Druknehistorier. (Efterskrift til Politivennen).

Jeg sad agter i båden, der langsomt, roet af to havnesjovere, gled ud gennem Kalveboderne - sad og stirrede ned i vandet, der sagte bølgede hen over tangens sælsomme skove, hvor sandpletter hist og her lyste frem dernede, gustne grå - som en druknet mands ansigt.

Pludselig reves jeg ud af mine tanker ved, at den ene af rorkarlene, en lang fyr med solbrændt skægløst ansigt og ingen fortænder bag de skråsorte kæber, sagde:

"Du "Baron", derhenne var det vi hittede ham, Nikkelej og jeg" - han pegede henover vandet, over mod Amager.

Den anden, en lille, hjulbenet kraftkarl med smilende vandblå øjne mellem et utal af skarpe rynker og en tot rødt skæg på hver kind, så ud i den angivne retning.

"Var det dér, - hvordan lå han." "Lige med hovedet nedad, støvlerne stak ovenfor", sagde den lange.

"Har De fundet nogen druknet her?" spurgte jeg.

"Om vi har - jo De kan tro - mange. Jeg skal nemlig sige Dem, at vi, Baronen der og så jeg og et par kammerater, vi har sådan en lille fortjeneste af at ligge her og fiske de druknede op og levere dem ind i Dronehuset. Og så passer vi dem også, mens de ligger derinde," forklarede den lange.

"Hvem var det, De sidst fandt?" "Ved det sku ikke. De sagde han var tysker eller sådan noget, men der blev inte fundet nogen familie til ham og så kom han i jorden. Velklædt det var fyren. Jeg fik disse pæne støvler efter ham," sagde den lange og strakte foden frem og så kærligt ned til den.

"Det må da være en højst ubehagelig bestilling," sagde jeg.

"Nå - natyrlig er den ikke så behagelig, som den kunne være. Men hvad Satan, når bare man tjener skillinger derved! Og når der er ordentlig at bestille, sådan en 2 - 3 dronede om ugen, så kan der tjenes noget," sagde han, der kaldtes Baronen.

"Ja, kan du huske den gang, Baron, da du fiskede hende sangerinden eller danserinden, hvad hun nu var, det gamle skind, henne i stadsgraven ved Tivoli," sagde den lange og tilføjede, henvendt til mig: "Der kan De tro, han fik en god skilling på ét brædt."

"Hvordan det?"

"Jo ser De, hun havde en aften dronet sig derinde i stadsgraven af kærlighed eller sådan noget sludder. Og så har hun jo i nogle dage stukket fast dernede i mudderet, indtil der kom gas i hende," forklarede Baronen.

Jeg kom uvilkårlig til at smile.

Han så på mig med sine små poliske øjne, smilede så let og sagde:

"Ja, det kan sku godt være, det er noget vrøvl. Men sådan er der ku én, der har sagt mig, at når de dronede har stået nede på bunden i nogen tid, så går der råddenskab i dem, og det giver gas, siger man jo, og så går ballonen! - Nå never mind, som han sagde, manden, han var en franskmand - vi fik jo klo i den gamle og baksede hende ind i Dronehuset. Men hun var jo så slem, at vi straks måtte i kisten med hende. Så kom der én af familien til hende, en nevø eller sådan noget. Hun ville så gerne have en ring, den gamle bar på sin lillefinger, og som hun havde lovet ham til minde. Men uheldigvis havde hun den jo på i kisten. Så står han lidt og grunder på det og siger så til mig: "20 kr. skal De få, hvis De tør åbne kisten og tage ringen til mig." Jeg skal jo nok indrømme, at jeg ikke var helt hyggelig - men 20 kr., herre, det er mange penge.

Så drak jeg mig en halv pægl, og måske lidt til, og så baksede jeg låget af kisten. Men jeg forsikrer Dem for - uh ! det sortnede for mine øjne, ligesom når man får et rigtig slag i hovedet - jeg tænkte, nu trimler du om, gamle! - Men så greb jeg remselut ned i kisten, fik fat om ringen, fik den vristet af - der fulgte rigtignok lidt af fingeren med, og så styrtede jeg hen og slog døren på vid gab. Derhenne lå den fremmede herre, bleg som et lig og var besvimet."

Han spyttede skråen ud over rælingen og der gik en ganske let sitren over ansigtet. Måske fik han, som jeg, vand i munden ved tanken om den uhyggelige situation.

Så sad "Baronen" lidt, trak roligt på åren og så alvorlig ud over "Det er nu ligegodt ikke altid så rart - det", sagde han så, rullede sindig en ende skrå af rullen og anbragte den efter alle kunstens regler i sin mund.

(København, 11. juli 1889).

Spørgsmaal om Tilladelse til at besee de i Liighuset ved Langebro henlagte Forulykkede.

For ikke længe siden fandt en borger her af byen ved sin hjemkomst sin kone fraværende. Og da hun hverken kom hjem om aftenen eller om natten, frygtede ham at hun i en slags sindssvaghed eller melankoli hvortil hun i nogen tid var henfalden, havde taget sig selv af dage. Efter at have efterspurgt hende overalt hos de familier med hvilke hun plejede at omgås, begav han sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde. På banken blev døren lukket op af en pige som på mandens spørgsmål temmelig uhøfligt erklærede at der vel var indbragt et lig, men som allerede var vedkendt af dets pårørende, og nægtede dem derfor adgang til at bese liget. I den mening at den ulykkelige muligvis kunne være i live og atter komme til stede, gik manden forpå andre steder at fortsætte sin eftersøgning som dog var forgæves.

"Han begav sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde." (På Eckersbergs billede ses i baggrunden Langebro og til højre "dronehuset" hvor to mænd er ved at bære en druknet ind).

Næste dag bekendtgjordes i Adresseavisen at liget af et druknet kvinde var lagt i lighuset ved Langebro, og da den fremsatte beskrivelse over det udseende, omtrentlige alder og klædedragt passede ganske med den savnedes, tvivlede manden ikke et øjeblik på at det var hans ulykkelige kone. Han begav sig derfor atter ned til lighuset, men fik af nævnte pige samme uhøflige, ja endog uhøfligere svar som første gang. Dog da han påstod ifølge kongens fogeds ordre at se liget, blev der endelig lukket op og hans grundede formodning blev nu til sørgelig vished. Han erfarede da også til sin største forundring at intet lig var eller i nogle dage havde været lagt i lighuset foruden det søgte som havde ligget der over 24 timer. Og da han således ikke kan finde nogen grund til at han blev nægtet adgang første gang, tillader han sig at fremsætte følgende spørgsmål:

"Når en familie savner et medlem som man formoder i sindssvaghed kan have aflivet sig selv og man af den grund henvender sig til lighuset for at erfare om den savnede skulle være fundet og indlagt der, er det da opsynsfolkenes pligt at forevise de lig der er henlagt der, eller kan adgangen til at se samme blive nægtet på grund af at de lig der ligger der er vedkendt af pårørende?"

Havde adgangen været tilladt for manden den første gang han indfandt sig der, så kunne megen søgen, efterspørgsel og averteren have været sparet. Og hvis spørgsmålets første del besvares benægtende, da stemmer sådant ikke med den opfordring som avertissementer over fundne og i lighuset henlagte døde sædvanligvis indeholder, nemlig: "De som kan give underretning om denne døde, vil melde sig på kongens fogeds kontor," for skal man have megen ulejlighed for at skaffe sig adgang, vil vedkommende meget sjældent få oplysning om forulykkede døde der ikke har meget nære pårørende.

Til slut kan spørgeren ikke undlade at ytre sin forundring over at opsynet over lighuset er betroet til kvinder. Især da så vidt han har hørt redningsskabet skal forefindes der. 

(Politivennen nr. 1034, Løverdagen den 24de October 1835, s. 706-709).

Redacteurens Anmærkning.

Dronehuset, eller "Druknehuset" var tegnet af P. Meyn og opført 1806. Huset blev brugt til at henlægge fundne lig og til obduktion. Samt bolig til en mand der kunne have opsyn med de døde.

Nyttig Advarsel

(Indsendt)

Ubehageligere syn kan vel ikke gives end på en dag at se 7 druknede mennesker, hvoraf størstedelen er helt rådnede, ligge til skue i lighuset ved Langebro, og af hvilke nogle har ligget i 5 til 6 dage. De udbreder ydermere en yderlig slem stank, som for forbigående vel endog kunne have farlige anstikkende sygdomme til følge. Søndag den 28. april sås et menneske blev trukket op af vandet som for fire måneder siden blev savnet og som naturligvis var helt rådnet op. Men blev alligevel lagt til skue i lighuset, hvorved luften der ikke blev bedre. 

Man foreslår derfor at i der lighuset altid haves kister i beredskab, og at der er en plads på Amager for øjeblikkeligt at begrave sådanne rådnede legemer. Fremdeles foreslås at lighuset måtte ligge på et afsondret sted, ganske frit og opbygges i en runding af en to mur i højden og derom et gitterværk. Så tæt at hverken hund eller kat kunne krybe igennem, samt oventil et tag, ligeledes forsynet med trækhuller. For da kunne tilskuerne uden væmmelse nærme sig huset på den side hvor vinden kom fra. 

Ligeledes var det ønskeligt at der der røgedes med en antændt tjæretønde for a rense den på stedet, især i sommerheden, værende slemme lugt. Endnu meget mere af det som ligeledes fordærver luften her i staden, er den uskik at rådne fisk kastes i kanalen. For omtrent 14 dage siden have mange tilskuere på Højbro set en stor del fisk der lå ved broen og som forventeligt endnu kan ses ved klart vande. Vel ved man at det er forbudt ved politianordninger. Ved flittigt at lade efterse vandene, og om muligt, også at opdage gerningsmanden til noget sådant, ville denne uorden kunne forebygges. 

Ligeså ønskeligt var det også om i tørt vejr at bunkefejerne på de offentlige torve, ligesom også enhver husejer bliv forpligtet til at stænke vand på gaderne, forinden der blev fejet. Hvilket sker i andre storbyer som for eksempel Berlin og flere residensstæder. At støvet såvel ved fejningen som ved tørveaskens opkastning på skarnvognene uden forinden at fugtes er yderst ubehagelig for alles næse og øjne, det ved enhver af den daglige erfaring. Men  indsenderen anser det for afgjort at disse fine støvpartikler som indsuges i lungerne, kunne skade.

(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj 1816, s.  297-299)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen 22, 1. juni 1816.

I Dagen, 26. september 1806 kunne man læse om det dengang nyopførte Druknehus, eller Dronehuset ved Langebro, samt lidt om hvor mange der druknede:

Ved Langebro paa Hjørnet af Brændemagasinets Plads, har Magistraten ladet opføre et grundmuret Hus til deri at henlægge fundne døde Mennesker, saaledes, at de uden fra igjennem Vinduerne kunne sees, dersom nogen skulde vedkjende sig dem. I samme Hus er tillige afdelt en Obduktions Stue, som om Vinteren kan opvarmes, for at anstille Forsøg paa at bringe de tilsyneladende Døde igjen til Live. I det gamle Træskur tæt ved Langebro paa ovenmeldte Plads er fra 1 April 1805 til 1 April 1806 indbragt 56 Mennesker, hvoraf 48 ere fundne i Søerne og Kanalerne, og 8 pludseligen døde i Husene og paa Gaderne. Ingen af dem, paa hvilke Rednings-Anstalterne bleve prøvede, kunde bringes til Live, da saaledes ingen Gnist til Liv var hos dem tilbage.

Styg stank og endnu værre syn ved Langebro

En mand som gik over Langebro, bemærkede på byens side en utålelig stank, og lokaliserede den fra et hus indrettet til at sætte druknede lig. Han så derind og så gysende to lig, ikke alene blottede, men også forbidt af rotter. Dette fæle syn sammen med stanken og ligenes opsvulmede skikkelse af heden, vakte både gysen og harme hos ham. Dette skete den 3. april. Manden tænkte på graverkarlene. Man håber at der gøres anstalter til at have nogle kister stående klar for at kunne afværge rottebid, og at ligene bliver begravet før forrådnelsen går så vidt.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 328, 4. august 1804, s. 5226-5227)