Fanny Garde (1855-1928) - Mågestellets kunstner. (Efterskrift til Politivennen)

Man vil forgæves kigge efter udførlige biografiske oplysninger om porcelænsmalerinden Fanny Garde. Det kan undre. De fleste kender fx Mågestellet som i over 100 år var et af de mest populære og solgte spisestel, ikke bare i Danmark, men flere andre lande i verden. I Sverige det mest solgte stel overhovedet. Det er af Fanny Garde. Porcelænsfabrikken lå dengang ved Kalvebod Strand (senere flyttede den til Vesterbrogade 149), og gav Fanny ideen til at overføre dem til kopper og kander, tallerkener, fade, opsatser, skåle, lysestager m.m.m. 

Nogle af de sparsomme oplysninger som findes, handler om at hun fx var sønderjyde og præstedatter. Hendes gravsted på Solbjerg Kirkegård er i øvrigt blevet sløjfet. Endnu mere svært er det at finde fotoer. Med få undtagelser kommer kun hendes store produktion frem.

Listen over hendes meritter er meget lang. Her blot et par eksempler: 

1895 var hun medlem af Udvalget for Industriafdelingen ved "Kvindernes Udstilling", juli-september ved Charlottenborg. Til udstillingen havde Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone fremstillet "Dronning Margretes Tallerkener". De to blev dengang betegnet som "samlevere".

Hun tegnede juleplatten for Bing og Grøndahl IV årgang, 1898. En julestjerne omgives af en krans af juleroser på lyseblå bund. 

I 1921 købte Fanny Gardes bror, arkitekten Harald Garde en ejendom i Rørvig - Rørvighuset, Løvstræde 7 - hvor Fanny Garde og samleversken Effie Hegermann-Lindencrone ferierede. Senere blev huset af lokalet også kaldet "Fannys Minde". 

Da den franske minister Louis Hermite med frue var i København oktober 1925, overrakte han som en anerkendelse af den store indsats, Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde (og Jean Gauguin) dekokrationen "Guldpalmerne".

Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones første arbejder dannede grundlag for den senere store underglasurafdeling, der blev kendetegnende for fabrikken med den blåfarvede dekoration under blank, gennemsigtig glasur. De var nogle af de første kvindelige kunstnere, der arbejdede som dekorationsmalere, og som også selv leverede udkast til modeller. Mange år efter, i 1981 fremstillede hver kvindelig porcelænsarbejder 350 måger om dagen.

Fanny Garde blev begravet 4. maj 1928 fra Solbjerg Kirkegård. I følget var bl.a. direktør Simonsen, underdirektør Halle og inspektør Bing fra Bing & Grøndahl, professor Hans Tegner, maleren Acton Friis, billedhuggeren Axel Locher og fabrikkens stab af malere og malerinder.  Begravet på Solbjerg Kirkegård. Man vil i dag forgæves lede efter gravstedet, det er nemlig nedlagt.

Allerede inden hun blev kendt, levede hun sammen med en kvinde, Effie Hegermann-Lindencrone - og de arbejdede i øvrigt også sammen på big & Grøndahl, hvor de bl. a. tegnede Hejrestellet 1888 og Mågestellet i 1890'erne. De boede sammen til Fannys død i 1928, Effie døde 1945.

Homoseksualitet var i hele deres levetid kriminelt. Tålt hvis de homoseksuelle ikke skiltede offentligt med det. Hvis de to kvinder havde et forhold, er de gået stille med det. Hvilket på det tidspunkt var klogt - man behøver blot at tænke på den forfølgelse som blev forfatterne Herman Bang og Oscar Wilde (sidstnævnte 2 års strafarbejde) til del. Udadtil lukkede deres uomtvistelige store kunstneriske præstationer munden på de som måtte finde på at antyde noget "kriminelt".  

En af Danmarks største kunstnere er således også en af de sværest at finde biograferet. Måske fordi hun havde to meget store odds imod sig: Hun var kvinde, og hun boede sammen med en anden kvinde.

Bing & Grøndahls Porcellainsfabrik. Illustreret Tidende, 16. december 1860.

De store Oversvømmelser i Gaar. (Efterskrift til Politivennen)

Overst: Kolonihaverne mellem Borups Allé og Hillerødgade under Vand. - Nederst: Bohavet flyttes ud

Skyernes Vandflod, der i Morgentimerne i Gaar styrtede ned over Hovedstaden og dens nærmeste Omegn, anrettede en Skade, som endnu slet ikke kan overses.

Vi omtalte i Gaar en Del af de Steder, der var bleven hærget af Vandfloden. Andet Steds i Bladet giver vi i Dag yderligere et Overblik over, hvad Uvejret har foraarsaget af Ødelæggelser.

Ovenfor bringer vi en Række Billeder, der er et tydeligt talende Bevis for Vandflodens Styrke. Navnlig i Havekolonien "Rosendal" paa Hjørnet af Borups Allé og Hillerødgade, en Koloni, der tæller 70 Smaahaver. blev haardt medtaget, dels som Følge af den styrtende Regn, dels som Følge af, at Lygteaaens Kloak sprang. Som man vil se paa ovenstaaende Billeder, stod Vandet herude en halv Meter højt, saa Folk maatte flygte ud af Husene.

Ca. et halvt Hundrede af de smaa Huse er paa det nærmeste ødelagt, og selvfølgelig er alt, hvad der vur dyrket af Havebrugssager, gaaet tabt

En ældre Dame, der laa syg i et af Husene, maatte i sin Seng anbringes med Benene oppe paa Stole, saa højt stod Vandet over Stuegulvet. Mange af Kolonihavernes Beboere maatte søge Tilflugt hos Familier og Bekendte. De, der trods alt vilde blive boende, blev færget til Indgangen af deres Sommerhjem paa sanimenbundne Ølkasser.

De fleste Beboere lider naturligvis et stort Tab.

I Kolonihaverne ved Borups Alle. En ung Pige maa "soppe" gennem Gangene.

Vandflodens Ødelæggelser i Gaar.

Falck maatte pumpe 131 Steder.

Landbohøjskolens Bibliotek under Vand.

Øverst: En Ellehammer Pumpe, koblet til en Fordvogn, i Virksomhed ved Isenkræmmerforretningen, Gothaabsvej 66, som stod fuldstændig under Vand. - Nederst: Kælderbutikens Indehaver i Vand til Knæene. 

København og dens Yderkvarterer fik i Gaar at mærke, hvad en Vandflod vil sige, selv om vi i Forhold til Ødelæggelserne i Udlandet maa siges at være sluppet naadigt. Men alligevel er den Skade, den styrtende Regn og de sprængte Ledninger medførte, meget betydelig.

Paa Forsiden omtalet i de vældige Oversvømmelser i Havekolonien "Rosendal" paa Hjørnet af Borups Allé og Hillerødgade, men ogsaa mange andre Steder fyldte Vandet Kælderne.

Saaledes stod Isenkræmmerforretningen i Kælderen til Ejendommen Godthaabsvej 66 fuldstændig under Vand, saa Varerne bogstavelig talt flød rundt i Butikken. Man fik saa fat i en Ellehammer-Pumpe, der kobledes til en Fordvogn, og paa den Maade lykkedes det i Løbet af nogle Timer at lænse Lokalerne.

Særlig ude paa Frederiksberg var det galt, fordi Kloakerne ikke kunde tage det nedstrømmende

Vand, som derfor hurtigt fyldte en Mængde Kældere.

Saaledes skete der meget betydelig Ødelæggelser i Landbohøjskolens Bibliotek, der er Installeret i Kælderetagen. Til alt Held lykkedes det Redningskorpset at faa bjerget en stor Del af do mest kostbare Værker, men mange Bøger blev ødelagt.

Den travleste Dag I Redningskorpsets Historie.

Dagen I Gaar blev forøvrigt ten travleste t Redningskorpsets Historie.

Sna snart Uvejret var trukket over ved 9-Tiden, blev Korpsets Telefoner bogstavelig talt blokeret i timevis.

Ialt var der indtil sent i Aftes pumpet 131 Steder, og endnu i Dag maa Arbejdet fortsættes, navnlig

i Kvarteret GI. Kongevej, Grundtvigsvej samt Pilealléen og Allegade.

Paa Godsbanegaardens Terræn ved Enghaven stod Vandet saa højt, at Rangeringen kun kunde foretages med største Vanskelighed, og Portørerne maatte arbejde barbenede, idet Vandet mange Steder gik dem til Knæene.

Ogsaa ude i Landet er der sket mange Oversvømmelser, flere Steder med Dæmningsskred ved Banelinierne, men København og Omegn fik denne Gang dog Hovedparten af Vandfloden at mærke.

(Aftenbladet (København), 16. august 1927).

Fuldstændig afspærret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Ved Leddet paa Platanvej.

Platanvej - den idylliske Villavej, der gaar imellem Vesterbrogade og Frederiksberg Allé - er bleven istandsat med nye Fortovsfliser, Kantsten og fint Grus og Makademisering paa Kørebanen. Samtidig har Villaejerne - Vejen er privat og bestyres af et saakaldt Vejlav - benyttet Lejligheden til fuldstændig at spærre Vejen af for al gennemgaaende Færdsel. Tidligere har Automobiler maattet køre gennem om Søndagen - et Skilt herom staar for Resten endnu baade paa Hjørnet af Vesterbrogade og af Frederiksberg Allé - og for Cyklister har der været indrettet en permanent Gennemkørsel i det tidligere Led midt paa Vejen. Men nu er det, som sagt, forbi med d'Herrer Villaejeres Imødekommenhed mod de mange Mennesker, som til og fra deres Beskæftigelse paa Nørre- eller Vesterbro hidtil har kørt ad Vester Fælledvej - Platanvej - Madvigs Allé og Bülowsvej, og dette vækker saa uhyre Indignation, at Villaejerne har maattet rekvirere Politi til at passe paa, at der ikke gik for meget Slid paa deres nye fine Grus.

Saa længe Politiet stod der, kravlede Folk naturligvis af Cyklerne og ind under Leddet, men ellers kører de ganske roligt op over Fortovet og kommer paa denne Maade forbi Afspærringen uden at staa af Cyklerne, idet de lader lidet smigrende Bemærkninger falde om den Levning fra Frederik den 6tes Enevælde, der endnu behersker en frederiksbergsk Vej af stor Betydning for Færdslen.

(Aftenbladet (København), 2. juli 1927).

Familien Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Stakkels Mo'r - ! 

Børstenbinder Jensens Hustru, fotograferet i Hjemmet i Husvildebarakkerne paa Finsensvej sammen med 8 af sine 12 Børn, hvis Fader sidder arresteret for Drabsforsøg paa det ene af disse.

Det uhyggelige Drabsforsøg, der i Forgaars Aftes blev forøvet paa Trappegangen nede i Holbergsgade af den 44 aarige fhv. Børstenbinder, nu Arbejdsmand Oscar Ludvig Jensen, som i en Rus gjorde et desperat Forsøg paa at strangulere sin lille 5-aarige Søn, har aabnet for et Indblik i et Hjem og et Familieliv, der i sin hjertegribende Fortvivlelse ligefrem synes at trodse al Menneskelighed.

Familien bestaar, som vi fortalte i Gaar, af Mand, Hustru og 12 Børn, af hvilke de to ældste, der er henholdsvis 16 og 12 Aar, opholder sig hos nogle Slægtninge paa Fyen, - hvorfra familien for nylig er kommen her til København, - medens en 8-aarig Dreng, der er stærkt kirtelsvag, er paa Sanatorium, og den 5-aarige Dreng, der var Genstand for Attentatet fra Faderen, og som for øvrigt er noget aandssvag, foreløbig er anbragt paa Hospitalet. Tilbage paa Hjemmet derude i Barakkerne paa Finsensvej Nr. 259 sidder den stakkels Mo'r med de tilbageværende 8 Børn, som man ser dem her paa Billedet, vor Fotograf tog derude i Gaar.

Fru Jensen, der kun er 39 Aar gammel, gør et svageligt og forkuet Indtryk, udslidt, som hun er af Kampen for Tilværelsen, og medtaget af de mange Børnefødsler. Paa vort Billede, der staar som en ligefrem uhyggelig Dokumentation for Berettigelsen af Dr. Leunbachs Kamp for Børnebegrænsningen, ser man i bageste Række fra Venstre til Højre den 10-aarige Anna Marie, den 9-aarige Jens, Wilhelm, 7 Aar, og Jens Peter 6 Aar - i forreste Række, fra Højre til Venstre: Knud, 3 Aar, Niels, 1 Aar, og Klara, 2 Aar nærmest ved Moderen, der paa sit Skød bærer den sidste af Flokken, som kom til Verden for kun 3 Uger siden.

Den stakkels Mo'r, der endnu i Gaar Middags intet anede om Mandens Forbrydelse overfor den lille aandsvage Dreng, men troede, at han kun var anholdt for Beruselse og inden længe vilde komme hjem igen, sidder nu alene med Børnene derude i det fattige Hjem. Hun kender ikke et eneste Menneske her i Byen, eftersom det kun er ganske kort tid siden, Familien kom til København og flyttede ind i Husvildebarakkerne efter at være hjemsendt ovre fra Svendborg, idet Jensen er forsørgeIsesberettiget paa Frederiksberg.

Beboerne derude i Barakkerne akildrer for øvrigt Jensen som en skikkelig og fredsommelig samt meget flittig Mand, der stadig har slidt, dels som Arbejdsmand og dels som Børstenbinder, for at skaffe det nødvendige til Livets Ophold for sig og sine, saa man staar ganske uforstaaende overfor hans Forsøg paa at dræbe den lille Dreng.

(Aftenbladet (København) 11. maj 1927).

Han drak Fattighjælpen op i mange Aar.

Det har vakt Opmærksomhed, at man under en nu afsluttet Nævningesag i Kobenhavn erfarede, at Oscar Ludvig Jensen - Manden, der forsøgte at kvæle sin lille Søn - en lang Aarrække igennem, tilsyneladende i en Snes Aar, har drukket de Penge op, han fik udbetalt i Understøttelse gennem Fattigvæsenet til sig og sin Familie. Han boede paa Frederiksberg, hvor han fik udbetalt 40 Kr. om Ugen - og efter hans egen Forklaring for Retten havde man Indtrykket af, at disse Penge for Størstedelen omsattes i Spiritus.

- Saa slemt har det nu ikke været - siger Ekspeditionssekretær Larsen, med hvem "Berlingske Tidende" har drøftet Sagen. Men, det er rigtignok, at Manden drak; og vi har ogsaa haft vor Opmærksomhed henvendt derpaa og har saa vidt muligt sørget for, at det var Konen, der kom og hævede Pengene. Men hun har ikke kunnet komme hver Gang, bl. a. ikke naar hun laa til Sengs efter Barnefødsler. Vi har da passet paa, saa godt det lod sig gøre, og f. Eks. udbetalt den ugentlige Understøttelse i to Portioner. Manden har som sagt drukket en Del, men alle Pengene har han ikke kunnet omsætte i Spiritus, ellers hævedes vilde Familien jo ogsaa være døde af Sult. 

Ekspeditionssekretær Larsen bemærker iøvrigt, at Jensen kun har boet knapt et Aar paa Frederiksberg, og at han før den Tid har faaet Fattigunderstøttelsen paa Landet.

- Hvorledes er det iøvrigt muligt, at en Mand, der saa lang en Aarrække igennem har været under Fattigvæsenet, kan opnaa Tilladelse til at gifte sig?

Af Papirerne fremgaar det - siger Ekspeditionssekretæren - at Jensen i Juli 1920 fik Tilladelsen til at gifte sig. Det skete iøvrigt efter Indstilling af Fængselshjælpen og paa et Tidspunkt, da han ikke havde faaet saa særlig megen Fattighjælp. Han havde den Gang boet sammen med sin senere Kone i længere Tid og faaet 6 Børn med hende. Det Offentliges Understøttelsespligt blev iøvrigt ikke større ved den Lejlighed.

(Ribe Stifts-Tidende 12. oktober 1927).

Et nævningeting idømte senere på året Oscar Ludvig Jensen 4 års forbedringshus.

Kvindernes Handelshøjskole. (Efterskrift til Politivennen).

 

Højskolen paa Julius Thomsens Plads.

Medens de unge Mænd, der gik I Handelsvejen, i snart 25 Aar har haft deres egen Højskole ved Nørre Boulevard, har de unge Kvinder haft deres Skole i lejede Lokaler, nemlig i tysk Skole i Larslejstræde.

Lokalerne var store og gode, men bedst er det jo altid at have Foden under eget Bord. Det faar de nu. Tirsdag den 11. Januar - lige 25 Aar efter Købmandsskolens Indvielse - indvies nemlig Kvindernes Højskole paa Julius Thomsens Plads ved Markus Kirken og ligeoverfor Kæmpehallen.

Her blev den 8. November 1925 Grundstenen lagt til den store, røde Bygning med den smukke, monumentale Granitportal, der saa heldigt bryder den lange, ensartede Facade.

Her er rigelig Plads til de 1100 unge Kvinder, der i Øjeblikket søger Højskolen, og som foreløbig om Dagen maa afgive den øverste Etage til de unge Mænd.

Foruden Skolelokalerne er der Bolig til Portner og en smuk Gymnastik- og Festsal, hvor Skolens dygtige Forstanderinde, Frk. Rosengaard, paa Tirsdag med Stolthed og Glæde kan byde de mange Elever Velkommen i deres eget Hus

(Aftenbladet (København) 4. januar 1927).

Bibliotekssalen. Ved den ene side en af de nydelige marskaller. Foto fra indvielsen i Aftenbladet (København) 12. januar 1927.

Handelshøjskolen på Julius Thomsens Plads 6 var tegnet af arkitekt Jesper Tvede. Grundstenen var lagt 3. november 1925. Skolen havde 24 klasseværelser, et bibliotek og et auditorium for 75 elever. Aftenskolen var beregnet til 12-1400 elever. Den officielle titel var "Den handelsvidenskabelige Læreanstalt".

Det var paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det tøjlesløse Liv i Smallegade, hvor Klubber opstaar og forsvinder, medens Borgerne ikke kan falde i Søvn.

Politiet rykker ud

Medens Københavns Politi let har faaaet Bugt med de Natkluber, der i sin Tid fandtes paaa Københavns Grund og som saa eftertrykkeligt blev slaaet ned, at de ikke senere har rejst sig, raser Kampen stadig paa Frederiksberg, hvor i alle Tilfælde en Natklub-Vært ikke lader til at ville opgive Kampen mod Myndighederne.

Den paagældende er Restauratør Hansen, Indehaveren af de Selskabslokaler i Smallegade, hvor i sin Tid "Dixiklubben" havde til Huse.

Denne blev i sin Tid sat under Tiltale af Politiet, og under Retssagen blev der afhørt en Række Vidner, som udtalte, at Klubben forstyrrede de Omkringboende, idet der hele Natten, og navnlig i Morgentimerne var et voldsomt Spektakel naar Gæsterne l mere eller mindre opløftet Tilstand begav sig hjem.

"Tory Klubben" opstaar og forgaar.

Klubben blev den Gang dømt, men den opstod hurtigt igen, under Navnet "Tory-Klubben", men var dog ikke slet saa fornem, som den berømte engelske Klub, hvis Navn den havde laant. Ogsaa denne Klub blev lukket, og der rejstes Tiltale mod Restauratør Hansen.

Sagen blev fra Underretten, hvor Hansen blev dømt, appelleret til Landsretten, hvor Restauratør Hansen idømtes henholdsvis 600 og 1000 Kr. i Roder for Overtrædelse af Beværterloven.

Medens Sagen var paa Vej fra Underretten til Landsretten fortsatte Restauratøren med at huse Natklubber, og den ny Forening fik Navnet "Otello"

"Otello" fik Politibesøg.

Der blev ogsaa rejst Sag mod denne Klub og mod Restauratør Hansen, og en ny Række Vidner blev afhørt, men disse kunde kun bekræfte, hvad tidligere Vidner havde udtalt, at Nattelivet i Klubben var i høj Grad generende for Kvarterets Beboere, og at man ønskede, at der blev sat en Stopper for det.

Forleden var Sagen til Behandling hos Dommer Heide-Jørgensen ved Frederiksberg Ret. Dommeren tilbød Restauratør Hansen at ordne Sagen med en Bøde paa 2000 Kr., men det vilde Hansen ikke høre Tale om, hvorfor Sagen blev optaget til Doms, og det bliver næppe billigere.

Da "Otello-Klubben" dog ikke tog Hensyn til den ny Sag, der var rejst, men vedblivende afholdt Baller hos Hansen, fandt Frederiksberg Politi, der ellers, hvad Natklubber angaar, er meget tolerante, det dog for morsomt, og i Lørdags mødte Politiassistent Kjærgaard og 8 Betjente og lukkede Klubben. Der er nu hver Aften Politivagt ved Selskabslokalerne for at forhindre at nye Klubber dukker op, medens man selvfølgelig ikke skrider ind, hvor det drejer sig om virkelige Foreninger eller Selskaber.

Dommen i den nye Sag falder antagelig i den nærmeste Fremtid.

Samtale med Politiassistent Kjærgaard.

I Anledning af Frederiksbergs Politis Kamp mod Natklubben i Smallegade. har vi haft en Samtale med Politiassistent Kjærgaard, der udtaler:

- Vi har nu indtaget det Standpunkt, at vi ikke mere vil finde os i at blive spillet paa Næsen af d'Herrer Natklubledere og Restauratør Hansen Forholdet er nemlig det, at Klublederne Bloch-Hansen og Maskinarbejder Jensen er velkendte herude, de lever udelukkende af Klubberne, og de er allesammen ulovlige. Vi har saaledes faaet konstateret, at der mellem Klubben og Tjenere paa mange Restauranter inde i Byen er et vist Samarbejde saaledes. at Tjenerne inde i Byen pr. Telefon indmelder Gæster, som har Lyst til at aflægge Klubben et Besøg efter lovbefalet Lukketid, og naar disse Gæster saa kommer, er baade deres Medlemskort og Klubbens Karthotek i den skønneste Orden, men det er der som sagt nu sat en Stopper for.

Er der andre Natklubber paa Frederiksberg?

- Ja, vi fører ogsaa stadig Krig mod Kronen, der tidligere havde tilhuse paa Vodroffsvej, men som nu er flyttet hen paa Finsensvej. Værten der vil heller ikke indordne sig under Loven, skønt han har faaet talrige Bøder, men nu rejses der Sag mod ham igen.

- Men kan det betale sig for Indehaverne at trodse Loven?

- Ja! det maa det altsaa kunne!

(B. T. 4. august 1926).

Pauline Hjorth - Danmarks ældste Kvinde (1825-1930). (Efterskrift til Politivennen)

Levet under 6 Konger 

En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.

Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.

En elskelig gammel Dame.

Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.

En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.

Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.

- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.

Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.

Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.

Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.

I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.

I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.

Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.

Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -

(Aftenbladet (København), 29. september 1925).

Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Hundrede Aar.

Frøken Pauline Hjort, en Datter af Professor Peder Hjort, Sorø, bliver paa Søndag hundrede Aar.

Der er en mild Værdighed over Frk. Hjort, som kun i ringe Grad præget af Aar og Tid. Hendes Smil er levende, og hendes Øjne har, skønt de ikke er gode, et stærkt og fast Udtryk. Stemmen er smuk og præget af Kultur. Hun ligner en halvtredsaarig.

- Hvad synes Frøkenen om den Tid, De nu oplever, spørger jeg.

- Ja-a, lyder Svaret mod en fin lidt mørk Betoning, den behager mig ikke ganske. Der er altfor megen Slethed, og det virker baade paa Sind og paa Helbred hos os alle. Der sker saa mange Ting, som ikke burde ske.

- Hvad tænker De særligt paa?

- Aah, mest paa dette Skænderi i det offentlige Liv og imellem Folk. Og Redeligheden er heller ikke stor, selv ikke hos Embedsmænd, og det gaar mig til Hjertet, for jeg er opdraget i en temmelig alvorlig Tid, men, man kunde stole paa Folk ... hvem kan man stole paa nu .... Og saa de stadige Udsigter til Krig - det er ogsaa slemt.

- Frøkenen følger godt med . . .

- Ja, absolut, og jeg haaber, Musolini - De er vel da ikke Fascist - nej - jeg haaber snart, han vil sige Farvel saadan ser det ud i Avisen dag. Han er vist meget svag nu .... Jo, jeg følger nøje med i Aviserne, om Hændelserne i andre Lande, foruden hvad der sker i vort eget. Min Far var ivrig Patriot. Hans sidste Breve mellem Atterbom og ham, de kommer nu.

- Hvad synes De om vor Tids Kvinde?

- Jeg kan ikke sige, jeg absolut synes om den megen Frigørelse. Jeg er ikke Kvindesags-Dame. Jeg synes, det gaar for vidt. Overgangen fra min Ungdom og saa til nu, er lidt for hurtig. De Unge har ogsaa for megen Frihed. Paa den anden Haand, har de midaldrende Kvinder det svært, synes jeg .... ja .... jeg levede halvtredsindstyve Aar i Amerika, der har jeg naturligvis faaet mange andre Idéer. Nu har jeg været lær hjemme i toogtyve Aar og blevet mere vant til det .... I Begyndelsen var jeg ikke ret fornøjet over al den kvindesnak, skønt jeg er meget liberal. Jeg tror nu ogsaa nok, at de amerikanske Kvinder har mere Forstand paa Tingene, mere medfødt praktisk Sans, end Kvinderne her hjemme, saadan maa det være i et lille Land men der er ogsaa meget, jeg synes om.

- Længes De efter Amerika?

- Jeg kan ikke sige andet, end at jeg stadig savner Livet i Amerika, det var behageligere end her. Jeg sætter de egentlige Amerikanere meget højt, ikke disse tilløbne Tyskere og Irer, de rigtige, gamle Slægter, dem nærer jeg stor Respekt for. Jeg korresponderer endnu med flere af dem derovre.

- Hvordan kom Frøkenen til Amerika?

- Ja, det var jo ikke saa lidt af en Begivenhed den Gang. Jeg var en af Pionererne. Jo, Far brugte den Smule Penge, han fik i Pension, til sine litterære Arbejder, og vi var tre voksne Søstre, som gik og faldt over hinanden. Og saa syntes jeg. jeg var stærk nok til at bryde ud. Jeg sagde til Far; Nu gaar jeg ud og tjener noget til mig selv ....

- Hvad Stilling indtog Frøkenen.

- Jeg kendte flere elskværdige Folk, og jeg blev halvt Ven, halvt Lærerinde og Oldfrue - kald paa Pauline, lød det altid over hele Huset .... Jeg kom hjem, da jeg var syvoghalvfjerds.

- Holder De meget af Danmark?

Aah ja. jeg har altid holdt af Danmark, og jeg var da ogsaa fire Gange hjemme fra Amerika - og derovre blev jeg hele Tiden Dansk Jeg blev tilbudt amerikansk Borgerret, men det vilde jeg ikke ....

- Hvordan er Dannelsen hos vore Dages Damer?

Den gaar ikke altid i den Retning, jeg synes om. De har for meget at sige, og jeg tror nu ogsaa nok, at Dannelsen ofte er lidt overfladisk. Det er jeg temmelig sikker paa. Jeg kender jo en Del Unge Jeg er den ældste af Slægten for en Kreds paa et halvthundrede.

- Hvordan er det at blive ældre?

- De maa godt sige gammel. Ja, man har jo sine Skrøbeligheder, men jeg klager ikke, jeg har et ganske godt Helbred. Jeg har altid været bange for at blive en Plage for andre ved at blive syg. Og det har jeg tænkt paa. Jeg har holdt mig borte fra Øl, Vin og Kaffe, og rejst meget.

- Hvordan har De kunnet bevare Deres Sind saa mildt?

- Det kan man godt hjælpe til med selv. Jeg har græmmet mig over adskilligt, men ikke sat mig hen og ladet Græmmelsen blive siddende. Jeg arbejdede mig væk fra den. Saadan gjorde jeg ogaa, hvis jeg havde lidt Feber, lidt Forkølelse, man kan arbejde det væk, det kan hjælpe, det ved jeg fra mange Gange. Og saa er jeg næsten altid gaaet tidligt i Seng. Jo, man kan hjælpe meget med selv.

- Hvad tænker De om Døden?

- Det véd jeg ikke .... det har man vist svært ved at bestemme sig til. Man véd intet, har ingen rigtig at stole paa Hvordan kan de gamle Jøder i Det gamle Testamente fortælle alt det, de gør .... de véd jo ingenting.

- Hvordan er vor Tids Mand?

- Jeg har truffet mange behagelige, og der er flere, jeg særdeles godt kan lide. Han har mange gode Egenskaber, som jeg respekterer - men gifte sig med ham, det er en anden Sag .... Jeg har nu altid været glad for min Uafhængighed.

- Hvordan ser De paa det religiøse Liv?

- Det er vist ikke, som det skulde være. Der er mange forkerte Idéer ogsaa mange, som virker i god Forstand, for Eksempel Provst Fenger Men jeg kan ikke kalde mig selv religiøs.

- Husker De Deres Barndom?

- Jo. Jeg har en god Hukommelse, og jeg keder mig aldrig. Tænk, hvor meget jeg har at mindes ... Jo jeg husker ogsaa godt, at jeg var doven i Skolen, jeg slap fra det, saa let jeg kunde - men jeg har dog klaret mig. Jeg har undervist baade i Tysk og Engelsk, og en af mine Elever gav mig. da han var færdig, saadan en smuk Buket Tulipaner.

- Hvad ønsker De Dem som Fødselsdagsbarn?

- Kunde De sende mig en Mand, som gav mig et bedre Syn, saa blev jeg glad .... De siger, jeg har Stær - jeg véd det ikke.... Vil De ikke nok sige, at jeg paa Søndag tager imod fra to til fem, og den Dag er der Vin og Kage ....

Frøken Hjort rejser sig og gaar rankt og smukt over Gulvet:

- Jeg synes nu ikke. jeg halter saa slemt, siger hun med sin smukke Slemme og det milde Smil.

Christian Houmark.

(B. T. 1. oktober 1925).

Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.

Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.

Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.

Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.

Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.

En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.

Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.

Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.

Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.

Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.

Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.

(Roskilde Avis 1. oktober 1929).

"Man burde kun blive 100 Aar".

Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.

Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.

Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet  sit Hjem i Morges.

- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!

Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".

- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...

Mødet med H. C. Andersen.

Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!

Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!

Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.

- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg

- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk

Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte

Da Hauch forlangt en ren Flip.

Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!

Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...

Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.

Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!

- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.

Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.

(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).

Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.

I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.

Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).

Lære alt, hvad der hører til Hjemmets Tarv! (Efterskrift til Politivennen)

Fra Paaklædning af Børn til Undersøgelse af Næringsmidler.

Hvor de dygtige Husmødre uddannes.

Et Kursus, Frederiksberg Kommune har Ære af.

Frederiksberg Kommune har i denne Vinter anstillet et Undervisningseksperiment, som taler Kommunen til Ære og som den heldigvis ogsaa synes at skulle faa Glæde af. Skoleinspektør J. Hørbøll, der er Idéens Ophavsmand, og den, der har ført den ud i Livet, fortæller os herom:

- Der findes tilstrækkelige Fortsættelsesskoler, der giver Undervisning i Maskinskrivning, Stenografi og slige Fag og vi har særskilte Kursus i Haandgerning og Husgerning, der stadig har stor tilslutning. Men Tanken med dette Kursus var at give en samlet og fuldstændig Undervisning i alt, hvad der vedrører selve Hjemmets Tarv - det er Hjemmet, der er den bærende Tanke, og Hensigten den, at give de unge Kvinder en Uddannelse, der sætter dem Stand til at møde alle de Krav et virkeligt Hjem stiller.

I September begyndte vi med 21 unge Piger i Alderen fra 18 til 22 Aar, og de faar 5 Timers daglig Undervisning: 3 Timer praktisk, 2 Timer teoretisk, deri iberegnet to Timer Gymnastik om Ugen. Kursus'et skal vare i 8 Maaneder, og Lørdagen har de fri til Hjemmeøvelser. De undervises i følgende Fag: Husgerning d. v. s. Madlavning, Borddækning, Bordpyntning, Bagning og alt, hvad det kommer ind under Begrebet Rengøring. Disse Timer ledes af Frøken Karen Larsen. Dernæst al Haandgerning, derunder Skrædersyning, Tilskæring og Mønstertegning. Heri underviser Frøken Rebekka Petersen. I Forbindelse hermed lærer Ingeniør Wanggaard Eleverne Stofkundskab, d. v. s. hvad de forskellige Klæde- og Linnedvarer er lavet af, hvorledes Stofferne udvindes o. s. v.

Eleverne lærer at afsløre Forfalskninger i Næringsmidler.

Viceskoledirektør Franck underviser i et lige saa interessant som vigtigt Fag nemlig Næringsmiddellære, og Undervisningen et særlig baseret paa Laboratoriearbejde. Her faar de unge Piger et grundigt Begreb om, hvad de forskellige Næringsstoffer bestaar af, deres Næringsværdi etc., og de lærer at konstatere Forfalskninger gennem kemiske Eksperimenter. De lærer ogsaa selv at fremstille adskillige Nødvendighedsartikler f. Eks Sæbe.

Fru Dr. Dederding sætter Pigerne ind i all Hjemmets Hygiejne vedrørende Barnepleje og Sygepleje. Den praktiske Undervisning faar de ved at klæde store Dukker af og paa, lægge de forskellige smaa intime Beklædningsstykker rigtigt og anlægge en Forbinding. Hjemmets Udsmykning og hele Anlæg lærer de af en saa kyndig Mand som Hr. Kunstmaler Møller Jensen. De faar et Begreb om at "skabe Hjemmet", vælge smag og stilfulde og dog billige Møbler, vælge god Vægsmykning, vrage og vælge Tapeter, Gardiner og Portierer. Eleverne faar kort sagt deres Smag kultiveret. Endelig giver jeg selv, siger Hr. Hørbøll, Vejledning i Literatur og Samfundslære, samt lærer de unge Damer at stille et fornuftigt Husholdningregnskab op. Det hele var paa en vis Maade en Prøve men vi har haft saa stor Glæde af dette første Hold. at der nu bliver fortsat paa den Vej, der er begyndt. Det har været en Fornøjelse at se den Iver og Interesse, Eleverne har vist overfor alle Fagene, og det viser jo fuldt ud, at flor virkelig er en god Jordbund for et Kursus af denne Art!

- - -

Hr. Hørbøll, der oprindelig var Leder, fratraadte, da han fornylig udævntes til skoleinspektør, og i hans Sted overtog Overlærer V. Kirkegaard Hvervet.

- Jeg haaber vi næste Aar kan tage flere Hold, siger denne, og vi  deler oprigtigt dette Haab. Det er en smuk og samfundsnyttig Opgave Frederiksberg Kommune her har taget op - og lad os for Fuldstændighedens Skyld oplyse af hele dette udmærkede Kursus kun koster 3 Kroner.

Larus.

(Aftenbladet (København) 4. februar 1925).

Der er tale om overlærer Haakon Kirkegaard. Kurset "Udvidet Husgerningskursus" sluttede efter 8 måneder 1. maj 1925. I den forbindelse udtalte Valdemar Kirkegaard (se Nationaltidende 12. maj 1925):

- - -

Vi beder Overlærer Hakon Kirkegaard, der har ledet Kursus'et, om at fortælle om Gerningen og dens Resultater.

- Lad mig slaa det fast med det samme, siger Hr. Kirkegaard, at Resultatet har været over al Forventning. Vi begyndte med 23 unge Piger og sluttede med 24, og alle har vist meget stor Interesse for Arbejdet.

Vi har lagt Timeplanen mellem 2 og 7, saaledes at Eleverne kan hjælpe til i Hjemmet eller have en anden Formiddagsplads ved Siden af Skolegerningen. - De Ting, der er undervist i, er først og fremmest Husgerning og Madlavning. Fru Dr. Dida Dederding, Overretssagfører Dederdings Frue, har sat de unge Piger ind i Moderkundskab og seksuel Hygiejne. Direktør Møller Jensen for Skolen for Kunsthaandværk har arbejdet paa at udvikle deres Smag særlig med Henblik paa Hjemmets Indretning, Skoleinspektør Hørbøl har undervist i Historie og Litteratur, Viceskoleinspektor Franck i Næringsmiddellære. Endelig har Ingeniør Vanggaard paa Polyteknisk Læreanstalt undervist i Stofkundskab - givet dem Kendskab til tekstile Stoffer, Silkevarer, Emaillevarer og den Slags Stoffer, som de stilles overfor i det daglige Liv.

Vi har prøvet at samle alle disse Fag, som kunde interessere og gavne de 16- til 24-anrige unge Piger, og det har vist sig, at vi har grebet rigtigt.

Frederiksberg Kommune stillede sig straks velvilligt overfor Tanken om Kursusets Oprettelse, saa vi opnaaede at blive en kommunal Institution, der selvfølgelig nu vil fortsætte sit Arbejde. Vi har endog faaet saa mange Henvendelser, at vi tænker paa at begynde to Hold til Efteraaret. Foreløbig har vi til Huse paa Nyelandsvejs-Skole, men meget af Undervisningen foregaar jo paa Museer, paa Børnehjem og lignende Steder.

A propos Undervisningen. Den foregaar ikke ved lektielæsning. Kun gennem Foredrag, Samtaler og Lyshilleder.

- Er De Tilhænger af den saakaldte Arbejdsskole?

- Absolut! Og naar der paa det store Diskussionsmøde om Skolesagen blev rettet saa stærke Angreb mod Mellemskolen, saa finder jeg disse Angreb fuldstændig forkerte. Mellemskolen er i sig selv udmærket. Er der noget galt fat - og det er der - saa er det udelukkende Lærernes Fejl! Man opnaar glimrende Resultater uden at lægge det altfor store Pres paa Eleverne, som det meget Hjemmearbejde er. - Hvad Spørgsmaalet Fællesskole eller Særskole angaar, da er jeg absolut Tilhænger af den første Kategori. Det er den naturligste, den bedste, den mest virkelige. 

Og om Ungdomsskolerne skal være obligatoriske eller frivillige? - Lad os endelig ikke gøre den Dumhed at binde de unge! Men lad os gøre Ungdomsskolerne saa tillokkendde og tiltalende for dem, at de faar Øje for deres Værd.

Saa er der ingen Fare for, at de ikke skal komme af egen fri Villie.

(Nationaltidende 12. maj 1925. Uddrag).

Nedrivningen af Vodroffsvej 60. (Efterskrift til Politivennen)

"Villaen Nr. 60" - Huset ved Gyldenløvesgade.

Det skal nedrives - men det bør ikke ske endnu!

Det er ikke for meget sagt, at den store ubeboede Villa paa Hjørnet af Vodroffsvej og Gyldenløvesgade - som ses paa ovenstaaende Billede - længe har vakt og fremdeles vækker Sensation blandt de Forbipasserende. Hvert Øjeblik ser man Folk staa stille og kaste længselsfulde Blikke ned i den gamle Have, som nu ingen Fod betræder, til de mange gardinløse Vinduer, og til de store Verandaer mod den henrivende Udsigt ud over Stierne. Ja, det er end ikke sjældent, at Ægtepar ivrigt diskuterende gaar helt rundt om Huset, tager i Havelaage og Døre og sluttelig giver sig til at skridte Facaden af, for derigennem at komme til Klarhed over, hvad det store, dejlige Hus i Grunden rummer. Vodroffsvejs Handlende har faaet mange Forespørgsler om Villaen Nr. 60, og de kan fortælle om, hvor lange de forhaabningsfulde Ansigter er bleven, naar det paa de ivrige Spørgsmaal om ledige Lejligheder er bleven svaret, at Villaen er Københavns Kommunes, og at den meget snart vil blive nedrevet, for at Byens nye, flotte Avenue kan faa sin endelige Skikkelse.

Ja, saaledes er det altsaa bestemt. Det var ikke alene "Strygejernet", den nye Gyldenløvesgade krævede, men ogsaa denne fhv. Statsbanevilla. som Kommunen overtog sammen med den gamle Banegaards Grunde. Betragter man Forholdene ved Vodroffsvej-Gyldenløvesgade, er der absolut ingen Tvivl om, at Villaen en Gang maa væk, men tager man den for Haandenværende Bolignød i Betragtning, er det lige saa utvivlsomt, at det ikke bør ske nu: ja, at det vilde være ikke mindre end en Forbrydelse, om Huset tinder de nuværende Forhold blev overgivet til Nedbrydningsarbejdernes Hakker og Økser.

Som alle Statsbanernes Huse er Villaen fortrinlig hygget, og da den i sin Tid blev opført til Bolig netop for Statsbanernes egne Embedsmænd, tør man vel nok - uden nærmere Undersøgelse - paastaa, at den er fortrinlig Indrettet.

Efter Villaens Størrelse at dømme, maa den kunne afgive rummelige Lejligheder til i Familier, og vilde man - hvad der kunde synes i højeste Grad Grund og Trang til - anvende den til Bolig for Boligløse. kunde man anbringe mindst 8 af de Familier, der nu lever under forfærdelige Forhold, lige ind i Paradiset.

Det er forstaaeligt, at Ingeniørerne, som har projekteret og ledet Udførelsen af Byens flotteste Avenue - og forøvrigt meget tiltrængte Forbindelse med Frederiksberg - gerne snarest muligt vil se deres udmærkede Arbejde helt færdigt, men det er ikke mindre forstaaeligt, at Byens Skatteydere, hvis Penge det i sidste Instans drejer sig om, og Byens Boligløse, hvis Sundhed og Velfærd maaske hver Dag staar paa Spil, tilraaber d'Hrr. mod Passeren og Regnestokken et enstemmigt og tordnende: Holdt! Lad det Hus staa, til Byens Boligforhold har ændret sig noget! Det generer jo ikke Færdslen, og at det muligvis generer Udsigten lidt, er en Ulempe, der er for intet at regne imod de mange, Bolignøden afstedkommer.

(Aftenbladet (København) 28. januar 1925).

På et foto fra Kbhbilleder (ikke public domain) anes huset til venstre for banen efter søerne.

Det gamle Hus og de Husvilde.

Hvorledes er Forholdet med de Boligløse?

Byen lever stadig fra Haanden og i Munden.

Raadmand Silius Johansen og Ekspeditionssekretær Müller.

I Anledning af det kommunale Ejendomsdirektorats i Forgaars refererede Udtalelse om, at det var lettere og billigere at anbringe Boligløse anden Steds end i den gamle Statsbanevilla ved Vodroffsvej, har vi spurgt Tømrerlaugets Oldermand, Raadmand i Magistratens Afdeling, Silius Johansen:

- Baade som Raadmand i den Magistratsafdeling, der bl. A. har til Opgave at tage sig at de Boligløse, og som praktisk Haandværker erklærer jeg mig enig i, at den nævnte Villa bør nedrives, skulde vi anbringe Boligløse i den paa en saadan Maade, at Kommunen kunde være det bekendt og de paagældende Familier kunde være tjent dermed, vilde vi blive nødt til at foretage store og dyre Omforandringer i Husets indre Indretning, større og dyrere end forsvarligt, da Huset jo dog - bl. a. af Hensyn til Kontrakten med Frederiksborg - snart skal fjernes. Men baade København og Frederiksberg bygger jo til Gengæld Hundreder af Lejligheder og gør i det Hele det mest mulige for at komme vore ulykkeligt stillede Medborgere til Hjælp.

Hvorledes gaar det med Anbringelsen af de Boligløse, spurgte vi derefter Magistratens 3. Afdeling, og Ekspeditionssekretær Müller der sammen med Kontorchef Lauritz Hansen er en hensynsfuld og forstaaende Hjælper for Byens i Henseende til Bolig nødstedte Borgere, udtalte bl. a. følgende:

- Ja. Situationen maa desværre siges at være i alt væsentlig uforandret. Vi lever stadig fra Haanden og i Munden, og de Værelser, vi nu og da faar til Disposition forslaar i Virkeligheden kun som en Draabe i Havet.

Vi modtager stadig en Masse Henvendelser om Leiligheder, og uagtet vi, tvungen af Omstændighederne, forlængst har maattet indtage det Standpunkt, kun at hjælpe Familier med Børn, maa vi afvise Hundreder af Familier, som vi mener burde hjælpes, og som vi gærne ville hjælpe, naar vi blot kunde. Naar vi faar en Henvendelse, bliver Vedkommendes Forhold grundigt undersøgt, og vi søger til hjælpe, der hvor vi synes Nøden er størst. Det er navnlig Folk, der bor i Lysthuse, og Samboere, for hvem Forholdene efterhaanden er blevet rent fortvivlede, vi søger at skaffe taalelige Boliger, men, som sagt vor Evne staar hverken i Forhold til Viljen eller de Søgendes Trang.

Som De véd, har vi anbragt en Del boligløse Familier i 2-Værelsers Lejligheder i kommunens nye Huse, og det er gjort paa den Maade, at to Familier deler en Lejlighed, idet hver faar et Værelse, og de enes om Kokkenet.

Dette er jo ingenlunde tiltalende men dog altid bedre end det, de Paagældende kommer fra.

Vi har nu og da set paa Huse, som man mente kunde anvendes som Bolig for Husvilde, men i mange Tilfælde vilde der kræves saa store Omforandringer for at tilvejebringe menneskelige Forhold, at vi har maattet opgive Tanken om at anvende de paagældende Bygninger.

Som et lille Lyspunkt kan jeg for Resten meddele, at vi nylig af Statsbanerne har faaet overladt et eksproprieret og til Nedrivning bestemt Hus ude ved Glentevej. Her har vi kunnet anbringe ca. 20 Familier.

Jeg Indrømmer, at dette jo ikke er mange, og Hjælpen er forøvrigt kun midlertidig, idet vi er forpligtede til at rømme Huset med kort Varsel; men under alle Omstændigheder er disse ulykkelige Familier jo dog bleven hjulpne - saa længe.

Naar Forholdene kan ventes at ville bedres, er ikke godt at sige. Tilflytningsbestemmelser vil vel nok hjælpe noget, men foreløbig mærkes deres Følger ikke ret meget, og man maa stadig huske, at Bolignøden i Virkeligheden er langt større end den giver sig Udtryk i Kommunens Boligforsorg. Nu venter vi kun paa den nye Huslejelov og ser, hvad den vil bringe.

- - -

Se, se, det var unægteligt en anden Musik, end den, d'Herrer, der absolut maa rive det gamle Hus ved Vodroffvej ned, leverede i forgaars. Der er altsaa mere end haardt Brug for de Rum, det indeholder. Og se, paa Glentevej har man faaet overladt et Hus, der allerede var eksproprieret og dømt til Nedrivning. Saa tag da for Pokker og gør Sagen kort og overlad ogsaa de Boligløse det gamle Hus i Vodroffvej.

Paastanden om den dyre Bekostning, det vil kræve at sætte Huset i brugbar Stand, synes os nærmest tvivlsom, de Boligløse er ved Gud ikke forvæntes. Og endelig og til allersidst er Pointet i det hele, at man har Lov til at undre sig over den Lethed, hvormed man i Kommunen naar til at rive et helt Hus ned hvis Nedrivning absolut ikke er en afgørende tvingende nødvendigt, paa et Tidspunkt, hvor Borgerne ikke maa "nedlægge" en eneste Lejlighed.

(Aftenbladet (København) 31. januar 1925).

Nedbrydningen startede kort tid efter. Februar 1925 sås annoncer for salget af materialer fra nedbrydningen i aviserne: Tømmer, døre, brædder m.v. Det skete ikke uden uheld: Den 28. marts fik en arbejderen Vilhelm Andersen (de classenske boliger) et koben i hovedet. 

Frederiksbergs Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

De frederiksbergske Husvilde holder Protestmøde.

Den gamle Konchef forsvarer sig.

"Dersom Lejerne har Ret, maa de hænge mig op".

Foreningen, som Frederiksberg Kommunes Lejere - de Husvilde - har dannet til Varetagelse af deles Interesser, holdt i Aftes Protestmøde ude i "Peder Bangslund". og det blev et baade velbesøgt og særdeles livligt Milde.

Foreningens Formand. Hr. Axel Jensen, fik først Ordet, han var ikke blid, hverken i sin Omtale af de Forhold, Kommunalbestyrelsen byder de Husvilde at bo under, eller i sin Kritik af Kommunens Boligadministrator, Kontorchef Oluf Jensen.

Amtslæge Djørup har givet Attest for, sagde Hr. Jensen, at Barakkerne ved Finsensvej og Sønderjyllands Alle er meget sundhedsfarlige. Alligevel forlanger kommunalbestyrelsen, at Folk skal bo i dem. Vi man rykke vore Møbler midt ud paa Gulvet for ikke at faa dem ødelagt. Husene er fugtige og utætte; der gror Vegetation op gennem Gulvbræddeme. og det er en grovkornet Foragt for Menneskeliv, den rige Kommunes Ledere viser. Naar Lejerne henvender sig med klager til Kommunens Administration, faar de Svar i en brøsig og uforskammet Tone. Hr. Oluf Jensen bruger Udtryk som "gammel Kælling", "tyk i Sværen" og lignende, og en Gang har han ladet en Klager fjerne i Politibilen. Til en frugtsommelig kone, som bad om Henstand med Lejen, udtalte han: "Kan en enlig Kvinde overhovedet gaa en Tur langs ad Gaden uden at tjene Penge?" Til slut stillede Hr. Jensen Krav om Lejens Nedsættelse.

Efter denne Salve forlangte Kontorchefen Ordet, og man maa lade den gamle socialdemokratiske Agitator, at han baade har bevaret sit Humør og sine Talegaver.

- Dersom Lejerne har Ret, skal de saa inderlig gerne faa lov at hænge mig op, sagde Hr. Oluf Jensen, for jeg skal sige Dem, jeg har altid stræbt efter at optræde som et Mandfolk, og jeg skal nok baade forsvare mig og tage Konsekvenserne af mine Handlinger. Axel Jensens Fremstilling er den rene Film. Jeg erklæret mig moden til Indlæggelse. dersom blot en Brøkdel af det, han har fremført, er rigtig. Jeg administrerer ca. 1800 Lejere, ikke alle sammen first class -, det maa en Gang imellem anvendes et kraftigt Ord, naar man ønsker personlig Administration fra min Side.

Jeg har sagt til den omtalte Kvinde, at jeg ikke kunde forstaa, at en enlig kvinde behøvede at gaa arbejdsløs. Jeg noterede straks Samtalen ned, og jeg ved ikke, om nogen finder, min Udtalelse kan opfattes som en Opfordring til at tjene Penge paa Gaden

En række Talere, hvoriblandt kommunalbestyrelsesmedlem Einar Jensen og Grosserer Vald. Sørensen, havde derefter Ordet, og Mødet sluttede med Vedtagelsen af en Protestresolution.

(Aftenbladet (København) 22. januar 1925)

De frederiksbergske Kommunelejeres Protestmøde mod de usunde Boliger.

Blandt Beboerne i de frederiksbergske Husvildebarakker og Kommunens øvrige Ejendomme har der længe hersket Utilfredshed over den slette Forfatning, hvori det regerende Høireflertal lader disse Beboelser henligge. Utilfredsheden slog i Aftes ud i lys Lue ved det velbesøgte Protestmøde, som Lejerforeningen havde arrangeret i Peter Bangslund. Paa Mødet kritiseredes endvidere den Optræden, som Kommunens Boligadministrator, Kontorchef Oluf Jensen bærer til Skue overfor lejerne.

VI bringer følgende Referat af det bevægede Møde.

Lejernes Klagepunkter:

Fugtige og sundhedsfarlige Boliger. Uhøflig Optræden.

Foreningens Formand, Hr. Axel Jensen, indledede med at udtale sin Tilfredshed med, at de frederiksbergske Autoriteter nu endelig begyndte at lytte til de Klager, som Lejerne fremførte. Isen er endelig brudt, og det maa haabes, at Mødet i Aften resulterer i, at der skabes taaleligere Tilstande.

Kommunalbestyrelsesmedlem Einar Jensen og Lejerforeningens Formand Axel Jensen.

Axel Jensen gav derpaa en rystende Beskrivelse af den Tilstand, hvori Kommunens Barakker henligger. Lejerforeningen har undersøgt de gamle Barakker ved Finsensvej og Sønderjyllands Allé, og Amtslæge Djørup har givet Attest for, at de er meget sundhedsfarlige. De er fugtige og utætte, og det er ganske almindeligt at Beboerne maa flytte Møblerne frem paa Gulvet for at undgaa at faa dem ødelagt Det er en topmaalt Skandale, at den rige Kommunalbestyrelse behandler sine fattige Lejere paa denne Maade. Det beviser en grovkornet Foragt for Menneskeliv. (Hør!).

Vegetationen gror op mellem Gulvbræddeme.

I det saakaldte "Gule Palæ" (Latter), nogle nyere Barakker, mangler der "Indskud" under Gulvene. Følgen heraf er at Vegetationen gror op mellem de centimeterbrede Sprækker, saaledes at Beboerne kan plukke Blomster i Stuerne! Kolonier af Myrer kravler frem gennem Revner og Sprækker og gør Opholdet uudholdeligt. I det sønderjyske Kvarter er anbragt Skilte paa Bagdørene med følgende Paaskrift: "Luk Dørene for Rotter". Men samtidig findes der store Aabninger under Dørene, hvorigennem Rotterne kan spadsere ind i Stuerne.

I de grundmurede Karreer er der ogsaa en hel Del Mangler der trænger til Afhjælpning.

Klagerne over Kontorchef Oluf Jensen.

Taleren fremførte sluttelig en Mængde Klager over Kommunens Boligadministrator, Kontorchef Oluf Jensen. Hr. Jensen ynder at optræde l en brøsig og uforskammet Tone overfor Lejerne, naar disse henvender sig i Lejesager paa Administrationskontoret En Lejer var saaledes bleven fjernet ved Hjælp af Politibilen, og Udtryk som "gammel Kælling". "Tyk i Sværen" er ikke ualmindelige i Hr. Jensens Mund. Til en frugtsommelig Kone, som bad om Henstand med Lejen, havde han udtalt: "Kan man overhovedet gaa en Tur langs Gaden uden at tjene Penge".

Axel Jensen nævnede endnu en Række drastiske Eksempler paa Kontorchefens Tone. Han kom derefter ind paa Spørgsmaalet om Huslejen og betegnede denne som ublu. Han krævede derfor, at den velhavende Kommunalbestyrelse gav en klækkelig Nedsættelse. Taleren sluttede med at udtale sin Glæde over at der fandtes Folk i Kommunalbestyrelsen, som vilde lytte til Lejernes Krav.

Kontorchefens Forsvar.

Kontorchef Oluf Jensen fik nu Ordet for nt forsvare sig mod Lejernes Angreb.

- Jeg er et Mandfolk, begyndte han. Og De skal faa Lov til at hænge mig op, dersom De har Ret. Men lad os være enige om, at det er en alvorlig Sag, der samler os. Fra min Mund skal der da heller ikke lyde et ualvorligt Ord. Trappekællingsladder vil jeg ikke ind paa. Det forekommer mig, at Foreningen beskæftiger sig for meget med Bagateller. Naar man daglig skal administrere over 1800 Lejere, som ikke alle er first class, og man som jeg driver en personlig Administration, kan det ikke undgaas, at der nu og da maa bruges kraftige Udtryk, men de har været vel anbragt. (Føj!)

Jeg vil erklære mig moden til Indlæggelse, dersom blot en Brøkdel af det, som fortælles om mig, er Sandhed. Formandens Fremstilling er det rene Film. (Protest.)

Hr. Jensen gik over til en Omtale af de enkelte Eksempler. Det er ikke rigtigt, at jeg har sagt til den frugtsommelige Kone, at hun skulde tjene Penge paa Gaden. Jeg noterede straks mine Udtalelser ned, fordi jeg anede, at de vilde blive brugt imod mig. (Her trak Hr. Jensen en Notitsbog op af Vestelommen. Udtalelsen lød: "Jeg kan ikke forstaa, at en enlig Kvinde kan gaa Arbejdesløs." Det er jo noget ganske andet.

Kontorchefen fortsatte endnu et langt Stykke Tid med sit Forsvar og afviste blankt alle de Anklager, som var fremsat.

Højreflertallet bærer Ansvaret for den daarlige Vedligeholdelse.

Vor Partifælle, Kommunalbestyrelsesmedlem Einar Jensen, ønskede ikke at diskutere med Oluf Jensen, dertil opfordrede hans Tone ikke. Hovedpunkterne i alt det, som er fremkommen i Aften, er de daarligt vedligeholdte Ejendomme. Højreflertallet i Kommunalbestyrelsen bærer Ansvaret herfor og under Budgetdebatten kritiserede jeg dette uanstændige Forhold. Hvis Huslejenævnene havde haft disse Barakker under sig, vilde de sikkert være kommen til samme Resultat som Amtslæge Djørup, der kaldte dem "slet vedligeholdte". Taleren lovede for sit Vedkommende, at han vilde medvirke til, at de frederiksbergske Lejere fik taaleligere Kaar. Men en Forudsætning herfor er, at vi vinder et Flertal i Kommunalbestyrelsen ved det kommende Valg. (Stærkt Bifald.)

Efter at endnu Lejerforeningens Formand, Hr. Vald. Sørensen, Hr. Karlbek, Frk. Muxoll, Hr. Roset, Formanden o. fl. havde haft Ordet for at imødegaar Hr. Oluf Jensen sluttede det bevægede Møde med, at Forsamlingen enstemmig vedtog følgende

Resolution.

Til Frederiksberg Kommunalbestyrelse!

En Forsamling af Lejere i Frederiksberg Kommunes Ejendomme, tællende over 200 Medlemmer, forsamlede til Møde d. 21. Januar 1926, udtaler sin skarpeste Fordømmelse af den Behandling, de og deres Foreningsrepræsentanter bliver Genstand for paa Administrationskontoret og meddeler, at de ikke i Længden vil finde sig i Kontorchefens sjofle og uforskammede Tiltale. Vi retter en indtrængende Opfordring til Kommunalbestyrelsen om at fritage os for noget saadant i Fremtiden.

(Social-Demokraten 22. januar 1925).

Boligsituationen blev drøftet på kommunalbestyrelsesmødet den 2. februar 1925. Tegningen forestiller kontorchef Oluf Jensen på tilhørerpladsen under mødet. (Social-Demokraten 3. februar 1925). I september fik Oluf Jensen en "næse" af Frederiksberg Magistrat, og han blev pålagt at "drage omsorg for at der vises samme høflighed i denne gren af forvaltningen som i den øvrige."