Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Tivoliet og Dyrehaven.

Gamle Danmark går under, det er fatalt, det går under af kedsomhed, det er allerfatalest. Enten - Eller.
 
Du forlangte, kære ven, at jeg skulle give dig et råd mod kedsomheden som du i længere tid har været plaget af. Og skønt som man siger, gode råd er dyre, rådede jeg dig straks til at besøge Tivoli. Otte dage efter taler jeg med dig igen. Det første jeg spørger dig om er: "Har du fulgt mit råd? Har du været i Tivoli?" - "Jo" svarer du "men der er så kedeligt!" - "Stakkels ven", siger jeg "gentager du også dette ekko der lyder fra så mange løber, hvad finder du da kedeligt?" - "Alt" siger du "først disse kedelige kraftkunster, der evindelig er de samme, så disse legemsbøjninger som man kalder gymnastiske, hvor man vender op og ned på naturens orden. Hvor man går på hænderne med benene opad og hovedet nedad. Derpå disse rustiker hvis spillende personale er ret godt, men hvis indhold kun kan være at more almuen og børn" - "Men den herlige lumbyeske musik i koncertsalen?" - "Ja, den kan nu være ret god", svarer du "når man bare havde et musikalsk øre. En times tid kan man vel nok fordrive der, men så keder man sig atter." - "Kære kedende ven, betragt da fuglemenageriet og bazaren." - "Det er snart beset, så keder man sig igen." - "Har du da spadseret på øen, kørt på karusselbanen, rutsjet, sejlet i gondolerne?" - "På øen har jeg ikke været, da jeg ikke vil lade mig fiffes som et andet kreatur. I karusselbanen bliver jeg svimmel, i rutsjebanen benovet, i gondolen får jeg søsyge." - "Ja, så, gode ven," sluttede jeg min tiltale "så ved jeg virkelig intet råd for din kedsomhed." 

Tivoli ved øen. Illustreret Tidende, 5. maj 1861.

Da jeg kom hjem, tænkte jeg på din evindelige kedelige tilstand, så jeg blev ganske ked og led af det. Hvad skal du gøre? tænkte jeg, ud i naturen. Jeg driver ud af Østerport, en hel klynge kuske omringer mig. Kører herren med til Dyrehaven, råber de i kompagni. I Dyrehaven om søndagen, der er vist også kedsommeligt. Men en fin, lad gå. Jeg når Dyrehavsbakken. Den vrimler med folk. Er det muligt, tænkte jeg, har Tivoli ikke ødelagt folkets gamle tilbøjelighed for den gamle Dyrehave, mens dens ærværdige træer og helbredende kilde, dens lirekassemusik og bajadser. 

Hvorledes skal du more dig, tænkte jeg, sammenligner Dyrehaven med Tivoli. Her er også en karusselbane med et musikkorps. Der blæser et andet musikkorps udenfor en bod med et verdensteater. I Tivoli går hr. Dahl Ascension over stadsgraven, voltigerer på slap line. Her voltigerer Det Hofmannske Selskabs medlemmer også på slap line og går op ad en line der er fastgjort ved toppen af et himmelhøjt træ. Faldt Dahl ned, faldt han i vandet hvor han rigtig nok kunne blive siddende fast i mudderet, men akrobaten ville ikke (...)de et ben helt, faldt han ned her. Rappo og selskab går arabiske osv. kunster i Tivoli. Velk, bekendt fra forrige år i Tivoli, spiller ligeledes her med det indianske Stokkespil, med kuglerne, med den store jernkugle etc. Entreen betales efter behag, de fleste lader som om de har fribilletter og giver intet. 

Hvilke kunster skal du først se, tænkte jeg. Levende væsner går frem for de døde, tænkte jeg, og gik ind hos Liphardt og Mancini hos hvem jeg så tit havde moret mig i vinters. Var min kedsommelige ven her, tænkte jeg, så ville Mancinis bajadser og Lazzis bringe hans lunger lidt i rystelse og forjage hans kedsomhed. I Tivoli havde han ingen anledning at kede sig over beriderne, for skønt et sådant selskab ikke burde savnes der, så findes det der dog ikke. 

Efter menneskene kommer dyrene, og jeg gik ind i Dinters Menageri. Kedede du dig der, gode ven, så måtte jeg beklage dig. Hvilken kraftfuld dyrenatur. Den kongelige panter med sit faste blik. Den lumske hyæne som hyler og rejser sin store manke, når man tirrer den. Afguds- og klapperslangen, den rædsomme boa constrictor, de mange forskellige dyrearter blandt hvilke de pudserlige aber fra alle verdensdele, de mange yndige fugle, henrev mig og lod mig her tilbringe en behagelig time. 

Jeg gik ud igen. "Behag at træde ind, nu begynder det", råbte en uniformeret mosaist uden for en stor bod på hvis altan flere musici musicerede. Jeg trådte ind og sad i et fuldkomment egyptisk mørke. Et dække gik op, havnen ved Amsterdam lå for mig. Solen stod op, skibe sejlede, både roede omkring. Et jægerselskab i en båd skød en fugl, en hund svømmede ud og hentede fuglen. Svaner, skuffende efterlignet naturen, plukkede deres fjer, slog deres vinger ned og strakte deres halse i alle retninger. Et vinterlandskab i Holland fulgte efter dette. En gammel gravitetisk hollænder bliver tildænget med snebolde. Folk glider på skøjter. Hele kanetog og ekvipager glider og kører forbi. Alt var smukt her.

Jeg trådte igen ud i dagens lys. I det tilstødende vokskabinet ringede en bonde med en klokke. Her forevises Kristus med de 12 apostle. Jeg vendte hovedet bort fra forræderen Judas, men betragtede det skønne kristushoved og ynglingen Johannes. Rystende er denne forestilling af den hellige nadvers indstiftelse. 

Jeg ønskede nu ikke at se flere kunster og stødte på en familie som jeg kendte. Man var i begreb med at pakke madkurven ud. Jeg blev indbudt til at være gæst. "Jeg foretrækker dog en skovtur for at gå i Tivoli," sagde min vært, "her behøver jeg ikke at genere mig for at dække min madkurvs indhold op på et bord. I Tivoli passer det sig ikke. Jeg ville blev en genstand for latter når min pige kom gående med kurven bagefter mig. Her under træernes høje kroner smager også maden mig langt bedre end i det nøgne og skyggemanglende Tivoli. Og Gud bevare mig og andre jævne borgerfolk fra at gå ind i restaurationssalen i Tivoli hvor man betaler hver portion i dyre domme. Når efteråret kommer, aftenerne er lange og Carstensen begynder med sin vauxhaller, så gider jeg gerne gå derind med min familie. For jeg spiser da til aften før jeg går derind. Men nu på denne årstid, foretrækker jeg at køre ad den skønne Strandvej som nu ikke mere støver da den hele tiden vandes, vælge mig også en fjedervogn og når da skoven med en herlig appetit, forårsaget af den behagelige luft og af den lette rystelse en fjedervogn forårsager."

Jeg tænkte på dig, min gode ven. Følg denne mands eksempel, og måske dit hang til at kede dig vil blive jaget på døren.

Valet.

Politivennen nr. 1487. Fredagen, den 28 Juni 1844. Side 412-416).

Ugen forinden, den 22. juni 1844 havde Tivoli ovenstående annonce i Adresseavisen. Den giver et indtryk af repertoiret: Der var musik i Koncertsalen, på øen og i salonen, med Det Lumbyeske Selskab og Harmoni-Orkestret. På teatret spillede Carl Rappo og hans Selskab. Desuden var der rutschebanen og udstilling af daguerrotyper (fotoer).

C. Kehlets Aftenunderholdninger.

Det tidligere her i bladet omtalte orkester hos hr. Kehlet på Kongens Nytorv er nu oprejst, og gives der jævnligt udmærkede koncertstykker af et ypperligt musikkorps. Hr. Kehlet har ansat entreprisen til 11 mark, for hvis halve beløb kan fås forfriskninger. Dette synes imidlertid at være et fejlgreb, for de folk som frekventerer dette sted, er nu engang vat til at få forfriskninger for det fulde af deres entepris, og vil derfor for fremtiden mest besøge kaffehuset når tyrolerne og andre sangere lader sig høre, da ingen sådan afkortning sker. Vi ved ret godt at det ikke er en urimelig fordring af hr. Kehlet der skal have hver gang en udgift af 20 Rbd. til det spillende orkester, men vi ved også at når folk engang er vant til en lav entrepris, vægrer de sig ved at give en højere, selvom også kunstnydelsen er større.

De aftener tyrolerne synger, er der altid fuldt hus vel også en følge af at disse varierer med mange forskellige, ofte i indholdet pikante stykker. Vi må også ved denne lejlighed omtale violinspilleren hr. Petersen, der til fuldkommenhed spiller sit instrument. Blandt andet udføres Labitzkys ubeskrivelige yndige "Die Elsen" med megen virtuositet. Henrivende er disse vuggende, smeltende fløjtetoner der lyder fra violinen, man tror sig hensat i trylleverdenen, og ser det lette folk der bebor ellekrattene, svinger sig i lystig dans til denne yndige musik. Hr. Petersen og Baarth, klaverspilleren glæder også publikum ved at spille den ofte.

Da tyrolerne efter sigende i næste uge forlader København, håber man hr. Kehlet vil sørge for at skaffe de besøgende nye sangere der kan erstatte dem, som i en så høj grad har vundet publikums yndest.

(Politivennen nr. 1455, Fredag den 17 November 1843, side 732-734)

C. Kehlets Kaffehuus.

Mange år henløb før et kaffehus der kunne sammenlignes med lignende indretninger i udlandets større stæder etableredes her i staden. Hr. C. Kehlet var den der indrettede et sådant med en brillant beliggenhed, et betydeligt omfang og et smagfuldt arrangement. Alle Københavns tidsblade, landets og udlandets vigtigste politiske blade anskaffedes. En nøje iagttagelse at intet berygtet fruentimmer betrådte denne indretning, indførte den hidtil af københavnerne ikke kendte store behagelighed at damer ugenerte kunne medtages her og nyde forfriskninger som leveredes særdeles gode og til en yderst rimelig pris. Hr. Kehlet gik videre med tidens ånd han engagerede særdeles duelige, ja ofte udmærkede violin- og klaverspillere som ved deres spil gjorde dette sted til et behageligt adspredelsessted om aften, i særdeleshed for dem, hvis stilling, tid og lejlighed ikke tillader dem at frekventere Skuespilhuset, koncerter og deslige. 

Hr. Kehlet har nu også i de senere år ladet af hertil ankomne dygtige violinspillere, sangere give små koncerter under navn af aftenunderholdninger, hvortil entreen betales med 1 mark per person, men hvorfor fås forfriskninger altså, altså høres koncerten for intet. I denne tid gives hver aften vekselvis aftenunderholdninger af familien Kirchheim, samt af en duelig violinspiller, hr. Haase, og tyrolersangerne hr. Schattinger og jomfru Johanne Pelosi. Når sidstnævnte synger, indfinder sig gerne et talrigt publikum der ved en hyppig applaus tilkendegiver sin tilfredshed med deres dang. Man kan heller ikke andet end føle sig tiltrukket ved deres skønne vemodige natur- og nationalsange, deresjodlen, der kommer fra et kraftfuldt bryst, og som har noget meget behageligt for den der har berejst deres og Schweitz' bjergland, og hvis hukommelse endnu gemmer erindringen om disse sange der sungne i dalene, genlyder fra de høje bjergvægge, ofte gentaget af koret. I særdeleshed tiltaler den originale tyrolersang: "Auf dem Ulm ist wunderschön" ethvert følsomt gemyt.
Hr. Kehlet har også hver uge opstillet forskellige panoramaer, hvor i blandt flere har været særdeles gode. Et af dem i denne tid opstillet: Ruinerne af slottet Heidelberg, er udmærket, månebelysningen gennem ruinernes vinduer og slagskyggerne er fremstillet med megen natur.

Den udmærkede violingspiller hr. Baath besidder megen rutine på sit instrument og har et fortræffeligt buestrøg, klaverspilleren er god. I særdeleshed udfører begge Labintzkys "de Elsen" med megen præcision. 

Efter sigende vil i disse dage et orkester oprejses i altanstuen hvor sangerne lader sig høre, hvilket måske kan bidrage til at sangene høres bedre af de besøgende.

Da hr. Kehlet således ved lave priser for gode varer, og ved at sørge for en god underholdning for de besøgende har vundet publikums yndest, så følger det af sig selv at når hr. Kehlet bestandig således sørger for underholdende musik og sang for sine gæster, vil hans kaffehus her i byen såvel som hans Alleenberg ved Frederiksberg blive de af københavnerne mest besøgte offentlige steder.

(Politivennen nr. 1453. Fredagen, den 3 November 1843. Side 699-702). 

Vi have allerede et Tivoli!

Det Tivoli som hr. Carstensen har bebudet færdigt i august, kommer flere år for sent, for vi har i en række af år haft et tivoli, skønt størstedelen af Københavns beboere der frekventerer det, synes at være uvidende om det. Det Tivoli vi tænker på, begynder nemlig der hvor hr. Carstensens ender. Det når til indgangen af Frederiksberg Have og indbefatter således alleen udenfor staden, hele Vesterbro og den skønne Frederiksberg Alle. Et terræn der kan rumme henimod 50 af hr. Carstensens bebudede tivolier. Dette Tivoli er forsynet med et skuespil- og sommerteater, jonglører, linedansere og tableaufremstillere, panoramaer, karusselbaner, gynger, dansesalonner, restaurationer, konditorier, beværtningssteder osv. og forener dermed en skøn spadseretur som mangler aldeles intet. 

Ved indtrædelse i alleen udenfor Vesterport støder vi således til venstre på Pettolettis sommerteater, hvor der snart spilles franske eller tyske skuespil, eller gives forestilling af beridere. Dernæst kommer vi til Schönströms jonglørforestillinger og skrider derfra over til pricernes så meget yndede teater hvis lunefulde, komiske, mimiske forestillinger fra Caportis tider indtil vores har skaffet københavnerne megen morskab. Idet vi går videre frem indtil jernporten, gør vi en lille afstikker til højre, til et forfriskningssted som er nødvendigt på denne lange tur, nemlig Rosenlund hvorhen et meget lystigt indfald er blevet udklækket af den gamle student Kehlets gamle, kløgtige hoved. 

Vil man imidlertid ikke tage forfriskninger, eller hvile sig, har man nogle få skridt fremad mod Frederiksberg Slot. Valget er mellem 2 steder, nemlig Monigattis Pavillon og Töpfstådts panoramaudstilling. For den som har en tør gane eller vil høre en sang af italienske, tyrolske eller tyske struber har Monigattis Pavillon stor tiltrækningskraft, derimod for den trætte er Töpfstådts panorama omtrent i midten af vores tivoli. Idet legemet hviler sig, kan øjet her fornøje sig ved betragtninger af de ulykkelige begivenheder i året 1842, de skønne prospekter af verdens skønneste egne og stæder og de æresbevisninger der blev ydet helten Napoleons sidste levninger på deres henbringelse til Paris. 

Herfra har besøgerne af vores tivoli en skøn spadseretur opad den kølige Frederiksberg Alle til Kehlets karusselbane og traktørsted Alleenberg. Fra dette sted der ved denne smukke lysthule ud til vejen så smagfuldt indrettede pavillon, sin udmærkede gode og billige beværtning nu for tiden, er blevet et af københavnerne mest besøgte og yndede forfriskningssteder, når man målet for deres kæreste spadseretur, såvel om søndagen som om hverdagen, Frederiksberg Have. 

Sammenligner man nu hr. Carstensens projekterede Tivoli med dette af os beskrevne, så tror vi at vores vil og må vinde fortrinnet. Til vores betales ingen adgangsbillet, vores når som allerede sagt fra udgangen af Vesterport til Frederiksberg Have, københavnernes yndlingsopholdssted. Hr. Carstensen ligger lige ved udgangen af Vesterport, yder næsten ingen spadseretur og meget lidt skygge for de spadserende. Vi tør derfor påstå at det gamle tivoli ikke vil lide tab ved det nye og at de på Vesterbro værende teatre, kunstnere osv. vil kunne bestå ved sig selv og ikke nødsages til at blive vasaller af hr. Carstensen.

(Politivennen nr. 1436. Fredagen, den 7de Juli 1843. Side 425-528). 

Forlystelserne paa Rosenlund.

Under overskriften "Rosenlund" kan man i lørdagsadresseavisen finde følgende avertissement.

"Hver Onsdag- og Søndagaften bliver indtil videre Musik i Haven. Tvende gode Sangerinder ville have den Ære at give musikalsk Aftenuderholdning. Carouselbanen fortsætter sit Løb hver Aften fra 7 til 11. Hvad mere der er indrettet for at more Stedet Besøgere, vil kunne erfares, naar de Lysthavende ville behage at give Møde.
Ærbødigst
R. T. Kehlet."

Skønt det altid har forekommet indsenderen når han læste dette inserat, at han hørte en af udråberne i Dyrehaven der opregnede alle de herligheder som blev skjult for publikums blik, både når det var udenfor og når det kom indenfor, så må man dog på grund af en fordom ikke gøre vedkommende uret. Og vi vil derfor tage sagen i nøjere øjesyn. 

Den smukke pavillon med samt de "tvende gode sangerinder" berører vi kun i forbigående og holder os navnlig til forlystelserne i det fri der desuden har en mere populær karakter, og sagen gør selv fordring på at blive betragtet fra et populært standpunkt. Den lille have er ret smukt anlagt med sine småbuskadser og labyrintgange samt med sin danseplads når blot belysningen om aftenen, der er den tid på hvilken det største publikum samler sig der, var noget bedre og stærkere og navnlig ikke mindede for meget om Københavns gadebelysning. Det gælder især om dansepladsen der er centrum for forlystelserne og hvor den mest talrige masse er samlet. Musikken er i øvrigt ret tålelig. 

Efter at have moret sig ved betragtningen af dansens liv og munterhed, drager man hen til den plads hvor "karusselbanen fortsætter sit løb" og hvor de lysthavende kan erfare "hvad mere der er indrettet for at more stedets besøgere". Men hvilket egyptisk mørke træder os her i møde! De få adspredte lygter tjener kun til at blænde øjet, i stedet for at sprede dunkelheden. Efter imidlertid at have opholdt sig nogle minutter, vænnes man til belysningens sparsomhed, og ved hjælp af den opdager man den såkaldte karusselbane. Vi håber at ingen har medbragt for store forventninger, for selv de lavest satte står i fare for at skuffes. Til de fire ender af to på hinanden lodret stående diametre er knyttet fire vogne af hvilke de 3 har en særegen indretning. Men den fjerde er en ganske simpel holstensk vogn med 2 sæder. Disse fire vogne der er indrettet til 4 personer, men ofte synes beregnet fra 5 til 6, trækkes af to dårlige heste, der under slag og pisken af et par karle drives til at gå frem. Og der bliver ikke lagt den ringeste skjul eller hemmelighed på mekanikken, nej åbenlyst og klar træder den frem for alles øjne. Her er ikke det ringeste "Geheimnissvoll". 

Anmelderen må oprigtig tilstå at han første gang blev forbavset, ikke så meget over hele indretningen af karusselbanen, som over at der virkelig fandtes nogen som kunne finde morskab i at køre således rundt under den med al fornøjelse kontrasterende stilhed. For her var ikke så meget som en lirekasse der kunne bringe "liv ind i spillet", og med den største ligegyldighed se på at et skammeligt dyrplageri fandt sted, blot for en ussel forlystelses skyld der under sådanne omstændigheder ikke engang kan kaldes en forlystelse.

I Dyrehaven fandtes en lignende indretning. Men hvor anderledes var den ikke? Skønt det kun var en forstilt efterligning af en dampbane, så var der dog spillerum nok for indbildningen til virkelig at tro sig siddende i en dampvogn. Og skønt bevægelsen også her skete ved hjælp af hestekraft, så var denne drivkraft dog skjult, og man havde ikke det hæslige skue af et frempisket stakkels dyr. Det ydre var desuden her langt nettere og mere smagfuldt, og dertil gik det hele for sig under munter musik, der medførte liv og lystighed, til hvilken det alvor og stilhed der finder sted på karusselbanen, står i den mest skærende modsætning. 

Den her anstillede sammenligning mod hvilken vedkommende muligvis vil protestere, falder imidlertid så naturligt at der sikkert ikke gives en eneste som har set begge de omtalte indretninger uden at han har anstillet den, ligesom udfaldet da vist ikke heller har været tvivlsomt. Hvad øvrigt der er indrettet til at more publikum, indskrænker sig til to gynger og to vippeindretninger, hvilke sidste imidlertid er af den beskaffenhed at de ikke fortjener nogen omtale. 

Indsenderen er meget villig til at påskønne enhver foranstaltning, den være offentlig eller privat, der sker i den hensigt at afskaffe den hos os så tit omtalte mangel på offentlige adspredelser. Men han kræver at disse foranstaltninger skal være virkelige og sande forlystelser. Og for at dette kan være tilfældet, så må de være indrettet med den tilbørlige smagfuldhed og navnlig må alt holdes borte der kan såre menneskets bedre følelser. Det danske publikum er virkelig alt for tilbøjelig til at tage til takke, til at man ikke skal nære begrundet frygt for at den smagløshed der præsiderer ved disse forlystelser, skal have alvorligere følger, og det er i alt fald en pligt at henvende opmærksomheden derpå. 

Hr. Kehlet, mod hvem i øvrigt indsenderen nærer den største velvilje, vil sikkert arbejde i sin egen interesse, når han søger at ændre disse mangler og fejl. Og vi anbefaler ham i den henseende til mønster løjtnant Carstensen, der hidtil altid til sine festlige arrangements har vidst at holde smagen højt i ære.

(Politivennen nr. 1394. Løverdagen, den 17de September 1842. Side 599-603).

Redacteurens Anmærkning.

Det sidste afsnit hvor Tivolis grundlægger, løjtnant (Georg) Carstensen nævnes, hentyder bl.a. til hans nytårsfest 1841/42 og "Figaros Forårsfest" som blev omtalt i Kjøbenhavnsposten, den 16. april 1842.