Naar Rødby Fjord forsvinder. (Efterskrift til Politivennen).

 Det største Udtørringsarbejde, der er foretagt herhjemme.

Øverst: Den del af Rødby Fjord hvor den sidste Sprængning foretages. I Baggrunden Pumpestationen. Nederst: De mægtige Turbinepumper, der hvert Minnut sender flere Hundrede Tønder Vand ud i Østersøen. I Hjørnerne: Pumpemesteren og hans Søn, der passer det daglige Arbejde.

I næste Uge oprinder en stor Dag i den lille By Rødbys Historie. Man har i længere Tid arbejdet med Forberedelser til det største Udtørringsarbejde, der nogen Sinde er foretaget her hjemme. Rødby Fjord skal tørlægges, og man vil derved indvinde ea. 3000 Tønder Land, der i Løbet af faa Aar vil blive forvandlet til frugtbar Ager jord. Forberedelsesarbejdet har varet det meste af en halv Snes Aar

Og har allerede kostet et Par Millioner Kroner, men nu er man endelig saa vidt, at man snart sprænger den sidste Dæmning, og et Tryk paa de elektriske Kontakter vil derefter sætte to mægtige Turbinepumper, der drives af Dieselmotorer, i Gang, og flere Hundrede Tønder Vand vil i hvert Minut blive pumpet ud i Kramnitse-Bassinet, der staar i direkte Forbindelse med Østersøen.

Et meget interessant Led i Arbejdet bliver indfangningen af Fjordens store Fiskemængde. Turbinepumpens mægtige Kraft vil bevirke, at Fiskene suges hen til Pumpestationen, og her har man hygget en særlig Fangstruse, hvor man regner straks at kunne fange Fisk til en Værdi af ca.100,000 Kr og derefter I de første Aar for omkring 30-40,000 Kr. aarligt. Fangsten vil ske ganske mekanisk, og man har Kontrakt med et stort Firma i Tyskland om at aftage Fisken.

Selv Rødby Fjord vil i Løbet af ganske kort Tid være en hvid, klæget Slette, der ved Opdyrkning vil give Brødet til adskillige Hundrede Mennesker paa en Egn der hidtil har hørt til de mest øde i Danmark. Hidtil har der paa denne strækning ved det lollandske Havdige kun ligget nogle faa fattige Fiskerønner, Kramnitze, hvor de for mange Aarhundreder siden havde indrettet deres faste Landgangssted paa den lollandske kyst, og hvor Stormfloderne lige op til 1865 udrettede frygtelige Ødelæggelser, indtil det nuværende Havdige og den store cementfundamenterede Sluse blev bygget.

(Aftenbladet (København) 8. august 1927).

De højstliggende områder blev herefter solgt til gode priser, men jorden ude i den nu tørlagte fjord gik det mere trægt med, og de blev solgt for 1/10 af prisen. I 1930 blev rejst en mindesten. Nogen stor landbrugsproduktion kom der ikke ud af det, og i 1960 forsøgte man at sænke vandstanden yderligere en meter. 

I 1931 forsøgte man at plante 15.000 nåle-og løvtræer i den udtørrede fjord. I februar 1933 anmodede lodsejerne påny staten om hjælp til dækning af pumpeudgifterne, udover de 25.000 kr der allerede var givet. 

I 1964 måtte landbrugsminister ansøge om yderligere 7 mill. kroner til afvanding af Rødby Fjord. Udgifterne var da ½ mill kr. årligt.

Diget ved Rødby Havn. Til højre ses det inddæmmede område, Rødby Fjord. Til venstre ses opfyldningen med udgravningsmateriale fra tunnelen til Femern. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Knap 60 år efter skrev civilingeniør og deltidsforfatter Poul J. Eriksen følgende i en 1½ sides lang artikel i Ny Dag (Nakskov):

Rødby Fjord

---

Et yndet område for min barndoms søndagsture var Rødby Fjorden, som vi gennemkørte på kryds og tværs, medens støvet stod om ørerne på os, og Prins fnyste som okserne på Gefion-springvandet.

Efter navnet at dømme burde der have været tale om sejlture, og det havde også været tilfældet, hvis ikke man i 1927, hvor jeg bare var to år gammel, havde fået den afsindige idé at pumpe fjorden tom for vand.

Et tidligere lavvandet havområde på ca. 2.000 tønder land lå nu hen som en slags ørken. Små forkrøblede og spøgelsesagtige træer, der var plantet langs de snorlige veje, stræbte mod himlen, og deres hældning lod aldrig en i tvivl om, hvor vestenvinden kom fra. Jeg ville hellere have sejlet i en lille båd. Det havde ikke støvet så meget, og vi kunne have fanget fisk.

Nu er den tidligere ørken opdyrket, og der vokser korn i beskedne mængder til EFs overskudslagre, medens man taler om at tage den såkaldte marginaljord ud af drift. Sikken et pragtfuldt vådområde og sikken en natur, der kunne have været her til glæde for dyr og mennesker.

Eftermidagskaffen blev som regel indtaget ved Mindestenen. der står midt i den tørlagte Rødby Fjord i en lund. hvor vi prøvede at finde en grøn plet.

En enorm sten, der er fundet i området, og som vejer 23 tons, er rejst på højkant og udnævnt til mindesten. På dens sokkel kan man læse, at der på dette sted midt i Rødby Fjord ved dagligt vande var en vanddybde på kun 87 cm.

Sørens ko blev mager

En ukendt poet fra Rødby har givet stenen mæle medfølgende inskription:

"Her hvor agren klæder gruset,
så har sunget, storme suset,
luren kaldt fra kyst til kyst

Her hvor landet grønt sig løfter
bag ved digevold og høfter.
kyssed bølgen snedkens bryst.

Her hvor seklers søvn jeg sov.
land skal lyde fremtids lov."

Jeg husker, at jeg måtte spørge flere steder, inden jeg fik at vide hvad ordet sekel betød. Det var ikke et ord, jeg havde lært i Landets skole

(Ny Dag (Nakskov) 26. juli 1986).

Chefredaktøren på det daværende lollandske dagblad Ny Dag skulle bruge en rejseartikel, og da hans ven Poul Eriksen var i udlandet på en arbejdsopgave, måtte han da kunne levere en sådan. Det blev til flere, hvoraf følgende uddrag er en af dem.

I 1990'erne var der ikke længere brug for landbrugsjord, og i stedet ville man lade en fjordarm fylde op med vand igen - marginaljord. Da der med klimaændringer begyndte at komme ekstremregn, skabte det nye oversvømmelser - denne gang fra oven.

En af Socialdemokratiets Veteraner. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Peder Knudsen

Vi besøgte i Gaar en af vort Partis Gamle, Arbejdsmand reder Knudsen, Rolighedsvej 9. Anledningen var den, at Veteranen i Morgen, Torsdag den 1. Oktober, fylder 70 Aar.

VI træffer Manden i en solbeskinnet Stue, hvor Væggene er fyldt med Familieportrætter og Billeder fra Socialdemokratiets rige Liv. Ved Knudsens Fødder leger et yndigt Barn, en Dattersøn, og inde i Soveværelset pusler hans Hustru, en ærværdig Kvinde.

- Ja, jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv, naar Social-Demokraten har vist mig den Ære at besøge mig, siger P. Knudsen. Men for Resten er mit Liv ikke anderledes end Tusinder af jævnaldrende Arbejderes. Jeg og mine Kammerater hører til "de ukendte Soldater". Men Tak skal De ha', fordi De kom til mig.

Jeg fødtes i en Arbejderfamilie og delte Arbejdernes Kaar Livet igennem. Min meste Tid har jeg levet i Nakskov, hvorfor jeg navnlig har denne By kær. Der var jeg med fra første Færd. Hele Partilivet dér staar prentet fast i min Bevidsthed, fra vi i 1884 indviede vor første røde Fane til vi mange Aar efter erobrede Flertallet i Byens Baad og valgte en Socialdemokrat til Rigsdagsmand! Det hele er et Æventyr! tilføjede den Gamle og viskede en Taare bort.

- Det var denne første røde Fane, som jeg særlig mindes. Se dette forstaar i unge vel ikke saa godt. For nu er røde Faner en Selvfølgelighed, og det i By og paa Land. Men den første Gang, Socialismens straalende Symbol rejstes i de konservative Reder i gamle Danmark - se, det var en Fest, ja mere end det. En Revolution, forstaar De! Ny stærke Tanker vaagnede i Arbejderne! Nyt Fjendskab vaagnede ogsaa i Borgerskabet. Kampen begyndte. Det var en herlig Tid. Naar vi gik fra Mederne, følte vi os som Verdenserobrere.

Men - der var langt igen. Organisationerne var smaa og uden Betydning. Arbejdslønnen var 20 Øre i Timen paa Sukkerfabriken, og en Tid derunder, saa Daglønnen for 12 Timers Arbejde kun blev 2 Kroner. Min Kone fik 10 Kr. om Ugen i Husholdningspenge til hele Familjen. Og vi stiftede først en Fagforening for Aibejdsmænd i 1894, 10 Aar efter den første politiske Forening.

Nutidens Unge forstaar ikke denne Sendrægtighed. Men husk paa, Arbejderne selv var jo Socialismens og Fagbevægelsens værste Fjender. Vi maatte rive Arbejderne ud af Konservatismen. Hele deres gammeldags Tankegang skulde forandres. Ja, et nyt Kuld af unge, mere forstaaende Mennesker maatte vokse op l Arbejdernes Hjem, før vi rigtig fik Fodfæste.

Saa holdt vi Møder paa Landet. Den var drøj, kan De tro. Vi travede Mile frem og tilbage med smaa Flyveblade og Eksemplarer af vort Blad, og kom hjem om Aftenen, overstænkede med Mudder helt op til Nakken.

Vi var unge og stærke og glødende.

Aarene tog omsider paa Ens Helbred og legemlige Styrke. Og endelig havnede jeg her i Storstaden ligesom saa mange andre af mine Kammerater. Jeg fik Arbejde hos Murermester Thorsen, Dronningens Tværgade, men blev efter et Par Aars Forløb ramt af den spanske Syge, som jeg stadigvæk bar Mén af.

Min Hustru og jeg faar nu Aldersrente, og saa piller Jeg et Par Skilling sammen ved at rense Kloaker og feje Gaarde - - Ja, ja, jeg maa ikke klage. Vi Gamle har det bedre nu end de Gamle, da jeg selv var ung; Thi dem tog Fattiggaarden, hvor de henslæbte triste Dage til Døden tog dem.

I min Alderdom oprandt det største Øjeblik for mig, da Cigarmager Th. Stauning dannede Ministerium. Har man hørt Mage! En Cigarmager som en af Estrups Arvtagere. Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet!

Vi arbejder saa videre paa at farve Frederiksberg Kommune rød. Jeg melder mig til Husagitationen, selv om de svære Trapper er vanskelige at tage. Men naar man puster ud ved hver Afsats, saa gaar det!

Jeg er selvfølgelig Medlem af Vælgerforeningen her i Frederiksberg 3. Kreds, og jeg har været Afholdsmand 23 Aar og er nu Medlem af Nørrebros Afdeling.

- - Den lille Dreng har hidtil siddet pænt stille under Bedstefaders Udvikling. Men nu mener han, at det kan være nok. Han puffer mig blidt, men bestemt til Side og viser Bedstefader en Billedbog. Her er saa meget, som skal forklares.

Jeg gaar da fra den hidtil ukendte Soldat i Verdens største Armé.

I Morgen fylder han 70!

J. P. B.

(Social-Demokraten 30. september 1925).

Sukkerfabrikken i Nakskov, de gamle bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Pastor E. Eriksen. (Efterskrift til Politivennen)

En grovmundet Præst.

Pastor Eriksen i Rødby fornærmer de øvrige Medlemmer af Hjælpekasse, fordi de ikke vil nedsætte Understøttelsen. - Han er nu Genstand for Søgsmaal.

Den Lille By Rødby paa Lolland fik i Krigsaarene en ret talrig Arbejderbefolkning og hjemsøges nu i ganske særlig Grad af Arbejdsløshed og Nød. Tilstanden er ikke blevet bedre ved, at Byens Sognepræst, Pastor Eriksen, er blevet Formand for Hjælpekassen.

Præsten har fra Prædikestolen forkyndt, at han som Skatteyder er imod den "overhaandtagende sociale Forsorg", og disse "kristelige" Synspunkter leder ham ogsaa i hans Virksomhed i Hjælpekassen.

Socialdemokratiets Repræsentanter maa føre en uafladelig Kamp med hans karrige og vrangvillige Fortolkninger af Loven, og han er naturligvis kommet i et dybt og bittert Modsætningsforhold til hele den arbejdende Befolkning. Han er i overordentlig Grad blevet et Forargelsens Tegn i Byens offentlige Liv.

Det er nu kommet saa vidt, at der ved Retten er anlagt Injuriesøgsmaal mod Pastor Eriksen for den Tone, han har indført i Hjælpekassen.

Rettens første Møde om Sagen fandt Sted i Onsdags. Sagen er anlagt af Blikkenslager Dibbern, der er Medlem af Hjælpekassens Ledelse. Pastor Eriksen maatte indrømme, at han til Dibbern havde raabt: "Maa jeg være fri for Deres flabede Bemærkninger."

Anledningen til Præstens Hidsighed var, at han havde villet forringe en Andragers Kaar, fordi denne havde haft Arbejde i to Dage. Dibbern havde hertil bemærket, at dette var paa urimelig Maade at straffe den, der paatog sig tilfældigt Arbejde. Præsten holdt imidlertid stejlt paa sit, hvorefter Dibbern - efter Præstens Paastand - skal have sagt: "Deres Menneskekærlighed kender vi.«

Der førtes 44 Vidner, der alle havde hørt Præstens hidsige Udbrud, og hans hoverende Opfordring til Dibbern om at anlægge Sag, hvis han var utilfreds med Tiltalen.

Under Domsforhandlingen oplystes det endvidere af Overretssagfører Hintz, der fører Sagen for Dibbern, at Pastor Eriksen jævnlig har brugt Udtryk om sine Kolleger i Hjælpekassen som "De Bolschevik", "De er en Person med halv Forstand" etc.

Den arbejderfjendtlige Præst har kort sagt indført en højst ejendommelig Tone i offentlige Forhandlinger.

Dommen falder den 18. Januar. Den rimeligste Udgang af Affæren vilde imidlertid være den, at Rødby forskaanedes for sin hidtidige "Sjælesorger".

(Klokken 5 (København) 12. januar 1922)

Hjælpekasser eksisterede mellem 1907 og 1933. De erstattede de frie fattigkasser, og betød at man kunne få midlertidig hjælp uden at miste borgerrettigheder, fx stemmeret. De var finansieret gennem frivillige gaver og af kommune og stat. De blev ledet af folkevalgte bestyrelser. De kommunale hjælpekasser blev ophævet ved Socialreformen af 1933.

I februar 1922 var den igen galt, da pastor Eriksen havde afholdt et ulovligt møde i hjælpekassen. Der var kun 3 ud af 7 medlemmer til stede, og det blev afholdt kl. 2 om eftermiddagen, i stedet for som aftalt kl. 7 om aftenen fordi pastoren var blevet opfordret til at være tilstede ved en gudstjeneste. Der blev klaget til ministeriet.

Rødby Kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Eriksen var suppleant til Rødby Byråd for Venstre. Da en af byrådets medlemmer, proprietær Em. Jørgensen i september 1925 var blevet tunghør og derfor bad om at udtræde da han ikke længere kunne følge forhandlingerne. Eriksen var blevet indstillet til præst i Skanderborg - men fortsatte dog til langt ind i 1930'erne med at være præst i Rødby. 

Ved byrådsvalget marts 1925 gik Socialdemokratiet voldsomt tilbage og konservative frem. Det borgerlige flertal blev således bevaret.

Pastor Eriksen for Retten i Rødby.

Et "Høstgilde" som trak ud og som gav Anledning til at Pastoren forløb sig.

Som tidligere omtalt har to Arbejdsmænd i Rødby anlagt Injuriesøgsmaal imod Sognepræst Eriksen, fordi han i en Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse har fremsat ærefornærmende Beskyldninger om dem. Sagen var i Gaar til Behandling i Retten, hvor Pastor Eriksen gav en længere Fremstilling om sit Forhold til denne. For og med de to Arbejdsmænd mødte Sagfører Ditlevsen.

Præstens Forklaring.

Pastor Eriksen havde den 5 Februar d. A. paahørt en Samtale mellem sin Bestyrer og en anden Mand angaaende et større Drikkegilde, som om Natten havde fundet Sted i en Lejlighed overfor Præstegaarden. Han var saa gaaet derover og saa da 5-6 berusede Mænd sidde med Bajerflasker foran sig og blandt disse var de to Sagsøgere. Der stod ca. 50 Bajerflasker paa Bordet og en ung Mand af Selskabet havde gentagne Gange spurgt om Præsten vilde have en Bajer med. Han havde forgæves bedt en enkelt Mand i Selskabet om at komme udenfor og tale med ham og var derpaa gaaet hjem. I en privat Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse havde han henledt Opmærksomheden paa Sagen, og paatalt, at de to Mænd var berusede .og at de havde siddet der hele Formiddagen, men han havde ikke haft til Hensigt at fratage dem Understøttelsen. Jeg har altsaa gjort Rusen for stor og Tiden for lang. Men et andet Spørgsmaal er, om det er lovligt at bringe Sager fra Hjælpekassens lukkede Møder frem for Offentligheden. Jeg ved at de to Mænd ved Henvendelse til Formanden fik Afslag paa en Anmodning om at se Skrivelsen, men at de derefter gik til Sekretæren, som udleverede denne. Som Medlem af Byens Fattigudvalg mener jeg at have Ret og Pligt til at gribe ind. Samfundet kan ikke uden at protestere finde sig i at de bevilgede Midler anvendes til Drikkeri. Og hvem har været den ædle Giver!

En halv Flaske Brændevin til Kaffepunche.

Præsten fortsatte: Jeg mener ikke at have Pligt til at bevise, at de paagældende var berusede, men kunde ønske at spørge, om H. var ædru, da han Kl. 5 om Eftermiddagen kom ud fra Genboens Lejlighed. 

Præsten (til Dommeren): Det er vel ingen Injurie?

Dommeren Nej, De har Ret til at stille Spørgsmaal til Belysning af Sagen.

Præsten: Saa spørger jeg: Om ikke H.s Hustru ved 1½-Tiden anmodede sin Mand om at komme hjem og om han ikke derefter sammen med den anden Sagsøger gik hjem til denne og drak en flaske Brændevin, som de købte undervejs?

Sagsøgerens Forklaring.

Sagsøgerne forklarede, at de den paagældende Dag var gaaet forbi ude paa Gaden og var blevet kaldt ind for at faa en Pilsner. De havde, da Præsten kom, intet nydt og fik hver ialt 2-3 Bajere. Forinden Hans Hustru var kommen efter ham, var han gaaet med D. hjem og havde sammen med ham drukket et Par Kaffepunche, hvorefter han gik hjem efter først at have hentet en Pakke med et Grisehoved, som han havde lagt i Køkkenet hos Præstens Genbo. Iøvrigt kunde de møde med Erklæring for ikke at have været berusede, som  Præsten skrev Det var Frk Munch, der gav dem Lov til at se Skrivelsen, og det var først, da de vilde kopiere den til Brug under Retssagen, at Formanden nægtede at udlevere den.

Begge Sagsøgere havde forinden Sagsanlæget henvendt sig til Pastor Eriksen Og anmodet ham om at tilbagekalde, hvad han havde skrevet; men de var blevet modtaget med Uforskammetheder. B. a. havde Præsten sagt: "Det er Løgn i Deres Hals! De er jo en Dranker. Deres Kone og Børn maa tjene Huslejen til Dem!"

Sagfører Ditlevsen (til Præsten): Vil De fragaa at have skrevet, at de to Mænd var berusede?

Præsten: Jeg tør ikke fragaa at have skrevet, at de var berusede, men har ingen Genpart af min Skrivelse.

Sagen kan ikke forliges.

Dommeren : Kan vi ikke faa denne Sag forligt? Jeg kunde tænke mig en Afgørelse saaledes. at Pastor Eriksen erklærer ikke at ville paastaa, at Sagsøgerne var berusede den Formiddag og at Omkostningerne deles i tre Parter.

Det oplystes, at Sagens Omkostninger var 46 Kr. og Pastor Eriksen var for sit Vedkommende villig til Forlig paa det foreslaaede Grundlag. Sagsøgerne derimod ikke.

Sagen blev derefter udsat til den 24. Marts, hvor der skal afhøres 4-5 Vidner.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 4. marts 1927)

Pastor Eriksen blev i marts 1927 også ført som vidne i en sag om en detailhandlers smugkro. Han havde solgt 14.932 bajere på 55 uger. Ca. 5 gange så meget som Brugsforeningen. 

Den 24. marts 1927 var der atter retsmøde hvor pastor Eriksens avlsbestyrer og en lærling vidnede imod de to sagsøgere. De have set dem gå berusede ud af detailhandlerens hus. Heroverfor ville sagsøgernes advokat føre som vidner frk. Christine Munch og murermester Carl Olsen - begge medlemmer af hjælpekassens bestyrelse, og sekretæren. Dette nedlagde hjælpekassens formand protest imod. Den 31. marts blev det besluttet at de pågældende kunne føres som vidner.

Injuriesagen mod Pastor Eriksen.

Den oftere omtalte Injuriesag som Arbejdsmændene Jørgen Danielsen og Frederik Helvig har anlagt imod Pastor Eriksen, var i Gaar til afsluttende Behandling i Retten i Rødby. Der blev ført flere Vidner.

Frk . Christine Munch blev først afhørt og forklarede, at Hjælpekassen var villig tid at aflevere det Brev, den havde modtaget fra Pastor Eriksen.

Brevet blev derefter afleveret.

Slagter A. Eriksen forklarede, at han tidligere havde set Frederik Helvig i beruset Tilstand. men ved den paagældende Lejlighed var han ikke beruset. Om han lugtede af Spiritus, vidste Vidnet ikke.

Arbejdsmand Frederik Helvig forklarede, at han sidste Aar har betalt 84 Kr. til Arbejdsløshedskassen og derfor havde Ret til at faa Arbejdsløshedsunderstøttelse. Da han tørste Gang den 5. Februar henvendte sig til Frk. Munch for at faa Understøttelse udbetalt, spurgte Frk. Munch, om han havde siddet en hel Nat hos Due og drukket, hvilket Vidnet benægtede. Helvig fik nu at vide, at Frk. Munch havde skrevet til Pastor Eriksen, og han og Jørgen Danielsen gik derefter til Pastor Eriksen for at faa Sagen bragt ud af Verden. Til at begynde med var Pastor Eriksen villig hertil, men nægtede af tilbagekalde sit Brev og sagde bl. a. til Hartvig, at han havde flere Nætter siddet hos Due og drukket. Da H. nægtede dette, sagde Pastor Eriksen: "Det er Løgn i Deres Hals!" og betegnede H. som Dranker, hvis Kone maatte tjene Føden til ham.

Arbejdsmand Jørgen Danielsen forklarede i Tilslutning hertil.

Pastor Eriksen bemærkede hertil, at det var rigtigt, at han havde brugt Ordet Løgn overfor Helvig, men det var, fordi Helvig havde sagt, at han ikke havde smagt spiritus i det sidste Halvaar. Præsten indrømmede, at han havde Betegnet Helvig som Dranker.

Jørgen Danielsen mente, at Helvig havde sagt, at han ikke havde været hos Due i det sidste halve Aar. Han mente, at det iøvrigt maatte være lovligt at købe sig en Snaps.

Pastor Eriksen gennemgik derefter de tidligere oplyste Forhold vedrørende det natlige Gilde hos Due. Han kunde ikke tænke sig, at det var ædruelige Folk, som havde været til Stede ved den Lejlighed.

Sagen blev derefter procederet.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 29. april 1927).

Injuriesagen imod Sognepræsten i Rødby.

Afsluttende Parts- og Vidneafhøring.

Pastorens Skrivelse til Hjælpekassen fremlægges.

Som det vil erindres nægtede Rødby Hjælpekasses Bestyrelse at afgive Vidneforklaring i Injuriesagen imod Pastor Eriksen, idet man gjorde gældende, at Medlemmerne havde Tavshedspligt angaaende Kassens Forhold. Bestyrelsens Opfattelse blev dog omstødt ved en Retskendelse og i Gaar var to af Hjælpekassebestyrelsens Medlemmer samt Sekretæren tilsagt til at vidne for Retten i Rødby.

Præstens Brev afleveres.

Frk. Kristine Munch blev først indladt og forklarede, at Bestyrelsen nu var villig til at aflevere det i sin Tid fra Pastor Eriksen modtagne Brev, som opbevaredes af Formanden, Dommerfuldmægtig Madsen.

Dommeren: Ja, saa behøver vi ikke at ulejlige hverken Bestyrelsesmedlemmer eller Sekretær.

Den aktuelle Skrivelse overraktes Dommeren, som straks oplæste Ordlyden der var i Overenstemmelse med Stævningens Paastand. Præsten havde brugt meget bestemte Vendinger. Efter at have nævnet Navnene paa de tilstedeværende havde han skrevet "de var berusede" og "de havde siddet der hele Natten er jeg vis paa".

Sagfører Ditlevsen: Det er jo gennem Vidnesforklaring blevet godtgjort, at Brevets Paastande er usandfærdige. 

H. var ikke beruset.

Slagter Axel Eriksen, der talte med Sagsøgeren til om Eftermiddagen ved 4-Tiden den Dag. Pastoren havde aflagt sit besøg hos Henriksen, erklærede, at han paa det Tidspunkt absolut ikke var paavirket af Spiritus. Vidnet kendte H. godt og havde intet mærket hverken paa hans Tale eller Opførsel.

Dommeren: Anser De H. for at være ædruelig?

Vidnet: Ja. jeg mener ikke at kunne betegne ham for det modsatte.

Da Præsten sagde: "Det er Løgn i Deres Hals".

Paa Foranledning af Sagfører Ditlevsen forklarede Sagsøgeren H. derefter, at han sidste Aar har betalt 84 Kr til Arbejdsløshedskassen og derfor ogsaa havde Ret til Understøttelsen. Da han første Gang efter den 6 Februar henvendte sig til Frk Munch for at faa Understøttelsen udbetalt, spurgte hun om han havde siddet og drukket hele den omtalte Nat. Han fik samtidig at vide, at Pastor Eriksen havde skrevet dette til Hjælpekassen og sammen rned den anden Sagsøger gik han saa hen til Præsten for om muligt at faa ham til at tilbagekalde Beskyldningen. Pastoren syntes til at begynde med tilbøjelig til at tage beskyldningen tilbage, men nægtede alligevel tilsidst og sagde, at selv om han kom til at betale en Bøde for, hvad han havde skrevet, vilde han intet tilbagekalde, da han ønskede at faa lukket den Smugkro lige overfor. Sluttelig blev Pastor Eriksen grov og beskyldte H. for, at han i flere Nætter havde siddet i Smugkroen og drukket. Da han benægtede dette, sagde Præsten "Det er Løgn i Deres Hals. De er jo en Dranker, s.om lader Konen tjene til Livets ophold for Dem!"

Den anden Sagsøger, J. D., bekræftede ganske den givne Fremstilling af Præstens Optræden. Han havde bebrejdet Pastor Eriksen, at han ikke undersøgte Forholdene, forinden han skrev, og Præsten svarede: "Deres Forhold er vistnok slette!"

Lyver Præsten?

Pastor Eriksen: Det er rigtigt, at jeg har brugt Ordet Løgn overfor H, men det var fordi H. sagde, at han ikke havde smagt Spiritus det sidste halve Aar. Jeg har ogsaa betegnet H. som en Dranker, men det mener jeg en Mand er, naar han drikker en halv Flaske Brændevin.

Sagøgeren J. D. : Det er ikke rigtigt, som Præsten forklarer. Der har aldrig været talt om H. har smagt Spiritus det sidste halve Aar eller ikke. H.s Svar lød saaledes: "Jeg har ikke været hos Due det sidste halve Aar!" Og saa kom Præstens Kraftudtryk.

Forligsbestræbelser.

Dommeren: Kan den Sag ikke forliges?

Sagfører Ditlevsen: Jeg har forinden Sagen kom for skrevet til Pastor Eriksen for at faa en fredelig Ordning; men jeg hørte intet fra ham. Præsten har ved sin Henvendelse til Hjælpekassen gjort Forsøg paa at nedsætte Sagsøgerne i deres Medmenneskers Omdømme, og han maa tilbagekalde sine usandfærdige beskyldninger.

Dommeren. Man maa ikke se bort fra, at Pastoren har været berettiget til at tro, at hans Antagelse var rigtig.

Pastor Eriksen havde været villig til at forlige Sagen. Han vilde protestere imod at blive betegnet som usandfærdig. En ædruelig Mand sidder ikke sammen med fulde Folk. og da begge Sagsøgerne opholdt sig hos M. H, hvor der havde været Høstgilde hele Natten, kunde han ikke faa anden Tanke, end at de ogsaa havde deltaget.

Efter at der endnu mellem Parterne var vekslet en Række Repliker, bl. a. angaaende et lille Intermezzo med H.s Hustru, der havde fortalt Præsten, at hendes Mand var hjemme hele den Nat, blev Forligsbestræbelserne opgivet.

"Støt dansk Arbejde"!

Dommeren optog derpaa Sagen til Procedure.

Denne indlededes af Sagfører Ditlevsen med en Lovprisning af den danske Snaps. Der tales saa meget om, at man skal støtte dansk Arbejde og støtte den danske Produktion - og vor Øl- og Snapsproduktion er vel nok en af vore bedste Frembringelser. Det er den naturligste Ting af verden, at Sagsøgerne har købt sig en Snaps, og det er der ingen, som maa bebrejde dem, selv om de er arbejdsløse! Det falder meget svært at faa Pastor Eriksen til at holde sig til Sagen - han søger hele Tiden at komme bort fra sit Ansvar og har under Sagen gjort sig skyldig i en Række Fejltagelser. Man faar det Indtryk, at han løber efter Sladder. Den lille Historie fra Præstegaarshaven om Høstgildet faar ham til at forløbe sig og trænge ind i et privat Hjem, hvor han ikke har noget at gøre. Pastor Eriksen har begaaet en Fejl ved at skrive til Hjælpekassen. Han kunde have naaet sin Hensigt med at faa Smugkroen lukket ved at gaa til Politiet. Som en lærd og studeret Mand maa Pastor Eriksen vide, at naar han retter en Sigtelse imod en anden, maa det være i nøjeste Overensstemmelse med Sandheden. Og han nøjes ikke med en Formodning, men skriver: Jeg er vis paa, at de Mennesker var berusede! Pastoren burde først have undersøgt, om det var sandt. Da de to Sagsøgere gik til Pastor Eriksen, fik man at se. hvor forfærdelig haard en Mand han er. Han vil ikke erkende sine egne Fejl og række Haanden til Forsoning. Pastoren viger bort fra Sandheden og søger at nedsætte Sagsøgerne i andres Omdømme.

Sagføreren citerede sluttelig Brudstykker af Christian den 5tes danske Lov, hvori det paalægges Præsten i det skjulte at søge at paavirke sine Medmennesker til et indre Iævned. Der staar ikke noget om skriftlige Advarsler og Pastor Eriksens Forsøg paa at føre Sandhedsbevis er ganske glippet. Jeg paastaar Dom i Henhold til Stævningen.

"Staten betaler, Kommunen betaler og jeg betaler!"

Pastor Eriksen havde i sin Hjælpekasseperiode været glad for at faa Henvendelser fra udenforstaaende, som kendte de understøttede. Han vidste godt, at Arbejderne betalte til ArbejdsIøshedskassen. Men Staten betaler ogsaa og Kommunen betaler og jeg betaler (!) Sagføreren siger, at jeg har nedsat de to Mænd i deres Medmenneskers Agtelse og saa maa det jo være nedværdigende naar en Mand viser sig i beruset Tilstand. Men efter Sagførerens egen Opfattelse maa det vel ellers være en Æressag at drikke sig fuld og støtte dansk Arbejde. Er vi stolte af vor Spiritusproduktion, maa vi ogsaa være stolte af de mange Kæferter. Sagføreren betegnede en god dansk Snaps som et Livsgode, men jeg tror, at Samfundet gaar rabundus ved at støtte denne Industri.

Jeg er under Sagen bleven fremstillet som en ulden Person, der ikke har villet fastholde Sagens Kærne, men min Kamp gaar ud paa at støtte de værgeløs Kvinder og Børn. Jeg kan ikke se at have gjort noget forkert og insisterer derfor paa Frifindelse

Afsluttende Bemærkninger,

Sagfører Ditlevsen: Det har aldrig været min Tanke at lovprise overdreven Nydelse af Spiritus. Præsten er i sin Skrivelse gaaet ud over hvad der er Sandhed og maa derfor staa til Ansvar. Det er nedsættende at beskylde en Mand for at have anvendt Hjælpekassens Penge til Drik.

Pastor Eriksen: Mit Brev er i Overensstemmelse med Sandheden. Jeg løber ikke med Sladder, men jeg gik over til Høstgildet for at faa Sandheden frem.

Dommen afsiges paa Torsdag.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 29. april 1927).

Pastor Eriksen blev i maj frifundet for tiltalen fra arbejdsmand Helvig om at betegne denne som dranker. Derimod blev pastor Eriksens skrivelse til hjælpekassen om at arbejdsmand Danielsen var fuld, mortificeret.

Fra vore Læsere.

Pastor Eriksens Felttog imod Rødby Boldklub.

Vi har modtaget følgende :

Som bebudet allerede under sidste Byraadsmøde, er Pastor Eriksen nu gennem Pressen draget til Felts mod Boldklubben i Rødby. Under Overskriften "For Kultur og sund Livsglæde" gør Pastoren i "Tidende" en Række meningsløse Udfald mod Klubben. Disse Angreb er dog ganske mislykkede og saa fuldkommen malplacerede, at det ikke er Ulejligheden værd, hverken at gengive eller imødegaa dem.

Man undres over, at Hr. Pastoren gider. Alene det at finde paa den geniale Overskrift, har sikkert kostet ham adskilligt Hovedbrud. Man fristes til at tro, at han ærgrer sig over, at der ikke er en eller anden af de Foreninger, der efter hans Opfattelse arbejder for "Kultur og sund Livsglæde", der har faaet de bevilgede 50 Kroner.

Pastoren mener, at Klubben nærmere maa betegnes som en Dansebule end som en Boldklub ; men han er jo sikkert ogsaa den rigtige til at dømme i de Sager; man maa bøje sig for Sagkundskaben.

Hvis man imidlertid sammenligner Antallet af Baller i R. B. med andre Foreninger, f. Eks. Industriforeningen i Nykøbing, kommer almindelige Mennesker dog til et andet Resultat, idet denne Forening nemlig har fire Gange saa mange Baller som R. B, idet sidstnævnte har et Bal om Maaneden (ikke flere, som Pastoren skriver), medens Industriforeningen har et hver Uge, og man kan vist ikke paastaa andet end at Industriforeningen støtter "Kultur og sund Livsglæde" ("Blaa Kors" dog maaske undtagen). Trods de mange Baller og trods det, at der dér er baade Stiftsprovst og Biskop, er der dog ingen, der er saa fanatiske, at de vil kalde Foreningen for en Danseklub.

Ballerne er ganske naturligt Foreningens økonomiske Basis, idet man netop gennem disse og gennem Sporten appellerer til "den sunde Livsglæde". Ingen end ikke Pastor Eriksen, vil vel paastaa, at Sport og Dans svækker "den sunde Livsglæde", ej heller Kulturen lider derunder, man behøver blot at henvise til de gamle Grækere. Ingen Sinde har vel Dans og Sport været drevet som da, og aldrig før eller senere har Kulturen været paa et saadant Højdepunkt trods det, at man den Gang ikke var bebyrdet med cand. theol.'er, der agiterede for "Kultur og sund Livsglæde".

Passivt Medlem af R. B.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 25. juni 1927).

Rødby Byraad.

Imod Forventning blev Byraadets Møde i Aftes meget livligt, idet Indstillingen om Gennemførelsen af Planen om en Gangsti fra Østergade til Rødby Lystskov gav Pastor Eriksen en kærkommen Lejlighed til at lufte et pietistisk Syn paa hele Tilværelsen. Pastorens Argumentation var fanatisk og barsk, men uden Overskæringens Styrke - og han prædikede da ogsaa for døve Øren. Indstillingen om at mageskifte det til Gangstien bestemte Jordstykke blev vedtaget med alle Stemmer imod 3 og selv Amtmandens Forbehold paa Administrationsudvalgets Vegne blev virkningsløs.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 13. januar 1928).

Pastor Eriksens modvilje mod gangstien skyldtes at han ikke ønskede at der skulle afholdes baller i skoven. Det var en del af hans samlede felttog mod offentlige baller, foreningsballer, skovballer osv.

Det er af sine egne -

Pastor Eriksen, Rødby, revser sit Livorgan.

"Nakskov Tidende" har haft det Uheld at komme paa Kant med den strænge indremissionske Præstemand over Rødby og Ringsebølle Menigheder, og Anledningen er. at Bladet har bragt en efter Præstens Mening for velvillig Omtale af Grundlovsmødet i Rødby Lystskov, hvor Pastor Fogh Hansen, Errindlev, talte og "satte Sving paa Grundlovsfesten med offentlig Dans" (!), medens der kun var ofret nogle Linier paa Hr. Eriksens Møde samme Dag paa Østersødiget. I et stærkt udæskende Indlæg i Nakskov Tidende's Torsdagsnumer farer Pastoren løs paa Bladets Meddeler. Byraadets Skovudvalg og Kollegaen fra Errindlev der har forarget Hr. Eriksen ved at holde Foredrag om Livsidealer for Folk, som "bagefter kørte i Karussel og dansede med "Livsidealerne".

Vi kender Pastor Eriksen og hans Aandsfæller, som udi egen Selvgladhed fordømmer alle anderledes tænkende langt ud i det yderste Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, og skal kun konstatere, at den gæve Præstemand ved sit ubeherskede Indlæg paany har henledt Opmærksomheden paa sig i en for hans Stilling lidet smigrende Grad.

Selv for "Nakskov Tidende", som ellers har kunnet glæde sig ved Pastorens særlige Bevaagenhed, er Indlæget blevet for stramt, og Bladet skriver : "Til Pastor Eriksens mange Hvorfor? skal vi kun svare : Fordi vi ikke er det ensidige, yderliggaaende Mørkemandsorgan, han ønsker, vi skal være.

Det er af sine egne, man skal høre det - Betegnelsen "Mørkemand" er ikke ueffen, benyttet af Nakskov Tidende om Partifælle Eriksen! Og Pastoren, som før har haft saa megen Glæde af dette Blad, hvis perfide Artikler om Arbejderklassen og dens ledende Mænd, han slugte raa og atter serverede i samme Tilstand ved alle mulige Lejligheder, kommer vel til for Fremtiden at undvære denne Berigelse af sin Aand !

En Trøst for ham er det, at "Kristeligt (!) Dagblad" stadig staar til hans Raadighed.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 9. juni 1928)

Pastor E. Eriksen var søn af den jyske indremissionær Niels Eriksen, Bøvling. Blev student fra Viborg Katedralskole 1893. Tog embedseksamen og virkede i 6 år som lærer i København. Han blev andenpræst ved St. Stefans Kirke i København 1902. Her var han 7 år. Dernæst i 9 år sognepræst for Herring og Stagstrup Sogn i Thy. Siden for Rødby og Ringsebølle. Udover at være medlem af byrådet, var han også medlem af Biblioteksforeningen for Rødby og Omegn.

Nedenstående stammer fra en samtale mellem personer der har oplevet pastoren:

Præsten, han havde jo den her store have. Der var så mange dejlige æbletræer. Og vi unger, vi lå jo og stjal præstens æbler. Når det blev mørkt om aftenen, så smuttede vi ind og samlede nogle af de æbler op, der var faldet ned på jorden, og ellers ville ligge og rådne. Men det havde præsten, pastor Eriksen, altså opdaget. Storebror Bernhardt han samlede jo sammen til vinter. Oppe på vores værelse, der havde vi en kommode med skuffer i, og der fyldte han dem ned i, og var ikke klar over, at dem, der var faldet ned bare ville ligge og rådne op.

Da kom pastor Eriksen over til far og sagde "Jeg vil have Deres søn Berthel ind under børneværnet". "Nåh" sagde far. "Hvorfor dog det, pastor Eriksen?". "Jo, han stjæler mine æbler". - "Nåh, ja men så skal da præstens knægt følge med også". "Hvorfor det? Det andet, det er guds gaver". "Ja, men det er også guds gaver, for han har revet en af mine duers rede ned og knaldet æggene. Det er også guds gaver" sagde far. Så begyndte præsten at snakke politik. Så var der ikke mere med at jeg skulle ind under børneværnet. Han ville ikke have, at sønnen skulle med også.

Fejø-Sagen (3): 1913 - Eftervirkning på retssystemet. (Efterskrift til Politivennen)

I 1883 var to kvinder blevet dømt for drab på en nyfødt. I 1885 fandt en fornyet undersøgelse at de to var uskyldige. Dette satte fokus på retssystemet og dets ufejlbarlighed. Se de to foregående afsnit om Fejø-sagen.

I 1913 reagerede højesteretsformand, justitiarius (siden 1909) Niels Kjeldgaard Poulsen Lassen (1848-1923) mod en artikel i Social-Demokraten der havde skrevet at Højesteret havde dømt uskyldige. Lassen påstod at Højesteret aldrig havde dømt en uskyldig. Han nævnte Fejøsagen  som han påstod var korrekt dømt på grund af de overvældende indicier. Han henviste til lægen Pontoppidan som havde bestridt rigtigheden i 1907 ved en forelæsning hvor han udtalte at sundhedskollegiets afgørelse ikke var uangribelig og at sagen måtte anses for uafklaret. Dette blev dog modsagt af Fødselsstiftelsens læge Leopold Meyer i 1913 som oplyste at pigens hymen var hel og uskadt. Pontoppidan havde udtalt at i ganske sjældne tilfælde kunne dette godt være tilfældigt uagtet en fødsel var sket. Men Meyer udtalte at han aldrig selv havde oplevet noget sådant.

Fejø-Pigen anlagde herefter sag ved kriminalretten mod justitiarius Lassen for at påstå at Fejø-Pigen var skyldig. Efter måneders sagsbehandling forsvarede Niels Lassen udtalelsen med at han kun rent teoretisk havde drøftet pigens skyld og uskyld. Han blev frifundet i februar 1914, og sagens omkostninger ophævet, idet dog Fejø-Pigen alene havde afholdt sagens omkostninger. Rettens dom tog snarere stilling til Niels Lassens ytringsret end om lige ret for loven. Social-Demokraten mente at det under sagen var kommet frem at Niels Lassen ved flere lejligheder havde afsløret at han ikke vidste ret meget om Fejø-sagen. Niels Lassen blev afskediget administrativt maj 1915 da han var fyldt 65 år med henvisning til hans helbred - han var sygemeldt. Han sad i Borgerrepræsentation i København for partiet Højre 1889-1897

"Fejø-Pigen": Anna Christine Larsen. Foto fra Social-Demokraten 8. november 1913.

6 Justitsforbrydelser paa Fejø.

Den gale Birkedommer har dømt 4 Kvinder og deres Mødre for Barnemord.

Det konstateres i Lighed med "Fejø-Pigen", at de aldrig har født.

De ulykkelige Kvinder lever endnu, men har aldrig faaet Erstatning for deres aarelange Ophold i Forbedringshuset.

En interessant Oplysning, der godtgør, at Justitiarius Lassen atter har "husket fejl".

Den enestaaende Skandale, viser, hvor slet underrettet Højesterets Justitiarius er.

(Brev fra vor udsendte Medarbejder.)

Nykøbing F.

Da jeg i Onsdags ankom til Fejø, var jeg straks ved mine første Undersøgelser klar over, at jeg stod overfor et mærkeligt Mysterium. Det viste sig nemlig, at man paa Øen kendte ikke mindre end seks forskellige Kvinder, der i sin Tid af Birkedommer Freuchen var dømt for Barnemord, og om hvem det senere var oplyst, at de var ganske uskyldige i den Forbrydelse, som de havde siddet Aar Forbedringshuset og afsonet.

Med andre Ord: i Stedet for én "Fejø-Pige" og én Fejø-Sag stødte jeg paa seks forskellige Tilfælde, der alle lignede hinanden. Det gjorde selvfølgelig Efterforskningen efter den af Højesteret dømte og senere frikendte Kvinde yderligere kompliceret.

Færgemand Bjørn, der har sejlet i over 30 Aar mellem Lolland og Fejø, havde ofte færget de paagældende Kvinder frem og tilbage, naar de skulde i Forhør. De paagældende fire Kvinder og deres Mødre sad nemlig i Arresterne paa Lolland og maatte føres over til Fejø til hvert Forhør. Man forstaar, at der ofte gik Uger, ja Maaneder imellem hver Gang.

Bjørn huskede Navnet paa tre af Kvinderne. Der var den gamle Grete Askø og hendes to Døtre Louise og Christiane. Bjørn huskede særlig en Nat, hvor Himmel og Jord stod i ét og den gamle Grete Askø sad paa Bagsædet.

"Hvis Kællingen nu falder overbord!" sagde Bjørn til Sognefogden, der var med paa Turen som den øverste Politimyndighed.

"Ja - saa kan vi da ikke gøre for det! Forresten var det vel bedst for hende, om det skete", tilføjede den barmhjærtige Sognefoged.

Men "Kællingen" gjorde ikke Mine til at efterkomme Opfordringen, der laa i Sognefogdens Ord. Hun sad og krøb sammen paa Bagsædet, medens Søerne i store Sprøjt stod ind over Rælingen.

Bjørns Fortælling om denne lille Episode giver alligevel et godt Indblik i Forholdene paa Øen for 32 Aar siden.

To Familietragedier.

Min første Opgave maatte være at faa oplyst de nærmere Enkeltheder i de Retstragedier, for hvilke de 6 Kvinder er falden som Offer, og endvidere at faa konstaret, om de Paagældende levede endnu, og da hvor.

Resultatet af mine Undersøgelser er følgende:

Det første Tilfælde er den almindeligt kendte "Fejø-Pige", Anna Christine Christiansens Sag. Vi har tidligere efter Højesteretsakterne oplyst, at det, der gav Anledning til hendes og hendes Moders Fængsling, var den Omstændighed, at der fandtes et Barnelig paa Kirkegaarden. De nærmere Omstændigheder ved denne Sag kender vore Læsere. Baade Anna og hendes Moder tilstod, efter at være bleven pint og plaget Birkedommer Freuchen, og Anna dømtes til 5 Aars Forbedringshus, medens Moderen dømtes til Døden. Deres Sag appelleredes til Overretten og til Højesteret, og Resultatet blev som bekendt, at Højesteret i første Omgang stadfæstede Dommen - dog benaadedes Moderen med livsvarigt Fængsel.

Omtrent samtidig opstaar der imidlertid tre andre Sager. Birkedommer Freuchens Vanvid slaar ud i lys Lue. Han faar den fikse Idé, at Øen er "en Morderhule", saaledes som han, efter hvad Kroværten paa Fejø fortæller mig, en Gang udtalte til ham.

Grete Aske og hendes Døtre.

Paa Fejø boede paa den Tid en Enke ved Navn Grete Askø og hendes to Døtre paa henholdsvis 22 og 17 Aar. Deres Navne var Louise og Christine. En skønne Dag arresterede Freuchen de to Piger og Moderen. Den oprindelige Anledning var, at de skulde være kommen i et Hus, hvor der var drevet Nattesæde og anden Utilbørlighed. Men ikke saa snart havde Freuchen faaet de to Piger i Forhør, før han fik den fikse Idé, at de havde været frugtsommelige og havde født. Det næste Skridt var at anklage dem for Barnemord. Der var ganske vist ikke fundet noget Lig, saaledes som med Anna Christines ("Fejø-Pigen"s) Tilfælde, men det var ikke desto mindre en smal Sag for Freuchen at faa de to Piger til at afgive en Tilstaaelse; det endte da ogsaa med, at Moderen og Louise og Christine, efter at have siddet nogle Maaneder i Arresten og været Genstand for utrolige Raaheder, aflagde en Tilstaaelse, som vi gengiver i alle dens Detailler, idet netop de udpenslede Enkeltheder er et Vidnesbyrd om Freuchens utrolige Fantasi. Det viste sig nemlig senere, at de to Kvinder aldrig havde født, og at hele Tilstaaelsen med alle dens Enkeltheder var fuldstændig opfunden.

Louise Andersen.

De tre Kvinder bekender 7 Mord.

Beretningen om Tilstaaelsen lød saaledes:

Da Louise mærkede, at hendes Nedkomst nænnede sig, gav hun Moderen Meddelelse herom, og de besluttede da, at Barnet skulde "ødelægges" straks efter Fødslen. Senere kom den da kun 14-aarige Christine til og blev indviet i Planen, samt paa Grund af Moderens Trusler bestemt til at deltage i Forbrydelsen. - Nogen Tid efter, da Christine en Aften besøgte Louise, mærkede denne Fødselsveer og sendte derfor Bud efter Moderen. De tre Forbrydersker tjente nemlig paa tre forskellige Gaarde i Nærheden af hverandre. Moderen kom ogsaa tilstede, og efterat de i Køkkenet paa den Gaard. hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Økse, 2 store Knive og 3 store Tøiklæder, gik de om Aftenen Kl. 10-11 ud i Marken og tog Ophold ved et Gærde. Efter ca. 1 Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaaret, levende og velskabt Drengebarn. Efter Planen skulde Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen pnany havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Økse og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saavel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 26 Dele, og Stykkerne fordeltes derpaa i de 3 medbragte Tørklæder. Moderen vaskede derefter Øksen og Knivene samt kradsede noget i Jorden, saa at det fremkomne Blod ikke skulde komme tilsyne, og de tre Forbrydersker gik nu tilbage, hver med et af de Tørklæder, hvori Stykkerne af Barnet var lagte, og det var Bestemmelsen, at disse skulde spredes og nedgraves paa Møddingerne ved de tre forskellige Gaarde paa hvilke Forbryderskerne tjente. Medens Moderen og Christine straks samme Nat efterkom denne Beslutning, havde Louise paa Grund af Mathed i Anledning af Fødslen, ikke Kræfter dertil, hvorfor hun, da hun kom hjem, gemte Tørklædet med Indhold i en Skuffe og først fik det ud nogle Dage senere. Allerede den Gang Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe inden hun aabenbarede dette for Moderen. Denne foreslog hende at bruge Abortivmidler, men da et Forsøg dermed Ikke gav noget Resultat, besluttede de senere i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises. En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antog, at Gaardens Folk var gaaede til Ro, forsynede de sig i Køkkenet med en Økse og en Kniv og gik ud til Møddingpladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne mod Svinestalden. Paa denne Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe, idet Christine straks huggede dets Hals over med Øksen. Derefter blev ogsaa Ligot af dette Barn parteret, dog kun i 15 a 16 Stykker, men da Foraaret nærmede sig, og Gødningen fra Møddingen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind for Svinene, som ogsaa syntes at fortære deri. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de derefter atter ud paa Møddingen, og efterat Økse og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard. De Folk, hvor Louise og Christine tjente under deres Frugtsommelighed, havde mærkeligt nok ikke haft nogen Anelse om denne. De to Pigers Moder har under sin Arrestation afgivet den Forklaring, at hun, da hun for 19 Aar siden tjente i Maribo Birk, har været meddelagtig i Drabet paa 3 andre uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet, paa samme Tid og i samme Birk at have deltaget i Drabet paa to voksne Personer.

Christine Petersen.

De tre Kvinder dømtes hver til 4 Aars Forbedringshus, medens Moderen mærkværdigt nok slap med 8 Aar. I Modsætning til "Fejø-Pigen" appelleredes deres Sag ikke. De blev straks ført til Kristianshavns Kvindefængsel, og de vilde rimeligvis have siddet deres Tid ud, hvis ikke netop paa det Tidspunkt "Fejø-Pigen" Anna Christine var bleven undersøgt i Fængslet, hvor hun sad, og det var bleven oplyst, at hun aldrig havde født. Hendes Sag blev underkastet en Prøvelse af den daværende Justitiarius Ingerslev, og hun blev derefter som bekendt frikendt ved Højesteret.

Men man var da i Fængslet, hvor Louise, Christine og deres Moder sad, bleven betænkelig ved, hvad der var fremkommen angaaende Anna Christine, og det førte til, at ogsaa Louise og Christine blev undersøgt af Lægerne. Og det viste sig da - i Lighed med "Fejø-Pigen", at de heller ikke nogen Sinde havde født. Deres Sag blev derefter henvist til Overretten, hvor de frifandtes og alle tre - de to Søstre og Moderen - hjemsendtes - - til Fattigvæsenet!

Naar deres Sag ikke vakte saa stor Opsigt den Gang, skyldes det vel, at de fik deres Sag behandlet ved Overretten, hvor der ikke er mundtlig Procedure. I det hele taget havde man næppe den Gang stor Interesse for Justitsforbrydelser overfor fattige Kvinder.

Men foruden de 5 Kvinder - Grete Askø, hendes Døtre Louise og Christine, "Fejø-Pigen" Anna Christine og hendes Moder Christiane Gotfredsen, sad ogsaa dennes anden Datter Sofie - hvis Skæbne vi endnu ikke har omtalt - i Forbedringshuset for Barnemord. Hendes Sag skal vi omtale i Morgen; vi skal blot Uge anføre, at man fuldstændig "glemte" hende, og først nogen Tid efter løslodes ogsaa hun. Man foretrak dog for hendes Vedkommende at undgaa Sagens Genoptagelse, men mente det lettest at "benaade" hende. Ogsaa hun hjemsendtes da til Fattigvæsenet.

Sofie, Louise og Christine lerer endnu, foruden Anna Christine, der som bekendt nu bor paa Nordfalster. Ogsaa de tre andre Kvinder har vi talt med, og vi skal i en følgende Artikel fortælle om Mødet med dem.

Justitiarius sidste Fejltagelse.

Af det foregaaende vil man se, at Justitiarius Lassen, da han erklærede, at "Fejø-Pigen" var skyldig, slet ikke har kendt denne Sags - eller rettere - disse Sagers Enkeltheder. Han blander dem fuldstændig sammen. Om "Fejø-Pigen" Anna Christine sagde han til vor Interviewer:

De Knogler, der blev fundne hos Svinene, var saa afgnavede, at man ikke kunde se, hvorfra de stammede. Jeg tror derfor ikke paa, at Pigen var uskyldig (!).

Nu viser det sig altsaa, at det slet ikke var "Fejø-Pigen", hvis Barn var "kastet for Svinene". Det er her Louises og Christines Tilfælde, der blandes ind.

Men hvor er dette betegnende for den Overfladiskhed og den Letsindighed, hvormed selve Højesterets Justitiarius argumenterer.

Marius Wulff.

(Social-Demokraten 9. november 1913)

 

Seks Justitsforbrydelser.

Den sindssyge Birkedommer dømte fire Kvinder for Barnemord, skøndt de aldrig havde født.

Det bliver et tungt Regnskab, vor nuværende Retspleje faar at gøre op. Og det er ikke underligt. Slettere Ordning findes ikke i hele den civiliserede Verden. I Danmark har man gjort Dommerstanden enevældig overfor alle de ulykkelige, som kom ud for Mistanke.

Og hvordan har man saa bagefter behandlet de ulykkelige, hvis Liv blev lagt øde af Rettens Haandhævere? Man har i de fleste Tilfælde glemt dem - ganske simpelt. Ingen Røster har hævet sig til et tordnende Anklageraab ud over Landet.

Dommerstanden har følt sig som et indfiltret Ærtehalm, og den ene har omhyggeligt vogtet sig for at hugge Øjet ud paa den anden.

Hvor har Præsterne været henne? De har siddet i deres lune Præstegaarde og ellers Søndag efter Søndag forkyndt et Retfærdighedsevangelium. Men omhyggeligt har de passet paa at henlægge alle Scenerne til Palæstina.

Og Politikerne, Landets kaarne Mænd. En enkelt tog Ordet i Kampen for Rettens Sag, afdøde Høgsbro. De andre var tavse.

Stille fik de mange ulykkelige, som ofredes paa Mistanke, Lov til at vende tilbage til deres ulykkelige Kaar - plettede i Folkets Omdømme. De gled ned ad Samfundsstigen og endte paa Fattigvæsenet.

Fejøpigens Historie

"Social-Demokraten's Medarbejder fandt Fejøpigen i den lille Landsby Nørre Kirkeby paa Nordfalster. Han fortæller:

Døren ind til den raadne Rønne staar aaben. Jeg gaar gennem en snæver og mørk Forstue og banker paa en Dør. Intet Svar. Jeg banker igen. Der svares ikke, men en snorkende Lyd indefra vidner om at der er nogen hjemme.

Jeg aabner Døren og ser ind i en Stue - hvis man kan give det uhyggelige Hul dette Navn - , hvor der sidder to Kvinder ved et Bord. Der er halvmørkt i Stuen. Den ene af Kvinderne - den yngste - udstøder nogle underligt gryntende Lyde og griner fjollet ved at se fremmede. Den anden, en ældre, svær Kone, rejser sig og ser sløvt paa mig.

Efter at jeg ved nogle indledende Spørgsmaal har faaet bekræftet, at den svære Kvinde er den, jeg søger: Anna Christine, Christiane Gotfredsens Datter, forklarer jeg Grunden til mit Komme.

Anna sidder og rokker lidt front og tilbage. Først lidt efter lidt er det, som om hun forstaar, hvad jeg siger.

" - - - det er saa mange, mange Aar siden - - - " mumler hun frem for sig. Saa er det som om efterhaanden alt det gamle vaagner til Live igen:

"Han pinte os, min Mo'r og Mig. De aner ikke, hvorledes han var mod os - Birkedommeren. Jeg vilde ikke tilstaa - for jeg havde ikke gjort noget. Jeg havde jo aldrig den Gang faaet et Barn Nu har jeg jo et Par Stykker. Men den Gang - uskyldig og ren var jeg. Kun et Par og tyve Aar, tror jeg. Jeg husker det ikke mere saa vist - det er saa mange Aar siden. - Men aldrig glemmer jeg, som han slog og sultede os. Han spyttede os lige i Ansigtet og truede med, at vi skulde blive halshugget, hvis vi ikke tilstod - - "

"De sad meget længe i Varetægtsarrest'.

"Aa, ja - det gjorde vi da! Jeg sad først hos nogle gamle Folk paa Fejø, tæt ved, hvor Birkedommeren boede. Nogle Gange fik jeg Mad - og nogle Gange fik jeg ikke. Saa kom jeg til Maribo og saa til Nakskov. Naar der var Forhør, blev vi færgede over til Fejø. - - - "

Anna Christine sidder tavs en Stund. Den aandssvage unge Pige ved hendes Side giver sig til at le højt.

"Ja - det er Lars Hansens Datter - ham jeg bor hos. Jeg har været her nu i seks Maaneder. Men det er saa simpelt med mig. Jeg er syg det meste af Tiden, og jeg har slet ikke Raad til at købe mig noget Tøj. Det er galt med Gigten. - - - "

"Hvor har De været siden De kom ud af Forbedringshuset?'

"Aa, ja - det er snart ikke til at huske mere. Jeg blev undersøgt af Lægerne den Gang, jeg sad paa Christianshavn, og saa saa de jo, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt, at jeg aldrig havde født noget Barn. Saa blev jeg jo sendt hjem sammen med Mo'r - "

"Fik De ingen Erstatning?'

"Nej, det gjorde vi rigtignok ikke. Vi havde jo siddet der i flere Aar - men vi fik ingenting. 

Og saa kom vi paa Fattigvæsenet - Mor og jeg. Jeg har jo tjent mange Steder - men det har været drøjt nok. Nu har jeg 6 Kr. af Sogneraadet - - - "

"Paa Femø?'

"Nej - det Sogn, hvor min Mand var født. For jeg blev jo gift med Larsen - men han kunde ingen Ting tjene - og saa gik han fra mig - - - ".

"Hvor gammel er De nu?'

"Ja - jeg er vel 54 Aar. Det kan nok passe. Det er ikke saadan med Hukommelsen - - -"

Anna Christine har Ret. Hendes Hukommelse slaar ikke mere til - det er tydeligt nok. Alt, hvad hun husker, kommer tilfældigt og spredt fra hende. Nogen sammenhængende Beskrivelse af den frygtelige Tilværelse, hun har ført, siden Retfærdigheden for 32 Aar siden slog sin Klo i hende og ødelagde hendes Liv, er det ikke muligt at faa. Hun har heller ikke længere nogen klar Forestilling om, hvor længe hun har siddet i Fængsel, heller ikke, hvorledes det egentlig gik til, at hun slap ud. Lidelser og Savn har fuldstændig ødelagt denne Kvinde.

Den sindssvage Birkedommers Ofre.

Den samme Medarbejder fortæller fra sit Ophold paa Fejø: Paa Øen kendte man ikke mindre end seks forskellige Kvinder, der i sin Tid af Birkedommer Freuchen var dømt for Barnemord, og om hvem det senere var oplyst, at de var ganske uskyldige i den Forbrydelse, som de havde siddet Aar i Forbedringshuset og afsonet.

Min første Opgave maatte være at faa oplyst de nærmere Enkeltheder i de Retstragedier, for hvilke de 6 Kvinder er falden som Offer, og endvidere at faa konstateret, om de paagældende levede endnu, og da hvor.

Resultatet af mine Undersøgelser er følgende: Det første Tilfælde er den almindeligt kendte "Fejø-Pige", Anna Christine Christiansens Sag.

Omtrent samtidig opstaar der imidlertid tre andre Sager. Birkedommer Freuchens Vanvid slaar ud i lys Lue. Han faar den fikse Ide, at Øen er "en Morderhule", saaledes som han, efter hvad Kroværten paa Fejø fortæller mig, en Gang udtalte til ham.

Paa Fejø boede paa den Tid en Enke ved Navn Grethe Askø og hendes to Døtre paa henholdsvis 22 og 17 Aar. Deres Navne var Louise og Christine. En skønne Dag arresterede Freuchen de to Piger og Moderen. Den oprindelige Anledning var, at de skulde være kommen i et Hus, hvor der var drevet Nattesæde og anden Utilbørlighed. Men ikke saa snart havde Freuchen faaet de to Piger i Forhør, før han fik den fikse Ide, at de havde været frugtsommelige og havde født. Det næste Skridt var at anklage dem for Barnemord. Der var ganske vist ikke fundet noget Lig, saaledes som med Anna Christines ("Fejø-Pigen"s) Tilfælde, men det var ikke desto mindre en smal Sag for Freuchen at faa de to Piger til at afgive en Tilstaaelse; det endte da ogsaa med, at Moderen og Louise Christine, efter at have siddet nogle Maaneder i Arresten og været Genstand for utrolige Raaheder, aflagde en Tilstaaelse, hvis udpenslede Enkeltheder er et Vidnesbyrd om Freuchens utrolige Fantasi. Det viste sig nemlig senere, at de to Kvinder aldrig havde født, og at hele Tilstaaelsen med alle dens Enkeltheder var fuldstændig opfunden.

De tre Kvinder dømtes hver til 4 Aars Forbedringshus, medens Moderen mærkværdig nok slap med 8 Aar. I Modsætning til "Fejø-Pigen" appelleredes deres Sag ikke. De blev straks ført til Christianshavns Kvindefængsel, og de vilde rimeligvis have siddet deres Tid ud, hvis ikke netop paa det Tidspunkt "Fejø-Pigen" Anna Christine var bleven undersøgt i Fængslet, hvor hun sad, og det var bleven oplyst, at hun aldrig havde født. Hendes Sag blev underkastet en Prøvelse af den daværende Justitiarius Ingerslev, og hun blev derefter som bekendt frikendt ved Højesteret. 

Men man var da i Fængslet, hvor Louise, Christine og deres Moder sad, bleven betænkelig ved, hvad der var fremkommen angaaende Anna Christine, og det førte til, at ogsaa Louise og Christine blev undersøgt at Lægerne. Og det viste sig da - i Lighed med Fejø-Pigen, at de heller ingen Sinde havde født. Deres Sag blev derefter henvist til Overretten, hvor de frifandtes og alle tre - de to Søstre og Moderen - hjemsendtes - - til Fattigvæsenet!

Men foruden de 5 Kvinder - Grete Askø, hendes Døtre Louise og Christine, "Fejø-Pigen" Anna Christine og hendes Moder Christiane Gotfredsen, sad ogsaa dennes anden Datter Sofie - hvis Skæbne vi endnu ikke har omtalt - i Forbedringshuset for Barnemord. Hende "glemte" man fuldstændig, og først nogen Tid efter løslodes ogsaa hun. Man foretrak dog for hendes Vedkommende at undgaa Sagens Genoptagelse, men mente det lettest at "benaade" hende. Ogsaa hun hjemsendtes da til Fattigvæsenet.

De to Mødre er døde, de andre lever alle fire.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 10. november 1913).

De seks Justitsforbrydelser.

Hvorledes Freuchen fremtvang Tilstaaelserne.

Øksen og Blokken i Forhørslokalet.

Sofie Andersen fortæller om Fejøs Rædselsdage.

Sofie Andersen.

I en foregaaende Artikel har jeg omtalt de seks Justitsforbrydelser, som daværende Birkedommer Freuchen forøvede paa Fejø, og for hvilke 6 Kvinder - hvoraf de fire lever endnu - faldt som Offre.

Det har sin Interesse i denne Forbindelse at oplyse, at Birkedommer Freuchen lever endnu. Han blev i sin Tid indlagt paa Sindssygeanstalt, man sagde for at faa ham erklæret utilregnelig. Nu lever han i bedste Velgaaende her i København og har sine kronede Dage som pensioneret Birkedommer.

Selv hæver han hver Maaned sin Pension, medens Staten lader de Kvinder, som han uskyldigt bragte i forbedringshuset og som tilbragte Aar af deres Liv dér, henslæbe en ussel Tilværelse i Fattigdom og Nød.

Det er dansk Retfærdighedt

"Fejø-Pigen"s Søster fortæller.

Den første af de uskyldigt dømte Kvinder, jeg besøgte, var "Fejø-Pigen"s Søster, Sofie, nu gift med en Husmand Andersen paa Fejø.

Jeg opsøgte hende for af hende muligvis at erfare hendes Søsters Adresse. Hun kendte den ikke - men medens jeg sidder og taler med hende, falder der en tilfældig Bemærkning fra hende: Ja - Birkedommeren fik jo ogsaa mig dømt!

"Dem?"

"Ja - min Søster var jo ikke den eneste, han styrtede i Ulykke - - - "

Og Sofie Andersen fortæller mig sin Lidelseshistorie.

Her - i denne Stue, hvor jeg nu sidder og taler med den aldrende Kvinde - foregik et frygteligt Drama for 32 Aar siden.

Birkedommer Freuchen havde den Gang arresteret Sofies Søster og Moder - Anna Christine og Christiane Gotfredsen - for Barnemord. Sofie var den Gang allerede gift og havde flere Børn. Hun fødte nu en lille Dreng, og med Taarer i Øjnene fortæller Sofie, hvor glad hun og hendes Mand var over denne Gut - den første de fik. Ellers havde det været lutter Pige, syv ialt.

Den lille var imidlertid noget skrøbelig af Helbred. Han led af Mundkrampe.

"Trods alt det jeg stred for at holde Liv i ham, blev han sløjere og sløjere - og en Nat døde han i Sengen hos mig - -

Nogle Dage efter kom Birkedommeren, en Politimand og Distriktslægen ind i denne Stue, hvor jeg endnu laa i Sengen efter den haarde Fødsel. De gik ud i Køkkenet, hvor det lille Lig laa, og de tog det i Armene og smed det hen paa Sengen til mig med de Ord: "De har jo dræbt Barnet!"

Jeg forsvarede mig saa godt jeg kunde, men Birkedommeren vilde intet høre. Han arresterede min Mand og min Svigermoder, og nogle Dage efter, da jeg lige kunde taa op af Sengen, arresterede de ogsaa mig.

Den Tid, der fulgte paa, var frygtelig. I Forhørene slog og ruskede Birkedommeren mig. Jeg blev sultet i Arresten. Mino Børn vidste jeg var uden Tilsyn og uden Hjælp. Man gav mig vaade Skjorter paa. Birkedommeren spyttede mig i Ansigtet - paa alle Maader pinte og plagede han mig, til jeg sagde ja til alt, hvad han spurgte mig om.

Saasnart jeg havde tilstaaet, blev min Mand og min Svigermoder løsladte. Jeg selv blev dømt til otte Aars Tugthus, og jeg sad dér i 3½ Aar. Saa havde man faaet oplyst, at Birkedommeren havde dømt min Søster, min Moder, Louise og Christine og deres Moder uskyldigt, og nogen Tid efter begyndte de i Fængslet at tale om, at saa var jog nok ogsaa uskyldig dømt. Man glemte mig dog, og det var først et Aar efter de andres Løsladelse, at jog kom fri og blev sendt hjem til min Mand og mine Børn."

- Saaledes lyder Sofie Andersens Beretning om sin Lidelseshistorie.

Louise og Christine fortæller.

Ogsaa de to andre uskyldigt dømte Kvinder - Christine og Louise - aflagde jeg et Besøg.

Louise tjener i Kragenæs hos en Gaardejer Kuld. Hun er nu 56 Aar. Christine har været gift med en Landarbejder, der døde for 1½ Aar siden. Hun arbejder strængt for sig og sine Børn i Sukkerfabriken i Stakkemose.

Disse to Kvinder, der begge har siddet 1½ Aar i Forbedringshuset blev, som vi tidligere har meddelt, Fængslet undersøgt af Lægen hvorefter det konstateredes, at de aldrig havde født og følgelig heller ikke havde kunnet begaa Barnemord. De to Piger og deres Moder - Grete Askø - aflagde som bekendt Tilstaaelse om at have myrdet ialt 7 Mennesker.

Om de Midler, Freuchen anvendte, fortæller Christine de mest haarrejsende Ting.

Saaledes lod Freuchen en Huggeblok og en Økse sætte ind i Forhørslokalet. Han stod og svang Øksen overfor de ulykkelige Kvinder og raabte, at han straks lod dem halshugge, hvis de ikke tilstod.

Freuchen skal have baaret sig ad som en fuldstændig sindssyg Person. Naar han holdt Forhør i Nakskov, hvad der undertiden var Tilfældet, larmede han saaledes, at man kunde høre det helt ud paa Torvet. Byens Indbyggere stimlede sammen, og det var nær kommet til Optøjer, hvis Birkedommeren havde fortsat Forhørene i Nakskov .

De to Pigers Moder, Grete Askø blev ogsaa som bekendt dømt. Hun blev imidlertid sindssyg og anbragtes paa Vordingborg Sindssygeanstalt. Kort efter, at hun var bleven løsladt, døde hun.

Louise og Christine lever som sagt i den yderste Fattigdom ligesom Anna Christine og hendes Søster Sofie. Loven om Erstatning for uskyldig udstaaet Varetægtsarrest - altsaa ikke Forbedringshus- eller Tugthusstraf - blev først vedtaget i 1887 - et Aar efter, at de fire Kvinder var blevet løsladte som uskyldige i den Forbrydelse, de var dømt for.

Der maa dog kunne findes Udveje til at gøre den Uret god igen, der er tilføjet disse Kvinder. Staten har en moralsk Forpligtelse til at yde de fire af Retfærdigheden saa skammeligt mishandlede Kvinder en Erstatning, der - hvor stor den end er - aldrig kan opveje de udstaaede Lidelser.

Marius Wulff.

(Social-Demokraten 14. november 1913).

De uskyldige Fejø-Pigers Dommer.

Fhv. Birkedommer Freuchen er ikke død.

Vor Medarbejder finder han i en lille Lejlighed paa Vesterbro.

Under den sensationelle "Fejø-Affære", der har affødt det opsigtsvækkende Sagaanlæg mod Højesterets Justitiarius, har forhenværende Birkedommer Freuchen gentagen Gange været nævnt som afdød.

Hr. Freuchen er imidlertid ikke afdød. Han lever tværtimod i bedste Velgaaende her i Byen.

Den forhenværende Dommer, om hvem der fortælles at han har faaet 7 uskyldige Piger til at tilstaa Barnemord og andre gruelige Misgerninger, bebor to smaa Værelser i et Pensionat i Carstensgade paa Vesterbro.

Og her aflagde vi ham i Gaar et lille Besøg.

Den gamle Mand ligger i Sengen - saa det koster os store Anstrengelser at komme ind til ham, men omsider lykkes det paa Grund af Husholderskens Elskværdighed.

Det viste sig at være at være et meget farligt Eksperiment.

Først kommer vi ind i et lille Værelse, hvis ene Hjørne er fyldt med gamle, gamle Bøger.

- Hvad mon der staar paa alle disse gule Blade?

Mon de 7 Fejø-Pigers triste Roman staar optegnet i dem eller hvad -

Naa, der bliver ikke Tid til lange Betragtninger. Værtinden lukker Døren op til det andet Værelse Og der ligger den Mand, hvis Navn faar alle Fejø-Pigør til at ryste. Han ligner forresten en gammel Søkaptajn.

Mit Navn er . . . .

I hvilket Ærinde, med Tilladelse, afbryder Hr. Freuchen. - Hvad er De. Journalist! Ikke sandt!

- Javel!

Ja, saa De vil altsaa interviewe mig, men det maa De ikke. De vil Interviewe mig, ikke?

Nej, jeg vil bare have en lille Samtale med Dem.

- Ja. jeg véd godt, hvad De vil. Det er Fejø-Pigen, Jnutitiarius og alt det andet; men det vil jeg sige Dem: jeg siger slet ingen Ting, slet ingen Ting Jeg lader mig ikke interviewe; jeg vil have Fred paa mine gamle Dage. hører De - gaa, gaa.

- Jamen!

- Nej, det nytter ikke. Jeg vil have mine gamle Dage i Fred. De maa gaa - gaa, gaa!

Der var naturligvis intet at stille op overfor denne sære gamle Mand, som man troede død. Og vi maatte gaa, uden at have konstateret andet, end at Fejø-Dommeren, der siges at have dømt 7 uskyldige Piger, lever endnu Og det Resultat var jo ikke saa stort.

saxo.

(Aftenbladet (København) 13. november 1913).

Birkedommer Carl Anton Freuchen døde i 1915. Han blev marts 1915 bisat fra Sct. Andreas Kirken i København. Ved bisættelsen deltog bl.a. fhv. justitsminister i ministeriet Berntsen 1910-1913, højesteretsassessor Fritz Bülow (1872-1955), opfinderen af telegrafonen, Valdemar Poulsen, overretssagfører Bentzen. 

Sønnen pastor Peter Anton Wilhelm Freuchen (1870-?) talte ved faderens begravelse. Han var cand. theol. og sognepræst (1902-1909) i Jelstrup og Lyngby (begge Vennebjerg Herred). I 1909 sognepræst i Thyrsted-Uth. Han sagde bl.a. at hans far i Faxe jagede klienter fra sig, men at den tid dog var lykkelig. På Fejø oplevede sønnen at faderen blev mere og mere angreben. Han døde som en nedbrudt mand, kun med familien og få venner. Han blev begravet i Vemmetofte. 

Bülow blev ved Landmandsbankens sammenbrud i 1922 kritiseret for sin dobbeltstilling som bankens sagfører og formand for Nationalbankens repræsentantskab. Han fratrådte stilling, nedlagde sin formandspost i Landstinget m.m. og beskæftigede sig siden kun med sin sagførervirksomhed.