Dyrekliniken i Nansensgade. (Efterskrift til Politivennen)

Dyrekliniken i Nansensgade holder Jubilæum

Overdyrlæge Svend Larsen mellem Dagens Patienter.

I Dag er det 25 Aar siden "Foreningen til Dyrenes Beskyttelse" oprettede sin kendte Poliklinik i Nansensgade 49.

Det er en omfattende og uhyre nyttig Virksomhed der er blevet udfoldet her i de forløbne Aar. Nogle Tal siger mere end Ord: Her er blevet behandlet 2392 Heste, 13.112 Hunde. 905 Katte og 616 andre Dyr. Desuden er der blevet aflivet 5273 Hunde, 12.681 Katte og 103 andre Dyr, der viste sig uhelbredelige eller var indbragt som tilskadekomne. Ialt er der i de 25 Aar foretaget

19.291 Behandlinger.

- Hvad indbefattes under Begrebet "andre Dyr" - spørger vi den populære Overdyrlæge Svend

Larsen, der har forestaaet Klinikken lige fra dens Begyndelse.

- Ja det er en meget broget Flok, snart sagt alle Dyr, der kan tænkes at optræde som Husdyr, lige fra Høns. Kaniner, Kanariefugle og Papegøjer til Marsvin, Aber og Maager. Vi har saamænd ogsaa haft Skildpadder til Behandling. Vi har i det hele taget ikke afvist nogen Patient, selv om den var nok saa mærkelig

Klinikken kan altsaa jubilere med en udmærket god Samvittighed.

(Aftenbladet (København) 1. maj 1924).

Paa Dyrepolikliniken i Nansensgade møder Folk op med deres syge Hunde og Katte for at faa dem gratis kureret af Dyredoktoren, Overdyrlæge Svend Larsen. Foto fra Social-Demokraten, 4. maj 1924.

Dyrepoliklinikken blev behandlet i Klokken 5 (København) 17. februar 1927 i en helsides artikel. 

Kjøbenhavns Aquarium. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Aqvarium, der opføres paa Vesterbrogade af Civilingenieur Viggo Schmidt, nærmer sig nu sin Fuldførelse. Bygningen, der vender Gavlen ud imod Vesterbrogade, har ingen stor Facade ud imod denne; men netop derfor er der anvendt endeel paa at give den et iøjnefaldende og tiltalende Præg. Den bestaaer af en høi, hvælvet Kjælder, Aqvariet, og af en fritliggende Stueetage, som er bestemt til et Conditori, og er rykket noget tilbage fra Gaden; paa hver Side af den springer der en lille Pavillon frem, og imellem disse to smaa Fløibygninger kommer der til at ligge en lille Græsplaine. Bag denne føre smukke Fritrapper paa begge Sider af den hvælvede Redgang til Aqvariet op til den høie Stueetage Aqvariet indeholder ialt 10 Bassiner. 5 for Saltvands- og 5 for Ferskvandsfisk; nogle af disse ere allerede forsynede med Vandplanter imellem hvilke de finnede Beboere færdes i travl Vrimmel. Det frembyder et smukt Skue fra det mørke Kjælderrum at see ind i de af klart Vand opfyldte og af grønne Væxtcr oplivede Beholdere, som alle faae deres Dagslys ovenfra. Virkningen er saa meget smukkere, som Bassinernes Glasvægge danne Kjælderrummets eneste Vinduer, længst tilvenstre fra Hovedindgangen findes der desuden et Terrarium, et større Rum for Krybdyr, som er rigt udstyret med exotiske Planter, og i hvilket der allerede sees nogle Slanger, Smaaskildpadder, Salamandre osv. Om en Ugestid ventes Aqvariet, hvis Opførelse er bleven forsinket endeel ved Murerstriken, at kunne blive aabnet for Publicum.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juni 1872)

Vesterbrogade 33, Københavns Aquarium og Terrarium. Over døren th. skilt med Drikkehalle. Billedet stemplet Chr. Neuhaus Eftf. Oluf W. Jørgensen, Kjøbmagergade 14. Bygningen opførtes i Aarene 1871-72, og aabnedes for Publicum d. 6te Juli sidstnævnte Aar. I Kjælder-Etagen, som bestod af et enkelt stort Rum, var indrettet et iøvrigt meget hyggeligt og smukt Locale. Indmurede Aqvarier af forskjellig Størrelse (de største ca. 5 Alen x 2 Alen), med Speilruder ind mod Salen, vare anbragte langs Ydervæggene. Etablissementet trivedes dog, ligesom Aqkvarie-Dyrene, meget daarligt, og efter to Aars Forløb maatte Virksomheden, med stort Tab for Indehaveren, indstilles. Kjælderen ombyggedes derefter til et lille Theater, Elysium, som eiheller kunde bære Udgifterne, og da den i Stue-Etagen værende Restauration stadigt havde staaet paa meget daarlige Fødder, besluttede man sig til helt at opgive Ævret, og den ret kostbare Bygning maatte Aar 1876 igjen forsvinde. Kbhbilleder, (Mariboe)

Bygningen var tegnet af arkitekt Theodor Jakob Koren Stuckenberg (1835-1901). 2. februar 1874 meddelte aviser at det havde fået et apparat til kunstig fiskeavl: En række lange trækasser der kunne rumme befrugtede rogn af bækørred. December 1876 likviderede selskabet bag akvariet.

Gravrøvere. (Efterskrift til Politivennen).

Det maa antages, at man ved et skærpet Opsyn og ved nogle Anholdelser nu har faaet Frederiksbergs gamle Kirkegaard nogenlunde fredet. Men en endnu langt værre Plyndring truer den nye Kirkegaard ved Roskilde Landevej. Indsenderen var Vidne til, at forleden Dag en Flok paa nogle og tredive Faar med et Par Væddere til Anfører, gjorde sig lystig blandt Gravene, tumlede sig muntert om mellem Resedaer og Asters og lod sig den fede Græsgangs Behageligheder smage godt. Modbydeligere end dette Syn var det, da Driverne kom til og med tykke Knipler ubarmhjertig slog løs paa Dyrene for snarest mulig at faa dem ud, formodentlig for at undgaa Opbringerpenge, der dog nok aldrig fordres, fordi de fredelige Gravere nødig indlade sig med brutale Folk. Der blev sagt, at slige Indbrud hørte til Dagens Orden, hvilket ogsaa er troligt, da den østlige Side af Kirkegaarden ud imod Fasanveien ikke er forsynet med an et Hegn end en tynd, lav, paa mange Steder for Mennesker og Dyr aaben Hæk. - Har den befolkede og tildels velhavende Kommune ikke Raad til at værne bedre om det sidste Hvilested, hvor der dog loves Fred? I Løbet af det Aar, Kirkegaarden har været tagen i Brug, skulle allerede c. 600 Brødre og Søstre der være blevne nedsænkede. Det er en Skandale at se den Plet, hvorom de Efterlevende kjærlig frede, oprodet af Svin, Lam osv. og nedtrampet af Driverne. Det fattigste Landsbysogn sørger dog for at have sin Kirkegaard i fredet Tilstand men Frederiksberg, saa tæt ved Hovedstaden emanciperer sig frit og flot fra Mure, Hegn og Gjærde. -ff

(Dags-Telegraphen 28. september 1866).

Underdanig Forespørgsel.

Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?

Besvarelsen heraf imødeses af

Peter Christensen
fra Valby
Valby den 31. juli 1833

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 529-530)

Trommesalen, 1858 (Carl Bøgh)
 

Redacteurens Anmærkning

Stauning er tidligere omtalt i Politivennen 7. juli 1827 og svaret 14. juli 1827.

En langskægget Tyv bedes indespærret.

Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod, men især for de der handler med fødevarer. Mads aflægger nemlig på forskellige tider af dagen helt uvelkomne visitter, byder sig selv til gæst på hvad han måtte forefinde. Og det er vist nok ikke let at formå ham til at tage afsked, for hans ryg synes at være lige så hård som hans pande. Men falder det ham nu ind at gøre de sædvanlige bukkespring hvortil han måske drives ved en følelse af taknemmelighed for god og billig beværtning, så hænder det ikke sjældent at personen uagtet han er rapfodet, ved uheldige kaprioler ødelægger et eller andet. Anmelderen har endog set at en kone som i en kælder handler med frugt, kager og lignende, har måttet sætte en skildvagt ud for at værne om dette børnenes paradis, og at denne, et halvvoksent pigebarn, næppe har formået at afholde den meget påtrængende horndrager. Man er derfor så fri at bede ejeren af denne buk, hvis han ikke kan formå den til godvilligt at ophøre med disse besøg hos de omkringboende, da at lade den spærre inde for således at gøre ende på disse tid- og pengespildende gedebukkestreger.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 482-483)

"Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod." (Rådhusstræde med kik mod Frederiksholms Kanal og Nybrogade fra Gammeltorv/Nytorv. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning.

Der kom yderligere oplysninger til i Politivennen nr. 763, 14. august 1830, s. 523-524.

En Ubehagelighed ved Menageriet paa Vesterbro.

På Vesterbro nr. 27 litra B foreviser hr. Lehmann et menageri som vel er lille, men dog indeholder nogle ret sjældne og interessante dyrearter. Adgangsprisen er villig og lokalet rigtig nok noget indskrænket til den mængde mennesker som (i det mindste da anmelderen var der) besøgte det. Men for resten ret propert og net indrettet. Så vidt er alting i fin orden.

Men efter at man har været der i nogen, fremtræder en smudsig klædt person som formodentlig er oppasser hos dyrene, og reciterer i et sprog som mest ligner det tyske, nogle zoologiske notitser ved hvert dyr. Skønt disse populære forelæsninger ikke er så aldeles autentiske, kunne de dog være tjenlige for dem som er svage i ånden, eller ikke har læst Rafns naturhistorie for børn. Efter nu at have endt sit kursus, vedbliver han talen omtrent således: "Ich hofffe nun, dass meine Herren und Damen anitzund nicht so ungalant seyn werden, mir ein kleines Gratial zu verweigern." Derpå ryster han med forfærdelig bragen en mægtig stor sparebøsse så tilskuerne farer sammen og trænger sig nu med påtrængende ord og lader ind mellem tilskuerne, idet han stoler på at en falsk undseelse vil afholde de fleste fra at være "so ungalant" at nægte ham dette gratiale. Når nogen imidlertid afviser ham, tilkaster ham dem et hånligt blik eller undser sig ikke ved gentagne gange at trygle om denne almisse. 

Personen må nu kalde det "gratiale" eller hvad han vil. Så er man dog så fri at benævne hans forhold "tiggeri" og vil blot gøre ham opmærksom på at tiggeri under enhver skikkelse i vores land er forbudt og i vores love belagt med en navnlig straf. Næst det ubehagelige der ligger i at en smudsig klædt person *) trænger sig ind imellem velklædte mennesker og gnider sig op ad klæder der ikke tåler sådanne berøringer, er det harmeligt og oprørende at se et så uforskammet tiggeri at drives så åbenlyst. Hr. Lehmann eller hvem der for resten er ejer eller forstander vil man gøre opmærksom på at sådan fremgangsmåde er upassende og uanstændig ved et menageri som han selv kalder et af de største i Europa. 

Hvis det på denne måde indsamlede er sportler der hører til personens løn (for at det indsamles for tjeneren og ikke for herren, vil man håbe og tro), så forhøjer han denne eller adgangsprisen. For et sådant ublu overhæng og påtrængenhed gør på dannede mennesker en ubehagelig virkning. Skal det være betaling for hans kollegier i den populære naturhistorie, så vil man gøre ham opmærksom på at offentlige forelæsninger her til lands holdes gratis. Og vil han give privatissima, så bør han på plakaten tilkendegive til hvilken tid på dagen disse holdes. For da skal visseligt anmelderen og han tror vist også flertallet af tilskuerne, vælge den tid på hvilken man kan undgå disse oplysende og i sine følger nærgående forklaringer.

*) Det er ikke anmelderen hensigt at lægge ham hans dragt til last, for det er naturligt at han ved at passe dyrene ikke kan være propert klædt. Men kun at gøre ham opmærksom på at han i den dragt bør blive hos dyrene.

(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 399-401)

Redacteurens Anmærkning

Hr. Lehmann må være en af Lehmann-brødrene Andreas. I J. Davidsens "Fra det gamle Kongens København", 1910 berettes om at der fandtes menagerier omkring Vesterbros Torv (dog ikke med glubende dyr, fordi en løve engang var undsluppet i Frederiksberg Haves menageri). Brødrene Lehmann rejste rundt i Europa bl.a. til Moskva. Her blev de ganske velhavende, Andreas Lehmann havde et stort menageri og købte en gård på Kongens Nytorv for 80.000 Rigsbankdaler. Dette menageriet er omtalt i Politivennen nr. 832, 10. december 1831, s. 852-853.   

Glubske Hunde paa Landet.

For omtrent 3 uger siden var en mand i Avedøre så uheldig at alle hans får, 14 i alt, blev bidt af nogle glubske hunde. Seks af disse får som var bidt i struben, døde straks. De øvrige der havde store huller hist og her på kroppen, blev med nogen omkostninger kureret.

Samme nat bed disse hunde i morgenstunden 2 får for en mand i Hvidovre. De øvrige undgik faren, da en karl kom og jog hundene væk, der ligesom vilde hunde tog flugten ad Frederiksberg eller broen. 

"Den 14. august blev en del får bidt i Brøndbyøster og nogle i Hvidovre". Fårene her græsser fredeligt - ikke i Hvid-, men Rødovre ved Ejbybunkeren på Vestvolden. (Eget foto, 2015)

Lørdag nat, den 14. august, blev en del får bidt i Brøndbyøster og nogle i Hvidovre, formodentlig af samme hunde, hvoraf den ene er en stor stort hund men en hvid rem om halsen. De 2 er rødbrogede. Rimeligvis er disse hunde af den slags som holdes indelukket om dagen i kasser og lukkes ud om natten for at holde vagt. De er glubske og farlige da de ikke er vant til at se mennesker eller andre kreaturer, men kender blot den der forsyner dem med æde og drikke. Det er derfor bondens ønske at de herrer på Frederiksberg eller Broen som holder sådanne løse hunde på deres plads ville gøre deres ure eller plankværker så høje og så tætte at disse glubske dyr ikke kan komme ud og anrette endnu større skade.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9107-9108)

Bøn til Eieren af Øen Thaarsinge.

Hr. Udgiver!

Skønt der for kort tid siden er udgivet en beskrivelse over det skønne land Tåsinge, tror indsenderen at det ikke vil være uden interesse for mange at læse en mere nøjagtig beskrivelse over de i det nævnte 300 dådyr og anmoder derfor dette blads udgiver om at indrykke denne i Politivennen.

Disse dyr er en plage for øens beboere. For ikke alene henter de som oftest deres føde i bøndernes kornmarker, men de lægger også deres unger i rugen, og det altid hvor den står allertættest. Deres leje udgør omtrent en 2 til 3 kvadratalen. Og herved bliver naturligvis den rug som står på dette sted, trykket ned og ødelagt. For at gøre skaden endnu større, plejer disse dyr hver gang de kommer til deres unger at flytte disse til et andet sted, så at det ikke er sjældent at man i en rugmark efter 6 skæpper udsæd ved afmejningen finder 30 til 50 sådanne dyrelejer, foruden adskillige småveje på hvilke dyrene ved at gå frem og tilbage har nedtrådt rugen. 

"Disse dyr er en plage for øens beboere. For ikke alene henter de som oftest deres føde i bøndernes kornmarker, men de lægger også deres unger i rugen, og det altid hvor den står allertættest". Her springer de dog ikke rundt i en kornmark eller på Tåsinge, men nord for Veksø. (Eget foto, 2015)

Men ikke alene på markerne gør disse dyr stor skade, også haverne lider meget ved dem. Som bekendt er nemlig beboerne af Tåsinge næsten alle meget dygtige til at opelske frugttræer. De køber unge træer dels fra København, dels fra Holsten, dels opelsker dem selv af kerner. Kort sagt, de gør alt muligt for deres haver. Men hvad fornøjelse har de af det? Det er ikke sjældent at disse dyr på en nat næsten helt ødelægger de bedste frugttræer ved at afgnave og æde knopperne, ja endog for at få disse slår topgrenene ned med deres takker.

Når man overvejer alt dette, mon det da var et urimeligt ønske af Tåsinges beboere at øens ejer ville indeslutte disse 300 dådyr som forårsager så stor skade i en dyrehave. Især da han ejer en meget bekvem have som fører dette navn?

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9099-9101)

Tildragelse ved Gåbense Færgested på Falster

I oktober i år rejste anmelderen med et selskab fra Falster til Sjælland. Ved vor ankomst til Gåbense færgegård fandt vi den ene færge optaget af ko- og studeprangere, som talrigt førte kvæg fra Falster til Sjælland. Den anden færge var ovre på den anden side. Vi anmodede færgemanden om at komme over med den anden færge, som kom tilbage fra den anden side mens vi endnu var der. Men vores anmodninger var forgæves, skønt vi forsikrede ham om, at det var vigtigt for os at blive færget over med vores heste og vogn samme aften. Han nægtede os at komme over, og gav i stedet efter for studeprangernes grovheder, som med kraftige eder svor på at ville over før os. Ligeglad med vores anmodninger så han på at færgen, så snart den havde lagt til broen blev proppet fuld af stude, selvom vi lang tid i forvejen havde reserveret den. Vi blev så sat i den ubehagelige situation at køre derfra og først morgenen efter blive færget over.

Denne færgemands opførsel mod et anstændigt selskab rimer meget dårligt med at der kort før vores ankomst var blevet færget et andet selskab over med heste og vogn til Sjælland, selv om der var lige så mange koprangere som da vi selv kom. Anmelderen mener ikke at rejsende med heste og vogn bør stå tilbage for studeprangere, og lader dette trykke for at foranledige at sådanne ubehageligheder for rejsende ikke i fremtiden sker, med en instruks til færgemændene.

Køge d. 7. dec. 1803 
H. E. Wolf 
Student 

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4678-4680) 

Redacteurens Anmærkning

Gåbense færgested er omtalt i "Gaabense og Spodsbjerg Færgesteder." (Politivennen nr. 1150, lørdag den 13. januar 1838, side 17-19) 

Bøn til Magistraten.

(efter indsendt.)

Da det bestandig og ofte sker at kreaturer som er indbrændte til Christianshavns almindelige fælled, går eller falder i den renovationskule der er anlagt der, som det allerede er sket i de første dage, så var det at ønske at de ansvarlige måtte blive pålagt at sætte et sådant hegn at man herudi kunne være betrygget at dette ikke kan ske!

Ligeledes at hyrden måtte pålægges at have tilsyn med det som han ikke tror er hans pligt, da han dog kunne forebygge samme når han var til stede. Endelig ønskes at der måtte sættes hegn på et par steder hvor kreaturerne kan gå over til fæstningsværkerne, at man ikke som det skete i de forrige år, skal indløse samme i ravellinsvagten næsten daglig.

Disse steder hvor der er overgang, kan bedst anvises af markmanden og begge hyrderne.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 212, 15 Maii 1802, s. 3385-3386)

En urigtig og lovstridig Handling af Ejeren af store Vibens-Huus.

I sidste uge havde jeg en drift lam bestående af 21 styk på Nørre Fælled. Ved min drengs uforsigtighed kom lammene af vanvare ind på omtalte persons ager uden at gøre skade. Da drengen indberettede det passerede til mig, sendte jeg en af mine svende ud for at erfare om lammene havde gjort nogen skade, men han fandt at ingen skade var sket. Nævnte svend anmodede ejeren af Store Vibenhus at udlevere lammene til ham, men han svarede at han ville have 5 rigsdaler fordi han havde optaget dem, som er tværtimod Danske Lov som siger at når fæ kommer i anden mands ager, da skal skaden som det har gjort, vurderes af uvildige mænd og da af dets ejer erstattes. Men denne ædle mand vidste at jeg ikke kunne lade ham holde lammene på grund af standsning i min næringsvej (2-3 tegn mangler) til vi ved domstolen kunne fået en kendelse som vist ikke vilde være faldet ud til hans fordel, og jeg tror at skylde mine medborgere at bekendtgøre dette med advarsel at deres fæ ikke kommer ind i denne mands ager.

G. L. Schmidt.
Slagtermester
Borgergade nr. 114.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 176, 5 September 1801, s. 2814-2815)

Tegner Lund: Store Vibenshuus. 1837. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Amager-Grusomheder.

Politivennen har adskillige gange talt plagede og tyranniserede dyrs sag, og med forskelligt held. Nogle private medborgere har lånt ham et opmærksomt øre og et alkærligt hjerte, mens de offentlige autoriteter endnu intet har gjort for at rette de påankede grusomheder. Således ser man endnu uhyre vognlæs at opdynges, således forbydes det endnu ikke at lade køer ved uforandret at spølfødes ved at ligge i deres urenlighed, og ved aldrig at blive vasket, at henstå som levende ådsler, således er Knippelsbro som giver som mange for et svært læs svedende hest deres baneknæk, endnu ikke forandret, skønt et hundrede dalers anvendelse her kunne muligvis redde et hundrede hestes liv eller mere årligt. Desværre, det bliver ved det gamle.

En sådan lunkenhed ikke mod en nidkær medborgers stemme, men mod hjertets stemme, burde afskrække fra at tale oftere for det undekuede meddyr. Men det skal den ikke. Jeg opgiver ikke håbet. Dog til sagen:

Amagerne, rettere nogle (jeg ville ønske jeg kunne sige få) amagere har for skik om efteråret at gøre indkøb af gamle, forslidte eller ville kulrede heste. Disse lader de gå ude hele vinteren igennem for om muligt at kunne bruge dem, så mange som overlever, ved næste forårspløjning. Denne handlemåde måtte ved første øjekast synes tåbelig og skadelig for dem selv da mange af disse dyr dør inden midten af vinteren, men man vil finde at den i dets sted bør kaldes umenneskelig snue når man betænker at disse heste fås for næsten intet og at dog nogle overlever hvis arbejde ved næste pløjning betaler de døde og kaster vel endda et par rigsdaler profit af for tyrannen. Husly til dem koster dem intet, den må disse elendige undvære under den strengeste årstid, og på et land der når det ikke fryser, er et morads og i storm og frost ikke har en eneste højde eller skov som kan lune, for remiserne er kun til for de mere nydte harer. Føden koster dem heller intet, ikke engang et knippe strå. Jeg har set en af disse vinterheste, faldet om af sult eller sygdom, ligge i sin sidste dødskamp på en plet sort jord, hvoraf den selv så langt den kunne, havde afgnavet hvert græsstrå og rod. Amageren går forbi og nænner ikke engang at give sig den møje at forunde den en hastigere og mindre pinefuld død.

Oh, at dog et medlidende menneske ville skue ned på dette og så meget andet gængse tyranni mod vores umælende medskabninger. Oh, at en kraftig og retfærdig hånd ville stille sig mellem dem og deres så dybt under menneskelighed nedsunkne herrer!

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1382-1384)

Lidt om Elefanten.

Adresseavisen fortæller os at elefantejeren ansætter setaksten til 4 mark, 2 mark, 1 mark. Mon ikke vedkommende kunne sætte brøk til hans regning og nedsætte det til halvparten, da han uden tvivl vil få mængde af tilskuere, og de som betragter den naturforskende vil formodentlig bese den så nær som muligt. Lad os tænke en mand der har flere sønner, som har lært de gamle tapre romeres krige med Pyrrhus som på grund af sine elefanter i starten var sejrrig indtil en romer hændelsesvis dræbte en af dem ved at afhugge snabelen og på den måde overbeviste de andre om at også disse dyr kunne dø, hvilket de før ikke troede. Sæt at sønnerne gentog det for faderen, bad om tilladelse til at se den, mon han ikke ville unde dem den fornøjelse af bese den så nær som muligt efter naturhistoriens anvisning. Men også mon ikke mange fædre ville trykke sig ved at give 4 mark pr person som når de var 3, straks var 2 rigsdaler alene til det. Muligvis kan der også komme en del simple tilskuere som sædvanligt sker på Sankt Hans og Frue dag, hvis nysgerrighed overvinder deres uformuenhed og uden at bryde sig om vagten, med magt kan tiltvinge sig at se den og således give anledning til uorden.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 973-974)

Uordener

1) Op til hjørnet af Frue Kirkegård mellem Store Kannikestræde og Nørregade ligger en banke af ler eller andet, der let kan i regnvejr bringe dem som hastigt drejer om hjørnet, til at glide.

2) Intet kan ligne den anmasselse, hvormed fortovet for hjørnehuset af Vimmelskaftet og Badstuestræde er belemret af auktionsmands-allehånde. Se nr. 22.

3) Straks når man fra Østergade drejer ind i Pilestræde bor på højre en kobbersmed, som næsten bestandig opfylder fortov og gade med kobbergods. Især har en bund af en uhyre kedel stået der i overmåde lang tid fuld af vand, og dog er dennes skarpe kant særdeles farlig i mørke.

4) I dag d. 15. oktober har de i Politivennen alt to gange omtalte stygge kælderluger på hjørnehuset af Vimmelskaftet og Klostræde stået åbne, og hvor mange menneskers klæder må ikke være blevet tilrakkede, inden den søle, som var på dem af det koskarn hvori de, som nr. 24 rigtig anmærker og som endnu kan ses, have ligger, blevet afgnedet.

5) Endnu har militæret ikke borttaget de flere gange angivne pløkke uden for eksercerhuset. Skulle vel politiet altså endnu ikke have påmindet vedkommende?

6) I egnen af Petri Kirke holdes en gedebuk, som løber løs på gaden imod anordningerne, og af drenge der agter anordningerne lige så lidt som den, hidses på folk, der både kunne forskrækkes og beskades. Anmelderen måtte i søndags for at redde sin kone stå og holde bukken i hornene indtil hun kom ind i kirken, og siden med møje se tl at retirere selv. Også i nærheden af Amalienborg løber deslige dyr omkring.

7) Vinhandleren på hjørnet af Store købmagergade og Silkegade, der engang syntes at værdige Politivennen sin opmærksomhed, ved på dens råd at rydde sit fortov i Silkegade, har nu optaget det på den ulovligste måde. Desværre synes dette at være noget, som flere end en vinhandler anset for lovligt, men den veltænkende tror ikke at tusindes misbrug retfærdiggør hand. Fra en minde alvorlig side måtte det synes, som en tilbeder af Bachus kunne fordre at dennes præster, efter at have lammet hans fod, mindst skulle lægge ham anstød i vejen.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 25, s. 397-398. [Estimeret dato: 13. oktober 1798])