Lyststeder sælges. (Efterskrift til Politivennen)

Under Krigen havde en Deel Folk faaet saa mange Penge, at de ikke vidste, hvorledes de skulle anvende dem, og en Følge heraf var, at de anskaffede sig Lyststeder. Men ligesom Tidsomstændighederne lære dem, at bruge deres Penge "ei blot til Lyst", saa skille de sig ved deres Lyststeder Nu have næsten alle saa ganske tabt al Lyst til Lyststeder, at der næsten hver Ugedag er en eller anden sjællands Villa til Auction. I Adresseavisen anmældes ikke færre end 7

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 1. maj 1815.

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe, d. 26de August. I denne Tid har nogle Landstrygere og Dagdrivere opholdt sig i Falster. Omtrent 20 Personagere af disse for den offentlige Sikkerhed saa farlige Individuer ere imidlertid indtil videre anviste frit Qvardeer; dog befindes iblandt dem endeel Børn, som have gjort Følgeskab med deres Forældre, for, ventelig liig fordum Zigeunernes Børn, at kunde blive tidligen indviede i den Hemmelighed at rapse og stjæle efter et ordentlig Tyvesystems Regler, grundede paa følgende iblandt ovenmeldte udlærte Tyve gjendende Princip: "Raps og stjæl saaledes, at Du paa ingen Maade og under ingen Omstændigheder kan blive røbet, da Du ellers i Mangel af den fornødne Conduite og Behændighed kan vente Dig et tilstrækkeligt Liv fuldt af Prygl."
(Mariboe Avis)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 70
Tirsdagen den 30 August 1814
Spalte 1114

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. F. Thura, Sognepræst for Giern og Skanderup Menigheder i Jylland, har i et Tillægsnummer til Aarhusavisen af 2. April ladet indrykke en vidtløftig Bekjendtgørelse, hvoraf erfares, at Troen til Bønnens overordentlige Kraft i Skanderup Kirke fremfor nogen anden Kirke er saa ubeskrivelig stor, at i denne Tid adskillige langveisfra have indfundet sig hos Hr. Thura for ved Bøn i hans Annex-Kirke, at skaffe deres Syge den tabte Sundhed tilbage, uagtet Præsten forsikrer, at i hans Sogn gives Syge nok, og deriblandt hans egen nerve-og og gigtsyge Kone, som ikke kunne hjelpes. Han anseer det derfor for Pligt, at gjøre Vedkommende opmærksomme herpaa, for at forekomme, at ikke al Veerdens Syge skulle strømme did, i den Tanke, at de ene der kunne helbredes eller at nogen skulde troe, at det var kirkeeierens eller Præstens Hensigt, at vedligeholde denne Overtroe som et Slags Indtægtskilde. - Ved at læse denne Bekjendtgørelse kan man ikke andet end sukke over Culturens Tilstand blandt Landalmuen, og harmes over hver den, der endnu søger at lægge Hindringer i Veien for Oplysningens Udbredelse blandt menig Mand. Vist er hidtil meget gjort og vil i Fremtiden endnu kunne gjøres, naar alle vore Folkelærer og Sjælesørgere ville følge den værdige Biskop Plums og saa mange andre ædle Almuesvenners roesværdige Fodspor, men saa længe som saa mange Præster mere sørge for deres græssende Hjorder end deres tænkende Hjorder, saalænge de vaage mere over deres Berberisser end over de aandelige Poder, Gud har betroet deres sjelesørgende Haand, kort, saa længe saa mange rige og Formuende tror, at Menneskets Bestemmelse ikke er andet end at spise, drikke, gotte sig og sove, ligesaa længe vil det kun see heel betænkelig ud med Oplysningen blandt de lavere Menneskeclasser i vort Fædreneland, og enkeltes kraftige Bestræbelser kun bære maadelige Frugter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 56
Tirsdagen den 12 Julii 1814
Spalte 887-888

Breve fra en Ven paa Landet til Udgiveren af nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Udgiver!

Gjerne Læse vi paa Landet Deres Breve, og ligesaa gjerne høre vi om de kjere Kjøbenhavnere og om hvorledes det gaar til i Hovedstaden. Dersom giver De os mangen kjer Efterretningen, og derfor være De Takke. Men De bør dog ogsaa vide noget om os, som boe paa Landet; Der have ingen Comoedier, ingen Hoftheatre, store Maskerader eller deslige. Ligesom hos Dem er her ogsaa for Tiden meget dyrt. Jern og Kul, Kalk og Tømmer ere næsten ikke at faae, og vi maa smøre vore Vogne med bedærvet Smør og Fedt; men Colonialvarerne ere dog de dyreste for os Landboere, der ikke ere egentlige Bønder. Maaske kan det derfor være Dem og de gode Kjøbenhavnere ret interessant at vide, hvorledes vi berede os paa, deels at undvære disse, dels at forskaffe os hensigtsmæssige Surrogater, der kunne gjøre Priserne taaleligere. Jeg vil meddele Dem nogle Efterretninger derom, med det Ønske, at andre, som vide bedre Beskeed derom end jeg, ville supplere de Vink, jeg giver, og atter andre prøve og vælge det Bedste. 

(Dernæst følger opskrifter mm. på kartoffelstielse, rosinsurrogat, pæresirup, sæbe, mm.)

Da Klædevarerne nu ogsaa stige i urimelige Priser, saa har man Øiet langt mere henvendt paa Hørrens og Hampens Dyrkning. Mange have det Forsæt at faae Hør i Aar, der aldrig før dyrkede denne Plante.

Ogsaa Bieavelen tildrager sig mere Opmærksomhed og vil vist nu komme i Flor til Gavn for Vox og Honning.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 814-817

Hovedstadens og Landlivets Glæder. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 51

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 8 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

Man har, saavel paa Vers som i Prosa, søgt at skildre os Landlivet med de meest henrivende Farver, og enhver af Hovedstadens Indbyggere, hvis Kald og Forretninger tvinge ham til at tilbringe sin Tid indenfor dens Mure, kunde lettelig ansee det for en meget haard skjebne, at han ganske er udelukket fra det Eden, som Naturen har bestemt for sine ufordærvede Børn. Sandelig, naar man læser vore Skribenters Naturskildringer, kunde man falde i Fortvivlelse over, at være Indbygger af det qvalme, lastefulde og letsindige Kjøbenhavn. - Det være langtfra, at jeg vil tage den i Hovedstaden saa mærkelig stegne Yppighed, den daglig overhaand tagende Glimresyge, og alle de skrækkelige Følger, de have i Ledtog med sig, i Forsvar; endnu mindre er det min Hensigt, at opvække Fordomme mod naturens stille og rene Glæder paa landet; men da det største Antal af Kjøbenhavns Indbyggere nu eengang er bestemt til at leve indenfor dens Mure, da deres Sysler aldeles ikke tillade dem, at forandre denne Levemaade, saa forekommer det mig virkelig ubilligt, at man af utidig Higen efter at sige noget Nyt, skildrer os vor Forfatning som een af de ulyksaligste der kan tænkes. Endnu ganske nylig læste jeg en Skildring af vor Hovedstad og dens Forlystelser, der er malet med saa mørke Farver, at enhver, dersom den var grundet, jo før jo heller burde forlade denne Jammerdal, og opslaae sin Bolig var det end i den usleste Hytte paa Landet.
Tusinde og atter Tusinde Gange har man beskrevet os Lyksaligheden i at see Solen gaae op og ned, i at indaande Blomsternes Duft, i at høre Bækkene rasle og Fuglene istemme deres store Koncert i at omgaaes lykkelige, sunde og ufordærvede Landboer, men alle disse herligheder uagtede er Hovedstaden dog bestandig lige stærkt befolket, alle stimle til for at optages i dens lumre Skjød. Mon der gives et stærkere Bevis paa at Tingene virkelig ikke ere saa slemme, som man skildrer os dem?

Sandt er det, vi Kjøbenhavnere nyde ikke den rene Landluft; men er den Luft, vi indaande her, da virkelig saa qvalm, saa skadelig for Helbreden, som Landlivets blinde Beundrere ville overtale os til at troe? Ere de skjønne brede Gader, som vi efter den sidste store Brand have faaet, ikke saa luftige som man kan ønske sig dem? Har nogen med Kjendsgjerninger bevist, at Menneskene virkelig ere sundere paa Landet end i vor Hovedstad? Man har declameret nok i den Henseende, men ingen har fremsat et eneste antageligt Bevis. Man finder derimod i Kjøbenhavn utallige sunde og gamle Folk. Jeg kjender selv baade Mænd og Qvinder, der have henlevet hele 80 Aar i denne Stad, uden at de endog en eneste Gang i deres Liv have været syg. At Dødeligheden er større i Residencer end paa Landet er vel mueligt, men Aarsagen dertil bør nok neppe søges i Luftens Beskaffenhed. Hvad nytter det desuden Landmanden, at han udenfor sit Huus nyder den friske Luft, naar han indenfor plages af Fugtighed og indaander de skadeligste Dunster i sine indknebne Celler? Det falder af sig selv, at jeg her taler om Landmænd i Almindelighed, ikke om dem, der beboeprægtige Gaarde og Lyststeder. Desuden er Vanen her, som i alle andre Tilfælde, den anden Natur, og ingen Læge kan negte mig, at man kan være lige saa sund og leve lige saa længe i Kjøbenhavn som paa Landet. endog i vore Hospitaler og Fængsler findes der Folk paa 80 til 100 Aar *). Vil man endelig nyde en friskere Luft end den sædvanlige, saa behøver man jo ikke at gaae mange hundrede Skridt. Bekrandses ikke Hovedstaden af den skjønneste Promenade der kan tænkes? Hvor kan Luften vel være renere end paa Volden? Hvor kan udsigten være mere fortryllende? Paa den ene Side Havet, bedækket af talløse Skibe, Flaaden, der kneiser som en Række af Cedertræer, og paa den anden de tusinde forskjellige Gjenstande, der, lige fra det stolte Frederiksberg Slot, der indhylles af Skov, indtil det beskedne Amager, der synes at ligge skjult i Havets Skjød, henrykke Øiet. Vi ere vante til dette Syn til at kunne føle det i sin hele Fylde. Den, som paa Høien ved Toldboden endnu ikke har seet Solen staae op af Havet eller Maanen speile sig i det klare Overflade, han burde aldrig tale om vor Hovedstad. Der gives ikke en Plet i hele Danemark, hvor dette stolte Syn er stoltere end paa dette Sted. Det er altsaa vor egen Skyld, at vi reise ud paa Landet, for at være Vidne til det, som tilbyder sig os i vor egen Stad.

Vi man spadsere i en Hauge, gives der da nogensteeds paa Landet en efter sin Størrelse smukkere end Rosenborghauge? Kan den, som ikke er nogen erklæret Menneskehader, vel ønske sig et behageligere Selskab, end de mange hundrede Mennesker af alle muelige Stænder, som man hver Aften, naar Veiret er behageligt, finder samlede her? Er man kjed af sine Forretninger eller ønsker Adspredelse, saa behøver man jo næsten kun at gaae ud paa Gaden. Tusinde forskjellige Mennesker adsprede her Sindet. Hver i sin Stand træffer her bestandig nye Venner, som han kan tale med. Maa ikke Afvexlingen,- det fornemste Kryderie i alle menneskelige Glæder, - have her den herligste Virkning paa Sjelen? Maa ikke Tumlen af de mange Slags Forretninger, som sysselsætte Menneskene paa Torvene og i Boderne, paa Børsen og paa Toldboden, glæde enhver, der har Følelse for Menneskeheld, der hans Sands for denne utrættelige Virksomhed i denne store Biekube? Gives der et interessantere Optrin, end at staae paa Toldboden, og see Foreningspuncten af de to vigtigste Have i Europa, hvor Skibe fra Østen og Nordens fjerneste Grændser saa venlig møde og hilse hinanden? Man nævne mig et eneste Sted paa Landet, hvor man kan nyde et saadant Syn, og jeg vil tage mine Ord tilbage.

Ogsaa af Lerkernes Sang, Blomsternes Duft, Træernes Skygge, Bækkenes Raslen, Lammenes Brægen, kan man omsider blive mæt, og det er Overdrivelse naar man paastaaer, at Naturens Glæder blive evig nye, thi intet under Solen kan blive evig nyt for Mennesket, og Lykken selv taber netop sit Værd i vore Øine, fordi den bliver gammel. De Mennesker, som man paa Landet lever iblandt, kunne være ret gode, tildeels, maaske fordi de have færre Leiligheder end Residencebeboeren til at være slette, men deres Uslebenhed, deres Overtro, deres Følelsesløshed for alt hvad der er ædelt og skjønt i Naturen gjør deres Selskab just ikke altid behageligt. Derfor kunne de fleste Bønder næsten kun betragtes som vegeterende Mennesker, der leve i, men ikke for Naturen; derfor dræbe de fleste paa Landet, som ikke høre til Bondestanden, deres Tid veed Bordet og med Spil, og Naturens Tempel er evig lukket for dem. Conversation er altsaa, med nogen Indskrænkning, et Ord uden Betydning paa Landet. Ganske anderledes er det i Hovedstaden; her træffer man Mennesker fra alle Kanter, som man kan underholde sig med, Mennesker som glæde sig ved at meddele andre deres Tanker og Følelser; her træffer man Bogsamlinger, saavel private som offentlige, hvor Resultaterne af al menneskelig Pønsen og Grandskning gjemmes; her finder man Høiskoler , hvor Videnskaber og Konster dyrkes; her finder man Lærde, som meddele hverandre deres indsamlede Kundskaber, kort, her finder det tænkende Menneske næsten Alt, hvad man savner paa Landet.

Selv Klubberne og andre selskabelige Sammenkomster, som vore Moralister saa idelig dadle, hvad bidrage de tildeels ikke, og hvad kunde de ikke bidrage til den menneskelige Lyksalighed, dersom de, som næsten alle menneskelige Ting, ikke bleve misbrugte? Kan der tænkes en større Behagelighed end en fortrolig Kreds af nogle hundrede Mennesker, hvis fælles Formaal er at fornøie hverandre, deels ved venskabelige Samtaler, deeels ved uskyldige Forlystelser? Saalænge vi leve i Samfund trænge vi til gjensidige Raad og Underestøttelser. Paa hvilken beqvemmere Maade kan man i hver Stilling i Livet, forøge sin Menneskekundskab, sine Venners og Bekjendteres Antal, end paa et saadant Sted?

Man beraaber sig paa, at de Fornøielser, man nyder i Klubber ere unaturlige; at Fuglenes Sang ere behageligere for Øret end fremkonstlede, uden ad lærde Toner; men man sige hvad man vil, saa hører jeg, og uden tvivl de fleste af mine Læsere, dog heller et Stykke af vor Kuntzen eller Schall, fremtryllet af vor Mad. Frydendal, end den naturligste Lerkes naturligste Sang. Ogsaa den kan til sin Tid være behagelig, men det vilde være en Beskyldning mod Naturen, dersom man vilde paastaae, at den havde givet os den guddommeligste Sands ganske til Unytte, eller med andre Ord, blot for at høre Lærker synge og Spurver qviddre.

Selv vore Baller og Masquerader kunne være nyttige og behagelige, dersom de ikke bleve misbrugte **). Dans er een af Menneskets Fornøielser, det første Udtryk af Naturmenneskets Glæde. Alt hvad der siges om dens Skadelighed er overdreven; thi kun Misbrugen deraf kan blive skadelig. Selv vore masquerader ere kun for saavidt skadelige, som de lede til Yppighed og besøges alt for meget af Folk, som hverken i oeconomisk eller physisk Forstand have Ævne dertil; men iøvrigt kan jeg ikke indsee, hvad der kan have bevæget Mænd, som kun jende saadanne Forlystelser af Navn, til, uden Indskrænkelse, at nedtordne deres Banstraale paa dem, til at skildre dem som et Tilflugtssted for alle muelige Laster, som en Grav for den fremspirende Slægts Moralitet. Forfatteren af disse Linier smigrer sig med, nogenlunde at kjende Kjøbenhavn men han kan forsikkre, at baade det ene og andet er overdrevet. Masquerader kunne stundom blive misbrugte; men hvad kan ikke blive misbrugt i Menneskenes Hænder? Religionens helligste Love, Bibelen selv har jo ikke undgaaet denne Skjebne?

(Fortsættes)

*)  I det almindelige Hospital lever der i dette Øieblik en Kone, som er 102 Aar gammel. Endnu i hendes hundrede Aaer dreiede hun den saakaldte store Rok; I Forbedringshuset sidder der en Kone, som har levet der i 60 Aar, og i Raspehuset døde for nogle Aar siden en Morder, der baade Vinter og Sommer havde siddet 32 Aar i et Fængsel, hvis aabne Gittervinduer af Jern umuelig kunde afholde Regn, Slud og Snee fra at trænge ind til ham. 

**) Det er ogsaa kun mod Misbrugene deraf, at Forf. bestandig har ivret i dette Blad.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 52

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 12 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

(Sluttet)

Saa rig og reen en kilde til Glæder gives der i vor Hovedstad, og det kommer ene an paa os selv, om vi ville plukke de Roser, som blomstre trindt omkring os, eller vandre dem ligegyldig forbi, i den taabelige Tanke, at deres Duft er givtig, eller at de findes skjønnere uden for vor Hjemstavn. Hvilken uudtømmelig Kilde til Fornøielse og Sjeleforædling er ikke Skuespillet? Endog med alle sine Skrøbeligheder aabner det Veien til en ligesaa lærerig som uskyldig Forlystelse. Endnu besidde vi en Schwarz, Rossing, Knutzen, Frydendal, Saabye, Clausen, Lindgreen, Forsom og flere, som alle formaae at fængsle os til den Danske Skueplads. Vi skjønne maaskee ikke tilfulde deres Værd, blot fordi vi ere alt for vante til at see dem; vi sukke over det, vi have tabt, uden at huske paa hvad vi besidde. - Vore Concerter høre, hvormeget man end maatte have at udsætte paa dem, til de fortræffeligste i Europa; det er notoriskt, at kun faa Residencer tælle flere heldige Musikelskere end Kjøbenhavn; vi eie de første Virtuoser i Tonekonsten; vort Orchester er, som bekjendt, et af de berømteste, og det er sværmeriske Enthusiaster, der kunne paastaae, at en vild Fuglesverms Qviddren kan opvække blidere og ædlere Følelser hos det dannede Menneske, end den Musik, der opføres af saadanne Konstnere, som vor Hovestad for nærværende Tid kan opvise.

Religionens Ven har ingensteds en videre Mark for sig end her. I vore Kirker kan han hver Søndag høre de meest veltalende Folkelærere, og han behøver ikke som paa Landet, at indskrænke sig til at høre en eneste Landsbyprædikant.

Saa mange Leiligheder gives her til at forædle Sjelen; ikke færre gives der til at befordre sit physiske Velbefindende. - Den, som efter fuldendt Dagværk vil nyde Landlivets Behageligheder, behøver ikke at gaae meget langt for at naae sit Ønske. Kun nogle Skridt udenfor Vesterport, og en ny Verden åbner sig for Øiet. Begge Siderne af Peblingesøen yde allerede det meest fortryllende Syn, der kan tænkes, og atter her er det Vanen, der gjør os ligegyldige for dets Skjønheder. Alleen lige til Frederiksberg Slot viser os Konsten i sin hele Skjønhed, og Gammelkongeveien tryller os med eet ind i det meest landlige Optrin; vi troe at være adskillige Mile borte fra Hovedstaden, uagtet vi næsten befinder os lige udenfor dens Mure. Komme vi til Frederiksbergby, saa finde vi Alt, hvad man kan træffe i den meest arcadiske Landsby; træde vi ind i Haugen, saa see vi Konst og Natur søsterlig forenede med Kongelig Pragt. Snart støder man paa græssende Lam, snart paa stolte Svaner, der speile sig i Vandet, snart paa et Norsk Huus, snart paa et Græsk Tempel, kort, tusinde forskjellige Gjenstande adsprede her Sindet og sysselsætte Phantasten paa den behageligste Maade. Hvilken skjønnere Udsigt kan man ønske sig, end den man nyder paa Bakkken? Med et Blik kan man overskue her en Strækning af ikke faa Mile. Øiet dvæler her afvexlende paa tusinde Gjenstande. Yndige Landsbyer, kornrige Agre, skovfulde Sletter smile os i Møde, saa langt som Horizonten rækker.

Vi man gaae ud af Østerport, hvilke herlige Naturscener møder man ikke atter her? Langs med Stranden finder man de nydeligste Lyststeder, hvis Besiddere synes at have anvendt Alt for at forøge deres Ynde. Det fortryllende Charlottenlund er neppe en Miil fra Hovedstaden; det bekrandses af Skov, og Udsigten herfra strækkerr sig lige til den Svenske Kyst. Med ubevæbnede Øine skuer man herfra et ganske andet Rige, der beboes af et Folk, som lyder ganske andre Love og lever after ganske andre Sæder. - Vil man gaae noget videre, hvilket Lyststed kan da være skjønnere end det, som Stølberg har besjunget - det paradisiske Sølyst? - Kort sagt, den som ikke er aldeles blind for Naturens Skjønheder, maa tilstaae, at Omegnen af Kjøbenhavn er een af de meest fortryllende der kan tænkes, og dette Vidnesbyrd have ogsaa de fleste upartiske reisende givet den.

Selv vor saa tidt lastede Dyrehauge er en meget behagelig Afvexling for residencebeboerne. Vel synes mange Mennesker, især af de simplere Stænder, imellemstunder at forøde der deres Sundhed og deres suurt fortjente Penge. Men hvilket offentligt Forlystelsessted af den Natur kan vel fritages for denne Bebreidelse? Hvor mange Mennesker forskærdse ikke deres timelige Lykke ved de saakaldte Sundhedsbrønde? Hvor mange tilsætte ikke der den sidste Levning af deres Sundhed tillige med deres Formue? Men fraregner man disse Misbrug, som vilde være til under andre Skikkelser, om end saadanne offentlige Sammenkomster paa saadanne Steder aldrig existerede, saa er Kristen Piils Kilde een af de behageligste Forlystelsessteder for Folk af alle Stænder. Midt i Naturens Skjød og i en fri Skov seer man her mange tusinde Mennesker samlede paa een Plet, og alle i det fælles Øiemed: at glæde sig. Strænge Moralister raabe nu rigtig nok: Dyrehaugen er en tumleplads for Gjøglere og uædle Forlystelser! Men ere vi da alle skabte til at være Philosopher? Eller er det Philosophens Kald, altid at philosophere? Kunne ikke Gjøglere, under tilbørlig Indskrænkning og under øvrighedens Aarvaagenhed, stundom være en ret behagelig Moro for de Stænder, som ikke ere vante til ædlere Forlystelser? Men Moralisterne ville nu engang for alle maale alle Mennesker med een og den samme Maalestok. Derfor ville de gjøre vore Drenge til ærbare Matroner, og vore Almuesfolk til grandskende Philosopher.

Det vilde blive for vidtløftigt at anføre flere exempler paa, at man i Kjøbenhavn kan med Forstand og Maadehold nyde ligesaa mange, om ikke flere Behageligheder, end paa Landet. Betænker man tillige, at vort Clima kun i meget kort Tid af Aaret er af den beskaffenhed, at man kan nyde Landlivets sande Behageligheder, og at der er en himmelhøi Forskjel imellem Sommeren i de nordlige og Sommeren i de sydlige Lande, saa vil Kjøbenhavneren saa meget mere finde sig fornøiet i sin Stilling, og ikke forsømme at nyde det virkelig Gode, han eier, ved at hige efter et blot Skyggebillede.

__________________________

Forfatteren afdisse Linier haaber, at ingen af hans Læsere vil mistyde hans Ord eller Hensigt. Det har aldrig været hans Mening, at bestride almindelig erkjendte Sandhederr, men han harblot villet gjøre sine Medkjøbenhavere, - man tillade ham dette Udtryk, - opmærksomme paa, at vi kunne lleve ret lykkelig paa den Plet, som Skjebnen har besteemt os, og at vi virkelig ere alt for ligegyldige ved de mange Behageligheder, vi kunne nyde i Hovedstaden og dens Omegn. At Forfatteren ikke er den første, der har talet i den tone, troer han at kunne bevise med følgendeOrd af vor uforglemmelige Tode: "Jeg har selv," siger han: "levet paa Landet, endog i Nærheden af et Kongeligt Hof (paa Fredensborg); men alle livløse Gjenstande, den hele Natur, havde for mig den keedsommeligste Eenshed, og hvad Fuglene, disse Skovens Sangere, angaaer, da hørte jeg, sandt at sige, altid eet og det samme. Dertil kommer, at de fleste Boliger paa Landet ikke ere tætte nok, men ofte, saa at sige, ganske durchlauchtige og usikkre i Blæst, Regn, Snee og Frost *), og allermeest i Tordenveir, lige som man ogsaa i et skident Veirlig er nødsaget til at holde sig inde, og ikke kan fornøie sig med den vante Spadseregang, hvortil man dog finder, endog om Vinteren, Leilighed nok i Stæderre. Desuden har man just ikke nogen behagelig Omgjængelse paa Landet; de fleste Folk der ere tilvisse ærlige og fromme, men saare eenfoldige og sprogfordærvende Bønder, ligesom man ogsaa der intet Nyt faaer at vide, i det mindste ikke førend det er gammelt, og det koster Tid og Umage nok, inden man ret erfarer, hvad der er sandt."

Saaledes talde en berømt Læge, Skribent og Digter. Et competentere Vidnesbyrd i den Henseende behøves der vel neppe.

*) Det er Skik og Brug at Lægerne, naar de ikke vide hvad de skulle gribe til, raade deres Syge at tage ud paa Landet uden at betænke, at vi i de senere Aar have havt sande Grønlandske Sommere hos os,og at man i Maji Maaned har maattet læggei Kakkelovnen. Hvad Under, at en stakkels Patient som oftest maa bøde med sit Liv for et saadant raad og et saadant Landliv? Men det bryder mangen en Læge sig intet om. Naar hans Patienter kun ligge paa Landet, saa er han fornøiet; om de ligge i aabne og fugtige Værelser, hvilket næsten overalt er Tilfældet, det er ham temmelig ligegyldigt.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 56

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 26 April, 1806

Fra en Mand paa Landet.

Min Herre!

Jeg lever i en Landsby otte Mile fra Kjøbenhavn, hvor jeg har tilbragt de skjønneste og bedste dage af mit Liv. Jeg har altid følt mig saa lykkelig og glad der, at jeg hidtil aldrig ønskede at kjende det nuværende glimrende Kjøbenhavn af andet end Beskrivelsen. Men for nogen tid siden læste jeg Deres Sammenligning imellem Hovedstadens og Landlivets Glæder, og denne bevægede mig til, efter 20 Aars Forløb, at forlade min eensomme Rede, og at tage ind til Hovedstaden, for der at finde ne Glæder. Men ak! hvor fandt jeg mig ikke skuffet i mit Haab! Hvor ivrig ønskede jeg ikke at komme tilbage til den Rede, hvorra Deres Sammenligning havde fordrevet mig! - Strax da jeg kom ind af Vesterport fandt jeg en ny Verden; andre Bygninger, andre Mennesker, end dem jeg var vant til at see i min Ungdom. Jeg gjorde mig store Tanker om de store Mænd der maatte boe i saa store Huse; Overpræsidenten og Stadshauptmanden boede i min Ungdom ikke i saadanne Byginger; deres Boliger var Hytter mod de Gaarde, der nu beboes af Øltappere. Hvor jeg henvendte mine Øine saae jeg simple Tjenestepiger, klædte i Fransk Silke og Engelsk Sirtz - og overalt fandt jeg en pragt og Glimmer, der, saavidt som jeg i det første Øieblik kunde slutte, enten maatte være en Følge af de uhyre rigdomme, som siden mine Drengeaar have overskyllet Kjøbenhavn, eller Virkningen af en Grændseløse Fordærvelse i Sæder og Tænkemaade. Rolig gamle Knøs! tænkte jeg ved mig selv, og døm ikke førend du har samlet de fornødne Præmisser til din Dom. - Min Broderesøn, der er en indfødt Kjøbenhavner, fulgte med mig, og var min Veileder i denne Labyrinth, hvor jeg uden hans Hjelp ufeilbarlig vilde have faret vild. Vi vare temmelig echaufferede af Reisen, og for at vederqvæge os, gik vi ind til en Tracteur. Himmel! hvad saae jeg ikke alt her! Jeg var færdig at briste af Latter. Her sadde Folk, som - uagtet Klokken allerede havde slaaet 12 - vare saa fastende, at de maatte drikke Chocolade. Naa da, tænkde jeg, skal I nu først til at spise Frokost saa gaaer I nok til Bords naar Klokken er 4 eller 5. Og saa kom der Drenge paa circa 1½ Alen, og spiste Bakkelser som om det kunde være Smørrebrød. Jeg var færdig at lee mig ihjel over disse Peblinger; de saae langt fra ikke ud som Drenge i min Ungdom. Deres Hage sagde at de vare Drenge, men deres Mine at de vare Mænd.

Vi gik nu ind i Rosenborg Hauge, for efter Deres Skildring, at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini!  hvad den seer ud! Den er i eet og alt et talende Sindbillede paa det nuværende Tydske rige. De ældgamle, stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildeels borte; den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøebnhavn kunne finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden. Selv Nattergalen har forladt denne forstyrrende Plads; istedet for dens Trylletoner, hørte jeg den skurrende Lyd af trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der kom fra Mennesker,

---Hvis blotte rygEi for at svales, søge SkyggeI en Allee gevorbne Venner,Som bleveBøddeler af Tvang,Og under spiilte Huders Klang,Dem viste Ild med smidig GreenPaa nys afklædte Ryggebeen.

Der var langtfra ingen behagelig Udsigt for mig. Det forekom mig som man stod her paa et Gallerie i Paradis og saae ned i Helvede. Jeg skyndte mig derfor bort, for ikke at høre eller see Virkningerne af en Straffemaade, som jeg fra min første Ungdom af aldrig har kunnet høre nævne uden at gyse derved. Jeg gik nu hen til Samsons Støtte. Men som det er gaaet hele Haugen, saaledes syne det ogsaa at være gaaet ham. Han ligner snarere en Martyr, der er bleven hudflettet, end den stærke Samsom. Tre Smaadrenge rede paa Løven. Dette stakkels Dyr har, uden at have begaaet mindste Brøde, mistet Tungen. Istedet for denne rækker et Stykke Jern frem, ret ssom det vilde sige: "Det er en Jernalder, som behandlede mig saaledes!" Jeg gik nu videre, for at see de tolv Romerske Keisere og det murede Lysthuus, som Christian den Store med egen Haand havde opført. Men her var hverken Romerske Keisere eller noget muret Lusthuus at see mere. Alting var ligesom pustet bort. - Alt dette bedrøvede mig inderlig, og fremlokkede Taarer af mine Øine. Men "Graad smeltede - som Digteren siger - hen i Smiil" da jeg traadte ud af Haugen og fandt her fjorten splinternye Boutiquer, som alle vare lukkede paa to nær, og opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet en Geberalbanquerot. Rosenborg Hauge havde langt fra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagrements - Ja, tænkde jeg nu: Residencen har maaskee, siden din Fraværelse, vundet i andre Henseender, hvad den har tabt i denne. For at overbevise mig derom forsømte jeg ikke at gjøre mig bekjendt med nogen af de Herligheder, som De i Deres Sammenligning har beskrevet. Jeg gik paa Comoedieen, hvor der just skulde opføres et Holbergsk Stykke. Jeg saae i Tankerne allerede en Gjelstrup og Mad. Gjelstrup,  en Kempp og saa mange andre af dem, der i den skjønneste tidspunkt af mit Liv havde glædet og henrykket mig saa ofte. Men, ak, hvor blev jeg ikke skuffet i min Forventing da dækket gik op! Naar man vil see, hvorledes Holberg ikke bør spilles, saa maa man bivaane en saadan Forestilling. Naar jeg undtager nogle enkelte gode Skuespillere, var det hele Ensemble saa maadeligt, som man kan tænke sig det. Af Skuespillerinder var der næsten ikke en eneste, som syntes at have mindste Sands for Holbergs Aand, og ikke engang Carricaturer kunde jeg finde her. Hvad mon Holberg vilde sige, dersom han stod op a Graven, og saae sine Stykker saaledes forhutlede?

Næste Dag gik jeg atter paa Comoedie, for at see et nyt Stykke, som kaldes Romeo og Juliette. Maaskee man bedre forstaaer, at give udenlandske Skuespil end Danske, tænkde jeg ved mig selv. Men ogsaa her blev jeg skuffet i min Forventning. Det var hverken Shakespear's eller weises romeog Julie; det var Cadavret af begge, som en Franskmand havde pillet Kjødet af, og forniseret Skelettet med Steibelts fortryllende Musik. Ligesom Holberg maatte vredes ved at see sine fine Skuespil gives nu til Dags, saaledes maatte Shakespear harmes ved at see en Franskmand mishandle hans Mesterværk, og forvandle et af de første Sørgespil, Verden eier, til et kjedsommeligt Syngestykke. Men saaledes gaaer det; Europa maa bukke under for de Franskes Smag ligesom for deres Vaaben. Det smertede mig ordentlig at see en Frydendal, som har Kald til at være Naturens og Shakespears Tolk, nødes til at være en smagløs Franskmands Declamateur, og til at ødsle sin Konst paa saadant et dramatisk Misfoster. Hans Talent forekom mig her som en frugtbar Morgendug, der falder paa en Mark fuld af Nelder. - Det Kjøbenhavske Theater har uden Tvivl, som De har anført, endnu adskillige ypperlige Skuespillere, især af den ældre Skole; men saalidet som enkelte gode Strænge ere nok til at frembringe harmoniske toner paa et Instrument, ligesaa lidet kunne nogle enkelte ypperlige Skuespillere hæve et Theater til den tilbørlige rang, naar det hele ensemble mangler de fornødne egenskaber. Det qvindelige Personale er aldeles ikke efter min Smag; naar jeg undtager enkelte Subjecter, saa ere de øvrige aldeles ikke skabte for Skuepladsen. I det mindste har jeg, de faa Gange jeg besøgte den, fundet, at de fleste af dem ikke have mindste Begreb om Declamation, og at Følelsesløshed udgjør et Hovedtræk i deres Spil. Mueligt er et, at jeg i den Henseende, som en uerfaren, og med Konsten ubekjendt, Landsbymand, feiler, men jeg skal være den første der tilstaaer min Feil, derssom nogen vil vise mig det Venskab, at overtyde mig derom. - Jeg slog atter en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagreements.

For at overbevise mig om den uudtømmelige Kilde til Lyksalighed, som findes i Klubberne, gik jeg ind i een af dem, som Reisende, men jeg fandt ikke en eneste af de Herligheder, som De har beskrevet os. Istedet for Conversation, mødte jeg tobaksrøg og Kortspil. I mit næste Brev skal jeg meddele Dem flere Efterretninger om mine Hændelser i Kjøbenhavn.

Deres etc.

Om Brændevinsbrænden paa Landet.

Da der ved kongelig resolution af 19. august d. å. er givet håb om at ejere af større gårde på landet under visse betingelser kan vente at få tilladelse til at brænde brændevin, og da denne sag har en almindelig interesse, vil det måske ikke være mange ukært at læse en afhandling om denne materie, selvom talen deri er om en friere eller mere almindelig tilladelse til at brænde. Den har været fremsat i dette blads nr. 466 og lyder således:

*   *   *  

For henved 440 (nu 50) år siden ønskede man ivrigt at brændevin måtte være en mindre almindelig drik såvel i stæderne som på landet. Man mente at dens umådelige nydelse svækkede folket, især de ringere klasser, og fortærede deres formue, ligesom også meget kort blev forbrugt, hvorved kornpriserne måtte stige. At standse denne driks nydelse ved aldeles at forbyde sammes fabrikation ville have haft sine vanskeligheder da gammel vane gjorde nydelsen nødvendig, og man altså ville til større skade for staten have søgt at forskaffe sig udenlandsk fra, hvad man selv kunne producere. 

En klog regering som ikke mener at kunne hæmme et onde, søger at drage det størst mulige gode deraf. En forordning om brændevinsbrænden udkom hvori det blev forbudt landmanden at brænde, og at det blot i stæderne blev tilladt at producere og sælge denne drik mod en bestemt afgift eller accise *)

Forandrede omstændigheder plejer som oftest at fremvirke et forandret resultat. Nu produceres langt mere korn i Danmark end for 30 til 40 år siden. Men da nogle nationer har et forspring i agerdyrkningen for os, og da de som før trængte til vores kornvarer, nu selv avler det meste de bruger, så mangler vi afsætning på vores overflødighed og priserne er flaue. Det er derfor naturligt at det ønske måtte opstå at bonden måtte gives lejlighed til ved selv at forædle sit produkt, at ophjælpe eller bøde på de dybt sunkne kornpriser. Nogle har troet at det ville opnås når det blev tilladt landmanden at brænde brændevin, og da en kongelig kommission er sammentrådt for at give sine betænkninger over denne sag, tror forfatteren heraf det ikke ugavnligt at fremsætte nogle før ytrede meninger, såvel for som imod tilladelsen til at brænde brændevin på landet.

De som er for tilladelsen, holder for

1) At når bonden selv brændte, havde han sit brændevin for lettere køb, end når han skal købe samme i staden.

2) Han kunne bruge bærmen til sine kreaturers føde og feden.

3) Mere korn ville blive forbrugt hvorved prisen ville stige.

4) En mindre mængde stenkul ville medgå da de fleste egne ikke mangler brænde eller tørv.

Modpartiet mener derimod:

1) At når det blev bonden tilladt at brænde, ville det have en højst skadelig indflydelse for standen i almindelighed, idet brændevinsdrikken ville blive endnu mere udbredt end den allerede er. Enhver der kender bonden, ved at han tager rundeligt til det han har i huset, og således ville han ikke nægte sine børn og tjenestefolk det han selv anser for et gode, hvorved disse tidligt ville vænnes til en drik, hvis misbrug kunne have højst ulykkelige følger for dem. Men skal bonden ud med penge, så trykker han sig ved enhver ikke nødvendig udgift. Selv om han selv drikker en snaps engang imellem, så nænner han dog ikke at give børn eller tyende noget med, fordi det koster ham penge. Ser man undertiden en og anden bonde der hjemme aldrig drikker brændevin, komme beruset fra købstaden, så skønner man let hvad lejligheden til at få brændevin bevirker. Landsbykroerne blev nedlagt fordi man fandt dem skadelige da bønderne der drak deres formue op og gjordes uskikkede til deres dont, men hvad ville ske når bonden selv tilberedte denne drik og havde den i overflødighed i sit hus?

Brændevinbrænding er desuden en kemisk operation som har modtaget og kan modtage megenøkonomisk forbedring. De som i købstæderne får tilladelse til at foretage dem, må i forvejen aflægge prøve på at de kender omgangsmåden dermed. Man ved også at destillationen i det store er mere fordelagtig og medtager ikke så meget brændsel og menneskearbejde som når den foretages i det mindre. Bonden med sin ukyndighed,med sit mindre og måske mådeligt konstruerede apparat, ville ikke bringe det ud af kornet som man under andre omstændigheder kunne få. Meget korn ville derved bortødsles og udbyttet dog blive en sveden drank, der efter rigtig beregning kom ham lige så dyrt som om han købte godt og drikkeligt brændevin i købstæderne hvor det sælges for 14 skilling potten.

2) Brændte bonden til sin egen fornødenhed, så ville det lille kvantum bærme han derved fik, ikke bidrage til at han fødede eller fedede et eneste kreatur mere. Nu derimod fødes og fedes mange kreaturer ved de brænderier som er i uafbrudt virksomhed. Ejerne af købstadsbrænderier har forsikret at de under nærværende konjunkturer, aldeles ingen anden fordel har af deres brændinger end bærmen. Men når de jævnligt kan brænde, er de i stand til at holde 20-25 kvægshøveder hvoraf en del giver mælk, og nogle fedes for at sælges til slagtere. Så snart et eller flere høveder er solgt, køber de igen magre i disses sted, og de føder således bestandigt det ovenfor nævnte antal. Regner man det antal af kreaturer som således fødes og fedes ved samtlige brænderier i alle købstæder, så vil man vist ikke finde det ubetydeligt, og næppe ville det blive så stort når det kvantum korn som nu forbrændes i købstæderne, blev forbrændt på landet i mindre portioner.

3) Det er indlysende at når bonden brændte sit brændevin selv, måtte købstadsbrænderne aftage og til sidst standse af mangel på afsætning, og om da en større mængde korn ville forbruges end nu, da et enkelt brænderi forbruger nogle tusinde tønder årligt, er vist nok et spørgsmål man har grund til at fremsætte. At imidlertid en stor del korn ville opsvides, og på grund af ukendskab med den rigtige omgangsmåde bortødsles, er der vist ingen tvivl om. Men at kornet af den grund skulle stige i pris, var næppe ønskeligt. Enhver, det være sig embedsmand eller borger, ønsker vist at bonden må få noget mere for hans produkt, de ville ikke finde det trykkende om de måtte betale kornet 1 til 2 ribs. dyrere når prisens stigning stammede fra vore produkters udførsel til fremmede, så at derfor kom penge i landet til gavn for det almindelige, men at betale kornet dyrere for at bonden skulle drikke sig fuld i brændevin, skøtter næppe nogen om.

4) Det er bevisligt og før omtalt at brænding i det mindste medtager mere brændsel end når den foretages i det større. Vore skove er så vel medtagne at de trænger til fredning, og med tørven bør der heller ikke ødsles. Det kvantum stenkul som brænderierne forbruger, er desuden ikke så betydeligt som man muligvis forestiller sig. Københavns og nogle købstæders brænderier brænder ved stenkul, men de købstæder som ligger fjernt fra stranden, og hvor landtransporten gør kullene dyrere, bruger tørv til deres brændinger, fx Frederiksborg, ringsted, Slagelse med flere.

Således søger modparten at modsige de grunde som anføres af dem der ønsker tilladelse for landmanden at brænde brændevin. Hertil kan endnu føjes:

1) Ildebrand kan let forekomme når brændingen foretages af ukyndige, skødesløse eller drukne personer.

2) Afgiften som svares af brænderierrnee, vil lettere og sikrere kunne ses betalt når der alene brændes i stæderne.

3) Når det blev tilladt bonden at brænde, ville købstadsbrænderierne gå ned, og da det er ene og alene disse der holder hovedet oppe på vores skrantne især sjællandske købstæder, så ville brænderiernes undergang have købstædernes ruin til følge.

For nærværende tid er talen vel ikke om en almindelig tilladelse for landmanden til at brænde. Men at der muligvis måtte oprettes kommune- eller sognebrænderier. Om disse ville føre de samme ulemper med sig som ville flyde af en almindelig tilladelse til at brænde, vover forfatteren heraf ikke at bestemme. Men det synes klart for ham at anlæg af sognebrænderierne mindst ville have samme indflydelse på bondens levemåde, velfærd og morral som de skadelige landsbykroer der før fandt sted, men blev nedlagt i de byer hvorigennem ingen landevej fører. Så ønskeligt det kunne være om afgiften for brænderierne blev noget forringet, så skadeligt menes det at ville være om denne forringelse skulle bevirkes ved sognebrænderiernes anlæg. For disse ville aldeles svække købstadsbrænderierne og sætte ejerne ude af stand til at betale nogen som helst afgift. Sagen fortjener derfor den alvorligste og varsomste undersøgelse. 

At de mænd hans majestæt allernådigst har betroet dette vigtige hverv vil med kyndighed og nøjagtighed behandle det og ikke beslutte noget der kunne synes at gavne enkelte, men ville skade mange eller det hele, derfor borger deres kald og fædrelandssind. 

*) At man har ment det alvorligt med at standse brændevinens alt for hyppige brug, ses af den under 2. august 1786 udkomne strenge forordning angående brændevinsbrænden og krohold på landet, hvoraf slutningen lyder således: For resten vil kongen med besynderligt velbehag anse at øvrigheden og jordgordsejerne på landet lader dem ære angelegent at se al overflødig brug af brændevin så meget muligt indskrænket og afskaffet ved bøndernes bryllupper, barsler og andre værtsskabet og gilder, hvor indenlandsk brændevin må bruges alene til tarvelighed, og når det forhandles fra købstæderne.

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 643-653).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 1032, 10. oktober 1835, s. 669-678 bragtes et brev som var vedlagt artiklen.

Om Leddes Afskaffelse paa de offentlige Landeveie.

Den kongelige forordning om vejvæsnet befaler i § 84 at "intet led eller rækværk må findes på de, efter den anlagte landeveje, med undtagelse af byled for bønderbyer, der har småkreaturer i gadekærene." - Dette lovbud er som enhver let kan se, lige så rigtigt som vigtigt. Med forundring ser man alligevel ved at befare vejene at den gamle uskik med led endnu ikke er fjernet overalt efter et tidsforløb på næsten 40 år. Man vil således ved at befare visse jurisdiktioner fx på Sjælland, Store Heddinge-egnen næppe finde noget led på de offentlige landeveje. Men derimod generes vejfarende mellem Næstved og Præstø af led ved Rønnebæksholm, af to ditto ved Mønstrings Skov, af et ved Bårse, af et på Faxinge Mark og af to ved Nysø Mark. Det er kun kort tid siden at endog postvognen skal have taget skade ved et af disse sidste. Ligeledes findes to led på vejen til Kallehave ved Høfdingesgården osv.

Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?

Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få. 

Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)

Om de omvandrende Haandværkssvende.

De mange omvandrende håndværkssvende bliver stadig ved med at ulejlige landboerne. Og da de undertiden kommer 2 til 3, ja 4 i følge, sætter de især de afsides beliggende beboere i skræk. Og for at undgå deres grovheder, nødes de ofte til at give dem hvad de selv kunne have nødig. Især er de bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget. Hvem ved også hvorfra de mange ildebrande der synes påsatte, er kommet?

"De kommer 2 til 3, ja 4 i følge og sætter de afsides beliggende beboere i skræk. Og de er bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget." (Jens Juel: En sjællandsk bondegård under et optrækkende uvejr. Eigaard ved Ordrup, 1793. Statens Museum for Kunst)

Disse omstrejfende svende er virkelig en slags privilegerede betlere da de er forsynet med pas der ikke blot lyder på et eller flere nævnte steder hvor de har opgivet at ville hen, men endog ofte er tilføjet "og videre" så passet hjemler dem at gå hvor de vil og hvilken vej de finder for godt under foregivende af at søge arbejde, skønt tiggeri er hovedsagen. Hvilket de mange påtegninger viser da de har krydset rundt omkring i landet, frem og tilbage, og flere gange i samme egn, uagtet de vidste at intet arbejde var at få der. Politiet på landet bekymrer sig ikke om dem, og kan vel ikke forbyde dem at spadsere med deres pas hvor de vil, skønt de ved at de bedriver tiggeri. Hvad skulle disse mennesker også foretage sig for at ernære sig når der intet arbejde er at få og ingen tager sig af dem?

Kommer derimod arbejdere fra landet til købstæderne og betler fordi de ikke kan få arbejde der, og for at få noget så de kan komme hjem igen med, er politiet straks rede til at jage dem ud af byen, eller vel endog at lade dem blive bragt til vedkommende sogn hvor de har hjemme for at forsørges der. Ja hvad endnu er mere: har en arbejder fra landet fået arbejde i en købstad eller for dens regning i nærheden, men kommer til skade på arbejdet, er man godt nok så god at bringe ham til et hospital for at kureres, men lader regningen for kuren sendes til det sogn hvor han hører hjemme, tilligemed personen selv så fattigkassen må betale en sådan kur der kan løbe op til over 200 rigsbankdaler og desuden forsørge ham som krøbling. Eksempler på det kan desværre opgives. De arbejdsløse håndværks- og fabrikssvende hører dog nok egentlig til købstæderne, hvor de er blevet svende. For på landet må jo enkelte visse håndværkere der ikke kan udlære drenge, ikke bo. 

De håndværkere- og fabriksdrenge som købstæderne ikke behøver eller ikke må værne om, slipper da således ud at vandre for at fødes af landboerne. Desuden griber købstæderne ind i landboerhvervene da de avler kornsorter på deres skattefri jorder. Det er landmandens vigtigste indtægtskilde, og for den må han betale skatter og tiender og mange ydelser. Han må derimod ikke drive nogen slags købstadserhverv, ja end ikke forædle sine produkter.

Forholdet mellem købstads- og landerhvervenes kår er derfor vel næppe helt så passende. Dog hvad egentlig de omflakkende, arbejdsløse svende angår: mon der da ikke skulle kunne udtænkes noget virksomt middel der befriede landboerne for denne plage og skaffe i det mindste den skikkeligste del af dem deres nødtørftige udkomme på en bedre måde end næsten nøgne at strejfe fra sted til sted for at betle sig til underhold.

[Siderne 250-252 indeholder skribentens forslag]

(Politivennen nr. 642 Løverdagen den 19de April 1828, s.247-250).

Redacteurens Anmærkning

En artikel i Dagen for 20. marts 1818 fra Helsingør Politikammer fortalte om omrejsende svende allerede i 1818.

Bøn til Politiet paa Frederiksborg Amt, angaaende en farlig Tyr paa alfar Vei.

Søndag den 10. i denne måned gik to værgeløse fruentimmer på vejen mellem Frederiksborg og Asminderød. Lidt før den gård der tilhører hr. kaptajn Soelberg, kom en uvan tyr dem i møde. Og den havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak. Her ville de dog kun have været sikre i en kort tid, hvis ikke to karle med knipler i hånden ved deres skrig var kommet dem til hjælp med at fordrive nævnte glubende tyr der havde skaffet sig adgang til den omgærdede mark ved med hornene at gennembore gærdet hvorefter den gav sig i færd med at splitte hæsen.

"Tyren havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak." (Sortbroget tyr. Johan Lundbye, 1844. Statens Museum for Kunst). 

Da dette uvane dyr allerede skal have anrettet skade, ja endog efter sigende myrdet en røgter ved at jage hornene i siden på ham, så anmodes høje ansvarlige øvrighed om at skaffe den sat ude af stand til at beskadige de personer der færdes på alfar landevej. Nogle bønder som bor i Asminderød by, påstod at den tilhørte hr. kaptajn Soelberg. Andre mølleren på skæremøllen. Men da den opholdt sig ved den førstes mark og straks retirerede da den så karlene med kniplerne komme fra gården, så er det at formode at den kendte sine oppassere, og den løb da hen ad marken til de køer som stod på denne.

(Politivennen nr. 559. Løverdagen den 16de September 1826, s. 623-625)

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

Som almueskolelærer på landet har jeg i 26 år haft lejlighed til at kende bondealmuens karakter, tilbøjeligheder og handlinger. Med stille kummer har jeg set den ile fordærvelsens i møde og ønsket af mit hjerte at den af høje ansvarlige måtte standses på den så farlige bane både for den og for landet. Hvad der muligvis i denne henseende er gjort for dens tarv er mig ubekendt. Men jeg tror at enhver fædrelands- og menneskeven bør yde sin skærv dertil, om den dog kun er lille. Måtte jeg være så lykkelig ved denne fremstilling der altid skal bære sandhedens præg, at henlede de høje ansvarliges opmærksomhed på denne meget vigtige sag og derved fremme bondens tarv, så er min hensigt opnået.

Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.

Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?

Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.

Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?

"Der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat." (Gilde på Amager, H. C.Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.) 

Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.

Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.

Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.

(Fortsættes).

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)

Om Landsbyepræsterne

(Indsendt)

Agt og hæder for enhver embedsmand der kender sine pligter og opfylder dem. Således har indsenderen altid tænkt og tænker endnu, uden at ville nægte at han især har haft en slags forkærlighed for den gejstlige stand på landet når vedkommende var som de burde være.

Og hvem vil nægte at landsbypræsten kan udrette meget godt? Ikke alene som folkelærer danner han de unge sjæle og indgyder dem sunde begreber om religionen. De ældre bestyrker han i samme, og ved sit lysende eksempel viser han dem hvorledes de skal handle for at blive gode, retskafne, dydige mennesker og borgere.

Fordelt omkring på landet i deres sogne er landsbypræsterne endog hvad den borgerlige regering angår ikke uvigtige embedsmænd i deres kreds. For hvem kender de folk der bor omkring ham bedre end præsten. Hos ham kan søges autentisk oplysning om et eller andet vedrørende hans sognefolk. Hans attest under embedsed er og bør være gældende. Han kan ved faderlig formaning og kloge råd forebygge mange onder. Han er det som når synderen er hærdet mod troens sværd, overleverer denne til retfærdighedens, der stedse er skærpet. uden ham ville mange forbrydelser blive uopdaget og begået ustraffet.

"Betænker man ovenstående vil man finde at en landsbypræst liv fra den økonomiske side betragtet er langt fra at være så misundelsesværdigt som mange har troet". Præstegård på landet, om end af noget nyere dato end Politivennens tid. Måske var det ikke for ingenting at nogen så lidt misundelsesværdigt på den økonomiske side af en landsbypræsts liv? (Eget foto)

Desuden synes landsbypræsten på grund af det otium han nyder fremfor andre civile eller militære embedsmænd at burde beskæftige sig med litterære eller videnskabelige arbejder der ikke alene kunne stifte nytte i hans kreds, men endog oplyse og opbygge hans samtidige uden for samme, ja endog efterkommere.

Men sker dette som oftest?

Man vil svare nej, og hvor ondt det gør anmelderen, der på sine smårejser har genfundet mange duelige, flittige og tænkende kandidater af hans samtidige medstuderende som landsbypræster, må han dog i overensstemmelse med sandheden tilstå at han tiltræder denne benægtelse.

Men hvoraf kommer det da? Er ørkesløshed, eller magelighed, eller det vellevned man nu befinder sig i efter flere års knappe kost og flittige studier skyld i det? Indsenderen vil ligeledes svare nej til det og sige sin oprigtige mening, at han tror det er næringssorg, som ikke tillader disse herlige frugter at modnes.

For tænker man sig at en kandidat der måske i sin hele levetid ikke har været på landet, endelig er så heldig at blive befordret til landsbypræst. Han tiltræder sit kald, og hvis han ikke ejer formue må han ved tiltrædelsen sætte sig betydeligt i gæld for at skaffe indbo, besætning, afbetaling på præstegården osv. En gæld mange præster ikke får afbetalt i afbetalt. Han har desuden sædvanligvis en pension at svare af kaldet eller også forgængerens enke sidder i nådsensåret. I sandhed et unådigt år for ham, da han næsten må tjene gratis. Han kender lidt eller intet til landvæsenet, må betro sig til en avlskarl, der kan behandle ham efter forgodtbefindende. Vil han nu ikke udsætte sig for at blive snydt, må han lægge sig efter landbrug, kvægavl, økonomi mm. Hans jorder kan være forhutlede eller udpinte. Han må altså stræbe efter at forbedre dem og dette nødstudium tager al hans tid han kan have til overs fra hans embedsforretninger, så vil man vist ikke finde det underligt om hans lyst til studier svækkes, om han fra den virksomme embedsmand lidt efter lidt omskabes til en driftig jordbruger.

Men sæt endog at ingen af ovennævnte uheld finder sted, men at en præst endelig ved sit embeds tiltrædelse er så heldig at kunne begynde uden gæld, kan han da leve sorgfri ellers å ubekymret som en anden embedsmand, der er aflønnet med en vis løn? Vi ville se hans indtægt som består i:

1) Fribolig. Når man regner renten af den kapital enhver landsbypræst må tilsvare eller udbetale for sin gård ved tiltrædelsen, tilligemed skatter og forsikring, samt årlige reparatiioner der som oftest når gården er gammel, ikke er ubetydelige, kunne de fleste vist ikke rose sig af sådan fribolig.

2) Jord til gården. Når en præst efter fradrag af slid på besætningen, skatter, folkelønnen etc. har så megen nytte af sit jordbrug, at han kan grovføde sine folk og kreaturer, så er han meget lykkelig. Men hvor megen umage, bekostning og tidsspilde må der ikke da anvendes. Anmelderen har kendt og kender skolelærere på landet der med 4 tønder land lever lykkeligere og virkelig bedre end mange præster, der har 70 til 80 tønder land, hvoraf han næppe formår at dyrke halvdelen.

3) Offer. i stedet for betaling for ministerielle forretninger, får præsten på landet et frivilligt offer af menigheden ved visse lejligheder, såsom: Bryllup, barsel, samt til de store højtider. Men dette er i sig selv kun en meget ubetydelig indtægt og næppe værd at regne på *)

4) Tienden. Denne er præsternes eneste reelle og sande indtægt, og kan anses som hans egentlig løn. For den sum som han indbringer derfor, må han i ordets egentligste forstand leve. Den må skaffe ham de nødvendigheder  hans egen jord ikke kan frembringe. Den må bøde på de uheld som sygdom og andre tilfældige omstændigheder kan afstedkomme. men den må han bettale for sine børns undervisning og dannelse, hvilket især faldet meget tungt for landmanden der enten må holde lærere til sine børn, eller sende dem til en købstad for at oplæres. Men da præsten må modtage tidenden af sine sognemænd, enten disses jorder er gode eller slette, enten høsten er god eller mådelig, enten ejerne er kyndige og stræbsomme jorddyrkere eller ikke. Og da endelig kornprisernes stigen og falden angiver det endelige resultat for tiendens værd, så må det være klart at landsbypræst aldrig nøjagtig kan opgive eller være vidende om hvor meget hans årlige indkomst er, og at han derfor ikke kan indrette sin levemåde efter en bestemt fornuftig økonomisk plan.

Betænker man ovenstående vil man finde at en landsbypræst liv fra den økonomiske side betragtet er langt fra at være så misundelsesværdigt som mange har troet. Indsenderen vover at være af den mening at hvis landsbypræsterne ligesom nu hovedstadens præster samt andre civile og militære embedsmænd havde en vis bestemt gage, ville det ikke alene befri denne hæderværdige klasse af medborgere for næringssorger, men den rolighed hvori de da kunne leve, ville vist have en veldædig indflydelse på videnskaberne.

Indsenderen har ved ovenstående kun ville give højere og kyndigere ansvarlige et vink til at eftertænke denne sag, og om hans tanker end skulle finde bifald, vover han dog ikke, skønt han tror en fast lønningsmåde mulig uden at belægge landmanden med flere skatter at fremkomme med noget forslag om det. Kun tror han at når mensalgårdene og præstegårdenes jorder for størstedelen bortforpagtedes og den derfor indkomne årlige afgift forenedes med præstetienden over hele landet, ville dette udgøre en sum, der vist var tilstrækkelig ti at lønne de hæderværdige mænd der nu formedelst avling og alt for megen omsorg for dette livs næring ikke er i stand til at gøre det almindelige den tjeneste de kunne og ønskede at kunne gøre.

Idet indsenderen slutter dette tror han det ikke upassende som et bidrag til ovenstående at anføre hvad en franskmand (Mercier i hans Bonnet de Nuit) for et halv sekel har sagt om landsbypræsterne i hans fødeland. Den ærede oversætter fortryder ikke på at hans ord her bruges.

Gejstligheden i Frankrig har overhoveder disse prælater der er udmærkede af fødsel og som er omringede at overdådens bram nyder sin velstand i ro: De trækker alle øjne på sig. Men hvem bekymrer sig om den stakkels landsbypræst der er bebyrdet med alle avastoliske arbejder? Lad os kaste øjnene hen til disse ærværdige mænd, hvis idelige forretning er at styre folkets sjæle og som formedelst deres stilling altid er i stand til at fremme statsbestyrelsens velgørende hensigter.

Sognepræsten i købstæderne har kun mådelige indkomster og landsbypræsten knap det nødvendige. Det er en byrde mere på de arme bønder som han er udnævnt til at være fader for. Var det ikke staten tjenligt at tilstå dem et skikkeligt indkomst? Hvad præsten har tilovers udbreder sig altid til hvad der omringer ham. Da embedet opfordrer til miskundheds gerninger, ville der udledes dobbelt fordel af at sætte ham i stand til selv at husvale sine sognefolk. Og deres erkendtlighed forenet med den ærefrygt man bærer for hans karakter, ville give hans myndighed som sjælesørger mere vægt.

Ved at betale landsbypræsternes forretninger bedre, ville staten få rettighed til at kræve det arbejde af dem, hvilket fuldkommen kunne passe sig med den rolighed som de nyder. Selv oplyste kunne de oplyse andre. De er lærde blandt uvidende og rå mennesker, de alene taler til det sankede folk. De besidder den dertil passende veltalenhed. Hvad andre redskaber kan regeringen vælge til at udrede et eller andet nyt begreb, eller skaffe et forslag indgang, hvilket trænger til at støttes på tillidens grundvold? Hvem kan bedre forbedre tænkemåden og forlige den med statsbestyrelsen, hvilken i lang frastand altid synes afskrækkende, ja endelig tilintetgøre denne folkemumlen hvis oprindelse eller øjemed man ikke kender, og som tit modsætter sig enhver forbedring.

At lære den sunde moral, at bestride overtroen og sværmeriet, at kuldkaste gamle fordomme, at forklare nogle af disse himmelsyn som forfærder den uvidende og ulykkelige landsbymand, giver nogle begreber om naturhistorien og agerdyrkningen. Hvor meget godt kan en god landsbypræst stifte, når han forener sund forstand med et ærligt hjerte. Han vil gøre regeringen elsket. han vil udbrede nyttige kundskaber. Han vil danne tro undersåtter og gode agerdyrkere.

I denne tid da man fra alle kanter fremelsker de gavnlige oplysninger, da man almindeligvis sigter til det største gode, burde landsbypræsterne betragtes som almuens fødte trøstere. De kunne bringe den til at elske sin stand. hvis regeringen er en styrmand der er opmærksom på det mindste uvejr, burde den da ikke have færdige, duelige hænder til i nødsfald at hale i sejlene og tovværket. Men præsterne som ved ordet befaler statens arbejdsomme klasser, kan når de føler for det almindelige bedste ved mere end en lejlighed biodrage til de viseste påbuds efterlevelse. Dog jeg gentager, disse sjælesørgere må lønnes bedre for deres daglige forretninger og en klækkelig indkomst måtte hæve dem over al trang til deres sognefolk.

Jeg kender mange af disse gode landsbypræster, som uagtet deres yderst mådelige indtægt finder lejlighed til at gøre uendelig mere godt end selv den ædelmodige millionær, deres virksomme, vindskibelige miskundhed, tilvejebringer tusinde hjælpemidler. Nogle forstår at lave jævne lægemidler til de syge, som de derved trøster og standser markskrigernes kvaksalverier. Andre hengiver sig til agerdyrkningen, fremmer den ved deres eksempel.

I almindelighed er deres liv uskyldigt og deres sæder anstændige. Der er kun lidt forargelse mellem dem fordi de trænger til deres hjords agtelse. Disse ærværdige mænd lever langt fra verdens støj og påsyn. Ubekendte, forglemte og fornøjet med deres liv under udøvelsen af deres pligter, som evangeliet foreskriver.

O. Hvor er det mig kært offentlig at forkynde denne menneskedels fortjeneste hvilket jeg ærer, og hvilken regeringen kunne udvælge som kanaler for de sundeste begreber. Alle deres forretninger er faderlige, og de kunne endnu saven flere genstande, de virker kun ved overtalelsens middel. Og gives der vel et lykkeligere, virksommere redskab mellem den bydende magt og folket?

*) Indsenderen har engang været vidne til at en bonde rev en rigsdalerseddel midt over, og ofrede præst og degn hver sin halvdel. Dette skete i slutningen af 1813 da en seddel kunne indløses for 1 rigsbankmark.

(Politivennen nr. 60, Løverdagen den 22de Februarii 1817, s. 929-942)

Redakteurens Anmærkning

Ordet præstegård skulle forstås bogstaveligt: Der var tale om en gård. Præsterne ejede 8041 tønder hartkorn på Politivennens tid, ud af ca. 380.000, kongen og godsejerne sad på langt hovedparten af jorden. Landsbypræsterne var som artiklen beskriver afhængige af landbruget. Og der havde kort forinden været en diskussion om hvorvidt præsternes hovedopgave var at yde så meget som muligt for staten via landbrug dels ved selv at producere dels at lære bønderne gode dyrkningsmetoder, eller koncentrere sig om at danne gode, kristne mennesker. Denne diskussion var stille sygnet hen. Mange landsbypræster var ikke mere forarmede end at de på lige fod med købstadsfolk og godsejere havde været med til at tjene på at låne penge ud til de mindre bemidledes selvejerkøb. Og dette fortsatte også op til Politivennens tid. 

Deres bidrag til videnskaben kan også betvivles. Der findes ikke veldokumenterede kilder om hvorvidt landsbypræster holdt sig orienteret om videnskab mm. At de læste en del skønlitteratur fremgår af at de optræder i rigelig mængde på subskribentlister. Langt de fleste kilder fra Politivennens tid og langt tid før det peger på at hovedparten af befolkningen "forsømte" gudstjenesten. Søndagen var den eneste dag om ugen bonden havde til fri rådighed. De måske 25% som mødte op, gjorde det ikke fordi de var frelste, men for at købe/sælge stude eller heste, eller et kærkomment tidsfordriv og afbræk i den slidsomme dagligdag. 

Immanuel Kant skriver om præsterne i "Hvad er mennesket?" (original 1796-97, dansk 2015, s 133):

Præsten fastholder strengt og ufravigeligt lægmanden i dennes umyndighed. Folket har ingen stemme og fælder ikke selv domme om den vej, som de må vandre ad til himlens kongedømme. Mennesket har ikke brug for sige egne øjne for at nå frem til himlens kongerige. Det vil inden længe blive vejledt, og selv når Den Hellige Skrift lægges i dets hånd, så det kan studere det med egne øjne, advares det umiddelbart af sine førere: "Led ikke efter noget i Skriften, der afviger fra, hvad vi har forsikret dig om, du kan finde i den".

Politivennens mange artikler om larm, snak, drikkeri, gåen og kommen i byerne var også gældende på landet. Når gudstjenesten var slut, styrtede folk ud af kirken for at blive fri for katekisationen. Befolkningen, almuen som sådan var formentlig ikke kristne i moderne forstand. Der har snarere været tale om en form for folklore hvor kirkens betydning for befolkningen var at præsten skulle afværge det onde og fremkalde det gode. Prædikener og moral mm betød formentligt ikke noget. Det var formen: Prædikenen, salmesangen, nadveren der betød noget. Ikke det åndelige budskab som præsten måtte lægge i det. 

Embedsmændenes hovedopgave var at inddrive skatter og levere det nødvendige informationsgrundlag for de politiske beslutninger. De var ansat i statsadministrationen og/eller hos Frederik 6. At ikke alle mente de fik løn nok, fremgår af de flere hundrede korruptionssager. Som dog samtidig viser at der blev slået nådesløst ned mod embedsmænd der lod sig bestikke eller stjal af kassen til eget brug. Den værste korruptionsperiode var i den økonomiske depression fra 1807 og frem til Kristen Kristensens Politivennen.

Der er mange eksempler på at præster "lånte" af fattigkassen uden at betale tilbage. Det gælder pastor Østrup, Kastelskirken som "lånte" 580 rigsdaler i 1819, og nær havde fået overtalt hans efterfølger til yderligere et "lån" på 1.000 1823. Også pastor Wolf, Kastelkirken "lånte" 1.000 af fattigkassen og 400 af "Missionskassen" 1821. (Victor Krohn: Kastelskirken. Schlultz, 1937)