Carl Kjersmeier (1889-1961). (Efterskrift til Politivennen).

Hvorfor har Jazz-Musiken erobret hele Verden.

Forfatteren Carl Kjersmeier fortæller om Negrene, deres mærkelige Kultur og om deres Frihedsbestræbelser.

Vil Negrene forny Europas Kultur?

FORFATTEREN, Byretssekretær Carl Kjersmeier er en mærkelig Mand. Hans Livs Interesse synes lige saa mærkværdig. Her sidder ude i Svendsgade en Mand og følger omhyggeligt, hvad der sker i Negerverdenen. Hver Bog, der udgives om eller af Negre og i de sidste 80 Aar er udgivet, har han omhyggeligt faaet fat paa - og læst. Hans 4de Sal i Svendsgade er et Museum. Et Besøg hos Kjersmeier er lige saa godt som et Besøg paa Britisk Museums Negerskulpturafdeling, og det siger dog noget

Forfatteren Carl Kjersmeier fotograferet i sit Hjem med de mange Negerskulpturer.

Skulpturen er en død Kunst.

Vi tager Plads over for Kjersmeier i sit Hjem med de mange Negerskulpturer- I en unægtelig højst mærkelig Stol.

- Den holder trods sin Ælde.

- Hvor har De faaet Negerinteresserne fra? spørger vi.

- Fra Barn har jeg haft denne Interesse, væsentlig fordi Negrene var et undertrykt Folk, jeg følte med dem, kom senere til at holde af dem, og nu er al min Fritid ofret Negrene.

- Er det en levende Kunst, De har samlet her i Deres Stuer?

- Nej, det er en død Kunst, men en Kunst, man derfor godt kan lære af. Alle de Skulpturer, jeg har, er Ting, hvis Udførelse har taget lang Tid. Enkelte har kostet et Livs Arbejde. Det store ved Negerkunsten er den Selvstændighed, som hvert Kunstværk repræsenterer. I Begyndelsen vil Folk maaske føle sig stødt over det Forhold, der er mellem Menneskelegemets enkelte Dele, men hurtigt vil man opdage, at hver Skulptur er et Kunstværk for sig selv. Hver især er et harmonisk Hele.

125 millioner Negre

- Hvor mange Negre findes der rundt i Verden?

- Det er meget svært at svare paa. Der findes 15 Millioner i U. S. A, 20 Millioner i Syd-, Vest- og Mellemamerika og ca. 110 Millioner i Afrika.

- Kan man sige, at de amerikanske Negre har en særlig Kultur?

- Ja, deres Trang til Frihed har svejset dem sammen, og i det store og hele er de linie i en stor Kulturbevægelse. Under Pres og Forfølgelse fra de Hvides Side, har de udmærket forstaaet at hævde sig. Lad mig lige nævne for Dem, at der i Amerika findes 950 Neger-Sagførere, 3495 Læger og 35,563 Lærere. Det betyder en kolossal Fremgang for den sorte Race. Endelig maa jeg nævne, at Negrene er førende i Amerikas Lyrik. 

Jazz betyder en Fornyelse.

- Hvad mener De om den Musik, Negrene har skænket os?

- Ja, det er typisk, at det er den eneste amerikanske Bevægelse, der har erobret den ganske Verden. Jazz'en svarer sikkert til vor tid. Det jævne, umiddelbare, fremadskridende. Der var paa forskellige Omraader saa mange Snørkler og Kruseduller, at man godt kan sige, den nye Musik er Fornyelse Lad mig om den Musik sige, det gælder forresten ogsaa andre Omraader: Det jeg falder størst hos Negrene er, at deres Kunst altid repræsenterer det almenmenneskelige, det kooperative, om man vil. De har aldrig givet os Stjernekomedie.

Hvad Ægypten og Japan betød, vil en Gang inden længe. Negrene komme til at betyde.

- Mener De, at Europas Kultur trænger til Fornyelse?

- Ja, utvivlsomt, og paa samme Vis som f. Eks i 80'erne vore Malere gik i Lære hos Japanerne og lærte en helt ny Farvevirkning, og saaledes som vi har lært hos Ægypterne, vil vi engang lære hos Negrene.

- Hvilket?

- Det simple, dette at Kunst behøver ikke at være en fotografisk Gengivelse af Ting eller Personer. Et Kunstværk kan i sig selv være et selvstændigt Værk. Det friske, det,harmoniske i den døde Negerskulptur kan vi hente Fornyelse af. I Negrenes Frihedsbestræbelser og Kamp for at hævde sig kan vi finde gode Egenskaber. Jeg tror paa, at Europa kan lære adskilligt hos Negrene.

(Klokken 5 (København) 21. marts 1929)

Carl Nutzhorn Kjersmeier (1889-1961) blev cand. jur. fra Københavns Universitet. Han oversatte og udgav asiatiske, afrikanske og indianske digte og ordsprog. Efter sit giftemål med cand. jur. Amalie Edelsten rejste de rundt og studerede nye tendenser i kunst, især den ”primitive kunst”. I 1926 var samlingen over hundrede stykker. Herefter rejste de til Fransk Vestafrika 1931-1932. Samlingen (1400 styks) blev doneret til Nationalmuseet, siden 1968 Etnografisk Samling. I 1929 boede han i Svendsgade 1, 4. sal.

Jon Alfred Mjøen: Den farvede Fare. (Efterskrift til Politivennen)

Den norske Racebiolog, Dr. Jon Alfred Mjøen, som har gjort en lang studierejse i Afrika, er nu i Amerika for at holde Foredrag ved Universiteterne i U. S. A. om Raceproblemer, som han i denne Artikel beskæftiger sig med, og som derovre ved Amerikanernes Emigrationspolitik har faaet aktuel Interesse.

Ind gennem Spejlglasruderne i vor Stamkafé paa Al Djezairs mægtige Terrasser vælder Sollyset, og udenfor pulserer et myldrende Liv i alle Farver og Nuancer. 

Paa vor Rejse mod det indre Algier saa vi paa nært Hold disse farvede Folk, som færdes med Turban, Krukker og Kurve paa Hovedet, til Fods eller paa de høje Vogne, trukket af Mulddyr. Kendte Billeder fra Rejsebeskrivelser og illustrerede Magasiner rullede forbi lyslevende: Høje, smukke Arabere i hvide maleriske Burnusser, brednæsede Berbere, spansktalende Europæere og de hemmelighedsfulde, hvidklædte Muslimkvinder med Slør og Pandebaand, som kun lader et Par sorte Stenkulsøjne udækkede. Paa faa Undtagelser nær er alle mørkhudede.

Muslimer i Bøn, vendt mod Mekka.

Af alle de Indtryk, som Synet af dette brogede Billede giver, er der særligt et, der fæstner sig og antager fast Form - Indtrykket af den enorme Raceblanding og Racekrydsning i Landene omkring Middelhavet - ja, helt op til Paris og Rhinprovinserne, Balkanstaterne og Sydrusland. Arabere, Jøder, Singalesere og Kabyler, Mozabiter eller Touaregger blander Blod med Sydspaniere, Franskmænd og Italienere, og man faar Halvblodsmennesker alle Vegne, mørkhudede Europæere med mere eller mindre semitisk Tilsætning.

Blind Tigger.

* * *

Hvor er de blevet af, disse stolte Arabere, Muhammeds Efterfølgere, som kom under Islams sejrende Halvmaane og bragte deres rige mauriske Kultur som Morgengave. Hvor de kom hen i Spanien, Italien eller Byzans, knejste der snart Kirker og Paladser i Guld og Mosaik. Ja, helt op til Venedig er Dogepaladset og Marcuskirken straalende Minder om dem. Med Vemod tænker man ogsaa paa en anden Storhedstid, da den latinske Kultur, befrugtet og fornyet af den lyse nordiske Bølge, grundlagde Kultursamfund over hele Sydeuropa og Nordafrika med Rom som Centrum. Længe efter, at den hellenske Kultur var gaaet til Grunde, beherskede den stærke romerske Folkeaand Verden. Geniale Mænds Værker opstod i Billedhuggerkunsten, Litteraturen og Arkitekturen; men Romernes stærke Trang til Verdensherredømmet førte hurtigt til Raceblanding.

Arabisk Skønhed (negrid).

Da den yngre Scipio stod paa Karthagos rygende Ruiner, var Folkets Skæbne forlængst beseglet. Slaver af fremmede laverestaaende Racer førtes til Rom i stor Maalestok, og de blev hjemme og giftede sig med romerske Kvinder, medens Mændene kæmpede ved Fronterne. Dertil kom under Kejserdømmet de barnløse Ægteskaber, og med disse og Raceblandingen var Roms Fald en Kendsgerning.

Haroline-Kvinde fra Tidekelt, næsten hvid (raceblandet).

Nu ser vi langs alle Middelhavets Kyster Ruinerne af en svunden Kultur og de hensygnende Rester af Fortidens Raceinstinkt, Racetræk og Kendemærker er blandet imellem hinanden i et meningsløst Virvar; det er snart ikke muligt at opdage et Fysiognomi af ensartet Racepræg i de tre Smeltedigler, Tunis, Algier og Tanger, kun een af Tusind bærer sin Races oprindelige Farve, Mellemfarver i alle Afskygninger er langt i Flertal. Inde i LandeI mod Biskra og den store Ørken bliver Racen renere, og enkelte Steder kan man finde usædvanlig smukke Typer.

Arabisk Arbejder.

Blandingen er taget tit i en uhyggelig Grad i de senere Aar. Hvor før i Tiden Mangelen paa Jernbaner og andre Befordringsmidler umuliggjorde et stærkt Samkvem, foregaar i Dag den livligste Forbindelse med dens uundgaaelige Følger. Overalt træffer man disse Smeltedigler, hvor alle mulige Racer smeltes sammen. Syd- og Østeuropa er Tumlepladsen for Negrenes, Mongolernes, Jødernes og andre asiatiske Stammers ikke helt harmløse Leg. Og overalt, hvor Guds syndige Jord er grøn eller byder paa noget, der kan gøres i Penge, enten det nu er i Sydamerika eller Australien, i Tunis eller Algier, saa myldrer det med europæiske Kolonister, der tilgrumser de Indfødtes og deres eget Blod.

En af de mange, som blander Blod med Araberne. 

Fænomenet Raceblanding er i stadig Stigning og griber om sig med en Fart, som ikke er til at spoge med. Men dette vil vi Mennesker i Følge vor Natur først indse, naar vi tvinges til at tage Standpunkt til Sagen. Med andre Ord, naar det er for sent. Blandingsmennesket er som bekendt et Produkt af to eller flere forskellige Racer, hvis Blod det har i sine Aarer. Jo fjernere Forældreracerne staar hinanden, desto større er Chancen for en uheldig Kombination af Egenskaber hos Mennesket.

Uharmonisk Racekrydsning, seksaarig Araberdreng. Der er næppe et Træk tilbage af den oprindelige Race. 

Man ser stadig vore Modstandere hævde, at Raceblanding er godt; det giver frisk Blod, siger de, uden at undersøge, hvor dette "friske Blod" kommer fra. Der nævnes Eksempler paa, at Blodblandingen har fostret Begavelser. Saaledes nævner man, at Porfirio Diaz, Mexicos Præsident, var Mestiz (Blanding mellem Hvid og Indianer), og Booker T. Washington var Mulat.

Man ser ogsaa anført, at August Strindberg var stærkt raceblandet. Jeg véd ikke, hvor paalidelig denne Paastand er, men af Strindbergs Afstamning at ville slutte, at Raceblanding skal til for at skabe det geniale Menneske, vilde være det samme som at sige, at man maatte dumpe til Studentereksamen for at blive en Henrik Ibsen.

Aben Ali Baba holder Morgenfrokost.

Nej, selv om vi ved bevidste Eksperimenter kunde frembringe 10.000 Strindberg-Blandinger, vilde vi sikkert faa mange med Strindbergs Brutalitet, hans Tungsind, hans Lunefuldhed, hans Pessimisme og Kynisme overfor Kvinden, uden at faa mange Typer med Digteren Strindbergs geniale Skaberkraft.

Fremragende Blandingsmennesker er og bliver kun Undtagelserne fra den almengyldige Regel, nemlig den, at Blandingsmennesket gennemgaaende betegner en afgjort Tilbagegang i legemlige og aandelige Kvalifikationer, særlig i moralsk Henseende, sammenlignet med den ene eller begge de racerene Forældre. Medens Gennemsnitstyper af den rene Race udgør den bedre Borgerstand, nøjes Gennemsnittet af Blandingsmennesker som Regel med at øge den tiltagende Arbejdsløshed, fylde vore Fængsler og bebyrde Fattigkasserne.

Tuareg-Krigere.

En Amerikaner Elliot har nylig paavist Forholdet mellem Raceblanding og Kriminalitet, og Franskmanden Vacher de Laponge advarer i sine Bøger franske Politikere mod at se alt for optimistisk og sorgløst paa de farvede Racers uhindrede Indtrængen i Europa. Han har regnet ud, at der nu findes tre Millioner farvede Mennesker i Frankrig. I sit Forord til Madison Grants Bog "The Passing of the great Race" hævder Laponge, hvor skæbnesvangert dette Spørgsmaal kan blive netop for et Land som Frankrig. "Der trænges," siger han, "til den største Aarvaagenhed fra vor Side og en alvorlig Kontrol med de fremmede Indvandrere. Erfaringen viser os daglig, at der blandt disse Folk findes Elementer af allerlaveste Slags"

*

Vi kender alle Blandingsmennesket, hans ofte bundløse Letsindighed, hans Mangel paa EVne til at indordne sig under et Samfunds Love - helst lever han Fandenivoldsk og lader Vorherre spørge for Fremtiden. Holdningsløshed i Had og Kærlighed bestjæler han sin bedste Ven og gør sig ingen Samvittighedskvaler af den Grund. Hans Motiver og Handlinger er uberegnelige, hans Fantasi løber af med Fornuften, Driften er uden Kontrol, og hans Psyke og Moral vigende og præget af Mangel paa Balance.

*

Denne ofte ret sleske, ikke altid ubegavede, men ofte uheldige, altid upaalidelige type gjorde jeg allerede Bekendtskab med i mine unge Aar, da jeg besagte de saakaldte half breeds ved Buffalo og den kanadiske Grænse. Jeg traf ham ogsaa blandt Baskerne i Nordspanien og her og der blandt Hybrid-Befolkningen i Nordnorge og Sverige. Jeg husker særlig min Ven Ingvill Ola, i hvis Aarer der flød Taterblod med lidt "nordisk" Tilsætning, han kunde tjene som en god Illustration til mine Ord, som Eksempel paa det blandede Blods Inkarnation: Vanskeligt var det for Ingvill Ola at skelne mit fra dit, og Sandhed talte han nødig, og dertil kommer, at han ikke taalte Synet af en utømt Brændevinsflaske. Kort sagt: han var meget afholdt, og da han omsider døde, herskede der Sorg imellem Befolkningen. Den lille Klippeby havde mistet sin Syndebuk og sit Samtaleemne.

Gruppe af Kvinder fra Nordafrika. Ikke en eneste er nogenlunde raceren.

Medaillens mindre spøgefulde Side ser omtrent saaledes ud: Ved Sammenblanding af hinanden fjerntslaaende Racer er der givet Mulighed for en Række Uoverensstemmelser hos Afkommet, hvilket som Regel giver sig Udslag i en ringere Tilpasningsevne, mindre Modstandsdygtighed, nedsatte Aandsevner, og større Modtagelighed for - Disse ofte ulykkelige Individer tjener - hvad enten de lever paa den ene eller anden Maade - sig selv og Samfundet til liden Ære og de bidrager kun til at forringe Menneskenes Kvalitet og at forhøje deres Udgifter

*

Ikke for ingenting har de Indfødte i Sydafrika praget deres Visdom i Ordsproget: "Gud har gjort den hvide Mand, Gud har gjort den sorte Mand, men Mellemtingen har Fanden skabt."

Dr. Jon Alfred Mjøen.

(Nationaltidende, 8. maj 1927).

Den farvede Fare.

Nordisk Race.

I et af de mest øde Landskaber paa Kloden kæmpede for et Par Aartusinder siden en lille Folkestamme haardt for sin Eksistens. De geologiske Forhold i dens Hjemland - Arabiens Ørken - gjorde det vanskeligt at komme i Berøring med andre Folkeslag, og efterhaanden foregik der her en Proces, som Verdenshistorien ikke har set Magen til. Alle de svage, de uduelige, de daarligt aandeligt og legemligt udrustede Individer bukkede under i Kampen mod Ørkenen. Den lille Stamme voksede sig stærk indadtil og udadtil og steg til en Kulturblomstring, som aldrig før er set. Den voksede ligeledes i Magt og lagde store Dele af Verden under sit Herredømme - for saa at synke tilbage, prisgivet en mystisk Lov, som først vor Tid har bragt Klarhed over.

Nomade-Kvinde med sine Børn foran sin Goubis.

Men det, som gjorde den oprindelige Stamme stærk og levedygtig, var, foruden det udvalgte Menneskemateriale - Grundstammen - de Systemer, deres Statskunst var bygget paa. I Politik, i Økonomi, i Religion og Filosofi, i Hygieine og Folkeopdragelse fulgte de Linier, som virkede fremmende og rensende paa Slægten. Saaledes opstod disse stolte og smukke Racetyper, som Europa me I Forundring og Misundelse saa sejre i Kappestriden.

I en Afhandling om denne Araberstammes Oprindelse gør Poul Popence opmærksom paa, at dette lille Folk i sit private Liv og i sin offentlige Virksomhed, særlig i sin Folkeoplysning, gennemførte en konsekvent Racehygieine. At det ikke er Forældrenes, men Slægtens Egenskaber, som arves, kommer stærkt frem i det arabiske Ordsprog fra Osman: "Ønsker du en Søn, saa vælg for ham en Bedstefar og en Onkel paa Moderens Side, det gør mindre, at Moderen er en Heks blandt Kvinder". Dette arabiske Ordsprog har sit Sidestykke i et gammelt nordisk Ord, som jeg for mange Aar siden fandt paa Vestlandet i Norge: "Du skal ikke gifte dig med en Pige, hvis hun er den eneste i Slægten, du bryder dig om" .

Efter Krigen gik en Strøm af denne asiatiske Race fra Øst- og Sydøsteuropa imod Central-, Nord- og Vesteuropa.

De to Ordsprog - det arabiske og det nordiske - danner Spejlbilleder af hinanden. I begge er det Slægtens Værd, som er det afgørende.

Ægteskab var en Pligt i det arabiske Samfund. Er du ikke rask? siger Mahomed til en ugift Mand paa 30, og da Manden svarer: Jeg fejler intet, da siger Profeten: Saa er du Djævelens Broder. Det arabiske Samfund er et af de faa, der har samlet Pengemidler til Understøttelse af børnerige Familier. Disse Midler forvaltes desværre ikke længere efter uegennyttige Principer.

Flerkoneriet havde i den første Del en gavnlig Virkning paa Racen; men da Araberne begyndte at gifte sig med fremmede Slavinder, og det arabiske Blod blev opblandet med Negerblod - da Raceblandingen med andre Ord begyndte, var Folket viet til Undergang.

*

Araberfolket led den samme Skæbne som Romerne; deres fastbyggede Racehygieine slog klik, fordi Racekrydsningens Fare var ukendt for dem.

Racetype fra Sydøsteuropa, som man endnu ikke træffer i Københavns Gader. 

Det, som i Dag er igen af det stolte arabiske Folk, er et glædeløst og kulturløft Blandingsfolk af Analfabeter, som daarligt nok husker Forfædrenes Storhedstid. Arabere blandet med Negere, Negere blandet med Arabere og begges Blandingsbørn, blandet med Sydeuropæere - det er, hvad man møder i 1927.

Udprægede Blandingsfolk er ogsaa særlig udsat for veneriske Sygdomme. I Afrika optræder disse Sygdomme usædvanligt ondartede. Abessinien, Ægypten, Tunis, AIgier og Marokko er stærk hærgede. I Tunis findes i Følge Rubertel næppe en Indfødt, som ikke har haft veneriske Sygdomme. Gerhard Rolfs beretter fra Marokko: Sygdommene er stærkt udbredte og inficerer Befolkningen i den Grad, at der kun findes faa raske og sunde Kvinder. Dounari betegner en vis Sygdom som Marokkanernes Sygdom par excellence.

En kvindelig Skønhed af Touaregg-Stammen.

Et Besøg i en af Nordafrikas Araberbyer vil udslette den sidste Tvivl om, at man her staar overfor en Race i Nedgang. Det er nærmest Karikaturer af Racetyper, man finder her, sammenstuvede i mørke, snavsede og ildelugtende Kælderrum, befængt Utøj, Saar og Øjensygdomme, et hæsligt Vrangbillede af en en Gang saa stolt Urstamme - og de samme uharmoniske ansigtstræk møder vi atter og atter i Europas Havnebyer.

*

Den brave Borger vil sikkert spørge: Hvad bryder vi os om, hvad der foregaar i Afrika? Hvad kommer det os ved, om Folk i Tunis og Algier, i Marokko og Senegal har høj eller lav Pande, lyse eller falske Øjne, om de er Kærere af en høj Kultur eller gaar med Ring i Næsen. Den slags Ligegyldighed er farlig. Som jeg i en tidligere Artikel har anlydel, er det almindelige Samkvem vokset med rasende Fart i det sidste Tiaar. Hvor før i Tiden en Race gennem lange Tider kunde holde sig ren, der strømmer i Dag, takket være vore moderne Samfærdselsmidler, stadig tremmede Raceelementer ind, og der opstaar Kaos. Mere end en af vore Kulturnationer har allerede forspist sig paa sine ubudne Gæster. De begynder at mærkes, at Fremmedinvationen er en ufordøjelig Føde for Samfundet, Amerika f. Eks., de tager deres Forholdsregler,

*

Men Europas Døre staar fremdeles paa vid Gab, og det siger sig selv, at jo bedre Amerikanerne forstaar at lukke for Indvandring, desto stærkere vil de afviste rykke Europæerne ind paa Livet. Der siver en ustandselig Strøm udefra ind over vor Verdensdel. Mongolere og semitiske Elementer fra Øst og Syd, Orientalere, Asiater over Balkan og Negere og Arabere fra Nordafrika, Overalt sætter de Mærker efter sig; i alle Middelhavslandene og mere og mere æder Ondet sig ind over Centraleuropa. Man ser, hvordan Storbyernes Gader i større og større Udslrækning befolkes af smaa, sortsmudskede Skikkelser af et fremmedartet Udseende. Allestedsnærværende Opkøbere af gammelt Metal, nøjsomme kærlige i deres Forhold til Penge, uproduktive Mellemmænd med Blandingsmenneskets Stempel paa Panden : Elskværdighed, Forsagthed og Grusomhed samlet i en Person.

Eksempel paa Raceblanding i Vest-Europa.

Statsmændene ved ikke, hvad de skal gøre med disse lidt uvante Problemer og overlader det saa til Politiet, hvorefter de atter tager fat paa et mere kendt Tema: Skatning, mere Beskatning, stadig mere Beskatning.

Selvfølgelig bør der advares mod enhver Overdrivelse: Racebiologien og dens Dattervidenskab Racehygiejnen maa ikke misbruges i Racehadets Tjeneste. Vi skal ikke forfølge andre Racer, men bare værne vor egen. Vi skal elske vor Race, ikke fordi den er bedre, men fordi den er vor Race. Det har været sagt, at enhver Blodblanding med Naboer eller Nationen paa den anden Side Grænsen skulde være uheldig. Dette er dog ikke rigtigt; man kan tværtimod sige, at de fleste hvide Folkeslag med Fordel kan blande Blod, og at den saakaldte uharmoniske Raceblanding først kommer til, hvor de to Racers fysiske og aandelige Egenskaber fjerner sig nævneværdigt fra hinanden.

Men netop af denne Grund maa Invasionen fra Middelhavslandene og Sydosteuropa af de os fjerntstaaende Racer betragtes som yderst betænkelig. Den rummer Faren for vor egen Eksistens, den nordiske Race vil trænges tilbage, smelte sammen, fortyndes, gøres ukendelig i det store Blodkaos, som er den moderne Folkevandrings Tragik.

Tiggerdrenge paa Vejen til Biskra.

En Raceblanding, som vokser sig stærk i et Land, der for var fri for den, trækker Forbrydere, misfornøjede og arbejdssky Elementer af tvivlsom etisk Oprindelse ind i Landet. Vi kan daglig se detle paa vore Gader i København, Stockholm og Oslo. 

Man spørger forundret: Findes der ingen Kræfter, der kan yde Modstand?

Som ovenfor nævnt synes Amerikanerne - Verdens gæstfrieste Folk - at være de første, der endelig fik Øjnene op for den Skade, som er sket ved at tillade uhindret Indvandring. De har forstaaet, at det her gælder Værdier, som, hvis de gaar tabt for Nationen, ikke en Gang ved Hjælp af de mest raffinerede Undervisningsmetoder kan genvindes. Man har indset, at det ikke gaar saa helt let at sammensmelte de daarlige Elementer med de gode. Saa længe Indvandringen til Amerika foregik fra England, Skotland og Holland, fra de skandinaviske Lande og Nordtyskland, saa længe Blodblandingen foregik indenfor en og samme Race - den nordiske - saa længe var alle Betingelser til Stede for et sundt Folk.

Uharmonisk Racekrydsning. Lille 6-aarig Tiggerpige.

Men Betingelsen var Racerenhed. Dette hellige Raceinstinkt, som fik den ægte Yankee til at trække sig ind i sig selv ved Berøring med en Farvet, det har Handelsmoralen og Uvidenheden desværre gjort Brud med.

Men af den Kendsgerning, at De forenede Stater fremdeles tæller saa mange begavede, initiativrige og karakteristiske slægter, har man villet trække den noget forhastede Slutning, at det amerikanske Samfund lidt efter lidt opslugte de andre Landes Proletariat, og man har med en Naivitet, som var et bedre Eventyr værdigt, ment - at i Smeltediglen blev de karaktersvage  stærke, de blinde seende, Forbryderne lovlydige. ja selv de aandssvage hlev begavede. Forholdet er imidlertid omvendt. Den stadige Fornyelse af Blodet, som fulgte med den nordiske Tilstrømning til de "uanede Muligheders Land", foranledigede den enestaaende Opdrift, som vi har været Vidne til i Løbet af 150 Aar.

Mænd af Kounia-Stammen.

Men denne Gæstfrihed aabnede ogsaa Dørene for de ubudne Gæster og for et Bundfald af svage, nedbrudte og sandelig forkrøblede af alle Racer, trukket frem fra de laveste Lag i Middelhavslandene og Balkan.

Kritikløs Indvandringsfrihed er en højst kortsynet Politik. Den vil altid i Øjeblikket fremkalde en ædel Selvfølelse af at skaffe "Tilflugt for de Hjemløse". Men det er et daarligt Standpunkt at give Almisse til enhver Tigger. - Almisser og Gaver gør mere ondt end godt. De bidrager til at oge Fattigdommens Byrder for fremtidige Generationer. Lad os ikke ved af hjælpe en Ulykkelig i Dag skabe to i Morgen.

Burde Talerne f. Eks. ikke have lært Nordmændene og Svenskerne at være forsigtige med, hvem de slipper ind i Landet? Tatergutten "Østa Linas Knægt", kendt fra det tragiske Lensmand-mord. burde lære os at tænke lidt mere over Racebiologi. En Kontrol med Indvandringen har større Interesse for de nordiske Folk i Europas nordvestlige Hjørne end for noget andet Folk i Verden. De nordiske Folk har som de racereneste alt at tabe ved Blodblanding, men intet at vinde.

Det er ikke lysteligt at tænke paa, at Kommunerne aarligt giver Tusinder af Kroner i Fattigunderstøttelser til fremmede Indvandrere. Det er disse Fremmedelementer og deres Børn, der fylder vore Fængsler og Fattighuse. Det er heller ikke tiltalende at tænke paa, at de som internationale Forbrydere rejser Europa rundt under nordiske Navne som Danskere. Nordmænd og Svenskere. Det er paa linje Tid, at Nordens Folk slutter sig sammen om en Indvandringspolitik.

Pe nordiske Lande bor ligge aabne for alle af vor egen Race og nærbeslægtede, som kommer i Kunstens, Videnskabens, Teknikens og det produktive Arbejdes Tjeneste. Men naar Sydens og Østens Frugtbarhed kræver Plads og vil høste, hvad andre har saaet, saa lad os bygge en Port - og ikke nok med det: Lad os ogsaa spærre den.

(Nationaltidende, 22. maj 1927).

Jon (John) Alfred Hansen Mjøen (1860-1939), norsk kemiker og farmaceut, studier inden for racebiologi og eugenik. Fremlagde 1908 "Norske program for rasehygiene". Deltog sammen med Ploetz ved stiftelsen af "Den internationale eugeniske føderation" i 1912, med Mjøen som vicepresident. Mjøen gik også ind for at det moderne samfund skulle nægte "dårlige arvebærere" (fx mentalt handicappede, forbrydere og prostituerede) at få børn. Som han også skriver i artiklen, fremhævede han "den nordiske race" som den mest rene.

Hans teorier fik stor modstand fra professorerne Kristine Bonnevie (1872–1948) og Otto Lous Mohr (1886–1967) og helsepolitikeren Karl Evang (1902–1981) som fremhævede at hans teorier savnede ethvert videnskabeligt grundlag. 

Han startede tidsskriftet "Den Nordiske Race". Med foredraget "Hvad koster minusindividene stat og samfund?" rejste han fra 1924 rundt i verden, bl. a. var han 1928 hos Mussolini. Under 2. verdenskrig tog det nazistiske Nasjonal Samling hans teorier til sig, og siden 2. verdenskrig har racehygiejniske teorier været anset for politik, ikke videnskab. Selv døde han i 1939 hvorfor vi ikke ved hvordan han ville have stillet sig.

Det skandinaviske Korps. (Efterskrift til Politivennen)

Det skandinaviske Korps.

"Politiken"s Krigskorrespondent har sendt Bladet endnu et Brev, der nærmest omhandler det skandinaviske Korps, denne lille Skare, der havde en saa glimrende men desværre altfor kort Løbebane. Korrespondenten skriver:

"Iberegnet de Forstærkninger, det (Korpset) modtog i Løbet af Krigen, har det talt ialt henimod 200 Mand. Af disse er der kun tre tilbage, hvoraf de to er tjenstgjørende fremdeles, og én er paa Hospitalet i Prætoria. Denne sidste *) har meddelt mig det væsentlige af denne Beretning.

Den 10de Oktober forlod Korpset (ca. 100 Mand stærk) Prætoria efter at have paraderet for Præsidenten. De havde kun haft et Par Dages Exercits, de fleste havde hverken skudt eller redet for og maatte derfor efter vore militære Begreber være en meget lidet brugbar Afdéling. Men kække, modige Folk var de alle; de fleste var Søfolk, som havde faret Verden rundt og var vante til at klare sig i en snæver Vending. I Klerkdorf fik de Heste, og det skal have været et yderst komisk Syn at sé disse 100 Mand for første Gang til Hest, den ene efter den anden faldt af, Hestene løb hid og did, omtrent som de vilde, men fremad gik det, lidt efter lidt kom der nogenlunde Orden i det, og sidst i Oktober kom man til Mafeking. Hér laa Korpset i tre Uger under en ypperlig Træning, var omtrent daglig i Kamp og fik allerede hér et godt Ord paa sig. Naar Ledninger til Dynamitminer skulde afbrydes eller noget andet særlig farligt udføres, hvortil Frivillige flulde anvendes, var man altid sikker paa, at et tilstrækkeligt Antal og mere end det meldte sig fra det skandinaviske Korps".

Massakren ved Modderfloden.

Om den uhyggelige Affære ved Modderriver, hvorved det lille, tapre Korps blev fuldstændig oprevet, skriver Korrespondenten:

"Den 28dc November, lige efter Slaget ved Modderriver, ankom Korpset til Magersfontein. Om Aftenen den 9de December blev 50 Mand af Korpset sendt ca. 1,500 Meter frem som Piket, 10 Mand var tilbage som Hestevagt, om de øvrige véd man ikke, hvor de var (det hænder ofte hér, at store Dele af en "Kommando" uden Lov gaar deres Vej for en Tid).

Piketen tog Plads nede i en Sænkning med en svag Skraaning foran sig; ca. 1.000 Meter til Venstre laa en lignende Boerpiket (Brandvagt kaldes de hér). Piketerne havde Ordre til at trække sig tilbage ved Daggry; blev de angrebne før, skulde de trække sig tilbage, søgende at opholde Fjenden saa længe som muligt. Boerne havde besat deres højre Fløj meget stærkt, venstre Fløj svagere, medens Centrum aldeles ikke var besat.

Det var en regnfuld, stille Nat, alt var roligt til ca. Kl. 3 1/4 Morgen (da er her endnu mørkt), da hørtes nogle faa Skud til Højre, saa igjen stille nogle Sekunder, kanske et Minut, men for dem, som laa og ventede, forekom det en Evighed - det var saa lydløst, at de kunde høre Hjærtet banke i Brystet; da var det pludselig, som om et Ildhav flod ud fra Foden af Bjærgryggen paa Boernes højre Fløj, og i næste Øjeblik gjenlød Luften af Mausergeværernes Knitren, de Saaredes Skrigen og Hurraraab fra de stormende Englændere. Ca. 1/4 Time stod det paa, da var Englændernes første Stormanfald tilbageslaaet med stort Tab. Boerne havde, som de plejer, ladet Englænderne, der marscherede i sluttede Kolonner, komme ind paa ca. 150 Meters Afstand, inden de aabnede Ilden.

Nu saa' pludselig Piketen en Dél Englændere (ca. 200) komme op paa Bakkekammen foran dem, ganske tydelig mod Himlen, ikke 100 Meter borte. Piketen aabnede Ilden med frygtelig Virkning. Englænderne kastede sig ned og forsøgte at besvare Ilden, men i Tusmørket kunde de vanskeligt sé ned i Sænkningen. Efter 1½ Times Kamp hejste Englænderne hvidt Flag, men kort efter kom en anden Afdeling paa ca. 400 til Syne paa Piketens højre Fløj, og Kampen gjenoptoges. Nu skulde naturligvis Piketen i Følge sin Ordre have trukket sig tilbage, hvad Boerpiketen paa venstre Fløj allerede havde gjort, men Anføreren, Feltkornet Flygare (født i Afrika af svenske Forældre), vilde ikke gaa tilbage endnu, og inden kort Tid var det for sent, da de var omringede og afskaarne af Englænderne. Indtil da var ingen døde, blot saarede, men nu var det som en Hagelbyge af Kugler over dem. De laa dækkede, saa godt de kunde, i Grøfter, bag Stene og Buske; ved den mindste Blottelse blev de saarede, men alligevel skød de. En Finne havde en Kugle gjennem Laaret og en gjennem Læggen. Feltkornetten fik en Kugle gjennem Armen, Næstkommanderende, Staalberg (svensk), havde en Finger afskudt og en Kugle gjennem Armen osv., alle fortsatte Kampen, til de fik deres Banesaar. Staalberg raabte, om en havde et Lommetørklæde at give ham til Forbinding om Armen, min Meddélers Sidemand rejste sig halvt op for at kaste det over til ham, men faldt død tilbage med en Kugle gjennem Struben; hans Sidemand hævede Ryggen lidt for ar tage en Patron af Lommen, faldt i næste Øieblik sammen med en Kugle fra Skulderen gjennem Hjærtet. I over 2 Timer havde Kampen staaet paa, da fik Feltkornetten en Kugle i Brystet, og Staalberg raabte til de andre, at de maatte forsøge at komme bort, men faldt i samme Øieblik nm. skudt i Hoften. At rejse sig op og forsøge at bryde gjennem Englænderne syntes endnu farligere end at blive, hvor de var (at overgive sig tænkte ingen paa); da var det, at en ung Fyr fra Wandal, Einar Olsen, én af de kiækkeste og mest afholdte i hele Korpset, sprang op og lagde for med det Udraab: "Kom an, Kammerater, lad os prøve at tage dem!" Med bøjede Hoveder satte de afsted, de, som endnu kunde bevæge sig, 17 ialt, mod de Englændere, som var komne dem i Ryggen. Kuglerne susede om Ørene, en 20 a 30 Meter ad Gangen, saa ned i Dækningen, skød Magasinet ud, op igien og videre frem. Englænderne veg til Side. Tilsidst havde de blot en 50 Meter tilbage til et tæt Buskads, da faldt ovennævnte Olsen om. Min Meddeler, der var ved Siden af ham, vilde forsøge at hjælpe ham, men Kuglerne slog som Hagelbyger ned om dem, Olsen faldt paany, skudt i Hjærtet; min Meddéler fik en Kugle gjennem Hatten og to gjennem Trøjen, heldigvis blot Hudsaar, og slap ind i Skoven. Blot 8 naaede frem til Boerne, og af disse flere saarede; 22 Mand faldt i denne Kamp. 19 blev fangne, samtlige saarede. 

Resultatet af denne Kamp var, at Boerne fik sendt Forstærkninger og besat Stillingen i Centrum. Blot én Afdeling Englændere var kommen igjennem, og den blev ødelagt.

Efter denne Kamp blev Korpset omorganiseret og sluttede sig til General Cronje, sammen med hvem det blev taget til Fange.

Overalt hernede hører man Lovord over det tapre skandinaviske Korps.

*) En Broder til Korrespondenten.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 9. maj 1900. Uddrag).

Det Skandinaviske Korps bestod i 1899 af 45 svenskere, 25 danskere, 22 finner, 13 nordmænd, 7 tyskere, 3 hollændere, 1 russer og 1 italiener. De omtalte tre officerer var feltkornet (kaptajn) Johannes Flygare, premierløjtnant Erik Stålberg (underofficer fra den svenske hær) og sekondløjtnant William Bærentzen (dansk ingeniør ved jernbanerne). Samt 4 delingsførere. Korpset havde 90 heste og 3 vogne, hver trukket af et forspand på 16 okser. Trænmandskabet er 10 afrikanere.

Boernes taktik ved Modderfloden var kendt: De trak sig stille tilbage i løbet af natten fra farlige stillinger i tide og havde sluttet sig til hovedlinien og til forberedte stillinger eller naturlige dækninger. Eller forsvandt hurtigt på deres heste. General Cronje skrev i sin kortfattede, tjenstlige indberetningdagen efter kampen (hvor skandinaverne fyldte en fjerdedel): "Næst efter Gud kan vi takke skandinaverne for vores sejr." 

I april 1900 var William Bærentzen kommet sig så meget at han kunne rejse hjem til Danmark som invalid og mod løfte om ikke at vende tilbage til Sydafrika så længe krigen varer.

Omkring halvdelen af korpset havde ikke deltaget i denne kamp. Nye frivillige meldte sig da budskabet om korpsets indsats ved Magersfontein spredtes. Den blev reorganiseret under ledelse af danskeren feltkornet Jens Friis og deltog i kampen ved Paardeberg. Her blev Cronje omringet og måtte den 27. februar 1900 overgive sig med 4.000 mand, herunder hele det Skandinaviske Korps. Korpset havde 2 dræbte og 3 sårede. 

I alt 170 mand meldte sig til det Skandinaviske Korps. Krigsfangerne blev anbragt i lejre på St. Helena, Bermuda og i Indien:

De skandinaviske Krigsfanger paa St Helena.

Fra en af de danske Fanger paa St. Helena, Feltkornet ved det skandinaviske Korps, I. Friis, har "Berl. Tid." modtaget et Brev, dateret "Krigsfangernes Lejr, Deadwood Camp, St. Helena den 2den Juli" og paastemplet af Censor, Prisoners of War.

Brevets Indhold er følgende:

"I flere danske Aviser har jeg set Lifter over de fangne Skandinaver paa St. Helena, men da ikke en er korrekt, tillader jeg mig herved at sende Dem den korrekte Liste.

Det vilde være ønskeligt, om Provinsbladene samt Aviser i Sverig, Norge og Finland vilde optage Listen.

J. Friis.

Den vedlagte Liste er saalydende:

[herefter følger listen over de 16 krigsfanger]

(Aarhus Amtstidende 2. august 1900).

I 1908 rejses et stort mindesmærke for skandinaverne ved Magersfontein: En 6,5 m høj obelisk i en kreds med 4 mindre sten, en for hvert af de nordiske lande og med navnene på de faldne, forbundet med jernkæder. De ligger stadig begravet på det sted hvor de faldt. I 1978 skal monumentet have været i dårlig forfatning på grund af erosion og indskrifterne næsten udvisket." 

Kommandant Frederick fra det skandinaviske korps tilbød ved udbruddet af 1. verdenskrig den engelske krigsminister at sende ca. 1.000 mand.

I december 1924 blev der i Studenterforening afholdt et mindearrangement for korpsets deltagelse på boernes side. Bl. a. den næstkommanderende i korpset, grosserer Bærentzen holdt en tale. Han fremhævede indsatsen ved Magersfontein.

Lakaj Oxenbøll Afrika. (Efterskrift til Politivenen)

Fra kgl Lakaj til Opvarter. Fin Dame og - Skurekone. Et nydeligt Ægtepar. Frøken Oxenbøll som Knejpesangerinde.

Fra en dansk Mand i Syd-Afrika har vi modtaget nedenstaaende Brev, der sikkert vil interessere vore Læsere, da det bringer mærkelige Bud om en Familje, hvis Meriter for ikke saa længe siden var almindelig Samtalestof her i Byen:

Kapstaden, 27. Septb. 97.

Den Oxenbøllske Sag er vel snart glemt hjemme, og her i Afrika vilde den uden Tvivl ogsaa sor lange siden vare overstaaet, hvis ikke "denne hæderlige Familje" atter og atter mindede Omverdenen om sin Tilværelse paa en for den danske Koloni hernede særdeles pinlig Maade.

Forst etablerede Familjen et Kost- og Logishus, selvfølgelig for Penge, laante af Danskere hernede. Og, ligesaa selvfølgelig kunde det ikke gaa for dem. Derefter ernærede Familjen sig temmelig ordenlig af deres "Ulykke" - de var jo saa forfulgte. Endelig efter mange Omstændigheder havnede Manden, som vistnok er større Fæhoved end Forbryder, som Opvarter paa Politistationen - her som overalt, hvor Englænderne er de regerende, har Politiet i sin Bygning et fuldstændigt Hjem for Betjentene med Billardrum, Bibliotek, Sovestuer og Spisesal etc. Skønt lidt uvant for Manden, der jo i det mindste i sin sidste Tid i Danmark blev vartet op af Politiet, skikker han sig vel og har et forholdsvis godt Udkomme. De mindste Børn er anbragte dels paa og dels gennem religiøse Stiftelser. Den store Dreng er i Plads og Moderen - hvis den Betegnelse tør anvendes paa denne Kvinde, hvis eneste Undskyldning maa være Utilregnelighed - hun og den ældste Datter skal efter Sigende, ved at gaa tilhaande i en engelsk Familje, tjene Opholdet.

At dette ikke har passet Moderen, som efter eget Udsagn er meget for god til at være "Skurekone" i Afrika, og at det heller ikke har passet hendes Frøken Datter, er jo ret trolig; dog skal jeg ikke nægte, at min Forbavselse næppe kunde være større end min Indignation, da jeg i Aften med en Bekendt lige indenfor Døren til et Spiritusudskænknings-Lokale ser Miss Kyhl - Kyhl er Familjen Oxenbølls Navn her i Kapstaden - optræde som Knejpesangerinde med en Æske i Haanden - til Pengene formodenlig - og akkompagneret af en polsk-jødisk Harpeslager. Saa vidt jeg forstod, var det en eller anden længst forældet københavnsk Gadevise, som heller ikke forstodes - heldigvis - af de Tilstedeværende. Efter min Ankomst i Lokalet generede Pigebarnet sig aabenbart, hvad der kun faar mig til at dømme hende mildere, men Ansvaret for Skammen falder desto tungere paa Mrs. kyhl, som efter hvad en velunderrettet Landsmand, der er kommen hertil, udtaler, nok skulde patruljere paa Gaden udenfor de Steder, hvor Datteren optraadte. Kort efter forlod hun Lokalet, og da jeg efter at have drukket min "Whisky and Soda" forlod Stedet, saa jeg Pigen og hendes Akkompagnatør allerede opstillet udenfor den næste Beværtning.

Jeg søgte forgæves efter Moderen paa Gaden. Hun var maaske for "træt" til at følge saa sent paa Aftenen; jeg maatte derfor nøjes med de Oplysninger om Pigebarnet, som beredvillig ydedes mig af det tilstedeværende Publikum.

Paa mit Spørgsmaal om, hvem hun var, modtog jeg Svaret "A danish girl" i samme Udtryksmaade, som anvendes overfor Betegnelsen af de offenlige Kvinder her, "German Girl", "French Girl" etc., og skønt jeg udtalte mig tvivlende derom, lød det haardnakket gentagne Svar: "Ja! ja! en dansk Pige, men en ung!" Man var endogsaa saa velunderrettet, at man kunde fortælle, at hun tjente godt, at hun havde haft flotte Tilbud, og at hun altid var sikker paa sine 2 Shillings (l krone 80 Øre) paa "Masonic Hotel" hos en gammel Herre.

Hvad vi før var stolte af herude, var vor Nationalitet, som altid var os en Anbefaling hos Englændere og Andre, naar vi søgte Pladser, nu er vi snart bragt saavidt, at vi næsten maa genere os for at indrømme, at vi er Danske. Lad være, at den danske Koloni i den senere Tid er bleven forøget med et Par Mennesker, som beskæftiger sig med at snyde sig Opholdet til, en Indbrudstyv, hvis genialeste Streg var at bryde Montrene op og stjæle Glasdiamanterne - Modeller af speciel store Diamantfund - paa Byens Musæum, hvilket sikkert bringer ham ud at arbejde i Stenbruddene, En, som er lidt i Genren "Plattenslageri". Ligesaa den af "København" omtalte, fornylig ankomne Asger Beck Nr. 2, der dog endnu har holdt sig passiv. Det er dog delvis blevet blandt os selv, og "braadne Kar" findes jo i alle Lande; men naar en dansk Kvinde og Moder sender sin 14aarige Datter ud at synge paa Gader og Værtshuse i Selskab med en omstrejfende Spillekant og ligefrem opdrager hende til Prostitution, medens alle Mennesker ved, at det er en "danish girl", og naar hertil kommer en lige afsluttet Skilsmissesag, hvoraf de herværende Blade bragte fuldstændig Referat, og hvor saavel Konen som Manden og hans Elskerinde alle var danske, saa maa selv de mest dansksindede blive i Tvivl om, hvor vidt de Danske virkelig fortjener deres gode Renommé længere.

En Københavner i Afrika.

(København 20.10.1897).

Negere fra Dahomeh. (Efterskrift til Politivennen)

Negere i "Hotel Tivoli".

Som kortelig omtalt, er der for nogen Tid siden hertil Byen ankommet en Trup Afrikanere fra Dahomeh, der optræder i "Hotel Tivoli"s store Sal.

Besøget har hidtil været godt, og det lønner sig virkelig ogsaa at se indenfor hos de sorte Herrer og Damer; der er talt 24, tolv af hvert Køn. Paaklædningen bestaar for Mændenes Vedkommende i et Par Svømmebuxer og en Hovedbeklædning forsynet med Oxehorn. Kvinderne har et kort Skjørt om Lænderne og et meget korthalset Livstykke.

I disse Kostumer opfører Selskabet forskjellige Nationaldanse, ledsagede af en øredøvende Trommemusik, og medens de agerende udstøder cimbriske Hyl. Mændenes nøgne, kraftige Kroppe tager sig fortræffeligt ud i de plastiske Stillinger, medens Kvinderne under Dansen vrikker paa en mærkværdig Maade med den Legemsdel, hvor de mere civiliserede Damer bærer Tournure.

Ganske morsomt er det at se Negrene indtage deres Maaltider, bestaaende af kogt Ris og Oxekjød i Forbindelse med en brændende stærk Cayennesauce.

Kniv, Gaffel og Ske er ukjendte Redskaber; med Hænderne skrabes Maden sammen under abeagtige Fagter og puttes i Munden, Idet der dog aldrig spises helt op, hvad der er i Haanden, men kun sluges en Del af det; Resten blande saa igjen med den tilbageblevne Mad under fornyede Sammenskrabninger.

De sorte Damer er forøvrigt ikke fri for at være paatrængende; de falbyder Fotografier og tigger Cigar og Øl paa den mest energiske Maade; opfylder man deres Ønske, kan man godt risikere at faa en ført Haand kjærtegnende i Ansigtet til Tak. 

Man maa ikke vente for længe med at gaa ud og se de sorte Medborgere, da deres Ophold her ikke bliver af lang Varighed; de afrejser herfra til St Petersborg.

(Morgenbladet (København) 11. november 1888).

Amazoner i Kjøbenhavn.

I Regn, Søle, Blæst og Slud, trodsende Tagstenene, der drysse ned om En, borende Fingrene ned i Hatteskyggen, for at Ens Hovedbedækning ikke skal gaa sig den samme lille gemytlige Tur som saa mange andres, og lyttende til de sælsomme Toner, der ilig Klangen fra Æolsharper udgaar fra Telefontraadene, naar Stormen leger med dem, kæmpede man sig gjennem "Strøget" ud til "Hotel Tivoli", hvor en Negerkaravane bestaaende af tolv Amazoner af Kongen af Dahomehs Garde samt Iige saa mange mandlige Dahomaner for Tiden have opslaaet deres Pauluner.

De Stakler, der ere komne herop til Nordens Kulde og Blæst fra Dahomehs varme, salløse Egne, fra Landet, hvor Kokospalmerne og Bananerne vugge sig i den duftmættede Luft, hvor der er Overflod paa Oranger, Yams, Mais, Bomuld, Indigo og Tobak, og hvor Elefanter færdes dybt inde i Skovene!

To Sale i Hotel Tivoli huse Afrikanerne. I den ene opholde Kvinderne sig, i den anden Mændene. Foran de store Kaminer sidde de og varme sig i deres lette Kostumer; om Lænderne have Mændene et af forskjellige Slags Skind bestaaende Bælte og paa Hovedet et Skinddiadem med to Kohorn, et paa hver Side; Amazonerne bære et hvidt- og blaastribet Skjørt, der holdes oppe af røde - Seler, om man saa tør kalde dette Beklædningsstykke, besat med smaa hvide Konkylier.

Kaminilden gyder sit gulrøde Skær over de graabrune nøgne Lemmer, og de hvide Tænder funkle. De Folk kjende ikke til forlorne Tænder, og naar de leende pludre med hinanden, gjøre de vist tykt Nar af vore Herrers sorte Kakkelovnsrør og vore Damers Tournurer. Endnu ere de upaavirkede af de Moder, som den europæiske Civilisation paabyrder os andre med, og foreløbig behøve de da heller ikke at tage deres Tilflugt hertil, stolt fremvise de deres brede kraftige Bryst og de virkelig skjønt formede Arme og Ben, som mange af os vilde misunde dem. Deres Gang er let og spændstig og akkompagneres af Lyden fra de Bjælder, der ere fastbundne ved deres Knæer. Sproget kan man langt fra kalde ildelydende.

Amazonerne, veritable Amazoner fra den berømte Dahomehgarde, som bestaar af ikke mindre end 5000 Kvinder, ere ganske unge, fra 13 til 18 Aars Alderen. De ere mindst af alt skrækindjagende. Koketteriets farlige Kunst have de allerede lært, og hvem kan vel modstaa deres udtryksfulde Blikke - disse brune fugtige Øine - naar de bide om en Cigar. Meget af de europæiske Sprog have de vel ikke tilegnet sig, men flere have dog bragt det saa vidt, at de kunne sige: give me, cigar og money - men det er jo ogsaa tilstrækkeligt. 

Elskværdige, venlige og indsmigrende ere de; og selv om den dahomanske Fyrste, der først oprettede Amazonekorpset, ikke havde opfundet Krudtet, saa havde han i det mindste Ben i Næsen. Han vidste, hvad han gjorde, da han lod sine 5000 haandfaste kvindelige Soldater drage imod Fjenden. Hvad deres Vaaben og Kræfter ikke kunde udrette, det udrette deres Smil og Blikke, og derfor faa Amazonerne i Reglen i en Haandevending Bugt med deres mandlige Modstandere - det fortælles der i ethvert Tilfælde. 

Hvorledes de bruge deres Vaaben, faar man desværre ikke noget nærmere Indblik i ved et Besøg i Hotel Tivoli. Derimod erhverver man sig et meget nøje Kjendskab til, hvad Afrikanerne formaa at præstere med Hensyn til Musik, Sang og Dans.

Folk, der ere lidt nervøse eller ikke have deres Trommehinder assurerede, fraraades det paa det bestemteste at overvære Truppens musikalske Præstationer, hvortil man vistnok sjældent har hørt Mage her i Kjøbenhavn.

Orkestret bestaar kun af to Mand; men hvad de dog kan udrette! De dundre løs paa hver sin Tromme med en Ihærdighed, der var en langt bedre Sag værdig, medens alle Negrene af deres Lungers fulde Kraft istemme en Hymne, der allerhøist bestaar af tre Ord, som gientages i det uendelige, det vil sige, i omtrent fem Minutter.

Og samtidig opføres der en Krigsdans og en Fredsdans. Der hyles og skriges, Overkroppene vrikkes til høire og venstre, Sværdene svinges med utrolig Hastighed gjennem Luften, og der trampes og stampes med fødderne, saa man hvert Øieblik frygter for, at Amazonerne skal stikke Benene gjennem Tribunens Bræddegulv.

Endelig hører Dansen op, og de 24 begive sig tilbage til deres Kaminer, hvor de indtage et lille Maaltid: Kjød, Ris, Franskbrød og Vand. En af Amazonerne er Moder og bærer sit lille 13 Maaneders gamle Barn paa Ryggen, spændt fast med et Tørklæde. Det er et aldeles kosteligt syn at se den Lille faa Mad. En af de andre Kvinder kommer hen til Moderen med en Kop Semoulevælling, af hvilket han hælder noget ud i sin hule Haand, hvorpaa Moderen bøier Barnet ned over Vællingen, som dette saa laber op. Det er ikke synderlig praktisk; men hvad skal man vel gjøre, naar man ikke kjender noget til det Redskab, der kaldes for Ske?

(Dags-Telegraphen (København) 28. november 1888).

Sort Karavane. I Hotel Tivolis to store Sale forevises i disse Dage en Karavane fra Dahomeh, bestaaende af 12 Mand og 12 Kvinder, af hvilke Sidste rigtignok den ene mangler hele 11 Aar i at være voxen: hun er nemlig nyfødt.

Karavanens Medlemmer gjøre et overordentlig godt Indtryk. Mandene ere høie og muskelstærke, og Kvinderne overordentlig gratieuse i deres Bevægelser.

Troupen opfører til en efter afrikanske Begreber saare skjøn Musik nogle karakteristiske, men dog af Hensyn til europæisk Moral stærkt afdæmpede Dandse, under hvilke de sagte saa lynhurtigt med nogle skarpe Sabler, at det seer overmaade livsfarligt ud og næppe heller helt gaar af uden Skrammer for den smukke glindsende brune, nøgne Hud.

Morsom er dog Karavanen at iagttage, naar den i Pauserne sidder grupperet om den blussende Kamin. Uden at lade sig forstyrre af Tilskuernes nysgjerrige Blikke pludre dens Medlemmer paa deres ganske velklingende Sprog, spøge og lee, sige Vittigheder og kokettere saa fuldstændig paa europæisk Maner, at det er en hel Fornøjelse.

Kronprindsen med Prindserne Albert Victor og Georg besøgte forleden de Sorte. De kongelige Høiheder morede sig storartet, og Kronprinds Frederik trakterede med Cigarretter til hele Troupen, hvis Anfører, en kjæmpestor Neger, takkede ved at klappe Hs kgl. Høihed paa Kinden.

Da Værten bemærkede, at Herskaberne kunde glæde Negeren svært ved at spendere en Baier paa ham, blev en saadan strax rekvireret, men øjeblikkelig vare de Kongelige omringede og bestormede af hele Banden, der klappede og kjælede for dem, indtil Kronprindsen under hjertelig Latter lod det Hele ende i et lukullist Sold med Øl og Konfekt og Tobak, medens den afrikanske Jubel steg til sin høieste Høide. (Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 28. november 1888).

Adolph Friedländer: Amazonen-Corps - Wilde weiber aus Dahomey (1898). I Tyskland optrådte i perioden 1888–1903 med mellem 20 og 80 optrædende fra den tyske koloni Togo over 300 gange. To tredjedel var kvinder som blev omtalt som "amazoner". Ofte præsenteret som værende fra Dahomey (Benin), men måske snarere fra nabolandet Togo..

Dahomey (nu Benin) var fra 1600-tallet til slutningen af 1870'erne et indflydelsesrigt land. Det blev herefter angrebet af Frankrig som underlagde sig området i 1894. Det blev selvstændigt i 1975 under navnet Benin. De optrædende sagdes at være fra Dahomey-Amazonerne (efter græsk mytologi). En militær milits med rødder tilbage til 1600-tallet.

Zulu-Kaffer-Qvinder og indfødt Nubier. (Efterskrift til Politivennen)

Akrobaten og pantomimekunstneren Jean d'Abis (1807- ) havde i 1850'erne Danmark (og dele af udlandet) et omrejsende show. Han var artist, jonglør, kunstberider m.m. hvis forestillinger i Danmark og udlandet daterede sig helt tilbage til 1830'erne., bl. a. i 1840'erne optrådte han hos Price på Vesterbro, Tivoli, og turnerede rundt i Danmark. I hvert fra 1854 begyndte han at vise levende mennesker, fra 1860 en smuk og stærk Zulu Kaffer. I 1862 lavede han et reklamestunt ved i aviserne at annoncere med at hans menneskeæder fra Nubien var stukket af, og skulle have ædt 12 småbørn. (Se også indslaget med Joseph Liphards Raritetskabinet fra 1853).

Annonce i Sydfyenske Tidende 18. juli 1863. Annoncen fandtes i adskillige andre aviser. De blev også forevist bl.a. i Sommerlyst Teater (Sommerlyst lå på Frederiksberg Alle nærmest ved Runddelen), Korsør, Århus, Viborg.

Zulu-Kafferne. Den med Hr. d'Abis' Selskab til Aarhuus med Postdampskibet ankomne Zulu-Kafferinde saae sig nødsaget til, umiddelbart efter at være bleven indlogeret i "Hotel Cimbria", at søge Jordemoderens Assistance, og nedkom kort derefter med et velskabt Drengebarn, der bragte Beviser for sin ægte Herkomst ved at producere sig med sorte Øren, sorte Brystvorter og andre Sorte Legemsdele; allerede i Mandags er den øvrige lyse Couleur forvandlet til kobberbruun. (Aarh. Av.)

(Sydfyenske Tidende 29. juli 1863).

Nyheden var muligvis endnu et af Jean d'Abis' reklamestunts, idet fødslen ikke er indført i kirkebøgerne.

- Hr. Jean d'Abis fra Kjøbenhavn er indtrufen hertil Viborg med en eiendommelig Familie: en 30aarig Nubier, gift med en 28aarig Zulukafferinde, tilligemed en Datter paa 10 Aar samt et for en Maaned tilbage i Aarhuus født velskabt Drengebarn. Endvidere har han medbragt en sjelden Insectsamling, der fra forskjellige Steder er bleven omtalt som særdeles interessant. (Om Stedet og Tiden for Foreviisningen see under Advertissements).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 27. august 1863).

Jean d'Abis turnerede i 1866 med seks levende dværgaber. Han turnerede også i Tyskland. Hustruen Marie Catrine d'Abis, f. Werning (1798-1871) døde i København og er begravet på Holmens Kirkegård. Efter hendes død stoppede d'Abis turnelivet og døde 1875. Han blev begravet ved siden af hustruen. Se Anders Enevig: Gøglere, hypnotisøerer og savoyarder. (2003)

Fr. Frølund: Kortfattet Geographi til Brug for de lavere Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel anmeldte denne skolebog. Mest om stavefejl og manglende indhold. Afsnittet om Afrika beskrives således: 

...Som en Mundsmag skal jeg her aftrykke og med nogle Bemærkninger ledsage et klassisk Sted. Det findes Pag. 67 og 68 og slutter en meget interessant Beskrivelse af Afrika. 

"De fleste Indbyggere ere af Negerracen, bekjende sig til forskiellige hedenske Religioner og ere meget raa. Kun Ægypten, Røverstaterne [NB. Forfatteren har aldeles ikke tidligere talt om værende eller forhenværende Røverstater] og Kaplandet have nogen Kultur. Her, saavelsom i de øvrige Besiddelser paa Øerne [NB. 1) hvad mon der menes med "Besiddelse"? 2 Ægypten, Røverstaterne og Kaplandet ere altsaa Besiddelser paa Øerne!] findes endeel Christne, men iøvrigt ikke [fremhævet af Forf.] er den muhamedanske Religion herskende i Norden og de nordøstlige Dele. [Altsaa høre Øerne og Kaplandet til "Norden og de nordøstlide Tele" !] Fleertallet af de øvrige Indbyggere er Hedninger [Atter Bedemands-stiil. - See Linie 2.j Størstedelen af Afrikas Indbyggere leve som Nomader, og mange drive betydelig Kvæg-, Faare- og Hesteavl. I Afrika findes en utrolig Mængde af vilde Dyr, Slanger og Fugle [Altsaa ere Slanger og Fugle ikke "vilde Dyr"], som tilhøre den hede Zone, hvoraf vi blot her vil nævne: Løven, Elefanten, Kamelen, Hyænen, Aben, Nilhesten, Zebraen, Giraffen, Krokodillen og Strudsen [Er det ikke, som om Forfatteren havde giort sig Umage for at gjøre Ordenen saa ravgal som mulige?] Ligeledes findes her alleslags varme Planter [kogte kartofler?], især en Mængde Palmearter, forskjellige Kornarter, Riis, Mais, Dadler, Bomuld, Viin, Sukker, Peber og andre Krydderier [Altsaa enten ere Riis, Mais ikke "kornsorter", eller Dadler, Bomuld o. s. v. ere "Kornsorter"]. Af Mineralriget findes her Guld, Kobber, Jern og Salt. Indbyggerne høre deels til den kaukasiske, deels til Negerracen; den sidste er mest udbredt." [Det var det; lad os ende, bogstavelig som vi begyndte. See 1ste Linie.]

...

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. april 1859).