Nytorv 3 - "Politikælderen". (Efterskrift til Politivennen)

 Politikælderen

Et gammelt Stykke København, der forsvinder.

Paa Nytorv, tæt ved Nygade, ligger dybt nede i Jorden en morsom Kælderrestauration, der er kendt af utallige Københavnere med K. Den hedder officielt "Politikælderen", men kaldes i daglig Tale altid for "Politikælderen". Der knytter sig mange Minder til denne hyggelige Kælder, hvor i Tidernes Løb Forretningsfolk, Politimænd og Kunstnere traf sammen i et hyggeligt Samvær, enten vod Billarderne eller ved en varm Romtoddy. Det var her, i Jordens dybe Skød, at Opdagerne fra Politikammeret søgte ned i den ofte knapt tilmaalte Fritid for at. sluge en Kop Kaffe eller skylle Halsen ren med et iskoldt Glas Øl efter en Morderjagt, og Politireporterne har ofte her, af løsrevne Samtaler, opsnuset et og andet til deres Aviser.

Samtidig har "Politikælderen" alle Hine Dage været et godt Madsted, og trods sin ejendommelige Beliggenhed haft et stort madspisende Stampublikum, der sikkert med Vemod vil erfare, at den gamle Kafé jævnes med Jorden til April. Og hvorfor? Fordi Privatbanken, der ligger paa Hjørnet af Nygade, har købt Ejendommen og bygger hele Molevitten om til Banklokaler.

I 40 Aar har Politikælderen ligget paa Nytorv, og ved et mærkeligt Sammentræf forsvinder den samtidig med at Politiet flytter fra Domhuset til den ny Politigaard. Den nuværende Restauratør Jørgensen har været Indehaver af Kaféen i de 40 Aar, den har ligget I Kælderen.

Det er et gammelt Stykke København, der forsvinder, et hyggeligt Minde om Firsernes og Halvfemserne glade København, da Byen var en stor og dum Provinsby uden Hovedstadsnykker.

Der vil blive drukket nogle Glas Gravøl, den Dag Politikælderen gaar ind til den evige Hvile.

(Klokken 5 (København) 10. februar 1924).

Artiklen får ikke fortalt at det officielle navn var "Jørgensens Kafe", med andre navne som "Porcelænskælderen" eller bare "Nr. 3" (Nytorv 3). Restauratør Jørgensen ledede kafeen i 37 år. Glansperioden var da Flæsketorvet lå på Nytorv. Den lavede "god borgerlig mad", fx labskovs.

Om nedrivningen af Nytorv 3 med fotoer fra før og nu, se indslaget "Den gamle Patricierejendom", 10. oktober 1923 her på bloggen

Den gamle Patricierejendom. (Efterskrift til Politivennen)

Nytorv Nr. 3 er nu skal rives ned.

Til April Flyttedag forsvinder atter et af de gamle Patricierhuse paa Nytorv. Det er Ejendommen Nr. 3, som skal give Plads for en haardt tiltrængt Udvidelse af Privatbankens Vestre Afdeling, der har Lokaler paa Hjørnet af Nygade.

I den ældste eksisterende Vejviser betegnes Husets Beliggenhed som "ved Raadstuen". og det er vistnok rejst omkring 1700-tallet - muligvis før - idet Torvet jo allerede anlagdes 1610. I sin nuværende Skikkelse gør Bygningen ganske vist ikke noget særlig stilfuldt Indtryk. Men i gamle Dage har det utvivlsomt virket fornemt med Førsteetagens store Vinduer.

Det er ikke saa faa kendte Personligheder, der har haft deres Hjem her. I Aarene omkring 1770 boede saaledes bl. a. Gehejmesekretær Langebeck - en af Tidens højtansete Hof-Embedsmænd - her, ligesom en Række Storkøbmænd gennem Tiderne har resideret i Bygningen.

(Aftenbladet (københavn) 10. oktober 1923).

Nytorv 3, hjørnet med Nygade som det ser ud i moderne tid. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om Forprang med Levnetsmidler.

Så vidt vides eksisterer der et lovbud som forbyder al forsalg med levnedsmidler, og derimod udtrykkeligt befaler at alt skal sælges på akseltorv. En bedrøvelig erfaring har imidlertid overbevist almenheden om at dette velgørende lovbud ikke overholdes, idet man næsten dagligt har lejlighed til at erfare at såvel handelsberettigede som andre i gæstgivergårdene opkøber hvad de kan overkomme. Denne handel drives især tidligt om morgenen på torvedagene og ikke sjældent aftnerne forud. Det har til følge at kun lidt kommer på torvet til stor skade for stadens samtlige indbyggere. Men især for kælderbeboere som bor på Gammeltorv og Nytorv og som er berettiget til at købe på torvet for atter at kunne forsyne de familier der ikke har lejlighed til at indfinde sig der til almindelig torvetid. At kælderbeboerne som en følge af denne uskik vanskeligt kan svare de påbudne skatter og afgifter, betale deres husleje og underholde deres ofte talrige familie, er vist nok let at indse, og man håber derfor  at der vil træffes de til dette uvæsens standsning fornødne forholdsregler.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 609-610)

Redacteurens Anmærkning

Akseltorv har ikke noget med nutidens Axeltorv at gøre. På Politivennens tid var det heller ikke et torv opkaldt efter mandsnavnet Axel, men hed sådan fordi bønderne her kunne sælge varerne direkte fra hestetrukne vogne (med hjul og vognaksler). Da disse fyldte ret meget, var akseltorv byens største torv. 

Berigtigelse.

Til ære for sandheden, kommodens ejer, vedkommende autoriteter og alle sagen vedrørende personer, kan forfatteren af det i Politivennen nr. 204 indrykkede stykke, den vellugtende kommode ikke nægte sig og det ærede publikum den glæde at meddele den berigtigelse af sin anmeldelse at den i oven nævnte stykke påankede lugt ikke rejste sig fra menneskeekskrementer, men fra sammenbrændt hestemøg, som forfatteren senere har bragt i erfaring. Hvor vidt den imidlertid når den har så megen afskyelighed ved sig og så megen lighed med menneskeskarn, i fysisk henseende er anbefalelseværdig, og i juridisk henseende og med hensyn til et hensigtsmæssigt politi er hjemlet ved lovene, overlader han til sagkyndige at bedømme, idet han beder vedkommende at undskylde dette som det synes højst tilgivelige sansebedrag.

(Politivennen nr. 206. Løverdagen den 11de December 1819, s. 3306) 

Den vellugtende Commode paa Nytorv.

"Ironice vi navnet vælge".

Ved mandag den 8. november dette år om eftermiddagen kl. 5 at passere fra Knabrostræde over Nytorv til Lavendelstræde, blev anmelderen modtaget af en lugt fra den såkaldte kommode som næppe er behageligt for noget menneskeliv, undtagen måske for den for hvem den ved vanen er blevet en anden natur. Enhver ser let her menes lugten af menneskeekskrementer. Udenfor den vellugtende kommode holdt to eller tre natvogne, porten stod åben med begge fløje, stadfæstelse nok på hvad lugten bebudede i midten af Brolæggerstræde. Kl. 6 passerede anmelderen tilbage samme vej og havde samme møde, skønt operationen lod til at være forbi. Anmelderen ved ikke rettere end at sådanne forretninger på den tid er i strid med anordningerne, skulle dette ikke være tilfældet, beder jeg om forladelse fordi jeg har gjort denne anmærkning.

Men da jeg er temmelig vis på det modsatte, tager jeg mig den frihed at bede de ansvarlige give de ansvarlige en dygtig næse med mere fordi de således trakterer forbigåendes næser allerede kl. 5 om eftermiddagen. Mellem 10 og 11 plejer man ellers først at opvarte med sådant. Natmændene er ganske undskyldte. Men den højtærede ejer af kommoden og natmændenes foresatte ville vist meget forbinde publikum ved at følge gammel skik og brug.

(Politivennen nr. 203. Løverdagen den 20de November 1819, s. 3255-3256)

Er det til Gavn for Hovedstadens Indvaanere, at Valdbyerne faldbyde og afhændige deres Vare paa Nyetorv?

Dette spørgsmål bør efter anmelderens opfattelse besvares med et nej, da det er fuldkommen indlysende at disse personers handel på dette sted i høj grad er skadelig med hensyn til de billigere priser, indbyggerne ellers kunne forvente af bonden, som også tilbyder sådanne varer især smør, æg og flæsk der. For hvem ved vel ikke at bonden i det øjeblik han kommer til torvs, forhører sig om priserne hos de menneskekærlige valbykræmmere som gerne meddeler ham samme og derefter retter han sig naturligvis. Hvoraf altså følger at indbyggerne ikke kan vente bedre køb hos ham end hos valbyerne. De ser måske oven i købet deres snit til gennem deres beredvillige håndlangere at sætte bind for at ingen andre end de får bondens smør og æg. Skønt deres rettighed til at udbyde varer på akseltorvet indeholder den indskrænkning at de ikke må sælge andre varer der end de som de uden at begå forprang har købt på landet og hentet med egne heste og vogne.

"Er det til Gavn for Hovedstadens Indvaanere, at Valbyerne faldbyde og afhændige deres Vare paa Nyetorv?" (Gammeltorv med Caritas-springvandet og bagest Nytorv. Eget foto).

Som bevis for at nævnte kræmmere udspænder deres garn over grænserne og gør det højst sandsynligt at de lader opkøbe de artikler som bonden fører til torvs, det vil sige de med hvilke de er berettigede at handle, anføres: At hovedstadens høkere for nyligt har fundet sig foranlediget til at se dem efter i sømmene. Herved opdagede høkerne hvad længe har været bekendt, at valbyerne udhøkrede smør som de uberettiget havde opkøbt på skibene. Hvorfor det nævnte smør også blev konfiskeret og den pågældende mulkteret af politiet.

Disse personer, nemlig valbykræmmerne hvis rettighed til handel med adskillige fødevarer øjensynlig er til skade for stadens indbyggere, fordi de opkøber varerne hos bonden og udbyder dem til højere priser end bonden ville forlange når han selv første dem til torv, kræver 40 skilling for en snes æg, og bonden sælger et lignede antal æg for 28 skilling, N. B. når han indtræffer om eftermiddagen efter at valbyerne er rejst hjem. Og således går det forholdsmæssigt med andre varer. 

Disse grund kan måske tillægges flere hvis man var bedre underrettet om de utallige dels fine, og dels grove kneb, som nævnte i sådanne ting utvivlsomt veltrænede prangere upåtalt udøver til deres betydelige fordel og indbyggernes store skade. Det indbyder formentligt til det særdeles rimelige håb som man håber går i opfyldelse, fordi ingen som kender den rosværdige omhu som øvrigheden hele tiden viser for indbyggernes tarv kan drage i ringeste tvivl: at der uden ophold foranstaltes alt hvad der er til gavn, såfremt hindringer ikke lægges i vejen for dem, at ovennævnte valbykræmmere snarest muligt må anvises en anden plads til at udbyde deres varer, for eksempel på det gamle hestetorv ved Lavendelstræde eller bag slagterbutikkerne på Garnisonspladsen. Nytten af sådan foranstaltning ville vist ikke ingen undlade at sige tak for det.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2831-2834)

Ønske om mere Reenlighed ved Raad- og Domhuset

Det nye råd- og domhus er unægteligt en pryd for hovedstaden og en i mange henseender vigtig bygning for alle stadens indbyggere. Under begge hensyn fortjener den borgernes erkendtlige opmærksomhed. Desto mere er det at beklage at dette skønne monument for Frederik de Sjettes landsfaderlige regering ligesom adskillige flere offentlige monumenter, er udsat for mishandlinger af alle arter, som dels tilfældet, dels pøbelagtig kådhed eller urenlighed måtte pådrage det. Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel, beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn. Og om føje tid vil enhver forbigående i særdeleshed i mærke tror at man vandrer forbi en stillestående kloak.

"Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel (til højre i billedet med det grønne tag), beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn" (Eget foto).

Anmelderen af disse velmente linjer tror, at disse uordener, der sårer alle veltænkende patrioter så meget, let kunne fjernes ved en fast skildvagt som det måtte pålægges at overvåge orden og renlighed sammesteds, samt ved en belysning der var stedsevarende og ikke lig stadens øvrige belysning, savnedes sådanne aftener da almanakken forkynder et måneskin der mellem høje bygninger ikke kan virke. De mange høje autoriteter som i råd. og domhuset udøver deres kaldspligter, ville måske selv udfinde noget bedre og mere hensigtsmæssigt. Anmelderen håber imidlertid at hans udtalte ønske vil møde velvillig og patriotisk opmærksomhed.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 729-731)

En Røst fra Landet

(Indsendt)

Det er umenneskeligt at man i hovedstaden glemmer at sørge for vand til de firbenede hvis kræfter og anstrengelse bringer føde og brændsel på torvene. Så meget mere som lejligheden ikke mangler. For Gammel og Nytorv har 5 poster, foruden springvandet. Og da kan landmanden holde 6 timer uden at kunne læske sine heste med en dråbe. Ønskeligt var det at en vandtrug blev hensat under en af posterne på hvert af de offentlige torve hvor landmanden falbyder sine varer, eller hvor der er bestemt plads for ledige vogne. Ved stranden og på Kongens Nytorv er sådanne vandtrug for vognmændenes heste. Derimod må landmændene søge vand i gæstgivergårdene for sine, og dog er disse langt mere trængende end de andre, der kunne vandes før de kører ud, mens denne ofte kommer lige fra porten til torvet hvor han må holde flere timer. Fortjener landmanden ikke så megen opmærksomhed?

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 187-188)

"Gammel og Nytorv har 5 poster, foruden springvandet. Og da kan landmanden holde 6 timer uden at kunne læske sine heste med en dråbe." (Gammeltorv 1829. Foran Philip de Langes gård til højre ses en vandpost. Harald Langberg: Fra torv til torv, 1943)

Spørgsmål på Gammeltorv

Da nu Gammeltorv både ved sammensmeltning med Nytorv og ved springvandets under arbejde værende istandsættelse så meget forskønnes, så ønskede vel enhver der har et kræsent øje, at disse rebhandlere med deres skure blev bortviste fra pladsen, da de på ingen måde bidrager til dens prydelse, men snarere synes at have sat sig der som sande satyrikere at falbyde strikker ved siden af lykkens gudinde. Måske var det en mere passende plads ved Charlottenborg, især på de dage, når lotteriet bliver trukket.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 38, den 12. januar 1799, s. 601-602)