To kommunale Børnedaghjem paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

I Børnehaven. Til højre: Bestyrerinden, Frk. Storgaard. Ved Tavlen: Frk. Ruth Eriksen.

I 1914 indrettede Kommunen under ledelse af Inspektør Hedemark paa Almindeligt Hospital det første Daghjem for Børn ude paa Jagtvejen. Senere kom der flere til, og nu er der i disse Dage ude paa Vesterbro i Kommunens store Karre. Erik Ejegods Gade Nr. 5, blevet aabnet to Hjem, saaledes at der ialt nu er 8, som alle staar under Hr. Hedemarks kyndige Omsorg.

Det ene af de nye Hjem er en Børnehave for Børn mellem 3 og 7 Aar, hvor Forældrene kan anbringe dem om Morgenen, naar de gaar paa Arbejde, og hente Børnene igen, naar de gaar fra Arbejde. Og bedre Sted kan de smaa ikke være.

Der er nydelige, vel indrettede legestuer, hvor de kan glæde sig ved forskelligt Legetøj og finde Beskæftigelse i morsomt Papir- og Lersløjd. Naar de skal spise deres medbragte Mad, kommer de ind i store, lyse Spisestuer, hvor de lidt større Børn lærer at sætte Kopper og Tallerkener frem. I det hele taget søger Bestyrerinden, Frk. Storgaard, og hendes unge Medhjælpersker at give dem lidt begreb om det mest elementære huslige Arbejde.

Til det livlige Indtryk, man faar af Hjemmet, bidrager i høj Grad nogle muntre, farverige Vægtegninger. som skyldes en af de unge Damer, Frk. Ruth Eriksen, som aabenbart har kunstneriske Evner. 

Det andet Hjem er for Spædbørn og Kravlebørn og er indrettet efter de strengeste hygiejniske Forskrifter, men ogsaa her gør et lyst og venligt Indtryk. Her faar Børnene al Maden, der tillaves efter Sundhedens Fordringer. Saaledes er der bl. a. et Mælkesteriliseringskøkken, og i begge Hjem er der Baderum, som man ikke ser finere i de dyreste Lejligheder.

Spædbørnshjemmet ledes af Frk. Ingeborg Sørensen, der er uddannet Spædbørns Sygeplejerske og saaledes har de bedste Betingelser for at være Leder.

Børnehaven kan, modtage 100 Børn, der hver betaler 2 Kr. om Ugen, og Spædbørnshjemmet har Plads til 70. Prisen er her 1 Kr. om Dagen, men her faar de jo ikke alene Mad, men ogsaa særlige Klædningsstykker i de 10-12 Timer, de er der.

Endnu er Hjemmene ikke fuldt optagne. og Indmeldelser modtages paa Kontoret, Erik Ejegods Gade 5, hver Dag fra 9-9½ Form. og fra 4-5 Eftm

(Aftenbladet (København), 1. december 1927).

Ingeborg Sørensen blev i december 1929 leder af børnekurstedet "Esbernhus" på Refsnæs. Hun var da betitlet sygeplejerske. Hun var uddannet på Bispebjerg og på børnehospitalet på Fuglebakken. 

Annonce i Nationaltidende, 27. september 1927 for daghjemmet i Erik Ejegodsgade.I 1944 blev der endvidere oprettet 3 natasyler hver med plads til 12-15 børn. Disse lå i Assensgade (Østerbro), Sjællandsgade (Nørrebro) og Erik Ejegodsgade (Vesterbro).

Erik Ejegodsgade. Nr. 5 er opgang nr. 2 fra højre. Der er stadig institution her: Børnehuset Legegod, stuen børnehave og 1. sal vuggestue.

Børnenes Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Til venstre. Hospitalets Facade. Til højre: Smaa Patienter og deres Plejersker paa Havealtanen. I Midten: Prof. Monrad med Sygejournalen. - Nederst: Paa Altanen mod Øster Farimagsgade. Til højre: En lille Pige med engelsk Syge faar Massage.

Solen skinner ind i de lyse Rum, hvorfra der lyder Barnepludren og ind mellem lidt Barnegraad. Der høres bløde Kvindestemmer, der tysser og beroliger. Gennem Stuerne, hvor 5-6 høje, skinnende propre Senge har Plads, tripper nogle smaa blege Væsener afsted, men i næste Øjeblik moder man andre Smaa med solbrunede Kinder og Smil om Munden.

Vi er ude i Professor Monrads Verden - Dronning Loiuses Børnehospital i  Øster Farimagsgade, den store, røde Bygning med de mange Balkoner, der, naar Vejret tillader det, er fyldt med Børn og Barnesenge, Og midt imellem de sinaa vandrer unge Kvinder med milde Ansigter  og Øjne, der lyser af Kærlighed til de Væsener, der er betroet til deres Varetægt og Pleje. At Kærligheden er gensidig ser man, naar de passerer Sengene. Saa rækkes der buttede eller spinkle Arme op imod dem, og de gør det ikke forgæves. Hvor travlt end Plejerskerne har. bliver der altid et Minut tilovers til lige at tage Barnet op og kæle et Øjeblik for det.

Plejemoderen, Frk. Petersen, svæver som den gode Aand over det hele; den gode Aand, der er Grundelementet i hele Hospitalet derude.

- Er Børn vanskeligere at have som Patienter end Voksne, spørger vi. 

- Nej, absolut ikke, lyder Svaret De falder hurtigt til Ro, naar vi har faaet dem herind og er lette at have at gøre med.

- Men der kræves særlige Evner og en uendelig Taalmodighed?

- Ikke naar man holder af Børn, og det gør vi vel alle herude, saa er det en uendelig Glæde at pusle om dem. De er nemlig selv taalmodige og glemmer vist hurtigt Savnet af Hjemmet og Forældrene, naar de har vænnet sig til os. Vi har ca. halvandet Hundrede Børn her, lige fra Nyfødte til Fjortenaarsalderen. Nogle har været her i flere Maaneder - f. Eks. Knud der. Og Frk. Petersen peger paa den sødeste lille Dreng, dor smiler mod os med et Par skælmske Øjne. "Han er lam i hele Kroppen. Men vi venter og haaber paa Bedring"

- - Vi gaar fra Stue til Stue, og stadig gentager Indtrykket sig af en uendelig Godhed og Omhyggelighed for de smaa Patienter. Der er ligefrem noget opløftende ved et Besøg derinde, som ikke paa noget andet Hospital

Der lyser den højeste menneskelige Følelse, Kærligheden til de hjælpeløse, lidende Børn, ud fra hver Krog. Og man bøjer sig i taknemmelig Beundring for det Eksempel, den store Læge og hans Stab giver os andre, der maaske daglig gaar dette Hospital tankeløst forbi

- - -

Fra mange Sider vilde man sikkert gerne i Dag paa Prof. Monrads 60-aarige Fødselsdag have grebet Anledningen til at takke ham.

Men han har unddraget sig enhver Hyldest ved at rejse bort paa Ferie. Nu maa vel først og fremmest taknemmelige Forældre nøjes med at sende Hospitalet en Blomster-Hilsen.

(Aftenbladet (København), 19. august 1927).

Foto fra Aftenbladet (København) 16. december 1926: Forberedelser til juleaften på Dronning Louises Børnehospital.

Hjørnet af Lundsgade og Uppsalagade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kvindehjemmet i Læssøesgade jubilerer. (Efterskrift til Politivennen)

Vuggestuens mindste. I Forgrunden Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen (x).

Det kendte Kvindehjem i Læssøesgade Nr. 8 har paa Tirsdag d. 1. Februar bestaaet i 25 Aar.

Det har jo faaet adskilligt mere ind under sin Virksomhed end den Gang, Fru Vibeke Salicath og "Hjemmet"s Redaktør, Frk. Valborg Andersen første Gang aabnede "Herberget for hjemløse Kvinder" i en gammel Bindingsværksbygning paa Graabrødretorv.

Lokalerne her viste sig hurtigt at være for smaa, og allerede Aaret efter flyttede man til Ejendommen i Læssøesgade og forandrede samtidig Navnet til "Kvindehjemmet".

Senere har det med Støtte baade fra Stat og Kommune udviklet sig til en stor Institution, der foruden det oprindelige "Herberg" omfatter Vuggestue, Folkekøkken, Systue og Optagelseshjem.

Sidste Aar fik henved 700 Kvinder her billigt Nattelogi, og Vuggestuen har Plads til 66 Børn i Alderen fra 14 Dage til 7 Aar. Naar Forældrene gaar paa Arbejde, kan de aflevere deres Børn her og vide dem under et godt og aarvaagent Opsyn. De mindste Tuller under 2 Aar kravler paa Gulv og i Senge, de lidt større samles i en stor Legestue med lave Stole og Borde, og de ældste endelig beskæftiges i en nydelig indrettet Børnehave Samtidig faar Børnene Maaltider Mad om Dagen, og for det hele betales kun 70 Øre pr. Dag. Er der flere Børn fra samme Hjem, gaar Prisen ned til 55 Øre pr. Barn

Endvidere kan der paa et særligt Optagelseshjem modtages yderligere 12 Børn, hvis Mødre er syge. Maaske kan der endda knibes Plads til et Par Stykker til, thi Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen har et stort Hjerte, og saa véd man jo, hvordan det gaar med Husrummet.

Det havde ogsaa Stifterinden, Fru Salicath, der utrætteligt arbejdede for Kvindehjemmet. Hendes Efterfølgerske som Hovedleder og Formand, Fru Nyrop, følger energisk i hendes Fodspor.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1927).

Vibeke Salicath. Foto Julie Laurberg & Gad, Dagbladet (København) 23. januar 1927.

En betyden Side af Kvindehjemmets Virksomhed. Her afleveres Barnet, mens Moderen gaar paa Arbejde. Foto fra Dagbladet (København) 23. januar 1927.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Øverst: Legetime i Fru Baggers Børnehave paa den gamle Ladegaard. Bag Dørene ses i den lyse Kjole Bestyrerinden, Fru Mia Johnsen. Nederst: Børnene i Tibirkegades Børnehave leger. Til venstre staar Forstanderinden, Frk. Andersen.

I Morgen kan Folke-Børnehaveforeningen fejre 25 Aars Jubilæum. Andet Steds i Bladet fortæller vi lidt om den Virksomhed af Sofus og Hedvig Bagger, der gennem Aarene er bygget op paa Grundlag af Frøbels Metoder.

Ovenfor bringer vi Billeder fra et Par af Børnehaverne.

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar.

Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru.

Navnet "Folke-Børnehave" er ofte gledet Øret forbi, uden at man nærmere har beskæftiget sig med Tanken, hvad et saadant Foretagende er - og betyder.

Og saa er forholdet i Virkeligheden det, at der indenfor disse Institutioner gøres et Arbejde, som maa kaldes meget betydningsfuldt, baade rent menneskeligt og derigennem ogsaa samfundsmæssigt.

Hvad foregaar der da disse Steder

Jo, her lægges den første Grund til Barnets aandelige Udvikling. Her kommer Barnesindet i den første Støbeform, den, der gennem Leg giver den begyndende Viden, den, der næsten umærkelig skaber Broen over til Skolens Alvor.

Dette var den tyske Pædagog FrøbeIs Kongstanke. Paa denne Basis er den danske Frøbelforening bygget op, og ud af den er Folkebørnehaverne groet frem, de, der i Morgen som Forening kan fejre 25 Aars Jubilæum.

Let var Begyndelsen ikke. Haardt og utrætteligt maatte det Ægtepar, der slog til Lyd for Sagen, Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru, kæmpe for at finde Ørenlyd for det saa betydningsfulde Spørgsmaal.

Nok var man fra forskellige Sider omkring Aarhundredskiftet bleven opmærksom paa, at Kampen for Tilværelsen i mange Henseender medførte en Opløsning af Hjemmene, idet baade Mand og Hustru maatte arbejde ude for at skaffe det daglige Brød, saa at Børnenes Opdragelse blev forsømt.

Men det var Ægteparret Bagger som tog Kampen op for Alvor - og førte den til  Sejr.

Den første Børnehave aabnedes i 1901 i en lille Villa, der hørte til "Folkets Hus" paa Enghavevejen. Her samledes Smaabørnene i Alderen fra to til seks Aar fra det omliggende store Kvarter. Fra denne Stamme voksede Bevægelsen ud i Forgreninger, der nu under Navnet Folke-Børnehaver ligger spredt over hele Storstaden.

I den lille Villa blev de første unge Piger uddannede til denne specielle Gerning, der ogsaa kræver specielle Evner - der først og fremmest kræver sin Person helt og fuldt i Kærligheden til de smaa og Taalmodighedens uvurderlige Gave. Kvinder og Mænd af alle Samfundsklasser staar nu samlet om Sagen. Mennesker, der kan se det vidunderlige i saadan et lille groende Væsen, følge dets vaagnende Opfattelse og ønsker at værne dets Sjæl og Sind mod de Skygger, selv de alIetidligste Barneaar ofte ikke forskaanes for i en Storstad.

For Tiden er følgende Børnehaver i Virksomhed: Ejderstedgade 12, Tibirkegade 17-19, Skarøgade 3 med særlig Afdeling, Hjortøgade, Fischersgade 23, Aaboulevard 5, Frederiksholm P. Sabroesgade 19, Egevang 2 samt under Frederiksberg Folkebørnehaveforening Yrsavej 19. Det hele Antal af indskrevne Børn er som Regel ca. 400.

Vi gjorde i Gaar et lille Strejftog til et Par af Hjemmene. Trods Graavejret var det, som om Solen Iyste inde i de smaa Stuer. Disse store spørgende Barneøjne, disse smil og denne fortrolige Snakken med Lærerinderne, der fortalte dem om Dyrene paa Vægkortene, om hvad Menneskene beskæftiger sig med i By og paa Land, lod dem nedkrasse smaa ubehjælpsomme Tegninger, for saa at afbryde Undervisningen med ordnede Lege, alt det virkede saa forfriskende, at man maatte glæde sig derover.

Man har ganske vist nogen offentlig Støtte, men alligevel er Midlerne, der arbejdes med, saare beskedne. Hvad kunde der ikke udrettes, hvis man havde flere Penge at raade over?

Det er jo dog et lille Stykke af det danske Samfunds Fremtid, som formes her i de første spæde Spirer.

(Aftenbladet (København) 27. november 1926.)

Spædbørnshjemmet i Aalsgaarde. (Efterskrift til Politivennen).

Graverende Klager over Spædbørnshjem i Aalsgaarde.

Kredslæge Jastrau i Helsingør er forundret over, at Hjemmet ikke forlængst er blevet lukket.

Helsingør, Torsdag.

Der er i Dag blevet rettet en ny og meget graverende Klage over Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" i Aalsgaarde, der ledes af Intendant Ibsen og Frue, og om hvilket der i de sidste Par Aar har hersket en Del Uro. Det vil bl. a. erindres, at der har været en Del Rygter fremme om forskellige betænkelige Dødsfald blandt Hjemmets Børn; men en Politiundersøgelse, der iværksattes for over et halvt Aar siden, er endnu ikke afsluttet, og det saa ud, som om det hele iikke vilde bidve til noget.

Nu er Sagen imidlertid blusset op med fomyet Kraft.

Klagen stammer fra 5 unge Piger, der er jaget bort fra Hjemmet.

I Gaar fik Social-Demokratens Kontor Besøg af fem unge Piger her fra Egnen, der tjener paa Hjemmet. De har i længere Tid været oprørt over den Behandling, baade Børnene og de selv fik, og dette sad de og talte om forleden Eftermiddag under et Maaltid. Fru Ibsen, der paahørte Samtalen fra et Sideværelse, tilkaldte sin Mand, og i Fællesskab overdængede de Pigerne med Skældsord og bad dem til Slut om at "rejse ad Helvede til".

De unge Pigers Klager, som de ogsaa har fremsat overfor Kredslæge Jastrau, gaar ud paa, at Børnene faar utilstrækkelig og daarlig tillavet Mad og ikke bliver tilstrækkeligt passet med Tøj, saaledes at de til Tider maa ligge hele Dage i vaadt og snavset Tøj. Desuden er der 33 Børn paa Hjemmet, medens der kun maa være 28, og de 5 Børn, der er for meget, ligger i et Rum, som kun maa benyttes til Gennemgang, og de er her udsat for Kulde og Træk

Endeling findes der ingen uddannet Personale paa Hjemmet, og naar Lægen eller Tilsynet kommer, tvinges Pigerne til at give fejlagtige Oplysninger om Forholdene paa Hjemmet - "ellers er der ikke til at være."

Kredslsægen har flere Gange indstillet til Sundhedsstyrelsen, at Hjemmet burde lukkes.

Deres Korrespondent bar haft en Samtale med Kredslæge Jastrau. der fandt det forfærdende, hvad de unge Piger havde fortalt ham, 

Kredslægen udtalte endvidere:

- Spædbørnshjemmet, over hvilket der gentagne Gange har været ført Klager, som har givet Anledning til Undersøgelser, sorterer under Overtilsynet for Børnehjem. Tilsynet udøves af Hr. Schierbeck, København, og Hr. Eskesen. Birkerød.

Hver Gang der har været Klager, har der ogsaa vist sig at være noget i Vejen; men paa min Indstilling til Sundhedsstyrelsen om, at Hjemmet skulde lukkes, er der blevet svaret, at der ikke forelaa Bestemmelser, der tillod en saadan Lukning, selv om Forholdene var daarlige.

Nu foreligger der imidlertid Bestemmelser, der tillader Lukning, og jeg er forbavset over. at Hjemmet ikke er lukket.

Det er forfærdende - fortsætter Kredslægen - , at der til 33 Spædbørns Pleje ikke findes én uddannet Plejerske. Disse fem unge Piger, som har været derude, er i Alderen fra 15 til 19 Aar, og ingen af dem er uddannede til Børnepleje.

Læge Teisen, Hellebæk, der har været Hjemmets Læge, har opsagt sin Stilling og har overfor mig hævdet, at han hverken kunde eller vilde tage Ansvaret for dette Hjem, og det er kun paa min Anmodning, at han endnu tilser Hjemmet, fordi jeg fandt det uforsvarligt at lade Børnene være helt uden Lægetilsyn, men - som sagt - Hjemmet burde forlængst have været lukket.

Kredslægen slutter med at udtale en Forundring over, at Politiundersøgelsen endnu ikke var sluttet efter over et halvt Aars Forløb. Der bør i denne Sag handles hurtigt; det drejer sig om Spædbørn, der ikke selv kan fremføre deres Klage.

Undersøgelsen vil nu blive ført grundigt igennem.

- Deres Korrespondent har endvidere forelagt Sagen for Politimester Petri, der udtaler, at Sagen stadig undersøges. men at den jo skulde passere mange forskellige Autoriteter. Den har saaledes været baade hos Sundhedsstyrelsen og hos Overtilsynet, som paa Grundlag af det, der foreiaa, ikke fandt Anledning til at foretage sig mere i Sagen.

Men nu kan det jo se ud til - saafremt de unge Pigers Udtalelser er rigtige - , at det, der forelaa, hviler paa falskt Grundlag; men jeg kan love Dem, at Undersøgelsen ikke skal vare længere end nødvendigt. Forøvrigt er en retslig Undersøgelse maaske nødvendig

ph

Socialminister Borgbjerg tager straks til Aalsgaarde for at undersøge Sagen.

Umiddelbart efter, at vi havde faaet disse Oplysninger fra vor Helsingør-Korrespondent, henvendte vi os til Socialminister Borgbjerg og gjorde ham bekendt med Klagepunkterne. Ministeren følte sig foranlediget til allerede i Gaar at foretage en personlig Undersøgelse paa Stedet og tog straks op til Børnehjemmet. Først sent i Aftes vendte Ministeren tilbage, og vi havde da en indgaaende Samtale med ham om Forholdene, og han gav os en Redegørelse for Sagen, som den foreligger.

I Fjor Sommer, indledede Borgbjerg. fremførtes en Kritik i Pressen mod Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" ved Aalsgaarde i Anledning af 3 Dødsfald ret kort efter hinanden. Fra anden Side i Pressen fremkom der dog ogsaa Moderklæringer, der tog Hjemmets Forstanderinde,

Fru Ibsen i Forsvar, og det kunde ikke konstateres, at de tre Dødsfald skyldtes Vanrøgt.

Sagen gav dog Anledning til, fortsætter Borgbjerg, at jeg efter en Undersøgelse af Tilstanden paa Spædbørnshjemmene i Almindelighed i Fjor Efterår fremsatte et Lovforslag, som gik ud paa et skærpet Tilsyn og Bemyndigelse fra Ministeriet til at nedlægge uheldige Børnehjem, hvilket der efter den hidtidige Lovgivning ikke var Hjemmel til. Lovforslaget blev gennemført den 31. Marts, og efter dette kan Socialministeriet efter Indstilling af det stedlige Værgeraad og Overinspektøren nedlægge et Børnehjem, naar Tilstanden ikke er tilfredsstiilende.

Klagerne stammer fra sidste Vinter.

Klagerne stammer, siger Ministeren, fra sidste Vinter. Allerede da  havde Læge Theisen. der er Børnehjemmets Læge, skrevet til Kredslæge Jastrau i Helsingør med Klage over Hjemmet. Klagen gik ud paa, at Børnene ikke fik Sødmælk nok, at fem Børn havde Udslet paa Ryg og Sæde, hvilket tilskreves daarlig Hudpleje og Mangel paa Renlighed, og han ønskede ikke at fungere længere og have Ansvar som Hjemmets Læge. Efter Opfordring af Kredslæge Jastrau indvilgede han dog i foreløbigt at blive som Læge.

Sundhedsstyrelsen anmodede nu Politimester Petri i Helsingør om at foretage en retslig Undersøgelse. Af Rapporterne synes det at fremgaa, at Børnene ikke har faaet tilstrækkelig Sødmælk, og at de Klude, hvormed de blev vaskede, ikke var mærket for hvert enkelt Barn. (Jeg tør dog sige, at jeg ved mit Besøg i Dag saa, at Kludene nu blev kogt hver Gang efter Brugen). Endvidere var et nyt Rum taget I Anvendelse, hvorved Antallet af Børn er udvidet fra 28 til 38, uden at der er foretaget den i Reglementet foreskrevne Anmeldelse til Overinspektøren. Dog paastaar Fru Ibsen, at hun personligt meddelte det til Overinspektøren under dennes Besøg paa Hjemmet.

Borgbjergs uanmeldte Besøg i Gaar.

Hidtil havde Ministeriet ikke haft nogen Bemyndigelse til Nedlæggelse af Børnehjem. Da den nye Lov vedtoges, forlangte Overinspektøren en retslig Undersøgelse, og han har længe afventet dens Resultat.

Da jeg i Dag blev bekendt med de nye Klager, tog jeg selv sammen med en af Socialministeriets Embedsmænd til Hjemmet for ved et uanmeldt Besøg at sætte mig personligt ind i Forholdene.

Fru Ibsen, der er gift med pensioneret Overintendant Ibsen, har drevet Spædbørnshjemmet i ca. 2 Aar. Hendes Mand købte Ejendommen Bobakkegaard ret dyrt og drev først Pensionat, men da det ikke gik, indrettede de et Spædbørnshjem. Ejeren og hans Hustru maa aarligt forrente Ejendommen med et ret anseligt Beløb. De faar 50 Kr. om Maaneden for hvert Barn, og de modtager ofte et Barn umiddelbart efter Fødselen. Hjemmet hører til de saakaldte ikke-anerkendte Børnehjem, men staar, som alle, under offentligt Tilsyn og kan altsaa nedlægges, hvis Forholdene er utilfredsstillende

Politiet i Helsingør her trukket Sagen i Langdrag.

Jeg gjorde mig bekendt med Hjemmets Indretning, Børnenes Udseende, Vugger og Senge, Sengetøj, Vaskeri og Madkøkken. Jeg havde dernæst en indgaaende Samtale med den tilsynsførende Læge Theisen, og sluttelig med Politimester Petri i Helsingør om Sagen - Den sidste beklagede, at Sagen var trukket meget i langdrag. Hvad der hidtil er fremkommet er de tidligere nævnte tre Punkter: For lidt Sødnnetk, Vaskekludene og Udvidelsen af Hjemmet uden Anmeldelse.

Da de afskedigede Pigers Klager fremkom, havde Politimesteren givet Ordre til retslig Undersøgelse. Jeg anmodede Politimesteren om at bede Dommer Prahl, der leder Undersøgelsen, om at fremskynde Sagen mest mulig. Politimesteren lovede mig det og erklærede, at Undersøgelsen maatte kunne afsluttes paa ca. 14 Dage.

Saa snart dette er sket, vil Resultatet blive tilstillet Overinspektøren, som derpaa afæsker det stedlige Værgeraad en Erklæring. Hvis denne gaar ud paa at nedlægge Hjemmet. og Overinspektøren slutter sig hertil, træffer Socialministeriet sin Afgørelse.

- - Saa vidt Socialministeren, som ved sin Indgriben har fremskyndet Sagens Behandling, saaledes at der snarest kan træffes en Afgørelse og Ro biive tilvejebragt.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Sagen blev dog aldrig afsluttet til bunds, idet fru Constance Ibsen valgte at lukke hjemmet i september 1926, med den begrundelse at hun ikke havde kunnet få inddraget betalingerne som følge af sagen.

Annonce fra "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 11. marts 1921 som bekræfter at stedet blev forsøgt drevet som pensionat.Så sent som 12. august 1924 meddelte Dagbladet (København), at sanginspektør, professor J. H. Nebelong og frue havde taget ferieophold på "Bobakkegård".

Et Optrin i Østre Anlæg. (Efterskrift til Politivennen)

Kritik af Centralmlsslonens Barnepleje.

Interview med Paator Rasmussen.

Centralmissionen, Stokhusgade 2, har et Dagplejehjem, hvor Mødre, som arbejder ude kan anbringe deres Spædbørn, naar de gaar paa Arbejd og hente dem efter endt Arbejdstid. Medens vi intet ufordelagtigt har hørt om Børnenes Behandling indenfor Plejehjemmets fire Vægge, har vi fra to navngivne Mænd modtaget en alvorlig Klage over et bestemt Tilfælde, forefaldet udenfor Hjemmet. De to Herrer var forleden en Tur i Østre Anlæg og lagde her Mærke til to Barnefrøkener fra Daghjemmet. Indsenderne skriver:

De to Damer skulde vaage over en halv Snes Smaabørn i Alderen 1-2 Aar. Nogle af Børnene var anbragt paa en Legevogn, andre paa en Bænk. Damerne skænkede kun Børnene ringe Opmærksomhed, og det traf sig saa uheldigt, at et lille Barn faldt ned fra Bænken og slog Hovedet mod Legevognens Stang. Selvfølgelig græd det voldsomt og den Frøken, som Barnet var gledet fra, vidste ikke, hvad hun skulde stille op. Men den anden greb Barnet og truede i en kold og hjerteløs Tone den lille til Tavshed.

Barnet blev derpaa atter anbragt paa Bænken med en Bemærkning som: - Saa kan du jo sidde ordentlig. 

Samtidig slog begge Damerne en høj Latter op. Beklageligvis blev det Ikke ved det ene Tilfælde. Straks ilter styrtede et Barn ud af Vognen og slog Hoved og Ryg haardt mod Vejen. Ynkelig grædende blev ogsaa dette Barn truet til at tie paa samme hjerteløse Maade. Da Barnet blev sat paa Vognen igen, lød det atter: 

"Saa kan du jo sidde ordentlig". 

Og saa lo begge Damerne af fuld Hals. Vi var her omkringstaaende, som var meget ilde berørt af det forefaldende. Undertegnede SKisen, henvendte sig til Damerne og spurgte, om de ikke kunne passe bedre paa Børnene. Det tog de ham meget ilde op. Han fik til Svar, at han kunde bare passe sig selv. Børnene skulde de nok klare.

Vi synes, det er et stift Stykke. Damer, som paatager sig den Slags Pligter, ikke er sig deres Ansvar mere bevidst. De forlanger aabenbart at Smaabørn skal kunne klare selv. Vi kan ikke tro, at Central Missionen er vidende om de nævnte Damers Ligegyldighed over for Børnene og syne«, det er vor Pligt gennem Pressen at oplyse Børnenes Paarørende om, under hvilken lidet betrygge Forhold deres Børn er anbragt.

S. Nielsen, Gernersgade 43, 1
O. Olsen, Gernersgade 49 B.

Efter at have talt med de to Indsendere har vi henvendt os til Pastor Rasmussen ved Centralmissionen. Han erklærer, at Børnene paa Daghjemmet nyder en fortrinlig Pleje henviser til Autoriteters Udsagn herom. Et Tilfælde, som det her kritiserede, vil ikke blive taalt, og Klagen vil foranledige en øjeblikkelig Undersøgelse. Plejerskerne tager sig i Armindelighed godt af Børnene, og er der udvist Ligegyldighed vil det blive alvorligt paatalt, sluttede Pastor Rasmussen.

Han begav sig derefter straks til Daghjemmet og erfarede, at de to Plejersker havde indberettet det Poserede for Plejemoder. For en Sikkerheds Skyld blev Overlæge Vogelius tilkaldt, og Børnene blev synede. De var heldigvis intet kommet til

Saavel Pastor Rasmussen som Plejemoder giver iøvrigt de to Plejersker det bedste Skudsmaal.

(Social-Demokraten, 14. juli 1926).

Foto fra Centralmissionens daghjem i Rigensgade, Nationaltidende 24. april 1930.

Centralmissionen var grundlagt i 1910 af metodistpræsten Anton Bast (1867-1937) efter forbillede af institutioner i USAs metodistkirke. I 1924 indledte justitsministeriet en kriminel undersøgelse af Centralmissionens forhold, som ledte til at Bast i marts 1926 blev idømt fængsel i tre måneder for svigagtige forhold. Han benægtede alt, men blev suspenderet fra bispeembedet, senere bedt om at aftræde det. Han trak sig tilbage som præst 1928 og blev derefter frimenighedspræst. Centralmissionen i Stokhusgade sagsøgte i januar 1935 biskop Bast for at få udleveret et skøde til en ejendom i Helsingør.

Dagplejehjemmet lå i umiddelbar tilslutning til metodistkirken. Centralmissionen eksisterer stadig under navnet Metodistkirkens Sociale Arbejde, Centralmissionen.

Hold Moder og Barn sammen. (Efterskrift til Politivennen)

Den bedste Hjælp mod Børnedødeligheden.

Besøg paa to Mødrehjem.

Mødre og Børn i Lyngby.

- Hvad mener De, spørger jeg den kendte Børnelæge, Dr. Aage Bojesen, om det, der nede paa Nyborg Strand er fremkommet om den store Stigning i Danmarks Børnedødelighed?

- Jeg kommer, svarer Doktoren og ser alvorligt paa mig, jeg kommer netop lige fra Generalforsamling i "Mødrehjælpen". De véd, hvad "Mødrehjælpen" er, ikke sandt? En Sammenslutning af de to Foreninger: "Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede, nødlidende Mødre" og "Foreningen til Hjælp for enligt stillede, nødlidende Kvinder med Børn", med Kontor Farvergade 27, 1. Sal.

"Mødrehjælpen" tager sig af den ulykkelige, ugifte Moder baade før og efter Fødslen, og vi ser vor store Opgave i at holde Mor og Barn sammen i Barnets første Leveaar og lade Barnet faa sin naturlige sunde Ernæring, nemlig Modermælken.

- Men er det i Længden ikke svært at praktisere?

- Det kan gøres paa een Maade, nemlig gennem Mødrehjem. Vort Maal er: 

Mange smaa Hjem,

hvor Moderen bor med sit lille Barn det første Aar efter Fødslen, passer det, giver det Die, og kun gennem sin stadige Arbejdskraft i Hjemmets daglige Husførelse betaler sit og Barnets Ophold.

- Har "Mødrehjælpen" saadanne Hjem?

- Værsaagod! siger Doktoren med et Smil; sæt Dem op i min Vogn, den holder dér. de kommer netop, som jeg skal ud at se til vore to Mødrehjem i Raadvad og i Lyngby, og nu kører De med, ikke sandt? Flere saadanne Hjem - smaa, beskedne, ikke dyre - er Maalet, og netop nu paa Generalforsamlingen har vi vedtaget at sætte alle Kræfter ind paa at

vække Samfundets Interesse

for denne Sag, der i Virkeligheden betyder saa uendelig meget.

En Institution, der udretter et saa mægtigt Arbejde, som "Mødrehjælpen" ved sin praktiske Hjælp til ulykkeligt stillede Kvinder med Børn, og som ogsaa ordner Plejehjem, Adoptioner, Stævning af Fædre o. s. v. kan Samfundet faktisk slet ikke være bekendt skal have et betydeligt Underskud - og det har vi, hvad enhver kan se af vort offentliggjorte Aarsregnskab.

Vi suser gennem det danske Sommer land, og vi standser paa en idyllisk Plet midt i Skoven;; Solen skinner ned over en Have, som er fuld af Barnevogne med leende, jublende, pludrende eller ogsaa trygt sovende Smaapuslinger.

Tænk dog, hvor den Familie maa have Masser af Børn, siger jeg forbavset til mig selv - og i ramme Sekund siger Dr Bojesen:

- Ja, det er altsaa Mødrehjemmet Raadvad og to Damer i hvidt fra Top til Taa tager imod os, det er For￾standerinden, den dygtige Frøken Nielsen, der før har ræret Overøygeplejerske paa Rigshoøpitalets Børneafdeling, og bendes Assiøtent.

Bagved flokkes de unge Mødre om døre« smaa.

Præmiebørn.

Jeg gaar rundt og øer paa hvert af Børnene, hver eneste Mor følger mig med spændte Blikke: Hvad vil jeg sige om hendes Barn? Hun retter paa den rene Hagesmæk, vil jeg se Barnet? Jeg ser dem alle, og mine Beundringsudbrud kommer fra Hjertet, for jeg har set mange Børnehjem - fortræffelige, nydelige men aldrig har jeg set Spædbørn saa tykke, saa solbrune, saa gennemsunde og saa nydeligt rene noget andet Sted, end hvor Moderen selv ammer og plejer sit eget lille Barn - samtidig med at hele Huset og alle Børnene er sat i System og styres af en dygtig Oversygeplejerske.

Dejlige Raadvadbørn.

- De Mødre holder da af deres Børn - siger jeg til Forstanderinden, medens jeg beser de pæne Soveværelser, Køkken, Toiletrum, Vaskerhus, Rullestue o. s. v.

- Det kommer de alle til. alle, saa snart de blot har været kort Tid sammen med Barnet herude. Selv de, der maaske er mest kede af dem. naar de kommer. Vi har jo ogsaa Plejebørn uden Mudre, men ogsaa de har dog haft

Mor i 14 Dage.

Vi tager nemlig intet Barn, uden at Moderen følger med herud fra Fødselsstiftelsen og bliver her 14 Dage, til Barnet langsomt er vænnet fra, og Moderen selv har faaet lidt Barselshvile; og selv om Moderen saa rejser, saa slipper hun sjældent helt det Barn, hun boede 14 Dage med herude.

Mødrehjemmet I Lyngby.

Og saa suser vi til Lyngby til d«t mukke Mødrehjem paa Thorsvej. Ogsaa her hedder den hvidklædte, sympatisk Forstanderinde, der er uddannet Sygeplejerske. Frøken Nielsen. Stille gaar vi rundt fra Soveetue til Sovestue, her er to-tre Mødre med deres egne smaa maaske et af Plejebørnene. Saa hvidt, saa rent, saa nyvasket sover hver Pusling. Mor. der har gjort sin - trods alt- dyreste Skat i Stand til Natten, venter ved Sengen, hun rødmer undseligt. men dog stolt over min Ros til disse skønne, sunde, store Børn. , 

De flotte Vægtkurver.

- Se, siger Dr. Bojesen og peger paa en Journal over hver Seng. se de stigende Kurver - det er Vægten, se, det er Stigninger, hvad!

Jeg beser det fortrinligt indrettede Hjem, til Slut kikker jeg endnu en Gang ind til en stor, tyk 9 Maaneders Dreng, der er blevet min Yndling, han er vaagnet, han ler, han spræller, han rækker begge Arme Imod mig. - Nej, min Ven, afgør jeg, bliv du her, saa længe du maa, den Luft, de Forhold kan vi Ikke give dig inde i Byen. Gunver.

(B. T. 1. juli 1926).

Foreningen til Hjælp for ulykkelige stillede Mødre stiftet 1905 havde 3 mødrehjem: Thorsvej 2 i Lyngby med plads til 10 mødre og 13 plejebørn, Hauserplads 7 med plads til 10 mødre og 1 plejebarn samt Lyngbygade 24 med plads til 6 mødre og 1 plejebarn. Foreningens kontor lå i Pustervig 5. Foreningen havde da hjulpet 5.367 mødre.

Frokost i det Grønne. (Efterskrift til Politivennen)

De smaa Gæster i Kommunens Folkebørnehave ved Sundholm indtager frokosten.

En af Kommunens gode Gerninger er Oprettelsen af Folkebørnehaver, hvor de Smaa kan anbringes, medens Forældrene, og navnlig da Mødrene, er paa Arbejde. De Penge, der er ofret paa disse Institutioner, er godt givet ud. Et af de Steder, hvor Forholdene er særlig gode og frie, er ude ved Sundholm-Skolen. Her kan Rollingerne tumle sig af Hjertens Lyst paa den indhegnede græsbevoksede Plads, naar Vejret tillader det, men naturligvis under behørigt voksent Tilsyn.

I et af Gaarsdagens faa Solskins-Øjeblikke tog vor Fotograf ovenstaaende nydelige Situationsbillede af de Smaa, medens de indtog deres medbragte Frokost.

(Aftenbladet (København) 10. juni 1926).

Det første Hold Koloni-Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Børnene vises rundt i Lejren efter at være iklædt de fine hvide Dragter.

I Gaar aabnede BaggesmindeKolonien ude paa Amager sin Sæson. Det første Hold Puslinger fra de daarligst stillede af Byens Smaamandshjem blev taget under Vingerne af Frelsens Hær og rykkede fra Baggaardene ud i Kastrup.

Hvert Hold forbliver her en Maaneds Tid. Her bliver de fodret op, faar Farve i de blege Kinder, et Overskud af Sundhed og Kraft til at tære paa, naar de vender tilbage til Byens Gader.

Frelsens Hær gør her en Samfundsgerning, der ikke nok kan paaskønnes. For mange af disse Smaa vil Opholdet herude komme til at staa som et lyst Minde under Opværksaarene.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1926)

Barakbørnene, de Gamle og de Syge. (Efterskrift til Politivennen)

Dødeligheden vil rasle i Vejret, hvis ingen tager sig af dem.

Menighedsplejebørnehaven i Saksogade

Understøttelsesforeningen og De samvirkende Menighedspleier har i Gaar sammen udstedt et fælles Nødraab for at kalde paa Offentligheden i Anledning at de mørke Tilstande, der raader i Byen som Følge af Krise og Arbejdsløshed. Understøttelsesforeningens Kontorchef, Overretssagfører Mogensen, talte for Enkerne og de Gamle. Enkerne kan ikke søge Hjælp ved de offentlige Kasser uden at miste deres Enkebørnsunderstøtttelse, og de Gamle, der har deres Aldersrente, er ligeledes udelukkede og mange af dem, baade Enker og Gamle, kæmper en haard Kamp. De Samvirkende Menighedsplejers Sekretær, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, talte om de mange ubemidlede Syge, der laa og ventede paa Hjælpen og om liørttene.

- Det er jo bekendt, sagde han, at Dødeligheden herhjemme var forfærdende, før Menighedsplejerne oprettede deres Børneplejestationer. En Tiendedel af samtlige fødende Kvinder herhjemme søger nu Børneplejestationerne, hvorfra de bl. a. faar en Liter sød Mælk daglig til sig selv, for at de kan give Bryst. Det koster imidlertid 80,000 Kr. om Aaret,og man trænger i Øjeblikket til Penge. Vi haaber vi faar dem, ja vi venter bestemt paa at brave Mennesker giver os dem. De er ogsaa godt anvendte. Hvis ingen tog sig af Børnene i Barakkerne, vilde Dødelighedsprocenten ligefrem rasle i Vejret igen!

Og der er altsaa kun det at tilføje, at Københavns Understøttelsesforenings Kontor er Stoltenbergsgade 10, og at De samvirkende Menighedsplejers Kontor er Vendersgade 28.

En Udtalelse af Menighedsplejernes Leder, Dr. theol. Alfred Jørgensen.

Vi har spurgt Lederen af De samvirkende Menighedsplejer Dr. theol. Alfred Jørgensen, om han, saaledes som det fremgaar af ovenstaaende, mener, at Barakkerne er særlig sundhedsfarligt for smaa Børn.

- Naar jeg har brugt Ordet Barakker, siger Hr. Jørgensen, saa er det egentlig kun et Udtryk i al Almindelighed. Det, der er det farlige, og det, som jeg vil til Livs, det er Lysthusprincipet.

De kommunale Barakker er ikke i Almindelighed farlige for Barnets Sundhed. De er dog bygget ordentligt. At de i moralsk Henseende maaske ikke er saa heldige, det er noget andet, men det vedrører ikke den Sag, jeg har slaaet til Lyd for.

Det, jeg mener, er alle de Lysthuse, der rejser sig rundt om i Byens Yderkanter tømret sammen af nogle Brædder. At Folk gerne vil bo for selv,  er kun naturligt, men naar Efteraaret og Vinteren kommer, saa rummer disse Lysthuse overordentlig store Farer og først gaar det selvfølgelig ud over de smaa Børn.

Det er umuligt at rigtig varmt og herved bekæmpe den evige Fugtighed, der begynder med Efteraarets Regnskyl og som øges, naar Frosten afløses af Tø. Jorden bliver aldrig tør. Der staar altid Fugtighed op fra den og forpester Huset og ødelægger de Smaas Sundhed.

Men for at skærme de Smaa og gøre dem saa sunde, som det under de givne Forhold er muligt, maa vi have Penge. Saa kan vi bl. a. forøge Antallet af vore Menighedsbørnehaver, hvor de Smaa i Alderen fra 3 til 5 Aar hver Dag nogle Timer kan plejes paa det bedste og tilbringe gode Timer under fornuftigt Opsyn og Omsorg.

(Aftenbladet (København) 4. marts 1926).

Menighedsbørnehaven Saxogade 13, Vesterbro begyndte i 1915 på initiativ af Gerda Augusta Tillisch (på opfordring af redaktør Dr. R. Kjer-Petersen) som legetante i en baggård til Absalonsgade 35. Senere samme år fik de lokaler i Absalonsgade 37. I 1917 havde R. Kjer-Petersen fået samlet så mange penge, at han kunne oprette to børnehaver. Én i Gethsemanekirkens krypt og den anden blev Apostelkirkens Menighedsbørnehave. I 1919 blev G. A. Tillisch leder af Apostelkirkens Menighedsbørnehave, efter hun i et par år havde fungeret som vikar i tre Vesterbro-børnehaver. Børnehaven havde dengang 62 børn, og de betalte hver 1 øre om dagen.

Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang vil gøre Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er, hvad den er, nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud, er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever, der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her, sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, at efter dette staar Verden ikke længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.