Herreløs Hund. (Efterskrift til Politivennen)

Den sørgende ven.

På Assistens Kirkegård i København har der i det sidste par uger dag og nat opholdt sig en herreløs hund som strejfer omkring mellem gravene. Det menes at hundens herre er død, og at den nu søger hans grav, og da dyret - en stor prægtig ulvehund - i hele dette tidsrum tilsyneladende ikke har taget næring til sig og nu er meget afmagret, eftersøger kirkegårdsbestyrelsen offentligt eventuelle pårørende til ejermanden.

(Viborg Stifts-Stidende, 23. juni 1926).

Afsindig af Indespærring. (Efterskrift til Politivennen)

"Forst. AviS" meddeler følg. sørgelige Exempel paa Politievilkaariighed og Sammes Følger: En Kone paa Vesterbro er Eierinde af fire Hunde, som hun tilbørligen havde forsynet med Hundetegn og Mundkurv. I en af Hundedagene laae den ene af Madamens fire Favoriter udenfor Huset, da Hundevognen idetsamme kom forbi. Hundens Halsbaand med Tegnet var skjult af de lange Haar. Hundebetjentene toge imidlertid Hunden, puttede den i Vognen og kjørte bort med den trods den til Vinduet komne Eierindes heftige Indsigelser. Hendes Karl var dengang ikke tilstede, men da han kom hjem, sendte Madamen ham øieblikkeligt afsted, for at faae Hunden befriet. Karlen gik da op paa Politikammeret, fortalte hvad der var skeet og anmodede om, at en Betjent maatte gaae med, for at overbevises om, at Hunden havde sit Tegn; men han fik, siges der, studse Ord og maatle gaae alene. Paa Veterinairskolen fik han af Dørvogtersken til Hundelocalet Lov til at eftersee, om den Hund, han pegede paa, havde sit Halsbind og Tegn. Det forholdt sig som han iforveien vidste, og han gik nu igjen tilbage til Politikammeret, fortalte dette og fordrede Hunden tilbageleveret. Der blev Karlen imidlertid, som mistænkt for at have paasat Hunden Halsbaandet med Politietegnet imedens han var ude paa Veterinairskolen, arresteret og holdtes 5 Dage indespærret i et stygt Arresthul, hvor han blev tracteret med Vand og Brød! Hunden var imidlertid bleven sendt tilbage til Eirinden; men Karlen, som flere Gange havde været i Forhør, hvor han stadigt vedblev sin Paastand og "ikke kunde give anden Forklaring, om man endog vilde plage ham nok saa meget," blev af Græmmelse over den Behandling, der var ham vederfaret saa uforskyldt - afsindig og befinder sig nu paa Bidstrupqaard! - Man maa vente, at Justitsministeren lader vedk, Myndighedsmisbrugere drage alvorligt til Ansvar.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. september 1856).

Opvartningspige dræbt af Hunde. (Efterskrift til Politivennen)

- Angaaende den i Gaars Nr. af d. Blad omtalte rædsomme Begivenhed har Red. sildigere modtaget følgende tvende Meddelelser:

1. "Morges Kl. 5-6 gik Opvartningspigen i Toldbod-Viinhuus ned i Gaarden for at hente Vand og blev, da hun var kommen hen ved Posten, angreben af de 3 Hunde, som om Natten gaae løse paa Toldboden under Opsigt af tvende vægtere. Hundene vare nemlig brudte igjennem et Hul *) paa det raadne Plankeværk, som adskiller Toldbodviinhusets Gaardsplads fra Toldboden. Vel hørtes den Ulykkeliges Skrig; men Ingen turde vove at komme hende til Hjelp, og da Vægterne fra Toldboden omsider kom til, og efter megen Anstrængelse fik Hundene jaget ud paa Gaden, var den Ulykkelige allerede død. Dette er tredie Gang i ikke lang Tid disse Hunde have afstedkommet Ulykke. En engelsk Styrmand, der i forrige Aar blev angreben af dem, døde af deres Bid."

2. "Rygtet fortæller, at en Pige, som tjente i Toldbod-Viinhuus i Morges Kl. 5 i hendes Husbonds Gaard er bleven ihjelreven af 2de Hunde, som fra den tilstedende Toldbodplads igjennem et Plankeværk vare trængte ind i Gaarden. Skjøndt jeg ikke er bekjendt med de nærmere Omstændigheder ved denne rædsomme Begivenhed, saa forekommer det mig dog utvivlsomt, at der ved samme maa have sundet Forsømmelse Sted, saavel fra Plankeværkets Eiers Side, som i Særdeleshed fra den Mands (i hvo han saa er), hvem Tilsynet med Vagtholdet paa Pladsen paahviler, og endelig, forsaavidt Ulykkens Afsendelse ved hurtig Hjelp angaaer, muligen fra vedkommende paa Pladsen ansatte Vægters, eller Vægteres Side, og derfor er jeg ogsaa overbeviist om, at Sagen vil blive forundt den nøiagtigste og omhyggeligste Undersøgelse og at Lovens Bud om Vaade og Straffen for samme - in specie 6-10-4, Plac. 4de October 1815 § 3, Forordn. 4de Aug. 1810 og andre lignende Lovsteder, for saa vidt de kunne komme til ligefrem eller analogist Anvendelse - ufravigeligen ville vorde anvendte. - Vist er der ogsaa - i det mindste forekommer det mig saaledes - i sig selv i høi Grad anomalt og besynderligt, at der overhoveder tillades, at lade saadanne Hunde, som de ommeldte, gaae løse paa visse Pladser som Vogtere imod Tyve. Den Lovgivning, der ved Forordn. 4de Aug. 1810 har indskærpet os Pligten til at hjelpe vore Medmennesker, uden nogetsomhelst Hensyn, naar de ere i Fare for Livs eller Helbreds Tab, og sætter streng Straf for Forsømmelse af denne Christenpligt, og den Lovgivning, som, med Hensyn til den Mulighed, at Rovdyr, som holdes indesluttede i stærke Bure under uafbrudt Tilsyn, kunde slippe løs og overfalde Mennesker, har aldeles forbudt saadanne Dyrs Indførelse i Landet **!), synes mig at ville modsige sig selv paa det Allerstærkeste, naar den tillod Nogen, - det være sig enkelt Mand eller Corporation, privat Eier eller offentlig Stiftelse - til sin Eiendoms Bevogtelse at holde Dyr, der vel hedde Hunde, men i Gjerningen ere al sætte i Klasse med Ulve og Tigere, saaledes gaaende løse, at det ikke alene er muligt, men endog sandsynligt, og ifølge tidligere Erfaring venteligt, at de af og til ville ombringe Mennesker paa den skrækkeligste Maade. Derfor baade antager jeg og anseer jeg det for min Pligt at antage, at Tilværelsen af den her ommeldte Praxis ikke er kommen til rette vedkommende høie Autoritets Kundskab, og derfor er det især, at disse Linier see Lyset. - Imod Afskaffelsen af løsgaaende glubende Hundes Brug til Bevogtning kunde man vel indvende, at selve Loven tillader at værge sit Gods med hvad Værge man mægtig er, og at der, naar kun Hundene ei kunne bryde ud, intet Urimeligt, eller imod Pligten mod Medmenneskers Liv og Velfærd Stridende, er i  deres Afbenyttelse; men dette synes mig Intet at betyde, naar man lægger Mærke til, at Loven kun tillader et saadant Forsvar, hvor Eierens person tillige udsættes for Fare, og naar man betænker, at ved det nævnte Værge sikkert kun kan forstaaes livløse Ting, der kun kunne skade naar de føres af Menneske-Haand, hvis Virksomhed kan ledes af Forbuddet mod Nødværgens Misbrug, og ikke en glubende Hunds rasende Tand; ligesom ogsaa endelig, om man end vil sætte, at Hundene aldrig slippe ud af Pladsen, kun et Uhyre, og intet Menneske, kan ville paastaae, at den, der i ulovligt Ærinde - han være Tyv, Morder eller Mordbrænder - om Nattetid trænger ind paa Toldboden, Skibs- eller Tømmerpladser, skulde for sin blotte onde Hensigt uden Lov og Dom og uden Betænkningstid, sønderrives af glubende Rovdyr."

*) Ved den anstillede Undersøgelse skal det være befundet, at de ere komne ind ved at stede en Lem op, som findes paa Plankeværket og over en Rende gaaet indad til Toldbodviinhuus.

**) Canc. Circ. af 16de Juli 1822.

(Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837)

Se endvidere artikler i indslaget Ønske i en sørgelig Anledning, Politivennen 4. februar 1837.

Forlangt Indrykkelse. (Efterskrift til Politivennen)

Formiddagen den 10de October tildrog sig følgende sørgelige Begivenhed paa Vesterbro. En stor brun Hund kommer op i Gaarden fra Haugen, der løber ned mod Stranden. Den foer ind i Hundehuset og anfaldt Lænkehunden; men slap den, for at hævne sig paa en Pige, der vilde frelse den Lænkebundne, skambider hende i Armen, og forfølger hende op ad Trappen til Værelserne. Her beed den Øjnene ud paa en skaaren Puddel; og havde ødelagt et uskyldigt barn paa 1½ Aar, hvis dette ikke, Øieblikket iforveien var kommet ind i Værelset. Den bidte Pige kom strax ud paa Hospitalet, hvor hun siges blandt 50 Hundebidte Patienter at skulle være den ynkeligst tilredte. - Hunden foer siden ned, for at søndergnave sit Bytte i Hundehuset. Man skjød nu efter den, men den foer ud paa Gaden; og hvad videre Ulykke den siden har gjort, derom er ikke engang dens Ejermand, som boer her paa Broen, vidende.

Man ønsker ved denne Leilighed at gjøre opmærksom paa en i disse Dage udkommen lille Piece, der sælges i den gyldendalse Boglade, og som indeholder Forsigtigheds- og Forholdsregler i Henseende til gale Hunde og den af deres Bid hos Mennesker opstaaende skrækkelige Sygdom. 

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 83
Tirsdagen den 17 October 1815
Spalte 1302-1303

Berigtigelse

Den i Kjøbenhavns Skilderie No. 83 og i dagen No. 249 ommeldte farlige Hund, kan man nu, til Beroligelse for Publicum melde, er omtrent et Par Mile fra Staden dræbt, og ført hertil for at synes. Ogsaa maa man i samme Henseende, og for at forebygge Misforstaaelse, den i nysnævnte Blade anførte Omstændighed, at den af Hunden bidte Pige sagdes at være blandt 50 hundebidte Patienter den ynkeligst tilredte, saaledes forstaaes, at de, med et rundt Tal angivne ere successive, og ikke paa eengang, helbredte; thi, til Beroligelse kan ydermere dette tjene, at kun 12 Personer, deels paa Hospitalet og deels i Byen, ere for nærværende Tid under Cuur; hvilke alle formodes at blive gjenbragte til forrige Førlighed.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 84
Løverdagen den 21 October 1815
Spalte 1335

Hr. R. Fenger, Præst ved vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn, meddeler i Statstidenden Raad for gale Hundes Bid. "Endskiøndt jeg ikke selv er Læge", siger Hr. Pastoren: "anseer jeg det dog for Pligt, at bekjendtgjøre: at jeg i min første Ungdom har seet 2de Mennesker, der vare bidte af gale Hunde, at være blevne helbredte, blot derved, at Saaret strax blev godt udrenset, og forbundet med sort Theriac (Theriaca Andromachi), en Salve som under dette Navn blev kjøbt paa Apotheket. Ingen af disse Mennesker, blandt hvilke den ene var mig nærpaarørende, fik nogensinde  Vandskye; ikkun den sidste følt undertiden en Iisnen i Tænderne, som han kunde stille ved at bide i Træe; men at Hundene virkelig vare gale kjendtes deraf, af de beed andre Hunde, der fik samme Sygdom, af hvilke een, der stod i Lænke og havde Hvalpe, endog aad sine egne Unger. Maatte nogen af mine Medmennesker, ved at følge dette uskyldige Raad, reddes fra denne græsselige Sygdom, vilde det indelig glæde mig."

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 84
Løverdagen den 21 October 1815
Spalte 1339-1340

Tivoliets Blodhunde.

Da den sørgelige begivenhed på Toldbodvinhus indtraf, nemlig at opvartningspigen blev sønderslidt af 2 glubende, såkaldte spanske blodhunde som havde banet sig en vej under plankeværket omkring toldkontorets plads, troede man almindelig at det ikke mere måtte tillades nogen i København og den nærmeste omegn at have sådanne dyr. Nu hører man at Tivolis bestyrelse har anskaffet sig to sådanne blodtørstige hunde der endog allerede har anrettet ulykker. Otte dage før Tivoli åbnede, ville nemlig en person, en kunstner der havde arbejde derinde, forlade pladsen kl. 9 om aftenen. Men blev lige ved udgangsporten angrebet af en af disse glubende dyr der forbed hans ben således at han måtte ligge i næsten 8 uger af smertelige og farlige sår på hospitalet. Hvad der reddede dette menneske fra at blive aldeles lemlæstet, var den omstændighed at han havde en lille hund der blev en genstand for de nævnte glubende dyrs første overfald, med sig og derved fik tid til retirade og til at redde sit liv. 

I den seneste tid har man om morgenen fundet en lille hund aldeles iturevet med tarmene ud af maven på karusselbanen og det mest besynderlige herved er at de ansætte vægtere ikke engang har hørt den larm som herved er opstået. At det tillades Tivoli at have sådanne glubske dyr der lever hele dagen i et mørkt indesluttet rum, fodres med råt kød og derpå lukkes ud om natten, synes at være højst urigtigt og farligt. Indsenderen vil give flere beviser på det. 

Da Tivoli forrige år åbnede, havde en skoledreng sneget sig ind, opholdt sig der omtrent 8 dage, skjulte sig om natten hvor han bedst kunne og ville altså hvis sådanne dyr dengang havde været anskaffet, sikkert blevet et offer for deres blodtørst. Hvor let kan det ikke hænde at et menneske i de tilkommende mørke aftner som har fået sig en lille rus, lægger sig til at sove på et eller andet skjult sted under et buskads og således ikke kan bemærkes af den omkring gående patrulje før hunden løslades. Kan Tivoli indestå for at disse dyr ikke lige så godt som på toldkontorets plads kan grave sig ud et eller andet sted og overfalde og sønderslide dem som de træffer på. Det er afskyeligt at tænke sig at man i vore dage vil bruge sådanne beskyttelsesmidler mod tyve. Ville det ikke være nok når de dertil ansatte vægtere forholdt sig således som vægterne på Vesterbro, nemlig have hver en hund, ved et bånd, med sig hvilke de når de bemærker tyve, løslader hvis de ikke selv kan bemægtige sig dem. Tivoli indeholder ikke sådanne skatte at de behøver at bevogtes af vilde dyr, var det tilfældet da ville indsenderen foreslå bestyrelsen at købe v Dinter hans hyæne og tiger. Der var da en dobbelt fordel forbundet med det. Disse dyr kan nemlig forevises publikum om dagen, og løslades til skattenes bevarelse om natten. Indsenderen har imidlertid gjort opmærksom på de farer der er forbundet med at have sådanne glubske dyr til at bevogte et etablissement som Tivoli, og vasker sine hænder hvis man beholder dem og ulykker sker som næppe i længere tidsrum kan forebygges. 

Politivennen nr. 1489. Fredagen, den 12 Juli 1844. Side 433-436).

Redacteurens Anmærkning

Vedr. affæren med de glubske hunde ved Toldboden, se artikel og Redacteurens Anmærkning fra Politivennen februar 1837. Den endte med at hundene blev aflivet. 

Hunderakkernes Triumphtog.

Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.

Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.

Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.

(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495). 

Om Vagtholdet paa Toldboden.

Som man erfarer har det græsselige eksempel på hundes blodtørst vi for nogen tid siden oplevede, ikke gjort de ansvarlige mere forsigtige. Vagtholdet på toldboden bestrides efter forlydende atter af hunde hvor iblandt en hvalp af et blandt de vilde uhyrer der sønderrev den ulykkelige pige. Når man ikke ellers bruger rovdyr af en så glubende race til at bevogte vigtige forråd, ikke engang forvaringsstederne for betydelige offentlige kasser og bankens rede fonds, gemmestedet for regalier m.m. skulle da et oplag af pakker og foustager med handelsvarer ikke kunne betrygges uden ved et vagthold af ustyrlige, blodtørstige rovdyr der har lighed med Afrikas vilde bæster? - Selv land og rige bevogtes jo ved nattetid af vore krigere. Og disse som fører krudt og lod, og forstår at bruge det, kunne vel også bestå i en kamp med det par natlige tyve dersom sådanne skulle vove at nærme sig toldbodoplaget. Bekostningen herved eller ved en væbnet nattevagt, ville kun være ringe mod de andre til dels betydelige lønninger som finder sted ved toldvæsnet og som ikke just alle anses forlige nødvendige.

(Politivennen nr. 1231, Løverdagen, den 3die August 1839. Side 484-485) 

Svar paa Anken om Becks Badehuse.

Til gensvar på annoncen i Politivennen af 29. juni tjener til efterretning for den ærede indsender at det har været ejeren af Kastel-badehusene aldeles ubekendt at hunde har haft adgang der, da han aldrig har formodet at nogen dannet person ville tage sådanne med. Imidlertid skal der blive truffet forholdsregler imod det. Hvad den påpegede ulempe angående sprækker i skillerummet angår er sådant af den natur at indsenderen ved nærmere eftertanke let vil kunne indse at det er umuligt for ejeren at modsætte sig solens indvirkning på det tørre træ. Men skal der også i så henseende blive taget forholdsregler. I følge bestemmelsen kan enhver dame lade sig betjene af sin egen pige, imod for sidstnævnte at betale 8 skilling. Vil vedkommende imidlertid spare denne udgift, findes en pige til de badendes opvartning på selve stedet. Til slut tager ejeren sig den frihed at bemærke at enhver tilrettevisning vil være ham særdeles kærkommen, ligesom han anser det for pligt at imødekomme publikums ønsker, i særdeleshed når disse fremsættes i en anstændig og sømmelig tone.

Ærbødigst
P. W. Bech.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 424) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til Politivennen nr. 1226, 29. juni 1839, side 403-405 og til Politivennen nr. 1229, 20. juli 1839. Side 458-459.

Bechs Badehuse bag ved Kastellet.

Hr. P. W. Bech tilkendegiver ofte i aviserne at badehusene såvel for damer som herrer bag Kastellet daglig er til afbenyttelse. Han har glemt at tilkendegive at det er de også for hunde. Man ser jævnligt herrer med deres hunde gå ind i badehusene. Og ved samme steds nyligt at tage et bad, var indsenderen nærved kommet i berøring med en stor pudel som svømmede ved siden af ham. Et sådant naboskab i vandet er højst ubehageligt, ligesom også at komme ind i et badehus straks efter at en hund er blevet vasket og renset der.

Sådant er i sandhed højst uanstændigt, og selvom denne tilladelse på de øvrige badendes bekostning tiltrækker adskillige hundeelskere, så afholder den andre og flere kunder fra at søge stedet. Endnu tilføjes at når en dame tager et bad, fulgt af en pige for at være hende behjælpelig, må der betales for 2 bade. Om der ligeledes forlanges dobbelt betaling når en hund følger med, vides ikke. Dog ville det sidste være mere rimeligt end det første. Ved denne lejlighed anmærkes tillige at disse badehuse er så åbne og fuld af sprækker at man ved mindste blæst er udsat for en mærkbar træk. At man i damernes badehuse kan se gennem sprækkerne fra det ene rum til det andet. At man ikke efter hvert bad efterser om rummene er rene. Og at broerne som fører til badehusene, er i en så yderst skrøbelig tilstand at de er næsten farlige at passere.

Da hr. Bech hidtil har haft en så stærk søgning, er det kun et meget rimeligt ønske at han ved disse bade påset bedre orden og større renlighed. Indsenderen skal i det mindste ikke ulejlige ham, før han med bestemthed erfarer at hundebadene er ophørt.

(Politivennen nr. 1226, Løverdagen, den 29de Juni 1839. Side 403-405) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til Politivennen nr. 1227, 6. juli 1839, side 424 og til Politivennen nr. 1229, 20. juli 1839. Side 458-459.

Anmodning til vore Grønthandlersker.

Da anmelderen for et par dage siden havde adskillige udvendige forretninger der krævede hans nærværelse på flere steder i byen, var han flere gange vidne til at hunde vædede den kål og de grøntsager der var hensat i kurve på fortovet og i porten, med et fluidum hvorved hunde i almindelighed skiller sig når de står på tre ben.

Denne omstændighed vakte hos anmelderen det ønske at vore grønthandlersker ville anskaffe sig så høje bænke hvorpå de kunne sætte deres kurve så det blev umuligt for hundene på denne måde at besudle de varer der skal tjene mennesker til føde og han har i denne hensigt nedskrevet ovenstående.

(Politivennen nr. 1117, Løverdagen, den 27de Mai 1837. Side 324-325)

Varsko.

På hjørnet af Vognmagergade og Slippen i nr. 76 er en hvid puddelhund, som farer på folk, der vil gå op eller ned af trappen. Endog om dagen er den så glubsk, at man må afvente beboernes hjælp, og værre må det være i mørke. Ejeren anmodes derfor om at holde den inde eller forsyne den med en mundkurv.

(Politivennen nr. 1112, Løverdagen, den 22de April 1837. Side 253)

Bekjendtgjørelser.

De i sidste nummer af Politivennen omtalte glubske hunde på Toldboden er nu efter højere ordre blevet dræbt.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 112) 

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112

Til Vedkommende.

Man har hidtil været af den opfattelse at hunde ikke måtte komme på volden, og er endnu mere bestyrket deri da det ikke er mange år siden at voldskytten gik på jagt efter og skød løsgående hunde som indfandt sig der. Man undres derfor over nu dagligt især om morgenen at se en stor flok hunde af alle arter, store og små, ave deres tumleplads i Schacks Bastion ved Vesterport, og hvoraf nogle forfølger folk der passerer volden. De fleste af disse hunde har intet polititegn, og da frygt for at angribes af disse dyr er vakt ved den for kort tid siden indtrufne gruelige begivenhed, håber man at disse hunde optages og ejerne indskærpes at forsyne dem med polititegn.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 111) 

Blodhundene paa Toldbodpladsen.

"Dagen" for fredag den 3. i denne måned beretter om begivenheden på Toldbods Vinhus og kalder den "en sørgelig hændelse." Men den er mere end sørgelig. Det er en græsselig og en i højere grad oprørende rædselsscene. "Dagen" tilføjer at begge hundene (som man erfarer var der flere end to) "straks skulle være blevet skudt", men kan desværre ikke sige at de er blevet skudt. Dog skydes burde de. Det kan ellers med grund frygtes at om kort eller lang tid indtræffer en lignende "hændelse" som desuden ikke er den første af den slags.

Disse vilde bestier som engang har fået smag for menneskekød, vil nu opsnuse deres rov med desto større begærlighed. Hvem tør indestå for at hvis de som før løber frit omkring, ikke når over isen til Nyhavn eller Christianshavn og anretter uberegnelige ulykker i gaderne. Enhver som om natten går på gaderne, ville da være udsat for den skrækkelige fare at blive sønderslidt. Forunderligt er det at det i et land hvor loven forbyder at indføre vilde dyr, kan tillades at holde dem for at afskrække tyve fra at begå indbrud. Selv mod tyve er det en ulovlig og umenneskelig fremgangsmåde, og straffen kan lige såvel ramme den uskyldige som forbryderen.

Således er det indsenderen bekendt at amerikanske matroser som for nogle år siden om natten troede at kunne gå i land på Toldbodpladsen, efter samme aften at have lagt inden for bommen, nær var blevet et offer for deres uerfarenhed. Tænkeligt er det også at en ulykkelig som var faldet i vandet og ved svømning ville redde sig på strandbredden hvor disse hunde opholder sig, der ville blive udsat for en værre død end den han søgte at undgå i bølgerne. Skulle ikke vægtere bevæbnet med skydegevær og ledsaget af en hund, men ikke af et glubende blodtørstigt bestie, være tilstrækkelige til at forhindre indbrud og afskrække tyve. Skulle da Toldboden være det eneste sted hvor man for at sikre ejendom må tage sin tilflugt til så desperate midler der foranlediger langt værre følger end dem de skulle forhindre. Det er derfor man venter tillidsfuldt at Toldvæsnet vil træffe den foranstaltning at en så rædsom ulykke herefter ikke kan finde sted, og at det offentlige beroliges ved den officielle efterretning at de omtalte blodhunde er dræbt.

(Politivennen nr. 1102, Løverdagen, den 11de Februar 1837. Side 81-83) 

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112

Ønske i en sørgelig Anledning.

I nat er indtruffet den ulykke at en pige som tjente på Toldbod Vinhus, er blevet grueligt mishandlet og slidt ihjel af de hunde på Toldbodpladsen som vægterne har fået overladt som medhjælp. Det fremskynder det ønske at de gamle skrøbelige og halvt rådnede plankeværker der adskiller toldbodpladsen fra de boliger der er dyrt bortlejet til private, måtte blive afløst af en stenmur hvorved også sådanne gruelige scener ville blive forebygget for fremtiden. Nogen ville muligvis mene at denne anmodning kommer vel sent og anføre at det er vel sent at tilkaste brønden når barnet er druknet. Men anmærkeren der ikke anser en da capo for umulig, vil i så tilfælde svare: bedre sent end aldrig. Og da de ansvarlige i de senere år har anvendt en ikke ubetydelig sum på toldbodvæsnets lokales forskønnelse, ville de vist nok finde udveje til ved at opføre en simpel mur at sikre liv og førlighed for de lokale beboere som bor tilgrænsende.

(Politivennen nr. 1101, Løverdagen, den 4de Februar 1837. Side 76-77) 

Brokkensbod er det lave hus med det høje tag til venstre i billedet. Toldbod Vinhus skulle ligge lige overfor, mens Toldboden anes i baggrunden

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112. 

Toldbod Vinhus lå lige overfor Brokkensbod, se anmærkningen til artiklen fra 1822. Det er muligvis dette vinhus som blev omtalt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 97, 16. september 1806, spalte 1539 således:

Det saakaldte Viinhus ved Toldboden begynder nu at ligne en liden Kjøbstæd. Ligefra Hjørnet ned til Amaliegaden er der indrettet 8 boutiquer, hvoraf de syv ere beboede af to Strømpehandlere, en Blikkenslager, en Tobakshandler etc. - I Centrumet er en Barbeerstue.

Toldbod Viinhuus præsenterede sig selv i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. maj 1806 således:

For det respective Publikum tilkiendegives hermed, at Toldbod-Viinhusets Hauge paany er anlagt og ingen Flid sparet til sammes Forskiönnelse, samt forsynet med en god Keglebane, og beværtes nu i Haugen med kold og varm Frokost, Middags- og Aftenspise, samt Caffe, Theee, Chocolade og andre Drikkevare, efter enhvers Behag ligesom i Huset; hvor ogsaa kan faaes beqvemme Værelser til Selskab og Tractementer, Reisende kan ligeledes og tillige bekomme vel indrettede Værelser, saavel for dem selv som til Domestikkerne, samt Staldrum og Vognremise for Equipage. Med reel og god Beværtning at erhverve det ærede Publikums Tilfredshed, skal stedse stræbes efter. Toldbod Viinhuus, den 22. April 1806.

C. J. Slængerich.

En notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 27. maj 1828, fortalte om den daværende vært:

I det jeg har den Ære at Bekjendtgjøre, at jeg er flyttet fra Toldbod-Viinhuus til mit Sted Nr. 12 paa Nørrebro, hvor jeg, Fredagen den 30te d. M., aabner Beværtningen, takker jeg paa det venskabeligste Alle og Enhver, som i en Række af 6 Aar forundte mig deres Søgning paa førstnævnte Sted, og anbefaler mig fremdeles til mine Venner og Bekjendte.

N. Rom.

En Politiplakat om glubske hunde blev offentliggjort i Politivennen nr. 1133, lørdag den 16. september 1837, side 586-588). Den omtalte artikel i Dagen, 3. februar 1837 lyder således:

Kjøbenhavn den 3die Februar.
I Gaar Morges tildrog sig den sørgelige Hændelse, at en Pige, som tjente paa det saakaldte "Toldbod-Wiinhuus", blev overfaldet, dræbt og skrækkelig lemlæstet af de Bulbider-Hunde, der om Natten gaae løse på Toldbod-Pladsen, men kom igjennem en Aabning der burde være lukket, kom ind i Gaarden, hvor Pigen ganske tidligt var beskæftiget. Begge Hundene skulle strax være blevne skudte. - Det er ikke første Gang, at glubende Vagthunde i Kjøbenhavn have anrettet en saadan Ulykke, ved at Folk, som vel have været Uvedkommende, men dog aldeles ikke have havt til Hensigt at stjæle, tilfældigviis ere komme paa deres Gebeet. Et Forbud imod at lade slige Hunde gaae løse, hvor og paa hvad Tid det end er, synes derfor at kunne have god Grund og at burde gives, da ingen bør have Ret til for sin Eiendom at sætte et Værn, der kan blive skyldige Medmennesker, som ved et Tilfælde nærme sig den, (undertiden til Eierens Tarv, som f. ex. ved Ildebrand) til Død eller Lemlæstelse. Desuden ere saadanne Hunde ikke sjelden nærmest Beskyttere af Nattevagtens rolige Søvn, istedetfor at de kun skulde være hans Hjælpere imod Tyve, hvilket vel i de fleste Tilfælde kan opnaaes ved at de staae lænkede og af ham først slaaes løs, naar han, der som oftest er velbevæbnet, blvier overbeviists om at der er Fare paafærde. Da der gives et Lovbud mod glubende Dyrs Indfør her i Landet, synes det ogsaa at burde være formeent at opdrætte eller holde Huusdyr, der ere glubende og endogsaa at lade dem gaae løse.

Kjøbenhavnsposten oplyste ganske kort om begivenheden den 2. februar 1837, samt et længere indlæg i Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837 som indeholdt 2 beretninger (findes her på bloggen).

Knap 14 dage efter udkom der ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. februar 1837 et mindeblad:

Minde-Blad, indeholdende Opvartningspigen paa Tolbod-Viinhuus, Birgitte Kirstine Schmidts skrækkelige Endeligt, med littographeret Afbildning af Rædselsscenen. Faaes for 16 sk. i Christenbernikowsstrædet 217, 3die Sal tilhøire, og i Academiegaden 283, 3die Sal, paa Kobbertrykkeriet.

I øvrigt gav episoden ikke anledning til ændring idet Politivennen nr. 1231, 3. august 1839, s. 484-485 meddelte at en hvalp af en af hundene nu fungerede som nattevagt. Det retslige efterspil stod i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 31. juli 1837:

Kongens Foged her i Staden havde fundet sig foranlediget til at indstille, om der ikke maatte være Anledning til, under den Action, som er anlagt mod vedkommende Vægtere, for deres Mangel paa Tilsyn med de Hunde paa Toldbodpladsen, der sønderrev Pigen paa Toldbod-Viinhuus, tillige at udvide Tiltalen til Toldinspecteurerne og maaske endnu andre Embedsmænd ved Toldvæsenet for deres mangel paa Tilsyn med Plankeværket om Pladsen, saavelsom med de Hunde, som det var paalagt Vægterne at holde. Det kgl danske Cancelli har imidlertid svaret, at det ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at udvide Actionsordren til disse embedsmænd.

Hunde der dræbte mennesker, skete også andre steder, som berettet i Kjøbenhavnsposten den 20. maj 1834:

I Nærheden af Wandsbeck har den 11te ds. tildraget sig den sørgelige Begivenhed, at en noget bekjænket Arbeidsmand, der henad Midnat vilde gaae fra Wandsbeck til Warmbeck, idet han kom bagved en derværende Blegeplads, blev anfalden af de der frigtgaaenede Vagthunde og af disse sønderflængedes saa frygteligt, at han Dagen efter døde af sine Saar.