Danske Nationaldragter. (Efterskrift til Politivennen)

Efterhaanden som Kulturen og Oplysningen stige, udviskes mere og mere det Eiendommelige i Sæder, Skikke og Klædedragt hos de forskjellige Nationer og deres Underafdelinger. Hvad f. Ex. Klædedragten angaaer, da behøve vi blot at kaste et Blik paa de forskjellige Samlinger af Nationaldragter, som i Tidernes Løb ere fremkomne i Danmark, for at se, hvomange karakteristiske og klædelige Dragter der i Løbet af vort Aarhundrede omtrent sporløst ere forsvundne. Den store Samling af Folkedragter fra Danmark, Norge og Holsten, som omtrent i Aarhundredets Begyndelse udgaves af Kobberstikkeren Senn, viser os saaledes en Mængde danske Dragter, som vi forgæves kunne eftersøge hele Landet rundt, og betragter man Hofkobberstikker G. L. Lahdes i Aaret 1818 udgivne 3 Hefter "Det daglige Liv i Hovedstaden i karakteristiske Figurer efter Naturen", vil man neppe finde mere end en eneste Figur, hvis Dragt svarer til Nutidens, nemlig en Værtshusholder; alle de andre Figurer ere Typer, som forlængst ere uddøde. I vor Tid er der endnu udkommet en Suite af danske Nationaldragter, nemlig den af Historiemaler F. E. Lund udgivne interessante Samling, i hvilken det dog vistnok ikke vilde være umuligt allerede nu, saa faa Aar efter Udgivelsen, at finde Uoverensstemmelser med Nutiden. De tre her nævnte Samlinger ere de vigtigste, som vort Land har i denne Retning, men i disse Dage er der begyndt en ny Samling, idet der fra Dhrr. N. C. Hansen & Schous Atelier paa Østergade er udgaaet 8 Fotografier af en Samling Dragter fra alle Landets Egne. Denne Samling, som tillige vil medtage alle de sønderjydske Folkedragter, vil komme til vi omfatte over 50 forskjellige Dragter, og efter de foreliggende Prøver kunne vi paa det Bedste anbefale denne interessante Samling, som ikke er uden kulturhistorist Interesse. Den rivende Afsætning, som Fotografierne efter de paa Pariserudstillingen værende svenske Voxfigurer i Nationaldragter fandt i forrige Aar, vidner noksom om, hvor stor Interessen er for et saadant Foretagende, og denne Interesse kan kun yderligere forøges derved, at disse danske Fotografer udelukkende ere tagne efter levende Personer og efter Dragterne i deres mest korrekte Former. Billederne, som alle ere tagne i Atelieret paa Østergade 15, udgaa saavel kolorerede som sorte i almindeligt Visitkortformat og som Kabinetsbilleder til en billig Pris; efter Bestemmelsen vil der hver Uge udgaa 2 a 3 Billeder, indtil hele den interessante Samling er complet. De foreliggende 8 Billeder forestille Figurer fra Amager, Skovshoved og Fanø, og de udmærke sig ikke alene ved deres gjennemgaaende gode Udførelse, men ogsaa ord den karakteristiske Maade, hvorpaa de enkelte Figurer ere opstillede og grupperede.

(Dags-Telegraphen (København) 12. juni 1868)

Hansen, Schou og Weller: En kone fra Fanø. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Fotoet er håndkolereret og stammer fra "Danske Nationaldragter, optagne efter Naturen". Biblioteket har mange flere fotoer fra dette værk.

N(iels) C(hristian) Hansen (1834-1922) & (Ole Christian Rasmussen) Schou (1838-1878) var bl.a. kendt for mange portrætfotoer af H. C. Andersen. De samarbejdede mellem 1867 og 1869. I Det kongelige Biblioteks fotobase findes et halvt hundrede af deres fotoer.

Nationaldragterne eller folkedragterne var bondestandens "pæne tøj" som de ikke gik i til daglig, det var festtøj (ligesom jakkesæt og silkeskjorter i nutiden). I dag dyrkes nationaldragter mest i lande som har en nationaldag (fx Norge, Færøerne og Grønland).

Moden skifter. (Efterskrift til Politivennen)

Krinolinen har nu endelig modtaget Dødstøddet i vore høiere Selskabssale. Ved den  forrige Uge afholdte Hofsoiré viste nemlig alle de indbudte Damer sig uden dette Klædningsstykke, som saa længe har vidst at holde sig paa Modens Omraade. Derimod vare Damekjolerne forsynede med meget lange Slæb, medens de korte Kjoleliv, som nu synes at optages efter Moden i det franske Keiserdømmes første Periode, vare i høi Grad nedringede. Ligeledes viste sig hos det smukke Kjøn en svag Tendens til at lade den mere end hæslige Haarprydelse, der gaaer under Navnet Chignon, give Plads for mere eller mindre naturlige Krøller.

(Dags-Telegraphen (København) 5. februar 1867)

Chignon ("nakke") er opsat nakkehår. Den var på mode på forskellige tidspunkter, fx i tiden omkring 1760. Og som nævnt i artiklen også omkring 1860 - hertil benyttedes altid fremmed hår.

Politivennen om mode. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen ivrer med Føie mod 2 naragtige Moder, som man maatte ønske afskaffede, nemlig 1, vore Damers Lommeløshed, da Tørklædet dermed tillige bortkastes, som volder at man ikke snyder Næsen, hvoraf Følgen igjen er, at man maae snøvle istedet for at tale, en Styghed, som har grebet skrækkelig om sig hos Kjønnet; 2, Herrernes Bebuxelse op til Hjertekulen. Over denne vist endnu langt farligere Uskik høre man Forfatteren selv: "Neppe er en hæsligere, latterligere og sin Bruger mere plagende Mode nogensinde bleven opfundet. Hæslig saares det ufordærvede Øje ved disse korteerkorte Veste og uendelige Bux-sække. Lee maae man over den Plage disse Buxer forvolde ved Rygtelsen af et Naturens Krav. De arme karle maae krumme sig jammerligen. - Men de slemme Følger for Sundheden ere ikke at lee ad. En saadan Stilling er unaturlig og usund. End usundere er det, naar som vist ofte er Tilfældet, denne Plage og den store Umage, Tilberedelserne medføre, især hvis man bærer noget om Livet, fraholder fra at følge strax Naturens Forlangende. Hertil kommer, at disse Beenklæder ved at sidde løse og vide om Maven, skille dette vigtige Værksted ved den saa nødvendige Varme."

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 15. maj 1810.

Noget om Haarfrisur

(Efter tilsendt)

Rien n'est beau que le vrai
Intet i verden er skønt som fødtes af moder Dårskab

Mere end en gang har Politivennen opløftet sin stemme mod en skik der er lige så unaturlig som skadelig for sundheden og strider mod ethvert begreb af sand renlighed. En skik der, hvor meget den end er i aftagende, dog endnu ikke har kunnet fortrænges, og stadig samler sine døende kræfter for om muligt at vedligeholde sig eller vel endog at sætte sig igen i besiddelse af sit forrige herredømme. Her tales om den skik at belægge sit hovedhår med pomade, smørelser og med mel. En mode der af alle europæernes skikke mest opvakte kinesernes forundring (se Macartneys rejse) og som denne Hyder Aly ikke vidste at forklare på anden måde end at det var for at se gammel og ærrværdig ud.

Der er næsten ingen læge der i de nyere tider har givet regler for sundhed, der ikke også har bestridt denne besynderlige skik. Frank har i sit fortræffelige og bekendte værk a) endog troet at dens afskaffelse burde betragtes som genstand for medicinalpolitiet. Og vor Tode har i samme henseede talt sundhedens, renlighedens og bekvemhedens sag, med en harme og eftertryk som viser hvor vigtig den genstand er forkommet ham. b)

Også de som i senere tider har skrevet om soldaters klædedragt har næsten alle ivret mod den tvang, tidsspilde og skade som frisuren volder og tilrådet den størst mulige simpelhed og bekvemhed: "Håret", siger Colombier i hans Code de Medecine Militaire c) "er soldaten mere til hinder end gavn. Da han ikke altid kan have tid til at pleje det, så sætter der sig let utøj, sved osv., tilstopper porerne og danner et skadelig lag. Det skulle være mere nyttigt, om soldaten havde håret ganske kort afklippet, derved skulle hovedet altid være rent, i det mindste let kunne renses".

Kejser Leo tænkte ligeså, og Maizeroy i sine bemærkninger til ham tager heraf anledning til at bekæmpe den europæiske soldaterfrisure, af hvilken også den berømte marskal af Saksen var så stor en fjende, at han ville have man i stedet for skulle indføre meget kort afskårne hår d). En nyere skribent går endog så vidt at han regner stivheden og pedanteriet ved de østrigske soldateres frisure med blandt årsagerne til de østrigske hæres slette lykke i sidste krig. e).

Det ville være aldeles urigtig om man ville nægte at så mange oplyste lægers, pædagogers og krigeres forenede stemmer ingen indflydelse skulle have haft. Næsten i alle opdragelsesanstalter er frisur, hvad allerede Filangieri drev på f) for længst afskaffet g). Blandt de samtlige studerende i København er der måske næppe 3 tilbage som endnu holder ved den gamle skik. Måske fordi de ikke ville modsætte sig deres forældres fordomme. Alle unge søofficerer og artilleriofficerer har afskediget den, og den danske regering, altid den første til at give eksempel på fordomsfrihed, har som bekendt fritaget den danske soldat fra denne unyttige tvang, som den preussiske og østrigske etc. end stedse må lide h)! De svenske har allerede efterlignet os heri (se Hamb. Korrespondent for 7. dec. 1804) og det kan ikke fejle at jo flere nationer vil gøre det samme i).

Så meget er der da som taler imod en skik der på engang er unaturlig, skadelig og ubekvem. Så aldeles intet er der som taler til dens forsvar. For ikke engang det kan siges at den klæder bedre. Hvem finder ikke at den ædle simpelhed klæder overalt bedre end den stive kunst! Har ikke alle fundet at det korte hår klæder vores børn vores studenter, vores soldater langt bedre end fordum fronter og bukler og piske? Hvem holder da endnu så mange ved det, som så stærke grunde råder til at forkaste? Hvem forblander man endnu så ganske begrebet om renlighed og puds, på hvis forskel en af vore egne landsmænd, og just i selvsamme anledning, dog for længst har gjort opmærksom på k)? Vi kalder os oplyste og fornuftige, g kunne dog ikke sejre over en mode som vi selv erkender for tåbelig og ufornuftig!

a) System einer voldständ. medec. Polizey 3 B. p. 742 f. (ed. 1783)b) Prosaisk Skrift 4 D. p. 162-170c) T. i. p. 42d) S. Neue Kriegsbibliothek 5 St. p. 93 f. 1e) Darstellung der Ursachen, welche di Unfälle der oestreichischer Armee etc. nach sich gezogen haben 1801f) Scienca della legislazione, Libr. IV, P. I. C. g.g) Den Wiener Hoftidende fortalte engang i sommer at elegancen kom nu alt mere og mere ind igen i Frankrig, og at man derfor også igen havde indført frisur i alle offentlige skoler. Dette er aldeles urigtigt. Hverken i sekundærskolerne eller lyceerne ser man eleverne uden med kort afskåret hår eller såkaldt la Tituts. Des mere friserede er eleverne i Theresianum i Wien.h) Når man ser de preussiske soldaters alenlange piske, så kan man slet ikke opdage den bekvemmelighed og lethed i deres antog, som Keist så meget beundrer i hans skrift om den preussiske soldats sofrtrin. Ingen østriigsk soldat tør komme på vagt uden at være pudret.i) Kejser Napoleons guider og vicepræsidenten Melzis livgarde bærer også kort afskåret hår. Man ved at den romerske soldat har det på samme måde.k) S. Grev Schmettovs afhandling "Putz und Reinlicheit sind sehr wesentlich verschieden, i hans kleine Schriften 2te Th, p. 360 f.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 347, 15. december 1804, s. 5516-5521)