Dommedags-Begravelsestale paa Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Dommedagstorden ved Ligbaaren.

En Præst, der har forløbet sig.

Paa Lolland-Falster er Sindene i disse Dage stærkt optaget af en af disse desværre ikke ukendte, uhyggelige Episoder, hvor en Præst benytter en Begravelse, hvor mange Mennesker, som han ellers ikke kan faa i Tale, er til Stede, til at give en, - lad os kalde det: fanatiske Harme - Luft, og derved skyder fuldstændig over Maalet og kun opnaar at vække offentlig Forargelse.

Sagen har faaet et ret opsigtvækkende Forløb, idet man i flere af de Lolland- Falsterske Blade forleden saa en saalydende Annonce:

Hjertelig Tak

undtagen til Pastor Leibølle for al den venlige Deltagelse. der er vist mig under min Hustrus lange Sygdom, Død og Begravelse.

Sæddinge. 12. Oktober 1929.
J. P. Jørgensen.

Det er en af Rødby-Egnens mest kendte og agtede Mænd, fhv. Sognefoged Jørgensen, der har indrykket denne Annonce, der et Par Dage efter suppleredes véd et "Aabent Brev".

Til Hr. Pastor Leibølle.

Nebbelunde.

Da De ikke endnu har givet mig en Undskyldning eller spurgt mig om Grunden til min mærkelige Tak i Bladene, gaar jeg ud tra, at De helst vil tie det ihjel. Just saa let gaar det nu ikke, Hr. Pastor.

Naar De Ikke skammer Dem ved at rette et saa ondartet Angreb paa hele Deres Menighed, og bruger det som Ligtale, saa vil jeg ikke betænke mig paa at stemple Talen som et aandsforladt Produkt, i højeste Grad sårende.

Ikke engang Velsignelsen kunde De unde os. hverken i Kirken eller ved Greven.

Sorgen over min afdøde Hustru kommer jeg nok over ved Guds Hjælp; men den Bitterhed og Trods, De ved Deres Ord har bragt ind i mit Sind, er saa uhyre vanskelig at blive kvit..

Sæddinge. 18. Oktober 1921).
J. P. Jørgensen.

Man faar ved at læse disse Linier absolut det Indtryk, at dette er en Mand, der er alvorlig krænket og haardt ramt i sine ømmeste Følelser, og samtidig faar man den Opfattelse, at det maa være en Mand, der næppe kan give Anledning til offentlige Revselsesprædikener. Dette Indtryk har vi faaet bekræftet ved telefonisk Samtale med en kendt Mand paa Egnen, der siger:

- Jørgensen og hans afdøde Hustru hører til Egnens mest afholdte og agtede Folk, og det var den største Begravelse, her har været i umindelige Tider. Hele Følget følte sig meget ilde berørt af Præstens Tale. Han sagde bl. a.: Jeg føler stor Angst, naar jeg tænker paa den Afdødes evige Fremtid! - Og derefter tordnede han mod "den verdslige Selskabelighed, der holder Menneskene borte fra Guds Rige", Ord, som ingen af de Tilstedeværende fandt, der var Spor af Grund til at bruge. Vi er alle enige med Jørgensen, naar han offentlig har bebrejdet Præsten hans Optræden, og Harmen her paa Egnen er almindelig.

(Aftenbladet 18. oktober 1929).

Den lollandske Begravelsestale.

Pastor Leibølle fortæller om hvad han sagde.

"Natt." har i Fortsættelse af Diskussionen om den pinlige Begravelsestale paa Lolland spurgt Pastor Leibølle, hvad der skete ved Begravelsen, og som har givet Anledning til Hr. Jørgensens opsigtsvækkende Skridt.

- Fhv. Sognefoged Jørgensen, siger Pastor Leibølle, maa regnes blandt Egnens kendte Mænd, og hans Hustrus Begravelse var den største i mange Aar... I min Tale ved Kisten karakteriserede jeg den afdøde i venlige Ord, men sagde til Slut: "Selv staar jeg med stor Angst i min Sjæl, naar jeg tænker paa den afdødes evige Fremtid".

- Hvorfor brugte De disse Ord?

- Fordi den afdøde, saa vidt jeg kan se, aldrig har villet søge Guds Rige.

- Mærkede De straks Misstemning hos dem, der hørte Talen?

- Nej. Iøvrigt tror jeg, at det heller ikke saa meget var dette Afsnit af Talen, som nogle efterfølgende Bemærkninger om den verdslige Selskabelighed, der har givet Anledning til "Misstemningen" ... Jeg sagde, at jeg i verdslig Selskabelighed ser en Fare for Mennesker, fordi den holder dem borte fra Guds Rige.

- Hvad er Grunden til, at De tog dette Spørgsmaal op netop ved denne Lejlighed?

- Jeg anser det for enhver Præsts Pligt at advare Mennesker mod alt, hvad der kan holde dem tilbage fra Guds Rige. Er det ikke Grund nok?

- Er Selskabeligheden større paa Deres Egn, end mange andre Steder?

- Den er større end godt er, og det har jeg sagt, fordi jeg er Præst.

*

Saa vidt Pastor Leibølle.

Om han har Ret i sine Synspunkter med Hensyn til den "verdslige Selskabelighed" forekommer os ikke at være det afgørende i denne Sag. Derom kan  der være delte Meninger, og Præsten har som enhver anden Lov til at hævde sin Mening.

Men hvad der maa paatales, og med Rette er bleven paatalt, er den utrolige Anmasselse, at Præsten giver sig til at holde moraliserende Foredrag af denne Art ved en Begravelse. Det kan han gøre ved et Møde i Forsamlingshuset, eventuelt i en Prædiken. I et Tilfælde som det foreliggende maa hans Optræden af alle honette Mennesker stemples som malplaceret.

Og at Præsten herved saa langt fra at gavne netop skader den Sag, han vilde tjene, føler vi os ganske overbevist om.

Pastor Leibølle forsvarer sig.

Han kræver Ret til at tale, som han vil, ogsaa ved Begravelser.

I de lollandske Blade har Pastor Leibølle nu offentliggjort et Svar, der i sin Helhed lyder saaledes:

LIGTALER.

I Anledning af Hr. fhv. Sognefoged  Jørgensens "aabne Brev" skal jeg tillade mig at gøre følgende Bemærkninger:

Naar Hr. Jørgensen skriver, at jeg ikke engang kunde unde de tilstedeværende Velsignelsen, skal jeg kun dertil oplyse, at jeg aldrig ved nogen Begravelse har brugt Velsignelsen, hverken i Kirken eller ved Graven, hvad man heller ikke er pligtig til.

Af Artiklen synes det iøvrigt at fremgaa, at det, jeg særlig skal have Bebrejdelser for, er ikke, at jeg i og for sig har sagt, hvad jeg har; men at det er sket i en Ligtale. Den Tankegang, som ligger bagved, er altsaa denne: "Ved Gudstjenester og Moder kan Præsten jo endda have Lov at sige Sandheden og advare mod Synd, thi det kan vi saa dejligt komme uden om ved at holde os borte fra Kirken. Men naar vi møder op i Kirken til en Begravelse, saa har Præsten at holde sin Mund med den Slags; vi vil ikke ved den Lejlighed høre noget, som kan ramme vor Samvittighed." - Men en saadan Tankegang kan jeg ikke billige; dertil er det hele for alvorligt. Dette Liv bærer for enhver af os enten hen imod en evig Tilværelse hos Gud eller imod en evig Tilværelse fra Gud. og jeg føler det som min Pligt baade ved Gudstjeneste og Begravelse at advare Mennesker mod at leve saadan, at de skubber Herrens klare Ord til Side: "Søg først Guds Rige og hans Retfærdighed".

At en saadan Advarsel af nogle opfattes paa den Maade, at man derved vil Mennesker noget ondt, er beklageligt; jeg haaber, at der maa blive set paa denne Artikel paa en anden Maade.

Talen "var af alt andet end opbyggelig Art", har Hr. Jørgensen udtalt til "Social-Demokraten". - Ja, det var den for nogle Deles Vedkommende; men jeg ønskede heller ikke, at alt i den skulde være "opbyggeligt". Hvis der paa en Plads skal opføres en Bygning, men Pladsen i Forvejen er optaget af en anden Bygning, maa man jo først rive den gamle Bygning ned. - Naar Mennesker lever saaledes, at de er optaget af verdslig Selskabelighed, naar man i den Grad er hengivet til Kortspil og lignende, at det atter og atter bliver foretrukket for de Ting, som hører til Guds Rige, saa er der i saadanne Menneskers Hjerte noget, som maa brydes ned. Der maa af Herren selv lægges en ny Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud. (Hebræerbrevet 6-1). Naar den Forudsætning er til Stede, er "opbyggelig" Tale paa sin Plads.

Naar der er Ild i et Hus, og dets Beboere ligger og sover og er i yderste Fare for at indebrænde, saa har det dog ikke hidtil været regnet for nogen særlig forkastelig Gerning at prøve paa at faa dem vækket og reddet. - Naar der nu er Tale om det, der er værre, ikke at indebrænde levende; men at gaa evig fortabt - skulde det saa være rent galt at sige, saa det kan høres: "Vend dig fra den verdslige Selskabelighed og til den levende Gud!"

Nebbelunde Præstegaard pr. Rødby
Den 18. oktober 1929
J. Leibølle.

(Ærø Venstreblad 21.oktober 1929)

Pastor J. Leibølle, foto fra Thisted Amtsavis 17. februar 1936, i anledning af at han indstilledes som sognepræst i Gamtofte. Han havde da virket siden 1932 i Hvidbjerg-Lyngs. 1921-1932 i Nebbelunde-Sæddinge.

Naar Rødby Fjord forsvinder. (Efterskrift til Politivennen).

 Det største Udtørringsarbejde, der er foretagt herhjemme.

Øverst: Den del af Rødby Fjord hvor den sidste Sprængning foretages. I Baggrunden Pumpestationen. Nederst: De mægtige Turbinepumper, der hvert Minnut sender flere Hundrede Tønder Vand ud i Østersøen. I Hjørnerne: Pumpemesteren og hans Søn, der passer det daglige Arbejde.

I næste Uge oprinder en stor Dag i den lille By Rødbys Historie. Man har i længere Tid arbejdet med Forberedelser til det største Udtørringsarbejde, der nogen Sinde er foretaget her hjemme. Rødby Fjord skal tørlægges, og man vil derved indvinde ea. 3000 Tønder Land, der i Løbet af faa Aar vil blive forvandlet til frugtbar Ager jord. Forberedelsesarbejdet har varet det meste af en halv Snes Aar

Og har allerede kostet et Par Millioner Kroner, men nu er man endelig saa vidt, at man snart sprænger den sidste Dæmning, og et Tryk paa de elektriske Kontakter vil derefter sætte to mægtige Turbinepumper, der drives af Dieselmotorer, i Gang, og flere Hundrede Tønder Vand vil i hvert Minut blive pumpet ud i Kramnitse-Bassinet, der staar i direkte Forbindelse med Østersøen.

Et meget interessant Led i Arbejdet bliver indfangningen af Fjordens store Fiskemængde. Turbinepumpens mægtige Kraft vil bevirke, at Fiskene suges hen til Pumpestationen, og her har man hygget en særlig Fangstruse, hvor man regner straks at kunne fange Fisk til en Værdi af ca.100,000 Kr og derefter I de første Aar for omkring 30-40,000 Kr. aarligt. Fangsten vil ske ganske mekanisk, og man har Kontrakt med et stort Firma i Tyskland om at aftage Fisken.

Selv Rødby Fjord vil i Løbet af ganske kort Tid være en hvid, klæget Slette, der ved Opdyrkning vil give Brødet til adskillige Hundrede Mennesker paa en Egn der hidtil har hørt til de mest øde i Danmark. Hidtil har der paa denne strækning ved det lollandske Havdige kun ligget nogle faa fattige Fiskerønner, Kramnitze, hvor de for mange Aarhundreder siden havde indrettet deres faste Landgangssted paa den lollandske kyst, og hvor Stormfloderne lige op til 1865 udrettede frygtelige Ødelæggelser, indtil det nuværende Havdige og den store cementfundamenterede Sluse blev bygget.

(Aftenbladet (København) 8. august 1927).

De højstliggende områder blev herefter solgt til gode priser, men jorden ude i den nu tørlagte fjord gik det mere trægt med, og de blev solgt for 1/10 af prisen. I 1930 blev rejst en mindesten. Nogen stor landbrugsproduktion kom der ikke ud af det, og i 1960 forsøgte man at sænke vandstanden yderligere en meter. 

I 1931 forsøgte man at plante 15.000 nåle-og løvtræer i den udtørrede fjord. I februar 1933 anmodede lodsejerne påny staten om hjælp til dækning af pumpeudgifterne, udover de 25.000 kr der allerede var givet. 

I 1964 måtte landbrugsminister ansøge om yderligere 7 mill. kroner til afvanding af Rødby Fjord. Udgifterne var da ½ mill kr. årligt.

Diget ved Rødby Havn. Til højre ses det inddæmmede område, Rødby Fjord. Til venstre ses opfyldningen med udgravningsmateriale fra tunnelen til Femern. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Knap 60 år efter skrev civilingeniør og deltidsforfatter Poul J. Eriksen følgende i en 1½ sides lang artikel i Ny Dag (Nakskov):

Rødby Fjord

---

Et yndet område for min barndoms søndagsture var Rødby Fjorden, som vi gennemkørte på kryds og tværs, medens støvet stod om ørerne på os, og Prins fnyste som okserne på Gefion-springvandet.

Efter navnet at dømme burde der have været tale om sejlture, og det havde også været tilfældet, hvis ikke man i 1927, hvor jeg bare var to år gammel, havde fået den afsindige idé at pumpe fjorden tom for vand.

Et tidligere lavvandet havområde på ca. 2.000 tønder land lå nu hen som en slags ørken. Små forkrøblede og spøgelsesagtige træer, der var plantet langs de snorlige veje, stræbte mod himlen, og deres hældning lod aldrig en i tvivl om, hvor vestenvinden kom fra. Jeg ville hellere have sejlet i en lille båd. Det havde ikke støvet så meget, og vi kunne have fanget fisk.

Nu er den tidligere ørken opdyrket, og der vokser korn i beskedne mængder til EFs overskudslagre, medens man taler om at tage den såkaldte marginaljord ud af drift. Sikken et pragtfuldt vådområde og sikken en natur, der kunne have været her til glæde for dyr og mennesker.

Eftermidagskaffen blev som regel indtaget ved Mindestenen. der står midt i den tørlagte Rødby Fjord i en lund. hvor vi prøvede at finde en grøn plet.

En enorm sten, der er fundet i området, og som vejer 23 tons, er rejst på højkant og udnævnt til mindesten. På dens sokkel kan man læse, at der på dette sted midt i Rødby Fjord ved dagligt vande var en vanddybde på kun 87 cm.

Sørens ko blev mager

En ukendt poet fra Rødby har givet stenen mæle medfølgende inskription:

"Her hvor agren klæder gruset,
så har sunget, storme suset,
luren kaldt fra kyst til kyst

Her hvor landet grønt sig løfter
bag ved digevold og høfter.
kyssed bølgen snedkens bryst.

Her hvor seklers søvn jeg sov.
land skal lyde fremtids lov."

Jeg husker, at jeg måtte spørge flere steder, inden jeg fik at vide hvad ordet sekel betød. Det var ikke et ord, jeg havde lært i Landets skole

(Ny Dag (Nakskov) 26. juli 1986).

Chefredaktøren på det daværende lollandske dagblad Ny Dag skulle bruge en rejseartikel, og da hans ven Poul Eriksen var i udlandet på en arbejdsopgave, måtte han da kunne levere en sådan. Det blev til flere, hvoraf følgende uddrag er en af dem.

I 1990'erne var der ikke længere brug for landbrugsjord, og i stedet ville man lade en fjordarm fylde op med vand igen - marginaljord. Da der med klimaændringer begyndte at komme ekstremregn, skabte det nye oversvømmelser - denne gang fra oven.

Carl Adolf Lacoppidan 1841-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Adolf Lacoppidan var forpagter af Pederstrup Avlsgård, Horslunde under grevskabet Christianssæde på Lolland.

I februar 1898 var der en konflikt mellem godsejer le Maire og hans arbejdere. Disse forlangte deres foreningsret respekteret. I øvrigt uden nogen krav om højere løn. De blev herefter opsagt fra deres lejligheder fra 1. maj 1898. Flere af dem havde børn. De lokale gårdmænd kom godsejerne til hjælp i stedet for arbejderne. Dog lykkedes det ikke le Maire at få korn udskibet fra Nakskov da arbejdsmændene ikke ville udskibe det. I stedet fragtede gårdmændene det til Taars færgested til et par fiskere. Da nogle arbejdere søgte arbejde på "Pederstrup", betingede forpagter Lacoppidan sig at de skulle melde sig ud af fagforeningen. Dette nægtede de.

Næsten på samme tid foregik der andre ting i forpagterens have: I et interview med tjenestepigen og fagforeningspioneren Marie Christensen (1871-1945) i anledning af Husassistenternes Fagforenings 15 års jubilæum i Kolding Social-Demokrat 17. november 1914 fortalte hun at da hun som 28-årig (det må have været omkring 1899) var tjenestepige hos kontorchef Adolph Jensen, besøgte de hvert år Lacoppidan på Pederstrup fordi konen var datter af dem. Her kunne hun ved siden af sit arbejde med at passe børnene, udforme love, opråb til tjenestepigestanden m.m. Kontorchefen hjalp hende senere med kontakt til en håndfuld andre.

80 Aar.

Forpagter C. Lacoppidan.

I Morgen bliver tidligere Forpagter Carl Lacoppidan 80 Aar. 

Han er født paa Lehnskov ved Svendborg, hvor Faderen Iver (af gammel fynsk Præstesiægt) var Forpagter, og overtog denne forpagtning i 1869. Ti Aar senere flyttede ban til Pederstrup ved Nakskov, som han drev lige til 1919, og kan alt saa se tilbage paa et halvt Aarhundredes Agrarvirksomhed. 

Lacoppidan har et fortrinligt Navn, og især paa den store Forpagtning Pederstrup viste han betydelige Evner og var en af Landets fineste  Heste-Avlere og Kendere, i en Aarrække sad han da ogsaa i Statshingsteskuekommissionen og er endnu Medlem af Overmønstringskommissonen. 

For to Aar siden flyttede han med sin Hustru, født Methling, til København og samles nu i HJemmet paa Sortedamsdosseringen med sin Slægt, blandt andet de to Forpagtere Svend og Iver fra Strandegaard og Holtegaard. Lacoppidan er den samme, elskværdige, imødekommende Mand som altid og i Besiddelse af et solidt Helbred.

(Nationaltidende 24. oktober 1921)

Svigersønnen Suensen, Næstved var tidligere ejer af Frederikseg og Bredeshave.

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Carl Adolf Lacoppidan, Carl Adolf (1841-1926) forpagter. Det kongelige Bibliotek. 

Dødsfald

Forpagter C. Lacoppidan.

Bæreren af et indenfor Landbruget velkendt Navn, Forpagter C. A. Lacoppidan, tidligere Pederstrup ved Nakskov, er afgaaet ved Døden, næsten 85 Aar gammel.

Han tilhørte en gammel fynsk Præsteslægt og fødtes paa Lehnskov ved Svendborg som Søn af Forpagter Iver Lacoppidan. 1869 overtog han Faderens Forpagtning, indtil han 10 Aar senere flyttede til Pederstrup ved Nakskov. Denne Gaard gjorde han til en Mønstergaard, særlig hvad Husdyrbesætningen angik, og hans Hingsteavl var berømt. Indenfor det lolland-falsterske Landbrug havde hans Navn en god Klang.

I 1919 opgav Lacoppidan Pederstrup og flyttede her til København. Han overleves af sin Hustru, født Methling, og flere Børn. En Datter er gift med Departementschef Adolph Jensen og en anden med Kasserer Axel Mielche i Privatbanken.

København 5. oktober 1926

Jagtbrev fra Lolland

Af Kaj Munk

NU er Jagten gaaet ind paa alt muligt, om saa det er paa Taarnene paa Pederstrup Slot paa Lolland. Hvor er det dog fattigt, vort rige Land! Rundt omkring i det fagre, frodige Danmark ligger de gamle stolte Herresæder ubeboede hen - Herskaberne sidder i Godsforvalter- eller Forpagterboliger, Skatten for at bo i eget Hus er saa høj, at det udelukker sig selv. Kan vi være det bekendt? Om vi end synes, vi i Kraft af Demokratiets Flertalsdiktatur kan være bekendt at forfølge enkelte Klasser inden for Befolkningen paa det ubarmhjertigste, kan vi saa forsvare en saadan Politik imod vore historiske Mindebygninger og imod den landskabelige Skønhed? Det er Regeringens Pligt med det allerførste at gøre sit til at standse Konverteringen af de gamle Herskabshuse ud over Landet til Ruindynger. Hr. Stauning maa efterhaanden føle sig stærk nok til at kunne give Love, der har en mindre Horisont end Stemmekøbets.

Reventlows lollandske Slotte, Christianssæde og Pederstrup, har ligget øde hen, saa længe jeg ved af. Naar jeg som Skoledreng spadserede de godt 3 Fjerdingvej til Ryde Station for at tage med Toget til Maribo, passerede jeg, ved at snyde mig Genvej gennem "Kresjansæehaving", to Gange daglig det forladte Slot. Ved 7-Tiden Vintermorgener har jeg set Jens Baggesen i sit Ligklæde smutte ind gennem Væggen til Slottet efter om Natten at have flakket rundt i den sorte fugtige Skov, stadig en 80-90 Aar efter sin Død haabløst forelsket i en eller anden Komtesse, og har jeg hørt jammerfulde Parringssange af de elskovsfulde lollandske Ræve mellem den store Parks misrøgtede og efterhaanden vantrevne Æbletræer og Sirtræer fra Italien. Øde og unyttigt ligger Slot og Park stadig hen. I Himlens Navn, Andreas Møller, faa dog Stauning til at finde paa noget!

Pederstrup Slot har jeg som Barn kun været ved en enkelt Gang. Men var jeg skuffet over, at Christianssæde kunde kaldes et Slot - for det var jo da bare et stort Hus; hvordan kan det være Slot uden Taarn og Tinde ? - blev jeg til Gengæld imponeret af Pederstrup, der ikke engang lod sig nøje med eet Taarn. Ja, sandelig, det var et i Slot. Nu er en Komité traadt sammen for at redde gamle Reventlow fra at blive rent til Grin. Hans Standsfæller skreg ham jo dengang ind i Ansigtet, at Bondestandens Frigørelse betød Adelens, ja, Landbrugets Undergang. I 1932 saa det næsten ud til, at de skulde faa Ret. For Adelens Vedkommende har de i hvert Fald faaet Ret. Nu var der gode Folk, der syntes, at en Mand, der havde begaaet Selvmord paa sin Stand for at gavne en anden, burde dog i hvert Fald have et Hus at bo i efter sin Død. Man vedtog da at frede en af hans Gaarde. Hvorfor det ikke blev selve Grevskabets, begriber jeg ikke. Det blev altsaa Pederstrup. Vel sagtens for Taarnenes Skyld, tænkte jeg. Og nu hører jeg til min Forfærdelse, at de skal rives ned. Et Mylder af de indsamlede Skillinger skal gaa til at rive Taarnene ned. Men hvorfor dog? Jo, for Bygningen skal "føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse". Hvorfor i al Jordens Skønheds Navn skal den dét? Hvis den oprindelige Skikkelse ikke var særlig heldig, hvorfor maa vi saa ikke bevare den Skønhed, den efterhaanden har vokset sig op til? Jeg husker en Kollega af mig, der dels skulde have sin Kirke ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse, og dels havde sin Svigermor boende hos sig  - hun var selvfølgelig lige saa ivrig for Kirkens Restauration som han det modsatte. Det skete, at han en Morgen fik hende at se, inden Tænderne og Lokkerne og det hele var sat op, og at han tillod sig ved Middagsbordet, da Diskussionen atter blev hed, at bemærke til den nydelige gamle Dame, at "jeg vil virkelig helst have dig ved Bordet, som du ser ud nu - vil ikke gerne have Svigermor ført tilbage til den oprindelige Skikkelse fra i Morges".

Pastoren har Ret. Hvilke Forbrydelser har kløende Fingre ikke faaet Lov til at udføre ved at stikke den ud, at "Svigermor skal føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse".

Det er en Skam og en Skændsel, hvis Pederstrup nu skal jævnes med Jorden, for at noget "oprindeligt" kan ligge og tage sig ud af ingenting. Det maa ikke ske. Er der ikke i Ministeriet en rask Mr. Chamberlain, der kan tage Flyveren og stikke ned og faa aflyst Jagten paa Taarnene? Det er godt nok at have Raad til Statshusmænd, vi maa ogsaa have Raad til en Smule Adel.

Det betyder noget alt for bittert, at Taarnene skal væk.

(Nationaltidende 9. oktober 1938)

Pederstrup havde siden 1725 været ejet af slægten Reventlow, først greve Christian Ditlev Reventlow. Den senere statsminister greve Christian Ditlev Frederik Reventlow gjorde Pederstrup til grevskabets hovedsæde i 1813. Efter 1851 skete en større ombygning af Pederstrup. Reventlow brugte nu Pederstrup som sommerbolig. Ved lensafløsningen i 1924 blev grevskabet Christianssæde fri ejendom og udstykket til flere selvstændige brug og parceller af Pederstrups jorder. I dag huser gården Reventlow-Museet Pederstrup. 

Gravsted for Carl Adolph Lacoppidan 1841-1926 og Emma Sophie Lacoppidan, f. Methlin 1885-1937. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En af Socialdemokratiets Veteraner. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Peder Knudsen

Vi besøgte i Gaar en af vort Partis Gamle, Arbejdsmand Peder Knudsen, Rolighedsvej 9. Anledningen var den, at Veteranen i Morgen, Torsdag den 1. Oktober, fylder 70 Aar.

VI træffer Manden i en solbeskinnet Stue, hvor Væggene er fyldt med Familieportrætter og Billeder fra Socialdemokratiets rige Liv. Ved Knudsens Fødder leger et yndigt Barn, en Dattersøn, og inde i Soveværelset pusler hans Hustru, en ærværdig Kvinde.

- Ja, jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv, naar Social-Demokraten har vist mig den Ære at besøge mig, siger P. Knudsen. Men for Resten er mit Liv ikke anderledes end Tusinder af jævnaldrende Arbejderes. Jeg og mine Kammerater hører til "de ukendte Soldater". Men Tak skal De ha', fordi De kom til mig.

Jeg fødtes i en Arbejderfamilie og delte Arbejdernes Kaar Livet igennem. Min meste Tid har jeg levet i Nakskov, hvorfor jeg navnlig har denne By kær. Der var jeg med fra første Færd. Hele Partilivet dér staar prentet fast i min Bevidsthed, fra vi i 1884 indviede vor første røde Fane til vi mange Aar efter erobrede Flertallet i Byens Baad og valgte en Socialdemokrat til Rigsdagsmand! Det hele er et Æventyr! tilføjede den Gamle og viskede en Taare bort.

- Det var denne første røde Fane, som jeg særlig mindes. Se dette forstaar i unge vel ikke saa godt. For nu er røde Faner en Selvfølgelighed, og det i By og paa Land. Men den første Gang, Socialismens straalende Symbol rejstes i de konservative Reder i gamle Danmark - se, det var en Fest, ja mere end det. En Revolution, forstaar De! Ny stærke Tanker vaagnede i Arbejderne! Nyt Fjendskab vaagnede ogsaa i Borgerskabet. Kampen begyndte. Det var en herlig Tid. Naar vi gik fra Mederne, følte vi os som Verdenserobrere.

Men - der var langt igen. Organisationerne var smaa og uden Betydning. Arbejdslønnen var 20 Øre i Timen paa Sukkerfabriken, og en Tid derunder, saa Daglønnen for 12 Timers Arbejde kun blev 2 Kroner. Min Kone fik 10 Kr. om Ugen i Husholdningspenge til hele Familjen. Og vi stiftede først en Fagforening for Arbejdsmænd i 1894, 10 Aar efter den første politiske Forening.

Nutidens Unge forstaar ikke denne Sendrægtighed. Men husk paa, Arbejderne selv var jo Socialismens og Fagbevægelsens værste Fjender. Vi maatte rive Arbejderne ud af Konservatismen. Hele deres gammeldags Tankegang skulde forandres. Ja, et nyt Kuld af unge, mere forstaaende Mennesker maatte vokse op l Arbejdernes Hjem, før vi rigtig fik Fodfæste.

Saa holdt vi Møder paa Landet. Den var drøj, kan De tro. Vi travede Mile frem og tilbage med smaa Flyveblade og Eksemplarer af vort Blad, og kom hjem om Aftenen, overstænkede med Mudder helt op til Nakken.

Vi var unge og stærke og glødende.

Aarene tog omsider paa Ens Helbred og legemlige Styrke. Og endelig havnede jeg her i Storstaden ligesom saa mange andre af mine Kammerater. Jeg fik Arbejde hos Murermester Thorsen, Dronningens Tværgade, men blev efter et Par Aars Forløb ramt af den spanske Syge, som jeg stadigvæk bar Mén af.

Min Hustru og jeg faar nu Aldersrente, og saa piller Jeg et Par Skilling sammen ved at rense Kloaker og feje Gaarde - - Ja, ja, jeg maa ikke klage. Vi Gamle har det bedre nu end de Gamle, da jeg selv var ung; Thi dem tog Fattiggaarden, hvor de henslæbte triste Dage til Døden tog dem.

I min Alderdom oprandt det største Øjeblik for mig, da Cigarmager Th. Stauning dannede Ministerium. Har man hørt Mage! En Cigarmager som en af Estrups Arvtagere. Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet!

Vi arbejder saa videre paa at farve Frederiksberg Kommune rød. Jeg melder mig til Husagitationen, selv om de svære Trapper er vanskelige at tage. Men naar man puster ud ved hver Afsats, saa gaar det!

Jeg er selvfølgelig Medlem af Vælgerforeningen her i Frederiksberg 3. Kreds, og jeg har været Afholdsmand 23 Aar og er nu Medlem af Nørrebros Afdeling.

- - Den lille Dreng har hidtil siddet pænt stille under Bedstefaders Udvikling. Men nu mener han, at det kan være nok. Han puffer mig blidt, men bestemt til Side og viser Bedstefader en Billedbog. Her er saa meget, som skal forklares.

Jeg gaar da fra den hidtil ukendte Soldat i Verdens største Armé.

I Morgen fylder han 70!

J. P. B.

(Social-Demokraten 30. september 1925).

Sukkerfabrikken i Nakskov, de gamle bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Pastor E. Eriksen. (Efterskrift til Politivennen)

En grovmundet Præst.

Pastor Eriksen i Rødby fornærmer de øvrige Medlemmer af Hjælpekasse, fordi de ikke vil nedsætte Understøttelsen. - Han er nu Genstand for Søgsmaal.

Den Lille By Rødby paa Lolland fik i Krigsaarene en ret talrig Arbejderbefolkning og hjemsøges nu i ganske særlig Grad af Arbejdsløshed og Nød. Tilstanden er ikke blevet bedre ved, at Byens Sognepræst, Pastor Eriksen, er blevet Formand for Hjælpekassen.

Præsten har fra Prædikestolen forkyndt, at han som Skatteyder er imod den "overhaandtagende sociale Forsorg", og disse "kristelige" Synspunkter leder ham ogsaa i hans Virksomhed i Hjælpekassen.

Socialdemokratiets Repræsentanter maa føre en uafladelig Kamp med hans karrige og vrangvillige Fortolkninger af Loven, og han er naturligvis kommet i et dybt og bittert Modsætningsforhold til hele den arbejdende Befolkning. Han er i overordentlig Grad blevet et Forargelsens Tegn i Byens offentlige Liv.

Det er nu kommet saa vidt, at der ved Retten er anlagt Injuriesøgsmaal mod Pastor Eriksen for den Tone, han har indført i Hjælpekassen.

Rettens første Møde om Sagen fandt Sted i Onsdags. Sagen er anlagt af Blikkenslager Dibbern, der er Medlem af Hjælpekassens Ledelse. Pastor Eriksen maatte indrømme, at han til Dibbern havde raabt: "Maa jeg være fri for Deres flabede Bemærkninger."

Anledningen til Præstens Hidsighed var, at han havde villet forringe en Andragers Kaar, fordi denne havde haft Arbejde i to Dage. Dibbern havde hertil bemærket, at dette var paa urimelig Maade at straffe den, der paatog sig tilfældigt Arbejde. Præsten holdt imidlertid stejlt paa sit, hvorefter Dibbern - efter Præstens Paastand - skal have sagt: "Deres Menneskekærlighed kender vi.«

Der førtes 44 Vidner, der alle havde hørt Præstens hidsige Udbrud, og hans hoverende Opfordring til Dibbern om at anlægge Sag, hvis han var utilfreds med Tiltalen.

Under Domsforhandlingen oplystes det endvidere af Overretssagfører Hintz, der fører Sagen for Dibbern, at Pastor Eriksen jævnlig har brugt Udtryk om sine Kolleger i Hjælpekassen som "De Bolschevik", "De er en Person med halv Forstand" etc.

Den arbejderfjendtlige Præst har kort sagt indført en højst ejendommelig Tone i offentlige Forhandlinger.

Dommen falder den 18. Januar. Den rimeligste Udgang af Affæren vilde imidlertid være den, at Rødby forskaanedes for sin hidtidige "Sjælesorger".

(Klokken 5 (København) 12. januar 1922)

Hjælpekasser eksisterede mellem 1907 og 1933. De erstattede de frie fattigkasser, og betød at man kunne få midlertidig hjælp uden at miste borgerrettigheder, fx stemmeret. De var finansieret gennem frivillige gaver og af kommune og stat. De blev ledet af folkevalgte bestyrelser. De kommunale hjælpekasser blev ophævet ved Socialreformen af 1933.

I februar 1922 var den igen galt, da pastor Eriksen havde afholdt et ulovligt møde i hjælpekassen. Der var kun 3 ud af 7 medlemmer til stede, og det blev afholdt kl. 2 om eftermiddagen, i stedet for som aftalt kl. 7 om aftenen fordi pastoren var blevet opfordret til at være tilstede ved en gudstjeneste. Der blev klaget til ministeriet.

Rødby Kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Eriksen var suppleant til Rødby Byråd for Venstre. Da en af byrådets medlemmer, proprietær Em. Jørgensen i september 1925 var blevet tunghør og derfor bad om at udtræde da han ikke længere kunne følge forhandlingerne. Eriksen var blevet indstillet til præst i Skanderborg - men fortsatte dog til langt ind i 1930'erne med at være præst i Rødby. 

Ved byrådsvalget marts 1925 gik Socialdemokratiet voldsomt tilbage og konservative frem. Det borgerlige flertal blev således bevaret.

Pastor Eriksen for Retten i Rødby.

Et "Høstgilde" som trak ud og som gav Anledning til at Pastoren forløb sig.

Som tidligere omtalt har to Arbejdsmænd i Rødby anlagt Injuriesøgsmaal imod Sognepræst Eriksen, fordi han i en Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse har fremsat ærefornærmende Beskyldninger om dem. Sagen var i Gaar til Behandling i Retten, hvor Pastor Eriksen gav en længere Fremstilling om sit Forhold til denne. For og med de to Arbejdsmænd mødte Sagfører Ditlevsen.

Præstens Forklaring.

Pastor Eriksen havde den 5 Februar d. A. paahørt en Samtale mellem sin Bestyrer og en anden Mand angaaende et større Drikkegilde, som om Natten havde fundet Sted i en Lejlighed overfor Præstegaarden. Han var saa gaaet derover og saa da 5-6 berusede Mænd sidde med Bajerflasker foran sig og blandt disse var de to Sagsøgere. Der stod ca. 50 Bajerflasker paa Bordet og en ung Mand af Selskabet havde gentagne Gange spurgt om Præsten vilde have en Bajer med. Han havde forgæves bedt en enkelt Mand i Selskabet om at komme udenfor og tale med ham og var derpaa gaaet hjem. I en privat Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse havde han henledt Opmærksomheden paa Sagen, og paatalt, at de to Mænd var berusede .og at de havde siddet der hele Formiddagen, men han havde ikke haft til Hensigt at fratage dem Understøttelsen. Jeg har altsaa gjort Rusen for stor og Tiden for lang. Men et andet Spørgsmaal er, om det er lovligt at bringe Sager fra Hjælpekassens lukkede Møder frem for Offentligheden. Jeg ved at de to Mænd ved Henvendelse til Formanden fik Afslag paa en Anmodning om at se Skrivelsen, men at de derefter gik til Sekretæren, som udleverede denne. Som Medlem af Byens Fattigudvalg mener jeg at have Ret og Pligt til at gribe ind. Samfundet kan ikke uden at protestere finde sig i at de bevilgede Midler anvendes til Drikkeri. Og hvem har været den ædle Giver!

En halv Flaske Brændevin til Kaffepunche.

Præsten fortsatte: Jeg mener ikke at have Pligt til at bevise, at de paagældende var berusede, men kunde ønske at spørge, om H. var ædru, da han Kl. 5 om Eftermiddagen kom ud fra Genboens Lejlighed. 

Præsten (til Dommeren): Det er vel ingen Injurie?

Dommeren Nej, De har Ret til at stille Spørgsmaal til Belysning af Sagen.

Præsten: Saa spørger jeg: Om ikke H.s Hustru ved 1½-Tiden anmodede sin Mand om at komme hjem og om han ikke derefter sammen med den anden Sagsøger gik hjem til denne og drak en flaske Brændevin, som de købte undervejs?

Sagsøgerens Forklaring.

Sagsøgerne forklarede, at de den paagældende Dag var gaaet forbi ude paa Gaden og var blevet kaldt ind for at faa en Pilsner. De havde, da Præsten kom, intet nydt og fik hver ialt 2-3 Bajere. Forinden Hans Hustru var kommen efter ham, var han gaaet med D. hjem og havde sammen med ham drukket et Par Kaffepunche, hvorefter han gik hjem efter først at have hentet en Pakke med et Grisehoved, som han havde lagt i Køkkenet hos Præstens Genbo. Iøvrigt kunde de møde med Erklæring for ikke at have været berusede, som  Præsten skrev Det var Frk Munch, der gav dem Lov til at se Skrivelsen, og det var først, da de vilde kopiere den til Brug under Retssagen, at Formanden nægtede at udlevere den.

Begge Sagsøgere havde forinden Sagsanlæget henvendt sig til Pastor Eriksen Og anmodet ham om at tilbagekalde, hvad han havde skrevet; men de var blevet modtaget med Uforskammetheder. B. a. havde Præsten sagt: "Det er Løgn i Deres Hals! De er jo en Dranker. Deres Kone og Børn maa tjene Huslejen til Dem!"

Sagfører Ditlevsen (til Præsten): Vil De fragaa at have skrevet, at de to Mænd var berusede?

Præsten: Jeg tør ikke fragaa at have skrevet, at de var berusede, men har ingen Genpart af min Skrivelse.

Sagen kan ikke forliges.

Dommeren : Kan vi ikke faa denne Sag forligt? Jeg kunde tænke mig en Afgørelse saaledes. at Pastor Eriksen erklærer ikke at ville paastaa, at Sagsøgerne var berusede den Formiddag og at Omkostningerne deles i tre Parter.

Det oplystes, at Sagens Omkostninger var 46 Kr. og Pastor Eriksen var for sit Vedkommende villig til Forlig paa det foreslaaede Grundlag. Sagsøgerne derimod ikke.

Sagen blev derefter udsat til den 24. Marts, hvor der skal afhøres 4-5 Vidner.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 4. marts 1927)

Pastor Eriksen blev i marts 1927 også ført som vidne i en sag om en detailhandlers smugkro. Han havde solgt 14.932 bajere på 55 uger. Ca. 5 gange så meget som Brugsforeningen. 

Den 24. marts 1927 var der atter retsmøde hvor pastor Eriksens avlsbestyrer og en lærling vidnede imod de to sagsøgere. De have set dem gå berusede ud af detailhandlerens hus. Heroverfor ville sagsøgernes advokat føre som vidner frk. Christine Munch og murermester Carl Olsen - begge medlemmer af hjælpekassens bestyrelse, og sekretæren. Dette nedlagde hjælpekassens formand protest imod. Den 31. marts blev det besluttet at de pågældende kunne føres som vidner.

Injuriesagen mod Pastor Eriksen.

Den oftere omtalte Injuriesag som Arbejdsmændene Jørgen Danielsen og Frederik Helvig har anlagt imod Pastor Eriksen, var i Gaar til afsluttende Behandling i Retten i Rødby. Der blev ført flere Vidner.

Frk . Christine Munch blev først afhørt og forklarede, at Hjælpekassen var villig tid at aflevere det Brev, den havde modtaget fra Pastor Eriksen.

Brevet blev derefter afleveret.

Slagter A. Eriksen forklarede, at han tidligere havde set Frederik Helvig i beruset Tilstand. men ved den paagældende Lejlighed var han ikke beruset. Om han lugtede af Spiritus, vidste Vidnet ikke.

Arbejdsmand Frederik Helvig forklarede, at han sidste Aar har betalt 84 Kr. til Arbejdsløshedskassen og derfor havde Ret til at faa Arbejdsløshedsunderstøttelse. Da han tørste Gang den 5. Februar henvendte sig til Frk. Munch for at faa Understøttelse udbetalt, spurgte Frk. Munch, om han havde siddet en hel Nat hos Due og drukket, hvilket Vidnet benægtede. Helvig fik nu at vide, at Frk. Munch havde skrevet til Pastor Eriksen, og han og Jørgen Danielsen gik derefter til Pastor Eriksen for at faa Sagen bragt ud af Verden. Til at begynde med var Pastor Eriksen villig hertil, men nægtede af tilbagekalde sit Brev og sagde bl. a. til Hartvig, at han havde flere Nætter siddet hos Due og drukket. Da H. nægtede dette, sagde Pastor Eriksen: "Det er Løgn i Deres Hals!" og betegnede H. som Dranker, hvis Kone maatte tjene Føden til ham.

Arbejdsmand Jørgen Danielsen forklarede i Tilslutning hertil.

Pastor Eriksen bemærkede hertil, at det var rigtigt, at han havde brugt Ordet Løgn overfor Helvig, men det var, fordi Helvig havde sagt, at han ikke havde smagt spiritus i det sidste Halvaar. Præsten indrømmede, at han havde Betegnet Helvig som Dranker.

Jørgen Danielsen mente, at Helvig havde sagt, at han ikke havde været hos Due i det sidste halve Aar. Han mente, at det iøvrigt maatte være lovligt at købe sig en Snaps.

Pastor Eriksen gennemgik derefter de tidligere oplyste Forhold vedrørende det natlige Gilde hos Due. Han kunde ikke tænke sig, at det var ædruelige Folk, som havde været til Stede ved den Lejlighed.

Sagen blev derefter procederet.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 29. april 1927).

Injuriesagen imod Sognepræsten i Rødby.

Afsluttende Parts- og Vidneafhøring.

Pastorens Skrivelse til Hjælpekassen fremlægges.

Som det vil erindres nægtede Rødby Hjælpekasses Bestyrelse at afgive Vidneforklaring i Injuriesagen imod Pastor Eriksen, idet man gjorde gældende, at Medlemmerne havde Tavshedspligt angaaende Kassens Forhold. Bestyrelsens Opfattelse blev dog omstødt ved en Retskendelse og i Gaar var to af Hjælpekassebestyrelsens Medlemmer samt Sekretæren tilsagt til at vidne for Retten i Rødby.

Præstens Brev afleveres.

Frk. Kristine Munch blev først indladt og forklarede, at Bestyrelsen nu var villig til at aflevere det i sin Tid fra Pastor Eriksen modtagne Brev, som opbevaredes af Formanden, Dommerfuldmægtig Madsen.

Dommeren: Ja, saa behøver vi ikke at ulejlige hverken Bestyrelsesmedlemmer eller Sekretær.

Den aktuelle Skrivelse overraktes Dommeren, som straks oplæste Ordlyden der var i Overenstemmelse med Stævningens Paastand. Præsten havde brugt meget bestemte Vendinger. Efter at have nævnet Navnene paa de tilstedeværende havde han skrevet "de var berusede" og "de havde siddet der hele Natten er jeg vis paa".

Sagfører Ditlevsen: Det er jo gennem Vidnesforklaring blevet godtgjort, at Brevets Paastande er usandfærdige. 

H. var ikke beruset.

Slagter Axel Eriksen, der talte med Sagsøgeren til om Eftermiddagen ved 4-Tiden den Dag. Pastoren havde aflagt sit besøg hos Henriksen, erklærede, at han paa det Tidspunkt absolut ikke var paavirket af Spiritus. Vidnet kendte H. godt og havde intet mærket hverken paa hans Tale eller Opførsel.

Dommeren: Anser De H. for at være ædruelig?

Vidnet: Ja. jeg mener ikke at kunne betegne ham for det modsatte.

Da Præsten sagde: "Det er Løgn i Deres Hals".

Paa Foranledning af Sagfører Ditlevsen forklarede Sagsøgeren H. derefter, at han sidste Aar har betalt 84 Kr til Arbejdsløshedskassen og derfor ogsaa havde Ret til Understøttelsen. Da han første Gang efter den 6 Februar henvendte sig til Frk Munch for at faa Understøttelsen udbetalt, spurgte hun om han havde siddet og drukket hele den omtalte Nat. Han fik samtidig at vide, at Pastor Eriksen havde skrevet dette til Hjælpekassen og sammen rned den anden Sagsøger gik han saa hen til Præsten for om muligt at faa ham til at tilbagekalde Beskyldningen. Pastoren syntes til at begynde med tilbøjelig til at tage beskyldningen tilbage, men nægtede alligevel tilsidst og sagde, at selv om han kom til at betale en Bøde for, hvad han havde skrevet, vilde han intet tilbagekalde, da han ønskede at faa lukket den Smugkro lige overfor. Sluttelig blev Pastor Eriksen grov og beskyldte H. for, at han i flere Nætter havde siddet i Smugkroen og drukket. Da han benægtede dette, sagde Præsten "Det er Løgn i Deres Hals. De er jo en Dranker, s.om lader Konen tjene til Livets ophold for Dem!"

Den anden Sagsøger, J. D., bekræftede ganske den givne Fremstilling af Præstens Optræden. Han havde bebrejdet Pastor Eriksen, at han ikke undersøgte Forholdene, forinden han skrev, og Præsten svarede: "Deres Forhold er vistnok slette!"

Lyver Præsten?

Pastor Eriksen: Det er rigtigt, at jeg har brugt Ordet Løgn overfor H, men det var fordi H. sagde, at han ikke havde smagt Spiritus det sidste halve Aar. Jeg har ogsaa betegnet H. som en Dranker, men det mener jeg en Mand er, naar han drikker en halv Flaske Brændevin.

Sagøgeren J. D. : Det er ikke rigtigt, som Præsten forklarer. Der har aldrig været talt om H. har smagt Spiritus det sidste halve Aar eller ikke. H.s Svar lød saaledes: "Jeg har ikke været hos Due det sidste halve Aar!" Og saa kom Præstens Kraftudtryk.

Forligsbestræbelser.

Dommeren: Kan den Sag ikke forliges?

Sagfører Ditlevsen: Jeg har forinden Sagen kom for skrevet til Pastor Eriksen for at faa en fredelig Ordning; men jeg hørte intet fra ham. Præsten har ved sin Henvendelse til Hjælpekassen gjort Forsøg paa at nedsætte Sagsøgerne i deres Medmenneskers Omdømme, og han maa tilbagekalde sine usandfærdige beskyldninger.

Dommeren. Man maa ikke se bort fra, at Pastoren har været berettiget til at tro, at hans Antagelse var rigtig.

Pastor Eriksen havde været villig til at forlige Sagen. Han vilde protestere imod at blive betegnet som usandfærdig. En ædruelig Mand sidder ikke sammen med fulde Folk. og da begge Sagsøgerne opholdt sig hos M. H, hvor der havde været Høstgilde hele Natten, kunde han ikke faa anden Tanke, end at de ogsaa havde deltaget.

Efter at der endnu mellem Parterne var vekslet en Række Repliker, bl. a. angaaende et lille Intermezzo med H.s Hustru, der havde fortalt Præsten, at hendes Mand var hjemme hele den Nat, blev Forligsbestræbelserne opgivet.

"Støt dansk Arbejde"!

Dommeren optog derpaa Sagen til Procedure.

Denne indlededes af Sagfører Ditlevsen med en Lovprisning af den danske Snaps. Der tales saa meget om, at man skal støtte dansk Arbejde og støtte den danske Produktion - og vor Øl- og Snapsproduktion er vel nok en af vore bedste Frembringelser. Det er den naturligste Ting af verden, at Sagsøgerne har købt sig en Snaps, og det er der ingen, som maa bebrejde dem, selv om de er arbejdsløse! Det falder meget svært at faa Pastor Eriksen til at holde sig til Sagen - han søger hele Tiden at komme bort fra sit Ansvar og har under Sagen gjort sig skyldig i en Række Fejltagelser. Man faar det Indtryk, at han løber efter Sladder. Den lille Historie fra Præstegaarshaven om Høstgildet faar ham til at forløbe sig og trænge ind i et privat Hjem, hvor han ikke har noget at gøre. Pastor Eriksen har begaaet en Fejl ved at skrive til Hjælpekassen. Han kunde have naaet sin Hensigt med at faa Smugkroen lukket ved at gaa til Politiet. Som en lærd og studeret Mand maa Pastor Eriksen vide, at naar han retter en Sigtelse imod en anden, maa det være i nøjeste Overensstemmelse med Sandheden. Og han nøjes ikke med en Formodning, men skriver: Jeg er vis paa, at de Mennesker var berusede! Pastoren burde først have undersøgt, om det var sandt. Da de to Sagsøgere gik til Pastor Eriksen, fik man at se. hvor forfærdelig haard en Mand han er. Han vil ikke erkende sine egne Fejl og række Haanden til Forsoning. Pastoren viger bort fra Sandheden og søger at nedsætte Sagsøgerne i andres Omdømme.

Sagføreren citerede sluttelig Brudstykker af Christian den 5tes danske Lov, hvori det paalægges Præsten i det skjulte at søge at paavirke sine Medmennesker til et indre Iævned. Der staar ikke noget om skriftlige Advarsler og Pastor Eriksens Forsøg paa at føre Sandhedsbevis er ganske glippet. Jeg paastaar Dom i Henhold til Stævningen.

"Staten betaler, Kommunen betaler og jeg betaler!"

Pastor Eriksen havde i sin Hjælpekasseperiode været glad for at faa Henvendelser fra udenforstaaende, som kendte de understøttede. Han vidste godt, at Arbejderne betalte til ArbejdsIøshedskassen. Men Staten betaler ogsaa og Kommunen betaler og jeg betaler (!) Sagføreren siger, at jeg har nedsat de to Mænd i deres Medmenneskers Agtelse og saa maa det jo være nedværdigende naar en Mand viser sig i beruset Tilstand. Men efter Sagførerens egen Opfattelse maa det vel ellers være en Æressag at drikke sig fuld og støtte dansk Arbejde. Er vi stolte af vor Spiritusproduktion, maa vi ogsaa være stolte af de mange Kæferter. Sagføreren betegnede en god dansk Snaps som et Livsgode, men jeg tror, at Samfundet gaar rabundus ved at støtte denne Industri.

Jeg er under Sagen bleven fremstillet som en ulden Person, der ikke har villet fastholde Sagens Kærne, men min Kamp gaar ud paa at støtte de værgeløs Kvinder og Børn. Jeg kan ikke se at have gjort noget forkert og insisterer derfor paa Frifindelse

Afsluttende Bemærkninger,

Sagfører Ditlevsen: Det har aldrig været min Tanke at lovprise overdreven Nydelse af Spiritus. Præsten er i sin Skrivelse gaaet ud over hvad der er Sandhed og maa derfor staa til Ansvar. Det er nedsættende at beskylde en Mand for at have anvendt Hjælpekassens Penge til Drik.

Pastor Eriksen: Mit Brev er i Overensstemmelse med Sandheden. Jeg løber ikke med Sladder, men jeg gik over til Høstgildet for at faa Sandheden frem.

Dommen afsiges paa Torsdag.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 29. april 1927).

Pastor Eriksen blev i maj frifundet for tiltalen fra arbejdsmand Helvig om at betegne denne som dranker. Derimod blev pastor Eriksens skrivelse til hjælpekassen om at arbejdsmand Danielsen var fuld, mortificeret.

Fra vore Læsere.

Pastor Eriksens Felttog imod Rødby Boldklub.

Vi har modtaget følgende :

Som bebudet allerede under sidste Byraadsmøde, er Pastor Eriksen nu gennem Pressen draget til Felts mod Boldklubben i Rødby. Under Overskriften "For Kultur og sund Livsglæde" gør Pastoren i "Tidende" en Række meningsløse Udfald mod Klubben. Disse Angreb er dog ganske mislykkede og saa fuldkommen malplacerede, at det ikke er Ulejligheden værd, hverken at gengive eller imødegaa dem.

Man undres over, at Hr. Pastoren gider. Alene det at finde paa den geniale Overskrift, har sikkert kostet ham adskilligt Hovedbrud. Man fristes til at tro, at han ærgrer sig over, at der ikke er en eller anden af de Foreninger, der efter hans Opfattelse arbejder for "Kultur og sund Livsglæde", der har faaet de bevilgede 50 Kroner.

Pastoren mener, at Klubben nærmere maa betegnes som en Dansebule end som en Boldklub ; men han er jo sikkert ogsaa den rigtige til at dømme i de Sager; man maa bøje sig for Sagkundskaben.

Hvis man imidlertid sammenligner Antallet af Baller i R. B. med andre Foreninger, f. Eks. Industriforeningen i Nykøbing, kommer almindelige Mennesker dog til et andet Resultat, idet denne Forening nemlig har fire Gange saa mange Baller som R. B, idet sidstnævnte har et Bal om Maaneden (ikke flere, som Pastoren skriver), medens Industriforeningen har et hver Uge, og man kan vist ikke paastaa andet end at Industriforeningen støtter "Kultur og sund Livsglæde" ("Blaa Kors" dog maaske undtagen). Trods de mange Baller og trods det, at der dér er baade Stiftsprovst og Biskop, er der dog ingen, der er saa fanatiske, at de vil kalde Foreningen for en Danseklub.

Ballerne er ganske naturligt Foreningens økonomiske Basis, idet man netop gennem disse og gennem Sporten appellerer til "den sunde Livsglæde". Ingen end ikke Pastor Eriksen, vil vel paastaa, at Sport og Dans svækker "den sunde Livsglæde", ej heller Kulturen lider derunder, man behøver blot at henvise til de gamle Grækere. Ingen Sinde har vel Dans og Sport været drevet som da, og aldrig før eller senere har Kulturen været paa et saadant Højdepunkt trods det, at man den Gang ikke var bebyrdet med cand. theol.'er, der agiterede for "Kultur og sund Livsglæde".

Passivt Medlem af R. B.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 25. juni 1927).

Rødby Byraad.

Imod Forventning blev Byraadets Møde i Aftes meget livligt, idet Indstillingen om Gennemførelsen af Planen om en Gangsti fra Østergade til Rødby Lystskov gav Pastor Eriksen en kærkommen Lejlighed til at lufte et pietistisk Syn paa hele Tilværelsen. Pastorens Argumentation var fanatisk og barsk, men uden Overskæringens Styrke - og han prædikede da ogsaa for døve Øren. Indstillingen om at mageskifte det til Gangstien bestemte Jordstykke blev vedtaget med alle Stemmer imod 3 og selv Amtmandens Forbehold paa Administrationsudvalgets Vegne blev virkningsløs.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 13. januar 1928).

Pastor Eriksens modvilje mod gangstien skyldtes at han ikke ønskede at der skulle afholdes baller i skoven. Det var en del af hans samlede felttog mod offentlige baller, foreningsballer, skovballer osv.

Det er af sine egne -

Pastor Eriksen, Rødby, revser sit Livorgan.

"Nakskov Tidende" har haft det Uheld at komme paa Kant med den strænge indremissionske Præstemand over Rødby og Ringsebølle Menigheder, og Anledningen er. at Bladet har bragt en efter Præstens Mening for velvillig Omtale af Grundlovsmødet i Rødby Lystskov, hvor Pastor Fogh Hansen, Errindlev, talte og "satte Sving paa Grundlovsfesten med offentlig Dans" (!), medens der kun var ofret nogle Linier paa Hr. Eriksens Møde samme Dag paa Østersødiget. I et stærkt udæskende Indlæg i Nakskov Tidende's Torsdagsnumer farer Pastoren løs paa Bladets Meddeler. Byraadets Skovudvalg og Kollegaen fra Errindlev der har forarget Hr. Eriksen ved at holde Foredrag om Livsidealer for Folk, som "bagefter kørte i Karussel og dansede med "Livsidealerne".

Vi kender Pastor Eriksen og hans Aandsfæller, som udi egen Selvgladhed fordømmer alle anderledes tænkende langt ud i det yderste Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, og skal kun konstatere, at den gæve Præstemand ved sit ubeherskede Indlæg paany har henledt Opmærksomheden paa sig i en for hans Stilling lidet smigrende Grad.

Selv for "Nakskov Tidende", som ellers har kunnet glæde sig ved Pastorens særlige Bevaagenhed, er Indlæget blevet for stramt, og Bladet skriver : "Til Pastor Eriksens mange Hvorfor? skal vi kun svare : Fordi vi ikke er det ensidige, yderliggaaende Mørkemandsorgan, han ønsker, vi skal være.

Det er af sine egne, man skal høre det - Betegnelsen "Mørkemand" er ikke ueffen, benyttet af Nakskov Tidende om Partifælle Eriksen! Og Pastoren, som før har haft saa megen Glæde af dette Blad, hvis perfide Artikler om Arbejderklassen og dens ledende Mænd, han slugte raa og atter serverede i samme Tilstand ved alle mulige Lejligheder, kommer vel til for Fremtiden at undvære denne Berigelse af sin Aand !

En Trøst for ham er det, at "Kristeligt (!) Dagblad" stadig staar til hans Raadighed.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 9. juni 1928)

Pastor E. Eriksen var søn af den jyske indremissionær Niels Eriksen, Bøvling. Blev student fra Viborg Katedralskole 1893. Tog embedseksamen og virkede i 6 år som lærer i København. Han blev andenpræst ved St. Stefans Kirke i København 1902. Her var han 7 år. Dernæst i 9 år sognepræst for Herring og Stagstrup Sogn i Thy. Siden for Rødby og Ringsebølle. Udover at være medlem af byrådet, var han også medlem af Biblioteksforeningen for Rødby og Omegn.

Nedenstående stammer fra en samtale mellem personer der har oplevet pastoren:

Præsten, han havde jo den her store have. Der var så mange dejlige æbletræer. Og vi unger, vi lå jo og stjal præstens æbler. Når det blev mørkt om aftenen, så smuttede vi ind og samlede nogle af de æbler op, der var faldet ned på jorden, og ellers ville ligge og rådne. Men det havde præsten, pastor Eriksen, altså opdaget. Storebror Bernhardt han samlede jo sammen til vinter. Oppe på vores værelse, der havde vi en kommode med skuffer i, og der fyldte han dem ned i, og var ikke klar over, at dem, der var faldet ned bare ville ligge og rådne op.

Da kom pastor Eriksen over til far og sagde "Jeg vil have Deres søn Berthel ind under børneværnet". "Nåh" sagde far. "Hvorfor dog det, pastor Eriksen?". "Jo, han stjæler mine æbler". - "Nåh, ja men så skal da præstens knægt følge med også". "Hvorfor det? Det andet, det er guds gaver". "Ja, men det er også guds gaver, for han har revet en af mine duers rede ned og knaldet æggene. Det er også guds gaver" sagde far. Så begyndte præsten at snakke politik. Så var der ikke mere med at jeg skulle ind under børneværnet. Han ville ikke have, at sønnen skulle med også.