dine Tabernakler, Israel! etc.); Instrumentalmusiken blev ved denne Leilighed, som i det Hele under Høitideligheden, udført af det kongl. Kapel; Vokalmusiken af Dilenttanter af den mosaiske Troesbekjendelse. Da denne Bøn var endt, blev, ligeledes i det hebraiske Sprog, afsjungen den 84de Psalme ("Længselefter Guds Huus og denoffentlige Gudsdyrkelse")hvilkeen Menigheden bad med i stille Andagt. Imedens Choret sang det sidste Vers af Psalmen, betraadte Præsten, Hr. Dr. A. A. Wolff, prædikestolen, og holdt, i det tydske Sprog, med den for denne udmærkede aandelige Taler egne Veltalenhed, Kraft og Inderlighed, Indvielses-Prædikenen, hvortil Texten var valgt af Ps. 84, 2-7. Efter Prædiken blev afsjungen paa hebraisk den 24de Psalme (Indvielses-Hymne). Paa det 6te Vers (Chor) af denne Psalme fulgte en Pause, under hvilken Thorarrullerne (de paa Pergament skrevne Moses-Bøger) bleve hentede i høitidelig Procession. Ved Togets Indtrædelse og under den derpaa følgende Hakapha (Procession) sang Forsamlingen de derpaa følgende 4 Vers af Hymnen, som sluttedes med Chor. Medens Thorarullerne hentedes, begave tvende Forstandere sig hen for Hechal (det hellige Skab) og aabnede dette i det samme Øieblik Forsangeren begyndte det 7de Vers ("I Porte, opløfter eders Hoveder etc."), saaledes at den Ene trak Forhænget tilside, og den Anden aabnede Døren, hvorefter de toge Plads, hver paa sin Side af Hechal. Ved Slutningen af Psalmen naaede Toget med Thoraerne Opgangen til Hechal, hvor en Thora blev overleveret Forsangeren, som her istemte en Hymne, hvis enkelte Stropher bleve gjentagne og afløste med tilsvarende, af Choret og Menigheden, og imedens Menigheden sang Slutningen af samme, bleve Thoraerne, ved den Ene af de ved Hechal staaende Forstandere, indsat i samme. Toget bortfjernede Tribunen og holdt Indvielsesbønnen, som han indledede med de brugelige Takkebønner g sluttede med følgende Ord: "So, o Gott, werde Dir geweiht und durch Dich gesegnet dieses Haus, dass es ewiglich sei vor Dir; denn was Du Herr segnest, dass ist gesegnet ewiglich. Erhöre, Herr, o Gott Zebaoth, dies Gebet. Amen." Handlingen sluttedes med den hebraiske Sang: Adon Olam ("Du Verdens Drot, Sin store Magt" etc.) hvornæst Velsignelsen lystes over Forsamlingen. - Den hele Indvielses-Handling bar ganske Præget af den Værdighed og Høitidelighed, som stemme med den religiøse Gjenstand for samme.

22 oktober 2016

Bemærkninger, i Anledning af det i Nr. 908 Indførte: "Om den forestaaende mosaiske religionsprøve."

Det er ikke let at se hvorfra den ærede indsender af ovennævnte stykke har den kundskab at mange af den israelitiske menigheds medlemmer er blevet forbavset fordi nogle børn af samme der frekventerer friskolerne skal stå adskilt ved religionsprøven på kirkegulvet, med mindre det skulle være at det er børnene selv der harmes over denne i og for sig aldeles intetsigende formalitet. For såvel disses forældre som enhver anden må denne omstændighed vist nok forekomme aldeles ligegyldig.

Når der nemlig fornuftigvis lod sig tænke nogen som helst skadelig virkning for de manges tilkommende vel der i fremtiden i så henseende resulterede deraf, da måtte man ubetinget bifalde indsenderens mening som da var velbegrundet. Men kan sådant nogensinde blive tilfældet?


Når indsenderen påberåber sig at velærværdige hr. dr. Wolff i sine prædikener har ytret: "for Gud er vi alle lige", "I Herrens hus bør al tant og forfængelighed forsvinde" da forekommer det os at denne evige sandhed netop burde have været et motiv til at afholde sig fra at føre anke herover, og det hvad enten de omtalte børns intellektuelle evner overskrider eller står tilbage for de øvrige såkaldte riges. Især da indsenderen vel bør vide at det ikke er i kirken disses (de intellektuelle evners) udvikling skal prøves.


Hensigten med religionsprøven skal jo være den at aflægge bekendelsen for sin religiøse tro. Dette sker i kirken. De som er tilstede samme sted og erfarer sådant, lægger vist nok ikke synderlig mærke til i hvad orden dette sker på den dag. I deres øjne bør kun den fortjene øverste plads der i fremtiden som tilkommende borger i ordets mest ædle bemærkelse følger og virker efter de der foredragne guddommelige sandheder, uanset hvad plads der er faldet i hans lod da han stod på kirkegulvet.


Det er vist nok denne omstændighed der har bevæget hr. dr. Wolff til ikke at lægge vægt på hvorledes disse børn fremstilles på kirkegulvet. Og enhver fornuftig må derfor være særdeles kortsynet om han ikke skuede grant hvad der dog så tydeligt ligger for dagen.


Det er klart at megen sandhed offentligt er blevet fremsat angående "menighedens anliggender" og at meget står tilbage at ønske hvorved dets tarv kunne fremmes, desto værre! er dette blevet en røst i ørkenen. Enhver sandhedskærlig mand der føler dette, har derfor al årsag at påtale væsentlige omstændigheder der fortjener drøftelse. Den påtalte kan vel næppe henføres til det. Og da det så vidt os bekendt er skik i landets kirker hvortil der hører unge som besøger friskoler, at disse på deres konfirmationsdag står samlet for sig selv på kirkegulvet, så har hr. dr. Wolff altså hjemmel for at et lignende forhold bør finde sted hos mosaiske trosbekendere. 

Eftersom man således ikke kan dele indsenderens anskuelser i disses hele, fordrer sandhed dog at indrømme at det indtryk som den formentlig vilkårlige fremgangsmåde muligvis kan bevirke hos de unge, idet disse henlededes til kirken med en såret følelse på den dag de aflægger løfte om at overholde det "dyrebareste" mennesket skal stræbe efter i sin hele levetid: sin religiøse tro - for den allerhøjeste - hvilket aldrig bør ske i harmfuld tilstand, så tror vi at enhver hindring i denne anledning blev bortryddet når vedkommende for fremtiden fremstiller ungdommen på kirkegulvet "efter værten", hvorved ethvert hensyn faldt bort på det sted hvor verdenstant aldrig bør fremmes.

5. 9. 13.


Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372.

Anmodning til Politiet.

Det var ønskeligt, ja i høj grad ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge dem af stadens vægtere der har post i Brolæggerstræde og Badstuestræde, men især dem i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste. For foruden andre uordener som de afstedkommer der, sammenhober de sig på hjørnerne eller midt i gaden og opslår ofte en latter der nødvendigvis må vække enhver som har sengekammer til gaden. Forunderligt er det om en vægter skulle have mere magt end den anden. Således har indsenderen fx set at vægteren i Rådhusstræde så snart et af de ovennævnt fruentimmere nærmede sig, anråber samme med spørgsmålet: "hvorhen?", og i samme øjeblik jage hende tilbage, hvorimod Knabrostrædes vægter uden videre lader dem passere revy op og ned af gaden. Man kunne derfor næsten forledes til at tro at der var en eller anden venskabelig forståelse mellem disse folk. 

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 379-380


"Det var ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge stadens vægtere, især den i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste." (Knabrostræde, 2016. Eget foto.)

21 oktober 2016

Om den forestaaende mosaiske Religionsprøve.

Ved den forestående mosaiske religionsprøve, hvorved eksaminationen for første gang foretages af hr. dr. Wolff, er antaget en orden i børnenes følge på kirkegulvet som har forbavset mange af menigheden. Den består nemlig i at de rigeres børn (det vil sige de som ikke går i de to mosaiske fattigskoler), skal stå for sig selv og de fattiges afsondret fra disse, ligesom for ikke at smitte disse.

Når man ser hen til at der hverken findes stands- eller rangsforskel blandt mosaisterne, undtagen den som formuen eller forstanden bevirker, så må man sandelig undre sig over at en mand som dr. Wolff der har sine reelle kundskaber at takke for sin fremkomst i verden, og som oplyst og sandhedsfærdig mand ikke bør lade sig beherske af fordomme, ja så ofte i sine åndfulde prædikener har berørt at "for Gud er vi alle lige", og "i Herrens hus bør alt tant og forgængeligt forsvinde," vil foretrække det første for det sidste (for efter sigende skal der blandt de fattiges børn, som denne gang skal aflægge deres trosbekendelse, være adskillige som med hensyn til deres kundskaber står langt over mange blandt de såkaldt rigeres). Hvem som kender til det barnlige hjerte, må vel vide hvor krænkende det er for et barn at se sig tilsidesat, og i endnu højere grad er dette tilfældet i en stor forsamlings påsyn, når det ligesom ser sig afsondret fra dem hvis forældre Gud har tildelt noget mere verdsligt gode end der blev dets forældre til del, skønt det med vished ved at det i kundskaber står langt over de andre. Og ikke blot børnene såres ved denne adfærd. Den er endog meget krænkende for forældrene, af hvilke flere skønt de lader deres børn gå i to fattigskoler, dog intet nyder af menigheden.


Både hr. kateket Mannheimer og hr. kateket Levysohn der før eksaminerede ved religionsprøven, havde vedtaget at sætte børnene i den orden som deres kundskaber gav dem adkomst til. Og man har sjældent hverken af rige eller fattige hørt nogen beklage sig over at være forurettet, skønt dette havde været mere tilgiveligt hos mænd som kateketerne der i langt højere grad var afhængige af menigheden end hr. dr. Wolff. Af hvilken grund hr. doktoren altså nu har indført denne orden som er ganske i uoverensstemmelse med vor tids anskuelser, må Gud og han alene vide. At udgrunde dette, går langt over pluralitetens horisont.


Skønt indsenderen nok ved at den vedtagne orden endnu kan forandres, går hans dristighed dog ikke så vidt som til at ville tro at hr. doktoren skulle tage disse linjer i betragtning. For indsenderen har allerede forudset at dette som så meget andet bliver en røst i ørkenen. Hensigten med dets bekendtgørelse var kun at tolke pluralitetens mening i det mosaiske trossamfund og at lade rimelighedens stemme lyde for de ansvarliges ører.


Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372

Redacteurens Anmærkninger

Artiklen besvares i Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388. 

Rabbiner Isac Noa Mannheimer (1793-1865) student fra Metropolitanskolen 1814 blev ansat 1817-1823 som kateket (underviser for ungdommen i religion) og afholdt som sådan den første konfirmation. Hans indførelse af gudstjeneste med danske salmer med orgelledsagelse og mænd uden hovedbeklædning vakte i starten ingen modstand blandt de ortodokse jøder, men striden blussede ud da det begyndte at foregå i et lejet lokale. Modstanden betød at andagtsøvelserne stoppede i 1821. Hvorefter Mannheimer rejste til udlandet. Da han vendte tilbage til København, hvor der imellemtiden havde rejst sig en så voldsom modstand mod de nyindførte former i konfirmationen at de stort set blev afskaffet igen i 1823. Hans forsøg på at videreføre reformerne i en privat synagoge strandede da den blev lukket af myndighederne. Han havde bedre held i Hamborg og i Wien hvor han arbejdede i 40 år og vandt stor anseelse.