Lad Nielsen forsøge! (Efterskrift til Politivennen)

Naturlægen fra Vejle er stadig rede til offentlig at helbrede en Gigtpatient.

"Jeg er ikke Kvaksalver"

"Aftenbladet" har tidligere henledt Opmærksomheden paa Naturlægen fra Vejle, Massør Chr. Nielsen, der offentlig har tilbudt at helbrede et hvilket som helst Tilfælde af Leddegigt, Lægerne vil præsentere ham. Han betinger sig 8 Dage men mener dog, at han kan gøre det på endnu kortere Tid.

Massør Chr. Nielsen.

Den danske lægeverden har ikke reageret overfor Tilbudet. Den iagttager en fornem, men iøvrigt meget talende Tavshed, og mon nogen havde ventet det anderledes?

Vi skal ikke forsøge at udgranske de Motiver Lægerne kan have til deres sikkert velovervejede Tilbageholdenhed, men blot paapege den Kendsgerning, at d Herrer lader en glimrende Lejlighed gaa fra sig til enten at gøre Manden haabløst til Grin - eller til at fastslaa. at enhver Form for Gigt kan helbredes.

Lad os en Gang antage, at det utrolige skete, at Nielsen faar Held med sit Eksperiment. Ja, om vi blot tænkte os. at hans Forsøg efterlod bare et lille beskedent Fingerpeg om, at han var inde paa den rigtige Vej, burde vi da ikke alle - Lægfolk og Læger i skøn Samdrægtighed - takke ham for hans Indsats? Een ting véd vi i hvert Fald med Bestemthed: Den, der af egen Erfaring kender Gigtens pinefulde Gru, vil græde af Lykke alene ved at skimte en bittelille spinkel Straale af Haab!

Nielsen er fremdeles rede.

- Staar De stadig ved Deres Tilbud? - spørger jeg Massør Chr. Nielsen under hans sædvanlige Fredagsbesøg paa Provinshotellet.

Og den mærkelige Vejlenser, ved hvem der forøvrigt ikke er andet mærkeligt end det usædvanlig friske og djærve Humør, som formelig strutter ud fra hans kraftfulde Personlighed, svarer uden fjerneste Betænkning:

- Ja! Og da De nu engang giver mig Lejlighed til at slaa Spunsen af Tønden, saa lad mig tilføje, at jeg anser Bekæmpelsen af Gigtens Landeplage ved en Komité for det rene Pip. Nu er det altsaa Meningen, at naar der er samlet tilstrækkeligt med Kontanter, skal en Række høje og fine Herrer til Udlandet paa kostbare Studierejser. Det er saftsuseme for galt! I Stedet for burde d'Herrer nøjes med at spadsere en Tur ud ad Landevejen og rode lidt i Grøfternes Urteflor. Dér nemlig, paa Alfarvej, lige til at samle op, gror Midlet mod Gigtens Djævelskab. Men det er jo en gammel Historie, at det, der ligger Lige for Næsen af en, er sværest at faa Øje paa.

Hvorfor skulde Jeg sætte mit Lys under en Skrppe?

- Har De aldrig haft Uheld med Deres Patienter?

- Ih bevares, selvfølgelig har jeg det, svarer Chr. Nielsen Naar Folk ikke nøje vil følge mine Anvisninger, maa de hellere blive borte. Saa bliver jeg gal i Hovedet og lader dem sejle deres egen Sø. Min Tid er for kostbar til at spilde paa kludremikler. Paa den anden Side har jeg ogsaa opnaaet Resultater, som fylder mig med Stolthed og Glæde, saa jeg sommetider er lige ved at staa paa Hovedet ... Ja, hvorfor skulde jeg stille mit Lys under en Skæppe? Et af mine lykkeligste Tilfælde er en ældre Dame, som i 22 Aar har været plaget af en nederdrægtig og indgroet Leddegigt. Hun slæbte sig frem ved to Stokke. Jeg havde nær faaet et Chock, da jeg en 4-5 Dage efter første Behandling besøgte hende og hun selv kom ud og lukkede op for mig, sprælsk og kaad som en Julebuk.

En lykkelig Mand.

- Hvorledes kom De Ind paa Deres nuværende Virksomhed?

- Det maa have ligget mig i Blodet. Min Far var en amerikansk læge, jeg er hans uægte Søn, som man kalder det, men vel lige god for det. Da jeg i 30 Aars Alderen var ansat paa en Fabrik i Vejle, blev jeg angrebet af Ischias i en saadan Grad, at man en skønne Dag kom bærende hjem med mig. Jeg tudbrølede som et lille Barn ved Udsigten til at skulle være Invalid i saa ung en Alder.

I et Aar var jeg langt nede. Jeg humpede af Sted ved 2 Stokke, følte mig som et Vrag - sIaaet ud i Livets Boksekamp! Saa var det, at jeg gjorde et desperat Forsøg paa at blive Menneske igen. Jeg studerede Botanik og gamle Lægebøger, skaffede mig de nødvendige Urter og begyndte at eksperimentere. Resultatet ser De her foran Dem. Jeg er raskere end nogen, kender ikke til Smerter, mine Lidelser er som en fjern, ond Drøm. Og det er mig en inderlig Glæde, at jeg har været i Stand til at hjælpe andre Mennesker paa samme Maade, som jeg har hjulpet mig selv.

Jeg er alt i alt en lykkelig Mand. Hvis De skriver lidt om mig, saa omtal ogsaa min Kone, som har været mig en storartet Medhjælp i min Virksomhed og til uendelig Trøst og Opmuntring for mig i de svære Aar. da alt syntes at tegne til Selvmord.

Jeg er ikke Kvaksalver!

- Har De aldrig haft Vrøvl med Myndighederne?

- Jo, for nogle Aar siden blev der i Horsens rejst en Sag mod mig, efter at en Kreds af Byens Borgere offentlig havde takket mig i en af Aviserne! Men jeg blev frifundet. Jeg er sørenjenseme ikke Kvaksalver! Jeg er Massør! Og ikke en Kat kan forhindre mig i at sige til de gigtlidende Mennesker, som kommer til mig med deres Plager: Jeg har hørt, at det og det hjælper for den Slags! Er der maaske ikke, trods alt, en vis Talefrihed i Landet?

- Hvor mange har De under Behandling i Øjeblikket?

- Kan ikke sige det paa staaende Fod, men alene i København er 206 indskrevet. Desuden besøger jeg i fast Rute en Række andre Ryer. Paa Søndag skal jeg i Vamdrup modtage 3 Mennesker, som kommer rejsende fra Hamborg Da jeg sidst kom hjem til Vejle laa der 52 Breve og ventede paa mig. Saa jeg har nok at gøre! Men jeg er en rastløs Natur, og jeg er glad for mit Arbejde. Hvile ... det har man jo rigeligt af, naar man en Dag ligger med Næsen i Vejret.

G. F.

(Aftenbladet (København) 10. oktober 1928).

Delte Meninger om Nielsen

Er han overbebyrdet?

"Aftenbladet" forsøger at skaffe ham Adgang til et Helbredelsesforsøg under Kontrol.

Vi har modtoget følgende:

Hr Redaktør!

"Aftenbladet" for 10 Oktober d. A. bringer en Artikel med Anbefaling af varmeste Art for Massør Chr. Nielsen fra Vejle og hans Lægedom for Gigtlidende, og jeg slutter mig fuldstændig til Deres Opraab: "Lad Nielsen forsøge!"

Gid det maa lykkes ham at bringe Lindring, ja Helbredelse til de af Gigten plagede stakkels Medmennesker (hvoraf jeg har set flere stærkt Ildende); men - mind ham saa ogsaa om at holde de Løfter, han giver disse, som har Haab og tror paa ham. For nogen Tid siden havde jeg Lejlighed til at se en stækt lidende Gigtpatient (af mit Bekendtskab) sidde sammenkrøben og næsten opløst af Smerte i Armene. Massør Chr. Nielsen (som var konsulteret paa Provinshotellet) havde lovet at sende en Pakke (med Urtemidlet) pr. Efterkrav, men endnu en Maaned efter er Løftet ikke indfriet og Patienten lider stadig og dertil Skuffelsen.

Hvor bliver Pakken af, Hr. Nielsen?

Skyldes mon Udeblivelsen, at Patienten ikke havde de fornødne Kontanter hos sig ved Konsultationen? Send Regningen til mig! Og spar lidt paa de store Ord og gode Løfter, hvis De ikke er mere velmente end i nævnte Tilfælde eller er det som visse Foretagender .... indsend Kr. o. s. v.?

Naturligvis kan Hr. Nielsen tkke arbejde gratis, det siger sig selv, men Forudbetaling for ikke effektuerede Ordrer er et større Fænomen end Gigtens Betvinger.

Altsaa "lad Nielsen forsøge - igen!"

Ærbødigst
Chr. Malm.
Dannebrogsgade 25. Sal, TV.

- - -

Vi vil i Løbet af Dagen forelægge ovenstaaende Indlæg for Massør Chr. Nielsen. Det beror dog paa en Misforstaaelse, naar den ærede lndsender har opfattet vor Artikel om Naturlægen fra Vejle som "en Anbefaling af varmeste Art for Manden." Vi har skildret et Besøg hos Chr. Nielsen og i Samtaleform ladet ham udtrykke, hvad han havde paa Hjerte, men herudover kan vi naturligvis ikke tage Standpunkt i Sagen.

løvrigt har talrige Breve og Opringninger vist os, hvad vi ogsaa ventede, at der er delte Meninger om Chr Nielsens Virksomhed. De Vidnesbyrd, der er kommet os for Øre, svinger fra Harme og Foragt til kogende Begejstring over han Resultater. Vi skal i Løbet af de nærmeste Dage undersøge, om der ikke paa en eller anden Maade kan aabnes Adgang for Chr. Nielsen til under Kontrol at foretage det Helbredelsesforsøg, hvori baade han selv og store Dele af OFfentligheden i allerhøjeste Grad er interesseret.

(Aftenbladet (København) 12. oktober 1928).

Dækningen af Chr. Nielsen fortsatte i de følgende dage i Aftenbladet. Nielsen undskyldte sig med at han havde haft for travlt, og at han kun i undtagelsestilfælde tog forudbetaling. Lederen af Bade- og Massageklinikken på Bispebjerg Hospital Hans Jansen kendte ikke til Chr. Nielsen, men henviste til at læger også helbredte med metoder der kunne synes mirakuløse. Han afviste at Nielsen kunne anstille forsøg på hospitalet. 

Eksempel på en annonce fra Chr. Nielsen, her fra Frederiksborg Amts Tidende, 17. februar 1930.

Den 26. marts 1930 rejstes tiltale mod ham - der på daværende tidspunkt boede på Gamle Mosevej 269 i Kongens Lyngby. Chr. Nielsen var arbejdsmand og sømand, havde altså ingen uddannelse hverken som læge eller massør. Herefter han nedsatte sig som mirakeldoktor i Vejle for iskias, gigt og rheutmatisme med sennepsfrø, bukkeblade, kamilleblomster, græsfrø mv. Retslægerådet udtalte at han manglede alle forudsætninger for at behandle patienter, og Københavns byret mente at hans behandling havde bragt patienter i fare, og idømte ham 14 dages simpelt fængsel.

Ved Barnets Vugge - ved Dødens Baare. (Efterskrift til Politivennen)

Medstifter af Dansk Sygeplejeraad og Raadets første Sekretær, Frøken Emma Lorrild, fejrer i morgen sit fyrretyveaars Jubilæum som Sygeplejerske

Der er mild Myndighed over Frøken Lorrilds Fremtræden, medens hun ude paa Almindeligt Hospital sidder og fortæller om sit Liv i en Stue, der er lige saa pyntelig som hun selv, og i Ord, der tildeles Lyd og Skygge, saa klogt, som var hun en af Hr. Jerndorffs allerkæreste Elever.

- Har De virkelig været Sygeplejerske i fyrretyve Aar? spørger jeg.

- Det har jeg.... og heldigvis fik jeg Lov til at blive det.

Frøken Lorrild.

- Siger De det?

- Ja, jeg har aldrig en Dag, fortrudt, at jeg gik ind til en Sygeplejerskes Tilværelse, det er, tværtimod, noget, jeg skal være uendelig taknemlig for.

- Hvorfor valgte De den Gerning?

- Jo, jeg havde selv ligger syg paa Kommunehospitalet, og skønt jeg var purung, jeg var saamænd kun nitten Aar, saa stod det dog klart for mig, hvad jeg vilde ....om jeg ellers maatte have Evne til at følge min Lyst.... Og jeg begyndte paa det Hospital, hvor jeg engang havde været Patient .... Jeg blev baade Elev og Sygeplejerske og Plejemoder indenfor de Vægge, og derfor kan jeg ogsaa sige, at Kommunehospitalet blev min store Kærlighed.... Men da jeg havde været der i fjorten Aar, saa syntes jeg nu alligevel, at jeg maatte opleve noget nyt, det har jeg altid haft Trang til - og saa drog jeg til Tyskland.

- Hvorfor til Tyskland?

- Jo, jeg vilde se, om de dernede behandlede deres Syge anderledes end vi vore - herhjemme.

- Gør de det?

- Jeg synes.... jeg mener, vi Danske, vi kunde ikke holde til det, som de Tyske kan, men - jeg ved ikke, saa mangler de til Gengæld Evnen til at forstaa den enkelte, den enkelte Patient. De har Kærlighed og Opofrelse, jo, jo, men Disciplinen, det næsten militæriske, det er noget som hæmmer den individuelle Forstaaelse.... De maa ikke misforstaa mig, jeg arbejder helst under Disciplin, den skal til, ellers bliver Arbejdet ikke udført ordentligt, alting lykkes, (/lider bedst under myndig Ledelse.

- Kan en Hospitals-Sygeplejerske faa Tid til at ofre sig for det individuelle?

-Ja, absolut. Naar man, som vi gør. gaar mellem Syge fra Morgen til Aften og Natten med. saa lærer vi at finde ind til deres Tankegang - og at forstoa den - . Den Forstaaelse af den enkelte udelukker, at vi kan føle Antipati og Sympati.

- Det er umuligt....

- Nej. det er det ikke. Man er en daarlig Sygeplejerske, hvis man ikke kan overvinde de Følelser, og ejer man dein i udpræget Grad. ja, saa maa man vælge noget andet .... gaa sin Vej.

- Hvordan kan man modarbejde sin Uvilje overfor det ubehagelige Menneske?

- Ved at lære sig selv at forstaa, hvorfor han er ubehagelig.... Det er en af vore mange Pligter, og ikke den mindst vigtige ....

- Er Religionen en Støtte for Sygeplejersken personlig?

-Jeg har aldrig oplevet, at det udgjorde nogen væsentlig Forskel, hvor hun stod.... jeg tror det ikke ....jeg har set Mennesker, uden noget religiøst Livssyn, være sjældne og opofrende Sygeplejersker.... Man kan da have kristelige Egenskaber, uden at være det, man kalder religiøs.

- Har De senere opholdt Dem i Udlandet paa Deres Gernings Vegne?

- Jo, jeg har været saa lykkelig at se mig lidt om. Jeg var i tolv Aar Forstanderinde for en Sygeplejeskole i Wien, jeg blev kaldt dertil, mens jeg opholdt mig i Frankfurt am Main. Jeg var Skolens første Leder, og jeg blev der til midt under Krigen. Det var dejlige og lærerige Aar, og jeg havde den Glæde, at de Sygeplejersker, som jeg sendte ud til Krigsskuepladsen, de blev roste i høje Toner, det var den danske Sygepleje, man ydede sin Anerkendelse. ....Og i Lemberg organiserede jeg Sygeplejen for fjortenhundrede lidende og ulykkelige Soldater.

- Hvordan tog de forskellige Nationer deres Lidelser?

-Højst forskelligt. Østrigerne var flegmatiske. Tyskerne og Russerne rasede, det gjorde Magyarer og Ungarere ogsaa - men de kunde alle vise en rørende, en barnlig Taknemlighed.

- Hvorfor tog De hjem?

- Jeg kan godt forklare Dem det. ... Jo, der kom saadan en underlig Angst over mig, for at Danmark skulde blive indblandet i Krigen, uden at jeg kunde komme hjem.... og saa brød jeg op....

- Dekoreret og hyldet?

- Man viste mig megen Ære.... ja ... .

- Hvordan var det at vende tilbage?

- Svært .... svært til at begynde med.... Jeg holdt saa meget af Wien og af Wienerne, men jeg blev snart kastet ind i en Virksombed, som kvalte al Længsel.... og nu har jeg været her i syv Aar....

- Vil De helst slutte Deres Gerning her?

- Ja, jeg er vokset sammen med Huset, med Patienterne og mine Medarbejdere. . . .

- Er Almindeligt Hospital ikke Landets uhyggeligste?

- Hvor kan De dog.... nej, nej, naar man lærer Patienterne at kende, saa kan man ikke andet end beundre det Taalmod, hvormed de bærer deres Lidelser....

- Hvem er behageligst som Patient: Manden eller Kvinden?

- Børnene, de er altid dejlige, taknemlige og søde ....

- Hvilken Tak har glædet Dem mest i alle de Aar?

-Jeg vil aldrig glemme det Blik, hvormed en dødelig kvæstet Soldat rakte mig sin Haand - uden Ord., det er den skønneste Tak, jeg har faaet.... Han var Østriger.

- Hvordan dør vi?

- Nogle dør langsomt og uden Forstaaelse, som Tomme for Tomme. Nogle kæmper imod til det sidste - for Børnenes Skyld, Børnene er Livets stærkeste Magt, større end al anden Kærlighed - det har Erfaringen lært mig.

- Dør de fleste i Haab om et Liv efter Døden?

-Det ved jeg ikke, men det er de færreste, som selv ønsker at tale incd en Præst.... inden.... 1 det sidste.... Og de færreste, som føler Trang til at tale om.... om hvad der nærmer sig. . . .

- Har Sygeplejersken Diskretionspligt?

- Ja, absolut.... absolut....

- Aflægges der noget Løfte?

- Nej, det er en moralsk Pligt..

- Glemmes den ikke stundom?

- Det er selvfølgelig umuligt, at der ikke skulde findes en eller anden, som ikke respekterer denne Æres-Pligt, men jeg tror kun det er faa....

- Hvordan vil De selv møde Døden ....

- Jeg haaber i den gode, rplige Følelse af, at Arbejdsdagen er tilende .... at Kræfterne er forbi....

Christian Houmark.

(B. T. 6. september 1926).

Sygeplejerskerne 50 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Sygeplejerskerne gennem 50 Aar.

Hvad de har opnaaet, og hvad de endnu ønsker!

Formanden for dansk Sygepiejeraad, Fru Henny Tscherning, udtaler sig:

Idag er det 60 Aar siden, at den første Sygeplejerske rykkede ind paa Kommunehospitalet og dér afløste de gængse Koner.

Fru Henny Tscherning. 

Vi beder en af vore Sygeplejestands ypperste. Dansk Sygeplejeraads energiske Formand, Fru Henny Tscherning, fortælle os lidt om, hvad der er naaet siden den Gang og til nu - og hvad der endnu er tilbage?

Forskellen paa Stuekoner og Sygeplejersker.

- Ja. se allerførst maa vi jo naturligvis sige, at der var mange dygtige og udmærkede Stuekoner; men naar Sygeplejerskerne alligevel betød et saa stort Fremskridt, saa var det, fordi Sygeplelejerskerne først og fremmest indsaa Nødvendigheden af at udføre Lægernes Ordrer til Punkt og Prikke, mens det ofte kunde hænde, at en Stuekone gik Lægen under Øjnene - maaske for Drikkepenge fra Patientens Paarørende. Jeg selv, der ogsaa rykkede op som Stuekone men med 3 Aar som Elev og 2 Aar som Assistent bag mig, husker saaledes det Indtryk, det gjorde paa mig at se en Stuekone befri et Barn for en Pose, som Lægen havde ordineret det skulde ligge med paa Kinden, fordi Moderen syntes, det var Synd med den Tyngde.

Sygeplejersker til Mænd.

- Saa afløste uddannede Sygeplejersker ikke Konerne over det hele paa een Gang?

- Nej, det gik gradvis - lidt efter lidt. Afdeling efter Afdeling - først Kvindesiden, og saa lidt efter lidt ogsaa Mandssiden.

Det troede jo ingen rigtigt paa dette, at Kvinder skulde kunne passe Mænd - Lægerne heller ikke. Og saa gik det jo saa udmærket, ligeledes paa 4de Afdeling,

- altsaa for Hud- og Kønssygdomme - var der megen Modstand mod at faa Sygeplejersker.

Ja, nu forstaar man det jo ikke. Men se, vi faa, der den Gang maatte tage hele Skalaen, Elev - Assistent - Stuekone - Plejemor, paa 11 Maaneder, vi følte jo, hvor meget der paahvilede os. og hvor vi maatte bruge Øjne og Ører for at lære alt. Vi vidste, hvor Skoen trykkede, og det blev derfor vor vigtigste Opgave, da Dansk Sygeplejeraad var stiftet 1899, at arbejde for en

alsidig Uddannelse i alle Grene af Syge-Plejen,

saa det ikke blot var med een Afdelings Sygepleje en Sygeplejerske blev fortrolig. 

- Hvor lang Uddannelsestid har en Sygeplejerske nu?

- Tre Aar plus Sindssyge- og Barselpleje, som er frivillig, men tages med af alle.

- Hvad ønsker De endnu for danske Sygeplejersker?

- Statsanerkendelse - kommer Svaret, uden et Sekunds Betænkning - og saa ogsaa nogen mere Forstaaelse af Nødvendigheden af en teoretisk Uddannelse med Eksamen paa alle Hospitaler, saa Sygeplejerskerne endnu bedre vil kunne følge Lægen i hele hans Gang.

Gunver.

(B. T. 1. september 1926).

Sygeplejerskefesten paa Kommunehospitalet.

I Vinterhaven: Forrest ses Hospitalsdirekter Nielsen, Overpræsident Jensen og Forstanderinden Frk. Herfurth.

I Gaar var det 50 Aar siden, at de rigtige Sygeplejersker begyndte deres Gerning paa Kommunehospitalet, og i den Anledning afholdtes der om Formiddagen en smuk Fest i Vinterhaven i Hospitalets Bolig for Sygeplejersker.

Foruden Lægerne og Sygeplejerskerne var til Stede Overpræsidenten, Hospitalsdirektøren og flere tidligere Sygeplejersker.

Eller at man havde afsunget en "Hilsen til Sygeplejerskerne", talte Borgmester Hedebol og takkede Sygeplejerskerne - denne ansete og skattede Stand - for deres betydningsfulde Gerning, som har medvirket til, at den gennemsnitlige Levealder i København i de forløbne 50 Aar er forøget med 11-12 Aar.

Overlæge P. N. Hansen takkede Sygeplejerskerne for deres Arbejde, og som Bevis paa, hvorledes det store Publikum saa paa dem, oplæste han et Brev fra "en Kvinde af Folket", der ønskede, at den Sygeplejerske, der havde passet hende under hendes Ophold paa Hospitalet, maatte faa Fortjenstmedaljen i Guld.

Til Slut takkede Forstanderinden, Frk. Herfurth, som i Dagens Anledning havde faaet Fortjenstmedaillen i Guld, for alt, hvad der var sagt af smukt og godt om Sygeplejerskerne.

Derpaa gik hele Forsamlingen ind til en lille Frokost, hvor der atter taltes mange smukke og vel fortjente Ord om Sygeplejegerningens Udøversker.

(Aftenbladet (København 2. september 1926).

Blaakilde Mølle. (Efterskrift til Politivennen).

Aktieselskabet Blaakilde Mølles Fabriker var indtil 1870 en kornmølle. Herefter begyndte den at fabrikere dampet og gæret benmel, 1901 overtog den Levins Fabrik på Dortheavej 2, der 1929 gik over til lerjordsblegning og i 1936 fik den første tørsmelte. 

22. april 1912 nedlagde arbejderne arbejdet på Dortheavej pga. afskedigelser uden opsigelse. Ved den lejlighed konstaterede man den ulidelige stank og myriader af maddiker som arbejderne skulle arbejde i. På trods af sundhedsmyndighedernes påbud om straks at destruere affaldet, lå titusindvis af kilo affald opstablet. 

Sundhedskommissionen mente på et møde den 19. juli at den ikke kunne kræve virksomheden nedlagt eller flyttet, da dette så også ville gælde en halv snes andre fabrikker i området. Der blev dog stillet "meget vidtgående" krav til reformer mm. og henstillede til fabrikken at den skulle gøre så vidt muligt for at fjerne generne, og dette blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen september 1926. 

Utterslev forpestes af gamle Ben.

10,000 Beboere protesterer mod Blaakilde Mølle paa Dortheavej. - Blandt Klagerne er Overlægerne paa Bispebjerg Hospital og Inspektører for de kommunale Skole.

En Benmelsfabrik, der forpester kvarteret omkring Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj.

Social-Demokraten har nu med en omfattende Kampagne faaet fjernet den Benmelsfabrik, der forpestede Kvarteret omkring det yderste Istedgade. Vi aabner i Dag en ny Kampagne med det Formaal at skaffe frisk Luft for Tusinder af Familier. Det drejer sig her om Fabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej. Denne Fabrik ligger i en tætbefolket Bydel, der omfatter Havebyen "Præstevangen", Lygtekvarterets Boligselskab og Frederikssundsvej.

Fra Beboerne, 10,000 i Tallet, er der til Sundhedskommissionen indsendt en Klage, i hvilken det bl.a. hedder:

- - - Blaakilde Mølle forpester Luften i hele vor Bydel, omfattende det yderste Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj. Vi Beboere, der er flyttet herud i Byens Ydeeikvarter for at hente Sundhed og Styrke i den friske Luft, maa i Stedet finde os i at indsaade den forpestede Luft fra raadne og halvopløste Kadaverrester, der undergraver vort Helbred og bringer os til at opholde os indeni Døre, men selv her har vi ingen Fred, idet vore Stoler fyldes med Fluer, der tilgriser vor Mad- og vore Hjem og spreder deres Bakterier, opsamlet i Kadaverfabriken Raaddenskab.

- - - Fabriken maa lukkes. Der er jo ingen Tvivl om, at dersom denne Aadselfabrik havde ligget i Strandvejens Villakvarter, var den forlængst blevet flyttet, Vi vægrer os bestemt ved at tro, at fordi det hovedsagelig er Arbejdere, der bor i dette Kvarter, kan Fabriken godt blive liggende.

Det er i denne Forbindelse a! Vægt, at Overlæge, Dr. med. E Meulengracht, Bispebjerg Hospital, har afgivet en Erklæring, i hvilken det hedder:

For ca. 14 Dage aiden har jeg indsendt en Klage til Politiet, fordi sunken fra bemeldte Fabrik er l høj Grad til Gene for Patienter og Beboere paa Bispebjerg Hospital. Forholdet er det, at med en bestemt Vindretning er Luften her paa Hospitalet forpestet med en hæslig Stank, der særlig gør sig gældende om Aftenen. Den trænger gennem de aabentstaaende Vinduer ind paa Sygestuerne og ind i vore private RUm, og selv om den næppe kan siges at være direkte  sundhedsfarlig, er den dog i høj Grad til Gene for Patienterne, der, skulde man synes, har et rimeligt Krav paa, naar de er indlade paa et iøvrigt godt og moderne Hospital, da ikke at være generede af raadden, slet brændt Lugt fra Virksomheder 1 Nærheden.

For Fuldstændighedens Skyld aftrykker vi endnu en af de mange Klager, der lyder i Anledning af Benmelsfabriken :

I Tilslutning til Beboernes Klage fra Kvarteret i Nærheden af "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej ønsker undertegnede et udtale, at vi paa Bispebjerg, Frederikssundsvej og Grøndalsvænge Skole af og til er stærkt generede af Stanken fra denne Fabrik.

K. Bonde,

Inspektør ved Bispebjerg Skole

K. Svane,

Inspektør ved Skolen i Grøndalsvænge.

J. Rasmussen,

Inspektør ved Frederikssundsvejens Skole.

Naar dertil kommer, at Dr. E. Verning erklærer, at Fabriken fylder Kvarteret med Spyfluer, som frembyder en alvorlig Smittefare vil det forstaas, at Sundhedskommissionen ikke kan sidde Klagen overhørig.

Fabriken skal flyttes. Der staar meget paa Spil. De Udgifter, Fabriken indirekte paafører Kommunen ved at fremelske Sygdom, er underordnede i Sammenligning med den Fare for Menneskeliv, der aabenbart er tilstede.

(Social-Demokraten, 7. juli 1926).

Fabriken, der forpester Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg.

Benmelsfabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej

Vor Meddelelse om, at ca. 10,000 Beboere i Kvarteret ved Dortheavej agter at klage til Sundhedsavtoriteterne over den Stank, der udbredes fra Benmelfabriken "Blaakilde Mølle" har allerede sat Spor.

Fabrikens Bestyrer, Hr. Simonsen, erklærer saaledes, at der vil blive gjort energiske Forsøg paa at bøde paa Miseren. Stanken stammer fra Skorstenen, der er for lav. Det maa i denne Forbindelse erindres, at Fabriken anlagdes for Utterslevs Indlemmelse i København. Der var landlige Omgivelser, hvor der nu, siden 1900 har rejst sig en mægtig Bydel med Hospitaler og Skoler. Fabrikens Ledelse haaber at en ny og meget høj Skorsten, bygget efter de mest moderne Udblæsningsprinciper, vil vise sig tilstrækkelig til at befri Kvarteret for Stank. Desuden vil Adgangen til og fra Fabriken fremtidig ske gennem lukkede Passager, og i det hele vil der blive ofret store Beløb paa at bedre Forholdene.

Om disse Forbedringer vil tilfredsstille Beboerne og Avtoriteterne er naturligvis en anden Sag. Politiinspektør Schepelern-Larsen udtrykker Betænkelighed ved ligefrem at kræve Fabriken fjernet. Han har forhandlet med Lederne, og mener, at de paatænkte Reformer maa prøves inden man gaar saa vidt som til at forlange Benmøllen flyttet udenfor Hovedstadens Grænser. Ogsaa Hensynet til de Arbejdere, der er beskæftigede paa Fabriken spiller naturligvis ind.

Imidlertid fortsættes Kampagnen mod "Kadaverfabriken". I Morgen eller Overmorgen indgives den af 10,000 Beboere underskrevne Adresse til Sundhedsstyrelse og Sundhedskommission.

Der vil samtidig ske personlig Henvendelse til Indenrigsministeriet og Magistratens 4. Afdeling. Principielt fordres Fabriken fjernet, men det er jo muligt, at Kravet vil blive stillet i Bero indtil det haar vist sig om de lovede Reformer svarer til Forventningerne eller ej.

Besøg hos Stadslægen

Overtilskærer A. Johansen, H. C. Jensensvej 100, er en af de mange Beboere, der føler sig haardt ramt af Naboskabet med Fabriken. Han har været virksom for at skaffe Underskrifter paa Protestadressen, og har opsøgt forskellige Autoriteter. Sidst har han været hos Stadslæge J. P. Chrom, der erkendte Klagens Berettigelse og lovede at gøre, hvad der staar i hans Magt.

Overfor Stadslægen udtalte Hr. Johansen paa Beboernes Vegne en Beklagelse over de Forsøg, der nu gøres paa at reformere. 

Enhver Reform vil vise sig utilstrækkelig, hævder Hr. Johansen. Fabriken maa flyttes, og helst over paa Saltholm. Hvilke Foranstaltninger til Forbedringer, der end træffes, vil det ikke kunne hindres, at Skyer af Spyfluer letter fra Aadslerne paa Benmelsfabriken og trænger ind i Beboernes Spisekamre. Af Hensyn til denne Fabrik kan man ikke lade tætbefolkede Kvarterer som Utterslev, Præstevangen, Brønshøj, Bispebjerg og Borups Allé forpeste og forgifte.

Fabriken maa væk, siger Hr. Johansen, og ham følger altsaa 10,000 Mennesker, hvoriblandt Læger og Skoleautoriteter.

(Social-Demokraten, 10. juli 1926).

Sundhedsministeriet besluttede dog at inddrage tilladelsen til at drive en sådan virksomhed i et beboet kvarter, og at den skulle nedlægges senest 1. juli 1928. Fabrikken formåede dog ved en investering på 80.000 kr til fjernelse af generne at fortsætte. Hvorfor sagen atter rejstes i september 1934. Her ofrede fabrikken så 100.000 kr. Året efter var der igen protestmøder. Et rensningsanlæg blev opført, og i 1937 synes det som om man endelig nåede tålelige forhold. Fabrikken lå der endnu i 1970'erne.

Fysisk Kuranstalt. (Efterskrift til Politivennen)

En moderne Kuranstalt.

Omtrent midt i Store Kongensgade ligger en Institution, som i Aarenes Løb har vundet Ry videnom. ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet. Det er Overlæge Carl Ottosens Lysbade og Kuranstalt for Behandling af forskellige menneskelige Svagheder, den ældste og største i sin Art i Norden.

Fysisk Kuranstalt, som dens officielle Navn er, uåbnedes omtrent samtidig med det kendte Skodsborg Badesanatorium, der ligeledes staar under Overlæge Ottosens Ledelse. I den sidste Tid har Anstalten undergaaet forskellige Udvidelser og Forbedringer, saa den nu optager det meste af den store Dobbelte ejendom Nr. 36 - 38. Dr. Ottosen har i disse Dage forevist Anstalten med dens mangfoldige Indretninger. Appnlater og Lokaliteter for Pressen.

Det er saare interessant at gøre sig bekendt med dette Institut i alle dets Enkeltheder og Forgreninger, saa vidt det lader sig gøre under en Times Aftenbesøg. Selvom apparaterne er installerede i 16 større og mindre Rum i Mezzaninen. Her findes Lægernes Undersøgelsesværelse, og Afdelinger for Bade og Vandkure, herunder alle medicinske og elektriske Bade, Lysbehandlinger fra Rødlys til Buelys, Radiosol og Højsolsbehandlinger, alle elektriske Behandlingsapparater, fra de mindre for Faradisering til de store for Fircellebade, Bergonisering og Diathermi. Endvidere Afdelinger for Massage og elektromekanisk Vibration.

Paa 1. Sal er Lægernes Konsultationsstuer, Kurgæsternes Salon, Sygegymnastikken og Patientværelser. I de andre Etager er ligeledes Patientværelser, Køkken og Spisesal for Kurgie-terne m. m. 

Og hvad er saa Anstaltens Formaal?

Ja, siger Dr. Ottosen, det er først at byde sunde og raske, der vil bevare og forhøje deres Livskraft og Arbejdsevne samt øge deres Modstandskraft over for Sygdomsangreb, god og bekvem Lejlighed dertil.

Dernæst at hjælpe halvt raske til en bedre Sundhedstilstand med fuldt Velbefindende, Energi og Handlekraft ved Forbedring af Blodet, Blodomløbet og Stofskiftet. Endvidere at være en alsidig Kuranstalt for Mennesker, der plages af gamle og forsømte Svagheder som Reumatisme, Mave og Tarmlidelser, Nervesvagheder af forskellig Art, Hovedpine og Søvnløshed, Blegsot og Blodfattigdom, Fodsyge, Sukkersyge, Kredsløbsforstyrrelser m m.

Endelig at være et Sted, hvor ældre og gamle, der er mere eller mindre medtaget af Livets Haardhed, kan faa Lejlighed til, ved passende Behandling, atter at komme til Kræfter. Dr Ottosen bemærker, at det sidste Formaal ikke er lykkedes mindre end de andre, hvilket ses af. at Anstalten blandt sine ældre Kurgæster tæller ikke saa faa, der for længst har passeret 80 Aars Alderen.

Hvor omfattende Virksomheden er, kan skønnes af. at der paa Kuranstalten alene sidste Aar er givet ca. 25,000 Vandbehandlinger, ca. 18,000 kolde og varme Pakninger, ca. 13,000 Lysbade, ca. 21,000 Massagebehandlinger - foruden Tusinder forskellige Lysbehandlinger, medicinske Bade, Teslabehandlinger og andre elektriske Kure.

Lægetilsynet udføres af Overlæge Carl Ottosen sammen med Kurlæge. Dr A. Lindahl; men for Resten har Anstalten hele Tiden været til Raadighed for Lægestanden paa den Maade, at dens Personale ogsaa tager andre Lægers Patienter under Beliandling, naar de møder med skriftlig Lægeerklæring.

Om et Par Aar kan den store Institution fejre sit 25 Aars Jubilæum. Dens Grundlægger, Dr. Ottosen, kan med Stolthed se hen paa. hvad der i de forløbne Aar yed hans energiske Virksomhed er vokset op fra en ringe Begyndelse.

(Morsø Folkeblad, 24. januar 1921).

Foto fra Nationaltidende, 19. april 1926, 2. udgave der viser Store kongensgade 36-38 udsmykket med guirlander og flag i anledning af 25 årsjubilæet.

Store Kongensgade 36-38 fra en lidt anden vinkel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foryngelseskilden i St. Kongensgade

Fysisk Kuranstalt holder paa Mandag 25 Aars Jubilæum

I elektrisk Lysbad.

Fysisk Kuranstalt i Sf. Kongensgade fejrer paa Mandag 25-Aarsdagen for sin Aabning, og vi har i den Anledning aflagt den populære Anstalt et lille Besøg, for under Overlæge Carl Ottosens elskværdige Ledelse at forelage en Vandring gennem dens mange Afdelinger Denne moderne Kuranstalt, som saa mange Københavnere staar i et varmt Taknemmelighedsforhold til, er jo ikke blot et Sted, hvor kronisk Syge behandles, men ogsaa indrettet som en mangesidig Badeanstalt, hvor den Sunde kan finde alle de Hjælpemidler, der kan forhøje hans Sundhed, hans Arbejdsevne og hans Humør.

Disse elektro-hydroterapeutiske Behandlinger, disse Lys- og Massagebehandlinger, Vand og Svedekure, Massage-behandlinger, Sygegymnastiken osv., osv. har været søgt af mange Tusinde Mennesker i Aarenes Lob.

Antallet paa Badeanstaltens Gæster kan man ikke kontrollere, men det vides, at Anstalten i de forløbne 25 Aar har været besøgt af 24,225 Kurgæster eller egentlige Patienter, som i kortere eller længere Tid, som Regel 3-6 eller flere Uger, har underkastet sig Kuren.

Antallet af Behandlinger fordeler sig saaledes, at 9681 Patienter er behandlet for Nervesygdomme, 6784 for Gigt og Reumatisme, 2426 for Mave- og Tarmsygdomme, 2417 for Lidelser i Blodet, Blodkarrene og Hjertet, 1215 for Sukkersyge og andre Stofskiftelidelser, 965 for Luftvejslidelser, og endelig 737 for Nyre- og Blærelidelser.

Gaar man dernæst over til at undersøge, hvor mange fysiske Behandlinger af de forskellige Arter, som har været givet i de 25 Aar, kommer man til disse ret imponerende Tal: Af medicinske Bade (Saltbade, Saltgnidninger, Kulsyrebade, Nauheimerbade, Fyrrenaalsbade osv) 202,813, af elektriske Behandlinger 225,253, af hede og kolde Pakninger af hele Kroppen og enkelte Legemsdele 380,903, af Lysbehandlinger (Lokallys, Gløde- og Buelysbade, Højsolbade, Solarium, Polyaol og Radiosol) 427.478, af Massagebehandlinger 472,529 og af Bade og Vandbehandlinger af alle Arter 561,180.

Det betyder, at der tilsammen i de 25 Aar er givet over 2 ½ Million fysiske Behandlinger!

Saaledes er der virkelig noget at jubilere for paa Mandag. Overlæge Ottosen har for det første udsendt et smukt lille Jubilæumsskrift, for det andet har hans Hustru, Fru Johanne Ottosen, i Dagens Anledning forfattet en "Vegetarisk Kogebog for enhver Husholdning", for det tredie aabnes hele Kuranstalten Søndag Eftermiddag fra Kl. 2 ½- 6 for interesserede Københavnere, som her vil faaet Kig ind i de mange mystiske Ting, der til daglig gaar for sig i St. Kongensgade 36, og endelig fejres selve Jubilæumsdagen paa Mandag ved forskellige interne Festligheder.

(Nationaltidende, 17. april 1926).

En af patienterne på kuranstalten var Jeppe Aakjær som lå her i 1927. Marts 1927 blev Aakjær indlagt på Rigshospitalet med sukkersyge og fik koldbrand i sin venstre fod. Lægerne overtalte ham til at lade sig indlægge på Fysisk Kuranstalt i Store Kongensgade. Han blev udskrevet 13. maj 1928. Han skrev sine erindringer her og nåede 3 bind før han døde 22. april 1930.

Typisk annonce for Fysisk Kuranstalt, her fra Helsingørs Avis, 5. april 1929.

Fysisk Kuranstalt var anlagt af lægen Carl Jacob Ottosen (1864-1942) omkring århundredskiftet. Den eksisterede endnu i 1960'erne. Foto fra Ærø Venstreblad, 16. april 1926. Nationaltidende, 18. april 1926 bragte nogle fotoer fra anstaltens indre.

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Læge. Cand.med. 1878. Reservelæge i nåden 1879–80, i hæren 1884–86 og læge ved de kommunale vaccinationsanstalter 1889, 1891 og 1894. Han havde forskellige forretningsmæssige tillidshverv og var direktør i forsikringsselskabet Haand i Haand. 

Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Læge Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1898 var han Højres kandidat ved folketingsvalget i Kbh.s 3. kreds. 

Alfr. Christensen og Petrus Beyer.

Valgermødet i Gaar Aftea i "Fønix".

Et livligt Møde

Den store Sal i "Fønix" var fyldt i Gaar Aftes til sidste Plads, da Vinhandler Dam aabnede Alfr. Christensens andet Vælgermøde.

Efter at Handskemager Petersen var bleven valgt til Dirigent, talte Hr. Alfr. Christensen, der modtoges med Bifald, og som under stærk Tilslutning fremsatte sit kendte Valgprogram.

Til dem i Højre, der udslynger den Beskyldning mod Venstres Kandidater, at de lader sig vælge af internationale Stemmer, sagde Taleren:

"Jeg protesterer paa det skarpeste mod, at Byernes store Arbejderbefolkninger skal sættes udenfor alle andre Danske. Er der Nogen, om hvem man med en vis Berettigelse kan sige, at de har stillet sig udenfor de Danskes Rækker, saa er det vel det Parti, der har øvet Vold mod Forfatningen og paa Trods af Folkets Vilje ødelagt Landets Penge til ulovligt og for Danmarks Selvstændighed skadeligt Fæstningsbyggeri. (Stormende Bifald.)

Efter at Hr. Alf. Christensen har omtalt de store Reformspørgsmaal og hævdet deres Gennemførelse i demokratisk Aand, slutter han med at udtale, at over al Ting staar det for ham, at den frie Forfatning atter kommer til Højsædet i Danmark, og at det kan ske ved at sætte et stort Oppositionsflertal ind i Folketinget.

Langvarigt Bifald og rungende Hurraraab lønner Hr. Alf. Christensens Tale.

Hr. Petrus Beyer tog derefter Ordet og udtalte, at paa mange Punkter er Højre enig med de Liberale. Han var navnlig ligesom Hr. Alf. Chr. af den Mening, at Provisorierne burde ikke eksisteren, men de var for Resten lovlige (Modsigelse). Han fremstillede sig derefter som udpræget Toldbeskyttelsesmand. Toldbeskytterne var Arbejdernes bedste Venner (Latter). En god Skolelov skulde laves som en Bom mod Socialismens Fristelser (Uro og Protest). Kobenhavns Befæstning bør vedligeholdes, thi Landets Børn maa ikke gaa blottede i Kampen (Latter).

Hr. Alf. Christensen, som derefter tog Ordet, hilstes af stormende Hurraraab. Under stærk Tilslutning imødegik han Hr. Beyers Udtalelser og hævdede navnlig, at det er en Skandale for vort Land, at vore Militærudgifter er saa enorme som de er.

Endnu har flere Talere Ordet, bl. A. Folketingsmand A. C. Meyer, der protesterer mod Hr. Beyers Udtalelse om, at Socialismen er baseret paa Uvidenheden, og som kraftigt anbefaler Vælgerne at stemme paa Alf. Christensen.

Det livlige, til sine Tider meget bevægede Møde sluttes først henad Midnat under vekslende Hurraraab for Kandidaterne. Omtrent en Tredjedel af Forsamlingen var Højremænd, og Meningskampen var flere gange stærk.

(København 27. marts 1898)

Ved valget 3. april 1898 stemte 2269 (66,0 %) ud af 3436 stemmeberettigede i Københavns 3. kreds. Af dem tilfaldt 1343 overretssagførr Alfred Vilhelm Alexander Christensen (V. R.), mens overretssagfører Carl Antonius Olsen (H) fik 902 stemmer.

I 1884 blev han indviet i loge nr. 3 Nordstjernen under Oddfellowordenen i Danmark. I 1889 stormester og da den danske storloges ophøjedes til uafhængig loge 1892 til storsire. Mens han var storsire, blev der oprettet hjem for børn født uden for ægteskab og et spedalskhedshospital i Island 1897. I 1909 blev der oprettet et spedalskhedshospital på St. Croix.

Asyl på Sankt Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The transference of the new building to be used as the Leper Asylum was made on Monday with due formalities by the Grandsire of the Odd Fellow Order in Denmark, Dr. Beyer, to the Colonial Council of St. Croix, in the Council's Hall,Government House.

In response to the published invitation of his Excellency the Governor, a large number of gentlemen and also a few ladies had assembled. Shortly after eleven o'clock His Excellency introduced Dr. Beyer to the audience as follows:

Ladies and Gentlemen, I have the honour to introduce to you Dr. Petrus Beyer, Grand-Master of the independent Grand Lodge for Denmark of the Odd Fellow Order. The Doctor has come all the way out here to hand over personally to the Municipality of St. Croix the new asylum for lepers at Richmond, which has been built by the agency of the order that he represents.

His Excellency then introduced the Grand Sire to the Chairman of the Council, who introduced him to the Council's members.

Dr. Beyer then made the following address:

"Deres Excellense.

Mine Herrer af St. Croix Kolonialraad.

Det er som Stor Sire for Oddfellow-Ordenen i Danmark at jeg i Dag har den Ære at henvende mig til Dem for paa Ordenens Vegne at overgive til Dem det til Brug for de Spedalske paa de dansk vestindiske Øer byggede Asyl; og jeg beder den høitærede Formand for St. Croix Kolonialraad om at modtage Asylet, som Raadet er gaaet ind paa at drive i nævnte Øiemed.

Forinden jeg overgiver Gavebrevet, maa det være mig tilladt i korte Træk at minde om Asylets Tilblivelseshistorie. Det var nogen Tid inden den vestindiske Kommissions Udsendelse her til Öerne for 6 Aar siden, at et af dennes Medlemmer Kammerherre Jacob Scavenius henvendte sig til mig paa den daværende Finansminister Christoffer Hages Vegne, for at forespørge om det kunde tænkes at Oddfellows, I Lighed med hvad der var sket i sin Tid paa Island, vilde bygge et Spedalskhedsasyl paa de vestindiske Öer, hvor der fandtes et ret betydeligt Antal Patienter lidende af denne Sygdom. Nu vil de mindre mine Herrer at der i Danmark den Gang, hvad der forresten ogsaa er Tilfældet nu, fandtes et stort Önske om at skaffe disse fjerne danske Besiddelser saa gode Livsvilkaar som muligt, og dertil hørte ganske sikkert, at befri Befolkningen for den Fare der laa i at disse Stakler der vare syge af den forfærdeligste Sygdom der vil nok findes, færdedes rundt imellem de Sunde, og kunde brede Sygdommen videre og videre omkring. Jeg svarede, overensstemmende med det Princip hvorefter Odd-fellow-Ordenen leder sit Liv: "at virke for social-humane Fremskridt Verden over," at den Mulighed, at vi kunde vilde paatage os denne nationale Opgave, fandtes; men at jeg forinden jeg forelagde Spørgsmaalet for Ordenen ledende Mænd, maatte stille som Betingelse, dels at der gaves en Spedalskhedslov, i Lighed med hvad der fandtes paa Island, der muliggjorde en effectiv Isolering af de Syge, en Lov som altsaa accepteredes af Ordenen, dels at spedalskhedsforholdene herude bleve undersøgte at en kyndig Mand indenfor vor Kreds, en Fordring der ingenlunde var dicteret af nogensomhelst Mistillid til de af de lokale Myndigheder givne Oplysninger, men simpelthen var en Fordring jeg altid stiller forinden jeg opfordrer Ordenen til at give sig i Lag med Opgaver indenfor dens eget Omraade.

Efter at Finansministeren var gaaet med paa disse Forlangender og Broder i Ordenen Professor Ehlers i den Anledning var bleven adjungeret den vestindiske Kommission, og til Ordenen havde afgivet sin Indberetning, som viste mig, at Foretagendet kunde siges at være realisabelt for os, lovede jeg Finansministeren at vi vilde søge at løse Opgaven, og i Dag er dette da ogsaa forsaavidt sket, som Asylet i det væsentlige staar færdigt, og kan, efter at jeg har beset det, og synes at det i alle Henseender maa siges at være vel skikket til sit Brug, afleveres til St. Croix Kolonialraad, der som ovenfor nævnte har paataget sig at drive det.

Oddfellow-Ordenen har ved at bygge det, forinden derved at opfylde en national Pligt, ogsaa søgt at opfylde det Paabud, som er Ordenens ledende Hovedmotiv: "at gjøre Kjærlighedstanken levende indenfer og udenfor sin Kreds, og at bringe til almindelig Forstaaelse at det ikke er nok at vi alle ved at Kjærlighed til Ens Medmennesker er det Centrale i Livet, men at denne Følelse, for at være mere end et Ord, maa give sig Tilslag i Gjerning."

Nu er det vort Haab og vort inderlige Ønske, at denne Forstaaelse maa blive den ledende indenfor deres Kreds, som fremtidig skulle være knyttede til Asylet, det være sig som dets bevilligende Myndighed, som dets høie Bestyrelse, som dets Læge, som Pleierskerne for de Syge, og alle de andre, som ved deres Gjieruing ere knyttede til Asylet. Det er vort Haab at de alle ville opfatte deres Opgave som givet i Kjærlighedens Tegn, saa først vil Asylet kunne komme til at opfylde sin Bestemmelse i at være et godt og venligt Hjemsted for de stakkels syge Mennesker, som her skulle tilbringe deres Liv.

I Haab om at alle ville virke tit at disse Forudsætninger, under hvilken vi have bygget Asylet, maa blive opfyldte, overgiver jeg nu Asylet til St. Croix Kolonialraad og skal til den Ende oplæse Oddfellow-Ordelinens Gavebrev til denne Myndighed.

Then turning to the Chairman of the Council the Grand Sire read aloud the Deed of Gift and its conditions, and finally handed the document over to the Chairman, with these words :

Høivelbaaren Hr. Landsfysikus Kalmer: Herved overgiver mig nu Dem, som Formand for St. Croix Kolonialraad dette Gavebrev. Gid Asylet man virke til Gavn for denne skjønne Ö, og for Søsteröerne St. Thomas og St. Jan, og gid Asylet under en vis og forstandig Bestyrelse maa blive et lykkeligt Hjem for de Syge for hvem det er bestemt.

The Chairman replied as follows:

Your Excellency ! Your Honor the Grand-Sire I

In conformity with § 5 of Ordinance of 17th January 1908 I have hereby the honor as Chairman of the Colonial Council of St. Croix and on its behalf to accept the Deed of Gift for the New Leper Asylum erected by tho Order of Independent Odd Fellows of Denmark now handed to me by your Honor the Grand Sire. As this noble Gift is a Gift not only to the Council but to the Municipality of St. Croix I beg in the name of this Community, in the name of the Council and in my own, to offer you most heartfelt thanks for this grand gift.

It, is indeed a grand and noble gift, which the Community thus becomes possessed of, a gift which fulfils a threefold purpose. First this, that it enables the Community to protect itself against this dreadful and terrible disease, the most dreadful of all those to which poor and suffering humanity is exposed and which, after the Bacillus lepræ has been discovered by the Norwegian Professor Armauer Hansen, has proved itself to be a contagious disease; Secondly it makes it possible to offer those poor aud pitiable individuals, who are suffering from this disease, a comfortable and humane existence for as you all know, most, nay all, that are suffering from the disease here belong to the poorest class, which are entirely dependent upon public charity and the help of poor relatives and friends, whose combined help could never secure for these individuals an existence in any way comparable for the one, that is now offered to them by the noble exertions of the Old Fellows Older, and thirdly it will one day - I have no doubt - make it possible to cure this loathsome disease, for considering the rapid an, I truly prodigious progress of medical science I feel convinced that means of curing the disease will one tiny be found, but even then these means would not suffice unless the poor sufferers were placed, as now they will he, under inspection and control.

Of course one thing may jar even with these outlooks before us, this, then, that it is unavoidable to deprive those poor creatures of personal liberty and freedom. But here it must be said, and rightly, that individual lights must yield before justified demands of the Community at large - so much the more when you can offer the parties in question all the great advantages which this grand gift offers them.

As I see that the Community at large by its presence here shows such interest in the matter, it may not he considered out of place, if I offer a few additional remarks on the subject.

The idea of isolating the lepers dates back very far indeed, far back into the middle ages. You may consider it a side issue when I commence with an allusion to the name of the disease, but it is often so, that a word, a mere name, reveals to us a chapter of the world's history.

The disease is in English and in most other European languages called lepra or leprosy. This comes from a Greek word lepra, which means only a rash, - and that word does not teach us much. But now it so happens that we have in Danish a word for the disease quite different and which is peculiar to Danish, no other language known to me has a similar name. We call the disease "Spedalskhed" and the sufferers from it "spedalske". Where does that word come from? It comes simply from "Hospital"; perhaps you will be able better to understand it, when I say, Spital instead of Hospital, but you will at once hear it if I use the Italian word "Ospedale." Now the word Ospedale, or Hospital, has nothing whatever to do with sickness or sick people, as you may be inclined to think. It comes from a Latin word "Hospes," which means a "Guest" and nothing else. Italy was one of the first countries, which in the middle ages erected "Ospedali," that is places for receiving poor suffering people as guests - and most especially lepers. And what the Middle ages did in their time we are now in our time renewing, by taking iu poor Lepers as guests in our Asylums. You may be astonished to hear that exactly 700 years ago, in the year 1200, there were not less than 2000 such asylums for lepers in France, no doubt owing to the kindness and cure of the clergy. And this proves two things : first that the disease must have had an enormous spread in the middle ages, and next, that we can never be too thankful to those ages for trying to check and limit this dreadful calamity - for without these Hospitals or Asylums in the medieval limes all Europe would by now be overrun by this fell disease.

What they did then is exactly what has been done here to-day, and this Community can never be too grateful for what the Odd Fellows Order has done for us out here - and once more, Mr. Grandsire, I beg to convey to you and your illustrious Order in the name of the Community, of the Colonial Council and in my own, the expression of our deepest gratitude and our most heartfelt thanks.

His Excellency the Goveneor, then spoke as follows :

"Mr. Grand-Sire. Ladies and Gentlemen.

I have the honour to express the thanks of the Danish Government for the noble and generous gift conferred by the Odd Fellows Order of Denmark on suffering humanity in the Danish West Indies. I venture to hope that the work will be carried on in a way and a spirit worthy of the donors."

And, turning to Dr. Beyer, said:

"Efter Hans Majestæt Kongens til Finantsministeren mundtlig fremsatte Ønske og efter mig at Finantsministeren dertil tillagt Ordre har jeg dernæst den Ære paa Hans Majestæts Vegne at overrække Dem, Dr. Beyet, som Ordenens Stor-Sire nærværende Dem af Hans Majestæts allernaadigst tildelte Decoration som Commandeur af 2den Grad af Dannebrogsordonen."

To which Dr. Beyer replied :

"Deres Excellense

Man jeg til Dem som Hans Majestæt Kongens Repræsentant udtale min dybtfølte Tak for den kongelige Naadebevisning der er bleven mig tildelt paa en saa ærefuld Vis, og for de Naadebevisninger der er tildelt andre Medlemmer af Spedalskhedskomiteen. Jeg og vi alle har, og opfatte ogsaa disse, mindre som en Belönning for vor ringe Virksomhed for Spadalskhedsasylets Tilblivelse, end som et Udtryk for Kongens Glæde over hver Gang der sker noget der kan gavne hans Land og Folk. Og denne Forstaaelse af Kongens Personlighed gjør, at vi Alle samles i Önsket om at Gud vil bevare Kongen, et Önske jeg bedre Alle med mig give Udtryk i et 9 foldigt Hurra for Hans Majestæt.

Kongen leve."

The three times three cheers for His Majesty thus called for were cordially given, and His Excellency the Governor then pronounced the proceedings to be closed.

(St. Croix Avis 20. november 1909).

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937), reservelæge ved kommunehospitalet, specialist i hud- og kønssygdomme med studier over spedalskhed (lepra). Efter en rundrejse i Island 1894 og 1895, blev kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 gennem isolation af de syge på asyl, hospitalet blev også støttet af Odd-Fellowordenen. Han var medvirkende til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903. 1903 var Ehlers adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien. Politisk var han formand for Københavns venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i København 1909-11, valgt af venstre.

Læge Petrus Beyer

fylder i Dag 60 Aar.

Han har allerede i mange Aar været en af Hovedstadens mest kendte Mænd.

I 90'erne tog han livlig Del i den politiske Bevægelse og stillede sig som Folketingskandidat i flere københavnske Kredse uden dog at opnaa Valg Men det er hans mangeaarige Stilling som Storsir for den udbredte Odd Fellow-Orden, der særlig har baaret hans Navn ud til Offentligheden. Af han er naaet saa vidt indenfor denne Orden, skyldes foruden hans sikre, myndige Fremtræden føret og fremmest hans gode Hjærie og Medfølelse med ulykkeligt stillede Medmenneeker, dernæst ogsaa hans gode Talegaver, som sætter ham i Stand til paa en smuk Maade at løse de repræsentative Opgaver, hans Stilling som Storsire fører med sig.

Dagen i Dag træffer ham rimeligvis i Vestindien, hvor han har aabnet det Asyl for spedalske, som Prof. Ehlers i Fjor lagde Grundstenen til. Forinden har han været paa Rejse til Nordamerika, Odd Fellow-Ordenens Moderland.

(Dannebrog (København) 24. november 1909).

22. maj 1914 fejrede han 25 års jubilæum som leder af Odd Fellow-ordenen. 

Storsiren fylder 70.

Petrus Beyer.

Odd Fellow Ordenens højtansete Storsire, Læge Petrus Beyer fylder paa Mandag 70 Aar.

Petrus B. var blandt de første Odd Fellows her i Landet, og han har da ogsaa nu været Ordenens Øverste i 27 Aar.

Odd Fellows betyder egentlig de løjerlige Fyre, og Storsiren maa jo altsaa være den løjerligste af Dem alle.

Er dette Tilfældet, vilde vi ønske, at hele vort lille Samfund bestod af løjerlige Fyre, thi Petrus Beyer er som den gode Samaritan, der standser, hvor alle andre jager forbi, opfyldt af deres egne smaa Sorger og Glæder og ærgerrige Kappelyst om Magt og Penge, han standser og bøjer sig ned over det, de andre ikke vil se eller ikke tør se, han bøjer sig hjælpende ned over den Spedalske, over Hittebarnet, over Syge og Hjælpeløse.

Petrus Beyer har virket for Opførelsen af Spedalskhedshospitaler paa Island og paa St. Croix, og han og hans Hustru har Æren af, at Danmark nu faar sig et Hittebømshjem, saa at ingen Mødre mere behøver at drives til Fortvivlelse og til Forbrydelse, fordi de har født et Barn udenfor de ægteskabelige Rammer.

Meget andet godt og samfundsnyttigt Virke har Petrus Beyer i sit lange, arbejdsomme Liv udført, og for det altsammen vil der paa Mandag lyde ham en varm Tak i Møde.

(Folkets Avis - København 22. november 1919).

Petrus Beyer og den 33 år yngre Ella Beyer (1882-1976). Gravsted på Vestre Kirkegård. Det er udformet af Christian Emil Mandrup-Poulsen (1865-1952) i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.