I en affaldsdynge på Assistens Kirkegård fandt en af arbejderne i går morges en pakke hvis yderste lag var avispapir.
Da han efterså pakken lidt nærmere, viste det sig at den indeholdt liget af et nyfødt drengebarn. Politiet der blev tilkaldt, bragte barneliget til Retsmedicinsk Institut hvor det vil blive obduceret.
Hvem der har lagt barneliget i affaldsdyngen, vides endnu ikke.
(Nationaltidende, 24. juni 1927).
En besøgende på Assistens Kirkegård gjorde i går en uhyggelig opdagelse, da han ville lægge noget affald i en skarnkasse. I kassen lå liget af et nyfødt drengebarn, indpakket i aviser. Barnet var fuldbåret og menes at være lagt i kassen i går.
Mens liget blev overgivet til obduktion, leder politiet efter moderen.
(Folkets Avis - København, 9. juni 1926).
Den 8. ds. fandtes i en skarnbeholder på Assistens Kirkegård i nærheden af den russiske afdeling - afdeling K - liget af et nyfødt omtrent fuldbårent drengebarn. Liget der var i begyndende forrådnelse, var indpakket i et par iturevne damebenklæder og derefter indpakket i 5 eksemplarer af "Berlingske Tidendes" morgenudgave fra henholdsvis den 3., 10., 15. og 16. april samt 31. maj d. å., hvorom yderligere var pakket et stort stykke brunt tilsyneladende nyt indpakningspapir. Mulige oplysninger bedes tilstilet Københavns opdagelsespoliti, telf. 1448.
(Social-Demokraten, 19. juni 1926)
Prof, Dr. med. S. A. Gammeltoft fortsætter i det sidst udkomne nummer af "Ugeskrift for Læger" en Artikelserie om Anvendelsen af anticonceptionelle Midler.
- Der er, skriver Prof. Gammeltoft, fra forskellig Side fremført, at det vilde være naturligt, at Mennesker, som senere agter at indgaa Ægteskab, men hvor Forholdene, først og fremmest de økonomiske, men f. Eks. ogsaa Boligforholdene, umuligjorde denne Plans Realisation, levede sammen som Ægtefolk, naar de blot undgik at faa Børn.
Hr. Gammeltoft udtaler sig paa følgende Mande om dette Spørgsmaal:
Her er der imidlertid, uden som sagt at komme ind paa de farlige Konsekvenser, som denne Lære i det hele kan have for Samfundet, det Hovedargument, at, da vi, som vi senere skal se,
saa maa man være klar over, at det alligevel meget let ender mod, at den paagjældende Kvinde bliver gravid (svanger).
Det er et uhyre stort Ansvar, som de Mennesker paatager sig, som fremstiller Anvendelsen af de almindelige anticonceptionelle Midler som et fuldstændigt sikkert Middel til at hindre Conception.
De skaber derved en falsk Sikkerhedsfølelse, som kan blive uhyre skæbnesvanger. Derfor maa det ogsaa bestemt misbilliges, naar det har været foreslaaet, at de Klinikker, Kontorer og lignende, som oprettes for at udbrede Kendskaben til disse Metoder, af diskretionære Hensyn ikke skulde spørge de paagældende Patienter om deres Navn og Stilling.
Og selv om de gør det, yder dette jo ingen Sikkerhed for, at de ikke kan blive ført bag Lyset, atter en Grund til, at man maa foretrække, at hele dette Spørgsmaal ikke glider bort fra de praktiserende Læger, som langt bedre kender de paagældende Kvinder og deres Forhold.
Prof. Gammeltoft udtaler endvidere følgende:
Det er heller ikke tilstrækkeligt fremhævet, forekommer det mig, overfor det store Publikum, at de fleste af disse Midier aldeles ikke faar nogen Sikkerhed overfor venerisk Smitte; blandt Publikum sker der i alt Fald ofte en Sammenblanding af de to Spørgsmaal.
Man maa regne med, at der ogsaa blandt den opvoksende kvindelig befolkning findes ikke saa faa, mere eller mindre letsindige. Angsten for Svangerskab og for Paaførelsen af venerisk Smitte afholder sikkert en stor Del af disse fra at indlade sig paa illegitime, løse Forbindelser.
Tager man nu ved Anvendelsen af Anticonceptionelle Midler den ene af disse Hemsko bort, tror jeg, at man kan befrygte, at der kommer en Opblussen af Antallet af veneriske Lidelser, ligesom man ogsaa maa regne med, at Mænd, hvem Tanken om en mulig Fare for senere at blive udlagt som Alimentant med de deraf følgende Økonomiske Byrder afholder fra at indlade sig paa fuldstændig løse Forbindelser, i større Udstrækning vil indlade sig paa saadanne, hvis de tror, at denne Mulighed ikke foreligger.
Angaaende det tidligere omtalte Apparat, den saakaldte Schuberts Obturator, der forhandles til Kvinden, udtaler Prof. Gammeltoft, at det her Ikke drejer sig om nogen Forhindring af Svangerskabet, men det drejer sig om en artificiel kriminel Abort, fremkaldt paa en raffineret maade.
Rent bortset fra det strafbare heri, er der ingen Tvivl om, at saadanne Aborter med paafølgende mulige Infektioner være uhyre farlige og kan give Anledning til talrige Underlivssygdomme.
Alene af den Grund bør dette Apparat forkastes. Men endnu værre bliver det, naar der i et dansk Katalog, der reklamerer for dette Apparat staar, at Apparater af massivt Sølv eller Guld behøver aldrig at kontrolleres (!), ligesom det man siges at være en direkte Opfordring Fosterfordrivelse, naar der staar, at ved Svangerskab er det forbudt at bære Obturatoren, da dette ellers ophæves (!).
Man maa derfor, bl. a. ogsaa fordi Apparaterne er sundhedsfarlige, absolut fordømme deres Anvendelse.
Prof. Gammeltoft giver en udførlig Beskrivelse af de forskellige farlige Komplikationer, der kan opstaa for Kvinder, som anvender disse Obturatorer; blandt Sygdomstilfældene er der flere af en ret uhyggelig Art, ikke egnet til at omtales i et Dagblad.
Professoren kommer dernæst til de livsfarlige Modersprøjter, der anvendes til Udskylning, og som er lige farlige, enten de er forsynet med et tykt Rør eller med et langt, spidst Rør.
De Ulykker, som disse Apparater har fremkaldt, dels i Tilfælde, hvor de har været anvendt ligefrem for at fremkalde Abort, dels for at forebygge Svangerskab, er saa talrige, at man maa ønske, at Autoriteterne snarest muligt skrider ind og forbyder Salget.
Prof. Gammeltoft oplyser - med Hensyn til Autoriteternes Stilling i Amerika overfor anticonceptionelle Midler - følgende:
- Den amerikanske Generaldirektør for Postvæsenet har paa alle de amerikanske Postkontorer opslaaet Meddelelse om, at det betragtes som i strafbart at udsende eller modtage Postforsendelser af usædeligt Indhold. Herind under falder enhver Anvisning, Medikament eller Præparat, der har til Hensigt at hindre Besvangrelse. Overtrædelse af Forbudet straffes med en Bøde paa 5000 Dollars eller 5 Aars Fængsel - eller ogsaa begge Dele tilsammen.
(Social-Demokraten 4. januar 1925)
Sven Aage Gammeltoft (1883-1954) havde en baggrund bl. a. som kandidat ved Diakonissestift (1908-1909), Rigshospitalets fødeafdeling (1911-1912 og igen 1914-1916). Han blev dr. med 1912. Han skrev forskellige afhandlinger om svangerskab og fødsel, og var redaktør af Tidsskrift for Jordemødre (1916-1919). Han udgav syv bind Arbejder fra Fødeafdeling A og Gynækologisk Afdeling (1923-32). Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Den fortvivlede og af ganske naturlige Aarsager misforstaaede Lære om "frivilligt Moderskab om Kvinders Selvbestemmelsesret med Hensyn til Spørgmaalet om at støtte Børn i Verden - har i Gaar krævet en ung Kvindes Liv.
Den Paagældende er en 22-aarig Husassistent Esther Johansen, der tjente i Villaen Vodroffsvej Nr. 42, som tilhører Brygger Vagn Jacobsens Hustru, Fru Xenia Jacobsen, der i nogen Tid har været bortrejst.
Den unge Pige var forlovet med en jævnaldrende Mand. Og i Gaar Eftermiddags ved 3-Tiden, da han kom for at besøge hende, fandt han hende liggende inde i Pigekamret i en saadan Tilstand, at han straks var klar over, at der var noget alvorligt paa Færde med hende.
Han skyndte sig ned og telefonerede efter Ambulancen, der bragte den unge Pige, som nu var bevidstløs, til Frederiksberg Hospital. Men ved Ankomsten hertil viste det sig, at hun var død.
Ved Undersøgelsen konstaterede Lægerne straks, at Døden skyldtes en indvendig Forblødning, foranlediget ved et Forsøg paa Fosterfordrivelse og Sagen rapporteredes derfor øjeblikkelig til Amtslæge Djørup, som videresendte den til Politimester Parker og til Lederen af det frederiksbergske Opdagelsespoliti, Overvagtmester Schaldemose.
Gennem de derefter af Politiet foretagne Undersøgelser, bl. a. afhøringer af Esther Johansens Kæreste og en anden Tjenestepige, der i den sidste Tid under Fru Jacobsens Bortrejse har været alene med hende i Villaen paa Vodroffsvej oplystes det, at hun allerede for nogen Tid siden havde mærket at hun var frugtsommelig, og at hun rimeligvis straks har bestemt sig til at forsøge FosterfordriveIse.
Om nogen Kvaksalverassistance er der ikke Tale, idet Esther Johansen selv har udført Forbrydelsen og ikke ved Anvendelse af en af de af Fru Thit Jensen saa varmt anbefalede Obturatorer men ved Hjælp af et af de almindelige Udskylningsapparater mod hvilke der saa ofte har været advaret fra vore Lægeautoriteters Side.
Under en Samtale vi i Dag til Morgen har haft med Amtslæge Djørup udtalte denne sig i de skarpeste Ord om disse Apparater, hvis Salg han haabede, snarest maatte blive forbudt, idet han pointerede, at Brugen af dem næsten altid rummer den største Livsfare.
I Eftermiddag Kl. 4 vil Esther Johansens Lig blive underkastet den legale Obduktion. Og det er vist ikke usandsynligt, at der gennem denne vil fremkomme Ting, som kan bringe Sagen ind i et endnu alvorligere Spor.
(Aftenbladet (København) 21. januar 1925).
Obduktionen viste at de indre blødninger var forårsaget af et udskyldningsapparat med rør og bold. Den egentlige dødsårsag var at luft var presset op ved hjertet og en luftprop havde forårsaget dødsfaldet. Kæresten - som i nogle aviser nævnes som mekaniker, i andre som forretningsmand - blev anholdt, men løsladt den 25. januar 1925 pga. mangel på bevis for meddelagtighed.
Forfatteren Thit Jensen (1876-1954) anbefalede to af sygehuslæge Hans Droge Dahls patienter ved at sende et katalog af "Amerikansk Gummivarelager" (Vestergade 3) "Obturator Schubert" (et stiftpessar). Hun ville hjælpe socialt nødstedte kvinder. Apparatet blev solgt som forebyggende mod befrugtning, men i praksis virkede det fosterfordrivende. Efter at være blevet gjort opmærksom på risikoen, anbefalede hun i stedet skedepessaret.
Lederen af Fødselsstiftelsen professor Hauch udtalte i Social-Demokraten 4. maj 1925 at han regnede med at der var en abort for hver 5.-6. fødsel (12-16.000 årligt). Måske halvdelen var kriminelle.
På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.
I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.
(Social-Demokraten, 29. juli 1922).
Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.
Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.
Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.
Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.
(Dagbladet (København), 31. juli 1922).
Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.
Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.
Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor.
(Social-Demokraten, 8. august 1922).
Hørsholm har i den sidste Uges Tid været stærkt optaget af en Begivenhed med en Tjenestepiges pludselige Dødsfald. Byens Præst, Pastor Barfods, og dennes Huslæge, Dr. Scheuermanns, Navne har paa en mere eller mindre smigrende Maade været i Cirkulation i Forbindelse med denne Historie, og i selve Hørsholm By verserer der de mest forskellige Gisninger og Formodninger om Begivenheden.
Efter de Oplysninger, der er kommet os i Hænde, ser vi os i Stand til at meddele følgende Fakta.
Paa Præstegaarden i Hørsholm hos Pastor Barfod tjente en ung Pige ved Navn Marie, der udførte sine Ting til Tilfredshed og var særdeles afholdt.
I Søndags fjorten Dage var hun rask og frisk og foretog en Udflugt til et Bal i Nærheden. I Løbet af Ugen klagede hun over Ildebefindende, og Søndagen efter - altsaa i Søndags otte Dage - kom der om Formiddagen Kl. 9½ Bud til Distriktsjordemoderen i Hørsholm, Fru Jensen, med Anmodning om hun hurtig vilde komme til Præstegaarden, da Pigen var syg.
Marie havde aborteret, og ved sin Ankomst fandt Fru Jensen et ufuldbaaret Foster - et Pigebarn - paa 5-6 Maaneder, der var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.
Fru Jensen udførte sin Forretning, hjalp Pigen og gav en tilstedeværende Kone tilligemed Præstens Hustru, Fru Barfod, de fornødne Anvisninger til den videre Behandling af Patienten, idet hun bad om Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.
Paa en Forespørgsel af Fru Barfod, om Pigen kunde flyttes til Sygehuset i Usserød, da Præsten ønskede hende fjærnet, svarede Jordemoderen bestemt, at det kunde ikke lade sig gøre. Fruen vidste nok selv fra sine egne Barseltider, hvor nødvendig Forsigtighed var i saadanne Tilfælde, ogsaa ved en Abortering; Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselkvinde.
Dermed gik Jordemoderen. Hun fik intet Bud og hørte ikke videre om Sagen, før hun to Dage efter, Tirsdag Formiddag, til sin Bestyrtelse erfarede, at Pigen var død om Natten paa Sygehuset i Usserød.
I Mellemtiden var Følgende passeret:
Pastor Barfod, der ganske vist selv har Børn, men dog er bekendt i Hørsholm som en Sjælesørger, der strængt indprænter sine Sognebarn Afholdenhedens Velsignelser, har ikke kunnet sove rolig ved Tanken om at ligge under Tag sammen med den stakkels Pige. Den store Præstegaard syntes ham nu for lille, én af dem maatte vige Pladsen. Han, den stærke, raske, kristelige Sjælehyrde, følte sig ikke opfordret til at øve Samaritanergærningen - det blev besluttet, at Barselskvinden skulde forsvinde.
Og trods Fru Barfods egne Erfaringer fra Barselfærd, trods Distriktsjordemoderen, Fru Jensens bestemte Forbud mod Flytningen, og trods den ganske almindelige Humanitet og Medfølelse, man forudsætter hos en ivrig Kristi Tjener og Guds Mand, der fordrer saa meget af andre, - trods alt forlangte Pastor Barfod Pigen flyttet til Sygehuset i Usserød Dagen efter, at hun havde aborteret!
Og Præstens Huslæge, Dr. med. Scheuermann, bøjede sig for dette Forlangende. Endskønt han som Læge vel maa indse det Ønskelige i, at Barselpatienter som Regel har den nødvendige Ro, gav han dog her sit Samtykke til Flytningen!
Nu kommer et sørgeligt Mellemspil. Vognmand Petersen i Hørsholm, der Mandag Eftermiddag mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede paa Fru Barfods Anmodning at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikke bare over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret nedad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner synes at have været mindre blodhjærtede: de greb den Syge, trods hendes Jamren, og bar hende i Sengelagenet ned til Vognen, der førte hende den lange Vej.
Kl. 4 Mandag Eftermiddag ankom hun til Usserød Sygehus, hvor man blev overrasket mod saa hovedkulds at modtage Patienten, uden at der i Forvejen var saa meget som sket den almindelige Melding og Forespørgsel om Plads.
Kl. 4 Tirsdag Morgen døde hun.
Fra Præstegaarden var opstaaet et Rygte om, at hun havde taget Gift (noget i Kælderen henstaaende Rottekrudt?). Liget blev nu obduceret af Distriktslæge Hansen i Overværelse af Stiftsfysikus, Sygehuslægen Dr. Lindegaard, Birkefuldmægtigen og Præstens Huslæge, Dr. Scheuermann. Der kunde dog ved Undersøgelsen ikke konstateres mindste Spor af Forgiftning.
Nu i Lørdags blev Liget begravet. Kun en af hendes Slægtninge, hendes Broder, kunde komme til Stede. De omboende unge Piger bekransede den ulykkelige Maries Grav. Men i Hørsholm er Stemningen i højeste Grad opbragt mod de to Samfundsstøtter, Præsten Barfod og Lægen Scheuermann.
(Social-Demkraten 8. august 1888).
Ifølge Vejle amts Folkeblad 4. januar 1912 (pastor Barfod var da omkring 64 år) havde han dengang været omtrent 20 år i Brøndbyvester og Brøndbyøster, altså ca 1892-1912. Han var efter sin uddannelse kateket ved Garnisonskirken og dernæst 13 år i Hørsholm, dvs. formentlig 1879-1892. Hørsholm Præstegård lå Søndre Jagtvej 1.
I Anledning af vor Artikel i Onsdags under ovenstaaende Overskrift har en af de paagældende Personer, Læge Scheuermann, offenliggjort følgende Erklæring i "Hørsholm Avis".
I "Social-Demokraten" for 8. Avgust d. A. findes et Referat af Hr. Pastor Barfoeds og Undertegnedes Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen, som gaar ud paa at angribe og nedsætte vor Humanitetsfølelse og Takt. Til Oplysning om de sande Forhold og bedre Forstaaelse bedes Redaktionen af "Hørsholm Avis" at modtage følgende Redegørelse:
Angrebet falder i tre Punkter: 1) Motiverne til Flytningen, 2) selve Flytningen og 3) Følgerne.
1) I de faa Dage, Pigen var syg før Aborten, havde jeg det Indtryk af hendes Tilstand, at der forelaa en Forgiftning, hvilket hun dog stedse benægtede, og efter Aborten en til Vished grænsende Sandsynlighed. Umuligheden af at beregne dennes Forløb og Indflydelse paa Aborten var den væsentligste Grund til Behandling paa herværende Sygehus. Under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient, men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse. Familjen forespurgte forinden Aborten om Muligheden for en Flytning, og efter denne stod den for mig som tilladelig, hvad mere er, tilraadelig. Der blev ikke anvendt Overtalelse, tværtimod erklærede Familjen, at hvis Pigen kunde lide under Flytningen, skulde hun forblive i Hjemmet. Undertegnede bærer saaledes det fulde Ansvar for Flytningen, som
2) foregik nøjagtig efter min Anvisning. Under det første Forsøg, af Vognmand Petersen paa at bære Patienten alene følte hun Smærte, hvorfor hun lagdes tilbage i Sengen i Lagenet og blev derpaa i dette bragt ned af to Koner med Understøttelse af Vognmanden, som tilsidst selv løftede hende op i Vognen. Efter Udsagn af Fru Barfoed, Vognmanden og Konen, som ledsagede hende under Kørselen til Sygehuset, ytrede Pigen ingen Smærte under hele denne Transport, og paa Forespørgsel derom af Konen under Kørselen rystede Pigen paa Hovedet. Indlæggelse paa Sygehuset sker, i Følge Sygehusets Love, som efter forudgaaet Anmeldelse, og denne var besørget af Undertegnede personlig til Sygehusets Læge samme Dags Morgen.
3) At Døden indtraadte et halvt Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse. Sygehuslægen erklærede sig ligeledes for Sandsynligheden for en Forgiftning, trods Pigens Benægtelse ogsaa til ham.
Efter Henstilling til Øvrigheden foranstaltedes legal Obduktion. Denne udviste, at der i og omkring Livmoderen hverken var Blødning eller Betændelse, og at Flytningen altsaa ikke har havt Indflydelse paa Abortens Forløb. Det øvrige Fund i Organerne bestyrkede Formodningen om Forgiftning, nærmest Fosfor-Forgiftning, men Undersøgelserne herom er endnu ikke afsluttede.
Hørsholm, den 10. Avgust 1888.
Scheuermann.
Læge.
Det særlige iøjnefaldende ved Læge Scheuermanns Erklæring er, at han paatager sig det fulde Ansvar for Pigens Flytning; han indrømmer saaledes paa dette Punkt Korrektheden af vor Fremstilling af Sagen.
Han tilstaar endvidere, at Præstefamiljen allerede forinden Aborten har forespurgt om Muligheden af en Flytning.
Umiddelbart efter Aborten stillede Præstefruen den samme Forespørgsel til Jordemoderen, der imidlertid bestemt protesterede derimod.
Dagen efter var Præsten endnu saa opsat paa Flytningen, at han rettede et Forlangende mmmangaaende til Lægen, hvilket saa denne endelig efterkom.
Endskøndt Lægen paatager sig det fulde Ansvar for Flytningen, har Pastor Barfod efter ovenstaaende ogsaa sin Del af Ansvaret i hvert Fald det moralske.
Hr. Scheuermann skriver endvidere i Overensstemmelse med vor Fremstilling, at "under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient" og fortsætter: "men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse".
Da Formodning om denne Lidelse efter Lægens Udsagn allerede forelaa før Aborteringen, af hvilken Grund blev Flytningen da udsat til det mest uheldige Tidspunkt: Dagen efter Aborteringen?
Vi tror næppe, at Præstefruen under lignende Omstændigheder var bleven flyttet.
Endvidere skriver Hr. Scheuermann: Flytningen "foregik nøjagtig efter min Anvisning".
Man faar en vis Respekt for denne Læges "Anvisninger" til den Syges Flytning, naar man erindrer (efter hans egen Fremstilling), at Vognmand Petersen nægtede at udføre den, da den Syge jamrede sig, at hun selv maatte anmode om at blive baaret læmpeligt og i Lagenet, og at to .ikoner tilsidst maatte paatage sig Arbejdet!
"At Døden indtraadte Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse", skriver dernæst Hr. Scheuermann, endskøndt han lige forud har erklæret at "Ro ganske vist er ønskelig for en Abortpatient", og altsaa har maattet indse, at en Flytning kan have farlige Følger for den Syge.
Hr. Scheuermann forbigaar fuldstændig vor Meddelelse om Distriktsjordemoderen, Fru Jensens Optræden i Sagen.
Vi skal derfor paa ny anføre vor Gengivelse deraf.
Fru Jensen fandt ved sin Tilstedekomst, at Pigen - hvis Værelse laa i Stueetagen - var ført ad en stejl Trappe op til et Loftsværelse og havde aborteret. Fosteret - et 5-6 Maaneder gammelt ufuldbaaret Pigebarn - var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.
Paa en Forespørgsel af Fru Barfod om Pigen kunde flyttes til Usserød Sygehus, gav Jordemoderen det bestemte Svar, at det kunde ikke lade sig gøre. Idet hun gik ud fra, at Fruen selv har aborteret, og saaledes maatte være vidende om det farlige ved denne Tilstand, erklærede hun, at Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselskvinde.
Hun gav endvidere Anvisning til Patientens Behandling, idet hun anmodede om at faa Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.
Jordemoderen blev imidlertid, som meddelt, ikke tilkaldt, end ikke ved Flytningen. Hun havde sandsynligvis sat sig imod denne, i hvert Fald i den Form, hvori den foregik.
Hr. Scheuermann Redegørelse stiller hverken han selv eller Præstefamiljen i noget andet eller bedre Lys end det, hvori de to Parter stod i Forvejen.
(Social-Demokraten 14. august 1888).
Læge Scheuermann har atter i "Hørsholm Avis" indrykket en Erklæring. Pastor Barfod har bedet os optage den. Den lyder saaledes:
"Social- Demokraten" har gengivet mine Oplysninger om min Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen og ledsaget dem med en Kommentar, som godtgør, at der fra Bladets Side foreligger en fuldstændig Misforstaaelse af mine Meddelelser, i hvert Fald et fejlagtigt Brug af dem, som jeg nødes til at imødegaa. Misforstaaelsen er den, at Aborten er Hovedsagen og Forgiftningen en Biting, medens jeg netop min Erklæring bestemt hævder, at Forgiftningen er Hovedsagen og Aborten et underordnet Led i Flytningen. Til Støtte for min Opfattelse har jeg Sygehuslægens skriftlige Erklæring før Obduktionen og efter denne Sektionens Fund, hvad der bevises ved, at flere af Organerne af de overordnede Læger, Distriktslægen og Fysikus, er afleverede til kemisk Analyse grundet paa Sandsynligheden af en Forgiftning, nærmest Fosforforgiftning. I hvert Fald var Forgiftningen for mig Hovedpunktet, da der toges Bestemmelse om Flytning. Jordemoderen har fra sit Synspunkt fraraadet en Flytning; men hvor meget jeg anerkender vor Jordemoders Dygtighed, kunde der under disse særlige Forhold ikke tillægges hendes Paalæg om ikke at flytte Patienten, nogen Betydning. Hendes Avtoritet er ingen Overret i lægekyndige Spørgsmaal. Naar nemlig en Patient med en saadan Forgiftning overlever 2den Dag, er der et Tidsrum af et Par Uger, hvori Legemet er alvorligt lidende og paa Grund af sin fuldstændige Hjælpeløshed fordrer en Pleje, som aldeles ikke knude ydes under de forhaandenværende Forhold. Af denne Grund tilraadede jeg Flytningen, og derfor kunde Familiens Tilbud om at beholde Pigen hjemme ikke benyttes. Hvorfor Patienten ikke blev flyttet straks, spørges der. Ganske simpelt, fordi der paa det Tidspunkt kun var et Symptom, Brækningen, og mit Blik for hendes Tilstand. Da hun vedholdende benægtede at have "taget Noget", vel vidende, at Tilstaaelsen var en Selvanklage, kunde jeg ikke overbevise hende derom. Derfor blev hun ogsaa behandlet blot symptomatisk og afventende; Brækning i et Par Dage indicerer virkelig ikke straks Indlæggelse paa Sygehus. Først da Fosteret i utide var udstødt Søndag og hun Mandag Morgen var gul i Øjet og paa Brystet, kunde jeg med Sikkerhed, trods hendes Benægtelse, gennemskue Tilstanden.
Flytningen foregik efter min Anvisning og er i Virkeligheden hverken mere eller mindre end en dagligdags Begivenhed. Kvinder, som har født i en Vogn, bæres op i Fødselsstiftelsen lige efter Fødselen, Kvinder med Barselseler flyttes til Hospitalerne og Kvinder flyttes fra Fødselslejet efter svære Forløsninger og Blodtab, altsaa under langt vanskeligere Forhold. I det foreliggende Tilfælde var der ikke et eneste Symptom, som kunde vække Betænkeligheder, og Flytningen foregik da ogsaa uden Skade for Patienten, idet Sektionen har bevist, at Døden ikke kan være en Følge af Aborten og Transporten (Organerne viste hverken indvendig Blødning eller Betændelse, og der var ingen Blødning under hele Transporten), men maa søges i Forgiftningen. Jeg tilføjer, at det er en Kendsgerning, at Vognmanden hjalp til at bære Patienten til Vognen.
Støttende sig til Jordemoderens Udsagn og "Social-Demokraten"s Referat hedder det sig stadig: Pigen har aborteret, derfor er hun flyttet og af Flytningen er hun død, medens Sandheden og Lægernes Anskuelse er den, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift; derfor har hun aborteret og deraf er hun død.
Vi skal ikke gaa nærmere ind paa Lægens lange Udvikling og vi forstaa ikke hvad han egenlig vil med den, da den slet intet Nyt indeholder, men kun gentager tidligere fremsatte Paastande.
Hr. Scheuermann paastaar atter, at Flytningen foregik efter hans Anvisning, skønt dette aldeles bestemt ikke er Tilfældet. Han siger, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift og at hun er død som Følge deraf, skønt dette ikke er konstateret. Han siger, at den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes i Præstegaarden, men han siger ikke hvorfor.
Hr. Scheuermann anerkender Jordemoderens Dygtighed, men kan dog ikke tillægge hendes Paalæg om ikke at flytte Pigen nogen Betydning. Det er flot sagt af Hr. Scheuermann.
Vi spørger Hr. Scheuermann: Hvorfor kunde der i Præstegaarden ikke ydes Pigen den fornødne Pleje? Kan Hr. Scheuermann ikke besvare dette Spørgsmaal tilfredsstillende, kan det ikke hjælpe han om andre Ting væver op ad Vægge og ned ad Stolper.
(Social-Demokraten 24. august 1888).
Fra Pastor Barfod modtog vi i Gaar følgende Erklæring med Anmodning om Optagelse:
"I Følge Anmodning skal jeg herved bevidne, at saavel Sygdomssymptomerne som Obduktionsfundet bestemt tyder paa, at Tjenestepige Marie Larsen af Hørsholm er død af Gift, og at der ikke er nogen som helst Grund til at antage, at hendes Flytning til Sygehuset har været medvirkende Aarsag til hendes Død.
Det er altsaa ikke bleven konstateret ved Undersøgelsen, at den afdøde Pige har taget Gift, idet Hr. Tolderlund ikke gaar videre end til det noget svævende Udtryk: "bestemt tyder paa".
Men det, om Pigen har taget Gift eller ikke, er ikke Hovedsagen, men Hovedsagen er, om Hr. Scheuermann, naar han formodede, der forelaa en Forgiftning, maatte tilraade Pigens Flytning. At han maatte tilraade det, vil jo efter hans gentagne Erklæringers hele Indhold sige, at han vilde have Pigen flyttet for at bevare hendes Liv, "da den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes hende i Præstegaarden".
Hr. Scheuermann gaar endog saa vidt, at han siger, at han af ovennævnte Grund "ikke kunde modtage Præstefamiliens Tilbud om at beholde hende".
Hvad vil "Familiens Tilbud" sige? Naturligvis har Pastor Barfod været nødt til at "tilbyde" at beholde Pigen, dersom baade Jordemoderen og Lægen erklærede, at hun ikke maatte flyttes.
For dette "Tilbud", sammenholdt med Familiens tidligere Standpunkt til Flytningen, giver vi ikke meget, og hvad Hr. Scheuermann angaar, gentager vi vor Forespørgsel af i Gaar: Hvorfor kunde der i Præstegaardcn ikke ydes den fornødne Pleje?
(Social-Demokraten 25. august 1888)
I oktober måned 1888 anlagde Chr. R. Barfoed sag mod Aftenbladets redaktør K. P. Korsgaard for samme artikel den 8. august 1888 for injurier. Korsgaard blev stævnet, men mødte ikke op til nogen af retsmøderne. Han blev i starten af december 1888 dømt til 2 måneders simpelt fængsel. Efter denne dom rejste Barfod sag mod Social-Demokraten.
Vor Redaktør har modtaget Tilsigelse til at møde i Hof- og Stadsretten i Morgen, "efter Begæring, som det hedder i Tilsigelsen, af Sognepræst for Hørsholms Menighed E. C. R. Barfod, hvem der er meddelt fri Proces", og "i Anledning af tvende i "Social-Demokraten" Nr. 183 og 193 for den 8. og 14. Avgust indrykkede Artikler med Overskrift "Den barmhjærtige Samaritan i Hørsholm".
De fornærmelige Artikler er altsaa 5 Maaneder gamle. I 5 Maaneder har Hr. Barfod vendt og drejet vore Artikler og har prøvet sin Samvittighed for at se, om det var os eller ham, der havde Uret. Solen er gaaet ned over hans Vrede, og den er staaet op igen over hans Vrede, uden han har turdet bestemme sig til Søgsmaal. Høst er fulgt paa Sommer, og Vinter er fulgt paa Høst, og han har bestandig vaklet. Saa endelig vovede han Springet ind i Hof- og Stadsretten. Vi fejler næppe ved at formode, at naar han endelig springer, er det, fordi han er blevet puffet i Ryggen af en ministeriel Skrivelse med Ordre til at anlægge Sag. Men er dette rigtigt, kan det vel ikke være saa farligt mcd Fornærmelserne. Han maa nok selv have ment, at vore Angreb paa ham var ganske berettigede.
Da hele Historien er 5 Maaneder gammel, har vore Læsere vel glemt, hvad den Sag drejer sig om.
Præstens Pige hed Marie. Hun blev syg og aborterede. Fra sit Kammer i Stueetagen blev hun lagt op paa Loftet, og Præsten rettede efter Aborten den Forespørgsel til Jordemoderen, om Pigen maatte flyttes til Usserød Sygehus, men Jordemoderen protesterede bestemt mod en saadan Flytning og henviste til, at Præstens Frue, som selv havde aborteret, nok vidste, hvor lidende Patienten maatte være. Derefter stillede Præsten en lignende Forespørgsel om Pigens Flytning til sin Læge, Hr Scheuermann, og han gav sit Samtykke. Vognmand Petersen i Hørsholm, der mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikte bære over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret ned ad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner greb da den Syge trods hendes Jamren og bar hende i Sengelagnet ned til Vognen, der førte hende til Usserød. Den næste Morgen døde hun paa Hospitalet.
Rigtigheden af denne Meddelelse blev senere bekræftet saavel af Hr. Scheuermann som af Hr Barfod ved Skrivelser til os. Kun fastholdt de, at Præsten ikke havde forlangt, at Pigen skulde flyttes, og Lægen paatog sig hele Ansvaret for Flytningen. Disse Erklæringer har vi beredvillig givet Plads her i Bladet; men de svækkede ikke vor Fremstilling Hr. Barfod har overfor Jordemoderen udtalt som sit Ønske, at den døende Pige blev revet ud af Sengen og skrumplet med henover Landevejen til Hospitalet i en anden By. Alene det viser, at han ikke i dette Tilfælde har handlet som den barmhjærtige Samaritan. En Behandling, som denne Pige blev tildelt, vilde han ikke have ønsket over sin Hustru eller sin Datter.
Vi møder med god Samvittighed Hr. Barfod i Morgen i Hof- og Stadsretten. Maaske faar han os dømte! Dertil er vi vante. Men hvis vore Vidner i Hørsholm ikke paa en eller anden Maade er forsvundne i Løbet af de 5 Maaneder, som den ærede Præst har brugt til at sunde sig i, saa kan det være, at den offenlige Menings Dom ikke bliver i Hr. Barfods Favør.
(Social-Demokraten 13. januar 1889).
Såvel Aftenbladets redaktør Korsgaard som Social-Demokratens redaktør Wiinblad blev idømt 3 måneders fængsel ved Højesteret. Korsgaard anmodede om at få straffen forvandlet til vand og brød, idet 1 dag på vand og brød var lig 6 dages simpelt fængsel.
Barfod opsagde sin stilling i 1912 fordi han ikke længere delte folkekirkens tro på jomfrufødsel, på Jesus Kristus som guds søn og verdens forsoner, født af jomfru Maria og undfanget af den hellige ånd. Han var blevet nyrationalist. I hans afskedsprædiken nævnte han ikke Jesus en eneste gang.
Hr. Redaktør! De bedes indrømme mig Plads i Deres Blad for efterfølgende Linjer: Da jeg i Mandags Middags kom hjem fra mit Arbejde opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at baade Vinduer og Døre i min Lejlighed vare aftagne. Jeg gik nu øjeblikkelig ned til Viceværten, H. G. Nielsen, for at udbede mig nærmere Oplysninger med Hensyn til det Passerede; men fik det Svar af ham, at det havde han ingen Skyld i, idet han sagde, at det var sket paa Ejerens, Tømmermester F. O. Rasmussens Foranledning. For at kunne udføre denne Heltegerning, erfarede jeg, at den ædle Tømmermester havde kommanderet et Par af sine haandsatte Karle dertil. Denne Forklaring sandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, hvorfor jeg lod ham vide, at jeg maatte henvende mig til Politiet for at søge Assistance. Han tilbød mig nu 3 Kroner for at flytte Tirsdag Middag, hvilket Tilbud jeg dog ikke kunde modtage, af den Grund, at min Kone hvert Øjeblik ventede sin Nedkomst. Tirsdag Aften modtog jeg Besøg af Fogdens Folk, som havde den Besked til mig, at jeg skulde flytte Torsdag Middag. Jeg tillod mig nu at spørge, hvad jeg da skulde gøre med min syge Kone. Herpaa modtog jeg det lidet trøstende Svar: "Hende skal vi nok sørge for, hun kan komme over paa Kommunehospitalet; men De skal ud!" Jeg spurgte nu, om han troede, at de modtog Barselspatienter paa Kommunehospitalet. Intet Svar. Tusdag Morgen Kl. 4½ nedkom min Kone. Paa hans Forlangende om han maatte se Barnet, tog jeg Dynen op, og han fik nu Syn for Sagen. Der blev herefter tilstaaet mig en Frist af 8 Dage; efter den Tids Forløb maatte jeg være ude af Lejligheden, ellers kom han igen. Idet jeg herved fremsætter Ovenstaaende for Offentligheden for at Folk kan tage sig iagt for den Slags Værter, vil jeg tillige henstille, hvorvidt det i et Tilfælde, som det her foreliggende, kan tillades en Husvært at benytte en stig Fremgangsmaade, som den her nævnte, fordi man skylder for - en Maaneds Leje.
Ærbødigst
E. E. R. Larsen,
Snedker.
Ryesgade 69, 5. S., 1. Opg. i Sidehuset.
(Social-Demokraten 29. september 1881).
Tømmermester F. O. Rasmussen havde i november 1874 købt grunden, matr. nr. 855 i Ryesgade. Året efter i marts (1875) solgte han Fiskergade 7. I 1870'erne udlejede han flere ejendomme på Østerbro og Nørrebro. Hans kone døde i juni 1892.
En Tjenestepige, Ane Kirstine Jensen, der udenfor Ægteskab havde født 4 Børn, af hvilket det sidste fødtes den 16de Februar 1879, havde ikke af dettes Fader, hvis Opholdssted var hende ubekjendt, modtaget noget Bidrag til dets Underhold, og hun maatte derfor selv forsørge det. For omtrent 3/4 Aar siden fik hun Barnet anbragt i Pleje, men da hun efter 1ste November f. A., paa hvilken Tid hun atler var frugtsommelig, ikke havde fast Tjeneste, men maatte ernære sig ved Vask og Rengjøring, der knap indbragte hende Fortjeneste nok til Kost og Logis for hende selv, saa hun sig fra Oktober Maaned ikke i Stand til at betale Plejepengene for Barnet, 8 Kr. om Maaneden, og Mandagen den 24de Januar d. A bragte Plejeforældrene hende derfor Barnet tilbage i hendes Logis. Hendes Værtinde tilkjendegav hende da, at hun ikke kunde have Barnet hos sig, og den næste Dag gik hun derfor hen til en Dame, der tidligere havde talt om at kunne skaffe en Familie, der vilde antage sig Barnet, men Familien vilde ikke modtage det, saa længe det ikke fuldstændig var helbredet for Kighosten, hvoraf det i længere Tid havde lidt. Tiltalte besluttede da at udsætte Barnet, skjønt hun følte sig ulykkelig derved, da hun holdt af Barnet, der var et smukt og velskabt Pigebarn. Sin Beslutning udførte hun samme Dag, idet hun, efter at have klædt Barnet varmt paa. Kl. 6-7, da Mørket var faldet paa, gik ud med det. Efter at hun var gaaet igjennem forskjellige Gader, og Barnet var kaldet i Søvn, bestemte hun sig til at hensætte det paa det næstnederste Trappetrin indenfor Gadedøren i Ejendommen Nr. 33 i Kompagnistræde, og efter at have gjort det, trak hun den ene af de to Halvdøre, af hvilke Gadedøren bestod, til; der var ikke Lys paa Trappen, men hun sørgede for at sætte Barnet saaledes, at det kunde ses fra Gaden ved det Lys, der faldt fra denne. Ejendommen er temmelig stor, og der er Laaneforretning i Stuen, hvorfor Trappen er meget befærdet. Tiltalte antog at have sikret sig, at Barnet snart vilde blive fundet, hvor det laa, og at en eller anden mulig vilde tage sig af det eller i al Fald aflevere det til Politiet, og hun begav sig af Frygt for at blive opdaget til sit Logis, uden at afvente, hvilken Barnets Skjæbne vilde blive. Henad Kl. 7 blev Barnet i en forfrossen Tilstand fundet af en af Husets Beboere, der tog det op i sin Lejlighed, hvor det, efter at være opvarmet og have spist, viste sig livligt og tilsyneladende rask; han afleverede det Dagen efter paa Politiets Hovedstation, der lod det anbringe paa et Arbejdshus, hvorfra det den 29de f. M. blev udlagt paa Dronning Louises Børnehospital; her henlaa det, lidende af Bronchitis, indtil det den 15de Februar blev udskreven som fuldstændig helbredet. Moderen blev kort efter anholdt af Politiet og tilstod sin Gjerning. Kriminalretten har nu paa- dømt Sagen og anset hende ester Straffelovens § 197 *) med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.
*) Straffelovens § 197 lyder saaledes: "Den, som udsætter et spædt Barn eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthusarbejde i 12 Aar "
(Morgenbladet (København) 1. april 1881).
Fra København skriver en Korrespondent til fl. Bl. den 31te Juli bl. A.: Der er i de sidste Dage her i Staden blevet opdaget et betydeligt Antal ensartede, uhyggelige Fosterfordrivelser, som dels strækker sig over en længere Aarrække, dels omfatter et betydeligt Antal Personer - man nævner 70-80 - hvoriblandt ikke faa af den saakaldte bedre Klasse. Forbrydelserne har deres oprindelige Udspring fra en Jordemoder, en Enke, der var bleven besvangret af en af vore større Jordentreprenører, men fordrev Fosteret og derefter fortalte sin Elsker, med hvilke Midler dette var sket. Denne Kundskab benyttede han derefter dels til at "hjælpe" paa sine ikke faa Venner, som han vidste befandt sig i lignende precære Elskovshandeler, dels benyttede han den i egen Interesse ved sine øvrige Historier af samme Slags. At Forbrydelserne nu er komne frem, skyldes den nævnte Jordemoder, der as Skinsyge paa Entreprenøren , fordi han holdt til med Andre, mældte sig selv og ham til Politiet, hvorefter Afsløringen lidt efter lidt fandt Sted. Politiet har navnlig i Gaar og i Dag været ivrigt beskæftiget med Arrestationer i denne Anledning.
- Som man ser, synes den af os forleden Dag omtalte Sag at have antaget større Dimensioner, end man i Begyndelsen kunde bekvemme sig til at tro.
(Social-Demokraten 3. august 1877).
Undersøgelsen i den i Torsdags omtalte uhyggelige Sag mod en Jordemoder med Flere i Kjøbenhavn, angaaende Fosterfordrivelse, antager med hver Dag større Dimensioner, idet Politiet efter Forlydende i fl. Bl. har anholdt en Deel Piger, som skulle have benyttet den arresterede Jordemoder til at skille sig af med deres Fostre. Der er hidtil ikke kommen noget Officielt frem om denne Sag, og Grunden hertil skal være den, at Politiet antager, at de paagjældende Straffeskyldige, naar Sagen blev altfor offenlig, skulde gjøre sig usynlige. Det er imidlertid saa langt fra, at Politiet har kunnet forhindre deres Offenlighed, at den endog mere end alt Andet for Tiden der er Gjenstand for Drøftelse, og Hemmelighedsfuldheden har ovenikjøbet bevirket, at det store Publikum giver Sagen en Betydning og et Omfang, der langt overskrider Virkeligheden. Korrespondenten skal i saa Henseende anført, at man har angivet Tallet paa de Arresterede til 34 og blandt disse nævnes de meest forskjellige Personligheder, medens der til Dato kun er arresteret 11, samt at man i Tirsdags almindelig fortalte, at den arresterede Værtshuusholder havde hængt sig, hvilket var lige saa usandt som at han - hvad man i Tirsdags vilde vide - var løsladt mod Kaution.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 6. august 1877).
- Om den af mig omtalte, vidtudbrevte Forbrydelse (Fosterfordrivelse) kan jeg fra aldeles paalidelig Kilde meddele, at mit sidste Referat, for saa vidt det omhandlede det ikke ubetydelige Personantal, som var dragen med ved Jordemoderens Bekjendelse, er fuldstændigt sandt. Der arresteres endnu daglig flere. Ligesaa er det fuldkomment rigtigt, at Damer af de bedre Klasser, saa vel gifte som ugifte, ere blevne underkastede Forhør. At forskjellige Højreblade samt deres Korrespondenter have søgt at kaste Kjærlighedens Kaabe over det hele, er naturligt, da Sagen rammer saa mange af den "dannede Verden". Fakta, for hvis Rigtighed jeg kan indestaa, ere i Korthed følgende: Opdagelsen skete ved at en ung Pige maatte indlægges paa Hospitalet. Her bekjendte hun, angav Jordemoderen og fra denne stammer saa Resten af Afsløringen. En Person, som var stærkt impliceret i Sagen, var endog taget til Liverpool, hvor hun er bleven anholdt. Sagen vil indtil videre blive holdt lige saa hemmelig som hidtil, for saa lidt som muligt at skræmme de Personer, som mulige senere Afsløringer kunne bringe for Dagens Lys.
(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 15. august 1877).
Berigtigelse vedrørende en kriminel Undersøgelse. I Anledning af Meddelelser til forskjellige Provindtblade, hvorfra de atter ere gaaede over i nogle Hovedstadsblade, angaaende en ved Kriminal- og Politiretten for Tiden verserende Undersøgelse om Fosterfordrivelse, kunne vi oplyse, at de paa denne Maade i Omløb bragte Rygter om Tallet af de Anholdte ere i høj Grad overdrevne, ligesom ogsaa Meddelelsen om, hvorledes Opdagelsen er hidført, er fuldstændig urigtig; heller ikke er der fremkommet Sigtelse mod nogen Person, henhørende til de saakaldte "bedre Klasser".
(Fædrelandet 18. august 1877).
En uhyggelig Sag. Forhørerne i den saa meget omtalte, uhyggelige Sag om Fosterfordrivelse, eller som den i det populære Sprog er døbt "Jordemoderen og Restavratøren", sluttedes i Tirsdags. Sagen har antaget meget betydelige Dimensioner og omfatter 22 Tiltalte, hvoraf de 18 ere arresterede.
(Folkets Avis - København 6. september 1877).
Forhørsprotokollen var efter forlydender i aviser over 860 foliosider. I november 1877 blev i kriminalretten jordemoderen idømt 3 års tugthus, 13 kvinder forbedringshus, 2 vand og brød, 6 mænd forbedringshus, 1 vand og brød. Sagen blev ikke appelleret. I marts 1878 fik 8 eftergivet deres straf, de var tjenestepiger og en butiksjomfru.
I Finantsaaret 1875-76 var efter den af Prof. Stadfeldt offenliggjorte Beretning Antallet af indkomne Kvinder i Fødselsstiftelsen og dens Filialer 957; af dem udgik 15 uden at have født (deriblandt en død); de Fødendes Antal var 943 (442 i selve Stiftelsen og 501 i Filialerne), idet en af de i forrige Aar indkomne Kvinder først fødte i April. Af de Fødende var 136 Gifte og 807 Ugifte; af disse Sidste var 52 betalende Hemmelig Fødende, 534 Tjenestepiger, 150 Fabrikpiger, 27 Vaske- og Strygepiger, 5 Husjomfruer, 13 Enker. 1 Hospitals- Gangpige, 1 Lem paa Ladegaarden, 11 Fruentimmer af Prostitutionen. Som Førstefødende er der opført 526. medens 417 havde født tidligere. Af Fostrene var 486 Drenge og 473 Piger; 52 Børn var dødfødte, og under Fødselen døde 28. Antallet af Gifte er aftaget, idet det, som anf'rt, kun har været 136 imod 168 i 1874-75 og 202 i 1873-74 Dette Forhold hænger vistnok nærmest sammen med den bedre økonomiske Stilling hos de Samfundsklasser, som plejer at sende dens Koner ind i Stiftelsen. Sundhedstilstanden har i det Hele været god; kun kort efter Aabningen i Septbr. indtraf en Del Tilfælde, men alt i December var den lille Endemi kvalt, og senere har Sundhedstilstanden været fortrinlig. Hele Dødeligheden har været 20 af 940 Tilfælde eller 21 promille. I den gynækologiske Poliklinik har 111 Kvinder søgt Raad og ladet sig behandle i kortere eller længere Tid. I Aarets Løb har 60 Kandidater fra Københavns Universitet og 3 islandske Lægekandtidater gennemgaaet det kliniske Kursus i Fødselsftiftelsen og af Jordemødre har 33 forladt skolen i Aarets Løb efter at have taget Afgangseksamen.
(Social-Demokraten 18. november 1876).
Fostermord. Under en af Kriminal og Politiretten paadømt Sag var det bl. A. oplyst, at Arrestantinden Ane Marie Andersen, hvis Hensigt det oprindelig ikke havde været at føde i Dølgsmaal, hvorfor hun heller ikke havde skjult sit Svangerskab - da hun den 1ste Novbr. f. A om Morgenen Kl. 6 stod op og følte sig utilpas og, efter atter at være gaaet tilsengs og at have ligget et Par Timers Tid, mærkede, at Fødselen var forestaaende, fattede den Beslutning at skjule sin Nedkomst i det Tilfælde, at Barnet viste sig uden Liv. Efter omtrent en Times Forløb herefter stod hun ud af Sengen, men blev i det Samme betaget af et saa stærkt Ildebefindende, at hun faldt om paa Gulvet. Da hen hendes Værtinde, der var bekjendt med hendes frugtsommelige Tilstand, fra et Naboværelse hørte denne Støi og derpaa spurgte til hendes Befindende, gav hun til Svar, at det var en Stol, der var væltet. Medens Arrestantinden stod paa Gulvet, fødte hun et Barn, der var levende og rørte sig. Nu faldt den Tanke hende ind, om hun ikke skulde tage Barnet af Dage, men hun faldt i det samme i Besvimelse. Da hun efter nogen Tids Forløb var kommen til sig selv igjen og havde opdaget, at hun havde ligget oven paa Barnet, men dette endnu var ilive, besluttede hun, ved at overtænke sin sørgelige Stilling, at ombringe Barnet, hvilken Beslutning hun strax iværksatte ved at stikke sin Pegefinger ind i Barnets Mund, saaledes at hun derved udelukkede al Luft, og holdt den i Barnets Mund, indtil hun antog, at det havde ophørt at leve. Idet hun derpaa lod Barnet ligge paa Gulvet, lagde han sig i sin Seng for at samle Kræfter, og blev liggende, indtil hun Kl. omtrent 1 reiste sig, indsvøbte Barneliget, der endnu laa paa Gulvet og var koldt, i et Klædningsstykke, og lagde det i et Klædeskab for at skjule det og, naar hun reiste hjem paa Landet, tage det med sig og begrave det i Hemmelighed, hvorefter hun optørrede Blodet paa Gulvet. Da Arrestantindens Værtinde efter omtrent en Times Forløb indfandt sig ved hendes Dør. der hele Tiden havde været aflukket, lukkede Arrestantinden op for hende; men da Blodspor kunde sees paa Gulvet, og Liget senere blev fundet, blev Forbrydelsen opdaget. Ifølge den optagne Obduktionsforretning var Barnet, der havde været fuldbaaret og levet efter Fødselen, død ved Kvælning og efter de forefundne Tegn paa Vold, paa den ovenanførte Maade. Arrestantinden, der vedblivende havde nægtet at have før Barnets Fødsel besluttet at dræbe det, blev, uden at der blev Spørgsmaal om at idømme hende nogen særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal, for sit ommeldte Forhold ved ovennævnte Rets Dom anseet med Forbedringshusarbeide i 3 Aar.
(Dagens Nyheder 21. marts 1876).
"Vi skulle elske vor Næste, saa at vi ikke alene komme ham til Hjælp i Sygdom og anden Legemsfare, men i det Hele søge at fremme hans Vel til Legem og Sjæl." Saaledes lyder til os Alle et af de store Bud i vor Religionslov, men hvor lidet der bliver agtet derpaa og handlet derefter, derom have vi mange og store Beviser. Vi skulle herved tillade os at fremføre et af de meest gjennemgribende, vi kjende, og som er passeret i den senere Tid.
Hos Gaardeier Hans Christoffersen Myssen i Bruntofte tjente en ung Pige. I Midten af forrige Maaned klagede hun gjentagne Gange over Ildebefindende, især om Natten, navnlig Værk i Siderne og i Ryggen. Natten mellem den 17de og 18de f. M. tog det Onde i den Grad Overhaand, at hun fandt sig nødsaget til at gaae ind i Stuen, hvor Manden og Konen sov, for at spørge, om de ikke vilde lade hente en Doktor, for hun kunde ikke nære sig for Værk og Pine. Hertil svarede Hans Myssen, at det kunde han ikke, for han skulde først til Smeden med Hestene og have dem skjærpede. Pigen maatte gaae med den Besked og tilbringe Natten som hun selv bedst kunde. I Løbet af Natten, Kl. 4, fødte hun et Barn uden nogen Menneskers Hjælp. Derefter gik hun atter ind i Stuen og spurgte, om de da ikke nu vilde hente Jordemoderen, for nu havde hun født et Barn. Denne Gang svarede Konen saaledes: "Saa skal Du bort herfra, og det skal være strax; vi kan ikke have Dig her i denne Tilstand og vil heller ikke." Pigen, der kjendte den faste og bestemte Mening, der laae i Konens Ord, og hørte med hvilket Eftertryk, de bleve udtalte, tænkte ved sig selv: "Vil dog Vorherre hjælpe mig, jeg kan komme herfra!" Manden, paa hvem Konens Ord formodentlig heller ikke saa ganske have været uden Virkning, var staaet op af Sengen og kommet ud og spandt et Par Heste for en Vogn, for i den Mellemtid havde Forholdene forandret sig saaledes, at Hans Myssens Heste nu ikke trængte til at blive skjærpede; nei, det gjaldt kun at komme afsted i en Hast. Vognen var nu forspændt; Pigen svøbte sit Barn ind i et Forklæde og tog det saaledes med sig til Vogns, Alt med egen Hjælp; en Dreng eller Karl kjørte saa Pigen fra Bruntofte til Sognets Fattighuus ved Tingsted, en Vejstrækning af en omtrent 3/4 Miil. Naar man nu husker paa, i hvilken Frost og Kulde og Blæst, uden nogen Indpakning, i den Tilstand, - for en rig Bonde at skille sig paa den Maade af med et fattigt Tjenestetyende, som han og Kone vare godt fornøjede med, hvordan mon de da vilde behandlet den, de mulig vare misfornøjede med! - Dersom Hans Myssens Kone havde, istedetfor at blive inde i sin Stue, taget et gammelt Lagen, en Pude eller et Hestedækken og gaaet dermed ud til Pigen og ladet hende benytte det til lidt Indpakning, saa havde hun dog dermed kommet hende lidt tilhjælp; men derimod paa den Maade, de have handlet, har Hans Myssen og Kone overladt deres Tjenestetyende til sig selv i hjælpelos Tilstand, og derved udsat baade Pigens og Barnets Liv og Lemmer og Helbred for en betydelig Fare.
Det skal bemærkes, at efter Anmodning til Pigen om at forklare sig om Sagen overeensstemmende med Sandheden, har hun afgivet Forklaring, som det her er nedskreven.
Til Advarsel for Andre, navnlig for dem, der ere blottede for Kjendskab til Tyendeloven, skal vi tillade os at meddele Følgende. Tyendeloven af 10de Mai 1854 siger i § 36: "Bliver et Tvende sygt og sengeliggende eller angreben af smitsom Sygdom, maa dets Flytning ikke finde Sted, om end Fardag er kommen, eller Tjenesten paa anden Maade er ophørt, førend i Kjøbstæderne en Læge og paa Landet enten en Læge eller, hvor en saadan ikke er tilkaldt, Sognepræsten, Sognefogden eller en Sogneforstander, erklærer at formene, at Flytningen kan skee uden Fare for Tyendets Helbred eller for Smittes Udbredelse. Hvis Husbonden, overtrædende denne Forskrift, skaffer den Syge ud af Huset, skal han straffes paa samme Maade, som i § 31 et bestemt, og desuden bare alle Omkostninger paa den Syges Pleie og Helbredelse." Slutningen af § 31 siger: "Derhos bør han efter Omstændighederne straffes med Bøder fra 5 til 100 Rdl. eller med simpelt Fængsel i indtil 4 Uger, saafremt han ikke efter andre Lovbestemmelser har forskyldt en større Straf." - Men saa kommer almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866; dens § 107 siger: "Den, som udsætter et spædt Baen eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 12 Aar."
Saasnart som det nu hos Pigen og Barnet kan vides, om de ved den ovenfor skildrede Handling bare faaet nogen Legemebeskadigelse eller ikke, saa ville vi haabe at det ærede Sogneraad, hvem det nærmest tilkommer at tage den Fattige i Forsvar, vil træffe Foranstaltninger til Sagens Paatale, saa Lovens strænge Retfærdighed kan gjøre sig gjældende.
Kraghave og Bruntofte, den 2den Marts 1875.
P. Ladefoged. Ole Andersen.
Bedes godbedsfuldt oplaget i "Stubbekjøbing Avis" og "Loll-Falst. Folketidende",
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. marts 1875).
Bruntofte, Tingsted Hans Christoffersen Myssen og Kirsten Christiansdatter
I "Lollands-Falsters Stifts-Tidende" for 11te Marts findes indrykket et Inserat, hvori ankes over, at Gaardeier H. C. Myssen i Bruntofte har hjemkjørt en Pige, der var i hans Tjeneste, umiddelbart efter at hun havde født et Barn, og hvori til Slutning findes en Henstilling til Sogneraadet om at indanke Sagen for Retten.
Det er som Formand i dette Sogneraad og paa dettes Vegne, jeg finder mig tvungen til følgende Udtalelse.
Jeg skal forudskikke et Par Bemærkninger.
Først skal jeg aldeles ikke drage de 2 hæderlige Mænds ædle Bevæggrunde, som have underskrevet Inseratet, i Tvivl; og dernæst er det meget langt fra, at jeg eller noget Medlem af Sogneraadet billiger H. Myssens Adfærd, hvilket bestemt blev udtalt i Mødet den 10de ds.
Jeg skal dernæst bemærke, at Inseratet lider af adskillige Unøiagtigheder, sandsynligviis foraarsagede ved Pigens upaalidelige Forklaring. Efter H. Myssens gjentagne Erklæring vidste han intet af, at Pigen havde født Barnet, før hun med dette var sprungen op paa Vognen, og da han saae, hvorledes Sagen stod sig og sagde "I den Stilling kan Du ikke tage bort", erklærede hun: "Jo, det kan jeg godt, og jeg vil hjem nu."
Det var dernæst ikke Pigen formeent at benytte de Sengeklæder, der vare i hendes Kammer, hvilke hun ogsaa tildeels tog i Brug.
Endelig er det meget langt fra, at de vare fornøiede med Pigen, hvortil der nok heller ikke har været Grund.
Det burde dernæst ikke forties, at Pigen paa det meest Haardnakkede og lige til det sidste Øieblik benægtede at være frugtsommelig, hvilket som bekjendt berettiger Husbonden til uden Varsel at jage Tyendet af Tjeneste, men at hun saaledes har bedraget sin Husbonde og holdt ham for Nar, lige til Barnet var født, indeholder vel ingen Retfærdiggørelse, men en stor Undskyldning for Manden. Havde han vidst det, var hun forinden bleven fjernet.
Disse Bemærkninger ere Resultat af flere Samtaler baade med Manden og med Pigen,
Vil man sige, at H. Myssens Handlemaade kun vidner lidt om Hjerte for Tjenestepigen, skal jeg ikke benægte det; men jeg skal henstille, om det sørgelige og bittre Forhold, som desværre paa den senere Tid saa almindeligt har afløst det smukke og hjertelige Forhold mellem Husbonde og Tyende, ikke for en meget væsentlig Deel hidrører fra sidstnævnte.
Jeg skal dernæst henstille, om de, der med saa stor Sikkerhed fordømme Mandens Adfærd, ere ganske sikkre paa ikke under lignende Forhold at begaae en lignende Uret. Man tænke sig Manden uden Forestilling om, hvad der var hændet, netop kommen paa det Rene med, at Pigen skulde føde, med Vognen forspændt for nu at hente Jordemoderen, for det var nok nu Bestemmelsen, seende Pigen springe op paa Vognen med det nyfødte Barn, idet hun erklærer, at nu vil hun hjem - er det utilgiveligt, at han i Øieblikkets Forvirring ikke med sikker Raadsnarhed har formaaet at klare sig Faren og Ansvaret? Saasnart han var kommen til Besindelse, gik han ud for at kalde Vognen tilbage, men forsilde.
Foreløbig skal bemærkes, at Straffelovens § 197 er aldeles uanvendelig paa dette Tilfælde, der efter min Mening aldrig kunde fremkalde høiere Straf end Bøde.
Disse Bemærkninger maae forudskikkes for Fremstillingen af Sogneraadets Forhold til Sagen.
Saasnart jeg modtog Underretning om Sagen, skrev jeg H. Myssen et meget alvorligt Brev til, hvori jeg vel venskabeligt, men bestemt foreholdt ham hans store Uret og uhyre Ansvar, og opfordrede ham til saa vidt muligt gjøre sin Uret mod Pigen god igjen.
Saavel han som hans Kone have siden været meget urolige og nedslaaede og have paa enhver Maade søgt at gjøre deres Uret mod Pigen, som vel at mærke ingen ulykkelige Følger har havt, god igjen. Han indrømmer uforbeholdent, at han har baaret sig urigtigt ad.
I Sogneraademødet den 10de ds. bragtes Sagen paa Bane af Formanden.
Efter at Alt, hvad der var foretaget i Sagen, var bleven meddeelt, deriblandt ogsaa, at Sagen var bleven fremstilt for Herredsfogden, og at H. Myssen for ham havde afgivet sin Forklaring, og efterat Sagen var udførlig debatteret, besluttede Sogneraadet med 7 Stemmer mod 1, idet een afholdt sig fra at stemme, at medens man maatte udtale sin Misbilligelse med H. Myssens Fremgangsmaade, og i Betragtning af, at Paatale intet kunde gavne Pigen, fandt man ikke Opfordring til at paaanke den omtalte Sag for Retten.
Hermed er Sogneraadets Forhold til nærværende Sag afgjort. Den offentlige Mening maa nu billige eller misbillige denne Afgørelse.
Taaderup, den 12te Marts 1875. Blicher.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. marts 1875).
Poul Høy Blicher (1822-1901) var præst på Femø 1860, Thingsted 1872 og Kjettinge (Maribo) 1879. Sammen med Thora Eudoxia Schwarts (1828-1912) havde han på daværende tidspunkt 11 børn, hvoraf alle var født på Femø.
En unaturlig Ægtemand. Overretten paadømte den 4de ds. en fra Bregentved Gisselfelds Birks Ekstraret indanket Justitssag, hvorunder en Gaardmand E. var tiltalt for at have mishandlet sin Hustru, udsat hendes Liv for Fare og foranlediget sit Barns Død. Arrestanten, der er 50 Aar gammel, havde i Aaret 1853 indgaaet Ægteskab med Ane Marie Christensen, der da var i sit 18de Aar, men havde desuagtet fortsat et utilladeligt Forhold til en paa Gaarden tjenende Pige og var efter i April 1855 af denne at være udlagt som Fader til et af hende født Barn ved Amtets Resolution bleven diktere en Straf af 2 Dages Vand og Brød, hvilken Straf dog paa hans Hustrus Forbøn eftergaves ham ved kgl. Resolution, da hun erklærede sig villig til at fortsætte Samlivet med ham Arrestantens Forhold imod sin Hustru havde i en lang Række Aar været slet. Det var saaledes dels ved Vidners Udsagn, dels ved Vidners Udsagn, dels ved hans egen Indrømmelse oplyst, at han jævnlig haanede og krænkede hende endog i de paa Gaarden værende Folks Paahør, at han aflukkede Levnetsmidlerne for hende og kun gav hende [manglende ord] som Folkene bestemte Portioner Men at han negtede hende saadan Føde, saa hun, der Tid efter anden fødte ham Børn, behøvede, navnlig under hendes Svangerskaber, ligesom han, naar hun var syg, ikke vilde tillade hende at blive liggende i Sengen, ofte lagde Haand paa hende, en Gang havde slaaet hende med en Jern-Ildrager over Armene, [og] oftere slaaet hende, naar de om Aftenen var komne i Seng, saaledes at hun maatte staa op og lægge sig i Pigekammeret hos en af Pigerne. Arrestanten indrømmede ved Siden heraf, at hun ikke havde givet ham Anledning til saadan slet Behandling, idet hun aldrig fremkaldt Strid eller engang svarede ham igen, men tav til Alt. De hyppige Barnefødsler og den deraf følgende Svækkelse, rimeligvis i Forbindelse med legemlige og sjælelige Lidelser, som Arrestantens haarde Adfærd paaførte hende nedsænkede hende i en stedse tiltagende Melankoli, der tilsidst gik over til efter Erklæring fra Overlægen ved Oringe Sindssygeanstalt, hvor hun i længere Tid var under Behandling, uhelbredelig Afsindighed. Med Hensyn til den [mangler et ord] af Aktionen, hvorunder Arrestanten var tiltalt for at have udsat sin Hustrus Liv for Fare og for at have foranlediget et Barns Død, var det oplyst, at da hun i Januar 1871 skulde føde sit næstsidste Barn og var i Barnsnød, vægrede han sig ved at lade Jordemoderen hente, uagtet hun, hvis Smerter og Skrig til Kl 4 om Morgenen stedse blev stærkere anmodede om Lægehjælp, og da det voksne Datter indstændig bad ham at køre efter Jordemoderen eller om, at der i det Mindste maatte blive hentet nogle Koner til Hjælp, afslog han ogsaa dette, indtil han endelig Kl. 4 om Eftermiddagen kørte efter Jordemoder ligesom han nu tillod, at der maatte hentes to af ham opgivne Koner, imidlertid var unge og kun lidet erfarne, medens han forbød at hente en ældre og erfaren Kone, som boede umiddelbart i Nærheden, og som benyttedes i Tilfælde hvor Jordemoderen ikke betimelig kunde komme. Da Tjenestepigen efter at have hentet den ene af de to unge Koner blev opmærksom paa, at Arrestantens Hustrus Skrig var ophørte, gik hun ind til hende og saa da, at hun havde født et Barn, der var levende. Dels af Angst, dels fordi hun ikke forstod at yde sin Madmoder Hjælp, forlod Pigen Værelset efter at have tildækket den Syge, der klagede over Kulde, med Dynen. Da nu kort efter den ovennævnte ældre Kone trods Arrestantens Forbud var bleven hentet, fordi den tilstedekomne unge Kone ikke havde dristet sig til alene at gaa ind til Barnemoderen, fandtes Barnet, der ifølge den noget senere ankomne Jordemoderens Forklaring var et fuldbaarent stærkt Pigebarn, at være død. Arrestanten erkendte, at han [vel] vidste, at en Barselkone er udsat for Livsfare saavelsom det nyfødte Barn naar der ikke haves kyndig Hjælp ved Fødselen, og han kunde ikke opgive noget rimeligt Motiv til den af ham udviste Ligegyldighed og Uvillie, idet han dog benægtede herved at have havt til Hensigt at opnaa Konens eller Barnets Død. Paa Grund af Alt, hvad der saaledes var oplyst om Arrestanten igennem en Række af Aar fortsatte oprørende Forhold imod sin Hustru, fandt Overretten, at han med Føje maatte, som i Underretsdommen antaget, betegnes som den, der havde mishandlet Ægtefælle, og han, der ikke tidligere havde været dømt. vilde saaledes være at anse efter Straffelovens § 202. Overretten billigede den af Underretten Arrestanten ikendte Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde, der er den højeste Straf, der kan idømmes for den Forbrydelse, men i dette Tilfælde maa anses for alt for mild.
(Social-Demokraten 8. august 1874).
Uægte Fødsler. I "Dansk Maanedskrift" har Fuldmægtig L. Sodemann skrevet en Afhandling "Om Hyppigheden af uægte Fødsler". Heraf sees, at Holland er det Land, hvor der findes færrest uægte Fødsler Sted, nemlig 44 af hvert Tusinde. Derefter følge Spanien 56, Slesvig 63, Schweits 69, Frankrig 76, Preussen 77, Belgien 86, Norge 89, Østerrig 98, Sverrig 102, Holsteen 102, Hannover 103, Danmark 111 (hver 9de Fødsel), Würtemberg 142, Sachsen 149, Baden 162, Mecklenborg 201 og Baiern 219. I Mecklenborg er aaaledes hver 5te og i Baiern mellem hver 4de og 5te Fødsel uægte (5 Gange saamange som i Holland og dobbelt saamange som i Danmark). - Hvad særlig Danmark angaaer, saa ere de uægte Fødsler færrest i Ribe Amt (41 af 1000 Fødsler eller hvert 25de), derefter følge Skanderborg 64, Kjøbenhavns 66, Veile 69, Bornholms 72, Præstø 73, Thisted 75, Holbæk 88, Maribo 89, Aarhuus 89, Sorø 90, Ringkjøbing 82, Frederiksborg 94, Viborg 98, Randers 107, Aalborg 130, Hjørring 144, Odense 160, Svendborg Amt 166, og endelig Staden Kjøbenhavn, hvor af 1000 Fødsler 118 eller over en Femtedeel ere uægte. Betydelig mindre bliver dog Forskjellen mellem de forskjellige Dele af Landet, naar man tager Hensyn til Antallet af de ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar, og Rækkefølgen bliver da ogsaa en anden. Forholdet viser sig da at være ugunstigst i Hjørring Amt, hvor af 1000 ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar 78 aarlig føde uægte Børn; først derefter kommer Kjøbenhavn med 64, og derfra daler Antallet jævnt ned til 29 i Bornholms Amt, og endelig 18 i Ribe Amt, der saaledes ogsaa fra dette Udgangspunkt har det gunstigste Forhold. For Kjøbenhavns Vedkommende stiller Forholdet sig ugunstigere paa Grund af, at besvangrede Piger fra Provindserne søge til Hovedstaden enten for at blive optagne paa Fødselsstiftelsen eller for at skjule deres Stilling. Heri maa ogsaa Grunden søges til, at Kjøbenhavns Amt udviser et saa gunstigt Forhold.
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 4. december 1868).
Sagen 96/57 Smaakjører Mads Christian Pedersen ctr. Ane Marie Christensen.
(En som Barnefader til et uægte Barn udlagt Mandsperson ubetinget tilpligtet at betale Alimentationsbidrag til Barnet, skjøndt han paastod ikke at have havt Samleie med Moderen senere end 44-Ugers-Dagen før Barnets Fødsel.)
(Paadømt den 1ste Februar 1858.)
Dommen er saalydende:
Under nærværende Sag har Citanten, Smaakjører Mads Christian Pedersen af Skive paaanket en inden Skive Kjøbstads Politiret den 6te Septbr. f. A. afsagt Dom, hvorved han er tilpligtet efter Overøvrighedens nærmere Bestemmelse at udrede et aarligt Underholdningsbidrag til et af Indstevnte Ane Marie Christensen af Thorum den 12te Juli 1856 født uægte Barn, Dorthe Christensen, indtil dette fylder 14 Aar, hvilken Dom han har paastaaet forandret derhen, at han frifindes for Indstevntes Tiltale i denne Sag. Derimod. har Indstevnte, hvis principaliter nedlagte Afvisningspaastand ved en af Retten den 15de Juni f. A., i Anledning af en af Citanten fremsat Begjæring om, at Retten skulde indhente Sundhedscollegiets Betænkning i Sagen, afsagt Kjendelse blev forkastet, paastaaet Politiretsdommen stadfæstet.
Citanten har vedgaaet at have havt Samleie med Indstevnte i Tidsrummet fra midt i August Maaned 1855 til hen i Begyndelsen af den paafølgende September Maaned, muligt i de første 8 Dage af denne Maaned, men han har nægtet efter denne Tid at have havt Samleie med Indstevnte og navnlig, som af denne paastaaet, indtil Udgangen af September Maaned, og da nu Barnet efter den fremlagte Daabsattest først er født den 12te Juli 1856, har han formeent, at Barnet ikke kan være en Frugt af det af ham vedgaaede Samleie med Indstevnte, der iøvrigt har nægtet at have havt Omgang med andre Mandspersoner. Efter de foreliggende Oplysninger, navnlig en af vedkommende Jordemoder udstedt, senere i Retten beediget, Attest samt en af constitueret Districtslæge Schou i Skive afgiven Erklæring, maa det antages, at det omhandlede Barn ved dets Fødsel ikke alene har været fuldbaaret, men endog temmeligt stærkt udviklet; og da nu constitueret Districtslæge Schous Erklæring derhos gaaer ud paa, at det, selv om Citantens Angivelse af Tiden for Samleiet lægges til Grund, maa ansees for ikke usandsynligt, at han er Fader til Barnet, idet dette da kan være avlet 44 Uger før dets Fødsel, og Muligheden af, at et Barn, naar det fødes stærkt udviklet, kan have ligget 44 Uger i Moders Liv, efter Lægens Erklæring, der i saa Henseende stemmer med hvad det kongelige Sundhedscollegium i Skrivelse af 22de August 1840*) har udtalt, ikke kan benægtes, finder Retten det saaledes Fremkomne tilstrækkeligt til at begrunde Citantens Forpligtelse til at udrede Underholdningsbidrag til det omhandlede Barn.
Den indankede Dom vil derfor, overeensstemmende med Indstevntes Paastand, være at stadfæste, hvorhos Citanten vil have at godtgjøre Indstevnte Sagens Omkostninger for Overretten med 16 Rdlr.
Det anordnede stemplede Papir er her for Retten forbrugt.
Thi kjendes for Ret:
Politiretsdommen bør ved Magt at stande.
Sagens Omkostninger for Overretten betaler Citanten til Indstevnte med 16 Rdlr., som udredes inden 8 uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
(Juridisk Ugeskrivt 1858, s. 324-326)
Justitssag. De nærmere Omstændigheder ved en af Criminal- og Politiretten den 21de Juli paadømt Justitssag, der var anlagt imod en Tjenestepige for ulovlig Omgang med en Barnefødsel, vare i det Væsentlige følgende: Efterat Tiltalte den 1ste Februar d. A. var kommen i Tjeneste hos en Restaurateur her i Staden og for dennes Hustru havde vedgaaet, at hun var frugtsommelig, men tilføiet , at hun først ventede sin Nedkomst i Mai Maaned, og efterat hun i den Anledning var bleven opsagt af sin Tjeneste, dog at det tillodes hende at blive i samme dagviis fra 1ste Marts indtil videre, blev der Tirsdagen den 3die Marts da Tiltalte havde klaget over Hovedpine og var gaaet i Seng Kl. 7½ om Aftenen, sendt Bud til en Jordemoder, der, da hun ved sin Ankomst omtrent Kl. 11½ havde undersøgt Tiltalte, erklærede, at Fødselen var nær forestaaende, men da Tiltalte vedblev sin Nægtelse af, at Fødselen var saa nær forestaaende , og hendes Huusbond, efterat have erfaret, at hun paa hvilkensomhelst Tid kunde blive bragt ud paa Fødselsstiftelsen, havde yttret, at man altid kunde gribe til den Udvei, blev Tiltalte liggende, idet det blev paalagt en anden der tjenende Pige at vaage over hende.
Efterat Tiltalte derpaa noget ud paa Natten havde været nede i Gaarden og atter var gaaet tilsengs, begyndte hun nogen Tid efter at klage sig, og da den ovennævnte Pige i den Anledning havde kaldt paa deres Huusbond, som stod op og paalagde Tiltalte at gjøre sig færdig til at tage ud paa Fødselsstiftelsen, fødte Tiltalte, medens Huusbonden gik ud for at hente en Droschke, et Barn. Dette lod hun ligge i Sengen, uden at undersøge om det var levende eller dødt, idet hun, der ved Huusbondens Tilbagekomst yttrede, at det nu var forbi, hvorved hun vil have meent, at Fødselen var overstaaet, strax efter blev bragt ned i Vognen og, idet hun, som hun udtrykte sig, i sin Fortvivlelse undlod at forlange, at Fosteret skulde medtages, kjørt bort ledsaget af oftnævnte Pige. Til denne fortalte Tiltalte paa Veien til Fødselsstiftelsen, at hun havde født, og at Barnet, som hun antog for dødt, da det ikke havde skreget eller givet noget Livstegn fra sig, laae i Sengen, hvor det ogsaa umiddelbart efter, at Tillalte var kjørt bort, blev fundet. Ved den under 6te Marts næstefter afholdte Obductionsforretning kom vedkommende Læger til det Resultat, at Barnet, paa hvilket intet Mærke af Vold var fundet, ikke havde været fuldbaaret, idet det havde manglet nogle Uger deri, men dog var født paa en saadan Tid af Svangerskabet, da Fosteret har opnaaet Evne til at fortsætte et selvstændigt Liv efter Fødselen, samt at det saavel efter Lungens Udseende som ved Udfaldet af den hydrostatiske Lungeprøve var afgjort, at Aandedrættet ikke havde fundet Sted, hvortil Aarsagen fandtes at være en sygelig i Moders Liv udviklet Tilstand af Lungerne.
Skjøndt nu Tiltalte, der var 23 Aar gl, og ikke funden førhen straffet her i Laudet, ikke havde overbeviist sig, om Barnet var dødt, eller draget Omsorg for, at Undersøgelse derom skete, førend hun blev bragt til Fødselsstiftelsen, fandtes hun dog ikke at have gjort sig skyldig i noget Forhold, der kunde paadrage hende Ansvar, navnlig naar hensees til at hun selv antog Barnet for dødt, og at det ifølge den lægevidenskabelige Undersøgelse ikke har havt Liv efter Fødselen, samt naar det tages i Betragtning, at hun udtrykkeligt har til de tilsteværende Personer yttret, førend hun tog afsted, at det nu var forbi, hvorved hun vilde tilkjendegive, at Fødslen var overstaaet, hvortil kommer, at der forøvrigt Intet foreligger, som tyder hen paa, at hun, der blev bragt bort kort efter, at hun havde født, og medens hun endnu vil have været ude af Stand til at samle sine Tanker, har havt til Hensigt at undlade at iaattage, hvad der paalaae hende i Henseende til Fødslen. Hun blev desaarsag frifunden for Actors Tiltale, dog at hun tilpligtedes at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til de befalede Sagførere, med 6 Rbd. til hver.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. august 1857)
Domme afsagte i Criminal- og Politiretten Tirsdagen den 1ste Februar.
Justitssag. (Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel.) Procurator Baastrup Actor, contra Arrestantinden Johanne Marie Jachariasen (Procurator Beyer Defensor). Af Sagens Acter og Dommen udhæve vi: Efterat en i Fiolstræde boende Brændeviinsbrænder den 16de September f. A. om Formiddagen havde anmeldt for Politiet, at der uden Tvivl var foregaaet en Barnefødsel paa et Locum i hans Gaard blev der anstillet Undersøgelse, hvorved Liget af et nyfødt Drengebarn fandtes i Locumskassen sammesteds. Da Mistanken for at have født dette Barn mest faldt paa Arrestantinden, der tjente hos Brændeviinsbrænderen, blev hun i den Anledning underkastet Forhør, og herunder erklærede hun da strax til den af vedkommende Politiassistent optagne Raport, at saafremt nogen Fødsel var foregaaet paa det nævnte Locum, maatte det være hende, der havde født, hvorhos hun yderligere forklarede, at hun lige til den sidste Tid havde været i Uvished om, hvorvidt hun var frugtsommelig, hvorimod hun havde tænkt paa saafremt det skulde vise sig, at hun virkelig var der, da at komme i et Logis, indtil hun skulde føde, i hvilken Henseende hun dog ikke havde foretaget noget Skridt, da hun, som stedse havde hørt, at Fødselen først foregik efter et Svangerskab af 10 Maaneder, antog, at hun i alt Fald havde en Maanedstid tilbage. Ligesaalidt havde hun anskaffet Børnetøi, idet hun havde tænkt at ville faa Tid nok hertil, naar hun først var kommet i Logis. Natten mellem den 15de og 16de September var hun vaagnet op og havde følt heftige Smerter i Maven, hvorefter hun, der endnu ikke anede, at hun skulde føde, var gaaet ned paa Locumet, hvor hun havde tilbragt en halv Times Tid, og medens hun sidder, havde hun pludselig født et Barn, som var faldet ned i Locumet. Lige til det Øieblik, da hun fødte, havde hun været uvidende om, hvad der var paa Færde, og skjøndt hun vel i selve Fødselsøieblikket begreb Sammenhængen, havde hun dog ikke haft Besindelse nok til at gribe Barnet, idet hun desuden havde tænkt, at det var dødt, da det ikke gav nogen Lyd fra sig. Hun var derefter bleven siddende i nogle Minutter, hvorpaa hun havde begivet sig til Sengs, idet hun havde bestemt at lade Barnet ligge til op ad Dagen, da hun vilde see at faae Nogen til at tage det op, for ar det kunde blive begravet. Denne Forklaring blev af Arrestantinden, der strax var bleven udlagt paa Almindeligt Hospital, ratihaberet i det paafølgende ved Retten optagne Forhør, dog saaledes, at hun nu erklærede, at hun vel ved den omhandlede Leilighed havde antaget, at en Fødsel var foregaaet, men hun havde dog ikke været fuldkommen vis derpaa, da hun altid havde troet, at en saadan ikke kunde overstaaes saa let, hvorhos hun, idet hun benegtede at have tænkt paa at føde hemmeligt, tilføiede, at den Omstændighed, at hun lige indtil det Sidste havde følt sig saa særdeles vel og været istand til at udføre enhver hende paahvilende Gjerning (hun havde nemlig været brugt til at malke Brændeviinsbrænderens Køer og bære Mælk ud i Byen, hvilket hun ogsaa havde gjort livligt om Morgenen efter Fødselen, da hun havde baaret 40 Potter Melk hen til en Bager i Skindergade og 12 Potter til en anden paa Nørregade) havde gjort hende uvis om, hvorvidt hun virkelig var frugtsommelig, samt at hun, der havde modtaget en Indbydelse til den 19de Septbr. at besøge sin i Holte boende Stedmoder, havde besluttet at tale om sin Tilstand til denne, hvis Raad hun da vilde have fulgt. I de senere Forhører forklarede hun yderligere, at først da hendes Huusbonde om Formiddagen efter Fødselen havde spurgt hende, hvorledes det var fat med hende, og yttrede, at man sagde, at hun havde født et Barn om Natten, var hun kommet til nogen Vished herom, hvorimod hun tidligere ikke havde vidst eller tilfulde indseet dette, skjøndt hun vel i Fødselens Øieblik havde antaget saadant for rimeligt, ligesom hun ogsaa først efterat disse Yttringer vare faldne, havde tænkt paa at faae Barnet optaget og begravet, hvori hun imidlertid ved Politiets Ankomst var bleven forhindret. Tillige erklærede hun nu, at hun ikke med sin Forklaring til Rapporten havde forbundet nogen anden Mening end den der laae i hendes for Retten afgivne Forklaringer. En af Overmedicus ved almindelig Hospital meddeelt og af det kongelige Sundhedscollegium tiltraadt Erklæring gik ud paa, at Arrestantinden havde født nogle Timer, førend hendes Indlæggelse i Hospitalet, og den af Stadsphysicus i Forening med en Amtschirurg over det paagjældende Liig afholdte Obductions-Forretning, i hvis Conclusioner Sundhedscollegiet ligeledes var enigt, ledte til det Resultat, at Barnet havde været fuldbaaret og aandet efter Fødselen, samt at den sandsynlige Aarsag til dets Død I havde været Suffocation. Skjøndt nu Arrestantinden vel ikke kunde ansees overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal, idet de fremkomne Omstændigheder gjorde det antageligt, at hun, der som anført benægtede at have havt til Hensigt at føde hemmeligt, var bleven overrasket af Fødselen, saa maatte dog antages at have udviist et strafbart Forhold derved, at hun ikke, uagtet den hos hende strax efter Fødselen opstaaede Formodning om at have født, havde draget Omsorg for, at Foranstaltninger bleve føiede, ved hvilke Barnet, saafremt hendes Formodning maatte stadfæste sig, kunde blive frelst. For dette Forhold ansaaes Arrestantinden, der var 23 Aar gl. og ei førhen straffet, med en arbitrair Straf af 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Actor og Defensor tillagdes hver 8 Rbd. i Salair.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1848, 2. udgave)
Om Sædelighedstilstanden i Kjøbenhavn og det Hele Danmark. Directeur Sagers Afhandling om de utilladelige ægteskabelige Forbindelser i den kjøbenhavnske Almue klasse (S. Dansk Ugeskrift Nr. 26) har foranlediget flere sagkyndige Forfattere til at yttre sig over denne Sag (S. Ugeskr. Nr. 33-42 44-46-48). Red. af den "Berl. Tid." har flere Gange afhandlet denne Gjenstand, især med Hensyn til de uægte Fødsler, og i sin udførlige Anmeldelse af det Statistiske Tabelværk over Folkemængden i Danmark og Hertugdommene *) søgt at godtgjøre, at den Paastand, "at der forholdsviis fødes flere uægte Børn i Danmark end i de fleste andre Lande", var ugrundet; ligesom han ogsaa har viist, at det i det Hele er megen Tvivl underkastet, om det blotte større eller mindre Antal af uægte Fødsler er en rigtig Maalestok for et Folks Sædelighed. Han har ogsaa i saa Henseende anført forskjellige vigtige Forfatteres Anskuelser, som dele hans Mening. Saaledes har nu atter en af de seneste tydske Forfattere, som har skrevet over Populationen, Professor C b. Bernoulli i Basel, i sin "Handbuch der Populationistik" udtalt sig om de uægte Fødsler.
"Ustridigen maa Slappelsen af de moralske Grundsætninger ikke bidrage lidet til Forøgelsen af uægte Fødsler, men desuagtet kan Forholdet af disse til de ægte ikke ubetinget betragtes som Maalestok for et Folks Moralitet, ogsaa blot med Hensyn til Kjønnenes Omgang, eller deres Forøgelse ansees for et uomstødeligt Beviis paa sædelig Fordærvelse.
Thi om end enhver uægte Fødsel vidner om en utilladelig og usædelig Handling, saa beviser dog Ikke tilværelsen af saadanne Fødsler ikke en større Afholdenhed. Prostitutionen er, om end ikke aldeles ufrugtbar, dog, som bekjendt, kuns lidet frugtbar, og de Lastefulde vide ofte allersnarest at forebygge Følgerne af deres utugtige Levnet. Og hvo vil negte, at der kan finde Utugt Sted ogsaa i den ægteskabelige Omgang og at ikke mange saakaldte ægte Fødsler hidrører fra endnu større Forseelser?
Men især bør tages Hensyn til hvor mange Børn der bliver fødte som uægte alene paa Grund af særegne Hindringer. Uden at afgjøre hvorvidt Love, som forhindre Ægteskab, maatte være hensigtsmæssige, maa man dog stedse betænke, at det nominelle Antal af uægte Fødsler forøges langt mere derved, end det reelle, ligesom overhovedet kun den mindste Deel af disse Børn høre til de egentlige Bastarder. Mangen en Vielse udebliver vel ogsaa kun fordi den medfører unyttige Omkostninger, eller, hvor den kun betragtes som en borgerlig Ret, fordi den ansees for uvæsentlig.
Men saa lidt som nu de uægte Børns proportionelle Antal kan gjælde som Maalestok for Sædeligheden, er dog et betydeligt Antal af saadanne Børn i mange Henseender et stort Onde. Den uden Undtagelse gjældende Kjendsgjerning, at Dødeligheden er langt større blandt de Uægte, og at der forekommer langt flere Dødfødte blandt disse, viser noksom, hvor meget ugunstigere deres Stilling er ligefra Undfangelsen af. Hvo kan negte, at Opdragelsen vanskeliggjøres langt mere? At en Classe Mennesker, som ved faa eller ingen Familiebaand ere knyttede til Samfundet, have Lidet eller Intet at arve - kunne være Staten ligegyldige? Unegteligt ere de fleste Hittebørn uægte, hvilket allerede viser, hvorledes Mødrene i Regelen kunne sørge for disse Børn. Det er udenfor al Tvivl, at færre Uægte opnaae den modnere Alder, at mange Flere af dem blive elendige og desaarsag Forbrydere. Den uægte Fødsel er derfor i og for sig et Onde for Mennesket, og Staten bør sørge for at formindske saadanne Fødsler og omhyggeligt efterforske de Forhold, som maa ansees at befordre Forøgelsen.
Allerede i dette Øiemeed vilde der udkræves speciellere statistiske Data, end de hidtil brugelige Fødelister; man burde navnlig indhente Underretning om, hvor mange Børn der fødes af Mødre, som ikke kunne angive nogen Barnefader; hvor mange der ere blevne anerkjendte af Fædrene; hvor mange der hidrøre fra saakaldte naturlige Ægteskaber, eller fra Forældre, som ulovligen leve sammen.
Dernæst Antallet paa dem, som legitimeres ved senere Ægteskab.
Fremdeles vilde det være ønskeligt, om Moderens Alder og Stand anførtes, om Barnet er hendes første eller andet uægte Barn o. s. v.
Ligeledes burde man alene som hidtil søge at beregne de uægte Fødslers Forhold til de ægte eller Fødslerne overhovedet, men tillige endnu andre Forhold. Hoffmann giver ogsaa i sin interessante Afhandling om det ulige Forhold mellem de uægte Fødsler i de forskjellige Dele af den preussiske Stat Forholdet til Folkemængden Fortrinet; men det vilde være endnu hensigtsmæssigere at udfinde Forholdet til den qvindelige Befolkning fra 18 til 45 Aar og især til den ugivte af denne Alder.
Disse Bemærkninger ere i alle Henseender ogsaa anvendelige paa vort Land.
(Fortsættes.)
*) Maanedsskrift for Litteratur 9de Aargang. (18 Bind. S. 295 ff.)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1843)
Om Sædelighedstilstanden i Kjøbenhavn og det hele Danmark.
(Fortsat.) . . At de i Gaar af Professor Bernouilli citerede Ord i alle Henseender ogsaa er anvendelig paa vort Land, er unegteligt. Følgende Tal ville nærmere oplyse det.
Kjøbenhavns Befolkning var i Aaret
1787: 90,032.
1801: 100,975.
1834: 119,292.
1840: 120,819.
Men skjøndt Befolkningen i det her anførte halve Seculum har tiltaget omtrent med 30,000 Mennesker, eller nu er 1/3 større end den var for 50 Aar siden, saa ere dog de samtlige aarlige Fødsler ikke synderligt tiltagne, og langtfra i Forhold til den forøgede Folkemængde, og derhos ere de uægte Fødsler efterhaanden aftagne. Gjennemsnitsfødslerne i følgende Qvinqvennier vare:
1786-1790 aarligen 3135 deraf uægte 830
1791-1795 - 3288 - 870 *)
1796-1800 - 3289 - 875
1801-1805 - 3596 - 955
1806-1810 - 3516 - 881
1811-1815 - 3323 - 784
1816-1820 - 3250 - 744
1821-1825 - 3233 - 789
1826-1830 - 3410 - 788
1831-1835 - 3581 - 841
Vi maae dernæst tilføie, at Antallet af de aarligen indgaaede Ægteskaber ogsaa var større, da Staden talte 30,000 Indbyggere færre, end nu. ,
Følgende Oversigt vil nærmere godtgjøre dette.
Aar 1787-1791 indgangne Ægteskaber aarligen 991
- 1792-1796 - - - 896
- 1797-1800 - - - 1010
- 1801-1805 - - - 969
- 1816-1820 - - - 795
- 1826-1830 - - - 893
- 1831-1835 - - - 925
Veiledet af disse Talstørrelser, kommer man dog vel til det simple Spørgsmaal: er det troligt efter vort hele sociale Forhold, er det troligt, at de anførte Talresultater ere en Følge af en stor Afholdenhed, som er indtraadt hos Kjøbenhavns Beboere? Vil man altsaa slutte fra de uægte Fødsler alene til Sædelighedens Tilstand, da vise de anførte Talstørrelser, at denne Slutning er aldeles misledende.
Paa Landet eller uden for Kjøbenhavn ere Forholdene anderledes. I Decenniet
1801-1810 vare Fødslerne 27,955 og deraf uægte 1496
1826-1835 - - 34,870 - - 2716
Her har altsaa Antallet af de samtlige Fødsler og de uægte Fødsler tiltaget betydeligt; men vil man heraf slutte til en overhaandtagende moralsk Fordærvelse, saa bliver man atter misledet. I denne Anledning har Red. af denne Tidende i ommeldte Anmeldelse i Maanedskrift for Literatur bemærket følgende:
"Det er noksom bekjendt, at der paa Landet hos os bliver en stor Deel af de uægte Børn legitimeret, idet Faderen som oftest gifter sig med den Pige, med hvem han har avlet Barnet. Paa Tabellerne figurerer altsaa et stort Antal uægte Fødsler, uden at man derfor i Virkeligheden kan regne dem dertil; Moderen, Faderen, ja selv Bedsteforældrene drage ligesaa megen Omsorg for disse Børn, som om de vare fødte efter Ægtevielsen, og derfor ere disse Børn aldeles ikke skadeligt for Samfundet."
Også Millesmeyer bemærker i en Afhandling om uægte Fødsler, at det samme tildeels er Tilfældet i Tydskland.
(Fortsættes).
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. marts 1843).
Af det Foregaaende har man erfaret, at, skjøndt Kjøbenhavns Befolkning i de sidste 50 Aar er blevet forøget med eller Hovedstaden nu har 30,000 flere Indbyggere end for 50 Aar siden, saa har dog baade Antallet af de ægteviede og Antallet af de uægte Fødsler aftaget. Muligt er det, at flere uægte Børn, der findes anførte som fødte paa Sjelland, høre egentligen til Kjøbenhavn, ligesom man paa den anden Side ogsaa kan antage, at i en ældre Periode for omtrent 30 Aar siden flere ugifte Fruentimmer fra Sjelland ere blevne indlagte paa Fødselsstiftelsen her, men alt dette kan ikke giøre Udslaget; Forskjellen er for stor, og det bliver et høist mærkeligt Phænomen, at de uægte Fødsler have aftaget ved Siden af de færre indgangne Ægteskaber, og ved en Folketiltagelse af 30,000. De Beviser, som man har anført for at godtgjøre sædelighedens slette Tilstand i Kjøbenhavn, have altsaa med Hensyn til Talstørrelse intet synderligt at betyde , og hvad Tilstanden udenfor Kjøbenhavn angaaer, da kan Antallet af de uægte Fødsler ikke afgive noget fyldestgjørende Beviis, naar man ikke tillige veed, hvor mange af de uægte Fødsler der senere blive legitimerede, og dette skeer nu i et langt betydeligere Omfang end i forrige Tider; thi Bondens Kaar ere bedre, og det er i flere Henseender lettere for ham at skaffe sig en bedre og især mere selvstændig Stilling. At Forandringen med Hensyn til den mindre Understøttelse, som Mødre nu faae for deres Børn fra Fødselsstiftelsen, skulde have bidraget til mindre Løsagtighed eller færre uægte Fødsler, dette kunne vi ikke antage, men hvad den lettere Anbringelse for Ammer har bidraget til Tilvæxten af uægte Fødsler paa Landet, især Sjelland, er et andet Spørgsmaal. Ofte blive under Ægteskabsløfte Fruentimmer forledede i den Forventning, at kunne faae en god Plads som Amme i Hovedstaden, hvor man kan samle sig et Par Hundrede Rigsbankdaler, en Sum som kunde lettere sætte dem i Stand til at etablere sig paa Landet; og i et saadant Tilfælde blive da naturligviis ogsaa Børnene legitimerede.
Forholdene have vel i flere Henseender forandret sig, men Fristelserne ere dog uforandrede, og Tillokkelserne ikke mindre, om de endog vise sig i andre Skikkelser; men den saakaldte fine Levemaade, som man nu sporer iblandt Almuen, eller den bedre Tone, som man mærker iblandt Ungdommen af denne Classe, deele paa Grund af en bedre Dannelse i Skolerne, men især paa Grund af den bedre Behandling, som den modtager i de Familier hvor den tjener, og det i det Hele i denne Henseende forandrede Forhold, har dog bidraget meget til en vis Grad af qvindelig Undseelse, og sikkerligen ogsaa til at Følgerne af Usædeligheden ikke vise sig paa den Maade som i ældre Tider. Red. af denne Tidende har ved en anden Lejlighed gjort opmærksom paa en Classe Fruentimmer, som først har dannet sig i de sidste 20 Aar, de Fruentimmer som gaae under Navn af Syjomfruer. Denne Classe er i Almindelighed Døttre af Almueclassen i Kjøbenhavn, deres Stilling og Forhold til de Familier, hvor de ere ansatte, gjør det nødvendigt for dem, at de maae antage en bedre Tone, og vise en bedre Opførsel, ligesom i det Hele deres nærmere Forbindelse med den qvindelige Deel af Familierne ogsaa bidrage til deres Dannelse.
Vel er denne Dannelse for en Deel kun udvortes, og vel kan man ikke nægte, at Pynte- og Forlystelsessyge er meget fremherskende hos denne Classe af Hovedstadens Fruentimmer, og at dette i flere Henseender er skadeligt og bidrager til Sædernes Fordærvelse; men med alt dette kræver dog disse Fruentimmers Stilling nu en bedre Opførsel, idet denne er forbunden med deres egen Interesse. Man kan heller ikke nægte at disse Fruentimmer ved deres forandrede Stilling have Indflydelse paa deres eget Hjem, bidrage meget til, at deres yngre Sødskende blive tilholdte til at søge bedre Skoler, og i det Hele virke paa deres Dannelse. Vi ville derfor ikke paastaae, at Sædelighedens Tilstand for Tiden er bedre end for 50 Aar siden, thi Udartelserne have taget en anden Retning, om de end ikke vise sig saa kjendeligen som før; men Tilstanden er sikkert heller ikke slettere end før, og paa ingen Maade her saa slet, som i andre Hovedstader. Tilstanden kunde imidlertid forbedre sig meget, naar de fornødne Reformer bleve indførte ved Almueskolerne, og der ei alene indførtes et strængere Tilsyn medens Børnene søge Skolen, men især naar man havde et vaagent Øie med dem, som have forladt Skolen. Dette ville især have gavnlig Indflydelse paa Qvindekjønnet, og vi kjende af mange Aars Erfaring intet bedre Middel hertil, end naar der i samtlige Sogne her i Staden dannede sig qvindelige Comiteer, hvis Medlemmer paatoge sig at have Tilsyn med Pigebørnenes Opførsel og Flid, ei alene medens de søge Skolen, men ogsaa i en vis Række af Aar efterat de have forladt Skolen. Præsternes mangfoldige Forretninger levne dem langt fra saa megen Tid, som udfordres hertil, og Erfaringen viser os ved Asylerne, hvad Qvinden formaaer at udrette. Naar Tiden tillader det, da agter Red. for denne Tidende i en særskildt Anmeldelse af Tabelværkets 6te Hefte om Resultatet af den sidste Folketælling at komme tilbage paa denne Gjenstand.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. marts 1843)
Fødte og Døde og det store Antal uægte Fødsler i Aalborg Bye for 1842. Det hedder i "Aalborg Avis": Paa Landet i Aalborg Stift og Kjær Herred: Copulerede 102 Par, Fødte 400, deraf 62 (15 1/4 pCt.) Uægte, Døde 377. Det bemærkes, at Antallet af Døde i Kjær Herred var 347, medens de Fødtes Antal kun var 344. Paa alle andre Steder her i Stiftet har de Fødtes Antal i afvigte Aar oversteget de Dødes. Fremdeles kan bemærkes, at Antallet af uægte Børn i Kjær Herred var 57, saa at kun 5 falde paa Aalborg Provsties Landdistrict. Paa Landet i Hjørring Amt: Copulerede 430 Par, Fødte 1,817, deraf 291 (16 pCt.) Uægte, Døde 1,297. De Fødtes Antal oversteg saaledes de Dødes med 520. Paa Landet i Thisted Amt: Copulerede 281 Par, Fødte 1,249, deraf 113 (9 pCt.) Uægte, Døde 791. De Fødtes Antal oversteg de Dødes med 458. Det bemærkes, at i Nørre-Herred paa Mors var de Fødtes Antal meer end dobbelt saa stort som de Dødes; der fødtes nemlig 174, og døde 30. Hvad Kjøbstæderne angaaer da er Forholdet følgende: I Aalborg By Copulerede 44 Par, Fødte 219, deraf 68 Uægte (over 31 pCt.), Døde 211; og i alle Stiftets øvrige Kjøbstæder tilsammen Copulerede 64 Par, Fødte 203, deraf 23 (circa 9 pCt.) Uægte, Døde 145. - Ved at optage denne interessante statistiske Meddelelse kunne vi ikke undlade, sirligen at henlede Opmærksomheden paa det sørgelige Udbytte, Moralstatistikken heraf oser ved det uforholdsmæssig store Antal af uægte Fødsler her i Byen, som næsten udgjør den tredie Deel af alle Fødsler i afvigte Aar. Denne Omstændighed i Forbindelse med den her herskende Prostitution af offentlige Fruentimmer, som ikke finder Sted paa noget andet Sted i Danmark, udenfor den folkerige Hovedstad, synes vistnok at fordre Anvendelse af alle lovligt Midler mod det overhaandtagne Onde, der truer med totalt at ødeligge Byens moralske og physiske Tilstande. Ethvert andet Middel til at fremvirke moralsk Forbedring vil imidlertid være forgjeves, saalænge Politiet ikke meer anvender de vistnok fuldkomment tilstrækkelige Midler, det har ihænde, til at modvirke denne moralske og physiske Smittes videre Udbredelse. I ingen anden By i hele Landet vides heller Scandaleusiteten at have naaet en saadan Høide og at drives med en saadan Frækhed som her i Byen. Hvad Andet maa da vel dette tilskrives, end den Sorgløshed, hvormed den vedkommende Autoritet i denne Retning virker? Den beklagelige Mening, at offentlige Utugtshuse ere nødvendige Afledningscanaler eller rettere Afledningscloaker for Løsagtigheden, for at denne ikke skal fremkalde andre Forførelser, har intetsteds meer end her vist sin Ugrund og Ufornuft, thi uagtet Løsagtigheden her drives med den største Ugenerethed, uagtet Sygehusene fyldes med veneriske Patienter, tiltager de uægte Fødslers Antal dog bestandigt i en for den offentlige Moral og for Communens Oeconomie stedse mere og mere foruroligende Grad. Hvor ere saa de Goder - at vi her skulle misbruge dette Navn - som Tilstedelsen af slig offentlig Scandale skal medføre? Det ligger ogsaa i Tingens egen Natur, at den offentlige Prostitution - især i en mindre By, der ikke kan anvise denne Pestilents sine siregne, saavidt muligt skjulte, Qvarterer - kan kan og maa virke nedbrydende og forstyrrende paa Sædelighedsfølelsen, saavel hos den mandlige som qvindelige Ungdom, især i dennes første Stadium, og drage den ene ufordærvede Sjæl efter den anden med sig i Fordærvelsen, hvorpaa desværre ogsaa vor By frembyder altfor mange Exempler. Et stort Ansvar kommer derfor ogsaa til at hvile paa den eller dem, der ikke af al Kraft, ved alle de Midler, Loven hiemler, stræbe at afværge tilbagetrænge et i sine Følger saa sørgelige Onde. At dette væsentligen staaer i Politiets Magt og at denne Magt ogsaa paa andre Steder med Held udøves, vises Exemplet fra andre større Byer, saasom Randers, Aarhuus og Odense, hvor offentlige fruentimmer eller noget Slags offentligt Skiøgevæsen ikke taales. og hvor uægte Fødslers Antal alligevel er forholdsviis meget mindre og veneriske Sygdomme aldrig vides at være herskende.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. april 1843)
Usædelighed. Vi have nylig, hedder det i "Aalb. Av.", givet flere sørgelige Data om Utugtighedens og Skjøgeuvæsenets og de hermed forbundne uægte Fødslers og syphilitiske Sygdommes foruroligende Tiltagen her i Byen. Vi ville hertil endnu kun, efter erholdte Oplysninger, tilføie dette Aars første Qvartals endnu beklageligere Resultater, idet Antallet af de syphilitiske Patienter, der i det forløbne Qvartal have ligget paa Hospitalet for Kæmnerkassens Regning, er lige saa stort som Maximum af den Slags Patienter i noget af de sidste 10 Aar har været, ligesom ogsaa Udgifterne for venerisk Cuur, der ifjor betyngede Kæmnerkassen med over 300 Rbdlr., i indeværende Aars første Qvartal allerede beløber sig til hen, mod 400 Rbdlr. For høiere Vedkommende vil det saaledes vistnok være klart, at det er paa høie Tid, at extraordinaire Forholdsregler tages, for engang at see Byen renset for den bestandigt tiltagende Pestilents.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1843).
Usædelighed. Til den Stemme, der fra Aalborg saa alvorlig paataler den der herskende Usædelighed, maae vi, siger "Hemp. Av.", desværre herfra svare: Ligesaa hos os. Ogsaa i hele Fyens Stift, og navnlig i dettes Hovedstad, viser sig Løsagtighedens fordærvelige Last i dens sørgelige Skikkelser og frygtelige Virkninger; ogsaa her er hvert tredie eller fjerde Barn uægte, ogsaa her fremtræder Frækheden ofte paa en for alle sædelige Mennesker oprørende Maade, ogsaa her ere de syphilitiske Sygestuer opfyldte med Patienter, ogsaa her trues Communens Oeconomi med Forsørgelsen af de mangfoldige uægte Børn og disses løsagtige Mødre. Tvivler Nogen om, at Sagen er saa farlig, da behage han blot at erindre det i Sandhed frygtelige Antal af 900 Børn, der nylig ere anmeldte som fødte udenfor Ægteskab i det eneste Aar 1842 i Fyens Stift, eller at eftersee Odensee Kirkenyt, hvor man vil finde en Mængde uægte Fødte blandt de Doble, eller erkyndige sig hos Fattigvæsenet om de store Summer, der maa udredes for at nære Utugtens priviligerede Last.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. april 1843).
