Troppeudbrud. Aabenraa. Slesvig-holstenere i Kjøge. Afmarsch fra Aalborg. 1ste til 4de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Jylland efter Fredsslutningen. Foreløbig vil Fredsslutningen ikke bevirke nogen Forandring i Tilstanden i Jylland, idet de fjendlige Tropper, saalænge de ere der, ville beholde samme Myndighed som hidtil. Dette meddeelte Indenrigsministeren under en Sammenkomst, han i Loverdags havde med de jydske Rigsdagsmedlemmer. Ved samme Lejlighed meddeelte Ministeren endvidere, at Regeringen havde henvendt sig i Wien og Berlin (Geheimeraad Brastrup skal være sendt dertil) for at opnaae en Lettelse for Jylland i dets Byrder, men forgjæves, og at det ikke var gaaet den bedre med dens Bestræbelser hos de neutrale Magter. England havde svaret, at det aldeles ikke mere vilde have med vore Affairer at gjøre; fra Frankrig kom der slet intet Svar, og Rusland beklagede ikke at formaae Noget for Øieblikket, hvorfor det raadede os til som den Overvundne rolig at finde os i vor Skjæbne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Skandalen ved Afstemningen i Aabenraa. (Rd. Av.) Man erindrer maaskee endnu den mærkværdige Afstemning over Skolesproget, som for en Tid siden gik for sig i Aabenraa, og hvor der kom et Resultat frem saa gunstigt for Hjemmetydskerne, som de vel selv neppe havde vovet at haabe (412 stemte for Tydsk 258 for Dansk). Samme Gang som "Flb. Nordd. Ztg." med megen Bram fortalte det, debiterede Bladet foruden endeel andre Løgne (saaledes vare Tallene forvandskede) ogsaa den, at midt under Afstemningen traadte en "anseet Borger' op og erklærede med Vidner at ville bevise, at en vis Hr. N. Sørensen udbetalte 24 sk. til Enhver, der vilde stemme for dansk Sprog; denne Erklæring blev strax ført til Protokols, og som en Følge heraf blev Sørensen arresteret, hvor han sikkerlig vilde faae sin fortjente Straf for sin slette Opførsel. - Hvormange sande Ord der var i det usIe Blads hele Referat, nemlig ikke eet eneste, fremgaaer af en Erklæring, som nævnte Sørensen (bekjendt tro dansk Mand) har ladet indrykke i "Köln. Zt.' for i Torsdags. Det oplyses der, at "hin Skandalmager, som ganske vist ved sin løgnagtige og for al Grund blottede Erklæring forstyrrede Afstemningens Gang, hvorved han gav Anledning til et pøbelagtigt Udbrud af hans Kammerater, var alt andet end en "anseet Borger', idet han nemlig er en indvandret Skrædersvend ved Navn Delffs, der arbejder hos en Klædefabrikant, og følgelig hverken var berettiget til at stemme eller overhovedet til at vise sig i Salen. Hans Erklæringer og Sørensens Moderklæring bleve ganske rigtig førte til Protokols; men Undersøgelserne, der fandt Sted samme Dag, og dreves med den største Omhyggelighed, kom desuagtet til det Resultat, at det Hele var en opdigtet, grov Usandhed. Heraf følger det vel af sig selv, at Fortællingen om Arrest og Straf er Iigesaa sandhedstro. N. Sørensen har forresten anlagt Sag mod nævnte Skrædersvend for ondskabsfuld "Bagvaskelse og Æreskrænkelse"

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Fra Eideren, den 23de Octbr. Efter det i Frederiksstad udkommende Ugeblad for Landskaberne Stavelholm og Eidersted, skal der være kommet Ordre fra Wien til de i Eidersted og omliggende Landskaber cantonnerende Troppers Tilbagemarsch. Man vil endvidere have erfaret at de for Tiden i Jylland værende østerrigske Troppeafdelinger skulle paa deres efter al Sandsynlighed snart indtrædende Tilbagemarsch nærmest bevæge sig henad Slesvigs Vestkyst, for idetmindste for en Deel at gaae over Eideren ved Frederiksstad. Som det endvidere af paalideligste Kilde erfares, turde det være temmelig utvivlsomt, at enkelte Afdelinger af den tilbagegaaende østerrigske Hær ere bestemte til at tage Cantonnement syd for Eideren, i Ditmarsken eller andre Districter af Holsten, og skulle de Vedkommende allerede i saa Henseende have erholdt fornødne Ordrer.

- - -

I Aalborg bekjendtgjør Politimester Johnsen den 31te, ifølge en Skrivelse af 30te fra Commandanten, "at han paa Gaderne har truffet flere civile Personer iførte kasserede og ved Auction bekomne preussiske Vaabenfrakker med fuldstændige Distinctioner, saasom Skulderknapper og Regimentsnumere, at dette ikke gaaer an og derfor forbydes, og at han vil afstraffe enhver Overtræder af dette Forbud."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 2. november 1864).

Ifølge "Voss. Zt." forlanger Preussen af den nye Stat Slesvig-Holsten følgende Rettigheder for at tage den under sine Ørnevinger: Det maa have Ret til efter de i Preussen gjældende Regler at udskrive Soldater og Matroser, hvis Underhold, Uniformering og Pensionering bestrides af Hertugdømmernes Kasse, medens Preussen afholder Udgifterne til Vaaben og Munition. Endvidere maae Hertugdømmerne betale en Trediedeel af hvad der vil behøves til Anskaffelse og Vedligeholdelse af Flaadens Materiale. Preussen overtager forpligtelsen til at befæste de slesvig-holstenske Havne og Landets vigtigste strategiske Punkter, hvorfor der tilkommer det Ret til at anlægge Krigshavne samt at benytte alle Communications- og Befordringsmidler i militaire Øiemed, paa samme Maade som i selve Preussen. Fjerdedelen af de dertil medgaaende Omkostninger udredes af Hertugdømmerne, der næsten udelukkende ville komme til at nyde Godt deraf. De i Hertugdømmerne udskrevne Tropper forblive i deres Hjem paa tre Batailloner nær, der tilligemed hele Cavalleriet forlægges til preussiske Garnisonssteder. Iøvrigt maa Preussen være berettiget til at forlægge saamange af sine Tropper til Hertugdømmerne, som Omstændighederne udkræve, da det ogsaa i Fredstider kan blive nødvendigt at concentrere en preussisk Troppestyrke ved den jydske Grændse og de nærmestliggende Havnepladser. Men ingen andre end under preussisk Commando staaende Tropper tør drage igjennem Hertugdømmerne, medmindre den preussiske Overcommando udtrykkeligt har tilladt det, og ligesaalidt bør fremmede Krigsskibe løbe ind i slesvig-holstenske Havne eller farvande. De diplomatiske Poster og Consulaterne overtager Preussen, uden at det tilstedes Hertugdømmerne at være særskilt repræsenterede. Desuden maae disse indtræde i det preussisk-tydske Toldforbund og overlade Bevogtningen af Toldgrændsen til det preussiske Militair og dets Toldembedsmand. I Krigstilfælde skal Preussen have Ret til at forbyde Ind- og Udførselen af visse Gjenstande samt til at forstærke Udskrivningen, hvorimod det overtager Forpligtelsen til i Hertugdømmerne at concentrere en Troppeafdeling og holde en Flaadeafdeling i Søen, der er den danske Armee overlegen. Hverken i Krigs- eller fredstid tør der finde andre Hvervinger eller Udskrivninger Sted end preussiske. Kun paa en Overeenskomst, der indeholder disse Betingelser, kan man vente at Preussen vil indgaae.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 3. november 1864)

"Schl. Holst. Z." det slesvigh. Democraties Organ, skriger i vilden Sky: "Det tydske Folk er bleven bedraget for denne store Times Glæde. Dersom Slesvig-Holsten var bleven befriet i oprigtigt Fællesskab mellem det tydske Folk og dets Fyrster, vilde det have været et af de smukkeste Blade i den tydske Historie; men nu har Intriguens Politik frataget denne Daad dens skjønneste Betydning, har fremkaldt Strid og Tvedragt, hvor Enigheden burde raade, og vakt en forbittrelse i Tydskland, som ei var langt fra at udarte til en Borgerkrig (i Rendsborg?). Og hvorledes har man behandlet det slesvigholstenske Folk! Med Vold er det holdt borte (!) fra Kamppladsen, den ene Udmygelse efter den anden har det maattet taale. Hverken paa Londonerconferencen eller ved selve Fredsslutningen har man tilladt det Land, om hvis Skjæbne det gjaldt, at hæve sin Røst. Man har ikke blot formeent os at gribe til Vaaben, men indtil nu forhindret enhver Sammenkaldelse af vore Stænder. Vi skulle forblive værgeløse, vi skulle ikke komme tilorde, men finde os i, at være en Hjord, over hvilken den mægtige Seirherre efter Behag træffer sin Bestemmelse." Bladet slutter med at forudsige, at Straffen snart vil ramme Stormagterne for deres Misgjerninger. "Af de Statsmænd, som have ført det afgjørende Ord ved Fredsslutningen har den ene (Grev Rechberg) igaar ophørt med at være Minister, og den anden (Bismarck), som har benyttet et stort nationalt Anliggende til Opnaaelsen af indre Partiformaal. skylde vi ingen Tak; han har allerede høstet sin Len (i det preussiske Demokraties Underkuelse)!

- - -

Aarhuus. den 3die Novbr. Det bekræfter sig, hvad vi igaar udtalte en Formodning om, nemlig at de tydske Tropper allerede med næst lige ville begynde en Række Dislokationer, der skulle forberede Udmarschen af Jylland saa hurtig som muligt, naar Fredsratificationen er givet, eller endog som det synes, naar Rigsraadet har givet sit Samtykke til Freden. De fra førstkommende Mandag begyndende Dislokationer gaae, efter hvad vi kunne skjønne, ud paa at trække Tropperne, som ligge Nord paa, ned til Egnen imellem Aarhuus og Horsens. I Borum skal der efter hvad vi erfare, oprettes et Magazin til Forplejning af c. 2000 Md. og c. 900 Heste fra førstkommende Mandag. Her i Byen ville, som det lader, forskjellige Regimenter drage igjennem og afløse hinanden i Qvartererne; men Belægningsstyrken vil indtil videre forblive den samme som hidtil, uden forsaavidt som der nok vil komme en Stab mere hertil i Qvarteer. Efter hvad der fra god Kilde meddeles, er en lignende Bevægelse allerede paabegyndt med de østerrigske Tropper, som ligge Syd paa. (Ah. Av.)

- - -

Frederikshavn, den 3die Novbr. Idag er den tredie - vi tør vel sikkert haabe den sidste - fjendtlige Okkupation af vor By hævet, idet det der liggende Compagni imorges Kl. 7 paa Vogne er befordret til Aalborg. Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, der i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog den sidste Okkupation været forbunden med betydelig Udgivt, idet Communen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de større ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feltlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturliget! følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, især har været ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maatte staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fiendtlige Soldater. (Fdrkd. A.)

- - -

Viborg. General Kaminsky med Brigadestab og 2 Batailloner afgik imorges herfra ad Aarhus til. Styrken holder Rast et Par Mile herfra, i Landsbyen Høibjerg og Omegn, hvorfra imorgen marscheres videre. Fra Skive indtraf 1 Bataillon dertil i Efterm.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. november 1864).

Til Kjøge ankom nylig de første Cappeler Skippere med Fødevarer. Byens Av. har imidlertid ikke seet en eneste Kjøgianer gjøre Indkjøb hos dem og betragter det som et stort Beviis paa Kjøges "patriotisme". Det forekommer os snarere at maatte være et Beviis paa, at enten ere Tiderne for magre i Kjøge eller at man er tilstrækkeligt forsynet med fødevarer til at man behøver at tye til Cappelen. Skulde det derimod være et Vidnesbyrd om Patriotisme, hvorved Kjøge saaledes har vundet en ny Berømthed, saa maa let ogsaa heri have naaet et langt højere Standpunct end Kjøbenhavn; thi der siger Dgst. med veemodigt Tilbageblik paa Kjøges stolte Daad: "Desværre kunne vi ikke sige det Samme her i Byen. Der har her, lige siden Samfærdselen med Slesvig blev aabnet, navnlig ved Gammelstrand ligget en Mængde af de bekjendte Cappeler Skibe med Ost, Smør, Frugt osv., men skulde man her bedømme Patriotismen efter den Afsætning, som disse Varer have, maatte man komme til det Resultat, at Kjøbenhavnerne eller ialtfald de kjøbenhavnske Damer ere meget lidet patriotiske. En saadan Maalestok kan nu vel ikke godt anlægges som Patriotismen (nei virkelig?), men vi skulle ikke nægte, at det er i høi Grad harmeligt for en dansk Mand at see det haanlige Smiil, hvormed flere af disse Skippere, der ere bekjendte som Slesvigholstenere af det reneste Vand, meget ofte stikke de gode danske Penge i Lommen. Og naar de saa komme hjem, fortælle de ganske sikkert skjønne Historier om "die dummen Dänen". Det maatte da være ved at see den foranstaaende Betragtning eller rettere denS Slutning, thi naar Kjøberindende have Smag for Osten, saa er det jo netop huusholderisk klogt, at de søge den hvor de maatte finde den bedst og billigst, uden at generes af dumme Smiil ombord eller af fortrædelige Blikke, naar de gaae sen dyrere Høkerkjælder forbi. Skammen eller Spotten rammer da rettere dem, "som tænke ilde derom" eller som, af Mangel paa et virkeligt Object, coquettere med en smagløs Spækhøker-Patriotisme.

- - -

Aalborg, den 4de November

Imorges afmarscherede efter Bestemmelsen 50de Regiment og imorgen afgaaer 10de Regiment paa 60 Mand nær, som paa Mandag følge efter tilligemed det svære Feldtlazareth. Det hertil idag fra Frederikshavn ankomne Compagnie af 10de Reg. afgik tilvogns her fra Byen igaar Morges Kl. 7. Frederikshavn har været occuperet af preussiske Tropper ialt 47 Dage: første Gang i fjorten Dage, nemlig fra 12te til 26de Juli, anden Gang i 3 Dage, nemlig 4de, 5te og 6te August og tredie Gang i 30 Dage, nemlig fra 4de Octbr. til 3die Novbr. Af den Bataillon, der den 4te Octbr. kom dertil og ifølge Militairgouvernementets Bekjendtgjørelse skulde have ligget i Vinterqvarteer der, marscherede imidlertid allerede den Ude de 2 kompagnier derfra; den 13de afgik nok et Compagnie, saa der blev kun eet tilbage. - Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, som i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog, efter Byens Av., den sidste Occupation været forbunden med betydelig Udgift, idet kommunen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de Porre ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feldtlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturligen følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, tsar har varet ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maattet staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fjendtlige Soldater.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. november 1864).

Den biennorrhoiske Øiensygdom. Fra en af Hovedstadens meest anseete og agtede Læger har "Berl. Td" modtaget en Skrivelse, hvoraf den meddeler Følgende: "Den Gift her i Staden, hvorpaa jeg herved vil henlede Opmærksomheden, er en i stærk Tiltagende værende biennorrhoisk Øienbelændelse - ogsaa en Følge af - Krigen, opstaaet nærmest ved Smitte fra de hjemvendte Soldater, der atter have faaet den fra Fjender (især Østerrigerne). Sygdommen findes i især hos fattige Børn fra Smaagaderne (Pedermadsensgang f. Ex) og Børnene smitte de Voxne - hele Familier indlægges paa Hospitalerne, og Kommunehospitalet er alt overfyldt af disse Patienter. Fra Sundhedskommissionens Side gjøres hidtil Intet, uagtet det er meldt til den, og uagtet de epidemiske Ugelister hver Uge omtale Sygdommens Tiltagen. Der burde skaffes afsondret Plads til de Øiensyge, og hyppig visiteres i alle fattige Skoler og Asyler, for at Sygdommen itide kunde komme under Behandling, og Smitte forebygges".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. november 1864).

Dansk landpostbud i Jylland. Illustrirte Zeitung 15. oktober 1864.

Pengeombytningen (Statsbankerotten 5. januar 1813). (Efterskrift til Politivennen)

Mere i Anledning af Forordningen af 5te Januari d. A. - Som det synes, saa ere en stor Deel af Sælgerne, naar Februarii Maaned indtræder og alt Kiøb og Salg skal sluttes efter Benævnelsen af den nye Mynt, langt fra ikke tilsinds at sælge deres Vare, forholdeligen til den nye []nes fordobbelte Værd; hvorimod nogle Lau, og Andre indbyrdes skal have vedtaget, at sætte en høiere Priis. - Hertil kan nu i Almindelighed ingen tilstrækkelig Grund være, da næsten Alle sælge af gamle Forraad og i Følge Indkjøbs Priser, med behørig Provision, hvorefter de tilforn have solgt og hvorved de ikke allene vare fuldkomne skadesløse; men og havde god Fordeel. - Det er altsaa alleene overdreven Egennytte, og utidig Vindelyst, der err Drivefiedren til saadan deres Adfærd, da 16 sk. af den nye Mynt jo fuldkommeligen svarer til vores gamle courante Ridsdaler, naar vi alleene ikke Selv ville søge at nedværdige samme. - Der er for Regieringen og for os Alle af yderste Vigtighed at overholde Ridsbankens Kredit, uden hvilken Operationens Hensigt forfeiles og alle Kiøbere bedrages. - Det er derfor aldeles fornødent, at der med yderste Paapassenhed og Strænghed fra Politiets Side maa vaages over, at ingen slig Misbrug indsniger sig og det vilde vist være fornødent, at alle Sælgere ved Placater advares og erholdes ufravigeligen, at sælge for en sjette Deel i nye Mynt, imod de forrige Priser i courant, imod, i Overtrædelses Tilfælde at see deres Næring nedlagt. (Een omtrent saadan Artikel skal i Gaar have været opslaaet, men, strax igien afreven, saa at jeg ikke har kunnet forsikre mig om Virkeligheden.) Og at den yderste Aarvaagenhed og Alvorlighed anvendes imod Overtrædelser, hvortil vi Kiøbere maa være behielpelige, ved at eenes om, ei at give mere, eller om Nødvendigheden byder at kiøbe til høire Priser, da strax at anmelde saadant for Politiet. - Thi uden slig Adfærd, vil Forordningens heele Hensigt blive eluderet - Uundgaaelig maae derfor fra Politiets Side fortfares med yderste Strænghed uden Persons Anseelse, eller at laane Øret til utidige Beklagelser og Indvendinger derimod. - Thi om der endog skulle findes Sælgere, som nyeligen havde kiøbt til denne Priis; da er det bedre, at saadanne lade være at sælge og om de have ordineret Varene udenlands fra, ophøre med slig Ordination af Undværligheder og hvorved desuden Handelsbalancen lider. - Og om de have kiøbt samme paa nogen af vore Auctioner, slet ikke ere at ynke, da de kunne lade være, at opdrive Varene saa høit, at Udsalgsprisen derefter maatte forhøies; thi paa denne Maade er det endnu mere, end ved Koursen, at Varene have opnaaet en saa overdreven Priis. Da det er bekiendt at kun den allerringeste Deel af Sælgerne selv have ordineret fremmede Vare; men at næsten alt, siden Krigen, er kiøbt paa Auctioner over kapret og opbragt, Gods, og at Egennytte paa deslige Autioner haver drevet Eierne af betydelige Oplage og Forraade til, uden Fornødenhed at opdrive Priserne for Brugerne, og især for de af de Handlende, som ikke vare forsynede med Forraad, deels paa det de ikke skulle undersælge dem, og deels for at faae Priserne paa deres Oplage og Forraade forhøjede; desaarsag de med Glæde have seet Priserne stige, om de endog undertiden selv bleve hængende ved et eller andet Qvantum, da de strax forholdeligen til saavel Indkiøb som Provision, tillige fik Prisen forhøiet paa allerede havende gamle Forraade til usigelig Gevinst. Derfor have de og stedse havt deres Agenter eller Commissionairer paa enhver Auction, endog i Provindserne og uopholdeligen forhøiet deres Vahre-taxt forholdeligen til det allerhøieste Auctionsbud og Provision Vi have derfor havt det Særsyn, at endskiøndt vore Oplage ved Krigens Udbrud vare forsynede med et aldrig tilforn seet Forraad paa adskillige Vahre, der blev anslaget tilstrækkeligt for mange Aar, og uagtet vi have havt hyppige Auctioner over store Qvantiteter af alle Slags Vahre, saa at man kunne troe Vahrene maatte falde, samme dog stedse have stegen, og den Synderlighed derfor finder Sted, at Kiøberne have maattet ofte gyse og frygte for enhver nye Auction. Naar man nu derimod veed, at saadant ikke bliver en Aarsag til Forhøielser i Priserne, saa medfører denne Adfærd ingen anden Skade eller Tab, end at man lader være at kiøbe, naar Auctionsprisen er for høi, og at de ommeldte og uegennyttige Kneb derved maa ophøre. Det kan derimod ikke nægtes, at der findes adskillige ikke iblandt Sælgerne; men af andre Entrepreneurer af Instituter, Skoler og offentlige Stiftelser, som ikke hidtil have forhøiet deres Taxter forholdeligen til Coursen og Vahrenes høie Priis, der følgeligen kunne lide derved, som er ilde, men da Grundsætningen bør være fast og urykkelig, naar Hensigten skal opnaaes, og for ikke at give ondt Exempel ved tilstaaende Afvigelser, saa maa saadanne taale Taber i det mindste for nogen Tid, for deres forrige Forsømmelse eller Eftergivenhed, da de have valgt den upasseligste tTid dertil, og i denne Betragtning synes det endog mindre passeligt at man har fraveget denne Grundsætning ved Theatret. - For[]agers Forfatter indseer fuldkommeligen den store Vanskelighed i Taxtfæstelse paa alt Slags Udsalg, og hvormeget sligt strider imod ellers almindelige gode politiske Grundsætninger, og endnu mere det haarde og ubehagelige, som er uadskilligt fra Overholdelsen; men da det er en uadskilelig Følge af Penge-Operation, om den skal opnaae sin Hensigt; saa kan dette ikke komme i Betragtning. Vi kiende de Forholdsregler, som fra Regieringens Side ansees nødvendige til Operationens Iværksættelse og Misbrugs Forebyggelse. 
Men for endvidere det hastigste muligt at sikre et godt Udfald, ved at befordre Rigsbankens Kredit, især nu i Begyndelsen indtil 1ste August d. A., da sammes Cours først annoteres og forinden Indskudde i Sølv kan skee og Bankforskrivninger udstædes, var det ønskeligt, om en Deel af Undersaatterne, især Eierne af de faste Eiendomme, der dog skal giøre Indskuddet eller udstræde Forskrivninger, godvilligen ville tilbyde, at et vist Qvantum Sølv, saameget Enhver kan afstedkomme, imidlertid hos dem skulle staae i Beredskab til Paafordring af Rigsbanken, naar fornødigedes og for godt befandtes. Medborgere! Saa mangt af Eder, som besiæles for det almindelige Vel og ønske det nye Pengevæsens Fremgang, nu det er anordnet; det var at tvivle om Eders Fædrelands Kierlighed, om man ikke troede I villigen ville laane Øret til denne min velmeente Opfordring, som kan iværksættes uden Eders mindste Tab eller Skade og indsamle Subscriptioner af det foreslaaede Indhold paa de Summer enhver kan overkomme. Det vil glæde vor gode Konges Hierte og af ham med besynderlig Naade ansees at man strækker en villig Haand til saa vigtigt et Øiemeeds Opnaaelse for Land og Rige. F. W. Trojel

Dagen 2. februar 1813

Redacteurens Anmærkning

Om F. W. Trojel, se den Store Danske.

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Ligesom Island, allerede for et Aartusinde siden, ved sin Forfatning og sine Beboeres ædle aand var Sædet for den fædrenelandske Histories og Digtekonsts Muse, saaledes synes Smages for Konst og Videnskabelighed atter at ville vælge sit Ophold ogsaa i Norden, hvis Fjeldboeres stolte og Store Nationalcaracteer altid har været Urokkelig som deres Klipper. Medens Litteraturen med hver Dag finder færre Yndere i Danmark, seer man Søsterlandet Norge ved Iver og Ømhed optage Muserne i sit trygge Skjød. Selskabet for Norges Vel synes at være den Morgenrøde, der bebuder dette Riges Litteratur den skjønneste Dag. Christiania tæller allerede 3 Bogtrykkeriet, der ere sysselsatte med at trykke Selskabets Haandskrifter, og dette Hæderssamfund arbeider med rosværdig Anstrengelse på at forskaffe Norge "en Litteratur". Det første Skridt, det allerede har gjort, ved at kalde Kobberstikker Grosch til sig og overdrage ham at fremstille Norge i sin hele maleriske Naturskjønhed, viser noksom, hvor meget det ønsker at udbrede dette Lands videnskabelige Ære. Ogsaa lover den store Redebonhed, hvormed Norges mange sande Patrioter ved betydelige Pengebidrag opmuntre til en norsk Universitets Stiftelse, at dette Rige engang vil blev hvad dets ældre Søster Island for mange Sekler har været: Lærdommens Fosterland, og det gamle Ordsprog: "Fra Norden kommer Guld", vil i det mindste i moralsk Forstand snart gaae i Opfyldelse.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 61
Tirsdagen den 30 Julii 1811
Spalte 872

Et Spørgsmaal og et Svar i Anledning af de nye Skatter

Spørgsmål: Men er det dog ikke skrækkeligt at jeg, en enke med 200 rigsdaler indtægt, som kongen ikke giver en skilling og som dyrheden allerede har voldt så store skår i mine små indtægter, skal svare 4 %?

Svar: Nej, frue, aldeles ikke! Ved De hvorfor De med glæde bør betale skatten? Fordi De har et fædreland, og fordi dette fædreland yder dem landefred. Fordi De kan sidde rolig på denne stol uden at en fremmed husar slår Dem på skulderen og siger: Op, mutter, der vil jeg sidde, gå De straks ud og vand min hest og før den i stalden.

Udgiveren tilegner disse virkelig gjorte spørgsmål og svar til alle dem der ikke overvejer hvor lidt vore, skønt forhøjede, skatter bør aftvinge os upatriotiske ytringer, og ikke skelne at det er kursen, der pålægger os en skat af 350 procent af de fremmede kolonialvarer og fabriksvarer vi forbruger, ja at vi selv pålægger os denne skat ved at bruge dem. Lad os ikke spise, drikke eller iklæde os noget som ikke er dansk, men fremarbejde andet i stedet, og foretrække dette, om end det ikke er fuldt så godt.

(Politivennen nr. 619 formentlig 10 marts 1810, her gengivet fra Lollands Falsters Stifts Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten, 22. marts 1810)

Viis mig din Tro af dine Gjerninger

(Indsendt)

Sådan siger religionens forkynder, og at hans ord er sande, er der vel ingen tvivl. Man kan altså lære at kende individers og nationers karakter af deres gerninger. Dersom der gives mange patrioter i et land, så kalder man generelt nationen patriotisk. Nu kan man fremsætte det spørgsmål: Fortjener de mennesker som med gavmild hånd beriger en udenlandsk sangerinde at kaldes patrioter når de nogle dage efter ikke har noget tilovers for en trængende, den ulykkeligere del af menneskeheden helligede stiftelse? 

Sagen er denne: Madame Becker om hvis talent der vist nok ikke er nogen tvivl, skal have indkasseret 8.000 rigsdaler for sin sang, hvor derimod indtægten ved beneficen for de døvstummes institut kun skal have været 1.800 rigsdaler. Hvad er vel mennesket værdigst, hvad ædlest, hvad gavnligst, enten at understøtte en tysk sangerinde der lige så godt (?) kan finde tilhørere i et andet land, og som efter at have ladet os et par sange for en høj pris høre hendes naturgaver, lig solen ved vinterens komme drager bort fra os, eller at ophjælpe en indretning, det døvstummes institut, der ikke alene hædrer samfundet, men hvis elevers velsignelser ville følge den ædle giver? Skal man altså nu med al strenghed bedømme det københavnske publikums karakter efter disse gerninger, mon da svaret bliver: At den er patriotisk?

(Politivennen nr. 22, Løverdagen den 1. juni 1816, s. 340-341)

Ønske til Fordel for en indenlandsk Fabrikering

(Efter indsendt)

Det er nu bekendtgjort i Addresseaviserne hvor man kan levere affald af alle slags papir, og hvad man kan få for tøj. Det er altså en grundet formodning at deraf kan laves papir, om ikke af allerfineste, så dog brugbart og fornødent papir. Da det nu er meget rimeligt at alle slags fabrikerede varer her i landet må blive dyre, når enhver ikke med fælles bestræbelse vil hjælpe fabrikkerne til det, som disse trænger til for at holde deres fabrikker i gang, og levere frembringelserne heraf, så var det at ønske at alle kollegialbuddene, såvel som de ved vores mange handelskontorer, hvor der falder mange omslag og affald af papirer, til deres egen fordel såvel som af patriotsiver, ville samle disse sammen for mod den bestemte betaling at lade levere på det averterede sted. Og man turde da håbe at det ringere, men dog brugbare slags papir, derved skulle blive at få, og det til en nogenlunde tålelig prise. For det er intet under at fabriksvarer her i landet stiger, når ikke engang landets børn vil hjælpe disse, med de ringe rå-evner der kunne blive dobbelt nyttige, og som man ofte ser smidt ud med andet skarn og kastes på skarnvogne.

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8479-8480)

Redacteurens Anmærkning

Det originale ord for tøj er lød. Ifølge Ordbog over det danske sprog kan lød også være låd, dvs. tøj. Og da man fremstillede papir af gamle klude på Politivennens tid har jeg gættet på at dette må være meningen.

Et Par i denne Tid højst vigtige Borgerpligers Indskærpelse

(Efter indsendt)

Vi har for øjeblikket to ydre fjender. Dem har regent og folk med forenede kræfter at bekæmpe. Men der er endnu to andre fjender i landet midt mellem os, i vores stæder og landsbyer, i vores huse, i vores selskaber, hvis alvorlige bekæmpelse er pligt for den fornuftige, oplyste og velmenende borger, og en pligt som han vel kan undlade uden at indkassere offentlig straf, men ikke uden at straffes med den skrækkeligste bevidsthed at have forsømt, at gøre sit til det anfægtede fædrelands redning.

1.) Den første af disse fjender er hemmelige spioner, hvad enten de er indfødte eller fremmedfødte. Regering og politi kan gøre alt hvad der står i deres magt for at opdage dem, og dog ikke nå deres mål fuldstændigt, hvis enhver redelig mand ikke iler dem til hjælp med det. Højlig er det derfor at ønske at enhver vil være yderst opmærksom på enhver fremmeds tale og handlinger, efterspore deres gerninger og forbindelser. Og ved endog den allermindste mistænksomhed straks angive det for politiet eller vedkommende autoriteter. Også på indfødte der er i slægtsskab, svogerskab eller anden forbindelse med fremmede, er sådan opmærksomhed højlig at anbefale. Ligesom på enhver anden, der gør sig mistænkelig. Vi har en uhyre mængde af svenske og nogle engelske iblandt os, som vi bør give nøje agt på. Men også andre fremmede selv af fredelige nationer bør ikke lades af øje.

2.) Det andet slags fjender er vores alarmister. Dertil regner jeg ikke blot dem som opdigter afskrækkende rygter, men også dem, der dadler os, dadler vores nation, vores regering, vores tapperhed, vores statskræfter, vores foranstaltninger. Højligen er det en regering til ære, at den ikke imod dette slags statsutøj griber til det forslidte og ikke alene uoverholdelige, men om det kunne overholdes skadelige middel at forbyde politisering i selskab. Sådant forbud hindrer en regering fra at erfare mange gode vink. Det hindrer gode borgere fra at opflamme til det gode, og udbreder en skummel og styg nedslåethed og ligegyldighed, mens de ildesindede ville hviske at sådant forbud røber en mådelig bevidsthed.

Nej, her er det blot den gode borger, der skal virke, når hver sådan ikke tillader sådan tale at fremføres i hans nærværelse, men gendriver og straffer disse sladdervæsner med den varme, som sagen kræver, og tillige opfordrer de nærværende til at virke for landet i stedet for at føre unyttig eller skadelig sladder eller høre på den, da skulle sådanne alarmister skamfulde stikke piben ind og en herlig borgerånd besjæle vores tale som vores handlinger! Det ske!

(Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8327-8329)

Patriotiske Tanker om Tiderne

Tiderne har forandret sig så højst mærkelig siden englændernes overfald på København. Handel og søfart er stoppet ved det, og følgerne af det mageløse optrin er så trykkende for enhver fra den højeste til den ringeste, at enhver dansk og norsk borger må derover aldeles tage til eftertanke hvad vi skylder os selv. For om muligt nu ikke længere at være ligegyldige ved den engelske regerings højst skammelige adfærd, tror man at burde gribe til det sikreste middel i begge rigerne som står i vor magt. Nemlig at enhver bliver enig om ikke længere at gøde de engelske agre, men tænke efter hvad der kan udrettes ved samlede kræfter til alle tænkelige og mulige fabrikkers etablering. 

Enhver indser, og det er bekendt nok, at Englands fremgang og samlede rigdom  i begyndelsen var et ganske spædt foster, som de siden lidt efter lidt har plejet ved overlæg og sammenskud af penge, indtil det nu dermed er kommet til sådan assats med deres fabrikvarers debit over hele Europa og i andre verdensdele. Måtte det nu være tilladt at de af vore landsmænd der læser disse linjer, vil spørge sig selv: Har vi ikke lige som englænderne hoved til at udfinde adskillige fabrikkers anlæg til vores egen og statens fordel? 

Den Kongelige Grønlandske Handelsplads på Christianshavn. Et af de steder hvorfra udlandshandelen foregik på Politivennens tid. (N. J. Bredahl) 

Lad os derfor ikke være ligegyldige. De dertil udfordrende drivfjedre står øjensynlig i vores magt. Sagen er lige så vigtig for os som for vores efterkommere. Griber vi til den alvorlige beslutning at ville hjælpe os med vores egne produkter og aldeles foragte engelske varer, da får denne nation i det øjeblik et føleligt skub, der skaber nye næringsveje for os selv, hvor i gennem mange fattiges hænder kommer i arbejde og får levebrød. Bliver alle veltænkende patrioter enige deri, ligesom Englands første fabriksinteressenter, griber sagen an ved hånds og munds forpligtelser, at stå hinanden bi med den udfordrende kraft, lyst og mod at blive enige at deltage i sådanne fabrikkers anlæg med 50 til 100 rigsdalers indskud: Tager omtalte interessenter engang denne faste og bestemte beslutning, da vil de imellem sig selv vælge 3 til 4 mænd til opsyn ved de omtalte fabrikker og til ydermere styrke for fabrikkerne blive enige om at hvad enhver interessent behøver af disse varer for sig selv og familie, købes kontant på deres eget fabrik. 

Denne forening vil unægtelig befordre dets gevinst, at det i første anlæg vil give årligt 4 til 5 procent i særdeleshed af uldfabrikker, og med tiden mere. Den der søger, han finder. Den der banker, ham bliver oplukket. Lad os derfor ikke længere være ligegyldige. Måske vil det med tiden bane os vej til at ligne englænderne i velstand, som har ansporet os til deres egen skade. Just i dette øjeblik da blodet endnu koger i enhver dansk og norsk mands hjerte, bør vi tænke os om. Hvad skylder vi os selv og vores efterkommere, til faste mening at hævne os på disse voldsmænd, til egen nytte i tilkommende tid. Idet vi tager den beslutning, giver vi derigennem liv og ånde til mange fattige, som i denne tid lider. Et ønske er tilbage, at mine læsere vil ret med alvorligt overlæg antage disse tanker af den, som derigennem hverken søger ære eller timelig fordel. Dog det i min korte livstid at se tankerne iværksat, værende selv den første der vil deltage.

A. Æreboe
Etatsråd

P.S. Forfatteren af ovenstående tanker refererer sig til hr. justitsråd Rafns offentlige indbydelse til hver patriot i begge rigerne med ønske at førnævnte tanker især til vores egne fabrikker ophjælpelse må i et og alt blive nøje taget i betragtning til iværksættelse. Fordelen vil enhver mand indse til eget og medborgeres velgående i tiden.

(Politivennen nr. 511, 13. februar 1808, s. 8205-8209)

Opfordring til Stiftelse af et patriotisk Selskab

(Efter indsendt)

Har verden nogensinde set mage til skændigt, lumsk-nedrigt og røverisk overfald mod et uskyldigt og fredeligt folk, således som englænderne begik mod os og vores land? Har noget folk, nogen nation nogensinde haft en mere retfærdig anledning, en større pligt til at søge hævn over barbaren, for den mod det viste skændselsdåd, end vi har?

Det var her englænderne udførte deres "skændselsdåd" for over 207 år siden: Afsejlingen med danske flåde fra Nyholm og ødelæggelser. Men mastekranen og bygningerne på begge sider står der stadig. Dg nu også med B&W's gamle kæmpehal som baggrundskulisse. Tænk Melodi Grandprix 2014. Samt fregatten Peder Skram der nu er museum. 

Så uimodsigeligt det er, at disse spørgsmål alene kunne besvares med nej! lige så sikkert ville det være at vi ikke fortjente fremmedes eller vores egen agtelse hvis vi ikke af denne begivenhed blev opvakt til at tage al den hævn vi formår over sådan en fjende.

Foruden den hævn vi som nation, ved våbens magt skulle søge, og hvortil det er hver mands pligt at understøtte regeringen af alle kræfter, findes der en anden som er uden regeringens bydende: En hævn som ethvert individ blandt os, kvinder såvel som mænd, kunne deltage i, som ikke koster blodsudgydelse, som er let at tage, men som derfor ikke ville være mindre smertelig for vores fjende, og som endelig, fordi den skader ham, ville gavne os selv i samme forhold og på mangfoldige måder. Den nemlig: At vi fra vores huse og boliger bandlyste alle engelske fabriks- og manufakturvarer, samt alle engelsk-østindiske luksusvarer.

Det kan ikke tvivles om at denne ide, skønt gammel, jo vil finde mange tilhængere hos os for nærværende, når den for alvor kunne søges udført i praksis.

Det tilkommer os, hovedstadens beboere som har været lidende tilskuere til vores fjenders skændselsdåd, at gøre begyndelse, at give eksemplet for rigernes øvrige indbyggere. Lad nogle agtede mænd træde sammen for at lægge en plan for et selskab, hvis formål skulle være at udelukke alle engelske fabriks-, manufaktur- og luksusvarer, samt at opmuntre fremstillingen og forbruget af alle indenlandske varer. Mange af vores medborgere ville helt sikkert forene sig med dette selskab. Det ville afføde flere sådanne selskaber af sig omkring i rigets provinser, og måske virke som et eksempel i andre nordlige riger af Europa, som kunne blive frygteligere for vore fjender end selve krigen.

Vor regerings bistand til jeg formålet må vi virkelig kunne regne med.

(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7977-7979)

Redakteurens Anmærkning

Denne opfordringen til boycot af engelske produkter er formentlig udtryk for samme tankegang som især blev fremsat af justitsråd Carl Gottlob Rafn, som i november 1807 opfordrede til at understøtte indenlandsk manufaktur og sværge ikke at købe engelske produkter. Regeringen støttede denne plan og Selskabet for Indenlandsk Kunstflid (8. febuar 1808-1821). Rafn døde imidlertid 17. maj 1808, og der fandtes ingen konkret plan for selskabets virke. I juni forsøgte stiftamtmand Carl Frederik von Hellfried at genoplive planen. 

Det danske marked bestod af en betydelig import af engelske varer. Og da industrialiseringen allerede var godt i gang her med fremstillingen af finere varer end de danske, var engelske produkter attraktive for de borgere, som skrev i Politivennen. (Her et kaffe- og testel af udenlandsk oprindelse. Eget foto, Nationalmuseet). 

Befolkningen var splittet, selv om den proengelske del var et mindretal. Hadet til England holdt sig længe. Efter Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 blev der demonstreret foran den engelske gesandts hus i København og råbt "Napoleon Leve". I praksis kopierede Danmark dog mange af de engelske liberale ideer: Afskaffelsen af laugs og købstadsprivilegierne til fordel for en liberal markedsøkonomi, enevælden blev afløst af grundloven. Derimod lærte man også af slagsiderne: Opløsningen af bondesamfundet, industrialismens sociale kløft mellem rig og fattig. 

Patriotismen var borgernes ideologi: Ideer om borgerdyd, almenvellets bedste og offervilje. Patrioten, borgeren der tilsidesatte egne interesser for fædrelandets. Arbejdsomt, flittig og redelig. Artiklens patriotisme afspejler en begyndende nationalpatriotisme som ikke handlede om den stats- og samfundsorienterede almenpatriotisme, men nationens interesser. Mens den første troede på et fælles mål for hele menneskeheden, så fokuserede den sidste på Danmark (og Norge).

Artiklerne om andre klasser, "de lavere klasser", de "ringere klasser", almuen mv. i Politivennen fortæller så på sin side om hvor langt borgeren havde tænkt sig at tilside sine interesser for "fædrelandets". Altså bønderne, tyendet, amagerkonerne, matroserne, tiggerne, stort set alle andre grupper nævnt i tag-clouden i højremenuen. Kort sagt, ikke ret meget længere end borgerklassens egne grænser. Dvs. inden for grænserne af de 5-10% af den mest velstående del af (Københavns) befolkning.

Ønske til Bestyrerne af den danske Porcelænsfabrik

(Efter indsendt)

Nordamerikas uafhængighed begyndte med at en del af deres patriotiske borgere tog en fast beslutning om ikke at ville drikke te. Og med enigt borgersind overholdt de det, da England pålagde en forhøjet told på samme. Hvor megen afhængighed kan de mindre nationer ikke forskaffe sig imod de større, når man bestemt kunne enes om ikke at bruge visse overflødighedsartikler, og hvor megen velstand kunne man ikke tilvejebringe i sit eget land, ved at fremstille det hos sig selv, som man nu betaler skat til andre nationer for. 

Denne sætnings udvikling er ligeså overflødig som vidtløftig. Jeg vil straks gå til den genstand jeg ville tale om.

Vores forfædre, og det for ikke så længe siden, spiste på tin, og almuen på ler og til dels træfade, fabrikerede i ladet. Tinnet fik vi vel for en dels vedkommende fra England. Men imidlertid havde det den store fordel at vare evigt. Og arbejdslønnen til at forme det til skåle, fade, tallerkener osv. blev alt sammen tjent i landet. For nuværende kan ingen såkaldte skikkelige folk længere spise på tin. Ja kommer man ud på landet hos bønder og den mindre almue, har det engelske stentøj såvel fordrevet det mere simple lertøj som det varigere tintøj hos de fornemmere.

Man kan ikke forlange at velklædte personer skal spise af tin, i hvert fald ikke min kone, og min pige vil ikke holde det rent. Forskelligt service af tin, kobber og porcelæn fra Politivennens tid (Eget foto. Nationalmuseet)

Man har vel gjort adskillige forsøg på at anlægge fajancefabrikker i Danmark. Men de er alle som så mange andre fabrikker døde på grund af den høje arbejdsløn hos os. Og den mangel på patriotisk ånd ikke at ville det indenlandske så længe det ikke har nået den fuldkommenhed som udenlandske fabrikker kan lave på grund af deres længere drift og kraftigere understøttelse af nationalrigdom osv. Og derfor bliver vi evige slaver af at købe det fremmede.

Indsenderen er også blandt dem som ved det engelske bombardement har fået meget sønderslået, blandt andet tallerkner, fade osv. Nu vil jeg gerne være patriot og ikke købe engelsk stentøj. Men jeg er på ingen måde i stand til at få andet at spise på, med mindre jeg skulle købe det alt for kostbare porcelæn, og det har jeg ikke råd til. Tintøj er ikke at få, og om jeg havde kunnet få det, så kan min kone ikke lide det. Og mine pige ville ikke holde det rent. Hvorledes vil det gå os dersom omstændighederne blev sådan at der slet ingen tilførsel blev af engelsk stentøj? Dette giver mig anledning til et forslag.

Unægteligt har den danske porcelænsfabrik gavnet landet uendelig meget. Og lad være det koster regeringen mere end det indbringer, så er dets produkt dog unægtelig en meget betydelig nationalvinding. Og dets nytte tror jeg er langt større på de almindelige og simplere sorter end på de fine og kostbare varer.

I betragtning af forestående tror indsenderen at kunne gøre et for landet såre vigtigt forslag til direktørerne for porcelænsfabrikken: Det var om samme ville lægge en plan, og iværksætte den, til at fabrikere et slags meget simpelt, om man ville så kaldte det, nationalporcelæn. Det blev naturligvis dyrere end fajance. Men det måtte være meget lettere køb, end som porcelænet er nu. Tallerkenerne kunne være mindre og ikke så massive. Måske massen ikke behøvede at være så fin. Der måtte anbringes mindst muligt malning derpå. Kort sagt, alt anvendes der kunne gøre det kønnere.

For nuværende koster en meget skrøbelig engelsk stentøjstallerken 10 skilling. Når fabrikken kunne levere sådant gods som omtalt for 12 skilling, ja var det også noget mere, 1 mark eller dyrere, så kan der ingen tvivl være om at det ville fortrænge det fremmede. Og ved den stærke afsætning som fabrikken ved dette uforbigængellige ville få, kunne det måske med tiden levere det for et bedre køb.

Ser vi alene på artiklerne kaffe- og tetøj, så har den mest simple slags af disse næsten over hele Danmark fordrevet det kinesiske, uagtet at danske tekopper er noget dyrere. Men det ligger i andre omstændigheder, at når man slår enkelte stykker itu, så kan man nemmere holde det komplet, fordi mønstret er ens eller at man kan få enkelte stykker af det mønster man vil have.*)

Porcelænsbordstel til stads har endog for det meste fordrevet det kinesiske. Men det er kun for de formuende.

*) De engelske fajancefabriker begyndte at købe kopper i samme smag som porcelænet. Og skønt de er meget ringere i godhed, så på grund af deres lette køb, begyndte de fra neden af at fordrive såvel kinesisk som dansk porelæn. Kulørt fajance er vel forbudt at indføres og skulle være smuglervarer. Men hvilke af disse slags love overholdes?

(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7960-7965. Sidetallet er fejlagtigt angivet til 7947)

Redaktørens Anmærkning

Christian den 7. brød sig ikke om porcelæn, men blev overbevist af enkedronning Juliane Marie om at udstede et privilegium til Frantz Henrich Müller om at fremstille porcelæn i 1775. (Et stel er opkaldt efter hende). Til porcelænsfremstilling behøvede man feldspat og kvarts fra Norge og kaolin fra Tyskland og Frankrig. Det blev til den senere kongelige Porcellænsfabrik der startede på Købmagergade i 1795. 

Ludvig Manthey var i 1800 efter kongelig befaling sendt til udlandet for at studere porcelænsfabrikation. Han var adminstrator for fabrikken 1796-1812. Bombardementet beskadigede fabrikken uden at ødelægge den. Efter Müllers død i 1820 forfaldt fabrikken noget. Først da tyskeren Gottfried Garlieb blev administrator begyndte for alvor en dansk fabrikation. Den senere administrator Carl Wilhelm Bergsøe var ophav til Velhelm Bergsøe, men det er en anden historie.

Nogle Forholdsregler til Bedste for saarede Krigere, i tilkommende Slag.

Af skade bliver man klog. Dette ordsprog som dog nok mere rigtigt skal hedde: Af skade bliver man klogere, er så ydmygende ved første øjekast som trøstende og opmuntrende ved nærmere betragtning. Der er en nærmere anvendelse af den sandhed: at intet onde er uden gode følger! At være blevet klogere, at ved et fejltrin have fået midler i eje til ikke alene at undgå det samme, men måske mange andre nært beslægtede fejltrin i fremtiden, og at se enhver villig til at erkende midlernes rigtighed - dette er kostbare fordele som om de ikke ganske tilintetgør, dog storligt må lindre følelsen af den tilføjede skade. Den som vil fremtræde med en skønt klingende sætning at alt hvad Danmark i sin nys begyndte krig har vist i råd og død var idel visdom, mod, tapperhed, standhaftighed, den ville evig i vores første borgers og hans mænds øjne have brændemærket sin skamløse hoftunge. Den der turde nægte at disse egenskaber jo i en udmærket grad har hædret nationen og dens styrere, i dette vigtige tidspunkt, ville selv af den frækkeste pøbel blive stenet for sin frækhed.

I den forvisning at ingen kan kalde ham smigrer, i det håb at ingen vil nægte ham navn af god og patriotisk borger, tør udgiveren af disse blade tro at gøre nytte ved af de optegnelser han og andre gør (for ved krigens ende at bekendtgøres til det heles vel), efterhånden her at indrykke, i den beskedne frimodige tone som vores konge den 27. september 1799 anbefalede enhver patriot der ville opfylde hans ønske ved at bruge den givne skrivefrihed, de poster som omstændighederne under selve krigen tillader at omtale, derved uden at forråde statens ære.

De engelske blade har foruden så mange andre usandheder hvormed de blot kunne have til hensigt at skjule deres tab for den gode John Bull, også søgt i hele Europas øjne at vanære den danske regering og i synderlighed det danske admiralitet ved at påstå at vores forsvarsnummere ingen kirurger havde ombord. Det er her så bekendt at bevis var overflødigt, at admiralitetet havde forsynet dem med kirurger og at nogle større skibe endog havde flere end en. Og det lader sig ikke betvivle at jo kollegiet ved bekendtgørelser i alle fremmede tidender vil overbevise Eruopa om sådanne nederdrægttige rygter ugrund.

Om vi nogen tid atter skal se kamp med britten i møde, da tør vi vente os af det kollegium som råder vores tapre søværn, sådanne foranstaltninger, dem kun et slag, ligt det den anden april, et mandtab der endnu aldrig har haft mage, en blodsudgydelse, under hvilken den tapre dane har udholdt kampen, men måske næppe nogen anden nation ville have udholdt den - kunne forestille ham nødvendige.

Selv det mod der altid fremskinnede hvor danske sømænd slog, står tilbage mod det som vistes i Kongedybet. En ny og hidtil uhørt grad af krigens rædsler gør nye forholdsregler nødvendige derimod. Ikke en, ikke to, ikke tre kirurger ville forslå på skibe der bærer danske flag i kampen. Ikke forråd af instrumenter, af bandager osv. til få, til en halvdel, til trefjerdele af mandskabets hjælp, er nok på danske prøvestene. Vores søkrigeres foresatte har set deres helte udvise en som vores Fischer kalder, selv for danske ubegribelig tapperhed, og de ville gøre sårlægernes og apparaterne mængde fuldkommen forholdsmæssig dertil. Et ønske som ved denne lejlighed ikke kan andet end gøres er, at admiralitetet føjer anstalt til at kvæstede som søværts kommer til bys på både (måske det ikke var for meget,dertil at have egne både) kunne føres fra Toldboden til det så rigtigt ved vandet beliggende Søkvæsthus. Det behøves sikkert ikke at vedrøres hvor smerteligere det må være at gå, age eller bæres end at ros derhen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16 Maj 1801, s. 2548-2552)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen angives til at være skrevet af redaktør K. H. Seidelin.

Hattekokarder.

I de 12 til 14 krigeriske dage i slutningen af forrige og begyndelsen af denne måned sås hver borger og næsten hver mand med det korpses kokarde hvortil de henhørte. Man bør ikke formode at denne prydelse har været brugt blot som et tryghedsmiddel imod at presses, men som et tegn på borgerånd og beredvillighed til at værne som mænd for landet hver i sit korps. Imidlertid må det forundre ikke blot de herværende fremmede, men virkelig enhver patriot at stilstanden aldrig så snart var sluttet, før man skyndte sig at afrive dette hæderstegn som om der ikke mere var krig, skønt vi så fjenden blive i vores egne hvor han endog dagligt forstærker sig. Man kan næppe andet end herved huske på vores bønderkarles løjerlige adfærd der når de er kommet hjem fra kampement, går så vidt i at feje soldaten ud at de ikke alene lader hårende igen hænge flagrende fuldt ned på ryggen, og bærer helekroppen i den mest skødeløse stilling, men endog gør sig umage for at få den nette indtilbens gang tilbage. Nogle borgere har imidlertid vedtaget at ville bære deres kokarde så længe i det mindste krigen varer. Måske flere ved at læse dette, bringes til samme beslutningen så meget desto mere da kokarden endog opliver en hat der ellers var for uanselig til at bæres.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2536-2537)

Beviser på Patriotisme

For sorte hanefjer forlanges nu 2 rigsdaler, i stedet for man har kunnet købe dem før for 1 rigsdaler stykket. For strudsefjer 8 mark, i stedet for 4 mark. Adskillige har lagt 2 mark på det grå kashmir, eftersom samme farve skal bruges til uniform ved kronprinsens livkorps. Talende beviser på patriotisme!

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 april 1801, s. 2505)

Om Bidrag til de faldne Brødres Enkers og de Læmlæstedes Underhold.

I enhver klub viser medlemmerne deres højagtelse for tapperhed og kærlighed til fædrelandet ved efter evne at sammenskyde til de faldnes enker og de lemlæstedes underhold. Men ikke alene i klubber viser sig disse følelser. Menneskehedens, patriotismens stemme råber højt i enhvers hjerte at disse vore brødre og søstre er i kampens hårde stund blevet fædrelandets førstefødte, at disse dannerkvinder som døende helte, disse brødre som tapper opofrelse for os havde kastet i fædrelandets favn, bør lægges ved dets trindeste bryst og ved den ømmeste kærlighed lære at forvinde deres tab. Sikkert vil flere vakre borgere offentlig i vores aviser hvad udgiveren her gør, tilbyde sig at modtage hver ærlig dansk mands eller kvindes gaver, den være stor eller lille, og offentlig at gøre regnskab for modtagelsen og afleveringen til det bestemte brug.

De som ifølge dette tilbud vile sende deres gaver til udgiveren, bedes om at lade vedfølge et navn eller mærke for derefter i min bekendtgørelse af kunne endog unævnte hver genkende sit.

K. H. Seidelin
Piletræde No. 94

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2463)

Ingen Lys paa Loftet.

Det var ønskeligt at de husejere som anviser deres indkvarterede plads på lofter, at de overbeviste dem om farligheden af at bringe lys med på kammeret eller også at ryge tobak der, eller også ganske forbød dem det. For sådant er ingenlunde nødvendigt. Deres pudserie(xx)e kan de forrette den lange dag, og de behøver ikke at læse ved lys deres ariesamlinger, en dansk karl er ikke heller bange for spøgelser. Denne advarsel er ikke af de unødvendige da man ved at især de som har noget mere loftsrum modtager andres indkvartering for betalingen og således har inddelt 8 til 10 mand på loftet hvoraf mange næppe kan overvinde fristelsen ved lys at spille kort, læse, ryge osv.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2444-2445)

I Anledning af Magistraten og Commandeur Lytkens Indbydelse til Kongens og Fædrenelandets Tjeneste.

At høre danske og norske mænd fra alle sider frivilligt at tilbyde liv og blod for deres gode konges gode sag og for at værne om et elsket fædreland, at høre regeringen og øvrigheder at opmuntre hovedstadens tjenstdygtige mandskab ved belønninger og pålidelige løfter til at tage del i fædrelandets forsvar, skulle man tro var nok til at indånde lyst og mod hos enhver endog i poltronens hjerte og næppe skulle man formode at der gaves danske borgere eller lønnede embedsmænd der kunne tænke så lavt at de under et eller andet intetbetydende påskud søgte at skjule eller afholde tjenstdygtige og ørkesløse folk fra kongens og landets tjeneste når kongen og øvrigheden opfordrede til det. 

På det at regeringen og øvrigheden kunne blive overbevist om sådant var muligt at kunne ske, vover en redelig dansk patriot at gøre det forslag: at det måtte tillades anonymt at tilmelde vedkommende øvrighed de oplysninger man i så fald kunne og at herpå måtte reflekteres, eller også der måtte udsættes en passende belønning til den som åbenbar angav en tjenstdygtig og ørkesløs kujon og hans hæler som efter forfatterens formening burde straffes på pung eller pukkel efter omstændigheder. For kun niddingen trækker sig tilbage når kongen kalder, og fædrelandets vel byder at gå frem.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2443-2444)

Krigs-Korrespondent

Det er ikke i denne tid hvor hver mand føler, tænker, ønsker, håber for fædrelandet, at undres over om da også ethvert blad der udkommer, det være ad hvad indhold som helst, ser sig ligesom inspireret af fædrelandets genius, og hendraget i dette store, al deltagelse opslugende emne. Også disse blades samler finder sig fra alle kanter overvældet med breve og bidrag angående vores krig, hvoraf nogle hidtil har været og herefter bliver mere udførligt udviklet. En meget stor del, dem han ikke tror at burde indrykke, henligger til afhentelse. De øvrige følger her under et. er de end ikke af stort værd, vil deres anførelse her dog have den nytte at man ser hvorledes den opvågnende entusiasme begynder at omfatte alt hvad der står eller synes stå i forbindelse med vores forsvar.

Nr. 1

Min herre!
I en tid hvor staten bruger så mange raske hænder og dog nødig vil skille borgeren ved de arbejdere som er nødvendige til familiens ophold, vil De nok gøre vel i at avise i Deres blade en 10 til 12 personer som på andres pung, uden derved at gavne dem eller sig selv, hensidder ørkesløse, jeg mener gældsarrestanterne, hvoraf de fleste sidder for meget ubetydelige summer. Hav den godhed at udvikle sagen noget højere.

Deres osv.

Nr. 2

Hr. Udgiver!
Var det ikke godt, om de i Deres blad gjorde opmærksom på at man i krigstider i andre lande har lovet de ikke alt for slemme forbrydere deres frihed, mod at foretage sig et eller andet halsbrækkende arbejde mod fjenden. Vær så god at foreslå noget sådant i deres blad, for jeg har ikke tid selv at sætte noget sammen om det.

Deres osv.

Nr. 3

Hr. Udgiver!
Det er faldet mig ind at fjenden kan ved en eller anden underkøbt forræder let lade stadens vandrender save over ude ved de ferske søer hvor ingen vagter er, om ikke for andet end blot at opvække indbyrdes mistillid. Brug den tanke hvis De kan
Deres osv.

Nr. 4

Hr. Udgiver!

Aviserne fortæller os om hele flåder med korn som går fra Lybeck og Rostock her forbi til England. Er det ret at lade sin fjende uhindret få sådan tilførsel?

Nr. 5

Min Herre!
Jeg hører mange af mine medborgere forundre sig over at lybeckerne og rostokkerne går uhindret med mad til britterne. Jeg er vis på at det er Deres tanke lige såvel som min, at vores regering ikke kan handle stormodigere og mere konsekvent, og at Danmark bør lade lybeckere og rostokkere nyde den neutralitetsret det selv vil vove det yderste for. Jeg ønsker De ville skrive noget derom til oplysning for de gode medborgere der af misforstand ivrer derimod.

Deres osv.

Nr. 6

Hr. Udgiver!
Jeg hørte idag disputere for og imod lybeckernes og rostockernes fri sejlads til dem der tager vores skibe (jeg gider ikke nævne dem) og faldt derved på noget som jeg tror var en middelvej, nemlig at tilbyde at give disse godt folk det samme for kornet som de kan få der. Hvis Dem synes jeg har ret, så indryk dette i bladet.

Deres osv.

Nr. 7

Min Herre!
Ingen kan have mere tillid til vore landsforsvarere end jeg. Imidlertid er forsigtighed sogoså en god ting, og godt at følge dens bud, endog før noden er der.

Dersom vores sejlads i lang tid standsede, ville vi da ikke til sidst komme til at købe salpeteret dyrt fra svenskerne om han ellers kan producere nok. I Frankrig blev alle og enhver opfordrede til at avle det rå salpeter, og forskrifter desangående gratis uddelt. Kunne man ikke gøre det samme her, og det rå produkt leveres mod en fastsat pris til enhver amtmand som igen besørgede det til regeringens salpeterværk eller krudtfabrikkerne for at renses og videre forarbejdes som krudt til vores fjenders ødelæggelse. Landet vandt tillige en ny flidsgren.

Deres osv.

Nr. 8.

Hr. Udgiver!
Dersom englænderne mener det virkelig fjendtligt, er det da ikke troligt at alle fartøjer i vores åbne havne, vil blive bortslæbte elleer stukne i brand af hans kuttere eller både? Jeg tænker, siden fartøjerne dog ikke kan bruges, at det var bedst at pumpe dem fulde af vand og sænke dem i havnene, så kan de ikke så let bortføres eller brændes, men når faren er ovre, straks pumpes læns og gøres brugbare igen. Indryk dette om De vil med hvad forandring Dem synes godt.

Deres osv. 

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2438-2443)

Redacteurens Anmærkning

Det er interessant at man anker over korneksporten til England. Under revolutionskrigen krævede den dansk-norske regering at købmændene respekterede en effektiv blokade og ikke fragtede krigskontrabande til Frankrig. Det gjorde man så alligevel, ikke bare våben og krudt, men også massive mængder korn og fødevarer. 

Forslag til alle patriotiske Danske, Norske og Holstenere.

Næst menneskelighedens stemme der taler i enhvers hjerte både som enkelt mand og som en af et helt selskab, gør fædrelandskærligheden sine bud gældende og uovertrædelige.
Altid føler det ufordærvede hjerte for fædrelandet, allevegne føler det derfor. Yderst levende og behagelig er denne følelse når dette fædreland er lykkeligt og hædret, dog endnu mere levende og fuldt så behageligt, skønt blandet med smerte er den, når det elskede fædrelands lykke og hæder trues af en overmægtig, overmodig, ret og rimeligt under fødder trædende fjende.

Modig væbner sig hver fædrelandssøn og vover den sidste blodsdråbe for dets vel. Men ofte er der endnu flere midler end våbnene, hvormed man kan tugte voldsmanden. Er denne en fabrikerende stat der trækker store summer årlig for fabriksvarer ud af den fornærmede mindre nations land, trues endog dennes håndværkere med undergang ved indførsel af forhånerens fabrikata, hvad er da mere retfærdigt, rimeligt og tillige kraftigt tugtemiddel end at afskære ham denne adgang til vores pengepung end at uddrage denne giftige brod af vores håndværkeres og fabrikanters arbejdshænder?

Dersom den forhånede nations regering, drevet af den mest prisværdige og vise moderation, ikke selv finder tjenligt ved lov at sætte dette middel i virksomhed. Sikkert vil den med tilfredshed se folket, besjælet af den fornærmede fædrelandskheds iver, selv at anvende dette kraftige middel, ved friviligt at pålægge sig et fuldkomment afhold fra den overmodige fornærmers fabrikerede varer.

Elskede landsmænd, kække og fædrelandske danske, norske og holstenere, til jer er dette talt, dersom I følger det!

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2428-2430)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

(Fortsat)

*   *   *

Sådan er ikke vor lod, m. V. - Ikke tilblinker os den frydende drue fra vore høje, ikke bølger den kernefulde ris i vore dale. Vores sol kan ikke afsondre vore haves salt, eller modne os i sukker i saftfulde rør. Vores afgrunde yder os ingen varmende kul, ingen glimrende af spotteren først betitlede ædle metaller. Ja (for ikke glemmer danen sit broderskab) selv mange af os se intet fødende korn omkring sine boliger, nogle endog intet græssende kvæg på marken, ingen malkende ko i sine stalde. Selv danen og Holsten har endnu kun det næstbedste korn i deres brød. Den norske broder må for en del nøjes med havren, og vores lap, vores islænder, vores grønlænder, har slet intet korn på deres uhyre landstrækninger.
Kulden, vores klimas alvorlige regent, synes at have gjort dette bud til sit: i dit ansigts sved skal du æde dit brød. Den pålægger mange tunge nødvendigheder som sydboen undgår, og hvis erhvervelse koster nordboen store anstrengelser. Et tyndt skjul er nok for disses legeme, og snarere endog en overdådighed end et behov, mens denne må afholde frosten ved tykke og vædens virkninger ved mange klædeskift. - En bolig af få og åbne værelser forslår til hin, mens denne må bygge sit hus så tæt at ingen stormende nordvest, ingen efterårsregnskyl, ingen vintersnefog kan finde adgang, og så rummeligt at folk og kreaturer og et halvårligt forråd af føde for dem alle kan finde plads. - Og dette hus må han give varme i al den lange tid af året da ti kvadratgraders åndende væsner lever sammenstuvede i vråer som samlede ikke udgjorde en tiendedel kvadratmils areal. - Sydlændingens leje kan købes for en uges sved, og nordboens er af lige værd med en dygtig karls tre bedste ungdomsårs arbejde. - Disse henter deres smør af et olietræ, sit klædebon af en bomuldsplante, naturen brygger og blander for ham i en drue, selv hans drikkekar fromvokser af kalabassens stamme, brødtræet er hans bageovn, og når fuglen taber et frø i sit næb, opvokser en skyggefuld løvhytte hvorunder han i hvilende mag kan betragte de eviggrønne marker, de på en og samme tid blomstrende, voksende, modnende frugter, skabningens herlighed og sit egen uvurderlige held. 

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen afslutter artiklerne fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318, nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334 og nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350.