Om den Beklagelse man man i disse Tider ofte hører af Landbrugere, at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526)

B) Den anden hovedkilde til arbejdsvillige (jeg siger med vilje ikke arbejdsduelige, for disse mangler ikke så meget) armes savn er - at  tiggeriet endnu stadig florerer hos os.

Hvorledes vil man råbe, florerer tiggeriet? Hos os? Hvor de bedste og bestemteste forordninger forbyder det strengt?

Ja, desto værre florerer tiggeriet desuagtet endnu, og bliver ved med det, så længe selv de over almuen højnede klasser i nationen endnu ikke i almindelighed har højagtelse nok for arbejdsomhed, eller selv sætter en ære i at være flittige, eller føler væmmelse for dovenskab og for den dovne, om han end var stor af byrd, eller af embede eller af formue. Vist nok florerer tiggeriet endnu i Danmark når man ikke engang i København kan få det udryddet. Når pøbel, ja selv hvad der er lidt derover, på hovedstadens gade tør rive tiggeren løs fra de fattigfogeder, der efter pligt, efter ordre, opbringer dem. Ikke for at føre den hen under den pisk de blot for deres ladhed vel havde fortjent at smage, men for at føre dem til arbejde og til at blive gavnlige mennesker. Vist nok er Danmark endnu en skøn jordbund for tiggeriet. Og vil forblive det så længe vores fruentimmer af alle klasser, i hovedstaden som overalt i landet, tager tiggeren og tiggersken i deres mægtige beskyttelse, hører på deres klagemål over de fattiges forsørgelse, og deres fornærmende løgne mod fattigvæsnets bestyrere. Og efter at have med en almisse (given mod selve regeringens offentlige ønske, utidig, ufornuftig, unødvendig) ved døren betalt disse skønne efterretninger, tror sig berettigede til at laste over langs og tværs, hvad de hverken kender eller agter at gøre sig umage for at kende.

Sålænge ladhed ikke i alle arbejdende eller formuende klassers øjne anses som en skændsel, behandles som en skændsel og omtales som sådan, sålænge vil ladhedens datter, tiggeriet huses og hæles hos os.

Det strengeste opsyn bør anvendes overhovedet af alle embedsmænd, der har at arbejde mod denne statskræft. Tiggeren bør uden mindste skånsel bringes i tvang, hvis han ikke er enten 1) et aldeles alderssvækket menneske, eller 2) et sygt menneske, eller 3) gal, eller 4) et barn. Disse 4 her undtagne arter af tiggere bør landet alligevel ikke, ved almisse for døren, komme til hjælp. De bør alle hvis de træffes med tiggerposen, anholdes, men på en lempelig måde, for at bringes til de plejesteder, hvor de hver efter sin tarv henhører.

Ligesom denne strenghed er lettere at iværksætte på landet end i en stor stad, fordi man der kan vide alle tilhold, hvor sådant tiggerpak får nattely (og mod sådanne huses eller gårdes ejere burde bestemmes en stor straf hvis de ikke straks underrettede sognefogeden om tiggernes ankomst osv. for at denne ufortøvet kunne træffe de fornødne midler til at tage personerne), så er den også der af yderste vigtighed. For dels er nationens hang til gavmildhed, godgørenhed og hjælpsomhed større på landet, dels anses et stykke mad der ikke for noget, når man har det at give, og modtages gerne af landtiggeren, fordi han dermed kan drive handelskab med andre fattige der endnu ikke er sunkne ned til ham. Dels driver frygt ofte almissen frem, da man har hørt så mange ildebrande tændt af modvillige og arrige tiggere, at man tidligere ligeså ofte tilskrev sådanne indtrufne ildsvåder som den gamle mordbrænder tobakspiben. Til disse to oprindelser begynder man i senere tid at føje en tredje: Lyst til at se hvad man ejer således fortæret af ilden, at man bliver rigere efter end før.

Ved udflytningen, især hvor denne som almindeligst er sket i enkeltstående gårde, er denne frygt for tiggerhævn med hvilken sådan udskud ikke sjælden tør tillade sig at true lydeligt, endnu en vægtigere drivfjeder til at give, ligesom ulykken også der (for den der ikke har høj forsikring) er så meget større, da hjælpen er længere borte end i landsbyer, eller i parvis eller i klyngevis stående udflyttergårde.

Man vil sige at her glemmes den sunde og raske der ved et pludseligt uheld er sat ud af stand til at skaffe enten sig selv, eller måske tillige en flok børn, den for øjeblikket til livets ophold nødvendigste føde. At sådan tigger kan tænkes, at han endog i retslæren er mærkelig, fordi han der fremstilles som den, der, hvis intet gives ham, kan begå et tyveri, uden at blive strafbar, er unægteligt, men sjældent vil han blive, om han endog nogensinde kan findes, inden Danmarks enemærker, og kun i en meget kort afstand kunne, i et så sjældent tilfælde som nødværge med sveltning kan være, tiggeri blive, for samme nødvendigheds øjeblik, undskyldeligt.

Men sådant kasnisteri/kasuisteri er noget som næsten ikke burde nævnes. Ikke hårdhjertethed og uhjælpsomhed er vores nations fejl, men en overilet , ubedømmende og utidig medlidenhed.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453,  og fortsattes i Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502 og Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532