Carl Kjersmeier (1889-1961). (Efterskrift til Politivennen).

Hvorfor har Jazz-Musiken erobret hele Verden.

Forfatteren Carl Kjersmeier fortæller om Negrene, deres mærkelige Kultur og om deres Frihedsbestræbelser.

Vil Negrene forny Europas Kultur?

FORFATTEREN, Byretssekretær Carl Kjersmeier er en mærkelig Mand. Hans Livs Interesse synes lige saa mærkværdig. Her sidder ude i Svendsgade en Mand og følger omhyggeligt, hvad der sker i Negerverdenen. Hver Bog, der udgives om eller af Negre og i de sidste 80 Aar er udgivet, har han omhyggeligt faaet fat paa - og læst. Hans 4de Sal i Svendsgade er et Museum. Et Besøg hos Kjersmeier er lige saa godt som et Besøg paa Britisk Museums Negerskulpturafdeling, og det siger dog noget

Forfatteren Carl Kjersmeier fotograferet i sit Hjem med de mange Negerskulpturer.

Skulpturen er en død Kunst.

Vi tager Plads over for Kjersmeier i sit Hjem med de mange Negerskulpturer- I en unægtelig højst mærkelig Stol.

- Den holder trods sin Ælde.

- Hvor har De faaet Negerinteresserne fra? spørger vi.

- Fra Barn har jeg haft denne Interesse, væsentlig fordi Negrene var et undertrykt Folk, jeg følte med dem, kom senere til at holde af dem, og nu er al min Fritid ofret Negrene.

- Er det en levende Kunst, De har samlet her i Deres Stuer?

- Nej, det er en død Kunst, men en Kunst, man derfor godt kan lære af. Alle de Skulpturer, jeg har, er Ting, hvis Udførelse har taget lang Tid. Enkelte har kostet et Livs Arbejde. Det store ved Negerkunsten er den Selvstændighed, som hvert Kunstværk repræsenterer. I Begyndelsen vil Folk maaske føle sig stødt over det Forhold, der er mellem Menneskelegemets enkelte Dele, men hurtigt vil man opdage, at hver Skulptur er et Kunstværk for sig selv. Hver især er et harmonisk Hele.

125 millioner Negre

- Hvor mange Negre findes der rundt i Verden?

- Det er meget svært at svare paa. Der findes 15 Millioner i U. S. A, 20 Millioner i Syd-, Vest- og Mellemamerika og ca. 110 Millioner i Afrika.

- Kan man sige, at de amerikanske Negre har en særlig Kultur?

- Ja, deres Trang til Frihed har svejset dem sammen, og i det store og hele er de linie i en stor Kulturbevægelse. Under Pres og Forfølgelse fra de Hvides Side, har de udmærket forstaaet at hævde sig. Lad mig lige nævne for Dem, at der i Amerika findes 950 Neger-Sagførere, 3495 Læger og 35,563 Lærere. Det betyder en kolossal Fremgang for den sorte Race. Endelig maa jeg nævne, at Negrene er førende i Amerikas Lyrik. 

Jazz betyder en Fornyelse.

- Hvad mener De om den Musik, Negrene har skænket os?

- Ja, det er typisk, at det er den eneste amerikanske Bevægelse, der har erobret den ganske Verden. Jazz'en svarer sikkert til vor tid. Det jævne, umiddelbare, fremadskridende. Der var paa forskellige Omraader saa mange Snørkler og Kruseduller, at man godt kan sige, den nye Musik er Fornyelse Lad mig om den Musik sige, det gælder forresten ogsaa andre Omraader: Det jeg falder størst hos Negrene er, at deres Kunst altid repræsenterer det almenmenneskelige, det kooperative, om man vil. De har aldrig givet os Stjernekomedie.

Hvad Ægypten og Japan betød, vil en Gang inden længe. Negrene komme til at betyde.

- Mener De, at Europas Kultur trænger til Fornyelse?

- Ja, utvivlsomt, og paa samme Vis som f. Eks i 80'erne vore Malere gik i Lære hos Japanerne og lærte en helt ny Farvevirkning, og saaledes som vi har lært hos Ægypterne, vil vi engang lære hos Negrene.

- Hvilket?

- Det simple, dette at Kunst behøver ikke at være en fotografisk Gengivelse af Ting eller Personer. Et Kunstværk kan i sig selv være et selvstændigt Værk. Det friske, det,harmoniske i den døde Negerskulptur kan vi hente Fornyelse af. I Negrenes Frihedsbestræbelser og Kamp for at hævde sig kan vi finde gode Egenskaber. Jeg tror paa, at Europa kan lære adskilligt hos Negrene.

(Klokken 5 (København) 21. marts 1929)

Carl Nutzhorn Kjersmeier (1889-1961) blev cand. jur. fra Københavns Universitet. Han oversatte og udgav asiatiske, afrikanske og indianske digte og ordsprog. Efter sit giftemål med cand. jur. Amalie Edelsten rejste de rundt og studerede nye tendenser i kunst, især den ”primitive kunst”. I 1926 var samlingen over hundrede stykker. Herefter rejste de til Fransk Vestafrika 1931-1932. Samlingen (1400 styks) blev doneret til Nationalmuseet, siden 1968 Etnografisk Samling. I 1929 boede han i Svendsgade 1, 4. sal.

Jon Alfred Mjøen: Den farvede Fare. (Efterskrift til Politivennen)

Den norske Racebiolog, Dr. Jon Alfred Mjøen, som har gjort en lang studierejse i Afrika, er nu i Amerika for at holde Foredrag ved Universiteterne i U. S. A. om Raceproblemer, som han i denne Artikel beskæftiger sig med, og som derovre ved Amerikanernes Emigrationspolitik har faaet aktuel Interesse.

Ind gennem Spejlglasruderne i vor Stamkafé paa Al Djezairs mægtige Terrasser vælder Sollyset, og udenfor pulserer et myldrende Liv i alle Farver og Nuancer. 

Paa vor Rejse mod det indre Algier saa vi paa nært Hold disse farvede Folk, som færdes med Turban, Krukker og Kurve paa Hovedet, til Fods eller paa de høje Vogne, trukket af Mulddyr. Kendte Billeder fra Rejsebeskrivelser og illustrerede Magasiner rullede forbi lyslevende: Høje, smukke Arabere i hvide maleriske Burnusser, brednæsede Berbere, spansktalende Europæere og de hemmelighedsfulde, hvidklædte Muslimkvinder med Slør og Pandebaand, som kun lader et Par sorte Stenkulsøjne udækkede. Paa faa Undtagelser nær er alle mørkhudede.

Muslimer i Bøn, vendt mod Mekka.

Af alle de Indtryk, som Synet af dette brogede Billede giver, er der særligt et, der fæstner sig og antager fast Form - Indtrykket af den enorme Raceblanding og Racekrydsning i Landene omkring Middelhavet - ja, helt op til Paris og Rhinprovinserne, Balkanstaterne og Sydrusland. Arabere, Jøder, Singalesere og Kabyler, Mozabiter eller Touaregger blander Blod med Sydspaniere, Franskmænd og Italienere, og man faar Halvblodsmennesker alle Vegne, mørkhudede Europæere med mere eller mindre semitisk Tilsætning.

Blind Tigger.

* * *

Hvor er de blevet af, disse stolte Arabere, Muhammeds Efterfølgere, som kom under Islams sejrende Halvmaane og bragte deres rige mauriske Kultur som Morgengave. Hvor de kom hen i Spanien, Italien eller Byzans, knejste der snart Kirker og Paladser i Guld og Mosaik. Ja, helt op til Venedig er Dogepaladset og Marcuskirken straalende Minder om dem. Med Vemod tænker man ogsaa paa en anden Storhedstid, da den latinske Kultur, befrugtet og fornyet af den lyse nordiske Bølge, grundlagde Kultursamfund over hele Sydeuropa og Nordafrika med Rom som Centrum. Længe efter, at den hellenske Kultur var gaaet til Grunde, beherskede den stærke romerske Folkeaand Verden. Geniale Mænds Værker opstod i Billedhuggerkunsten, Litteraturen og Arkitekturen; men Romernes stærke Trang til Verdensherredømmet førte hurtigt til Raceblanding.

Arabisk Skønhed (negrid).

Da den yngre Scipio stod paa Karthagos rygende Ruiner, var Folkets Skæbne forlængst beseglet. Slaver af fremmede laverestaaende Racer førtes til Rom i stor Maalestok, og de blev hjemme og giftede sig med romerske Kvinder, medens Mændene kæmpede ved Fronterne. Dertil kom under Kejserdømmet de barnløse Ægteskaber, og med disse og Raceblandingen var Roms Fald en Kendsgerning.

Haroline-Kvinde fra Tidekelt, næsten hvid (raceblandet).

Nu ser vi langs alle Middelhavets Kyster Ruinerne af en svunden Kultur og de hensygnende Rester af Fortidens Raceinstinkt, Racetræk og Kendemærker er blandet imellem hinanden i et meningsløst Virvar; det er snart ikke muligt at opdage et Fysiognomi af ensartet Racepræg i de tre Smeltedigler, Tunis, Algier og Tanger, kun een af Tusind bærer sin Races oprindelige Farve, Mellemfarver i alle Afskygninger er langt i Flertal. Inde i LandeI mod Biskra og den store Ørken bliver Racen renere, og enkelte Steder kan man finde usædvanlig smukke Typer.

Arabisk Arbejder.

Blandingen er taget tit i en uhyggelig Grad i de senere Aar. Hvor før i Tiden Mangelen paa Jernbaner og andre Befordringsmidler umuliggjorde et stærkt Samkvem, foregaar i Dag den livligste Forbindelse med dens uundgaaelige Følger. Overalt træffer man disse Smeltedigler, hvor alle mulige Racer smeltes sammen. Syd- og Østeuropa er Tumlepladsen for Negrenes, Mongolernes, Jødernes og andre asiatiske Stammers ikke helt harmløse Leg. Og overalt, hvor Guds syndige Jord er grøn eller byder paa noget, der kan gøres i Penge, enten det nu er i Sydamerika eller Australien, i Tunis eller Algier, saa myldrer det med europæiske Kolonister, der tilgrumser de Indfødtes og deres eget Blod.

En af de mange, som blander Blod med Araberne. 

Fænomenet Raceblanding er i stadig Stigning og griber om sig med en Fart, som ikke er til at spoge med. Men dette vil vi Mennesker i Følge vor Natur først indse, naar vi tvinges til at tage Standpunkt til Sagen. Med andre Ord, naar det er for sent. Blandingsmennesket er som bekendt et Produkt af to eller flere forskellige Racer, hvis Blod det har i sine Aarer. Jo fjernere Forældreracerne staar hinanden, desto større er Chancen for en uheldig Kombination af Egenskaber hos Mennesket.

Uharmonisk Racekrydsning, seksaarig Araberdreng. Der er næppe et Træk tilbage af den oprindelige Race. 

Man ser stadig vore Modstandere hævde, at Raceblanding er godt; det giver frisk Blod, siger de, uden at undersøge, hvor dette "friske Blod" kommer fra. Der nævnes Eksempler paa, at Blodblandingen har fostret Begavelser. Saaledes nævner man, at Porfirio Diaz, Mexicos Præsident, var Mestiz (Blanding mellem Hvid og Indianer), og Booker T. Washington var Mulat.

Man ser ogsaa anført, at August Strindberg var stærkt raceblandet. Jeg véd ikke, hvor paalidelig denne Paastand er, men af Strindbergs Afstamning at ville slutte, at Raceblanding skal til for at skabe det geniale Menneske, vilde være det samme som at sige, at man maatte dumpe til Studentereksamen for at blive en Henrik Ibsen.

Aben Ali Baba holder Morgenfrokost.

Nej, selv om vi ved bevidste Eksperimenter kunde frembringe 10.000 Strindberg-Blandinger, vilde vi sikkert faa mange med Strindbergs Brutalitet, hans Tungsind, hans Lunefuldhed, hans Pessimisme og Kynisme overfor Kvinden, uden at faa mange Typer med Digteren Strindbergs geniale Skaberkraft.

Fremragende Blandingsmennesker er og bliver kun Undtagelserne fra den almengyldige Regel, nemlig den, at Blandingsmennesket gennemgaaende betegner en afgjort Tilbagegang i legemlige og aandelige Kvalifikationer, særlig i moralsk Henseende, sammenlignet med den ene eller begge de racerene Forældre. Medens Gennemsnitstyper af den rene Race udgør den bedre Borgerstand, nøjes Gennemsnittet af Blandingsmennesker som Regel med at øge den tiltagende Arbejdsløshed, fylde vore Fængsler og bebyrde Fattigkasserne.

Tuareg-Krigere.

En Amerikaner Elliot har nylig paavist Forholdet mellem Raceblanding og Kriminalitet, og Franskmanden Vacher de Laponge advarer i sine Bøger franske Politikere mod at se alt for optimistisk og sorgløst paa de farvede Racers uhindrede Indtrængen i Europa. Han har regnet ud, at der nu findes tre Millioner farvede Mennesker i Frankrig. I sit Forord til Madison Grants Bog "The Passing of the great Race" hævder Laponge, hvor skæbnesvangert dette Spørgsmaal kan blive netop for et Land som Frankrig. "Der trænges," siger han, "til den største Aarvaagenhed fra vor Side og en alvorlig Kontrol med de fremmede Indvandrere. Erfaringen viser os daglig, at der blandt disse Folk findes Elementer af allerlaveste Slags"

*

Vi kender alle Blandingsmennesket, hans ofte bundløse Letsindighed, hans Mangel paa EVne til at indordne sig under et Samfunds Love - helst lever han Fandenivoldsk og lader Vorherre spørge for Fremtiden. Holdningsløshed i Had og Kærlighed bestjæler han sin bedste Ven og gør sig ingen Samvittighedskvaler af den Grund. Hans Motiver og Handlinger er uberegnelige, hans Fantasi løber af med Fornuften, Driften er uden Kontrol, og hans Psyke og Moral vigende og præget af Mangel paa Balance.

*

Denne ofte ret sleske, ikke altid ubegavede, men ofte uheldige, altid upaalidelige type gjorde jeg allerede Bekendtskab med i mine unge Aar, da jeg besagte de saakaldte half breeds ved Buffalo og den kanadiske Grænse. Jeg traf ham ogsaa blandt Baskerne i Nordspanien og her og der blandt Hybrid-Befolkningen i Nordnorge og Sverige. Jeg husker særlig min Ven Ingvill Ola, i hvis Aarer der flød Taterblod med lidt "nordisk" Tilsætning, han kunde tjene som en god Illustration til mine Ord, som Eksempel paa det blandede Blods Inkarnation: Vanskeligt var det for Ingvill Ola at skelne mit fra dit, og Sandhed talte han nødig, og dertil kommer, at han ikke taalte Synet af en utømt Brændevinsflaske. Kort sagt: han var meget afholdt, og da han omsider døde, herskede der Sorg imellem Befolkningen. Den lille Klippeby havde mistet sin Syndebuk og sit Samtaleemne.

Gruppe af Kvinder fra Nordafrika. Ikke en eneste er nogenlunde raceren.

Medaillens mindre spøgefulde Side ser omtrent saaledes ud: Ved Sammenblanding af hinanden fjerntslaaende Racer er der givet Mulighed for en Række Uoverensstemmelser hos Afkommet, hvilket som Regel giver sig Udslag i en ringere Tilpasningsevne, mindre Modstandsdygtighed, nedsatte Aandsevner, og større Modtagelighed for - Disse ofte ulykkelige Individer tjener - hvad enten de lever paa den ene eller anden Maade - sig selv og Samfundet til liden Ære og de bidrager kun til at forringe Menneskenes Kvalitet og at forhøje deres Udgifter

*

Ikke for ingenting har de Indfødte i Sydafrika praget deres Visdom i Ordsproget: "Gud har gjort den hvide Mand, Gud har gjort den sorte Mand, men Mellemtingen har Fanden skabt."

Dr. Jon Alfred Mjøen.

(Nationaltidende, 8. maj 1927).

Den farvede Fare.

Nordisk Race.

I et af de mest øde Landskaber paa Kloden kæmpede for et Par Aartusinder siden en lille Folkestamme haardt for sin Eksistens. De geologiske Forhold i dens Hjemland - Arabiens Ørken - gjorde det vanskeligt at komme i Berøring med andre Folkeslag, og efterhaanden foregik der her en Proces, som Verdenshistorien ikke har set Magen til. Alle de svage, de uduelige, de daarligt aandeligt og legemligt udrustede Individer bukkede under i Kampen mod Ørkenen. Den lille Stamme voksede sig stærk indadtil og udadtil og steg til en Kulturblomstring, som aldrig før er set. Den voksede ligeledes i Magt og lagde store Dele af Verden under sit Herredømme - for saa at synke tilbage, prisgivet en mystisk Lov, som først vor Tid har bragt Klarhed over.

Nomade-Kvinde med sine Børn foran sin Goubis.

Men det, som gjorde den oprindelige Stamme stærk og levedygtig, var, foruden det udvalgte Menneskemateriale - Grundstammen - de Systemer, deres Statskunst var bygget paa. I Politik, i Økonomi, i Religion og Filosofi, i Hygieine og Folkeopdragelse fulgte de Linier, som virkede fremmende og rensende paa Slægten. Saaledes opstod disse stolte og smukke Racetyper, som Europa me I Forundring og Misundelse saa sejre i Kappestriden.

I en Afhandling om denne Araberstammes Oprindelse gør Poul Popence opmærksom paa, at dette lille Folk i sit private Liv og i sin offentlige Virksomhed, særlig i sin Folkeoplysning, gennemførte en konsekvent Racehygieine. At det ikke er Forældrenes, men Slægtens Egenskaber, som arves, kommer stærkt frem i det arabiske Ordsprog fra Osman: "Ønsker du en Søn, saa vælg for ham en Bedstefar og en Onkel paa Moderens Side, det gør mindre, at Moderen er en Heks blandt Kvinder". Dette arabiske Ordsprog har sit Sidestykke i et gammelt nordisk Ord, som jeg for mange Aar siden fandt paa Vestlandet i Norge: "Du skal ikke gifte dig med en Pige, hvis hun er den eneste i Slægten, du bryder dig om" .

Efter Krigen gik en Strøm af denne asiatiske Race fra Øst- og Sydøsteuropa imod Central-, Nord- og Vesteuropa.

De to Ordsprog - det arabiske og det nordiske - danner Spejlbilleder af hinanden. I begge er det Slægtens Værd, som er det afgørende.

Ægteskab var en Pligt i det arabiske Samfund. Er du ikke rask? siger Mahomed til en ugift Mand paa 30, og da Manden svarer: Jeg fejler intet, da siger Profeten: Saa er du Djævelens Broder. Det arabiske Samfund er et af de faa, der har samlet Pengemidler til Understøttelse af børnerige Familier. Disse Midler forvaltes desværre ikke længere efter uegennyttige Principer.

Flerkoneriet havde i den første Del en gavnlig Virkning paa Racen; men da Araberne begyndte at gifte sig med fremmede Slavinder, og det arabiske Blod blev opblandet med Negerblod - da Raceblandingen med andre Ord begyndte, var Folket viet til Undergang.

*

Araberfolket led den samme Skæbne som Romerne; deres fastbyggede Racehygieine slog klik, fordi Racekrydsningens Fare var ukendt for dem.

Racetype fra Sydøsteuropa, som man endnu ikke træffer i Københavns Gader. 

Det, som i Dag er igen af det stolte arabiske Folk, er et glædeløst og kulturløft Blandingsfolk af Analfabeter, som daarligt nok husker Forfædrenes Storhedstid. Arabere blandet med Negere, Negere blandet med Arabere og begges Blandingsbørn, blandet med Sydeuropæere - det er, hvad man møder i 1927.

Udprægede Blandingsfolk er ogsaa særlig udsat for veneriske Sygdomme. I Afrika optræder disse Sygdomme usædvanligt ondartede. Abessinien, Ægypten, Tunis, AIgier og Marokko er stærk hærgede. I Tunis findes i Følge Rubertel næppe en Indfødt, som ikke har haft veneriske Sygdomme. Gerhard Rolfs beretter fra Marokko: Sygdommene er stærkt udbredte og inficerer Befolkningen i den Grad, at der kun findes faa raske og sunde Kvinder. Dounari betegner en vis Sygdom som Marokkanernes Sygdom par excellence.

En kvindelig Skønhed af Touaregg-Stammen.

Et Besøg i en af Nordafrikas Araberbyer vil udslette den sidste Tvivl om, at man her staar overfor en Race i Nedgang. Det er nærmest Karikaturer af Racetyper, man finder her, sammenstuvede i mørke, snavsede og ildelugtende Kælderrum, befængt Utøj, Saar og Øjensygdomme, et hæsligt Vrangbillede af en en Gang saa stolt Urstamme - og de samme uharmoniske ansigtstræk møder vi atter og atter i Europas Havnebyer.

*

Den brave Borger vil sikkert spørge: Hvad bryder vi os om, hvad der foregaar i Afrika? Hvad kommer det os ved, om Folk i Tunis og Algier, i Marokko og Senegal har høj eller lav Pande, lyse eller falske Øjne, om de er Kærere af en høj Kultur eller gaar med Ring i Næsen. Den slags Ligegyldighed er farlig. Som jeg i en tidligere Artikel har anlydel, er det almindelige Samkvem vokset med rasende Fart i det sidste Tiaar. Hvor før i Tiden en Race gennem lange Tider kunde holde sig ren, der strømmer i Dag, takket være vore moderne Samfærdselsmidler, stadig tremmede Raceelementer ind, og der opstaar Kaos. Mere end en af vore Kulturnationer har allerede forspist sig paa sine ubudne Gæster. De begynder at mærkes, at Fremmedinvationen er en ufordøjelig Føde for Samfundet, Amerika f. Eks., de tager deres Forholdsregler,

*

Men Europas Døre staar fremdeles paa vid Gab, og det siger sig selv, at jo bedre Amerikanerne forstaar at lukke for Indvandring, desto stærkere vil de afviste rykke Europæerne ind paa Livet. Der siver en ustandselig Strøm udefra ind over vor Verdensdel. Mongolere og semitiske Elementer fra Øst og Syd, Orientalere, Asiater over Balkan og Negere og Arabere fra Nordafrika, Overalt sætter de Mærker efter sig; i alle Middelhavslandene og mere og mere æder Ondet sig ind over Centraleuropa. Man ser, hvordan Storbyernes Gader i større og større Udslrækning befolkes af smaa, sortsmudskede Skikkelser af et fremmedartet Udseende. Allestedsnærværende Opkøbere af gammelt Metal, nøjsomme kærlige i deres Forhold til Penge, uproduktive Mellemmænd med Blandingsmenneskets Stempel paa Panden : Elskværdighed, Forsagthed og Grusomhed samlet i en Person.

Eksempel paa Raceblanding i Vest-Europa.

Statsmændene ved ikke, hvad de skal gøre med disse lidt uvante Problemer og overlader det saa til Politiet, hvorefter de atter tager fat paa et mere kendt Tema: Skatning, mere Beskatning, stadig mere Beskatning.

Selvfølgelig bør der advares mod enhver Overdrivelse: Racebiologien og dens Dattervidenskab Racehygiejnen maa ikke misbruges i Racehadets Tjeneste. Vi skal ikke forfølge andre Racer, men bare værne vor egen. Vi skal elske vor Race, ikke fordi den er bedre, men fordi den er vor Race. Det har været sagt, at enhver Blodblanding med Naboer eller Nationen paa den anden Side Grænsen skulde være uheldig. Dette er dog ikke rigtigt; man kan tværtimod sige, at de fleste hvide Folkeslag med Fordel kan blande Blod, og at den saakaldte uharmoniske Raceblanding først kommer til, hvor de to Racers fysiske og aandelige Egenskaber fjerner sig nævneværdigt fra hinanden.

Men netop af denne Grund maa Invasionen fra Middelhavslandene og Sydosteuropa af de os fjerntstaaende Racer betragtes som yderst betænkelig. Den rummer Faren for vor egen Eksistens, den nordiske Race vil trænges tilbage, smelte sammen, fortyndes, gøres ukendelig i det store Blodkaos, som er den moderne Folkevandrings Tragik.

Tiggerdrenge paa Vejen til Biskra.

En Raceblanding, som vokser sig stærk i et Land, der for var fri for den, trækker Forbrydere, misfornøjede og arbejdssky Elementer af tvivlsom etisk Oprindelse ind i Landet. Vi kan daglig se detle paa vore Gader i København, Stockholm og Oslo. 

Man spørger forundret: Findes der ingen Kræfter, der kan yde Modstand?

Som ovenfor nævnt synes Amerikanerne - Verdens gæstfrieste Folk - at være de første, der endelig fik Øjnene op for den Skade, som er sket ved at tillade uhindret Indvandring. De har forstaaet, at det her gælder Værdier, som, hvis de gaar tabt for Nationen, ikke en Gang ved Hjælp af de mest raffinerede Undervisningsmetoder kan genvindes. Man har indset, at det ikke gaar saa helt let at sammensmelte de daarlige Elementer med de gode. Saa længe Indvandringen til Amerika foregik fra England, Skotland og Holland, fra de skandinaviske Lande og Nordtyskland, saa længe Blodblandingen foregik indenfor en og samme Race - den nordiske - saa længe var alle Betingelser til Stede for et sundt Folk.

Uharmonisk Racekrydsning. Lille 6-aarig Tiggerpige.

Men Betingelsen var Racerenhed. Dette hellige Raceinstinkt, som fik den ægte Yankee til at trække sig ind i sig selv ved Berøring med en Farvet, det har Handelsmoralen og Uvidenheden desværre gjort Brud med.

Men af den Kendsgerning, at De forenede Stater fremdeles tæller saa mange begavede, initiativrige og karakteristiske slægter, har man villet trække den noget forhastede Slutning, at det amerikanske Samfund lidt efter lidt opslugte de andre Landes Proletariat, og man har med en Naivitet, som var et bedre Eventyr værdigt, ment - at i Smeltediglen blev de karaktersvage  stærke, de blinde seende, Forbryderne lovlydige. ja selv de aandssvage hlev begavede. Forholdet er imidlertid omvendt. Den stadige Fornyelse af Blodet, som fulgte med den nordiske Tilstrømning til de "uanede Muligheders Land", foranledigede den enestaaende Opdrift, som vi har været Vidne til i Løbet af 150 Aar.

Mænd af Kounia-Stammen.

Men denne Gæstfrihed aabnede ogsaa Dørene for de ubudne Gæster og for et Bundfald af svage, nedbrudte og sandelig forkrøblede af alle Racer, trukket frem fra de laveste Lag i Middelhavslandene og Balkan.

Kritikløs Indvandringsfrihed er en højst kortsynet Politik. Den vil altid i Øjeblikket fremkalde en ædel Selvfølelse af at skaffe "Tilflugt for de Hjemløse". Men det er et daarligt Standpunkt at give Almisse til enhver Tigger. - Almisser og Gaver gør mere ondt end godt. De bidrager til at oge Fattigdommens Byrder for fremtidige Generationer. Lad os ikke ved af hjælpe en Ulykkelig i Dag skabe to i Morgen.

Burde Talerne f. Eks. ikke have lært Nordmændene og Svenskerne at være forsigtige med, hvem de slipper ind i Landet? Tatergutten "Østa Linas Knægt", kendt fra det tragiske Lensmand-mord. burde lære os at tænke lidt mere over Racebiologi. En Kontrol med Indvandringen har større Interesse for de nordiske Folk i Europas nordvestlige Hjørne end for noget andet Folk i Verden. De nordiske Folk har som de racereneste alt at tabe ved Blodblanding, men intet at vinde.

Det er ikke lysteligt at tænke paa, at Kommunerne aarligt giver Tusinder af Kroner i Fattigunderstøttelser til fremmede Indvandrere. Det er disse Fremmedelementer og deres Børn, der fylder vore Fængsler og Fattighuse. Det er heller ikke tiltalende at tænke paa, at de som internationale Forbrydere rejser Europa rundt under nordiske Navne som Danskere. Nordmænd og Svenskere. Det er paa linje Tid, at Nordens Folk slutter sig sammen om en Indvandringspolitik.

Pe nordiske Lande bor ligge aabne for alle af vor egen Race og nærbeslægtede, som kommer i Kunstens, Videnskabens, Teknikens og det produktive Arbejdes Tjeneste. Men naar Sydens og Østens Frugtbarhed kræver Plads og vil høste, hvad andre har saaet, saa lad os bygge en Port - og ikke nok med det: Lad os ogsaa spærre den.

(Nationaltidende, 22. maj 1927).

Jon (John) Alfred Hansen Mjøen (1860-1939), norsk kemiker og farmaceut, studier inden for racebiologi og eugenik. Fremlagde 1908 "Norske program for rasehygiene". Deltog sammen med Ploetz ved stiftelsen af "Den internationale eugeniske føderation" i 1912, med Mjøen som vicepresident. Mjøen gik også ind for at det moderne samfund skulle nægte "dårlige arvebærere" (fx mentalt handicappede, forbrydere og prostituerede) at få børn. Som han også skriver i artiklen, fremhævede han "den nordiske race" som den mest rene.

Hans teorier fik stor modstand fra professorerne Kristine Bonnevie (1872–1948) og Otto Lous Mohr (1886–1967) og helsepolitikeren Karl Evang (1902–1981) som fremhævede at hans teorier savnede ethvert videnskabeligt grundlag. 

Han startede tidsskriftet "Den Nordiske Race". Med foredraget "Hvad koster minusindividene stat og samfund?" rejste han fra 1924 rundt i verden, bl. a. var han 1928 hos Mussolini. Under 2. verdenskrig tog det nazistiske Nasjonal Samling hans teorier til sig, og siden 2. verdenskrig har racehygiejniske teorier været anset for politik, ikke videnskab. Selv døde han i 1939 hvorfor vi ikke ved hvordan han ville have stillet sig.

Zulu-Kaffer-Qvinder og indfødt Nubier. (Efterskrift til Politivennen)

Akrobaten og pantomimekunstneren Jean d'Abis (1807- ) havde i 1850'erne Danmark (og dele af udlandet) et omrejsende show. Han var artist, jonglør, kunstberider m.m. hvis forestillinger i Danmark og udlandet daterede sig helt tilbage til 1830'erne., bl. a. i 1840'erne optrådte han hos Price på Vesterbro, Tivoli, og turnerede rundt i Danmark. I hvert fra 1854 begyndte han at vise levende mennesker, fra 1860 en smuk og stærk Zulu Kaffer. I 1862 lavede han et reklamestunt ved i aviserne at annoncere med at hans menneskeæder fra Nubien var stukket af, og skulle have ædt 12 småbørn. (Se også indslaget med Joseph Liphards Raritetskabinet fra 1853).

Annonce i Sydfyenske Tidende 18. juli 1863. Annoncen fandtes i adskillige andre aviser. De blev også forevist bl.a. i Sommerlyst Teater (Sommerlyst lå på Frederiksberg Alle nærmest ved Runddelen), Korsør, Århus, Viborg.

Zulu-Kafferne. Den med Hr. d'Abis' Selskab til Aarhuus med Postdampskibet ankomne Zulu-Kafferinde saae sig nødsaget til, umiddelbart efter at være bleven indlogeret i "Hotel Cimbria", at søge Jordemoderens Assistance, og nedkom kort derefter med et velskabt Drengebarn, der bragte Beviser for sin ægte Herkomst ved at producere sig med sorte Øren, sorte Brystvorter og andre Sorte Legemsdele; allerede i Mandags er den øvrige lyse Couleur forvandlet til kobberbruun. (Aarh. Av.)

(Sydfyenske Tidende 29. juli 1863).

Nyheden var muligvis endnu et af Jean d'Abis' reklamestunts, idet fødslen ikke er indført i kirkebøgerne.

- Hr. Jean d'Abis fra Kjøbenhavn er indtrufen hertil Viborg med en eiendommelig Familie: en 30aarig Nubier, gift med en 28aarig Zulukafferinde, tilligemed en Datter paa 10 Aar samt et for en Maaned tilbage i Aarhuus født velskabt Drengebarn. Endvidere har han medbragt en sjelden Insectsamling, der fra forskjellige Steder er bleven omtalt som særdeles interessant. (Om Stedet og Tiden for Foreviisningen see under Advertissements).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 27. august 1863).

Jean d'Abis turnerede i 1866 med seks levende dværgaber. Han turnerede også i Tyskland. Hustruen Marie Catrine d'Abis, f. Werning (1798-1871) døde i København og er begravet på Holmens Kirkegård. Efter hendes død stoppede d'Abis turnelivet og døde 1875. Han blev begravet ved siden af hustruen. Se Anders Enevig: Gøglere, hypnotisøerer og savoyarder. (2003)

Fr. Frølund: Kortfattet Geographi til Brug for de lavere Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel anmeldte denne skolebog. Mest om stavefejl og manglende indhold. Afsnittet om Afrika beskrives således: 

...Som en Mundsmag skal jeg her aftrykke og med nogle Bemærkninger ledsage et klassisk Sted. Det findes Pag. 67 og 68 og slutter en meget interessant Beskrivelse af Afrika. 

"De fleste Indbyggere ere af Negerracen, bekjende sig til forskiellige hedenske Religioner og ere meget raa. Kun Ægypten, Røverstaterne [NB. Forfatteren har aldeles ikke tidligere talt om værende eller forhenværende Røverstater] og Kaplandet have nogen Kultur. Her, saavelsom i de øvrige Besiddelser paa Øerne [NB. 1) hvad mon der menes med "Besiddelse"? 2 Ægypten, Røverstaterne og Kaplandet ere altsaa Besiddelser paa Øerne!] findes endeel Christne, men iøvrigt ikke [fremhævet af Forf.] er den muhamedanske Religion herskende i Norden og de nordøstlige Dele. [Altsaa høre Øerne og Kaplandet til "Norden og de nordøstlide Tele" !] Fleertallet af de øvrige Indbyggere er Hedninger [Atter Bedemands-stiil. - See Linie 2.j Størstedelen af Afrikas Indbyggere leve som Nomader, og mange drive betydelig Kvæg-, Faare- og Hesteavl. I Afrika findes en utrolig Mængde af vilde Dyr, Slanger og Fugle [Altsaa ere Slanger og Fugle ikke "vilde Dyr"], som tilhøre den hede Zone, hvoraf vi blot her vil nævne: Løven, Elefanten, Kamelen, Hyænen, Aben, Nilhesten, Zebraen, Giraffen, Krokodillen og Strudsen [Er det ikke, som om Forfatteren havde giort sig Umage for at gjøre Ordenen saa ravgal som mulige?] Ligeledes findes her alleslags varme Planter [kogte kartofler?], især en Mængde Palmearter, forskjellige Kornarter, Riis, Mais, Dadler, Bomuld, Viin, Sukker, Peber og andre Krydderier [Altsaa enten ere Riis, Mais ikke "kornsorter", eller Dadler, Bomuld o. s. v. ere "Kornsorter"]. Af Mineralriget findes her Guld, Kobber, Jern og Salt. Indbyggerne høre deels til den kaukasiske, deels til Negerracen; den sidste er mest udbredt." [Det var det; lad os ende, bogstavelig som vi begyndte. See 1ste Linie.]

...

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. april 1859).

Kong Adum og Sabah Akim. (Efterskrift til Politivennen).

Kastellet husede 1846-1950 to højtstående afrikanske statsfanger, der egentlig stod til dødsstraf. De vakte tilsyneladende stor opmærksomhed i København, folk valfartede til Toldboden og Esplanaden for måske at få et glimt af de to seværdigheder når de var på gårdtur. Avisernes behandling af sagen viser en del om datidens danske syn på landets kolonier og deres befolkninger. 

Først lidt bagrundsstof fra "Kastellets venner", under 14. oktober 1846:

”Negerkongen og hans minister”, som man kaldte dem i byen, kong Adum og Sabah Akim indsattes i statsfængslet, for i vor koloni på Guldkysten at have dræbt en anden konge og hans sønner, tilmed midt under en dansk arrangeret fredskonference foran fæstningen Christiansborg. Da Danmark i december 1849 afstod sine afrikanske besiddelser til England, blev de løsladte og udskibede til Afrika på et engelsk skib, men nåede tilsyneladende aldrig frem. Navnlig Sabah Akim var meget populær i København, da han brugte enhver skilling, han kunne undvære, på bolcher til børnene, der flokkedes for at se de sorte mennesker – vel de eneste i København dengang.

En beretning findes i O. C. Hammer: En Livsskildring (1928), Kapitlet "Negerkongen og hans minister som statsfanger i København" (side 55-62). Denne beretning synes i høj grad at have brugt de to artikler fra Kjøbenhavnsposten som kilde. Den indeholder dog også noget om deres ophold i Kastellet, hvor de sad i to små celler, med udgang på Kastelsvolden 2 timer om dagen. De gik med høj hat, og var kendt som "negerkongen og hans minister". 5. januar 1850 frigav kongen dem. Dog måtte de blive på Kastellet for ikke at vække opsigt i gaderne. 

Kastelsfængslet hvor de to afrikanere sad fængslet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Artiklernes kilder kan kun have været udsendte til kolonierne. Afrikanernes synspunkt kerede ingen sig om. De blev beskrevet som barbarer, på niveau med børn som man ikke kunne forvente for meget af. At beretningerne er fulde af foragt for deres krigeriske fremfærd, skal sættes i perspektiv af at fx Napoleonskrigene i Europa havde kostet i hundredtusindvis af ofre, og mens de to afrikanere sad i Kastellet, udkæmpedes den blodige treårskrig, 1848-1851.

Fædrelandet, 4. juni 1845:

- Ribe Avis. Af et Brev fra de danske Besiddelser paa Guinea, dateret d. f. A. var jeg fra min Altan Vidne til en lille Træfning, som fandt Sted mellem Negrene fra Aquapim og vore Ussu-Negre; der var opstaaet Strid imellem dem, hvorfor Aquapimmerne kom, 120 i tallet, til Ussu-By, for at faae Sagen bilagt. De vare imidlertid bevæbnede med skarpladte Flinter og andre farlige Vaaben, og midt under Forhandlingerne, som holdtes paa Torvet lige nedenfor Fortet, bleve de uenige. Aquapimmerne grebe deres Flinter og nedskøde nogle Ussu-Negre og saarede flere; men Ussuerne og Soldaterne fra Fortet dreve dem snart paa Flugten, gjorde 50 Fanger og dræbte mange, deriblandt den fjendtlige Anfører. Denne havde faaet et betydeligt Slagsaar i Byen, og maatte sætte sig i en Kurv, som to Negre bare paa deres Hoveder, herfra skød han efter en Ussuer, men feilede, hvorpaa denne skød ham, saa han styrtede paa Hovedet ud af Kurven. Foruden Fangerne medbragte Ussuerne og Soldaterne 5 afskaarne Hoveder, hvoriblandt Anførerens, og om Aftenen skare Negrene Hovederne af 2 af Anførerens Sønner, som de ikke havde leveret ind paa Fortet. Disse Hoveder rengjøres af Negrene og hænges som Zirat paa deres store Tromme, og Hjernerne gjemmes og nydes i Brændevin ved høitidelige Leiligheder."

Kjøbenhavnsposten 27. juni 1846:

- Angaaende en meget omtalt Historie om tvende Straffeanstalten paa Christianshavn nylig indsatte Negere fra Guinea meddeler Coll. Tid. efterfølgende nøiere Beretning:
"Nordlig for Fortet Christiansborg paa Kysten af Guinea ligger Landet Aquapim, der erkjender at staae under dansk Høihed. Dette Land har i de senere Aar lidt af indvortes Urolighed, især foranlediget ved Cabuceer eller Høvedsmand Adums heftige og voldsomme Adfærd, der fremkaldtes ved hans raa Charakteer og Hang til Drik. Som en Modvægt imod Adums Voldsomhed, havde der dannet sig et Parti, for hvilket Adums Successor i Aquapimlandet, Ussu Akim, stod i Spidsen, men under Stridighederne mellem de tvende Partier leed Landets Indbyggere, og Veien til Fortet for fredelige Handlende fra Lande nordlig for Aquapim blev usikker. At raade Bod herpaa maatte ansees ønskeligt, og da de Indfødte erkjende de europæiske Gouverneurers Ret til at afgjøre deres indbyrdes Stridigheder, fandt Gouverneur Carstensen sig foranlediget til at indkalde Adum og Ussu Akim til Christiansborg, for al tilvejebringe Enighed imellem dem. Begge mødte den 25de November 1844, men forinden Sagen blev foretagen i Fortet, anholdt Høvdingerne (Grandes) i den til Fortet stødende By Ussu om Tilladelse til, efter den Byen ifølge gammel Vedtægt tillagte Ret, at samle de stribende Partier for al mægle imellem dem, hvilket Gouverneuren tillod, da han haabede, al Parterne, ved al forklare sig for hinanden, senere, naar de samledes i Forter, vilde være mere tilgængelige for Hans egne Mæglingsforsøg. Men forinden Ussu-Negerne vilde foretage Sagen, forlangte de Betaling af Ussu Akim, og da denne nægtede al betale, og yttrede, at han ikke var kommen til Ussu By. men til Fortet, mishandlede de ham. I Stedet for at søge Beskyttelse i Fortet, flygtede Ussu Akim, idet Hans Folk affyrede deres Geværer paa den som Tilskuere forsamlede ubevæbnede Mængde, hvorved tre Mennesker bleve dræbte. Ussu-Negerne forfulgte derpaa Aquapimmerne, indhentede Ussu Akim, som blev skudt tilligemed flere af hans Ledsagere, og bragte et Antal Fanger tilbage (46). som paa Gouvernementets Forlangende bleve afleverede i Fortet og derfra sendte tilbage til deres Hjem. Foruden disse for Gouvernementet anmeldte og til samme udleverede Fanger, havde imidlertid Ussuerne tillige indbragt tvende Børn, Sønner af Ussu Akim, hvis Anholdelse de holdt skjult for Gouvernementet. Disse Børn bleve Natten til den 26de November i en Forsamling af Ussu Byens Grandes, efter Adums Tilskyndelse, myrdede. Denne Misgjerning kom til Gouverneur Carstensens Kundskab, og da han fik Vished om, at en vis Sabah-Akim. der længere Tid har tjent Gouvernementet som Tolk, havde udført Mordet paa Børnene, forlangte han denne udleveret, hvorhos han paalagde Byen en Straffebod af 200 Rd. g. S. for Deelaglighed i Mordet. Byen foretog imidlertid Intet til denne Sags Afgjørelse, men gav tvertimod Sabah-Akim. der holdt sig skjult i Nærheden, Tilhold om Natten i selve Byen, og da Gouverneur Carstensen kom til Kundskab herom, lod han ham ved en fra Fortet udsendt Commando paagribe den 2den Februar f. A. om Natten Kl. 12. Vel viste derefter adskillige Negere, der vare Sabah-Akims Tilhængere, sig tilbøjelige til at stifte Uroligheder og til at dræbe Gouverneuren; Men det lykkedes dog denne, ved passende Foranstaltninger at dæmpe disse Uroligheder. Navnlig lod Gouverneuren en Deel af Byen Ussu, som laae tæt op til Fortet imellem dette og Mordstedet, sløife og bortrydde til Advarsel og Paamindelse i Tiden. I et Forhør, som under 8de Februar f. A. afholdtes over Sabah-Akim. forklarede denne de nærmere Omstændigheder ved Mordet, og navnlig at Adum havde tllraadet at dræbe Børnene, hvilket derpaa blev besluttet af Forsamlingen. Saavel Sabah Akim som Adum, hvem allerede nogle Uger efter Misgjerningens Fuldbyrdelse var blevet anviist Ophold i Fortet, bleve derefter. Sidstnævnte formedelst Deelagtighed i Mordet, holdte arresterede sammesteds, indtil Bestemmelse kunde modtages om, hvorledes de skulde straffes. Efterat Gen. Toldkammer- og Commerce-Collegiet i denne Anledning havde nedlagt allerund. Forestilling med nærmest Hensyn til den paatrængende Nødvendighed, som der paa Grund af Landets særegne Forhold viste sig til at træffe en Foranstaltning, der kunde gjøre et tilbørligt Indtryk paa Negerne, og efterat Sagen derpaa var foredraget for Hs. Maj. i allerh. Geheime-Statsraad, blev der under 13de Juni f. A. udfærdiget tvende allerh. Reskripter til Gouverneur Carstensen. Det ene af disse Recripter paalægger ham, saasnart det til de guineiske Besiddelser bestemte Krigsskib, nemlig Orlogsbriggen Ørnen, dertil ankom, at nedsætte en Commission, bestaaende af Orlogsbriggens Chef som Præses, og saadanne Gouverneuren underordnede Embedsmand i Besiddelserne, hvilke han dertil maatte ansee skikkede, som Assessorer, og en af disse tillige som Actuarius, hvilken Commission vilde have at undersøge det Mord eller Menneskeoffring, som i Ussu By, Natten til den 26de Novbr. 1844, var udøvet paa to fangne Børn fra Børn Arropong i Aquipim-Landet, samt dømme Hovedanstifterne og Gjerningsmanden eller Gjerningsmændene af denne Udaad til saadan Straf, som almindelig Ret under tilbørligt Hensyn til Landets Sæder og Delinqventernes Religions- og Oplysningstilstand maatte tilsige. Det andet af førnævnte allerh. Rescripter indeholder en Bemyndigelse for Gouverneuren til i Hs. Maj. Navn at stadfæste eller formilde Commissionsdommen, samt foranstalte dens Execution. Tillige tilkjendegaves det Gouverneuren, at Hs. Maj., om end Commissionen maatte have dømt Nogen fra Livet,  ikke vilde have saadan Straf exeqveret, men derimod af Gouverneuren formildet til Frihedstab eller Deportation, samt at, saafremt Frihedstab eller Deportation ved Dommen eller den formildende Resolution ikjendtes Nogen, denne Straf da skulde exeqveres derved, at Vedkommende i Orlogsbriggen overførtes til de vestindiske Øer, for enten der at udstaae samme efter den derværende Generalgouverneurs nærmere Bestemmelse, eller, hvis dette af sidstnævnte Embedsmand maatte ansees utilraadeligt, ved, efter hans Foranstaltning, at overføres til Danmark. I Overeensstemmelse med fornævnte allerh. Befaling blev der, efter Orlogsbriggens Ankomst til Guinea, under 23de Oktober f. A. nedsat en Commission til Undersøgelse og Paakjendelse af det omhandlede Mord, bestaaende foruden Briggens Chef, Capitainlt. Krenchel, som Præses, af Assistent Schumacher og Overkrigcommiss. Richter og Lutterodt. samt furn. Assistent Bergenhammer. der tillige skulde fungere som Actuarius, idet Gouverneuren, i sin Indberetning til Collegiet med Hensyn til Richter og Lutterodt har bemærket, at han har tilforordnet dem Commissionen efter Conference med dens øvrige Medlemmer, da det fandtes hensigtsmæssigt, at Commissionen i sin Midte havde nogle Mænd, der vare bekjendte med Landets Sædvaner og Skikke. Ved de derpaa optagne Forhører er der med Hensyn til Gjerningens Udførelse blevet Følgende oplyst. Da Negerne fra Ussu efter det ovenmeldte i Ussu opstaaede Slagsmaal, under hvilket Negerne fra Aqvapim havde givet sig til at skyde og derefter taget Flugten, forfulgte de Flygtende, fangede forrige Tolk Sabah Akim tvende af Ussu Akims Børn, hvilke han førte med sig til Ussu Bv. Samme Dag, den 25de November 1844, om Aftenen foranledigede han en Forsamling af Byens Ældste eller Grandes og fremstillede Børnene for denne Forsamling, med Forespørgsel om hvad der skulde foretages med dem. Adune, der var tilstede i Forsamlingen, reiste sig derefter, uagtet han ikke hører til Ussu By, men er bosat i Aquapim, og forlangte at Børnene skulde dræbes, fordi disses Forældre havde fornærmet ham, eller, efter Andres Forklaring, fordi Børnene selv ved legemlig Overlast havde personlig krænket ham. Forsamlingen samtykkede i, at Børnene skulde dræbes, og overdrog Sabah Akim at udføre Gjerningen, hvilket han og gjorde ved at skære Halsen over paa Børnene, medens disse bleve holdte af nogle andre Drenge, der derefter oversmurte Byens Tromme med Blodet. Det var mørkt, da Gjerningen udførtes, og de sidstommeldte Drenge have derfor ikke været at gjenkjende. Tiltalte Sabah Akim er ved egen Bekendelse og Sagens øvrige oplyste Omstændigheder overbeviist om at have udført det ommeldte Mord, og Arrestanten Adum er ligeledes ved egen Bekjendelse og Sagens oplyste Omstændigheder overbeviist om at have tilskyndet og raadet til det begaaede Mord. Idet Commissionen saaledes har fundet den Gjerning fuldstændig beviist, hvorfor de nævnte Tiltalte ere blevne sigtet Commissionen med Hensyn til Straffen antaget, at den i den almindelige Ret grundede Regel, hvorefter den, der forsætlig myrder en Anden, bør miste Livet, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde. ifølge den hos Negerstammerne gjeldende Forestillingsmaade. Baade har Tiltalte Adum ved sin Forklaring erkjendt denne Anstuelse, som af Negerne almindelig antagen, og, naar Sabah Akim har modsagt, at denne Anskuelse er anerkjendl af hans Stamme, da er det kommissionen gjennem tvende af dens Medlemmer, der ved et meget langt Ophold netop i bemeldte Stamme have lært at kjende dens Sædvaner, vitterligt, at dette ikke forholder sig saaledes. Commissionen har derfor fundet, at Tiltalte Sabah Akim, som den egenlige Gjerningsmand og Fuldbyrder af Mordet, burde have sit Liv forbrudt. Vel har Tiltalte til Forsvar for sig paaberaabt, at Mordet blev besluttet af Byens Ældste, og at han kun fuldbyrdede det af Lydighed mod Forsamlingen; men Commissionen har ikke fundet, at denne Undskyldning i nogen væsenlig Grad kunde tale for ham. Tiltalte har nemlig selv anerkjendt, at baade han og Forsamlingen have handlet uretfærdigt i at dræbe Børnene. Den almindelige Retsfølelse, der findes hos ethvert Menneske, burde derfor have bevæget ham til at nægte sit Samtykke til Forsamlingens Forlangende, saameget mere som der kunde have været grundet Udsigt til, at derved et forandret Resultat vilde have været at opnaae. Tvertimod har Tiltalte for Forsamlingen erklæret sig strax villig til at fuldbyrde Mordet, og han maa saaledes ansees for at have handlet aldeles frivillig. At Mordet skulde kunne ansees som en religiøs Handling, er blevet anseet for aldeles uantageligt, da den Fetisch, der hyldes af Ussu By og begge Tiltalte, udtrykkelig forbyder Menneskeoffer. Derimod er det udhævet som en formildende Omstændighed. der taler til Fordeel for Sabah Akim, at det har været en gammel Skik blandt Negerne at dræbe deres Krigsfanger; men denne Skik er i den senere Tid bleven opgivet paa Grund af Gouvernementets Forlangende, og Commissionen har alene forment, at hiin Omstændighed i Forening med Arrestantens ringe Uddannelse kunde tale for, at han ikkun belagdes med simpel Dødsstraf. Af det Foranførte fremgaaer endvidere, at Adum har været den, der oprindelig har fremkaldt Beslutningen om Mordet, og saaledes været den egenlige Grundaarsag til samme. Bevæggrunden til hans Handling har, som ovenfor bemærket, ikke været nogen religiøs Anskuelse, men alene Hævnelyst, der i den Grad var stærk Hos ham, at han endog søgte at faae den tilfredsstillet paa Personer, der efter hans egen Forklaring aldrig havde fornærmet ham, men forbi de vare Børn af hans Fjende, Ussu Akim. Hans Strafskyld, som moralsk Hovedaarsag til Gjerningen, syntes derfor at staae paa lige Trin med dens, der physisk havde udført Forbrydelsen, og ei heller kunde den Tiltalte finde nogen Undskyldning i den gamle Skik. som hjemler Ret til al dræbe Krigsfanger, eftersom Børnene ikke vare hans Fanger. Under disse Omstændigheder har Commissionen troet at burde belægge Adum med Livsstraf, men derimod ikke fundet nogen Anledning til at belægge ham med nogen mere skærpet Straf. Sabah Akim antages at være omtrent 50 Aar gammel og Adum imellem 50 og 60 Aar. Ingen af de Tiltalte har førhen været offenlig straffet. Begges aandelige Uddannelse befinder sig paa et lavt Standpunkt; men de kunne desuagtet ikke ansees som de mindst oplyste blandt deres Landsmænd, da de begge tidligere have beklædt anseelige Poster blandt Negerne. Commissionen har i Henhold til disse Omstændigheder kjendt for Ret: at de Tiltalte, forhenværende Tolk Sabah Akim og forhenværende Cabuceer Adum, bør have deres Liv forbrudt. Overeensstemmende med den Gouverneuren ved allerh. Rescript af 13de Juni 1845 allern. tillagte Bemyndigelse, har han formildet den ergangne Dom derhen, at de Tiltalte eftergaves Dødsstraffen, hvorimod de, som Livsfanger, vilde være at føre til de danske Øer i Vestindien til Foranstaltning af det videre Fornødne ved bemeldte Øers Generalgouverneur, i Henhold til Rescriptets Bestemmelse. De Tiltalte bleve derefter afgivne til Orlogsbriggen, og Sagens Udfald af Gouverneuren kundgiørt for de udenfor fortet forsamlede Grandes fra Ussu, med Advarsel imod i Fremtiden at begaae lignende Forbrydelser. Ved Orlogsbriggens Ankomst til Vestindien fandtes det ikke hensigtsmæssigt , at de Tiltalte som Livsfanger forbleve i Vestindien, og efterat Generaltoldk. - og Com-Collegiet desangaaende havde corresponderet med det kgl. danske Cancelli, bleve begge de Tiltalte førte hertil Staten, og derefter afgivne til Straffeanstalten for at udstaae Straffen i Kjøbenhavns Tugthuus".

Kjøbenhavnsposten, 12. juli 1847:
- Folk, som spadsere paa Smedelinien, berette, at man nu ofte seer den i sin tid meget omtalte Negerkonge, iført røde Permissioner og blaa Frakke og ledsaget af sin sorte Adjudant, spadserende paa Kastelsvolden. Naturligviis gaaer han kun under Osigt af tvende danske soldater, i deres sædvanlige danske Costume. Man fortæller iøvrigt, at den fremmede Majestæt skal befinde sig særdeles vel og være henrykt over den Maade, hvorpaa han her er bleven behandlet, da han naturligviis ifølge sit Lands Anskuelser havde ventet at imødegaae de mest udsøgte Piinsler eller vel endog blive slaget og fortæret ved en af de hyperboræiske Vildes Nationalfester. Man siger endog, at han skal have følt nogen ængstelighed ved Rygtet om Naturforskernes Ankomst hertil Byen. Angaaende den Maade, hvorpaa man er kommen til Kundskab om den høie Fanges fornøiede Sindsstemning, da hedder det, at de.r skal være skeet ved et Besøg, som H. D. Stadens Gouverneur aflagde i Castellet, og hvorved samme ogsaa skal have taget Exmonarchens beskedne Bolig i Øiesyn. Paa Forespørgsel om hans Befindende, der skete igjennem Adjutanten, som forstaaer noget Engelsk, behagede det Exmajestæten at svare med et Very Well, samt en hel del andre malebariske Glædesyttringer, som vi dog ikke her skulle meddele, hvorhos det til Slutningen behagede ham at tilkjendegive, at han aldeles ikke følte til nogensomhelst Savn med Undtagelse af - et Pund Tobak. Det forekommer os unegteligt at være en besynderlig mangel paa Opmærksomhed mod en Fange af saa høi Rang, at man ikke stadig og tilstrækkelig har forsynet ham med denne Artikel, der dog ikke kan regnes til Luxusgjenstande i en Exkonges Civilliste. Imidlertid skulle hoiere Vedkommende strax have decreteret en Summa af 5 Rigsbankdaler til at anvendes i ovennævnte Øiemed. Vi haaber at det ikke vil blive derved.

Kjøbenhavnsposten 31. juli 1850:

- (Dep. Tid ) I Aaret 1846 hjembragtes hertil fra Guinea og Vestindien som Livsfanger tvende Negere fra de dansk-guineiske Besiddelser. Sabah Akim og Adum, der vare dømte for et paa tvende Børn forøvet Mord og Deeltagelse heri. Disse Fanger have siden den Tid, ifølge kgl. Resol. af 14de Septbr. 1846, hensiddet i de Kjøbenhavns Politikammer underlagte Arrester i Citadellet Frederikshavn. Da den danske Krones Forbindelse med Kysten Guinea fortiden opløses ved de hidtilværende danske Etablissementers Afstaaelse til England, maatte Finantsministeriet holde for, at det nærværende Tidspunkt var passende til at lade disse tvende Negere hjemsende til Guinea. Den Straf, de med deres Friheds Tab i et Tidsrum af over 4 Aar have udstaaet langt fra deres Fødeland og tildeels i et koldt Klima, maa desuden antages at have været meget følelig for dem og tillige at have gjort det tilbørlige Indtryk paa de Negere, fra hvis Omgivelse de i sin Tid bortførtes, hvortil derhos kommer, at den hos Negerstammerne herskende Mangel paa rigtige religiøse og moralske Begreber taler for at bedømme den af Sabah Akim og Adum forøvede Misgjerning noget lemfældigere end under andre Forhold. Paa Finansministeriets i Overensstemmelse hermed, efter Brevvexling med Justitsministeriet, vedlagte allerund. Forestilling, har det behaget H. M. Kongen ved all. Resol. af 16de Juni d. A. all. at bifalde, at Sabah Akim og Adum maae forundes Friheden og uden Ophold, paa Statskassens Bekostning, over England hjemsendes til Kysten Guinea. Da det efter indhentede Underretninger kunde ventes, at et Skib omtrent i Midten af Juli Maaned vilde afgaae fra London til Guinea , med hvilket de ovennævnte Negere kunde oversendes dertil, ere de blevne afsendte herfra med et til London afgaaet Skib, og ville derfra ved den danske Generalkonsuls Foranstaltning blive sendte videre til deres Hjem.

Danmarks Krig mod Marokko. (Efterskrift til Politivennen)

Oberst Emil Madsen: De vigtigste af danske foretagne Rejser og Forskninger i Afrika (Geografisk Tidsskrift, Bind 22 (1913-1914):

Besiddelsen af Kolonierne paa Guinea og Forholdene til Staterne i Nordafrika bevirkede, at der ofte maatte sendes Orlogsskibe ud, sjældnere til til Guinea, meget hyppig derimod til Middelhavet, hvor der ifølge de sluttede eller fornyede Fredstraktater — med Algier 5. Aug. 1746, med Tripolis 22. Jan. 1752, med Tunis 8. Dcbr. s. A., med Marokko som foran nævnt 25. Juli 1767, foruden med den tyrkiske Sultan 14. Oktb. 1756 — aarlig skulde betales Tribut for at befri de danske Købmandsskibe for Sørøveri angreb fra hine Stater. I Perioden 1747 til 1756 betaltes til Røverstaterne mindst ca. 656,000 Rdlr., rimeligvis dog mere, i Perioden 1757 til 1769 ca. 870,000 Rdlr. Dertil kom at Handelsskibene især paa Vejen til og fra Asien i de urolige Tider maatte konvoieres, og Orlogsskibenes Beskyttelse maatte udstrækkes til den afrikanske Kyst, stundom til Sct. Helena, stundom endog til det gode Haabs Forbjærg. Ikke sjældent forenedes især i ældre Tid Rejserne baade for Guineas og Middelhavets Vedkommende med Rejser til Vestindien.
----
I Maj 1843 tildeltes der den daværende Kaptajn F. A. Paludan hemmelig Ordre til med Korvetten "Flora" og flere ham underlagte Skibe at anløbe Strædet ved Gibraltar og Tanger for af Konsulen paa det sidstnævnte Sted at erfare, om 'der havde tildraget sig noget, som kunde udfordre Eskadrens Hjælp, og det befaledes Kaptajn M. P. Secher ligeledes paa Hjemrejsen fra Vestindien med Briggen "Sct Croix" at anløbe Gibraltar i samme Øjemed.
Daværende Kommandør H. G. F. Garde var 1844 som Eskadrechef om Bord paa Fregatten "Gefion", denne ledsaget af Fregatten "Thetis" Kaptajn H. Aschehoug og af Hjuldampskibet "Hekla", Kaptajn K. E. Mourier, i Middelhavet for at medvirke til, at Danmark kunde blive fritaget for den siden 1767 ydede aarlige Tribut til Marokko, hvilket opnaaedes. Eskadren overværede tillige de franskes Bombardement af Tanger den 6. Aug. 1844 tilligemed en svensk, en spansk og en amerikansk. De danske skal højlydt have tilkendegivet de franske deres Sympati. Efter endt Togt gik "Gefion" til Livorno for at hente Thorvaldsens Sager hjem.
Tillige var den i Vestindien stationerede Brig "Mercurius", Kaptajnløjtnant J. Christmas, beordret at begive sig til Tanger for efter Omstændighederne at være til Hjælp, og Skibscheferne underrettedes om, at de i Strædet skulde hjælpe svenske og norske Krigsskibe til at beskytte den svenske og norske Skibsfart. Generalkonsulen i Tanger J. A. H. Carstensen var bemyndiget til at benytte et af de daværende Skibe til om fornødent at rejse til Gibraltar, saa vel som til at give danske Undersaatter Lejlighed til at forlade Marokko. I Tilfælde af, at det blev til Krig, skulde Marokkos Havne blokeres.

Fregatten Gefion. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Fregatten blev søsat 27. september 1843. Det var fregattens 2. togt 22. maj 1844-16. november 1844 til Skotland, Færøerne og Middelhavet under kommandørkaptajn H. G,. Garde. Under krigen 1848-1850 blev den 4. april 1849 erobret i Eckernförde Fjord af slesvig-holstenerne. 

Generalconsul Carstensen er afreist til Marocco. Gjenstanden for hans Sendelse skal være at indlede en venskabelig Overeenskomst med den maroccanske Regjering angaaende den Tribut som den danske Regjering aarligt svarer til samme o.s.v. (Ah.Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 30. marts 1844)

Glædeligt er derimod en Beretning fra Marocco: en derværende anseet Mand, ved Navn Elhaj Mohammed Ben-el Arab, gav, da hans Slaver forestillede ham, at Englænderne, som dog vare Kjættere, havde givet alle deres Slaver Friheden, hvorimod han, en ægte Troende, endnu holdt dem i Slaveri, strax alle, 72 i Tallet, Friheden.

(Lyna, 3. april 1844)

Spanien: Expeditionen imod Marocco er fast besluttet. Ministeriet har befalet alle Generaler i de sydlige Provindser at sende Tropper til Sta Maria. Mange Spaniere indfinde sig som Frivillige.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 23. april 1844)

I "Altonaer Mercur" af 1ste dennes hedder det i en Skrivelse fra Paris af 27de f. M., hvori Spaniens Conflicter med Keiseren af Marocco omtales, at "det af Danmark anstillede, og af England og Frankrig understøttede Forsøg paa ikke længere at svare den aarlige Tribut af 24,000 Piastre, var blevet afslaaet af Marocco, ligesom et lignende Skridt fra Sverigs Side heller ikke havde ført til noget".

(Kjøbenhavnsposten, 4. juni 1844.)

Krigen med Marocco er begyndt. Totusinde Maroccanere have angrebet den franske General Lamorciere cg tilføiet ham et betydeligt Nederlag. Et Dampskib som har forladt Algier den 30te Mai havde ved sin Afgang seet en Convoy af 250 Saarede bringes ind til Staden. Marstal Bugeaud havde nu faaet Ordre til at gaae offensiv tilværks og marschere mod Fez langs med Atlasbjerget. Hertugen af Joinville skal som Chef for den franske Flaade angribe Marocco fra Søsiden af, saafremt Sultanen ikke vil give den forlangte Satisfaction. Udenfor Tanger laae der allerede engelske, franske eg spanske Krigsskibe, en svensk og en Hollandsk Flaade var undervejs, nogle danske Krigsskibe ligeledes. Der menes, at de franske Tropper ville i Afrika faae en haard Kamp at bestaae.
(Marocco er i Besiddelse af 12 Fregatter og 14 andre Krigsskibe, der ere bemandede med 6000 Matroser, der skildres som meget dygtige og tappre. Landarmeen bestaaer i Fredstid af 15,000 mauriske og sorte Ryltere, men i Krigstid kan Keiseren i 10 Dage forsamle 100.000 Mand, da enhver Mandsperson fra 16 indtil 60 Aar er der forpligtet til Krigstjeneste, hvortil han selv besidder de fornødne Vaaben. Den maroccanske Befolkning regnes til 8 ½ Million, af hvilke 2,300,000 ere Berberer, 1,450,000 Shellahs, 3,550,000 Maurer, 760,000 Arabere af ublandet Race, 240,000 Jøder, 120,000 Negere, 300 Christne og 200 Renegater.)
Keiseren af Marocco har ladet alle fremmede Magters Konsuler tilstille en Note, hvori han erklærer, at samtlige christne Magters Agenter uden Appel ere underkastede de Bestemmelser, som findes i Prophetens Lov. Danmarks og Sverrigs Fordringer ere blevne meget unaadigt optagne, og Marocco staaer i Begreb med at afbryde sine Forbindelser med alle christne Nationer.
Forsaavidt den europæiske Fred ligger i Statsregjeringernes Hænder er den fornemmelig afhængig af Penge, uden hvilke ingen europæisk Magt kan begynde nogen Krig. Herom er man ikke alene overbeviist i Europa, men selv de barbariske Magter ere komne under Veir med denne de nuværende europæiske Regjeringers Svaghed. Derfor skal Keiseren af Marocco ogsaa, da man truede ham med, at de forenede nordiske Magters Flaade vilde Skyde Tanger sønder og sammen, hvis han ikke opgav sin Fordring paa Tribut, have spurgt, hvormeget et saadant Bomdardement vel kunde koste de vedkommende Magter? Og da man nævnede en rund sum, svarede Prophetens Efterfølger ironisk: "Hvis man vil udbetale Halvdelen deraf til mig, skal jeg selv skyde Tanger ned".

(Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juni 1844)

Paa en Tid, da Keiserdømmet Marocco kan blive Skuepladsen for vigtige Begivenheder, hvori de skandinaviske Magter ogsaa kunne faae Andeel, ville sikkert nogle Oplysninger om delte Lands Geographi og Statistik ikke være uvelkomne. Keiserdømmet Marocco er større end Spanien. Dets Klima er et af de sundeste og skiønneste paa Jorden; kun 3 Sommermaaneder ere mindre sunde og skjønne. De periodiske Søvinde forfriske Atmosphæren; paa de koldeste Dage er der hverken Frost eller Iis. Jordbunden er overalt overordenlig frugtbar; paa mange Steder høster man endog 3 Gange om Aaret. Bjergene og Dalene ere overalt bedækkede med et tykt Lag Humus eller Plantejord. Qvægavlen er langt videre fremme end Agerdyrkning og Industri. Qvæget er talrigt, godt næret og af en udmærket Race. Antallet af alle Huusdyr i hele Keiserdømmet angives omtrentlig faaledes: 500,000 Kameler og Dromedarer, 400,000 Heste, 200.000 Æsler og Muuldyer, 5 til 600,000 Hornqvæg, l0 til 12 Millioner Geder, 40 til 45 Millioner Faar. Keiserdømmet Marocco inddeles i 5 store Provindser, hvoriblandt Fez og Marocco, og i Landet Darah; disse inddeles atter i mindre Provindser, 29 i Tallet. Blandt Byernes Navn ere bekjendte: Fez. Meqviaez, Tanger, Saleh, Mogador og Marocco; den sidste er hele Rigets Hovedstad: denne skal i det 12te Aarhundrede have havt 300,000 Indvaanere, nu har den kun 300,000, og Fez 83,000. Staden Marocco har Silke-Manufacturer, Papir- og Saffrans-Fabriker; et af de sidste skal nu beskjæftige l,500 Arbeidere. Den engelske Consul i Mogador har nylig vurderet hele Keiserdømmets Befolkning til 15 Mill. Indvaanere, Andre anslaae den kan til 6 Mill., efter Graberg von Hemso, som selv boede 6 Aar i Marocco, kan man kun regne den til 8 ½  Mill. I hele Verden gives der ingen Fyrste, hvis Magt er mere uindskrænket eller despotisk end Keiseren af Maroccos; man kjender ikke der, som i Tyrkiet, Ulemaer, der ere udrustede med Magt og uafhængige af Souverainen ; der existerer heller ikke noget Divan eller Conseil; Alt skeer paa en Enkelts Befaling, Borgernes Liv er i hans Magt. Der gives ingen rigtige Ministre. Han vælger blandt sine Hofmænd en Fuldbyrder af sin Villie, som han giver Titelen Vezir (Befalingernes Secretair.) Undersaatterne kalde Sultanen Guds Repræsentant paa Jorden, Iman eller Ypperstepræst, Religionens øverste Chef ; han har fire lovmæssige Koner, hvoraf den første fører Titel af den "store Dame". Der gives i Landet 7 Generalgouverneurer eller Paschaer. De forskjellige Religioner, som erkjende Guds Eenhed, ere taalte (altsaa ogsaa Baptister); der gives f. Ex. katholske Klostre. Skjøndt Keiserdømmet Marocco mod Østen grændser til Algerien, saa er det fra denne Side dog ikke vel tilgængeligt for de franske Tropper, thi her er den mest ubefolkede og ufrugtbareste Deel af Landet. Derfor skal i Anledning af den nu udbrudte Krig med Frankrig en fransk Skibs-Division under Prindsen af Joinville blokere Landets Kyst, og begynde med Tanger. Tanger med 9,500 Jndvaanere er det gamle Tingis med Tilnavnet Cæsarea. Man seer der endnu ved den sydlige Deel af Bayen en romersk Bro og Ruiner. Amphitheatralsk bygget frembyder Staden fra Atlanterhavet et pragtfuldt Skue; men er man indenfor dens Gebeet, er man omgiven af lutter Elendighed. Staden driver imidlertid en virksom Handel, og næsten alle europæiske Stater have Consuler der. Tangers Forsvarsmiddel fra Søsiden bestaaer i 2 Batterier og 4 andre, som ere plantede paa de Sandhøie, der hæve sig ved Strandbredden. Den maroccanske Sømagt bestaaer i det Hele af 24 Skibe, hvoraf 10 Fregatter, som ere bemandede med 6900 dygtige Matroser; Landmagten lader sig i Krigstilfælde bringe til 100,000 Mand

(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1844)

Det maroccanske Spørgsmaal.
Alt i vor Tid er Spørgsmaal, fordi man næsten aldrig vover et afgjørende Slag, men discuterer og debatterer de ubetydeligste Ting med en saadan Omstændelighed, at man ved hvert Skridt indvikler sig i nye Vanskeligheder og opdager flere Forhold, som ogsaa maae tages med i Betragtning. Denne Vidtløftighed er ikke blot charakteristisk for os, hvis Fortjeneste hovedsagelig bestaaer deri at tilegne os det Mangelfulde, det Slette andetsteds fra og overlade de Fremmede det Gode til deres egen Besiddelse, men selv for de mest udviklede Stater i Nutiden. Med Hensyn til den udenlandske Politik, saa er det den ængstelige Bestræbelse for paa enhver Betingelse at overholde Freden i Europa, der hindrer enhver betydende, energisk Optræden af den ene Magt mod den anden og lader alle mellemkommende Differentser ende med ubestemte Forsikkringer fra begge Sider, der kun tjene til at holde Skinsygen og de deraf fremgaaede Chikaner vedlige. Mærkværdigt er det, at det altid er ad visse Omveie, at de forskjellige Magters Interesser komme i Collision med hinanden; det er en Collision altsaa, som ønskedes undgaaet, men som dog omsider uagtet al Anstrengelse for at forhindre den, bryder frem. I Europa, hvor Magterne besinde sig, vogte de sig vel for at støde sammen, her er alt den skjønneste Samdrægtighed; troer Nogen sig derimod berettiget til at optræde noget mere uforbeholdent og frit i en anden Verdensdeel, i den Tanke, at han ikke dermed directe angriber den Anden, saa lader denne ham høre, at saadanne Foretagender dog ere et indirecte Angreb paa de Rettigheder og Privilegier, hvoraf han mener at være i Besiddelse. Disse fremmede Spørgsmaal ere saaledes i Grunden slet ikke fremmede, det er kun de europæiske Interesser, som ad denne Omvei komme til Sammenstød. Man har saaledes med almindelig Opmærksomhed betragtet det orientalske Spørgsmaal. ikke af nogen særdeles Interesse for nogen af de nærmest vedkommende Parter, Sultanen og Paschaen, thi disse vilde i Grunden det Samme, nemlig Tyrkebarbariets Vedligeholdelse, men af Interesse for de europæiske Magter, som ledede denne Strid. Skulde Frankrig, England eller Rusland beholde Overvægten? Vilde en Seier af den ene Magt i Orienten ikke vare afgjørende for dens Indflydelse i Europa? Europas Skjæbne afhang af det tilsyneladende tyrkiske Spørgsmaal. Naturligviis bevirkede det altovervejende Hensyn til Freden, at Udfaldet af denne Strid blev saa ubetydeligt som muligt, da ikke engang det egenlige Hoved- og Grundspørgsmaal, nemlig om Tyrkiets Vedvaren som europæisk Stat, kom frem. Dette er det egenlige orientalske Spørgsmaal, og dets nødvendig benegtende Besvarelse vil omsider bringe de europæiske Stormagter i den almindeligste, alle Fredshensyn overvindende Collision mod hinanden. Formedelst denne umiddelbare Vigtighed af det orientalske Spørgsmaal for Europa vovede Ingen at fatte det i dets hele Skarphed og Omfang. Man haabede at finde en anden Udvei til at gjøre sine Interesser gjeldende, uden at komme i Conflict med andre Magter i Europa. Denne Leilighed har af sig selv frembudt sig for Frankrig , som for at forsvare sine afrikanske Besiddelser mod Abd-el Kader ikke har kunnet undgaae en Collision med Emiren af Marocco, der som Muhamedaner og Barbar var Abdel- Kaders naturlige Allierede mod det christne og civiliserede Frankrig. Forgjæves blev Emiren advaret og formanet til at lade Abd-el-Kader skytte sig selv, han vilde ikke, han begik aabenbart Brud paa Freden og - Hvad blev da Følgen i en øieblikkelig Krigserklæring fra Frankrigs Side? Af ogsaa mod en saadan aabenbart i Civilisationens og Europas Interesse foretagen Krig optræder en enkelt Magts Skinsyge. Der gives et strengt nationalt Standpunkt, for hvilket alle almindelige menneskelige Hensyn f. E. til Civilisation, Religion osv. fuldkommen forsvinde, saasnart de træde i Collision med et Lands egoistiske Interesser. Hvor skulde en saadan Egoisme kunne finde sig i en anden Magts glimrende Erobring, om end denne var i Menneskehedens sande Interesse, naar den ikke befordrede det enkelte Lands, hvis Vel og Interesse gaaer over Alt? Saaledes maatte det maroccanske Anliggende støde paa store Hindringer i Europa, og en bestemt, aaben, hensynsløs Optræden fra den nærmest interesserede Magts Side blive vanskelig, ja umulig, saalænge Forudsætningen om Fredens Opretholdelse i Europa skulde staae fast som ubrødeligt Princip. Frankrig befinder sig altsaa ikke actuellement i Krig med Marocco, fortæller os Journal des Debats, men ikke desmindre meddeler denne Hofjournal Telegraphefterretninger om meget betydende Skjærmydsler, som ere forfaldne mellem franske og maroccanske Tropper, hvori endog 400 Mand skulle være faldne paa sidstnævnte Side. Hvad betyder da Ordet actuellement, naar det gives en saadan tilsyneladende Dementi. Formodenlig, at Krigen ikke er noget Statsanliggende, men paa egen Haand foretagen af den franske Generaler i Afrika for at hævne nogle af maroccanske Tropper begaaede disciplinariske Forseelser mod den franske Arme. Virkelig har den omtalte Journal forsøgt at stille dette vigtige Anliggende under Synspunktet af Disciplin. Officielt er altsaa den fransk-maroccanske Krig ikke noget politisk Anliggende, vi skulde ellers ikke have indladt os paa den, da der som bekjendt gives visse Grændser for den uprivilegerede Presses politiske Competence.
Heller ikke Danmark befinder sig actuellement i Krig med Marocco. Det hører endnu til de med Danmark i venskabelig Forbindelse staaende Magter. Hs. Høihed Emiren er endnu Christian den 8des kjære Broder. Imidlertid er det Rygte almindelig udbredt, at den danske Regering har fundet, at de 50,000 Rbd. kunne anvendes bedre end til at fylde Maroccos Skatkammer og er tilsinds at give denne Anskuelse en eftertrykkelig practisk Motivering. Hvorvidt det hermed forholder sig rigtigt, kan naturligviis ikke let af den Uindviede afgjøres, saameget synes imidlertid med Sikkerhed at kunne antages, at de afgaaede Krigsskibe ere særdeles skikkede til at imponere Hs. maroccanske Høihed. Danmark har ogsaa i denne Sag et stort. Fortrin for Frankrig. Ingen Verdens Sjæl misunder det Friheden for at udrede den aarlige Tribut, thi alt, hvad Danmark vinder derved, er virkelig kun denne Frihed. At det skulde kunne erobre Marocco, kan der ikke være Tale om, og selv om dette blev Tilfældet, vilde dels Stilling og Indflydelse i Europa ikke væsenlig forandres, det kunde ligesaagodt som nu ignoreres af Stormagterne. Danmark kan gjerne, hvis Tilfældet var, aabent erklæret, at det befinder sig actuellement i Krig med Marocco, udstede en formelig Krigserklæring, uden at det vist vil falde Nogen ind at blande sig videre i denne Sag, som altid kun er en Sag mellem Danmark og Marocco og intet Videre. Anderledes forholder det sig med Frankrigs en saa betydelig Erobring som Marocco vilde blive af største Vigtighed for dets Indflydelse paa den europæiske Politiks Gang, og det er derfor naturligt, at Europa i Almindelighed saavelsom de Magter, hvis egoistiske Interesser blive berørte af denne Sag, med spændt Opmærksomhed betragte den Begivenhed, som her er i Begreb med at udvikle sig.
Frankrig har unegtelig erhvervet sig en Fortjeneste af den europæiske Civilisation ved dets Erobring og vedvarende Fastholdelse af Algier, som hidtil ikke har været forbundet med nogen umidddelbar Forskel for det, medens England sammendynger Penge af sine Besiddelser udenfor Europa og overhovedet paa enhver Maade tager sig dem til Indtægt, saa godt det lader sig gjøre. Hvor England optræder, er det sædvanlig en mercantil eller anden indskrænket, egoistisk Interesse, som er den varmeste Drivefjeder, hvormed det forresten ikke skal negtes, at dette Lands Foretagender kunne have en stor Betydning for Civilisationen, kun at denne ikke er tilsigtet. Frankrig har derimod, uagtet det ikke heller har været frit for Egoisme, altid stræbt at gjøre et almindeligere Hensyn gieldende. saaledes f. Ex. ved Revolutionskrigene, hvorved det virkelig gjorde de overvundne Folk en Tjeneste. Det grundede Forfatninger efter sit eget Mønster. I Afrika har det nærmest været dets Opgave at virke for Civilisationen, ikke for Politiken. Det er i sin Orden, at det fortsætter dette sit Værk, giver det en stedse større Udstrækning, især naar det ligefrem udæskes dertil af Fjenderne. Man kan sige om Afrika, in specie om Marocco, at Høsten er rig, men Arbeiderne faa. Dette orientalsk-mauriske Væsen trænger til at komme i nærmere Berørelse med Europa og dets Cultur. Man tør haabe, at dette vil blive muligt, naar Vedkommende betænke, at dette Anliggende langtfra har den politiske Betydning som det orientalske Spørgsmaal, men nærmest kun en culturhistorisk Interesse, som ingen europæisk Magt skulde betragte som fjendtlig imod sig. Forholdene synes ogsaa nu at være komne til et Punkt, hvor man ikke ret godt kan trække sig tilbage, som om Intet var skeet. Hvis Marocco vil have Fred, maa det sige sig løs fra Abd-el-Kader; den barbariske Magt i Afrika vil saaledes blive deelt, og den Part, som nærmest staaer Civilisationens Forplantning paa den fremmede Jordbund imod nemlig Abd-el-Kader vil upaatvivlelig snart bukke under. Dette kan imidlertid Marocco ikke ligegyldig see paa, da det reprasenterer det samme Væsen; det erkjender ganske rigtig i Abd-el-Kader sig selv truet og indseer, at hans Undergang seent eller tidligt maa medføre dets egen. Det vil derfor formodenlig neppe give ham til Priis, om end det skulde komme til at kampe baade med Frankrig, Sverig og Danmark.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1844)

De to danske Fregatter og Dampskibet Hecla befandt sig den 19de f. M. endnu bestandig ved Gibralter, for at observere Krigsbegivenhederne i Marocco. De svenske og norske Krigsskibe ere allerede for et Par Uger siden vendte tilbage.

(Kjøbenhavnsposten, 3. september 1844)

Medens de Franske fortsætte Krigen mod Marocco, og atter have bombarderet en anden Stad, Mogabor, samt taget en udenfor samme liggende Ø i Besiddelse, skal Keiseren, ifølge spanske Blade, have undertegnet Freden med de andre europæiske Magter, idet han har indvilliget i deres Fordringer. Saafremt denne Efterretning stadfæster sig, vil Danmark altsaa endelig være bleven befriet fra at erlægge den intet mindre end hæderlige Tribut til denne fordums Sørøverstat; en Fritagelse, der ved Hjelp af de tilstødende Omstændigheder nu vel er opnaaet paa den nemmeste Maade af Verden; men som allerede for mange Aar siden burde have været iværksat.

(Kjøbenhavnsposten, 6. september 1844.)

Kjøbenhavn den 13de September 1844.
- Vore Krigsskibe have nu været i de maroccanske Farvande i et Par Maaneder, uden at der er publiceret det allermindste Officielle enten om dem eller overhovedet om vor Stilling til Marocco. Alt hvad der erfares er en enkelt aphoristiske Efterretning, som nu og da kan opsnappes af fremmede Blade, at vore Skibe den eller den Dag laae paa Rheden ved Cadir, at de en anden Dag vare arriverede til Tanger under Prindsen af Joinvilles Overcommando, at vor Gesandt i Madrid, dal Primo di Borgo, er reist til Gibraltar eller Algesiras for at negociere med Marocco, at Generalkonsul Carstensen ikke vil vende tilbage fra Tetuan til Tanger, inden Keiseren af Marocco renoncerer paa Tribut fra os - men om vor Deeltagelse i de maroccanske Affairer og om vort diplomatiske Forhold erfares Intet. Paalidelige Efterretninger mangle imidlertid ikke, da der er rapporteret til Admiralitetet fra vore Søofficierer angaaende Begivenhederne, og formodenlig ligeledes til det udenlandske Departement fra vor maroccanste Generalconsul. Men Rapporterne forblive meget forborgne; de læses af Admiralitetets Præses , skrives af, og sendes i Afskrift til Føhr eller Gram. Marocco har kostet os saa meget, og vore Søudrustninger medtage en saa betydelig Sum, at Skatteyderne vel kunde ønske at erfare, om der gjøres Noget for de mange Penge, eller hvordan det i alt Fald gaaer.

(Kjøbenhavnsposten den 13. september 1844)

Dampskibet Hekla th. Tv. skruedampbåden "v. d. Tann". Salg i Neustadter Bugt 22. juli 1850. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Hekla indgik i flåden 1842-1879.

Den maroccanske Episode i Finantssagen.

Under den foreløbige Behandling af Finantsagen udtalte Grosserer Meinert sig blandt andet saaledes:
"Endnu er der et Punkt i Budgettet, som jeg skal berøre, og det er Udgiftsposten til de maroccanske Presenter, der for 1844 er ansat til 51,000 Rbd. Jeg var den Første, som her i Forsamlingen i Aaret 1842 bragte denne Sag frem, og den fandt Understøttelse i Forsamlingen og endnu mere saavel i Viborg som i Slesvig. Imidlertid opstod Uenigheder imellem Frankrig og Marocco, og Danmark sendte under disse Omstændigheder en Flotille, bestaaende af 2 Corvetter og 1 Krigsdampskib til Middelhavet. Dette erfarede man; siden spurgtes, at denne Flotille var kommen hjem. men dette er ogsaa Alt omtrent, hvad man om denne Sag har erfaret. Af Rygter have vi derom iøvrigt havt nok, af Avisefteretninger ogsaa. Jeg kunde tillade mig at forelægge et Spørgsmaal for den kgl. Commissarius om, hvorledes det egenlig forholder sig med denne Sag; hvorvidt det er rigtigt, at Danmarks Deeltagelse i denne Affaire meget har beroet paa en vis Samtale i London imellem den danske Gesandt og Ministeren for de udenlandske Anliggender, Lord Aberdeen; om denne Samtale har havt nogen Virkning med Hensyn til, at denne Flotille blev rapelleret, og tildeels kom hjem paa samme Tid, som den svenske Regering alter sendt, en Fregat til Middelhavet. Maaskee den kgl. Commissarius ikke vil, ja maaskee kan han ikke, efter sin Stilling, svare mig derpaa; men paa eet Spørgsmaal kunde han dog svare mig, nemlig om, hvorledes det egenlig forholder sig med Danmarks Stilling til Marocco; om Freden er sluttet og i saa Fald paa hvilke Betingelser; og - hvis den ikke er sluttet, da om der er Sandsynlighed for, at dette snart vil skee.
Tanken om Marocco leder Sindet atter til et Sted i Budgettet for indeværende Aar, nemlig til det 13de Udgifts-Bilag Pag. 120. Det indeholder et Udgifts-Bilag vedkommende Admiralitets- og Commissariats Collegiet, og af dette Udgifts-Bilag sees det, at de hidtil havte Udgifter ved Danmarks Sødefension beløbe sig til 1,020,000 Rbd. Dersom Danmark havde en konstitutionel Forfatning; dersom paa den kgl. Commissarii Plads sad Søkrigsministeren for at forsvare sit Budget, da vilde det Første, jeg vilde have at sige til ham, være en Compliment; jeg vilde nemlig da bevidne Hs. Exellence min Tak for Bestridelsen af en saa betydelig Statsudgift med en efter Omstændighederne saa ringe Sum som 1,020,000 Rbd. , som kun udgjør 1/3 Deel af hvad Landhæren koster og omtrent kun ½ Deel af, hvad Civillisten og dertil hørende Udgifter i det Hele beløber sig til. Men denne Compliment vilde jeg dog kan gjøre ham for det Tilfælde, at han virkelig med denne Million kunde bestride, hvad der skal bestrides, saa at vi virkelig kunde være i Stand til at værne om Landet med vor Sødefension , som vi burde værne om det: værne om Landet saaledes, at ingen troløs Fjende eller overmodig Ven skulde være i Stand til at lægge sig imellem Batterierne og Hovedstaden, og Borgerne med Rolighed kunde sove i deres Senge. Ja, jeg havde endnu adskillige Ting at spørge ham om, som for Exempel, hvorfra det hidrører, at Anskaffelsen af Materialet, som efter Normal-Reglementet er ansat til 303,000 Rbd., nu kan bestrides med 248,000 Rbd., om man med denne Sum er istand til at anskaffe til Søetaten al det Materiale, hvortil den trænger.
Jeg vilde ogsaa tillade mig at spørge ham om, hvorledes det egenlig hænger sammen med den Flotille af 3 danske Brigger, som, hvis jeg ikke ganske tager feil, blev afsendt fra Kjøbenhavns Rhed i Eftersommeren 1842, hvorledes det hang sammen med Briggen St. Jean, som ved sin Afgang fra Kjøbenhavn var i en saa maadelig Forfatning, at det blev fornødent, at lægge ind til Toldboden med den, for at den kunde repareres, og desuden ikke blev bedre istandsat, end at den blev nødt til at gaae ind til Norge og gjøre Havari ligesom en ordinair Coffardimand. Jeg vilde spørge ham, hvis Feilen var, thi at der var Feil hos En eller Anden kan ikke paatvivles; om hvem der egenlig stod for Skibets Eqvipering og Besætning, og om Sagen hørte under Admiralitetet, eller, som i Kjøbenhavn paastodes, om Sagen vedkom Holmens Chef. Jeg vilde fremdeles spørge ham, om det er nødvendigt for Danmark under Flaadens nærværende Reduction, at eie saa betydelige Skibsværfter som den nu er i Besiddelse af paa Gammelholm og Nyholm, om de Udgifter, som aavendes derpaa, ei ere større end nu fornødent. Jeg vilde spørge ham, om det ikke skulde være hensigtsmæssigt at tage under Overveielse, om ikke Søcadetacademiet burde underkastes en Revision; om det ikke vilde være hensigtsmæssigt, at danne Marineofficierer omtrent paa samme Maade, som England danner sine Søkrigere, ved at lade det Practiske være Hovedsagen og derefter at bibringe Officiererne den fornødne Theori. Med dette sidste Spørgsmaal vilde jeg ikke have kastet nogen Skygge paa Søofficiererne; der er Ingen, som mere end jeg anerkjender Søetatens Værd i mange Henseender; jeg tvivler ikke om, at de ere gode Krigere, og med Rolighed vilde man i forefaldende Tilfælde kunne overlade Danmarks Flaade til dem. Men jeg skal dog ikke negte, at hvad der paa den senere Tid er passeret, giver Anledning til at tvivle paa, at deres Opdragelse i nautisk Henseende ogsaa er ganske hensigtsmæssig. Jeg finder i Budgettet, at Udgifterne i Anledning af Trekroner ere ansatte til en Sum af 1000, skriver eet tusinde Rigsbankdaler. Jeg vilde da spørge Ministeren, om han ogsaa var saa ganske sikker paa, at disse 1000 Rbd. have været tilstrækkelige til at sætte dette vigtige Punkt paa Kjøbenhavns Rhed i tilbørlig Forsvarsstand; jeg vilde, spørge ham, om dette vigtige Batteri er saaledes forsynet med Krigsmateriale, som det burde være, selv i dybeste Fred. Om alt Dette vilde jeg spørge ham, og jeg er end overbeviist om, at den herværende kgl. Commissarius, vilde meddele alle de Oplysninger, som staae i hans Magt, og jeg veed meget vel, at Commissarius er saa vel underrettet som Faa eller Ingen, saa maa jeg dog tvivle paa, at han kjender saa nøie til disse Forhold, som Tilfældet vilde vare med Søkrigsministeren i en konstitutionel Forfatning. Jeg har berørt disse forskjellige Puncter i Sagen, der ligge mig særdeles paa Hjertet, og jeg har berørt det i nærværende Øieblik, fordi jeg troer, at det nu, da der tales saameget om, at værne for Riget til Lands, ogsaa er Tiden til at omtale Værnet til Søs, og det forekommer mig, at der vel kunde vare Anledning for Forsamlingen til at indstille til Kongen, om Hs. Maj. vilde tage under allern. Overveielse, at Danmarks Sødefension bliver indrettet paa den hensigtsmæsstgste Maade, og saaledes, at denne kunde svare til Landets Fornødenheder. Om jeg skal stille et saadant Amendement, beroer paa, hvorvidt disse mine Ord finde Anklang i Forsamlingen". Den kgl. Commissarius: "Hvad det Spørgsmaal angaaer, som er fremsat om Gangen af de Underhandlinger, hvorved Danmark har søgt at blive fritaget for Udredelsen af den maroccanske present, da kan jeg ikke meddele Videre, end at jeg er overbeviist om, at der er brugt virksomme, saavel Underhandlinger som andre Foranstaltninger, for at opnaae Maalet, og at man vel, saavidt jeg veed, endnu ikke er kommet til et endeligt Resultat, men at der dog haves et godt Haab om, at Danmark snart vil blive befriet for denne i mange Henseender ubehagelige Byrde (!). Betræffende de øvrige yttringer, som den foregaaende ærede Taler, hvis Danmark var en konstitutionel Stat, og den Plads, jeg nu indtager, var beklædt af en Søminister, vilde fremføre, da er jo Stillingen nu en anden, og jeg kan derfor hverken tilegne mig de Complimenter, som han, under hiin Forudsætning, vilde sige Søministeren, eller besvare de mangfoldige Spørgsmaal, som han, under samme Forudsætning, vilde have fremsat. Jeg skal kun gjøre den almindelige Bemærkning, at det falder meget besværligt for de Stater, som baade skulle være Landmagter og Sømagter, at holde deres Søværn i Fredstid i en saadan Stand, som kunde ønskes med Hensyn til en fremtidig Krig. Der føres netop i mange konstitutionelle Stater bittre Klager over, at Søvæsenet er i en mangelfuld Tilstand; saaledes ankes der i Norge over, at der intet Tilstrækkeligt gjøres for at bringe Søforsvaret i behørig Stand, og selv i Frankrig og England hører man jevnlig Klager over Søværnets Forfald. Det er sandsynligt, at disse Klager ere overdrevne, men indtil en vis Grad ere de vistnok grundede, forsaavidt Søværnet ikke har faaet al den Kraft, som kunde ønskes, hvilket imidlertid uden Tvivl er foranlediget ved Hensyn til de overordenlige Byrder, som det vilde medføre for Statens Borgere at skulle tilveiebringe de dertil fornødne Midler". -

(Kjøbenhavnsposten, 24. december 1844)

Grosserer Nicolai Jonathan Meinert (1791-1877) var på daværende tidspunkt medlem af Grosserer-Societets komite. Han var i 1837 blevet en af Stadens 32 Mænd, 1840 borgerrepræsentant som nationalliberal. Han var 1842, 1844 og 1846 tillige stænderdeputeret. Det er formentlig i kraft af det sidste dette indlæg er skrevet. Talen er et eksempel på hvorledes en kritik af den førte politik måtte formuleres for ikke at komme til at støde nogen under enevælden.