Bankskandalen i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Privatbankens Valby-Afdeling bedraget for ca. 600,000 Kr.

Bestyrer Hoffmann, - der er forsvundet, - har arbejdet i Fællesskab med Bogholder Knud Andersen, Kasserer Helge Svendsen og Bankassistent Hoff-Hansen.

De plyndrede afdøde Carl Allers Sparekassebog, og forfalskede Reskontrobogen.

Opdagelsespolitiet har i Gaar faaet Meddelelse om en Bedragerisag af en forbløffende og særlig uhyggelig Karakter. Den drejer sig om, at nogle Funktionærer i Privatbankens Valby-Afdeling igennem flere Aar har besveget Banken, indtil de er naaet op paa et Beløb, der ligger omkring 600,000 Kr.

Privatbankens Valby-Afdeling.

Bedragerne er konstitueret Bestyrer Arne Friis Hoffmann, Bogholder Knud Andersen og Kasserer Helge Svendsen, - og Selskabet forøgedes senere med fhv. Bankassistent Hoff Hansen, der tidligere har været ansat i Afdelingen.

I Fællesskab har de plyndret en Sparekassebog, hvorpaa indstod Millionbeløb. Aar efter Aar rullede Svikmøllen, uden at nogen andre end de Implicerede kunde se det.

Men i Gaar skulde Sparerens Penge udbetales. Det viste sig nu, at der manglede over en halv Million Kroner. og der var da intet andet for, end at Bogholderen og Kassereren maatte gaa til Bekendelse. Hoffmann havde ikke været i Banken siden i Forgaars. Han erklærede, da han forlod sit Kontor, at han skulde til Læge.

Bogholder Andersen og Kasserer Svendsen blev i Gaar Middags sat under Anholdelse og førtes op paa Politigaarden, hvor de kom i Forhør hos Lederen af Bedrageriundersøgelser, Løjtnant, Overvagtmester Balle. De røbede inden længe den fjerde Mand, Hoff Hansen.

hovedmanden efterlyses i Radio og paa Film..

Samtidig med, at Overvagtmester Balle, Opdageren Glud og flere andre Medlemmer af Opdagerkorpset satte sig til at skrive Rapporter, henvendte Opdagelsespolitiet sig til Direktør Francois Monterossi med Anmodning om Udsendelse og Efterlysning pr. Film af den flygtede Storbedrager Friis-Hoffmann.

Hr. Monterossi har en fast Aftale med Opdagelsespolitiet om denne moderne Efterlysningsmaade. Sidste Gang, Film-Efterlysningen skete, var i Estlandsgademordet. Ved den Lejlighed havde man en film færdig til Udsendelse i Løbet af 3 Timer. I Gaar forcerede man Arbejdet saa stærkt, at en Film kunde udsendes allerede efter en Times Forløb. Pr. Automobil blev Filmen - der er 15 Meter - kørt rundt til 20 Biografteatre og kunde straks efter sættes paa Programmet. 

Bestyrer Friis-Hoffmann.

Ved speciel justitsministeriel Tilladelse skal disse Films ikke underkastes Gensur. I Dag udsendes Filmen til Biograferne i Provinsen. Ogsaa i Radio-Avisen blev Friis-Hoffmann efterlyst

Et signalement.

Han er født i Næstved den 15. September 1895 og har i ca. 15 Aar været i Privatbankens Tjeneste. 

Han er af almindelig Højde, kraftigt bygget, har mørkt, tyndt Haar, skægløs, fyldigt Ansigt, smaa Hænder.

Var ved sin Bortgang iført graa, blod Hat med nedadbøiøt Skygge, svær Covercoat-Frakke med Bælte og stort Spænde, blommefarvet, meleret Jakkesæt og sorte Sko.

Hoffmann meldte sig selv pr. Brev.

Da Carl Allers Sparekassebog skulle afregnes.

Ejeren af den Sparekassebog, Bedrageren har benyttet, er afdøde Bladudgiver Carl Aller. I Gaar skulde der af Boet hæves en kvart Million Kroner, og naar dette var sket, var det Hensigten, at Bogen skulde afregnes.

Hoffmann var i Forgaars klar herover. Da Kontoen var plyndret, saaledes at der ikke kunde præsteres den ønskede Udbetaling, uden at det kunde ses i Banken, indsaa han, at Spillet var tabt. Han tilskrev derfor Bankens Direktion, at han - desværre - havde tilegnet sig en halv Million Kroner fra Kontoen under fejlagtig Angivelse af, at Sparekassebogens Ejer havde hævet Pengene.

Saa snart han havde lagt Brevet i Brevkassen, forlod han sit Hjem. Han er imidlertid set her i Byen Torsdag Aften paa Frederiksberg, og Opdagelsespolitiet er af den Opfattelse, at han endnu er her i Byen eller den nærmeste Omegn.

Bogholderen og Kassereren røbede overfor Opdagerne, at Hoff-Hansen - der i sin Tid var Assistent i Valby-Afdelingen - , havde været Hoffmanns Medskyldige. Derefter blev han straks afhentet af Politiet.

Alle fire Bedragere er Mænd først i Trediverne. De har alle været i Privatbankens Tjeneste en halv Snes Aar.

De tre Mand, man har i Behold, forblev i Arresten Natten over. Det er Hensigten, at de i Formiddag fremstilles i Dommervagten, hvor Opdagelsespolitiet vil begære dem fængslede.

Friis-Hoffmann anholdt i Nat.

Han har siden 1918 spekuleret i Valuta - for andres Penge.

Hele det Eftersøgelsesapparat blev sat i Virksomhed, og en Sværm af Opdagere blev sendt ud i Byen og Omegnen. I Aftenens Løb modtog Politiet Efterretning om, at en Herre af den Efterlystes Signalement var set i Dyrehaven.

En Eftersøgning her førte dog ikke til noget Resultat.

Opdageren Dahl-Mikkelsen havde faaet Post i Friis-Hoffmanns Lejlighed paa Valby Langgade, og ved Midnatstid indfandt den Eftersøgte sig.

Opdageren erklærede ham straks for anholdt. Friis-Hoffmann tog Situationen med megen Ro. Han fulgte med til Politigaarden, hvor Opdagerne Glud og Loldrup paabegyndte Afhøringen.

Han tilstod straks sin Skyld og viste sig villig til at fortælle alle Detailler.

Han er født i Næstved, men kom som ganske ung Mand til København og fik Ansættelse i Privatbanken. Allerede i 1918 begyndte han at spekulere - for andres Penge. Det var navnlig Spekulationer i tyske Mark, finske Mark og Francs, han kastede sig over. Til at begynde med drejede det sig om Smaabeløb, som han tilvendte sig fra forskellige Konti ved falske Indførsler i Reskontrobogen.

I Følge hans Forklaring er det rigtigt, at hverken Svendsen eller Andersen har modtaget nogen Penge af ham eller været impliceret paa anden Maade end ved, at de vidste Besked med, hvad han foretog.

Efterhaanden som Tabene ved Valutaspekulationeme steg, maatte han angribe større Konti, og han kom saa ind paa at fingere Udtræk paa Carl Allers Konti, der viste Millionbeløb.

Han stoppede op med Spekulationerne i 1921. Hans samlede Tab var da 400-450.000 Kr. Resten er løbet paa Renter af de Penge, han havde tilegnet sig.

Klokken 6 i Gaar Morges tog han ud til Dyrehaven og drev omkring til en sen Aftentime. Til sine Medvidere havde han fortalt, at han vilde aflive sig. Han har afsendt Breve til de tre andre Anholdte om sin Tilstaaelse til Bankens Direktion, og Andersen og Svendsen var saaledes forberedt paa, at Politiet vilde komme. De to Funktionærer blev anholdt i deres Kontor i Banken.

Friis-Hoffmann fortalte, at han havde givet sin Forlovede Løfte om at undlade at aflive sig, og efter hele Dagen at have overvejet Stillingen, rejste han i Aftes tilbage til København.

Tilsyneladende var han dybt bevæget, da han gjorde Rede for sine Forhold. Hans Hovedforbindelse havde været Vekselererfirmaet Friis Wenck & Co., og han oplyste, at han, foruden sine Bedragerier i Banken, havde gjort sig skyldig i Forbrug af 10,000 Kr., der tilhører hans Moder, der er Enke.

Hoff-Hansen har, efter Friis-Hoffmanns Forklaring, ialt faaet 15,000 Kroner.

Naar han overhovedet var kommet ind paa Bedragerierne, var det, fordi hans Gage ikke slog til. Han havde haabet at kunne dække det Underskud, han fik, ved sine første Spekulationer, og hans Kammerater havde troet paa ham, men i Stedet sank han stedse dybere i Gæld. Han gjorde da det første Greb i Kassen paa 20,000 Kr. Nogle Maaneder senere var han oppe paa det tredobbelte.

Opdagerne fortsatte Afhøringerne Natten igennem. I Løbet af Dagen i Dag vil Sagen formentlig foreligge saa godt som fuldt oplyst.

(Nationaltidende, 19. marts 1927).

Mægtig Svindel-Affære i Privatbankens Valby-Afdeling.

Bankbestyreren og tre af hans Medhjælpere har stjaalet 600,000 Kroner af Familie-Journalens Penge.

Hovedmanden blev i Aftes paagrebet i sit Hjem. - Affæren har strakt sig over en halv Snes Aar.

Et kæmpemæssigt Bedrageri blev i Gaar opdaget i Privatbankens Afdeling i Valby. Selve Filialbestyreren, Arne Friis Hoffman, og tre andre af Personalet har gjort sig skyldig i Bedrageri til et Beløb af 600,000 Kr. De har simpelthen dannet et Komplot og stjaalet Pengene fra en stor Indskyders Konto, netop det samme Trick, som Bankassistenterne i Aalborg Diskontobank benyttede i 1913, da de plyndrede Banken for det efter Datidens Forhold store Beløb af en halv Million Kroner.

Hoffmann.

Bedragerierne har strakt sig over en halv Snes Aar, og i al den Tid har de fire Mænd, der nu er afslørede, formaaet at holde sammen, saa Svikmøllen har kunnet løbe rundt.

Hvorledes Opdagelsen skete - En trist Morgenhilsen.

I Gaar Morges modtog Kontorchef Svane i Privatbanken et Brev fra Bestyrer Hoffman, der kort og godt meddelte, at han nu var klar over, at Bedrageriet vilde blive opdaget. Han var derfor sammen med en af sine Medskyldige, fhv. Bankassistent Joachim Godske Hoff-Hansen rejst ud af landet. Han udtrykker i sit Brev Haabet om, at han nu maa vinde Hærdning til at vende tilbage til hæderlige Mands Kreds og til Betaling af den Gæld, han har paadraget sig ved sine Bedragerier.

Kontorchef Svane lod straks Privatbankens Hovedledelse og Politiet underrette, og det varede ikke længe, inden Overbetjent Glud foretog Anholdelse af do to unge Mænd, der endnu arbejdede i Banken.

Da det naturligvis kræver lang Tid at afgøre, om de to Anholdte, der begge nægter at have modtaget nogle af Pengene, er direkte Medskyldige, er der blevet afsagt en foreløbig Anholdelsesbeslutning over dem, og hele Dagen til langt ud paa Aftenen var de i Forhør.

De to Hovedmænd.

Politiet savnede imidlertid de to Hovedmænd og gjorde derfor paany Brug af den Aftale, der er truffet med Monterossis Bureau om Efterlysning af forsvundne Forbrydere. En Time efter, at Monterossi havde faaet Fotografier og Signalement af Flygtningene, kunde man se deres Billede og Signalement i 20 Biografteatre rundt i Byen.

Don officielle Efterlysning af de to Flygtninge lød saaledes:

For Bedrageri sigtes:

Bankbestyrer Arne Friis Hoffman, født i Næstved den 15. September 1895, almindelig Højde, kraftig bygget, mørkt, tyndt Haar, skægløs, fyldigt Ansigt, mangler en Tand i højre Overmund, smaa Hænder, iført graa, blød Hat med nedadbøjet Skygge, svær Covercoat-Frakke, Bælte med Spænde, blommefarvet, meleret Jakkesæt, 

og fhv. Bankassistent Joachim Godske Hoff-Hansen, født i Levring den 11. April 1892, middelhøj, slank, skægløs, lyseblond, bruger Briller med buede Glas, formentlig Iført blaat Tøj og mørk Overfrakke.

Begge har været savnede siden i Gaar.

Bankinspektøren aner intet.

Straks efter at Meddelelsen om Bedrageriet var blevet publiceret havde vi en kort Samtale med Bankinspektør Hald.

Vi spurgte ham. om han vidste, hvorledes et saadant Bedrageri havde kunnet foregaa gennem en halv Snes Aar uden at blive opdaget ved Revision eller Inspektion.

Bankinspektøren svarede Imidlertid kun, at han overhovedet ikke havde hørt neget om Bedrageriet, og derfor kunde han naturligvis ikke udtale sig om Sagen.

Interview med Bankdirekør C. C. Clausen.

Vi havde derefter en Samtale med Privatbankens ledende Direktør Hr. C. C. Clausen. Han udtalte, at der her forelaa et Bedrageri, som ingen Bank i Verden kan vare sig imod. 

- Der foreligger her - udtalte han - et Komplot, som har arbejdet sammen i mange Aar, og da det er paa Sparekasse-kontoen, de har hævet Pengene, har ingen Kontrol kunnet afsløre dem.

C. C. Clausen.

Det er jo ikke saaledes, at msn indkalder Sparekassebøger til Revision.  Naar der sker Udbetalinger paa disse, ledsages Udbetalingerne af Bilag, der noteres af Bogholder og Kasserer, og naar de to sammen med Bestyreren er enige i at begaa et Bedrageri, er det umuligt at etablere nogen Kontrol.

- Hvorledes opdagedes Bedrageriet?

- Ved at Bestyrer Hoffman skrevet Brev om. at han sammen med de andre havde trukket paa en stor Konto.

- Hvem havde den Konto?

- Det kan jeg ikke udtale mig om, men den var paa et langt større Beløb end det, der er Tale om her.

Nu skete der det, at Kontoen skulde bruges. Det erfarede Hoffman og dermed var han klar over, at Bedrageriet blev afsløret. Han sendte os da et Brev, som vi modtog i Morges, hvorefter Politiet belv underrettet og samtidig blev Bogholder Knud Andersen og Assitent Helge Svendsen, der befandt sig i Banken, anholdte.

Hvad er Pengene gaaet til?

- Hvad har Bedragerne brugt Pengene til?

- Jeg formoder, at det er til Spekulation. Ingen af dem var gift eller levede tilsyneladende overdaadigt. Mere ønskede Bankdirektøren ikke at udtale om den Sag, men de kommende Dage vil sikkert ogsaa bringe Oplysning ved Politiets Undersøgelse af Sagen.

Det var Carl Allers Penge.

Vi erfarer fra anden Side, at den Konto, som Bedragerne har trukket paa, tilhørte Boet efter den fornylig afdøde Udgiver af "Familie Journalen" Carl Aller. I mange Aar har han ikke trukket paa sin Konto, hvilket forklarer, at Svindelen har kunnet foregaa. Nu ved hans Død skal Skifteretten kontrollere Boets Aktiver, og man har derfor for- overordnede, ikke har turdet give langt en Udskrift af hans Konto Meddelelse om Bedragerierne, til Sammenligning med Sparekassebogen. Da det Krav blev stillet, var Filialbestyrer Hoffman klar over, at Svindelen blev opdaget.

Han har derfor underrettet sin Ven Hoff-Hansen, og de er blevet enige om at forsvinde. Formentlig har de sikret sig fornøden Kapital til en Udenlandsrejse, men herom er der endnu intet oplyst. 

Nu jages de imidlertid over hele Landet og i det nærmeste Udland.

De Efterlyste anholdt.

Sent i Aftes flk Politiet hurtigere end ventet fat paa de to Hovedmænd. De har aabenbart opgivet deres Flugtplaner.

Hoffman blev anholdt ved 11-Tiden paa sin Bopæl i Valby Langgade 21, hvor en Opdager sad og ventede paa den Mulighed, at Bedrageren vilde vende hjem. 

Da Hoffman kom og saa Opdageren, erklærede han sig straks villig til at gaa med til Politigaarden. Undervejs betroede han Opdageren de samme Oplysninger, som vi har anført ovenfor.

Ved Ankomsten til Politigaarden kom han i et kort Forhør hos Overbetjent Glud, og han gentog sin Tilstaaelse

Omtrent samtidig blev Hoff-Hansen anholdt. Han blev fundet hos Bekendte, der bor paa Købmagergade. Ogsaa han aflagde straks en klar Tilstaaelse.

Forhøret over de fire anholdte blev derefter fortsat i flere Timer. Vi har spurgt Overbetjent Glud om der ved Afhøringen er fremkommet nye Momenter. Overbetjenten svarede imidlertid, at han nu ansaa Sagen for fuldt oplyst, men at han efter Anholdelsen af de to Hovedmænd maatte foretage en detaljeret Gennemgang af Forklaringerne, inden Rapporterne i Dag skal forelægges i Dommervagten.

Pengene er brugt til Spekulationer.

I Nat ved 2-Tiden erfarede vi, at Forhørene over de fire Anholdte stadig fortsættes. De har alle aflagt Tilstaaelse om deres Forhold. Hovedmanden, Hoffman. har brugt Pengene til tvivlsomme Spekulationer.

Hoff-Hansen har modtaget en Del af Pengene og har med disse spekuleret i forskellige Opfindelser, der aldrig er kommen frem. 

De to andre fastholder, at de ikke har modtaget Penge, men at de af Frygt for Hoffmann, der var deres Overordnede, ikke har turdet give Meddelelse om Bedragerierne.

(Social-Demokraten 19, marts 1927).

Privatbankens Valby-afdeling lå på Valby Langgade 44. Bygningen er fra 1916 og tegnet af arkitekt Axel Berg (1856-1929).

Under afhøringerne kom det frem at Hoff-Hansen bl.a. havde investeret 20.000 kr i opfinderen Oldens luftige kvæstofudvindingsmaskine. Pengene gik op i den blå luft, ligesom Olden selv. 

Bestyrer Arne Friis-Hoffman fik 4 års forbedringshusarbejde, Hoff-Hansen 18 måneders forbedringshus, kasserer Helge Svendsen og assistent Knud Andersen hver 8 måneders forbedringshus. De dømtes endvidere til at betale Privatbanken det bedragne beløb af 574.566 kr.

Biskop Anton Bast. (Efterskrift til Politivennen)

 Biskop Basts Anholdelse.

Alle hans Forhold skal nu kriminelt undersøges.

Han vandrede rolig og med oprejst Pande ind i Arresten.

Husundersøgelse paa Biskoppens Kontor i Aftes.

En Vognladning Papirer bragt op paa Domhuset.

Biskop Anton Bast.

Som en Bombe slog Efterretningen om Biskop Anton Bast s Anholdelse i Aftes ned i Byen og spredtes lynsnart fra det Centrum, Politigaarden i dette Tilfælde var, til Stadens fjærneste Kroge, baaret paa Rygtets rappe Vinger, saaledes som det altid gaar med Sensationen.

Og Biskoppens Anholdelse vel nok siges at staa højt paa Rangstigen som Sensation. Det er den store Julebegivenhed, man traditionsmæssigt véd, skal komme hvert Aar i December Maaned, naar den store Højtid rykker os ind paa Livet, og som i Reglen er et Mord af en særlig uhyggelig og dramatisk Art, et Kæmpetyveri eller lign.

Tusinder af Mennesker vil der vel nok findes, der nu afleverer den sædvanlige Replik: "Det vidste vi nok" - "Det har vi været klare over længe"! Og sikkert er det naturligvis, at der er mange Mennesker, som slet ikke har sig beroliget ved den Betænkning der for et Par Maaneder siden blev udsendt af den civile Kommission, som nedsattes paa Bølgerne af den Bevægelse indenfor Centralmissionens og Jerusalemskirkens Kreds hvis oprindelige Udsprang gaar saa langt tilbage som til den her i "Aftenbladet" i sin Tid indgaaende skildrede Kontravers mellem Kirkens Præst, Pastor Ingerslev, og de to tungetalende Damer, Frkn. Adils og Holzig.

Affærens Oprindelse.

Biskop Bast tog Parti for de to Damer, han lagde sin stærke Haand og sin Autoritet i Vægtskaalen imod Præsten, og Resultatet blev, at Pastor Ingerslev suspenderedes, medens Tungetalerne triumferede.

Dog - det var en Pyrrhus-Sejr Anton Bast vandt derved. Hans Modstandere samledes imod ham og den Kritik og slumrende Misfornøjelse, der altid mudrer under en enevældig Hersker og Administrator, rejste Hovedet til et aabenlyst Angreb, og da først og fremmest til Kravet om en Undersøgelse af Biskoppens Administration af de store Pengemidler, der mellem Aar og Dag er gaaet gennem hans Hænder.

Længe stod Biskop Bast for Skud, tilsyneladende uden at vakle og uden at rokkes i sin Selvtillid og i sin Tro paa sig selv og sin egen Retfærdighed. Men sidst blev Angrebene saa voldsomme, at han - vel i et Slags Desperation - stod frem og krævede det ikke ukendte Tilslørelses- og Forplumringsmiddel, der hedder "en Kommission", - en Kommission, hvis Medlemmer: Overretssagfører Byrdal, Skoleinspektør Arnvig og Journalist Ravn-Jensen, der udvalgtes af Justitsministeren, sikkert mødte med den ærligste Vilje til deres Gerning men som forud var saa stærkt handicappede ved deres Mangel paa Autoritet og Myndighed, at de næsten med Sikkerhed kunde spaas at Resultatet maatte blive netop saa svævende og intetsigende, som det blev.

Offentligheden beroligedes ikke gennem Kommissionens Beretning og end mindre ved Justitsministerens Vedføjelse om, at han "Ikke fandt Anledning til af foretage videre i Sagen"- Biskop Basts Modstandere fortsatte deres Arbejde imod ham upaavirkede af denne Afgørelse og ligeledes af den Kendsgerning, at Biskoppen vendte hjem fra den store Metodistkongres i Amerika med en Tillidserklæring i Lommen og en, i hvert Fald tilsyneladende udtømmende. Godkendelse af sin biskoppelige Administration og hele sit Forhold.

Begæring om kriminel Undersøgelse

Allerede i Begyndelsen af Oktober rettede en Kreds af Jerusalemskirkens Menigheds Medlemmer en direkte Anmodning til Justitsminister Steincke om at faa Biskoppens Forhold gjort til Genstand for en rigtig, en retslig, en kriminel Undersøgelse. I første Omgang afviste Justitsministeren Anmodningen, idet han fandt Sigtelserne for svagt underbyggede med Realiteter. Han henviste iøvrigt Klagerne til Statsadvokaten. Og her har de senere fundet saa meget Øre, at denne satte Politiet i Gang med en Undersøgelse.

Det blev Bedragerieksperten Overvagtmester Balle, der kom til at foretage den første Afhøring af Bast. Men da denne som sædvanlig stillede sig stejlt afvisende sendtes Sagen til Politiassessor Stamm i 15. Undersøgelseskammer, der har behandlet saa mange celebre og indviklede Sager før.

I Løbet af de sidste Par Dage har Politiassessoren ved Gennemgang af Sagens Akter og Bilag og ved Afhøring af Klagerne samlet saa meget Materiale, at han ved Henvendelse til Dommer Pihl i Byrettens 1. Afdeling fik udstedt en Anholdelsesordre mod Biskoppen.

Anholdelsen og Ransagningen paa Biskoppens Kontor.

Kl. 4 i Gaar Eftermiddags køn derefter Overvagtmester Balle og Overbetjent Gram sammen med de to unge Opdagere Møller og Frederiksen ud i Stokhusgade til Bast's Privatkontor. Balle og Gram blev af Kontorets Damer vist ind i Biskoppens Privatkontor bagved, hvor de traf ham selv siddende ved Skrivebordet.

De to Politimænd præsenterede sig og oplæste derefter Dommerkendelsen om, at han vilde være at anholde, idet de anmodede ham om at gøre sig rede til at følge med!

Anton Bast sank et Øjeblik sammen i Skrivebordstolen som ramt af et Chock ved den forfærdende Meddelelse. Men et Sekund efter havde han atter det fulde Herredømme over sig selv. Han rankede sin stærke Skikkelse, rejste sig, tog sit Overtøj paa og erklærede sig "parat"

Under Bevogtning af de to uden for ventende Opdagere Møller og Frederiksen blev Bast i en Bildroske kørt ud til Politigaarden, medens Gram og Balle blev tilbage paa Kontoret for - ligeledes i Henhold til Dommerkendelsen - at foretage en Ransagning af dette og beslaglægge eventuelle Bevisligheder.

Ransagningen strakte sig over fulde fire Timer. Og først ved HaIvnitiden forlod de to Politimænd Kontoret medførende en hel Bil fuld af Papirer og Dokumenter til Brug for den retlige Undersøgelse.

Da Arrestcellens Dør lukkede sig etter ham.

Fra jydsk Hjorddreng til nordisk Biskop.

Ude i Politigaarden havde Politiassessor Stamm imidlertid taget Biskoppen for sig til Afhøring. Han gennemgik i Løbet at nogle Timer en Del af de fremkomne Sigtelser men kom iøvrigt ikke ind paa Detailler, idet Bast indtog sit sædvanlige Standpunkt at afvise alt med en forbavset Rysten paa Hovedet. Ved Titiden blev Bast gennem Politigaarden Cirkelgang ført over i Arresten, ledsaget af de to Opdagere. Han gik rank og rolig ind i Cellen og hørte tilsyneladende upaavirket Døren smække i bag sig - havde ganske aabenbart allerede i dette det første forfærdelige Øjeblik hvor han fra enevældig Biskop var forvandlet til almindelig Varetægtsfange, gjort sig klar til Kamp for sin Frihed, sit Liv, sin Eksistens. Kun laa der ligesom en Taage over hans ellers saa stærke Øjne, og kan hænde, han i denne Stund som i en Vision saa sit Liv jage sig forbi i Erindringen - saa sig selv som den lille fattige jydske Hjorddreng, derovre ved Løkken hvor han er født som Søn af en Maler, og videre hans Vandring op ad Lykkens og Magtens Stige, til han naaede den høje Post som Biskop for de metodistiske Menigheder i hele Norden med et pragtfuldt, næsten rigt Hjem derude ved Siden af den genrejste Jerusalemskirke og en Villa paa 30 Værelser ude ved Birkerød - indtil nu i denne Skæbnetime, da alt var brudt sammen, og han sad spærret inde mellem Cellens fire hvide Vægge, sigtet, som det hedder i Dommerkendelsen, for omfattende Bedragerier.

Endnu vides der intet som helst officielt om, i Henhold til hvilke specielle Sigtelser, Anholdelsen er sket. Men det tør sikkert betragtes som givet, at Anholdelsen ikke er foretaget paa den ganske i Almindelighed holdte Antagelse, at der maa være noget i Vejen. Det ekstraordinære Skridt at sende en Biskop ind bag Fængslets Mure maa selvfølgelig være underbygget med saadanne Realiteter, saadanne Kendsgerninger, at de kan betragtes ikke alene som moralsk men ogsaa som juridisk fældende for ham.

I Formiddag Kl. 11 vil Anton Bast blive fremstillut for Dommer Pihl, hvor Politiassessor Stamm vi begære Fængslingskendelse afsagt over ham.

(Aftenbladet (København) 9. december 1924).

Dengang - og nu.

Biskop Bast og Børnene.

Den, der er faldet, kan selv et Æsel ustraffet sparke efter.

Lad være, at Manden ogsaa har forbrudt sig - at han selv ikke i Tide indsaa, at man ikke kan blande det betroede sammen med sit eget, uden at man løber den Risiko, at komme ud paa gyngende Grund, var maaske hans første Feil - det bør alligevel ikke glemmes, at han gjorde et enestaaende Arbejde, der ligefrem var blevet som en Mærkepæl i den Bevægelse, som bæres frem af den smukke Tanke; Ingen Sultende under Københavns Tage, naar Julen gaar ind. Og ingen, der ikke selv, som han, steg ned i Dybet, opsøgte denne Bys fattigste af de fattige og skabte dem den Glæde, som for dem var et Glimt af selve Julens - og Lykkens - Stjærne, véd hvad dette krævede af sin Mand.

Men dette Arbejde bør ikke slaas i Stykker. Der staar andre parat til at tage det op, og det maa kunne føres videre uplettet og stemplet af den Aand, der i hvert Fald har præget det: Hjælpsomhedens. Lad ham staa til Regnskab for de Fejl, han begik, lad ham bøde for dem, men lad ikke andre, de Fattige, lide derunder.

Centralmissionen har da ogsaa i Gaar udsendt et Opraab om Støtte for dets Virksomheder. Opraabet slutter med disse Ord: Derfor beder vi i de Fattiges Navn enhver, der har Tillid til os og tror, at vi er ærlige Mennesker, om ikke at svigte Centralmissionen. Vi forsikrer, at der skal være klart Regnskab for enhver Øre, der gives ud.

(Aftenbladet (København) 10. december 1924).

Biskop Bast's Arrestation.

Hvad Sigtelserne omfatter.

Det gik naturligvis, som det var ventet, i Gaar: I et - forunderligt nok lukket Retsmøde - afsagde Dommer Pihl Fængslingskendelse over Biskop Bast, foreløbig for et Tidsrum af tre Uger, altsaa til den 31. December.

Biskoppen kommer saaledes i hvert Fald til at tilbringe Julen indenfor Fængslets Mure - den Højtid, der for ham og for alle de Hundreder af Fattige, der netop ved denne Tid flokkedes om ham og hans Velgørenhedsarbejde, var Aarets store, altoverskyggende Begivenhed. Men der er vel ingen Tvivl om. at der vil gaa lang, meget lang Tid, før Anton Bast kommer ud igen, baade Vinter og Vaar og næste Sommer med.

Foreløbig er Revisionsinstitutets Folk gaaet i Gang med Forsøget paa at bringe Rede i hans Regnskaber - et Arbejde, der nok vil vise sig at rumme nærsagt uovervindelige Vanskeligheder ikke alene paa Grund af det vældige Materiale, der er Tale om, hele Vognlæs af Papirer og Dokumenter, men først og fremmest paa Grund af den despotiske Overlegenhed og Skødesløshed, hvormed han har behandlet alt, hvad der hed Regnskaber.

Anklagepunkterne.

Forhøret i Gaar blev, som sagt, holdt for lukkede Døre, hvilket officielt motiveredes med "Hensynet til Sagens videre Opklaring", en Vending, der almindelig opfattes som en Tilkendegivelse af, at der formenes at være "Medskyldige" i Sagen, uden at man her dog vil have let ved at gætte, hvem der kan være tænkt paa, medmindre der skal søges bag det almindeligt udbredte Rygte, at en større Del af Biskoppens saakaldte "Privatforbrug" er gaaet i Lommerne paa Medlemmer af hans nærmeste Familie.

Forespørgsler efter Forhørets Slutning sent i Gaar Eftermiddag til Dommer Pihl og Politimester Stamm om Indholdet af de Anklagepunkter, der havde motiveret Fængslingskendelsen, blev afviste. Ingen af de Herrer ønskede at udtale sig om Sagens Detailler. Men fra anden Side erfarer vi, at der, som i Gaar sagt her i Bladet, selvfølgelig foreligger ganske konkrete og bestemte Sigtelser mod Biskoppen.

En af disse Sigtelser drejer sig om det manglende Regnskab for et Beløb paa 16.000 Dollars, d. v. s. 100,000 Kr. som Biskoppen havde samlet ind til Jerusalemskirken under en Amerikarejse.

Dernæst koncentrerer Anklagerne sig om Regnskaberne for de forskellige af Bast startede Børnehjem, bl.a. det paa Unnerupgaard oppe ved Raageleje, hvor der paa en bestemt Tid var opført Udgifter til 370 Børn, medens det hævdes, at der i Virkeligheden den Gang kun fandtes 108 Børn i Hjemmet. - Til et andet Børnehjem var der en Gang indsamlet 26,000 Kr., medens der i Regnskabet kun kan findes opført 16,000 Kr., uden at det kan ses, hvor de resterende 10,000 Kr. er bleven af.

Et andet Angrebspunkt mod Biskop Bast er hans Regnskaber for Herberget ved Jerusalemskirken. Her findes i et bestemt Regnskab opført Udgifter til fuld Forplejning for 63 Mand, medens der kun skal have boet 17 Mand paa Herberget. Man hævder, at der her paa denne Maade er forsvundet ca. 20,000 Kr. Og af lignende Forhold er der adskillige, bl. a. ogsaa den saa ofte debatterede, mystiske Transaktion med Bladet "Fyrtaarnet", der i sin Tid gik over fra Centralmissionens Eje til Bast's private Foretagende og i hans Hænder blev et særdeles indbringende Foretagende.

Alle disse Ting vil dog foreløbig faa Lov at hvile, indtil Revisionen er tilendebragt. Og Anton Bast vil sikkert faa Lov til at tilbringe alle de tre Uger, den oprindelige Fængsling varer, i Ro i sin Celle paa Politigaarden.

(Aftenbladet (København) 10. december 1924).

Den 11. december blev Bast overflyttet fra domhuset til Vestre Fængsel. Opklaringsarbejdet besværligggjordes af at Postvæsnet havde brændt dokumentation 1912-1922 (det opbevarede dem kun 1 år). Så politiet måtte nøjes med udskrifter fra Landmandsbanken og Handelsbanken. 

Biskop Basts ankomst til landsretten i en droske. Foto fra Aftenbladet (København) 19. december 1924.

Den 18. december var fængselskendelse i landsretten der ophævede den hvorefter Bast gik fri for fængsel.

Biskop Basts ankomst til landsretten i en droske. Foto fra Aftenbladet (København) 19. december 1924.

Sagen tog adskillige år før den blev afgjort. Bast blev i marts 1926 idømt fængsel i tre måneder for svigagtige forhold. Han benægtede alt, men blev suspenderet fra bispeembedet, senere bedt om at aftræde det. Se: "Et Optrin i Østre Anlæg" fra juli 1926.

Landmandsbanken bedraget. (Efterskrift til Politivennen)

Landmandsbanken besveget for 150,000 Kr.

Dækning for en Del af Beløbet. - Bedrageren undgaar muligt Politianmeldse.

København. Lørdag.

I Landmandsbankens Afdeling paa Vesterbros Torv fik man sig forleden en lidt ubehagelig Overraskelse, idet man fik Formodning om. at en af Bankens højerestaaende Funktionærer gennem længere Tid havde besveget Banken for store Summer.

Der blev straks iværksat en omfattende Undersøgelse, hvorunder det fastsloges, at den paagældende Funktionær havde besveget Banken for et samlet Beløb af ca. 150 000 Kr.

Efter at han havde aflagt en uforbeholden Tilstaaelse, blev han omgaaende suspenderet fra sin Stilling men han vil muligvis kunne undgaa, at der sket Anmeldelse til Politiet. Han har nemlig faaet dækket en Del af sine Bedragerier, og desuden har Banken gennem Assurance sikret sig , at den ikke kommer til at lide tab i et tilfælde som det foreliggende.

- - -

Den Bankfunktionær, der har forøvet det andetsteds i Bladet omtalte store Bedrageri mod Landmandsbankens Vesterbro-Afdeling, er ifl. R. B. en kasserer Thøfner. Pengene har han brugt til Børsspil.

(Fyns Stiftstidende 27. februar 1921).

Det store Bedrageri mod Landmandsbanken.

En Kasserer har stjaalet 130,000 Kr.

Kbhvn. 26. Febr.

I Landmandsbankens Vesterbro Afdeling er der for nogle Dage siden opdaget et Underslæb paa 130,000 Kroner.

Det er en yngre Kasserer Thøfner, som har bedraget Banken. Naar han havde modtaget Indbetalinger ved Kassen, har han undladt at Indføre Indbetalingerne og revet Bilagene i Stykker. En Gang har han taget 50,000 Kr. paa een Gang, en anden Gang 40,000 Kr., og Resten har han taget i Smaabeløb.

Den unge Mand har brugt Pengene til mislykkede Spekulationer. Han er af rig Familie, og endnu er han ikke meldt til Politiet, idet Banken vistnok forventer at faa Familien til at dække Beløbet.

Det har vakt en Del Opsigt, at Banken har holdt dette store Underslæb hemmeligt. Man husker jo. hvilken Opsigt det vakte, da den lille Landmandsbank i Lemvig blev bestjaalet for 100,000 Kr., og hvorledes Bladene den Gang slog den Affære op.

(Vejle Amts Folkeblad 28. februar 1921).

I den danske Landmandsbank sad bl.a. E. Glückstadt, Harhoff, O. Ringborg, E. Rasmussen og Fr. Rothe. Flere af disse var involveret i skandalen året efter, og Glückstadt blev fængslet for bedrageri. Han døde i fængslet.

Vesterbro-afdelingen lå på Vesterbro Torv, Vesterbrogade 46.

Vesterbrogade 46. Nu Irma. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavnske Bondefangere. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Højesteret.

(Fra vor Korrespondent.)

Kbhvn., d. 3. Septbr.

Retten begyndte sit Møde i Tag med at afsige Dom i Sagen mod de tre Tjenestekarle, der har huseret i Roskildeegnen. De to, Larsen og Johansen, fik Overretsdommen stadfæstet med henholdsvis 18 og 12 Maaneders Forbedringshus, medens Nielsen slap med en betinget Dom paa 20 Dage.

Derpaa gik man over til 

en typisk Bondefangersag

Mod Hans Valdemar Olsen, født 16. Oktober 1872, og William Peter Knudsen, født 21. Oktober 1876.

De er begge to mange Gange straffede og begyndte begge i 1893. Det er særlig Bondefangeri og Alfonseri, de giver sig af med. Olsen har haft Forbedringshus i 18 Maaneder. og blev derinde dømt til Rotting, Knudsen har haft 8 Maaneders Forbedringshus.

Mange Gange er der rejst Tiltale Mod dem, hvor Retten har maattet lade dem slippe. Forslagne er Fyrene jo. Denne Gang slap de nu ikke.

En svensk Sømand kommer her til Byen og bliver anvist Logis af Anders Christian Christensen, der altid møder paa Jernbanestationerne og skaffer Hoteller og Pensionater i Vesterbro-kvarterets Sidegader Gæster. Det faar han selvsolgelig sin Betaling for.

Onde Tunger fortæller ogsaa. at han anviser Bondefangerne Ofre; derfor sidder han i denne Sag arresteret nogle Uger. men maa løslades, uden at der rejses Tiltale.

Da han gaar med Svenskeren, ser den ene Bondefanger, Knudsen, det, faar at vide, hvem Svenskeren er, og kommer - naturligvis tilfældigt til at træffe paa ham. Knudsen taler straks Svensk som en indfødt, og han og Sømanden kommer paa Turne. Først ud i Kafe Langebro, hvor Olsen ganske tilfældigt træffer sammen med dem, og saa gaar Turen til White Star, Feilberg, Gasværksvej, og man ender i en kendt Bondesanger-Beværtning, Kajs Skive, i Istedgade. Her spiller man "Femkort", og den sølle Sømand mener selv senere, at han har tabt 150 Kr. og er bleven frastjaalet 500 Kr.

Han vaagner hjemme i et Pensionat i Reventlowsgade den næste Dag.

Bondefangerne paastaar, at Spillet har været ganske ærligt, og at det først er paa det sidste, at Sømanden, der er bleven beruset, har budt Spillet op til 100 Kr.

Et skønt Galleri af Opvartere osv. er naturligvis afhørt under Sagen.

Denne Gang vilde Retten ikke ladede to Fyre slippe.

Baade Kriminalretten og Højesteret fandt dem hver værdige til 1 Aars Forbedringshus.

Lunn var Aktor, Liebe Tesensor.

(Roskilde Avis 4. september 1914. Uddrag).

"Reservebaronen": George Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Den store Retsskandale.

En Fremstilling af Affæren.

Et Gilde paa Gravens Rand.

Af alle de Retsskandaler. der har været fremme i de sidste Aar, inklusive Fru Munthe Morgenstjerne og Vekslerne, er der næppe nogen, der, hvis den blev fuldstændig afsløret, vilde være saa aabenbar og saa vidtrækkende i sit Omfang som Georg Petersen Gernandt-Affæren. Ikke blot giver den os et Indblik i den Raaddenskab og de Perversiteter, der frodigt gaar i Svang i vort højeste Aristokrati, men den viser os tillige, hvorledes visse Myndigheder sætter Kræfter i Bevægelse for at saa Forbrydelsen dysset ned for at redde og dække over nogle højtstaaende Personer.

Det vil derfor ikke være uden Interesse at fremstlle denne Affære saaledes som den har udviklet sig fra første Færd. Samtidig skal vi fremdrage forskellige nye Momenter, som ikke hidtil har været omtalt, men som vi kan dokumentere med Bevis.

En Levemands Selvmordsforsøg.

Det var i Begyndelsen af Januar i Aar, at der indløb Meddelelse hertil fra det svenske Politi om, at en yderst elegant københavnsk Herre havde forsøgt at begaa Selvmord paa det kendte, fashionable Hotel "Mollberg" i Helsingborg. Herren havde boet et Par Aar paa Hotellet og havde Aftenen i Forvejen fejret et stort Gilde sammeen med en Kreds af unge københavnske Venner, og dette Gilde var trukket ud til henad Morgen.

Den næste Dag fandtes han liggende halvt bevidstløs paa sit Værelse. Det var straks klart, at der forelaa et Selvmordsforsøg. Paa Bordet ved Siden af Sengen laa der et halvt hundrede Antifebrinpulver-Omslag, hvis Indhold han havde tømt. 

Selvmordet mislykkedes imidlertid, og det opklaredes hurtigt, at den københavnske Herre var en 32-aarig Kontorist Georg Petersen, kaldet "Reserve Baronen", som havde Ansættelse i det gamle Vekselmæglerfirma Schiøler, Holmens Kanal 22. Han havde været ansat i denne Forretning lige fra sin Konfirmation og indtog nu en ret betroet Stilling.

Hans Fader var en mindre Porcellænshandler i Gothersgade, og den Elegance, som Sønnen udfoldede i sin Klædedragt, stod i intetsomhest Forhold til hans ret beskedne Herkomst og den mere end beskedne Gage, han fik for sit Arbejde.

Selvmordsforsøget og de Omstændigheder, der ledsagede det, var derfor allerede paa Forhaand egnet til at vække Opmærksomhed.

Forøvrigt viste det sig hurtigt, at det havde en nærliggende Begrundelse.

Var Selvmordet fremtvunget?

I de allerførste Dage af Januar var det blevet Vekselmægler Schiøler og hans Søn, der var associeret i Forretningen, paafaldende, at den disponible Kapital paa langt nær ikke svarede til Forretningens Omsætning. Der maatte være noget galt et eller andet Sted. Og de begyndte derfor at indlede en Undersøgelse for at komme til Klarhed over, hvorfra dette Misforhold stammede.

Et Par Dage efter at denne Undersøgelse var begyndt, meldte Georg Petersen sig syg, og den Mistanke, man straks havde fattet til ham, blev derved yderligere bestyrket.

Sporenstregs rejste Georg Petersen af Sted til Helsingborg, traf der - som ovenfor meddelt - sammen med en Kreds af sine meget fine Venner, holdt den store Afskedsfest og foretog sit Selvmordsforsøg.

Selv vidste han selvfølgelig nok, hvorfra den Schiølerske Kassemangel stammede.

Georg Petersen var en udpræget fejg Mand, en slap, ubeslutsom Natur, som aldrig selv vilde kunne have fattet Tanken om at berøve sig sit Liv. Denne Tanke maa være indgivet ham andetsteds fra. Og dette bliver saa mere sandsynligt, som han Aftenen før Selvmordsforsøget er samlet med sine Venner.

Og i hvilken Hensigt kommer disse Venner til Helsingborg? Og hvorledes er det tænkeligt, at de en hel Aften kan være sammen med Georg Petersen som hans Gæster, uden at han - denne af Udsvævelser udmarvede Person, pjattet og pjokket som han var - skulde have indviet dem i, hvorledes Sagerne stod. Snarere end at tænke sig denne Sammenkomst som et Gilde paa Gravens Rand, har den været den sidste Raadslagning, hvor den fortvivlede Georg Petersen har søgt efter Hjælp! Med Kracket hængende over sig har han kaldt Vennerne sammen for at forsøge at redde sig - men Vennerne har set, at der ingen Redning var. De har set, at Bedragerierne ikke kunde skjules, at Flugt var umulig, at en offenlig Undersøgelse var uundgaaelig. Og for ikke selv at blive draget ind i denne Undersøgelse - højtstaaende og højtfornemme som de var - har de nu blot tænkt paa at redde sig selv! De vidste, at hvis denne Sag blev skarpt forfulgt, da var det Forbedringshuset for dem selv det gjaldt! Og kæmpende for selv at holde sig fri for Skandale, er de faldet over Georg Petersen: "Dræb Dig! Dræb Dig! Dette var den eneste Udvej til at faa dysset Sagen ned!

Saa vidt man kan se er det næsten til det haandgribelige sandsynligt, at Georg Petersen ikke frivilligt har søgt Døden, men er blevet tvunget dertil.

Og Vennerne er med lettet Samvittighed Samvittighed rejst tilbage til København - medens Georg Petersen er gaaet op paa sit Værelse for at tømme Antifebrinpulverne ud i sit Glas...

Flugt og Anholdelse

Efter det mislykkede Selvmordsforsøg kom Georg Petersen hertil Byen, og da Vekselmægler Schiøler endnu ikke havde noget Overslag over. hvor meget Bedragerierne androg, men mest var tilbøjelig til at tro, at det kun drejede sig om nogle faa Tusind Kr.. vilde han ikke straks gaa til Politiet og gøre Anmeldelse. Georg Petersen kunde derfor uantastet lade sig indlægge paa Professor Jacobsens Klinik paa Kochsvej for at søge Hvile og Rekreation.

Samtidig fortsatte dog Hr. Schiøler sine Undersøgelser og saa for hver Dag Bedrageriernes Sum vokse. Bedragerierne var udført efter de mest moderne og mest komplicerede Snyderisystemer. En af de Maader, der hyppigst var anvendt, var den, at der var foretaget Fejltællinger i Bøgerne. Talkolonnerne var talt galt sammen, men dog saaledes, at Saldoen paa Indtægts- og Udgiftssiden stadig passede. Selvfølgelig var det umuligt i en saa stor Forretning stadig at se, om hver Side i Kontoristernes Bøger stemmede, og saa man paa de sammentalte Summer, var de hos Georg Petersen al Tid i nøje Overensstemmelse med Kassebeholdningen. Desuden har han flere Gange for at redde sig foretaget Rettelser og Forfalskninger i Bøgerne. 

Efter en Uges Tids Forløb havde man konstateret Bedragerier til et Beløb af over 100,000 Kr.! Georg Petersen, der ude paa Kliniken havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod, og saa, at en Anholdelse var forestaaende, besluttede sig da til et afgørende Skridt. Den 25. Januar flygtede han fra Klinikken, løste i sidste øjeblik Billet til Udlandet og dampede af med Toget til Korsør.

Vekselmægler Schiøler blev imidlertid allarmeret om Flugten og satte straks Politiet i Bevægelse. Der blev telefoneret til Mellemstationerne, og da Toget kom til Roskilde, var allerede det daværende Politi underrettet, og Georg Petersen blev stoppet.

Han førtes her til København under Politibevogtning. Dagen efter afsagdes der Arrestdekret. Sagen henvistes til 6. Kriminalkammer, Assessor Obelitz.

Og hermed begynder den egenlige Affære, som vi nærmere skal omtale i Morgen

(Social-Demokraten 6. september 1908)

Georg Petersen var født 1892 og fra 1891 ansat som kasserer og bogholder hos vekselmægler Schiøler. Det lå Holmens Kanal 22, en adresse hvor Overformynderiet senere blev opført. Fra december 1904 til midt i januar 1908 lykkedes det Georg Petersen at tage 118.000 kr. af vekselmæglerens kasse. Så blev svindlen opdaget, og han blev arresteret. Tiltalen frafaldtes efter at familien havde betalt 6.000 kr i dækning, og han blev løsladt 25. marts 1908. Han flygtede herefter, men blev den 26 februar 1902 arresteret i Buenos Aires. 

Ukendt fotograf (Mariboes Samling): Holmens Kanal og Størrestræde set fra hjørnet af Niels Juels Gade mod Christiansborg ca. 1870. Th. nr. 12, Industriforeningen, senere Landmandsbanken. George Petersen arbejdede i en af de bygninger som blev nedrevet til fordel for Overformynderiet. Omtrent midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.

Den store Retsskandale.

Homoseksualisme og Storbedragerier

En Telefonopringing fra Justitsministeriet.

Vi omtale i Gaar de Tildragelser, der var gaaet forud for Storbedrageren Georg Petersens Arrestation. Straks efter at denne var sket, begyndte Forhørene, og de seksuelle Skandalesener, der omtaltes under disse, og de Navne, der nævntes, var af en saadan Art, at de aldrig nogen Sinde før har været nævnt i en dansk Retssal.

Men forinden vi kommer ind paa en Omtale heraf, vil det være paa sin Plads ganske kortelig at give en Karakteristik af Georg Petersens Person.

Som tidligere nævnt, var han en Mand paa 32 Aar. Af Ydre ganske spinkel, bleg, ja næsten hvid, med et lidt sygeligt Udseende og med et Par sky, flakkende Øjne. Hele hans Skikkelse bar Præg af fremskreden Degeneration og var iøjnefaldende ødelagt af kønslige Udskejelser.

Ved en Lægeundersøgelse skulde det desuden være blevet konstateret at han havde en Gren af Tuberkulose.

Han var en Mand uden større Begavelse, snarest under Jævnmaalet. Men hvad der først og fremmest karakteriserede ham, var at han ganske savnede Personlighed. Han var i saa Henseende en fuldendt Type paa de moderne Mennesker, der, udtærede af Udsvævelser, er fuldstændig gennemtrængte af Slaphed, saa de ganske er berøvet Evnen til Selvhævdelse og Initiativ. Han var en Kastebold for sine Indskydelser og Drifter og manglede i særlig Grad Vilien til at staa imod. Derfor blev han ogsaa et let Bytte for den Hob af "Venner" han efterhaanden var kommet sammen med, og som udbyttede ham uden Skamfølelse eller Skaansel.

Hertil kom saa hans grænseløse Forfængelighed. I sin Klædedragt var han en fuldkommen Modedukke. Elehgant lige indtil Lapsethed og altid udstyret efter de mest moderne og mest udfordrende Modejournaler. Naar det drejede sig om Klæder, kendte han ingen Grænser for sin Ødselhed. De kostede ham i Tusindevis af Kroner i de sidste Aar.

Et udpræget Træk hos ham var ogsaa hans Lyst til at ville prale og glimre overalt, hvor der frembød sig en Lejlighed til at stille sin Person til Skue. Der var i saa Henseende noget fuldstændig kvindagtig i hans Natur. Ved Væddeløbene paa Eremitagen og ved de mest fornemme Premierer kunde man være sikker paa at træffe ham paa en fremskudt Plads, hvor Aristokratiet færdedes, og hvor han kunde komme til at stryge sig opad Frakkeærmerne paa dem. Al hans Iver og Interesse var blot at komme til at omgaas dem, der var højest paa Straa og blive indført i Aristokratiets Saloner, og han dyrkede med dette Formaal for Øje de unge Adelsmandspirer med et Snobberi og en ydmyg Tilbedelse, der overalt, hvor han var kendt, omgav ham med det latterligt Skær. Hurtigere og hurtigere droges han af denne Tilbøjelighed ind paa det Skraaplan, der førte til hans Fald. Thi denne Adelsmands-Omgang kostede Penge. Alle blokkede de ham. Og medens han til at begynde med kun stjal i Hundreder, stjal han i Løbet af de sidste tre Maaneder i halve Snese Tusinder!

En Middag paa Phønix.

Allerede i de første Forhør tilstod han, at han var homoseksuel og havde gjort sig skyldig i homoseksuelle Forbrydelser. Den allerstørste Del af de Adelsmænd, han var kommet i Berøring med, led af samme kønslige Abnormitet, og netop dette var det, der havde ført dem sammen. Thi - underligt nok - er det jo et videnskabeligt Faktum, at Homoseksualitet har en meget skarp Evne til straks at kunne vejre de Personer, der er i Besiddelse af samme Følelsesliv.

Som et Barn, der tror at gøre sin egen Forseelse ringere ved at faa inddraget andre i den, plaprede Georg Petersen i Forhørene ud med Navnene paa alle dem, der hørte til hans nærmeste Omgangskreds. Det var Navne, der fik Retsvidnerne til at vaagne af deres Dvale og spile Øjnene op. Det var Navne fra vort allerfineste Aristokrati. Det var den unge Baron Reedtz-Thott. Det var den unge von Holstein-Rathlou. Det var den græske Generalkonsul Thalbitzer. Det var Folk der kom paa selve Slottets Trapper.

Blandt disse Folk gik Georg Petersen under en Masse Kælenavne. Mest anvendt var Betegnelsen "Reservebaronen", men forøvrigt kaldtes han ogsaa "Englebarnet" og "Premiere-Petersen".

Almindeligvis troede man, at han var velhavende, da han al Tid var beslaaet med Hundredkronesedler og slog om sig, som om han var i Familie med selve Rothschild. Selv søgte han, ud fra sin Forfængelighed, at bestyrke denne opfattelse for at veje Manglen af et adeligt Navn op med klingende Guld. Angaaende Oprindelsen til sin Formue fortalte han, at den stammede fra en Gevinst i et tysk Lotteri, men den almindelige Opfattelse blandt hans Venner var, at han havde faaet den som Arv efter en kendt homoseksualistisk Etatsraad, der døde for et Par Aar siden, og som man vidste havde testamenteret en Del af sin svimlende Kapital til forskellige Personer, der havde staaet ham nær.

Officielt beboede Georg Petersen en forholdsvis beskeden Lejlighed i Rømersgade 21. Den var udstyret med en vis yppig Komfort, men dog uden Haremsluksus, som ellers er et Kendetegn for Homoseksualisters Hjem.

Men ved Siden af denne Bolig havde han en Aftrædelses-Lejlighed i Bredgade 63, og her var det, han opførte sine Orgier. Lejligheden var udstyret som Salon med den mest overdådige østerlandske Luksus, med høje Palmer, med dekorative Lamper og bløde, lyddæmpende Draperier. I disse Sale modtog han sin Vennekreds og gav han sine Gæstebud. 

Ved enkelte lejligheder, hvor det særlig drejede sig om at glimre, og hvor hans egen Bolig var for lille til at rumme alle de indbudte, forlagde han Scenen til Hotel Phønix. Mest omtalt af alle hans svimlende Gilder var en saadan Fest paa dette Hotel. Der var over 50 personer til Stede, og Middagen kostede 6000 Kr.! Der blev serveret med Jordbær til 1 Kr. Stykket, og Champagnen flød i Strømme!

Den sidste store Fest, han gav, blev holdt i Salonerne i Bredgade, og der blev ved denne Lejlighed alene drukket Champagne for henved 600 Kr. Tre sorte Tjenere vartede op for gæsterne!

Hvad der iøvrigt er foregaaet i disse Saloner, er det næppe værd at udmale.

Myndighederne sættes i Bevægelse.

Om hele denne Side af Georg Petersens Forhold var hans Principal, Vekselmægler Schiøler, ganske uvidende. For ham var Georg Petersens Adresse Rømersgade 21, og han saa i ham kun Kontoristen, der mødte til sit Arbejde og sad i den reglementerede Tid og knirkede nemt paa Kontorstolen for en alt anden end aristokratisk Gage af 1200 Kr. om Aaret! Han kendte vel nok lidt til sin Kontorists fine Bekendtskaber og flotte Vaner, men blev stadig dysset til Ro ved Forsikringerne om "den store Gevinst" og tænkte vel ogsaa nærmest, at det var Georg Petersen, som udnyttede sin fornemme Omgangskreds til at skaffe sig Penge, i Stedet for at det omvendte var Tilfældet.

Lidt efter lidt, efter at Bedragerierne var kommet for en Dag, afdækkes dog Forholdene. Det begyndte som Rygter, der svirrede i Krogene, men efterhaanden faldt der Slør for Slør, til hele Skandalen laa aabenbar. Og den pegede ikke blot ind til et Rædselskabinet af Perversitet og moralsk Pest i vort allerhøjeste Aristokrati, men den viste tillige en Række højst indviklede og mystiske Transaktioner, der forgrenede sig gennem flere Mellemmænd frem til Navne, som man maatte forstaa det vilde være farligt at kompromittere.

Vekselmægler Schiølers Mistanke om, at denne Sag var af en ganske særlig Natur, bestyrkedes dog først, da han mærkede, at der fra Indflydelsesrige Magter var stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Sagen begrænset og dysset ned. Georg Petersens homoseksuelle Forseelser blev under Fohørerne ganske holdt udenfor Behandling, skønt man ikke mere end et Aars Tid i Forvejen havde skredet ind overfor Tandlæge Aae og hans homoseksuelle Venner med Haard Haand og uden Barmhjertighed. Nu, da det gjaldt Georg Petersen og hans Bande, drejede alt dig  derimod blot om at faa drysset Sand paa!

Georg Petersen selv blev fritaget for det tvangsbundne Fængselsophold og blev overladt til den forholdsvis friere Tilværelse paa 6. Afdeling, hvor han indlagdes til Observation.

Samtidig gjordes der alt for at faa bevæget Vekselmægler Schiøler til at lade Bedragerisagen falde. Hvis han nemlig tog sin Anmeldelse tilbage, var det efter loven ensbetydende med, at Georg Petersen slap fri, de videre Undersøgelser af den kedelige Affære blev indstillet, og Storbedrageren blev sendt ud af Landet!

I denne Hensigt tog endogsaa selve Justitsministeriet Affære og ringede pr. Telefon til Hr. Schiølers Sagfører, Højesteretssagfører P. G. F. Jensens Kontor, og anmodede - selvfølgelig paa en diskret Maade - om at faa Sagen bilagt. Ja, selve Kongens Kabinetssekretær, Geheimeetatsraad Rosenstand, har haft Konferencer med Hr. Schiølers juridiske Konsulent angaaende denne opsigtsvækkende Sag.

Men herom mere i Morgen. 

Gert.

(Social-Demokraten 7. september 1908) 

Georg Petersen-Affæren.

En Erklæring fra Professor Westergaard

I "Kristeligt Dagblad" har Professor H. Westergaard i Gaar offentliggjort en Erklæring angaaende Domstolene og Georg Petersens Sag.

Professoren er Lærer i Statsvidenskab ved Københavns Uiriverfitet og er kendt som en af Indre Missions ledende Mænd.

Erklæringen lyder saaledes:

Som Befuldmægtiget i det Schiølerske Bo har jeg haft rig Anledning til at blive bekendt med Enkelthederne i den sørgelige Affære, som er knyttet til Georg Petersens Navn og fra ham forer opad gennem en uhyggelig Mængde Navne.

Med voksende Forbavselse har jeg faaet Indblik i den Maade, hvorpaa man ansaa sig for forpligtet til at pleje Retten i denne Sag, og den Ugenerthed, hvormed de degenererede, homoseksuelle Individer kunde tilfredsstille deres Triste og brede Smitten i en Grad, som de færreste Vistnok drømmer om.

Den Undersøgelse, som Justitsministeriet har indledet mod Frk. Esche, synes at være løbet ud i Sandet: maaske har den aabnet Øjnene paa Dommeren, men Offenligheden er da ikke bleven delagtiggjort i hans Viden.

Ogsaa Sagen mod "Novemberherrerne" for et Par Aar siden fik jo et ganske ejendommeligt Forløb.

Det er imidlertid paa Tide at der i denne Snobberiets og Ligegladhedens Tidsalder uden Persons Anseelse bliver gjort noget for at vække alle alvorlige Mennesker, og først og fremmest den kristne Menighed, til Kamp mod denne Fare.

Vi kan ikke staa os ved, at Smitten faar Lov at brede sig, og særlig gæld« det at værne Ungdommen derimod.

Man maa derfor være "Kristeligt Tagblad" taknemligt, fordi det har begyndt Kampen ubekymret om Raillerier fra visse Sider, og Ligegyldighed og Sløvhed fra andre.

Jeg vil gærne udtale min Tak derfor og mit Haab om, at det maa lykkes at fore Kampen til Ende til Gavn for vort Folk, saa al Perversitetens Smuds atter kan blive vist tilbage derhen, hvor det hører hjemme.

Harald Westergaard

(Social-Demokraten 8. september 1908)

Thora Esche var forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder". Hun havde i juli 1908 beskyldt Livgarden utugt både mod unge piger og unge mænd. Et udslag af "Missionens" kamp mod "Mørkets Magter" både i Kristeligt Dagblad og bogform. Justitsminister P. A. Alberti beordrede en politiundersøgelse mod Thora Esche, der ikke blev til noget - det var få måneder før han gik af. Kongen var rasende over angrebet og afskedigede en indremissionsk hofmarskal grev Joachim Moltke. Thora Esche blev så skræmt over reaktionen, og holdt siden inde. I 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik.

Den store Retsskandale

Hvordan man udøver Retfærdighed.

Lovene tilsidesættes!

III

Under de fortsatte Afhøringer i Storbedrager- Affæren viste det sig snart, at der i Georg Petersen ikke var meget af det Stof, som skader den store Forbryder. Han var nærmest et Pjok, en sølle Person, et af de vankelmodige Mennesker, der, naar de kommer ind i tvivlsomme Forhold og sammen med tvivlsomt Selskab, let bliver et Forbrydelsens Redskab. De Anstrængelser, der - som i Gaar omtalt - allerede paa et tidligt Tidspunkt udfoldedes, havde da heller ikke først og fremmest til Formaal at fri Georg Petersen for Straf. Ham var der i Virkeligheden ikke en Sjæl, dere havde noget tilovers for eller brød sig det bitterste om! Men han var farlig, fordi han sad iinde med Oplysninger! Og for at fri visse adelige og højtstaaende Personer fra at blive kompromitterede ved at blive blandede ind i en modbydelig Sædelighedsaffære og blive stemplede som bevidst eller ubevidst delagtige i Bedragerens Forhold, var det, at Himmel og Jord sattes i Bevægelse. 

Man kan tænke sig, hvilken Forfærdelse det vakte, da Georg Petersen lagde de adelige Navne frem paa Forhørsdommerens Bord. - Alle Telefonerne ringede, man hviskede og tiskede, og der holdtes timelange Konferencer mellem Forhørsdommeren, Assessor Obelitz og hans juridiske Foresatte. Samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at alt Retspersonale fik syv Segl for deres Mund, at intet af Stanken kom udenfor Dørene, og at Offentligheden intet fik at vide om de Plamager, der sad paa visse af de adelige Vaabenskjolde.

Hvor staar ikke en Fremgangsmande som denne i den mest skærende Modsætning til den, som ellers er den almindelige ved vore Domstole. Det skulde blot have været almindelige Borgere. Sagen havde drejet sig om! Utallige er de Tilfælde, vi i Aarenes Løb har fremdraget, paa, hvorledes Fattigfolk, Arbejdere og Bønder er blevet idømt Vand og Brød og Forbedringshus i Aarevis for Forseelser, der ikke var værd at rejse sig for, og det uden at Justitsmyndighederne har rørt en Finger for at befri dem for Straffen eller forringe deres Skyld!

Forhørene blev fra første Færd drevet med en rentud enestaaende Lemfældighed, og Protokoltilførslerne blev nedskrevet med en Fintfølenhed, som om de havde været bestemt til Læsning for unge Piger i Konfirmationsalderen. Alle de Bemærkninger og Tilstaaelser, der fremkom angaaende Georg Petersens og hans Venners kønslige Forhold, blev omhyggeligt afdæmpede eller ganske udeladte. Skønt Georg Petersen selv havde indrømmet, al han var Homoseksualist, blev dette Forhold ganske ladet udenfor Undersøgelse, og der afhørtes ikke en eneste af de Personer, som han angav som meddelagtige i sine Orgier.

Ligeledes indeholder Forhørsprotokollerne ikke, hvad Georg Petersen har brugt de stjaalne Penge til, skønt det er notorisk, et han overfor Dommeren har navngivet adskillige af sine "fine" Venner som Folk, der har søgt at plyndre ham og har modtaget ret betydelige Laan af de Penge, han stjal. Heller ikke disse Navne er nævnte.

Justitsministeriet har været ihærdigt for at meddele Hr. Schiøler, at en Kapital paa 9000 Kr., som var udsat for Georg Petersen i Overformynderiet, vilde blive udbetalt, hvis Sagen blev bilagt. Disse Penge kunde kun hæves med Ministeriets Sanktion, og Ministeriet tilbød nu at give denne Sanktion, hvis Hr. Schiøler vilde give efter. I den sidste Henvendelse fra Ministeriets Side desangaaende ytrede man endogsaa. at Hr. Schiøler nu "maatte skynde sig med at træffe Bestemmelse", da man ellers ikke turde indestaa for, at Pengene vilde blive udbetalt. Disse 9000 Kr. er altsaa i Virkeligheden blevet brugt som et Slags Middel til at slaa en Tuskhandel af angaaende Ret og Retfærdighed.

Vekselmægler Schiølers Død.

Da Forhørene havde staaet paa et Par Maaneder, indtraf ret pludselig Vekselmægler Schiølers Død.

For den gamle Mand - han var oppe  halvfjerdserne - havde hele Affæren selvfølgelig været et haardt Slag. Først og fremmest havde han mistet 130,000 Kr. Hertil kom, at man rundt om begyndte at svine hans Navn til. Dette stammede netop fra nogle af de Folk, som havde hørt til Georg Petersens nærmeste Omgangsfæller. De tog nu Agressiven og fortalte overalt i Byen, at Hr. Schiøler selv var homoseksuel og havde staaet i Forhold til Georg Petersen! Hr. Schiøler saa sig saaledes ikke blot berøvet sin Formue, men ogsaa sin Ære. Nedbøjet af Bekymring og oprevet af Sorg ramtes han da af en Hjærneblødning og afgik efter et Par Dages Sygeleje ved Døden. 

Georg Petersen slipper fri.

Efter Vekselmægler Schiølers Død indtraadte Overretssagfører Mygind og den afdødes Søn, Hr. Eiler Schiøler, som Testamentseksekutorer, og med disse førtes nu de videre Forhandlinger angaaende Sagens Bilæggelse. I et af Forhørene angav disse, at Georg Petersen havde gjort sig skyldig i Falsk, og at Sagen saaledes ikke kunde sluttes, selv om de samtykkede deri. Efter hvad Hr. Schiøler meddeler, skal Georg Petersen ogsaa selv have tilstaaet at have gjort sig skyldig i Falsknerier. Ligeledes tilbød Hr. Schiøler at føre sine Dokumenter op i Rette, saa Dommeren selv kunde overbevise sig om, at Falsknerierne var foretaget. Alt, hvad han fik til Svar var imidlertid, at Dommeren ikke brød sig om at se disse Dokumenter, og at det vilde være umuligt, hvis Hr. Schiøler fastholdt denne Anklage, at lade Sagen falde. Hvor Hr. Schiøler bemærkede, at det selvfølgelig var noget, som Retten maatte om.

Til Trods for disse Anmeldelser gjordes der dog intet for at opklare Falsknerierne. Tværtimod fortsattes Bestræbelserne fra Myndighedernes Side for at faa Sagen standset, samtidig med at man ret tydelig lod forstaa, at Hr. Schiøler skulde faa alle de stjaalne Penge tilbage. Ud fra denne Forudsætning og tillige fordi de forudsaa, at Myndighederne under ingen Omstændigheder vilde have Sagen undersøgt til Bunds, indvilgede da de to Testamentseksekutorer tilsidst i at frafalde Kravet om Tiltale mod Georg Petersen.

Samme Aften sattes Georg Petersen paa fri Fod og dampede af til et Badested i Pyrenæerne for at søge Rekreation. I Forvejen var der allerede udsat en Sum for ham, saa han kan leve anstændigt Resten af sin Levetid.

Gert.

(Social-Demokraten 8. september 1908).

I juni 1908 antydede nogle aviser antydede, at prins Harald havde haft en homoseksuel forbindelse til Georg Petersen. Med Albertis afgang i september, vaklede tilliden til retsstaten, og Georg Petersens sag blev genoptaget. Georg Petersen undgik ikke sin dom ved at rejse til udlandet. Han blev arresteret i Buenos Aires, Argentina. I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus.

Georg Petersen-Affærens Afslutning

I Gaar fik endelig den saa meget omtalte Georg Petersen-Affære sin Afslutning, idet Georg Petersen eller "Reservebaronen", som han kaldes, fik 1 Aars Forbedringshus.

Georg Petersen er bleven dømt for Bedrageri, og "Kristeligt Dagblad", der som bekendt var draget i Leding mod Assessor Obelitz og krævede Georg Petersen tiltalt for hans homoseksuelle Tilbøjeligheder, har altsaa ikke faaet sin Krig ført igennem.

En anden Sag er det, at de Forhør, der er bleven afholdt efter at Sagen blev taget op igen paa Justitsministeriets Initiativ, kaster et skarpt Lys over det Slæng, der sejlede i den homoseksuelle Levemands Kølvand. De Oplysninger, der er kommen frem, viser, hvilken uhyggelig Raaddenskab, der har hersket i de "fine" Kredse, som det var Georg Petersens Stolthed at komme i.

Han havde jo saa fine Bekendte som Kongens Adjutant, Oberstløjtnant Ipsen, og angaaende denne højtstaaende Officer oplyser Forhørene, at han har modtaget Laan af den homoseksuelle Bedrager. Han har ganske vist senere tilbagebetalt dem - men det gør jo i og for sig ikke Sagen bedre.

Forhørene bringer ogsaa interessante Oplysninger om den nu bortflygtede Generalkonsul Thalbitzers Forhold til Reservebaronen, nemlig angaaende hans store Kup, da han laante Penge af Georg Petersen - efter hvad han sagde, "til Prins Harald".

Ester hvad der foreligger oplyst, er der vel ingen Grund til at tvivle om, at Thalbitzer kun har benyttet Prins Haralds Navn for at faa Georg Petersen til at gaa i Tøjet.

Det hellige Blad "Kristeligt Dagblad" har saaledes ikke faaet meget ud af sin Kamp mod de usædelige, "højere" Steder.

Ganske vist har Forhørene bragt mange uhyggelige Ting frem angaaende Georg Petersen og hans Venners Homoseksuelle Udskejelser, men en egentlig dybtgaaende Undersøgelse i saa Henseende har man ikke indladt sig paa. Og det er heller ikke godt at se, til hvad Nytte skulde være. Homoseksualisterne udryddes jo ikke, fordi nogle enkelte mindre højtstaaende Personer kommer i Forbedringshuset.

"Kristeligt Dagblad" havde ogsaa angrebet Assessor Obelitz, fordi Sagen i sin Tid blev sluttet uden Tiltale.

Herom siger Dommens Præmisser: "Der ses ikke at være nogen retslig Hindring for, at Justitsministeriet i en Sag som den omhandlede, dekreterer Aktion, uanset, at den tidligere Undersøgelse, under hvilken det ikke var konstateret, at Arrestanten havde anvendt urigtige Tilførsler til Kassebogen for at skjule sine Bedragerier - var sluttet med Politidirektøren Samtykke.

(Kolding Social-Demokrat 9. februar 1910).

Af Reservebaronens Memoirer.

Historien om "Forbindelsen" med Hoffet. - Da Bedrageren nær var opdaget.

I disse Tage, da den faa meget omtalte "Reservebaron", Georg Petersen, har været for Højesteret, har man for en Gangs skyld haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i den mærkelige Affære.

I Fordørene fra Kriminalretten fortælles saaledes følgende:

Kun en Gang har Georg Petersen været sammen med Prins Harald; det var kort før nu afdøde Prinsesse Louise blev gift med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe. Mødet fandt Sted i Prinsesse Louises Dagligstue i den daværende Kronprins' Palæ paa Amalienborg.

"Reservebaronen" og hans Søster Olga havde i flere Aar af og til været Gæst hos Prinsesse Louises Kammerjomfru, Frøken Holm, som i sin Tid havde haft Tjeneste hos Georg Petersens Bedstemoder, Enkefru Withusen. Igennem de nævnte Besøg havde Georg Petersen og Søsteren igen lært Prinsesse Louise at kende og talt flere Gange med hende. Da Prinsessen nu skulde rejse, havde hun tilsagt de to til at komme op for at tage Afsked med hende.

Medens Peorg Petersen nu sad her i Prinsessens Stue, kom Prins Harald ind og henvendte nogle faa Ord til ham om, at det var sørgeligt, at Prinsessen nu skulde drage bort.

Det er den eneste Gang, Georg Petersen har været i Stue med Prins Harald, og den eneste Gang, han har vekslet noget Ord med Prinsen.

- -

En anden, næsten lige saa karakteristisk Episode:

Ved Juletid 1907 var Georg Petersen og Kontorist Christiansen ved at gøre Kassen op hos Veksellerer Schiøler. Naturligvis tog Georg Petersen "Hensyn" til sine Snyderier - som han havde opført paa en særlig Seddel - og det lykkedes ham at faa det til at stemme paa en halv Snes Kroner nær.

Efter at Georg Petersen var gaaet, søgte Kontoristen endnu en Gang at faa Kassen stemt af, og han opdagede da, at det var rent galt fat. Da han gik fra Kontoret, gik han ud til Georg Petersen og sagde, at efter hans Mening var der en Fejl paa mange Tusind Kroner.

"Reservebaronen" svarede da: "Ganske vist har jeg taget nogle Penge af Kassen, men det skal jeg nok bringe i Orden!"

Næste Dag gjorde han Kassen op, og erklærede overfor Christiansen, at nu stemte den - og saa blev der ikke talt mere om det!

- - -

Som i Gaar telegrafisk meddelt skal "Reservebaronen" 8 Maaneder i Forbedringshuset. Men nu er Spørgsmaalet, om hans Familie ikke har Krav paa Tilbagebetaling af de betydelige Beløb, den i sin Tid betalte Veksellerer Schiøler - netop paa Betingelse af, at Georg Petersen ikke skulde straffes!

(Telegram).

Veksellerer Schiøler har til "Soc. Dem." udtalt, at Georg Petersens Familie kan faa de 14,100 Kr som i sin Tid er indbetalt til Firmaet, tilbage, saa snart Familien maatte ønske det.

Derimod vil Georg Petersen ikke kunne faa de 10,000 Kr. tilbage, som han selv har betalt.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. juni 1910).

Højesteret nedsatte som nævnt straffen til 8 måneder. Kongen benådede ham i juli 1910 under hensyn til den lange varetægtsarrest mod at han rejste 10 år til udlandet. Det skete dog ikke lige med det samme, først da politiet formanede ham at rejse. 

En overlegen Herre. Reservebaronen Georg Petersen blev som bekendt benaadet paa Betingelse af, at han forlod Landet.

Saa meget større Forundring har det derfor vakt, at han stadig - 6-8 Uger efter at Benaadningen er sket - opholder sig i København.

Hver Eftermiddag kan man møde ham paa Strøget, smilende og elegant som i hans Velmagtsdage.

For et Par Dage siden mødte en Overbetjent i Københavns Politi ham og spurgte ham - halvt spøgefuldt:

Tror De nu ogsaa, at den gaar Petersen? hvortil "Reservebaronen" i en let fornærmet Tone svarede :

- Jeg vil nok se den Betjent, der lægger Haand mig"

- Jamen, indvendte Politimanden, der var jo dog Meningen, at De skulde rejse?

- Det var det, svarede Petersen flot, men det er virkelig ogsaa meget muligt at jeg en Tag rejser til - Malmø.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 3. september 1910).

På politikammeret fandt man 24.000 kr i hans tegnebog. Han rejste efterfølgende til Algier i oktober 1910 med 22.000 kr. Hans ødselhed vakte politiets opmærksomhed og han blev arresteret fordi en to år gammel arrestordre ikke var blevet annulleret - det var den der var brugt da han blev taget i Buenos Aires. Efter kontakt til Københavns Politi om fejltagelsen, blev han efter 3 dage løsladt igen. Han puslede ifølge aviser med at åbne en chokoladefabrik - eller forretning som han ifølge Kolding Social-Demokrat 28. juni 1911 havde åbnet. Han forsvandt efter at have formøblet 25.000 kr. som familien havde indsamlet til forretningens start.