Bort med Hønsene

I Nybrogade, Naboløs og Magstræde driver en flok høns dagligt om på gaden der tilhører ejeren af nr. 16 i førstnævnte gade. Man har lagt mærke til at dette uvæsen har fundet sted i flere år og man har forventet at ejeren af disse høns dog endelig engang ville holde dem fra gaden hvor han vel ikke har nogen rettighed, fremfor nævnte gaders øvrige beboere til at lade sin hønseflok gå omkring. Man da det hidtil ikke er sket uanmodet, så bedes han i fremtiden at holde sine høns på sit eller deres eget. I manglende fald vil myndighederne vist alvorligt pålægge ham denne pligt.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 809-810)

En Malstrøm ved gammel Strand.

Ved hjørnet af Gammestrand og Naboløs er et hul som virkelig fortjener opmærksomhed.

Det er nemlig den derværende dybe ind under gaden gående rendesten som fører til slamkisten ved stranden, og hvis svælg er så stort at det godt kan opsluge et voksent menneske, især da underfladen går ind i en skråning og er meget slibrig.

Når det regner stærkt, er den der løbende strøm frygtelig, og dersom et barn eller et beruset menneske på en sådan tid var så uheldig at falde deri, var dette kaput, for bandet ville straks føre det ind under gaden, inden man kunne tænke på nogen redning.

Man har ikke sjældent set at forældre har i avisen lyst efter bortkomne børn. Hvem ved om alle disse er fundet eller hvem vil nægte muligheden i at dette sted har været nogles grav. Anmelderen kan derfor ikke undlade her i dette blad at omtale nævnte sted, ligesom han allerede for 2 år siden har gjort opmærksom derpå, men endnu uden følge. 

I hans tanker burde stedet forsynes med en god jernrist hvis man ikke herom skal komme til at anvende ordsproget: "Det er for sent at lukke brønden, når barnet er druknet."

(Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2923-2924) 

Den brune Mand.

Ikke ham af hvis papirer Muller i Itzehoe siger at have lånt sine interessante romaner, ikke heller nogen af dem hvis hud de mere lodrette solstråler bruner, skal her være genstand for mine betragtninger. Den brune mand jeg mener, er ham som man fra om morgenen kl. 7 til samme tid om aftenen uafladelig vil finde stående i Kompagnistræde på den plet som ligger mellem Hyskenstræde og Naboløs. ethvert menneske hvis vej flere gange daglig falder derigennem, vil sikkert som jeg med yderste forundring se denne brunfrakkede mand til enhver tid af dagen stå der med armene over kors og dræbe tiden.

Dersom man føler sandheden af denne sentens: "Hvem som ikke vil arbejde, han æder heller ikke", så ser man med uvilje på denne velnærede tidsmyrder, og det er et væmmeligt syn for enhver der flere gange om dagen er nødt til at se det, hvilket i en rad af flere måneder har været mit tilfælde.

Det er at beklage at det nyttige selskab som søger at anbringe unge mennesker af den jødiske nation til kunster og håndværker ikke før er blevet stiftet. København skulle da rimeligvis have haft en dagdriver færre.

Rygtet vil rigtig nok sige at samme brunfrakkede mand har en vis hensigt med at stå der. Men rygtets fortælling er intet juridisk bevis,og altså tier jeg hermed.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 75, den 28 September 1799, s 1189-1190)

Vold i Naboløs.

Den 11. marts d. å. udøvedes atter en voldsgerning i Naboløs. En soldat - om han havde begået nogen forbrydelse var ikke muligt at få nogen underretning om, ingen kunne høre noget for mængdens larm - blev af en anden karl overvældet med de mest morderiske slag i sit hoved og ansigt, indtil han endelig ved nogle gode menneskers hjælp undflyede fra denne sin voldsmand uden for den afbrændte jødiske synagoge i Læderstræde.

Hvor nyttigt ville det ikke være for at hæmme de nu på gaderne så hyppige voldsgerninger, at enhver nærværende - politiet er jo ikke allesteds nærværende - straks anholdt sådanne voldsmænd og overgav dem til lovenes straf. Hvorved en del andre ligesindede unægtelig blev afskrækkede at udøve sådanne for menneskeheden vanærende gerninger. 

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 744-745)