Naar Rødby Fjord forsvinder. (Efterskrift til Politivennen).

 Det største Udtørringsarbejde, der er foretagt herhjemme.

Øverst: Den del af Rødby Fjord hvor den sidste Sprængning foretages. I Baggrunden Pumpestationen. Nederst: De mægtige Turbinepumper, der hvert Minnut sender flere Hundrede Tønder Vand ud i Østersøen. I Hjørnerne: Pumpemesteren og hans Søn, der passer det daglige Arbejde.

I næste Uge oprinder en stor Dag i den lille By Rødbys Historie. Man har i længere Tid arbejdet med Forberedelser til det største Udtørringsarbejde, der nogen Sinde er foretaget her hjemme. Rødby Fjord skal tørlægges, og man vil derved indvinde ea. 3000 Tønder Land, der i Løbet af faa Aar vil blive forvandlet til frugtbar Ager jord. Forberedelsesarbejdet har varet det meste af en halv Snes Aar

Og har allerede kostet et Par Millioner Kroner, men nu er man endelig sna vidt, at man snart sprænger den sidste Dæmning, og etTryk paa de elektriske Kontakter vil derefter sætte to mægtige Turbinepumper, der drives af Dieselmotorer, i Gang, og flere Hundrede Tønder Vand vil i hvert Minut blive pumpet ud i Kramnitse-Bassinet, der staar i direkte Forbindelse med Østersøen.

Et meget interessant Led i Arbejdet bliver indfangningen af Fjordens store Fiskemængde. Turbinepumpens mægtige Kraft vil bevirke, at Fiskene suges hen til Pumpestationen, og her har man hygget en særlig Fangstruse, hvor man regner straks at kunne fange Fisk til en Værdi af ca.100,000 Kr og derefter I de første Aar for omkring 30-40,000 Kr. aarligt. Fangsten vil ske ganske mekanisk, og man har Kontrakt med et stort Firma i Tyskland om at aftage Fisken.

Selv Rødby Fjord vil i Løbet af ganske kort Tid være en hvid, klæget Slette, der ved Opdyrkning vil give Brødet til adskillige Hundrede Mennesker paa en Egn der hidtil har hørt til de mest øde i Danmark. Hidtil har der paa denne strækning ved det lollandske Havdige kun ligget nogle faa fattige Fiskerønner, Kramnitze, hvor de for mange Aarhundreder siden havde indrettet deres faste Landgangssted paa den lollandske kyst, og hvor Stormfloderne lige op til 1865 udrettede frygtelige Ødelæggelser, indtil det nuværende Havdige og den store cementfundamenterede Sluse blev bygget.

(Aftenbladet (København) 8. august 1927).

De højstliggende områder blev herefter solgt til gode priser, men jorden ude i den nu tørlagte fjord gik det mere trægt med, og de blev solgt for 1/10 af prisen. I 1930 blev rejst en mindesten. Nogen stor landbrugsproduktion kom der ikke ud af det, og i 1960 forsøgte man at sænke vandstanden yderligere en meter. 

I 1931 forsøgte man at plante 15.000 nåle-og løvtræer i den udtørrede fjord. I februar 1933 anmodede lodsejerne påny staten om hjælp til dækning af pumpeudgifterne, udover de 25.000 kr der allerede var givet. 

I 1964 måtte landbrugsminister ansøge om yderligere 7 mill. kroner til afvanding af Rødby Fjord. Udgifterne var da ½ mill kr. årligt.

Knap 60 år efter skrev civilingeniør og deltidsforfatter Poul J. Eriksen følgende i en 1½ sides lang artikel i Ny Dag (Nakskov):

Rødby Fjord

---

Et yndet område for min barndoms søndagsture var Rødby Fjorden, som vi gennemkørte på kryds og tværs, medens støvet stod om ørerne på os, og Prins fnyste som okserne på Gefion-springvandet.

Efter navnet at dømme burde der have været tale om sejlture, og det havde også været tilfældet, hvis ikke man i 1927, hvor jeg bare var to år gammel, havde fået den afsindige idé at pumpe fjorden tom for vand.

Et tidligere lavvandet havområde på ca. 2.000 tønder land lå nu hen som en slags ørken. Små forkrøblede og spøgelsesagtige træer, der var plantet langs de snorlige veje, stræbte mod himlen, og deres hældning lod aldrig en i tvivl om, hvor vestenvinden kom fra. Jeg ville hellere have sejlet i en lille båd. Det havde ikke støvet så meget, og vi kunne have fanget fisk.

Nu er den tidligere ørken opdyrket, og der vokser korn i beskedne mængder til EFs overskudslagre, medens man taler om at tage den såkaldte marginaljord ud af drift. Sikken et pragtfuldt vådområde og sikken en natur, der kunne have været her til glæde for dyr og mennesker.

Eftermidagskaffen blev som regel indtaget ved Mindestenen. der står midt i den tørlagte Rødby Fjord i en lund. hvor vi prøvede at finde en grøn plet.

En enorm sten, der er fundet i området, og som vejer 23 tons, er rejst på højkant og udnævnt til mindesten. På dens sokkel kan man læse, at der på dette sted midt i Rødby Fjord ved dagligt vande var en vanddybde på kun 87 cm.

Sørens ko blev mager

En ukendt poet fra Rødby har givet stenen mæle medfølgende inskription:

"Her hvor agren klæder gruset,
så har sunget, storme suset,
luren kaldt fra kyst til kyst

Her hvor landet grønt sig løfter
bag ved digevold og høfter.
kyssed bølgen snedkens bryst.

Her hvor seklers søvn jeg sov.
land skal lyde fremtids lov."

Jeg husker, at jeg måtte spørge flere steder, inden jeg fik at vide hvad ordet sekel betød. Det var ikke et ord, jeg havde lært i Landets skole

(Ny Dag (Nakskov) 26. juli 1986).

Chefredaktøren på det daværende lollandske dagblad Ny Dag skulle bruge en rejseartikel, og da hans ven Poul Eriksen var i udlandet på en arbejdsopgave, måtte han da kunne levere en sådan. Det blev til flere, hvoraf følgende uddrag er en af dem.

I 1990'erne var der ikke længere brug for landbrugsjord, og i stedet ville man lade en fjordarm fylde op med vand igen - marginaljord. Da der med klimaændringer begyndte at komme ekstremregn, skabte det nye oversvømmelser - denne gang fra oven.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Ostre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Pastor E. Eriksen. (Efterskrift til Politivennen)

En grovmundet Præst.

Pastor Eriksen i Rødby fornærmer de øvrige Medlemmer af Hjælpekasse, fordi de ikke vil nedsætte Understøttelsen. - Han er nu Genstand for Søgsmaal.

Den Lille By Rødby paa Lolland fik i Krigsaarene en ret talrig Arbejderbefolkning og hjemsøges nu i ganske særlig Grad af Arbejdsløshed og Nød. Tilstanden er ikke blevet bedre ved, at Byens Sognepræst, Pastor Eriksen, er blevet Formand for Hjælpekassen.

Præsten har fra Prædikestolen forkyndt, at han som Skatteyder er imod den "overhaandtagende sociale Forsorg", og disse "kristelige" Synspunkter leder ham ogsaa i hans Virksomhed i Hjælpekassen.

Socialdemokratiets Repræsentanter maa føre en uafladelig Kamp med hans karrige og vrangvillige Fortolkninger af Loven, og han er naturligvis kommet i et dybt og bittert Modsætningsforhold til hele den arbejdende Befolkning. Han er i overordentlig Grad blevet et Forargelsens Tegn i Byens offentlige Liv.

Det er nu kommet saa vidt, at der ved Retten er anlagt Injuriesøgsmaal mod Pastor Eriksen for den Tone, han har indført i Hjælpekassen.

Rettens første Møde om Sagen fandt Sted i Onsdags. Sagen er anlagt af Blikkenslager Dibbern, der er Medlem af Hjælpekassens Ledelse. Pastor Eriksen maatte indrømme, at han til Dibbern havde raabt: "Maa jeg være fri for Deres flabede Bemærkninger."

Anledningen til Præstens Hidsighed var, at han havde villet forringe en Andragers Kaar, fordi denne havde haft Arbejde i to Dage. Dibbern havde hertil bemærket, at dette var paa urimelig Maade at straffe den, der paatog sig tilfældigt Arbejde. Præsten holdt imidlertid stejlt paa sit, hvorefter Dibbern - efter Præstens Paastand - skal have sagt: "Deres Menneskekærlighed kender vi.«

Der førtes 44 Vidner, der alle havde hørt Præstens hidsige Udbrud, og hans hoverende Opfordring til Dibbern om at anlægge Sag, hvis han var utilfreds med Tiltalen.

Under Domsforhandlingen oplystes det endvidere af Overretssagfører Hintz, der fører Sagen for Dibbern, at Pastor Eriksen jævnlig har brugt Udtryk om sine Kolleger i Hjælpekassen som "De Bolschevik", "De er en Person med halv Forstand" etc.

Den arbejderfjendtlige Præst har kort sagt indført en højst ejendommelig Tone i offentlige Forhandlinger.

Dommen falder den 18. Januar. Den rimeligste Udgang af Affæren vilde imidlertid være den, at Rødby forskaanedes for sin hidtidige "Sjælesorger".

(Klokken 5 (København) 12. januar 1922)

Hjælpekasser eksisterede mellem 1907 og 1933. De erstattede de frie fattigkasser, og betød at man kunne få midlertidig hjælp uden at miste borgerrettigheder, fx stemmeret. De var finansieret gennem frivillige gaver og af kommune og stat. De blev ledet af folkevalgte bestyrelser. De kommunale hjælpekasser blev ophævet ved Socialreformen af 1933.

I februar 1922 var den igen galt, da pastor Eriksen havde afholdt et ulovligt møde i hjælpekassen. Der var kun 3 ud af 7 medlemmer til stede, og det blev afholdt kl. 2 om eftermiddagen, i stedet for som aftalt kl. 7 om aftenen fordi pastoren var blevet opfordret til at være tilstede ved en gudstjeneste. Der blev klaget til ministeriet.

Pastor Eriksen var suppleant til Rødby Byråd for Venstre. Da en af byrådets medlemmer, proprietær Em. Jørgensen i september 1925 var blevet tunghør og derfor bad om at udtræde da han ikke længere kunne følge forhandlingerne. Eriksen var blevet indstillet til præst i Skanderborg - men fortsatte dog til langt ind i 1930'erne med at være præst i Rødby. 

Ved byrådsvalget marts 1925 gik Socialdemokratiet voldsomt tilbage og konservative frem. Det borgerlige flertal blev således bevaret.

Pastor Eriksen for Retten i Rødby.

Et "Høstgilde" som trak ud og som gav Anledning til at Pastoren forløb sig.

Som tidligere omtalt har to Arbejdsmænd i Rødby anlagt Injuriesøgsmaal imod Sognepræst Eriksen, fordi han i en Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse har fremsat ærefornærmende Beskyldninger om dem. Sagen var i Gaar til Behandling i Retten, hvor Pastor Eriksen gav en længere Fremstilling om sit Forhold til denne. For og med de to Arbejdsmænd mødte Sagfører Ditlevsen.

Præstens Forklaring.

Pastor Eriksen havde den 5 Februar d. A. paahørt en Samtale mellem sin Bestyrer og en anden Mand angaaende et større Drikkegilde, som om Natten havde fundet Sted i en Lejlighed overfor Præstegaarden. Han var saa gaaet derover og saa da 5-6 berusede Mænd sidde med Bajerflasker foran sig og blandt disse var de to Sagsøgere. Der stod ca. 50 Bajerflasker paa Bordet og en ung Mand af Selskabet havde gentagne Gange spurgt om Præsten vilde have en Bajer med. Han havde forgæves bedt en enkelt Mand i Selskabet om at komme udenfor og tale med ham og var derpaa gaaet hjem. I en privat Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse havde han henledt Opmærksomheden paa Sagen, og paatalt, at de to Mænd var berusede .og at de havde siddet der hele Formiddagen, men han havde ikke haft til Hensigt at fratage dem Understøttelsen. Jeg har altsaa gjort Rusen for stor og Tiden for lang. Men et andet Spørgsmaal er, om det er lovligt at bringe Sager fra Hjælpekassens lukkede Møder frem for Offentligheden. Jeg ved at de to Mænd ved Henvendelse til Formanden fik Afslag paa en Anmodning om at se Skrivelsen, men at de derefter gik til Sekretæren, som udleverede denne. Som Medlem af Byens Fattigudvalg mener jeg at have Ret og Pligt til at gribe ind. Samfundet kan ikke uden at protestere finde sig i at de bevilgede Midler anvendes til Drikkeri. Og hvem har været den ædle Giver!

En halv Flaske Brændevin til Kaffepunche.

Præsten fortsatte: Jeg mener ikke at have Pligt til at bevise, at de paagældende var berusede, men kunde ønske at spørge, om H. var ædru, da han Kl. 5 om Eftermiddagen kom ud fra Genboens Lejlighed. 

Præsten (til Dommeren): Det er vel ingen Injurie?

Dommeren Nej, De har Ret til at stille Spørgsmaal til Belysning af Sagen.

Præsten: Saa spørger jeg: Om ikke H.s Hustru ved 1½-Tiden anmodede sin Mand om at komme hjem og om han ikke derefter sammen med den anden Sagsøger gik hjem til denne og drak en flaske Brændevin, som de købte undervejs?

Sagsøgerens Forklaring.

Sagsøgerne forklarede, at de den paagældende Dag var gaaet forbi ude paa Gaden og var blevet kaldt ind for at faa en Pilsner. De havde, da Præsten kom, intet nydt og fik hver ialt 2-3 Bajere. Forinden Hans Hustru var kommen efter ham, var han gaaet med D. hjem og havde sammen med ham drukket et Par Kaffepunche, hvorefter han gik hjem efter først at have hentet en Pakke med et Grisehoved, som han havde lagt i Køkkenet hos Præstens Genbo. Iøvrigt kunde de møde med Erklæring for ikke at have været berusede, som  Præsten skrev Det var Frk Munch, der gav dem Lov til at se Skrivelsen, og det var først, da de vilde kopiere den til Brug under Retssagen, at Formanden nægtede at udlevere den.

Begge Sagsøgere havde forinden Sagsanlæget henvendt sig til Pastor Eriksen Og anmodet ham om at tilbagekalde, hvad han havde skrevet; men de var blevet modtaget med Uforskammetheder. B. a. havde Præsten sagt: "Det er Løgn i Deres Hals! De er jo en Dranker. Deres Kone og Børn maa tjene Huslejen til Dem!"

Sagfører Ditlevsen (til Præsten): Vil De fragaa at have skrevet, at de to Mænd var berusede?

Præsten: Jeg tør ikke fragaa at have skrevet, at de var berusede, men har ingen Genpart af min Skrivelse.

Sagen kan ikke forliges.

Dommeren : Kan vi ikke faa denne Sag forligt? Jeg kunde tænke mig en Afgørelse saaledes. at Pastor Eriksen erklærer ikke at ville paastaa, at Sagsøgerne var berusede den Formiddag og at Omkostningerne deles i tre Parter.

Det oplystes, at Sagens Omkostninger var 46 Kr. og Pastor Eriksen var for sit Vedkommende villig til Forlig paa det foreslaaede Grundlag. Sagsøgerne derimod ikke.

Sagen blev derefter udsat til den 24. Marts, hvor der skal afhøres 4-5 Vidner.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 4. marts 1927)

Pastor Eriksen blev i marts 1927 også ført som vidne i en sag om en detailhandlers smugkro. Han havde solgt 14.932 bajere på 55 uger. Ca. 5 gange så meget som Brugsforeningen. 

Den 24. marts 1927 var der atter retsmøde hvor pastor Eriksens avlsbestyrer og en lærling vidnede imod de to sagsøgere. De have set dem gå berusede ud af detailhandlerens hus. Heroverfor ville sagsøgernes advokat føre som vidner frk. Christine Munch og murermester Carl Olsen - begge medlemmer af hjælpekassens bestyrelse, og sekretæren. Dette nedlagde hjælpekassens formand protest imod. Den 31. marts blev det besluttet at de pågældende kunne føres som vidner.

Injuriesagen mod Pastor Eriksen.

Den oftere omtalte Injuriesag som Arbejdsmændene Jørgen Danielsen og Frederik Helvig har anlagt imod Pastor Eriksen, var i Gaar til afsluttende Behandling i Retten i Rødby. Der blev ført flere Vidner.

Frk . Christine Munch blev først afhørt og forklarede, at Hjælpekassen var villig tid at aflevere det Brev, den havde modtaget fra Pastor Eriksen.

Brevet blev derefter afleveret.

Slagter A. Eriksen forklarede, at han tidligere havde set Frederik Helvig i beruset Tilstand. men ved den paagældende Lejlighed var han ikke beruset. Om han lugtede af Spiritus, vidste Vidnet ikke.

Arbejdsmand Frederik Helvig forklarede, at han sidste Aar har betalt 84 Kr. til Arbejdsløshedskassen og derfor havde Ret til at faa Arbejdsløshedsunderstøttelse. Da han tørste Gang den 5. Februar henvendte sig til Frk. Munch for at faa Understøttelse udbetalt, spurgte Frk. Munch, om han havde siddet en hel Nat hos Due og drukket, hvilket Vidnet benægtede. Helvig fik nu at vide, at Frk. Munch havde skrevet til Pastor Eriksen, og han og Jørgen Danielsen gik derefter til Pastor Eriksen for at faa Sagen bragt ud af Verden. Til at begynde med var Pastor Eriksen villig hertil, men nægtede af tilbagekalde sit Brev og sagde bl. a. til Hartvig, at han havde flere Nætter siddet hos Due og drukket. Da H. nægtede dette, sagde Pastor Eriksen: "Det er Løgn i Deres Hals!" og betegnede H. som Dranker, hvis Kone maatte tjene Føden til ham.

Arbejdsmand Jørgen Danielsen forklarede i Tilslutning hertil.

Pastor Eriksen bemærkede hertil, at det var rigtigt, at han havde brugt Ordet Løgn overfor Helvig, men det var, fordi Helvig havde sagt, at han ikke havde smagt spiritus i det sidste Halvaar. Præsten indrømmede, at han havde Betegnet Helvig som Dranker.

Jørgen Danielsen mente, at Helvig havde sagt, at han ikke havde været hos Due i det sidste halve Aar. Han mente, at det iøvrigt maatte være lovligt at købe sig en Snaps.

Pastor Eriksen gennemgik derefter de tidligere oplyste Forhold vedrørende det natlige Gilde hos Due. Han kunde ikke tænke sig, at det var ædruelige Folk, som havde været til Stede ved den Lejlighed.

Sagen blev derefter procederet.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 29. april 1927).

Injuriesagen imod Sognepræsten i Rødby.

Afsluttende Parts- og Vidneafhøring.

Pastorens Skrivelse til Hjælpekassen fremlægges.

Som det vil erindres nægtede Rødby Hjælpekasses Bestyrelse at afgive Vidneforklaring i Injuriesagen imod Pastor Eriksen, idet man gjorde gældende, at Medlemmerne havde Tavshedspligt angaaende Kassens Forhold. Bestyrelsens Opfattelse blev dog omstødt ved en Retskendelse og i Gaar var to af Hjælpekassebestyrelsens Medlemmer samt Sekretæren tilsagt til at vidne for Retten i Rødby.

Præstens Brev afleveres.

Frk. Kristine Munch blev først indladt og forklarede, at Bestyrelsen nu var villig til at aflevere det i sin Tid fra Pastor Eriksen modtagne Brev, som opbevaredes af Formanden, Dommerfuldmægtig Madsen.

Dommeren: Ja, saa behøver vi ikke at ulejlige hverken Bestyrelsesmedlemmer eller Sekretær.

Den aktuelle Skrivelse overraktes Dommeren, som straks oplæste Ordlyden der var i Overenstemmelse med Stævningens Paastand. Præsten havde brugt meget bestemte Vendinger. Efter at have nævnet Navnene paa de tilstedeværende havde han skrevet "de var berusede" og "de havde siddet der hele Natten er jeg vis paa".

Sagfører Ditlevsen: Det er jo gennem Vidnesforklaring blevet godtgjort, at Brevets Paastande er usandfærdige. 

H. var ikke beruset.

Slagter Axel Eriksen, der talte med Sagsøgeren til om Eftermiddagen ved 4-Tiden den Dag. Pastoren havde aflagt sit besøg hos Henriksen, erklærede, at han paa det Tidspunkt absolut ikke var paavirket af Spiritus. Vidnet kendte H. godt og havde intet mærket hverken paa hans Tale eller Opførsel.

Dommeren: Anser De H. for at være ædruelig?

Vidnet: Ja. jeg mener ikke at kunne betegne ham for det modsatte.

Da Præsten sagde: "Det er Løgn i Deres Hals".

Paa Foranledning af Sagfører Ditlevsen forklarede Sagsøgeren H. derefter, at han sidste Aar har betalt 84 Kr til Arbejdsløshedskassen og derfor ogsaa havde Ret til Understøttelsen. Da han første Gang efter den 6 Februar henvendte sig til Frk Munch for at faa Understøttelsen udbetalt, spurgte hun om han havde siddet og drukket hele den omtalte Nat. Han fik samtidig at vide, at Pastor Eriksen havde skrevet dette til Hjælpekassen og sammen rned den anden Sagsøger gik han saa hen til Præsten for om muligt at faa ham til at tilbagekalde Beskyldningen. Pastoren syntes til at begynde med tilbøjelig til at tage beskyldningen tilbage, men nægtede alligevel tilsidst og sagde, at selv om han kom til at betale en Bøde for, hvad han havde skrevet, vilde han intet tilbagekalde, da han ønskede at faa lukket den Smugkro lige overfor. Sluttelig blev Pastor Eriksen grov og beskyldte H. for, at han i flere Nætter havde siddet i Smugkroen og drukket. Da han benægtede dette, sagde Præsten "Det er Løgn i Deres Hals. De er jo en Dranker, s.om lader Konen tjene til Livets ophold for Dem!"

Den anden Sagsøger, J. D., bekræftede ganske den givne Fremstilling af Præstens Optræden. Han havde bebrejdet Pastor Eriksen, at han ikke undersøgte Forholdene, forinden han skrev, og Præsten svarede: "Deres Forhold er vistnok slette!"

Lyver Præsten?

Pastor Eriksen: Det er rigtigt, at jeg har brugt Ordet Løgn overfor H, men det var fordi H. sagde, at han ikke havde smagt Spiritus det sidste halve Aar. Jeg har ogsaa betegnet H. som en Dranker, men det mener jeg en Mand er, naar han drikker en halv Flaske Brændevin.

Sagøgeren J. D. : Det er ikke rigtigt, som Præsten forklarer. Der har aldrig været talt om H. har smagt Spiritus det sidste halve Aar eller ikke. H.s Svar lød saaledes: "Jeg har ikke været hos Due det sidste halve Aar!" Og saa kom Præstens Kraftudtryk.

Forligsbestræbelser.

Dommeren: Kan den Sag ikke forliges?

Sagfører Ditlevsen: Jeg har forinden Sagen kom for skrevet til Pastor Eriksen for at faa en fredelig Ordning; men jeg hørte intet fra ham. Præsten har ved sin Henvendelse til Hjælpekassen gjort Forsøg paa at nedsætte Sagsøgerne i deres Medmenneskers Omdømme, og han maa tilbagekalde sine usandfærdige beskyldninger.

Dommeren. Man maa ikke se bort fra, at Pastoren har været berettiget til at tro, at hans Antagelse var rigtig.

Pastor Eriksen havde været villig til at forlige Sagen. Han vilde protestere imod at blive betegnet som usandfærdig. En ædruelig Mand sidder ikke sammen med fulde Folk. og da begge Sagsøgerne opholdt sig hos M. H, hvor der havde været Høstgilde hele Natten, kunde han ikke faa anden Tanke, end at de ogsaa havde deltaget.

Efter at der endnu mellem Parterne var vekslet en Række Repliker, bl. a. angaaende et lille Intermezzo med H.s Hustru, der havde fortalt Præsten, at hendes Mand var hjemme hele den Nat, blev Forligsbestræbelserne opgivet.

"Støt dansk Arbejde"!

Dommeren optog derpaa Sagen til Procedure.

Denne indlededes af Sagfører Ditlevsen med en Lovprisning af den danske Snaps. Der tales saa meget om, at man skal støtte dansk Arbejde og støtte den danske Produktion - og vor Øl- og Snapsproduktion er vel nok en af vore bedste Frembringelser. Det er den naturligste Ting af verden, at Sagsøgerne har købt sig en Snaps, og det er der ingen, som maa bebrejde dem, selv om de er arbejdsløse! Det falder meget svært at faa Pastor Eriksen til at holde sig til Sagen - han søger hele Tiden at komme bort fra sit Ansvar og har under Sagen gjort sig skyldig i en Række Fejltagelser. Man faar det Indtryk, at han løber efter Sladder. Den lille Historie fra Præstegaarshaven om Høstgildet faar ham til at forløbe sig og trænge ind i et privat Hjem, hvor han ikke har noget at gøre. Pastor Eriksen har begaaet en Fejl ved at skrive til Hjælpekassen. Han kunde have naaet sin Hensigt med at faa Smugkroen lukket ved at gaa til Politiet. Som en lærd og studeret Mand maa Pastor Eriksen vide, at naar han retter en Sigtelse imod en anden, maa det være i nøjeste Overensstemmelse med Sandheden. Og han nøjes ikke med en Formodning, men skriver: Jeg er vis paa, at de Mennesker var berusede! Pastoren burde først have undersøgt, om det var sandt. Da de to Sagsøgere gik til Pastor Eriksen, fik man at se. hvor forfærdelig haard en Mand han er. Han vil ikke erkende sine egne Fejl og række Haanden til Forsoning. Pastoren viger bort fra Sandheden og søger at nedsætte Sagsøgerne i andres Omdømme.

Sagføreren citerede sluttelig Brudstykker af Christian den 5tes danske Lov, hvori det paalægges Præsten i det skjulte at søge at paavirke sine Medmennesker til et indre Iævned. Der staar ikke noget om skriftlige Advarsler og Pastor Eriksens Forsøg paa at føre Sandhedsbevis er ganske glippet. Jeg paastaar Dom i Henhold til Stævningen.

"Staten betaler, Kommunen betaler og jeg betaler!"

Pastor Eriksen havde i sin Hjælpekasseperiode været glad for at faa Henvendelser fra udenforstaaende, som kendte de understøttede. Han vidste godt, at Arbejderne betalte til ArbejdsIøshedskassen. Men Staten betaler ogsaa og Kommunen betaler og jeg betaler (!) Sagføreren siger, at jeg har nedsat de to Mænd i deres Medmenneskers Agtelse og saa maa det jo være nedværdigende naar en Mand viser sig i beruset Tilstand. Men efter Sagførerens egen Opfattelse maa det vel ellers være en Æressag at drikke sig fuld og støtte dansk Arbejde. Er vi stolte af vor Spiritusproduktion, maa vi ogsaa være stolte af de mange Kæferter. Sagføreren betegnede en god dansk Snaps som et Livsgode, men jeg tror, at Samfundet gaar rabundus ved at støtte denne Industri.

Jeg er under Sagen bleven fremstillet som en ulden Person, der ikke har villet fastholde Sagens Kærne, men min Kamp gaar ud paa at støtte de værgeløs Kvinder og Børn. Jeg kan ikke se at have gjort noget forkert og insisterer derfor paa Frifindelse

Afsluttende Bemærkninger,

Sagfører Ditlevsen: Det har aldrig været min Tanke at lovprise overdreven Nydelse af Spiritus. Præsten er i sin Skrivelse gaaet ud over hvad der er Sandhed og maa derfor staa til Ansvar. Det er nedsættende at beskylde en Mand for at have anvendt Hjælpekassens Penge til Drik.

Pastor Eriksen: Mit Brev er i Overensstemmelse med Sandheden. Jeg løber ikke med Sladder, men jeg gik over til Høstgildet for at faa Sandheden frem.

Dommen afsiges paa Torsdag.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 29. april 1927).

Pastor Eriksen blev i maj frifundet for tiltalen fra arbejdsmand Helvig om at betegne denne som dranker. Derimod blev pastor Eriksens skrivelse til hjælpekassen om at arbejdsmand Danielsen var fuld, mortificeret.

Fra vore Læsere.

Pastor Eriksens Felttog imod Rødby Boldklub.

Vi har modtaget følgende :

Som bebudet allerede under sidste Byraadsmøde, er Pastor Eriksen nu gennem Pressen draget til Felts mod Boldklubben i Rødby. Under Overskriften "For Kultur og sund Livsglæde" gør Pastoren i "Tidende" en Række meningsløse Udfald mod Klubben. Disse Angreb er dog ganske mislykkede og saa fuldkommen malplacerede, at det ikke er Ulejligheden værd, hverken at gengive eller imødegaa dem.

Man undres over, at Hr. Pastoren gider. Alene det at finde paa den geniale Overskrift, har sikkert kostet ham adskilligt Hovedbrud. Man fristes til at tro, at han ærgrer sig over, at der ikke er en eller anden af de Foreninger, der efter hans Opfattelse arbejder for "Kultur og sund Livsglæde", der har faaet de bevilgede 50 Kroner.

Pastoren mener, at Klubben nærmere maa betegnes som en Dansebule end som en Boldklub ; men han er jo sikkert ogsaa den rigtige til at dømme i de Sager; man maa bøje sig for Sagkundskaben.

Hvis man imidlertid sammenligner Antallet af Baller i R. B. med andre Foreninger, f. Eks. Industriforeningen i Nykøbing, kommer almindelige Mennesker dog til et andet Resultat, idet denne Forening nemlig har fire Gange saa mange Baller som R. B, idet sidstnævnte har et Bal om Maaneden (ikke flere, som Pastoren skriver), medens Industriforeningen har et hver Uge, og man kan vist ikke paastaa andet end at Industriforeningen støtter "Kultur og sund Livsglæde" ("Blaa Kors" dog maaske undtagen). Trods de mange Baller og trods det, at der dér er baade Stiftsprovst og Biskop, er der dog ingen, der er saa fanatiske, at de vil kalde Foreningen for en Danseklub.

Ballerne er ganske naturligt Foreningens økonomiske Basis, idet man netop gennem disse og gennem Sporten appellerer til "den sunde Livsglæde". Ingen end ikke Pastor Eriksen, vil vel paastaa, at Sport og Dans svækker "den sunde Livsglæde", ej heller Kulturen lider derunder, man behøver blot at henvise til de gamle Grækere. Ingen Sinde har vel Dans og Sport været drevet som da, og aldrig før eller senere har Kulturen været paa et saadant Højdepunkt trods det, at man den Gang ikke var bebyrdet med cand. theol.'er, der agiterede for "Kultur og sund Livsglæde".

Passivt Medlem af R. B.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 25. juni 1927).

Rødby Byraad.

Imod Forventning blev Byraadets Møde i Aftes meget livligt, idet Indstillingen om Gennemførelsen af Planen om en Gangsti fra Østergade til Rødby Lystskov gav Pastor Eriksen en kærkommen Lejlighed til at lufte et pietistisk Syn paa hele Tilværelsen. Pastorens Argumentation var fanatisk og barsk, men uden Overskæringens Styrke - og han prædikede da ogsaa for døve Øren. Indstillingen om at mageskifte det til Gangstien bestemte Jordstykke blev vedtaget med alle Stemmer imod 3 og selv Amtmandens Forbehold paa Administrationsudvalgets Vegne blev virkningsløs.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 13. januar 1928).

Pastor Eriksens modvilje mod gangstien skyldtes at han ikke ønskede at der skulle afholdes baller i skoven. Det var en del af hans samlede felttog mod offentlige baller, foreningsballer, skovballer osv.

Det er af sine egne -

Pastor Eriksen, Rødby, revser sit Livorgan.

"Nakskov Tidende" har haft det Uheld at komme paa Kant med den strænge indremissionske Præstemand over Rødby og Ringsebølle Menigheder, og Anledningen er. at Bladet har bragt en efter Præstens Mening for velvillig Omtale af Grundlovsmødet i Rødby Lystskov, hvor Pastor Fogh Hansen, Errindlev, talte og "satte Sving paa Grundlovsfesten med offentlig Dans" (!), medens der kun var ofret nogle Linier paa Hr. Eriksens Møde samme Dag paa Østersødiget. I et stærkt udæskende Indlæg i Nakskov Tidende's Torsdagsnumer farer Pastoren løs paa Bladets Meddeler. Byraadets Skovudvalg og Kollegaen fra Errindlev der har forarget Hr. Eriksen ved at holde Foredrag om Livsidealer for Folk, som "bagefter kørte i Karussel og dansede med "Livsidealerne".

Vi kender Pastor Eriksen og hans Aandsfæller, som udi egen Selvgladhed fordømmer alle anderledes tænkende langt ud i det yderste Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, og skal kun konstatere, at den gæve Præstemand ved sit ubeherskede Indlæg paany har henledt Opmærksomheden paa sig i en for hans Stilling lidet smigrende Grad.

Selv for "Nakskov Tidende", som ellers har kunnet glæde sig ved Pastorens særlige Bevaagenhed, er Indlæget blevet for stramt, og Bladet skriver : "Til Pastor Eriksens mange Hvorfor? skal vi kun svare : Fordi vi ikke er det ensidige, yderliggaaende Mørkemandsorgan, han ønsker, vi skal være.

Det er af sine egne, man skal høre det - Betegnelsen "Mørkemand" er ikke ueffen, benyttet af Nakskov Tidende om Partifælle Eriksen! Og Pastoren, som før har haft saa megen Glæde af dette Blad, hvis perfide Artikler om Arbejderklassen og dens ledende Mænd, han slugte raa og atter serverede i samme Tilstand ved alle mulige Lejligheder, kommer vel til for Fremtiden at undvære denne Berigelse af sin Aand !

En Trøst for ham er det, at "Kristeligt (!) Dagblad" stadig staar til hans Raadighed.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 9. juni 1928)

Pastor E. Eriksen var søn af den jyske indremissionær Niels Eriksen, Bøvling. Blev student fra Viborg Katedralskole 1893. Tog embedseksamen og virkede i 6 år som lærer i København. Han blev andenpræst ved St. Stefans Kirke i København 1902. Her var han 7 år. Dernæst i 9 år sognepræst for Herring og Stagstrup Sogn i Thy. Siden for Rødby og Ringsebølle. Udover at være medlem af byrådet, var han også medlem af Biblioteksforeningen for Rødby og Omegn.

Nedenstående stammer fra en samtale mellem personer der har oplevet pastoren:

Præsten, han havde jo den her store have. Der var så mange dejlige æbletræer. Og vi unger, vi lå jo og stjal præstens æbler. Når det blev mørkt om aftenen, så smuttede vi ind og samlede nogle af de æbler op, der var faldet ned på jorden, og ellers ville ligge og rådne. Men det havde præsten, pastor Eriksen, altså opdaget. Storebror Bernhardt han samlede jo sammen til vinter. Oppe på vores værelse, der havde vi en kommode med skuffer i, og der fyldte han dem ned i, og var ikke klar over, at dem, der var faldet ned bare ville ligge og rådne op.

Da kom pastor Eriksen over til far og sagde "Jeg vil have Deres søn Berthel ind under børneværnet". "Nåh" sagde far. "Hvorfor dog det, pastor Eriksen?". "Jo, han stjæler mine æbler". - "Nåh, ja men så skal da præstens knægt følge med også". "Hvorfor det? Det andet, det er guds gaver". "Ja, men det er også guds gaver, for han har revet en af mine duers rede ned og knaldet æggene. Det er også guds gaver" sagde far. Så begyndte præsten at snakke politik. Så var der ikke mere med at jeg skulle ind under børneværnet. Han ville ikke have, at sønnen skulle med også.

Valgsvindel. (Efterskrift til Politivennen)

Valgklagen fra Nakskov gaaer, eft. "Tiden", ud paa: 1) at der skulde være kjøbt Stemmer til Propr. Jensen. Man navngiver 5 Vælgere, som kjøbte af Skovrider Hansen paa Baroniet Juellinge til at stemme paa den som Valgt proclamerede Cand. jur. Jensen til Fredsholm og hvilket desforuden skal være skeet med 1 a 200 Vælgere. Ibl. flere Andre, der have kjøbt Stemmer for Jensen, nævnes ogsaa Propr. Jessen, som betalte "sine Huusmænd" derfor. "Og Huusmand Knud Andersen troer at kunne have faaet 5 Rd. af Propr. Nyholm for at stemme paa Jensen; men da hin svarede denne: "at han ikke vilde stemme paa Jensen hverken for 10 eller 20 Rd.", blev han fri for Paatrængenhed." Klagerne (547 Vælgere) henstille til Thinget, hvorvidt det derhos finder Anledning til at lade undersøge, om der er Sandhed i det i Kredsen meget udbredte Rygte, at Valg-Bestikkelser have fundet Sted i et meget større Omfang, og ikke blot fra enkelte Sider. - Men selv naar man holder sig til det Anførte, vil Thinget vistnok mindes, hvad Rigsdagsmanden for Mariebo Amts 4de Kreds (Cultusmin.) yttrede desangaaende i 10de Samling (Folkethingstid. S. 75)." Dernæst anføres, "at der ligeledes har fundet Valgtrudsler Sted, idet Skovrider Hansen paa Baroniet Juellinge truede endeel Skovarbejdere med, "at hvis de stemte paa Gaardmand Ludvig, saa skulde de ikke faae meer Arbeide i Baronens Skove". Paa Valgdagen truede Propr. Jessen Huusm. Niels Svendsen med, "at hvis han stemte paa Ludvig, skulde han med Familie til 1ste Mai blive sat ud af sit Leiehuus". Propr. Frederiksen yttrede i Fleres Paahør til sin Smed, J. Hansen: "Du skal miste mit Arbeide, naar Du stemmer paa Ludvig". Under Afstemningen yttrede Proprietair Ernst til sin Huusmand Ole Normand: "Du vovede alligevel at stemme paa Ludvig; jeg skal tale med Dig imorgen, Din - ". Klagerne "fremhæve blot disse Træk for at forstaaeliggjøre den Stemning, der herskede under selve Valghandlingen". Endv. ankes der over Valgformandens (Byfoged Justitsr. Brücker's) og den øvrige Valgbestyrelses Forhold, endelig over formeentlig upassende Færd, udviist af Personer udenfor Valgbestyrelsen. Formanden havde nemlig sluttet Valglisterne for Nakskov og Halsted (hvis Afstemning foregik paa Raadhuset) til forskjellige Tid. De øvrige Landsognes skriftlige Afstemning foregik i forskjellige Localer, spredte over hele Byen. Her sluttede og underskrev de enkelte Valgbestyrelses-Medlemmer eller Listeform (lovstridigen) deres Lister paa egen Haand Kl. 2 a 3, hvorved Ludvig tabte mange Stemmer. Og ved Halsted Sogn var der endnu flere Vælgere tilstede, som forlangte at stemme, hvilket nægtedes dem af Formanden, som ikke destomindre tillod Nakskov By at fortsætte Stemmegivningen henved 2 Timer senere. (Denne Tid blev benyttet til at hente Vælgere fra Byen, for at stemme paa Jensen). Dette hans lovstridige Forhold, for hvilket kan føres Beviis, hører ligeledes til dem, Folkethinget tidligere har paatalt, og Klagerne henvise i den Anledning ogsaa til Yttringer af den nuv. Cultusmin. og af Red. Hansen (Rigsdagstid., i 10de Samling, Side 1030 og 1043-44). Fremdeles har Valgformanden undladt at efterkomme, hvad Loven § 34 sidste Passus paabyder: fra Valgtribunen at opfordre de tilstedeværende Vælgere til at afgive deres Stemmer, før han erklærede Stemmegivningen for sluttet. "Da Valgbestyrelsen formodentlig har valgt sin Formand i Tillid til hans juridiske Kjendskab til Loven, er det saa meget mere paafaldende at træffe slige Forsømmelser hos en af Statens lønnede Embedsmænd." "Naar Formanden har givet et saadant Exempel, vil Thinget lettere kunne fatte del næsten Utrolige, der er foregaaet ved enkelte af Valgprotocollerne. Enkelte Medlemmer af Valgbestyrelsen afsluttede egenmægtigt deres egne Lister og det til forskjellig Tid. Præsten i Sandby blev som Medlem af Valgbestyrelsen nødt til paa Fleres Opfordring at begynde Listeføringen paany Kl. 3, efter at han havde afsluttet den Kl. 2. Dernæst har man undladt at oplæse det i Protocollen Tilførte for den fratrædende Vælger. Følgen af denne Undladelse har da ogsaa viist sig i den grove Lovovertrædelse, for at bruge det mildeste Ord, at i Halsted Sogn er flere Gange Jensens Navn tilført, uagtet vedk. Vælgere stemte paa Ludvig. Denne Kjendsgjerning, som kan bevidnes af tre Navngivne, maatte, synes det os, ene være tilstrækkelig til at kuldkaste hele Valgets Gyldighed. Ved Siden heraf er det næsten af mindre Betydning, at Valgbestyrelsen har modtaget Stemmer paa Jensen af Ikke-Valgberettigede, hvilket saaledes gjælder om en Enkes 2 Sønner i Skovbølle, der som Gaardbestyrere ikke have egen Huusstand (Lovens 3), og om Proprietair Hastrups Kudsk samt en Mand i Villehusene, der har været straffet." Som en Vilkaarlighed, der er stridende mod Valglovens § 34 anden Passus, betegnes den Fremgangsmaade, der brugtes for de allerfleste Sogne, idet "man opraabte Listen fra først til sidst, istedetfor at lade Vælgerne selv træde til. Følgen heraf seer man let var den, at de, som kom for silde, maatte vente til hele Listen var færdig, og da Formandens Opraab undlodes, kunde man let blive aldeles forbigaaet, naar man ikke i Øieblikket var tilstede; dette var Tilfældet med Flere fra Birket og Vindeby Sogne, der af Listeførerne fik den Besked: "Nu har vi sluttet"." Endnu klages over et enkelt Medlem af Valgbestyrelsen. Sognefoged N. I. Heie af Kjøbeløv. Han optog først flere Stemmer af Personer, der ikke vare opførte paa Valglisten, men slettede dem ud igjen, da (!) Andre paa lignende Maade forlangte at optages. Derhos optog han atter paa Valglisten (efter hvad der for vist er berettet af Vælgere fra samme Sogn) Røgteren paa Marienberg, Gotfr. Rasmussen, der ikke har sin egen Huusstand, som stemmende paa Jensen. Som Medlem af Valgbestyrelsen 1858 nægtede han at modtage Stemmer paa Ludvig 2 Timer før Nakskovs Lister sluttedes, endog efter at han havde spurgt: "Hvem vil Du stemme paa?" Dette anføres, for at Thinget  "kan see Vilkaarligheden i sit rette Lys, nemlig som gjentagen Partiskhed". Endv. forlanges Stemmelisten for Nakskov By underkastes et Eftersyn. "Man vil nemlig vide, at der er modtaget Stemmer paa Jensen af Nogle under 30 Aar, af Nogle, som have ræret straffede, af Nogle, som have nydt eller nyde offentlig Understøttelse (hvoriblandt skal være en Maler Schønberg), ja at Nogle have stemt 2 Gange. Desværre vil man ikke kunne faae constateret, hvorvidt det forholder sig saa, at der er modtaget Stemmer ved Sedler uden personligt Møde. Ialtfald ligner alt dette hele den øvrige Færd." Fremdeles klages over den Færd, der under Valghandlingen udvistes af Pastor Wegener fra Halsted. Han stillede sig nemlig hen imellem Valgbordet og de fremtrædende Vælgere, hvem han enkeltviis tiltalede som saa: "Du stemmer da paa Jensen." "Dig eller Dem kan jeg see paa stemmer paa Jensen!" Naar da En og Anden var af modsat Mening, skoggerloe han, tilføiende et: "saa! saa! naal! naa!", hvorefter han spurgte den Næste, men saaledes, at de der ikke stemmede med Præsten, maatte vente. (Denne Agitation af Præsten er dog ikke imod Valgloven.) Men hertil føiede Pastor Wegener, endskjøndt ikke selv Medlem af Valgbestyrelsen, "det ligefremme Overgreb, at paa hans Tilskyndelse blev der modtaget Stemmer paa Propr. Jensen af Folk, der ikke vare opførte paa Valglisten. De bleve indførte paa Stemmelisten og foreløbigt opskrevne paa et løst Stykke Papir. Dette kan deels bevidnes af 2 Mænd, deel vil en Undersøgelse af Halsted Sogns Valg og Stemmeliste oplyse dette". Endnu bemærkes, "at ved Horslunde Sogns navnlige Afstemning bleve flere Hartkornsbrugere tilbageviste, som ikke opførte paa Valglisten, heriblandt Brødrene og Huusmændene Chr. Bødker og R. H. Bødker; men efter omtr. 1½ Times Forløb blev det paa gjentagende Forlangende tilladt Sidstnævnte at stemme (der siges tilligemed flere Andre, som samme Dag skulle være blevne optagne paa Valglisten, da de vilde stemme paa Jensen). R. H. Bødker fortalte nu til Flere, at det til Slutningen var blevet ham tilladt at stemme, uagtet han ikke stod paa Valglisten; men da man senere forlangte hans Vidnesbyrd herom, undskyldte han sig med, at han ikke veed med Bestemthed, om han Valgdagen blev paaført Valglisten eller om han har stemt under en anden Mands Navn. Sognets Valg- og Stemmeliste vil oplyse dette." Efter denne Oversigt over endeel af de "beviislige Unøiagtigheder, Vilkaarligheder og ligefremme Lovstridigheder, hvormed Valghandlingen er foregaaet, alle til Gunst for den ene Kandidat og til Skade for den Anden", bestyrkes dette endnu mere ved de flere hundrede Breve, som en saakaldt: "Bestyrelse for Valglovens rette (!) Brug", der ikke er bosiddende i Kredsen og bestaaer af 3 af Stiftets største Godsejere, har ladet aftrykke og især ved alle Præsterne ladet omdele med behørig Paavirkning, af hvilke Breve herved som Bilag vedlægges 2 Aftryk. (Provst Nannestad lod endog sin Indflydelse for Jensen tilkjendegive ved Kirkestævne.) Til alt Foranstaaende anføres hvad der i Kredsen passerer som almindeligt Rygte: at Konsul (skal være Grosserer) Hage, Skibsbygm. Riddersborg, Møller Bay af Nakskov samt Proprietairerne Friis-, Ernst og Frederiksen have betalt deres Arbejdere og Huusmænd for at stemme paa Jensen, ja der siges endog, at selv denne har betalt sine egne Huusmænd for at stemme paa sig. Under hvilket Navn en saadan Betaling har stedfundet, om det kaldes "Dagløn" eller hver anden Benævnelse, er dette dog et Misbrug og en Tvang at udøve over den fattige Statsborgers frie Stemmegivning. Og vitterligt er det, at Forp. Frederiksen paa Valgdagen sagde til sin Huusmand Peder Pedersen: "Du skal faae lige saa meget for at stemme paa Jensen, som Du skal have imorgen for at slaae Kløver"; samt at Møller Bay sagde til sine Dagarbeidere: "Hvem som vil stemme paa Jensen, skal faae sin fulde Dagløn, men hvem som vil stemme paa Ludvig, skal ud at høste Hø." (Proprietairen repræsenterede altsaa Kløveren, Bonden det almindelige Hø). Endelig omtales en Begivenhed, "som paa en Maade sætter Kronen paa Værket: Da nemlig Valgets Udfald (?) forkyndtes, aabnedes den nærliggende Raadstues Vinduer, hvorfra et bestilt Musikcorps med æsende Instrumenter, udover de nedenfor staaende Vælgeres Hoveder, spillede Melodien; "Dansken har Seier vundet", "Tydsken (Bonden repræsenterede her "Tydskeren") sin Grav har fundet", som endeel af de paa Raadhuset Tilstedeværende istemte. Vi henstille, om det ikke var i høieste Grad fornærmende og saarende at anbringe saadanne Hentydninger overfor de 647 danske Mænd, der stemte paa Modparten og hvoraf Mange i Krigsaarene have blødt for Fædrelandet. Om endnu Vedkommende ikke let kan drages til Ansvar for slige upassende og krænkende Demonstrationer, haabe vi dog, at Thinget vil lade undersøge, med hvis Tilladelse en offentlig Bygning som Raadhuset er bleven benyttet til Sligt. Ialtfald troe vi, at dette Træk ikke burde lades uomtalt til Bedømmelse af den ophidsede Stemning, hvorunder Valghandlingen foregik, og som indtil det Sidste forledede den ene Part til Hensynsløshed i Valget af de Midler, hvorved man opnaaede at seire over den Modkandidat, der 14de Juni opnaaede det største Antal Stemmer, nogen falden Candidat hidtil har havt." Klagerne tvivle ikke om, at den Valgte ikke engang selv kan ønske paa den Maade at have Sæde i Folkethinget.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. oktober 1861)

Udvandring fra Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en almindelig Kjendsgjerning, al Udvandringslysten er af en epidemisk Natur, og at den hjemsøger snart denne, snart hin Provinds. Hidtil har man kun iagttaget sporadiske Tilfælde af denne Sygdom her paa Lolland, men iaar synes den at være fremtraadt som en ren Epidemi. Fantasifeberen dreier sig om Amerika - ikke Mormonernes Utah, men Normannernes forjættede Land Wisconnsin, og den, der synes stærkest af have fremkaldt denne, er en livligere herfra udvandret Mand, der ved sine vistnok meget troværdige Efterretninger har sat meget Blod i Bevægelse. I Paaskeugen afgik fra Nysted med en Jagt til Kiel cirka 80 Personer (En fik Nok, da han kom til Rødsand, og vendte om for at blive ved de lollandske Kjødgryder), som alt fra Hamborg ere paa Veien til Amerika; iblandt disse er der Oldinge og Børn; en meget hæderlig Mand paa over 60 Aar reiste med hele sin Familie og har paa sin Egn giver Impulsen til flere Andres Afreise; fra en Commune med c. 900 Indvaanere afreiste 11 Personer, og fra samme ville om kort Tid atter 6 Personer afgaae, altsaa c. 2 pCt., af hvilke de fleste ere arbeidsføre Mænd og Kvinder. De afreise med et freidigt Haab, og de Færreste ane de Savn og Skuffelser, som de gaae imøde; hvor store disse ville blive, faae vi neppe nogensinde at vide, thi de Mange, hvem Lykken gaaer imod, undlade enten ganske at skrive til det tidligere Hjem eller søge at skildre deres Tilstand med lysere Faver, end Virkeligheden frembyder, fordi de skamme sig ved at blotte deres Skuffelse for dem, som have fraraadet dem at søge Lykken udenfor det gode, gamle Danmark, hvor den redelige og dygtige Arbeider dog altid finder sit Brød og kan leve i Fred iblandt Sine. Indsenderen, som personlig kjender flere af Udvandrerne, og som ikke har undladt at gjøre Sit for at oplyse dem om de Bedragerier, Savn og Lidelser, de gik imøde, erholdt det Svar af En: "Naar jeg ikke kan arbeide mere her, saa bliver det min Lod at ernæres af Sognet", - og jeg kunde ikke undlade at svare ham: "men naar De nu ikke kan arbeide mere i Amerika, er De saa vis paa, at der er et Sogn, som vil ernære Dem, eller frygter De ikke for, al der kan gives en Tilstand, som er mere hjælpeløs end den at komme paa Sognet?" Men alle Forestillinger ere ørkeslese, saa Iænge denne Raptus varer, og den vil neppe stilles, førend sørgelige Erfaringer have overtydet Folk om, at finder 1 af 20 den udvortes Lykke, som de Alle søge efter, saa gaae de 19 tilgrunde uden at finde den. (Maribo Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1857)

Brev fra Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

Hr. Redacteur! Naar man i den senere Tid er kommen i Forbindelse med andre Mennesker end Nakskovitter, faaer man næsten altid det Spørgsmaal kastet i Næsen: hvordan kan det dog være, at Nakskovitterne, som fra Arilds Tid have staaet fremmest i Hoben, naar det gjaldt gamle Danmarks Ære og Frihed, i disse farlige Dage ikke yttre det mindste Liv eller tilsyneladende lægge nogen Interesse for Dagen for de store Spørgsmaal, som for Øieblikket beskæftige alle Gemytter, og saa spørges der igjen med en vis Spydighed om, denne politiske Ro, hvortil Byen nu har hengivet sig, skal søges enten i Ligegyldighed for det offentlige Vel, i forandrede Anskuelser eller muligt endog i den Frygt, som jo vor Amtmand har sagt har indsneget sig rundtomkring her i Stiftet. Da jeg som god Nakskovit bestandig ærgrer mig over at høre disse Spørgsmaal gjentages, og navnlig af og til er bleven meget opbragt over de ovenfor anførte Slutninger, som i Grunden ere ligesaa mange Fornærmelser imod vor gode By, vil jeg dog engang bryde overtvært, som man siger, og underrette alle de ærede, meer eller mindre næsvise Spørgere om, at den eneste Aarsag, hvorfor vi i den senere og følgende Tid ikke have havt eller vil kunne faae Lejlighed til at udtale os over Dagens store Spørgsmaal, stifte Grundlovsforeninger, give Bidrag til Rødding Høiskole, skrive Mistillids-Adresser til Ministeriet, som vi Alle ønske - nok sagt! foruden meget Mere, ene bestaaer i, at vi af Frygt for Livets Existents ikke have Stunder til at beskjæftige os med saadanne Smaating. Naar jeg imidlertid siger "vi", saa maa De vel vide, hvem disse "vi" ere. Hermed menes ikke Embedsklassen, der, paa enkelte Undtagelser nær, har bragt al Politik et midlertidigt Levvel, heller ikke indbefattes herunder Haandværksstanden, der endnu kjender sin egen Styrke for lidt til at have nogen synderlig Indflydelse, og nu seer De selv, at det kun er Handelsstanden, der kan indbefattes under dette "vi", og at det er denne for saa frisindede og mandigt optrædende Handelsstand i Nakskov, som for Øieblikket ikke har Tid til at beskjæftige sig med de store Spørgsmaal om Statens fremtidige Vee og Vel, hvilke den tog tidligere baade i Ord og Gjerning har viist at ligge sig paa Hjertet. Tingen er nemlig den, at samtlige Byens Handlende have forenet sig om "ueftergivelig at see opdaget og lovlig paatalt og forfulgt til Confiscation og anden Straf og Undgjældelse efter Lovenes Strænghed" al ulovlig Handel, saa at de "ved alle lovlige Midler ville forfølge Enhver, som i eller udenfor Byen driver ulovlig Handel". Ja til ret at drive denne Forfølgelse paa Kraft have de givet 3 Mænd det ikke misundelsesværdige Hverv, at "opdage" den ulykkelige Synder, som vover at sælge et eneste Pund Rosiner uden i Byens privilegerede Kramboder, og siden overgive ham i Rettens ubønhørlige Vold, Ligesindede til Skræk og Advarsel og os Alle til et godt Exempel. De vil vist forbavses over at erfare, at en Handelsstand, der tæller saa mange humane, oplyste og frisindede Mand i sin Midte, kan have givet sit Navn og Indrømmelse til en Bestemmelse, der maatte berettige dens Medlemmer til lige de modsatte Prædicater, naar man ikke kjendte dem bedre, eller ogsaa de maatte mene, at Byens Handlende i den Grad ere komne paa Knæerne, at de desaarsag ikke kunne taale den Smule Handel, som maaskee en eller anden mindre gunstig stillet Medborger eller Medborgerinde drev ved Siden af dem, og derfor have seet sig nødsagede til at forsøge det yderste Middel for at holde sig oppe endnu nogen Tid. Hvorledes alt dette egentlig hænger sammen, skal jeg mulig en anden Gang, naar den første Storm har lagt sig og Resultaterne af de 3 Mænds første Opdagelser foreligge Publicum i de afsagte Domme, give Dem nærmere Oplysning om. Hensigten med disse Linier har kun været at fremkomme med ei undskyldende Ord for vor politiske Sløvhed i denne Tid; thi De behøver ikke at gaae videre end til Dem selv, Hr. Redacteur, med Deres 5 Processer, og tænk Dem nu en Handelsstand, som kan skabe sig ligesaa mange hver Dag. naar den bare er om sig, og derhos nu skal til at fylde Marskallernes Jagter med Korn - thi, som bekjendt, lever en stor Deel af denne Byes, nemlig Marstals, Skippere, ligesom i gode gamle Tider, endnu for det Meste af Fragthandelen fra Nakskov - , hvor megen Tid kan man vel saa her i Byen have til at tænke paa Grundlovsforeninger, Folkehøiskoler og lignende Snurrepiberier. 

Nakstov, den 1ste October 1854. C. + 1.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 7. oktober 1854)

Christian Adolph Barfod Lønborg (1835-1916): Axeltorv i Nakskov, mod Søndergade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

(Indsendt)

I Stifts-Tidenden af 7de October (Nr. 185) har en anonym Forfatter under Mærket C.+1 givet nogle Meddelelser fra Nakskov, i hvilken Anledning det maa bemærkes at, naar det hedder, at "samtlige Byens Handlende" i denne Tid ere beskjæftigede med at forfølge enhver formeentlig uberettiget Handel saavel i som udenfor Byen, dette da forsaavidt er urigtigt, som Hr. Consul C. Hage Intet hermed har at bestille. Ved denne Leilighed kan ogsaa erindres, at ingen Ærøjagter enten fra Marstal eller Omel fortjene Noget hos ham ved Fragtfart.

6

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. oktober 1854).

Fra Bondestanden i Lollands-Falsters Stift. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Bondestanden i Lollands-Falsters Stift er indgivet en med omtrent 4000 Underskrifter forsynet Adresse til Hs. Majestæt, hvori udtales Ønsker om Nedsættelsen af en Landbocommission, om Ophævelsen af de ved tvende Reskripter af 12te Mai 1846 gjorte Indskrænkninger i Bondestandens Forsamlingsfrihed, om en tilstrækkelig Repræsentation i den paatænkte "stændiske Forfatning", og endelig om, at Hs. Maj. vilde udvælge nogle Mænd af Bondestandens Midte til Medlemmer af den Forsamling, som skal overveje Forfatningsudkastet. En Deputation, bestaaende af Gaardmændene, Stænderdeputeret P. Steffensen og Amtsraadsmedlem H. Olesen, har i Løverdags Formiddag overleveret Adressen til HS. Majestæt, der efter sammes Modtagelse udtalte først sin Tak for den deri indeholdte Lykønskning, og dernæst med Hensyn til de Foranstaltninger, der petitioneredes om, yttredc, at han vel ikke øieblikkelig kunde give noget bestemt Løfte, men vilde forsikkre Deputationen om, at han stedse, som han ogsaa tidligere havde lovet, vilde være Bondestandens Ven og Talsmand, og hvad angik den svagere Repræsentation, denne Stand vilde faae i de erfarne Mænds Forsamling, bad han at man vilde erindre sig, al han valgte 10 Medlemmer til denne og i sit Valg hverken var bunden ved Stænderanordning eller Nogetsomhelst. At Hs. Majestæt havde antydet en Forandring i Forfatningen, maatte forøvrigt være Borgen for, at han gjerne bortgav noget af sin Magt, for at gjøre sit Folk lykkeligt. (Loll. Falst. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. marts 1848).

Om Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Om Fødsel i Dølgsmaal hedder det i "Loll.-Falst. Av." af 27de ds.: Efterat Politiet var kommet til Kundskab om, at et Fruentimmer i Idestrup Sogn mistænktes for at have født i Dølgsmaal, og hun paa engang var bleven saa syg, at der tvivledes om hendes Liv, blev den fornødne Undersøgelse anstillet, og et Barn, nedlagt i en Kasse, fundet i en Have i Tjæreby, hvor det var nedgravet. En Konge i bemeldte By blev arresteret, og under en af Fuldmægtig Wilcken hos den Syge optagen Rapport tilstod denne, at have født Barnet, og ved Hjælp af den Arresterede skjult det i Haven. Hun tilstod tillige, at bemeldte Kone havde været hende behjælpelig med at fordrive Fosteret, idet hun havde tillavet hende en Drik, som hun i dette Øiemed havde nydt og som havde fremskyndet hendes for tidlige Nedkomst, da Barnet var dødfødt. Der anstilledes nu yderligere Undersøgelse, og den Arresterede har tilstaaet, at have tillavet bemeldte Middel, som hun vidste var probat, da hun selv ved det har fordrevet 6 Fostere, som hun har følt sig svanger med, og som alle have været avlede i en Tid af 10 Aar med hendes egen Stedfader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. august 1846, 2. udgave).

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Første Omgang: Byretten 1835. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen gjorde i en artikel fra 1824 opmærksom på de problemer der opstod i kølvandet på tørlægningen af Søborg Sø. Men det var ikke det eneste sted hvor især godsejere havde gang i lignende projekter som endnu i dag præger vores landskaber. Et andet stort projekt foregik syd for Nakskov. Og det årtier før det som man normalt forbinder med sloganet "Hvad udad tabes, må indad vindes".

Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.

Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”. 

Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler. Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land. 

Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse. 

Kort over Nakskov Sogn, 1818. Mellem den indre fjord sydøst for købstaden lå der nogle øer, bl.a. Færgeland. Sammenlign med kortet nederst i denne artikel, og man vil se, at øerne helt er forsvundet og erstattet af landbrugsjord bag en dæmning. Nakskov Fjords sejlrende er stort set det eneste som er tilbage af det Nakskov Fjord syd for byen som er aftegnet på dette kort. 

Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.

Første omgang 1835: Byretten dømmer imod Lund

Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.

København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:

"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro. 

For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.

For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis. 

Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej. 

Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog. 

Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden. 

Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."

Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."

Nutidigt foto fra Nakskov Fjord, albuen. Landskabet kunne måske minde hvordan der så ud før tørlægning. (Ophavsmand Michael Larsen, udgivet som offentlig ejendom).