En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads.

I gamle dage var det en stor sjældenhed at pibning fandt sted i Skuespilhuset, fx i Rahbeks, P. A. Heibergs, Todes, Olufsens, Sanders, Samsøes skribentår. I en lang række af år eksisterede kun fire udpibninger, nemlig af en madame Rosenkilde der ansås for berygtet, af Wivets enke- og ligkasse, hvilket blev foranstaltet af vedkommende bogholdere og bude ved sådanne indretninger, endvidere af et usselt stykke eller dårlig opera hvis navn man har glemt. Hvad ikke indeholdt noget usædeligt eller aldeles usselt, blev enten tålt når forfatteren ellers besad fortjenester eller man tav og blev borte: Straf nok for en mådelig forfatter! 

Nu derimod hører dette piberi til dagens orden: Lapsevæsenet går så vidt at næsten ingen yndling anser sig for en dygtig karl før han på denne vis har aflagt et slags prøve på djærvhed og manddom. Allerede i skoleårene spirer modet til disse helte gerninger, og håbefulde ynglinge på 15 til 16 år følger dristigt de noget ældres fodspor. Derfor kan nu om stunder ingen af vore digtere, end ikke de største og mest fortjente, sige sig fri for at have stået i "teatrets gabestok"; ja vores egne skuespildigtere er man tværtimod ældre og sindigere tiders brug langt strengere mod end imod de fremmede. I en tid af omtrent et år er tre af prof. Heibergs stykker udpebet, hvoraf det ene endog var aldeles originalt, og de andre to var heibergske bearbejdelser af navnkundige franske forfatteres skuespil som måske hist og her havde nogle frie udtryk, men dog var langt fra at kunne stilles i række med en Don Juan af Hauch som af nogle er rost, eller operaen Don Juan og Beaumarchais frivole komedier som af al magt beklappes. 

Det er altså tydeligt at dette gemene piberi - som aldrig ville tåles ved en aftenunderholdning for penge i Knirsch' eller lignede saloner, langt mindre i klub- eller selskabssale - kun oprinder af partihad og til dels kådhed. Således så man ved udpibningen af det næstsidste heibergske stykke en hel del skoledrenge på 15 til 18 år blandt de ivrigste pibere: sikkert kunstdommere som smagen har ære af at tælle blandt sine talsmænd! Oehlenschlägers Rübezahl var man dog langt høfligere mod - man klappede ved de første forestillingen, den sidste lod man tavs gå over scenen.

Spørgsmål: er det ikke på tide at lade en sådan råhed forsvinde? Skal man også på dette punkt ligesom i så mange andre vedligeholde middelalderens usle pøbelånd? for uregerlighedsånden er det dog vel nok at yttre sin misfornøjelse ved råben, trampen, hyssen og anden vældig støj uden just at tage sin tilflugt til enlyd som, når den ved dag eller nat lader sig høre på gader og stræder, belønnes med frit husly i råd- og dommerhusets nedre afdeling.
Laur. J. Hansen

(Politivennen nr. 906. Løverdagen den 11te Mai, 1833. Side 331-333).

En Malhonet Opførsel af en galant Herre.

Der er før i dette blad talt så meget om lapse og plattenslagere at det næsten ikke synes umagen værd oftere at berøre disse væseners lumpne adfærd og nedrige streger. Dog, da det muligvis ikke alene kan tjene som et bidrag mere til kundskab om disse herrer, men tillige som en advarsel for unge, uerfarne piger om at vogte sig for disses rænker og kneb *), så vil indsenderen heraf ikke undlade i denne anledning at anføre et for kort tid siden udvist træk af en mandsperson mod en ung pige i hvis forældres hus han i lang tid havde sin gang.

Nævnte mandsperson (hvis navn man for sine årsagers skyld endnu ikke vil nævne) kom for henved et år siden i bekendtskab med en jævn borgerlig familie og vandt ved sin tilsyneladende høflighed og sit forstilte venlige væsen familiens agtelse og yndest i den grad at man til sidst betragtede ham som en god ven af huset. Og efter evne gjorde ham til gode med alt hvad huset formåede hver gang han kom. Omsider begyndte han at lege kæreste med datteren af huset og dels ved glimrende løfter om guld og grønne skove som også ved tom smiger tiltrak han sig også hendes opmærksomhed. Dog viste det sig snart af hans adfærd at det hele var anlagt på egen interesse og på at snyde og bedrage familien. For da han nu var ligesom hjemme i huset, begyndte han at blive næsvis og behandlede endog kæresten på en højst uforskammet måde.

Nævnte pige leverede ham nemlig et par guldørenringe som hun bad ham om at levere for hende til guldsmeden for at istandsættes. Da hun flere gange derefter spurgte ham om disse ringe, fremkom han bestandig med den undskyldning enten at han ikke havde haft tid til at afhente dem, eller at de endnu ikke var færdige. Endelig blev pigen træt af disse undskyldninger og henvendte sig selv til guldsmeden om ringene. I begyndelsen vægrede han sig ved at udlevere hende dem, for omtalte smukke person havde pålagt ham ikke at udlevere ringene til andre end ham, da pigen som havde ejet dem, nu var død og han havde arvet dem efter hende. Omsider da dette bedrageri blev opdaget, fik pigen sine ringe og vores malhonette herre blev nu som netop rimeligt var, jaget på porten og for stedse afskyet af familien.

*) I et måske finere sprog kabaler og intriger, men man vil helst blive ved de danske udtryk.

(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9118-9120)

Fortidens og Nutidens Lapser.

I flere blade og i Politivennen flere gange, er med grund dels satiriseret, dels alvorlig anket over den uvorne, dårligt opdragede københavnske drengeyngel der nu i udvortes skabelon vist nok er langt pynteligere end forrige tiders gadedrenge, men hvis adfærd er værre. For fortidens lapse af et vist slags kendte man på skindet, og kunne derfor når behøvedes gå af vejen for. Klosterstrædedrengene med bare ben, bukserne i den ene hånd og mælkepotten, ølflasken, pampusserne osv. i den anden, hvis møde en korps skikkelige folk vist nok søgte at undgå, var i følge deres kostume ligeledes kendelige. Men vore dages drenge (der i skolerne udppiber deres lærere og håner dem, hjemme ringeagter forældre og ældre folk; og overalt som drenge i tale og værd dog allerede viil agere mænd) oppustede over deres uhyre sammenjaskede, mangfoldige, dels overfladiske, dels indbildte lundskaber - er langt utåleligere end de ovenanførte, for som oftest kan man ikke gå af vejen for dem. På alle offentlige steder som i private cirkler kan de mødes og tages i ubehagelig øjesyn. For mange unge menneskers fremtids vel var en modsat opførsel vist bedre. Beskedenhed - mener en af vore berømte forfattere - klæder unge bøger godt; den klæder vist også unge mennesker godt. Lad tyskerne beholde renomisteriet! men fremfor alting: lad dog ikke ondskaben parre sig med kådheden! når, og hvis, det kan forhindres, og da tror forfatteren at vore gejstlige, skolelærere og andre de umyndiges vejledere burde og kunne arbejde med forenet kraft. Arbejdet fører selv sin belønning med sig.

(Politivennen No. 448. Løverdagen den 31de juli 1824. S. 9032-9034).

Et Par Ord om en Glorioso iblandt Lapserne.

Det ville være et aldeles overflødigt arbejde at forklare betydningen af ordet laps i en hovedstad som København hvor lapse dagligt vandrer i hobetal på gader og i huslige kredse. Altså, kun et par ord om en lapsende glorioso mazarino, eller hvad det behager læseren at kalde ham.

En sådan har i den seneste tid adskillige gange haft den lumpenhed på gaden at fornærme unge, anstændige kvinder. Først ved at tilnikke dem hilsener og siden da disse naturligvis blev ubesvarede, ved leende at kigge ja endog fløjte ind under deres hat.

Så vist er det at fornærmelser mod kvinder er det mest vanærende for mænd hvis dybeste skændsel er angreb på værgeløse. Så vist er det også at denne glorioso er en usling der bør mærkes med offentlig vanære, selv om hans navn rimede sig på gloria (ære).

Men som denne straf er tilstrækkelig for hans omtalte ufærd, så kan han desuden være vis på en for ham måske endnu mere følelig tugt hvis han skulle fortsætte sine bedrifter mod dem, hvilke uagtet de er værgeløse dog har beskyttere i alle mænd af ære, blandt hvilke findes mange håndfaste der ikke blot uddeler vinger med posen af en vinge.

"Men", vil her måske læseren eller vel endnu hurtigere den smukke læserinde spørge: "Hvem er da denne modige mandige heltesjæl? Er han måske en italiener, en landsmand af gloriose eller Rinaldo?

Nej, mine damer og herrer! Det tror jeg ikke, skønt han lige så lidt ligner en nordbo i ansigt som i færd. Muligvis er han en mosaist, og derudover vil nok ingen forundre sig. Hvem kan nemlig nægte at så vanartige vores kristne lapse-drengebørn end er, overgås de dog sædvanligvis af de mosaistiske lapse. Grunden hertil er også meget indlysende for enhver tænkende iagttager af menneskelivet. Han ved: "Den frigivne træl er altid den mest uforskammede!". Og derfor venter han med desto større højagtelse for de ikke så ædle mosaister, de største og frækkeste lapse blandt moderniserede piskebåndsjøder. Har nu en af disse oven i købet et glat, om end glat vel intetsigende, ansigt, hvorfor mosaistiske og kristne flanefjæs kalder ham "sød", oh, hvad kan man da ikke vente sig af en sådan påfugl, så længe en velgørende saks ikke stækker hans dunfulde vinger!

Blok Tøxen

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6952-6954)

Atter nye Lapsestreger.

Mandag den 10. dennes blev indsenderens datter som i sit lovlige ærinde gik til sit hjem i Sankt Peders Stræde fra Vimmelskaftet, i sidstnævnte gade overfaldet af en velklædt laps som forfulgte hende lige til hjemmet med vedvarende overhæng om at tage sig under armen. Uagtet al anvendt bestræbelse var det hende umuligt at blive ham kvit. At hans konversation ikke var af det behageligste eller anstændigste slags, kan man let slutte sig til. Sørgeligt er det at et anstændigt ungt fruentimmer ikke kan gå i ro om aftenen på vore gader, og værre endnu er det at just de bedre klasser har flest af sådanne ryggesløse.

(Politivennen nr. 377. Løverdagen den 22de Marts 1823, s. 6109-6110).

Lapsestreger paa Østergade.

Uden at indlade sig i unødvendig, tidsspildende kævleri og vrøvleri vil indsenderen blot advare enhver der efter at have tilendebragt dagens hverv, om aftenen måtte have et eller flere ærinder at forrette, at tage sig i agt for ikke uskyldigt at blive overfaldet på gaderne. Det var tilfældet med indsenderen fredag den 14. dennes. - Jeg gik nævnte aften med en søster ud for at købe nogle ting i en butik på Østergade og lod pigen gå hen for at spørge om prisen, da jeg imidlertid ville vente hende på hjørnet af Østergade og Nikolajgade. Men inden hun nåede butikken, blev hun af tre herrer antastet på en meget uanstændig måde idet de to greb hende i hver sin hånd og den tredje omkring livet. Så snart jeg så det, løb jeg hende til hjælp og bad herrerne om at tilbageholde deres angreb, da fruentimmeret ikke var af den slags de muligvis søgte. Men i stedet for at stoppe deres uartighed blev jeg af en af selskabet (en person med blå chenille) slået i næse og mund så jeg styrtede til jorden. da endnu ingen vægter var på gaden, var anskrig unyttigt, og da herrerne desuden nu bortfjernede sig, måtte jeg nøjes med hvad jeg havde fået.

Skønt jeg har temmelig formodning om hvem nævnte herre med den blå chenille var, vil jeg dog blot bede ham at tage sig i agt en anden gang, og ikke overfalde eller antaste noget fruentimmer før han er forsikret om at det er af den slags han søger, og dernæst ikke overfalde nogen som tager den uskyldiges forsvar da ellers vores årvågne politi let kan skaffe ham og hans kolleger kvarter.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5914-5915).

Uforskammet Lapseopførsel.

At se en bestemt slags jægere driver deres håndværk på Københavns gader fra skumringen til den sildige aften er optrin som hver aften kan gives for den som ønsker at se en sådan jagt. Men dog vil man som oftest finde at den kun sker efter enkelte damer eller dem som ikke har givet sig under en kavalers varetægt. For disse jægere går dog ikke i almindelighed så vidt i deres uforskammethed at de tør byde nogen dame deres selskab eller forfølge hende hvis de ser hun er fulgt af en kavaler. At man imidlertid ikke altid kan forvente så megen æresfølelse og agtelse for damerne hos hele Københavns lapseklasse, derom kan følgende tildragelse tjene som bevis.

"Et selskab bestående af 6 damer og 4 kavalerer hvis vej ulykkeligvis faldt gennem Helsingørsgade og Borgergade, havde det uheld at støde på et septemvirat af lapse." (Nyere foto, Helsingørsgade/Adelgade 32 formentlig fra efter 1880. Det lave hjørnehus var fra o.1680'erne og på Politivennens tid ejet af urtekræmmer Svane og efterkommere. Fra 1908 det legendariske gæstgiveri "Det Skarpe Hjørne". Før og Nu 1918)

Et selskab bestående af 6 damer og 4 kavalerer hvis vej ulykkeligvis faldt gennem Helsingørsgade og Borgergade, havde det uheld at støde på et septemvirat af lapse. Det mildeste udtryk jeg kan bruge om dem. Gud ved hvad der drev dem til deres uforskammede opførsel, enten det var fuldskab eller en overordentlig lyst til den vist af dem så meget yndede kommers begyndte deres lapsesteger med at forhindre en af damerne fra at tage den kavaler der gik foran under armen ved at cirkle om hende med forenede arme. Da det endelig lykkedes ham at trække hende ud af deres kreds, syntes de at ville vise sig fra en endnu mere uforsagt side og stillede sig med tre på hver side af damerne og en sluttede troppen der måske havde den bestilling at anføre dem på deres mandhaftige tog. Således havde selskabet den fornøjelse at have deres følgeskab fra enden af Borgergade til ind i Kronprinsensgade. Og for at vise at de ret vidste hvorledes en fuldkommen laps bør opføre sig, for at gøre sig værdig til et så hæderfuldt navn, undlod de ikke gentagne gange at kigge damerne op under hatten og slutte så tæt til dem at det ikke var muligt for dem at røre armen uden at måtte støde an mod de omtalte personer.

Af agtelse for den stand hvortil i det mindste nogle af dette lapse-septemvirat hører, har man ikke villet navngive dem, skønt flere af dem er kendte. Man har blot fortalt ovenstående for at advare dem, at de en anden gang er i det mindste lidt mere forsigtige med at vælge genstande for deres lapserier, da man ellers hvis man skulle være så ulykkelig atter at støde på dem, offentlig vil bekendtgøre deres navne, som ved ovennævnte lejlighed havde vist sig fra en side der lader kende at de mangler opdragelse.

(Politivennen nr. 339. Løverdagen den 29de Juni 1822, s. 5473-5475).

Redacteurens Anmærkning

Helsingørsgade forbandt på Politivennens tid Adelgade og Borgergade (se kort). Gadens skrå forløb skyldes at den oprindelig var en udfaldsvej mod Helsingør fra Kongens Nytorv, og den lå der lang tid før området i 1630'erne blev anlagt efter skakbrætsplanen som stadig ses.

I perioden 1850 til 1906 steg antallet af prostituerede fra en prostitueret for hver 74 beboere til for hver 6 beboere. Under 2. verdenskrig havde gaden sammen med Prinsensgade et så dårligt ry, at den tyske værnemagt havde forbud mod at komme der efter mørkets frembrud. Efter krigen blev alt revet ned. I dag er der intet tilbage af gaden.

En tykhovedet og tykmavet Laps i lille Fiolstræde.

Onsdag den 29. maj 1822 om eftermiddagen kl. 6 gik indsenderen heraf med en ven gennem Fiolstræde. På hjørnet af dette og Store Kannikestræde stod 3 ungersvende af hvilke den ene var så vel mæsket at han syntes at have hovedet i den store, ethvert snøreliv trodsende mave, uagtet det var meget tykt. Denne tykkert som havde en bogunder armen, opholdt sig ret lapseagtigt over indsenderens simple kasket, formodentlig fordi hovedbeklædningen er hovedsagen for ham. Ifald imidlertid vores kasketkunstdommer ikke allerede er sunket alt for dybt ned i lapseordenens skamløse dårekiste, vil man herved give ham det velmente råd, for fremtiden at beflitte sig på en anstændig opførsel. Dennes tilsidesættelse kunne ellers let have slemme følger for det unge menneskes tykke velgående, og det endog om så krabaten skulle have jernmanden Vulkan selv til skytsgud.

(Politivennen nr. 336. Løverdagen den 8de Juni 1822, s. 5429-5430).

Advarsel mod flere Lapsestræger.

Hr. udgiver!

I flere år har jeg når mine forretninger og vejrliget tillod det, besøgt et offentligt sted med have på en af stadens broer. Dette sted frekventeres af en stor del agtværdige borgere og embedsmænd som her finder en sømmelig og behagelig adspredelse efter dagens sysler. Ejeren er en retskaffen mand der altid sørger for sine gæsters bekvemmelighed og for gode forfriskninger til meget billige priser. Aldrig har jeg erfaret at der er foregået nogen uorden eller at nogen har vist sig misfornøjet med værtens opførsel eller har klaget over hans beværtning.

Desto mere påfaldende var det mig at et ungt menneske, klædt i en blå frakke, i følge med 2 andre konsorter for nogle dage siden kom ind på dette sted og viste en opførsel man kun kan tænke sig muligt hos et aldeles slet og uopdraget menneske. Værten som jeg talte med desangående, fortalte at denne unge persom nogle gange havde kommet der i følge med flere og stedse vist uterligheder såvel mod hans opvartningspige som han tillagde de groveste skældsord, som også imod nogle af hans fredelige gæster. En gang i hans fravær havde han kastet stolene omkuld, og med sin stok slået i nogle borde, således at disse endnu viste spor af slagene. For sådan opførsel som han ligeledes skal have udøvet i Slukefter og på flere steder, tror han sig berettiget da han skal være belagt med slag, og derfor mener at ingen tør røre ham. Værten fortalte videre at han havde bedt ham forskåne hans hus med sit besøg når han ikke ville vise en sømmelig og anstændig opførsel, men han havde kun fået grovheder til svar. At hente politiet, som ikke er i nærheden når nævnte person gjorde sig ud til bens, syntes værten ikke om da han frygtede for at hans hus hvori altid fredelighed og en god tone har fundet sted, skulle blive berygtet for uordentligt og han derved tabe sin søgning. Han havde derfor hidtil tålt denne kåde persons optøjer.

Men nu har han bedt mig at henvende mig til Dem, hr. udgiver! med den anmodning at De i Deres blad ville advare denne unge person - der som kontorist hos en af stadens første mænd, er velklædt, holder ridehest, kan spendere på ligealdrende konsorter og altså forlange at de skal være delagtige i hans drengestreger - ville for fremtiden moderere sin opførsel på offentlige steder, da man ellers så nødigt man vil, for ikke at skade ham i fremtiden, agter at melde hans uvæsen for hans høje principal der nok vil lære ham mores og efterse hans indtægtskilder.

(Politivennen nr. 277. Løverdagen den 21de April 1821, s. 4462-4465).

Raad til Qvindekønnet at see sig vel for hvad Lag det betroer sig til.

Den nye opdragelses hundredfold frugtbringende udsæd - som først frodigt har været i stand til at kunne vokse og kaste sine modne frugter efter at man er kommet til den fast overbevisning: at kæp og vons og færle skabte slaver og trælle, og gjorde voldsomt brud på den ædle menneskefrihed - findes nu hyppigt på veje og stier. Omhyggelig næredes og trivedes den til forbavselse for fornuften inden fædres fire vægge, og opmuntredes ikke sjældent ved den kildrende sjælefryd som uværdige forældre fandt i at en håbefuld pode med bestemthed kunne byde en far eller mor med et kraftudtryk der stemplede geniet: "at holde mund." Menneskets natur stræber fremad, både i godt og ondt, og ve! den i hvis hånd forsynet betroede at styre begge dele på den rette bane ifald han med ligegyldighed forsømmer nogen af delene.

Der står det nu, træet på godt og ondt; stolt løfter det sin top i højen sky, spredende sine tusinde og tusinde grene til verdens fire hjørner, alle bugnende af frugter. Men ak! hvilke frugter? Mængden er fuld af råd, orme af alle arter gnave dybt i kødet til kernehuset, mens skallens bedrageriske rødme skjuler fordærvelsen; og give Gud! at kun ikke dette træ bliver et eneste vildnis, hvori mange gartnere med fortvivlelse for sent vil vride sine hænder over at han til rette tid har sparet kniv og sav, for nu under dets tilspærrede giftbringende luft selv at  kvæles af det!

Det flyver til hvad side det vil, det falder i hvad jordmod det end måtte være, ordet, der søger at hegne mod brud på sædelighedens og anstændighedens enemærker, og sætter en dæmning for det gemene og uværdige i menneskesamfundet. Men høres skal det, og troligt er det at et frøkorn hist og her også vil falde i den gode ord. Og her min fortælling til advarsel.

For kort tid siden kom en holstensk vogn kørende, fuld læsset med fruentimmer og mandfolk der alle var godt klædte. Den holdt ved et sted hvor penge skulle betales, og efter at dette var sket, spurgte en ung herre (vulgo laps) manden der havde modtaget pengene: om han lystede et glas punch som var levnet? Da manden takkede og sagde ja, rakte han ham en flaske der var lunken. Uden mistanke åbnede manden flasken der raktes ham af kavaleren, men hvis indvortes han hastig erfarede svarede aldeles til giveren, da det hverken var mere eller mindre end lunket vand som skrives med tre bogstaver. Let vil man kunne begribe at sådant måtte irritere manden, og følgen blev at uagtet man påskyndede kusken at ile fra sine skarnsstreger, så løb manden dog vognen op og vedblev at overøse de derpå siddende med dens indhold. Fruentimmerne som man må formode - ifald selskabet ikke var fra et bordel i Ulkegade, fordi klæderne er i vore tider et aldeles falsk mærke på mennesker *) og alt i det hele betragtet som oftest kun er skaller - var aldeles uvidende om dette pludselige regnvejr, skreg godt, men fik en del af deres stads skamferet, fordi man ved at kønnets smykker ikke fordrager den slags beplettende vand. Især skal en del hatte som nu er kvindekønnets egentlige sjæl, ja som man i mængde ser stige op fra kælderhalse, og endog forvolder en nødvendighedsartikel i husmøbler, **) derved har lidt et ubodeligt nederlag. Men det gik her som det desværre så ofte går, det gik mest ud over den uskyldige. Havde den fornærmede givet sig tid, så ville der have været et bedre middel som ene havde ramt den skyldige, og tillige mindet ham om følgerne af sådanne lapsestreger når de atter vågnede hos ham. 

*) Det er endda ikke så sjældent at man ser den der for meget få år siden stod bag på vognen, nu at sidde inden i den, og morsomst er det blandt disse at se en vis mand, med en særdeles nådig patronmine at komplimentere gamle bekendte.

**) Anmelderen var nemlig nærværende for nogen tid siden, da et meget simpelt fruentimmer kom ind på samme sted og efterspurgte en dragkiste eller chatol. Det sidste blev forevist, men da køberen ikke fandt at deri var nogen dyb skuffe, så kunne købet ikke komme i stand, fordi den var aldeles nødvendig, da man ellers intet sted havde at lægge en hat. Forlystelsesraseri, arbejdslede, selvgjorte fornødenheder og higen efter at hæve sig over sin virkelige stand, er de eneste sande årsager til næringsløsheden.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3807-3812).

Om udfaldet af denne sag, se Politivennen 244.

Lapsestræger i Klædeboderne

I en gård i Klædeboderne morer et 14-16 årigt ungt menneske med tobakspibe i munden sig med at forurolige de overfor og omkringboende, og også de forbigående ved med  et lille spejl i hånden at sætte dem solstrålerne i øjnene og lade dem fare frem og tilbage i værelserne, hvilket ofte forhindrer en og anden i deres forretninger, endog hvis de rullede gardinerne ned hvortil kommer at synet når sådant skal holde lider ved det. Sådanne drillerier passer sig ikke for en sådan ung gentleman. Han bedes derfor for fremtiden lade være med det

(Politivennen nr. 84, Løverdagen den 9de August 1817, s. 1412-1413)

Redacteurens Anmærkning

Klædeboderne var den strækning af Skindergade som går fra Gammeltorv/Nørregade til Fiolstræde

Sørgelige Exempler paa Lapsestræger

På Roskilde Kro ved hovedlandevejen i Københavns Amt er en fattigbøsse anbragt ved indgangen til gæsteværelserne, formodentligt af vedkommende sogns fattigkommission. Og oven over samme er sat et sort bræt hvor der var malet: At det som gaves af ædelt tænkende mennesker var til sognets fattige. Ondskabsfulde og skadefro drengelapse har imidlertid ikke forsømt med kradsen, formentlig med knive, at gøre ovennævnte læsning latterlig og uforståelig. 

Da ortografien på førnævnte bræt ikke var så rigtig, troede man at denne måske kunne have bevirket opkast eller lignende revolution på de kåde lapses fine nerver, hvorfor man for så meget som muligt at forebygge forargelse af kildne øjne og den deraf flydende slemme smag besluttede på et ark papir at afskrive i ren ortografisk stil den på brættet før påmalede mening. Hvorefter dette papir blev sømmet på brættet. Og nu troede man at al anledning til ærgrelse på grund af det var fjernet. Men nej. Det påklistrede papir til fordel for den fattige som var klistret over fattigbøssen hvor man anbefalede den trængende til deltagende menneskevenner, blev kun på sit sted uforstyrret 8 til 12 dage. I dette tidsrum har vel ingen lapsekatte der så gerne vil kradse, som pigen skrev, passeret her, eller måske har disse styltegængeres mangefarvede brilleglas hindret at det ikke er set før. Men som sagt. Efter ovennævnte tidsrum blev de fattiges papir revet af. Hvor længe det tillades bøssen at være i fred, vil tiden vise.

Man har ikke villet undlade at bekendtgøre dette offentligt, og tilføjet en bøn til en eller anden skriftklog at i dette blad lade bekendtgøre hvad straf en sådan fattighader som har begået ovennævnte udåd fortjener når man får fat i ham, og til hvilken lapseklasse en sådan måtte henhøre, som overfalder og angriber døde ting som plakater, fattigestavler, grønne træer osv. om det viser mangel på mod, da viljen ikke mangler. Eller om sådant måtte forudsætte øjeblikkelig mangel på levende genstande.

(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 529-531)

Redacteurens Anmærkning

Roskilde Kro lå i Vridsløselille på Roskildevej (nu Egelundsvej 7 C, Albertslund). Foruden krobygningen var der rejsestald, avlsbygninger, stort brændevinsbrænderi (1836-1902) som lå i Høje Taastrup Sogn på den anden side af Roskildevejen ved gården Lykkensgave. I 1800-tallet det eneste lovlige brændevinsbrænderi der. 

Roskilde Kro fik dårlig omtale i J. L. Beeken: En Sommerforlystelse i 1817, eller Rejse i Sjelland, 1817 (s. 4-5):

Jeg kom snart til Roeskildekroe. Denne kroe har i mange Aar været den mest besøgte i hele Landet; hvilket heller ikke er at undre over, naar man erindrer dens beliggenhed paa Hoved-Alfarvejen. For faa Aar siden afbrændte den; men opbyggedes strax derpaa igjen ret smukt; det synes imidlertid, som om den er meget forfalden baade i en og anden henseende. At Vinduerne i Kroerne findes overmalede med Navne, er almindelig gjengs og noget sædvanligt; men neppe vil paa noget offentligt Sted i Danmark, findes flere Pøbeluartigheder samlede end i Roeskildekroe. Baade Vinduer og Døre, Vægge og Stolper ere oversmurte af slige vittigheder, og det vil vel neppe heller vare længe, førend Lofterne faae samme Skjebne. At Værten for endeel kunde forhindre slig Udyd, som kun er et Middel til at enhver Usling kan hævne sig paa sin Uven, behøver man hverken Vid eller Skarpsind for at kunne indse.

På sin side klagede værten i 1820'erne over at de rejsende slog sig ned i skænkestuen og spiste deres medbragte mad uden at betale en skilling, ikke engang for at værten måtte gøre rent efter dem. Den øverste etage blev benyttet af kongen som omklædningsværelse.

Kroen fra Politivennens tid eksisterer ikke mere. Den blev nedrevet i mellemkrigstiden, men lukkede i 1972, hvor bygningerne blev overtaget af Albertslund Kommune. Bygningerne er opført mellem 1920 og 1940. Hedehus Kro havde kun tilladelse til at servere øl og brændevin. Til gengæld lagde den navn til det nu kendte Hedehusene.

Efterretning for Medlemmerne af Lapseordenen

(Indsendt)

For nogen tid siden var der tale om en lapseorden der skulle eksistere her i staden. Da man nu i nogen tid ikke har læst desangående, så troede jeg at den var ophævet. Men ved at gennemgå de bøger som dagligt kommer tilbage til mit lejebibliotek, finder jeg at den dog er til endnu, da de på mange steder efterlader deres kendemærker. 

Da jeg nu ikke kan fremkomme med den almen bekendte sætning: At man bør respektere andres ejendom, for jeg forudsætter at deres skrivelyst pirrer således i deres fingre at det er dem umuligt at modstå, så har jeg taget den beslutning at udgive et ugeblad som skal optage alle litterære anmærkninger som ordenens medlemmers vældige ånd kunne indskyde dem. Og for at ikke nogen af dem skal komme i forlegenhed for at gøre mine bøger urene, så kan enhver af dem daglig afhente så eget papir hos mig som der behøves til sådanne vittighedsprodukter.

(Politivennen nr. 18, Løverdagen den 4. maj 1816, s.  275-276)

Skændige Lapser, der antaste skikkelige Fruentimmer paa Gaden, og udsat Premie for deres Opdragelse.

 (Efter indsendt).

Søndag aften den 27. november kl. henimod 11 havde en agtbar borgers kone og pige fulgt hans gamle svigermor hjem. På tilbagevejen blev hun udenfor vinhandler Wegeners på Kongens Nytorv antastet af 3 unge lapser på det uanstændigste. Den ene var iklædt en brun frakke, høj af vækst og så vidt kunne se koparret. Den anden havde en blå chenille med hvide hager, lille af vækst. Den tredje havde en lys chenille og efter hans udtale en tysker. Da hun ikke kunne eller ville udholde deres uartigheder, truede de at kaste hende i rendestenen og flere skændige ting. De forfulgte hende til Gothersgade og derfra gik de efter sigende til Spangs. På deres opfordring måtte hun opgive hvor hun boede, og da først forlod de hende og pigen. Den første havde imidlertid gået i slag i næse og mund af konen, hvorved han fandt sig meget fornærmet. Gerne ønskede ovenmeldte kones mand at tale med nogen af disse herrer og med fornøjelse betaler han 5 rigsdaler for oplysning om hvem de er. 

(Politivennen nr. 553, 3. december 1808, s. 8874-8875)

Uordener.

7) I tugthusporten er i et hus på højre side når man kommer fra Gråbrødreplads en uforskammet laps som finder en usigelig godtelse i uophørligt at ringe på andre beboeres døre og derved forstyrre husfreden. Man advarer ham om at han er kendt og at hans navn skal offentliggøres hvis han fremturer i sine drengestreger.

(Politivennen nr. 473,  16. maj 1807, s.7509)

Kirkefred

(Efter indsendt)

At en og anden lediggænger betragter kirken som et sted hvor han tyr hen for at få ende på den for ham besværlige tid er gammelt. Men at man der opfører sig uanstændigt, forargeligt, at man der under gudstjenestens og religionslærerens foredrag fra prædikestolen taler højt, bander og gør hørbare anmærkninger over prædiken og prædikanten er - held være tidernes tegn! - endnu hidtil splinternyt hos os. Dog var dette tilfældet anden pinsedag under aftensang i Holmens Kirke, hvor 2 unge uvoksne lapser havde indfundet sig.

Man advarede dem gentagne gange med blikke og ved ord om deres utilbørlige forhold. Men disse superlativisk-uforskammede havde dumdristighed nok til at trodse den offentlige dom, forstyrre de tilhøreres ro, der i ædlere hensigt var kommet derhen, og fortsætte samtalen uden sky. Ja, efter at gudstjenesten var til ende, og nogle af de tilstedeværende uden for kirken foreholdt dem deres skændige forhold, vovede de endog at gentage en opfordring til sådanne håndgribelige argumenter, dem sådanne folk altid har i munden. 

Den ene af dem var især et non plus ultra af uforskammethed. Indsenderen blev for sent gjort opmærksom på dette uvæsen til at han kunne lade fredsforstyrrerne, der dog var feje eller snilde nok til at fortie deres navne, få de fortjente plads et sted ikke langt fra kirken, på Gammelholm, selvom de efter påklædningen ikke henhørte til den lavere klasse. Men han tror at denne sjældne pøbelopførsel ikke kan få offentlighed nok. De karakteriserer sig selv, skønt de pågældende navne er, ligesom alt hvad der ikke dur stort, indtil nu, skjult i mørket. Tildragelsen er ellers vidnefast.


(Politivennen nr. 423, 31. maj 1806, side 6729-6730)

Redacteurens Anmærkning

Fortjent plads på Gammelholm

Skribenten hentyder sikkert til Gammelholms fængsler, hvor man før i tiden kunne blive lagt i jern. Området var tidligere omgivet af kanaler. Disse er nu opfyldt, og nu ligger bl.a Nationalbanken her.

Noget mere om pudderets brug

(Efter indsendt)

I forrige nummer er indrykket et stykke under titlen: "Parterrets puddersvin", som har ærgret mand af bladets læsere, herunder mig.

Man kan endda acceptere, at udgiveren eller den der har tilsendt ham dette angreb, er fjender af pudder og pomade, og kalder pudder og pomade for snavs. Men det er dog en grovhed i flæng at slå om sig med (ord som) pudderhelte, pudderlapse o.lign. Er enhver anstændig mand der bruger pudder og pomade,da  en laps? Eller har en anstændig mand ikke lov til at gå på parterret friseret, uden at blive skældt ud for puddersvin? Og hvis ellers den strenge fortaler tillader at stå på parterret uden hat, vil denne så garantere ham sikkerhed for den hat der er hængt udenfor. Det sker jo ofte, at hatte som er udleveret til forvaring udenfor, ja selv overtøj, bliver stjålet.

***Udgiveren har ikke modsat sig at trykke så meget af det tilsendte, skønt det ikke er skrevet i den bedste tone. Som svar kunne det være nok at henvise til det her fordømte stykke i nr. 368, der koldsindigt gennemlæst bedst gendriver det ovenstående. Da udgiveren imidlertid har hørt flere tale heftigt mod dette stykke, efter hvad de har hørt af andre, uden selv at have læst bladet, og nogle deriblandt ikke holder det, vil han blot anmærke, at han kun har brugt ordet puddersvin om de unge pudrede personer, der opfører sig usømmeligt på parterret, ved at trænge sig ind blandt folk, holde hattene vendt udad med den nederste del, lægge det pudrede hoved op til de omstående, osv. Ikke med et ord er omtalt aldrende mænd, eller endog yngre mænd, når disse viser anstændig opførsel. Men det forstår sig selv, at hvis en gammel mand går på parterret, og der vender den pudrede side af sin hat mod andres klæder, så bliver han grisen lige så fuldt som den unge. 

Skal man da vende hattens pudderside mod sine egne klæder, har nogle spurgt? Ja, hvad ellers, svarer jeg. Det er dog unægtelig ikke så hårdt at blive tilsølet af sit eget kære pudder, som at blive det af andres.

(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybede en artikel i Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851.

Parterrets Puddersvin

(Efter indsendt)

Indsenderen er lige så uenig med de der påstår at et hoved pyntet med pudder og pomade røber pedanteri, koketteri, aristokratisme, som de der finder at rundt upudret hår vidner om råhed og frækhed. Desuagtet kan han dog ikke nægte, at han inderlig glæder sig over at pudderperioden er forbi, og at alle bestræbelser indtil videre har været frugtesløse, hvormed adskillige indskrænkede hjerner har forsøgt at bringe alle hoveder under pudderpusteren og pomadekrukken igen. At få alle hatte tilsmurte og på ny at få alle gader til at vrimle med en mængde mennesker der uden at være medborgerne til nytte, tvinger dem til omhyggeligt at vogte sig for al berøring af deres tilpudrede kjoler. 

Hvem ville have noget imod at en mand som ældre oplevede den tid, hvor den desværre kun sjældent klogt bydende mode tillod at bære håret rent og frit, vedbliver at lade sig frisere når ingen derved lider? Men når unge pudrede lapser borer sig ind på parterret, og uden hensyn tilsmører og fordærver de renligere parterregængeres klæder med deres tilsølede hoveder, klæder og hatte, og tilmed morer sig med at se hvor ængstelige disse bliver ved deres naboskab, så kan man næppe bare sig for harme eller for det ønske, at ingen teaterpolitilov kunne stoppe sådan virkelig fornærmende adfærd.

I det mindste burde disse pudderhelte have den bevidsthed at lade deres hatte blive hængende udenfor. For at påbyde dette, kan det vil heller ikke tvivles på at en kongelig teaterdirektion ville være berettiget. Så meget desto mere som bygningen er så uforholdsmæssig lille, og parterret der propper og stuver sig så fuldt.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851 (Fejlagtigt angivet som 5854))   

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybedes i Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871.

Parterre

I Gyldendals Teaterleksikon står der om parterre: "tilskuerpladserne på gulvet bagest i en teatersal. P bruges både som betegnelse for det fysiske sted i bygningen samt om det publikum, som hører til der. P udgjorde oprindelig hele gulvet fra scenen til logerne. I siden var der bænke (sideparterre) og i midten ståpladser (ståparterre). På Det Kongelige Teater kunne der fra 1778 ved udsolgte forestillinger indsættes to parketbænke helt forrest ved orkestergraven, hvilket gav anledning til endnu mere puffen og skubben i P. Parterrepladserne var billigere end logepladserne, men dyrere end galleriet øverst oppe. På ståparterret, i det kritiske parterre, fandt man ofte studenterne, og det var vigtigt for skuespillere og forfattere at få P med sig, da de blev opfattet som meningsdannere. Kvinder så man ingen af i P; de fine fruer sad i logerne og enkelte mindre fine på galleriet" 

Højre side af parterret var reserveret til håndværksmestre, handlende, folk ansat i staten på lavere poster, mens venstre side var reserveret til yngre embedsmænd, studenter, litterater, intellektuelle og kunstkyndige. Råb, hyssen, trampen ja endog deciderede slagsmål mellem tilhængere og modstandere af en forestilling var almindelig. Ved visse lejligheder måtte justitsminister F. J. Kaas i spidsen for soldater med opplantede bajonetter gribe ind for at skaffe ro.

Uordener.

Man måtte ønske at en slags opsigt holdes over de i Kongens Have i sådan mængde kommende børn, ammer, barnepiger, skøger og lapse. Den som besøger haven, ved hvorledes bænkene der er for få af, tilsøles, tilmales og springes på med sodede fødder, og hvilke væmmelige urenligheder man ser alle vegne. Et par offentlige lokummer på afsides liggende steder i haven synes nødvendige, men også disse måtte stå under opsyn af en som modtog en hel eller halv skilling af hver besøgende således som man andre steder finder det indrettet.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 210, 1. maj 1802, s.3360)

Uorden paa Ridebanen.

Forleden tildrog sig den skammelige uskik at en af disse små lapse der rider på ridebanen for deres skillinger, overred et velklædt fruentimmer der gik sin vej stille fort. Man håber at disse ridt af drenge på en bane hvor der er alfar vej ville blive forbudt og en mulkt pålagt dem der lejer deres heste ud til dem.

Såvel i denne anledning som i betragtning af de riddertog der også for en skilling gøres på hestetorvet, måtte man ønske at der her i staden såvel som i andre stæder, måtte findes den husejer der indrettede et ridehus hvor alle de der ville give penge ud for den fornøjelse at sidde på ryggen af hest, uden at forstå at styre den, kunne more sig uden fare for andre.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3293-3294)