Høstfesten i Rosenborghave. (Efterskrift til Politivennen)

Høstfesten i Rosenborghave. Igaar Eftermiddags aabnedes Høstfesten, og, skjøndt dens Vilkaar paa Grund af de meget stærke Regnbyger, som faldt lige inden dens Begyndelse, ikke vare de gunstigste, forsamlede sig dog efterhaanden, da Veiret atter klarede op, en stor Mængde Mennesker, og, saavidt vi have erfaret, ere omtrent 12,000 Billetter (saavel til Voxne som til Børn) blevne udleverede. Man maa være Comiteen, der har forestaaet Festen, meget taknemmelig, fordi den har anvendt den største Kraft og ingen Møie sparet for at naae det Maal, den havde sat sig, og at det storartede, smagfulde og tillige sindrige Arrangement har vundet de Tilstedeværendes Bifald, derom kunne vi ikke tvivle; Publicum gav ogsaa, hvor der var Leilighed, sit Bifald tilkjende. Især maae vi omtale, at det Væsentlige ved denne Fest, Foreningen af en alvorligere og lystigere Deel, er saa vel lykket. at Overgangen fra den ene til den anden Deel af Arrangementet ogsaa uvilkaarlig medførte en Overgang i Stemning. Den store Plads, hvorpaa man først da Mørket var faldet ind traadte ud fra den brogede og glimrende Have, og som ved en af oplyste Obelisker afstukken Oval, der havde sine to Endepuncter i to oplyste Templer, var forvandlet til en uhyre Sal eller Hal, hvor Stjernehimlen dannede det naturlige Tag, gjorde et imponerende Indtryk, der end mere forhøiedes ved den herlige, høitidelige Musik, som opførtes af et stort Sangerchor og Orchester, der vare placerede paa en Balustrade paa pladsens ene Bredside, og ved de yndigt grupperede, indholdsrige Tableauer, som efter de enkelte Musikstykkers Opførelse viste sig fra Erindringstemplet, det større af de to. Paa Obeliskerne var anbragt i Transparent skinnende Indskrifter, der som i en Krands slyngede sig om alt det Mindeværdige fra Kampen, ligesom ogsaa om Kongens og de ypperste Faldnes Navne, medens de tillige i Korthed fremstillede Begivenhedernes Gang fra Oprørets Udbrud indtil nu. De smukke Indskrifter, tilligemed Sangtexterne, forfattede af Hr. H. P. Holst, udmærke sig ved heldigt trufne Pointer, ligesom Sangtexterne med lyrisk Skjønhed gjengive Tidens forskjellig Stemninger. Ved Siden af Erindringstemplet var anbragt to Pyramider, den ene indskreven med Navnet: Fredericia, den anden med Navnet: Idsted. Den ligeoverfor dette beliggende mindre Tempel var smykket som en Seirstrophæ, i Midten af hvilken Kongens Navnetræk lyste i et Transparent. Ovenover den for Musiken oprettede Ballustrade var Caserne-Bygningens Facade smykket med Festons og Guirlander, der samlede sig om et i Høiden anbragt stort dansk Vaaben og Flag. Efterat "Danmark deiligst Vang og Vænge" var spillet, udførtes den af Gade componerede Vexelsang, hvorpaa der fra Erindringstemplet viste sig et Tableau, forestillende "Fredstid" (Engle svæve over en landlig Gruppe). Derefter udførtes en Seirsmarsch, componeret af Løvenskjold, hvorpaa der viste sig et Tableau, forestillende "Krigstid" (Heimdal blæser i Gjallarhornet, Valkyrien svinger sit Spyd og Folket iler til Kamp). Efter Udførelsen af en Hymne, comp. af Rung, viste sig et Tableau, forestillende "Seiren" (Dannebroge vajer i det Høie. Folket modtager de hjemdragende Krigere, der medbringe erobret Skyts. Soldaten udøver Menneskekjærlighed mod saarede Fjender). Efter Udførelsen af en af Hartmann componeret Mindesang viste sig tilsidst et Tableau, forestillende "Mindet" (Danmark sidder i Skyen, omgivet af Saga og Erindringens Valkyrier. Danske Folk have leiret sig ved Bautastene). Samtlige Tableauer ere arrangerede af Hr. Bournonville. Derpaa udførtes "Danmark deiligst Vang og Vænge" af Choret og de Tilstedeværende, og til Slutning afbrændtes et Fyrværkeri. Det Hele bidrog saaledes til en høitidelig og de Faldne værdig Mindefest, der ogsaa, uden at tabe, kan gjentages, som det er bestemt de følgende Aftener. Skjøndt Arrangementet af den første Deel af Festen ikke er som ved Markedet ifjor, saa ere dog de samme Hovedpunkter i Haven benyttede. Vi skulle af denne i sin Genre ligesaa smukt arrangerede Deel fremhæve den colossale Høsttrophæ, der viser sig for Indgangen og fra flere Sider, de smukt arrangerede Boutiker, baade i Bazaren (Brøndsalen) og omkring Springvandet, fornemmelig Blomsterboutikerne. Den decorerede Have fik et nyt smukt Udseende, da den blev oplyst, hvorved især Pladsen omkring Springvandet og de to lange Alleer toge sig fortræffeligt ud. Foruden forskjellige Slags morsomme Spil var der flere Theatre, og en Visebod, hvor den Udsælgende foredrog Viserne, og en Bod for "Løgne i Billeder", nemlig Sidestykker til de tydske Krigsefterretninger, der omstændelig forklaredes, hvilke især tildrog sig Opmærksomheden.

Et "Album til Erindring om Festen" indeholdende en Beskrivelse af denne, Obeliskernes Indskrifter og Sangtexternc bliver, ligesom ogsaa en "Festtidende" og en "Plan og Veiviser" for Festen, solgt i Haven til Fordeel for de Saarede og Faldnes Efterladte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1850).

Høstfesten blev afholdt den 30. august til 1. september 1850. Der hentydes i slutningen formentlig til de boder som Tivolibestyrelsen havde opstillet. Bl.a. solgtes Peter Fabers "Afskedskvad til den gamle branduniform" og Reckes "Pjaltenborgs Brand". Tivoli var blevet anmodet om at holde lukket de tre aftner, men det blev afslået af hensyn til lejerne. Besøget i Tivoli faldt dog betydeligt såvel i de tre dage som i ugen efter.

Johan Daniel Bauer" i et brev til August, 5. september 1850 (uddrag):

Dersom der af til forvilder sig en avis til Slesvig, har du vel allerede læst om den høstfest, der har fundet sted i Rosenborg Have til fordel for de faldnes efterladte?Også ved denne lejlighed viste Gud, at han var med os, thi hvorvel det daglig regnede, blev det!dog i de dage, hen ad aften meget godt vejr. Indtægten blev meget betydelig (40.000 Rigs netto). Medfølgende album vil anskueliggøre dig den alvorlige del af festen. Om lørdagen besøgte moder, jeg og børnene haven, her åndede alting liv og lystighed. Eksercerpladsen derimod alvor, her var den aften vi var der, hen imod 20.000 mennesker  forsamlede. Det var i sandhed et gribende øjeblik, da et vældigt sangkor rungede henover vore hoveder, Reformert kirkeklokke slog i det samme ti. Den  stjerneklare himmel hvælvede sig så smukt foroven. Kort alt  forenede  sig  for at stemme gemyttet højtideligt, og det syntes virkelig som størstedelen af de tilstedeværende glemte spøg og latter og erindrede hvorfor de vare her forsamlede. Den bekendte og som visehandler udmærkede hr. Borre, der i fjor havde telt på Rosenborgmarked, havde også i år opofret sig for den gode sag, iblandt de viser han producerede var der især én, som ved sin vittighed gør megen lykke, også den sender jeg dig, den vil dog måske more dig og et par til.

Markedet i Rosenborg Have. (Efterskrift til Politivennen).

Tilstrømningen fra Kjøbenhavns Omegn til Markedet i Rosenborg Have var saa overordentlig stor, at "Aarhuus Av." erklærer det for "ganske factisk", at flere Fremmede have Ranen imellem Torsdag og Fredag maattet tage tiltakke med en Kjælderhals, "under Vægternes Beskyttelse". Af ve mange interessante Momenter fremhæves følgende: Ved Brøndsalen, hvori der var en Udstilling af Malerier, Kobberstik, Lithographier og andre Kunstgjenstande, var Trængselen meget stor, og man kan antage, at det ikke er lykkes en Tiendedeel af de Besøgende at komme ind der, selv iblandt dem, der besøgte Markedet hver Dag. Ogsaa Tærningspillet var saa stærkt besøgt, at der den første Dag maatte regvireres Borgermilitair, som havde sin Vagt ved Springvandet. En Visehandler (Cand. B., bekjendt for sine aandrige og vittige Indfald) gjorde megen Lykke ved den Maade, hvorpaa han falbød sine Varer. Hvad der især tiltrak sig den almindelige Opmærksomhed, var den særdeles charakteristisk arrangerede Dandseplads, forestillende Dækket af et Skib, med Master og Ræer. Den første Dag udførte Bournonvilles Elever, foruden andre smukke Dandse, en Husar-Polka, og den næste en Matros-ditto, der begge gjorde megen Furore. Sidstnævnte Dands havde Bournonville specielt componeret hertil. Masterne og Ræerne vare besatte af den virkelige Ungdom fra Nyboder, og Dandserne vare iførte Costumet af Holmens faste Stoks Drenge; de smaae Damer i tilsvarende Dragt. Trængselen om Dandsepladsen var desværre saa stor, at endeel af Nydelsen gik tabt. - I Damegangen var, for begge Ender af Alleen, opført særdeles smagfulde pyramideformige Emblemer for Land- og Sø-Etaten. Om Fredagen var Ryes Portrait opstillet; paa hver Side paraderede en af de i Kjøbenhavn værende Invalider af hans Corps.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. august 1849)

Mineralvande i Kongens Have. (Efterskrift til Politivennen)

Det allerede en Tidlang i Kongens Have under Arbeide værende Anlæg til Tilberedelse af kunstige Mineralvande heri Staden er nu saa vidt fremmet, at det vil vorde aabnet i Løbet af næste Maaned, saavel for dem, som paa Stedet ville drikke Mineralvandet, som for dem, der ville kjøbe deraf til Brug udenfor Indretningen. De dertil fornødne Bygninger, med hvilke vil blive forbundne en rummelig Promenadesal, ere nu fuld færdige. Indretningen skal føre Navn af Rosenborg Sundhedsbrønde. Som brøndlæge fungerer Hr. Livchirurg Holmer, der fortrinligen har beskjæftiget sig med Læren om de mineralske Vande, og paa sine Reiser søgt at forskaffe sig en nøiere Kundskab til de berømteste Sundhedsbade og Brønde udenlands. Foruden de Sundhedsvande, som alene drikkes paa Stedet, nemlig: Carlsbader og Emdser, ville Marienbader, Eger, Pyrmonter, Spaa'er, Selterser, Salzbrunner, Geilnauer, Fachinger, Pullnaer, med flere tydske Mineralvande kunne leveres omtrent til det Halve af de gangbare Priser. Betalingen for de egentlige Brøndgjæster, som paa Stedet drikke Vandet, vil blive fastsat til 4 Rbd. ugentligen.

(Kjøbenhavnsposten 27. juni 1833)

Kjøbenhavnsposten, 6. juli 1833 beskrev Rosenborg Sundhedsbrønde. Det lå ved Gothersgade tæt ved ekcerserhuset, 140 x 14 alen, to pavilloner med sidefløje, og en mellemliggende 60 alen lang promenadesal. Det indeholdt et "aftrædelsesværelse for herrer og et for damer" .

Hovedstadens og Landlivets Glæder. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 51

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 8 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

Man har, saavel paa Vers som i Prosa, søgt at skildre os Landlivet med de meest henrivende Farver, og enhver af Hovedstadens Indbyggere, hvis Kald og Forretninger tvinge ham til at tilbringe sin Tid indenfor dens Mure, kunde lettelig ansee det for en meget haard skjebne, at han ganske er udelukket fra det Eden, som Naturen har bestemt for sine ufordærvede Børn. Sandelig, naar man læser vore Skribenters Naturskildringer, kunde man falde i Fortvivlelse over, at være Indbygger af det qvalme, lastefulde og letsindige Kjøbenhavn. - Det være langtfra, at jeg vil tage den i Hovedstaden saa mærkelig stegne Yppighed, den daglig overhaand tagende Glimresyge, og alle de skrækkelige Følger, de have i Ledtog med sig, i Forsvar; endnu mindre er det min Hensigt, at opvække Fordomme mod naturens stille og rene Glæder paa landet; men da det største Antal af Kjøbenhavns Indbyggere nu eengang er bestemt til at leve indenfor dens Mure, da deres Sysler aldeles ikke tillade dem, at forandre denne Levemaade, saa forekommer det mig virkelig ubilligt, at man af utidig Higen efter at sige noget Nyt, skildrer os vor Forfatning som een af de ulyksaligste der kan tænkes. Endnu ganske nylig læste jeg en Skildring af vor Hovedstad og dens Forlystelser, der er malet med saa mørke Farver, at enhver, dersom den var grundet, jo før jo heller burde forlade denne Jammerdal, og opslaae sin Bolig var det end i den usleste Hytte paa Landet.
Tusinde og atter Tusinde Gange har man beskrevet os Lyksaligheden i at see Solen gaae op og ned, i at indaande Blomsternes Duft, i at høre Bækkene rasle og Fuglene istemme deres store Koncert i at omgaaes lykkelige, sunde og ufordærvede Landboer, men alle disse herligheder uagtede er Hovedstaden dog bestandig lige stærkt befolket, alle stimle til for at optages i dens lumre Skjød. Mon der gives et stærkere Bevis paa at Tingene virkelig ikke ere saa slemme, som man skildrer os dem?

Sandt er det, vi Kjøbenhavnere nyde ikke den rene Landluft; men er den Luft, vi indaande her, da virkelig saa qvalm, saa skadelig for Helbreden, som Landlivets blinde Beundrere ville overtale os til at troe? Ere de skjønne brede Gader, som vi efter den sidste store Brand have faaet, ikke saa luftige som man kan ønske sig dem? Har nogen med Kjendsgjerninger bevist, at Menneskene virkelig ere sundere paa Landet end i vor Hovedstad? Man har declameret nok i den Henseende, men ingen har fremsat et eneste antageligt Bevis. Man finder derimod i Kjøbenhavn utallige sunde og gamle Folk. Jeg kjender selv baade Mænd og Qvinder, der have henlevet hele 80 Aar i denne Stad, uden at de endog en eneste Gang i deres Liv have været syg. At Dødeligheden er større i Residencer end paa Landet er vel mueligt, men Aarsagen dertil bør nok neppe søges i Luftens Beskaffenhed. Hvad nytter det desuden Landmanden, at han udenfor sit Huus nyder den friske Luft, naar han indenfor plages af Fugtighed og indaander de skadeligste Dunster i sine indknebne Celler? Det falder af sig selv, at jeg her taler om Landmænd i Almindelighed, ikke om dem, der beboeprægtige Gaarde og Lyststeder. Desuden er Vanen her, som i alle andre Tilfælde, den anden Natur, og ingen Læge kan negte mig, at man kan være lige saa sund og leve lige saa længe i Kjøbenhavn som paa Landet. endog i vore Hospitaler og Fængsler findes der Folk paa 80 til 100 Aar *). Vil man endelig nyde en friskere Luft end den sædvanlige, saa behøver man jo ikke at gaae mange hundrede Skridt. Bekrandses ikke Hovedstaden af den skjønneste Promenade der kan tænkes? Hvor kan Luften vel være renere end paa Volden? Hvor kan udsigten være mere fortryllende? Paa den ene Side Havet, bedækket af talløse Skibe, Flaaden, der kneiser som en Række af Cedertræer, og paa den anden de tusinde forskjellige Gjenstande, der, lige fra det stolte Frederiksberg Slot, der indhylles af Skov, indtil det beskedne Amager, der synes at ligge skjult i Havets Skjød, henrykke Øiet. Vi ere vante til dette Syn til at kunne føle det i sin hele Fylde. Den, som paa Høien ved Toldboden endnu ikke har seet Solen staae op af Havet eller Maanen speile sig i det klare Overflade, han burde aldrig tale om vor Hovedstad. Der gives ikke en Plet i hele Danemark, hvor dette stolte Syn er stoltere end paa dette Sted. Det er altsaa vor egen Skyld, at vi reise ud paa Landet, for at være Vidne til det, som tilbyder sig os i vor egen Stad.

Vi man spadsere i en Hauge, gives der da nogensteeds paa Landet en efter sin Størrelse smukkere end Rosenborghauge? Kan den, som ikke er nogen erklæret Menneskehader, vel ønske sig et behageligere Selskab, end de mange hundrede Mennesker af alle muelige Stænder, som man hver Aften, naar Veiret er behageligt, finder samlede her? Er man kjed af sine Forretninger eller ønsker Adspredelse, saa behøver man jo næsten kun at gaae ud paa Gaden. Tusinde forskjellige Mennesker adsprede her Sindet. Hver i sin Stand træffer her bestandig nye Venner, som han kan tale med. Maa ikke Afvexlingen,- det fornemste Kryderie i alle menneskelige Glæder, - have her den herligste Virkning paa Sjelen? Maa ikke Tumlen af de mange Slags Forretninger, som sysselsætte Menneskene paa Torvene og i Boderne, paa Børsen og paa Toldboden, glæde enhver, der har Følelse for Menneskeheld, der hans Sands for denne utrættelige Virksomhed i denne store Biekube? Gives der et interessantere Optrin, end at staae paa Toldboden, og see Foreningspuncten af de to vigtigste Have i Europa, hvor Skibe fra Østen og Nordens fjerneste Grændser saa venlig møde og hilse hinanden? Man nævne mig et eneste Sted paa Landet, hvor man kan nyde et saadant Syn, og jeg vil tage mine Ord tilbage.

Ogsaa af Lerkernes Sang, Blomsternes Duft, Træernes Skygge, Bækkenes Raslen, Lammenes Brægen, kan man omsider blive mæt, og det er Overdrivelse naar man paastaaer, at Naturens Glæder blive evig nye, thi intet under Solen kan blive evig nyt for Mennesket, og Lykken selv taber netop sit Værd i vore Øine, fordi den bliver gammel. De Mennesker, som man paa Landet lever iblandt, kunne være ret gode, tildeels, maaske fordi de have færre Leiligheder end Residencebeboeren til at være slette, men deres Uslebenhed, deres Overtro, deres Følelsesløshed for alt hvad der er ædelt og skjønt i Naturen gjør deres Selskab just ikke altid behageligt. Derfor kunne de fleste Bønder næsten kun betragtes som vegeterende Mennesker, der leve i, men ikke for Naturen; derfor dræbe de fleste paa Landet, som ikke høre til Bondestanden, deres Tid veed Bordet og med Spil, og Naturens Tempel er evig lukket for dem. Conversation er altsaa, med nogen Indskrænkning, et Ord uden Betydning paa Landet. Ganske anderledes er det i Hovedstaden; her træffer man Mennesker fra alle Kanter, som man kan underholde sig med, Mennesker som glæde sig ved at meddele andre deres Tanker og Følelser; her træffer man Bogsamlinger, saavel private som offentlige, hvor Resultaterne af al menneskelig Pønsen og Grandskning gjemmes; her finder man Høiskoler , hvor Videnskaber og Konster dyrkes; her finder man Lærde, som meddele hverandre deres indsamlede Kundskaber, kort, her finder det tænkende Menneske næsten Alt, hvad man savner paa Landet.

Selv Klubberne og andre selskabelige Sammenkomster, som vore Moralister saa idelig dadle, hvad bidrage de tildeels ikke, og hvad kunde de ikke bidrage til den menneskelige Lyksalighed, dersom de, som næsten alle menneskelige Ting, ikke bleve misbrugte? Kan der tænkes en større Behagelighed end en fortrolig Kreds af nogle hundrede Mennesker, hvis fælles Formaal er at fornøie hverandre, deels ved venskabelige Samtaler, deeels ved uskyldige Forlystelser? Saalænge vi leve i Samfund trænge vi til gjensidige Raad og Underestøttelser. Paa hvilken beqvemmere Maade kan man i hver Stilling i Livet, forøge sin Menneskekundskab, sine Venners og Bekjendteres Antal, end paa et saadant Sted?

Man beraaber sig paa, at de Fornøielser, man nyder i Klubber ere unaturlige; at Fuglenes Sang ere behageligere for Øret end fremkonstlede, uden ad lærde Toner; men man sige hvad man vil, saa hører jeg, og uden tvivl de fleste af mine Læsere, dog heller et Stykke af vor Kuntzen eller Schall, fremtryllet af vor Mad. Frydendal, end den naturligste Lerkes naturligste Sang. Ogsaa den kan til sin Tid være behagelig, men det vilde være en Beskyldning mod Naturen, dersom man vilde paastaae, at den havde givet os den guddommeligste Sands ganske til Unytte, eller med andre Ord, blot for at høre Lærker synge og Spurver qviddre.

Selv vore Baller og Masquerader kunne være nyttige og behagelige, dersom de ikke bleve misbrugte **). Dans er een af Menneskets Fornøielser, det første Udtryk af Naturmenneskets Glæde. Alt hvad der siges om dens Skadelighed er overdreven; thi kun Misbrugen deraf kan blive skadelig. Selv vore masquerader ere kun for saavidt skadelige, som de lede til Yppighed og besøges alt for meget af Folk, som hverken i oeconomisk eller physisk Forstand have Ævne dertil; men iøvrigt kan jeg ikke indsee, hvad der kan have bevæget Mænd, som kun jende saadanne Forlystelser af Navn, til, uden Indskrænkelse, at nedtordne deres Banstraale paa dem, til at skildre dem som et Tilflugtssted for alle muelige Laster, som en Grav for den fremspirende Slægts Moralitet. Forfatteren af disse Linier smigrer sig med, nogenlunde at kjende Kjøbenhavn men han kan forsikkre, at baade det ene og andet er overdrevet. Masquerader kunne stundom blive misbrugte; men hvad kan ikke blive misbrugt i Menneskenes Hænder? Religionens helligste Love, Bibelen selv har jo ikke undgaaet denne Skjebne?

(Fortsættes)

*)  I det almindelige Hospital lever der i dette Øieblik en Kone, som er 102 Aar gammel. Endnu i hendes hundrede Aaer dreiede hun den saakaldte store Rok; I Forbedringshuset sidder der en Kone, som har levet der i 60 Aar, og i Raspehuset døde for nogle Aar siden en Morder, der baade Vinter og Sommer havde siddet 32 Aar i et Fængsel, hvis aabne Gittervinduer af Jern umuelig kunde afholde Regn, Slud og Snee fra at trænge ind til ham. 

**) Det er ogsaa kun mod Misbrugene deraf, at Forf. bestandig har ivret i dette Blad.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 52

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 12 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

(Sluttet)

Saa rig og reen en kilde til Glæder gives der i vor Hovedstad, og det kommer ene an paa os selv, om vi ville plukke de Roser, som blomstre trindt omkring os, eller vandre dem ligegyldig forbi, i den taabelige Tanke, at deres Duft er givtig, eller at de findes skjønnere uden for vor Hjemstavn. Hvilken uudtømmelig Kilde til Fornøielse og Sjeleforædling er ikke Skuespillet? Endog med alle sine Skrøbeligheder aabner det Veien til en ligesaa lærerig som uskyldig Forlystelse. Endnu besidde vi en Schwarz, Rossing, Knutzen, Frydendal, Saabye, Clausen, Lindgreen, Forsom og flere, som alle formaae at fængsle os til den Danske Skueplads. Vi skjønne maaskee ikke tilfulde deres Værd, blot fordi vi ere alt for vante til at see dem; vi sukke over det, vi have tabt, uden at huske paa hvad vi besidde. - Vore Concerter høre, hvormeget man end maatte have at udsætte paa dem, til de fortræffeligste i Europa; det er notoriskt, at kun faa Residencer tælle flere heldige Musikelskere end Kjøbenhavn; vi eie de første Virtuoser i Tonekonsten; vort Orchester er, som bekjendt, et af de berømteste, og det er sværmeriske Enthusiaster, der kunne paastaae, at en vild Fuglesverms Qviddren kan opvække blidere og ædlere Følelser hos det dannede Menneske, end den Musik, der opføres af saadanne Konstnere, som vor Hovestad for nærværende Tid kan opvise.

Religionens Ven har ingensteds en videre Mark for sig end her. I vore Kirker kan han hver Søndag høre de meest veltalende Folkelærere, og han behøver ikke som paa Landet, at indskrænke sig til at høre en eneste Landsbyprædikant.

Saa mange Leiligheder gives her til at forædle Sjelen; ikke færre gives der til at befordre sit physiske Velbefindende. - Den, som efter fuldendt Dagværk vil nyde Landlivets Behageligheder, behøver ikke at gaae meget langt for at naae sit Ønske. Kun nogle Skridt udenfor Vesterport, og en ny Verden åbner sig for Øiet. Begge Siderne af Peblingesøen yde allerede det meest fortryllende Syn, der kan tænkes, og atter her er det Vanen, der gjør os ligegyldige for dets Skjønheder. Alleen lige til Frederiksberg Slot viser os Konsten i sin hele Skjønhed, og Gammelkongeveien tryller os med eet ind i det meest landlige Optrin; vi troe at være adskillige Mile borte fra Hovedstaden, uagtet vi næsten befinder os lige udenfor dens Mure. Komme vi til Frederiksbergby, saa finde vi Alt, hvad man kan træffe i den meest arcadiske Landsby; træde vi ind i Haugen, saa see vi Konst og Natur søsterlig forenede med Kongelig Pragt. Snart støder man paa græssende Lam, snart paa stolte Svaner, der speile sig i Vandet, snart paa et Norsk Huus, snart paa et Græsk Tempel, kort, tusinde forskjellige Gjenstande adsprede her Sindet og sysselsætte Phantasten paa den behageligste Maade. Hvilken skjønnere Udsigt kan man ønske sig, end den man nyder paa Bakkken? Med et Blik kan man overskue her en Strækning af ikke faa Mile. Øiet dvæler her afvexlende paa tusinde Gjenstande. Yndige Landsbyer, kornrige Agre, skovfulde Sletter smile os i Møde, saa langt som Horizonten rækker.

Vi man gaae ud af Østerport, hvilke herlige Naturscener møder man ikke atter her? Langs med Stranden finder man de nydeligste Lyststeder, hvis Besiddere synes at have anvendt Alt for at forøge deres Ynde. Det fortryllende Charlottenlund er neppe en Miil fra Hovedstaden; det bekrandses af Skov, og Udsigten herfra strækkerr sig lige til den Svenske Kyst. Med ubevæbnede Øine skuer man herfra et ganske andet Rige, der beboes af et Folk, som lyder ganske andre Love og lever after ganske andre Sæder. - Vil man gaae noget videre, hvilket Lyststed kan da være skjønnere end det, som Stølberg har besjunget - det paradisiske Sølyst? - Kort sagt, den som ikke er aldeles blind for Naturens Skjønheder, maa tilstaae, at Omegnen af Kjøbenhavn er een af de meest fortryllende der kan tænkes, og dette Vidnesbyrd have ogsaa de fleste upartiske reisende givet den.

Selv vor saa tidt lastede Dyrehauge er en meget behagelig Afvexling for residencebeboerne. Vel synes mange Mennesker, især af de simplere Stænder, imellemstunder at forøde der deres Sundhed og deres suurt fortjente Penge. Men hvilket offentligt Forlystelsessted af den Natur kan vel fritages for denne Bebreidelse? Hvor mange Mennesker forskærdse ikke deres timelige Lykke ved de saakaldte Sundhedsbrønde? Hvor mange tilsætte ikke der den sidste Levning af deres Sundhed tillige med deres Formue? Men fraregner man disse Misbrug, som vilde være til under andre Skikkelser, om end saadanne offentlige Sammenkomster paa saadanne Steder aldrig existerede, saa er Kristen Piils Kilde een af de behageligste Forlystelsessteder for Folk af alle Stænder. Midt i Naturens Skjød og i en fri Skov seer man her mange tusinde Mennesker samlede paa een Plet, og alle i det fælles Øiemed: at glæde sig. Strænge Moralister raabe nu rigtig nok: Dyrehaugen er en tumleplads for Gjøglere og uædle Forlystelser! Men ere vi da alle skabte til at være Philosopher? Eller er det Philosophens Kald, altid at philosophere? Kunne ikke Gjøglere, under tilbørlig Indskrænkning og under øvrighedens Aarvaagenhed, stundom være en ret behagelig Moro for de Stænder, som ikke ere vante til ædlere Forlystelser? Men Moralisterne ville nu engang for alle maale alle Mennesker med een og den samme Maalestok. Derfor ville de gjøre vore Drenge til ærbare Matroner, og vore Almuesfolk til grandskende Philosopher.

Det vilde blive for vidtløftigt at anføre flere exempler paa, at man i Kjøbenhavn kan med Forstand og Maadehold nyde ligesaa mange, om ikke flere Behageligheder, end paa Landet. Betænker man tillige, at vort Clima kun i meget kort Tid af Aaret er af den beskaffenhed, at man kan nyde Landlivets sande Behageligheder, og at der er en himmelhøi Forskjel imellem Sommeren i de nordlige og Sommeren i de sydlige Lande, saa vil Kjøbenhavneren saa meget mere finde sig fornøiet i sin Stilling, og ikke forsømme at nyde det virkelig Gode, han eier, ved at hige efter et blot Skyggebillede.

__________________________

Forfatteren afdisse Linier haaber, at ingen af hans Læsere vil mistyde hans Ord eller Hensigt. Det har aldrig været hans Mening, at bestride almindelig erkjendte Sandhederr, men han harblot villet gjøre sine Medkjøbenhavere, - man tillade ham dette Udtryk, - opmærksomme paa, at vi kunne lleve ret lykkelig paa den Plet, som Skjebnen har besteemt os, og at vi virkelig ere alt for ligegyldige ved de mange Behageligheder, vi kunne nyde i Hovedstaden og dens Omegn. At Forfatteren ikke er den første, der har talet i den tone, troer han at kunne bevise med følgendeOrd af vor uforglemmelige Tode: "Jeg har selv," siger han: "levet paa Landet, endog i Nærheden af et Kongeligt Hof (paa Fredensborg); men alle livløse Gjenstande, den hele Natur, havde for mig den keedsommeligste Eenshed, og hvad Fuglene, disse Skovens Sangere, angaaer, da hørte jeg, sandt at sige, altid eet og det samme. Dertil kommer, at de fleste Boliger paa Landet ikke ere tætte nok, men ofte, saa at sige, ganske durchlauchtige og usikkre i Blæst, Regn, Snee og Frost *), og allermeest i Tordenveir, lige som man ogsaa i et skident Veirlig er nødsaget til at holde sig inde, og ikke kan fornøie sig med den vante Spadseregang, hvortil man dog finder, endog om Vinteren, Leilighed nok i Stæderre. Desuden har man just ikke nogen behagelig Omgjængelse paa Landet; de fleste Folk der ere tilvisse ærlige og fromme, men saare eenfoldige og sprogfordærvende Bønder, ligesom man ogsaa der intet Nyt faaer at vide, i det mindste ikke førend det er gammelt, og det koster Tid og Umage nok, inden man ret erfarer, hvad der er sandt."

Saaledes talde en berømt Læge, Skribent og Digter. Et competentere Vidnesbyrd i den Henseende behøves der vel neppe.

*) Det er Skik og Brug at Lægerne, naar de ikke vide hvad de skulle gribe til, raade deres Syge at tage ud paa Landet uden at betænke, at vi i de senere Aar have havt sande Grønlandske Sommere hos os,og at man i Maji Maaned har maattet læggei Kakkelovnen. Hvad Under, at en stakkels Patient som oftest maa bøde med sit Liv for et saadant raad og et saadant Landliv? Men det bryder mangen en Læge sig intet om. Naar hans Patienter kun ligge paa Landet, saa er han fornøiet; om de ligge i aabne og fugtige Værelser, hvilket næsten overalt er Tilfældet, det er ham temmelig ligegyldigt.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 56

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 26 April, 1806

Fra en Mand paa Landet.

Min Herre!

Jeg lever i en Landsby otte Mile fra Kjøbenhavn, hvor jeg har tilbragt de skjønneste og bedste dage af mit Liv. Jeg har altid følt mig saa lykkelig og glad der, at jeg hidtil aldrig ønskede at kjende det nuværende glimrende Kjøbenhavn af andet end Beskrivelsen. Men for nogen tid siden læste jeg Deres Sammenligning imellem Hovedstadens og Landlivets Glæder, og denne bevægede mig til, efter 20 Aars Forløb, at forlade min eensomme Rede, og at tage ind til Hovedstaden, for der at finde ne Glæder. Men ak! hvor fandt jeg mig ikke skuffet i mit Haab! Hvor ivrig ønskede jeg ikke at komme tilbage til den Rede, hvorra Deres Sammenligning havde fordrevet mig! - Strax da jeg kom ind af Vesterport fandt jeg en ny Verden; andre Bygninger, andre Mennesker, end dem jeg var vant til at see i min Ungdom. Jeg gjorde mig store Tanker om de store Mænd der maatte boe i saa store Huse; Overpræsidenten og Stadshauptmanden boede i min Ungdom ikke i saadanne Byginger; deres Boliger var Hytter mod de Gaarde, der nu beboes af Øltappere. Hvor jeg henvendte mine Øine saae jeg simple Tjenestepiger, klædte i Fransk Silke og Engelsk Sirtz - og overalt fandt jeg en pragt og Glimmer, der, saavidt som jeg i det første Øieblik kunde slutte, enten maatte være en Følge af de uhyre rigdomme, som siden mine Drengeaar have overskyllet Kjøbenhavn, eller Virkningen af en Grændseløse Fordærvelse i Sæder og Tænkemaade. Rolig gamle Knøs! tænkte jeg ved mig selv, og døm ikke førend du har samlet de fornødne Præmisser til din Dom. - Min Broderesøn, der er en indfødt Kjøbenhavner, fulgte med mig, og var min Veileder i denne Labyrinth, hvor jeg uden hans Hjelp ufeilbarlig vilde have faret vild. Vi vare temmelig echaufferede af Reisen, og for at vederqvæge os, gik vi ind til en Tracteur. Himmel! hvad saae jeg ikke alt her! Jeg var færdig at briste af Latter. Her sadde Folk, som - uagtet Klokken allerede havde slaaet 12 - vare saa fastende, at de maatte drikke Chocolade. Naa da, tænkde jeg, skal I nu først til at spise Frokost saa gaaer I nok til Bords naar Klokken er 4 eller 5. Og saa kom der Drenge paa circa 1½ Alen, og spiste Bakkelser som om det kunde være Smørrebrød. Jeg var færdig at lee mig ihjel over disse Peblinger; de saae langt fra ikke ud som Drenge i min Ungdom. Deres Hage sagde at de vare Drenge, men deres Mine at de vare Mænd.

Vi gik nu ind i Rosenborg Hauge, for efter Deres Skildring, at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini!  hvad den seer ud! Den er i eet og alt et talende Sindbillede paa det nuværende Tydske rige. De ældgamle, stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildeels borte; den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøebnhavn kunne finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden. Selv Nattergalen har forladt denne forstyrrende Plads; istedet for dens Trylletoner, hørte jeg den skurrende Lyd af trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der kom fra Mennesker,

---Hvis blotte rygEi for at svales, søge SkyggeI en Allee gevorbne Venner,Som bleveBøddeler af Tvang,Og under spiilte Huders Klang,Dem viste Ild med smidig GreenPaa nys afklædte Ryggebeen.

Der var langtfra ingen behagelig Udsigt for mig. Det forekom mig som man stod her paa et Gallerie i Paradis og saae ned i Helvede. Jeg skyndte mig derfor bort, for ikke at høre eller see Virkningerne af en Straffemaade, som jeg fra min første Ungdom af aldrig har kunnet høre nævne uden at gyse derved. Jeg gik nu hen til Samsons Støtte. Men som det er gaaet hele Haugen, saaledes syne det ogsaa at være gaaet ham. Han ligner snarere en Martyr, der er bleven hudflettet, end den stærke Samsom. Tre Smaadrenge rede paa Løven. Dette stakkels Dyr har, uden at have begaaet mindste Brøde, mistet Tungen. Istedet for denne rækker et Stykke Jern frem, ret ssom det vilde sige: "Det er en Jernalder, som behandlede mig saaledes!" Jeg gik nu videre, for at see de tolv Romerske Keisere og det murede Lysthuus, som Christian den Store med egen Haand havde opført. Men her var hverken Romerske Keisere eller noget muret Lusthuus at see mere. Alting var ligesom pustet bort. - Alt dette bedrøvede mig inderlig, og fremlokkede Taarer af mine Øine. Men "Graad smeltede - som Digteren siger - hen i Smiil" da jeg traadte ud af Haugen og fandt her fjorten splinternye Boutiquer, som alle vare lukkede paa to nær, og opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet en Geberalbanquerot. Rosenborg Hauge havde langt fra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagrements - Ja, tænkde jeg nu: Residencen har maaskee, siden din Fraværelse, vundet i andre Henseender, hvad den har tabt i denne. For at overbevise mig derom forsømte jeg ikke at gjøre mig bekjendt med nogen af de Herligheder, som De i Deres Sammenligning har beskrevet. Jeg gik paa Comoedieen, hvor der just skulde opføres et Holbergsk Stykke. Jeg saae i Tankerne allerede en Gjelstrup og Mad. Gjelstrup,  en Kempp og saa mange andre af dem, der i den skjønneste tidspunkt af mit Liv havde glædet og henrykket mig saa ofte. Men, ak, hvor blev jeg ikke skuffet i min Forventing da dækket gik op! Naar man vil see, hvorledes Holberg ikke bør spilles, saa maa man bivaane en saadan Forestilling. Naar jeg undtager nogle enkelte gode Skuespillere, var det hele Ensemble saa maadeligt, som man kan tænke sig det. Af Skuespillerinder var der næsten ikke en eneste, som syntes at have mindste Sands for Holbergs Aand, og ikke engang Carricaturer kunde jeg finde her. Hvad mon Holberg vilde sige, dersom han stod op a Graven, og saae sine Stykker saaledes forhutlede?

Næste Dag gik jeg atter paa Comoedie, for at see et nyt Stykke, som kaldes Romeo og Juliette. Maaskee man bedre forstaaer, at give udenlandske Skuespil end Danske, tænkde jeg ved mig selv. Men ogsaa her blev jeg skuffet i min Forventning. Det var hverken Shakespear's eller weises romeog Julie; det var Cadavret af begge, som en Franskmand havde pillet Kjødet af, og forniseret Skelettet med Steibelts fortryllende Musik. Ligesom Holberg maatte vredes ved at see sine fine Skuespil gives nu til Dags, saaledes maatte Shakespear harmes ved at see en Franskmand mishandle hans Mesterværk, og forvandle et af de første Sørgespil, Verden eier, til et kjedsommeligt Syngestykke. Men saaledes gaaer det; Europa maa bukke under for de Franskes Smag ligesom for deres Vaaben. Det smertede mig ordentlig at see en Frydendal, som har Kald til at være Naturens og Shakespears Tolk, nødes til at være en smagløs Franskmands Declamateur, og til at ødsle sin Konst paa saadant et dramatisk Misfoster. Hans Talent forekom mig her som en frugtbar Morgendug, der falder paa en Mark fuld af Nelder. - Det Kjøbenhavske Theater har uden Tvivl, som De har anført, endnu adskillige ypperlige Skuespillere, især af den ældre Skole; men saalidet som enkelte gode Strænge ere nok til at frembringe harmoniske toner paa et Instrument, ligesaa lidet kunne nogle enkelte ypperlige Skuespillere hæve et Theater til den tilbørlige rang, naar det hele ensemble mangler de fornødne egenskaber. Det qvindelige Personale er aldeles ikke efter min Smag; naar jeg undtager enkelte Subjecter, saa ere de øvrige aldeles ikke skabte for Skuepladsen. I det mindste har jeg, de faa Gange jeg besøgte den, fundet, at de fleste af dem ikke have mindste Begreb om Declamation, og at Følelsesløshed udgjør et Hovedtræk i deres Spil. Mueligt er et, at jeg i den Henseende, som en uerfaren, og med Konsten ubekjendt, Landsbymand, feiler, men jeg skal være den første der tilstaaer min Feil, derssom nogen vil vise mig det Venskab, at overtyde mig derom. - Jeg slog atter en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagreements.

For at overbevise mig om den uudtømmelige Kilde til Lyksalighed, som findes i Klubberne, gik jeg ind i een af dem, som Reisende, men jeg fandt ikke en eneste af de Herligheder, som De har beskrevet os. Istedet for Conversation, mødte jeg tobaksrøg og Kortspil. I mit næste Brev skal jeg meddele Dem flere Efterretninger om mine Hændelser i Kjøbenhavn.

Deres etc.

Rosenborg Hauge. (Efterskrift til Politivennen)

Denne Hauge ligner i mange Henseender det fordum saa berømte Eden. Saalænge Folk befinde sig her, ere de tildeels i en fuldkommen Uskyldighedsstand. Det eneste, de synde med, er maaskee Øinene. Haugen koster imidlertid Landet mange Penge, det vil sige, ikke at underholde, men som en Rede, hvor al Mode- og Glimresyge i Klædedragt udklækkes. Uagtet den besøges af Spadserende den hele Dag fra tidlig Morgen til sildig om Aftenen, saa lader Dagen sig dog her inddele i fire Perioder. Den første Periode begynder om Morgenen Kl. 5. Paa den Tid hører man Fuglene synge og qviddre, og seer hist og her imellem Buskene en eensom Nymphe, som har været saa heldig eller uheldig at komme for silde den forrige Aften til Udgangene. Hun anstiller philosophiske Betragtninger over Menneskenes Tilstand i Paradis og det paafølgende Syndefald. Henimod Kl. 9 samles Ammer med Børn, - Hypochondrister, som ikke gide være hjemme, - Dagdrivere, som ikke vide hvorledes de skulle dræbe de Dage, som de ikke kunne faae nok af. Denne Periode varer til omtrent Kl. 11. Da begynder der en ny, som maaskee kunde kaldes den politiske. Nu indfinder der sig drabelige Politikere med Aviser og andre courieuse Blade i Haanden. Her afgjøres, om Bonapartes Consulat skal være arveligt eller ei, - om Expeditionen paa Engelland skal udføres, - her fortælles, blandt mange andre vigtige Nyheder: "at den 1 Maji bleve de første Reier solgte i Kjøbenhavn", - her holdes Forelæsninger over den Europæiske Politiks Over- og Undervægt. - De Politiserendes Appetit gjør da i Almindelighed Udslaget i Sagen. Naar Kl. slaaer 12, vandrer Selskabet hjem, om der end ikke skulde blive noget af Expeditionen paa Engelland; thi man tænker her, hvad der er meget rigtigt, at man ikke bør forsømme sit Middagsmaaltid eller lade sin Appetit desertere for en saadan Bagatels Skyld. Nu forandrer Scenen sig igjen og den tredie Periode indfinder sig. Folk, som vel kunne blive kjede af Tiden, men ikke af den frie Luft, - Drenge, som ville sanke vilde Castanier, og Tjenestepiger, som ere vacante, samles efterhaanden. Bønderkoner og Goldammer med den nye Generation ved Haanden og ved Brystet vælte sig omkring i Græsset, Notabene der, hvor der er noget. Endnu er man her ganske ugeneret. Men endelig kommer den fjerde Periode, som er ganske forskjellig fra alle de foregaaende. Fra alle Kanter stimle nu de Spadserende til, i forskjellige Klædedragt, i forskjellige Hensigter, af forskjellige Stænder og af forskjellige Nationer. Med Natuglernes og Aftenens Ankomst nærmer der sig ogsaa et Slags Musik, som der bedre lader sig spadsere end danse eller nynne efter. Musicanterne tage Sæde i den saakaldte Cavaliergang, der, som hver Mand ved, just ikke altid besøges allene af Cavalierer. Hvad der foregaaer og hvad her underhandles om, det hverken kan eller bør der tales om paa Prent, nok er det, den kydske Maane er Vidne dertil, og det vilde den sandeligen ikke være, dersom man bar sig anderledes ad, end man burde. Imidlertid spadserer man op og ned i den cavaliermæssige Cavaliergang og indaander den Duft, som en velgjørende Vestenvind af og til hemmeligen fører over fra Gartnerens veltillukte og velbefæstede Blomsterhauge. At see og lugte Blomsterne selv, det skal, som man vil paastaae, kun være dem forbeholdt, der ville forsyne sig med en Bouquet, og denne Lykke nyde kun Damerne, naar de skulle staae til Comfirmation eller staae Fadder. Naar nu saaledes Elskeren med sin Elskede under Armen og Forretningsmanden efter fuldent Dagarbeide nyder den kjølende Aftenstunds Vederqvægelse, saa behøver midt i deres Glæde kun en Gartnerdreng at gjøre et Træk i Klokken, for at skræmme dem alle som Spurver ud af Haugen.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 47, 11. maj 1804, side 719-742)

Anmodning til Herr Lieutenant Carstensen.

Deres velbyrdighed har indlagt Dem så stor ære ved den smagfulde måde hvorpå de har vidst at underholde den københavnske almenhed ved Deres mesterligt arrangerede vauxhaller som De bestandig ved at forskønne mere og mere, at indsenderen ikke tager i betænkning ifølge mange af hans bekendtes begæring, at anmode deres velbyrdighed om ved næste vauxhall (i efteråret) at forhøje nydelsen ved at lade opføre små vaudeviller i Kavalergangen.

(Politivennen nr. 1388, Løverdagen, den 6te August 1842. Side 502). 

Uorden i Rosenborg Hauge.

I torsdag aftes forefaldt adskillige pøbeluordner udenfor pavillonen i Kongens Have efter at den i offentlige blade bebudede musik var til ende der. Det var meget ubehageligt for publikum som forlod pavillonen, at blive modtaget af pøbelens hujen og at måtte trænge sig gennem en flok folk man nødig kommer i berøring med. Og ligeså harmeligt var det at se de der posterede militære blive fornærmet. Til forebyggelse af lignende uordener i fremtiden, hvis man oftere vil invitere publikum til dette sted i mørke aftner menes at hr. Firmenich burde indskærpes at oplyse gangen nærmest om pavillonen. For den hujende flok bestod kun - det er en fornøjelse at kunne sige det - af lyssky personer der kun opløfter deres røst i mørket.

(Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 556)

Redacteurens Uvedkommende Anmærkning

Samme dag som dette foregik, meddelte Dagen om en helt anden begivenhed i havnen:

Fregatten Galathea, eller korvetten Galathea var fra 1831 del af den Kongelige Danske Marine. På Politivennens tid opererede den mest i bl.a. Middelhavet. Men 1845-47 blev den kendt gennem den første Galathea-ekspedition. I 1862 blev den solgt til Handelshuset Mohr & Kjær. Det var 42,2 meter langt, 10,2 meter bredt og havde en dybgang på 4,5 meter. 

Kommandørkaptajn M. Lütken er formentlig den senere kontreadmiral Magnus Lütken (1782-1847) der var far til den senere krigsminister 1863-1865 Otto Hans Lütken (1813–1883) under ministeriet Monrad, derefter ministeriet Bluhme II. Altså i krigen 1864.

Om Musikken i Rosenborg Have.

Københavns indbyggere må vist nok være meget taknemmelige for at der om sommeren hver søndag eftermiddag opføres en smuk militær musik i Rosenborg Have, hvortil enhver anstændig klædt har adgang. Men man må virkelig beklage at denne lige så uskyldige som behagelige nydelse kun kan blive et ringe antal til del. For anmelderen har flere gange erfare at at når man ikke vil trænge sig ind i den tætsluttede masse af barnepiger med børn, landsoldater osv. der tæt omgiver de musicerende, kan man i en afstand af 30 skridt fra musikken ikke skelne hvad der spilles, kun enkelte afbrudte toner og dundren af den store tromme er hvad man der kan få at høre. Årsagen hertil er at de musicerende er placeret på en fugtig plads mellem træerne der ligger lavere end kavalergangen og hvor musikken ganske bliver indesluttet af publikum så at al resonans forhindres og lyden ikke kan udbrede sig til siderne.

Man vover derfor at anmode de ærede ansvarlige hvorunder dette sorterer, om at afhjælpe denne mangel, hvilken man mener bedst kan ske ved at opføre en forhøjning enten af opkastet jord eller af planker hvorpå musikken kan anbringes omtrent 3 alen højere end de omkringstående.

(Politivennen nr. 1075, Løverdagen, den 6te August 1836. Side 507-508)

Et Par Mangler i Kongens Have.

I nogle år efter at gangene i de engelske anlæg i Kongens Have var anlagte, gik man endog straks efter en stærk regn, tørskoet på disse. Men nu da det pålagte grus er bortvejret og bortskyllet, er de længe efter den mindste regn fugtige og ofte fulde af store vandpytter. Efter den jævnlige regn vi har haft i forrige måned, er de i en tilstand at ingen som ikke vil bekvemme sig til at bære træsko, skal ønske at profitere af en spadseretur i haven. Anmelderen som i mandags blot gik en halv gang igennem, mærkede straks fugtighed om fødderne, skønt han ikke bar tynde sommerstøvler. Et par læs strandgrus i enhver af havens gange, ville afhjælpe denne mangel.

Endvidere er den største del af det rækværk der er på begge sider af gangene, formodentlig af mangel på betimelig maling. På nogle steder mangler lægter eller stykker af samme, og snart vil det øvrige ved drengekådhed rent blive ødelagt. For det er en sandhed der grunder sig på erfaring, at når offentlige anlæg begynder at forfalde, anser ondskab og kådhed dem givne til pris, hvorimod de respekteres og skånes når det bemærkes at de af vedkommende fredes og plejes alvorligt og med omhu.

Mange syge som ikke orker at komme udenfor stadens porte og mange embedsmænd hvis forretninger ikke tillader dem at fjerne sig for langt fra deres hjem, fryder sig ved i denne have at kunne nyde en for deres helbred meget nødvendig og gavnlig bevægelse, og erkender med taknemmelighed vore kongers godhed der har tilladt adgangen til samme. Men de må føle sig meget krænkede når de som anmelderen i mandags, uden at turde gøre modsigelse, må høre de fremmede rejsende der beser haven, opholde sig over de her nævnte mangler og erklære at sådanne end ikke findes hos privatmænd i deres hjem. En grund altså mere til at disse mangler afhjælpes.

Vel slutter man sig til at havens vedligeholdelse og forbedring må medføre en ikke ubetydelig årlig udgift uden at der vides om den yder nogen indtægt der på nogen måde kan dække det. Men i alt fald bør der efter anmelderens mening ikke ses så nøje på en forøget udgift, for at haven kan blive sit navn og sin høje ejer værdig. Ved årligt i rette tid at foretage fornødne reparationer, ville man spare større udgifter. For når rækværket og bænkene hvert år blev efterset og malet, ville disse holde sig længere, og ikke så hurtigt fordre afløsning, hvilket vist nok er kostbar.

At der skønt skildvagter er posterede ved begge indgange, ikke sjældent indfinder sig lurvet klædte drenge og personer der efter de opslåede plakaters indhold ikke kan gøre påstand på adgang til haven, men som må forstå at skuffe posternes årvågenhed, er uvist. Hvorfor det ville være godt om et par af gartnerens folk nogle gange om eftermiddagen, især om søndagen, gennemvandrede haven, og udviste dem der begik uorden eller havde skaffet sig uberettiget adgang.

(Politivennen nr. 1014, Løverdagen den 6te Juni 1835, s. 363-366)

F. C. Lund (1826-1901): Mennesker siddende på en bænk i Kongens Have. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lange Linie.

Denne yndede spadseregang er næppe blevet besøgt så meget som i denne tid såvel af de kongelige herskaber, de fremmede diplomater som også en stor del af publikum. Den fortjente derfor en bedre istandsættelse og behandling, såvel med hensyn til dens benyttelse som dens beliggenhed, og i betragtning af den rige indtægtskilde den yder. (For et adgangstegn til hest eller vogns betales 4 rigsbankdaler, 3 mark og til fods 3 rigsbankdaler).

Allerede tidligere har man tilladt sig i Politivennen at føre anke desangående, men i stedet for at forbedre passagen for fodgængere, er vejen nu betydeligt blevet forværret, ved at henkaste grus blandet med store sten derpå. Det føles ømfindtligt, især af damernes med tynde sko forsynede fødder. Et mønster hvorefter sådan en spadseregang burde istandsættes er de nye i Kongens Have anlagte aleer som på en hensigtsmæssig måde er opfyldt med fint strandgrus hvorpå man i enhver årstid går med tørre fødder og ligesom på et jævnt gulv. Derimod er i de senere år den nærliggende exercerplads blevet belagt med flyvesand hvor støvskyer derfra som oftest hæver sig så højt at de dækker en del af haven og ulejliger de spadserende. For atter at komme tilbage til Langelinje, bemærkes at endnu intet i år er gjort for den, undtagen nogle opgange med trapper fra kørevejen til spadseregangen. Dosseringen på begge sider af sidst nævnte er i en ynkelig forfatning. Fodstien selv er ujævn og af forskellig bredde. Bænke savnes stadig. Det ville være behageligt for de spadserende om deraf nogle flere blev anskaffet end i forrige sommer.

Vel er prisen for et adgangstegn til Langelinje blevet nedsat for fodgængere fra 4 rigsbankdaler, 3 mark til 3 rigsbankdaler. Men dog menes at selv sidstnævnte pris endnu er for høj for mange. Det var ønskeligt at det for den større og ikke formuende del af publikum om den kunne reduceres til 1 rigsbankdaler især da indtægten næppe ville lede derved, såsom afsætningen af billetterne stige i forhold som prisen nedsættes. Også synes det i overensstemmelse med rimelighed at man for benyttelsen af disse billetter for årets sidste 6 eller 3 måneder ikke betalte fuldt så meget som for hele året.

(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 275-277)

Kongens Have.

Det er på denne tid at mange syge eller svagelige personer må bruge grønkuren eller andre sådanne kure som kræver bevægelse i fri luft tidligt om morgenen. Man ser således flere sådanne patienter i Kronprinsessegade om morgenen mellem 6 og 7 vandre frem og tilbage, ventende med længsel på portens åbning til Kongens Have som i almindelighed først sker kl. 7.15,og blandt disse har indsenderen heraf set damer og herrer af høj stand. At det ville være velgørende om der blev taget en foranstaltning i hvis følge indgangen til denne offentlige have åbnedes herefter, årligt fra april måneds begyndelse, kl. 6 om morgenen, er vist indlysende.

(Politivennen nr. 803, Løverdagen den 21de Mai 1831, s. 367-368)

Uordener paa Fortouget i Kronprindsessegaden.

På det fortov i Kronprinsessegade der løber langs med Kongens Havestakit har den uorden i den senere tid fundet sted at fortovet hver helligdag hele dagen og de søgnedage bestemt hver eftermiddag indtil aften er spærret med forskellige grupper af drenge, fra 10 til 30 stykker som samles fra de omliggende gader og der øver deres lege under hujen og slagsmål. Ofte sker det at de kryber over stakittet ind i haven, ligeledes at de kaster deri al den urenlighed de kan finde på gaden, fornærmer de forbigående, især fruentimmer, når de på mindste måde tror sig forstyrrede i deres spil, og ofte endog uden denne årsag.

For nogle dage siden overfaldt hele selskabet, et hundrede i tallet, en jysk soldat med at kaste alle muligt urenligheder efter ham, udskælde ham og forfølge ham med piben og hurraråb uden anden årsag end at han uforvarende havde stødt med sin fod til en af deres terninger.

Da denne uorden drives så stadigt og for alles øjne er det meget at undres over at den ikke af gadekommissæren anmeldes for de ansvarlige så den kan blive hævet. Da stakittet med pillerne om haven i denne tid er under reparation, og formodentlig skal males, var det ønskeligt at denne drengeforsamling snart måtte hæves, da maling og pudsning ellers igen spoleres. Ligeledes burde det forbydes at hænge gulvtæpper på stakittet for at soles eller bankes, for derved lider stakittet og de forbigående ulejliges når de passerer dette ellers så gode fortov.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 339-341)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562 bekendtgjordes at den muntre ungdom nu ikke længere drev sit spil med forbigående. Gitteret blev malet under bevogtning af to med stokke bevæbnede mænd.

Bøn i Rosenborghave.

Taknemmeligt må det københavnske publikum erkende at der såvel fra de militære som civile autoriteters side gøres alt for dets sikkerhed og bekvemmelighed, ja endog for dets fornøjelse.Således må de i staden garnisonerende regimenters oboister skiftevis musicerer i Kongens Have om søndagen. Tusinder fryder sig ved denne musik, men indsenderen har aldrig når han har taget del i denne nydelse, kunne undlade at beklage de musicerende. Disse er nemlig placeret på et af de laveste steder i haven, hvor vandet især i en så regnydende sommer som den indeværende, samles, jorden opblødes og bliver så svampet at man ved at stå på den, endog kun i få minutter, må blive ganske kold, og med det sædvanlige tynde sommerfodtøj, våd om fødderne. Og at den uundgåelige forkølelse kan blive moder til mange slags sygdomme der kunne medføre helds- ja livsforlis, er sikkert.

At mænd som formodentlig uden noget vederlag derfor, udøver deres kunst og opofrer deres tid for at divertere publikum, derved skulle udsættes for fare på helbred, ja måske liv, synes vist nok meget urimeligt. Hvorfor man tillader sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme herpå, og man er overbevist om at der vil sørges for at ingen uden nødvendighed under udøvelsen af sit kalds pligter, skal udsættes for at gøres uduelig til fremtidigt at kunne erhverve ophold til at blive et besværligt medlem af det samfund for hvis fornøjelse han unødvendigt måtte være opofret.

En opfyldning med grus på stedet, eller hvad vel bedre var, en forhøjning af træ for oboisterne, ville gøre hele sagen klar. Ved det sidste ville også vindes med hensyn til selve musikken som da uhindret kunne udbrede sig til alle sider, i stedet for at den nu til dels går tabt for mængden. Ligesom da også musikkorpset kunne ses, hvilket ønskes af mange.

Kunde ved samme lejlighed de nodestole som benyttes af de musicerende, blive malet, så at de ikke kontrasterede så stygt med det skønt malede rækværk i hvis nærhed de står, ville det se bedre ud, og måske også være økonomisk rigtigt.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 483-485)

En Uskik, som begaaes af Hovedstadens Confirmanter.

I adskillige år har anmelderen været vidne til en uskik som begås af konfirmanderne af begge køn her i staden dagen efter og undertiden samme dag at de har været til konfirmation. Den består i at de forsamler sig i snesevis i konditorboden i Rosenborg Have (måske også i andre sådanne boder) hvor de gør sig til gode ikke alene med chokolade, kager osv, men også med snaps, punch osv. Og efter forlydende undertiden endog beruser sig der, hvilket anmelderen dog ikke har været vidne til. Anmelderen har endog hørt det fortælle at adskillige af disse unge mennesker samme dag som de har været til konfirmation, har besøgt danseboder på Vesterbro. 

Dog, man skal ikke tro alt hvad man hører. At det anførte i øvrigt er en dadelværdig uskik kan vel ikke nægtes, og anmelderen har troet at det i anledning af konfirmationen i denne måned ikke var af vejen at gøre de unges forældre og værger opmærksom herpå, og at opfordre dem til  at indskærpe deres børn og formyndere, at det ikke kan tillades dem at besøge sådanne steder før de selv ved arbejde har erhvervet sig noget af det mammon hvorfor man kan tiltuske sig nogle af konditorernes mange slags herligheder.

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 228-229)

"De forsamler sig i snesevis i konditorboden i Rosenborg Have hvor de gør sig til gode ikke alene med chokolade, kager osv, men også med snaps, punch osv. Og efter forlydende undertiden endog beruser sig der." (Henrich Christian From: Rosenborg Slot set fra haven, 1838. Statens Museum for Kunst.)

Et Par Ord i Anledning af Æqvilibristen Roats uheldige Descension og sørgelige Endeligt.

(Practica est multiplex)

I hvor forskellige menneskenes meninger og domme end måtte være om ækvilibristiske kunstfærdigheders værd eller uværd, så bliver det dog en uomgængelig sandhed at de er af aldeles ingen positiv eller reel nytte, men tjener alene til et ængsteligt smukt morskab for den lystne mængde. Men et andet spørgsmål er det hvorvidt sǻdanne halsbrækkende eller livsfarlige kunsters udøvelse burde finde sted. Når staten sætter mindreårige, sindsvage eller mennesker hvis opførsel og handlemåde røber at de frivilligt udsætter sig for livsfare eller for at skade sig selv og bliver andre eller staten til byrde, som rimeligt og retfærdigt er, under kuratel, så synes heller ikke, ifølge denne regel, en sådan livsfarlig kunstforestilling at burde finde sted, naturligvis for de mulige følgers skyld.

En sådan kunstner må være så tryg, sikker og vis i sin kunst som han vil, så er og må han dog hver gang han betræder linen, være aldeles vis om at denne tur vil blive hans sidste, så længe han ikke er forsynet med et hensigtsvarende apparat - det være en faldskærm, biliner, eller en anden mekanisk indretning - der i uheldstilfælde kunne sikre hans liv, og at et menneske for pengevinding udsætter sig for den højeste sandsynlighed af livsfare, synes ifølge moralens grundsætninger, næppe tilladeligt. Hvor let kan, ja må det ikke engang indtræffe ved en sådan fortsat kunstudøvelse at kunstneren, uforudset og uventet, ja uden i forvejen at have mærket noget legemligt ildebefindende, kan på linen blive angrebet af svimmelhed, af krampetræk i arme eller ben eller af et andet farligt tilfælde, der øjeblikkelig forrykker hans balance og han således uden redning fortabt må styrte til jorden? Altså burde efter indsenderen individuelle mening - i hvor tillokkende end sådanne vovestykker er, ved i nogle få timer at kunne fortjene så meget som en anden højst nyttig kunstner kummerligt må trælle for dagligt i flere år - ingen forestillinger af denne slags finder sted, ifald tilladelse for eftertiden må søges af andre ækvilibrister ligeledes af vinding måtte fristes til at vove livet. For at vore andre, på en behageligere og sikrere måde morende ækvilibrister kan udføre denne kunst, herom er ingen tvivl. Det er nok så bekendt at det uheldige tilfælde med kunstneren Roat ikke hidrørtet fra nogen kunstfejl, men en stor forseelse bliver det altid så uforsigtigt at gøre brug af en line der efter sigende fem gange i forvejen havde været benyttet og altså ved den stærke stramning og friktion havde tabt betydeligt i kraft og hold, en omstændighed han nøje som kunstner måtte have beregnet og lagt mærke til, og som tillige siden ved hans fald, gav anledning til så mange for vedkommende ubehagelige rygter. Vist nok må det være publikum behageligt at erfare den deltagelse og redebonhed til understøttelse den eneste kunstbroder yder til den anden, da ikke alene sommerteatrets, men selv vaudevilleteatrets kunstpersonale giver forestillinger til fordel for Roats efterlevende. For dette turde for eftertiden måske give håb om at det samme kan finde sted ved andre berømte indelandske og for staten nyttige kunstneres død, hvis efterladte desværre! ofte nok befinder sig i en endnu langt ulykkeligere og beklageligere forfatning end disse, da Roats 2 forestillinger sandsynligvis dog vel har indbragt en sum af omtrent 14 til 1500 rigsbankdaler, hvorimod mange duelige kunstnere i Danmark ved sin død næppe efterlader sig det fornødne til sin begravelse. Det synes altså i det hele at man har ydet den aføde kunstner Roat såvel ved ligtaler, ubudne følgegæster - der nu for tiden så meget er mode for som det synes, skingrundigt at kunne illudere lovene - avispoesi og lovtaler, al mulig ære og agtelse lige med en af statens fortjente mænd, et almindeligt bevis nok på den forfinede kultur og kunstsans i Danmark! - Beklageligt og sørgeligt bliver det imidlertid at et menneske for ved et ængsteligt morende skuespil at forlyste det morskabslystne publikum, skal tilsætte livet i sin bedste alder.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 417-421).

Bemærkninger ved Herr' Roats sidste Forestilling.

Som bekendt gav kunstneren Roat med allerhøjeste tilladelse tirsdag den 12. dennes på eksercerpladsen ved Rosenborg Slot sin anden og sidste forestilling. Det er ligeledes almindelig kendt at et ulykkeligt tilfælde, det nemlig at linen ved den stærke spænding efter at være skamfilet, brast itu og gjorde for stedse ende på hans beundringsværdige færdighed i at gennemvandre luften.

Anmelderen der har overværet begge forestillinger, må være tilladt her at fremsætte nogle bemærkninger han har haft lejlighed til at gøre, og som netop turde findes på rette sted her i bladet.

Med sand glæde erfarede man her som ved andre lignende lejligheder at de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side, i enhver henseende var lige så tilfredsstillende som hensigtssvrende, idet der nemlig ved voldens og havens spærring var sørget for så vidt muligt at holde alle snyltegæster borte fra skuespillet, ja man kan ved denne lejlighed ikke lade ubemærket at garnisonsadjudanten hr. kaptajn von Cathala efter at være blevet opmærksom på at adskillige velklædte, men næsvise personer havde skaffet sig adgang til den del af volden hvorfra eksercerpladsen bedst beskues, uopholdeligt gav ordre til disses bortvisning, hvilen ordre da også straks blev udført.

Det ville have været anmelderen kært hvis han havde kunnet omtale enhver anden på en ligeså fordelagtig måde, men dette er derimod ikke tilfældet.

En beundringsværdig mangel på delikatesse sporede man ved at vende sit blik mod Gothersgade. Mangfoldige husejere havde der vist en meget besynderlig beredvillighed, den de næppe alle havde villet yde deres naboer, hvis disse havde anholdt om lignende begunstigelse fora t iværksætte en højst nødvendig reparation på deres tilstødende ejendomme. Tager var nemlig på mange steder indtil en mands højde, taget af for på denne måde at tilluske sig beskuelsen af denne lige så rædsomme som interessante luftvandring. Dette var også tilfældet i alle de tilstødende gader, ja selv fra flere skorstene og voldmøllernes aksler indtil Rundetårn der til andre tider siges at være utilgængelig, var mangfoldige personer uden betaling vidner til den kunstvandring der egentlig uden kunstnerens egen skyld, tog en så sørgelig ende.

Det vil vist være overflødigt at bemærke at man her ikke har taget mindste hensyn til de 100 personer anmelderen med flere kunne tælle i den have der benyttes af kommandanten oberst von Friis på Rosenborg Slot, da man tør holde sig forvisset om at en mand som hr. obersten der ifølge hans stilling som kommandant, måtte være vidende om de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side for at fjerne enhver uvedkommende, på den dag ikke ville have tilstedt nogen adgangen til haven uden i forvejen at have erstattet kunstneren den sum de i haven opholdende personer havde måttet rykke ud med, hvis de skulle have betragtet skuespillet fra selve eksercerpladsen.

Hvad der imidlertid påfaldt anmelderen ved denne lejlighed var at man så enkelte placerede i toppene af den her omhandlede haves frugttræer, hvilket foranledigede et lystigt hovede der rimeligt havde stået i den vrange opfattelse at disse personer var ikke betalende tilskuere til at udlade sig om at hr. Roat vist ikke ville ønske at alle træer bar sådanne frugter.

Anmelderen slutter disse bemærkninger i det han henleder vedkommende opmærksomhed på at vores afdøde kunstner foretog sin luftvandring ifølge hans majestæt kongens allerhøjeste tilladelse at alle tilstødende offentlige promenader var spærret, og at man følgeligt ikke behøver at være stærk i slutningskunsten for at være overbevist om at et forhold som det her påankede umuligt kan have været overensstemmende med vores allernådigste konges vilje, der dog nok bør være en lov for enhver retsindet og brav dansk undersåt.

(Politivennen nr. 598. Løverdagen den 16de Juni 1827, s. 377-381).

En slem Uskik.

Man har i nogen tid bemærket den uskik i Kronprinsessegade at tjenestekarle har ophængt gulvtæpper på jerngitteret om Kongens Have, for der at banke dem. Hvor usømmeligt sådant er og hvilken ulempe det medfører, behøves vel næppe tydeligt at anføres. Ved at fremsætte anken herover, nærer man det håb at gadens beboere der næsten alle anses for galante folk, ville pålægge deres tjenestefolk at foretage sådan rensning i deres gårde eller på et andet mere passende sted. -

Samme uskik fandt også sted onsdag den 30. maj ved det lave rækværk der omgiver hovedindgangen til Frue Kirke på Nørregade.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 351-352).

Bøn til den reformerte Kirkes Værger.

Da udsigten til volden er betaget en stor del af Gothersgades beboere på grund af 2 store træer der står ved indkørselsporten til den reformerte kirke fordi disses grene hænger så langt ud over og ned mod gaden at de endog ulejliger dem der passerer samme til hest og til vogns, så tør man forvente at disse træer vil blive kappet, ligesom de træer i Kongens Have der vender ud mod Gothersgade, for hvilken foranstaltnings iværksættelse de herrer værger ville høste megen tak af en stor del af sidstnævnte gades beboere.

(Politivennen nr. 590. Løverdagen den 21de April 1827, s. 246).

Redacteurens Anmærkning.

Der skulle gå lang tid med gentagne opfordringer, og først i Politivennen nr. 908, 25. maj 1833, side 373 bekendtgjordes at træerne nu var blevet beskåret. Men gitterværket trængte stadig til opmaling.

To Ønsker.

1.

Ved at bese museet på Rundetårn har man fundet at det ville være meget hensigtsmæssigt om forevisningen fandt sted med held således at der til hvert parti skænkedes 3/4 time. For dersom hvert parti der indfinder sig særskilt, skal beskue de mange herlige sager, er tiden dertil alt for knap, og ulejligheden for hr. kancelliråden bliver visseligt for stor. Kl. 11 måtte da begyndes med de tilstedeværende, og de der kom senere, måtte vente indtil 11.45 og så fremdeles. Det var ønskeligt om en sådan forandring måtte finde sted.

2.

Ved for nogle dage siden at spadsere i Kongens Have, blev anmelderen opmærksom på det plankeværk der adskiller samme fra eksercerpladsen. Hvad der især undrede ham var at nævnte plankeværk der i tidsløbet af sidste år er opført af nye, sammenpløjede brædder, nu findes i så dårlig tilstand at man på flere steder kan se igennem de åbninger der er fremkommet derved at sammenpløjningen gaber indtil hele tommers bredde, ligesom det hele aldeles ikke vidner om at være forfærdiget af en mand der fører navn af mester med rette. Da dette imidlertid vist nok må være tilfældet, så ønskede man sig særdeles herne underrettet om hvilken tømmermester der således offentligt har blottet sig selv.

(Politivennen nr. 538. Løverdagen den 22de April 1826, s. 267-268)

Redacteurens Anmærkning.

I flere notitser i Politivennen nr. 539, 29. april 1826, s. 285-286 oplystes at plankeværket ikke var lavet af nogen fra tømrerlauget, men af slaver under ingeniørkorpsets opsyn.

Noget om Taxter og Beværtningen i Rosenborg Slotshave.

Uagtet anmelderen ikke er nogen elsker af indskrænkninger der ved takster pålægges vedkommende, kan han dog ikke andet end billige at sådanne finder sted for livets uundværligste fornødenheder, og til dels også med hensyn til dem der har beværtning på sådanne steder hvor man intet valg har, men må betale hvor ublu fordringen end er. Således fandt man det passende at restauratørerne ombord på vore dampskibe havde en af øvrigheden autoriseret takst der kunne sætte grænser for en urimelig behandling da man her ikke kan vælge mellem deres og enhver anden restauration.

Hvad der gælder om disse, gælder til dels også om konditoren i Kongens Have der så at sige har en udelukkende ret til at beværte det publikum der besøger haven, med dårlige varer til mageløst ublu priser. Anmelderen måtte således betale 24 rigsbankskilling for et glas såkaldt arakspunch der var af en så dårlig kvalitet at han selv selskab måtte gå bort uden at nyde den. Lignende klage har han dels læst på prent, dels hørt af enhver der i haven har villet nyde denne drikkevare. Han tillader sig derfor at anmode hr. Firmenich om hvis han fremdeles agter at opvarte publikum til så ublu priser ved bestillingen at underrette vedkommende om hvad varerne koster da han derved på det tydeligste kan sætte sin uegennytte og agtelse for almenheden i det skønneste lys.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9971-9973)