Modehuset Fonnesbech 75 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Et Modehus gennem 75 Aar.

Firmaet A. Fonnesbech, Østergade 47, i Aaret 1847

Fra den lille beskedne Kælderbutik til det store, fine Modehus, som Københavnerne kender det fra dres Strøgrute, synes der at være et meget langt Spring. Og dog ere Springet vel egentlig ikke længere end selve Tidsudviklingen har maattet kræve det. Det forfinede Liv, Trangen til Luksus, den stigende Opfindsomhed paa Modevarernes Omraade har naturligt medført, at en Forretning som A. Fonnesbechs maatte vokse og udvide sig. Stagnation havde betydet, at andre og driftigere Forretningsledere havde slugt det.

Og dog havde den gamle Silke- og Kludekræmmer Anders Fonnesbech, da han den 26. Oktober 1847. altsaa i Dag for 75 Aar siden, aabnede sin blandede Manufakturhandel i Kælderen Østergade 47 næppe drømt om, at han skulle blive Grundlæggeren af et af de største Modehuse i sin By.

Vi vil lade Billedet tale. Bedre Forklaring kan ikke tænkes. Krigen 1848-50 var til at begynde med slem mod den lille Forretning, men dens Indehaver forstod alligevel at udnytte Konjunkturerne. Han blev i stor Stil Leverander af Uldtøj til Hæren. Det gode danske Uldtøj skabte i Virkeligheden Forretningens Position. Den udviklede sig Jævnt og støt, men det var dog først i 1864, da Indehaveren, ledet af Tidens overhaandtagende Luxustilbøjeligheder (!), gjorde Silkebaandsbandelen til en Specialitet. Naar man dengang skulde have et rigtig fint og smukt Livbaand, gik man til Fonnesbechs Baandhandel paa Østergade. Og Fonnesbechs havde altid, hvad man søgte. De fineste, franske Baand, med Blomster og Striber og Tærner, og alt hvad skønt var, fandtes i de Fonnesbechske Skuffer og Æsker.

Og Tiden gik. Sønnen, den unge Hr Anders, blev optaget i Forretningen, efter en fireaarig Uddannelse i Tyskland og Frankrig. Og ved Faderens Død i 1887 blev han Eneindehaver af Forretningen. I 1895 optoges en yngre Broder i Firmaet, men hans Død i 1918, omdannedes Forretningen til et Aktieselskab med Hr. A. Fonnesbech som Formand og Hr. I. P. Lund, der i 1899 var engageret som særlig konfektionskyndig, som administrerende Direktør.

Store og indgribende Forandringer havde Forretningen undergaaet i de mellemliggende Aar. Den lille Kælderbutik var for længst bleven for trang. Man forsøgte forskellige Udvidelser, men det stod hurtig Ledelsen klart, at skulde Forretningen have Lov til at udvikle sig, maatte der anderledes vidtgaaende Foranstaltninger til. Saa købtes Sideejendommen paa Østergade tiligemed den Petersen & Steenstrupske Ejendom i Lille Kongensgade, og i Sommeren 1896 byggedes det nuværende Forretningshus.

Men ogsaa det blev for lille, og i Aarenes Løb er Ejendommene Østergade 37-39 og Nikolajgade 2-4-6-8 indlemmet i Komplekset. Man venter nu kun paa gunstigere Byggetider, men den Tid er ikke fjærn, da et stort, moderne Modehus, der bærer A. Fonnesbechs Navn, vil rejse sig.

I Øjeblikket bekæftiges 5-600 Mennesker i Hovedforretningen paa Østergade, og ca. 200 Personer er ansat i Firmaets Filialer.

Næst efter den gamle Anders Fonnesbechs solide Dygtigbed er der ingen hvem dette smukke Resultat i højere Grad kan tilskrives end Grosserer A. Fonnesbech, der forener sunde Forretningsprinciper med moderne og vidtskuende Forretningssans.

(København 26. oktober 1922).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Facade, forretning Fonnesbech. Fonnesbeck huset udvendig. Variation. 1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et 75 Aars Handelsjubilæum.

Firmaet Fonnesbechs udvikling gennem Tiderne.

Anders Fonnesbech sen. Anders Fonnesbech jun.

Ikke i nogen anden europæisk Storby finder man hele det mondæne Handelskvarter koncentreret som paa "Strøget" i København. Østergade er Byens Hovedpulsaare. Om det er Københavnerne eller de mondæne Handelshuse, der har skabt Østergade, skal vi ikke her fordybe os i; en Kendsgerning er det, at her har fra Tidernes Morgen Byens Borgere kunnet tilfredsstille deres Behov for Klæder, Luksus og andre gode Ting, og det er derfor ganske naturligt, at Silke- og Klædekræmmer Anders Fonnesbech lagde sin Forretning paa Østergade. Det var i Kælderen Nr. 47, og Butiken aabnedes den 26de Oktober 1847, altsaa i dag for 75 Aar siden. Der ligger dog en hel Udvikling bag, inden Anders Fonnesbech naaede saa Vidt. Lange og trange Læreaar havde han gennemgaaet, en fin Svendeeksamen havde han faaet, og nu stod han med saa god en Uddannelse og saa gode Forudsætninger, som man vel kunde ønske det. Anders Fonnesbech viste da ogsaa snart, at han var en Mand, der forstod sig paa sit Kram. Første Aars Omsætning var 25,152 Rdl. en anselig Sum Penge i de Dage. Og selv Treaarskrigen udnyttede han til sin Fordel, idet han i større Maalestok solgte Uldtøj til Hæren, og saaledes blev Aarene 1848-50, der ellers virkede saa hæmmende paa Handelen herhjemme, til Gunst for det nye Fonnesbechske Handelshus. 

Forretningen var oprindelig blandet Manufakturhandel, men i 1863 optog man Silkehaand og delvis Silkevarer som Speciale, hvad der yderligere forøgede den jævne Fremgang, der hele Tiden havde fulgt Firmaet.

Anders Fonnesbech, der i de første Aar, han var Indehaver af Forretningen, havde været ene om det hele, fik hurtig en stor og trofast Kundekreds, og selv om Firmaet var blevet betydelig udvidet og havde faaet mange Ekspedienter, forlangte adskillige stadig af ekspederes af Chefen, saaledes flere af Datidens berømte Skuespillere og Skuespillerinder, bl. a. baade Fru Heiberg og gamle Phister.

Slægten Fonnesbech har altid haft Købmandsblod i Aarene, og ganske naturligt fulgte derfor Anders Fonnesbechs Søn - der ogsaa bar Slægtsnavnet Anders - i Faderens Fodspor, og efter et 4-aarigt Studieophold i Tyskland og Frankrig optoges han i Forretningen 1877, og 10 Aar senere blev han, da Faderen døde, Ene-Indehaver.

Lige som Forretningens Grundlægger har den nulevende Anders Fonnesbech altid vist sin Stand en levende Interesse, men ogsaa sit Personale har han været en god Chef og har bl. a. ydet Rekreationshjemmet Nebs Mølle megen Støtte. For sin kunstneriske og franske Interesser er Grosserer Fonnesbech almindelig kendt.

I 1895 optoges en yngre Broder, Johan Henrik Fonnesbech, som Associé i Forretningen. Han døde 1918. 

Efterhaanden skiftede Fonnesbechs Manufakturhandel Karacter. Som allerede nævnt, dannede man et Speciale i Silkehandel, saa udvidede man Specialet til at omfatte færdigsyede Dameklæder, senere kom Hattene med, og nu er A. Fonnesbech i Ordets mest absolute Forstand Damernes Forretning. Alt hvad der hører til en Dames Paaklædning, kan hun faa her, baade de helt enkle Ting og de elegante Toiletter; hele den den uden landske Modeverdens Raffinementer staar her til hendes Raadighed.

Det er klart, at Firmaet bestandig har maattet foretage Udvidelser; man købte Sideejendommen paa Østergade og den Petersen & Steenstrupske Ejendom i Lille Kongensgade, og i Sommeren 1896 byggedes det nuværende Forretningshus, der ved 50 Aars Jubilæet i 1897 beskæftigede henved 60 Personer og et lignende Antal j de forskellige Filialer, medens Hovedforretningen nu ved 75 Aars Jubilæet beskæftiger mellem 500 og 600 Personer og Filialerne ca. 200. 1 1899 engageredes Hr. J. P. Lund som særlig Konfektionskyndig, senere optoges han som Associé, og i 1918 omdannedes Forretningen til et Aktieselskab med Hr. A. Fonnesbech som Formand for Bestyrelsen og Hr. J. P. Lund som administrerende Direktør.

Den store elegante Forretning paa Østergade, hvis smukke og smagfulde Udstillingsvindue er alle Damers Fryd og Fristelse, er imidlertid ikke tilfreds mod sit nuværende Udseende. Firmaet har købt Ejendommene Østergade 37-39 og Nikolajgade 2, 4, 6 og 8, og saa snart Tiderne tillader det, skal hele Komplekset ombygges for at fremstaa i en ny og endnu mere fuldendt Form.

- - -

I Anledning af F'irmaet A. Fonnesbechs 75 Aars Jubilæum skænker Personalet og Filial-Indehaverne Forretningen en Mindetavle, der vil blive opsat i Hovedlokalet i Stuen. Mindetavlen er modelleret af Professor Utzon Franck og har en Bronce-Medailion med Dobbeltportræt af Grundlæggeren Anders Fonnesbech og den nuværende Indehaver, Sønnen af samme Navn. Inskriptionerne omhandler disse to Forretningsmænd og desuden den afdøde J. P. Fonnesbech. Mindetavlen vil blive afsløret idag til Formiddag ved en lille Højtidelighed, og Forretningen aabner derfor først Kl. 1.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. oktober 1922).

Ukendt fotograf: Østergade 47 set fra Pilestræde. Ca. 1880. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Grosserer Anders Fonnesbech, 7.3.1852-14.10.1939, grosserer. I 1847 grundlagde faderen et manufakturfirma på Østergade, hvori også Anders Fonnesbech deltog. I 1882 blev han associé i firmaet og efter faderens død 1887 eneindehaver. I 1905 blev en yngre bror Johan optaget, han døde 1918, og 1919 omdannedes firmaet til et aktieselskab med F. som formand for bestyrelsen. Forretningen lukkede febr.uar1971.

Anders Fonnesbech. * 7 marts 1852 + 14 oktbr 1939. Gravsted på Vestre Kirkegård. 2022. Trods gravstedets størrelse er han begravet i en urne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danske Nationaldragter. (Efterskrift til Politivennen)

Efterhaanden som Kulturen og Oplysningen stige, udviskes mere og mere det Eiendommelige i Sæder, Skikke og Klædedragt hos de forskjellige Nationer og deres Underafdelinger. Hvad f. Ex. Klædedragten angaaer, da behøve vi blot at kaste et Blik paa de forskjellige Samlinger af Nationaldragter, som i Tidernes Løb ere fremkomne i Danmark, for at se, hvomange karakteristiske og klædelige Dragter der i Løbet af vort Aarhundrede omtrent sporløst ere forsvundne. Den store Samling af Folkedragter fra Danmark, Norge og Holsten, som omtrent i Aarhundredets Begyndelse udgaves af Kobberstikkeren Senn, viser os saaledes en Mængde danske Dragter, som vi forgæves kunne eftersøge hele Landet rundt, og betragter man Hofkobberstikker G. L. Lahdes i Aaret 1818 udgivne 3 Hefter "Det daglige Liv i Hovedstaden i karakteristiske Figurer efter Naturen", vil man neppe finde mere end en eneste Figur, hvis Dragt svarer til Nutidens, nemlig en Værtshusholder; alle de andre Figurer ere Typer, som forlængst ere uddøde. I vor Tid er der endnu udkommet en Suite af danske Nationaldragter, nemlig den af Historiemaler F. E. Lund udgivne interessante Samling, i hvilken det dog vistnok ikke vilde være umuligt allerede nu, saa faa Aar efter Udgivelsen, at finde Uoverensstemmelser med Nutiden. De tre her nævnte Samlinger ere de vigtigste, som vort Land har i denne Retning, men i disse Dage er der begyndt en ny Samling, idet der fra Dhrr. N. C. Hansen & Schous Atelier paa Østergade er udgaaet 8 Fotografier af en Samling Dragter fra alle Landets Egne. Denne Samling, som tillige vil medtage alle de sønderjydske Folkedragter, vil komme til vi omfatte over 50 forskjellige Dragter, og efter de foreliggende Prøver kunne vi paa det Bedste anbefale denne interessante Samling, som ikke er uden kulturhistorist Interesse. Den rivende Afsætning, som Fotografierne efter de paa Pariserudstillingen værende svenske Voxfigurer i Nationaldragter fandt i forrige Aar, vidner noksom om, hvor stor Interessen er for et saadant Foretagende, og denne Interesse kan kun yderligere forøges derved, at disse danske Fotografer udelukkende ere tagne efter levende Personer og efter Dragterne i deres mest korrekte Former. Billederne, som alle ere tagne i Atelieret paa Østergade 15, udgaa saavel kolorerede som sorte i almindeligt Visitkortformat og som Kabinetsbilleder til en billig Pris; efter Bestemmelsen vil der hver Uge udgaa 2 a 3 Billeder, indtil hele den interessante Samling er complet. De foreliggende 8 Billeder forestille Figurer fra Amager, Skovshoved og Fanø, og de udmærke sig ikke alene ved deres gjennemgaaende gode Udførelse, men ogsaa ord den karakteristiske Maade, hvorpaa de enkelte Figurer ere opstillede og grupperede.

(Dags-Telegraphen (København) 12. juni 1868)

Hansen, Schou og Weller: En kone fra Fanø. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Fotoet er håndkolereret og stammer fra "Danske Nationaldragter, optagne efter Naturen". Biblioteket har mange flere fotoer fra dette værk.

N(iels) C(hristian) Hansen (1834-1922) & (Ole Christian Rasmussen) Schou (1838-1878) var bl.a. kendt for mange portrætfotoer af H. C. Andersen. De samarbejdede mellem 1867 og 1869. I Det kongelige Biblioteks fotobase findes et halvt hundrede af deres fotoer.

Nationaldragterne eller folkedragterne var bondestandens "pæne tøj" som de ikke gik i til daglig, det var festtøj (ligesom jakkesæt og silkeskjorter i nutiden). I dag dyrkes nationaldragter mest i lande som har en nationaldag (fx Norge, Færøerne og Grønland).

Moden skifter. (Efterskrift til Politivennen)

Krinolinen har nu endelig modtaget Dødstøddet i vore høiere Selskabssale. Ved den  forrige Uge afholdte Hofsoiré viste nemlig alle de indbudte Damer sig uden dette Klædningsstykke, som saa længe har vidst at holde sig paa Modens Omraade. Derimod vare Damekjolerne forsynede med meget lange Slæb, medens de korte Kjoleliv, som nu synes at optages efter Moden i det franske Keiserdømmes første Periode, vare i høi Grad nedringede. Ligeledes viste sig hos det smukke Kjøn en svag Tendens til at lade den mere end hæslige Haarprydelse, der gaaer under Navnet Chignon, give Plads for mere eller mindre naturlige Krøller.

(Dags-Telegraphen (København) 5. februar 1867)

Chignon ("nakke") er opsat nakkehår. Den var på mode på forskellige tidspunkter, fx i tiden omkring 1760. Og som nævnt i artiklen også omkring 1860 - hertil benyttedes altid fremmed hår.

Politivennen om mode. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen ivrer med Føie mod 2 naragtige Moder, som man maatte ønske afskaffede, nemlig 1, vore Damers Lommeløshed, da Tørklædet dermed tillige bortkastes, som volder at man ikke snyder Næsen, hvoraf Følgen igjen er, at man maae snøvle istedet for at tale, en Styghed, som har grebet skrækkelig om sig hos Kjønnet; 2, Herrernes Bebuxelse op til Hjertekulen. Over denne vist endnu langt farligere Uskik høre man Forfatteren selv: "Neppe er en hæsligere, latterligere og sin Bruger mere plagende Mode nogensinde bleven opfundet. Hæslig saares det ufordærvede Øje ved disse korteerkorte Veste og uendelige Bux-sække. Lee maae man over den Plage disse Buxer forvolde ved Rygtelsen af et Naturens Krav. De arme karle maae krumme sig jammerligen. - Men de slemme Følger for Sundheden ere ikke at lee ad. En saadan Stilling er unaturlig og usund. End usundere er det, naar som vist ofte er Tilfældet, denne Plage og den store Umage, Tilberedelserne medføre, især hvis man bærer noget om Livet, fraholder fra at følge strax Naturens Forlangende. Hertil kommer, at disse Beenklæder ved at sidde løse og vide om Maven, skille dette vigtige Værksted ved den saa nødvendige Varme."

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 15. maj 1810.

Noget om Haarfrisur

(Efter tilsendt)

Rien n'est beau que le vrai
Intet i verden er skønt som fødtes af moder Dårskab

Mere end en gang har Politivennen opløftet sin stemme mod en skik der er lige så unaturlig som skadelig for sundheden og strider mod ethvert begreb af sand renlighed. En skik der, hvor meget den end er i aftagende, dog endnu ikke har kunnet fortrænges, og stadig samler sine døende kræfter for om muligt at vedligeholde sig eller vel endog at sætte sig igen i besiddelse af sit forrige herredømme. Her tales om den skik at belægge sit hovedhår med pomade, smørelser og med mel. En mode der af alle europæernes skikke mest opvakte kinesernes forundring (se Macartneys rejse) og som denne Hyder Aly ikke vidste at forklare på anden måde end at det var for at se gammel og ærrværdig ud.

Der er næsten ingen læge der i de nyere tider har givet regler for sundhed, der ikke også har bestridt denne besynderlige skik. Frank har i sit fortræffelige og bekendte værk a) endog troet at dens afskaffelse burde betragtes som genstand for medicinalpolitiet. Og vor Tode har i samme henseede talt sundhedens, renlighedens og bekvemhedens sag, med en harme og eftertryk som viser hvor vigtig den genstand er forkommet ham. b)

Også de som i senere tider har skrevet om soldaters klædedragt har næsten alle ivret mod den tvang, tidsspilde og skade som frisuren volder og tilrådet den størst mulige simpelhed og bekvemhed: "Håret", siger Colombier i hans Code de Medecine Militaire c) "er soldaten mere til hinder end gavn. Da han ikke altid kan have tid til at pleje det, så sætter der sig let utøj, sved osv., tilstopper porerne og danner et skadelig lag. Det skulle være mere nyttigt, om soldaten havde håret ganske kort afklippet, derved skulle hovedet altid være rent, i det mindste let kunne renses".

Kejser Leo tænkte ligeså, og Maizeroy i sine bemærkninger til ham tager heraf anledning til at bekæmpe den europæiske soldaterfrisure, af hvilken også den berømte marskal af Saksen var så stor en fjende, at han ville have man i stedet for skulle indføre meget kort afskårne hår d). En nyere skribent går endog så vidt at han regner stivheden og pedanteriet ved de østrigske soldateres frisure med blandt årsagerne til de østrigske hæres slette lykke i sidste krig. e).

Det ville være aldeles urigtig om man ville nægte at så mange oplyste lægers, pædagogers og krigeres forenede stemmer ingen indflydelse skulle have haft. Næsten i alle opdragelsesanstalter er frisur, hvad allerede Filangieri drev på f) for længst afskaffet g). Blandt de samtlige studerende i København er der måske næppe 3 tilbage som endnu holder ved den gamle skik. Måske fordi de ikke ville modsætte sig deres forældres fordomme. Alle unge søofficerer og artilleriofficerer har afskediget den, og den danske regering, altid den første til at give eksempel på fordomsfrihed, har som bekendt fritaget den danske soldat fra denne unyttige tvang, som den preussiske og østrigske etc. end stedse må lide h)! De svenske har allerede efterlignet os heri (se Hamb. Korrespondent for 7. dec. 1804) og det kan ikke fejle at jo flere nationer vil gøre det samme i).

Så meget er der da som taler imod en skik der på engang er unaturlig, skadelig og ubekvem. Så aldeles intet er der som taler til dens forsvar. For ikke engang det kan siges at den klæder bedre. Hvem finder ikke at den ædle simpelhed klæder overalt bedre end den stive kunst! Har ikke alle fundet at det korte hår klæder vores børn vores studenter, vores soldater langt bedre end fordum fronter og bukler og piske? Hvem holder da endnu så mange ved det, som så stærke grunde råder til at forkaste? Hvem forblander man endnu så ganske begrebet om renlighed og puds, på hvis forskel en af vore egne landsmænd, og just i selvsamme anledning, dog for længst har gjort opmærksom på k)? Vi kalder os oplyste og fornuftige, g kunne dog ikke sejre over en mode som vi selv erkender for tåbelig og ufornuftig!

a) System einer voldständ. medec. Polizey 3 B. p. 742 f. (ed. 1783)b) Prosaisk Skrift 4 D. p. 162-170c) T. i. p. 42d) S. Neue Kriegsbibliothek 5 St. p. 93 f. 1e) Darstellung der Ursachen, welche di Unfälle der oestreichischer Armee etc. nach sich gezogen haben 1801f) Scienca della legislazione, Libr. IV, P. I. C. g.g) Den Wiener Hoftidende fortalte engang i sommer at elegancen kom nu alt mere og mere ind igen i Frankrig, og at man derfor også igen havde indført frisur i alle offentlige skoler. Dette er aldeles urigtigt. Hverken i sekundærskolerne eller lyceerne ser man eleverne uden med kort afskåret hår eller såkaldt la Tituts. Des mere friserede er eleverne i Theresianum i Wien.h) Når man ser de preussiske soldaters alenlange piske, så kan man slet ikke opdage den bekvemmelighed og lethed i deres antog, som Keist så meget beundrer i hans skrift om den preussiske soldats sofrtrin. Ingen østriigsk soldat tør komme på vagt uden at være pudret.i) Kejser Napoleons guider og vicepræsidenten Melzis livgarde bærer også kort afskåret hår. Man ved at den romerske soldat har det på samme måde.k) S. Grev Schmettovs afhandling "Putz und Reinlicheit sind sehr wesentlich verschieden, i hans kleine Schriften 2te Th, p. 360 f.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 347, 15. december 1804, s. 5516-5521)