I en affaldsdynge på Assistens Kirkegård fandt en af arbejderne i går morges en pakke hvis yderste lag var avispapir.
Da han efterså pakken lidt nærmere, viste det sig at den indeholdt liget af et nyfødt drengebarn. Politiet der blev tilkaldt, bragte barneliget til Retsmedicinsk Institut hvor det vil blive obduceret.
Hvem der har lagt barneliget i affaldsdyngen, vides endnu ikke.
(Nationaltidende, 24. juni 1927).
En besøgende på Assistens Kirkegård gjorde i går en uhyggelig opdagelse, da han ville lægge noget affald i en skarnkasse. I kassen lå liget af et nyfødt drengebarn, indpakket i aviser. Barnet var fuldbåret og menes at være lagt i kassen i går.
Mens liget blev overgivet til obduktion, leder politiet efter moderen.
(Folkets Avis - København, 9. juni 1926).
Den 8. ds. fandtes i en skarnbeholder på Assistens Kirkegård i nærheden af den russiske afdeling - afdeling K - liget af et nyfødt omtrent fuldbårent drengebarn. Liget der var i begyndende forrådnelse, var indpakket i et par iturevne damebenklæder og derefter indpakket i 5 eksemplarer af "Berlingske Tidendes" morgenudgave fra henholdsvis den 3., 10., 15. og 16. april samt 31. maj d. å., hvorom yderligere var pakket et stort stykke brunt tilsyneladende nyt indpakningspapir. Mulige oplysninger bedes tilstilet Københavns opdagelsespoliti, telf. 1448.
(Social-Demokraten, 19. juni 1926)
Prof, Dr. med. S. A. Gammeltoft fortsætter i det sidst udkomne nummer af "Ugeskrift for Læger" en Artikelserie om Anvendelsen af anticonceptionelle Midler.
- Der er, skriver Prof. Gammeltoft, fra forskellig Side fremført, at det vilde være naturligt, at Mennesker, som senere agter at indgaa Ægteskab, men hvor Forholdene, først og fremmest de økonomiske, men f. Eks. ogsaa Boligforholdene, umuligjorde denne Plans Realisation, levede sammen som Ægtefolk, naar de blot undgik at faa Børn.
Hr. Gammeltoft udtaler sig paa følgende Mande om dette Spørgsmaal:
Her er der imidlertid, uden som sagt at komme ind paa de farlige Konsekvenser, som denne Lære i det hele kan have for Samfundet, det Hovedargument, at, da vi, som vi senere skal se,
saa maa man være klar over, at det alligevel meget let ender mod, at den paagjældende Kvinde bliver gravid (svanger).
Det er et uhyre stort Ansvar, som de Mennesker paatager sig, som fremstiller Anvendelsen af de almindelige anticonceptionelle Midler som et fuldstændigt sikkert Middel til at hindre Conception.
De skaber derved en falsk Sikkerhedsfølelse, som kan blive uhyre skæbnesvanger. Derfor maa det ogsaa bestemt misbilliges, naar det har været foreslaaet, at de Klinikker, Kontorer og lignende, som oprettes for at udbrede Kendskaben til disse Metoder, af diskretionære Hensyn ikke skulde spørge de paagældende Patienter om deres Navn og Stilling.
Og selv om de gør det, yder dette jo ingen Sikkerhed for, at de ikke kan blive ført bag Lyset, atter en Grund til, at man maa foretrække, at hele dette Spørgsmaal ikke glider bort fra de praktiserende Læger, som langt bedre kender de paagældende Kvinder og deres Forhold.
Prof. Gammeltoft udtaler endvidere følgende:
Det er heller ikke tilstrækkeligt fremhævet, forekommer det mig, overfor det store Publikum, at de fleste af disse Midier aldeles ikke faar nogen Sikkerhed overfor venerisk Smitte; blandt Publikum sker der i alt Fald ofte en Sammenblanding af de to Spørgsmaal.
Man maa regne med, at der ogsaa blandt den opvoksende kvindelig befolkning findes ikke saa faa, mere eller mindre letsindige. Angsten for Svangerskab og for Paaførelsen af venerisk Smitte afholder sikkert en stor Del af disse fra at indlade sig paa illegitime, løse Forbindelser.
Tager man nu ved Anvendelsen af Anticonceptionelle Midler den ene af disse Hemsko bort, tror jeg, at man kan befrygte, at der kommer en Opblussen af Antallet af veneriske Lidelser, ligesom man ogsaa maa regne med, at Mænd, hvem Tanken om en mulig Fare for senere at blive udlagt som Alimentant med de deraf følgende Økonomiske Byrder afholder fra at indlade sig paa fuldstændig løse Forbindelser, i større Udstrækning vil indlade sig paa saadanne, hvis de tror, at denne Mulighed ikke foreligger.
Angaaende det tidligere omtalte Apparat, den saakaldte Schuberts Obturator, der forhandles til Kvinden, udtaler Prof. Gammeltoft, at det her Ikke drejer sig om nogen Forhindring af Svangerskabet, men det drejer sig om en artificiel kriminel Abort, fremkaldt paa en raffineret maade.
Rent bortset fra det strafbare heri, er der ingen Tvivl om, at saadanne Aborter med paafølgende mulige Infektioner være uhyre farlige og kan give Anledning til talrige Underlivssygdomme.
Alene af den Grund bør dette Apparat forkastes. Men endnu værre bliver det, naar der i et dansk Katalog, der reklamerer for dette Apparat staar, at Apparater af massivt Sølv eller Guld behøver aldrig at kontrolleres (!), ligesom det man siges at være en direkte Opfordring Fosterfordrivelse, naar der staar, at ved Svangerskab er det forbudt at bære Obturatoren, da dette ellers ophæves (!).
Man maa derfor, bl. a. ogsaa fordi Apparaterne er sundhedsfarlige, absolut fordømme deres Anvendelse.
Prof. Gammeltoft giver en udførlig Beskrivelse af de forskellige farlige Komplikationer, der kan opstaa for Kvinder, som anvender disse Obturatorer; blandt Sygdomstilfældene er der flere af en ret uhyggelig Art, ikke egnet til at omtales i et Dagblad.
Professoren kommer dernæst til de livsfarlige Modersprøjter, der anvendes til Udskylning, og som er lige farlige, enten de er forsynet med et tykt Rør eller med et langt, spidst Rør.
De Ulykker, som disse Apparater har fremkaldt, dels i Tilfælde, hvor de har været anvendt ligefrem for at fremkalde Abort, dels for at forebygge Svangerskab, er saa talrige, at man maa ønske, at Autoriteterne snarest muligt skrider ind og forbyder Salget.
Prof. Gammeltoft oplyser - med Hensyn til Autoriteternes Stilling i Amerika overfor anticonceptionelle Midler - følgende:
- Den amerikanske Generaldirektør for Postvæsenet har paa alle de amerikanske Postkontorer opslaaet Meddelelse om, at det betragtes som i strafbart at udsende eller modtage Postforsendelser af usædeligt Indhold. Herind under falder enhver Anvisning, Medikament eller Præparat, der har til Hensigt at hindre Besvangrelse. Overtrædelse af Forbudet straffes med en Bøde paa 5000 Dollars eller 5 Aars Fængsel - eller ogsaa begge Dele tilsammen.
(Social-Demokraten 4. januar 1925)
Sven Aage Gammeltoft (1883-1954) havde en baggrund bl. a. som kandidat ved Diakonissestift (1908-1909), Rigshospitalets fødeafdeling (1911-1912 og igen 1914-1916). Han blev dr. med 1912. Han skrev forskellige afhandlinger om svangerskab og fødsel, og var redaktør af Tidsskrift for Jordemødre (1916-1919). Han udgav syv bind Arbejder fra Fødeafdeling A og Gynækologisk Afdeling (1923-32). Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Den fortvivlede og af ganske naturlige Aarsager misforstaaede Lære om "frivilligt Moderskab om Kvinders Selvbestemmelsesret med Hensyn til Spørgmaalet om at støtte Børn i Verden - har i Gaar krævet en ung Kvindes Liv.
Den Paagældende er en 22-aarig Husassistent Esther Johansen, der tjente i Villaen Vodroffsvej Nr. 42, som tilhører Brygger Vagn Jacobsens Hustru, Fru Xenia Jacobsen, der i nogen Tid har været bortrejst.
Den unge Pige var forlovet med en jævnaldrende Mand. Og i Gaar Eftermiddags ved 3-Tiden, da han kom for at besøge hende, fandt han hende liggende inde i Pigekamret i en saadan Tilstand, at han straks var klar over, at der var noget alvorligt paa Færde med hende.
Han skyndte sig ned og telefonerede efter Ambulancen, der bragte den unge Pige, som nu var bevidstløs, til Frederiksberg Hospital. Men ved Ankomsten hertil viste det sig, at hun var død.
Ved Undersøgelsen konstaterede Lægerne straks, at Døden skyldtes en indvendig Forblødning, foranlediget ved et Forsøg paa Fosterfordrivelse og Sagen rapporteredes derfor øjeblikkelig til Amtslæge Djørup, som videresendte den til Politimester Parker og til Lederen af det frederiksbergske Opdagelsespoliti, Overvagtmester Schaldemose.
Gennem de derefter af Politiet foretagne Undersøgelser, bl. a. afhøringer af Esther Johansens Kæreste og en anden Tjenestepige, der i den sidste Tid under Fru Jacobsens Bortrejse har været alene med hende i Villaen paa Vodroffsvej oplystes det, at hun allerede for nogen Tid siden havde mærket at hun var frugtsommelig, og at hun rimeligvis straks har bestemt sig til at forsøge FosterfordriveIse.
Om nogen Kvaksalverassistance er der ikke Tale, idet Esther Johansen selv har udført Forbrydelsen og ikke ved Anvendelse af en af de af Fru Thit Jensen saa varmt anbefalede Obturatorer men ved Hjælp af et af de almindelige Udskylningsapparater mod hvilke der saa ofte har været advaret fra vore Lægeautoriteters Side.
Under en Samtale vi i Dag til Morgen har haft med Amtslæge Djørup udtalte denne sig i de skarpeste Ord om disse Apparater, hvis Salg han haabede, snarest maatte blive forbudt, idet han pointerede, at Brugen af dem næsten altid rummer den største Livsfare.
I Eftermiddag Kl. 4 vil Esther Johansens Lig blive underkastet den legale Obduktion. Og det er vist ikke usandsynligt, at der gennem denne vil fremkomme Ting, som kan bringe Sagen ind i et endnu alvorligere Spor.
(Aftenbladet (København) 21. januar 1925).
Obduktionen viste at de indre blødninger var forårsaget af et udskyldningsapparat med rør og bold. Den egentlige dødsårsag var at luft var presset op ved hjertet og en luftprop havde forårsaget dødsfaldet. Kæresten - som i nogle aviser nævnes som mekaniker, i andre som forretningsmand - blev anholdt, men løsladt den 25. januar 1925 pga. mangel på bevis for meddelagtighed.
Forfatteren Thit Jensen (1876-1954) anbefalede to af sygehuslæge Hans Droge Dahls patienter ved at sende et katalog af "Amerikansk Gummivarelager" (Vestergade 3) "Obturator Schubert" (et stiftpessar). Hun ville hjælpe socialt nødstedte kvinder. Apparatet blev solgt som forebyggende mod befrugtning, men i praksis virkede det fosterfordrivende. Efter at være blevet gjort opmærksom på risikoen, anbefalede hun i stedet skedepessaret.
Lederen af Fødselsstiftelsen professor Hauch udtalte i Social-Demokraten 4. maj 1925 at han regnede med at der var en abort for hver 5.-6. fødsel (12-16.000 årligt). Måske halvdelen var kriminelle.
På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.
I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.
(Social-Demokraten, 29. juli 1922).
Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.
Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.
Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.
Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.
(Dagbladet (København), 31. juli 1922).
Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.
Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.
Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor.
(Social-Demokraten, 8. august 1922).
Forrige Lørdag er der i Helgesensgade 13 forefaldet en Scene ved et Dødsleje, der har givet Anledning til megen Misstemning i Kvarteret. Der paastaas nemlig, at en Præst, Pastor Holt ved St. Johannes Kirke, har nægtet at give en døende Barselkvinde Alterens Sakramente.
Efter de af os indhentede Oplysninger forholder Sagen sig saaledes: Barselkvinden, en fattig Enke, var i Begyndelsen af forrige Uge nedkommen med Trillinger. Fødslen, der var meget besværlig og hvorved Læger maatte assistere, varede i to Dage. Det første Barn fødtes Mandag Aften Kl. 8, det andet Tirsdag Eftermiddag Kl. 4 og det tredje samme Dags Aften Kl. 9.
Patientens Tilstand efter Fødslen var saa betænkelig, at det var øjensynligt, hun ikke havde mange Dage at leve i. Der blev fra forskællige Sider, særlig af Husbeboerne, gjort alt muligt for at mildne hendes Lidelser, og en Sygeplejerske af det røde Kors vaagede over hende, bistaaet af en Dame, Fru B., der har Forretning paa Østerbro, og hos hvem Patienten havde gaaet til Haande i Køkkenet.
I Lørdags Morges mærkede den syge Kone, at det var paa det sidste. Hun udtalte Ønsket om at faa hentet en Præst saa at hun kunde blive "berettet", altsaa nyde Alterens Sakramente. Husets Beboere gik nu om til forskællige Præster, men uden Resultat. Nogle var ikke hjemme, andre havde ikke Tid, Pastor Steen sad paa sit Kontor og fortalte, at han havde travlt. Sygeplejersken, der ogsaa forsøgte sin Lykke, kom paa sin Vandring til Pastor Holt i Ravnsborggade, der efter at have erfaret, at den Syge var Enke og var nedkommen med Trillinger, erklærede, at under de Omstændigheder kunde han ikke give hende Alterens Sakramente!
Kl. 4 om Eftermiddagen kom Præsten til den Syge, altsaa ca. 4 Timer før hendes Død. Han havde ganske rigtig ikke Sakramentet med, hun fik altsaa ikke det ønskede. Fru B., der var til Stede, forklarer, at hun og Sygeplejersken maatte gaa ind i det andet Værelse, Præsten vilde være ene med den Syge. Fru B. forklarer videre, at hun gennem den halvaabne Dør hørte Præsten udtale sig til den Syge om, at hun (Patienten) ikke var gift, det var grusomt, hun laa jo her i Synd, og han spurgte, om hun rigtig havde foragtet sig selv, om hun havde tænkt over, at hun var en falden Kvinde, som kun kunde vente Helvede, hvis hun ikke søgte Jesus . . .
Fru B. blev saa indigneret over denne Tiltale til det stakkels døende Menneske, at hun uvilkaarligt stampede i Gulvet af Harme og gjorde nogle utaalmodige Bevægelser. Døren blev nu lukket i, og hun hørte ikke videre af Præstens "Berettelse".
Kort efter at Præsten havde forladt den Syge, ankom Jordemoderen, til hvem den Syge modfalden fortalte, at hun ikke havde faaet Alterens Sakramente. Jordemoderen, Fru Larsen i Ryesgade, har til os forklaret, at i Fald Præsten var fremkommen med de anførte Udtalelser i hendes Paahør, saa havde hun øjeblikkelig anmodet ham om at forlade den Døendes Leje.
Kl. 8 om Aftenen døde Patienten.
- For at være upartisk gik vi til Pastor Holt for ogsaa at høre hans Forklaring. Præsten indrømmede, at han til Sygeplejersken havde erklæret, at den Døende ikke kunde faa Sakramentet under saadanne Forhold. Hun var en falden, og af en saadan havde Kirken tidligere forlangt streng Bod; han gjorde kun sin Pligt ved at nægte at give Sakramentet. Vi henviste til Jesu Mildhed, og Præsten svarede nu, at Enken ogsaa godt kunde have faaet Sakramentet efter hans Besøg hos hende, da hun til ham havde erkendt sin Synd. Og han paastod sluttelig, at den eneste Grund til at hun dog ikke fik Sakramentet var den, at hun ikke selv til ham havde udtalt noget Ønske derom, da han var hos hende!
Til denne meget spidsfindige Forklaring bemærkede vi, at det var sandsynligt, at den Døende dengang var i en saadan Tilstand, at hun ligefrem ikke havde hverken Kraft eller Mod til at rette nogen Bøn desangaaende til Præsten. Men dette vilde han slet ikke indrømme. Naar hun ikke selv bad om det, saa var det vel sagtens fordi hun ikke ønskede det, sagde han. Da vi herimod bl. a. anførte hendes Beklagelse til Jordemoderen over ikke at have faaet Sakramentet, erklærede han kort og godt, at han tvivlede paa, at dette var sandt.
At han havde udtrykt sig med, at "den Syge var fordømt til Helvede", benægtede han ligeledes, idet han tilføjede, at han tværtimod havde ført en meget venskabelig og kærlig Samtale med den Døende, der var bleven forsonet med Gud.
I Samtalens Løb gjorde vi Præsten opmærksom paa, at Grunden til, at vi tog os af at undersøge denne Sag var den, at den var meget debatteret i Kvarteret. Publikum fandt noget modstridende deri, at medens alle andre Mennesker, baade Læger, Jordemoder, Husbeboere og Bekendte, med Omhu tog sig af den Døende for at søge at mildne hendes sidste Øjeblikke, saa havde Præsten, efter hvad Rygterne sagde, optraadt i stik modsat Retning. Og dette forargede i saa høj Grad, at vi fra flere Sider var bleven sendt Meddelelser om denne Affære.
Præsten fremsatte nu den Paastand, at Folk kom kun til os, forbi de vidste, at "Social-Demokraten" var saa villig til at oplage Klager over Præsterne.
Vi benægtede bestemt, at vi optog ubegrundede Klager, og det bedste Bevis var jo, at vi i nærværende Tilfælde ogsaa kom til ham (Præsten) for at høre hans Forklaring.
Det gør De kun, fordi De ikke vil risikere Proces! - erklærede Præsten Og han tilføjede som sin Mening, at det vist var med formeligt Velbehag, at vi bragte Klager frem i Bladet mod Præsterne. Han kunde ligesom læse mellem Linierne, at vi formelig frydede os derved, sagde han.
Vi indvendte selvfølgelig herimod, at Præsten fuldstændig tog Fejl ogsaa paa dette Punkt; vi angreb ikke Præsterne og deres Religion uden at de selv ved deres Optræden udæskede Kritiken, og vi henviste yderligere til det Programpunkt, der hver Dag staar i Spidsen af vort Blad: "Religionen erklæres for en Privatsag".
Men den ufortrødne Præst kom stadig med sine mistroiske Svar, mens hans Øjne lyste af Fanatisme: Han troede ikke, at dette Programpunkt var vor oprigtige Mening!
- - -
Præsten var nu gaaet saa vidt i sin Elskværdighed, at Samtalen vanskelig kunde fortsættes. Vi gjorde ham kun opmærksom paa, at vi aldrig forudsatte Uærlighed hos de Præster vi kritiserede. Og vi sluttede med den Bemærkning, at det var mærkeligt, at Præsterne herhjemme i det hele taget stillede sig saa fjendtligt overfor Socialdemokratiet, da de derved handlede stik imod deres engelske Kaldsbrødre, idet en stor Forsamling af engelske Præster nylig har vedtaget paa deres Aarsmøde, at Socialdemokratiet er det Parti, der i sine Principer mest nærmer sig den kristne Lære.
Den slagfærdige Præst var atter parat og søgte at afparere dette Faktum med den dumme Bemærkning, at med det engelske Socialdemokrati var det en hel anden Sag, da der var stor Forskel paa engelske Socialdemokrater og tysk-danske Socialdemokrater! - - -
Nu havde vi faaet nok - vi havde jo gjort vor Pligt og hørt begge Parter, og her foreligger Referatet. Vi tog Afsked med Pastor Holt, der gjorde Indtrykket af at være en af de mest bornerte Indremissions-Mænd.
Men tænk: Hvis denne Præst virkelig tror, at den boende Kvinde farer til Helvede, naar hun ikke faar Sakramentet og derved Guds og Kirkens Tilgivelse i sin Dødsstund - hvis han virkelig tror, at hun bliver evig fordømt, hvor haardhjærtet maa denne Guds Mand da ikke være!
(Social-Demokraten 28. august 1892).
Christen Jensen Holt (1866-1933) var søn af den indremissionske gårdejer Jens Holt (1843-1926) og Bodil Holt f. Christensen (1845-1928). Han blev cand. teol. 1889 og deltog herefter i Indre Mission. Han var præst i Nazaret sogn i samtlige 42 år af sin embedstid.
Sønnen Paul Holt skrev senere om han at han "kendte ikke til Tvivl, og havde ikke nogen særlig Evne til at hjælpe i intellektuelle Vanskeligheder. Denne "Mangel" hang nu nok sammen med en meget udpræget Forstaaelse for, at Kristendom ikke er et intellektuelt Problem, men et eksistensielt Forhold. For Far var Syndserkendelsen det afgørende, og Hovedsynden var den menneskelige Selvretfærdighed. Han prædikede efter den indre missionske Disposition, ankret omkring Synd og Naade, Frelse og Fortabelse, Tro og Vantro, Retfærdiggørelsen ved Troen alene, nøje knyttet til Teksten."
1890 blev Holt ansat som kateket i St. Johannes Sogn, for den østlige spids af sognet. Jernkirken var en vandrekirke af bølgeblik og indviedes januar 1892 som forløber for Nazarethkirken. Holt var kirkens første præst.
"I Klude svøbt, i Krybbe lagt .."
I Forgaars hændte der ude paa Roskildevejen en af disse Begivenheder, der snart er saa almindelige, at de knapt vækker Opmærksomhed, og dog saa fortvivlet sørgelige, en as de voldsomste Anklager mod det nuværende Samfund. I Gartner D. T. Povlsens Have paa Roskildevej Nr. 70 arbejdede en Del Koner med at plukke Jordbær, et haardt Arbejde selv for raske yngre Kvinder, da det tager voldsomt paa Ryg og Lænder, og Jordbærrene tidt, naar der begyndes tidlig om Morgenen, er drivvaade af Regn eller Dug. Lønnen er tarvelig nok, højst 14-15 Øre Timen, ofte kun 10-12 Øre. En af disse Koner havde imidlertid længe været højfrugtsommelig, alligevel maatte hun for at faa det daglige Brød holde ud til det sidste. Da følte hun sig i Forgaars Formiddag saa elendig, at hun gik ind og meldte Fruen, at nu maatte hun forlade Arbejdet. Fru Povlsen gav hende de Penge, hun havde fortjent, og lod hende gaa.
Hun var næppe kommen 200 Skridt henad Vejen, før hun segnede om i Grøften og med det samme fødte et snlvbaarent, levende Pigebarn. Nogle Koner ilede til og hjalp den Ulykkelige, og Melhandler Christensen i Nr. 71 lod straks spænde for samt sørgede for Tæpper og Puder til Moder og Barn, som derpaa kørtes til hendes lille Tagkammer, Odinsvej Nr. 6. Ligeledes hentedes der Jordemoder, Fru Simonsen i Smallegade, som med stor Humanitet tog sig af Barselkonen - uden Haab om noget synderligt Vederlag.
Md. Elna Hansen - saaledes hedder Barselkonen - er nemlig yderst fattig; hun kom for 5 Aar siden hertil fra Sverig med sin Mand, som imidlertid sor et halvt Aar siden tog fra hende for at søge Arbejde og vistnok nu opholder sig i Udlandet; hun er altsaa ikke forsørgelsesberettiget her i Landet, men har hidtil ved overordenlig Flid og Orden kunnet ernære sig selv og udrede Plejeudgifterne for en lille Pige paa 4-5 Aar (5 Kr om Maaneden). Ligeledes har hun indtil Dato betalt sine 5 Kr. om Maaneden i Husleje. Men nu ligger hun hjælpeløs ude paa Odinsvej i et bart Kvistkammer paa en gammel Madras med sit lille nyfødte Barn ved Siden, svøbt i nogle Klude. Hun ønsker blot snarest mulig at komme op og tage sat paa Arbejdet, inden Jordbærtiden er helt forbi, - men saa har hun den Lille at skulle sørge for. Under 3 Kr. om Maaneden kan hun næppe saa hende i Pleje Fremtiden staar derfor yderst mørk for hende; i Øjeblikket er hun henvist til, hvad barmhjærtige Naboer vil yde hende af Mad og Drikke.
At sligt skal være muligt i et "kristeligt" Samfund, et rigt Samfund, som vort! Hvormangen Rigmand tænkerover, naar han i disse Dage sætter sig til det velbesatte Bord sammen med sine rødkindede Børn og fryder sig over de friske, aromatiske Jordbær, - at netop disse Jordbær er maaske bleven plukkede af en fattig, forslidt Kvindes feberhede Haand et Par Minuter før Fødselsveerne greb hende og kastede hende i Landevejsgrøften!
Dette Samfund, der har Millioner og atter Millioner til Fæstninger, til Guldbryllupsstads osv., det lader vore fattige frugtsommelige Kvinder gaa for Lud og koldt Vand, til de en Dag falder om i Grøften for under Livsfare at forplante Menneskeslægten, - de Kvinder, som burde være hellige i Samfundets Øjne, omgives med Ære og Velvære.
Og de stakkels smaa Væsener, der skal ligge i snavsede Klude og trække i den forpinte Moders magre Bryst - og saa averteres i Pleje for den billigst mulige Pris. Er Samfundet ikke rigt nok til at oprette det fornødne Antal Børnehjem, hvorfor skal den Sag overlades den private Godgørenhed, der dog aldrig kan slaa til?
Skulde enkelte velhavende Mennesker have Lyst til at anvende deres Søndag Formiddag paa at se til hende og bringe hende nogle Forfriskninger, da er hendes Adresse som nævnt: Odinsvej 6 (ved Morskabsteatret i Frederiksberg Allé)
(Social-Demokraten 17. juli 1892).
Odinsvej ændrede i 1928 navn til Asgaardsvej. Kun huset Asgård er vist det eneste der er tilbage fra den tid (1858). De nuværende bygninger (villaer) på østsiden er opført fra midten af 1890'erne.
Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.
Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinde: tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.
Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.
Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.
Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst flap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.
* * *
Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.
(Social-Demokraten 20. november 1891).
Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser".
Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.
Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en livligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.
Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstis og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.
Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.
Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.
Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.
Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.
Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.
(Social-Demokraten 21. november 1891).
I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.
Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.
Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.
Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"
Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrisk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.
Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.
(Social-Demokraten 25. november 1891).
Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.
I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.
En Sædelighedsaffære vækker i denne Tid stor Opsigt i Uttersløv, idet en derboende ca. 60-aarig Mand er bleven arresteret for at have staaet i Forhold til sin 27-aarige Steddatter.
Manden, der i sin Ungdom har været beskæftiget ved Typografien, men senere har givet sig af med alskens Erhverv, mistede for et Par Aar siden sin Hustru. Han boede fra nu af sammen med Steddatteren og en halvvoksen Søn og tilflyttede sin Bopæl paa Bispebjergvej for kort Tid siden. Her levede de i ét Værelse under meget usle Forhold.
For en Uges Tid siden blev der sendt Bud efter Jordemoderen, og Steddatteren fødte et svageligt og vantrevent Barn. Da Jordemoderen paa sin Forespørgsel om Barnefaderens Navn kun fik undvigende Svar, fandt hun dette mistænkeligt, og da der tillige fattedes selv det tarveligste Klædningsstykke til at svøbe den nyfødte Stakkel i, blev der gjort Indberetning herom til Sogneraadet.
Politiet tog sig nu at Sagen og arresterede Manden, der vedgik at have staaet i Forhold til Steddatteren og at være Fader til Barnet. Han paastod dog, at dette Forhold kun havde fundet Sted siden Begyndelsen af forrige Aar. I Straffeloven sættes Straffen for denne Forbrydelse indtil 6 Aars Forbedringshusarbejde.
Steddatteren vil rimeligvis slippe for Tiltale, da det efter foretagen Undersøgelse har vist sig, at hun kun er i Besiddelse af svage aandelige Evner. Hun er tilligemed sit Barn og den halvvoksne Dreng foreløbig indlagt paa Islemark Fattighus.
(Social-Demokraten 25. april 1889).
Der er fremkommen Klage over den Behandling, der er overgaaet en Barselkvinde i et af Fødselsstiftelsens Filialer; vi har ladet Sagen undersøge og kan efter bl. a. at have talt med vedkommende Patient meddele følgende nøjagtige Oplysninger.
En i Landemærket boende ung frugtsommelig Kvinde havde ladet sig indtegne paa Fødselsstiftelsen til Optagelse dér.
Hun opholdt sig i Torsdags Aftes hos en Familie i Landemærket 4, og da hun ved 11-Tiden mærkede, at Fødselen var nær forestaaende, skaffede Manden en Droske, hvori hun blev kort til Fødselsstiftelsen; Manden og Konen fulgte med.
Ved Ankomsten hertil blev der sagt, at hun skulde blive i Vognen, da hun maatte føres videre til et Filial; men paa Grund af sin Tilstand gik hun dog op paa Fødselsstiftelsen og fødte umiddelbart derefter, liggende i et Værelse paa en Sofa, et Pigebarn.
Straks efter Fødselen blev saavel Moder som Barn indsvøbt, og Moderen blev af to saakaldte Læredøtre (Jordemoder-Elever), der tog hende i Arme og Ben, atter baaret ned i Drosken for at føres videre.
Fødselsstiftelsen har nemlig paa Grund af de indskrænkede Pladsforhold maatte lade indrette ca. 50 Filialer rundt om i Byen hos Privatfolk, der hver kan modtage 1 Patient. Filialet maa stadig, Nat og Dag, holde et Værelse og en Seng parat til at modtage Patienten, og faar for en Barselfærd paa 9 Dage en Betaling af 14 Kr., og for hver overskydende Dag 1 Kr. 33 Øre.
Drosken kørte saa Kl. 12 med Patienten til Filialet i Klærkegade. Der medfulgte en af Læredøtrene, Veninden og hendes Mand; der skal egenlig medfølge to Jordemoder-Elever, men man syntes at gøre Regning paa Assistance af den unge Kone - der imidlertid ikke har født, og som Følge deraf ikke har Kendskab til Behandlingen af en Barselpatient.
Paa Grund af Mørket kunde Filialet ikke straks findes. Det synes som om Eleven ikke nøjagtig har kendt dets Beliggenhed, og dets Natklokke er i hvert Fald ikke anbragt paa en iøjnefaldende Maade. Der bruges som Kendetegn at vikle en Papirslap om Klokkestrængen, men Papiret er sandsynligvis bortblæst, og Anbringelsen af et stort hvidt Skilt, paamalet "Filial", var sikkert en Del mere praktisk.
Følgen af denne Forvirring var, at der i lang Tid blev kimet paa Portklokken i Huset ved Siden af - selvfølgelig uden Resultat, indtil endelig Eleven blev opmærksom paa Fejltagelsen. Efter en Del Søgen blev nu det rette Sted sundet, og Patienten bares af Manden og Droskekusken, der tog hende ved Arme og Ben, ad de snævre Trapper op til Filialet paa 2den Sal, hvor hun afførtes sit Tøj og lagdes paa Sengen.
Fra Filialet skulde der nu sendes Bud til Jordemoderen, der bor i Adelgade 33, altsaa helt nede ved Gothersgade. Veninden tilbød at besørge dette, kørte i Fart med Drosken til Stedet og var saa heldig at træffe Jordemoderen hjemme - ellers maatte Turen have gaaet til en anden eller tredie
* * *
Efter vor Undersøgelse synes der ofte at være nogen direkte Grund til Anke over selve Filialels Forhold ved denne Affære. (Hvad der er fremkommen i andre Blade, og som afviger fra foranstaaende, er simpelthen Usandhed) Men den giver Anledning til Paapegen af en Del Ulæmper af alvorlig Beskaffenhed.
Det er nemlig først og fremmest uheldigt, at Fødselsstiftelsens Forhold nøder den til at ty til private Filialer. Der kan let indtræffe Uefterrettelighed ved disse, som kan foraarsage ubodelig Skade for Patienten. Det Tilfælde indtraf saaledes bl. a. ved et Filial, at Patienten ved Ankomsten dertil blev nægtet Optagelse. Patienten maatte saa køres tilbage til Stiftelsen og et nyt Filial blev anvist, hvor saa Patienten endelig efter den lange Omflakke fandt den fornødne Pleje.
Dernæst burde der under det nuværende Arrangement forefindes Kurve paa Stiftelsen, hvori Patienterne - i Lighed med, hvad der sker paa de øvrige Hospitaler - kunde transporteres læmpeligt til Filialet.
At Patienten skal tages i Arme og Ben og bæres og skumples af ukyndige Mænd eller svage Kvinder op eller ned af mørke og stejle Trapper - det er der ikke Spor af Fornuft i.
(Social-Demokraten 3. februar 1889).
Vi meddelte forleden hvorledes en Barselpatient var transporteret fra Fødselsstiftelsen til et af dens Filialer i Klærkegade.
Vi kan her meddele et noget lignende Tilfælde.
I Mandags Nat Kl. 3 henvendte en i Absalonsgade boende ung Kvinde, der var i Barselnød, sig til den patruljerende Politibetjent paa Vesterbrogade og anmodede ham om at blive besørget til Fødselsstiftelsen.
Betjenten skaffede hurtig en Droske og kørte hende, der var ledsaget af sin Moder, til Stiftelsen. Efter Ankomsten hertil blev hendes Tilstand undersøgt, hvorefter hun beordredes videre til et i Meriansgade beliggende Filial. To af Stiftelsens Læredøtre fulgte med til Assistance. Patienten maatte sidde paa det ene Sæde, med Fødderne trukket op paa Sædet, sikkert ikke nogen bekvem Stilling i en saadan Situation.
Filialet i Meriansgade har en Klokkestræng anbragt udenpaa Muren, men som sædvanlig ikke nogen Plade, der gør Klokken let iøjnefaldende - Stiftelsen har nemlig endnu ikke fundet sig foranlediget til at paabyde Anbringelsen af en saadan.
Denne Mangel afstedkom ligesom sidst Forvirring. Kusken ringede paa en fejl Klokke - selvfølgelig uden Resultat. Og imens gik den kostbare Tid, der allerede i Forvejen var betydelig udhalet ved det upraktiske Arrangement, at en Patient ude fra Vesterbro altsaa skal køre først ind til Amaliegade, for dernæst atter at føres ud til et langt bortliggende Sted
Følgen af denne Ventetid var, at da den rigtige Klokke endelig blev fundet, var det saaledes fat med Patienten, at hun ikke kunde komme ud af Drosken. Fødslen var nemlig indtraadt.
Klokken var da mellem 4 og 5 om Morgenen. Under de ubekvemme Forhold i Drosken og i den strænge Kulde, som det var i Mandags Nat, fødte Patienten et Drengebarn saa at sige paa aaben Gade.
Transporten op til Filialet foregik nu paa den sædvanlige Maade; Læredøtrene og Kusken tog Patienten i Arme og Ben og bar hende op ad Trapperne, hvorefter der gik Bud til Filialets Jordemoder, der har Bopæl i Kronprinsessegade.
Vi talte i Gaar med Patienten. Hun saavel som Barnet havde det forholdsvis godt efter den ublide Tur. Filialets Bestyrerinde udtalte, at efter at denne Fejltagelse med Klokken var indtraadt ogsaa hos hende, var det hendes Hensigt at følge det i "Social-Demokraten" givne Vink til Fødselsstiftelsen: hun vilde paa egen Haand anbringe en øjnefaldende Mærkeplade ved sin Klokkestreng.
(Social-Demokraten 6. februar 1889).
Antallet af fødsler i filialerne var stort. I en opgørelse ses at den 31. marts 1890 var der i årets løb født 678, i filialerne 840 og i selvvalgte lokaler 22 børn. I alt 1574 børn. Året efter var tallene 664 på stiftelsen, 836 i filialerne. Forholdet holdt sig konstant i de følgende år. Beretninger fremkom jævnligt i aviserne helt frem til 1906 hvor man endelig besluttede at flytte den til det nyopførte Rigshospitalet.
Hørsholm har i den sidste Uges Tid været stærkt optaget af en Begivenhed med en Tjenestepiges pludselige Dødsfald. Byens Præst, Pastor Barfods, og dennes Huslæge, Dr. Scheuermanns, Navne har paa en mere eller mindre smigrende Maade været i Cirkulation i Forbindelse med denne Historie, og i selve Hørsholm By verserer der de mest forskellige Gisninger og Formodninger om Begivenheden.
Efter de Oplysninger, der er kommet os i Hænde, ser vi os i Stand til at meddele følgende Fakta.
Paa Præstegaarden i Hørsholm hos Pastor Barfod tjente en ung Pige ved Navn Marie, der udførte sine Ting til Tilfredshed og var særdeles afholdt.
I Søndags fjorten Dage var hun rask og frisk og foretog en Udflugt til et Bal i Nærheden. I Løbet af Ugen klagede hun over Ildebefindende, og Søndagen efter - altsaa i Søndags otte Dage - kom der om Formiddagen Kl. 9½ Bud til Distriktsjordemoderen i Hørsholm, Fru Jensen, med Anmodning om hun hurtig vilde komme til Præstegaarden, da Pigen var syg.
Marie havde aborteret, og ved sin Ankomst fandt Fru Jensen et ufuldbaaret Foster - et Pigebarn - paa 5-6 Maaneder, der var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.
Fru Jensen udførte sin Forretning, hjalp Pigen og gav en tilstedeværende Kone tilligemed Præstens Hustru, Fru Barfod, de fornødne Anvisninger til den videre Behandling af Patienten, idet hun bad om Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.
Paa en Forespørgsel af Fru Barfod, om Pigen kunde flyttes til Sygehuset i Usserød, da Præsten ønskede hende fjærnet, svarede Jordemoderen bestemt, at det kunde ikke lade sig gøre. Fruen vidste nok selv fra sine egne Barseltider, hvor nødvendig Forsigtighed var i saadanne Tilfælde, ogsaa ved en Abortering; Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselkvinde.
Dermed gik Jordemoderen. Hun fik intet Bud og hørte ikke videre om Sagen, før hun to Dage efter, Tirsdag Formiddag, til sin Bestyrtelse erfarede, at Pigen var død om Natten paa Sygehuset i Usserød.
I Mellemtiden var Følgende passeret:
Pastor Barfod, der ganske vist selv har Børn, men dog er bekendt i Hørsholm som en Sjælesørger, der strængt indprænter sine Sognebarn Afholdenhedens Velsignelser, har ikke kunnet sove rolig ved Tanken om at ligge under Tag sammen med den stakkels Pige. Den store Præstegaard syntes ham nu for lille, én af dem maatte vige Pladsen. Han, den stærke, raske, kristelige Sjælehyrde, følte sig ikke opfordret til at øve Samaritanergærningen - det blev besluttet, at Barselskvinden skulde forsvinde.
Og trods Fru Barfods egne Erfaringer fra Barselfærd, trods Distriktsjordemoderen, Fru Jensens bestemte Forbud mod Flytningen, og trods den ganske almindelige Humanitet og Medfølelse, man forudsætter hos en ivrig Kristi Tjener og Guds Mand, der fordrer saa meget af andre, - trods alt forlangte Pastor Barfod Pigen flyttet til Sygehuset i Usserød Dagen efter, at hun havde aborteret!
Og Præstens Huslæge, Dr. med. Scheuermann, bøjede sig for dette Forlangende. Endskønt han som Læge vel maa indse det Ønskelige i, at Barselpatienter som Regel har den nødvendige Ro, gav han dog her sit Samtykke til Flytningen!
Nu kommer et sørgeligt Mellemspil. Vognmand Petersen i Hørsholm, der Mandag Eftermiddag mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede paa Fru Barfods Anmodning at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikke bare over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret nedad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner synes at have været mindre blodhjærtede: de greb den Syge, trods hendes Jamren, og bar hende i Sengelagenet ned til Vognen, der førte hende den lange Vej.
Kl. 4 Mandag Eftermiddag ankom hun til Usserød Sygehus, hvor man blev overrasket mod saa hovedkulds at modtage Patienten, uden at der i Forvejen var saa meget som sket den almindelige Melding og Forespørgsel om Plads.
Kl. 4 Tirsdag Morgen døde hun.
Fra Præstegaarden var opstaaet et Rygte om, at hun havde taget Gift (noget i Kælderen henstaaende Rottekrudt?). Liget blev nu obduceret af Distriktslæge Hansen i Overværelse af Stiftsfysikus, Sygehuslægen Dr. Lindegaard, Birkefuldmægtigen og Præstens Huslæge, Dr. Scheuermann. Der kunde dog ved Undersøgelsen ikke konstateres mindste Spor af Forgiftning.
Nu i Lørdags blev Liget begravet. Kun en af hendes Slægtninge, hendes Broder, kunde komme til Stede. De omboende unge Piger bekransede den ulykkelige Maries Grav. Men i Hørsholm er Stemningen i højeste Grad opbragt mod de to Samfundsstøtter, Præsten Barfod og Lægen Scheuermann.
(Social-Demkraten 8. august 1888).
Ifølge Vejle amts Folkeblad 4. januar 1912 (pastor Barfod var da omkring 64 år) havde han dengang været omtrent 20 år i Brøndbyvester og Brøndbyøster, altså ca 1892-1912. Han var efter sin uddannelse kateket ved Garnisonskirken og dernæst 13 år i Hørsholm, dvs. formentlig 1879-1892. Hørsholm Præstegård lå Søndre Jagtvej 1.
I Anledning af vor Artikel i Onsdags under ovenstaaende Overskrift har en af de paagældende Personer, Læge Scheuermann, offenliggjort følgende Erklæring i "Hørsholm Avis".
I "Social-Demokraten" for 8. Avgust d. A. findes et Referat af Hr. Pastor Barfoeds og Undertegnedes Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen, som gaar ud paa at angribe og nedsætte vor Humanitetsfølelse og Takt. Til Oplysning om de sande Forhold og bedre Forstaaelse bedes Redaktionen af "Hørsholm Avis" at modtage følgende Redegørelse:
Angrebet falder i tre Punkter: 1) Motiverne til Flytningen, 2) selve Flytningen og 3) Følgerne.
1) I de faa Dage, Pigen var syg før Aborten, havde jeg det Indtryk af hendes Tilstand, at der forelaa en Forgiftning, hvilket hun dog stedse benægtede, og efter Aborten en til Vished grænsende Sandsynlighed. Umuligheden af at beregne dennes Forløb og Indflydelse paa Aborten var den væsentligste Grund til Behandling paa herværende Sygehus. Under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient, men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse. Familjen forespurgte forinden Aborten om Muligheden for en Flytning, og efter denne stod den for mig som tilladelig, hvad mere er, tilraadelig. Der blev ikke anvendt Overtalelse, tværtimod erklærede Familjen, at hvis Pigen kunde lide under Flytningen, skulde hun forblive i Hjemmet. Undertegnede bærer saaledes det fulde Ansvar for Flytningen, som
2) foregik nøjagtig efter min Anvisning. Under det første Forsøg, af Vognmand Petersen paa at bære Patienten alene følte hun Smærte, hvorfor hun lagdes tilbage i Sengen i Lagenet og blev derpaa i dette bragt ned af to Koner med Understøttelse af Vognmanden, som tilsidst selv løftede hende op i Vognen. Efter Udsagn af Fru Barfoed, Vognmanden og Konen, som ledsagede hende under Kørselen til Sygehuset, ytrede Pigen ingen Smærte under hele denne Transport, og paa Forespørgsel derom af Konen under Kørselen rystede Pigen paa Hovedet. Indlæggelse paa Sygehuset sker, i Følge Sygehusets Love, som efter forudgaaet Anmeldelse, og denne var besørget af Undertegnede personlig til Sygehusets Læge samme Dags Morgen.
3) At Døden indtraadte et halvt Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse. Sygehuslægen erklærede sig ligeledes for Sandsynligheden for en Forgiftning, trods Pigens Benægtelse ogsaa til ham.
Efter Henstilling til Øvrigheden foranstaltedes legal Obduktion. Denne udviste, at der i og omkring Livmoderen hverken var Blødning eller Betændelse, og at Flytningen altsaa ikke har havt Indflydelse paa Abortens Forløb. Det øvrige Fund i Organerne bestyrkede Formodningen om Forgiftning, nærmest Fosfor-Forgiftning, men Undersøgelserne herom er endnu ikke afsluttede.
Hørsholm, den 10. Avgust 1888.
Scheuermann.
Læge.
Det særlige iøjnefaldende ved Læge Scheuermanns Erklæring er, at han paatager sig det fulde Ansvar for Pigens Flytning; han indrømmer saaledes paa dette Punkt Korrektheden af vor Fremstilling af Sagen.
Han tilstaar endvidere, at Præstefamiljen allerede forinden Aborten har forespurgt om Muligheden af en Flytning.
Umiddelbart efter Aborten stillede Præstefruen den samme Forespørgsel til Jordemoderen, der imidlertid bestemt protesterede derimod.
Dagen efter var Præsten endnu saa opsat paa Flytningen, at han rettede et Forlangende mmmangaaende til Lægen, hvilket saa denne endelig efterkom.
Endskøndt Lægen paatager sig det fulde Ansvar for Flytningen, har Pastor Barfod efter ovenstaaende ogsaa sin Del af Ansvaret i hvert Fald det moralske.
Hr. Scheuermann skriver endvidere i Overensstemmelse med vor Fremstilling, at "under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient" og fortsætter: "men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse".
Da Formodning om denne Lidelse efter Lægens Udsagn allerede forelaa før Aborteringen, af hvilken Grund blev Flytningen da udsat til det mest uheldige Tidspunkt: Dagen efter Aborteringen?
Vi tror næppe, at Præstefruen under lignende Omstændigheder var bleven flyttet.
Endvidere skriver Hr. Scheuermann: Flytningen "foregik nøjagtig efter min Anvisning".
Man faar en vis Respekt for denne Læges "Anvisninger" til den Syges Flytning, naar man erindrer (efter hans egen Fremstilling), at Vognmand Petersen nægtede at udføre den, da den Syge jamrede sig, at hun selv maatte anmode om at blive baaret læmpeligt og i Lagenet, og at to .ikoner tilsidst maatte paatage sig Arbejdet!
"At Døden indtraadte Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse", skriver dernæst Hr. Scheuermann, endskøndt han lige forud har erklæret at "Ro ganske vist er ønskelig for en Abortpatient", og altsaa har maattet indse, at en Flytning kan have farlige Følger for den Syge.
Hr. Scheuermann forbigaar fuldstændig vor Meddelelse om Distriktsjordemoderen, Fru Jensens Optræden i Sagen.
Vi skal derfor paa ny anføre vor Gengivelse deraf.
Fru Jensen fandt ved sin Tilstedekomst, at Pigen - hvis Værelse laa i Stueetagen - var ført ad en stejl Trappe op til et Loftsværelse og havde aborteret. Fosteret - et 5-6 Maaneder gammelt ufuldbaaret Pigebarn - var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.
Paa en Forespørgsel af Fru Barfod om Pigen kunde flyttes til Usserød Sygehus, gav Jordemoderen det bestemte Svar, at det kunde ikke lade sig gøre. Idet hun gik ud fra, at Fruen selv har aborteret, og saaledes maatte være vidende om det farlige ved denne Tilstand, erklærede hun, at Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselskvinde.
Hun gav endvidere Anvisning til Patientens Behandling, idet hun anmodede om at faa Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.
Jordemoderen blev imidlertid, som meddelt, ikke tilkaldt, end ikke ved Flytningen. Hun havde sandsynligvis sat sig imod denne, i hvert Fald i den Form, hvori den foregik.
Hr. Scheuermann Redegørelse stiller hverken han selv eller Præstefamiljen i noget andet eller bedre Lys end det, hvori de to Parter stod i Forvejen.
(Social-Demokraten 14. august 1888).
Læge Scheuermann har atter i "Hørsholm Avis" indrykket en Erklæring. Pastor Barfod har bedet os optage den. Den lyder saaledes:
"Social- Demokraten" har gengivet mine Oplysninger om min Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen og ledsaget dem med en Kommentar, som godtgør, at der fra Bladets Side foreligger en fuldstændig Misforstaaelse af mine Meddelelser, i hvert Fald et fejlagtigt Brug af dem, som jeg nødes til at imødegaa. Misforstaaelsen er den, at Aborten er Hovedsagen og Forgiftningen en Biting, medens jeg netop min Erklæring bestemt hævder, at Forgiftningen er Hovedsagen og Aborten et underordnet Led i Flytningen. Til Støtte for min Opfattelse har jeg Sygehuslægens skriftlige Erklæring før Obduktionen og efter denne Sektionens Fund, hvad der bevises ved, at flere af Organerne af de overordnede Læger, Distriktslægen og Fysikus, er afleverede til kemisk Analyse grundet paa Sandsynligheden af en Forgiftning, nærmest Fosforforgiftning. I hvert Fald var Forgiftningen for mig Hovedpunktet, da der toges Bestemmelse om Flytning. Jordemoderen har fra sit Synspunkt fraraadet en Flytning; men hvor meget jeg anerkender vor Jordemoders Dygtighed, kunde der under disse særlige Forhold ikke tillægges hendes Paalæg om ikke at flytte Patienten, nogen Betydning. Hendes Avtoritet er ingen Overret i lægekyndige Spørgsmaal. Naar nemlig en Patient med en saadan Forgiftning overlever 2den Dag, er der et Tidsrum af et Par Uger, hvori Legemet er alvorligt lidende og paa Grund af sin fuldstændige Hjælpeløshed fordrer en Pleje, som aldeles ikke knude ydes under de forhaandenværende Forhold. Af denne Grund tilraadede jeg Flytningen, og derfor kunde Familiens Tilbud om at beholde Pigen hjemme ikke benyttes. Hvorfor Patienten ikke blev flyttet straks, spørges der. Ganske simpelt, fordi der paa det Tidspunkt kun var et Symptom, Brækningen, og mit Blik for hendes Tilstand. Da hun vedholdende benægtede at have "taget Noget", vel vidende, at Tilstaaelsen var en Selvanklage, kunde jeg ikke overbevise hende derom. Derfor blev hun ogsaa behandlet blot symptomatisk og afventende; Brækning i et Par Dage indicerer virkelig ikke straks Indlæggelse paa Sygehus. Først da Fosteret i utide var udstødt Søndag og hun Mandag Morgen var gul i Øjet og paa Brystet, kunde jeg med Sikkerhed, trods hendes Benægtelse, gennemskue Tilstanden.
Flytningen foregik efter min Anvisning og er i Virkeligheden hverken mere eller mindre end en dagligdags Begivenhed. Kvinder, som har født i en Vogn, bæres op i Fødselsstiftelsen lige efter Fødselen, Kvinder med Barselseler flyttes til Hospitalerne og Kvinder flyttes fra Fødselslejet efter svære Forløsninger og Blodtab, altsaa under langt vanskeligere Forhold. I det foreliggende Tilfælde var der ikke et eneste Symptom, som kunde vække Betænkeligheder, og Flytningen foregik da ogsaa uden Skade for Patienten, idet Sektionen har bevist, at Døden ikke kan være en Følge af Aborten og Transporten (Organerne viste hverken indvendig Blødning eller Betændelse, og der var ingen Blødning under hele Transporten), men maa søges i Forgiftningen. Jeg tilføjer, at det er en Kendsgerning, at Vognmanden hjalp til at bære Patienten til Vognen.
Støttende sig til Jordemoderens Udsagn og "Social-Demokraten"s Referat hedder det sig stadig: Pigen har aborteret, derfor er hun flyttet og af Flytningen er hun død, medens Sandheden og Lægernes Anskuelse er den, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift; derfor har hun aborteret og deraf er hun død.
Vi skal ikke gaa nærmere ind paa Lægens lange Udvikling og vi forstaa ikke hvad han egenlig vil med den, da den slet intet Nyt indeholder, men kun gentager tidligere fremsatte Paastande.
Hr. Scheuermann paastaar atter, at Flytningen foregik efter hans Anvisning, skønt dette aldeles bestemt ikke er Tilfældet. Han siger, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift og at hun er død som Følge deraf, skønt dette ikke er konstateret. Han siger, at den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes i Præstegaarden, men han siger ikke hvorfor.
Hr. Scheuermann anerkender Jordemoderens Dygtighed, men kan dog ikke tillægge hendes Paalæg om ikke at flytte Pigen nogen Betydning. Det er flot sagt af Hr. Scheuermann.
Vi spørger Hr. Scheuermann: Hvorfor kunde der i Præstegaarden ikke ydes Pigen den fornødne Pleje? Kan Hr. Scheuermann ikke besvare dette Spørgsmaal tilfredsstillende, kan det ikke hjælpe han om andre Ting væver op ad Vægge og ned ad Stolper.
(Social-Demokraten 24. august 1888).
Fra Pastor Barfod modtog vi i Gaar følgende Erklæring med Anmodning om Optagelse:
"I Følge Anmodning skal jeg herved bevidne, at saavel Sygdomssymptomerne som Obduktionsfundet bestemt tyder paa, at Tjenestepige Marie Larsen af Hørsholm er død af Gift, og at der ikke er nogen som helst Grund til at antage, at hendes Flytning til Sygehuset har været medvirkende Aarsag til hendes Død.
Det er altsaa ikke bleven konstateret ved Undersøgelsen, at den afdøde Pige har taget Gift, idet Hr. Tolderlund ikke gaar videre end til det noget svævende Udtryk: "bestemt tyder paa".
Men det, om Pigen har taget Gift eller ikke, er ikke Hovedsagen, men Hovedsagen er, om Hr. Scheuermann, naar han formodede, der forelaa en Forgiftning, maatte tilraade Pigens Flytning. At han maatte tilraade det, vil jo efter hans gentagne Erklæringers hele Indhold sige, at han vilde have Pigen flyttet for at bevare hendes Liv, "da den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes hende i Præstegaarden".
Hr. Scheuermann gaar endog saa vidt, at han siger, at han af ovennævnte Grund "ikke kunde modtage Præstefamiliens Tilbud om at beholde hende".
Hvad vil "Familiens Tilbud" sige? Naturligvis har Pastor Barfod været nødt til at "tilbyde" at beholde Pigen, dersom baade Jordemoderen og Lægen erklærede, at hun ikke maatte flyttes.
For dette "Tilbud", sammenholdt med Familiens tidligere Standpunkt til Flytningen, giver vi ikke meget, og hvad Hr. Scheuermann angaar, gentager vi vor Forespørgsel af i Gaar: Hvorfor kunde der i Præstegaardcn ikke ydes den fornødne Pleje?
(Social-Demokraten 25. august 1888)
I oktober måned 1888 anlagde Chr. R. Barfoed sag mod Aftenbladets redaktør K. P. Korsgaard for samme artikel den 8. august 1888 for injurier. Korsgaard blev stævnet, men mødte ikke op til nogen af retsmøderne. Han blev i starten af december 1888 dømt til 2 måneders simpelt fængsel. Efter denne dom rejste Barfod sag mod Social-Demokraten.
Vor Redaktør har modtaget Tilsigelse til at møde i Hof- og Stadsretten i Morgen, "efter Begæring, som det hedder i Tilsigelsen, af Sognepræst for Hørsholms Menighed E. C. R. Barfod, hvem der er meddelt fri Proces", og "i Anledning af tvende i "Social-Demokraten" Nr. 183 og 193 for den 8. og 14. Avgust indrykkede Artikler med Overskrift "Den barmhjærtige Samaritan i Hørsholm".
De fornærmelige Artikler er altsaa 5 Maaneder gamle. I 5 Maaneder har Hr. Barfod vendt og drejet vore Artikler og har prøvet sin Samvittighed for at se, om det var os eller ham, der havde Uret. Solen er gaaet ned over hans Vrede, og den er staaet op igen over hans Vrede, uden han har turdet bestemme sig til Søgsmaal. Høst er fulgt paa Sommer, og Vinter er fulgt paa Høst, og han har bestandig vaklet. Saa endelig vovede han Springet ind i Hof- og Stadsretten. Vi fejler næppe ved at formode, at naar han endelig springer, er det, fordi han er blevet puffet i Ryggen af en ministeriel Skrivelse med Ordre til at anlægge Sag. Men er dette rigtigt, kan det vel ikke være saa farligt mcd Fornærmelserne. Han maa nok selv have ment, at vore Angreb paa ham var ganske berettigede.
Da hele Historien er 5 Maaneder gammel, har vore Læsere vel glemt, hvad den Sag drejer sig om.
Præstens Pige hed Marie. Hun blev syg og aborterede. Fra sit Kammer i Stueetagen blev hun lagt op paa Loftet, og Præsten rettede efter Aborten den Forespørgsel til Jordemoderen, om Pigen maatte flyttes til Usserød Sygehus, men Jordemoderen protesterede bestemt mod en saadan Flytning og henviste til, at Præstens Frue, som selv havde aborteret, nok vidste, hvor lidende Patienten maatte være. Derefter stillede Præsten en lignende Forespørgsel om Pigens Flytning til sin Læge, Hr Scheuermann, og han gav sit Samtykke. Vognmand Petersen i Hørsholm, der mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikte bære over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret ned ad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner greb da den Syge trods hendes Jamren og bar hende i Sengelagnet ned til Vognen, der førte hende til Usserød. Den næste Morgen døde hun paa Hospitalet.
Rigtigheden af denne Meddelelse blev senere bekræftet saavel af Hr. Scheuermann som af Hr Barfod ved Skrivelser til os. Kun fastholdt de, at Præsten ikke havde forlangt, at Pigen skulde flyttes, og Lægen paatog sig hele Ansvaret for Flytningen. Disse Erklæringer har vi beredvillig givet Plads her i Bladet; men de svækkede ikke vor Fremstilling Hr. Barfod har overfor Jordemoderen udtalt som sit Ønske, at den døende Pige blev revet ud af Sengen og skrumplet med henover Landevejen til Hospitalet i en anden By. Alene det viser, at han ikke i dette Tilfælde har handlet som den barmhjærtige Samaritan. En Behandling, som denne Pige blev tildelt, vilde han ikke have ønsket over sin Hustru eller sin Datter.
Vi møder med god Samvittighed Hr. Barfod i Morgen i Hof- og Stadsretten. Maaske faar han os dømte! Dertil er vi vante. Men hvis vore Vidner i Hørsholm ikke paa en eller anden Maade er forsvundne i Løbet af de 5 Maaneder, som den ærede Præst har brugt til at sunde sig i, saa kan det være, at den offenlige Menings Dom ikke bliver i Hr. Barfods Favør.
(Social-Demokraten 13. januar 1889).
Såvel Aftenbladets redaktør Korsgaard som Social-Demokratens redaktør Wiinblad blev idømt 3 måneders fængsel ved Højesteret. Korsgaard anmodede om at få straffen forvandlet til vand og brød, idet 1 dag på vand og brød var lig 6 dages simpelt fængsel.
Barfod opsagde sin stilling i 1912 fordi han ikke længere delte folkekirkens tro på jomfrufødsel, på Jesus Kristus som guds søn og verdens forsoner, født af jomfru Maria og undfanget af den hellige ånd. Han var blevet nyrationalist. I hans afskedsprædiken nævnte han ikke Jesus en eneste gang.
Hr. Redaktør! De bedes indrømme mig Plads i Deres Blad for efterfølgende Linjer: Da jeg i Mandags Middags kom hjem fra mit Arbejde opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at baade Vinduer og Døre i min Lejlighed vare aftagne. Jeg gik nu øjeblikkelig ned til Viceværten, H. G. Nielsen, for at udbede mig nærmere Oplysninger med Hensyn til det Passerede; men fik det Svar af ham, at det havde han ingen Skyld i, idet han sagde, at det var sket paa Ejerens, Tømmermester F. O. Rasmussens Foranledning. For at kunne udføre denne Heltegerning, erfarede jeg, at den ædle Tømmermester havde kommanderet et Par af sine haandsatte Karle dertil. Denne Forklaring sandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, hvorfor jeg lod ham vide, at jeg maatte henvende mig til Politiet for at søge Assistance. Han tilbød mig nu 3 Kroner for at flytte Tirsdag Middag, hvilket Tilbud jeg dog ikke kunde modtage, af den Grund, at min Kone hvert Øjeblik ventede sin Nedkomst. Tirsdag Aften modtog jeg Besøg af Fogdens Folk, som havde den Besked til mig, at jeg skulde flytte Torsdag Middag. Jeg tillod mig nu at spørge, hvad jeg da skulde gøre med min syge Kone. Herpaa modtog jeg det lidet trøstende Svar: "Hende skal vi nok sørge for, hun kan komme over paa Kommunehospitalet; men De skal ud!" Jeg spurgte nu, om han troede, at de modtog Barselspatienter paa Kommunehospitalet. Intet Svar. Tusdag Morgen Kl. 4½ nedkom min Kone. Paa hans Forlangende om han maatte se Barnet, tog jeg Dynen op, og han fik nu Syn for Sagen. Der blev herefter tilstaaet mig en Frist af 8 Dage; efter den Tids Forløb maatte jeg være ude af Lejligheden, ellers kom han igen. Idet jeg herved fremsætter Ovenstaaende for Offentligheden for at Folk kan tage sig iagt for den Slags Værter, vil jeg tillige henstille, hvorvidt det i et Tilfælde, som det her foreliggende, kan tillades en Husvært at benytte en stig Fremgangsmaade, som den her nævnte, fordi man skylder for - en Maaneds Leje.
Ærbødigst
E. E. R. Larsen,
Snedker.
Ryesgade 69, 5. S., 1. Opg. i Sidehuset.
(Social-Demokraten 29. september 1881).
Tømmermester F. O. Rasmussen havde i november 1874 købt grunden, matr. nr. 855 i Ryesgade. Året efter i marts (1875) solgte han Fiskergade 7. I 1870'erne udlejede han flere ejendomme på Østerbro og Nørrebro. Hans kone døde i juni 1892.
En Tjenestepige, Ane Kirstine Jensen, der udenfor Ægteskab havde født 4 Børn, af hvilket det sidste fødtes den 16de Februar 1879, havde ikke af dettes Fader, hvis Opholdssted var hende ubekjendt, modtaget noget Bidrag til dets Underhold, og hun maatte derfor selv forsørge det. For omtrent 3/4 Aar siden fik hun Barnet anbragt i Pleje, men da hun efter 1ste November f. A., paa hvilken Tid hun atler var frugtsommelig, ikke havde fast Tjeneste, men maatte ernære sig ved Vask og Rengjøring, der knap indbragte hende Fortjeneste nok til Kost og Logis for hende selv, saa hun sig fra Oktober Maaned ikke i Stand til at betale Plejepengene for Barnet, 8 Kr. om Maaneden, og Mandagen den 24de Januar d. A bragte Plejeforældrene hende derfor Barnet tilbage i hendes Logis. Hendes Værtinde tilkjendegav hende da, at hun ikke kunde have Barnet hos sig, og den næste Dag gik hun derfor hen til en Dame, der tidligere havde talt om at kunne skaffe en Familie, der vilde antage sig Barnet, men Familien vilde ikke modtage det, saa længe det ikke fuldstændig var helbredet for Kighosten, hvoraf det i længere Tid havde lidt. Tiltalte besluttede da at udsætte Barnet, skjønt hun følte sig ulykkelig derved, da hun holdt af Barnet, der var et smukt og velskabt Pigebarn. Sin Beslutning udførte hun samme Dag, idet hun, efter at have klædt Barnet varmt paa. Kl. 6-7, da Mørket var faldet paa, gik ud med det. Efter at hun var gaaet igjennem forskjellige Gader, og Barnet var kaldet i Søvn, bestemte hun sig til at hensætte det paa det næstnederste Trappetrin indenfor Gadedøren i Ejendommen Nr. 33 i Kompagnistræde, og efter at have gjort det, trak hun den ene af de to Halvdøre, af hvilke Gadedøren bestod, til; der var ikke Lys paa Trappen, men hun sørgede for at sætte Barnet saaledes, at det kunde ses fra Gaden ved det Lys, der faldt fra denne. Ejendommen er temmelig stor, og der er Laaneforretning i Stuen, hvorfor Trappen er meget befærdet. Tiltalte antog at have sikret sig, at Barnet snart vilde blive fundet, hvor det laa, og at en eller anden mulig vilde tage sig af det eller i al Fald aflevere det til Politiet, og hun begav sig af Frygt for at blive opdaget til sit Logis, uden at afvente, hvilken Barnets Skjæbne vilde blive. Henad Kl. 7 blev Barnet i en forfrossen Tilstand fundet af en af Husets Beboere, der tog det op i sin Lejlighed, hvor det, efter at være opvarmet og have spist, viste sig livligt og tilsyneladende rask; han afleverede det Dagen efter paa Politiets Hovedstation, der lod det anbringe paa et Arbejdshus, hvorfra det den 29de f. M. blev udlagt paa Dronning Louises Børnehospital; her henlaa det, lidende af Bronchitis, indtil det den 15de Februar blev udskreven som fuldstændig helbredet. Moderen blev kort efter anholdt af Politiet og tilstod sin Gjerning. Kriminalretten har nu paa- dømt Sagen og anset hende ester Straffelovens § 197 *) med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.
*) Straffelovens § 197 lyder saaledes: "Den, som udsætter et spædt Barn eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthusarbejde i 12 Aar "
(Morgenbladet (København) 1. april 1881).
Fra København skriver en Korrespondent til fl. Bl. den 31te Juli bl. A.: Der er i de sidste Dage her i Staden blevet opdaget et betydeligt Antal ensartede, uhyggelige Fosterfordrivelser, som dels strækker sig over en længere Aarrække, dels omfatter et betydeligt Antal Personer - man nævner 70-80 - hvoriblandt ikke faa af den saakaldte bedre Klasse. Forbrydelserne har deres oprindelige Udspring fra en Jordemoder, en Enke, der var bleven besvangret af en af vore større Jordentreprenører, men fordrev Fosteret og derefter fortalte sin Elsker, med hvilke Midler dette var sket. Denne Kundskab benyttede han derefter dels til at "hjælpe" paa sine ikke faa Venner, som han vidste befandt sig i lignende precære Elskovshandeler, dels benyttede han den i egen Interesse ved sine øvrige Historier af samme Slags. At Forbrydelserne nu er komne frem, skyldes den nævnte Jordemoder, der as Skinsyge paa Entreprenøren , fordi han holdt til med Andre, mældte sig selv og ham til Politiet, hvorefter Afsløringen lidt efter lidt fandt Sted. Politiet har navnlig i Gaar og i Dag været ivrigt beskæftiget med Arrestationer i denne Anledning.
- Som man ser, synes den af os forleden Dag omtalte Sag at have antaget større Dimensioner, end man i Begyndelsen kunde bekvemme sig til at tro.
(Social-Demokraten 3. august 1877).
Undersøgelsen i den i Torsdags omtalte uhyggelige Sag mod en Jordemoder med Flere i Kjøbenhavn, angaaende Fosterfordrivelse, antager med hver Dag større Dimensioner, idet Politiet efter Forlydende i fl. Bl. har anholdt en Deel Piger, som skulle have benyttet den arresterede Jordemoder til at skille sig af med deres Fostre. Der er hidtil ikke kommen noget Officielt frem om denne Sag, og Grunden hertil skal være den, at Politiet antager, at de paagjældende Straffeskyldige, naar Sagen blev altfor offenlig, skulde gjøre sig usynlige. Det er imidlertid saa langt fra, at Politiet har kunnet forhindre deres Offenlighed, at den endog mere end alt Andet for Tiden der er Gjenstand for Drøftelse, og Hemmelighedsfuldheden har ovenikjøbet bevirket, at det store Publikum giver Sagen en Betydning og et Omfang, der langt overskrider Virkeligheden. Korrespondenten skal i saa Henseende anført, at man har angivet Tallet paa de Arresterede til 34 og blandt disse nævnes de meest forskjellige Personligheder, medens der til Dato kun er arresteret 11, samt at man i Tirsdags almindelig fortalte, at den arresterede Værtshuusholder havde hængt sig, hvilket var lige saa usandt som at han - hvad man i Tirsdags vilde vide - var løsladt mod Kaution.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 6. august 1877).
- Om den af mig omtalte, vidtudbrevte Forbrydelse (Fosterfordrivelse) kan jeg fra aldeles paalidelig Kilde meddele, at mit sidste Referat, for saa vidt det omhandlede det ikke ubetydelige Personantal, som var dragen med ved Jordemoderens Bekjendelse, er fuldstændigt sandt. Der arresteres endnu daglig flere. Ligesaa er det fuldkomment rigtigt, at Damer af de bedre Klasser, saa vel gifte som ugifte, ere blevne underkastede Forhør. At forskjellige Højreblade samt deres Korrespondenter have søgt at kaste Kjærlighedens Kaabe over det hele, er naturligt, da Sagen rammer saa mange af den "dannede Verden". Fakta, for hvis Rigtighed jeg kan indestaa, ere i Korthed følgende: Opdagelsen skete ved at en ung Pige maatte indlægges paa Hospitalet. Her bekjendte hun, angav Jordemoderen og fra denne stammer saa Resten af Afsløringen. En Person, som var stærkt impliceret i Sagen, var endog taget til Liverpool, hvor hun er bleven anholdt. Sagen vil indtil videre blive holdt lige saa hemmelig som hidtil, for saa lidt som muligt at skræmme de Personer, som mulige senere Afsløringer kunne bringe for Dagens Lys.
(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 15. august 1877).
Berigtigelse vedrørende en kriminel Undersøgelse. I Anledning af Meddelelser til forskjellige Provindtblade, hvorfra de atter ere gaaede over i nogle Hovedstadsblade, angaaende en ved Kriminal- og Politiretten for Tiden verserende Undersøgelse om Fosterfordrivelse, kunne vi oplyse, at de paa denne Maade i Omløb bragte Rygter om Tallet af de Anholdte ere i høj Grad overdrevne, ligesom ogsaa Meddelelsen om, hvorledes Opdagelsen er hidført, er fuldstændig urigtig; heller ikke er der fremkommet Sigtelse mod nogen Person, henhørende til de saakaldte "bedre Klasser".
(Fædrelandet 18. august 1877).
En uhyggelig Sag. Forhørerne i den saa meget omtalte, uhyggelige Sag om Fosterfordrivelse, eller som den i det populære Sprog er døbt "Jordemoderen og Restavratøren", sluttedes i Tirsdags. Sagen har antaget meget betydelige Dimensioner og omfatter 22 Tiltalte, hvoraf de 18 ere arresterede.
(Folkets Avis - København 6. september 1877).
Forhørsprotokollen var efter forlydender i aviser over 860 foliosider. I november 1877 blev i kriminalretten jordemoderen idømt 3 års tugthus, 13 kvinder forbedringshus, 2 vand og brød, 6 mænd forbedringshus, 1 vand og brød. Sagen blev ikke appelleret. I marts 1878 fik 8 eftergivet deres straf, de var tjenestepiger og en butiksjomfru.
