Forslag til Administrationen for Badeanstalten ved Rysensteen.

Hvad der af høje ansvarlige allerede er foranstaltet til at gøre denne indretning så gavnlig og behagelig som muligt for dem der frekventerer den, overbeviser om at nedenstående forslag vil blive bemærket af administrationen såfremt det ikke findes aldeles ubegrundet, ligesom man også kan være forvisset om at samme vil virke til ønskets opfyldelse.

Det er uden for al tvivl at badeanstalten vil blive søgt ikke alene af stadens indbyggere som bor indenfor voldene, men også af dem som opholder sig udenfor samme. Men hvor tungt er dette at de fleste af de sidste må blive afskrækket derfra af frygt for det stykke vej der løber fra Vesterbro til tømmerpladsen. For efter at man har passeret de behagelige skyggefylde alleer der i de seneste år ellers er plantet om staden, kommer man omsider til nys omtalte stykke vej til tømmerpladsen hvor ikke et træ, ikke engang en busk tjener de passerende til kølende skygge og hvor de altså udsættes for den brændende solhede der absolut må bevirke en transpiration som gør det umuligt for de badsøgende at nyde det.

For ikke at tale om at dette vejstykke efter stærkt regnvejr er om ikke inpassabel så dog meget mådeligt for fodgængerne, og især om vinteren er det næsten ufremkommeligt, hvorom man overbevistes forrige år ved at se fodgængerne betjene sig af grøftevolden til fodsti.

Det ville derfor uden tvivl være til fordel for badeanstalten og dem der ville og må søge den om dette lille stykke vej som de øvrige om staden værende veje blev forsynet med en ordentlig fodsti og beplantet med træer.

Enhver ville da taknemmeligt påskønne de høje vedkommendes opmærksomhed og disses iver for at virke til det gavnlige og behagelige for stadens og dens omegns beboere.

(Politivennen nr. 554. Løverdagen den 12te August 1826, s. 514-516)

Rysensteen Badeanstalt. Maleri formodentlig fra 1830'erne. I forgrunden badehusene og de separate afdelinger for mænd og kvinder. Se Redacteurens Anmærkning herunder. I baggrunden til højre Vor Frue Kirkes tårn og til venstre for det vist nok Sankt Petri kirkes tårn. Kreditering: Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

Der klages også over vejen fra Vesterbro i Politivennen nr. 701, lørdag den 6. juni 1829, s. 379-380: "Bøn angaaende Lukningen af Barrieren ved Tømmerpladsen". Og over at badegæsterne tvinges gennem Vesterport.

Om en søbadeanstalt i Helsingør handler artiklerne "Et Par Ord til nærmere Underretning angaaende Badeanstalten i Helsingør." i Politivennen nr. 972, lørdag den 16. august 1834, s. 573-679), "Til Bestyrelsen af Helsingørs Søbadeanstalt." Politivennen nr. 973, lørdag den 23. august 1834, s.588-590. 

Kjøbenhavnsposten skrev 8. december 1832:

Directionen ved Rysensteens Bastion har, til Iværksættelse af det allernaadigst privilegerede Anlæg til at forfærdige og sælge adskillige kunstige Sundheds-Brøndvande, udstædt en Indbydelse om at subskribere ved Actier, hver paa 25 Rbd. r. S. Da Interessenterne i Søbadeanstalten allerede til dette saare ønskværdige og gavnlige Anlæg have sammenskudt en Sum af 7000 Rbd r. S., er der al Sandsynlighed om at det snart vil blive sat i Værk. Hs. Majestæt har givet Tilladelse til at det maa udføres i Rosenborg Have; og Directionen har allerede forskaffet sig nøie Underretning om slige Anstalter paa fremmede Steder. Ihenseende til Indretningens physisk-chemiske Deel har den polytechniske Læreanstalt lovet sin Medvirkning, og Hr. Hofbygmester Statsr. Koch har overtaget Bestyrelsen af det Architektoniske.

Spørgsmaal.

Lørdag den 4. marts da indsenderen ud på eftermiddagen stod og røg af sin pibe uden for porten til sin bolig på vejen fra Vesterbro til Tømmerpladsen, kom en underofficer fra Vesterports vagt for at lukke tømmerpladsen. - I forbigående behagede underofficeren at sige mig i den strenge kommandotone: Hør, men kære ven, vil De se at få piben af munden, hvis ikke, da skal jeg se at kunne hjælpe Dem dertil. Som fredselskende tav jeg til dette uventede herresprog. Men jeg gad dog vide hvorvidt en sådan patruljefører er berettiget eller bemyndiget til at forbyde nogen mand at ryge af sin pibe på egen grund?

(Politivennen nr. 535. Løverdagen den 1ste April 1826, s. 220-221)

To Ønsker paa Vesterbroe.

1) Der har før i dette blad været fremsat det ønske at vejen fra Vesterbro til tømmerpladsen måtte udbedres og beplantes med træer, ligesom de andre Farimagsveje, da denne vej bevandres af mange såvel til tømmerpladsen som til de i nærheden værende skydebaner. At dette ønske ikke allerede er opfyldt, må sikkert have sin grund i de vanskeligheder som ønskets fremsætter ikke kender. Men nu da denne vej tillige kan blive en promenadevej for de badegæster der vil besøge den nye anlagte badeanstalt, håber man at den magistrat der har hævet så mange vanskeligheder og forskønnet hovedstadens omegn med beplantede og velbanede veje, også vil hæve de hindringer der kunne være mod dette ønskes opfyldelse.

2) Det er alminelig kendt at fortovene på Vesterbro er belagt med små og spidse sten så at det er en sand pine at bevandre dem. For går man blot fra konsumtionshuset til indgangen til Frederiksberg Alle, så har man samme fornemmelse i fødderne som om man havde stået på pæle. De fleste spadserende eller de som har ærinde til Frederiksberg, går derfor om ad Gammel Kongevej. Denne vej er vist nok smuk og i henseende til den udsigt der findes fra samme, meget behagelig. Men man lider meget af den støv som de mange ekvipager der så hyppigt kører tl og fra Frederiksberg, opvækker, såvel i vindstille som i blæst. Man fremsætter derfor det ønske at disse fortove måtte omlægges med større sten som de hvormed fortovene i København er brolagte. For at gøre de medgående udgifter mindre mærkbar, kunne man begynde med det ene fortov i år og lade det andet bero til næste år.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9633-9634)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 505, 3. september 1825, s. 9988-9989 bekendtgøres at der  nu er sket en forbedring af vejen, og håber at også træer bliver plantet. Det virker dog som vejen ikke blev ordentligt istandsat, se fx Politivennen nr. 1012, 23. maj 1835, s. 350-352

Aftenvandring paa Vesterbroe.

Vesterbro har den bekvemmelighed i forhold til de andre broer at den på en måde er oplyst. Men dens belysning er dog kun så som så og ikke tilstrækkelig når man vi sammenligne den med Københavns gaders, hvorom fremmede dog har sagt at de i disse ser dårligt ved mange lygter. Afstanden mellem lygterne på broen er ca. 120 eller 130 skridt. Og med den konstruktion de har, ville de ikke selv i nogenlunde mørkt vejr være i stand til at oplyse terrænet. Men hvor lidt belysning de frembyder i regnvejr, sne, slud og tåge samt når blæst eller storm slukker nogle af dem, vil den der i sådanne tilfælde har passeret broen, kunne gøre sig et fuldstændigt begreb om. 

Vel er de således placeret at lygterne på den ene side af broen eller vejen sidder lige i midten af de modstående lygters mellemrum. Men da gaden eller vejen er meget bred, trænger endog den velpudsede og efter sin evne velskinnende lygtes skin kun til midten af samme. For kørende der kommer fra den mørke landevej, kunne lygterne altså være gode vejvisere til at finde midten af gaden for at de således kunne undgå at køre på fodgængere, vogne eller andre genstande. Men for fodgængere er belysningen langt fra ikke tilstrækkelig. Kommer en sådan på en mørk aften ud fra et oplyst værelse og af frygt for ridende eller kørende vil holde sig til en af siderne på fortovet, vil han snart famle i mørke. Og han kan han prise sig lykkelig hvis han da undgår at løbe panden mod de der stående træer og vandposte, eller træde i de med blodvand opfyldte rendestene der findes uden for de fleste slagtergårde, og således uden et eller andet uheld når konsumptionshuset.

Men vil han nu ind i alleen fordi man der går mere sikkert og bekvemt, så kniber det når vinden ikke er gunstig. Hvorledes, vil man spørge, kan vinden her have nogen indflydelse? Jo, det skal jeg straks forklare. Man må nemlig vide at æblekonen der sidder ved konsumptionshuset, drejer sig efter vinden. Hersker der altså østlig eller nordlig vind, så har hun sit stade ved den sydlige side. Men når de andre vinde regerer, så sidder hun ved den østlige. Da hun har en velbrændende lygte på sit bord, så vejleder denne vandreren til at finde gennem bommen ind i alleen når hun gør front mod samme. Men er vinden således at hun vender sit stade mod vejen, da må vandringsmanden lege blindebuk med grøft, træer og bommen inden han kommer ind i alleen. Slipper han nu endelig ind, så går han, hvis han har vinden mod sig eller en heftig sidevind, med hovedet nedad, rask frem indtil at han ved et drøjt stød mod bommen for enden af Farimagsvejen får den erindring: Stå stille, vandringsmand! Lygten lige over for ham ved vejen til tømmerpladsen synes at grine ad ham og ligesom at sige: Havde du kommet til mig, så havde du undgået dette stød, og dog formår den ikke at lyse så meget for ham, at han uden at famle og føle for sig kan komme gennem bommen på den anden side af vejen. Nu går han atter frem og får nok en hilsen ved enden af alleen straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen.

"Straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen" (Udsigt fra Vesterport mod Vesterbro midt i billedet år 1800. Ravellinen ses som en ø. Farimagsgade forløber mellem voldgraven og Sankt Jørgens Sø fra højre og ca. midtvejs ind i billedet. Udsigten er ukendelig i dag. Det ville svare til at stå ved Industriens Hus på Rådhuspladsen og kigge ud af Vesterbrogade mod Vesterbro og Frederiksberg).

Disse vanskeligheder møder vandreren i mørke og tåget vejr på den venstre side når man kommer fra Frederiksberg. Den højre side frembyder lignende hvis ikke flere. For der er ingen æblekone hvis lygte kan hjælpe folk til at slippe ind i alleen. Desuden står der ved enderne af bommen hvor alleen overskæres af vejen til tømmerpladsen fire afvisere hvoraf i det mindste de 2 synes at være helt unyttige, og at være sande anløbsstene for de fodgængere der vil ind i alleen, eftersom de står midt i fodstien.

Da Frederiksberg By såvel som Vesterbro med omegn er temmelig stærkt beboet sammenlignet med førhen og samfærdslen med hovedstaden til enhver årstid hyppigere, så kunne man ønske en bedre belysning på broen, hvortil de samtlige beboere vist gerne ville bidrage. Men kan dette af økonomiske eller andre grunde for tiden ikke lade sig gøre, så ønsker man at nogle af de derværende lygter blev placeret således at deres skin og ikke deres skygge falder på bommene, så at man kunne se at finde ind og ud af alleen uden at støde sig. På samme måde ville det også være gavnligt og passende om der for enden af Farimagsvejen samt ved vejen til tømmerpladsen blev anbragt to lygter, både fordi her findes dobbelte bomme og fordi de kørende herved lettere ville kunne finde midten af vejen.

(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1822, s. 5937-5942).

En Broe, der trænger til Reparation.

Broen mellem tømmerpladsen og vejen der fører til Vesterbro - anmelderen tror den kaldes Enighedsværksbro - er i en meget forfalden tilstand så at man med frygt må befare den. Ikke alene rækværket er råddent og står vaklende, men broen selv er fuld af huller og så rådden og mør at man kan pille plankerne itu med hænderne. Forleden dag passerede en gig derover. Hesten blev sky fordi den trådte i et hul og rykkede tilbage så at gigen stødte mod rækværket. Det rådne rækværk måtte give efter og styrtede ned i graven og der fejlede kun lidt i at gigen samt de personer der var i den, havde gjort det selskab. Der er vist ingen tvivl om at vedkommende herved gjort opmærksomme, vil tage nævnte bro i øjesyn og ovebevist om sandheden af det her anførte, sørge for at den får en hovedreparation hvortil den højligt trænger.

Når dette er sket, har anmelderen endnu et ønske, nemlig at denne vej over tømmerpladsen til Vesterbro måtte være åben og befares på søn- og helligdagene. For Christianshavns beboere ville det være en behagelig genvej ligesom det for syge der ikke kan tåle at stødes og rumles på den lange og dårlige stenbro til Vesterport, ville være gavnligt at tage denne vej. Hensattes en skildvagt for at assistere toldbetjenten ved opsynet over at ingen ufortoldede varer indførtes, og det tillode bomforpagteren at lade en person være der til stede, for at modtage bompengene a de vogne der passerede denne vej, så kender anmelderen igen bidring for at dette ønske jo kunne opfyldes.

(Politivennen nr. 283. Løverdagen den 2den Juni 1821, s. 4559-4561).

Uorden ved Vejen til Tømmerpladsen

(Efter indsendt)

På vejen til tømmerpladsen ved stadens brændeoplag ses ugerne nu som aldrig før et hæsligt syn og uorden af hatte, en del laser og pjalter, af de druknede og på anden måde aflivede der er lagt i dødehuset . Mange som passerer denne vej ønsker dels i forretninger og dels for fornøjelse at denne uorden måtte fjernes, da disse forrådnede, urenlige og stinkende ting kunne være skadelige og ser tillige ilde ud. Muligt var det bedst at sådanne ting enten kastedes i søen eller blev begravet.

(Politivennen nr. 523, 7. maj 1808, s. 1896-8397)

Ønske paa og ved Tømmerpladserne.

(Efter indsendt)

Det var at ønske at de underofficerer som har vagt ved tømmerpladsen, herefter måtte blive beordret at lade den posthavende soldat ved vagten, advare folk om at de ikke gik ind til tømmerpladsen når det var imod den tid om aftenen at der skal lukkes, da efterfølgende indtraf mandag den 15. juni forleden:

Om aftenen henimod k. 9 kom anmelderen m. fl. forbi nævnte vagt for at gå igennem tømmerpladsen og ind ad Vesterport. Men måtte da porten ind til tømmerpladsen fra Enighedsværn af var lukket, gå tilbage. Og i det mellemrum var porten ved vagten også blevet lukket, hvorpå underofficeren blev spurgt hvorfor han ikke ved skildvagten havde advaret de spadserende før de gik ind på tømmerpladsen, at porten ved vagten noget efter blev lukket (så meget mere da han efter eget udsagn vidste at porten på den anden side ved Enighedsværn blev lukket kl. 8), men svarede at han ikke var beordret til det. 

Nu var spørgsmålet hvorledes man skal komme ud. Man anmodede derfor underofficeren om at han ville gøre anstalt til at man kunne blive sat over vandet af en båd som lå der. Men det kunne ikke gå an, og desuden var samme låst. Derpå blev han anmodet om at sende bud til Vesterports vagt efter nøglerne som han da også gjorde, men imidlertid at en af de de vagthavende var efter nøglerne, kom en af vægterne på tømmerpladsen og sagde at han havde løsnet sine hunde, hvilke også kom gøende oppe på vejen. Men da vægteren havde fået drikkepenge, afværgede han dog at de ikke kom nærmere, hvilket ellers kunne have haft skrækkelige følger.

Anmelderen mener derfor at ved en klokkes anbringelse for at lade ringe ved portens lukning, eller også som førommeldt ved at lade skildvagten underrette spadserende som går derigennem, på hvad tid porten lukkes, ville sådanne ubehageligheder forhindres.

*   *  *

Udgiveren tror at lignende hændelser bedst forebygges ved hos begge udgange af tømmerpladsen at lade ophænge et malet bræt ved efterretning om lukketiden.

(Politivennen nr. 478,  [20. juni] 1807, s.7599-7602)

Kort fra 1858 som viser tømmerpladsens placering, ca. midt i billedet. Umiddelbart syd for Tivoli. Tømmerpladsen lå oprindelig ved Amalienborg Slotshave. Men pga faren for brand blev stranden ved Dronningens Enghave udenfor Rysensteens Bastion udfyldt indtil 1765, hvorefter tømmerpladsen flyttede derud.

Forslag til at hindre at badende Mennesker ikke komme til Skade paa farlige Steder.

Søndag den 7. dennes skete det sørgelige uheld at en soldat af hans kongelige højhed kronprinsens regiment, en bondekarl fra Langeland, druknede ved tømmerpladserne da han gik for vidt ud i vandet for at bade sig. Forrige sommer druknede samme sted efter pålidelige beretning fire personer på samme måde.

Let og uden synderlig omkostning synes dette sørgelige onde for fremtiden at kunne forebygges ved i vandet at nedsætte pæle af træ samt påtegning om dybden bag pælen med kort advarsel for dem eller de der ikke kan svømme.

Denne anmeldelse med ide fremsættes offentlig da anmelderen ikke ved af hvem denne simple, men veldædige indretning kan og bør ventes foranstaltet.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6007-6008)

Slette Veje til Tømmerpladserne.

Vejen fra Langebros Bastion ud til tømmerpladserne er så yderlig dårlig at man højligt må ønske den udbedret. Det samme ønske har man altid måttet have om den anden vej til tømmerpladserne fra Vesterports alleer. Næppe behøves at nævne den store skade disse dårlige veje tilføjer såvel dem der skal hente varer fra pladserne, som sælgerne der. Man vil straks indse det ved et eksempel: På samme tid som brændet var steget til 9 rigsdaler favnen, solgte en mand brænde på tømmerpladserne til 8 rigsdaler favnen. Man ved hvor kort vejen er fra magistratens brændeoplag til pladserne. Desuagtet foretrak dog de allerfleste at tage brændet på det dyreste sted, og vognmandskarlene selv var ikke for at køre derud, endog mod dobbelt fragt.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3160-3161)

Noget om Badning ved Tømmer-Pladsen og Køkken-Kurven samt Skyde-Øvelserne uden for Vester-Port.

(efter meddelt)

At fornøje sig på en lovlig og tilladelig måde uden at enten det offentlige eller private lider derved, tror jeg ikke bør nægtes nogen. Hvorfor jeg også meget ønskede at det måtte undes publikum at benytte sig af de 2 badesteder i nærheden af Langebro, nemlig ved tømmerpladsen og Køkkenkurven, på grund af deres nærhed til København da ikke alle finder behag i badehusene og endnu færre har tid til at gå en lang vej for at komme til at bade i åben sø. At adgangen til disse steder undertiden nægtes, kan vist nok ikke være efter guvernørens befaling, for ellers måtte den vel nægtes hver dag og ikke af og til tillades. Ikke heller kan man indse nogen grund hvorfor guvernøren skulle nægte det københavnske publikum denne så uskyldige fornøjelse. Heller må man altså efter min mening søge grunden dertil i en eller anden underofficers nykkker som ikke har forstået sin ordre rigtigt og dog vil udføre den med yderste strenghed.

Ifølge det før anførte princip antager man det også for meget tilladeligt, ja endog nyttigt, at fornøje sig med skydeøvelser, dog således at ingen derved forstyrres i sin lige så tilladelige fornøjelse, ja endog udsættes for livsfare. Dette kunne let finde sted forleden uge. 

Indsenderen leejde sammen med et par gode venner en båd ved Langebro for at more os ved roning og tillige bade os, da det af føromtalte grund så vidt man ved ikke kan lade sig gøre i nærheden af København. Da vi kom ud for den gamle skydebane, hvor en lang smal pynt forsynet med et slags bolværk og en trappe til at gå i fartøjet, går ud i søen og just ville lægge til for at bade os, da bunden her var renest, kom uformodentlig 2 til 3 kugler pibende forbi og slog kort fra os ned i vandet, omtrent hvor vi nylig var roet forbi skuddene kom fra en af de reberbaner som ligger på denne side af den gamle skydebane. Om dette er tilladeligt eller ikke, således at skyde uden mur bag ved skiven og uden at advare de forbiroende, og derved udsætte dem for unødvendig livsfare, henstiller jeg til de herrers egen bedømmelse som tog del i skydningen, idet jeg anmoder dem på min og fleres vegne at ændre det, og hvis det ikke imod formodning skulle ske, anmodes de ansvarlige som kan have noget at sige i denne sag, at afværge en fornøjeles misbrug, hvorved den almindelige sikkerhed tabes så ganske af syne.

Det føromtalte hændte nu os som kun roede for at fornøje os, men det samme kan ske for enhver fisker eller ålestanger i det nødtørftges erhvervelse, er det ikke ret for egen fornøjelse skyld at udsætte andre i deres fornøjelses nydelse for livsfare, så anser jeg det for endnu mere urimeligt at udsætte disse driftige og nyttige folk derfor i deres nødvendige forretninger.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2791-2793)

Til Generalkommissionen, Ejerne af Tømmerpladserne, og Hr. Skimmel.

Ingen vej kan for nærværende tid befindes i en ynkværdigere tilstand end den fra Vesterports Alleer ned til Tømmerpladserne. Ikke alene synker den så at sige daglige ned, ved det at de hosliggende grunde daglig ved påfyldning stiger i vejret *), men de vognmænd som bringer oven nævnte fyld, handler overmåde skødesløst dermed, da vejen findes så godt som tildækket med renovationsskarn. Og da grøfterne ved vejens sider fyldes til, så at vandet ikke kan få afløb, så må ikke alene al regn blive stående, men grunden gennemvædes som er den største fordærvelse for en vej. 

Først og fremmest bør enhver anke over denne vej henvendes til den kongelige generalkommission der som det hedder, har overtaget mod årligt 3000 rigsdaler fra Magistraten, opsynet og vedligeholdelsen af vejene på Københavns grund uden for voldene. Man da ofte de hosboende ved et lidt dårligt tilsyn, kan udrette mere end selv det mest årvågne kollegium (i det mindste med daglig indløbende småovertrædelser), så kan man ikke andet end anmode hr. Skimmel på Vesterbro der skal eje den hosliggende grund som ved påfyldning forbedres, at han ville advare kuskene om at skåne den vej der hjælper ham til at gøre sin ejendom så meget vigtigere, og ligeledes må man bede ejerne af tømmerpladserne hvis varer skal bortkøres ad denne vej der efter al rimelighed er anlagt på deres formænds ansøgning, at låne den et nidkært omsorgsfuldt øje.

*) Da det er en fordring til en god vej at den for afløbs og tørheds skyld, bør ligge højere om muligt, men for alting ikke lavere, end den på begge sider tilgrænsende grund, så synes det at burde indlemmes i vejlovgivningen at ingen grundejer måtte ophøje sin til en offentlig eller anden mands vej stødende grund således at dens overflade blev højere end vejen, uden tilladelse enten af vedkommende kollegium eller af vejens ejermand.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2391-2393)

Slet Opførsel af en Karl paa Tømmerpladsen.

En stor mængde unge mennesker af forskellig alder og stand strømmer i disse varme sommerdage ud til den store tømmerplads bag Blåtårn for der at bade sig. Anmelderen af dette var den 15. august selv til stede der, og blev ved samme lejlighed vidne til den mest ubegrænsede tølperagtighed af en karl som i det mindste foregiver at have opsyn med tømmeret på denne plads. Sagen forholder sig således: Tre små drenge var i selskab med deres far ankomne der, og med hans tilladelse gik de ud på tømmeret for at lægge deres klæder og gå i vandet. Efter nogle minutters forløb kom den ene af disse små op for igen at iføre sig sine klæder, og nu springer oven nævnte karl frem og med en stor bådshage i hånden giver drengen et vældigt slag i ryggen med det spørgsmål. Hvad han havde der at bestille? Faderen som på landet var tilskuer af dette, tog nu sin søn i forsvar og foreholdt karlen hvor dårligt han handlede mod et barn der ikke i mindste måde fornærmede ham, men alt dette hjalp ikke. Det groveste pøbelsprog lød fra karlens mund, og til sidst truede han ham med samme beværtning af bådshagen som sønnen. 

Hvorvidt denne plads står til det offentliges tjeneste om sommeren eller ikke, kan anmelderen ikke afgøre. Kun ønskede han at de ansvarlige enten ganske ville forbyde brugen af samme, eller foreholde denne karl en bedre opførsel for eftertiden, da forældre ikke kan være tjent med at få et eller andet lem af deres børn beskadiget af denne ildetænkende karl.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 121. 16 August 1800, s 1925-1927)