Borgerlige Bryllupper. (Efterskrift til Politivennen)

Før Danske Lov 1685 var forhold mellem mand og kvinde stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Efter Reformationen havde kirken forsøgt at tiltuske sig det, bl.a. fordi det var en god indtægtskilde. Selv om Luther mente at ægteskabet var en ren og skær verdslig handling, og kun når folk ønskede det, skulle kirken give dem sin velsignelse. 

Danske Lov 1685 pålagde lovtvungne kirkelige handlinger. Folk blev dog ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man havde gjort fra gammel tid.

Mellem 1685 og 1851 kunne vielser i Danmark kun foretages af en præst, såkaldt tvungen kirkelig vielse. Ordningen var ikke forenelig med den religionsfrihed, som blev indført med Grundloven af 1849. Hvorfor indførtes nødcivilægteskabsordningen: Et par kunne herefter blive viet af en borgerlig myndighed, hvis det ikke havde krav på en kirkelig vielse, fx fordi den ene ikke var medlem af et anerkendt trossamfund. 

Folketingsmand Harald Holm (Venstre) havde i 1878 forgæves forsøgt at få et lovforslag om borgerligt ægteskab vedtaget. Fra 1880’erne begyndte mange, særligt socialdemokrater, at erklære sig som fritænkere, for hvem det at blive borgerlig viet var en naturlig del af et sekulært samfund. "Social-Demokraten" gav 1885 en metode til hvordan dette kunne foregå:

I nær Forbindelse med Kirke-Taksterne staar Spørgsmaalet om borgerlig Vielse. Naar disse ikke hyppigere finder Sted end Tilfældet er, maa Aarsagen nærmest søges i Mangel paa Kendskab til Sagen. Vi skal da oplyse, at borgerlig Vielse sorterer under Magistratens 1ste Afdeling (Borgmester H. N. Hansen) at Betingelsen for at blive borgerlig viet, er den, at man ikke hører til Folkekirken. I sin Anmodning til Borgermesteren erklærer man blot, at man ikke hører til eller ikke ønsker at høre til nævnte Trossamfund. Hermed betragtes man som udtraadt af Kirken og kan blive borgerlig viet. Det er betydelig billigere at blive viet hos Borgmesteren end hos Præsten. Dette er vist ikke uden Betydning for Mange, der nu krymper sig ved as deres saa Indtægter at skulle udrede en besværlig Skat til de Mænd, der gør Forretning med alt, hvad de selv kalder helligt og guddommeligt.

(Social-Demokraten. 1. januar 1885).

I 1885 blev der ved Landsover- samt Hof- og Statsretten tinglæst 107 begæringer om borgerlig vielse i København. At det ikke altid gik glat, fremgår af nedenstående notits:

Borgerlig Vielse. Vi er bleven gjort opmærksom paa, at en Mand, der ønskede borgerlig Vielse, og som havde indgivet den i saa Henseende fornødne Thinglæsningsbegæring samt erlagt de lovbefalede 4 Kr., under Sagens videre Fremme, - efter at Thinglæsningen havde fundet Sted - er bleven nægtet Adgang til borgerlig Vielse paa Grund af, at der i Thinglæsningsbegæringen manglede den i Loven foreskrevne Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund. Der blev nemlig gjort gældende, at da han baade var døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke, saa maatte han altsaa ogsaa være Lutheran, og da Manden ikke var vidende om, at han blot behøvede i Thinglæsningsbegæringen at afgive en simpel Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, og at denne Erklæring da straks maatte være taget for gyldig, saa var altsaa Thinglæsningen ugyldig og de 4 Kr. tabt, som han havde indbetalt for samme.

Vi finder os derfor foranledigede til atter som flere Gange tidligere at gøre opmærksom paa, at for at kunne erholde borgerlig Vielse er det en ufravigelig Nødvendighed, at enten begge Parter eller kun den ene Part erklærer ikke at henhøre til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, hvilken erklæring har fuld gyldighed uden hensyn til, om vedkommende er døbt og konfirmeret i Trossamfund, der ere anerkendte her i landet.

(Social-Demokraten, 1. januar 1886)

Regelmæssigt annonceredes i Social-Demokraten med hvordan det kunne foregå, og hvor man kunne få vejledning i kontoret i Nørregade 5 i at få en borgerlig vielse. Først med ægteskabslovene 1922 kunne alle blive borgerlig viet. Kommunale myndigheder har pligt til at udføre en vielse for ethvert par, der ønsker det, uden hensyn til, om nogen af parterne er bosat inden for vedkommende myndigheds stedlige område, og uanset om prøvelsen af ægteskabsbetingelserne er foretaget andetsteds.

I Social-Demokraten skrev Norman Bryn i den anledning om det borgerlige bryllups historie. Det var ham der i sin tid som journalist ved Social-Demokraten havde skrevet ovenstående notits. Norman Bryn havde i 1888 sammen med A. C. Meyer (1858-1938) stiftet Danmarks første atletklub, Københavns Athletklub hvori han også en årrække sad i bestyrelsen. Han havde efterfulgt William Fleron (se artikelserien om Barrison-søstrene).

Borgerlig vielse på Rådhuset, 1901. Hoffotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Mindedag i det borgerlige Bryllups Historie

Den 5. januar 1885-5. Januar 1923.

I Dag, Fredag den 5. Januar, foretages paa Raadhuset det første almindelige borgerlige Bryllup efter den nye Ægteskabslov.

Denne Dag bliver derved en Mærkedag i det borgerlige Ægteskabs Historie, selv om Loven langtfra fik den Form, som Socialdemokratiet krævede.

Ogsaa paa anden Maade er den 5. Januar en Mærke- eller Mindedag.

Det var nemlig den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - at jeg her i "Social-Demokraten" paabegyndte den Agitation for Indførelse af borgerlig Vielse, som jeg senere har fortsat gennem Aarene, indtil der nu endelig er tinnet et Resultat i den nye Lov, der tilsiger alle Ret til frit at vælge mellem borgerlig og kirkelig Vielse.

For at forstaa den nye Lovs Betydning mna det erindres, at man ikke tidligere saadan uden videre kunde blive borgerlig ægteviet, naar man ønskede det. Man var udelukkende henvist til Bryllup i Kirken.

Der eksisterede ganske vist en Lov af 1851, som bestemte, at naar Brudepar af forskellig Trosbekendelse, f. Eks. en Mosait og en Lutheraner, en Katolik og en Baptist, skulde giftes, saa skulde Vielsen I foretages paa Raadhuset. Alle andre Brudepar henvistes, til Kirken,

I Begyndelsen af 80'erne gjorde der sig en stærk anti-religiøs Strømning gældende i visse Kredse af i Befolkningen. Mange Mennesker var erklærede Fritænkere. 

En Kirkeminister som Fritænker.

Folk kritiserede Præsternes ufordragelige Optræden; der afholdtes anti-religiøse Diskussionsmøder, hvor Kirken voldsomt blev angrebet. Og som et mærkeligt Tidens Tegn kan det noteres, at selve Højreregeringen satte en erklæret Fritænker op paa Taburetten som Kirkeminister. Det var Højremanden Kammerherre Scavenius, der fik denne Stilling som Kommandant over sine religiøse Modstandere, Landets Bisper og Præster. Disse maatte finde sig i denne efter deres Mening store Forsmædelse, at blive underkastet en Fritænkers Ledelse - oven i Købet i dette Tilfælde en Mand, der var kendt for sit lystige Natteliv mellem Københavns letlevende Kvinder.

Fra Befolkningen kom der ønsker frem om at faa vedtaget en Lov om borgerligt Bryllup - man vilde bort fra det forhadte Præsteregimente. En Deputation henvendte sig til Kirkeminister Scavenius, men han stillede sig selvfølgelig -  som kras Højremand - afvisende. Han svarede kort og godt, af han fandt ikke, at der i Befolkningen havde ytret sig nogen Trang til at faa borgerligt Ægteskab. Og med denne Afvisning mente Højreregeringen, at denne Sag var ude af Verden. 

Jeg løste Knuden, saa at Folk kunde faa Borgerligt Bryllup.

Jeg spekulerede meget over denne Sag, der havde saa stor Interesse for mange Mennesker. -- Hvorledes skal jeg blive i Stand til at skaffe Folk borgerligt Bryllup . . . Hvad kan der gøres for at slippe udenom Højreregeringens stejle Afvisning? . . Alle disse Spørgsmaal strømmede gennem min Hjærne og beskæftigede mig uafladeligt. Jeg gennemstuderede Gang paa Gang den gamle Lov om borgerligt Bryllup for Mormoner, Mosaiter, Katoliker, Irvingianere osv., og jeg standsede tilsidst ved Sætningen: Folk af forskellig Trosbekendelse - Forskellig Trosbekendelse! Her var Løsningen funden! Naar Brud og Brudgom begge tilhører Folkekirken, lader jeg blot den ene melde sig ud af Kirken. Saa er Lovens Paabud opfyldt: Brudeparret er af forskellig Trosbekendelse, og har Ret til det borgerlige Bryllup.

Den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - offentliggjorde jeg min Plan i "Social-Demokraten". Den vakte stor Opsigt og blev ivrig diskuteret rundt om paa Møderne, og dermed var Agitationen for den borgerlige Vielse i fuld Gang. Opmuntret af denne Tilslutning skrev jeg kort efter atter en Artikel i "Social-Demokraten", i hvilken jeg udførligt forklarede min Plan, agiterede for, at Folk skulde benytte sig af min Anvisning og lade sig borgerlig vie, ligesom jeg samtidig gav en nøjagtig Anvisning paa, hvorledes man skulde forholde sig, hvorledes de nødvendige Papirer skulde affattes, samt andre praktiske Vink.

Mine praktiske Anvisninger gjorde den tilsigtede Nytte. Der var straks en Del Brudepar, der krævede at faa borgerligt Bryllup paa Raadhuset, idet vedkommende Brudgom henviste til, at han ikke tilhørte noget som helst Trossamfund.

Stor Opstandelse i Magistraten. - Borgmesteren holder en Tordentale til Brudeparrene.

Det var ingen blid Modtagelse Brudeparrene fik i Magistratens 1. Afdeling. Borgmesteren, den gamle, krasse Højremand H. N. Hansen, opkaldte baade Brudeparrene og Forloverne og tordnede: "Ved De, hvad det betyder, De nu foretager Dem, sagde han til Brudefolkene. Ved De, hvilket Ansvar De paatager Dem ved at udtræde af Kirken, og er De klar over Følgerne af denne Udmeldelse. Og De, tilføjede han, henvendt til Forloverne, maa erindre, at De ligeledes har et stort Ansvar som Forlovere . . . 

Da Tordentalen intet frugtede, tog Borgmesteren fat paa en anden Bov.

- Det er ganske udenfor loven, hvad De her har foretaget Dem, sagde han, henvendt til Brudgommen. De forlanger borgerligt Bryllup, skønt De og Deres Forlovede er døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke. Jeg vil sige Dem, at det aldeles ikke er i Overensstemmelse med Lovens Mening, naar De saaledes udmelder Dem af Kirken og af den Grund forlanger, at vi skal vie Dem. Jeg maa paa det bestemteste protestere mod en saadan Fremgangsmaade . . .

Alle Borgmesterens Protester hjalp imidlertid intet. Det var kække Banebrydere, disse københavnske Brudepar, der fulgte min Plan, og de var ikke til at rokke. De fastholdt, at da de nu engang var udmeldt af Kirken, saa var Magistraten nødt til at foretage Vielsen - og den Forklaring maatte Borgmesteren bøje sig for

Overpræsidenten viede Brudeparret - men han veg sit Sæde, da Vielsernes Antal tiltog.

Paa det Tidspunkt, da denne Kampagne indledtes, var det selve Overpræsidenten, i Spidsen for den samlede Magistrat, der forelog Vielserne. Der havde i Reglen kun været nogle faa Par aarligt - de sædvanlige Brudepar af forskellig Tro: Mormoner med Baptister, Irvingianere med Reformerte, Mosaiter med Lutheranere osv.

Men i 1885, da jeg havde slaaet til Lyd for min Plan, sporedes der straks en Stigning i Antallet af borgerlige Bryllupper. Saa blev Overpræsidenten ked af Bestillingen som Ægteskabsstifter og overlod den til Borgmester Hansen.

I Magistratens 1. Afdeling fortsattes imidlertid Trakasserierne overfor de borgerlige Vielser. Som Herren er, saa følger hans Svende, siger det gamle Ord - og det passer godt her. Borgmester Hansens Embedsmænd var lydhøre overfor deres Mester, hvilket faldt dem saa meget lettere, som de selv var krasse Højremænd.

(Sluttes)

(Social-Demokraten, 5. januar 1923).

En mindedag i det borgerlige Bryllups historie.

Slutning.

Brudeparrene afvises.

Gang paa Gang kom Folk til os og klagede over, at de var blevet afvist, naar de henvendte sig i Magistratens 1. Afdeling for at faa bryllup. Den vedkommende embedsmand havde rettet det Spørgsmaal til dem: Er De døbt? Og når der blev svaret Ja, kom Embedsmandens Svar prompte: Saa kan De ikke blive borgerligt viet. Det er ogsaa meget lettere at blive viet i Kirken .... De maa meget hellere henvende Dem til en Præst...

Den Afvisning vilde Folk selvfølgelig ikke finde sig i. Selv præsternes lokkende Tilbud om, at de kunde faa Vielsen gratis, naar de vilde komme til Kirken, hjalp intet. Arbejderne vilde nu en Gang partout have Bryllup paa Raadhuset, hvor de kunde slippe for Præsten -- og Brudeparrene satte energisk alt ind paa at faa deres Vilje gennemført.

Naar Folk klagede til mig over Magistratens Afvisning, tog tog mig selvfølgelig af Sagen. og Dagen efter mødte jeg med den samme Vielsessag, som Dagen forud var bleven afvist. Saa maatte Embedsmændene bide i det sure Æble, og Brylluppet blev afholdt. 

Den arrige Kontorchef.

Magistrats-Embedsmændene - der burde have været Folkets Tjenere, men den Gang følte de sig som Folkets Herrer - , blev gnavne over at de ikke kunde faa Bugt med min Plan, og Trakasserierne fortsattes, bl.a. ved at d'Hrr. forhalede og forhalede Bryllupssagernes Behandling.

Særlig den daværende Kontorchef i 1. Afdeling Vilhelm Lassen var en arrige Herre, der intet nægtede sig. Naar jeg henvendte mig til ham og paatalte det utilbørlige i at der smøledes med Sagerne, ved at Brudeparrene først i allersidste Øjeblik fik Besked om, hvilken Dag de kunde faa Vielse, svarede han gnavent:

Aa, det haster vel ikke ... det er bare Dem, der har saadant et hastværk ... Det er vist Brudeparrene lige meget, enten Brylluppet bliver i Dag eller i Morgen ... der er desuden saa optaget ... jeg har ikke Tid til at undersøge den vielsesdag. De Folk kunde jo bare have henvendt sig til en Præst - hvorfor kommer de her til os?

Jeg svarede, som sandt var, at Brudeparret absolut vilde have borgerligt Bryllup, at de ikke vilde vies i kirken osv.

Men Kontorchefen afbrød mig: det er noget Passiar! Det er dog alene Deres Skyld, at Folk kommer her og forlanger borgerlig vielse! Det er Deres Agitation, der holder denne Sag oppe. Saa naar De ophører med Deres Agitation, er der ikke en Sjæl, der forlanger borgerligt Bryllup...

Borgmester Hansens og Kontorchef Lassens hovne og bureaukratiske Optræden blev Forbilledet for de øvrige Embedsmænd i 1. Afdeling, og det var ikke behageligt for Folk at komme derop i Bryllupssager, da de konsekvent afvistes og samtidig henvistes til Præsterne.

Doven Embedsmand, der vilde hindre de borgerlige Vielser.

Ikke alene i Magistraten, men også i de tilgrænsende Jurisdiktioner optraadte Embedsmændene saa snart det drejede sig om borgerlige Bryllupper - med en []nhed og Arrogance, der grænsede til det utrolige. 

Jeg mindes bl.a. en Embedsmand - han blev senere et meget kendt Bankdirektør -, der ved en []hed, hvor der blev forelagt vielsessag, udtalte følgende til kontorpersonalet: "Sørg for, at der er lagt saa mange Hindringer som muligt i Vejen for disse borgerlige Vielser!" I Magistraten gik en Embedsmand i sin Hovenhed saa vidt i en Vielsessag, der angik en kendt Borgerrepræsentant og Fagforeningsformand, at denne fandt sig foranlediget til at klage over ham.

Samtidig var Præsterne paa Færde. Da Vielsernes Antal - trods alle Hindringer - stadig forøgedes, bestemte Myndighederne, at Udmeldelsen af Kirken - der hidtil var sket ved en Anmeldelse til Magistraten - fremtidig skulde ske hos Præsterne. En Del Præster forlangte nu, at Brudgommen personlig skulde inøde hos Præsten, og da Folk ofte nægtede at opfylde dette Krav, som de mente var i Strid med Loven, gav det Anledning til en lang Række Trakasserier, indtil endelig en Klage til Biskoppen medførte, at Præsterne faldt til Føje.

Paa dette Tidspunkt var det, at en Præst, der viede et Par i Kirken, vakte umaadelig Forargelse ved sin Optræden. Præsten rev Myrtekransen og Sløret af Bruden, fordi hun var frugtsommelig. En anden Præst nægtede at døbe et Barn, hvis Forældre var borgerlig viede. De klagedes i dette Tilfælde til Ministeriet, som paabød Præsten, at han ufortøvet skulde foretage Daaben. 

Disse Præsteskandaler var medvirkende til, at Folk mere og mere vendte sig fra Kirken og foretrak den borgelige Vielse, hvor man ikke var udsat for at blive røflet af en Præst.

Lyngsie og Cornelius Ewertsen blandt de første pionerer.

Blandt dem, der i de allerførste Aar fulgte mit Opraab og lod sig udmelde af Kirken for at blive borgerlig viet, erindrer jeg min gode Ven og Partifælle M. C. Lyngsie, der den Gang var Laboratoriearbejder, samt Camillus Ewertsen, der den Gang var ung Maskinarbejder paa Holmen og senere blev en kendt Atlet og Bryder. Og i deres Kølvand fulgte et stort Antal københavnske Arbejdere.

Da jeg i 1885 begyndte min Agitation, nærede jeg det stille Haab, at Resultatet vilde blive, at der i Løbet af en halv Snes Aar blev vedtaget en Lov om almindelig borgerligt Ægteskab.

Men jeg blev dybt skuffet - den reaktionære Regering lagde sig stadigt hindrende i Vejen for en Reform.

De borgerlige Brylluppers Antal var ganske vist i en stadig og jævn Stigning. Men der skulde forløbe ikke ti eller tyve, men hele 38 Aar, før den nye Lov kom.

Til Belysning af den store Stigning skal jeg anføre et Par Tal. I Begyndelsen af 80'erne var det aarlige Antal borgerlige Vielser højst 20-30. Men efter den 5. Januar 1885, da jeg havde offentliggjort mit Opraab gik Tallet rask opad.

Af en Statistik over de borgerlige Ægteforeninger fremgaar, at i Aarene 1890-1900 var der gennemsnitligt aarligt 198 Vielser, i Aarene 1901-1905 var Gennemsnitsantallet 420, fra 1906-1910 821, fra 1911-1915: 904, indtil Antallet i Aarene 1910-1919 gik op til over Tusinde Vielser pr. Aar. Ja i 1921 var Antallet af Vielser ikke mindre end 1165.

Dette var Resultatet af min Agitation - og det Bevis, som Scavenius havde krævet, var altsaa nu til Stede.

Og saa kom endelig Loven, der - bortset fra dens forskellige Skavanker - dog har den Fordel, at de borgerlige Bryllupper nu er gratis, og at den af mig for 38 Aar siden opfundne Metode; Udmeldelse af Kirken, nu er overflødiggjort.

Bryllypssalon pyntet med blomster og Flag.

For nogle Aar siden ophørte Trakasserierne i 1. Afdeling - det skete samtidig med, at Socialdemokratiets voksende Indflydelse gjorde sig gældende i Borgerrepræsentation og Magistrat.

Nu er personalet elskværdigt og høfligt. Ja, der er som omtalt endog oprettet et Kontor for Bryllupper, hvor Folk kan faa den fornødne Vejledning.

Jeg tænker tilbage paa de Tider, da Borgmesteren buldrede og tordnede overfor Brudefolkene, og Embedsmændene arrigt afviste dem!

Nu er det endog gaaet saa vidt, at Borgmesteren pynter den store, stilfuldt udstyrede Bryllupssal med Blomster, Flag og et ældgammelt Brudesmykke, for derved at glæde Brudefolkene. Ja, han er endog parat til at vie Brudeparret i dets eget Hjem (Kongebrev).

Dette er ensbetydende med en Sejr, som Socialdemokratiets Agitation kan tilskrive sig Æren for.

I Fremtiden vil de borgerlige Vielser komme paa Moden.

Norman Bryn.

(Social-Demokraten, 7. januar 1923).

I 2017 blev der foretaget 31.341 vielser i Danmark, af hvilke 10.212 var kirkelige. Forholdet mellem borgerlige og kirkelige vielser stiger for de første vedkommende.

Bonde-Bryllup. (Efterskrift til Politivennen).

I "Dagbl." findes følgende dat. Nyborg d. 11. Oktbr.: Følgende Data ville kunne tjene til Bevis paa Overdaadighed, der ved visse Lejligheder hersker paa Landet i Fyen, og paa de overordentlig gunstige Forhold, hvorunder de fleste Bonder leve. "Det er Forberedelserne til et Bondebryllup, som jeg vil beskrive, idet jeg kun forudskikker den Bemærkning, ar de ere aldeles sædvanlige, og at jeg for dettes Vedkommende har selve Konens Udsagn til Borgen for mine Angivelsers Paalidelighed. Konen er en ung Enke; hun har en mindre Fæstegaard paa henved 40 Tdr. Land tær ved Nyborg og skal nu have Bryllup med sin forrige Mands Søstersøn. Brylluppet skal staae i Slutningen af denne Maaned paa en Fredag; Fredag er den mest yndede Dag til slige Festligheder, og naar Omstændighederne tillade det, vælges ikke gjerne nogen anden. Allerede nu har man begyndt at lempe til Gjæstebuddet, og Konen sagde mig, at hun ikke vilde faa nogen Søvn inden Brylluppet. Begge Loerne ere allerede gjorte rene og smykkede tilligemed Øverste-Stue ; i de 2 første skulle alle Karlfolkene spise, og i den sidste Kvindfolket. Imorges Kl. 3 begyndte Konen at bage fint Brød; i hvilken uhyre Mængde, vil man kunne faa et Begreb om, naar jeg angiver Sulevarerne: 1 Fedegris, 6 Lam og 12 Gjæs foruden en Masse Ænder og Kyllinger vente paa Kniven. Desuden er der bestilt 18 Lpd. Oxekød til Suppe og Steg. Og del vilde dog ikke forslaae, siger Konen, dersom hun ikke stolede paa den Mængde, som Slægt og Venner ville bringe paa Onsdag, der er Foredag. Om Torsdagen komme to Kogekoner for at tilberede Retterne, der skulle bestaa af Suppe, Peberrodskjød, 5 Slags Steg og 1 Slags Kage; Æblekage, Brødkage, Tærte og Butterdeig. Hos Kjøbmanden er der indkjæbt for 120 Rd. Urtekramvarer, Gammelvin og Brændevin. Det gamle Øl har hun selv brygget, og af det gaaer der flere Tønder med. Smør har hun ligeledes selv samlet og belavet sig paa adskillige Lispund. Men der maa ogsaa Noget til, thi Gjæstebuddet varer til Mandag Aften, og af de 150 Gjæster, der møde, have de fleste en fortræffelig Madlyst. Gjæsterne ere dels Slægt og Venner, dels alle de. der høre til Mandens BryllupsIaug. Fredag Formiddag samles alle i Gaarden, og Kl. 11½ kjører man til Kirke, hvor Vielsen foretages Kl. 12. Saasnart man er kommen fra Kirke, klæde de Fleste sig lettere og bekvemmere paa for at være skikkede til de store Anstrengelser, der udfordres først ved Spisningen og senere ved Dandsen, som vare til næste Dag, den første næsten ligesaa uafbrudt som den sidste. Der spises da Frokost, og Folk tage for denne Gang hjem for at sove ud, men komme igjen til varm Frokost om Søndagen, da de skulle følge de unge Folk til Kirke, og tage først hjem sent om Aftenen. Mandag Morgen samles Alle igjen i Brudehuset og holde ud den hele Dag med Spisning og Dands. Først om Tirsdagen kan Konen altsaa begynde al bringe sit Hus i Orden igjen, og dermed hengaaer naturligvis flere Dage. 

(Ribe Stifts-Tidende 25. oktober 1856)

Om de Kjøbenhavnske Bryllupper. (Efterskrift til Politivennen)

Een af den senere Tids Fortjenester har det været at belyse flere brøstfældige Forhold i vort kjøbenhavnske Communalliv. Man har saaledes ved at drøfte de uhyre Bekostninger ved Begravelser bragt det derhen, at Borgerrepræsentationen har taget under Overveielse, hvorledes Folk kunne faae bedre Raad til at dø på Kjøbenhavns Grund. Man har viist Laugsforholdene en saa stor Opmærksomhed, at man har beregnet Udgifterne ved de forskjellige Mester- og Svendeprøver. Man har skjænket vort Drikkevand en saadan Omhu, at der vel ogsaa snart vil blive tænkt paa noget Alvorligt i denne Henseende. I flere Retninger er der saaledes givet ret kraftige Stød, som nok, om kort eller land Tid, ville hver for sig drive deres Saf from til gavnlige Resultater. Under saadanne Julemærker er der slet ingen Grund ti at tøve med at bringe nok et Forhold paa Bane, et Forhold, som kun leilighedsviis har været omtalt, men som derfor ikke er af mindre Vigtighed end noget af de nysnævnte. Som Overskriften antyder, er det naturligviis de kjøbenhavnske Bryllupper, vi hermed have for Øie.

Da kirkelig Vielse er gjort til Pligt for dem, der ville indtræde i Ægteskab, skulde man vistnok troe, at Staten eller Lovgivningen gjorde Alt for at lette Fuldbyrdelsen af denne høitidelige Ceremoni. Andetsteds er det vel ogsaa saaledes. Men Kjøbenhavn gjør en mærkelig Undtagelse i denne Henseende fra det øvrige Danmark. Det er sikkert ofte forekommet Flere end os uædelt, for ikke at sige uchristeligt, hvorledes man sammendynger en Mængde Honorarer og AFgifter paa Indtrædelsen i Ægteskabet, uagtet dette jo hos os gjelder for et Sacrament. Det er ret ligesom om man vilde benytte de Øieblikke, da Hjerterne, stemte for høiere Tanker og rettede mod Fremtiden, vare mindre opmærksomme paa det TImelige, for at faae dem til at gjøre Udgifter, hvorved de under andre Omstændigheder maaskee mere vilde krympe sig.

En Beregning af de Udgifter, som medgaae til et kjøbenhavnsk Bryllup er meget vanskelig at opgjøre. I Stadens forskjellige Menigheder ere Udgifterne ikke ganske de samme, og, hvad der er Hovedsagen, der haves ingen Taxt for Betalingen til de forskjellige Kirkebetjente, hvis ubegribelige Mængde man ved en saadan Leilighed ret lærer at kjende. Dernæst give Alle naturligviis ikke lige meget, og endeligt er det jo umuligt at erfare, hvor meget Enhver rykker ud med. Til Veiledning meddele vi her en Opskrift over Udgifterne ved et Bryllup i Trinitatis Kirke, idet vi strax bemærke, at vi ingenlunde have udsøgt dette Document for at finde mærkelig store Tal, men at det angaaer et jævnt Middelstands-Bryllup. Rækken af Udgifter er som følger:

Skolens Rettighed ....... 1 Rbd. = Mk
Vielsespenge.................4    -      =  -
Præsten........................10     -      =  -
Klokkeren......................4       -     =  -
Overgraveren................3      -      =  -
Undergraveren.............1      -      3  -
Organisten....................2      -      =  -
Cantoren.......................2      -      =  -
Graverkarlen.................=     -       3  -
Feiekonen.....................=     -       3  -

Skolens Rettighed, hvorved forstaaes en Afgift til Metropolitanskolen, er meget gammel; den blev nok til 1701. Den hidrører fra den Tid, da Skolerne stode i en ganske anden Forbindelse med Kirken end nuomstunder. Heller ikke havde Skolen denne Rettighed for Intet. Den Gang besørgede Skolens Disciple Sangen i Kirken, og Intet var derfor rimeligere, end at de fik et Slags Vederlag derfor. Men vil man nu have Sang ved sit Bryllup, kommer man til at betale Cantoren og hans Kordrenge aparte derfor. Det er gaaet med "Skolens Rettighed", som med saa mange andre Begunstigelser, Metropolitanskolen nyder paa de kjøbenhavnske Borgeres og Indbyggeres Bekostning. Til Metropolitanskolen afgives der saaledes aarlig 790 Rbd. af Præstepengene, ligesom den har en betydelig Indtægt af Begravelserne, uden Overdrivelse vistnok henved 7000 Rbd. om Aaret. Disse tvende sidste Intrader have selvsamme Oprindelse som "Skolens Rettighed" ved Brudevielser. Nu have disse Afgifter bestaaet saalænge, at Skolen vel kan ansees for at have nydt sin Rettighed og al sin Rettighed, om end Sangen i Kirken i sin Tid ikke skulde være bleven tilbørlig honoreret. Vil man saaledes vedblive at opretholde de Rettigheder, hvoraf en Indretning i Fortiden under ganske andre Forhold er kommen i Besiddelse, efterat disse forlængst have erhvervet sig selv, da gjr man Uret mod de Nulevende, uden engang at være retfærdig mod de Døde. Og undersøger man Forholdet rigtigt, er det da strengt taget en kjøbenhavnsk Skole, hvortil Kjøbenhavns beboere under forskjellige Former skatte saa strengt? Visselig ikke. Metropolitanskolen staaer ganske i samme Rapport til Staten som til Landets øvrige Latinskoler. Metropolitanskolen er ikke nogen Skole for Kjøbenhavn; den er en Skole for hele Landet. Efter Skolevæsenets seneste oeconomiske Ordning skyde alle tidligere specielle Indtægter sammen i den almindelige Skolefond, hvoraf atter Udgifterne ved alle Skolerne bestrides. Saaledes er det ikke egenlig til Landets almindelige lærde Skolevæsen, at kjøbenhavneren yder "Skolens Rettighed" lige fra det Øieblik, han stifter Familie og indtil det Moment, da han nedsænkes i Graven. Men, saavist som Landets lærde Skolevæsen er almindeligt, saavist er der ingen afgjørende Grund for at beskatte Kjøbenhavnerne i nogensomhelst Henseende dertil fremfor alle øvrige Borgere i hele Landet. "Skolens Rettighed" ved Brudevielser er vel den mindste af hine forskjellige Skoleafgifter; men den kan være ubeqvem nok for de Enkelte, og, har den i og for sig ingen fyldestgørende Grund, da er der ingen Anledning til længere at haandhæve den. Iøvrigt er der også et lille Agrement eller Tillæg forbundet med denne Udgift; thi den Universitetspedel, som oppebærer Afgiften, undlader ikke gjerne at bemærke, at, da det er en glædelig Begivenhed, falder der maaske en Smule Skriversalair af, og, Herre Gud, skal man af med saa meget, saa kan man sagtens undvære et Par Skilling med.

Vielsespenge er også en for Kjøbenhavn særegen Afgift. Den existerede tidligere for hele Landet. Allerede i 1778 blev der givet Haab om dens Ophør, og som Følge heraf ophævedes den 1792, undtagen for Kjøbenhavn og dens Grund, hvor den indflyder i Kæmnerkassen. Endnu 1814, da der sad en Commission til at ordne Kjøbenhavns oeconomiske Væsen, var der Tale om at afskaffe Vielsespenge. Men i det kgl. Rescr. af 31 Mai 1814 hedder det, at der var ingen Anledning til at lade en Afgift, som havde bestaaet saa længe, fragaae Stadens Kasse. At Ælden imidlertid ikke kan være afgjørende Grund til at lade en Afgift bestaae, kan der neppe være 2 Meninger om. Om Nogen kan føre et bedre Forsvar for denne Skat, vide vi ikke. Os forekommer det ikke blot heelt synderligt, at lade en Skat bestaae i en enkelt Stad, medens den er ophævet i det øvrige Land; men det har unegtelig ogsaa noget høist Modsigende ved sig, at Staten vanskeliggjør de Uformuende en ved Lov paabuden Handling, hvis Fuldbyrdelse er det Hele saa vigtig som Ægteskabets Stiftelse. Den Omstændighed, at Afgiften tilfalder Communen, fortjener neppe at komme i Betragtning, allerede fordi Vielsen ikke mere vedkommer Communen end andre kirkelige Functioner, som Barnedaab, Altergang og Begravelse, hvoraf man dog ikke har været opfindsom nok til at tage Byskatter. At de øvrige kjøbenhavnske Communebyrder hvile paa en ganske solidere Basis, Nytte og Brug, er da ogsaa bekjent nok. Man har nok snarere ladet Vielsespengene bestaae, fordi man betragtede Communens Adkomst dertil som en Eiendomsret, der var historisk begrundet og derfor uantastelig. Hos Byens nuværende oeconomiske Bestyrelse vil en saadan Betragtningsmaade visselig ligesaa lidt finde overveiende Talsmænd, som det vil blev anerkjendt for hensigtsmæssigt at beskatte den første den bedste Indretning, ene for at drive Penge op. Hvor der kan blive Udvei til henimod en halv Million aarlig, der kan vel ogsaa skaffes Raad til et Par Tusinde mere - og høiere andrage Vielsespengene neppe, da adskillige mindre Formuende, navnlig Haandværkssvende, slippe med 2 Rbd.

Den første mærkelige Forskel mellem de omhandlede verdslige og geistlige Udgifter er, at disses Størrelse, som ovenfor antydet, er aldeles ulovbestemt. Et sligt Forhold kunde maaskee passe paa en Tid, da der gjaldt en mere harmonisk Samstemning mellem Præsterne med Kirkebetjentene paa den ene og Menigheden paa den anden Side. Under de nu herskende Synsmaader lader et saadant Forhold sig vanskelig gjennemføre til begge Parters Tilfredshed. Endskjønt det (i Frdn. 13 Marts 1683) er bestemt, "at Præsterne maae ei foreskrive Nogen, hvad de vil have for Copulationer, men lade sig nøie, med hvis (hvad) Enhver efter sin Evne af egen Villie vil give", saa vide dog Alle meget vel, at det ikke gaaer an at byde vore kjøbenhavnske Præster rene Bagateller. Vi have navnlig Underretning om, hvorledes en kjøbenhavnsk Sognepræst i flere Tilfælde gjør Fordring paa 10 Rbd., hvis han skal ansees betalt og "fornøiet", og, for at vise, hvorvidt slige ulovlige Fordriner kunne gaae endog hos dem, der af Alle mindst burde dyrke jordisk Mammon, ville vi tilføie, at et sligt Krav er blevet gjort til en ung practiserende Læge, uden faste Indtægter, og uden at den paagjeldende Sognepræst personlig blev brugt til Vielsen. I det paagjeldende Tilfælde blev den præstelige Paatrængenhed rigtignok viist tilbage; men slig Styrke have, som bekjendt, langtfra Alle. Men det er endnu mere i Forhold til de underordnede Kirkebetjente, end ligeoverfor Præsten, at man kunde ønske en Taxt for deres Fordringer. Det har noget yderst Ubehageligt for den, der staaer i Begreb med at træde for Alteret, at vide sig i den Nødvendighed, enten at betale, hvad der forlanges af ham eller ogsaa udsætte sig for mulig Chicane. Og hvor mange vide vel, hvad de have at betale? Det er, for at nævne et Exempel, senest ved Cancelliets Skrivelse af 4 Marts 1815 foreskrevet, at for Tillysning fra Prædikestolen kan ei fordres Betaling. Alligevel fordres Sligt; i det mindste gjør Klokkeren ved Trinitatis Kirke, hvilken Kirke vi efter vor ovenfor anførte Bemærkning især have havt for Øie, Krav derpaa saavel af den fattige Svend som af den velstaaende Borger. - Ligesom det ikke er let at see, hvad Graverne have med Brudevielser at bestille, saaledes bliver man høist forundret, efterat have betalt baade Klokker og Overgraver heelt rundelig for at reengjøre og pynte Kirken, og Undergraveren - fordi "det er Skik" - at blive gratuleret af Graverkarl og Feiekone i selvsamme Anledning. - Det er bekjendt nok, at de fleste Graver- og især Klokkertjenester her i Byen ere rige Præbender; men det er ogsaa bekjendt, at Indhaverne af disse Bestillinger have mere Lykken og Tilfældet end egen sær Dygtighed at takke for deres Ansættelse. Os forekommer det uforeneligt med Nutidens Begrebet at beskatte en heel Commune til Fordeel for nogle enkelte Individer, der aldrig have indlagt sig nogen besynderlig Fortjeneste. Hvad der skulde være i Veien for at regulere Kirkebetjentenes Indtægter taxtmæssig, indsee vi ikke. En saadan Fremgangsmaade, som Statens Borgere leilighedsviis efter Forholdenes Medfør bør erlægge.

Skjøndt mange Brudevielser medtage flere Udgifter, end dem, vi have valgt til Exempel, indrømme vi dog, at det overveiende Fleertal ikke betales saa høit som den, vi foran have benyttet til Exempel. Summen der var 28 Rbd. Men om vi nu end nedsætte Udgiften til et Gjennemsnitsbeløb af 15 Rbd., hvilket vistnok er en Deel under Virkeligheden, udgjør dog den aarlige Udgift ved Brudevielser i Kjøbenhavn, hvor der ifølge det statistiske Tabelværk efter 32 Aars Beregning finder 892 Copulationer Sted aarligt, det betydelige Beløb af 13,380 Rbd. Føies dertil Præstepenge, der udgjøre i det mindste 12,000 Rbd., og Indtægten ved Barnedaab, Begravelser og Confirmationer, saa vil det ikke kunne negtes, at den kjøbenhavnske Geistlighed er vel aflagt i Almindelighed, endog uden Hensyn til ikke ganske uvæsentlige Agrements, som fri Bolig, Huusleiehjelp og deslige. Dette forholder sig vistnok ogsaa i Virkeligheden saa, da bestandig flere og flere af Kjøbenhavns Beboere lade sig vie i de nærliggende Landsogne, især i Frederiksberg. Men hvo kan fortænke den Ubemidlede, der er henviist til egen Subsistents i, at han tyer udenfor sit Hjem, naar her affordres ham det Tredobbelte af, hvad han andetsteds kan slippe med? Et saadant Forhold burde nok snarere opfordre den kjøbenhavnske Geistlighed til at drive paa en lempeligere Ordning af det Bestaaende. Det er nu engang den kjøbenhavnske Geistlighed egent, ikke at blive klog af Skade. Da Præstepengene reguleredes, faldt Offeret meget; men i Stedet for at vedligeholde sidstnævnte Indtægt ved godvillig at nedsætte Præstepengene, har Geistligheden stedse stræbt at drive Præstepengene til den størst mulige Sum, og deraf er Følgen bleven, at Offeret er saa godt som aldeles ophørt, uagtet det endnu er lovbefalet. - Iøvrigt ville vi sluttelig bemærke, deels at Udgifterne ved Stuebryllup ere omtrent de samme som ved Vielser i Kirker, da Kongebrevet eller Vielsesbevillingen medtager det, der i dette TIlfælde spares fra Kirkebetjentene, deels at der undertiden, i det mindste hos een Præst, afkræves dem, der have Vielsesbrev, uden Videre et Par Rigsdaler "til de Fattige" - om det er til Fattigvæsenets Fattige siges ikke, samt endelig, at der ved nogle af Stadens Kirker skal finde ganske særegne Udgifter Sted, t. Ex. til Sangværket (der ikke har existeret i 36 Aar), til Nicolai Skole osv., uden at vi dog nærmere kjende disse Afgifters Størrelse, Øiemed og HIstorie.

Imidlertid gives der en anden og vigtigere Side en den oeconomiske, hvorfra man kan og bør betragte den uforholdsmæssige Udgift, hvormed de kjøbenhavnske Bryllupper ere belastede, og det er den moralske. Det er en bekjendt Sag, at i det kjøbenhavnske Almueliv gaae de naturlige eller saakaldte polske Ægteskaber i Svang i et Omfang, som opfordre til at gribe andre og kraftigere Forholdsregler, end Tilfældet hidtil har været. Hvorledes Byens locale Omstændigheder egne sig til at fremkalde slige ulovlige Forbindelser vedkommer os mindre her. Nok er det at bemærke, at Bekosteligheden ved Vielser er efter alle Sagkyndiges Mening en medvirkende Aarsag til de naturlige Ægteskabers Mængde. Er det lykkedes os at give et Begreb om Mængden af de med kjøbenhavnske Brudevielser forbundne Udgifter, vil det ogsaa være indlysende, at de ere den Fattige næsten uoverkommelige. Den, hos hvem Begrebet om den kirkelige Vielses Betydning ifølge Opdragelse og Livsforhold, ikke kan forudsættes synderlig levende, foretrækker kun alt for let det frie Samliv for en Udgift, der ifølge hans trange Kaar ere ham alt for enorme, selv om de staae langt under det Gennemsnitsbeløb, vi har udfundet for Bekostningen ved en kjøbenhavnsk Vielse. Her er en viid Kreds for Geistligheden at virke i den ægte christelige Aand. For ikke længe siden blev det andetsteds fremhævet, at den kjøbenhavnske Geistlighed ikke er synderlig villig til aldeles at eftergive Betaling for Vielsen af fattige Folk, der leve i Concubinat. Saavidt vort Kjendskab gaaer, maae vi stadfæste denne Bemærkning. Men vi troe ikke, at just det heldigste Middel til at indskrænke de frie Ægteskaber og gjøre Folk det muligt at "komme ordentlig sammen", bestaaer i at fritage dem, der allerede leve i Concubinat, for Vielsesudgifterne. Herved kunde man nok meget mere give Ligesindede en Opmuntring til at træde ind i et Concubinat, thi netop derved fik de Udsigt til at kunne "slippe for Præsten", det vil sige for at betale ham. Den sikkreste Operation vil nok snarere være at nedsætte Vielsesudgifterne saa lavt som muligt, eller efter Omstændighederne endog eftergive dem for de lavere Stænder. Derved er i det mindste Adgangen til lovbundne Ægteskaber aabnet saavidt muligt, og mere kan der ikke forlanges af det Offenlige. Men at Ondet maa gribes an fra en ny Side forekommer os uimodsigelig: den præstelige Formaning og Øvrighedens Entholdelsesbefalinger blive som oftest mere til Spot end til Gavn; og kan Samfundet enten i oeconomisk eller moralsk Henseende være tjent med, at en Familie, der er stiftet udenfor Loven, jages fra hinanden?

Skulle vi i faa Ord gjentage, hvad vort Ønske er, da var det især, at Skolens Rettighed og Vielsespenge bortfalde, at der bliver fastsat taxtmæssige Bestemmelser for Betaling til Præst og Kirkebetjente, og at der ved dennes Regulering, nævnlig hvad de fattigere Classer angaaer, tages fortrinligt Hensyn til disses Tarv.

Det er vel især fra Præsterne, at man burde vente Sagen bragt paa Bane. Men de pleie ikke at være meget redebonne til at tale, naar der risqveres en mulig Afgang i deres tilvante Indtægter. Derfor stole vi mere paa Magistraten og især Borgerrepræsentationen, der er Borgerskabets nærmeste Værn. Meget vil være at forhandle, inden Sagen kan bringes til Endelighed. I et Forhold som det paagjeldende, der gjennem Familierne daglig griber ind i Communens Interesse, er enhver Opsættelse et offenligt Tab. Begyndelsen kan derfor aldrig skee for snart.

(Kjøbenhavnsposten 15. november 1843)

Bryllup i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Om Aftenen blev jeg indbudet til en Skibscapitains Bryllup. Det blev feiret i et stort Gjæstgiverhuus. Det var netop Kl. 9 om Aftenen, da pludselig en Politipatrouille indtraadte i Bryllupssalen, og i en barsk Tone bød de tilstedeværende Gjæster, som netop vile sætte sig til Bords, øjeblikkelig at skilles ad; thi man har i Kjøbenhavn truffet den Indretning, at alle Selskaber, saavel i private som offentlige Huse, skulle ophøre om Sommeren Kl. 10 og om Vinteren Kl. 9. Dog gjør man i Henseende til Bryllupper og andre overordentlige Leiligheder en Undtagelse, naar det bliver tilmeldt Politimesteren, hvilket derimod Verten, der havde travelt med at beværte sine Gjæster, ikke havde gjort til rette Tid. Hele Selskabet blev meget bestyrtet, og vilde allerede forføie sig bort, da Brudens Fader indtraadte og beroligede Selskabet med Politimesterens Tilladelse til at maatte fortsætte Bryllupsfesten. Derpaa posterede en Politibetjent sig, saaledes som det plejer at skee ved slige Leiligheder, ved Gadedøren, for at forebygge al Uorden. Gjæsterne satte sig nu ved Bordet, men bleve strax derpaa atter skrækkede ved en Larm, som opstod udenfor Huset. En Hoben urolige Hoveder - thi den Kjøbenhavnske Pøbel er, uagtet de fortræffelige Politiforanstaltninger, meget gjenstridig - vilde trænge ind i Huset, blot for at begynde Trætte med Politibetjenten. De havde allerede overvældet og mishandlet ham, da en Vægter kom til og lod sin Pibe høre, hvorpaa et stort Antal Vægtere fra de tilstødende Gader ilede til Hjelp. Nu opstod et blodigt Haandgemæng; Urostifterne kom tilkort og bleve, temmelig forslaaede, førte i Arrest, hvor de, for den udøvede Uorden, bleve haardt straffede; thi efter de danske Love bliver Enhver, som modsætter sig Politibetjentene, dømt  til at miste sin høire Haand, hvorfor disse ogsaa bære en Sølvhaand hos sig, hvilken de, i Tilfælde af Modværge, forevise, for derved at tilkjendegive, til hvilket Straf man gjør sig skyldig. Strax efterat Roligheden igjen var tilvejebragt, begyndte paa ny en Ordstrid med nogle Studenter. Paa deres Foregivende, at være indbuden til Bryllup, bleve de indladte af Vægteren. Med en Dristighed, der sætter sig ud over Anstændigheden, traadte de ind i Salen, undskyldte deres Paatrængenhed, og erklærede, at de ikke vare komne for at forstyrre Roligheden, men blot for at forøge Selskabets Fornøjelse ved deres Nærværelse, hvorpaa de, uden videre Omstændigheder, og uden at vente paa Svar, toge Deel i Maaltidet. Jeg troer at Selskabet var dem meget forbunden, da de ved deres vittige Indfald og gode Lune bortfjernede den før herskende stive Tone. I Forbigaaende maa jeg gjøre den Bemærkning, at de Kjøbenhavnske Studenter nyde mange Forrettigheder og Friheder, fordi deres Forgjængere have erhvervet sig en stor Fortjeneste ved flere Beleiringer, som Staden har udholdt, hvorfor de ogsaa ere meget anseete af Borgerskabet."

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. april 1822. Citat fra: Richters "Reisen zu Wasser und zu Lande in den Jahren 1805-1817" (1821)

Mærkeligt Bryllup. (Efterskrift til Politivennen)

I Randers Avisen læses Beretning om det snurrige Tilfælde, at en Præst i Holsteen skal for to Aar siden have ægteviet to Fruentimre, med de Omstændigheder, at Qvasimanden, som er fra Svendborgegnen, havde fra Barnsben Ulyst til alle qvindelige Sysler, og derfor skulde - som dog synes lidt utroligt - hos Overøvrigheden have udvirket sig Tilladelse til at bære Mandsklæder. Da den formeentlige Karl siden i Holsteen blev enig med en frugtsommelig Pige om at ægte hende, fik han Præsten overtalt til at nøies med eedelig Bekræftelse istedetfor Døbeattest. Men ulykkeligviis bliver Konen nu atter frugtsommelig, og Manden vægrer sig ved at erkjende Barnet for sit. Opbragt herover - eller snarere kjed af slig en Mand - angiver hun for Øvrigheden, at hendes Mand er et Fruentimmer. Begge sidde nu arresterede og venter deres Dom. - Det moersomste vilde endnu have været, om den foregivne Mand ogsaa var kommen paa gode Veie. (Hempels Av.)

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, tirsdag den 20. februar 1821)

Angaaende den Mandsling i Holsteen, hvorom har været at læse i Avisen No. 22 (Skilderiet No. 15, P. 235), kan endnu meddeles følgende ikke uinteressante Omstændigheder: Personen er født paa Øen Thorseng. Ved Fødselen syntes han mere at høre til Fæmininum, hvorfor han blev døbt med Navnet Maren. Men ved Aarenes Tiltagelse syntes han selv snarere at høre til Maskulinum. Han tjente 10 a 12 Aar siden her i Svendborg som Malkepige, men syntes mere skikket til Karlearbejde. Paa eengang forvandlede Maren Smidt, (dette var Tilnavnet) sig til Martin Smidt, og om Sommeraftenen fandt Man ham iklædt Mandsklæder og Tobakspibe i Munden i Lag blandt Byens Karle, hvorpaa han igjen om Morgenen og til om Aftenen var Maren Smidt. Han ansøgte og paa Vedkommende Sted at maatte bære Mandfolkeklæder, thi - som Attesterne løde - vilde han maaskee ellers omkomme sig selv. I mange Aar har Man ei hørt til dette Neutrum før han blev arresteret i Holsteen for sit Ægteskab, i hvilken Henseende Forhører ved Thorseng Birkeret ere optagne. (Hempels Av.)

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 27. februar 1821)

Bemærkninger angaaende Brudevielsen i St. Olai Kirke den 8de d. M.

På søn-og helligdage ser man som oftest kun meget få besøge kirken. Men er der en brudevielse, da styrter en masse af mennesker sammen, som om de ville bestorme det hellige hus. Dog er det længe siden man så en så talrig forsamling som i tirsdag aftes. Og som følge af trængslen var flere damer der måtte stå, nær ved at besvime, og en del børn stod i fare for at blive trådt ned. For ikke at tale om at mængden fik deres klæder spolerede såvel af smudsigt klædte personer som af den uhyre trængsel. Tillige hørtes banden og liderlige ord og det endog af personer der skulle være af det hellige samfund, og det var aldeles umuligt at kunne høre det mindste af vielsen for bar tjærnen og fnisen.

Vedkommende ville derfor vist fortjene sig mængdens tak, hvis der måtte ske en forandring med dette uvæsen. Fx om der blev uddelt et vist antal billetter til så mange man måtte antage der kunne få en fornøden plads, samt da ikke uddele dem til børn eller andre ukvalificerede personer. Hunde burde heller ikke indlades. 

(Politivennen nr. 1403. Løverdagen, den 19de November 1842. Side 738-739).

Sct. Olai Kirke i Helsingør. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.