Politivennen Live Blogging indeholder over 2.100 artikler fra tidsskriftet Politivennen. Dertil 800 fotografier og illustrationer, dels samtidigt materiale, dels egne fotoer fra nutiden af de steder hvor det foregik. Formålet er at skabe interesse for dette tidsskrift, dens samtid (hvis facade er kendt som Guldalderen) og den nutidsrelevans som bladet har. Sitet tilføjes løbende artikler som sættes ind kronologisk.
Find rundt
Artiklerne er ordnet omvendt kronologisk 1845-1798. Derudover brug:
- Emneindeks (højremenu): Sted, begivenhed, profession osv.
- Årgangsliste (højremenu), ordnet 1798-1846.
- Kort hvor artiklerne er indplaceret (højremenu): Et for København, et for resten af landet.
- Bloggens søgefelt øverst til venstre.
- Emnesider med baggrundsmateriale.
Følg med
Flere artikler bliver løbende indsat på deres rette plads i kronologisk rækkefølge. Følg med, deltag i debatten mm. på Facebooksiden om Politivennen!
Samtidens "nekrolog"
Da Politivennen lukkede i 1846, skrev dagbladet Flyveposten over tre numre en slags nekrolog over Politivennen. Flyveposten startede 1845 af journalisten Edvard Meyer som også udgav Kjøbenhavns Morskabsblad og Friskytten. Politisk set var Flyveposten konservativt. Og bladet må ikke forveksles med Flyveposten - det populære navn for Kjøbenhavns Flyvende Post, udgivet af bl.a. J. L. Heiberg.
Ofte er Flyvepostens "nekrolog" blevet brugt som kilde til leksikonartikler mm. om hvilke type blad Politivennen var. Det mener jeg er ikke helt fair. Men publikum kan selv at afgøre ved at kigge i siden med omtaler af Politivennen under 1846. Der er et par faktuelle fejl i artiklen (se bl.a. Redacteurens Anmærkning). Artiklerne kan måske stå kilde til hvordan konservative dele af samtiden opfattede Politivennen. God fornøjelse!
Flyvepostens forside fra 5. februar 1846. Dette og de to følgende numre beskrev Politivennens historie, kort fortalt og set med datidens øjne.
Med Politivennens sidste redaktør fra 8. august 1845 til januar 1846, hestehandler Michael Leonard Nathanson skiftede bladet karakter. For alle tidligere redaktører var det centrale det redaktionelle. Men for Nathanson var bladet et personligt talerør. Københavns Biblioteker har ikke de 22 numre han udgav. I Nis Petersens
bog om Nathanson omtales de som "et miskmask af åbenlyst injurierende artikler,
moralske betragtninger og uhyrlige tyske poemer - alt sammen spædet op
med brokker af hans tidligere pjecer og ansøgninger."
For interesserede har jeg samlet et fyldigt materiale om Nathanson:
Det første er inddelt i en håndfuld kapitler hvor jeg har skrevet nogle indlæg med kursiv. Hvis man ikke kan overskue at læse alle artiklerne, kan man starte med at læse disse afsnit.
(Indsendt)
Lørdag
den 31. august var en mærkværdig, men tillige omineus dag for det skønne
Tivoli og dets entreprenør. Man kunne her anvende det gamle ordsprog:
aftenen er ikke morgenen lig. Inden solen kastede sine stråler over
Tivoli blev agenten forgudet af sit tro folk. Man bragte ham kl. 2
formiddag en matinette (det modsatte af en serenade). Det var hans
fødselsdag og hyldesten var storartet. Det lumbyeske og det
braunsteinske musikkorps vækkede ham af den slummer hvori han nylig var
faldet, træt af den foregående dags møje. Men overraskelsen var
behagelig, agenten følte at man erkendte hans værd, hans fortjeneste.
Han følte sig stolt som en konge. "Og er du ikke Tivolis fyrste og
regent!" råbte han, men glemte at Kyhl forrige år havde vist ham at det
var under konstitutionel regeringsform.
På dagens horisont viste sig
allerede skæbnesvangre skyer. Politiforbuddet mod at spille længere end
til kl. 11 ankom. Tivolis presse kom i bevægelse, om aftenen sås de
betydningsfulde brandgule plakater opslået. Folket strømmende ind,
Tivoli var et ildhav, tilfredshed og glæde herskede overalt, djævelens
kastel afbrændtes. Teatrets præstationer var endt, alle ilede til
koncertsalen. Hvad betyder det! Programmets musiknumre er ikke
udspillede, og de herrer musici stikker piben i sæk og begiver sig bort?
Tydelige tegn på oprørs sind viser sig blandt det folk der ellers er
tivolifyrsten så hengiven. Et bulder, som når havet bruser stiger op
til koncertsalens af våbenskjolde omgivne loft.
Agenten iler hid for at
berolige det opbragte folk. Det vil ikke høre ham! Ham, hvis higen og
tragten går ud på at more det! Han vil trænge sig frem for at tiltale det. Men massen vil ikke åbne sine rækker for at tilstede ham gennemgang. En af hans venner vil stå ham bi, han rækker sin krykkestok over mod ham, og vil venskabelig banke lidt på hans hat, for at gøre ham opmærksom på det. Oh, salige ven, du vidste ikke hvad du gjorde! Flere af det oprørske folk griber om stokken. Agentens hoved, det hoved som har udklækket ideen om Tivoli, bearbejdes af vanhellige hænder. Utaknemmelige folk, I er blinde i eders vrede! Politiet bemægtiger sig den som fastholder enden af stokken. Han falder som et offer for sit venskab. Tunge skæbne!
Agenten må trække sig tilbage. To krigere hvis navne burde optegnes af saga i gardens årbøger, tiltalte det opbragte folk: "Vis nu den nordiske kraft, kække skandinaver, ryk frem!" Folket omringer Tivolis regent. Hans ytringer at en af hans ansvarlige ministre, kammerråd Friis, mod hans vilje har givet ordre til musikkens ophør, kan ikke høres under larmen og våbenbulderet. Agenten søger nu at trække sig tilbage bag kontorets hellige dør. Fama fortæller at her forefaldt atter en kamp. Agenten nåede det hellige Palladium, Bazaren. Hans venner slår en standse om det. Folket vil gerne erklære det i belejringstilstand, men det må ophæve blokaden, for Tivolis klokke har lydt tre gange. Lukkedes Tivolis porte, kunne dets blodhunde rykke frem som reserve og ve da heltene fra koncertsalen. Tavse sniger oprørerne sig bort og klokken slår tolv.
Politivennen nr. 1497. Fredagen, den 6 September 1844. Side 561-564).
Traps kort over Indre By, omkring 1870. Kortet viser Tivoli midt til venstre, den dominerende tømmerplads sydøst for samt Kalvebodløbet før det hele begyndte at blive opfyldt og jernbanen anlagt. Ligeledes Amagersiden.
Redacteurens Anmærkning
Trods den sarkastiske tone får Tivoli året efter en omtale hvor man kan læse om hvad Tivoli tilbyder, i artiklen "Tivoliet i Aar." i Politivennen nr. 1549, onsdag den 21 juni 1845, side 377-380.
Der er tale om Georg Carstensens fødselsdag, d. 31. august, hvor han fyldte 32 år. Tumulter ved offentligt afholdte fødselsdage var ikke noget usædvanlige. Fx var der ofte tumult ved Frederik 6.s fødselsdag. Det første nummer af Politivennen 1798 handlede om politivold ved den lejlighed. Forposten den 1.september 1844 berettede om episoden:
- Det er igaar Aftes kommet til Scener i Tivoli, hvorved i det mindste Glarmesterne om ikke Saarlægerne have faaet Fortjeneste. Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfornøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtrædelse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, man han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog. Og anledningen dertil skal dog ikke have været hans Skyld. Hr. Carstensen havde i Adresseavisen ladet annoncere, at Forlystelserne, og navnlig Musikken i Consertsalen, iaftes skulde vare til Midnat; men om Aftenen blev det ved Contraplacater bekjendtgjort, at Politiet havde forbudt denne Forlængelse og at Musikken derfor vilde ophøre Kl. 11. - Da nu denne Tid kom og der af de averterede 36 Musiknummere endnu resterede nogle, hvoriblandt en Telegraph-Gallopade, som man nu slet ikke syntes at kunne undvære, fordrede Publicum Fortsættelsen, medens Musikanterne stak Piben ind for Politiet. Da Tumulten tiltag, da man med Trusler kaldte paa Hr. Agenten, da var det, at han ilede til for at berolige Gemytterne. Men man lod ham ikke komme til orde; og medens Concertsalens Ruder klirrede, maatte Entrepreneuren og de ham ledsagende Politibetjente trække sig tilbage. Rørende skal det have været at høre, hvorledes Hr. Carstensen, da Politiet vilde bruge Stokkende, med selvopofrende Mod raabte: Holder inde! Holder inde! Før vil jeg selv undgjelde, end see den danske Nation faae Prygl paa mit Tivoli! - Og Politiet, holdt det da virkelig inde? - Vi vide det ikke bestemt. - Men naar vi sige, at Agent Carstensen var uskyldig, saa mene vi, at Forbudet, der opbragte Publikum, ene maa hidrøre fra at Politiet allerede har antaget at burde handle i Overensstemmelse med det nye Udkast til en Anordning om Søn- og Heligdages Overholdelse ifølge hvilket det tilsigtes strengt at forhindre allehaande Forlystelser at gaae over fra Løverdag Aften til Søndag Morgen. Politiet har saaledes baaret sig ad paa samme Maade som Gjennemsynet, der beslaglægger i den Forestilling, at Udkastet til den nye Trykke-Anordning allerede er blevet Lov. - Det er Følgen af at Politiet læser Standertidenden - men at Politiets religiøse Strenghed derved er tiltagen - det kunde Hr. Carstensen jo ikke vide. - Iøvrigt viste der sig iaftes ogsaa udenfor Tivoli en meget urolig Aand, især paa Volden og ved Vesterport, hvilket foranledigede endeel Arrestationer.
I Fædrelandet den 11. september 1844 blev affæren kaldet "Tivoli-Tumulten". Til forklaring af politiets handlemåde hører at Tivolis fødselsdag kun 2 uger forinden, den 17. august var blevet fejret behørigt med et imponerende fyrværkeri ved midnat, hvorunder en raket skal være faldet ned gennem en skorsten på Amalienborg. Politiet blev i den anledning beskyldt for at sove. Se Dannevirke 24. august 1844. Som et foreløbigt punktum for Politivennen Live Blogging bringes her en artikel fra Forposten 8. september 1844 som må stå som et eksempel på hvor langt den trykte presse vovede at omgå censuren på dette tidspunkt:
I den Erklæring, Hr. Carstensen har udstedt i Anledning af "Tivoli-Oprøret" næstsidste Løverdag, hedder det, at det maa beklages, at man eet Øieblik har kunnet antage, at der er foretaget noget vilkaarligt Skridt fra Politiets Side. Hr. Carstensen vindicerer her paa en ligesaa smuk som veltalende Maade de kjøbenhavnske Polities velbekjendte humane Fremgangsmaade, der ikke tillader det at gaae vilkaarligt tilværks ved nogensomhelst Leilighed. Det maa kun bemærkes, at Ordet vilkaarligt maa ene og alene tages og opfattes fra et reent dansk Standpunkt, altsaa noget forskjelligt fra den Maade hvorpaa det til exempel forstaaes i England og Frankrig; det gaaer nemlig med bemeldte Ords Betydning ligesom med Varmelinien, der synker betydeligt jo længere den kommer fra Vest til Øst. Vi kunne forøvrigt vel forstaae, at Hr. Carstensen har havt de tidligere offentliggjorte tilfælde for Øie, hvor det kunde synes at være paalagt Politiet, med Grund, at det havde handlet vilkaarligt; men det er altid senere tilfulde oplyst, at der ingen Grund har været til saadan Beskyldning, og at Politiet med Etatsraad Bræstrup i Spidsen stedse har viist den Humanitet, som det er bekjendt for. Hvis Politiet nogensinde imod Formodning skulde handle vilkaarligt, stod det jo desuden til Vedkommende at klage til Cancelliet, der vel vilde vide at hævde dets Rettigheder og Værdighed; thi fordi Stænderne have sagt, at Collegiet handler vilkaarligt, derfor er jo intet Beviis tilveiebragt for, at det vil tillade Politiet at handle saaledes, tilmed da den kgl. Commisssarius har tilstrækkeligt godtgjort, at en saadan Beskyldning er hentet lige ud af Oppositionsbladene eller fra en aldeles upaalidelig Kilde. Disse Bemærkninger have vi ikke troet at være overflødige med Hensyn til, at vi kunde blive mistænkte for ikke at dele Hr. Carstensen Anskuelser om politiet, naar vi ikke erklærede os beredvillige til at istemme hans indirecte Lovtale, som der staaer i Vægterverset, "men Haand og Mund, af Hjertens grund" - et Citat, vi uvilkaarligt mindedes derved, at Tanken henlededes paa Tivoli-Avisen, Vægteren for Tivolis Hæder.
Denne artikel er ment som det foreløbige punktum for udvalget af artikler fra Politivennen.
Flyvepostens forside fra 5. februar 1846. Dette og de to følgende numre beskrev Politivennens historie, kort fortalt og set med datidens øjne.
