Tonefilmen. (Efterskrift til Politivennen)

Musikerne erklærer Krig mod Tonefilmen

Danske Musikeres Landsforbund forbyder sine Medlemmer at medvirke ved Tonefilms-Optagelser.

Skønt Talefilmen endnu ikke har vist sig i sin sande Skikkelse i København. begynder den allerede at afstedkomme Spektakel - adskilligt værre end det, vi antageligt i Løbet af et Par Uger vil høre oppe fra det hvide Lærred

De første Skud i Fjendtlighederne er allerede affyrede: "Danske Musikeres Landsforbund" har forbudt sine Medlemmer under enhver Form al medvirke i Biografteatre og lignende, hvor der indføres mekanisk Musik og medvirke ved Optagelserne af Tonefilm.

Musikerne kastes paa gaden. 

I Amerika har Tonefilmen gjort 12.000 Musikere arbejdsløse, og her hjemme vil Musikerne i Hundredvis blive kastet paa Gaden, naar de mekaniske Orkestre spiller oppe paa lærredet. Men selvfølgelig er man her inde paa ganske det samme som Skotøjs-Arbejderen og de fleste andre Haandens Arbejdere har været ude for: Maskinkraften har faaet en lille Finger i Arbejdet og har til Slut taget hele Haanden.

Spørgsmaalet er dog, om det er den rette Fremgangsmaade, og endnu mere problematisk er vel Resultatet. Der er ikke alene Kraft i Stemmerne - Filmsstemmerne - men der er ogsaa Guld. Masser af Guld.

Biografkongressen i Aalborg.

Problemet vil forøvrigt komme frem paa den store Biografkongres der i Dag aabnes i Aalborg; men Løsningen vil vist være mere vanskelig at naa til Alt, hvad der tæller af Filmsnavne - stumme og talende - er mødt op i Aalborg, og Tiden vil komme til at gaa livligt med Forhandlinger og Talefilm Demonstrationer. Man forstaar del godt. hvis der bliver mange Tilfælde af ondartet Ørelune i Aalborg i disse Dage.

Halvdelen af Biografteatrene giver Underskud.

En Ting. som Kongressen særligt beskæftiger sig med, er Nedsættelsen af Forlystelses-Skatten. Man vil rette en Henvendelse til Regeringen om en Nedsættelse paa mindst 10 pCt. Og saa er man utilfreds med, at der uddeles for mange Biografbevillinger. Halvdelen af Provinsens Billedteatre giver Underskud. De er blevet for talrige.

Som man ser, gaar det livligt til. Lydfilmen burde allerede nu døbes Larm-Filmen.

(Aftenbladet (København) 9. juli 1929).

Danske Musikeres Landsforbund blev stiftet 1911 af 26 mindre lokale foreninger. Udover militærmusikere og medlemmer af Det Kgl. Kapel var markedet ikke organiseret. Der startede med at være cirka 2.000 medlemmer. 

Også på en kongres i Århus i april 1930 så forbundet med stor bekymring over konkurrencen fra tonefilmen, der lagde sig ovenpå den fra grammofonen og radioen. Som efter forbundets mening havde skabt storarbejdsløshed blandt musikere. Endnu i 1934 forhandlede forbundet med Statsradiofonien, tonefilmsselskaber og restaurationer og forlystelsesetablissementer.

Det danske Talefilm-Apparat.

Fra "Nordisk Tonefilm"s store Fabrik i Haraldsgade.

Ingeniør Chr. Thomsen og hans Medhjælper ved Arbejdet med at gennemprøve et af de nye danske Talefilm-Apparater. Det hvide Punkt bagpaa Fremføringsmaskinen er den blanke Messingskal, der dækker omkring den lysfølsomme Selén-Celle, og tilhøjre derfor ses det lille Svinghjul, der er et af de vigtigste Punkter i de danske Patenter. Det Hjul sikrer, at Filmen gaar absolut jævnt og med bestemt Hastighed gennem Maskinen.

Der er Travlhed ude i "Nordisk Tonefilm"s store Maskinfabrik i Haraldsgade. Der ude bygges de danske Talefilm Apparater, som skal bringe de store Lys-Films ud til de Hundreder af mindre Billedteatret, som slet ikke kan betale de kostbare amerikanske Fremførngsmaskiner - det danske System koster næppe en Fjerdedel.

Alle Etagerne igennem snurrer Maskinerne for fuld Kraft, og de ca. 65 Mand, slider i det af alle Kræfter. 

- Vi har saa mange Bestillinger, fortæller Ingeniør Knud Jepsen os, at vi slet ikke har Tid til at beskæftige os med det danske Marked. Foreløbigt bliver alle Kræfter sat ind paa at forsyne de svenske Biografer. Vi har 50 Talefilm-Maskiner klar til Afsendelse - de staar i Kasser nede i Lagerbygningerne - og vi har 50 andre staaende parat her oppe i Fabriken - de skal dog først gennemprøves - og saa har vi endelig endnu et par Hundrede Apparater under Arbejde.

Talefilmen i fuldt Dagslys og Sangen paa Trappegangen.

Helt oppe i den øverste Etage al Fabriksbygningen ligger Prøveværkstederne, hvor vi finder Ingeniør Chr. Thomsen, der har travlt med at "køre" de nye Maskiner til.

Han viser os Filmsstrimler, der paa en Spole er sat ind i Apparatet, og udpeger, hvorledes "Lyd-Banen" her i det danske System kun er to Millimeter bred - altsaa kun som en bred Blyantsstreg.

Filmen i sig selv interesserer man sig ikke for her oppe, det er kun Lyden, det gælder.

Ingeniøren lader Filmsstrimlen "køre" igennem Apparatet, og ude paa Trappegangen, hvor Højttalerne er opstillet, lyder der en klar og ren Stemme, som paa Klingende Svensk beskriver alle Fordelene ved det danske Talefilm System. Der er ikke Spor af Bilyde at høre. Stemmen lyder aldeles storartet.

"Nordisk Tonefilm Selskab" arbejder for fuld Kraft; mange af de svenske Byer er allerede forsynede med de danske Lyd-Maskiner og stadig flere bliver det. Og om en Maaned haaber man at begynde med selve Optagelserne ude i Valby.

Maatte det føre til, at dansk Film kunde vinde sin tabte Herskerstilling tilbage.

(Aftenbladet (København) 5. november 1929).

Kan "Nordisk Tonefilm"s Apparater ikke fungere?

En kraftig svensk Kritik og Svaret paa den.

Morgensamtale med Direktør Selmer Trane.

Det svenske Filmsblad "Svensk Filmtidning" har i sit sidste Nummer en skarp Kritik rettet mod Lederne af det danske Tonefilmapparat-Firma "Nordisk Tonefilm" og paataler det ganske unødvendige Hastværk, man har haft med at opstille de danske Apparater i Sverige.

Blandt andet paastaas det i Artiklen, at "den Dag i Dag har intet Apparat kunnet træde i Funktion i Stockholm, uagtet Installationerne er foretaget paa to forskellige Biografer".

Videre skriver Bladet: "Ved Prøverne har de forskellige Apparater i lang Tid præsteret udmærket Lyd - men ligesaa tit ogsaa længe givet fuldkomment hæslige Toner fra sig. Apparatet kan altsaa fungere upaaklageligt, men at det ikke altid gør det, maa enten bero paa Fabrikationsfejl eller utilstrækkelig omsorgsfuld Montering."

Artiklen slutter med en Klage over, at der er altfor faa danske Lydfilm-Eksperter, der rejser fra Sted til Sted uden at overtyde sig om, at de lader et godt Arbejde bag sig.

"Det er Usandhed", siger Direktør Selmer Thranø.

Vi har nu til Morgen haft en Samtale med "Nordisk Tonefilm"s Direktør Vald. Selmer Trane.

- Jeg har ikke set den Artikel, udtaler Direktøren, da vi har læst den op for ham. Men jeg kan kun sige, at det er Usandhed, maaske et nyt Forsøg paa at spænde Ben for os i Konkurrence-Kampen med Amerikanerne og Tyskerne.

- Har De haft mange Vanskeligheder med Apparaterne?

- Paa en Maade. Vi har været længe om Installationerne paa Grund af de forskellige Typer paa Fremførings-Maskiner, som vi har stødt paa oppe i Sverige. Mange Gange har vi helt maattet bygge Apparaterne om, for at de kunde anvendes til Lydfilm.

Megen Modstand.

I Løbet af en Uge har vi 12 Apparater opstillet i Sverige, fortsætter Direktøren. Den Dag i Dag spilles der paa 7 Teatre i Sverige, og i "Kinografen" her i København har vi dog nu "kørt" et Par Maaneders Tid uden noget som helst Uheld.

- Og Lydfilm-Eksperterne?

- Ja, det kniber selvfølgelig med at skaffe færdigt-uddannede Teknikere; vi maa uddanne dem fra Grunden her i Byen, og saa følger de med Apparaterne til Opstillingsstedet, men vi har megen Modstand. De store Selskaber sender os saakaldte "Lyd-Eksperter" paa Halsen, og det kan være nogle meget vanskelige Herrer, og i andre Tilfælde kan det knibe med at skaffe Films som Følge af Konkurrence-Krigen.

Jeg har netop været oppe i Jønkøping og Landskrona og overværet Lydfilm-Premiérerne med vore Apparater i et Par Teatre paa 5-600 Pladser, og de blev en meget stor Sukces. Og ligesaa godt er det gaaet i Helsingborg og Gøteborg.

Men jeg er glad for at være blevet gjort opmærksom paa den Artikel, slutter Direktør Trane. Og jeg skal ikke blive Kritiken Svar skyldig.

(Aftenbladet (København) 9. november 1929).

Filmsbyen i Valby vaager af Dvalen.

Nordisk Tonefilm rykker ind i Atelierne. - Træet som Psilander plantede.

Billede fra Filmsbyen i Valby. - Til venstre: Inspektør Ransy udenfor den beskedne Bygning, der for Aar tilbage tjente til Garderobe for den Gang Verdens største Filmstjerne Valdemar Psilander. Den store Charmør har selv plantet Træet, som nu næsten er groet ind under Huset. - Øverst i Midten: Et blik over Optagelsesteatrene, Nr. 3 og Nr. 5. - Nederst i Midten: Regissør Bjarne ved den lydtætte Boks, hvori det snurrende Filmskamera maa anbringes under Talefilm-Optagelserne, for at ikke Støjen fra det skal blive opfanget af Mikrofonerne. - Til højre: Det indiske Gudebillede, som her holdes i Hænderne af Belysningsmesteren og Tømmermesteren, men ellers udmærket kan "gaa" selv - takket være nogle smaa Hjul i Soklen.

(Aftenbladet (København) 21. november 1929)

John Barrymore: "Naar en Mand elsker". (Efterskrift til Politivennen).

John Barrymore og Dolores Costello.

John Barrymore og Dolores Costello.

Det er vistnok en alt for almindelig Opfattelse i Europa, at Amerika ingen Skuespilkunst har, - og dog ejer den amerikanske Scene Kunstnere, hvis Talent gør dem værdige til Verdensberømmelsen. Og blandt de største af disse Kunstnere tæller John Barrymore, der vandt sit Navn med Hamlet og Richard III, men som først i Filmen erobrede et Verdenspublikum.

I nær Fremtid faar vi ham paany at se, idet han for Warner Brothers har indspillet en Film, der er bygget over Herman Melville Hvalfanger-Epos "Moby-Dick". Paa Dansk har dette usædvanlige Filmsværk faaet Navnet "Naar en Mand elsker". Et stort Publikum vil glæde sig til Gensynet med Barrymore, for er han stor mellem Scenens Kunstnere, er han maaske den allerstørte af det hvide Lærreds. Og som en indtagende Partner for Berømtheden ser vi Dolores Costello, Maurices skønne Datter.

(Nationaltidende, 26. oktober 1927).

Reklame for filmen i Social-Demokraten 31. oktober 1927   premieredagen i Palads Teatret. Filmen gik også på Napoli, falkoneralle 94, Odeon Teatret Fælledvej 6.

Fotoramas Film "Naar en Mand elsker" viser den trofaste Kærlighed, en Mand kan bevare overfor den Kvinde, han en Gang har givet sin Haand og sit Hjerte. Det er den røde Traad, der gaar gennem Filmen, og John Barrymore og Dolores Costello yder i deres Roller som de to elskende et ganske fortrinligt Spil. Naar dertil kommer den Fantasi og Pragt hvormed filmen er sat op, og de storslaaede Scener om Bord paa Hvalfangerskibet, der kommer ud i en Brandstorm, kan v kun anbefale publikum denne Forestilling.

(Nordjyllands Social-Demokrat 22. november 1927)

Filmen var Barrymores (1882-1942) første større film (en stumfilm), og på engelsk var titlen "The Sea Beast". Han spillede kaptajn Ahab. Han havde før spillet "Dr. Jekyll & Mister Hyde" og "Sherlock Holmes". Barrymore og Costello (1903-1979) blev forelsket efterfølgende, hvad der medførte at Costellos forældre blev skilt. Filmen blev godt modtaget af pressen i USA. Barrymores karriere forløb fint indtil midten af 1930'erne hvor han blev alkoholiseret, og i 1935 skilt fra Costello - som stoppede sin karriere i 1943, efter først at have været barnestjerne og senere indspillet film som voksen.

Filmen skulle have været indspillet ved hjælp af bølge-, storm-, og egnmaskiner, men i stedet blev det en virkelig storm, og efter otte dage lykkedes det at optage en række efter datidens målestok enestående scener.

"Colosseum". (Efterskrift til Politivennen)

 Colosseum

Det nye Films-Palæ paa Nørrebro, der indviedes i Aftes.

Ved en lille Højtidelighed indviedes i Aftes det nye, store Biografteater paa Jagtvejen, "Colosseum" hvis Direktører bliver de to Bevillingshavere C. E. Jensen og Jacob Jacobsen.

Vi har tidligere omtalt Teatret, der er paa Størrelse med Aladdin-Teatret paa Amager og som nogenlunde svarer til dette i moderne Indretning. I Facaden ud mod Jagtvejen, ganske tæt ved Nørrebros Runddel, har det kun Billetkontor og Indgang. Selve Teatret er rejst paa en Baggrund, hvor før var Tømmerplads, og den rigelige Plads har tilladt den største Hensigtsmæssighed ved Opførelsen af Tilskuerrummet.

I Aftes beundrede en indbudt Kreds med mange af vor Filmsverdens bedste Navne dette Tilskuerrum, der er præget af Stil og Smag, er holdt i diskrete Farver og oplyset af yderst pyntelige Lamper. Man fandt, At Nørrebro med dette ny Teater har faaet sin egen elegante Stor-Biograf, ligesom Amager har faaet sin i Aladdin-Teatret, og man lykønskede paa Kvarterets Vegne de to Direktører til den smukke Bygning, der tilfredsstiller alle Tidens Krav.

De indbudte overværede Fremførelsen af den Film, hvormed Tearet aabner for Publikum 2. Juledag. Det er et amerikansk Folkeskuespil med Titlen "Signaltaarnet", fuld af Spænding og Underholdning. Med sine stærkt bevægede Scener, hvoraf mange er dramatisk gribende, hører det til de bedste af Slagsen og udgør en udmærket Juleforestilling, der nok vil samle Publikum.

Men foreløbigt behøver "Colosseum" vist ikke at gøre sig store Anstrengelser for at trække Nørrebro'erne til Huse. Alle skal ind og se, hvorledes det dejlige, nye Film-Palæ tager sig ud, og alle vil sikkert beundre det.

(Social-Demokraten 24. december 1924).

Colosseum lå Jagtvej 67, ved siden af Folkets Hus, det senere Ungdomshuset som nu er nedrevet. Lokalet var tegnet af arkitekt Ludvig Jacobsen. Der var plads til 1.000 tilskuere, og den ledsagende musik til filmen skal have været et førsteklasses orkester, det var et 10 mands orkester under ledelse af kapelmester Leo Sørensen. Kun Paladsteatret var større. Kinopalæet rummede 900 mennesker, Aladdin-Teatret 800. Der var to forestillinger om aftenen: Kl. 7 og kl. 9. Salen blev også brugt til foredrag, fx holdt Peter Freuchen et 11. april 1925.

Jagtvej 67. Den tomme plads til højre rummede Jagtvej 69. Da den blev nedrevet, kom biografen til syne. Her set fra Metro Nørrebros Runddel. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

"Signaltaarnet" handlede om en signalmand på en bjergstation og hans familie. I hovedrollerne var Virginia Valli og Wallace Beery. Af film gennem tyverne kan nævnes: "Klokkeren fra Notre Dame" (april 1925), "Charlies Tante" (oktober 1925), "Operaens Hemmelighed" (marts 1926), "Fristerinden" (Greta Garbo og Antonio Moreno, maj 1927)

I 1929 anskaffede biografen et lydfilmanlæg som for første gang blev afprøvet i marts 1929. Under 2. verdenskrig blev den saboteret, da den blev tvunget til at vise film for værnemagten. Den lukkede i 1983, hvor den var blevet pornobiograf. Bygningen brændte 1986 og overtaget af Aldi.

10,000 Film har passeret den den danske Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Den har nu virket i 10 Aar.

700,000 Meter Film rullet op for Censorerne.

Den ene Censor, Kommunelærer Nicolajsen i sit lille private Biografteater.

Foruden de to Snese offentlige Teatre for Fremvisning af levende Billeder, der nu findes i København, er der endnu et, som ikke er tilgængeligt for Offentligheden, men som dog har kunnet møde med det største og mest udsøgte Program. Og uden Pral kan dette Teater rose sig af, at der her er blevet spillet Film, som intet andet af BilIedteatrene har kunnet møde op med.

Teatret, hvorom Talen er, findes i en stor, moderne Ejendom paa Vestre Boulevard, hvor et Skilt tilkendegiver, at her har Statens Filmcensur til Huse. I Anledning af, at denne Censur nu har virket i 10 Aar, har den ene af Censorerne. Kommunelærer Nicolajsen, udtalt følgende om Censurens Arbejde:

Manden, der har set 10,000 Film.

Den 15. Juli 1913 begyndte Censureringen af de første Film, men det var først fra 1. Januar 1914, at den obligatoriske Censur indførtes, saa vi kan altsaa nu fejre vort 10 Aars Jubilæum. Censuren oprettedes oprindeligt ved en justitsministeriel Bekendtgørelse. Senere lovfæstedes den ved Loven af 17. Marts 1922. Dette har dog ikke bevirket væsentlige Forandringer i vor Arbejdsmetode, idet Reglen stadigt har været og fremdeles er den, at hvad der kan virke forraaende eller paa anden Maade moralsk nedbrydende, man Censuren ikke tillade.

Hvad der kommer indenfor Rammerne,

som jeg her har angivet, maa vi selv afgøre og tage Ansvaret for. Men vi gaar frem paa den Maade, at vi særligt forbyder, hvad der er forraaende eller umoralsk, eller hvad der kan virke forbryderisk instruktivt. Det er de Hovedlinier, vi holder os for Øje. Det er Justitsministeriet, der sammensætter Censuren, og den bestaar af Professor Riis Knudsen, der er udpeget som Æstetiker, og mig som Pædagog, og vi varetager vore specielle Interesser. Der finder dog stadigt Samarbejde Sted, saaledes at den ene kan tilkalde den anden, og kommer der en Film, der er lidt ekstraordinært ved, beses og bedømmes den af os begge. I særlige Tilfælde kan vi endvidere tage Censurens tredie Medlem med paa Raad, det er Kontorchef Jespersen i Justitsministeriet. Paa denne Maade har vi direkte Forbindelse med Ministeriet. Vor Afgørelse kan iøvrigt indankes for Justitsministeriet. Vi har haft ganske enkelte saadanne Tilfælde, men Ministeriet er aldrig gaaet imod Censuren. Gennemsnitlig er det 5 pCt. af de Film, der forevises os, der ikke tillades.

Forbudt for Børn?

- Er det i alle Tilfælde en Følge af Censurens Bedømmelse, naar Teatrene giver en Film Karakteren: Forbudt for Børn?

- Ja, Teatrene kan ikke selv tage Bestemmelse om, at en Film kun maa forevises for Voksne. Naar vi træffer denne Afgørelse, afhænger det af Emnet og Spillemaaden, og ikke altid af selve Handlingen. Det er ikke altid, at en Film forbydes for Børn, fordi den er uartig, altsaa paa Grund af umoralsk Handling, men fordi denne kan glide ind paa Emner, hvor Børn i Kraft af deres manglende Erfaring ikke vil forstaa hele Handlingen. Det kan da virke som en Række forraaende Enkeltheder, hvor Helheden maaske nok for Voksne kan blive et virkeligt Livsbillede.

Et tveægget Sværd.

Vi holder ellers ikke af disse Børneforbud, for det kan blive et tveægget Sværd for Børn og barnlige Sjæle. Et Børneforbud lokker for Børn i 15-Aars Alderen, og de lyver sig ældre for at kunne komme ind og se dette, der er forbudt, og som saa vel ogsaa maa være interessant. Med barnlige Sjæle mener jeg Mennesker, yngre eller ældre, der gaar ind til forestillingen med gale Forudsætninger - de tror, de skal se noget frygteligt - og saa faar de noget forkert ud af deres Indtryk. Det er kun 4-5 pCt. af de foreviste Film, vi forbyder for Børn. Og i Almindelighed holder Teatrene heller ikke af disse Børneforbud.

Det første 10,000 naaet.

Vi har nu til 1 Januar rundet de 10.000 Film, og i de ti Aar er ca 700,000 Meter passeret forbi Censuren. Der har ikke været større Stigning i Filmenes Antal Aar efter Aar, det har i alt væsentligt været det samme Antal gennem Aarene. Det store Antal nye Biografteatre, der er kommet 1 de senere Aar, har ikke spillet nogen Rolle her. Følgen deraf er kun, at en Film nu kan spilles et større Antal Gange, men flere Film bruges der ikke.

- Hvem betaler Censuren?

- Det er Staten, der opretholder den; men Staten har dog Ingen Udgifter ved den. Forholdet er dette, at Filmudlejningsselskaberne betaler 6 Øre pr. løbende Meter for hver Film, der forevises os. Disse Penge faar de igen af Teatrene, og der indkommer paa denne Maade saa store Beløb, at Staten ikke har Udgifter ved Censuren.

(Aftenbladet (København) 5. februar 1924).

Filmcensur varetoges indtil 1913 af den lokale politimyndighed, men overgik derefter til staten. Statens Filmcensur fik sin endelige form med Biografloven af 1938.  Frem til 1960 blev film enten tilladt for alle, forbudt for børn, totalforbudt eller beskåret, oftest pga. voldelige og/eller erotiske scener. I 1969 bortfaldt voksencensuren. Ved Filmloven af 1997 afløstes Statens Filmcensur af Medierådet for børn og unge der vejledende mærker film efter aldersgrupperne 7, 11 og 15 år. Alle film blev tilladt for børn over syv år i følge med en voksen.

Om Anton Nicolaisen, se Historisk-topografisk selskab for Frederiksberg, Henrik Knudsen: Forbudt for Børn! (2007).