Druknehuset flytter til Pontonflaade. (Efterskrift til Politivennen)

Druknehuset ved Langebro var bestemt til druknede i Kalveboderne. Det kunne være selvmordere, badende fra badeanstalterne, søfolk eller fulde mennesker som var faldet i vandet i Kalveboderne. Og i sjældne tilfælde også myrdede som var forsøgt skaffet af vejen. Det angives også at være brugt som vagthus for soldaterne fra Rysensteens Bastion. Det ene rum benyttedes senere til sprøjtehus, mens det andet til druknehus. Bygningen lå overfor Blox omtrent der hvor Lille Langebro nu lander på Københavnssiden.

Druknehuset ved Langebro. Fra Beboerne af Stederne Nr. 131, 133 og 10 i  Vestervoldgade er der til Politidirektøren indgivet et Andragende om, at Druknehuset ved Langebro maa blive flyttet, idet de heri henlagte Lig, navnlig om Sommeren, udbrede en næsten uudholdelig Stank, ikke at tale om det uhyggelige Skue, hvortil Beboerne ofte blive Vidne ved Anvendelsen af Bygningen. Andragendet er støttet af Inspektøren for Ryssensteens Søbadeanstalt, der har anført et Par Exempler paa de Ubehageligheder for de besøgende af Badeanstalten, som Druknehusets Beliggenhed medfører. Andragenderne henvise til Vagtbygningen i Kigkuren som et formentlig mere passende Sted for Druknehuset. Den fremførte Klage forekommer os i den Grad begrundet, at det tør antages, at Politivirektøren snarest mulig vil tage Sagen under Overveielse.

(Dags-Telegraphen (København) 24. maj 1869).

Her er to eksempler på annoncer i aviserne hvor politiet efterlyser pårørende til ikke-identificerede lig:

Herover: Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 19. september 1854. Lignende notitser fandtes med jævne mellemrum i aviserne, her Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 16. oktober 1880 (nedenfor):

Beboernes klager hjalp ikke noget. Borgerepræsentationen behandlede emnet et par gange. Fx nævnte borgerrepræsentant Thune det ved mødet den 29. november 1874 og foreslog at man brugte det planlagte epidemihospital i stedet. I september 1886 bemærkede borgerrepræsentant Larsen at Druknehuset befandt sig i en sørgelig tilstand, og at hvis det fortsat skulle blive stående, om det så ikke kunne forbedres indeni.

Dagbladet 23. september 1887 kunne meddele at man agtede at opføre et nyt Druknehus til 2.300 kr på en af havnevæsnet overladt plads ved Frederiksholms Kanal mellem Kongens Bryghus og Jernbanebroen over kanalen. På det tidspunkt skal Druknehuset ikke have været benyttet "i lange tider" (Folketidenden - Ringsted 29. september 1887), i stedet brugte man St. Johannes Stiftelsens lighus i Ryesgade, men det modsiges af adskillige notitser i aviserne. Sagen blev taget af dagsordenen igen og blev aldrig realiseret.

Kjøbenhavns "la Morgue". Fra Hovedstaden skrives til os: I en By under en saa stærk Udvikling som Kjøbenhavn vil der altid være Et og Andet, som i Ly af gammel Vedtægt og Slendrian, eller fordi det fuldstændig er gaaet i Glemmebogen over ny omfattende Reformer, skjuler sig i en Krog som en Antikvitet og først kommer for Dagens Lys, naar der ryddes op i Krogene og man uvilkaarlig kommer til at spørge: hvorfor ligger det der?

Saadan er det gaaet med "Druknehuset". Ryssensten bliver Sommeren igjennem besøogt af mange Badegjæster, der ikke kunne undgaa at lægge Mærke til den usle, faldefærdige Bygning i Nærheden af Badeanstalten, og hvorom de Færreste vide, at den har den Bestemmelse, den har. Men saa en skjønne Dag se de en Forulykket blive halet i Land af en Baad, og Liget paa en temmelig ugenert Maade blive behandlet som en Vareballe indtil det, under en stor Tilskuerskares Paasyn, havner inde paa en af Brixene i den skumle Hytte, og Forargelsen over det Sete bringer maaske en af de Tilstedeværende til "at skrive i Bladene" og give det første Stød til at Druknehuset kan blive jevnet med Jordens Overflade for at give Plads for noget bedre og mere passende.

Og det kan der i Sandhed trænges til. Det forsikkres for bestemt, at Rotter skulle grassere i den Grad i Druknehuset ved Langebro, at da for et Par Aar siden en ung Mand druknede, og hans Lig blev henlagt til Eftersyn paa bemeldte Anstalt, fandt hans Slægtninge det halve af hans Ansigt fortæret af Rotter, saa at det næsten var fuldstændig ukjendeligt, og gruopvækkende at se. Ligene af de Forulykkede maatte ikke fores ind i Druknehuset før en Betjent var kommet til Stede, og havde givet Tilladelse dertil, og imidlertid samledes en nysgjerrig Hob, bestaaende mest af Gadeungdom, omkring det enten helt eller utilstrækkeligt tildækkede Lig af den Forulykkede, og det regnede ned med raa Vittigheder. 

Det er dette lille forborgne Stykke Fortidslevning, som er halet frem for at gives Løbepas. Et nyt tidssvarende Druknehns vil snart rejse sig paa den gamle Tomt, men naar en Gang Kjøbenhavns Mysterier udkommer i nyt Oplag, vil del gamle Druknehus saa en Plads i Skildringerne af Sæder og Skikke i det nittende Aarhundrede.

(Viborg Stifts-Tidende 25. oktober 1887)

Hensynsløs Behandling af et Lig. For nogle Dage siden, da to Mænd var ude for at bade sig i Kalvebodstrand, stødte de pludselig paa Liget af en 8-Aars Dreng, som var forulykket ved Badning, og som i nogen Tid forgæves havde været eftersøgt. De to Mænd bragte Liget op i Baaden og roede over tit Landgangsstedet ved Langebros Dampmølle, hvor de anmeldte det passerede til to til Stedeværende Politibetjente, der straks gav dem Ordre til at bringe Liget ind i Druknehuset. Denne Ligtransport foregik nu paa følgende Maade: De to Mænd tog det aldeles nøgne Barnelig i Hoved og Ben og bar det over Gaden, ad Vestervoldgade til Druknehuset. Da der var lukket, bar de det videre ind paa Gaardspladsen bag Druknehuset. hvor de et Øjeblik lagde det ned. Efter at Betjentene her forgæves havde søgt efter Opsynsmanden, blev Liget atter lumret ud paa Gaden og derfra igen ind i Gaarden. Imidlertid var Opsynsmanden kommen til stede og Liget blev indlagt i Druknehuset.

Denne uhyggelige Ligtransport samlede naturligvis en Del Mennesker, der alle var enige om at dadle Politiets Behandling af Liget. 

Nøglen til Druknehuset opbevares paa et bestemt Sted, som altid er tilgængelig for Politiet, og her findes tillige en Transportbaare. Betjentene har næppe været uvidende herom, men har snarere villet spare sig for den Ulejlighed at hente Baaren.

G

(Social-Demokraten 4. juli 1888)

Druknehuset omtaltes stadig mindst en gang månedligt i aviserne. Den 28. maj 1894 var der i Borgerrepræsentationen forslag til et nyt lighus eller druknehus ved Trangraven.Under debatten kom det frem at der var anbragt 24 lig i 1893 i Druknehuset. Forslaget blev henvist til et udvalg. I mellemtiden fortsatte Druknehuset ved Langebro i 1895 og et stykke ind i 1896.

Notits fra Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 10. juni 1896.

Så skete der noget: Ovenstående notits oplyser at der er anbragt i en pontonflåde i Trangraven ved den Kgl. grønlandske Handels Plads til erstatning for Druknehuset ved Langebro. I snart efter, i juni 1896 meldtes det første lig optaget i Druknehuset ved Trangraven. Her fortsatte notitserne om druknede som blev indbragt her, indtil juni 1905 hvor omtaler af Druknehuset i Trangraven brat ophører. Ligene blev som regel bragt til St. Johannes Stiftelse. På daværende tidspunkt

Fritz Theodor Benzen: Druknehuset ved Langebro. Opført 1806 og nedrevet 1902. Fotoet må være fra huset allersidste dage. Der er tilsyneladende opsat en afspærring og såvel facade som døre, tag og vinduer i forfald.. Kbhbilleder. Public Domain.

29. august 1901 stod Druknehuset stadig, men nu benyttet til øloplag.  I juni 1902 var området ved den nye Langebro blevet ryddet, inklusiv det "faldefærdige Druknehus" i dets sidste år blev brugt som oplagsplads for havnevæsnets materialer.

Druknehuset som "fake" historie.

I forbindelse med anløbsstedet for en teknikerkanal under havnen eller anløbssted for hoved-elkabel mellem H. C. Ørstedsværket og Christianshavn blev der bygget et lille hus på hvad der dengang blev kaldt "Djævleøen". Gennem dette kunne man komme ned i tunnelen når det først var pumpet tør for vand. Pumpen til dette arbejde blev opbevaret i huset. I forbindelse med nybyggeriet på Enghave Brygge opkom nogle påstande om at huset var "Druknehuset". Som det fremgår af det ovenstående, er det ikke rigtigt, og på husets opførelsestidspunkt i 1920'erne blev druknede kørt direkte til Rigshospitalet. Huset blev i 2023 flyttet og kendes nu som cafe med navnet "Anløbet".

Ikke Druknehuset! Men derimod pumpehuset på sin oprindelige plads på Engholmene ved Fisketorvet i København. Som det ses har det ingen som helst lighed med det oprindelige Druknehus, og er i øvrigt opført to årtier efter at man havde erstattet druknehuse med ambulancer og direkte transport til Rigshospitalet. Pumpehuset kan nu ses på Christians Langs Plads hvor det er blevet cafe.

Druknehistorier. (Efterskrift til Politivennen).

Jeg sad agter i båden, der langsomt, roet af to havnesjovere, gled ud gennem Kalveboderne - sad og stirrede ned i vandet, der sagte bølgede hen over tangens sælsomme skove, hvor sandpletter hist og her lyste frem dernede, gustne grå - som en druknet mands ansigt.

Pludselig reves jeg ud af mine tanker ved, at den ene af rorkarlene, en lang fyr med solbrændt skægløst ansigt og ingen fortænder bag de skråsorte kæber, sagde:

"Du "Baron", derhenne var det vi hittede ham, Nikkelej og jeg" - han pegede henover vandet, over mod Amager.

Den anden, en lille, hjulbenet kraftkarl med smilende vandblå øjne mellem et utal af skarpe rynker og en tot rødt skæg på hver kind, så ud i den angivne retning.

"Var det dér, - hvordan lå han." "Lige med hovedet nedad, støvlerne stak ovenfor", sagde den lange.

"Har De fundet nogen druknet her?" spurgte jeg.

"Om vi har - jo De kan tro - mange. Jeg skal nemlig sige Dem, at vi, Baronen der og så jeg og et par kammerater, vi har sådan en lille fortjeneste af at ligge her og fiske de druknede op og levere dem ind i Dronehuset. Og så passer vi dem også, mens de ligger derinde," forklarede den lange.

"Hvem var det, De sidst fandt?" "Ved det sku ikke. De sagde han var tysker eller sådan noget, men der blev inte fundet nogen familie til ham og så kom han i jorden. Velklædt det var fyren. Jeg fik disse pæne støvler efter ham," sagde den lange og strakte foden frem og så kærligt ned til den.

"Det må da være en højst ubehagelig bestilling," sagde jeg.

"Nå - natyrlig er den ikke så behagelig, som den kunne være. Men hvad Satan, når bare man tjener skillinger derved! Og når der er ordentlig at bestille, sådan en 2 - 3 dronede om ugen, så kan der tjenes noget," sagde han, der kaldtes Baronen.

"Ja, kan du huske den gang, Baron, da du fiskede hende sangerinden eller danserinden, hvad hun nu var, det gamle skind, henne i stadsgraven ved Tivoli," sagde den lange og tilføjede, henvendt til mig: "Der kan De tro, han fik en god skilling på ét brædt."

"Hvordan det?"

"Jo ser De, hun havde en aften dronet sig derinde i stadsgraven af kærlighed eller sådan noget sludder. Og så har hun jo i nogle dage stukket fast dernede i mudderet, indtil der kom gas i hende," forklarede Baronen.

Jeg kom uvilkårlig til at smile.

Han så på mig med sine små poliske øjne, smilede så let og sagde:

"Ja, det kan sku godt være, det er noget vrøvl. Men sådan er der ku én, der har sagt mig, at når de dronede har stået nede på bunden i nogen tid, så går der råddenskab i dem, og det giver gas, siger man jo, og så går ballonen! - Nå never mind, som han sagde, manden, han var en franskmand - vi fik jo klo i den gamle og baksede hende ind i Dronehuset. Men hun var jo så slem, at vi straks måtte i kisten med hende. Så kom der én af familien til hende, en nevø eller sådan noget. Hun ville så gerne have en ring, den gamle bar på sin lillefinger, og som hun havde lovet ham til minde. Men uheldigvis havde hun den jo på i kisten. Så står han lidt og grunder på det og siger så til mig: "20 kr. skal De få, hvis De tør åbne kisten og tage ringen til mig." Jeg skal jo nok indrømme, at jeg ikke var helt hyggelig - men 20 kr., herre, det er mange penge.

Så drak jeg mig en halv pægl, og måske lidt til, og så baksede jeg låget af kisten. Men jeg forsikrer Dem for - uh ! det sortnede for mine øjne, ligesom når man får et rigtig slag i hovedet - jeg tænkte, nu trimler du om, gamle! - Men så greb jeg remselut ned i kisten, fik fat om ringen, fik den vristet af - der fulgte rigtignok lidt af fingeren med, og så styrtede jeg hen og slog døren på vid gab. Derhenne lå den fremmede herre, bleg som et lig og var besvimet."

Han spyttede skråen ud over rælingen og der gik en ganske let sitren over ansigtet. Måske fik han, som jeg, vand i munden ved tanken om den uhyggelige situation.

Så sad "Baronen" lidt, trak roligt på åren og så alvorlig ud over "Det er nu ligegodt ikke altid så rart - det", sagde han så, rullede sindig en ende skrå af rullen og anbragte den efter alle kunstens regler i sin mund.

(København, 11. juli 1889).

Spørgsmaal om Tilladelse til at besee de i Liighuset ved Langebro henlagte Forulykkede.

For ikke længe siden fandt en borger her af byen ved sin hjemkomst sin kone fraværende. Og da hun hverken kom hjem om aftenen eller om natten, frygtede ham at hun i en slags sindssvaghed eller melankoli hvortil hun i nogen tid var henfalden, havde taget sig selv af dage. Efter at have efterspurgt hende overalt hos de familier med hvilke hun plejede at omgås, begav han sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde. På banken blev døren lukket op af en pige som på mandens spørgsmål temmelig uhøfligt erklærede at der vel var indbragt et lig, men som allerede var vedkendt af dets pårørende, og nægtede dem derfor adgang til at bese liget. I den mening at den ulykkelige muligvis kunne være i live og atter komme til stede, gik manden forpå andre steder at fortsætte sin eftersøgning som dog var forgæves.

"Han begav sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde." (På Eckersbergs billede ses i baggrunden Langebro og til højre "dronehuset" hvor to mænd er ved at bære en druknet ind).

Næste dag bekendtgjordes i Adresseavisen at liget af et druknet kvinde var lagt i lighuset ved Langebro, og da den fremsatte beskrivelse over det udseende, omtrentlige alder og klædedragt passede ganske med den savnedes, tvivlede manden ikke et øjeblik på at det var hans ulykkelige kone. Han begav sig derfor atter ned til lighuset, men fik af nævnte pige samme uhøflige, ja endog uhøfligere svar som første gang. Dog da han påstod ifølge kongens fogeds ordre at se liget, blev der endelig lukket op og hans grundede formodning blev nu til sørgelig vished. Han erfarede da også til sin største forundring at intet lig var eller i nogle dage havde været lagt i lighuset foruden det søgte som havde ligget der over 24 timer. Og da han således ikke kan finde nogen grund til at han blev nægtet adgang første gang, tillader han sig at fremsætte følgende spørgsmål:

"Når en familie savner et medlem som man formoder i sindssvaghed kan have aflivet sig selv og man af den grund henvender sig til lighuset for at erfare om den savnede skulle være fundet og indlagt der, er det da opsynsfolkenes pligt at forevise de lig der er henlagt der, eller kan adgangen til at se samme blive nægtet på grund af at de lig der ligger der er vedkendt af pårørende?"

Havde adgangen været tilladt for manden den første gang han indfandt sig der, så kunne megen søgen, efterspørgsel og averteren have været sparet. Og hvis spørgsmålets første del besvares benægtende, da stemmer sådant ikke med den opfordring som avertissementer over fundne og i lighuset henlagte døde sædvanligvis indeholder, nemlig: "De som kan give underretning om denne døde, vil melde sig på kongens fogeds kontor," for skal man have megen ulejlighed for at skaffe sig adgang, vil vedkommende meget sjældent få oplysning om forulykkede døde der ikke har meget nære pårørende.

Til slut kan spørgeren ikke undlade at ytre sin forundring over at opsynet over lighuset er betroet til kvinder. Især da så vidt han har hørt redningsskabet skal forefindes der. 

(Politivennen nr. 1034, Løverdagen den 24de October 1835, s. 706-709).

Redacteurens Anmærkning.

Dronehuset, eller "Druknehuset" var tegnet af P. Meyn og opført 1806. Huset blev brugt til at henlægge fundne lig og til obduktion. Samt bolig til en mand der kunne have opsyn med de døde.

Nyttig Advarsel

(Indsendt)

Ubehageligere syn kan vel ikke gives end på en dag at se 7 druknede mennesker, hvoraf størstedelen er helt rådnede, ligge til skue i lighuset ved Langebro, og af hvilke nogle har ligget i 5 til 6 dage. De udbreder ydermere en yderlig slem stank, som for forbigående vel endog kunne have farlige anstikkende sygdomme til følge. Søndag den 28. april sås et menneske blev trukket op af vandet som for fire måneder siden blev savnet og som naturligvis var helt rådnet op. Men blev alligevel lagt til skue i lighuset, hvorved luften der ikke blev bedre. 

Man foreslår derfor at i der lighuset altid haves kister i beredskab, og at der er en plads på Amager for øjeblikkeligt at begrave sådanne rådnede legemer. Fremdeles foreslås at lighuset måtte ligge på et afsondret sted, ganske frit og opbygges i en runding af en to mur i højden og derom et gitterværk. Så tæt at hverken hund eller kat kunne krybe igennem, samt oventil et tag, ligeledes forsynet med trækhuller. For da kunne tilskuerne uden væmmelse nærme sig huset på den side hvor vinden kom fra. 

Ligeledes var det ønskeligt at der der røgedes med en antændt tjæretønde for a rense den på stedet, især i sommerheden, værende slemme lugt. Endnu meget mere af det som ligeledes fordærver luften her i staden, er den uskik at rådne fisk kastes i kanalen. For omtrent 14 dage siden have mange tilskuere på Højbro set en stor del fisk der lå ved broen og som forventeligt endnu kan ses ved klart vande. Vel ved man at det er forbudt ved politianordninger. Ved flittigt at lade efterse vandene, og om muligt, også at opdage gerningsmanden til noget sådant, ville denne uorden kunne forebygges. 

Ligeså ønskeligt var det også om i tørt vejr at bunkefejerne på de offentlige torve, ligesom også enhver husejer bliv forpligtet til at stænke vand på gaderne, forinden der blev fejet. Hvilket sker i andre storbyer som for eksempel Berlin og flere residensstæder. At støvet såvel ved fejningen som ved tørveaskens opkastning på skarnvognene uden forinden at fugtes er yderst ubehagelig for alles næse og øjne, det ved enhver af den daglige erfaring. Men  indsenderen anser det for afgjort at disse fine støvpartikler som indsuges i lungerne, kunne skade.

(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj 1816, s.  297-299)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen 22, 1. juni 1816.

I Dagen, 26. september 1806 kunne man læse om det dengang nyopførte Druknehus, eller Dronehuset ved Langebro, samt lidt om hvor mange der druknede:

Ved Langebro paa Hjørnet af Brændemagasinets Plads, har Magistraten ladet opføre et grundmuret Hus til deri at henlægge fundne døde Mennesker, saaledes, at de uden fra igjennem Vinduerne kunne sees, dersom nogen skulde vedkjende sig dem. I samme Hus er tillige afdelt en Obduktions Stue, som om Vinteren kan opvarmes, for at anstille Forsøg paa at bringe de tilsyneladende Døde igjen til Live. I det gamle Træskur tæt ved Langebro paa ovenmeldte Plads er fra 1 April 1805 til 1 April 1806 indbragt 56 Mennesker, hvoraf 48 ere fundne i Søerne og Kanalerne, og 8 pludseligen døde i Husene og paa Gaderne. Ingen af dem, paa hvilke Rednings-Anstalterne bleve prøvede, kunde bringes til Live, da saaledes ingen Gnist til Liv var hos dem tilbage.

Styg stank og endnu værre syn ved Langebro

En mand som gik over Langebro, bemærkede på byens side en utålelig stank, og lokaliserede den fra et hus indrettet til at sætte druknede lig. Han så derind og så gysende to lig, ikke alene blottede, men også forbidt af rotter. Dette fæle syn sammen med stanken og ligenes opsvulmede skikkelse af heden, vakte både gysen og harme hos ham. Dette skete den 3. april. Manden tænkte på graverkarlene. Man håber at der gøres anstalter til at have nogle kister stående klar for at kunne afværge rottebid, og at ligene bliver begravet før forrådnelsen går så vidt.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 328, 4. august 1804, s. 5226-5227)