Et Besøg i de skole-botaniske Haver. (Efterskrift til Politivennen)

Og i Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

Øverst: Kommunelærer Seidenfaden med en Pigeklasse med et Valmuebed. Nederst: Blomsterne analyseres i Danmarks mærkeligste Skolestue.

De skole-botaniske Haver: Et Begreb, et Navn, som de fleste mennesker har hørt, men ikke forbundet nogen Tanke med, en Institution, som kun en ringe Del af Byens Beboere véd hvad er, og ikke desto mindre et af de mest interessante Udslag af den moderne Skoles Bestræbelser for at give Børnene en grundig Uddannelse, og en Virksomhed. som alle burde kende.

Kommunen ejer nu 5 Haver, den ældste ved Hans Tausensgades Skole, grundlagt 1907, en ved Sundholmsvej, en i Vognmandsmarken og i Vigerslevs Allé, og endelig en i Grøndalsvængets Allé, den største og betydeligste, der samtidig er Reservoir for alle de andre, og den, hvor Undervisningen har naaet sin højeste Udvikling.

Vi har aflagt et Besøg her ude i denne Mønsterhave, der ligger omtrent ude ved Brønshøj, og blev her vist omkring af Lederen af hele Virksomheden, Sjælen i hele Bevægelsen, den energiske og dygtige Kommunelærer E. Seidenfaden.

Arealet strækker sig over en Tønde Land, men paa denne forholdsvis lille Plet har aaa godt som hele vort Lands Planteverden, og lidt af fremmede Landes ogsaa, fundet Plads.

De danske Plantesamfund.

Langs Arealets Yderkant har Hr. Seidenfaden paa en ypperlig Maade ordnet de danske Planter i smaa Samfund, d. v. s. samlet Væksterne der vokser sammen ude i den fri Natur, saaledes at de ogsaa præsenterer sig samlet her. Her er et lille Stykke dansk Skov med de karakteristiske Træer og de Skovbundsblomster, der hører sammen - her er et lille Stykke Hede med sin egen Vegetation, Hedelyng, Klokkelyng, Gyvel, Blaabær, Revling - og lidt længere henne staar vi ved den danske Klit med sin stride Marehalm, isprængt den tidselagtige "Mandstro", Hjælme, Klitrøse m. m. I et Hjørne er indrettet en lille Dam, hvor man finder alle vore Vandplanter, Siv, .Iris, Dunhammer, Kæruld og alt hvad der er karakteristisk for  vore Smaasøer og Kær.

Det er kun en lille Plads, man har kunnet afse til hvert "Samfund"; men det er dog en tro Gengivelse af den frie Natur.

- Og til næste Aar vil jeg fortsætte, siger Hr. Seidenfaden - jeg skal have indrettet et Stykke Grøft med vore frie Grøftekanters Planteliv, og henne ved Indkørslen til Haverne skal jeg have plantet Landevejskanternes og Vejbreddernes Flora.

Størstedelen af Arealet er dog indrettet som lange Bede, hvor alle mulige Blomster dyrkes i Mængde - ikke som i Gartnerier skønne Roser og pragtfulde Zirblomster - nej her er det nok saa meget det. vi i daglig Tale kalder "Ukrudtet", der er kommet til Ære og Værdighed; det er Naturens egne uforfalskede Blomster, her kæles for. Her er den lyserøde Klinte, den blaa Kornblomst, den gule Okseøje, Kamilleblomsterne o. s. v., kort sagt alle de Blomster, vi glæder os over i Mark og Skov, paa Eng og ved Strand.

Blomsterne maa rette sig efter Børnenes Sommerferie.

- De ved nok, siger Hr. Seidenfaden, at de fleste vilde Planter blomstrer i Juli og August? Men paa den Tid har vi jo ingen Brug for dem - det er jo i Børnenes Sommerferie, og kommer de herud i Feriemaanederne, vil de næsten ikke kunde finde en Blomst! - Jeg har nemlig paa dette Punkt tilladt mig at gøre Vold paa Naturen! Blomsterne maa her rette sig efter Børnene! Enten saar vi dem meget sent og overvintrer dem, saa de blomstrer tidlig paa Aaret, eller ogsaa saar vi dem meget sent, saa de først kommer til Udvikling efter Ferien, i September-Oktober. Se dér henne! Dér staar et helt stort Bed blomstrende Valmuer! Tror De ellers nogen Steder, De træffer blomstrende Valmuer i Oktober! Men i alle andre Henseender er vi netop herude saa "naturtro" som vel muligt. 

- Hvorledes foregaar Undervisningen? spørger vi

- Ja se det er et Kapitel for sig, der netop har sin store Interesse! De skole-botaniske Havers Opgaver var - og det er for saa vidt stadig vor Hovedopgave - at skaffe det botaniske Studiemateriale til vore Skoler. Her afskæres hver Dag Blomster, Planter, Grene o. s. v. og sendes rundt til Skolerne; det ordnes efter et forudbestemt System, og Skolerne faar det Materiale, der passer til det Emne. Børnene i Øjeblikket læser, men forøvrigt kan Lærerne rekvirere hvilke Planter, de ønsker, vi kan levere saa godt som alt. Vi forsyner ugentlig 2000 Klasser 

Hvordan Børnenes egen Interesse blev fangen.

Men i alle de Aar, jeg har haft med Haverne at gøre, fra 1907, har det været min nagende Orm, at Børnene ikke fik det fulde Udbytte af Materialet - en afskaaren Gren er ikke det samme som et levende Træ, en afplukket Blomst fortæller ikke det samme som en fritvoksende Plante. Jeg vilde have Børnene herud og vise dem selve Naturen. For et Par Aar siden begyndte jeg med at dele Adgangskort ud rundt i Skolerne, Børnene kunde komme herud, se det hele, faa Forklaring etc., men det "bed" ikke - der kom nogle, men ikke mange. Saa fik jeg en bedre Idé - jeg købte for egne Midler Papir og Omslag til Herbarier og uddelte dem gratis til Børnene, saa de kunde samle og presse Blomster og Planter og anlægge deres egne Samlinger. Det slog an; Børnene søgte i større og større Antal herud, og i Løbet af et Par Uger havde jeg brugt 50 Kr. til Papir. Det kunde min egen Portemonnæ ikke holde til i Længden, men saa fik jeg en uventet Hjælp. Tilfældig kom jeg til at omtale Forholdet for Direktøren for Otto Mønsteds Fabriker, Hr. Holm, og han sagde : Vi skal forære Dem alt det Papir, De skal bruge! Og det Løfte har han holdt kongeligt! I Fjor uddelte vi 1600 Mapper med 33.000 Stykker Papir, og i Aar bliver det betydeligt mere.

Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

- Nu er der nemlig kommet rigtig Gang i Foretagendet. Nu kommer Børnene i Massevis, ganske frivillig. Vi har i Sommer haft ca. 15.000 Elevbesøg, og fra alle mulige Skoler, lige fra Frøken Zahles Institut til Kommuneskolerne i alle Byens Kvarterer. Og her kommer Børn fra vore Nabokommuner, Hellerup, Frederiksberg o. s v., skønt de slet ikke hører til København - men derfor er de lige velkomne. Og det bliver heldigvis ogsaa mere og mere almindeligt, at Lærerne en Gang imellem tager herud med hele deres Klasse og jeg har ved saadanne lejligheder haft den Glæde at høre Børn sige: I Dag har vi lære mere end vi lærer et helt Aar hjemme i Skolen.

Og i Aar har jag faaet et længe næret Ønske opfyldt - jeg har faaet bygget en rigtig "Skolestue" - Skandinaviens mærkeligste - under Tag og dog i fri Luft.

Midt i Haven ligger denne morsomme Bygning. Væggene er en levendte Hæk, Taget et massivt Bjælkeloft, baaret af svære Piller. Her sidder Børnene skærmet og dog i den fri Natur; de gaar lige udenfor og plukker de Planter, de vil lære noget om - og at Undervisningen her gaar med Liv og Lyst, det kan man ikke være i Tvivl om, naar man har set dette Mønsteranlæg, der tjener Lederen, Hr. Seidenfaden, til megen stor Ære

Larus

(Aftenbladet (København) 16. oktober 1929).

Andre skolehaver var Sundbyøster Skolehave (Krudttårnsvej), Sundholm Skolehave (ved Amager Fælled), Kløvermarksvej (Københavns ældste fra 1904, en ny tilføjet 1908), Strandboulevard (1914), Nørrebro Skolehave og Østerbro Skolehave (Jagtvej/Tagensvej), Lersøparken (3 skolehaver), Bellahøj, Valby Skolehave (1910 efter havearkitekt Erstado Jørgensen), Vesterbros og Enghavevejens skolehaver (ved Enghavevej og Vestre Kirkegårdsvej, byens næstældste 1905)

Indgangen til Valby Skolehave og Vesterbro Skolehave ved Vigerslev Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Byens alleryngste Gartnere. (Efterskrift til Politivennen)

 

Børnene fra "Saxoly" paa Havearbejde ude ved Enghavevej.

Lederen af Børnehaven "Saxoly", Saxogade 46 og 48, Fru Trojel - gift med den kendte Materialhandler paa Vesterbrogade - har haft Held til at faa realiseret en udmærket Ide, hvis Formaal er at skaffe Børnene det længst mulige Ophold i fri Luft og samtidig at beskæftige dem paa en saadan Maade, at de baade faar Motion og Fornøjelse af det. Paa et lille Stykke Jord ude ved Enghavevej i Nærheden af Banelegemet er der indrettet en lille Have, hvori de Smaa tilbringer nogle af Dagenes bedste Timer som Gartnere. De graver, skovler, kører Jord, lærer at plante Blomster, at luge og vande, og de er heraf saa optagne, at det volder dem ligefrem Sorg, naar de skal forlade Arbejdet og begive sig hjem til Saxogade.

Haven er indhegnet med Traadnet, og Laagen forsynet med Patentlaas, saa man ikke risikerer, at nogen løber ud og kommer til Skade i Vejens stærke Færdsel, og skulde en Regnbyge overfalde de flittige smaa Arbejdere, er der et skærmende Halvtag, hvorunder de kan søge Ly.

Inden Efteraaret vil de smaa Gartnere sikkert have hentet sig brune Kinder og klare Øjne i deres lille Friluftsparafis.

(Aftenbladet (København) 14. juni 1929).

To kommunale Børnedaghjem paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

I Børnehaven. Til højre: Bestyrerinden, Frk. Storgaard. Ved Tavlen: Frk. Ruth Eriksen.

I 1914 indrettede Kommunen under ledelse af Inspektør Hedemark paa Almindeligt Hospital det første Daghjem for Børn ude paa Jagtvejen. Senere kom der flere til, og nu er der i disse Dage ude paa Vesterbro i Kommunens store Karre. Erik Ejegods Gade Nr. 5, blevet aabnet to Hjem, saaledes at der ialt nu er 8, som alle staar under Hr. Hedemarks kyndige Omsorg.

Det ene af de nye Hjem er en Børnehave for Børn mellem 3 og 7 Aar, hvor Forældrene kan anbringe dem om Morgenen, naar de gaar paa Arbejde, og hente Børnene igen, naar de gaar fra Arbejde. Og bedre Sted kan de smaa ikke være.

Der er nydelige, vel indrettede legestuer, hvor de kan glæde sig ved forskelligt Legetøj og finde Beskæftigelse i morsomt Papir- og Lersløjd. Naar de skal spise deres medbragte Mad, kommer de ind i store, lyse Spisestuer, hvor de lidt større Børn lærer at sætte Kopper og Tallerkener frem. I det hele taget søger Bestyrerinden, Frk. Storgaard, og hendes unge Medhjælpersker at give dem lidt begreb om det mest elementære huslige Arbejde.

Til det livlige Indtryk, man faar af Hjemmet, bidrager i høj Grad nogle muntre, farverige Vægtegninger. som skyldes en af de unge Damer, Frk. Ruth Eriksen, som aabenbart har kunstneriske Evner. 

Det andet Hjem er for Spædbørn og Kravlebørn og er indrettet efter de strengeste hygiejniske Forskrifter, men ogsaa her gør et lyst og venligt Indtryk. Her faar Børnene al Maden, der tillaves efter Sundhedens Fordringer. Saaledes er der bl. a. et Mælkesteriliseringskøkken, og i begge Hjem er der Baderum, som man ikke ser finere i de dyreste Lejligheder.

Spædbørnshjemmet ledes af Frk. Ingeborg Sørensen, der er uddannet Spædbørns Sygeplejerske og saaledes har de bedste Betingelser for at være Leder.

Børnehaven kan, modtage 100 Børn, der hver betaler 2 Kr. om Ugen, og Spædbørnshjemmet har Plads til 70. Prisen er her 1 Kr. om Dagen, men her faar de jo ikke alene Mad, men ogsaa særlige Klædningsstykker i de 10-12 Timer, de er der.

Endnu er Hjemmene ikke fuldt optagne. og Indmeldelser modtages paa Kontoret, Erik Ejegods Gade 5, hver Dag fra 9-9½ Form. og fra 4-5 Eftm

(Aftenbladet (København), 1. december 1927).

Ingeborg Sørensen blev i december 1929 leder af børnekurstedet "Esbernhus" på Refsnæs. Hun var da betitlet sygeplejerske. Hun var uddannet på Bispebjerg og på børnehospitalet på Fuglebakken. 

Annonce i Nationaltidende, 27. september 1927 for daghjemmet i Erik Ejegodsgade.I 1944 blev der endvidere oprettet 3 natasyler hver med plads til 12-15 børn. Disse lå i Assensgade (Østerbro), Sjællandsgade (Nørrebro) og Erik Ejegodsgade (Vesterbro).

Erik Ejegodsgade. Nr. 5 er opgang nr. 2 fra højre. Der er stadig institution her: Børnehuset Legegod, stuen børnehave og 1. sal vuggestue.

Børnenes Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Til venstre. Hospitalets Facade. Til højre: Smaa Patienter og deres Plejersker paa Havealtanen. I Midten: Prof. Monrad med Sygejournalen. - Nederst: Paa Altanen mod Øster Farimagsgade. Til højre: En lille Pige med engelsk Syge faar Massage.

Solen skinner ind i de lyse Rum, hvorfra der lyder Barnepludren og ind mellem lidt Barnegraad. Der høres bløde Kvindestemmer, der tysser og beroliger. Gennem Stuerne, hvor 5-6 høje, skinnende propre Senge har Plads, tripper nogle smaa blege Væsener afsted, men i næste Øjeblik moder man andre Smaa med solbrunede Kinder og Smil om Munden.

Vi er ude i Professor Monrads Verden - Dronning Loiuses Børnehospital i  Øster Farimagsgade, den store, røde Bygning med de mange Balkoner, der, naar Vejret tillader det, er fyldt med Børn og Barnesenge, Og midt imellem de sinaa vandrer unge Kvinder med milde Ansigter  og Øjne, der lyser af Kærlighed til de Væsener, der er betroet til deres Varetægt og Pleje. At Kærligheden er gensidig ser man, naar de passerer Sengene. Saa rækkes der buttede eller spinkle Arme op imod dem, og de gør det ikke forgæves. Hvor travlt end Plejerskerne har. bliver der altid et Minut tilovers til lige at tage Barnet op og kæle et Øjeblik for det.

Plejemoderen, Frk. Petersen, svæver som den gode Aand over det hele; den gode Aand, der er Grundelementet i hele Hospitalet derude.

- Er Børn vanskeligere at have som Patienter end Voksne, spørger vi. 

- Nej, absolut ikke, lyder Svaret De falder hurtigt til Ro, naar vi har faaet dem herind og er lette at have at gøre med.

- Men der kræves særlige Evner og en uendelig Taalmodighed?

- Ikke naar man holder af Børn, og det gør vi vel alle herude, saa er det en uendelig Glæde at pusle om dem. De er nemlig selv taalmodige og glemmer vist hurtigt Savnet af Hjemmet og Forældrene, naar de har vænnet sig til os. Vi har ca. halvandet Hundrede Børn her, lige fra Nyfødte til Fjortenaarsalderen. Nogle har været her i flere Maaneder - f. Eks. Knud der. Og Frk. Petersen peger paa den sødeste lille Dreng, dor smiler mod os med et Par skælmske Øjne. "Han er lam i hele Kroppen. Men vi venter og haaber paa Bedring"

- - Vi gaar fra Stue til Stue, og stadig gentager Indtrykket sig af en uendelig Godhed og Omhyggelighed for de smaa Patienter. Der er ligefrem noget opløftende ved et Besøg derinde, som ikke paa noget andet Hospital

Der lyser den højeste menneskelige Følelse, Kærligheden til de hjælpeløse, lidende Børn, ud fra hver Krog. Og man bøjer sig i taknemmelig Beundring for det Eksempel, den store Læge og hans Stab giver os andre, der maaske daglig gaar dette Hospital tankeløst forbi

- - -

Fra mange Sider vilde man sikkert gerne i Dag paa Prof. Monrads 60-aarige Fødselsdag have grebet Anledningen til at takke ham.

Men han har unddraget sig enhver Hyldest ved at rejse bort paa Ferie. Nu maa vel først og fremmest taknemmelige Forældre nøjes med at sende Hospitalet en Blomster-Hilsen.

(Aftenbladet (København), 19. august 1927).

Foto fra Aftenbladet (København) 16. december 1926: Forberedelser til juleaften på Dronning Louises Børnehospital.

Hjørnet af Lundsgade og Uppsalagade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Einar Holbøll. (Efterskrift til Politivennen)

Julemærkets Fader død

Postmester Einar Holbøll

Tidligt i Gaar Morges er Postmester Einar Holbøll, Skaberen af Julemærket, død i sit Hjem paa Posthuset i Charlottenlund, et Par og treds Aar gammel. Holbøll var just vendt hjem efter at have fulgt I sin Hustru til Toget, da Døden overraskede ham. Et Hjerteslag gjorde Ende paa den svære, joviale Mand, hvis Helbred længe havde været undermineret af en Hjertefejl.

Holbølls Navn vil til alle Tider være knyttet til Julemærket, som kendes af ethvert Barn i Danmark. Han har selv fortalt at han fik ideen en Aften, da han stod og sorterede Julebreve. Det gik da pludselig op for ham, at denne Mængde Hilsener kunde indgaa som et praktisk Led i Filantropiens Tjeneste ved at de paaklæbedes et lille Mærke.Han forelagde Planen for daværende Generaldirektør Svendsen, og denne Henvendelse resulterede i Dannelsen af en Komité, sotn udsendte det første Juleniærkft i 1904. Det har den gamle Dronning Louises Billede øg var fremstillet i en lyslilla Farve. Mærket fik en uventet Succes og indbragte allerede det første Aar 74,000 Kr en Sum, der holdt sig jævnt stigende, indtil den i 1924 naaede 223,000 Kr, det hidtil største Bjløb.

Ialt har Julemærket indbragt godt 3 ½ Million Kr., som en Række Institutioner har nydt godt ar. Størsteparten af Pengene anvendtes til Bekæmpelsen af Børnetubetkulosen, og en Række Sanatorier, deriblandt Julemærkesanatoriet ved Kolding,

Holbøll blev naturligvis en kendt og berømt Mand, og hans ide blev optaget og slog igennem hele Jorden over, senest i Amerika og Japan. Personlig hædredes han paa forskellige Maade, og alle mulige filantropiske Foreninger sloges om at faa ham ind i Ledelsen. Ved sin Død var han saaledes i Bestyrelsen for flere Børnehjem, Ensomme Gamles Værn, Røde Kors osv.

Karakteristisk for Holbøl var hans stadige Syslen med nye filantropiske Idéer. Da han Ina syg af en smertefuld Øjensygdom for nogle Aar siden, kom han til at tænke paa en Hjælp til Blinde. Han fandt da paa Barnets Lykkeskilling, der skulde bindes om Halsen paa alle raske Børn og minde dem om, at deres blinde Medmennesker trængte til Hjælp.

Paa Bunden var Holbøll et stort Barn, lige let til Taarer og Smil. Han var i besiddelse af en brændende Evne til at hjælpe alle lidende og svage. Børnene elskede ham, og der var Jubel paa Børnemærkesanatorierne, naar han ankom paa Besøg. I et hyggeligt Lag var han den fødte Selskabsbroder, jovial og hyggelig. Der skulde ikke megen Overtalelse til for at faa ham til at trække Luthen frem og ynge nogle af sine egne Sømandssange. Thi Holbøll dyrkede ogsaa Forfattervirksomheden. I Fjor udgav han saaledes et Bind Skitser fra Sømandslivet, betitlet Søstjerner". Det var smaa, fordringsløse Historier, præget af lians gode. rørende Barnesind og friske Humør.

Holbøll var taknemmelig og rørt  over den megen Paaskønnelse, lian nød, og da han paa sin 60 Aars Fødselsdag fejredes ved en stor Fest, var han den mest bevægede af alle Deltagerne. Endnu for faa Dage siden besøgte han sammen med Julemærkekomitéens Sekretær. Kontorchef Rosenørn, et Julemærkehjem ved Fakse, indrettet til 60 Børn. Her spøgte han og lo som sædvanlig, og ingen mærkede noget sygeligt eller usædvanligt ved ham.

Holbølls Livsgerning prægedes af en sjælden Uselviskhed. Medens hans Mærke indbragte Millioner, vedblev han til sin Død at være Postmanden med de beskedne Indtægter.

*

Einar Holbøll fødtes i København d. 20. Debr. 1865 som Søn af Lodsinspektør Caelheger Holbøll. Som ung fo'r han til Søs, men havnede omsider i Postvæsenet og var i en 'lang Aarrække Assistent. I 1905 blev han Postmester i Gentofte og fra 1909 i Charlottenlund. Hans Karriere som Postmand frembyder intet usædvanligt. Det er som Julemærkets Fader, at Einar Holbølls Navn vil mindes og æres.

(Social-Demokraten, 24. februar 1927).

Filantropen Einar Holbøll in memoriam.

Fra mange forskellige Sider mindes man i disse Dage Einar Holbøll; hans lyse Idéer, først og fremmest Julemærket, havde gjort hans Navn kendt langt ud over Danmarks Grænser, men disse Linier skal vies Manden med det varme Hjerte ... Mennesket, man uvilkaarligt kom til at holde af ... den sjældent brave og vennesæle danske Mand Einar Holbøll.

Man kunde møde Postmesteren en Foraarsdag efter en lang, sur og trang Vinter, og intet Steds afspejlede Solen sig saa herligt som paa hans Ansigt. Han lagde ikke Skjul paa sine Følelser. Det er hændt mig mere end een Gang, at han under Foraarets Virkning kunde bryde ud: .Kan De forstaa, at nogen, der oplever en Vaardag, kan nægte, der er en Gud hvor herligt. Saadan en Dag er Livet, trods al Modgang rigt og dejligt. 

Det er typisk for Einar Holbøll. En Lysseer var han i et Samfund, hvor ellers meget er trangt og svært. Det var ogsaa det, der gjorde, at han gerne vilde være hjælpsom i Livets forskellige Forhold. En kendt dansk Kirkemand sagde i sin Tid om ham, at han var saa "hittepaa-som". Og det er rigtigt - men han var egentlig mere end det. Han forstod at lægge Eventyrets Glans om sine Idéer. Derfor trængte ogsaa ikke faa af dem sejrrigt frem til Gennembrud. Han var en æstetisk Natur. Det bedste af Kunst, Poesi og Ædelsind var ikke for godt, naar det gjaldt at fremme en stor Samfundssag. Men han var indforstaaet med, at dette kun var Midler - Maalet var intet mindre end Sagen selv.

Selvfølgelig blev det Julemærkekomitéens Arbejde, der først og fremmest havde hans Hjerte - sent, mange vil mene for sent, naaede han selv at blive Formand i sin egen Komité. Men han var saa rummelig en Natur, at han ogsaa fik Interesse for andet Arbejde - det gælder saaledes Arbejde for de Gamle, som det udgaar fra Ensomme Gamles Værn.

Her har jeg en Aarrække haft den Glæde at samvirke med ham. Jeg mindes en Aften, da vi sammen stod paa Talerstolen i Københavns Kommunelærerforening for at bryde en Lanse for de Gamles Sag. Han forstod godt Grundlinien i hele dette store Arbejde, der sigter paa at faa gamle Folk ud af deres Ensomhed og give dem Del i Livets kulturelle og aandelige Værdier. Ved hans Død skal det mindes, at ogsaa han har bidraget til at præge Sagen.

Som Menneske var Einar Holbøll en Falstaffnatur, i glade Timer rig og sprudlende. Det kunde være noget af en Oplevelse i et privat Hjem at høre ham synge Sange til sin Luth.

Jeg tror, der er mange, der nu ved hans Død glæder sig over, at vi for et godt Aars Tid siden paa hans 60-Aarsdag dag naaede ved en smuk Fest at faa sagt ham Tak for, hvad han har været i vort Samfund som Filantrop og som Menneske.

Hermann Koch

(Nationaltidende, 24. februar 1927).

Ved Postmester Holbølls Baare.

Naa ja, det maatte vel blive Vor Frue Kirke og kgl. Konfessionarius Provst Fenger, naar Julemærkekomitéen vilde hædre sin døde Formand og tage Begravelsen i sin Haand. Holbøll sele havde ikke skænket den sidste Parade nogen forfængelig Tanke. Han var straalende glad for Anerkendelse og Hædersbevisninger i levende Live, men han var for stor en Lysalf til at ville tale om Døden med sinee Kære. Kun det ene Ord har han engang sagt. at han gerne vilde hvile, hvor der var Sol.

Nej, den store og fine Højtidelighed harmonerede ikke med Holbølls jævne Livsvaner, det vilde jeg gerne fortælle Arbejderne paa hans Begravelsesdag. Han, der har været til snu megen VelsigneIse for andre Mennesker, døde som en ubemidlet Mand. Efterlader sig ikke anden Arv end gode Minder.

Han fortalte fra sit Ophold for et Par Aar siden i Amerika, hvor han var indbudt som Æresgæst vod en Aarskongres for Tuberkulosesagen, at Amerikanerne troede, at han var en rig Mand. Det mente de, han maatte være bleven paa sin Idé, som i Parentes bemærket overført til U. S. A. har indbragt mange Millioner Dollars til Bekæmpelse af Tuberkulosen. Disse Amerikanere, der har en vældig Respekt for Opfindsomheden, saa i Danskeren Einar Holbøll en paa sin Vis lige saa genial Opfinder som Edison. Men Holbølls "Opfindelser", Julemærket saa vel som Barnets Lykkeskilling, gik jo kun ud paa at gavne andre.

Fra Hædersdagene i Amerika kan berettes en lille Episode, udspillet paa et Hotel en Aften, da Kongresdeltagerne havde en festlig Sammenkomst med Hal bagefter. En ung Pige, som havde et kunstigt Ben, kom under Festen rødmende hen til Holbøll og bad ham, om han ikke vilde gøre hende den Glæde at lægge Armen om hendes Liv og svinge hende én Gang rundt, saa hun kunde fortælle, at hun havde haft den Oplevelse at danse med Julemærkets Fader! Det var et af de lykkeligste Øjeblikke i Postmester Holbølls Liv.

Og saa - saa vendte Verdensberømtheden tilbage til sin stille Gerning i Charlottenlund, til sit tredje Klasses Kørekort paa Jernbanen, trak i sin gamle og veltjente Vinterfrakke, ja, det var hans Stolthed, at Frakken skulde vare i mange Aar.

Nøjsomheden laa ham i Blodet fra Drengeaarene til Søs, hans bedste Tid, sagde han tit, og den, hvorom han da ogsaa opnaaede at faa udgivet en lille Samling Skitser under Titlen "Søstjerner". Han var ikke saa lidt stolt, da Bogen udkom; Nu er man Kollega med Øhlenschlager! sagde han med en Skælm i Øjet og var den første til at le.

Ved hans Bortgang finder vi, hans Venner, en Trøst i, at, der blev forundt ham den lykkelige og bratte, smertefri Død. Han havde lige sat sig tilrette i en Kurvestol og havde foldet Avisen ud for at læse det sidste Nyt - da Hjertet standsede sit Slag.

Hans lille Søn Carlheger, som legede i samme Stue, havde spurgt Faderen om noget og havde faaet til Svar: Ja, min egen Dreng.... Det var det sidste Ord, der udgik af Einar Holbølls Mund.

Han har gjort sit Fædreland Ære og kan rejse trygt til andre Strande. Portene ind til et solrigt Paradis staar ham aabne, det store herlige Barn som han var.

Og naar han til. næste Jul skuer herned, saa vil han, tænker jeg, se sit kære Julemærke prydet med hans eget Billede, og han vil se, at vi alle kappes om at købe det. hans Minde ti! Ære og syge Børn til Lindring.

Det sket

Olaf Linck

(Social-Demokraten, 1. marts 1927)

Klokken 5 bragte den 2. marts 1927 ovenstående fotoer fra bisættelsen fra Frue Kirke. En æresvagt af røde postbude fra Charlottenlund. 

Herefter blev hans kiste ført til rustvognen som det fremgår af fotoet herover fra Bornholms Avis og Amtstidende, 2. marts 1927. Den blev kørt til Ordrup kirkegård. Der står et mindesmærke over Holbøll på Charlottenlund Stations forplads. 

Kvindehjemmet i Læssøesgade jubilerer. (Efterskrift til Politivennen)

Vuggestuens mindste. I Forgrunden Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen (x).

Det kendte Kvindehjem i Læssøesgade Nr. 8 har paa Tirsdag d. 1. Februar bestaaet i 25 Aar.

Det har jo faaet adskilligt mere ind under sin Virksomhed end den Gang, Fru Vibeke Salicath og "Hjemmet"s Redaktør, Frk. Valborg Andersen første Gang aabnede "Herberget for hjemløse Kvinder" i en gammel Bindingsværksbygning paa Graabrødretorv.

Lokalerne her viste sig hurtigt at være for smaa, og allerede Aaret efter flyttede man til Ejendommen i Læssøesgade og forandrede samtidig Navnet til "Kvindehjemmet".

Senere har det med Støtte baade fra Stat og Kommune udviklet sig til en stor Institution, der foruden det oprindelige "Herberg" omfatter Vuggestue, Folkekøkken, Systue og Optagelseshjem.

Sidste Aar fik henved 700 Kvinder her billigt Nattelogi, og Vuggestuen har Plads til 66 Børn i Alderen fra 14 Dage til 7 Aar. Naar Forældrene gaar paa Arbejde, kan de aflevere deres Børn her og vide dem under et godt og aarvaagent Opsyn. De mindste Tuller under 2 Aar kravler paa Gulv og i Senge, de lidt større samles i en stor Legestue med lave Stole og Borde, og de ældste endelig beskæftiges i en nydelig indrettet Børnehave Samtidig faar Børnene Maaltider Mad om Dagen, og for det hele betales kun 70 Øre pr. Dag. Er der flere Børn fra samme Hjem, gaar Prisen ned til 55 Øre pr. Barn

Endvidere kan der paa et særligt Optagelseshjem modtages yderligere 12 Børn, hvis Mødre er syge. Maaske kan der endda knibes Plads til et Par Stykker til, thi Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen har et stort Hjerte, og saa véd man jo, hvordan det gaar med Husrummet.

Det havde ogsaa Stifterinden, Fru Salicath, der utrætteligt arbejdede for Kvindehjemmet. Hendes Efterfølgerske som Hovedleder og Formand, Fru Nyrop, følger energisk i hendes Fodspor.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1927).

Vibeke Salicath. Foto Julie Laurberg & Gad, Dagbladet (København) 23. januar 1927.

En betyden Side af Kvindehjemmets Virksomhed. Her afleveres Barnet, mens Moderen gaar paa Arbejde. Foto fra Dagbladet (København) 23. januar 1927.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Øverst: Legetime i Fru Baggers Børnehave paa den gamle Ladegaard. Bag Dørene ses i den lyse Kjole Bestyrerinden, Fru Mia Johnsen. Nederst: Børnene i Tibirkegades Børnehave leger. Til venstre staar Forstanderinden, Frk. Andersen.

I Morgen kan Folke-Børnehaveforeningen fejre 25 Aars Jubilæum. Andet Steds i Bladet fortæller vi lidt om den Virksomhed af Sofus og Hedvig Bagger, der gennem Aarene er bygget op paa Grundlag af Frøbels Metoder.

Ovenfor bringer vi Billeder fra et Par af Børnehaverne.

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar.

Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru.

Navnet "Folke-Børnehave" er ofte gledet Øret forbi, uden at man nærmere har beskæftiget sig med Tanken, hvad et saadant Foretagende er - og betyder.

Og saa er forholdet i Virkeligheden det, at der indenfor disse Institutioner gøres et Arbejde, som maa kaldes meget betydningsfuldt, baade rent menneskeligt og derigennem ogsaa samfundsmæssigt.

Hvad foregaar der da disse Steder

Jo, her lægges den første Grund til Barnets aandelige Udvikling. Her kommer Barnesindet i den første Støbeform, den, der gennem Leg giver den begyndende Viden, den, der næsten umærkelig skaber Broen over til Skolens Alvor.

Dette var den tyske Pædagog FrøbeIs Kongstanke. Paa denne Basis er den danske Frøbelforening bygget op, og ud af den er Folkebørnehaverne groet frem, de, der i Morgen som Forening kan fejre 25 Aars Jubilæum.

Let var Begyndelsen ikke. Haardt og utrætteligt maatte det Ægtepar, der slog til Lyd for Sagen, Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru, kæmpe for at finde Ørenlyd for det saa betydningsfulde Spørgsmaal.

Nok var man fra forskellige Sider omkring Aarhundredskiftet bleven opmærksom paa, at Kampen for Tilværelsen i mange Henseender medførte en Opløsning af Hjemmene, idet baade Mand og Hustru maatte arbejde ude for at skaffe det daglige Brød, saa at Børnenes Opdragelse blev forsømt.

Men det var Ægteparret Bagger som tog Kampen op for Alvor - og førte den til  Sejr.

Den første Børnehave aabnedes i 1901 i en lille Villa, der hørte til "Folkets Hus" paa Enghavevejen. Her samledes Smaabørnene i Alderen fra to til seks Aar fra det omliggende store Kvarter. Fra denne Stamme voksede Bevægelsen ud i Forgreninger, der nu under Navnet Folke-Børnehaver ligger spredt over hele Storstaden.

I den lille Villa blev de første unge Piger uddannede til denne specielle Gerning, der ogsaa kræver specielle Evner - der først og fremmest kræver sin Person helt og fuldt i Kærligheden til de smaa og Taalmodighedens uvurderlige Gave. Kvinder og Mænd af alle Samfundsklasser staar nu samlet om Sagen. Mennesker, der kan se det vidunderlige i saadan et lille groende Væsen, følge dets vaagnende Opfattelse og ønsker at værne dets Sjæl og Sind mod de Skygger, selv de alIetidligste Barneaar ofte ikke forskaanes for i en Storstad.

For Tiden er følgende Børnehaver i Virksomhed: Ejderstedgade 12, Tibirkegade 17-19, Skarøgade 3 med særlig Afdeling, Hjortøgade, Fischersgade 23, Aaboulevard 5, Frederiksholm P. Sabroesgade 19, Egevang 2 samt under Frederiksberg Folkebørnehaveforening Yrsavej 19. Det hele Antal af indskrevne Børn er som Regel ca. 400.

Vi gjorde i Gaar et lille Strejftog til et Par af Hjemmene. Trods Graavejret var det, som om Solen Iyste inde i de smaa Stuer. Disse store spørgende Barneøjne, disse smil og denne fortrolige Snakken med Lærerinderne, der fortalte dem om Dyrene paa Vægkortene, om hvad Menneskene beskæftiger sig med i By og paa Land, lod dem nedkrasse smaa ubehjælpsomme Tegninger, for saa at afbryde Undervisningen med ordnede Lege, alt det virkede saa forfriskende, at man maatte glæde sig derover.

Man har ganske vist nogen offentlig Støtte, men alligevel er Midlerne, der arbejdes med, saare beskedne. Hvad kunde der ikke udrettes, hvis man havde flere Penge at raade over?

Det er jo dog et lille Stykke af det danske Samfunds Fremtid, som formes her i de første spæde Spirer.

(Aftenbladet (København) 27. november 1926.)

Spædbørnshjemmet i Aalsgaarde. (Efterskrift til Politivennen).

Graverende Klager over Spædbørnshjem i Aalsgaarde.

Kredslæge Jastrau i Helsingør er forundret over, at Hjemmet ikke forlængst er blevet lukket.

Helsingør, Torsdag.

Der er i Dag blevet rettet en ny og meget graverende Klage over Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" i Aalsgaarde, der ledes af Intendant Ibsen og Frue, og om hvilket der i de sidste Par Aar har hersket en Del Uro. Det vil bl. a. erindres, at der har været en Del Rygter fremme om forskellige betænkelige Dødsfald blandt Hjemmets Børn; men en Politiundersøgelse, der iværksattes for over et halvt Aar siden, er endnu ikke afsluttet, og det saa ud, som om det hele iikke vilde bidve til noget.

Nu er Sagen imidlertid blusset op med fomyet Kraft.

Klagen stammer fra 5 unge Piger, der er jaget bort fra Hjemmet.

I Gaar fik Social-Demokratens Kontor Besøg af fem unge Piger her fra Egnen, der tjener paa Hjemmet. De har i længere Tid været oprørt over den Behandling, baade Børnene og de selv fik, og dette sad de og talte om forleden Eftermiddag under et Maaltid. Fru Ibsen, der paahørte Samtalen fra et Sideværelse, tilkaldte sin Mand, og i Fællesskab overdængede de Pigerne med Skældsord og bad dem til Slut om at "rejse ad Helvede til".

De unge Pigers Klager, som de ogsaa har fremsat overfor Kredslæge Jastrau, gaar ud paa, at Børnene faar utilstrækkelig og daarlig tillavet Mad og ikke bliver tilstrækkeligt passet med Tøj, saaledes at de til Tider maa ligge hele Dage i vaadt og snavset Tøj. Desuden er der 33 Børn paa Hjemmet, medens der kun maa være 28, og de 5 Børn, der er for meget, ligger i et Rum, som kun maa benyttes til Gennemgang, og de er her udsat for Kulde og Træk

Endeling findes der ingen uddannet Personale paa Hjemmet, og naar Lægen eller Tilsynet kommer, tvinges Pigerne til at give fejlagtige Oplysninger om Forholdene paa Hjemmet - "ellers er der ikke til at være."

Kredslsægen har flere Gange indstillet til Sundhedsstyrelsen, at Hjemmet burde lukkes.

Deres Korrespondent bar haft en Samtale med Kredslæge Jastrau. der fandt det forfærdende, hvad de unge Piger havde fortalt ham, 

Kredslægen udtalte endvidere:

- Spædbørnshjemmet, over hvilket der gentagne Gange har været ført Klager, som har givet Anledning til Undersøgelser, sorterer under Overtilsynet for Børnehjem. Tilsynet udøves af Hr. Schierbeck, København, og Hr. Eskesen. Birkerød.

Hver Gang der har været Klager, har der ogsaa vist sig at være noget i Vejen; men paa min Indstilling til Sundhedsstyrelsen om, at Hjemmet skulde lukkes, er der blevet svaret, at der ikke forelaa Bestemmelser, der tillod en saadan Lukning, selv om Forholdene var daarlige.

Nu foreligger der imidlertid Bestemmelser, der tillader Lukning, og jeg er forbavset over. at Hjemmet ikke er lukket.

Det er forfærdende - fortsætter Kredslægen - , at der til 33 Spædbørns Pleje ikke findes én uddannet Plejerske. Disse fem unge Piger, som har været derude, er i Alderen fra 15 til 19 Aar, og ingen af dem er uddannede til Børnepleje.

Læge Teisen, Hellebæk, der har været Hjemmets Læge, har opsagt sin Stilling og har overfor mig hævdet, at han hverken kunde eller vilde tage Ansvaret for dette Hjem, og det er kun paa min Anmodning, at han endnu tilser Hjemmet, fordi jeg fandt det uforsvarligt at lade Børnene være helt uden Lægetilsyn, men - som sagt - Hjemmet burde forlængst have været lukket.

Kredslægen slutter med at udtale en Forundring over, at Politiundersøgelsen endnu ikke var sluttet efter over et halvt Aars Forløb. Der bør i denne Sag handles hurtigt; det drejer sig om Spædbørn, der ikke selv kan fremføre deres Klage.

Undersøgelsen vil nu blive ført grundigt igennem.

- Deres Korrespondent har endvidere forelagt Sagen for Politimester Petri, der udtaler, at Sagen stadig undersøges. men at den jo skulde passere mange forskellige Autoriteter. Den har saaledes været baade hos Sundhedsstyrelsen og hos Overtilsynet, som paa Grundlag af det, der foreiaa, ikke fandt Anledning til at foretage sig mere i Sagen.

Men nu kan det jo se ud til - saafremt de unge Pigers Udtalelser er rigtige - , at det, der forelaa, hviler paa falskt Grundlag; men jeg kan love Dem, at Undersøgelsen ikke skal vare længere end nødvendigt. Forøvrigt er en retslig Undersøgelse maaske nødvendig

ph

Socialminister Borgbjerg tager straks til Aalsgaarde for at undersøge Sagen.

Umiddelbart efter, at vi havde faaet disse Oplysninger fra vor Helsingør-Korrespondent, henvendte vi os til Socialminister Borgbjerg og gjorde ham bekendt med Klagepunkterne. Ministeren følte sig foranlediget til allerede i Gaar at foretage en personlig Undersøgelse paa Stedet og tog straks op til Børnehjemmet. Først sent i Aftes vendte Ministeren tilbage, og vi havde da en indgaaende Samtale med ham om Forholdene, og han gav os en Redegørelse for Sagen, som den foreligger.

I Fjor Sommer, indledede Borgbjerg. fremførtes en Kritik i Pressen mod Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" ved Aalsgaarde i Anledning af 3 Dødsfald ret kort efter hinanden. Fra anden Side i Pressen fremkom der dog ogsaa Moderklæringer, der tog Hjemmets Forstanderinde,

Fru Ibsen i Forsvar, og det kunde ikke konstateres, at de tre Dødsfald skyldtes Vanrøgt.

Sagen gav dog Anledning til, fortsætter Borgbjerg, at jeg efter en Undersøgelse af Tilstanden paa Spædbørnshjemmene i Almindelighed i Fjor Efterår fremsatte et Lovforslag, som gik ud paa et skærpet Tilsyn og Bemyndigelse fra Ministeriet til at nedlægge uheldige Børnehjem, hvilket der efter den hidtidige Lovgivning ikke var Hjemmel til. Lovforslaget blev gennemført den 31. Marts, og efter dette kan Socialministeriet efter Indstilling af det stedlige Værgeraad og Overinspektøren nedlægge et Børnehjem, naar Tilstanden ikke er tilfredsstiilende.

Klagerne stammer fra sidste Vinter.

Klagerne stammer, siger Ministeren, fra sidste Vinter. Allerede da  havde Læge Theisen. der er Børnehjemmets Læge, skrevet til Kredslæge Jastrau i Helsingør med Klage over Hjemmet. Klagen gik ud paa, at Børnene ikke fik Sødmælk nok, at fem Børn havde Udslet paa Ryg og Sæde, hvilket tilskreves daarlig Hudpleje og Mangel paa Renlighed, og han ønskede ikke at fungere længere og have Ansvar som Hjemmets Læge. Efter Opfordring af Kredslæge Jastrau indvilgede han dog i foreløbigt at blive som Læge.

Sundhedsstyrelsen anmodede nu Politimester Petri i Helsingør om at foretage en retslig Undersøgelse. Af Rapporterne synes det at fremgaa, at Børnene ikke har faaet tilstrækkelig Sødmælk, og at de Klude, hvormed de blev vaskede, ikke var mærket for hvert enkelt Barn. (Jeg tør dog sige, at jeg ved mit Besøg i Dag saa, at Kludene nu blev kogt hver Gang efter Brugen). Endvidere var et nyt Rum taget I Anvendelse, hvorved Antallet af Børn er udvidet fra 28 til 38, uden at der er foretaget den i Reglementet foreskrevne Anmeldelse til Overinspektøren. Dog paastaar Fru Ibsen, at hun personligt meddelte det til Overinspektøren under dennes Besøg paa Hjemmet.

Borgbjergs uanmeldte Besøg i Gaar.

Hidtil havde Ministeriet ikke haft nogen Bemyndigelse til Nedlæggelse af Børnehjem. Da den nye Lov vedtoges, forlangte Overinspektøren en retslig Undersøgelse, og han har længe afventet dens Resultat.

Da jeg i Dag blev bekendt med de nye Klager, tog jeg selv sammen med en af Socialministeriets Embedsmænd til Hjemmet for ved et uanmeldt Besøg at sætte mig personligt ind i Forholdene.

Fru Ibsen, der er gift med pensioneret Overintendant Ibsen, har drevet Spædbørnshjemmet i ca. 2 Aar. Hendes Mand købte Ejendommen Bobakkegaard ret dyrt og drev først Pensionat, men da det ikke gik, indrettede de et Spædbørnshjem. Ejeren og hans Hustru maa aarligt forrente Ejendommen med et ret anseligt Beløb. De faar 50 Kr. om Maaneden for hvert Barn, og de modtager ofte et Barn umiddelbart efter Fødselen. Hjemmet hører til de saakaldte ikke-anerkendte Børnehjem, men staar, som alle, under offentligt Tilsyn og kan altsaa nedlægges, hvis Forholdene er utilfredsstillende

Politiet i Helsingør her trukket Sagen i Langdrag.

Jeg gjorde mig bekendt med Hjemmets Indretning, Børnenes Udseende, Vugger og Senge, Sengetøj, Vaskeri og Madkøkken. Jeg havde dernæst en indgaaende Samtale med den tilsynsførende Læge Theisen, og sluttelig med Politimester Petri i Helsingør om Sagen - Den sidste beklagede, at Sagen var trukket meget i langdrag. Hvad der hidtil er fremkommet er de tidligere nævnte tre Punkter: For lidt Sødnnetk, Vaskekludene og Udvidelsen af Hjemmet uden Anmeldelse.

Da de afskedigede Pigers Klager fremkom, havde Politimesteren givet Ordre til retslig Undersøgelse. Jeg anmodede Politimesteren om at bede Dommer Prahl, der leder Undersøgelsen, om at fremskynde Sagen mest mulig. Politimesteren lovede mig det og erklærede, at Undersøgelsen maatte kunne afsluttes paa ca. 14 Dage.

Saa snart dette er sket, vil Resultatet blive tilstillet Overinspektøren, som derpaa afæsker det stedlige Værgeraad en Erklæring. Hvis denne gaar ud paa at nedlægge Hjemmet. og Overinspektøren slutter sig hertil, træffer Socialministeriet sin Afgørelse.

- - Saa vidt Socialministeren, som ved sin Indgriben har fremskyndet Sagens Behandling, saaledes at der snarest kan træffes en Afgørelse og Ro biive tilvejebragt.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Sagen blev dog aldrig afsluttet til bunds, idet fru Constance Ibsen valgte at lukke hjemmet i september 1926, med den begrundelse at hun ikke havde kunnet få inddraget betalingerne som følge af sagen.

Annonce fra "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 11. marts 1921 som bekræfter at stedet blev forsøgt drevet som pensionat.Så sent som 12. august 1924 meddelte Dagbladet (København), at sanginspektør, professor J. H. Nebelong og frue havde taget ferieophold på "Bobakkegård".