Opsigtsvækkende Forbud mod Betty Nansen-Teatret. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skuespil, Censor finder anstødeligt.

Der er sket noget virkeligt opsigtvækkende i den københavnske Teaterverden, en Begivenhed, der har Krav paa lnteresse, og som vil give Anledning til megen Diskussion, baade mundtlig og skriftlig. Censor, Dr. Norman har nedlagt et kategorisk Forbud mod, at Betty Nansen Teatret opfører sin næste planlagte Forestilling, den tyske Forfatter Walter Hasenclevers Komedie "Ægteskaber stiftet i Himlen".

I korte Træk er Stykket Handling følgende: Tre Afdøde kommer op til Himlen, og paa Magdalene Forbøn faar de Lov til at vende tilbage til Jorden og søge at leve deres Liv om paa en fornuftigere Maade. Men det viser sig, at de begaar akkurat de samme Dumheder igen, som de har g|ort en Gang tidligere.

De to Akter foregaar i Himlen, den ene paa Jorden, de Jordiske Personer er to Mænd og en ung Kvinde, de himmelske er Vorherre, Sct. Peter og Maria Magdalene.

Stykket er opført mange Gange i Tyskland, bl. a. i Berlin hos Reinhardt, men der har været meget kraftig Protest imod del, og det er enkelte Gange kommet til Skandalescener.

Hvad de interesserede Parter mener.

Ude paa Betty Nansen Teatret hersker der selvfølgelig megen Vrede, baade Fruen selv og Henrik Bentzon udtaler sig meget aabenhjertigt, og det er ikke blide Ord. der falder om Censor.

Fru Nansen taler om "den taabelige Censorinstitution" og hævder, at hun nok selv er i Stand til at tage Ansvaret for sine Handlinger. Hun forklarer, at Komedien er et satirisk Udfald imod og Angreb paa det gængse Vanebegreb "Gud", at det er af stor Iiterær Interesse, og et virkeligt kunstværk.

Modparten, Dr. Normann ønsker ikke at udtale sig nærmere, men siger dog: Vorherre optræder I Stykket iført Sportsbenklæder og med Shagpibe. Man kan godt revse, men man skal ikke forarge.

Vi forstaar udmærket godt Fru Nansens Vrede og har al Respekt for hendes kunstneriske Idealer - med sin gode Vilje vil hun næppe forarge, og det kan være meget godt at revse - men .. Selv Solen har sine Pletter, og mon ikke ogsaa selve Fru Nansen kan tage fejl?

Det forekommer os, at Dr. Normanns korte Udtalelser vejer betydeligt tungere, end Fruens Beklagelser og Forsvar. Folks religiøse Begreber skal man nu en Gang respektere, og at ville "revse Vanebegrebet Gud" er en betænkelig Sag, navnlig naar det foregaar paa den Maade, Dr. Normann antyder.

Mon Censor ikke har gjort Fru Nansen en Tjeneste ved at nedlægge sit Forbud?

Fruen erklærer, at hun agter at indanke Forbudet for selve Ministeren - saa nu faar man jo se, hvad han siger til det.

(Aftenbladet (København) 11. oktober 1929).

Censorens forbud blev tiltrådt af justitsminister (radikal) Carl Theodor Zahle (1866-1946), dog ikke uden kommentarer. Han mente ikke at han som justitsminister uden væsentlige grunde kunne gå imod censor, især da det drejede sig om et udenlandsk stykke, men antydede at han måske ville afgøre anderledes hvis det havde været dansk.

I oktober besluttede Studenterforeningens Frie Scene, ledet af Per Knutzon at opføre stykket i Studenterforeningen, hvor det havde premiere 27. november.

Dr. phil J. C. Normann afløste P. A. Rosenberg den 1. april 1929 som censor for teatrene. Han havde iscenesat skuespil både på det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Censorerne havde ikke noget kontor, de arbejdede hjemmefra. Han var på daværende tidspunkt 51 år gammel. P. A. Rosenberg indgav sin afskedsbegæring i juli 1928 (han var da 70 år gammel) Efter at have været censor i 20 år. Som afløser var ellers nævnt forfatteren Otto Rung, som også var formand for Teaterrådet.

Det første Lagkagehus. (Efterskrift til Politivennen).

Rønnerne ved Sct. Jørgens Sø skal rives ned!

De to hundredaarige Huse er solgt til et Konsortium, der bygger et femetages Hus paa den gamle Tomt.

Vodroffsgaard-Husene, der er dømt til Nedrivning.

De gamle Rønner ved St. Jørgens Sø, Vodroffsgaard-Husene, har længe været mærket af Tidens Tand, en uskøn Streg i Billedet af Byen, men de har ogsaa været beboet af Mennesker, og derfor har Myndighederne, i disse boligknappe Aar, modsat sig, at de gamle Huse blev solgt til Nedrivning.

Nu er Dommen over Rønnerne afsagt. Efter maanedlange Forhandlinger har de nuværende Ejere, Ingeniør, cand. polyt. Anders Møller og tre Søstre af ham overdraget et Konsortium, der repræsenteres af Højesteretssagfører Otto Bang, to af de gamle Ejendomme, Nr. 2 A og 2 B. Salgssummen - oplyser Overretssagfører Vibe - Hastrup, der er Ejernes Repræsentant, er 125,000 Kroner.

Det nye Konsortium river de gamle Huse ned og opfører paa den flerhundredaarige Tomt en moderne, femetages Bygning med lutter store Lejligheder. Beboerne i 2 A og 2 B er med Huslejenævnets Godkendelse sagt op til Fraflytning den 1. Marts, og er Frosten gaaet af Jorden til den Tid, er det Meningen at begynde Nedrivningen allerede næste Dag! 

Arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller, der skal bygge Huset, hvor Rønnerne har staaet, rejser her paa Grænsen mellem København og Frederiksberg det helt moderne Hus. Kay Fisker giver Huset fladt Tag, anlægger et storstilet Haveanlæg paa det flade Tag og bygger ud mod Søen Balkoner og Terrasser. Med andre Ord: Den sjældne Beliggenhed udnyttes helt. Genboen til Gaden bliver Kinopalæets Bygning. Det er Meningen at fremskynde Arbejdet, saaledes at de tyve Lejligheder, Søhuset faar, kan være færdige til Indflytning til Oktober Flyttedag. Byggesum- men er trekvart Million Kroner.

Vodroffsgaard-Husene 2 A og 2 B er saa gamle, at Ejerne Ikke kender deres Alder, men Krøniken fortæller, at de er bygget af Sten fra Blaataarn, Leonora Christines Fængsel. I 1881 overtog en i hine Tiders København kendt Mand, Maltgører O. P. B. Møller, de gamle Huse som en Arv efter sin Svigerfader, Bagermester N. N. Johansen. O. P. B. Møller overdrog ved sin Død Vodroffsgaard-Husene til sine Børn, Ingeniør Anders Møller og hans tre Søstre.

I mange Aar har Ejerne ønsket at skille sig af med de to Huse ved St. Jørgens Sø, baade fordi de, som Tiden gik, forfaldt, og fordi der hyppigt var Uro med Lejerne. Men Huslejeloven stillede sig hindrende i Vejen. De gamle, faldefærdige Huse skulde blive staaende!

I alt fald een dramatisk Episode knytter sig til Vodroffgaard-Husene. Opdagelsespolitiets Overrumpling af Forbryderen Schøndorff-Hansen. I Maaneder var han jaget, men ingen tænkte paa, at den skikkeligt udseende Glarmester (med falsk Skæg) fra "den gamle Butik" var Schøndorff-Hansen, den flygtede Stortyv.

Es.

(Nationaltidende, 16. februar 1929).

De nye Huse i den gamle Stad

Efter alle Tidens Fordringer.

Den nye, moderne Beboelsesejendom paa Vodroffsvej.

Den store højmoderne Ejendom, som under Ledelse af Arkitekterne Kay Fisker og C. F: Møller opføres ved Vodroffsvej, nærmer sig nu stærkt sin Fuldendelse - og der er sikkert mange af Byens gode Borgere, som lægger deres Vej forbi den for at faa et Indtryk af dens Arkitektur.

Den vækker Opsigt! I København er denne moderne Arkitektur jo flunkende ny - men hvad enten man nu kan forlige sig med dens ukunstlede, skarpe Linier eller ej, vil man sikkert gerne indrømme, at Bygningen lader til at være praktisk indrettet.

Arkitekt Møller fortæller i en tidlig Morgensamtale, at hvad man først og fremmest tænkte paa, da man planlagde Ejendommen, var at sørge for Vinduer, Karnap'er og Altaner, saa Beboerne kunde faa godt af Udsigten over Søerne.

Naar Huset er opdelt vandret med røde og hvide Striber, er det nærmest for at "holde sammen paa det". Sagen er, at der i et moderne Hus findes alle mulige Vinduestørrelser, idet man programmæssigt holder paa, at der kun maa være ét Vindue i hver Stue, og hvis man i saadanne Tilfælde ikke brugte en kraftig vandret Opdeling, vilde Bygningen inaaske arkitektonisk komme til at virke noget uroligt.

Forøvrigt rummer Ejendommen 18 Lejligheder og 6 Butiker. Lejlighederne, der er paa 4 og 5 Værelser med Badeværelse, Køleskab. varmt Vand og alle andre moderne Bekvemmeligheder, er allerede udlejet, skønt de naturligvis ikke hører til de billigste her i Byen. Af Butikerne er endnu nogle tilbage.

- Hvad hedder den Stil, som Ejendommen er opført i? spørger vi til Slut Arkitekten.

- Den har ikke noget Navn. Vi kalder den bare moderne. Den er et Produkt af alle de Fordringer, som har slaaet den tidligere Arkitektur ned.

(Aftenbladet (København) 8. oktober 1929).

Danmarks første Lagkagehus

Det første Udslag af det moderne Boligbyggeri.

Paa den store Bygge- og Boligudstilling fik man en Forsmag paa, hvorledes Fremtidens Huse vil blive. Tendensen stræber mod større Hygiejne, bedre Lysforhold, og saa naturligvis indrettet med den Komfort, som Tiden uvægerligt kræver.

Men de moderne Arkitekter har ganske glemt at tænke over det hyggelige Hjem. 

København har i disse Dage i Praksis faaet Del i det moderne Boligbyggeri, idet der paa Grunden ved Svineryggen over for Kinopalæet er rejst en ejendommeligt udseende Bygning, er mere minder om en amerikansk Opdragelsesanstalt, end om et civilt Beboelseshus. I Københavnermunde har man omdøbt den famøse Bygning til "Lagkagen", fordi den netop minder om en saadan Kage, - men hverken i Smag eller Delikatesse svarer til Navnefaderen. Bygningen er paa 6 Etager, der er "lagt oven paa hinanden", saaledes at det minder om et Hus, udført af Byggeklodser. Mellem Etagerne er der store Loggiaer, og hver Lejlighed er et eneste Glasrum, hvor Lyset samler sig. men Hyggen udebliver.

Der er ingen Tvivl om, at Arkitekterne C. F. Møller og Kay Fisker har ment Københavnerne det godt, da de opførte dette Hus, hvis Celler hver for sig er projekteret til Kæmpepriser, der i Alle Bladene er Befolkning. Men Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse vil sikkert udstøde Ramaskrig. - Stærekassen, som bygges bag Det kgl. Teater ser ikke værre ud end denne Fængselskare med Glas og mærkelige, firkantede Udspring. Den danske Vinter vil sikkert tage Charmen bort fra de store Vinduer, - men Hygiejne og Komfort er som sagt ledende - saa er den hjemlige Hygge et underordnet Spørgsmaal.

Københavner, jun.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 23. oktober 1929).

I Nationaltidende 1. januar 1930 omtales huset også som "Lagkagehuset"

Foto fra Social-Demokraten 18. december 1929.

"Lagkagehuset" på Vodroffsvej som det ser ud, næsten 100 år efter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den omtalte Schøndorff Hansen var Svend Aage Schøndorff Hansen (foto fra Social-Demokraten 31. december 1927). Han blev opdaget på en barberstue  af et par opdagere, og var tidligere straffet for alfonseri, han blev indsat på Sundholm, men flygtede og levede en tid under falske papirer som Svend Bryn. Han udførte over 120 indbrud som han senere tilstod. 

Hans retssag begyndte i november 1927, og han blev idømt 3 års forbedringshuse. Han var indsat i Vestre Fængsel, men indlagt på Sundby Hospital da han blev syg - også her lykkedes ham at flygte den 19. december 1927. I januar skrev han til en bekendt og meddelte at han var flygtet til Rusland. Ved en tilfældighed fandt politiet imidlertid i februar 1928 på Vesterbrogade 65, 4. sal, en hans "hule" hvor han opholdt sig med kæresten. Hun blev arresteret og fik senere 1 måneds fængsel for sin medvirken ved flugten. Men det lykkedes ham at flygte. Schøndorff-Hansen var i det hele taget ret koldblodig: Ved et indbrud i Torvegade, udgav han sig for vicevært over for politiet og deltog i eftersøgningen af tyven, indtil han så sit snit til at stikke af.

Han blev i september 1928 pågrebet på Vodroffsvej nr. 2 hvor han havde opholdt sig i længere som glarmester.

Storforbryderen Schøndoff-Hansen paagrebet paa Vodroffsvej.

Han havde starten en Glarmesterforretning og havde anlag Skægog Briiller.

I et halvt Aar har han holdt sig fri af Politiet efter den natlige Flugt fra Sundby Hospital.

Billedet forestiller Ejendommen Vodroffsvej 2, hvor Storforbryderen Schøndorff-Hansen blev paagrebet.

Den længe eftersøgte Storforbryderen Schøndorff- Hansen er, - som meddelt i Aftenudgaven - i Gaar Eftermiddags blevet anholdt af Opdagelsespolitiet i sin Lejlighed paa Vodroffsvej 2.

Han fulgte roligt med, idet han var klar over, at Slaget var tabt.

Det var 1 December, han ved Nattetid flygtede fra Sundholm Sundby Hospital og han har saaledes i over et halvt Aar holdt sig fri af Politiet. Det overordentlig store Arbejde, Eftersøgelsen har givet, vil formentlig have den Virkning, at Autoriteterne fremtidig er varsommere med at anbringe syge Forbrydere paa andre Hospitaler end Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Flugten.

 - - Paa Politigaarden vakte til ikke ringe Opsigt, da Sundby Hospital om Aftenen ved 10-Tiden den 19. December meddelte, at Schøndorff-Hansen var flygtet.

Efter at han i en halv Time havde opholdt sig i et Afklædningsrum, anede Personalet Uraad og sprængte Døren, da han ikke svarede. Det viste sig nu, at han var forsvundet ud gennem et

lille, smalt Vindue.

Politiet var straks paa det rene med, at han havde haft Hjælpere. Om Eftermiddagen havde Schøndorff-Hansen haft Besøg af sin Kæreste, der havde faaet Adgang for en Afskedsvisit. Han var nylig idømt en Straf paa 3 Aars Forbedringshusarbejde, og nu vilde hun gerne tage Afsked med ham ....

Det flyvende Korps arbejder.

Øjeblikkelig blev der iværksat en Eftersøgelse. Det flyvende Korps blev alarmeret, og Flygtningen blev i Maaneder eftersøgt Dag og Nat. 

Tilsidst drog man Tropperne ind, hvorefter to unge Opdagere, Rønde og Holton, der begge tidligere har gjort sig fordelagtigt bemærkede, satte sig Opsporingen som særlig Opgave.

I det forløbne Halvaar har de hjemsøgt Vesterbro og en halv Snes Gange været paa Sporet. Men naar de troede at have ham, - glippede det i sidste Øjeblik. Blandt Kammeraterne begyndte man saa smaat at smile ad Energien, idet man mente, at den Efterlyste, der er tidligere Artist - og sprogkyndig - forlængst havde forladt de hjemlige Kødgryder og var naaet en af Udlandets Storbyer. 

De to Opdagere var af en anden Mening; de hørte af og til lidt nyt, som gav dem Anledning til at tro, at han stadig var i deres Nærhed. I over en Maaned .skyggede de hans Kæreste; men det gav intet Resultat. Saa fik de at vide, at han havde opholdt sig paa Frederiksberg - dog, ogsaa det var blind Alarm. Da Opdagerne kom, var Fuglen fløjet.

Sporet.

Men Mandag Aften fik Opdagerne et nyt Spor, og denne Gang naaede man Maalet.

En Meddelelse gik ud paa, at Schøndorff-Hansen i den sidste Tid til Stadighed var set i Kvarteret omkring Vodroffsvej. Ganske vist havde den omtalte Person anlagt Skæg og Briller og skiftet Frisure; men det maatte være ham. I Gaar Middags saa Opdagerne Schøndorff-Hansens Kæreste komme ud fra en Glarmesterforretning, der var bleven etableret i et lille Hus, nærmest lignende et Skur, der er beliggende paa Vodroffsvej Nr. 2.

De fik ved Forespørgsler at vide, at det var "en underlig Mand", der havde Forretningen. Den var ofte lukket flere Timer ad Gangen.

Rønde gik ind i Forretningen og bad om at faa et Billede indrammet. Da han saa "Glarmesteren" var han omtrent sikker i sin Sag, og af taktiske Grunde trak han sig tilbage, idet han sagde, at han vilde gaa hjem efter Billedet.

Fra tidligere Lejligheder vidste man, at Forbryderen vilde forsøge en Flugt. Rønde telefonerede derfor til Politigaarden om Assistance, og faa Minuter senere ankom fire opdagere i Automobil. De listede ind omkring Ejendommen, og derefter tog Rønde og Holton paany

Offensiven.

Schøndorff-Hansen var i samme Nu klar over, at han var fanget. 

- Er der Betjente ved Bagdøren? spurgte han. 

- Ja, svarede Opdagerne i Kor, De kan være ganske tryg.

- Naa, lød Svaret, Ja, saa er der altsaa intet at gøre.

Anholdelsen.

Godvillig fulgte han med til Politigaarden, hvorefter der i hans lille Hjem blev foretaget en grundlg Ransagning.

Udbyttet var betydeligt. Der maatte to Lastautomobiler til at bringe Tyvekosterne op til Poilitigaarden.

Endnu ved Midnatstid var man ikke færdig med Afhøringen, men Schøndorff-Hansen var medgørlig og tilstod, at han i den lange Tid udelukkende havde holdt Livet oppe ved Tyverier. Forretningen havde kun været et Skalkeskjul og et Tilflugtssted.

Han vil blive fremstillet i Dommervagten i Dag - og naar hans Sag en

Gang bliver færdigbehandlet, vil han faa en alvorlig Tillægsstraf, dels for sine mange nye Tyverier, dels for sin Flugt.

(Nationaltidende 14. september 1928).

Foto af Vodroffsvej 2 fra "Klokken 5" 15. september 1928 2. udgave.

Flugtforsøgene fortsatte. I begyndelsen af oktober sprang han under en afhøring ud af et vindue i 1. sals højde, men brækkede benet, så benpiberne stak ud. Under retssagen påstod Schøndorff-Hansen at det ikke var et flugtforsøg, men et selvmordsforsøg. Byretten idømte ham en tillægsstraf på 18 måneders forbedringshuse. Landsretten forhøjede i december 1928 dette til 2 år. Man kunne dokumentere tyverier for i alt 3.400 kr. 

Under hans sygeophold på Kommunehospitalet blev han opsøgt af en vis stenografdame Nancy Schøndorff-Hansen (født Andersen), datter af en fremstående kontorembedsmand, og efter eget udsagn forlovet med Schøndorff-Hansen da han endnu udgav sig for at være glarmester Petersen. Hun påstod at have trukket sig fra ham da han blev arresteret, men hendes følelser var blusset op igen, og nu ville hun gerne have nogle penge udbetalt. De blev herefter gift på Kommunehospitalet. Schøndorff-Hansen var allerede gift og senere skilt med en kone der opholdt sig i udlandet. Politiet overvejede derfor at anlægge sag for bigami, såfremt kvinden ikke var en svindler.

Herefter forsvinder Schøndorff-Hansen ud af aviserne, så man skal i arkiverne hvis man skal finde hans videre skæbne.

Fanny Garde (1855-1928) - Mågestellets kunstner. (Efterskrift til Politivennen)

Man vil forgæves kigge efter udførlige biografiske oplysninger om porcelænsmalerinden Fanny Garde. Det kan undre. De fleste kender fx Mågestellet som i over 100 år var et af de mest populære og solgte spisestel, ikke bare i Danmark, men flere andre lande i verden. I Sverige det mest solgte stel overhovedet. Det er af Fanny Garde. Porcelænsfabrikken lå dengang ved Kalvebod Strand (senere flyttede den til Vesterbrogade 149), og gav Fanny ideen til at overføre dem til kopper og kander, tallerkener, fade, opsatser, skåle, lysestager m.m.m. 

Nogle af de sparsomme oplysninger som findes, handler om at hun fx var sønderjyde og præstedatter. Hendes gravsted på Solbjerg Kirkegård er i øvrigt blevet sløjfet. Endnu mere svært er det at finde fotoer. Med få undtagelser kommer kun hendes store produktion frem.

Listen over hendes meritter er meget lang. Her blot et par eksempler: 

1895 var hun medlem af Udvalget for Industriafdelingen ved "Kvindernes Udstilling", juli-september ved Charlottenborg. Til udstillingen havde Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone fremstillet "Dronning Margretes Tallerkener". De to blev dengang betegnet som "samlevere".

Hun tegnede juleplatten for Bing og Grøndahl IV årgang, 1898. En julestjerne omgives af en krans af juleroser på lyseblå bund. 

I 1921 købte Fanny Gardes bror, arkitekten Harald Garde en ejendom i Rørvig - Rørvighuset, Løvstræde 7 - hvor Fanny Garde og samleversken Effie Hegermann-Lindencrone ferierede. Senere blev huset af lokalet også kaldet "Fannys Minde". 

Da den franske minister Louis Hermite med frue var i København oktober 1925, overrakte han som en anerkendelse af den store indsats, Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde (og Jean Gauguin) dekokrationen "Guldpalmerne".

Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones første arbejder dannede grundlag for den senere store underglasurafdeling, der blev kendetegnende for fabrikken med den blåfarvede dekoration under blank, gennemsigtig glasur. De var nogle af de første kvindelige kunstnere, der arbejdede som dekorationsmalere, og som også selv leverede udkast til modeller. Mange år efter, i 1981 fremstillede hver kvindelig porcelænsarbejder 350 måger om dagen.

Fanny Garde blev begravet 4. maj 1928 fra Solbjerg Kirkegård. I følget var bl.a. direktør Simonsen, underdirektør Halle og inspektør Bing fra Bing & Grøndahl, professor Hans Tegner, maleren Acton Friis, billedhuggeren Axel Locher og fabrikkens stab af malere og malerinder.  Begravet på Solbjerg Kirkegård. Man vil i dag forgæves lede efter gravstedet, det er nemlig nedlagt.

Allerede inden hun blev kendt, levede hun sammen med en kvinde, Effie Hegermann-Lindencrone - og de arbejdede i øvrigt også sammen på big & Grøndahl, hvor de bl. a. tegnede Hejrestellet 1888 og Mågestellet i 1890'erne. De boede sammen til Fannys død i 1928, Effie døde 1945.

Homoseksualitet var i hele deres levetid kriminelt. Tålt hvis de homoseksuelle ikke skiltede offentligt med det. Hvis de to kvinder havde et forhold, er de gået stille med det. Hvilket på det tidspunkt var klogt - man behøver blot at tænke på den forfølgelse som blev forfatterne Herman Bang og Oscar Wilde (sidstnævnte 2 års strafarbejde) til del. Udadtil lukkede deres uomtvistelige store kunstneriske præstationer munden på de som måtte finde på at antyde noget "kriminelt".  

En af Danmarks største kunstnere er således også en af de sværest at finde biograferet. Måske fordi hun havde to meget store odds imod sig: Hun var kvinde, og hun boede sammen med en anden kvinde.

Bing & Grøndahls Porcellainsfabrik. Illustreret Tidende, 16. december 1860.

De store Oversvømmelser i Gaar. (Efterskrift til Politivennen)

Overst: Kolonihaverne mellem Borups Allé og Hillerødgade under Vand. - Nederst: Bohavet flyttes ud

Skyernes Vandflod, der i Morgentimerne i Gaar styrtede ned over Hovedstaden og dens nærmeste Omegn, anrettede en Skade, som endnu slet ikke kan overses.

Vi omtalte i Gaar en Del af de Steder, der var bleven hærget af Vandfloden. Andet Steds i Bladet giver vi i Dag yderligere et Overblik over, hvad Uvejret har foraarsaget af Ødelæggelser.

Ovenfor bringer vi en Række Billeder, der er et tydeligt talende Bevis for Vandflodens Styrke. Navnlig i Havekolonien "Rosendal" paa Hjørnet af Borups Allé og Hillerødgade, en Koloni, der tæller 70 Smaahaver. blev haardt medtaget, dels som Følge af den styrtende Regn, dels som Følge af, at Lygteaaens Kloak sprang. Som man vil se paa ovenstaaende Billeder, stod Vandet herude en halv Meter højt, saa Folk maatte flygte ud af Husene.

Ca. et halvt Hundrede af de smaa Huse er paa det nærmeste ødelagt, og selvfølgelig er alt, hvad der vur dyrket af Havebrugssager, gaaet tabt

En ældre Dame, der laa syg i et af Husene, maatte i sin Seng anbringes med Benene oppe paa Stole, saa højt stod Vandet over Stuegulvet. Mange af Kolonihavernes Beboere maatte søge Tilflugt hos Familier og Bekendte. De, der trods alt vilde blive boende, blev færget til Indgangen af deres Sommerhjem paa sanimenbundne Ølkasser.

De fleste Beboere lider naturligvis et stort Tab.

I Kolonihaverne ved Borups Alle. En ung Pige maa "soppe" gennem Gangene.

Vandflodens Ødelæggelser i Gaar.

Falck maatte pumpe 131 Steder.

Landbohøjskolens Bibliotek under Vand.

Øverst: En Ellehammer Pumpe, koblet til en Fordvogn, i Virksomhed ved Isenkræmmerforretningen, Gothaabsvej 66, som stod fuldstændig under Vand. - Nederst: Kælderbutikens Indehaver i Vand til Knæene. 

København og dens Yderkvarterer fik i Gaar at mærke, hvad en Vandflod vil sige, selv om vi i Forhold til Ødelæggelserne i Udlandet maa siges at være sluppet naadigt. Men alligevel er den Skade, den styrtende Regn og de sprængte Ledninger medførte, meget betydelig.

Paa Forsiden omtalet i de vældige Oversvømmelser i Havekolonien "Rosendal" paa Hjørnet af Borups Allé og Hillerødgade, men ogsaa mange andre Steder fyldte Vandet Kælderne.

Saaledes stod Isenkræmmerforretningen i Kælderen til Ejendommen Godthaabsvej 66 fuldstændig under Vand, saa Varerne bogstavelig talt flød rundt i Butikken. Man fik saa fat i en Ellehammer-Pumpe, der kobledes til en Fordvogn, og paa den Maade lykkedes det i Løbet af nogle Timer at lænse Lokalerne.

Særlig ude paa Frederiksberg var det galt, fordi Kloakerne ikke kunde tage det nedstrømmende

Vand, som derfor hurtigt fyldte en Mængde Kældere.

Saaledes skete der meget betydelig Ødelæggelser i Landbohøjskolens Bibliotek, der er Installeret i Kælderetagen. Til alt Held lykkedes det Redningskorpset at faa bjerget en stor Del af do mest kostbare Værker, men mange Bøger blev ødelagt.

Den travleste Dag I Redningskorpsets Historie.

Dagen I Gaar blev forøvrigt ten travleste t Redningskorpsets Historie.

Sna snart Uvejret var trukket over ved 9-Tiden, blev Korpsets Telefoner bogstavelig talt blokeret i timevis.

Ialt var der indtil sent i Aftes pumpet 131 Steder, og endnu i Dag maa Arbejdet fortsættes, navnlig

i Kvarteret GI. Kongevej, Grundtvigsvej samt Pilealléen og Allegade.

Paa Godsbanegaardens Terræn ved Enghaven stod Vandet saa højt, at Rangeringen kun kunde foretages med største Vanskelighed, og Portørerne maatte arbejde barbenede, idet Vandet mange Steder gik dem til Knæene.

Ogsaa ude i Landet er der sket mange Oversvømmelser, flere Steder med Dæmningsskred ved Banelinierne, men København og Omegn fik denne Gang dog Hovedparten af Vandfloden at mærke.

(Aftenbladet (København), 16. august 1927).

Fuldstændig afspærret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Ved Leddet paa Platanvej.

Platanvej - den idylliske Villavej, der gaar imellem Vesterbrogade og Frederiksberg Allé - er bleven istandsat med nye Fortovsfliser, Kantsten og fint Grus og Makademisering paa Kørebanen. Samtidig har Villaejerne - Vejen er privat og bestyres af et saakaldt Vejlav - benyttet Lejligheden til fuldstændig at spærre Vejen af for al gennemgaaende Færdsel. Tidligere har Automobiler maattet køre gennem om Søndagen - et Skilt herom staar for Resten endnu baade paa Hjørnet af Vesterbrogade og af Frederiksberg Allé - og for Cyklister har der været indrettet en permanent Gennemkørsel i det tidligere Led midt paa Vejen. Men nu er det, som sagt, forbi med d'Herrer Villaejeres Imødekommenhed mod de mange Mennesker, som til og fra deres Beskæftigelse paa Nørre- eller Vesterbro hidtil har kørt ad Vester Fælledvej - Platanvej - Madvigs Allé og Bülowsvej, og dette vækker saa uhyre Indignation, at Villaejerne har maattet rekvirere Politi til at passe paa, at der ikke gik for meget Slid paa deres nye fine Grus.

Saa længe Politiet stod der, kravlede Folk naturligvis af Cyklerne og ind under Leddet, men ellers kører de ganske roligt op over Fortovet og kommer paa denne Maade forbi Afspærringen uden at staa af Cyklerne, idet de lader lidet smigrende Bemærkninger falde om den Levning fra Frederik den 6tes Enevælde, der endnu behersker en frederiksbergsk Vej af stor Betydning for Færdslen.

(Aftenbladet (København), 2. juli 1927).

Familien Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Stakkels Mo'r - ! 

Børstenbinder Jensens Hustru, fotograferet i Hjemmet i Husvildebarakkerne paa Finsensvej sammen med 8 af sine 12 Børn, hvis Fader sidder arresteret for Drabsforsøg paa det ene af disse.

Det uhyggelige Drabsforsøg, der i Forgaars Aftes blev forøvet paa Trappegangen nede i Holbergsgade af den 44 aarige fhv. Børstenbinder, nu Arbejdsmand Oscar Ludvig Jensen, som i en Rus gjorde et desperat Forsøg paa at strangulere sin lille 5-aarige Søn, har aabnet for et Indblik i et Hjem og et Familieliv, der i sin hjertegribende Fortvivlelse ligefrem synes at trodse al Menneskelighed.

Familien bestaar, som vi fortalte i Gaar, af Mand, Hustru og 12 Børn, af hvilke de to ældste, der er henholdsvis 16 og 12 Aar, opholder sig hos nogle Slægtninge paa Fyen, - hvorfra familien for nylig er kommen her til København, - medens en 8-aarig Dreng, der er stærkt kirtelsvag, er paa Sanatorium, og den 5-aarige Dreng, der var Genstand for Attentatet fra Faderen, og som for øvrigt er noget aandssvag, foreløbig er anbragt paa Hospitalet. Tilbage paa Hjemmet derude i Barakkerne paa Finsensvej Nr. 259 sidder den stakkels Mo'r med de tilbageværende 8 Børn, som man ser dem her paa Billedet, vor Fotograf tog derude i Gaar.

Fru Jensen, der kun er 39 Aar gammel, gør et svageligt og forkuet Indtryk, udslidt, som hun er af Kampen for Tilværelsen, og medtaget af de mange Børnefødsler. Paa vort Billede, der staar som en ligefrem uhyggelig Dokumentation for Berettigelsen af Dr. Leunbachs Kamp for Børnebegrænsningen, ser man i bageste Række fra Venstre til Højre den 10-aarige Anna Marie, den 9-aarige Jens, Wilhelm, 7 Aar, og Jens Peter 6 Aar - i forreste Række, fra Højre til Venstre: Knud, 3 Aar, Niels, 1 Aar, og Klara, 2 Aar nærmest ved Moderen, der paa sit Skød bærer den sidste af Flokken, som kom til Verden for kun 3 Uger siden.

Den stakkels Mo'r, der endnu i Gaar Middags intet anede om Mandens Forbrydelse overfor den lille aandsvage Dreng, men troede, at han kun var anholdt for Beruselse og inden længe vilde komme hjem igen, sidder nu alene med Børnene derude i det fattige Hjem. Hun kender ikke et eneste Menneske her i Byen, eftersom det kun er ganske kort tid siden, Familien kom til København og flyttede ind i Husvildebarakkerne efter at være hjemsendt ovre fra Svendborg, idet Jensen er forsørgeIsesberettiget paa Frederiksberg.

Beboerne derude i Barakkerne akildrer for øvrigt Jensen som en skikkelig og fredsommelig samt meget flittig Mand, der stadig har slidt, dels som Arbejdsmand og dels som Børstenbinder, for at skaffe det nødvendige til Livets Ophold for sig og sine, saa man staar ganske uforstaaende overfor hans Forsøg paa at dræbe den lille Dreng.

(Aftenbladet (København) 11. maj 1927).

Han drak Fattighjælpen op i mange Aar.

Det har vakt Opmærksomhed, at man under en nu afsluttet Nævningesag i Kobenhavn erfarede, at Oscar Ludvig Jensen - Manden, der forsøgte at kvæle sin lille Søn - en lang Aarrække igennem, tilsyneladende i en Snes Aar, har drukket de Penge op, han fik udbetalt i Understøttelse gennem Fattigvæsenet til sig og sin Familie. Han boede paa Frederiksberg, hvor han fik udbetalt 40 Kr. om Ugen - og efter hans egen Forklaring for Retten havde man Indtrykket af, at disse Penge for Størstedelen omsattes i Spiritus.

- Saa slemt har det nu ikke været - siger Ekspeditionssekretær Larsen, med hvem "Berlingske Tidende" har drøftet Sagen. Men, det er rigtignok, at Manden drak; og vi har ogsaa haft vor Opmærksomhed henvendt derpaa og har saa vidt muligt sørget for, at det var Konen, der kom og hævede Pengene. Men hun har ikke kunnet komme hver Gang, bl. a. ikke naar hun laa til Sengs efter Barnefødsler. Vi har da passet paa, saa godt det lod sig gøre, og f. Eks. udbetalt den ugentlige Understøttelse i to Portioner. Manden har som sagt drukket en Del, men alle Pengene har han ikke kunnet omsætte i Spiritus, ellers hævedes vilde Familien jo ogsaa være døde af Sult. 

Ekspeditionssekretær Larsen bemærker iøvrigt, at Jensen kun har boet knapt et Aar paa Frederiksberg, og at han før den Tid har faaet Fattigunderstøttelsen paa Landet.

- Hvorledes er det iøvrigt muligt, at en Mand, der saa lang en Aarrække igennem har været under Fattigvæsenet, kan opnaa Tilladelse til at gifte sig?

Af Papirerne fremgaar det - siger Ekspeditionssekretæren - at Jensen i Juli 1920 fik Tilladelsen til at gifte sig. Det skete iøvrigt efter Indstilling af Fængselshjælpen og paa et Tidspunkt, da han ikke havde faaet saa særlig megen Fattighjælp. Han havde den Gang boet sammen med sin senere Kone i længere Tid og faaet 6 Børn med hende. Det Offentliges Understøttelsespligt blev iøvrigt ikke større ved den Lejlighed.

(Ribe Stifts-Tidende 12. oktober 1927).

Et nævningeting idømte senere på året Oscar Ludvig Jensen 4 års forbedringshus.

Kvindernes Handelshøjskole. (Efterskrift til Politivennen).

 

Højskolen paa Julius Thomsens Plads.

Medens de unge Mænd, der gik I Handelsvejen, i snart 25 Aar har haft deres egen Højskole ved Nørre Boulevard, har de unge Kvinder haft deres Skole 1 lejede Lokaler, nemlig i tysk Skole i Larslejstræde.

Lokalerne var store og gode, men bedst er det jo altid at have Foden under eget Bord. Det faar de nu. Tirsdag den 11. Januar - lige 25 Aar efter Købmandsskolens Indvielse - indvies nemlig Kvindernes Højskole paa Julius Thomsens Plads ved Markus Kirken og ligeoverfor Kæmpehallen.

Her blev den 8. November 1925 Grundstenen lagt til den store, røde Bygning med den smukke, monumentale Granitportal, der saa heldigt bryder den lange, ensartede Facade.

Her er rigelig Plads til de 1100 unge Kvinder, der i Øjeblikket søger Højskolen, og som foreløbig om Dagen maa afgive den øverste Etage til de unge Mænd.

Foruden Skolelokalerne er der Bolig til Portner og en smuk Gymnastik- og Festsal, hvor Skolens dygtige Forstanderinde, Frk. Rosengaard, paa Tirsdag med Stolthed og Glæde kan byde de mange Elever Velkommen i deres eget Hus

(Aftenbladet (København) 4. januar 1927).

Bibliotekssalen. Ved den ene side en af de nydelige marskaller. Foto fra indvielsen i Aftenbladet (København) 12. januar 1927.

Handelshøjskolen på Julius Thomsens Plads 6 var tegnet af arkitekt Jesper Tvede. Grundstenen var lagt 3. november 1925. Skolen havde 24 klasseværelser, et bibliotek og et auditorium for 75 elever. Aftenskolen var beregnet til 12-1400 elever. Den officielle titel var "Den handelsvidenskabelige Læreanstalt".

Pauline Hjorth 104 Aar (1825-1930). (Efterskrift til Politivennen)

Levet under 6 Konger 

En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.

Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.

En elskelig gammel Dame.

Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.

En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.

Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.

- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.

Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.

Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.

Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.

I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.

I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.

Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.

Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -

(Aftenbladet (København), 29. september 1925).

Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.

Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.

Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.

Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.

Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.

En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.

Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.

Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.

Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.

Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.

Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.

(Roskilde Avis 1. oktober 1929).

"Man burde kun blive 100 Aar".

Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.

Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.

Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet  sit Hjem i Morges.

- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!

Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".

- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...

Mødet med H. C. Andersen.

Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!

Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!

Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.

- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg

- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk

Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte

Da Hauch forlangt en ren Flip.

Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!

Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...

Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.

Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!

- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.

Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.

(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).

Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.

I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.

Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).

Lære alt, hvad der hører til Hjemmets Tarv! (Efterskrift til Politivennen)

Fra Paaklædning af Børn til Undersøgelse af Næringsmidler.

Hvor de dygtige Husmødre uddannes.

Et Kursus, Frederiksberg Kommune har Ære af.

Frederiksberg Kommune har i denne Vinter anstillet et Undervisningseksperiment, som taler Kommunen til Ære og som den heldigvis ogsaa synes at skulle faa Glæde af. Skoleinspektør J. Hørbøll, der er Idéens Ophavsmand, og den, der har ført den ud i Livet, fortæller os herom:

- Der findes tilstrækkelige Fortsættelsesskoler, der giver Undervisning i Maskinskrivning, Stenografi og slige Fag og vi har særskilte Kursus i Haandgerning og Husgerning, der stadig har stor tilslutning. Men Tanken med dette Kursus var at give en samlet og fuldstændig Undervisning i alt, hvad der vedrører selve Hjemmets Tarv - det er Hjemmet, der er den bærende Tanke, og Hensigten den, at give de unge Kvinder en Uddannelse, der sætter dem Stand til at møde alle de Krav et virkeligt Hjem stiller.

I September begyndte vi med 21 unge Piger i Alderen fra 18 til 22 Aar, og de faar 5 Timers daglig Undervisning: 3 Timer praktisk, 2 Timer teoretisk, deri iberegnet to Timer Gymnastik om Ugen. Kursus'et skal vare i 8 Maaneder, og Lørdagen har de fri til Hjemmeøvelser. De undervises i følgende Fag: Husgerning d. v. s. Madlavning, Borddækning, Bordpyntning, Bagning og alt, hvad det kommer ind under Begrebet Rengøring. Disse Timer ledes af Frøken Karen Larsen. Dernæst al Haandgerning, derunder Skrædersyning, Tilskæring og Mønstertegning. Heri underviser Frøken Rebekka Petersen. I Forbindelse hermed lærer Ingeniør Wanggaard Eleverne Stofkundskab, d. v. s. hvad de forskellige Klæde- og Linnedvarer er lavet af, hvorledes Stofferne udvindes o. s. v.

Eleverne lærer at afsløre Forfalskninger i Næringsmidler.

Viceskoledirektør Franck underviser i et lige saa interessant som vigtigt Fag nemlig Næringsmiddellære, og Undervisningen et særlig baseret paa Laboratoriearbejde. Her faar de unge Piger et grundigt Begreb om, hvad de forskellige Næringsstoffer bestaar af, deres Næringsværdi etc., og de lærer at konstatere Forfalskninger gennem kemiske Eksperimenter. De lærer ogsaa selv at fremstille adskillige Nødvendighedsartikler f. Eks Sæbe.

Fru Dr. Dederding sætter Pigerne ind i all Hjemmets Hygiejne vedrørende Barnepleje og Sygepleje. Den praktiske Undervisning faar de ved at klæde store Dukker af og paa, lægge de forskellige smaa intime Beklædningsstykker rigtigt og anlægge en Forbinding. Hjemmets Udsmykning og hele Anlæg lærer de af en saa kyndig Mand som Hr. Kunstmaler Møller Jensen. De faar et Begreb om at "skabe Hjemmet", vælge smag og stilfulde og dog billige Møbler, vælge god Vægsmykning, vrage og vælge Tapeter, Gardiner og Portierer. Eleverne faar kort sagt deres Smag kultiveret. Endelig giver jeg selv, siger Hr. Hørbøll, Vejledning i Literatur og Samfundslære, samt lærer de unge Damer at stille et fornuftigt Husholdningregnskab op. Det hele var paa en vis Maade en Prøve men vi har haft saa stor Glæde af dette første Hold. at der nu bliver fortsat paa den Vej, der er begyndt. Det har været en Fornøjelse at se den Iver og Interesse, Eleverne har vist overfor alle Fagene, og det viser jo fuldt ud, at flor virkelig er en god Jordbund for et Kursus af denne Art!

- - -

Hr. Hørbøll, der oprindelig var Leder, fratraadte, da han fornylig udævntes til skoleinspektør, og i hans Sted overtog Overlærer V. Kirkegaard Hvervet.

- Jeg haaber vi næste Aar kan tage flere Hold, siger denne, og vi  deler oprigtigt dette Haab. Det er en smuk og samfundsnyttig Opgave Frederiksberg Kommune her har taget op - og lad os for Fuldstændighedens Skyld oplyse af hele dette udmærkede Kursus kun koster 3 Kroner.

Larus.

(Aftenbladet (København) 4. februar 1925).

Der er tale om overlærer Haakon Kirkegaard. Kurset "Udvidet Husgerningskursus" sluttede efter 8 måneder 1. maj 1925. I den forbindelse udtalte Valdemar Kirkegaard (se Nationaltidende 12. maj 1925):

- - -

Vi beder Overlærer Hakon Kirkegaard, der har ledet Kursus'et, om at fortælle om Gerningen og dens Resultater.

- Lad mig slaa det fast med det samme, siger Hr. Kirkegaard, at Resultatet har været over al Forventning. Vi begyndte med 23 unge Piger og sluttede med 24, og alle har vist meget stor Interesse for Arbejdet.

Vi har lagt Timeplanen mellem 2 og 7, saaledes at Eleverne kan hjælpe til i Hjemmet eller have en anden Formiddagsplads ved Siden af Skolegerningen. - De Ting, der er undervist i, er først og fremmest Husgerning og Madlavning. Fru Dr. Dida Dederding, Overretssagfører Dederdings Frue, har sat de unge Piger ind i Moderkundskab og seksuel Hygiejne. Direktør Møller Jensen for Skolen for Kunsthaandværk har arbejdet paa at udvikle deres Smag særlig med Henblik paa Hjemmets Indretning, Skoleinspektør Hørbøl har undervist i Historie og Litteratur, Viceskoleinspektor Franck i Næringsmiddellære. Endelig har Ingeniør Vanggaard paa Polyteknisk Læreanstalt undervist i Stofkundskab - givet dem Kendskab til tekstile Stoffer, Silkevarer, Emaillevarer og den Slags Stoffer, som de stilles overfor i det daglige Liv.

Vi har prøvet at samle alle disse Fag, som kunde interessere og gavne de 16- til 24-anrige unge Piger, og det har vist sig, at vi har grebet rigtigt.

Frederiksberg Kommune stillede sig straks velvilligt overfor Tanken om Kursusets Oprettelse, saa vi opnaaede at blive en kommunal Institution, der selvfølgelig nu vil fortsætte sit Arbejde. Vi har endog faaet saa mange Henvendelser, at vi tænker paa at begynde to Hold til Efteraaret. Foreløbig har vi til Huse paa Nyelandsvejs-Skole, men meget af Undervisningen foregaar jo paa Museer, paa Børnehjem og lignende Steder.

A propos Undervisningen. Den foregaar ikke ved lektielæsning. Kun gennem Foredrag, Samtaler og Lyshilleder.

- Er De Tilhænger af den saakaldte Arbejdsskole?

- Absolut! Og naar der paa det store Diskussionsmøde om Skolesagen blev rettet saa stærke Angreb mod Mellemskolen, saa finder jeg disse Angreb fuldstændig forkerte. Mellemskolen er i sig selv udmærket. Er der noget galt fat - og det er der - saa er det udelukkende Lærernes Fejl! Man opnaar glimrende Resultater uden at lægge det altfor store Pres paa Eleverne, som det meget Hjemmearbejde er. - Hvad Spørgsmaalet Fællesskole eller Særskole angaar, da er jeg absolut Tilhænger af den første Kategori. Det er den naturligste, den bedste, den mest virkelige. 

Og om Ungdomsskolerne skal være obligatoriske eller frivillige? - Lad os endelig ikke gøre den Dumhed at binde de unge! Men lad os gøre Ungdomsskolerne saa tillokkendde og tiltalende for dem, at de faar Øje for deres Værd.

Saa er der ingen Fare for, at de ikke skal komme af egen fri Villie.

(Nationaltidende 12. maj 1925. Uddrag).