Denne weblog indeholder ca. 2.000 artikler fra tidsskriftet Politivennen. Dertil 800 fotografier og illustrationer, dels samtidigt materiale, dels fotoer fra nutiden af de steder hvor det foregik. Formålet er at skabe interesse for dette tidsskrift, dens samtid (hvis facade er kendt som Guldalderen) og den nutidsrelevans som bladet har. Sitet tilføjes løbende artikler som sættes ind kronologisk.
Flyvepostens "nekrolog" har været kilde til leksikonartikler mm. Om den er rammende, det har publikum nu en mulighed for selv at afgøre. Der er et par faktuelle fejl i artiklen (se bl.a. Redacteurens Anmærkning). Men artiklerne kan måske stå kilde til hvordan en del af samtiden opfattede Politivennen. God fornøjelse!
Flyvepostens forside fra 5. februar 1846. Dette og de to følgende numre beskrev Politivennens historie, kort fortalt og set med datidens øjne.
Vi finde, at denne Skik, hvorved man saa at sige bringer den Døde den sidste Hylding, ikke alene burde anvendes på Personer. Herpå komme vi nærmest til at tænke, ved at erfare, at Bladet "Politivennen", hvis Bestaaen indbefatter over et halvt Aarhundrede, er indgaaet til den evige Hvile med dets aandelige Bastard "Corvetten". "Politivennen" er himlet, uden at en Hund har gjøet, uden at en Stemme har reist sig for at beklage dens Hedengang. Vel er den ikke død i sin fagreste Vaar, den var enfirm, blind og gik på Krykker; men desuagtet var dens Fortid saa glimrende, saa riig paa Begivenheder, saa belærende, og givet saameget Stof til Betragtning, at er der Nogen der fortjener en Liigtale, saa er det sikkert den. Desværre ere vi ikke af Naturen kaldede til at være Talere, vi mangle hine rethoriske Blomster, der give en Parentation dens rette Betydning; men kunde vi ønske at være i Besiddelse af disse egenskaber, saa skulde det alene være for at bevise "Politivennen" den sidste Ære, for at vise at vi ikke ere blandt dem, der ligegyldige kunne see en Heros sporløst forsvinde fra Jorden. Dog Noget kunne vi gøre, vi kunne give en Skizze af dens Virken og Fortjenester, hvorhos vi dog ikke ville glemme dens svage Sider, og bliver denne Skizze ufuldkommen, saa maa Skylden ikke søges i selve Stoffet, men i vor ufuldkomne evne til at benytte det.
Skjøndt der mangler os Noticer med Hensyn til Abonnementantallet under Seidelin, saa lader dog Alt slutte til at dette ikke var ringe og i stadigt Tiltagen. "Politivennen" blev læst med megen Begjærlighed, og da Betalingen var forholdsviis høi, gav Bladet sin Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det forskaffede ham en ikke ringe grad af Respekt hos sine Medborgere. Seidelins Virksomhed som udgiver af Politivennen omfatter imidlertid kun en Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død og selv "Politivennens" frygtede Behersker maatte yde Naturen sin Tribut. Hvo skulde nu indtage den ledige Throne, hvo var den Udkaarne, som havde Evne nok til med dristig Haand at gribe et Scepter, som havde bragt saa Mange til at skjælve? Man søgte, men forgjæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin havde arvet "Dagen" og "Politivennen", ved hjælp af en Unævnt nogle Nre., men disse bare ikke Vand mod Seidelins, og Mad. Rostock saae sig nødt til at ophøre med Bladet. Nu hengik der et langt tidsrum, et slags Interregnum, indtil daværende Boghandler og Lieutenant ved det borgl. Artilleri K. Kristensen tilkjøbte sig af Mad. Rostock Arving, nuværende assessor Rostock, Retten til at udgive "Politivennen". Det var, saavidt vi mindes, i Aaret 1815. Hr. Kristensen havde Meget af Seidelins talent for Bladets Udgivelse. Han skrev godt for sig og havde et skarpt Blik for de bestaaende Forholde. Skjøndt han i de fleste henseender fulgte Seidelins Mønster, saa afveg han dog fra denne deri, at han lod Bladet mere end førhen beskjæftige sig med saadanne offentlige Foranstaltninger, der just ikke ganske kunde siges at høre under Politiets ressort. Ogsaa for videnskabelige ting aabnede Bladet sine Sider. Vi mindes saaledes, at Prof. Svitzer heri førte en videnskabelig Strid med Regimentschirurg Djørup om en Trepan. Under Kristensen naaede Bladet sin meest glimrende Høide. Det var ved Siden af de politiske Blade det meest læste i heele Danmark, maaske ogsaa i Norge, og naar man betænker, at det kostede 9 Mk. qvartaliter og kun udkom een Gang om Ugen i et lille Octavark, saa kan man let gjøre sig een Forestilling om, hvor lucrativt dets Udgivelse var, især naar man sammenligner Abonnementsprisen paa de nuværende Dagblade med hiin. Men i Aarene 30 begyndte det at gaa tilagters med "Politivennen", hvortil forskjellige Omstændigheder bidroge. Den erholdt nogle farlige Concurrenter, deels i "Sandhedsfaklen", som udgaves af Krigsassessor Hald, der forhen havde været Medarbeider ved "Politivennen", men især i den bekjendte Wintherske "Raket", som rev endeel af "Politivennens" Stof til sig, og paa Grund af sine skaanselsløse, bittre Angreb paa forskjellige embedsmænd blev et særdeles læst Blad. Men hvad der især skadede "Politivennen" var den store Forandring, der i Aarene 1833-1834 begyndte at foregaae i det offentlige Liv her i Landet. "Kjøbenhavnsposten" begyndte at florere, den bemægtigede sig med kraftig Haand den indenlandske Politik, og "Politivennen" som dog egentlig kan siges at have givet Impulsen til al Opposition her i Danmark, hensygnede som en Blomst uden Næring. Abonnent paa Abonnent gik af, indtil dens Udgiver fandt sig foranlediget til at afhænde den til Bogtrykker Jacobsen, under hvem den hvert Øieblik skiftede Redacteur. Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han ogsaa den undergaae en Daab ved at kalde den "Corvetten". Men han forstod sig ikke paa at trainere Bladet; Skjøndt øvet i at ride, var han en meget ubehændig rytter, og tilsidst creperede Bladet under hans voldsomme Schenklen. Dette var "Politivennens" endeligt - requiescat in pace!
I del III står at Seidelin udgav bladet i 7 år. Det er ikke korrekt. Han stod bag bladet 1798-1811. Muligvis måtte Flyvebladet skrive 7 år (1805) fordi han da blev frataget nogle af sine rettigheder. Men han døde først i 1811.
Find rundt
Som blog er artiklerne ordnet omvendt kronologisk 1798-1846. Derudover er der flere måder at finde rundt i artiklerne:- Emneindeks i højremenuen: Sted, begivenhed, profession osv.
- Årgangsliste, ordnet 1798-1846.
- To kort hvor artiklerne er indplaceret: Et for København, et for resten af landet.
- Bloggens søgefelt øverst til venstre.
- Emnesider med baggrundsmateriale.
Følg med
Der kommer løbende flere artikler til som vil blive indsat på deres rette plads i kronologisk rækkefølge. Men derudover er der mulighed for at debattere, kommentere, komme med flere indslag på Facebooksiden om Politivennen! Den besøger bl.a. forskellige steder, set gennem Politivennens artikler.Samtidens "nekrolog"
Da Politivennen lukkede i 1846, skrev dagbladet Flyveposten over tre numre en slags nekrolog over Politivennen. Flyveposten startede 1845 af journalisten Edvard Meyer som også udgav Kjøbenhavns Morskabsblad og Friskytten. Politisk set var Flyveposten konservativt. Og bladet må ikke forveksles med Flyveposten, det populære navn for Kjøbenhavns Flyvende Post, udgivet af bl.a. J. L. Heiberg.Flyvepostens "nekrolog" har været kilde til leksikonartikler mm. Om den er rammende, det har publikum nu en mulighed for selv at afgøre. Der er et par faktuelle fejl i artiklen (se bl.a. Redacteurens Anmærkning). Men artiklerne kan måske stå kilde til hvordan en del af samtiden opfattede Politivennen. God fornøjelse!
Flyveposten, 5. februar 1846.
"Politivennen og dens Endeligt." I. Naar en berømt, anseet eller velstaaende Mand betaler Naturen sin Gjæld og bortrives af den ubønhørlige Død, saa er det en almindelig Skik at Præsten over hans Kiste giver en lille Skizze af hans Biographi, hvori hans gode Sider fremhæves med glimrende Farver - de mortuis nil nisi bene - og hvis Moral fordetmeste bestaae i: "Gak hen og gjør ligesaa". Nogle af disse Afdøde have endnu et Fortrin. Ere de meget berømte, saa omtales de i Aviserne, der fældes Taarer paa Papiret, og deres store og ædle Gjerninger fremstilles med glædende Farver. Vi mindes saaledes, at salig afdøde Boghandler Beeken havde til denne Hensigt etableret et eget Tidsskrift, der kaldtes "Gravblomster". Heri sattes Gravvers over "ædle Dannemænd og Danneqvinder", heri bleve deres Dyder og Fortjenester fremhævede, og skal man rette sig efter disse talrige poetiske udgydelser, saa mae alle Dydige være bortgaaet fra Jorden og kun Bærmen være bleven tilbage. Men det var og er endnu, som sagt, kun berømte og velstaaende Mænd, der komme til denne Ære, Almuefolk, de saakaldte "Simple", de tildeles nepppe ved deres Død en Parentation, især naar efterladenskabet er saa knapt, at de maae begraves med den 2 Rbd. Ligvogn og naar der ikke er Raad til Bedemand. Deres Biographi fremstilles da i den syndige religiøse Sætning: "Af Jord er du kommen o.s.v.", og have de været nok saa gode Borgere, nok saa fortræffelige Ægtemænd og Fædre, saa indskrænker sig dog kun deres Roes til et medlidende Skuldertræk, eller En blandt Følget finder sig foranlediget til med et Glas Viin i den ene Haand og et Stykke Kage i den anden, at udbrede sig over den Dødes Fortjenester. I saa Fald træder han i Præstens Sted, men med den Forskjæl, at han ikke betales for sin tale.Vi finde, at denne Skik, hvorved man saa at sige bringer den Døde den sidste Hylding, ikke alene burde anvendes på Personer. Herpå komme vi nærmest til at tænke, ved at erfare, at Bladet "Politivennen", hvis Bestaaen indbefatter over et halvt Aarhundrede, er indgaaet til den evige Hvile med dets aandelige Bastard "Corvetten". "Politivennen" er himlet, uden at en Hund har gjøet, uden at en Stemme har reist sig for at beklage dens Hedengang. Vel er den ikke død i sin fagreste Vaar, den var enfirm, blind og gik på Krykker; men desuagtet var dens Fortid saa glimrende, saa riig paa Begivenheder, saa belærende, og givet saameget Stof til Betragtning, at er der Nogen der fortjener en Liigtale, saa er det sikkert den. Desværre ere vi ikke af Naturen kaldede til at være Talere, vi mangle hine rethoriske Blomster, der give en Parentation dens rette Betydning; men kunde vi ønske at være i Besiddelse af disse egenskaber, saa skulde det alene være for at bevise "Politivennen" den sidste Ære, for at vise at vi ikke ere blandt dem, der ligegyldige kunne see en Heros sporløst forsvinde fra Jorden. Dog Noget kunne vi gøre, vi kunne give en Skizze af dens Virken og Fortjenester, hvorhos vi dog ikke ville glemme dens svage Sider, og bliver denne Skizze ufuldkommen, saa maa Skylden ikke søges i selve Stoffet, men i vor ufuldkomne evne til at benytte det.
Flyveposten, 7. februar 1846.
"Politivennen" og dens endeligt. Il. "Politivennen" blev i Aaret 1798 paabegyndt af "Dagens" daværende Udgiver og Redacteur, K. H. Seidelin. I en Indledning, der maa betragtes som et Program for hele Bladets Virksomhed, gjorde Udgiveren rede for dets Tendents. I Bladet skulde Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretninger om Fremmedes Indretninger, Forslag til Forbedringer, Angivelse af Politisynder m. m. (af Politiets Mænd og imod Politi) i Kbhavn forenes med efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne. Man vil heraf see, at "Politivennen" egentlig var et Oppositionsblad, skjøndt af en anden natur end vore nærværende, der ikke bryde sig om manglende Rendesteensbrædter, om "Urin og Dræk paa Gaderne", men desto mere havde stillet sig til Opgave at see Politiet i Sømmene og lappe paa Regjeringen. Ogsaa Seidelin beraabte sig i sit Program til det nye Blad paa en "voxende Almeenaand", en Floskel, som vi gjenfinde hos alle Oppositionsmænd, og som Enhver anvender paa en Maade der passer i hans eget Kram. Var nogen istand til at redigere et Blad af den antydede Tendents, saa var det K. H. Seidelin. Han førte en meget hvas Pen, var i Besiddelse af en vis kaustisk Satyre, som gjorde ham frygtet, og manglede desuden ikke Kundskaber. Som Udgiver af "Dagen" hævede han dette Blad til en temmelig betydelig Høide, der neppe er blevet naaet af nogen af hans Efterfølgere. Hans hvasse Pen gjorde, at han flere Gange kom i strid med Trykkefrihedsanordningen af 27de Sept. 1799 og som tilsidst paaførte ham Mulct og Censur. Han var egentlig Bogtrykker, men også Commandeersergeant i det borgl. Infanteri, da han begyndte sin literaire Carriere, og dette manquerede han ikke at anføre paa Titlen til de nævnte Blade og paa de Bøger, han trykkede. Desuden udmærkede han sig ved nogle Særheder, som jo rigtignok vare af en højst uskyldig Natur. Qvartalsregistret til Politivennen lod han sætte med lutter smaa Bogstaver, baade Substantiver og Nomina propria, uden at han imidlertid anvendte dette i selve Texten. De første Nre af "Politivennen" gjorde strax megen Opsigt og forskaffede det et forholdsviis ikke ringe Abonnement. Dengang vare Folk ikke saa haardhudede som de nu ere, Frygten for at "komme i Bladet" var dengang grændseløs stor og ligesom bleven til en sjette Sands: hvad var da rimeligere end at man nærede Angst for et Blad, hvori man kunde slumpe til at komme fordi Ens ringetøi ikke var i Orden, fordi Ens Rendesteensbrædt, maaske af Fjendehaand, var lagt i Ulave. Derhos var dengang, ligesom nu, ikke fri for Lysten til at see sine Medborgere dragne frem for Lyset og stillet i en offentlig literair Gabestok - et andet dengang almindelig anvendt Udtryk for at komme i Bladet. Denne Frygt og denne Skadefryd tilhører imidlertid ikke en ældre Periode, den har bevaret sig lige til den sidste Tid og ideen, der ligger til Grund for Hertz fortræffelige Vaudeville "Debatten i Politievennen" er i Sandhed ikke greben af Luften. At komme i Politivennen var vel Noget af det Skrækkeligste der kunde arrivere en Mand og Borger, og man skal have havt Exempler paa at Folk herover gik hen og toge Livet af sig eller gik fra Sands og Samling. Der skal saaledes for nogle Aar siden være død et Lem paa Bidstrup, hvis Sindssvaghed nærmest var foranlediget af en Politivensartikel. Nu behøve vi Gudskeelov ikke at frygte for silgt mere. "Corsaren" har siden sin første Bestaaen bidraget saa temmeligt til at curere Folk for denne Svaghed, nu kunne de med Rolighed see sig trukne ved Haarene frem for Offentligheden, og det Hele, de muligen gjøre, er at udbryde med Mad. La Flêche hos "Jean de France": "C'est un Uebergang!" At Seidelin, der godt kjendte sin Tid, vidste at hans Foretagende hos Mange vilde vække Angst og Frygt, derom vidner omtalte indledning. Han haaber nemlig deri, at de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade Udg.'s Hensigter vederfares Ret, og finde, at den Mand, der standser sin Medborger paa en uret Vei, der hindrer ham fra at Skade, skeer det endog ved et føleligt Tag, er hans sande Ven. Vi have imidlertid seet, at Frygten ikke lod sig betvinge og at det borgerlige Mod i saa Henseende stod paa svage Fødder. - Allerede i det første Qvartal viste Seidelin, at han var sin Opgave voxen og havde det rette greb paa Tingene. De mange dengang i Kjøbenhavn stedfindende Uordener aabnede hans Virksomhed en viid Mark, og han vidste at udbytte dem. Men han var ogsaa stolt af denne sin Virksomhed, og da han endte det første Qvartal, paapegede han hoverende de Forbedringer han havde tilveieebragt, og som fornemmelig bestode i: 1) Knippelsbroes Rækværk forbedret ved nye Kroge; 2) et nyt rendebræt udenfor Indgangen til Rundekirke; 3) Tvende dito udenfor Hjørnehuset af store Kannikestræde og store Kjøbmagergade; 4) Fortougets Forbeedring udenfor samme Huus ved en Trærendes Sløifning. 5) Et Rendebræt slikket udenfor Salomens Apothek; 6) Et dito forbedret udenfor Jacobs Urtebod i lille Torvegade; 7) Broen fra Østerport til de elysæiske Marker istandsat; 8) Et farligen hængende Skildt i Landemærket forbedret; 10) Paa Hjørnehuset af St. Annegaden og store Kongensgade paa Christianshavn en brøstfældig truende Tagrende nedtaget; 12) Paa det næstliggende Huus i St. Annegaden en raaden Tagrende sat istand; og 12) De paa Ridebanen i Solen staaende Karrer tildeels bragte i Skygge. - Ingen Feltherre kunde med mere Stolthed see tilbage paa et vundet Feltslag.Flyveposten 10. februar 1846.
"Politivennen" og dens Endeligt. III. Dog indskrænkede sig den Opposition, som "Politivennen" udøvede, ikke alene til de i forrige Afsnit af Seidelin selv særligt udhævede Uordener, men den gik ikke sjeldent langt videre. Den udpegede Feil ved det Bestaaende, Mangler ved Lovene, og skjøndt den udgav sig for en Ven af Politiet, var den ikke sjeldent Politiet selv paa Nakken, hvor dette syntes at have gjort sig skyldigt i Misbrug af sin Myndighed. Allerede de første Nre. indeholde en Artikel: "Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl i Tilfælde af Opløb", der, ved Siden af at den nægter Politiet ret til at benytte sig af slige argumenta ad hominem, tillige udmærker sig ved sine philosophemer og citerer Kant og Fichte som Hjemmel for sine Paastande - Kant og Fichte i "Politivennen"!Skjøndt der mangler os Noticer med Hensyn til Abonnementantallet under Seidelin, saa lader dog Alt slutte til at dette ikke var ringe og i stadigt Tiltagen. "Politivennen" blev læst med megen Begjærlighed, og da Betalingen var forholdsviis høi, gav Bladet sin Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det forskaffede ham en ikke ringe grad af Respekt hos sine Medborgere. Seidelins Virksomhed som udgiver af Politivennen omfatter imidlertid kun en Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død og selv "Politivennens" frygtede Behersker maatte yde Naturen sin Tribut. Hvo skulde nu indtage den ledige Throne, hvo var den Udkaarne, som havde Evne nok til med dristig Haand at gribe et Scepter, som havde bragt saa Mange til at skjælve? Man søgte, men forgjæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin havde arvet "Dagen" og "Politivennen", ved hjælp af en Unævnt nogle Nre., men disse bare ikke Vand mod Seidelins, og Mad. Rostock saae sig nødt til at ophøre med Bladet. Nu hengik der et langt tidsrum, et slags Interregnum, indtil daværende Boghandler og Lieutenant ved det borgl. Artilleri K. Kristensen tilkjøbte sig af Mad. Rostock Arving, nuværende assessor Rostock, Retten til at udgive "Politivennen". Det var, saavidt vi mindes, i Aaret 1815. Hr. Kristensen havde Meget af Seidelins talent for Bladets Udgivelse. Han skrev godt for sig og havde et skarpt Blik for de bestaaende Forholde. Skjøndt han i de fleste henseender fulgte Seidelins Mønster, saa afveg han dog fra denne deri, at han lod Bladet mere end førhen beskjæftige sig med saadanne offentlige Foranstaltninger, der just ikke ganske kunde siges at høre under Politiets ressort. Ogsaa for videnskabelige ting aabnede Bladet sine Sider. Vi mindes saaledes, at Prof. Svitzer heri førte en videnskabelig Strid med Regimentschirurg Djørup om en Trepan. Under Kristensen naaede Bladet sin meest glimrende Høide. Det var ved Siden af de politiske Blade det meest læste i heele Danmark, maaske ogsaa i Norge, og naar man betænker, at det kostede 9 Mk. qvartaliter og kun udkom een Gang om Ugen i et lille Octavark, saa kan man let gjøre sig een Forestilling om, hvor lucrativt dets Udgivelse var, især naar man sammenligner Abonnementsprisen paa de nuværende Dagblade med hiin. Men i Aarene 30 begyndte det at gaa tilagters med "Politivennen", hvortil forskjellige Omstændigheder bidroge. Den erholdt nogle farlige Concurrenter, deels i "Sandhedsfaklen", som udgaves af Krigsassessor Hald, der forhen havde været Medarbeider ved "Politivennen", men især i den bekjendte Wintherske "Raket", som rev endeel af "Politivennens" Stof til sig, og paa Grund af sine skaanselsløse, bittre Angreb paa forskjellige embedsmænd blev et særdeles læst Blad. Men hvad der især skadede "Politivennen" var den store Forandring, der i Aarene 1833-1834 begyndte at foregaae i det offentlige Liv her i Landet. "Kjøbenhavnsposten" begyndte at florere, den bemægtigede sig med kraftig Haand den indenlandske Politik, og "Politivennen" som dog egentlig kan siges at have givet Impulsen til al Opposition her i Danmark, hensygnede som en Blomst uden Næring. Abonnent paa Abonnent gik af, indtil dens Udgiver fandt sig foranlediget til at afhænde den til Bogtrykker Jacobsen, under hvem den hvert Øieblik skiftede Redacteur. Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han ogsaa den undergaae en Daab ved at kalde den "Corvetten". Men han forstod sig ikke paa at trainere Bladet; Skjøndt øvet i at ride, var han en meget ubehændig rytter, og tilsidst creperede Bladet under hans voldsomme Schenklen. Dette var "Politivennens" endeligt - requiescat in pace!
Redacteurens Anmærkninger
Jens L. Beeken (1786-1841) var boghandler, fra 1811 hofboghandler. Han stod bag udgivelser som Fortid og Nutid, Statsvennen, 1821–25, Kjøbenhavns nye Aftenpost, 1825–29, Kjøbenhavns nyeste Aftenpost, 1838–40, og altså også det nævnte Gravblomster 1824-1829.I del III står at Seidelin udgav bladet i 7 år. Det er ikke korrekt. Han stod bag bladet 1798-1811. Muligvis måtte Flyvebladet skrive 7 år (1805) fordi han da blev frataget nogle af sine rettigheder. Men han døde først i 1811.
