Baierske Ølhalle paa gamle Kongevei. (Efterskrift til Politivennen)

Pintsemorgen aabnedes i Kjøbenhavn ogsaa, efter Aarh. Av., "den baierske Ølhalle" paa gamle Kongevei. Den gamle Pavillon er flyttet tilbage og tillige bleven løftet flere Alen fra Jorden, for at danne en Slags Forhal til et nyt, stort og pragtfuldt udstyret Locale, udført ved Architect Stilling. Næsten hele Baggrunden dannes af et af Maler Tilly udført Oliemaleri, forestillende en Forgudelse af Ølkongen Gambrinus, som bekrandses af Engle. Lyset til denne Hal kommer fra Oven igjennem høie, smukt udstyrede Vinduer, imedens Hallens lukkede Sider ere beklædte med Speilglas. Under det store Maleri er anbragt Plads til et Orchester, som efter Forlydende vil underholde Publicum eengang ugentligt. I den gamle Pavillon, hvor Buffeten findes, seer man et af Prof. Høyer malet Billede, ligeledes i Olie og meget stort, som forestiller Alexander og Diogenes. Haven har faaet en heel anden Skikkelse og er bleven betydeligt forstørret og forskjønnet, ibl. A. med et Vandspring, der udgyder sig i et med Varier og Blomster omgivet Bækken, som om Aftenen oplyses med smaa Gasflammer, hvilket tager sig meget smukt ud. Hele Hallen bitver belyst med næsten et Par hundrede Gasflammer. Besøget fra den tidlige Pintsemorgen indtil om Eftermiddagen var ogsaa utroligt stort og der blev udskjænket over 3000 Kruse Øl.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. maj 1858)

Den baierske Ølhalle paa Kbhvns. gl. Kongevei er hver Aften saa umaadeligt stærkt besøgt, saavel af Damer som Herrer, at det næsten ikke er muligt, uagtet Localets Størrelse, at trænge sig frem; der udskjænkes en saadan Aften (fra Kl. 9 til 11) 6 a 7 Tønder Øl paa en Hverdag og indtil 12 Tønder paa en Søndag, resp. 2500 og 4000 Kruse. (Aarh. Av.).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. juni 1858).

Se omtalen af den tidligere ølhalle andetsted på bloggen.

Ballade paa Gamle Kongevej. (Efterskrift til Politivennen)

Optrinet i den baierske Ølhalle fortælles nu i "Dgbl." saaledes: Forrige Torsdag Aften kom to Lieutenanter ind i den baierske Ølhalle paa gamle Kongevej. Idet de begav sig hen til et ledig staaende Bord, passerede de tæt forbi en Trompeter af Artilleriet, der i Selskab med nogle civile Herrer sad og drak Øl, saa tæt forbi, til de næsten berørte ham. Trompeteren saa op paa dem og vendte sig dernæst atter til sit Selskab uden at gjøre den skyldige Honnør. Officererne viste Takt nok til ikke at tiltale ham i Hallen; de satte sig ved et nærved staaende Bord, og først da Trompeteren reiste sig og gik, fulgte de efter ham udenfor Hallen, hvor den ene af dem - en Premierlieutenant - tiltalte ham i en fuldkommen rolig Tone og spurgte om hans Navn og Nummer. Da Lieutenanterne derpaa alter vilde gaa ind i Hallen, bleve de standsede af en civilklædt Herre, der i en uforskammet Tone spurgte dem om Grunden til, at de havde forlangt Trompeterens Navn og Nummer at vide. Naturligvis gaves der herpaa det eneste passende Svar, at der ikke kom ham ved, hvilket han dog formente, da han var en Ven af Trompeteren. Officererne indtog deres forrige Plads, hvor de imidlertid ikke bleve længe uforstyrrede, da snart en larmende Masse kom ind i Hallen, omringende dem og saaledes spærrede dem den almindelige Udgang. De blev af denne Skare overvældede med en Strøm af Skjældsord, Forhaanelser og Trusler, hvoraf man kan forefinde et skjønsomt Udvalg i adskillige Blade. Truslerne i Ord blev snart efterfulgte af Truster i Gebærder, der bleve mere og mere nærgaaende; Sekondlieutenanten reiste sig da og spurgte de Nærmeststaaende, hvormed han og hans Kammerat havde fornærmet dem. Dette Spørgsmaal blev besvaret med nye Skjældsord og Forhaanelser, hvorpaa han - Sekondlieutenanten - erindrede Værten om, at de vare i Kongens Uniform i hans Lokale, og opfordrede han ham i Kongens Navn til at skaffe dem Ro. Denne vistnok uheldige Yttring blev efterfulgt af Klappen, Bravoraab og Latter. Da Premieurlieutenanten efter det foregaaende Optrin spurgte, om der intet Politi var tilstede, viste en Betjent sig, men denne erklærede Intet at kunne gjøre, da han var alene, og raadede dem til at trække sig tilbage. Efter en saadan Erklæring fra den tilstedeværende Autoritets Side var der ikke Andet tilbage for de lo Herrer end at benytte en af Hr. Heyman beredvillig aabnet Bagdør. At deres Bortgang blev ledsaget af en om muligt endnu større Strøm af Forhaanelser og plumpe Vittighedsforsøg, er det unødvendigt at tilføie.

(Ribe Stifts-Tidende 28. juli 1857).

Dagbladets artikel var fra 24. juli 1857, og da var den i flere blade omtalt som at det var holstenere eller tyskere der havde generet danske soldater. 

Det tidligere berørte Optrin i den Heymannske Ølhalle i Kjøbenhavn, foranlediget ved tvende unge Lieutenanters Adfærd imod en Underofficeer, som ikke havde hilset, har givet Anledning til en "Undersøgelse", der har ført til en af de i den Slags Sager sædvanlige Krigsretsdomme, hvorefter, ifølge "Fdrl.", Trompeter af Artilleriet Kreutz, født i "Hertugdømmerne" og tidligere "straffet", er idømt 10 Dages mørkt eensomt Fængsel for "respectstridigt Forhold imod tvende Officerer paa et offentligt Sted, samt for, da han af dem blev spurgt om Navn og Batterienummer, at have angivet begge Dele falsk". Ved Sagens Undersøgelse skal det, hedder det i s. Bl., "ikke være oplyst", at "de tvende Officerer ved de stedfundne Sammenstød have gjort eller sagt Noget, der kunde give det tilstedeværende Publicum nogensomhelst grundet Anledning til at yttre sin Misbilligelse". Hvilkesomhelst Oplysninger der end ere fremkomne eller "ikke fremkomne", saa turde det ogfaa uden saadanne vare en afgjort Sag, at "Publicum" ikke har havt nogensomhelst Berettigelse til at indblande sig i de vedk. Militairpersonets Mellemværende om dette end forefaldt paa et offentligt Sted. Men deraf følger slet ikke, at Brugen af Officerernes militaire Superioritets-Ret (i Tjenesteforhold) ligeoverfor en Underordnet under et fælleds Besøg paa et Ølhuus jo vel kan fortjene at misbilliges eller dog at betragtes som en meget ubetimelig Anvendelse af den "militaire Ret". At Trompeteren blev puttet i det mørke Hul, breder da vel heller ikke det egentlige Lys over Gjenstanden eller gjør de med ham "sammenstødende" Officerer til lysende Kometer i dette Tilfælde. En noget mørk Side af Sagen bliver det ialtfald, at Subordinationsforholdene i Tjenesten skulle spille en Rolle i Samfundslivet udenfor denne, saa at to Lieutenanter og en Trompeter ikke skulle kunne i god Samklang drikke deres Øl paa samme Sted, uden at det skal behøve at komme til smaalig "Sammenstød" om "Respecten". Ogsaa synes det at være et meget tvivlsomt Medhold, man vil skaffe Indpas i den offentlige Mening for Olficererne contra Trompeteren, ved de Forsøg der gjøres paa at give Sagen et nationalistisk Skjær. Den respectstridige Domfældtes Fødested, om i "Hertugdømmerne" eller Kongeriget, kan her slet ingen Betydning have, hvad Betydning det end har gouteret Eiderpolitiken at lægge i denne Ølhuushistorie, og som ialtfald synes meget malplaceret. Krigsrettens Dom har desuden kun at betegne den Tiltaltes Fødested, By eller Sted i Landet, og ikke ved Behandling af Statens fælleds militaire Sager at sondre mellem Kongeriget og "Hertugdømmerne" eller endog flytte Eiderpolitiken op til Kongeaaen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. juli 1857)

"Flvp." betvivler, at der ang. det omtalte Militairoptrin i den Heymann'ske Ølhalle har fundet noget Vidneforhør af Øienvidner Sted, som dog var det eneste, der kunde give "Oplysning" om Officerernes Forhold og give "Krigsretsdommen" sin Betydning med Hensyn til disse. Ved den afsagte Dom, tilføier Bladet, er ogsaa det Hovedspørgsmaal uafgjort, hvorvidt det er sømmeligt, at Officerer paa et offentligt Sted i andre Gjæsters Paahør "fordre militair Respect af en Underordnet og paa det samme offentlige Sted benytte sig af HS. Maj. Kongens Navn i en derved opstaael Ordvexling med Gjæsterne". Spørgsmaalel om det Sømmelige i den brugte Adfærd foreligger jo imidlertid ikke for Krigsretten. Det er den offentlige Mening, som har at dømme denne Adfærd, og den har vistnok dømt. Underligt er det ellers, at Krigsretsdommen eller dens Referent i "Fdl." blot har anført Trompeterens og ikke de vedk. Officerers Navne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. august 1857).

Heymanns ølhalle var for lille til besøgstallet, og blev nedrevet det efterfølgende år (1858). I stedet blev der ved det nærliggende Svanholm bryggeri opført en bygning i flere etager hvori bl.a. en øltunnel og ølhalle som opnåede foråret 1858. J. B. Heyman havde i 1853 anlagt det bajerske ølbryggeri på Svanholm ved Gl. Kongevej. Fra en produktion på ca. 4,000 tønder årligt, steg det efter udvidelser i 1854, 1855 og 1856 til 12.000 tønder årligt.

(Indsendt). (Efterskrift til Politivennen)

Uagtet Alt, hvad der i en Række af Aar jevnligen er fremsat i Politivennen, Commissionstidenden og den Frisindede angaaende Ladegaardsveiens saavelsom gamle Kongevejs og dens Gangsties slette Tilstand, har det Hele dog kun været at prædike for døve Øren. Næsten kunde man fristes til at spørge: om disse Veie virkelig henhøre under nogen Øvrighed, dersom man ei vidste, at de ligge i Kjøbenhavns Amts søndre Birk, og altsaa under Justistsraad og Birkedommer Frederiksens Jurisdiction; eller også: har da Øvrigheden intet med Veienes Vedligeholdelse at gjøre? eller er der ingen Autoritet igjen over Øvrigheden i denne Henseende? thi i saa fald vover man at opfordre denne.Landegaardsveien er, paa Strækningen fra store til lille Svanemosegaard, et eneste bundløst Morads og aldeles ikke skikket til at kunne passeres af Fodgjængere, i det mindste ikke uden Fare for at nedstyrte i Ladegaardsaaen. Ja endog for Kjørende er Veien farlig, da de risikere at blive siddende i Moradset med Heste og Vogn.Man vover derfor at haabe, at disse Veie ikke ret meget længere skulle være til Skandale, men at deres Istandsættelse vorder paabegyndt tidlig til næste Foraar paa en god og solid Maade, nemlig ved Macadamisering; thi enhver anden vil kun foranledige spildt Bekostning og Umage. Man burde vel kunne haabe at see en saadan Forbedring ved denne Vei, da der nylig er blevet anvendt betydelige Bekostninger til at macademisere den saakaldte Falkoneeralle, der, som bekendt, kun meget lidet benyttes, uden i alt Fald til Communicationen mellem Frederiksberg og Lyngbyveien. Vil man derimod ikke istandsætte Ladegaardsveien, da burde man jo før jo heller afspærre den, og i alle tilfælde spærre den i Vinter for at forebygge Ulykkestilfælde.

(Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841)

Gammel Kongevei. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat Passagen igjennem Frederiksberg Allee nu er spærret for alle dem, der ikke have Nøglen dertil, er gammel Kongevei bleven til en Alfarvei for alle dem, der kjøre til Frederiksberg og dets Omegn. Men uagtet denne Vei nu bruges saa meget mere end tilforn, synes man dog ikke at have betænkt paa, at sætte den i den Stand, som en landevei, der fører til Kongens Sommerbolig, burde være. Tværtimod er hele Strækningen langs med Sorte Sø, i saa slet en Forfatning, at Vandet har bortrevet og bortskylt et stort Stykke af Veien, og at det gamle, nu aldeles forstyrrede Bolværk staaer over et Par Alen derfra. Lige ved Slusen, hvor Vandet har sin Fart til Vesterbro, er desuden et dybt og høist farligt Hul, som et Menneske saa lettelig kan falde i, og da Vandet har sin Strøm her, føres bort uden Redning. Man bør ønske og haabe, at denne Landevei ikke allene bliver ordentlig istandsat, men at Strækningen langs med Vandet maatte faae et Bolværk igjen og det farlige Hul maatte blive stoppet. Denne Istandsættelse burde skee saa snart som mueligt, thi jo længere den udsættes, desmere bortriver Vandet af Veien, og desto bekosteligere bliver siden Arbeidet.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 60, 9. maj 1807, spalte 953)

Et nyt Anlæg ved Vesterbro.

Til megen moro og behagelighed for de mange spadserende har besidderen af det jordstykke der mod nord grænser til Gammel Kongevej og mod øst til Trommesalen, anlagt en dyrehave. Han har nemlig sløjfet det levende hegn der før fandtes om jordstykket, og omgivet det med et lavt stakit for at ingen skal være udelagtig i at beskue de naturskønheder det frembyder. Med uhyre bekostning har han ladet tilføre jord og derved dannet flere høje og dale. Romantisk præsenterer en flok firbende dyr sig med deres idylliske hyrde. Skønnest når de er på den højde at de langt rager ud over det lave gærde. Malerisk har kunstneren ladet enkelte træer blive stående. I sig selv pittoresk forhøjes indtrykket derved at hyrden har prydet dem med en mængde vajende flag til ære for forbigående. 

Meningerne er dog efter hvad berettes delte om dette etablissement. Nogle bliver stødt over at havens dyr er svin, at hyrden er en svinedriver, flagene klude. Andre kan ikke fordrage en lugt der allerede skal være vidt udbredt. Men I kortsynede, betænk dog at man hele året igennem har dette livlige skuespil at se på! Når al naturen ligger i dvale, arbejder havens dyr med hyrden i spidsen ufortrødent i den nyopførte opfyldning og deler venskabeligt udbyttet. Mens alt andet er søvn og død, ser vi her et billede på rastløs arbejde og flid. Og dette vil I tale imod! "Mit hus er mit slot" kan hyrden desuden sige som manden i forsamlingen (for stakittet er bygget på skrå udad som palisader) "og jeg tåler ingen indsigelser, hverken af genboer og folk der har fine næser eller af nogen øvrighed med overdreven lugte- eller skønhedssans." 

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 347-348)

Atter Noget om forargelige offentlige Indskrivter paa Stadens Grund med Anmodning til en Maler.

(Ve den fra hvem forargelsen kommer. Det var bedre etc.)

I nr. 858 af dette blad ankedes over forargelige indskrifter på Strandvejen idet indsenderen anmeldte at der på2 tavler, den ene ved Lille Vibenhus, den anden tættere ved Slukefter på stadens grund - står "Ingen må ride eller ho.. (i stedet for køre) på gangstien". endnu 9 uger efter nys nævnte offentlige anmeldelse pranger disse indskrifter ligesom i fjor. Indsenderen beder derfor at en af de herrer malermestre som har sans for velanstændighed og hvis folk har arbejde i omegnen, ville vise den velvilje at lade en dreng med et par penselsstrøg restaurere dette fæle maleri så at det måtte få sit oprindelige indhold, hvortil kun behøves 3 til 4 streger. Måske ville det være bedre at indskriften aldeles forandredes og kom til at ligne den der findes p en tavle få skridt fra Slukefter - udenfor stadens grund - og lyder: Gangstien er alene for gående personer. For da kunne den ikke af kåde hænder forvanskes på en så væmmelig måde. Men en sådan forandring tør vel ikke nogen maler foretage sig på egen hånd, da dertil upåtvivlelig behøvedes tilladelse af den ansvarshavende øvrighed.

Anmelderen har i øvrigt omkring hovedstaden bemærket at mange flere tavler som vist nok skulle have indskrift til de vejfarendes efterretning, enten aldeles mangler denne - fx en tavle ved vejen fra Vesterbro til tømmerpladsen, hvorpå ikke findes et eneste bogstav -eller også have et sandt hieroglyfisk udseende - fx tavlen på Gammel Kongevej ved bækken fra Vodrofgårds mølle, der desuden formodentlig med det allerførste vil styrte ned i bækken. - Er disse tavler til advarsel mod overtrædelse af anordninger hvis bekendtgørelse på denne måde anses nødvendig af øvrigheden, burde de vel også vedligeholdes i tilbørlig stand. Og overtræderen af en sådan anordning sigtende til at frede om vejanlæg, der har kost betydeligt og er til stor bekvemmelighed, vil vel næppe kunne dømmes for overtrædelse af en lov han ikke er og ikke kan være bekendt med.

A. Frederiksen.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 528-530.)

Uordener.

1) Stendiget for søen ved Østerbro er flere steder sunket, eller har forskudt sig og trænger ellers hårdt til reparation.

2) Dosseringen for søen ved Gammel Kongevej er så brat at da træerne står i yderkanten, gamle folk som ikke har sikker fod, og ørn let kan styrte ned i vandet, især i tåget og mørkt vejr. Dette kunne afhjælpes ved at plante en hæk på skråningen af dosseringen. Bolværket om slusen er også meget lavt, og behøver et rækværk.

3) Det ville være godt om der i sommer blev anbragt et rækværk på det lave bolværk ved venstre side af Højbro for at ikke som sidste vinter, nogen skal styrte ud og drukne. Rækværket kunne for ikke at genere bornholmerne som anlægger der, indrettes som det lave slæbested for både ved Fisketorvet.

5) Rækværket ved stenkisten udenfor Constantia på Strandvejen beskytter vel for at falde hovedkuls i den der værende meget dybe grøft. Men under rækværket er et så stort hul at den mest bemavede mand mageligt kan smutte derigennem, når han gør et ubetydeligt fejltrin eller ikke bemærker denne falgrube. At afhjælpe denne mangel er såre let.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 345-346)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 808, 25. juni 1831, s. 459 bekendtgjordes at der nu var opsat rækværk på begge sider af Højbro.

Uorden paa gammel Kongevei.

Ved at passere Gammel Kongevej har indsenderen heraf adskillige gange været øjenvidne til en uorden som hersker hos en på samme vej boende smed på hjørnet af Gammel Kongevej og det lille stræde som løber til Vesterbro. Han udstiller nemlig på vejen en del såvel nye som gamle vogne, og spærrer ikke alene derved en del af vejen, men tillige er der ved den megen støjen, hamren og filen på disse vogne, flere såvel ridende som kørende der har haft megen ulejlighed med at få deres heste fordi, ja endog familier har været i stor angst for at komme til skade som også meget let kan ske. Da nu nævnte smed skal have en temmelig stor gårdsplads, og man ikke tror det er ham så lidt som nogen anden tilladt at spærre vejen, så var det at ønske at dette ved høje ansvarshavendes medvirken måtte blive forandret, såvel som også at den store port hos samme smed ikke måtte stå så vidt åben da der fra hans værksted kommer mange ildgnister der ligeledes kunne forårsage flere ubehageligheder.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 323-324)

Raad mod uvelkomne Hahaer til Udsigt eller Indsigt.

Lovbudet: Skaf din næste fred! gjorde med et slag ende på alle de stridigheder om hegn og indfredning som efter de ældre lovbestemmelser så ofte opstod mellem naboer. Af Politivennens nr. 758 ses imidlertid at de såkaldte hahaer, udskåret i lyststedet Svanholms udmærket skønne tjørnehæk langs Gl. Kongevej er et værk af ondskab eller kådhed som udøvet under nattens skjul uden ejerens vidende eller vilje synes at kunne belægges med navn af hærværksgerning, og i casuistens øje må betragtes som en værre forbrydelse end de loven belægger med den højeste straf, da disse som oftest er fostre af egennytte eller utæmmede lidenskaber, mens denne niddingsdåd alene udspringer af grænseløs ringeagt mod lovene og medborgernes ejendomsret. 

Det må anses at være af vigtighed at den fule gerningsmand eller rettere den fjernere end fulere og foragteligere gerningsvolder, hvis håndlanger rimeligvis kun har arbejdet efter anvisning og aftale opdages, fremstilles for dagens lys og afstraffes. Det må især være yderst vigtigt for ejerne af lyststeder og andre ejendomme omkring København der ofte med megen bekostning skaffer sig lignende hegn. Det må være allervigtigst for den på hvem ifølge naboskab eller andre omstændigheder mistanken nærmest må falde.

For at denne ønskelige opdagelse måtte ske, foreslås derfor at ejerne af landsteder omkring København og især de der bor nærmest lyststedet Svanholm, vil sammenskyde en ikke ubetydelig sum der må udloves til den som kan give nogen oplysning som leder til gerningsmandens opdagelse. Ingen der har nogen agtelse for andres rettigheder, vil vel undslå sig for at bidrage til det.

Som et råd mod anbringelsen af omtalte hahaer i anden mands hæk for derved at skaffe sig udsigt eller indsigt til hans ejendom forslås dernæst: Anbringelsen af nogle løseligt sammenslåede brædder indenfor sådanne åbninger. Og blev sådanne sådanne skærmbrædder påmalet et HA-HA, da ville de foruden at tilintetgøre gerningsmandens øjemed, også tjene til at gøre enhver vejfarende opmærksom på årsagen til en sådan påfaldende afbrydelse af en ellers skøn og sammenhængende tjørnehæk, og den snorrige sammensætning af levende, skønt hegn og livløst, stygt plankeværk.

(Politivennen nr. 760, Løverdagen den 24de Julii 1830, s. 469-471)

"De såkaldte hahaer, udskåret i lyststedet Svanholms udmærket skønne tjørnehæk langs Gl. Kongevej er et værk af ondskab eller kådhed." (F. Sødring: Marielyst på Frederiksberg, Ole Winstrups hus, 1828. Området omkring Svanholm har formentlig lignet dette. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Svanholms Have lå ved Gammel Kongevej. Under Københavns Bombardement havde englænderne et batteri her.

Kaad eller ondskabsfuld Beskadigelse af levende Hegn.

Marken til det ved Gammel Kongevej i nærheden af Sankt Jørgens Sø liggende landsted Svanholm er langs med den for få år siden anlagte gangsti forsynet med en stærk og smuk tjørnehæk. I denne hæk blev forrige sommer gjort nogle indsnit (såkaldte haha) som for at få en udsigt. Det samme er gentaget i sommer i så stor grad at hækken derved på det sted er næsten ødelagt. Derover har mange forbigående i fjor og i år ytret forundring. Men denne forundring må gå over til forbitrelse når det erfares at denne indskæring og beskadigelse både i fjor og i år er iværksat om natten uden ejerens viden og vilje, enten af ondskab eller kådhed.

(Politivennen nr. 758, Løverdagen den 10de Julii 1830, s. 433-434)

Svar fra Eieren af Glacieholm, paa Stykket: " Bøn til Magistraten".

Med fuldkommen ret besværer forfatteren sig over den dårlige vej langs min have og nybyggede hus, og ingen kan vist med større længsel se dens istandsættelse i møde end jeg, der ofte passerer den på mørke aftener. Men når han synes at være af den mening at jeg er pligtig til at istandsætte samme, har han vist nok uret, da vejenes anlæg og vedligeholdelsen besørges ved egne, dertil ansatte embedsmand.

Imidlertid har jeg som privatmand i denne henseende gjort hvad man kun for offentlig regning kan forlange af det offentlige, idet jeg ofte har søgt at bortlede vandet og udfyldt huller med bygningsgrus og høvlspåner. Men vist nok har dette kun meget ufuldkomment bødet på savnet af en tyve til tredive læs strandgrus, og at jeg for egen regning skulle anskaffe dette, er næppe forfatterens mening. Ved vedkommendes tilladelse og i overensstemmelse med planen til anlægget af en gangsti, lig den på Gammel Kongevej, har jeg fyldt grøften med jord jeg lod udgrave fra kælderen i den nye bygning, og jeg er af den mening at vejen endog har fået en fordel herved, da man nemlig nu er betrygget for at falde i grøften, hvilket før var vanskeligt at undgå, især i mørke.

(Politivennen nr. 575. Løverdagen den 6te Januar 1827, s. 8-9)

Bøn til Magistraten.

Den prisværdige iver hvormed Københavns ærede magistrat i de senere år såvel i som udenfor staden har fremmet fodgængernes bekvemmelighed, ved vejes og fodstiers anlæg, lader håbe at følgende anmodning ikke vil blive ubønhørt.

Forrige år blev der ved Amtsøvrighedens virksomme bestræbelse anlagt en skøn gangsti på Gammel Kongevej, hvorved denne lers om vinteren ufremkommelige vej blev gangbar hele året igennem. Hvor herlig denne indretning nu end er, og hvor taknemmelig man bør være øvrigheden herfor, har man dog i dette efterår ikke ganske kunnet drage den tilsigtede nytte deraf. Årsagen hertil er at ejeren af Glacieholm der i sommer od en bygning opføres på sin grund, har ladet den grøft der adskiller hans have fra vejen,, tilkastes. Dette har haft til følge at vandet såvel fra nævnte mands have som fra kørevejen intet afløb har, og derfor forårsager et uigennemtrængeligt morads. Dette kunne nu vel mandspersoner ved hjælp af et par gode vandstøvler trodse. Men det smukke køn der ikke således kan bevæbne fødderne, bliver derved aldeles udelukkende fra en vej der er anlagt til publikums bekvemmelighed og fornøjelse.

At den mand der er skyld i denne ulempe, selv vil søge at afhjælpe samme, er ikke sandsynligt da det ikke kan være undgået hans opmærksomhed hvor meget den moradsige vej ulejliger og besvær de forbigående, og han vist ofte med sorg har set hvorledes disse for så meget som muligt søger det tørre, fastholder sig ved hans stakitværk, med fare både for dette og dem selv. Desuagtet har han hidtil intet gjort til publikums lettelse. Man tager sig derfor den frihed at henvise sagen til stadens høje magistrat, der ved sin iver og virksomhed for publikums bekvemmelighed, har erhvervet sig alles højagtelse og tillid, med den ærbødige bøn at det omtalte vejstykke snarest muligt må blive således istandsat at det bliver en værdig fortsættelse af gangstien på Gammel Kongevej hvis anlæg almenheden med så stor taknemmelighed har påskønnet.

(Politivennen nr. 574. Løverdagen den 30te december 1826, s. 857-859)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares af ejeren af Glaciesholm i Politivennen nr. 575, 6. januar 1827, s. 8-9.

To Ønsker paa Vesterbroe.

1) Der har før i dette blad været fremsat det ønske at vejen fra Vesterbro til tømmerpladsen måtte udbedres og beplantes med træer, ligesom de andre Farimagsveje, da denne vej bevandres af mange såvel til tømmerpladsen som til de i nærheden værende skydebaner. At dette ønske ikke allerede er opfyldt, må sikkert have sin grund i de vanskeligheder som ønskets fremsætter ikke kender. Men nu da denne vej tillige kan blive en promenadevej for de badegæster der vil besøge den nye anlagte badeanstalt, håber man at den magistrat der har hævet så mange vanskeligheder og forskønnet hovedstadens omegn med beplantede og velbanede veje, også vil hæve de hindringer der kunne være mod dette ønskes opfyldelse.

2) Det er alminelig kendt at fortovene på Vesterbro er belagt med små og spidse sten så at det er en sand pine at bevandre dem. For går man blot fra konsumtionshuset til indgangen til Frederiksberg Alle, så har man samme fornemmelse i fødderne som om man havde stået på pæle. De fleste spadserende eller de som har ærinde til Frederiksberg, går derfor om ad Gammel Kongevej. Denne vej er vist nok smuk og i henseende til den udsigt der findes fra samme, meget behagelig. Men man lider meget af den støv som de mange ekvipager der så hyppigt kører tl og fra Frederiksberg, opvækker, såvel i vindstille som i blæst. Man fremsætter derfor det ønske at disse fortove måtte omlægges med større sten som de hvormed fortovene i København er brolagte. For at gøre de medgående udgifter mindre mærkbar, kunne man begynde med det ene fortov i år og lade det andet bero til næste år.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9633-9634)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 505, 3. september 1825, s. 9988-9989 bekendtgøres at der  nu er sket en forbedring af vejen, og håber at også træer bliver plantet. Det virker dog som vejen ikke blev ordentligt istandsat, se fx Politivennen nr. 1012, 23. maj 1835, s. 350-352

Tak, og gjentagen Bøn, til Vedkommende, for den nye andlagte Allee ved St. Jørgens Søe.

I Politivennen nr. 432 er indrykket en bøn om en spadseregang langs Søerne uden for staden. Dette stykke var indgivet forrige år, men kom først i samme den 10. april 1824, altså efter den påbegyndte forskønnelse af den fodsti fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen langs med St. Jørgens Sø som herefter vil blive en skøn alle for stadens og forstadens indbyggere der ikke kan andet end at takke bestyrerne af sammes anlæg for nydelsen af det. Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti, og slutter heraf det er vedkommende bestyreres plan at denne skønne alle først skal ende ved Østerbro. Hvor megen taknemmelighed skyldes ikke for denne sundheden så behagelige spadseregang, helst når den her gentagne bøn måtte opfyldes at den blev åben for enhver da det ville være hårdt for de uformuende at se det skønne anlæg og ikke nyde dets behagelighed. Men endnu hårdere ville det være, hvis den der nu åbnes ved St. Jørgens Sø skulle fra dens istandsættelse blive lukket som de andre er. Dog er der ikke givet mindste årsag til at formode sådant, men snarere må man tro at ønsket bliver opfyldt til alles fornøjelse.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7033-7034)

"Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti". (Dosseringen med udsigt fra Nørrebro mod København, 1837. Købke, Statens Museum for Kunst)

Livsfare paa gamle Kongevei.

Næppe skulle man tro, at et bud der så ofte og alvorligt fra vores omhyggelige politis side er blevet skærpet som det hvorved uforsigtig skydning forbydes, dog endnu af letsindige mennesker overtrædes. Hvor nødvendigt dette forbud er for folks sikkerhed, måtte indsenderen på en følelig måde sande om eftermiddagen den 16. Jeg blev nemlig truffet i siden af et hagl, og lykke at der ikke traf nogle i ansigtet da de øvrige susede omkring ørerne. Dette blev sandsynligvis afskudt bag ved det sted der ligger lige nedenfor St. Jørgens Lund på den modsatte side. Indsenderen ønsker ikke videre undersøgelse angående vedkommende, da han håber at dette skud for fremtiden ikke vil have nogen ubehaglig indflydelse, men ønsker blot at disse linjer må tjene til advarsel og formaning for sådanne krybskytter.

M

(Politivennen No, 318, Løverdagen den 2den Februar 1822, side 5106)

En Ubehagelighed paa gamle Kongevej.

Det er en overmåde behagelig tur når man vil til Frederiksberg enten til fods, vogns eller hest at man i stedet for at passere den lange stenbro på Vesterbro og herved undgå mange ubehageligheder tillige, kan lægge vejen om ad Gammel Kongevej der nu i de senere tider særdeles forskønnes. Men da disse øvrighedens foranstaltninger vist nok har den egentlige hensigt at bortrydde tillige alle mulige ubehageligheder, anser anmelderen heraf det for sin pligt at gøre vedkommende opmærksomme på en smed der bor på Gammel Kongevej nr. 87, litra B lige over for hr. professor Schønheiders have når man har passeret forbi St. Jørgens Sø - netop her hvor den er smallest - med vogne, hjul og alle alskens smedeanstalter, men endog lader porten til smedeværkstedet stå åben og herved forskrækker mennesker og især heste. - Da dette skue er højst ubehageligt, formodentlig utilladeligt, som smeden har en gård hvori han bør indføre alle sine materialer, og dernæst lukke porten ud til vejen når han smeder, tror man det pligt at gøre højere vedkommende opmærksomme på det.

(Politivennen No. 284. Løverdagen den 9de Junii 1821, s. 4575-4576)

Vejen til Frederiksberg ad Vesterbroe

(Indsendt)

Skønt det falder fremmede svært at rose noget dansk, har jeg dog hørt adskillige tilstå at turen fra Københavns Vesterport til Frederiksberg på meget få steder ville finde sin lige. Vel at mærke hvis alleen og dens behageligheder nåede lige til de fra glaciet anlagte to sidealleer. Denne så naturlige anmærkning vil formodentlig de fleste gående have grund til at anføre, især vores så tyndsålede damer, for længe siden og måske hver gang, i det mindste på hjemvejen. 

Turen fra Københavns Vesterport til Frederiksberg finder på meget få steder sin lige, vel at mærke hvis alleen og dens behageligheder nåede lige til de fra glaciet anlagte to sidealleer. (H. G. F. Holm. Formentlig o. 1830). Landskabet præges af landsteder som Rolighed og Godthåb - som findes den dag i dag, nu pakket ind af storbyen.

Vel kan enhver som vil undgå Vesterbros små toppede fortovssten og de så ubehagelige op- og nedgange uden for hver af dens mange slagter og andre porte ved at gå Værnedamsvej og Gl. Kongevej. Men det fødderne kunne vinde ved det, tabes dobbelt ved at få både øjne og klæder fordærvet af den uhyre støv som kørende og ridende Jacober bestandigt opjager der og som gement af mangel på træk ligesom bliver stående på sidstnævnte vej. Det var derfor ønskeligt om et lignende fortov som det der nu haves i Kronprinsessegade langs med haven, jo før desto bedre måtte anlægges på begge sider af ovennævnte til alle tider så stærkt passerede bro.

(Politivennen nr. 21, Løverdagen den 25 maj 1816, s.  313-314)

Redacteurens Anmærkning

Over 10 år senere er der åbenbart stadig ikke gjort noget ved det, hvis man skal tro artiklen
"Vejen over Vesterfælled og Enghaven." Politivennen nr. 772, lørdag den 16. oktober 1830, s 661-663

Bøn mod et nyt Slagteries Anlæggelse paa gl. Kongevej.

(Indsendt)

I de senere år har så mange slagtere nedsat sig på den nordre side af Vesterbro at man om sommeren, uagtet den prisværdige omhu der bruges for at vedligeholde renligheden, dog mange gange foretrækker den længere vej om ad Gammel Kongevej for at undgå den stinkende og kvælende lugt som nu og da møder den vandrende (hvilket dog på intet sted er værre end et sted på søndre side hos den slagter der har opslået sin bopæl ved siden af gartner Mohr). 

Vesterbro 28 , 1855. Formentlig en temmelig "moderne" slagter i forhold til artiklen fra 1816. Men fotoet understreger Vesterbros århundredlange tradition for slagterier (tænk Kødbyen). 

Efter rygtet skal nu en slagter have købt nr. 89 på Gammel Kongevej og har i sinde at anlægge et slagteri der. Denne vej der endog meget ofte passeres af hans kongelige majestæt selv, vil på sådan måde blive mere stinkende (ja helbredsforgiftende) end Vesterbro, når den som ikke kan være andet lader urenlighederne fra slagteriet gå i grøften hvor de om sommeren må blive stående i jorden da grøften intet sådant fald har at dette slags urenligheder kan flyde bort. Ja, om han endog ville grave sig et hul i haven, ville denne stillestående pøl måske forårsage en endnu mere ulidelig stank der ville forgifte og forpeste luften rundt omkring og ikke alene træffe den vandrende, men især naboer og genboer. 

Hvad vej bliver der da til overs for den vandrende der efter fuldendt dagsværk søger en forfriskning i Guds frie luft, ved at gøre sig en spadseretur ud til Frederiksberg? Ingen anden end Ladegårdsvejen eller Falkoner Alle. Det er dog uden tvivl hårdt at flere tusinde mennesker, at en hel storstads indbyggere skulle lide under en enkelt mands anlæg. 

Overbevist om at de ansvarlige øvrigheder der ved alle lejligheder viser med hvilken omhu, med hvilken redebon de sørger for alt hvad der angår sundhedspolitiet, ville søge at forekomme den ulempe der kunne flyde af dette anlæg, tager man sig den frihed at gøre dem opmærksom på det for at det i tide kan standses.

(Politivennen nr. 18, Løverdagen den 4. maj 1816, s. 265-267)

Om Vejene til Frederiksberg

(Efter indsendt)

For spadserende til og Frederiksberg er det en bekvemmelighed at kunne undgå den stinkende og trættende Vesterbro ved at benytte sig af Gammel Kongevej. Men for derfra at komme til Alleen, må man passere et stykke vej, som er belagt med spidse og slet nedstampede sten. Vel er ved siden af dette stykke til dels en smal, og som oftest smudsig jordvej, men denne benyttes hele tiden af vogne, så de gående må tage til takke med stenvejen, hvilket kuskene finder så slet, at de gerne vil skåne deres heste for den. 

Anmelderen tror at der med ubetydelige bekostning kunne gøres en bekvemmere passage både for kørende og gående. Måske det også var at håbe, at vedkommende ville lade denne hovedstadens betydeligste spadseregang forskønne ved over Trommesalen at lade anlægge en sådan alle for fodgængere, som der allerede er fra porten til accisseboden, og på Gammel Kongevej, hvor måske pladsen ikke tillod at afsondre vej for gående, at plante træer som engang med tiden kunne give skygge.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6089-6091)

Nutidens mennesker vil have meget svært  ved at genkende beskrivelsen fra artiklen. Her et kig ned ad Vesterbrogade mod Rådhuspladsen, se tårnet i baggrunden, som markerer hvad der på Politivennens tid var Vesterport. Vejen er i den grad blevet mere fremkommelig ... eller hvad?

Redacteurens Anmærkning

På et kort fra Stadsarkivets base fra 1741 kan man se at Gammel Kongevej og Frederiksberg er forbundet ved Værnedamsvej. Det er formentlig denne vej som er omtalt i artiklen. Om Gammel Kongevej skrev Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 60, 9. maj 1807, spalte 953.

Uordener paa gamle Kongevei.

Ved hr. Prices fyrværkeri sidste 11. forefaldt scener af uforskammethed og voldsomhed som fortjener offentligt at påankes, idet som jeg håber de herefter må med eftertryk forebygges. Hver borger i staten venter med rette øvrighedens kraftige bestyrelse mod overfald som ødelægger hans ejendom. Ja endog truer hans liv. Da fyrværkeriet skulle begynde, nedbrød pøbelen (de første var slagterkarle) bogbinder Klausens plankeværk. Hans kone tiltalte dem først, men blev snart med skældsord, trusler, ja endog stenkast drevet tilbage. Nu stormede alle tusindvis ind, nedtrådte og sønderbrød alting i haven og var endogså ublu at nedbryde tagstenene af mandens beboelseshus for at krybe op ad lægterne.

Nu måtte manden med kone og børn skjule sig, og overlade hus og ejendom til en kåd og selvrådig mængdes forgodtbefindende. 

På plankeværket på hjørnet, tæt ved broen, forfaldt lignende scener af ubluhed med opkløven og nedbryden, skønt af mindre betydning. Men det ynkeligste var det bestandige skrig af fruentimmer og børn som alle øjeblik stod i fare at nedstyrtes ved trængslen i de dybe hul under broen.

Hr. professor Hornemann har for en del år siden for egen regning sat et rækværk på den ene side af broen der vender til hans have i den ædle hensigt at forebygge ulykke. Gid hans gode eksempel kunne virke på hans rige genbo for at gøre det samme på sin side! Faren i trængsel at styrtes eller i mørke at falde ned i dette dybe hul, vedbliver endnu.

Nu, alle disse uordener er sket ved lys sommeraften hvor en og anden forbryder dog kunne frygte for at blive kendt og tiltalt. Hvad vil ikke ske herefter når enhver kæltring i nattens og mængdens skjul ustraffet kan vove enhver udsvævelse? Har ikke beboerne deromkring største årsag til at frygte alt? Indbrud! Tyveri! Voldomshed! - og har ikke hr. Price tilladelse til at give så ofte fyrværkeri som hans fordel tilsiger ham?

Nogle politibetjent var til stede og gjorde hvad de kunne. Men kunne naturligvis intet vove eller udrette imod så overlegen en magt. Skal flere fyrværkerier tilstedes hr. Price, og jeg under ham det gerne, når det er uden hans naboers skade, for de er skønne at se, så må hvis udsvævelser skal forebygges, en tilstrækkelig militærvagt posteres på Gammel Kongevej som forbyder al opkløven på omliggende plankeværk og hegn. Lad de ubetalende nøjes med at blive på jorden og se hvad der år op i luften!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4419-4422).