Julie Frederikke Ramsing (1871 - 1954) var et eksempel på velhavendes velgørenhedsarbejde og filantropi i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, samt på hvordan sådanne kvinder blandede sig i politik.
Julie Ramsing var grossererdatter. 1895 blev hun gift med officeren Holger Utke Ramsing (1868-1946). De fik 3 børn: Estrid (1895), Inger (1897), Erik (1898). I 1895 flyttede de til Dansk Vestindien hvor Holger gjorde tjeneste. Her blev de del af det undertrykkelsesapparat som er beskrevet andetsteds på denne blog.
Julie Ramsing blev interesseret i lokalt håndarbejde, og da hun kom tilbage til Danmark, blev hun indvalgt i komitéen bag Industriforeningens Den vestindiske Udstilling i 1900. I 1905 var hun med i bestyrelsen bag den store Koloniudstilling i Tivoli 31. maj til 24. september 1905, arrangeret af Dansk Kunstflidsforening med Emma Gad i spidsen. I Europa var det på det tidspunkt populært at udstille mennesker fra andre lande og kulturer for at understrege europæernes overlegenhed over for de "eksotiske" og "primitive" (natur)folk. De islandske Studenterforeninger protesterede mod at skulle udstilles, sammen med "negre og eskimoer" - de anså sig for på lige fod med danskere. Henved 100.000 besøgende så udstillingen, bl.a. Christian 9. og kronprinsesse Louise. Den vestindiske afdeling var velbesøgt: Her var udstillet 3 mennesker. Man havde oprindelig ønsket en hel familie, men det lykkedes kun at overtale en enkelt mand. Han blev suppleret med to børn som blev sat i bur efter at de nysgerrigt gik rundt i udstillingen.
Hun støttede unge vestindiske kvinder, som deltog i Dansk Kunstflidsforenings uddannelseskurser i København. I 1903 sad hun i den forberedende komité for Dronning Louises Forening for Syge- og Børnepleje paa De dansk-vestindiske Øer sammen med bl.a. sin mand.
En dansk Kreolerinde som Røde Kors-Søster
For kort Tid siden er ankommet hertil fra St. Thomas en Kreolerinde, hvis Higen og Tragten er al blive Røde-Kors-Søster.
Hun har gaaet meget igennem Hendes Familie slog Haanden af hende, fordi hun ved sit Giftermaal med en Methodist forlod den katholske Religion, og da hun snart mistede sin Mand, stod hun ene og forladt i stor Nød.
Medens hun plejede sin Mand fik hun allerede Interesse for Sygepleje, men navnlig efter at hnn havde set, hvilken velsignelsesrig Virksomhed de af Hds. kgl. Højh. Kronprinsessen udsendte Sygeplejersker udfoldede blandt den fattige Negerbefolkning, vaagnede en levende Lyst til at ofre sit Liv for denne Gerning.
Gode Mennesker hjalp hende, og af Hensyn til, at hun kun talte Engelsk, blev Hospitaler i New York spurgte, om de vilde have hende til Uddannelse. Men overalt lød Svaret at en farvet, en Kreolerinde kunde ikke antages. Ja. saadan er endnu amerikansk Syn.
En dansk Dame i St. Thomas tog saa Affære, fik den unge Kreolerinde sendt herhjem og anbefalede hende til en Dame, som med den mest opofrende Interesse nu tager sig af hende, indtil der kan blive skaffet Udveje med Hensyn til hendes Uddannelse.
Denne Dame er Fru Kaptajn Ramsing, som har faaet samlet lidt Penge ind til sin Protégée. der foreløbig er indlogeret paa Værnehjemmet i Helgolandsgade. En Herre har tilbudt at læse Dansk med den vordende Sygeplejerske, og hun kommer ikke til at lide Nød, saa længe ovennævnte Dame tager af hende.
Men hun skal nu ekviperes, der skal skaffes Penge til hendes Uddannelse og Ophold o. m. m., og i den Anledning har Fru Ramsing henvendt sig til os for at bede om vor Medvirken til, at denne alvorlige rettænkende og varmhjærtede Kreolerinde kan faa sit højeste Ønske opfyldt, at blive Røde-Kors-Søster herhjemme fra Moderlandet, for derefter at gaa ud til vore vestindiske Øer og tage en Haand med Arbejdet paa at hjælpe og forbedre vore fattige og syge Negres Kaar.
Vi opfylder med største Glæde denne Fruens Henvendelse, idet vi meddeler, at Fru Ramsings Adresse er: Nøjsomhedsvej Nr. 2, og tilføjer, at "Dannebrog"s Expedition, Frederiksborggade 20, Stuen ogsaa med glæde vil modtage Bidrag.
Craal.
(Dannebrog 16. oktober 1905)
1909-19 var Julie Ramsing medlem af bestyrelsen for en forening, der satsede på at få den rationelle sygepleje introduceret i Vestindien gennem udsendelse af Røde Kors-sygeplejersker til øernes tre kommunale hospitaler. Desuden udsendtes diakonisser fra Diakonissestiftelsen for at drive to nyoprettede børneplejestationer, et par vuggestuer og asyler. Diakonisserne skulle også fungere som “barfodssygeplejersker” i byerne og på plantagerne med det formål at bekæmpe den ekstremt høje børnedødelighed, men på dette område blev den filantropiske indsats en begrænset succes. Endelig gjaldt hjælpearbejdet også indfødte kvinders uddannelse til sygeplejersker og som led heri studieophold på københavnske hospitaler. I foreningen stod hun i spidsen for den årlige udsendelse af tøj og senge til børneinstitutionerne. Med det danske salg af øerne til USA i 1917 mistede foreningen sin berettigelse og opløstes to år efter.
Mod Kulden.
En morsom og god ide.
Et varmt Sengetæppe for 3 Kr. 20 Øre.
Fru Ingeniørkaptajn Ramsing ringede igaar til os.
- Maa jeg komme og vise Dem et Sengetæppe, jeg har lavet af "Berlingske Tidende"? Jeg vilde gerne have, at Ideen skulde komme ud og gøre Nytte.
Der var oppe i Redaktionslokalerne stor Tilslutning til Fru Ramsings Forevisning, og naar vi idag lader Ideen gaa videre, er det i den sikre Tro, at vore Læsere vil blive lige saa glade for den som vi.
Tæppet er lavet af 8 Lag af "Berlingske Tidenden"s Papir bredt ud i hele deres Størrelse, efter at Papiret først er prepareret ved at krølles sammen, gnides godt og atter glattes ud. Aviserne begges ikke ved Siden af hinanden, men hele Tiden halvt over hinanden, saa der ingen Revner fremkommer, og saadan at der overalt bliver 8 Lag, der danner en saa jævn Flade som muligt.
Nu kan man selv vælge Størrelsen af sit Tæppe og, om man ønsker det, gøre det baade bredere og længere, end Sengetæpper sædvanligt er. Arbejdet udføres lettest paa et udtrukket Spisebord, ellers kan man nøjes med Gulvet.
Naar Aviserne er ordnede, syr man med en spids Stoppenaal og blødt Bomuldsgarn med lange Risting paa begge Sider af Tæppet, til man er sikker paa, at det hele danner en fast Masse.
Betrækket hertil kan man lave af omtrent, hvad det skal være. De allerfleste Hjem vil have Klude nok til et mønstret Kludetæppe, saa at Tæppet ikke kommer til at koste noget. Det Tæppe, Fru Ramsing viste os, er betrukket med Bomuldsflonel, og hele Betrækket kostede 2 Kr. 20 Øre i et almindeligt Sengetæppes Størrelse.
Det er ikke vor Mening, at Papirtæpper skulde afløse de hidtil benyttede Tæpper til Sengebrug, hvad de neppe heller har nogen Udsigt til. Vi peger paa dem som et praktisk Vink for dem, der daarligt har Raad at skaffe sig andre, og som en frelsende Udvej for dem, der maaske slet intet har at dække over sig mod Kulden.
Det er givet, at Ideen vil kunne saa vidtrækkende Betydning. For de Fattige For de smaa Hjem med de knappe, faste - for Tiden maaske stærkt reducerede - Indtægter. For Hjemmene med en stor Børneflok. I Sygdomstilfælde, f. Eks. ved smitsomme Sygdomme, hvor man efter endt Brug vil kunne vadske Vaaret og brænde Indholdet, der let kan erstatter og derved spare den dyre og ofte odelæggende Desinfektion. Til de frivillige Korps. I Sommerhjem paa Landet, hvor Gæsternes Antal ofte svulmer op. I Sommerlejre af alle Slags osv. osv.
For at enhver kan overbevise sig om Tæppets Udseende og Egenskaber og se. hvordan det er lavet, er det fra idag op hængt i B. T.-Centralen paa Raadhuspladsen.
Vi forudser, at der, naar Folk har set det, vil blive travlt i Hjemmene og Forretningerne en enorm Efterspørge efter Bomuldsflonel.
VI tænker os ogsaa. at mange velgørende Institutioner vil tage Tanken op og, maaske ved frivilligt Arbejde, begynde en Massetilvirkning af saadanne Tæpper til Uddeling til de Fattige, naar Vinteren kommer.
Fru Ramsing erklærer "Berlingske Tidende"s Papir for at være bedst egnet ti! Tæppefremstilling, og det vil være "Kvinden og Hjemmet" en Glæde at høre fra nogle af de Damer eller Institutioner, som tager den gode Ide op.
Ch.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914).
Det var nu ikke fru Ramsings opfindelse. Lemvig Folkeblad nævnede den 29. september 1914 at fru Thora Koefoed (f. Sonne) på Gammel Køgevej i København som den første der forsøgte at omplante denne skik til Danmark. Efter en opskrift lignende den ovenfor anførte. Hun holdt efterfølgende i Randers møde om avistæpperne. Avistæpper blev efter forskellige opskrifter produceret i store mængder. Især soldater skal have været glade for dem.
Danske Kvinders Forsvarsforenings bestyrelse. Som det fremgår af titlerne var det overklassens kvinder: I sofaen formanden fru Slott-Møller og til højre for hende i rækkefølge: generalinde Bach, fru kontorchef Cold, fru direktør Koefoed, provstinde Bjerre, professorinde Fischer og med ryggen til: fru Julie Ramsing, dernæst frk. Kirsten Langkilde og frk. van der Maase. Julie Ramsing var i oktober 1913 blevet valgt som næstformand. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1916.
Julie Ramsing arbejdede i Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Den blev stiftet i 1907 af bl.a. Ellen Branth og Helga Charlotte Norrie som også var formand indtil 1915. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, i starten partineutralt, men med tiden trukket mod Højre eller Venstre. I 1916 udbrød der splid i foreningen idet Norrie anklagede for at være blevet ført ud i det politiske hængedynd af malerinden Slott Møller. På sit højeste (1912) havde den 50.000 medlemmer. I den første bestyrelse besatte hun den ene næstformandspost, Johanne Berg den anden, mens komtesse Regitze Lerche og grossereren Wilhelmine Rerup blev henholdsvis sekretær og kasserer. I 1919 afløste hun Kirsten Langkilde på formandsposten indtil foreningens opløsning i 1921.
Interview med Fru Julie Ramsing
Med 10.000 Kvinder bag sig har Danske Kvinders Forsvarsforening sendt Regering og Rigsdag et aabent Brev om Ordningen af vort Militærvæsen
- Hvad vil Kvinderne opnaa? spørger jeg den energiske Næstformand, Fru Julie Ramsing.
- Vi vil forhindre at Forsvarsordningen gøres til Valgflæsk for det radikale Parti; den Sag maa ordnes uden Hast og i alt Fald man Sønder-Jyderne have et Ord med.
- Og Kvinderne maaske ogsaa?
- Ja hvorfor ikke. Danmark er jo ogsaa vort Fædreland.
- Deres Forening vil altsaa bibeholde Forsvaret?
- Ja Fred bliver der Jo aldrig, saa længe Verden bestaar - derfor er det min Opfattelse, at vi burda fulge Belgien Eksempel; hellere en ærefuld .Død end fremmed Invasion.
- Og den Opfattelse' mener De er almindelig blandt danske Kvinder?
Fru Ramsing smiler:
- Tro mig, naar Forsvarssagen endelig kommer for, vil Tusinder af Kvinder møde med det samme Krav.
- Er De tilfreds med Debatten i Rigsdagen
- Den har ikke skuffet mig. og det er rnin Tro, at den vil blive et Led til at virkeligere det, vi ønsker,
Janne.
(B. T. 7. december 1918).
I DKF hørte hun til den fløj, der ønskede at kanalisere medlemskræfterne ind i et nationalt arbejde med sønderjysk fokus. Hun var imod afviklingen af det danske koloniherredømme i Vestindien og havde desuden håbet, at Genforeningen i 1920 havde ført til, at en større del af Slesvig kom til at høre under Danmark. I 1921 blev DKF omdannet til Danske Kvinders Slesvigske Forening.
Foreningens bestyrelse sendte i januar 1922 et trusselsbrev til H. P. Hanssen og den nordslesvigske Kvindeforening for at have beholdt tøj som skulle have været uddelt. H. P. Hanssen valgte at offentliggøre deres klage. Han svarede endvidere at han opfattede dele af brevet som "en ganske utilbørlig grov og ærekrænkende fornærmelse...". De involverede kvinder blev meget fortørnet over, og herefter erklærede at de slet ikke repræsenterede foreningen, men en nu opløst indsamlingskomite.
Ved valget i marts 1913 opfordrede hun danske kvinder til at stemme på liste C (Det Konservative Folkeparti). Hun sad 1915 i Højres Arbejder- og Vælgerforening, Østerbro. 1917-18 sad hun i bestyrelsen for Danske Kvinders konservative Forening, og hun blev siden medlem af den kommunale vælgerforening på Østerbro. Gennem en årrække var hun aktiv i Komiteen for Ubemidlede Husmødres Rekonvalescens, oprettet 1919 for at skaffe hovedstadskvinder et gratis, tiltrængt landophold.
D. K. F. udsendte i 1910 og 1912 en platte, her den fra 1912 hvor symbolikken er ret klar: En kvinde overrækker en vikingekriger et sværd.
Fra 1. Verdenskrig helligede hun sig det sønderjyske spørgsmål. Efter krigen involverede hun sig i at organisere en nødhjælpsaktion til fordel for underernærede tyske børn, der kom på et tre måneders rekonvalescensophold i Danmark. Lokalkomitéer blev nedsat rundt omkring i landet, mens JR som komitéens formand og bistået af næstformand V. Aage Møller sørgede for transporten af børnene. Nødhjælpsaktionen skete i samarbejde med De samvirkende Menighedsplejer, hvori hjælpesekretær Ada Kunning indtog en nøgleposition. Tilsammen fik de to organisationer bragt i alt 10.200 børn til Danmark.
Hun fortsatte denne form for hjælpearbejde i Komiteen for slesvigske Børns Ferierejser, hvor hun 1919-48 var formand. Komitéen bragte hvert år slesvigske skolebørn fra Flensborg og det øvrige Sydslesvig på ferie i Danmark, især hos landbofamilier. Alene 1920-36 var over 22.000 børn på ferieophold. En slags nødhjælp hvor børnene fik god mad, nyt tøj og nye sko med hjem fra ferien. Foreningen eksisterer endnu, om end antallet er noget mindre, under 100 pr. år.
Hun er nævnt i Social-Demokraten 9. april 1920 i forbindelse med Christian X og Påskekrisen 29. marts til 4. april 1920. En kreds af kvindelige hofdamer skulle have påvirket Christian X til at gennemføre planerne. Julie Ramsings datter var hofdame.
Det danske Hjælpebureau i Flensborg.
Oberstinde J. Ramsing.
Flensborg, i April.
Oberstinde Ramsing har som Medlem af Forretningsudvalget af det nystiftede Flensborgsamfund opholdt sig hernede en Uges Tid for at planlægge Ordningen af et dansk Hjælpebureau i Flensborg. Fru Ramsing, der er Samfundets eneste kvindelige Bestyrelsesmedlem kom herned, efter at hun havde hørt om de Chikanerier, som de Danske her efter Afstemningen var Genstand for Fremfor alt gamle Mennesker som enten har flaget med deres Dannebrog eller paa anden Maade givet deres Sindelag tilkende.
En af Flensborgsamfundets Opgaver er netop Omsorg for dem. der paa Grund af deres Danskhed lider ilde, og da Fru Ramsing blev Medlem af Bestyrelsen. var der straks Enighed om at bede hende varetage og ordne denne Side af Sagen.
Skulde Fru Ramsing have næret nogen Tvivl om Nødvendigheden af at bringe Hjælp, vilde Antallet af de Gamle, der enten selv eller ved Mellemmand efter hendes Ankomst her til Byen søgte til hende, hurtigt have overbevist hende om Nødvendigheden af at gribe ind. Jeg skal i en senere Artikel gøre Rede for nogle af de Forulempelser og Plagerier, der er blevet særlig de Gamle, d. v. de Forsvarsløse til Del. I Øjeblikket er det vigtigere at fortælle, at Fru Ramsing straks har sikret sig et fortrinligt Lokale i Byens Centrum, idet hun har lejet Halvdelen af den Lejlighed, som er taget ind til den herværende Afdeling af Sønderjydsk Ministerium.
Her vil om kort Tid det danske Hjælpebureau blive aabnet. til hvilket enhver Dansk Mand eller Kvinde, trygt kan henvende sig om Raad og Vejledning, om juridisk Assistance og pekuniær Understøttelse. Fru Ramsing har Haab om til Bestyrer at faa et meget dygtigt Menneske, der er bleven godt kendt i Flensborg for sit opofrende Arbejde mellem de Syge og Gamle, i den forholdsvis korte Tid, hvor hun har været hernede.
Fattigdommen og Ensomheden mellem de gamle Danske er stor. De har gaaet hernede for Lud og koldt Vand. For dem har det saa godt som aldrig været muligt at komme ind i Byeris mange Stiftelser, til hvilke Øvrigheden op Præsterne i Reglen har Indlæggelsesretten.Deres utrolige Trofasthed og Vedhængen ved Danmark skulde nødigt skuffes mere, end det allerede har været Tilfældet. Hvis Danmark yder Flensborgsamfundet et rigeligt Bidrag er der Haab om, at der kunde oprettes et Alderdomshjem, hvad alle der kender de fattige Danskes Kaar her inderlig rnaa haabe.
Oberstinde Ramsing, der saa ofte før er gaaet i Brechen for de danske Flensborgere, vil sikkert ikke kalde forgæves, naar hun nu beder om Hjælp til de Gamle hernede i Form af Bidrag sendt til Flensborgsamfundets Kontor, Vestergade 37.
Hele Virksomhedens endelige Form vil naturligvis være afhængig af det Resultat, som den internationale Kommission og det høje Raad kommer til med Hensyn til Flensborgs Skæbne.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave)
En Kanonkvinde paa Krigsstien.
Oberstinde Ramsing vil smide en enligstillet Dame paa Gaden.
Der var en Tid da Nationaldilleriet flød vidt og bredt over alle Kanter, hvor alle mulige eller rettere umulige Organisationer voksede som Paddehatte paa en forløjet Patriotismes stinkende Madding.
Blandt andet fandt nogle Fruentimmere af Overklassen paa at skulle gøre sig nyttige med en Forening, Danske Kvinders Forsvarsforening, en Forening, der, saavidt vi véd, ikke fik anden praktisk Betydning end at nogle Damer vimsede rundt og gjorde sig bemærket, og hvis éneste positive Resultat vistnok kun blev Indkøbet af en Buste af den tapre Landsoldat, som nu staar ene og forladt med en brækket Arm i de tomme Lokaler, Rosengaarden 12. hvor Kanonkvinderne havde Kontor ved Siden af "Flensborgsamfundet", der var et lignende nationalpatriotisk Halløjforetagende.
Baade Organisationerne og de Patrioter, som her søgte Tilfredsstillelse for deres Knaphulskløe, var saa umulige at de forlængst har ophørt med at betyde noget, saa vi skulde ikke have beskæftiget os med dem, om ikke en af Forgrundsfigurerne havde paakaldt vor Opmærksombed paa en lidet smigrende Maade, ved sin uforskammede Optræden overfor en af sine Forbindelser, en Fru T.
Ufin Optræden.
Efter at vi forgæves har søgt at træffe en mindelig Ordning, finder vi Anledning til at præsentere Offentligheden den Optræden, tidligere Formand for Danske Kvinders Forsvarsforening, Fru Oberstinde Ramsing har udvist overfor en enligstillet Dame, Fru T.
Dan er lidet smigrende for den forsvarsgale Oberstinde, der har Tid til Raadighed for Agitation til Anskaffelsen af Mordredskaber, men som ikke har Raad til en Smule menneskeligt Hensyn overfor en mindre heldigstillet Medborgerinde.
Nævnte Oberstinde boer i Ribegade 8, hvor Fru T. hade et Værelse, som Fru Ramsing satte Pris paa at faa overladt, hvad hun ogsaa fik.
Til Gengæld fik Fru T. overladt et Værelse i Rosengaarden 12. hvor de krigsgale Kvinders Liga før havde haft Kontor. Fru Ramsing har lejet Kontorerne til 1. April, men har nu ønsket at fremleje Værelserne fra 1. September og derfor skal Fru T. nu sættes paa Gaden uden Hensyn til, at hun i sin Tid har overladt Fru Ramsing sit Værelse.
Fru T. nægter selvfølgelig at flytte, ssa meget mere som Oberstinden ikke har Nævnets Tilladelse til Fremleje.
Oberstinden i fuld Krigsmaling.
I Gaar optraadte Fru Ramsing i fuld Krigsmaling, generede Fru T. paa det groveste og besørgede at de elektriske Lyspærer blev skruet af. Lejeren, en Kommunelærer, som vi foreløbig skal undlade at nævne Navnet paa, "optraadte" ogsaa. Begge truede med Fogeden.
Fru T. tager foreløbig Uforskammethederne med iskold Ro.
De nærmeste Dags vil antagelig bringe nye Aktioner fra Kanonkvindernes Side, som vi skal holde vore Læsere a jour med.
Foreløbig vil vi kun paatale den Skandale, at Danske Kvinders Forsvarsforening, der har Raad til det militære Vanvid, nu for at redde skallede Hundrede Kroner for et Kvartals Husleje, optræder paa denne Maade overfor Fru T., men maaske er det Oberstinden, der personlig hæfter for denne Frækhed.
Det kan tilføjes, at Fru T. har tilbudt at betale Lejen for hele Lejligheden, men er nægtet dette. Heller ikke føler den "fine" Dame sig foranlediget til at skaffe Fru T. et Værelse, men kan kun henvise hende til de Husvildes Skæbne.
Vore Læsere vil være enige med os i, at en topmaalt Uforskammethed er et mildt Udtryk for Oberstinde Ramsings Optræden, naar hun, der selv bor tilhuse i en rummelig og herskabelig Lejlighed, pas ovennævnte Maade fortrædiger en enligstillet og daarlig situeret Dame.
(Arbejderbladet 2. september 1921).
Oberstinde Ramsing som Udsmider.
Kongens Foged vil ikke være behjælpelig.
Vi omtalte for nogle Dage siden den mindre pæne Optræden Oberstinde Ramsing, tidligere Formand for Danske Kvinders Forsvarsforening, har udvist overfor en enligstillet Dame, Fru T., hvis Lejlighed Oberstinden havde overtaget mod til Gengæld at give Fru T. et Værelse i Rosengaarden 12, 4. Sal, hvor Kanonkvinderne før har haft Kontor. Ved Chikanerier af enhver Art: Lukning af Gas og elektrisk Lys, har den forsvarsgale Dame, der udad til ynder at prange som stor Fædrelandsven, afsløret sig som en ren og skær Menneskefjende.
Som det sidste Led i Kampangen har Oberster den nu sendt Fru T. Fogeden paa Halsen, skønt Fru T. har tilbudt at flytte, naar blot Fru Ramsing vil skaffe henne et Værelse i Stedet for det, hun ved sin Overtalelsesevne har berøvet hende.
I Forgaars mødtes Parterne hos Fogeden, hvor Oberstinden var repræsenteret ved Sagfører Herforth. Vi kender ikke Manden Evner som Sagfører, men denne Sag havde han faaet ganske forkert i Halsen.
Han søgte at dække Oberstindens skandaløse Optræden overfor Fru T. med at fortælle om deri Uret, der var overgaaet "det godgørende Menneske", Fru Ramsing, der var generet af det fæle "Syndikalistblad" og mente tilsyneladende at der vildt blive taget særligt Hensyn til den fine Dame, naar han fremstillede Fru T. som kun "en Rengøringskone" .
Disse for en Sagfører lidet vældige Flovser skulde vel dække Mandens Mangel paa saglige Argumenter. De gjorde imidlertid ikke Indtryk paa Fogeden, der tog Protesten fra Fru T. til Følge.
Det turde nu være paa Tide at Oberstinde Ramsing traf en Ordning med sin Lejer, Fru T., der er mere i Overensstemmelse med "Takt og Tone" paa dette Omraade.
Selv om man kar et "fint" Navn og er Forgrundsfigur i den militaristiske Halløj bevægelse, kan maa ikke optræde overfor fattige Medborgere, som det passer en.
Man kunde have ønsket Fru Ramsing en bedre Skæbne, end at hun, der har ydet Fædrelandet saa store Tjenester, skulde "forbløde" i Kampen for at faa smidt en "Rengøringskone" (en Betegnelse, som den "fine" Fru R. ynder at ydmyge Fru T. med) paa Gaden.
Foreløbig ser det jo ikke ud til, at Fogeden vil være behjælpelig med Rakkerarbejde.
(Arbejderbladet 10. september 1921).
ARBEJDERBLADET bringer Kanonkvinden til Fornuft
Hun mtte skaffe sin Lejer en Lejlighed.
Vi har tidligere her i Bladet omtalt den lidet tiltalende Optræden som den kendte "Kanonkvinde" Oberetinde Ramsing udviste overfor en enligstillet Dame, Fru T., hvem hun først fralokkede et Værelse, som Oberstinden privat havde Brug for, og bag efter vilde udsætte af den Lejlighed hun til Gengæld havde overladt Fru T.
Paa vor Foranledning gik Opsigelsen til Protest hos Fogeden og den patriotiske Dame og hendes juridiske Konsulent, Sagfører Herforth, hentede sig dér en velfortjent Afvisning. Denne bragte Kanonkvinden, Fru Ramsing, til Jorden igen. Hun har nu skaffet Udvej for en Lejlighed og Køkken og har betalt Flytningen for Fru T. En fornuftig og tilfredsstillende Ordning, eom Oberstinden burde have truffet fra først af uden at kompromittere rig gennem et grimt Forsøg paa Boligspekulation.
Vi kvitterer for Oberstindens Kapitulation.
(Arbejderbladet 17. september 1921).
I 1922 var Julie Ramsing sammen med Hanne Jenssen medstifter af Den Sydslesvigske Kvindeforening, der bl.a. formidlede dansksindede kvinders årlige besøg i Kbh.
Også Flensborg-Samfundet var hun 1920 medstifter af, og hun sad som den eneste kvinde i hovedbestyrelsen. I 1928 blev Flensborg-Samfundet lagt sammen med Foreningen Dannebrog, hvori hendes ægtefælle 1935 blev formand. Efter hans død i 1946 overtog hun formandsposten indtil 1951. I dette regi søgte man at styrke og fastholde det nationale sindelag i det danske mindretal syd for grænsen via kulturelt oplysningsarbejde og støtte til de dårligst stillede medlemmer. Efter den økonomiske verdenskrise i 1929 og nazismens fremmarch i Tyskland blev foreningsarbejdet vanskeliggjort. Hun arbejdede desuden som administrator for Den danske Menighedspleje Ansgar i Flensborg, der hvert år forestod vinterbespisninger for byens nødlidende.
Min Yndlingskrog.
Oberstinde Julie Ramsing.
Fru Julie Ramsings Yndlingskrog er der, hvor hendes gamle, smukke Chatol med Familiebillederne, Skrivetøjet - og Telefonen staar.
Hvem, som kender Fru Ramsing, vil sige, at det er saare betegnende for hende. Fru Ramsing lever med et Telefonrør i Haanden, og uden det havde hun heller ikke kunnet samle de mange Traade, der er løben fra den Virksomhed, som blev hendes.
Faa kvindelige Navne er bedre kendt end fru Julie Ramsings indenfor det nationale Arbejde. Og i dette er det særligt Børnearbejdet, som ligger hende varmt paa Sinde.
Fru Ramsing begyndte sin filantropiske Børnevirksomhed, da der i sin Tid skulde oprettes Børnehjem paa de vestindiske Øer. Fra sit Ophold i Dansk Vestindien som ung Officersfrue havde hun et godt Kendskab til Forholdene paa Øerne, og Enkedroningen, daværende Dronning Louise, der var Sjælen i disse Børnehjems Tilblivelse, fandt i Fru Ramsing en dygtig og indsigtsfuld Hjælperske.
Senere blev det Flensborgbørnene, som tog hendes Interesse og Arbejdskraft.
Fru Ramsing var, som man vil erindre, i Afstemningsperioden meget virksom i Flensborgagitationen. Men hun har en dyd. (Hun har for Resten mange; men der er en som i denne Forbindelse særlig skal fremhæves): hun er ikke Fanatiker. Hun elsker alt, hvad der er dansk: men hun hader ikke alt, hvad der er tysk. Kommer der et Menneske til hende derned i hendes kære Flensborg og beder om Hæjlp, enten det nu er for sig selv eller sit Barn, Vedkommende beder, saa spørger hun ikke inkvisitorisk: Er Du dansk eller tysk? For hende er det blot et Menneske, der trænger til Hjælp.
Det har også været hendes store Styrke i hendes Arbejde som Formand for "Komiteen for slesvigske Børns Ferierejser". I denne Egenskab har hun altid vidst at holde Politik udenfor. Havde dette ikke været Tilfældet, havde hun ikke med de tyske Myndigheders Tilladelse kunnet sende sønderjydske Børn paa Ferieophold i Danmark.
Vi husker Fru Ramsing fra disse Børnerejser; enten hun nu selv hentede Børnene med den gamle Postdamper "Ægir", der ikke altid gav nogen Lystsejlads, eller hun fik en Ruse fuld sendende med Toget til Viderebesørghelse.
Vi husker hende saaledes en tidlig Foraarsdag staaende mellem Børnene oppe paa Danske Kvinders Forsvarsforenings Kontor. Der var kommen 20-30 Stykker flere, end hun havde ventet. Men Fru Ramsing tabte ikke Hovedet for saa lidt. Hun telefonerede til højre og venstre, og i Løbet af Eftermiddagen var de fleste af Børnene anbragt. Nogle proppede hun i Biler og kørte selv rundt og satte dem af hos deres Plejemødre. Resten tog hun med sig hjem for den næste Dag pr. Telefon at kapre nye Plejehjem.
Fru Ramsing holdt sig stadig a jour med, hvorledes Børnene havde det. Og fandt hun, at der var en lille Dreng eller Pige, der ikke havde det saa godt, som hun kunde ønske det, hentede hun Barnet uden større Formaliteter og tog det med hjem.
(København 23. november 1922)
Udover sundhedstilstanden var det også formålet at give børnene et intensivt danskkursus. Hun ledede komiteen frem til 1949. Hun modtog i 1934 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og 1949 Fortjenstmedaljen i guld.
Sydslesvigske feriebørns rejse fra Flensborg til Nakskov ombord på postdamperen Ægir, o. 1920. Allerede under krigen var Oberstinde Ramsing begyndt at overveje muligheden af at hente underernærede krigsbørn fra Nordslesvig til et ferieophold i Danmark. Planen blev dog først realiseret efter krigen, da Komitéen for sønderjyske Børns Ferieophold blev oprettet i 1919. Samme år blev flere tusinde børn fra hele Sønderjylland sendt til Danmark. Efter afstemningerne fortsatte man med rejserne, men nu kun med børn fra Sydslesvig. Børnene blev indlogeret privat, og de månedlange ophold havde ikke kun betydning for børnenes ernæring, men var for mange af de sydslesvigske børn også en introduktion til dansk sprog og kultur.
Julie Ramsing og hendes mand, H. L. Ramsings gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
