Ulykke på Kirkegården. (Efterskrift til Politivennen)

På Assistens Kirkegård i København er en ældre dame, fru Ane Kirstine Olsen, Charlottegade 9, i formiddags i en af hovedallerne blevet kørt ned af et af kirkegårdens hestekøretøjer.

Den gamle dame blev så alvorligt kvæstet, at der er fare for hendes liv. Hun er meget tunghør og havde af den grund ikke observeret vognen.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 5. august 1929).

En 70-årig dame livsfarlig kvæstet.

En 70-årig dame, Anna Kirstine Olesen, Charlottegade 19, blev i formiddags da hun kom gående på en køregang på Assistens Kirkegård, påkørt af et hestekøretøj. Vognen gik over den gamle dames hoved og ben, men skønt hun var stærkt kvæstet, var hun dog ved bevidsthed da hun førtes til Rigshospitalet.

Her mener man dog ikke at hendes liv kan reddes.

(Demokraten (Århus), 5. august 1929).

Varsko.

I det øjeblik anmelderen mandag den 19. i denne måned mellem kl. 9 og 10 passerede forbi Rundetårn, faldt en af de sten der danner karnissen nedenfor jernrækværket oven på tårnet, ned på gaden, ikke to skridt fra ham. I faldet slog den imod rendestensbrættet med en sådan kraft at det lød som skraldet af et svært kanonskud. Og dersom anmelderen var kommet et skridt videre frem, havde han ufejlbarligt fået sit banesår. Han holder det derfor for pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på det. Dels for at skaden kan blive efterset og lignende tilfælde forebygges, da man kan antage at flere sten kan være løsnet af fugtighed efter den megen regn der er faldet hele sommeren, dels for at advare fodgængere som skal passere denne vej for ikke at holde sig for nær ved tårnet før en reparation ved samme er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 1295, Løverdagen, den 24de October 1840. Side 681). 

Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien.

Af og til sker det at der findes en druknet i Ladegårdsåen. Og man antager da i almindelig at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra at der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden. Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen. Men disse værner dog kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående der på denne vej det meste tid af året har meget at kæmpe mod. Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig. Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så at på flere steder kanten mangler helt. Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det var derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare. Og i det øjemed tillader indsenderen sig at foreslå et kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det også være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen, tillige måtte blive taget i betragtning. Vel har Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke, og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft af at udstrække stien i modsat retning. Den er meget simpel og smal. Men en sådan sti er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej. De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det da de der ligger meget dybere end grøften, ingen nytte har af den. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte. Hvorpå gangstierne på Gammel kongevej og på Nørrebro langs med Assistenskirkegårdsmuren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for en spadserevej, har vel egentlig mest været årsag til at den er så forsømt (for det lersand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan nok næppe regnes til nogen forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive næsten lige så besøgt som de andre, og folk ville da ikke som nu ofte nødes til at vende om fordi den er ufremkommelig.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 286-288)

"Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen." (Åboulevarden er anlagt ovenpå Ladegårdsåen, og vandstandsmåleren med en senere indskrift om ulykken i 1812 er et af de få minder. Ladegården lå over for på modsat side, til venstre udenfor billedet. Eget foto, 2013)

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åen med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

Det eneste der er tilbage af åen er nogle enkelte grøfter som kunne være en hvilken som helst grøft. (I forbindelse med et nu skrinlagt projekt om at fritlægge åen, er der skrevet en del om åen. Jeg var den 23. november 2013 på jagt efter de synlige rester af den.

Påtalerne hjalp tilsyneladende ikke. Se Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841.

Bøn om Borttagelse af Vandtruget paa Skidentorvet!

Hr. Udgiver!

En ven af kreaturerne har ladet hensætte et vandtrug ved posten på Skidentorvet hvoraf de torvende bønders heste kan få en læskedrik før de begiver sig på deres hjemrejse. Så priselig end dette foretagende er, så kan dog dette trug der forbliver stående på sin plads natten over, forårsage ulempe, idet folk i mørke og ved vægtermåneskin kan tørne mod samme og således komme til skade.

Man beder derfor hr. Udgiver at De gennem Deres blad vil anmode den ubekendte veltænkende mand om at borttage truget når bønderne henimod aften forlader torvet, eftersom brugen af samme fra den tid er unødvendig og man tvivler ikke på at han jo gerne efterkommer denne anmodning. For han besidder vist nok så megen menneskekærlighed at det ville smerte ham at erfare om nogen ved at støde mod dette trug i mørke blev uduelig til ægteskab eller fik et eller andet men der muligvis kunne blive livsvarigt.

(Politivennen nr. 1142, Løverdagen, den 18de November 1837. Side 726-727)

Redacteurens Anmærkning.

Allerede i næste nummer af Politivennen nr. 1143, 25.november 1837, side 746, bekendtgjordes at vandtruget på Skidentorvet borttoges om aftenen når bønderne forlod torvet og udsattes igen om morgenen.

Skidentorvet. På artiklens tilblivelsestidspunkt lå Ahlefeldts Bastion og Nørreport umiddelbart til venstre i billedet. Også i dag et af de mest befærdede torve i København. Eget foto, 2016.

Til en Familie, hvis Pige, eller Amme, i Mandags Aftes hjembragte et lidet Barn med forslaaet Hoved, eller maaske med sønderbrudte Lemmer.

Når forældre betror deres børn til andre, vidner dette om megen tillid, især når børnene er så små at de ikke kan gøre rede for hvorledes de er blevet behandlet i forældrenes fravær. At denne tillid der erhverves og vedligeholdes på mange måder, imidlertid meget ofte misbruges, er noget erfaringen tilstrækkeligt lærer. Og vi anser det for enhvers pligt at gøre opmærksom på sådant misbrug, især hvor kendsgerninger ligger så klart for dagen at ingen tvivl kan finde sted. Sagens vigtighed synes os at kræve det. I det håb at disse linjer må komme til vedkommende forældres kundskab, indrykkes de altså i dette blad for hvis almennyttige øjemed de synes os at være pasende.

Da referenten i mandags kl. kvart i otte om aftenen med familie passerede ud af Vesterport, kom en bondeklædt pige eller amme ham i møde på fortovet udenfor den yderste barriere. Bag hende skjultes en af de nu vist nok kun for deres prisbillighed små grønne barnevogne som vist nok kun stadig meget er i brug på grund af deres prisbillighed. Hun trak barnevognen hvori sad et lille barn. Det bemærkede referenten altså ikke før hun pludselig trådte ned på gaden fra det høje fortov og uden at se tilbage trak den spinkle vogn efter sig med et kraftigt ryk. Denne mildest talt høje grad af uforsigtighed havde til følge at vogn og barn kastedes voldsomt mod stenbroen, og så vidt man i tusmørket kunne se, barnets hoved imod kanten af fliserækken. Referenten sprang til med et udråb af smerte og ville have hjulpet den stakkels lille, som han måtte antage at være blevet betydeligt beskadiget. Men i en håndevending havde den følelsesløse kvinde rejst vognen og barnet der var fastbundet i den, og uden at foretage den ringeste undersøgelse af hvad skade dette havde fået ved et fald der var så farligt at døden let kunne have været en følge af det, ja uden at røre ved eller se til den lille mishandlede, løb hun mere end hun gik med vognen og det ynkeligt skrigende barn indad porten til hvor hun snart forsvandt blandt mængden.

For at lede til opdagelse af det højst uforsigtige og aldeles følelsesløse kvindemenneske der måske for at vælte skylden fra sig har bundet barnets forældre en fabel på ærmet, vil referenten endnu tilføje at barnet på hvilket de værste følger af faldet måske først kommer til syne efter længere tids forløb, faldt på venstre side hvor det ikke i det allergunstigste tilfælde kan være fri for skrammer. Hvad videre oplysning man måtte ønske, er referenten meget villig til at give, såvidt det står i hans magt, når man behager at henvende sig om det til udgiveren af dette blad.

Måtte ret mange også ved det her anførte lære at erkende vigtigheden af en nøjagtig prøvelse af de personer til hvem de betror det vigtigste, de ejer, skulle det glæde referenten meget. Enhver vil desuden sikkert i sin egen erfaringskreds finde eksempler på de sørgelige følger af et uheldigt valg i denne henseende. At de ovenfor omtalte barnevogne ligesom alle vogne på 2 hjul bliver farlige ved den mindste skødesløshed er afgjort. Og man tør derfor uden tvivl vente at se brugen af dem indskrænket. Referenten ville aldrig give tilladelse til deres afbenyttelse for sine børn, med mindre enten han eller moderen var til stede. Og da kun under den betingelse at barnepasseren altid beholdt vognen for sig, og altså skød den frem, men ikke turde trække den bag efter sig. Vi har endnu i frisk minde at 2 børn ved uforsigtighed i brugen af en sådan vogn styrtede ned af volden og mistede livet.

 (Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 587-590)

Om utilbørlig Kjøren og Riden paa Gaderne.

Man har anordninger mod den stærke kørsel og riden på hovedstadens gaden. Men hvorledes overholdes disse? Dagligt handles derimod, og det synes besynderligt hvis politiet ikke skal kunne se eller vide dette. For nogle uger siden tilkørtes - formodentlig af en slagter - en ung vælig hest gennem Vimmelskaftet, Amagertorv, Østergade etc. 3 gange kørte han ind på fortovet, en mand frelste en pige, dog med opofrelse af en ny silkeparaply etc. - I forrige uge løb et par heste uden kusk, i Vimmelskaftet med en bræddevogn. En dreng på vognen og en mand på fortovet var nær ved at blive ofre. - Hvorledes færdslen dagligt er gennem Østergade, på  hjørnerne af Købmagergade og Amagertorv etc. er vitterlig for alle. - Hvad erstatning kan det være for nogen at i et enkelt sjældent tilfælde en idømmes en ubetydelig mulkt, eller at man efter en besværlig procedure, med vidneførelse osv. måske får badskærerlønnen tildømt - som hos den dømte siden ikke kan fås, og hvor ussel er desuden denne erstatning? - Hvorledes og af hvem kan fx overkrigskommisær Øst der blev overkørt på Amagertorv, får erstatning for et 5 måneders smertefuldt sygeleje, og for at han hele sin øvrige levetid bliver en krøbling? - Når en håndværker, kunstner, overhovedet hvem som helst der skal leve af sin tid og flid, men ikke nyder embedsløn, og derhos er familiefar, lemlæstes ved overkørsel, bliver tabet for ham næsten aldeles uerstatteligt. Det synes derfor ved den tiltagende luksus med heste og vogne at burde komme i betragtning at indbyggerne får en større sikkerhed for dere liv og lemmer mod ubændig kørsel og riden.

(Politivennen nr. 1076, Løverdagen, den 13de August 1836. Side 528-529)

Uordener.

1) På hjørnet af Gammeltorv og Nørregade har det i lang tid, men især i de sidste dage, næsten været umuligt at kunne passere fortovet for en stor del sjovere og soldater der har placeret sig der så at man for at undgå at blive tilsmurt, eller behandlet med grovheder af disse personer, var nødsaget til at gå ud på gaden. Man må i denne henseende spørge om politiplakaten der forbyder at henstille noget der spærrer passagen på fortovet, alene gælder om ting og ikke om personer?

2) Mandag den 6. april hændte det at idet en vogn kørte roligt igennem Nørreport, en anden vogn kom farende forbi denne i stærkeste trav. Som en følge heraf var pladsen så snæver for de forbipasserende at det eneste menneske der i det øjeblik passerede porten, blev styrtet omkuld af vognens baghjul og lider endnu af faldets følger.

(Politivennen nr. 1008, Løverdagen den 25de april 1835, s. 273-274)

En Rettelse til Stykket om Fastelavnsløier i sidste Nr.

Indsenderen af stykket: "Uhældige Følger af Fastelavnsløier" i sidste  nummer af Politivennen har ikke været så ganske nøje underrettet om det passerede når han fortæller at hjulmanden skaffede en landmand til at befordre den tilskadekomne mand til Frederiks Hospital og derfor lod sig betale 5 rigsbankdaler. For sandheden er denne. Hjulmanden selv kørte manden i en vogn hvori der var lagt sengeklæder, først til Jægersborg hvor han blev forbundet af lægen der og befordrede ham derfra siden til staden. For forplejningen, kørsel og bompenge, frem og tilbage, betaltes med fornøjelse 4 rigsbankdaler 3 mark, hvilket vel ikke kan anses for urimeligt eller fortjener at anføres som et eksempel på egennytte eller uhjælpsomhed. 

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 167-168)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er rettelse til nr. 1001, 7. marts 1835.

Uheldige Følger af Fastelavnsløier.

Fastelavnsmandag kørte en mand der bor her i byen, sammen med 3 andre personer i sin egen vogn til Lyngby for at besøge en familie der bor der. Da de henimod aften ville vende tilbage til staden, mødte de på hovedlandevejen lige før Gentofte et fastelavnstog der med tromme, bjælder og lignende gjorde en sådan støj at hestene blev sky og ikke var til at standse. Det lykkedes de tre personer der var på vognen, at slippe uskadt fra samme. Men vognens ejer som selv kørte, faldt omsider af, fik et ben brækket og blev kørt over brystet. Han blev bragt ind til en hjulmand der boede i nærheden, der plejede ham på det bedste og som skaffede en landmand der boede i nærheden, til mod en betaling af 5 rigsbankdaler at indbringe ham til Frederiks Hospital hvor han nu er taget under lægebehandling. *) 

Så lidt man ønsker at landboen skal blive indskrænket i tilladelige uskyldige fornøjelser, kan man dog ikke i ovenstående anledning undlade at ønske at sådanne optog ikke må foretages på alfarvej hvor de visselig flere gange har afstedkommet uerstattelig skade, men at det må forklares enhver bys indbyggere i sådanne tilfælde at holde sig på deres egne by-og sogneveje.

*) Det røber meget lille humanitet hos vedkommende landmand at have benyttet en så sørgelig lejlighed til at lade sig så dyrt betale en befordring af 1 mils længde.

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 153-154)

 "De mødte på hovedlandevejen lige før Gentofte et fastelavnstog der med tromme, bjælder og lignende gjorde en sådan støj at hestene blev sky og var ikke til at standse." (Erik Pauelsen: Aftenlandskab ved Gentofte, 1764-1790. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1002, 14. marts 1835.

Mangel paa Transport for Tilskadekomne.

Lørdag den 2. dennes indtraf den ulykke at en håndværkersvend faldt ned fra den under bygning værende gård nr. 349 i Gothersgade, og forslog sig således at han måtte føres til hospitalet. De tilstedeværende søgte da hos hyrekuskene Kymmel og Lorck i samme gade at få en vogn til den forulykkedes transport. Men begge steder nægtedes man en vogn til dette brug - der var nemlig ingen hjemme!

Over for 30 år siden har man i dette blad klaget over at det ved sådanne ulykkestilfælde var vanskeligt at få en vogn. Men endnu er det som før! Med de forrettigheder hyrekuskene her i staden har, synes det som om det rimeligvis kunne pålægges dem altid at have en vogn hjemme til sådant brug. Heste skal de altid have i tilfælde af ildebrand, og disse kunne vel gerne bruges for et øjeblik i et ulykkeligt tilfælde af en anden natur. Sørgeligt skulle det være om et menneskes og som det her var tilfældet, en familiefaders liv skulle sættes på spil fordi man midt i hovedstaden ikke kan få ham bragt tids nok hen hvor hjælp var at finde.

(Politivennen nr. 974. Løverdagen den 30te August 1834, s. 602-603).

Uordner ved Maneuvrerne paa Fælleden.

Det er bekendt nok at ved manøvrerne altid en hærskare af drenge følger de militære og opsamler patroner for at more sig med. Dette kunne man ønske alvorligt forhindret af de ansvarlige for at afværge sådanne ulykker som den der passerede i disse dage da to drenge ved at lade en gammel nøglebøsse for stærkt med krudt så at den sprang, blev hårdt såret i hovedet, og den ene endog blev ulykkelig for livstid, idet stumperne af nøglen slog ham begge øjnene ud af hovedet så at han måtte ledes hjem til sine stakkels forældre.

En anden uregelmæssighed er dem at stundom de befalende antager en alt for myndig tome og truer fredelige mennesker med prygl når de står i nærheden af de exerceredne, uden dog på mindste måde at være disse til hinder eller ulejlighed. Man håber at de højere ansvarshavende vil i denne henseende meddele deres underordnede de fornødne, skærpede instruktioner.

A. Petersen.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 711-712) 

Albert Küchler (1803-1886): Scene på Fælleden. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bøn til Politiet.

I anledning af et 9 årsbarns overkørsel og grusomme lemlæstelse i Store Strandstræde søndag den 9. oktober tager indsenderen sig den frihed at gøre politiet opmærksom på følgende.

Intet sted i byen burde forbuddet mod den for hurtige kørsel mere overholdes end i Store Strandstræde. Gennemfærdslen er nemlig meget betydelig, gaden smal, fortovene så smalle og dårlige, især ved de mange udstående trapper og kælderhalse, at de fleste fodgængere fristes om ikke nødes til, at søge ud på gaden. Men dertil kommer især at vognene så vanskeligt høres på den makadamiserede vej. Desuagtet overholdes dette forbud intet sted mindre end her, og intet under når man betænker den lindring som hest, vogn og kusk og kørende må føle ved at komme fra Kongens Nytorv eller Sankt Annæ Plads ind i den lykkelige gade hvor den korte hvile er forundt. Men hertil kommer på enkelte dage endnu andre grunde, således som sidste søndag konfirmation i Garnisonskirken. Enhver der så hvorledes kareterne omtrent midt på dagen jagede i denne gade frem og tilbage, vil ikke undre sig at et barn derved blev lemlæstet, men snarere at ikke flere blev det. Man tillader sig altså at foreslå politiet at på sådanne dage hvor gennemkørslen i Store Strandstræde må formodes at blive usædvanlig stor, især af lette vogne, en betjent må stilles ved hver ende af gaden for at afværge sådanne ulykkelige tilfælde. En betjent ville i øvrigt kunne være tilstrækkelig, eller ingen behøves hvis vognene her som i så mange andre stæder var forsynet med hver sit nummer er især på hyrekareterne, stod bag på vognen med store og læselige tal. Indtil dette befales, vil forbuddet mod den for hurtige kørsel aldrig kunne overholdes. Det gælder jo nu kun at køre ret dygtigt til, hvem vil da gøre dem noget? Således tænkte også kusken i søndags, og se om han ikke havde ret!

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 710-711)

Exempler paa Fare ved Amagerports Bom.

Ved at læse i Politivennen nr. 803 fra 21. maj d. å. blandt "Ønsker på Amager", om Amagerports bom, finder indsenderen sig beføjet til at anmærke: at en voksen dreng, men vel meget svag på synet, den 30. november f. å. omtrent kl. 7 om aftenen, i mørke, ved at gå til staden, forfejlede vejen ad broen (der desværre, endog for en med bedre syn, er vanskelig at passere ved den elendige belysning der findes) således at han faldt ned i det, med gammelt, stinkende mudder opfyldte hul, fik slemme stød mod bommens nederste del, huller på skinnebenene, et par støvler ødelagt og blev i øvrigt grundigt sølet til. En lykke for ham og forældre at det blev ved det, for han kunne være blevet krøbling eller slået ihjel, hvis hovedet havde tørnet mod bommen.

Noget før den tid blev en flok lam udført af Amagerport med gennemkørselsseddel.Ved eftertælling manglede et, som efter omtrent en times forløb fandtes i omtalte hul ved bommen. Og efter hvad indsenderen heraf har hørt sige, har et par løbske heste været nær ved at løbe i stadsgraven hvortil er alt for let adgang.

Det var altså såvel for mennesker som fæ at ønske at det i nævnte Politivennen foreslåede rækværk blev sat omkring bommen, som også et rækværk for det farlige nedvæltningssted til graven, hvilket enten kunne indrettes ligesom ved Nyhavn Hoved, eller også således at pramme som jævnligt ligger der, kunne trækkes på land til reparation og et rækværk anbringes, ligesom det øvrige ved Amagerports Ravelinvagt, således at det uden besvær kunne aftages og isættes.

(Politivennen nr. 808. Løverdagen den 25de Juni 1831, s. 454-456)

Til Barbariet dermed! eller lidt høiere op!!

At man i barbariske lande spidder levende folk, det har man vel læst og hørt tale om. Men at der i vort kære København eksisterer pigge eller kroge til lignende uvæsen er måske ikke så almindelig bekendt som fortjenstligst og nødvendigt er. - Man ser imidlertid disse om man vil uden for butikkerne på begge sider af stadens vejerbod, men med varsomhed for ikke at spidde sig selv. Disse pigge eller koge der endog på mørke sommeraftener er farlige, er det dobbelt ved vintertid når sne og is forhøjer fortovet og rendestenens opkastning nøder den gående til at holde sig tæt ved husene. - Indsenderen takker sin højde for at han i forrige vinter slap med et sønderrevet ærme og ikke mistede øjet eller fik ansigtet skamferet - og af taknemmelighed derfor gør han Politivennen opmærksom på farligheden for at enhver kan vogte sig i den nu begyndende vinter hvis der ingen anden foranstaltning bliver føjet.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 839)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om vejerboden på Gammeltorv.

Et fælt syn i Vimmelskaftet.

Onsdag middag så anmelderen i Vimmelskaftet 2 karle bære en kvinde på en almindelig bærebør. Om denne kvinde var drukken eller druknet, gav han sig ikke tid til at undersøge, men han observerede at hendes klæder var våde og at hun lå i en temmelig usømmelig eller upassende stilling. Flere mennesker især kvinder som kom dette optog i møde, måtte vende sig bort fra dette fæle syn. Anmelderen kan derfor ikke undlade at ytre det ønske at når forulykkede eller drukne transporteres gennem byen, disse da må tildækkes med et lagen eller tæppe for ikke at såre ømtfølende mennesker der uheldigvis kommer et sådant optog i møde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 795-796) 

Forslag til Sikkerhed mod Livsfare.

Ved Holmens Bro mod Slotspladsen er bolværket så lavt at flere mennesker er forulykkede ved i mørke at gå ud i kanalen idet de har troet at gå over broen, hvilket sidste er forklaret af enkelte som har været så heldige at få øjeblikkelig hjælp. At denne livkostende fejltagelse også let kan finde sted, vil enhver kunne overbevise sig om ved fra slotspladsen at passere nævnte bro om aftenen, da lygterne på den anden side af kanalen synes at betegne stedet for overgangen, og skibsmasterne i mørke og tåge let kan antages for at være de opstående pæle ved broen. Har man nu storm, stærk regn eller snefog imod sig, og man derfor går ned nedbøjet hoved, vil ulykken meget let være sket.

Stadens høje ansvarshavende har også med sædvanlig omhu for indbyggernes sikkerhed nærmest ved broen ladet et rækværk opsætte lands med det lave bolværk, samt ladet det derværende slæbested indrettes således at nedgangen kan spærres, og dette fortjener virkelig påskønnelse. Men - man tilgiver indsenderen der ved et der på stedet forrige lørdag morgen indtruffet ulykkestilfælde er foranlediget til at fremsætte dette spørgsmål - er der også tilstrækkeligt sørget for at denne spærring altid sker? Sagen er af så stor vigtighed at man burde have den højst mulige vished herfor. Og skulle det in praxi være brugeligt at denne spærring overdrages besætningen på de fartøjer der ligger ved sæbestedet, da synes det dog virkelig som øvrighedens formål - at sikre medborgerne for at miste livet på en meget sørgelig måde, der bliver endnu sørgeligere ved de altid på rede hånd værende rygtesmedes virksomhed, hvorved næsten altid uforskyldt vanærende mistanke kastes på en sådan forulykket - ikke ganske er opnået. For næppe kan man således vente den herved så nødvendige nøjagtighed iagttaget selv om det under det allerstørste ansvar der dog kun lidt vil gavne den døde, var pålagt vedkommende tilsynsmand at våge herover. For ikke at tale om at det daglige tilsyn såvel tidligt som sent ville blive meget byrdefuldt.

Indsenderen holder derfor for pligt at foreslå til højere, modnere overvejelse om det ikke måtte anses hensigtspassende at nævnte slæbested - og måske flere andre - som har et ordentligt forsvarligt lukke med lås, måtte såvel åbnes som lukkes til visse bestemte tider, og at dette måtte ske ved vagtmandskab fra nærmeste - her slotsholms - vagt hvor nøglen kunne opbevares? Sagens vigtighed for enhver medborger medfører at den ringe ulejlighed ved udførelsen af det her foreslåede efter indsenderens mening aldeles ikke bør komme i betragtning.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 792-795) 

Jehit-Fart paa Østergade.

Lørdag den 16. dennes holdt en vogn i middagsstunden uden for nr. 72 på Østergade. En anden vogn kom fra Amagertorv, og idet den var lige for denne, kom en droske fra Kongens Nytorv hvis kusk uden at agte på at gaden ikke var bred nok til at 3 vogne jævnsides kunne passere den, og uden at give tid til at den vogn der kom ham i møde, var kommet forbi den holdende, ved at piske sin hest, for i strygende fart forbi samme. Drosken kom under denne manøvre til at passere fortovet hvor den i farten stødte til en amme der kom gående der og som havde et lille barn på armen. Begge faldt til jorden og blev derpå bragt ind i et hus i nærheden hvor ammen der var besvimet af skræk, ved en tilkommende læges hjælp igen kom til besindelse. Efter at de begge i en vogn var besørget hjem, har man erfaret at ammen ved stødet af droskehjulet har fået en betydelig kontusion på den højre hånd samt på hoften, og barnet formodentlig af faldet et ikke ubetydeligt hul ved tindingen. At her ikke indtraf større ulykke, var vist nok ikke kuskens skyld som også viste sig meget ligegyldig ved det skete. Men underligt var det at ingen blandt de mange der var til stede, anholdt ham og bragte ham til politiet som vel ville have lært ham at droskekuske ikke mere end enhver anden vognejer har tilladelse til at fare i galop gennem gaderne. For i modsat fald måtte man sørge for at der blev oprettet en assurance for liv og lemmer. Nævnte kusk var iført en grøn frakke med rød kant om kraven og kørte en brungul droske der var forspændt med en brun hest.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 674-676).

Scenen udspillede sig her: Vognen holdt ud for nr. 16, nu Guineness World Records. Vognen fra Amagertorv kom bag fra fotografen, mens drosken kom farende fra Kongens Nytorv (Charlottenborg anes i baggrunden). Der er stadig ikke megen plads på denne strækning til at tre køretøjer kan passere forbi hinanden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Østergade 72 er nutidens nr. 16. Det er opført 1853 for skræddermester C. Christensen, nu Guinness World Records Museum

Luk for Hullerne!

Det er befalet at når der graves huller på offentlig vej, det være enten for at undersøge vandrender eller i anden hensigt, må arbejderne ikke forlade stedet uden at opstille et varsko eller på anden måde sikre stedet for passerende så de ikke kommer til skade på live og lemmer. Men denne lov synes i den seneste tid ikke fuldkomment at blive efterkommet, hvorpå man vil fremsætte et par eksempler.

For 3 uger siden skulle et gammelt plankeværk afløses af et nyt på Hauser Plads. Der blev af den grund gravet nogle huller for at de nedrammede pæle kunne optages. Men en aften forlod arbejderne deres værk uden at tilkaste hullerne eller at udsætte et varsko, og det hændte sg at et ungt menneske der ville gå til sit hjem på Kultorvet, faldt i et af hullerne og fik derved sit ben således beskadiget at han endnu længe må ligge under lægens behandling.

For nogen tid siden i Gothersgade ved hjørnet af Store Kongensgade blev gravet to dybe huller i fortovet for at efterspore en formentlig fejl ved den derværende vandkiste. Disse huller blev straks tildækket med lemme hvorover man passerede i al tryghed. Men mandag den 3. skulle et af hullerne tilkastes, og straks efter at der var begyndt på det, forlod arbejderne stedet uden at hullet var fyldt eller tildækket med overlag. Dette havde til følge at en middelaldrende svag mand der desuden er noget kortsynet, faldt i hullet, forslog hovedet således at blodet flød ned og tilsølede hans klæder så at han måtte ty til en kælder i nabolaget for at afvaskes før han kunne komme til sit hjem, hvilket han i flere dage ikke kunne forlade.

Anmelderen har ved at bekendtgøre dette, det håb at de ansvarlige for at bydeover folk som ansættes til sådant offentligt arbejde, vil formane disse til at efterkomme de forskrifter der er givet for at sikre medborgeres liv og lemmer.

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 305-307)

Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden (i Valby).

Onsdag den 24. i denne måned var indsenderen tillige med fire af sin familie i Valby som tilskuere ved det såkaldte "slå katten af tønden" og fik herved lejlighed til at bemærke en del uordner som går i svang ved dette fastelavnsspøg, og som han tror fortjener det offentliges opmærksomhed. De fleste af deltagerne var nemlig beskænket og forstod ikke at styre deres utilredne heste, hvorved det uheld indtraf (muligvis indtraf flere som indsenderen ikke havde lejlighed til at bemærke), at en af rytterne som formodentlig mere lod sig lede af sin hest, end han var i stand til at lede den, ved et sidespring væltede fem personer, hvoraf dog kun en kom til synderlig skade ved at få et betydeligt hul i hovedet, og desuden blive således forslået på øvrige lemmer at han endnu er både brun og blå af det. 

Når sådanne populære forlystelser er tilladt, synes det indsenderen ønskeligt at der fra politiets side blev truffet anstalter til sikkerhed for de tilstedeværendes liv og helbred, således mener han at galopridning samt i det hele taget hestes brug ved denne lejlighed hvorved rytterne ikke udmærker sig ved særdeles ridekunst, og oven i købet ofte er beskænket, måtte forbydes. Eller hvis dette ikke turde ske, at der måtte oprejses skranker inden for hvilke tilskuerne kunne stå sikre, samt fornemmeligt at nogle af politiets personale måtte være til stede for at overholde orden, og at disse måtte vise større opmærksomhed end den politibetjent der ved oven nævnte lejlighed var til stede, og som om han end tilfældigvis befandt sig der, og ikke af sin foresatte var beordret til at holde orden ved denne lejlighed, eller ikke af vedkommende fået nogen betaling derfor, dog da han nu engang var til stede, var kendt af de fleste tilstedeværende og i påkommende tilfælde vist nok var blevet respekteret, vel burde have forebygget uorden og ikke, da denne indtrådte, forsvinde fra scenen.

(Politivennen nr. 739, Løverdagen den 27de Februar 1830, s. 141-143)

Ud over Rytterskolen er der ikke mange bygninger tilbage fra Valby på Politivennens tid. Her er det en forhenværende Smedje ved Langgade. (Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 741, 13. marts 1830, s. 167-173.

Meïr Aron Goldschmidt beskrev en sådan fastelavn i Valby nogenlunde på samme tid som ovenstående artikel (gengivet i "Maske og forklædning i Danmark", s. 217-221, 2014). Heri beskrev han hvordan deltagerne var udklædt i eventyrlige dragter, ofte lejet fra maskeradegarderober i København. Til hest "stak man til stråmanden" (en dukke udklædt som tyrker som sad i en tønde) med en lanse. Denne forlystelse blev dog mere sjælden fordi den var overmåde kostbar, så måske blev kun tønden tilbage, uden tyrker. Der var et ridende musikkorps. Og der blev spist og drukket.

Forslag til at forebygge Fare ved Hængestillager

Man hører ikke sjældent om at mennesker kommer af dage eller bliver krøblinge ved at de stilladser som bruges ved at reparere bygninger eller maler, går itu eller falder ned. For 6 til 7 uger siden mistede et menneske således sit liv ved et stillads der faldt ned i Gothersgade, og for henved 14 dage siden blev et menneske lemlæstet ved samme tilfælde på Kongens Nytorv. Da enhver duelig arbejder død som forvoldes ved uforsigtighed, er et tab for staten, så synes det en dobbelt pligt så meget som muligt at sikre den arbejdende klasse mod ulykkelige tilfælde. 

Anmelderen vover derfor at fremkomme med det forslag at ligesom ejeren af en rund ikke må bebygge samme, eller en ejendomsbesidder ikke må foretage nogen væsentlig forandring ved sin ejendom uden at efterkomme visse af øvrigheden givne forskrifter, således burde ingen opstille eller bruge noget stillads undtagen at dette ved lovligt syn var fundet forsvarligt. Til den ende kunne øvrigheden udnævne 2 eller 4 fagkyndige mænd som for en rimelig betaling skulle efter ed og samvittighed bedømme om stilladserne var forsvarlige eller ej, og i første tilfælde meddele bygherren deres attest, uden hvilken han ikke måtte bruge dem. Det er en selvfølge at et sådant syn måtte strække sig ud over alt hvad der hører til et komplet arbejdsstillads, såsom udlægsbomme, kranse, gier, tallier osv. En sådan forsigtighed er så meget mere nødvendig som ikke enhver murermester eller maler der foretager sig arbejde ved bygninger, er i besiddelse af de fornødne stilladser, men får disse hos folk der gør sig en næringsvej af at udleje dem, og det er vel troligt at sådanne stilladser som bruges hyppigt, ikke altid er at stol på, ligesom også at de vel ikke kasseres før de går itu og uoprettelig skade er forårsaget ved dem.

(Politivennen nr. 715, Løverdagen den 12te September 1829, s. 598-600)