Der er før i dette blad talt så meget om lapse og plattenslagere at det næsten ikke synes umagen værd oftere at berøre disse væseners lumpne adfærd og nedrige streger. Dog, da det muligvis ikke alene kan tjene som et bidrag mere til kundskab om disse herrer, men tillige som en advarsel for unge, uerfarne piger om at vogte sig for disses rænker og kneb *), så vil indsenderen heraf ikke undlade i denne anledning at anføre et for kort tid siden udvist træk af en mandsperson mod en ung pige i hvis forældres hus han i lang tid havde sin gang.
Nævnte mandsperson (hvis navn man for sine årsagers skyld endnu ikke vil nævne) kom for henved et år siden i bekendtskab med en jævn borgerlig familie og vandt ved sin tilsyneladende høflighed og sit forstilte venlige væsen familiens agtelse og yndest i den grad at man til sidst betragtede ham som en god ven af huset. Og efter evne gjorde ham til gode med alt hvad huset formåede hver gang han kom. Omsider begyndte han at lege kæreste med datteren af huset og dels ved glimrende løfter om guld og grønne skove som også ved tom smiger tiltrak han sig også hendes opmærksomhed. Dog viste det sig snart af hans adfærd at det hele var anlagt på egen interesse og på at snyde og bedrage familien. For da han nu var ligesom hjemme i huset, begyndte han at blive næsvis og behandlede endog kæresten på en højst uforskammet måde.
Nævnte pige leverede ham nemlig et par guldørenringe som hun bad ham om at levere for hende til guldsmeden for at istandsættes. Da hun flere gange derefter spurgte ham om disse ringe, fremkom han bestandig med den undskyldning enten at han ikke havde haft tid til at afhente dem, eller at de endnu ikke var færdige. Endelig blev pigen træt af disse undskyldninger og henvendte sig selv til guldsmeden om ringene. I begyndelsen vægrede han sig ved at udlevere hende dem, for omtalte smukke person havde pålagt ham ikke at udlevere ringene til andre end ham, da pigen som havde ejet dem, nu var død og han havde arvet dem efter hende. Omsider da dette bedrageri blev opdaget, fik pigen sine ringe og vores malhonette herre blev nu som netop rimeligt var, jaget på porten og for stedse afskyet af familien.
*) I et måske finere sprog kabaler og intriger, men man vil helst blive ved de danske udtryk.
(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9118-9120)
Nævnte mandsperson (hvis navn man for sine årsagers skyld endnu ikke vil nævne) kom for henved et år siden i bekendtskab med en jævn borgerlig familie og vandt ved sin tilsyneladende høflighed og sit forstilte venlige væsen familiens agtelse og yndest i den grad at man til sidst betragtede ham som en god ven af huset. Og efter evne gjorde ham til gode med alt hvad huset formåede hver gang han kom. Omsider begyndte han at lege kæreste med datteren af huset og dels ved glimrende løfter om guld og grønne skove som også ved tom smiger tiltrak han sig også hendes opmærksomhed. Dog viste det sig snart af hans adfærd at det hele var anlagt på egen interesse og på at snyde og bedrage familien. For da han nu var ligesom hjemme i huset, begyndte han at blive næsvis og behandlede endog kæresten på en højst uforskammet måde.
Nævnte pige leverede ham nemlig et par guldørenringe som hun bad ham om at levere for hende til guldsmeden for at istandsættes. Da hun flere gange derefter spurgte ham om disse ringe, fremkom han bestandig med den undskyldning enten at han ikke havde haft tid til at afhente dem, eller at de endnu ikke var færdige. Endelig blev pigen træt af disse undskyldninger og henvendte sig selv til guldsmeden om ringene. I begyndelsen vægrede han sig ved at udlevere hende dem, for omtalte smukke person havde pålagt ham ikke at udlevere ringene til andre end ham, da pigen som havde ejet dem, nu var død og han havde arvet dem efter hende. Omsider da dette bedrageri blev opdaget, fik pigen sine ringe og vores malhonette herre blev nu som netop rimeligt var, jaget på porten og for stedse afskyet af familien.
*) I et måske finere sprog kabaler og intriger, men man vil helst blive ved de danske udtryk.
(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9118-9120)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar