Fra Svendborgegnen. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance til "Dags-Telegrafen"). Den hede Sommer 1828, da man i Juli Maaned havde 27 Graders Varme, begynder nu, navnlig blandt ældre Landmænd, at blive sammenlignet med Sommeren 1868. Gud fri os for, at vi skulle faa den omtalte Varmegrad uden at have faaet Regn; thi da vil næsten al Vegetationen svides bort af Jordens Overflade; det seer galt nok ud i Øieblikket. Naar man tager i Betænkning, at vi siden de første Dage i Mai kun have havt nogle Timers Regn og samtidig en for Aarstiden ualmindelig stærk Varme, af og til ledsaget af Blæst, kan man ikke undre sig over, at Plantelivet især paa høiereliggende Jorder ikke alene er sygnet hen, men staar i Fare for at udslukkes. Græsmarkerne ligne de fleste Steder bogstavelig et Logulv eller ere i det Høiste bevoxede med noget forbrændt vissent Græs, som kun afgiver den allertarveligste Føde for Kreaturerne. Mælkeudbyttet svinder Dag for Dag, og dermed ville naturligvis alle Meieriprodukter stige betydelig. Efter Sigende har man paa Holstenshus ved Faaborg maattet tage Køerne ind paa Stalden og fodre dem der, formodentlig med den Havre eller Vikkehavre, som var bestemt til at høstes i moden Tilstand. Det Samme vil blive Tilfældet mange Steder, dersom Tørken vedvarer 14 Dage endnu. Rugen staaer godt de fleste Steder, om man end ikke kan kalde den stærk; den staaer imidlertid Fare for at modnes for hurtig. Hveden har ligesom Vaarkornet sat for tidlig Ax som Følge af den stærke Hede, og Straaet er derfor saa kort, som man ellers aldrig seer det paa denne Egns gode og veldrevne Jorder. Mange Steder staa Bygget og Havren i Ax, hvor Straaet neppe er en Fod lang. Dette er sørgelige Udsigter saavel for Landmændene som for hele Landet; thi ikke alene er slet Høst, for ikke at sige Misvæxt, er der Udsigt til, men hvilke blive ikke de videre Følger? Fodertrang i Slutningen af den kommende Vinter og sparsom Gjødning til næste Aars Brakmark.

(Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868).

Oldenborreplagen. (Efterskrift til Politivennen)

- Oldenborreplagen føles ogsaa heroppe, dog have vi intetsteds hørt den beskrive i saa stærk Grad, som Hr. N. Haumann til Erichsborg ved Randers beretter i Byens Av.: I de 25 Aar, han har været Landmand, har han aldrig seet saa mange Oldenborrer som iaar. Pludseligt den 18de ds. om Aftenen vældede de op af Jorden og næste Morgen bugnede Træerne i Ordets egentligste Forstand af Oldenborrer. Der ere Linde- og Egetræer i hans Have, 14 a 15 Alen høie, der aldeles ere afbladede; Æble-, Pære- og Kirsebærtræerne ere alle færdige i Toppen og om to Dage er der heller ikke paa dem en eneste Blomst eller Blad. Paa Stikkelsbær- og Ribstræerne hænge de ogsaa ligesom i Klaser, saa der kan ikke vare Tale "om at redde et eneste Blad af de Træer, som behage dette Utøi. Han troede at have kunnet fordrive dem ved Svovldamp; men det generede dem aldeles ikke, og derfor har han nu ladet ryste Træerne og eftersom man ryster dem, saa hurtigt som muligt faae Oldenborrene sammen og øste i Sække, hvorpaa de sænkes i Vand for at druknes og siden bruges til Gjødning, hvortil de, efter Agerdyrkningschemikeren Prof. Stöckhardt, skulde have en Værdi af 5 Mk. Tdn. Der kan jo paa ingen Maade være Tale om at faae Bugt med dem; men det gjælder om at faae saa mange ødelagte som muligt. Han havde den første Dag samlet omtr. 6 Tdr. og naar det nu gjentages hver Morgen saa længe de husere, saa er der dog saa mange mindre. Ovennævnte Maade at samle dem paa kan forøvrigt kun anvendes hvor Frugttræerne staae ved Gangene; men hvor der er Græs eller Andet under Træerne, holder man et Lagen eller en Vognpresenning under. Dersom alle kunde tænkes samlede i hans Have, anslaaes de til henved et halvthundrede Tønder. I saadan Masse ere de tilstede der og om Aftenen og, saasnart Mørket falder paa, sværme de saaledes, at, naar man blot gaaer udenfor Dørren, flyve de En formeligt ind i Øinene og Luften er saaledes fyldt med dem, at man troer at have en Bisværm om Ørerne. Til at ødelægge saa mange som muligt er der sikkert overalt den stærkeste Opfordring. - Ved Nestved have, efter Byens Av., Oldenborrene i de sidste Aftener viist sig i saa store tætte Sværme, at kjørende Vejfarende flere Steder have været i Fare ved Hestenes deraf foranledigede Ustyrlighed. Saaledes maatte i Torsdags Aftes en Vogn, som var paa Veien til Nestved fra Mogenstrup, tage ind i en Bondegaard og gjøre Ophold der indtil Nattens Kjølighed gjorde Veien passabel for disse uvelkomne Gjæster. Et lignende Tilfalde indtraf samme Aften - paa Veien imellem Vordingborg og Præstø.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. maj 1859)

Hendrik Jan van Lummel: Oldenborre (1841). Oldenborre. Papir med farvelitografi. Insekten. No. 9. Samlingen omfatter 86 billeder. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I midten af  1800-tallet gjorde oldenborrelarver stor skade på bl.a. landbrugsafgrøder. Oldenborre har en fireårig livscyklus -  "oldenborreår". Her var skaderne på afgrøderne særlig omfattende. På artiklens tidspunkt blev der gennemført offentlige og delvis statsstøttede indsamlinger af oldenborrer. Larver blev samlet i plovfurerne, og voksne biller indfanget i sækkevis som beskrevet i artiklen. I 1887 blev der på landsplan indsamlet 3,75 millioner kg oldenborrer (ca. 5 milliarder biller). Antallet af indsamlede oldenborrer faldt herefter drastisk, i 1903 var det faldet til blot 4.000 kg. Pressen kaldte det lidt muntert  oldenborrekrigen, men om den førte til den almindelige oldenborres generelle tilbagegang, er usikkert.

Om en Landeplage i Hovedstadens Omegn, med en Opfordring til formaaende Mænd.

Spurvene er en sand landeplage for hovedstadens omegn. Indsenderen tør uden at overdrive tingene sige at over 1.000 tønder sæd bliver fortæret i stadens nærmeste omegn eller måske rettere ødelagt, i en sommer af disse plyndrere. Lige sådan går det i haverne. De skarnagtige fugle går løs på alt som: kirsebær, ribs, ærter, bønner, alle frøsorter osv. og fører kort sagt en fuldkommen ødelæggelseskrig. For af alt hvad de griber fat på, ødelægges tre fjerdedele, og kun den mindste del formår de at fortære. Den tale at de er nyttige dyr i skabningernes rækker og den filosofiske snak at udrydder man dem (dette lader sig ikke let gøre) da vil man få at erfare hvor uundværlige de er, gælder kun lidt her. Man behøver bare her på egnen at se hen til tjørnehækkene, spurvenes opholdssted, og man vil da blive klar over hvorledes de er afbladede af kryb eller larver som spurvene lader med god fred, mens i mange andre egne hvor få spurve findes, træer og sæd lider så godt som intet af utøj. Det dejlige sunde majkirsebær må i år næsten ganske undværes, da den ikke ganske ringe del som var blevet tilbage efter misvæksten på denne frugt, er ødelagt. Sikkert havde den udgjort flere hundrede lispund. 

Det næsten eneste råd mod disse plageånder er skydning, skarp og løs, den første især. For når nogle træffes, da går det med spurvene som med andre voldsmænd, de er de største stympere når de kniber. En panisk skræk farer i livet på de overblevne ved de såredes og døendes skrig. Vel kommer de frem igen, men alene for at stille sulten og søger da kun nødvendig næring uden at fordrive tiden med ødelæggelser, hvilket sker når de har fred dertil og nok at tage fat på. Indsenderen opfordrer formående mænd til at forsøge, at udvirke tilladelse for de plagede jordbrugere og gartnere til at bruge en fugleflint. I år er der millioner af de omtalte ulykkesfugle, en ganske uhørt mængde som en følge især af de milde vintre hvori de så let bjerger sig. Ved en sådan tilladelse ville stiftes megen gavn, mens nu de marker som ligger i læ ved træer og andet, bliver mest medtagne. Forrige år blev således et stykke hvede af betydelig størrelse ved eller på Vesterfælled næsten totalt ødelagt. 

(Politivennen nr. 1021, Løverdagen den 25de Juli 1835, s. 494-496).

Hvad vil der blive af i Vissenbjerg Sogn inden vi naar Høsten 1831?

Allerede i årets første måneder er tilstanden således at i mange ellers gode gårde har man ikke 1 skæppe rug, men der må købes 1 skæppe mel til brød på møllen for 7 mark. Penge har de ikke og intet at tage penge af. Man smigrede sig med at høsten af byg og havre ville give et godt udbytte, men man blev skuffet. Ikke desto mindre, da kornhandlerne straks efter høsten betale 1 tønde byg med 3 rigsbankdaler, 1 tønde havre med 2 rigsbankdaler, skyndte alle sig at tærske og sælge disse kornsorter uden at tænke på enden. Og mange som nødsagedes til at sælge, for at få penge til skatter, folkeløn og renter, har nu intet at så til foråret og intet at købe for om korn bliver at få. Hvad vil her blive af?

De få beboere som ejer en lille ungskov, angriber, nedhugger og sælger denne til ubodelig skade for efterslægten, for at få penge til fødekorn og kan ikke få så meget for 1 favn brænde som de kan købe 1 tønde rug for. Og der skal mange træer til 1 favn brænde.

Handel med tørv har været en indtægtskilde for gårdbrugerne og nogle 100 husmænd i Vissenbjerg sogn. Og da prisen til til en ualmindelig højde på denne artikel i den sidste hårde vinter, opmuntrede dette alle og enhver som havde tørveskær og kunne grave tørv, til at spekulere på en betydelig fortjeneste af denne handel. Og til den ende blev gravet så megen tørv i denne sommer som aldrig nogen sommer før var blevet gravet. Men da tiden kom og tørven var stablet, og nærmede sig til at kunne bringes i hus, indtraf det sjældne regnvejr som vedvarede i lang tid, og dels satte tørven under vand i mange moser, dels gjorde den unyttig til at benyttes. Og således blev disse mennesker skuffede i deres håb og led et betydeligt tab. De som enten havde været så heldige at få en lille del tørv bragt i hus i rette tid, eller som anden gang gav sig af med at skære på ny, fik herved en lille del til afsætning. Men deres håb om god afsætning slog fejl, ved at der til Odense kom en stor del stenkul, som blev solgt for 9 mark tønden som brændevinsbrænderne fandt deres regning ved at købe og bruge. Herved faldt prisen på tørv, hvoraf nu et læs kun betales med 7 til 8 mark. Det skal køres 2 mil, bompenge og konsumption skal udredes af det, og altså bliver udbyttet meget ringe for en mand som med heste og vogn skal være en hel dag fraværende fra sit hjem.

Det større bøndergårdes beboere er nu af nødvendighed mod skik og brug nødsaget til at bruge halvt rug og halvt byg til brød. At rugen var så at sige aldeles slået fejl, bevises derved at jeg som har en gård på 14 tønders hartkorn, med et betydeligt areal mest rugjord, havde fået 12 tønder rug, men af den indhøstede sæd ikke har kunnet indavle så meget at jeg kunne brødføde mig og mit hus med brød af rug. Men måtte tage byg til hjælp. Hvad kan man da vente på steder som ikke er skikket til rugsæd? Hertil kommer misvæksten af boghvede, en sæd hvoraf der i almindelighed i Vissenbjerg sogn avles årligt flere 100 tønder, og der i år har således slået fejl, ikke på et, men på alle steder, at jeg som har fortrinligt jord til boghvede, i fjor havde 2½ tønde, hvorefter jeg kun indavlede 2 tønder. I stedet for at jeg i flere år havde avlet 28 til 30 fold af denne sæd. Yderligere kommer hertil at frugten som på mange steder på Fyn giver mange beboere ikke alene indtægt, men er endog til stor nytte i husholdningen ved den megen most som stødes heraf, hvorved mange 100 tønder malt spares, har således i fjor slået fejl at jeg, som har en frugthave hvori årligt avles ikke under 30, men som oftest 50 tønder frugt, ikke indavlede 4 skæpper gode æbler. Heraf følger at da rugen så at sige er ingen,boghvede ingen, frugt intet, så må byggen anvendes til brød, gryn og malt.

Endvidere bør bemærkes at sognets beboere årligt skal udrede til det store fattigvæsen: 718 £ 8£ rugmel, 271 £ 9 £ byggryn, 378 £ 3 £ malt, 44 £ 14 £ flæsk og 44@ 14 £ smør, samt tørv og rede penge, hvilket langt fra er tilstrækkeligt til sognets store fattigpersonale som hvert år forøges, og ikke kan ventes formindsket, da det i afvigte år er forøget med 20 uægte børn. Når hertil regnes beboernes afgifter af tiendekorn, skolekorn, dommerkorn osv, så har man god grund til at spørge hvad vil der blive af når tilstanden er således i et sogn der består af 472 tønder hartkorn og som ingen ekstraordinær hjælp har haft eller kan vente sig fra nogen side, hverken fra amtskassen eller andre steder, hvorfra hjælp rækkes til så mange andre sogne. Fattigkommissionen har vist vilje, men evne til at hjælpe står i amtsdirektionens hånd, og fra denne må råd og hjælp forventes, ifald det ikke er for sent og næsten umuligt at få den.

Ømann
Sognepræst i Vissenberg.

(Politivennen nr. 790, Løverdagen den 19de Februar 1831, s. 128-133)

"Fattigkommissionen har vist vilje, men evne til at hjælpe står i amtsdirektionens hånd, og fra denne må råd og hjælp forventes, ifald det ikke er for sent og næsten umuligt at få den." (Dankvart Dreyer: Træer ved Vissenbjerg på Fyn, 1846. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning.

Vand var så forurenet at øl var det foretrukne middel til at slukke tørsten med - både for børn og voksne. Øllen var dog ikke så stærk som den øl vi kender idag, men svarede lidt til vor tids hvidtøl. 

En typisk dags-menu anno 1800 kunne se sådan ud:

• Morgenmad - Spises ved solopgang: Øllebrød (Nogle havde en gryde stående i køkkenet, hvor folk smed deres ølsjatter og rugbrødsskorper i i løbet af dagen. Indholdet blev opvarmet hver morgen, og gryden blev altid vasket eller tømt.
• Mellemmad - Spises om formiddagen: Rugbrød med smør - lidt ost hvis du er heldig.
• Middagsmad - Spises midt på dagen: Bygvælling med saltet flæsk.
• Mellemmad - Spises om eftermiddagen: Rugbrød med smør - lidt spegepølse
• Aftensmad - Spises ved 7 tiden: Variation af, eller rester fra, middagsmaden.
• Sen aftensmad - Spises kun om sommeren, hvor man blev oppe for at udnytte lyset til at arbejde i: Rugbrød med smør.

Sukker og hvede var luksusvarer. Hvedebrød blev betegnet som kage, og blev spist til festlige lejligheder, og sukker var så dyrt at det i slutningen af 1800-tallet kostede en daglejer to ugers løn at købe 500 g sukker. 

Kilde: Frilandsmuseet.

Om Barberissernes Skadelighed.

Sognefoged Niels Truelsen i Nødebo har i 25 år efter hinanden fået rug i sine marker, som vokser godt, dræede og satte kerne. Men når man mindst tvivlede på at det skulle blive fuldkommen god rug, satte det sig rust på stråene og kernen svandt hen, så at han i ovennævnte tid ikke fik en enkelt tønde rug. Da nogle har gjort manden opmærksom på at grunden hvorfor hans rug bestandig slog fejl vist var fordi hans nabo, hr. Bang en mand udenfor bondestanden, havde de for rugen skadelige berberis plantede i sin have, bad han nævnte r. Bang om han ville vise ham den tjeneste at udrydde disse.

Som god nabo føjede denne ham heri og i dette år efter at de skadelige træer var ryddet af vejen, høstede manden overmåde god rug. Dette eksempel tillige med hvad der før er skrevet om berberisser viser nok så meget deres skadelige indflydelse på rugen. Indsenderen der bor i anden egn, må tilstå at han på grund af det og på samme måde har tabt på sin rug i flere år. men da man ikke alle steder finder så gode og føjelige naboer, så vover han at stille det spørgsmål til kyndigeres besvarelse om man på indgiven klage hos øvrigheden kan vente nogen assistance for at få udryddet sådanne træer der forårsager så stor skade?

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3211-3212) 

Om Landsbyepræsterne

(Indsendt)

Agt og hæder for enhver embedsmand der kender sine pligter og opfylder dem. Således har indsenderen altid tænkt og tænker endnu, uden at ville nægte at han især har haft en slags forkærlighed for den gejstlige stand på landet når vedkommende var som de burde være.

Og hvem vil nægte at landsbypræsten kan udrette meget godt? Ikke alene som folkelærer danner han de unge sjæle og indgyder dem sunde begreber om religionen. De ældre bestyrker han i samme, og ved sit lysende eksempel viser han dem hvorledes de skal handle for at blive gode, retskafne, dydige mennesker og borgere.

Fordelt omkring på landet i deres sogne er landsbypræsterne endog hvad den borgerlige regering angår ikke uvigtige embedsmænd i deres kreds. For hvem kender de folk der bor omkring ham bedre end præsten. Hos ham kan søges autentisk oplysning om et eller andet vedrørende hans sognefolk. Hans attest under embedsed er og bør være gældende. Han kan ved faderlig formaning og kloge råd forebygge mange onder. Han er det som når synderen er hærdet mod troens sværd, overleverer denne til retfærdighedens, der stedse er skærpet. uden ham ville mange forbrydelser blive uopdaget og begået ustraffet.

"Betænker man ovenstående vil man finde at en landsbypræst liv fra den økonomiske side betragtet er langt fra at være så misundelsesværdigt som mange har troet". Præstegård på landet, om end af noget nyere dato end Politivennens tid. Måske var det ikke for ingenting at nogen så lidt misundelsesværdigt på den økonomiske side af en landsbypræsts liv? (Eget foto)

Desuden synes landsbypræsten på grund af det otium han nyder fremfor andre civile eller militære embedsmænd at burde beskæftige sig med litterære eller videnskabelige arbejder der ikke alene kunne stifte nytte i hans kreds, men endog oplyse og opbygge hans samtidige uden for samme, ja endog efterkommere.

Men sker dette som oftest?

Man vil svare nej, og hvor ondt det gør anmelderen, der på sine smårejser har genfundet mange duelige, flittige og tænkende kandidater af hans samtidige medstuderende som landsbypræster, må han dog i overensstemmelse med sandheden tilstå at han tiltræder denne benægtelse.

Men hvoraf kommer det da? Er ørkesløshed, eller magelighed, eller det vellevned man nu befinder sig i efter flere års knappe kost og flittige studier skyld i det? Indsenderen vil ligeledes svare nej til det og sige sin oprigtige mening, at han tror det er næringssorg, som ikke tillader disse herlige frugter at modnes.

For tænker man sig at en kandidat der måske i sin hele levetid ikke har været på landet, endelig er så heldig at blive befordret til landsbypræst. Han tiltræder sit kald, og hvis han ikke ejer formue må han ved tiltrædelsen sætte sig betydeligt i gæld for at skaffe indbo, besætning, afbetaling på præstegården osv. En gæld mange præster ikke får afbetalt i afbetalt. Han har desuden sædvanligvis en pension at svare af kaldet eller også forgængerens enke sidder i nådsensåret. I sandhed et unådigt år for ham, da han næsten må tjene gratis. Han kender lidt eller intet til landvæsenet, må betro sig til en avlskarl, der kan behandle ham efter forgodtbefindende. Vil han nu ikke udsætte sig for at blive snydt, må han lægge sig efter landbrug, kvægavl, økonomi mm. Hans jorder kan være forhutlede eller udpinte. Han må altså stræbe efter at forbedre dem og dette nødstudium tager al hans tid han kan have til overs fra hans embedsforretninger, så vil man vist ikke finde det underligt om hans lyst til studier svækkes, om han fra den virksomme embedsmand lidt efter lidt omskabes til en driftig jordbruger.

Men sæt endog at ingen af ovennævnte uheld finder sted, men at en præst endelig ved sit embeds tiltrædelse er så heldig at kunne begynde uden gæld, kan han da leve sorgfri ellers å ubekymret som en anden embedsmand, der er aflønnet med en vis løn? Vi ville se hans indtægt som består i:

1) Fribolig. Når man regner renten af den kapital enhver landsbypræst må tilsvare eller udbetale for sin gård ved tiltrædelsen, tilligemed skatter og forsikring, samt årlige reparatiioner der som oftest når gården er gammel, ikke er ubetydelige, kunne de fleste vist ikke rose sig af sådan fribolig.

2) Jord til gården. Når en præst efter fradrag af slid på besætningen, skatter, folkelønnen etc. har så megen nytte af sit jordbrug, at han kan grovføde sine folk og kreaturer, så er han meget lykkelig. Men hvor megen umage, bekostning og tidsspilde må der ikke da anvendes. Anmelderen har kendt og kender skolelærere på landet der med 4 tønder land lever lykkeligere og virkelig bedre end mange præster, der har 70 til 80 tønder land, hvoraf han næppe formår at dyrke halvdelen.

3) Offer. i stedet for betaling for ministerielle forretninger, får præsten på landet et frivilligt offer af menigheden ved visse lejligheder, såsom: Bryllup, barsel, samt til de store højtider. Men dette er i sig selv kun en meget ubetydelig indtægt og næppe værd at regne på *)

4) Tienden. Denne er præsternes eneste reelle og sande indtægt, og kan anses som hans egentlig løn. For den sum som han indbringer derfor, må han i ordets egentligste forstand leve. Den må skaffe ham de nødvendigheder  hans egen jord ikke kan frembringe. Den må bøde på de uheld som sygdom og andre tilfældige omstændigheder kan afstedkomme. men den må han bettale for sine børns undervisning og dannelse, hvilket især faldet meget tungt for landmanden der enten må holde lærere til sine børn, eller sende dem til en købstad for at oplæres. Men da præsten må modtage tidenden af sine sognemænd, enten disses jorder er gode eller slette, enten høsten er god eller mådelig, enten ejerne er kyndige og stræbsomme jorddyrkere eller ikke. Og da endelig kornprisernes stigen og falden angiver det endelige resultat for tiendens værd, så må det være klart at landsbypræst aldrig nøjagtig kan opgive eller være vidende om hvor meget hans årlige indkomst er, og at han derfor ikke kan indrette sin levemåde efter en bestemt fornuftig økonomisk plan.

Betænker man ovenstående vil man finde at en landsbypræst liv fra den økonomiske side betragtet er langt fra at være så misundelsesværdigt som mange har troet. Indsenderen vover at være af den mening at hvis landsbypræsterne ligesom nu hovedstadens præster samt andre civile og militære embedsmænd havde en vis bestemt gage, ville det ikke alene befri denne hæderværdige klasse af medborgere for næringssorger, men den rolighed hvori de da kunne leve, ville vist have en veldædig indflydelse på videnskaberne.

Indsenderen har ved ovenstående kun ville give højere og kyndigere ansvarlige et vink til at eftertænke denne sag, og om hans tanker end skulle finde bifald, vover han dog ikke, skønt han tror en fast lønningsmåde mulig uden at belægge landmanden med flere skatter at fremkomme med noget forslag om det. Kun tror han at når mensalgårdene og præstegårdenes jorder for størstedelen bortforpagtedes og den derfor indkomne årlige afgift forenedes med præstetienden over hele landet, ville dette udgøre en sum, der vist var tilstrækkelig ti at lønne de hæderværdige mænd der nu formedelst avling og alt for megen omsorg for dette livs næring ikke er i stand til at gøre det almindelige den tjeneste de kunne og ønskede at kunne gøre.

Idet indsenderen slutter dette tror han det ikke upassende som et bidrag til ovenstående at anføre hvad en franskmand (Mercier i hans Bonnet de Nuit) for et halv sekel har sagt om landsbypræsterne i hans fødeland. Den ærede oversætter fortryder ikke på at hans ord her bruges.

Gejstligheden i Frankrig har overhoveder disse prælater der er udmærkede af fødsel og som er omringede at overdådens bram nyder sin velstand i ro: De trækker alle øjne på sig. Men hvem bekymrer sig om den stakkels landsbypræst der er bebyrdet med alle avastoliske arbejder? Lad os kaste øjnene hen til disse ærværdige mænd, hvis idelige forretning er at styre folkets sjæle og som formedelst deres stilling altid er i stand til at fremme statsbestyrelsens velgørende hensigter.

Sognepræsten i købstæderne har kun mådelige indkomster og landsbypræsten knap det nødvendige. Det er en byrde mere på de arme bønder som han er udnævnt til at være fader for. Var det ikke staten tjenligt at tilstå dem et skikkeligt indkomst? Hvad præsten har tilovers udbreder sig altid til hvad der omringer ham. Da embedet opfordrer til miskundheds gerninger, ville der udledes dobbelt fordel af at sætte ham i stand til selv at husvale sine sognefolk. Og deres erkendtlighed forenet med den ærefrygt man bærer for hans karakter, ville give hans myndighed som sjælesørger mere vægt.

Ved at betale landsbypræsternes forretninger bedre, ville staten få rettighed til at kræve det arbejde af dem, hvilket fuldkommen kunne passe sig med den rolighed som de nyder. Selv oplyste kunne de oplyse andre. De er lærde blandt uvidende og rå mennesker, de alene taler til det sankede folk. De besidder den dertil passende veltalenhed. Hvad andre redskaber kan regeringen vælge til at udrede et eller andet nyt begreb, eller skaffe et forslag indgang, hvilket trænger til at støttes på tillidens grundvold? Hvem kan bedre forbedre tænkemåden og forlige den med statsbestyrelsen, hvilken i lang frastand altid synes afskrækkende, ja endelig tilintetgøre denne folkemumlen hvis oprindelse eller øjemed man ikke kender, og som tit modsætter sig enhver forbedring.

At lære den sunde moral, at bestride overtroen og sværmeriet, at kuldkaste gamle fordomme, at forklare nogle af disse himmelsyn som forfærder den uvidende og ulykkelige landsbymand, giver nogle begreber om naturhistorien og agerdyrkningen. Hvor meget godt kan en god landsbypræst stifte, når han forener sund forstand med et ærligt hjerte. Han vil gøre regeringen elsket. han vil udbrede nyttige kundskaber. Han vil danne tro undersåtter og gode agerdyrkere.

I denne tid da man fra alle kanter fremelsker de gavnlige oplysninger, da man almindeligvis sigter til det største gode, burde landsbypræsterne betragtes som almuens fødte trøstere. De kunne bringe den til at elske sin stand. hvis regeringen er en styrmand der er opmærksom på det mindste uvejr, burde den da ikke have færdige, duelige hænder til i nødsfald at hale i sejlene og tovværket. Men præsterne som ved ordet befaler statens arbejdsomme klasser, kan når de føler for det almindelige bedste ved mere end en lejlighed biodrage til de viseste påbuds efterlevelse. Dog jeg gentager, disse sjælesørgere må lønnes bedre for deres daglige forretninger og en klækkelig indkomst måtte hæve dem over al trang til deres sognefolk.

Jeg kender mange af disse gode landsbypræster, som uagtet deres yderst mådelige indtægt finder lejlighed til at gøre uendelig mere godt end selv den ædelmodige millionær, deres virksomme, vindskibelige miskundhed, tilvejebringer tusinde hjælpemidler. Nogle forstår at lave jævne lægemidler til de syge, som de derved trøster og standser markskrigernes kvaksalverier. Andre hengiver sig til agerdyrkningen, fremmer den ved deres eksempel.

I almindelighed er deres liv uskyldigt og deres sæder anstændige. Der er kun lidt forargelse mellem dem fordi de trænger til deres hjords agtelse. Disse ærværdige mænd lever langt fra verdens støj og påsyn. Ubekendte, forglemte og fornøjet med deres liv under udøvelsen af deres pligter, som evangeliet foreskriver.

O. Hvor er det mig kært offentlig at forkynde denne menneskedels fortjeneste hvilket jeg ærer, og hvilken regeringen kunne udvælge som kanaler for de sundeste begreber. Alle deres forretninger er faderlige, og de kunne endnu saven flere genstande, de virker kun ved overtalelsens middel. Og gives der vel et lykkeligere, virksommere redskab mellem den bydende magt og folket?

*) Indsenderen har engang været vidne til at en bonde rev en rigsdalerseddel midt over, og ofrede præst og degn hver sin halvdel. Dette skete i slutningen af 1813 da en seddel kunne indløses for 1 rigsbankmark.

(Politivennen nr. 60, Løverdagen den 22de Februarii 1817, s. 929-942)

Redakteurens Anmærkning

Ordet præstegård skulle forstås bogstaveligt: Der var tale om en gård. Præsterne ejede 8041 tønder hartkorn på Politivennens tid, ud af ca. 380.000, kongen og godsejerne sad på langt hovedparten af jorden. Landsbypræsterne var som artiklen beskriver afhængige af landbruget. Og der havde kort forinden været en diskussion om hvorvidt præsternes hovedopgave var at yde så meget som muligt for staten via landbrug dels ved selv at producere dels at lære bønderne gode dyrkningsmetoder, eller koncentrere sig om at danne gode, kristne mennesker. Denne diskussion var stille sygnet hen. Mange landsbypræster var ikke mere forarmede end at de på lige fod med købstadsfolk og godsejere havde været med til at tjene på at låne penge ud til de mindre bemidledes selvejerkøb. Og dette fortsatte også op til Politivennens tid. 

Deres bidrag til videnskaben kan også betvivles. Der findes ikke veldokumenterede kilder om hvorvidt landsbypræster holdt sig orienteret om videnskab mm. At de læste en del skønlitteratur fremgår af at de optræder i rigelig mængde på subskribentlister. Langt de fleste kilder fra Politivennens tid og langt tid før det peger på at hovedparten af befolkningen "forsømte" gudstjenesten. Søndagen var den eneste dag om ugen bonden havde til fri rådighed. De måske 25% som mødte op, gjorde det ikke fordi de var frelste, men for at købe/sælge stude eller heste, eller et kærkomment tidsfordriv og afbræk i den slidsomme dagligdag. 

Immanuel Kant skriver om præsterne i "Hvad er mennesket?" (original 1796-97, dansk 2015, s 133):

Præsten fastholder strengt og ufravigeligt lægmanden i dennes umyndighed. Folket har ingen stemme og fælder ikke selv domme om den vej, som de må vandre ad til himlens kongedømme. Mennesket har ikke brug for sige egne øjne for at nå frem til himlens kongerige. Det vil inden længe blive vejledt, og selv når Den Hellige Skrift lægges i dets hånd, så det kan studere det med egne øjne, advares det umiddelbart af sine førere: "Led ikke efter noget i Skriften, der afviger fra, hvad vi har forsikret dig om, du kan finde i den".

Politivennens mange artikler om larm, snak, drikkeri, gåen og kommen i byerne var også gældende på landet. Når gudstjenesten var slut, styrtede folk ud af kirken for at blive fri for katekisationen. Befolkningen, almuen som sådan var formentlig ikke kristne i moderne forstand. Der har snarere været tale om en form for folklore hvor kirkens betydning for befolkningen var at præsten skulle afværge det onde og fremkalde det gode. Prædikener og moral mm betød formentligt ikke noget. Det var formen: Prædikenen, salmesangen, nadveren der betød noget. Ikke det åndelige budskab som præsten måtte lægge i det. 

Embedsmændenes hovedopgave var at inddrive skatter og levere det nødvendige informationsgrundlag for de politiske beslutninger. De var ansat i statsadministrationen og/eller hos Frederik 6. At ikke alle mente de fik løn nok, fremgår af de flere hundrede korruptionssager. Som dog samtidig viser at der blev slået nådesløst ned mod embedsmænd der lod sig bestikke eller stjal af kassen til eget brug. Den værste korruptionsperiode var i den økonomiske depression fra 1807 og frem til Kristen Kristensens Politivennen.

Der er mange eksempler på at præster "lånte" af fattigkassen uden at betale tilbage. Det gælder pastor Østrup, Kastelskirken som "lånte" 580 rigsdaler i 1819, og nær havde fået overtalt hans efterfølger til yderligere et "lån" på 1.000 1823. Også pastor Wolf, Kastelkirken "lånte" 1.000 af fattigkassen og 400 af "Missionskassen" 1821. (Victor Krohn: Kastelskirken. Schlultz, 1937)

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526, 528 og 529)

Den fjerde opgivne årsag (se nr. 526) var: Adskillige fordomme som burde søges udryddet.
Disse fordomme er sandelig mange: Og så mange fejlende dele af almueopdragelsen og af almueomgangen stiler til at skabe enten arbejdslede i almindelighed, eller en tåbelig indbildning om et arbejdes ærefuldhed og et andet foragt eller en stolthed af at ens børn ikke behøver at arbejde hos andre eller tjene. Endelig alle de tåbelige begreber om tjenerstanden vores almue er fuldpakket med - at man næsten kom til at gennemgå det hele landalmues osv hvis han ville her være fuldstændig.

Synderlig skade er de ikke alene på landet, men i alle stæderne, København iberegnet herskende fordomme mod børns tidlige anbringelse i andres tjeneste til duelighed, hårdførhed og undværelsers overvindelse. Den almindelige almuemening og ytring at barnet nemlig er aldrig bedre end hos forældrene. Den mening der så ofte skurrer i tænkernes ører: Han kan tids nok komme til at lide ondt, lad ham nu nyde det gode hans forældre kunne gøre ham - forenede med det skønne påskud: Man kan jo dog ikke andet end lade ham gå i skole - peger vil til hovedårsagerne af det særsyn Danmark frembyder at det nemlig er det land, hvor man sjældent ser børn satte og antagne i tjeneste. For landmanden har også en fordom mod at tage drenge eller piger i sin tjeneste. Det samme gælder om vores søfolk. I England er drengene omtrent 1/3 af det hele forenede antal af søfolk. I Danmark er drengene næppe [Ulæseligt, men sandsynligvis 1/tocifret tal].

Dog man kunne næsten her spørge hvem har ret til at bebrejde almuen sine fordomme, for hvem arbejder på ved skrifter at skaffe ham af med dem?

5) Endelig kommer vi nu til den femte årsag til den almindelig følte mangel på hænder. Savnet af en politilov som påbød en gang årligt at undersøge hvad enhver som det ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadig næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.

En sådan velgørende politilov er ikke i nogen af de nyere stater. Men tredobbelt held den stat der indførte den hos sig. Frygten for dette regnskab ville lidt efter lidt formindske og endelig så godt som tilintetgøre tyvenes, hælernes, skøgernes, ruffernes, dagdrivernes, spillernes og alskens bedrageres nu overalt talrige hære.

Den som angav at forfærdige noget slags arbejde hjemme hos sig selv og deraf at leve, måtte bevise at han virkelig havde fået netop sådant arbejde betalt, og med så meget at han deraf kunne leve. Den som angav at arbejde hos eller for andre, måtte skaffe disse folk frem. Den som påstod at studere måtte ved forældres eller formynderes attester bevise at penge til udkomme tilflød ham fra dem, osv.

Ikke alene ligefrem på alle døgenigterne ville denne lov virke, men kraftigen også i alle klasser og alle tider ville den hævde den moralske følelse af menneskets pligt til at æde sit brød i sit ansigts sved, eller at enhver bør anvende sin tid til noget nyttigt, at skaffe sig færdigheder, hvormed han kan fortjene livsophold for sig og andre. Dagdriveri ville ikke længere kunne undgå den fortjente foragt. Arbejdsom blev et hædersord, og klage over savn af hænder ville aldrig høres

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, forsattes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478 og Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526 og 528)

Har man opnået de to hidtil omtalte midler til at få de mange hos os hvilende arme til at gribe nyttige arbejdsredskaber, nemlig 1) skarpere overvågning mod uretfærdig uddeling af almisse til den dovne, 2) strengere opsyn mod tiggeriet, så kommer endnu et tredje middel at tilbyde sig, nemlig årvågenhed mod en misforstået skolegangsiver, hvor denne finder sted.

Jeg forudser at man vil råbe højt over den formastelige, der synes at ville sige: at man hos os kan drive og har drevet skolegangsiveren for vidt, og at den altså burde mindskes.

Skolegang i Norge i 1840'erne. Men i Danmark var det det samme: Katekisation. I midten står degnen formentlig med Pontoppidan. Særlig ivrige ser eleverne nu ikke ud på billedet.

Men jeg tør desuagtet med den anstændige frimodighed loven kræver, benytte mig af hvad den giver: Ret til at sige min mening i den bedste hensigt om denne så vigtige sag. Jeg ville ønske at det ikke for mange tider siden var betragtet som nødvendigt ved lov at bestemme forældre til at lade deres børn søge skolen, at lade dem gå der så og så længe, i den og den alder osv. Bedre og nemmere tror jeg at man ville have opnået den hensigt man havde og som vist nok var god, ved at pålægge forældrene en vis og klækkelig afgift til stedets skole og voksende i et vist forhold med børnenes antal. Men at man desuden havde tilladt forældrene at holde dem hjemme til nyttigt arbejde, hvis de syntes det. Eller med tavshed forbigået den sag og slet ikke pålagt nogen skoletvang. Herved ville formålet været opnået i en betydelig grad. Skulle man betale til skolen, så ville man også have gavn deraf, såvidt det stod i ens magt. Det bedre udkomme skolelæreren således havde fået, ville have gjort ham mere agtet, og denne agtelse ville også have gjort hans lærdom agtet, og desudenforøget lysten til at skaffe sine børn den. Desuagtet havde forældrene da ikke været under en tvang til at lade deres børn søge skolen, der fra mange sider kan forbitre deres liv, der betager dem det fortjenstfulde i selv at have været ivrig for skolegangen, røver dem en hjælp som synes naturlig at tilhøre dem, og åbner mulighed til et slags plageri som kan være højst krænkende, netop for den skønne maskes skyld, det er i stand til at påtage sig.

Hidtil er talt om sagen generelt uden at tænke sig de to omstændigheder formuenhed eller uformuenhed (fattigdom og ned til armod), betragtede hos skolebørnenes forældre. Men disse giver tingen et ganske forskelligt lys.

I vores hårde klima der kræver mange fornødenheder at selv en almisselems gang- og sengeklæder bliver en sum. Her hvor der ikke blot ved mange klæder skal sikres imod den legemet omgivende luft, ved fjerdyner sørges for, at man ikke fryser ihjel i søvne, hvor der skal spises og drikkes klækkeligt, fordi kulden medfører lysten, og hvor oven i købet selve den luft man skal opholde sig i, må opvarmes osv. osv., her er arbejdsomhed den vigtigste af alle dyder og arbejdsfærdighed den vigtigste lærdom der kan erobres. Dette gælder i det hele, i det mindste burde det sandes i det hele, for den som nu er formuende kan blive fattig! Det barn der nu klædes i fine klæder kan tabe alt hvad forældrene efterlader ham - vel ham, om de da har sørget for at et levnes ham, arbejdsomhed og arbejdsfærdighed! Dog sådan tænkemåde hos formuende forældre er sjælden! Men har den uformuende den ikke, da trefold ve hans barn i tiden!

På landet har denne betragtning også fra Arilds tid været så naturlig hos almuen, at man meget tidlig har set bonden bruge sin dreng i bondegerningen, og den flinke bondekone har også taget tidligt gavn af sin tøs. Derfor blev rigdom på rigdom på børn en rigdomskilde for huset, og moralen vandt derved en ny erobring. Den skændende frygt for en talrig afkom, der endog tør ytre sig højt i ladhedens mund, kendte vores arbejdsomme landbo ikke til. Men på den anden side må det vel tilstås at ingen her bedre kan være dommer end far og mor om alderen når barnet kan gøre den og den gerning og om nødvendigheden af at den eller den gerning gøres nu, hvad enten det er skoletid eller ej. Det modsatte får modsatte følger.

Hvad er bedst: Enten en bondedreng der kan pløje, så, harve, tromle, køre, hugge osv. men kun tarveligt læse og skrive, eller en der læser og skriver som en professor, men intet kan af bondegerning, eller kun usselt, må sand patriotisme dømme.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, forsattes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478, og af sluttes i Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532.

Om den Beklagelse man man i disse Tider ofte hører af Landbrugere, at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526)

B) Den anden hovedkilde til arbejdsvillige (jeg siger med vilje ikke arbejdsduelige, for disse mangler ikke så meget) armes savn er - at  tiggeriet endnu stadig florerer hos os.

Hvorledes vil man råbe, florerer tiggeriet? Hos os? Hvor de bedste og bestemteste forordninger forbyder det strengt?

Ja, desto værre florerer tiggeriet desuagtet endnu, og bliver ved med det, så længe selv de over almuen højnede klasser i nationen endnu ikke i almindelighed har højagtelse nok for arbejdsomhed, eller selv sætter en ære i at være flittige, eller føler væmmelse for dovenskab og for den dovne, om han end var stor af byrd, eller af embede eller af formue. Vist nok florerer tiggeriet endnu i Danmark når man ikke engang i København kan få det udryddet. Når pøbel, ja selv hvad der er lidt derover, på hovedstadens gade tør rive tiggeren løs fra de fattigfogeder, der efter pligt, efter ordre, opbringer dem. Ikke for at føre den hen under den pisk de blot for deres ladhed vel havde fortjent at smage, men for at føre dem til arbejde og til at blive gavnlige mennesker. Vist nok er Danmark endnu en skøn jordbund for tiggeriet. Og vil forblive det så længe vores fruentimmer af alle klasser, i hovedstaden som overalt i landet, tager tiggeren og tiggersken i deres mægtige beskyttelse, hører på deres klagemål over de fattiges forsørgelse, og deres fornærmende løgne mod fattigvæsnets bestyrere. Og efter at have med en almisse (given mod selve regeringens offentlige ønske, utidig, ufornuftig, unødvendig) ved døren betalt disse skønne efterretninger, tror sig berettigede til at laste over langs og tværs, hvad de hverken kender eller agter at gøre sig umage for at kende.

Sålænge ladhed ikke i alle arbejdende eller formuende klassers øjne anses som en skændsel, behandles som en skændsel og omtales som sådan, sålænge vil ladhedens datter, tiggeriet huses og hæles hos os.

Det strengeste opsyn bør anvendes overhovedet af alle embedsmænd, der har at arbejde mod denne statskræft. Tiggeren bør uden mindste skånsel bringes i tvang, hvis han ikke er enten 1) et aldeles alderssvækket menneske, eller 2) et sygt menneske, eller 3) gal, eller 4) et barn. Disse 4 her undtagne arter af tiggere bør landet alligevel ikke, ved almisse for døren, komme til hjælp. De bør alle hvis de træffes med tiggerposen, anholdes, men på en lempelig måde, for at bringes til de plejesteder, hvor de hver efter sin tarv henhører.

Ligesom denne strenghed er lettere at iværksætte på landet end i en stor stad, fordi man der kan vide alle tilhold, hvor sådant tiggerpak får nattely (og mod sådanne huses eller gårdes ejere burde bestemmes en stor straf hvis de ikke straks underrettede sognefogeden om tiggernes ankomst osv. for at denne ufortøvet kunne træffe de fornødne midler til at tage personerne), så er den også der af yderste vigtighed. For dels er nationens hang til gavmildhed, godgørenhed og hjælpsomhed større på landet, dels anses et stykke mad der ikke for noget, når man har det at give, og modtages gerne af landtiggeren, fordi han dermed kan drive handelskab med andre fattige der endnu ikke er sunkne ned til ham. Dels driver frygt ofte almissen frem, da man har hørt så mange ildebrande tændt af modvillige og arrige tiggere, at man tidligere ligeså ofte tilskrev sådanne indtrufne ildsvåder som den gamle mordbrænder tobakspiben. Til disse to oprindelser begynder man i senere tid at føje en tredje: Lyst til at se hvad man ejer således fortæret af ilden, at man bliver rigere efter end før.

Ved udflytningen, især hvor denne som almindeligst er sket i enkeltstående gårde, er denne frygt for tiggerhævn med hvilken sådan udskud ikke sjælden tør tillade sig at true lydeligt, endnu en vægtigere drivfjeder til at give, ligesom ulykken også der (for den der ikke har høj forsikring) er så meget større, da hjælpen er længere borte end i landsbyer, eller i parvis eller i klyngevis stående udflyttergårde.

Man vil sige at her glemmes den sunde og raske der ved et pludseligt uheld er sat ud af stand til at skaffe enten sig selv, eller måske tillige en flok børn, den for øjeblikket til livets ophold nødvendigste føde. At sådan tigger kan tænkes, at han endog i retslæren er mærkelig, fordi han der fremstilles som den, der, hvis intet gives ham, kan begå et tyveri, uden at blive strafbar, er unægteligt, men sjældent vil han blive, om han endog nogensinde kan findes, inden Danmarks enemærker, og kun i en meget kort afstand kunne, i et så sjældent tilfælde som nødværge med sveltning kan være, tiggeri blive, for samme nødvendigheds øjeblik, undskyldeligt.

Men sådant kasnisteri/kasuisteri er noget som næsten ikke burde nævnes. Ikke hårdhjertethed og uhjælpsomhed er vores nations fejl, men en overilet , ubedømmende og utidig medlidenhed.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453,  og fortsattes i Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502 og Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere, at det skorter på Hænder

Jeg har næsten hørt alle de landbrugere jeg kender beklage at de ikke kan få hænder nok til deres gerning, eller at det i det mindste holdt meget hårdt at få dem.

Jeg kender en mand der må give 30 rigsdaler for hver favn brænde han bruger og 8 rigsdaler for hvert læs tørv. Denne samme mand ejer selv en tørvemose som ligger ubrugt. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke gravede tørv. Svaret var: Hvor skal jeg få hænder fra?

Jeg ved mænd af formue der indser hvad herlig nytte kanalers gravning, notabene trækfløjtekanalers eller grøfter, ville gøre Sjælland, der tilstår at dette var mere fordelagtigt for dem at sætte deres penge i, end enten i handel, jordegods eller kaperudredning. Men det der med jernarm holder dem tilbage er at de forudser at de ikke vil få hænder til gerningen.

Vistnok må meget arbejde savne hænder, hvor en uretfærdig angribende regering nøder landets fyrste til at indkalde størstedelen af de våbendygtige indbyggere til krigsøvelser. Dette indser enhver god borger at være nødvendigt. Og om han end beklager sig, er han dog så langt fra at klage at han tværtimod glæder sig ved forsvarsvæsenets krav. Ikke tvivler heller nogen på at al denne stedelse til markarbejde af vore armføre krigsfolk, der kan bestå med de end vigtigere betragtninger, jo vil tilstås af en landsfader som vores. Men der er også hos os flere årsager til vores landbrugeres savn af arbejdere, end den nævnte. Årsager der lettere kunne hæves og der virkelig bør ønskes hævede så snart som muligt.

Disse årsager er 1) Det er alt for let for vores fattige almue til at kunne leve som almisselemmer uden at bestille synderligt, på de andre arbejdende medborgeres bekostning. 2) Tiggeriets langtfra endnu ikke nok underkuede drift der atter er et middel for dovne kroppe til at skaffe sig udkomme på de flittigeres pung. 3) En misforstået skolegangsiver hvor denne finder sted. 4) Adskillige fordomme som burde søges udryddede. Endelig 5) Mangel på en politilov som tilholdt engang årligt at undersøge hvad enhver som der ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadigt næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.

Gennemgår vi nu disse ovennævnte årsager (muligt gives der udgiveren ubevidst endnu flere) hver for sig, så vil vist ingen, der kender noget til vores fattigere almues moral, der ved hvorledes den endog næsten sætter en ære i den væmmeligste skindovenskab, nægte at det jo var godt om

A) Det opretholdes strengt af alle fattigvæsner på landet, at ingen arbejdsfør og duelig person, hvad enten det var mand, kvinde, dreng eller pige, blev tilstået almisse så snart nogen i sognet havde tilbudt dem arbejde som de ikke ville udføre. Jeg kender gårdejere der ikke kan få raske stærke husmandskoner, af deres egne huse endog til at bryde møg eller køre harve. Men gå til præsten og der modtage almisse, det gider de dovne kvinder. Jeg foreslår derfor at navnene på alle, der nyder almisse eller har søgt om almisse, skal skrives op på en tavle og denne ophænges i kirkens våbenhus. Og når da nogen landmand af sognet meldte sig hos fattigvæsnets forstandere at han havde arbejde for nogen af dem der stod på tavlen, skulle almissen uden mindste tosset barmhjertighed fratages dem, og de henvises til den der forlangte dem. Ja hvis de ikke ville dette, stolende måske på tiggeriets toge rundt om i landet, da skulle de uden skånsel sendes til nærmeste tvangsarbejdshus på en efter omstændighederne bestemmende tid. Almisse tilhører den forladte trængende gamle, den hjælpeløse syge, vanføre og krøblingen og det forældreløse eller plejeløse barn. Fra disse stjæles alt hvad der gives den, der kan arbejde og kan få arbejde, men som heller vil være ørkesløs eller af nykker og dovenskab driver sådant arbejde som ikke kan brødføde. Et fattigvæsens pligt er at drage den største omhu for at mindske almisselemmernes tal, at lette almisseydelsen for de arbejdende og at udbrede stræbsomhed og erhvervsomhed i ladhed og pjaltestoltheds sted. Følges det her gjorte forslag og påses ovenfra, hvorledes fattigvæsnerne drager omsorg for at forvandle almisselemmer til arbejde, da vil meget være gjort til at afhjælpe landmandens så beklagede savn af hænder

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453)

"Naboerne". illustration fra Illustreret Tidende, 11. december 1859.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen forsættes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478, Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502 og Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532.

Nogle Tanker til Landboens Nytte, indsendte fra Landet

Jeg har for nyligt læst at en person i Lolland til det Kongelige Landhusholdningsselskab har foreslået en hakkelsesmaskine som kan forebygge at beskadige hænderne. Nemlig at anbringe et lille tværtræ på kisten, som forebygger at hånden kan glide frem.

Samme forslag anset jeg for ganske overflødigt at anbefale, siden vor årvågne regering allerede for nogle år siden har ladet udgå en forordning af samme indhold, hvilket blev læst på behørige steder. Men samtidig er det sandt at den ikke efterleves, og man har aldrig hørt at dens forsømmelse har pådraget straf, eller at der er mindet om at den skal efterleves.

Man hører hele tiden på landet at uforsigtige drenge skærer deres hænder fordærvet ved hakkelsesskæren. Herved bliver de mindre egnede til krigstjeneste, selvom årsagen var at man forsømte at overholde forordningen. 

Skulle sådanne forordninger opnå deres hensigt, så måtte de - efter mine ringe tanker - fra rettens side, især om vinteren, engang imellem rekvireres og efterses. Den som da fandtes ikke at have efterkommet forordningen, skulle første gang betale 8 skilling til sognets fattige, men anden gang 1 mark. Jeg forsikrer at ingen skulle findes at betale tredje gang.

Husker jeg ret, eksisterer ligeledes en forordning om de skadelige fugles ødelæggelse. Men jeg tror næppe at den skadeligste af dem alle, nemlig skaden, i særdeleshed er deri bleven udmærket, skønt sammes uforskammede røveri er så almindelig bekendt. Det den udøver ikke alene på det levende, men endog på det livløse, mærkbart på ællinger, kyllinger og hønseæg mm. Ja deres uforskammethed går endog så vidt, at de stakkels gård- og husmandskoner næppe kan beholde deres oste i fred for disse glubske røvere. Jeg havde nær glemt at anmærke at deres rovsyge også strækker sig til æbler, pærer og kirsebær. 

Men hvor let var det ikke at ødelægge disse røvere i bund og grund, når følgende forslag ved forordning sattes i kraft: Nemlig at alle grundejere i april og maj måned skulle være forpligtet til at nedrive og ødelægge alle skadereder, som fandtes på hans ejendom. Men hvis forordningen skulle virke desto kraftigere, måtte de ansvarlige pålægge rettens betjente, ved deres skriverkarle og drenge nøje at efterse, hvorvidt forordningen var blevet efterlevet. Enhver som da befandtes brøstfældig skulle mulkteres for 1 mark til sognets fattige og anden gang dobbelt.

At jeg ikke nøjes med at lade sognefogden efterse denne rekvisition, grunder jeg på erfaring, siden jeg så ofte er blevet overbevist at den ene ravn ikke let hugger øjet ud på den anden. Dog skulle denne ligeledes pålægges at efterse hvorvidt forordningen var blevet overholdt. Men skulle han ved eftersynet have gjort sig skyldig i partiskhed, måtte han pålægges en mulkt af 2 til 3 mark, som meldt.

Man vil måske indvende at det almene kun ville høste lille nytte heraf. Men overvejer man at når fuglenes forplantning derved blev gjort dem umulig, blev de nødsaget til at ty til en anden egn, nemlig skovene. Imidlertid undgik man dog derved alle nævnte skadelige røverier, som de udøver nu i deres hidindtil forundte frihed.

Jeg har ovenfor anmærket, at nøden ville drive skaderne til at søge skovene. Men her kunne deres fulde ødelæggelse iværksættes, når man ville følge den tyske fyrstes eksempel, som da han havde bragt i erfaring, at skaderne endog udøvede deres røveri på unge harer, betalte sine skytter 20 skilling for hvert par skadeklør, hvorved hensigten blev opnået. Nemlig at hele landet blev befriet fra dette så skadelige utøj.

Den fordømte vane at både bønderne og deres karle ryger tobak. På korn og hølæs, ja endog i laderne og på foderloerne. Ingen må understå sig i at ryge tobak på førnævnte steder og skal betale 2 til 3 mark, det halve til sognet fattige. Og det halve til angiveren. (Eget foto fra Nationalmuseets samlinger: Pibe fra 1830'erne).

Endnu en ting kan jeg umuligt lade være med at omtale: Den fordømte vane at både bønderne og deres karle ryger tobak. På korn og hølæs, ja endog i laderne og på foderloerne. Måske kan mange endnu huske, at for omtrent 50 år siden afbrændte det halve Haderslev på grund af en karls tobaksrygen på et læs hø. Men at standse dette skammelige uvæsen med et, tror jeg, efter mine ringe tanker, ved ingen kraftigere midler, kunne bevirkes end gennem en forordning: At ingen måtte understå sig i at ryge tobak på førnævnte steder. Men at enhver som handlede derimod, skulle betale 2 til 3 mark, det halve til sognet fattige. Og det halve til angiveren. Jeg tror vist at deraf ville findes end flere, end af brændevinsrekvirenter og referencer.

Det måtte også nøje ses til at forordningen strikt blev efterlevet, at den ikke som så mange hvor dette ikke er tilfældet skulle blive uden den tilsigtede nytte.

Måske findes der de som tror at mine her gjorte forslag er så ubetydelige at de ikke bør ænses. Men det tænker vist ikke fornuftige og erfarne landmænd.

(Politivennen nr. 439, 20. september 1806, side 6975-6980)

Redacteurens Anmærkninger

Branden i Haderslev

Haderslev var (ulig i vore dage) en stor by i kongerigerne. Om branden i 1759 beretter Sønderborg Museum: 

I 1759 galede den røde hane atter over byen. På tre dage nedbrændte 170 af byens 343 huse, og byens borgere måtte atter i gang med en langvarig genopbygningsproces. De fleste af de nedbrændte huse lå langs Storegade udenfor den middelalderlige bydel og i modsætning til de tidligere så almindelige gavlhuse opførtes de nye bygninger nu som langhuse, ofte i grundmur.
På dette tidspunkt var Haderslev dog, på trods af alle ulykkerne, stadig en ret stor by. Sammenligner man antallet af indbyggere ved folketællingerne omkring 1800 var Haderslev den syvende største by i det nuværende Danmark. Byen havde således godt dobbelt så mange indbyggere som Kolding. Dette skyldtes hovedsageligt, at Haderslev lå i Hertugdømmet, der ikke var underlagt alle de snærende økonomiske bånd, som købstæderne i Kongeriget var underlagt.

På grund af byens størrelse har eksemplet formentligt virket stærkt.

Om et Apothek i Ringsted

Efterhånden som vores medicinalvæsen kommer på bedre og bedre fod, bliver det og mere nødvendigt med samme ihærdighed og under overvågning af uberettiget salg af lægemidler, markskrigerbedragerier, kloge mænd og koner, at lette adgangen til at få gode og lovlige lægemidler hos velforsynede og kyndige apotekere på hver egn.

Det ligger i sagens natur, at man ikke kan have en god apoteker i enhver købstad, med mindre der er rimelighed for, at han kan leve der. Men det er vel lige så naturligt at steder, der før ikke kunne ernære et apotek, i tidens løb kan blive i stand til det, når omegnen opdyrkes bedre.

Ringsted har som følge af forbedringer indenfor landbruget brug for en rigtig apoteker (Erich Pontoppidan: Det Danske Atlas, Tomus 3, 1767). 

Ringsted kan ikke andet end regnes for et sådant tilfælde. Det tiltagende landbrug har også  forøget folkemængden her i Sjællands frugtbare midte. De nærmeste apoteker er på den ene side i Sorø og på den anden side i Roskilde. På de to andre kanter er apotekerne endnu længere væk. Dette havde også bevæget den nu afdøde distriktskirurg Walbohm til at have den mest nødvendige medicin klar i sit hus. Men så nyttigt det end var, ligeså let kan enhver vel være enig i, at dette ikke er den måde, som man i almindelighed kunne ønske en stad og dens omegn forsynet med de nødvendige lægemidler. En god apotekers og en god kirurgs eller læges videnskaber er forskellige, og de fordrer hver for sig sin mand. For ikke at nævne andre årsager, som ikke indbefatter at lade lægen profitere ved at patienten forbruger mange og kostbare lægemidler.

Man udtaler altså det ønske, som er hele Ringsteds bys og dens omegns attrå, at et "apotek" måtte tillades og oprettes i "Ringsted". Den indsigelse at de 4 nærmeste apoteker alle ville lide et lille tab, tror man ikke vil hindre vores omsorgsfulde regering fra at råde bod på det her fremstillede savn. De vil desuden ved landbrugets vækst i deres omegne også snart blive holdt skadesløse.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5829-5831)

Redacteurens Anmærkning

Ringsted Apotek

Ringsted fik vitterligt et apotek tre år senere, i 1808. Først som en filial af Sorø Apotek. Fra 1867 havde det til huse i Apotekergården Nørregade 12.